Jeg har fået 22 næser af Patientklagenævnet. I 22 sager har jeg fået kritik for mangelfuld journalføring, fordi patientinformationen ikke var fuldt oplistet. I 15 tilfælde får jeg kritik af min alternative behandling, som kaldes meningsløs og under standard. Seks gange får jeg indskærpelse, dvs. jeg bliver bedt om at rette ind. Dermed er jeg måske Danmarks mest kritiserede læge. Men sagsbehandlingen har dokumenteret, at ingen af mine patienter er kommet til skade, og at mange er blevet raske.
Det hele begyndte, da jeg blev forskningsleder på Livskvalitetsundersøgelsen på Rigshospitalet i 1990. Vi undersøgte 10.000 danskere og fandt, at penge, uddannelse, social status, ydre former ja selv livsstil som kost, motion, alkoholforbrug og rygning kun viste en yderst beskeden sammenhæng med det, vi interesserede os for, nemlig livskvalitet og sundhed.
Dengang som nu led halvdelen af alle danskere af en kronisk sygdom. Der er videnskabelig enighed om, at pillerne kun hjælper ca. 5 pct. af patienterne, der får en alvorlig sygdom, sådan at 19 ud af 20 patienter ender som kroniske patienter. Det synes jeg som læge ikke, vi kan byde patienterne.
Det, jeg kom med, var en radikal systemkritik. Desværre for voldsom for mange af mine kolleger på Rigshospitalet. Den korte historie er, at jeg trak Forskningscenter for Livskvalitet ud af Rigshospitalet i 1994 for at forske i livskvalitet som medicin i alternativ behandling. Selv om jeg havde fået fjender, især blandt psykiaterne, gik det alligevel ret godt. Vores forskningsresultater blev publiceret internationalt og pegede i retning af, at mennesker faktisk kan helbrede sig selv ved at arbejde med deres følelser og få mere selvindsigt. Bevidstgørelse, kærlighed, nære relationer og god seksualitet er en vej til sundhed.
Forskningsklinik for Holistisk Medicin så dagens lys i 2000. Forskningsmillionerne rullede, kollegerne rasede, og patienterne strømmede til. I 2003 startede jeg med at forske i sexologi. Her så jeg, hvordan både fysiske og psykiske sygdomme spontant forsvandt hos patienter, der fik deres sexliv tilbage. I det gamle Grækenland blev vaginal akupressur som bekendt også anvendt mod psykiske lidelser hos kvinden, dengang kaldet hysteri (græsk hystera: livmoder). I 2004 forskede jeg i effekten af vaginal akupressur på 20 yngre kvinder med psykoseksuelle udviklingsforstyrrelser og oplevelsen af dårlig seksuel funktionsevne.
I efteråret 2005 har vi fået udgivet over 100 videnskabelige artikler og er internationalt kommet op blandt de førende forskere i holistisk medicin. På det her tidspunkt har jeg stadig aldrig fået en klage fra en patient. Hver anden kronisk syg var blevet rask i min klinik. Jeg var stolt over, hvad vi havde udrettet.
Så brød helvede løs. Tre psykiatere fra Rigshospitalet anklager mig for at have sex-misbrugt patienten Maja. De mener, at vaginal akupressur kan gøre psykisk svage kvinder sindssyge, og at behandlingen bør betragtes som et seksuelt overgreb. At Maja aldrig havde fået vaginal akupressur, at hun var psykisk syg i forvejen, og at hun kom til mig, netop fordi psykiaterne ikke selv havde kunnet hjælpe hende, forblev detaljer.
Min tidligere chef fra Rigshospitalet fortalte siden, at nogle af mine gamle fjender var involverede i dette angreb. Jeg må indrømme, at det var dygtigt lavet. Med skjult kamera og det hele. Jeg var blevet afsløret som sindssyg, voldelig sexforbryder.
Så greb samfundet ind. Ministeren harcelerede over mig i avisen, og tre dage efter stillede to embedslæger, som tydeligvis havde til hensigt at lukke min klinik. Embedslægerne fandt, at alt var, præcis som psykiaterne havde beskrevet det. At jeg lavede vaginal akupressur på mindreårige osv. Ganske vist var det ikke dokumenteret i journalerne. Og det var heller ikke sandt. Men det betød ikke så meget. Det hele blev sendt til Ekstra Bladet, som bragte det på forsiden. Tre uger efter inddroges min lægeautorisation midlertidigt. Uden lægeautorisation kunne jeg ikke længere få midler til den forskning, som var min levevej.
