Det faglige fristed - ”Hver diagnose sit eget bur...”
- Til debatten om plads til alle

Mikkel Warming vælger den letteste vej i sin polemik med ideen bag ved Tina Rye Hansens kritik af hans dispositioner som Socialborgmester. Jeg ser mig derfor nogenlunde enig med Mikkel Warmings (MW) bemærkning, at ”hvis alt skal være for alle – så bliver det reelt for ingen”. Men herfra og til hans målrettede bestræbelse efter at give ”hver diagnose sit eget bur”, fører til en lang vej fuld af problematiske selvmodsigelser.

Af Alina Djakowska, cand.phil. og Sara Barbara Fryszman, 4.klasse

Mikkel Warming kan ikke undgå at indrømme, at en hurtigt voksende opdeling af vores by er et problem, men kalder det et ”strukturelt problem”. MW finder dog straks den rette vaccine mod den kedelige og truende udvikling, og opfordrer ”offentlige myndigheder til at give familier en lejlighed i private opgange”. Smukt tænkt og særdeles ideologisk korrekt. At sætte de offentlige myndigheder til at øve sig i kunsten af at give noget væk som man ikke har og råder over (for så vidt det er privat) – er i sig selv en storslået tanke.

At være med til at sætte de nævnte familier ud på gaden og køre deres økonomi, og dermed deres mulighed for selvbærende sociale liv så meget ned, at de ikke er i stand til at leje sig til de eftertragtede private opgange – for at derefter samle dem op og tildele det uopnåelige – det tager simpelthen pusten fra mig.

Velkommen til den nye nabo

Er det mon en tanke om at blande folk sammen der ligger bag projektet? Og alligevel dukker en lille bekymring op, hvilken modtagelse får de plantede loppebefængte familier i disse private opgange, når opdelingen allerede er sket og blåstemplet?

Kommer de til at trives dér ude, når de tidligere og gennem en længere tid lærte, at de kun måtte omgås familier med lignende problemstillinger? Faderen slog sig måske på flasken og det vil være synd, både for ham og hans ædruelige naboer at skulle mødes på fælles trappe. Moderen lider måske af depressionen i middelsvær grad og det vil være synd for hende og hendes livsglade naboer at skulle bruge fællesvaskeriet. Hvad med børnene, som måske er småkriminelle, autister eller også går de med piercinger? Ville det ikke være synd for både dem selv og deres jævnaldrende fra nabolaget hvis de kom til at berøre hinanden? Der findes jo de forskellige faglige huse for den slags, hvor der i alle vågne timer ydes målrettet indsats møntet på netop den diagnose, eller præcis den sociale problemstilling, familien er befængt med. Det vil være synd for dem at…(udfyldes af dig og kommunen, når du spejler dig selv i differentieringens spejl).

Hver diagnose sit eget bur

De separate huse, kan de være faglige og hvad er den faglighed de skal stå inde for? For at besvare spørgsmålet er jeg nødt til at afsløre, hvor mantraet ’det vil være synd for’ kommer fra. Det kommer fra et interview med Rådmandsgades 60 nye leder, der forsøger at begrunde, hvorfor der kun er adgang til stedet for de unge med misbrug. Lederen studser over det tidligere (læs Gaderummets) skæbnesvangre socialpsykologiske praksis med at blande de ressourcesvage unge sammen med de næsten vellykkede unge og fra den anden ende de næsten håbløse tilfælde. At satse på det terapeutiske kollektivs fordele frem for den separatistiske og nervemedicinorienterede tilgang til fattigdommens følger vækker desværre ikke den store begejstring hos Enhedslistens sociale borgmester. Socialborgmesteren har heller ikke øje for fællesskabets betydning for de udsatte grupper, der trods hans velmenende faglige grænsedragninger, udgrænsninger og skelsættende socialpolitiske tiltag formår at drage nytte af hinanden i deres nok så uacceptable forsøg på at fremmane en sammenhængskraft og … bruge den.

