Psykologisk Institut, Kvalitativ Forskningsmetode, Efterår 2009
Anne Marie Janus Jensen, eks.nr.538

 

 

 

Truslen mod demokratiet – diskurs eller realitet?

Analyse

 

 

 

1. Genstandsfelt og forskningsspørgsmål 2

2. Empiribeskrivelse. 2

3. Metodevalg og -kritik. 3

4. Analyse. 4

4.1. Diskursive konstruktioner om demokrati 4

4.2. Diskurser om demokrati 7

4.3. Funktionen af demokrati-diskurserne. 8

4.4. Subjektpositioner i de anvendte diskurser 8

4.5. Handlemuligheder i deltagernes diskurser 9

4.6. Forholdet mellem diskurs og subjekt 10

5. Afsluttende diskussion. 10

Litteraturliste: 12

 

 

1. Genstandsfelt og forskningsspørgsmål

            I opgaven tager jeg udgangspunkt i artiklen Truslen fra højrepopulismen [1] af professor emeritus Curt Sørensen (CS). Hovedpointen i artiklen er, at demokratiet i Danmark er truet. CS ser dette primært som konsekvens af højrepopulistiske strømninger med udgangspunkt i Dansk Folkepartis (DF) øgede magt og indflydelse. Det er DFs retorik i den offentlige debat samt de konkrete lovforslag DF står for, som CS vurderer, er en trussel for demokratiet. CS taler igennem og til en bestemt demokratiforståelse (Bilag 1, p. 1, l. 27-38 & p. 2, l. 72-83).  

            I min analyse af artikel og tilhørende debat, har jeg valgt at undersøge demokratiforståelsen hos henholdsvis CS og debattørerne. Jeg har valgt at slå ned her, da jeg mener, det er interessant at se på diskurserne om, hvad demokrati er, i forhold til den trusselsvurdering CS stiller op.  Jeg finder det relevant at beskæftige sig med demokratiforståelser, da netop beskyttelsen af demokratiet ofte bliver brugt som argument for vidtrækkende politiske beslutninger. Denne opgave er derfor et forsøg på at indkredse hvordan demokrati forstås og hvilke konsekvenser disse forståelser har for, hvordan man handler i forhold til det omgivende samfund.

2. Empiribeskrivelse

            De større aviser og dagblade har alle forskellige debatsektioner på internettet, hvor man kan kommentere på artikler og deltage i debatter. Udformningen af disse debatsider varierer fra avis til avis. På nogle internetaviser kan man kommentere på alle artikler, på andre er det kun bestemte artikler man kan kommentere og diskutere. På nogle af netaviserne kan man deltage i debatten uden at oprette sig som bruger på forhånd, på andre skal man oprette en brugerprofil [2] .

Empirien til denne opgave stammer fra dagbladet Informations internetavis [3] . Der skal man være registreret bruger [4] for at kunne kommentere på artiklerne, og derudover skelnes mellem registrerede brugere der også abonnerer på papir-avisen, og dem der ikke er abonnenter [5] . Information.dk skiller sig ud fra de andre større aviser, da man kan kommentere på alle artikler så længe man er registreret. Udover muligheden for at kommentere på artikler, er der også en hel sektion af internetavisen der er helliget blogs, dette ses også på andre netaviser.

            Informanterne i min undersøgelse er som følge af mediets opbygning principielt ukendte for mig, ligesom de principielt er ukendte for hinanden [6] . Alligevel kender en del af debattørerne til hinanden fra forskellige debatter på siden, og måske fra andre fora. Nogle deltager kun i enkelte debatter og andre deltager i mange, hvorfor de har diskussioner med hinanden der også henviser til tidligere eller sideløbende meningsudvekslinger ansporet af andre artikler. Sammensætningen af brugerne på information.dk har jeg ikke konkret viden om. Jeg formoder, ud fra det generelle intellektuelle niveau i Informations artikler, at debattørerne er veluddannede enten i formel forstand eller af 'egen' kraft. Debattørernes argumentationer og ordvalg taget i betragtning vil jeg karakterisere dem som veluddannede, sandsynligvis vellønnede, overvejende midaldrende mænd. 

