»It’s the end of Fukuyama,« proklamerer Marc De Vos med et lille grin. »Til gengæld er historien tilbage, og et nyt kapital er gået i gang.«
Marc De Vos, leder af det uafhængige belgiske institut Itinera Institute, er inviteret til København af Dansk Institut for Internationale Studier i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog, After the Meltdown - The Future of Capitalism and Globalization in the Age of the Twin Crises.Når han bruger Francis Fukuyamas bombastiske sprogbrug til at lægge selvsamme i graven, er det fordi, der ifølge Marc De Vos er ligeså store og grundlæggende forandringer i gang som dengang i slutningen af 1980’erne, hvor Fukuyama erklærede kapitalismens endelige sejr med bogen The end of history.
Men hvad er den nye version så?
Som Marc De Vos med den iøjnefaldende butterfly går energisk frem og tilbage foran skærmen med projekteret billede af brændende banker og brandmænd, der prøver at slukke ilden med dollarsedler, påstår han ikke at have en krystalkugle. Han påstår ikke engang at vide meget mere end alle mulige andre - »Husk, økonomer er dem, der i morgen kan fortælle, hvorfor de tog fejl i går,« - men med hans egne ord kan han lide at smide klatter af erfaringer op på et hvidt lærred og se, hvad der kommer frem. Og kaster man med erfaringer fra krisehåndteringen i halen på det finansielle sammenbrud, tegner der sig et billede af en ikke bare revideret version, men en helt ny type kapitalisme:
»Kapitalismen 4.0 er i mangel på bedre ord ‘statskapitalisme’,« lægger De Vos ud. Og det har vi i Vesten ikke helt selv kontrol over. Kortene er nemlig givet om.
»Hvor det, så langt tilbage vi husker, var os, der lærte de andre, hvordan man lavede gode samfund, er det nu os, der lærer af dem - ikke mindst af Kina,« siger Marc De Vos.
Når De Vos kalder den nye kapitalisme for 4.0, er det fordi, han ser tre foregående hovedperioder med et utal af underversioner. Ført laissezfair-kapitalisme, så den Keynes-inspirerede periode, der blev afløst af den neoliberalisme a la Washington-konsensus, der fik sit endelige sammenbrud med finanskrisen. Det, som primært vil komme til at tegne den nye kapitalisme, er, at staten er tilbage – ikke bare som regulerende instans, men som direkte spiller i økonomien. Og det var krisen, der inviterede staten tilbage i varmen.
»Da man så økonomien falde som en sten, og nogen måtte stoppe det, vækkede man Keynes fra de døde og læste ham sådan, at jo større man var, jo flere penge skulle man have. Det eliminerede alle tidligere regler, der sikrede den enighed, der hidtil havde eksisteret om fordelene ved at lade falde, hvad der ikke selv kan stå,« siger Marc De Vos og minder om hvor hastigt, man glemte alt det, man tidligere havde råbt op om ved enhver lejlighed. »Havde USA smidt 100 milliarder dollar ind i bilindustrien før 2007, havde telefonerne kimet i Geneve. Alle havde klaget til WTO,« siger han.
Men uanset hvor mange penge præsident Obama ellerde europæiske statsledere vælger at pumpe ind i bankerne og erhvervslivet, vil de altid være et skridt bagud: »For Kina er kongen af kapitalismen 4.0. Og de ved, at de har nøglen til fremtiden.«
Marc De Vos er bekymret for, hvad han ser som en for stor utålmodighed i den globale økonomi.
»Først sagde vi: Vi må undgå total nedsmeltning. Det gjorde vi. Så ville vi for alt i verden afværge recessionen. Det skete, men i samme åndedrag sagde vi: Vi må undgå stagnation, og så skulle vi her og nu kæmpe for at undgå kun at vokse lidt. I 2010 vil vi ikke alene have vækst. Vi vil sikre fremtidens vækst, og den hedder for tiden ’grøn økonomi’,« siger Marc De Vos i et tempo, så selv tilhørerne bliver forpustede. Han er bekymret for det meget hastværk, da det kan lede til rigtig dårlige beslutninger.
»Tag ikke fejl, jeg er stor tilhænger af tanken om en grøn økonomi, men bliver den skabt af store spillere som stater, der samtidig har en række geopolitiske mål, kan vi komme til at skabe løsninger, som vi om 20 år indser er dårlige,« siger han.