Væk med fællesskabets strukturelle betydning for solidaritet

Solidariteten blandt de københavnske fattigrøve og synergieffekten mellem diagnoser er for ham – billedligt talt – de vand- og ernæringsposte, som socialborgmesteren passerer på sin svedige maraton rute mod genvalget. Konsekvensen deraf er indlysende. En erstatning for den af MW ødelagte socialpsykologiske tilgang, repræsenteret af Gaderummet og dets faglighed, bliver dermed det socialpolitiske interessefelt med deres ”fagligt fristed” i spidsen.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg taler ud fra Gaderummets socialpsykologiske faglighed, og at jeg ikke har ret meget til overs for MWs socialpolitiske krumsprings. I al vores tid på Rådmandsgade 60, betragtede vi det som en stor og til tider en spændingsfyldt udfordring at skulle etablere et socialfagligt arbejdssted midt i et fristed, og vel at mærke: de unges fristed, ikke de gamle rottes mulighed for at klare frisag. Det lykkedes så til sidst og indtil vores højtærede socialborgmester lod sig overtale til at løbe væk og hjem med Gaderummets bevilling fra Socialministeriet samt med vores lokaler der pludseligt skulle bruges til noget andet og mere kommunalt - ”Et fagligt fristed” – efter sigende, men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på den gang, en lille 9-årig pige standsede MW foran Enhedslistens kongres i København og forsøgte at give ham et flyveblad om Gaderummets situation og var parat til gå ind i en diskussion med ham – men tja, borgmesteren rødmede og stak af fra den lille pige… ”Du skulle advare mig, at det var ham, mor!” – vrisser pigen i dag, når jeg en gang til morer mig over situationen, og jeg kigger kærligt på hende og ved, at hun glemmer det ikke og at hun bliver myndig og parat til at stemme på noget andet og bedre om de små 6 år. Er du nu stolt af det, Mikkel Warming, at du gjorde dig fortjent den lille piges forargelse?

”Det faglige fristed” – hvor blev brugerne af?

Jeg vil lukke øjnene og se for mig ”det faglige hus”, eller det faglige fristed, som nogen vil få os til at tro på… Det ligner på punkt og prik Søren Kierkegaards lille fortælling fra Enten-eller, om skiltet set i vinduet: her vaskes, men efterfølgende viser det sig, at kun skiltet er til salg.

Socialborgmesteren kan/vil ikke have en opdelt by. Men socialborgmesteren falder på knæ for de opdelte behandlings- og parkeringssteder. Men betingelsen er, at de skal være dyre i opførelsen og i driften. Lige som her på Islands Brygge.

Parkeringshus på Islands Brygge

Jeg introducerer Bryggen fordi jeg husker så godt den lyshårede knægt, der for nogle år siden reklamerede for sig selv og førte sin politik frem her i lokalområdet ved at love alt muligt til øst og vest. En gruppe lokalbeboere samlede underskrifter for at lukke hjørnet mellem Leifsgade og Gunløgsgade, dér hvor legepladsen, foldboldbanen og skuret til drankere var placeret – for at lave grønne arealer dér ude, et rigtigt åndehul midt i byen. Kommunen lavede det om til et underjordisk parkeringshus til 650.000 kr. per bur til bil, med årevis af støv, ingen adgang og støjgener til følge for os alle, der bor her og kender ikke ret mange der vil betale.

De opdelte behandlings- og parkeringssteder

Jeg ser for mig MWs faglige fristed. Det er et afsides liggende smalt højhus med flere etager. For at spare de fælles trapper væk, benyttes der en vareelevator mellem etagererne. Lad os kalde det depressionens hus.

Fra kælder til kvist

I kælderen bor der dem med de tungeste diagnoser (svær depression), men der er vel at mærke ingen adgang for maniodepressive, for ikke at tale om skizofrene med blandingsmisbrug og/eller en behandlingsdom. Døren åbnes dagligt mellem kl. 03.45 og 04.55.

Stuen

I stueetagen bor der udbrændte depressive med og uden følgepsykoser målt til op til 3, 5789 % af arbejdstilpasnings rest evne jf. EU's fællesbestemmelser om afsides dyrkning af uregelmæssigt bøjede agurker, ifølge de respektive kommunens skala.

Klienterne anses for ikke at kunne profitere af social omgang med andre og derfor spærres vinduerne på ubestemt tid indtil nye oplysninger baseret på uvildig undersøgelse af vedkommendes evne til lade være med at belaste andre borgere foreligger på et fornyet kommunalt baggrund.

1.sal

Første etage er malet i lidt lysere farver og forbehold dels kusiner til det døgnansatte personale, med forbehold for indkøbs fortrinsret for visse private udlejningsvirksomheder, samt en lille gruppe af depressive af middel og op til svær grad, såfremt der kan dokumenteres at de har brug for at bo på 1. sal.

2.sal

De skal dog have en mulighed for at arbejde sig op på 2. etage ved at få deres diagnose omstødt til en middelsvær depression med mulighed for forlængelse.

3.sal

Den tredje etage med lidt sol bevilget om eftermiddagen mellem kl. 15.48 og 17.16 er forbeholdt depressive, der har underskrevet den kommunale handlingsplan.

4.sal

Ingen ved, hvad der foregår på den 4. etage, da der bor kun de middelgrads depressive med ret og pligt til fire familie besøgstimer per døgnet.

Og kvisten eller udslusnings etage er reserveret til administrativt raskmeldte depressive københavnere af begge køn, der ikke stritter imod at tage fuldtidsarbejde som løntilskuds job i Øvre Numse i Nordjylland.

God rejse udi videre selvmodsigelser! På samme måde sælger MW ud af det sociale, så kun det personligt politiske og karrieremæssige er tilbage.