            De registrerede brugere på internetavisen diskuterer artiklen, dens indhold og pointer med hinanden og forfatteren (Bilag 1). Det empiriske materiale er artiklen i sin helhed og de registrerede brugeres kommentarer [7] fra d. 4. september 2009 til og med d. 7. oktober 2009. Jeg har redigeret i materialet så det er blevet mere koncentreret ved at klippe de kommentarer ud, der ikke relaterer sig til min problemformulering, under samtidigt hensyn til at de tilsyneladende irrelevante kommentarer også kan fortælle noget om de gældende diskurser om demokratiforståelse.

3. Metodevalg og -kritik

            Jeg har valgt at analysere min empiri ved hjælp af foucauldiansk diskursanalyse, og jeg tager udgangspunkt i den analysemodel der er beskrevet i Introducing Qualitative Research in Psychology (Willig, 2008).  

            I den foucauldianske analyse ser man på hvilke overgribende strukturer den anvendte sproghandling henviser til. Den materielle virkelighed er rammerne for sprogets anvendelse. Analysen er en form for dialektisk frembringelse mellem tekstens indhold og den samfundsmæssige kontekst, teksten [8] er opstået i. Fænomener og subjekter bliver til noget i samspil med de rammer de eksisterer i. Analysemetoden kan bruges til at undersøge hvad fællestrækkene ved den pågældende sammenhæng er, både ensheder og forskelligheder. Ud fra fællestrækkene, eller manglen på samme, bliver diskurserne tydelige.

            Jeg har valgt at bruge den foucauldianske analysemetode, frem for diskursiv analyse [9] (Willig, 2008) fordi mit empiriske materiale beskæftiger sig med samfundsmæssige problemstillinger. Artiklen og debatindlæggene er en del af en fortløbende samfundsdebat. Samtidig er mit forskningsspørgsmål knyttet an til større forståelsessystemer end blot sprogets anvendelse. Den diskursive analyse beskæftiger sig typisk med at undersøge den konkrete anvendelse af sproget i en specifik sammenhæng (Willig, 2008). Den har den force at kunne beskæftige sig intensivt med et mikro-perspektiv og dermed generere viden om det specifikke. Det kan have sin anvendelse i nogle typer undersøgelse, men har den svaghed, at det man undersøger let kan blive fragmenteret, da det den diskursive analysemetode ikke tager den samfundsmæssige kontekst i betragtning (Willig, 2008). Dermed bliver det svært at almengøre den viden man har genereret, da diskurserne ikke forankres til andet end den tekst de forekommer i. Mit valg af den foucauldianske analyse-metode afspejler dermed mit eget videnskabsteoretiske ståsted, da jeg ikke mener man fagligt kan forsvare at sætte parentes om samfundet i den grad som diskursiv analyse gør det. Den foucauldianske analysemetode har det problem i sin anvendelse at man kan risikere at fortabe sig i abstrakte magtanalyser og overgribende tendenser hvorved man kan miste subjektperspektivet på diskurserne. Hverken den diskursive eller den foucauldianske metode har en teori om det menneskelige subjekt som sådan, hvilket kan resultere i at alt bliver reduceret til diskurser. Det gør metoderne anvendelige som netop metoder til undersøgelse af aspekter ved den menneskelige psyke, særligt hvor man undersøger meningsdannelse og forståelsessystemer. At anvende metoderne som eneste måde at forstå den menneskelige psyke vil derimod have den uheldige konsekvens at subjektet som mere og andet end dets tekstproduktion forsvinder.

4. Analyse

            Til min foucauldianske analyse bruger jeg de seks trin som beskrevet af Carla Willig (Willig, 2008, kap.7). Analysens omdrejningspunkt er CS og debattørernes forståelse af demokrati og demokratiet som truet. CS forsøger med sin artikel at give svar på hvilke strukturer i samfundet, der har givet højrepopulistiske strømninger/holdninger fremgang i hele Europa, og artiklen og dens kommentarer skriver sig ind i en global debat om demokrati i kølvandet på terrorangrebene i USA 11. september 2001 og den efterfølgende såkaldte krig mod terror (Habermas & Derrida, 2005).