Og det minder lidt om tidligere tiders nationale kapløb – nu bare i klimaets navn:
»Ved hjælp af stimulipenge er der blevet skabt et nyt våbenkapløb, hvor staterne konkurrerer om at finde fremtidens teknologi, og hvor der har etableret sig en forestilling om, at sådan noget kan skabes ved dekret,« siger De Vos.
Han nævner den britiske regering, der for nylig proklamerede, at den britiske stat ville skabe et nyt Silicon Valley i en forstad til London.
»Fint nok, men Silicon Valley kom altså ikke til verden ved dekret. Den var et resultat af gode ideer og en masse, der prøvede og fejlede,« siger han. Men der er ting, der er farligere end overoptimisme med hensyn til statens evner til at skabe innovative miljøer.Igen fremhæver han Kina:
»Kina skubber på de grønne teknologier, der ikke nødvendigvis er de bedste, men som kræver netop den eneste naturressource, de har næsten monopol på, nemlig mineraler. Derefter lukker de for eksporten af mineraler og siger i stedet: Kom til Kina, så kan I få det, men overlad rettighederne til teknologien til os,« forklarer De Vos, der igen føler behov for at understrege, at han altså ikke er ude i et ærinde, der sigter på at holde værdierne og beslutningsmagtenb hos de gamle magter i Vesten.
»Jeg synes, det er dejligt for kineserne, og jeg ønsker virkelig, at det går dem godt. Men de skal spille fair spil.«
Når De Vos gentagne gange understreger, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om f.eks. den kinesiske statskapitalisme er en farbar vej eller ej, er det, fordi han mener, at en af de helt store kameler, som Vesten må sluge, er, at størrelser som demokrati og det frie marked ikke er universelle værdier. Det er vestlige opfindelser, som andre ikke nødvendigvis byder ind på, så det nytter ikke blindt at forudsætte, at vi arbejder i samme retning eller at tvinge andre ind på vores kurs: »Vi må finde ud af, hvor vi står og kæmpe for det, som vi ønsker.«
For det er ikke alene kapitalismen som vi kender den, der står for skud. Det er også demokratiet i klassisk forstand og ikke mindst den højt skattede globalisering, der er under hastig forandring.
»I en lang periode var der bred intellektuel konsensus om, at det var den rigtige kurs. Og det var på mange måder et mirakel: I 10 år i træk blev der hvert år globalt set skabt 40 millioner job!«
I dag er de multilaterale institutioner kollapset og med dem reglerne for ordentlig global opførsel, mener De Vos, der fremhæver, at vi siden slutningen af 1960’erne og frem i snit har haft tre reviderede handelsregler pr. årti, men ingen de seneste ti år og en DOHA-runde, der synes totalt død.
»Fra at vi alle var i den samme båd i samme retning, er der i dag tale om kirsebærplukning.
’Åh, Brasilien har olie. Vi laver en aftale med Brasilien’. ’Ih, Rusland har gas, vi handler den af med Rusland’,« remser han op og sender en bredside til de forhandlinger i G20, der i disse dage løber af stablen i Sydkorea.
»Finanskrisen blev den turbulens, der fik flyet til at styrte, og først her opdagede vi, at ikke alene havde flyet ingen pilot, det havde ikke engang et cockpit,« lyder hans malende beskrivelse af de måneder, der ledte frem til de første G20-redningsplaner.
»På vej ned valgte nogen at ty til en faldskærm, som hed nationale løsninger, andre begyndte at bygge et cockpit. G20 var et af de cockpit, der blev improviseret på vej ned under stor turbulens,« siger Marc De Vos.
Mens arrangørerne kigger på urene og høfligt prøver at give tegn til De Vos om at stoppe talestrømmen, vokser listen på lærredet af dårligdomme, som ikke mindst Europa og USA står over for. Mangel på energi, tyngende gæld, ældrebyrde. Og vi har ikke andet svar på at løse dem end at skrue op for brandhanen med penge.
»Vi står i et moralsk, intellektuelt, politisk og institutionelt vakuum. Og mens Vesten taber, vinder de andre,« fastslår De Vos.
Han underskylder listens længde. »Jeg kan godt forstå, hvis I vil kalde mig Mr. Apocalypse, men der er faktisk en anden side af historien.« Han trykker på computeren, og under den lange liste af katastrofer i sorte bogstaver hopper en linje lystigt frem i lilla:
»Fire milliarder mennesker i Den Tredje Verden vil få det meget bedre«.