En måned senere kom så resultatet af politiets undersøgelse. Kriminalinspektør Ove Dahl kunne ikke finde patienter, der var blevet dårligt behandlet; Ove Dahl udtalte til Berlingske Tidende, at han havde talt med de patienter, som Sundhedsstyrelsen interesserede sig for, og »der var ingen, absolut ingen, der undervejs gav udtryk for, at de var blevet forulempet, krænket eller lignende. Nogle mente derimod, at de var blevet hjulpet.«
Sundhedsstyrelsen måtte nu tage stilling. Enten kunne man indrømme, at man var løbet med og havde begået en grov fejl over for mig, eller også kunne man forsøge at bevise, at jeg faktisk var så slem, som psykiaterne sagde. Man valgte det sidste. To embedslæger brugte en halv dag på at gå samtlige af mine journaler fra alle år igennem for at finde samtlige fejl, jeg havde begået i al min tid som praktiserende læge. De sendte 47 journaler til psykiatriske konsulenter, der fantasifuldt genfortalte, hvad der var foregået i min klinik.
Da de var færdige, fandtes beskyldningerne for fejl og overgreb stadig i deres rapport men var fortsat ikke dokumenteret ved konkrete henvisninger til mine lægejournaler.
Jeg skrev nu en 40 siders kritik af de 22 beskrivelser af mine behandlinger. Den kritik puttede Sundhedsstyrelsen i en skuffe, mens alle konsulentbeskrivelserne gik videre til Retslægerådet sammen med spørgsmål om, hvorvidt det var sådan, man skulle behandle som læge i Danmark. Retslægerådets konklusion var nådeløs: Jeg gjorde næsten alt forkert. Problemet var bare, at jeg ikke havde gjort det, der stod i beskrivelserne. Mine indvendinger blev ganske enkelt tilbageholdt af Sundhedsstyrelsen, indtil Retslægerådet var færdig med at svare. Her må du godt smile, for sådanne stalinistiske metoder skulle man ikke tro, blev benyttet i dagens Danmark. Men det viser, hvor vigtigt det var for Sundhedsstyrelsen, at jeg fik kritik.
De 22 beskrivelser med de samme spørgsmål gik så til patientklagenævnet, der igen sendte dem til Retslægerådet. De samme personer fik, trods Lægeforeningens protest, igen lov til at svare. Så lå mine bemærkninger nederst i bunken. Det fremgik imidlertid af svarene, der var helt enslydende med de først afgivne, at mine bemærkninger aldrig blev læst. Min advokat kaldte det kafkask. Jeg kaldte det bare politisk. Jeg fik i 15 tilfælde kritik for mine behandlinger af typen: Det, du laver giver ingen mening; du gør ikke det, du skal som læge.
Men vil det så sige, at man som læge i Danmark ikke kan behandle med holistisk medicin, der kombinerer samtaleterapi med kropsterapi? Den amerikanske regerings forskningscenter for alternativ behandling, NCCAM, har ellers både i 2005 og 2009 konkluderet, at mind-body medicine, som behandlingen kaldes på engelsk, er helt ufarlig og formentlig en af de fem typer alternativ behandling (CAM), der vil blive anvendt af læger i fremtiden. Mange videnskabelige undersøgelser har allerede dokumenteret god effekt på en række patientgrupper. Hver anden patient bliver typisk rask.
16 ud af de 22 patienter, som Sundhedsstyrelsen har kritiseret min behandling af, fik det bedre eller blev raske i min klinik, mens ingen fik det påviseligt værre. Af 550 behandlede patienter er ingen kommet til skade. Min sag viser noget principielt vigtigt, nemlig at staten er blevet for stærk i forhold til borgeren.
Selv om der reelt intet er at komme efter, kan myndighederne frit diktere næser og kritik, og de kan ydermere grundløst berøve en læge næringsvejen i årevis. Man ødelægger et succesfuldt forskningsprojekt i alternativ medicin, fordi det falder en magtfuld psykiatergruppe for brystet.
Retssamfundets grundidé er, at borgeren har rettigheder og at en domstol, ikke en udøvende magt, afgør spørgsmål om skyld og straf. Suveræn statsmagt, som vi ser den praktiseret i min sag, hvor Sundhedsstyrelsen både anklager, dømmer og straffer, er ikke forenelig med et retssamfunds grundlæggende principper.
Hvis det ikke var fordi, Sundhedsstyrelsens næste træk nu er at forsøge at fratage mig min lægeautorisation permanent på grundlag af de 22 næser, kunne jeg blot smile af hele historien. Så tosset er den.
Søren Ventegodt er direktør for Forskningscenter for Livskvalitet og leder af Forskningsklinik for Holistisk Medicin og Sexologi. Han forsker stadig i holistisk medicin, men har de seneste fem år været uden lægeautorisation