4.1. Diskursive konstruktioner om demokrati

            Curt Sørensens konstruktioner om demokrati tager udgangspunkt i beskrivelsen af demokratiet som truet af højrepopulismen. Højrepopulismen repræsenteres i artiklen af Dansk Folkeparti (DF). I CSs optik har den politik og retorik, som DF fører, været med til at skabe et skift fra grundlæggende demokratiske dyder (Russel i Habermas & Derrida, 2005) til en snæver forståelse af demokrati som majoritetsvælde (Bilag 1, p. 1, l. 31) og forestillingen om den rene, rensede nation (Bilag 1, p. 2, l. 45). De grundlæggende demokratiske dyder, som CS mener, er truede, er ”[...] pluralisme, ytringsfrihed (med mindre denne skal bruges til at praktisere hate speech), mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstaten, samt fri og uafhængig forskning og kulturliv, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret.” (Bilag 1, p. 1, l. 42). Yderligere beskrives demokratiet som indeholdende social solidaritet (Bilag 1, p. 2, l. 60) og værende afhængigt af folkelige bevægelser (Bilag 1, p. 2, l. 75). Hos CS forstås demokratiet dermed som en styreform, der er afhængig af folkelig deltagelse og dermed en styreform, der gennem en række rettigheder og foranstaltninger må sikre folkets rettigheder og muligheder for deltagelse – det fordrer demokrater.

            Debattørernes konstruktioner om demokrati bærer overordnet præg af enten at stille sig enige eller i delvis opposition til CS. Det interessante her er, at de enkelte debattører forholder sig implicit til CSs ovenfor beskrevne demokratiforståelse. Den måde demokratiet italesættes på er gennem diskurser om Danmark og debattørernes opfattelse af det danske samfund som helhed, og det, de vurderer, truer det Danmark, de kender.

            ”Parlamentarismen er blevet figenbladet for markedskræfternes frie konkurrence, og grundloven synes kun at bestå af retten til uhæmmet ytringsfrihed over for alt fremmedagtigt, hvor demokratiet ikke mere er venlighed og tolerance over for andre, men et apparat, der i frihedens navn producerer mange fjender og få venner.” (Bilag 1, p. 3, l. 122, min fremhævning)

            ”Det er jeres hovedløse pladder humanisme dikteret direkte fra Moskva, der har ødelagt vores land og den retfærdige samfunds model det hele byggede på.” (Bilag 1, p. 4, l. 152, min fremhævning)

            Demokratiet konstrueres i debattørernes forståelse som på den ene side kendetegnet ved en styreform, der sikrer retten til divergerende holdninger, social retfærdighed, lige fordeling af materielle goder og anstændig opførsel overfor hinanden, og på den anden side kendetegnet ved repræsentation, flertallets ret til at bestemme, personlig frihed og mulighed for individet til at optjene og nyde materielle goder.

Indlejret af sidstnævnte forståelse af demokratiet, er der en diskurs om demokrati som lig med retsstaten, den retfærdige stat. Hvor den førstnævnte forståelse af demokratiet mere bygger på humanistiske overvejelser om menneskets almene indbyrdes ansvar for hinanden og den anstændige opførsel, tager retsstats-diskursen udgangspunkt i anstændig opførsel og ansvar for hinanden som formidlet gennem lov og ret. Demokratiet er i denne diskurs den implicitte forudsætning for den retfærdige stat. Retsstaten og dermed demokratiet er til som værn mod vores indre svinehund. Der viser sig hermed to grundlæggende forskellige menneskesyn i diskurserne. De stiller sig som hinandens modsætninger hvor den ene ser mennesket som en del af samfundet, som samfundsmæssigt, og den anden ser menneske og samfund som modstillede.

            ”Et lille flertal er stadig et flertal. Det er stadig et væsentligt fremskridt fra en tid, hvor fem procent af befolkningen havde patent på at dirigere værdipolitikken.” (Bilag 1, p. 12, l. 470)

            ”[...] intet samfund i det lange løb kan eksistere udelukkende på grundlag af individernes egoistiske egeninteresser.” (Bilag 1, p. 7, l. 296)

            ”Mere principielt kan man vel sige, at vi har love og regler i en retsstat, netop fordi de skal beskytte os mod vor egen skygge, dvs. det vi gerne vil naturligt (f.eks. hævn mm) og sørge for at vi hæver os op over vore basale instinktive natur.” (Bilag 1, p. 5, l. 211)

            Diskursen om demokratiet som beskytter mod den indre svinehund debatteres parallelt med  betydningen af flertals-demokratiet set i forhold til mindretalsbeskyttelse. Her kommer til dels helt andre argumenter på banen omkring demokratiets rolle. Argumenterne om den demokratiske stat der sikre rettighederne for sine borgere, som præsenteret i retsstats-diskursen, ser nu helt anderledes ud. Den repræsentative opbygning, der netop giver flertallet råderet over mindretallet, og på den måde kan komme til at sponsorere flertallets selviske egeninteresser i stedet for at værne befolkningen mod disse, hyldes af nogle af debattørerne. Men denne deldiskurs er, ligesom de ovenfor beskrevne, i høj grad styret af en ideologisk metadiskurs. De, der går ind for mindretalsbeskyttelse og kvalitative vurderinger af beslutninger frem for kvantitative, er tydeligvis  orienteret mod en mere humanistisk og social om ikke direkte socialistisk diskurs.

            ”I den politiske virkelighed kan og må man ikke ignorere at et stort flertal i en befolkning er dybt bekymrede over en udvikling - man er derfor nød til at finde en vej til at imødekomme denne bekymring uden at gå alt for meget på kompromis med sit humanistiske sindelag” (Bilag 1, p. 9, l. 338)

Hvor de, der taler for flertallets absolutte ret uanset hvor lille det flertal er, taler igennem en borgerlig eller liberalistisk diskurs. 

            ”[...] men I har selv skabt DF med jeres slatne indvandringspolitik, pladderhumanistiske bedrevidende professorer og et helt ulideligt mindretalsdiktatur, hvor de Radikales lille sekteriske vælgerskare har bestemt alt i værdipolitikken siden krigen. Det nuværende flertalsdiktatur er i demokratisk sammenhæng en gigantisk forbedring.” (Bilag 1, p. 10, l. 378)

            Befolkningens adgang til informationer og retten/pligten til at deltage i debatter er også central i debattørernes demokratiforståelse. Det bliver italesat gennem en diskussion om pressen og medierne og hvorvidt disse tilbyder ordentlig og saglig information, i denne diskussion bliver det dog tydeligt at debattørerne mener at ytringsfrihed og deltagelse er centrale elementer i et demokrati. Her er de generelt enige med CS. Der hvor vandene skilles er ved spørgsmålet om hvorvidt vi har adgang til valide informationer og mulighed for at deltage i den offentlige debat eller ej. Igen er ideologi-diskursen [10] på spil i forhold til hvor positivt eller negativt disse muligheder vurderes.

            ”Jeg er fuldstændig enig i at almindelige mennesker er i stand til at tage rimelige beslutninger hvad angår deres eget liv og landets politik. Dette forudsætter imidlertid, at de får korrekte oplysninger at basere deres beslutninger på. Hvis ikke, ja så tager de altså deres rationelle beslutninger på et fejlagtigt grundlag.” (Bilag 1, p. 12, l. 586)

            ”Jeg er dog ikke enig i, at folk bliver præsenteret for løgn og latin. Og jeg kan ikke genkende, at mediebilledet er blevet borgerligt. Snarere mere professionaliseret i takt med at partiaviserne er forsvundet. Problemet er jo, at alle undersøgelser viser, at forbrugerne efterspørger dybdeborende og “seriøs” journalistik, men i realiteten, er der ingen, der gider at betale for det eller har tid til at læse det, når det kommer. Så det er et af informationssamfundets paradokser.” (Bilag 1, p. 13. l. 530)

 

4.2. Diskurser om demokrati

            Det forståelsessystem, der træder tydeligst frem i min analyse af empirien er det klassiske ideologiske forståelsessystem, hvor debattørerne såvel som CS tager udgangspunkt i de traditionelle store ideologiske ismer, socialisme og liberalisme. Overordnet vil jeg betegne dem som en humanistisk/social henholdsvis teknokratisk/liberal forståelse af demokrati.

Det, de to paradigmer inden for metadiskursen har til fælles, er en anerkendelse af, at der er nogle demokratiske problemer i udviklingen af vores samfund i dag. Diskurserne er forskellige i deres analyse af, hvad problemernes oprindelse er og derfor også i deres vurdering af, hvad løsningerne på disse problemer kan og bør være.   

            Analysen peger på, at det er denne ideologidiskurs, der er den centrale drivende kraft i hvordan debattørerne forholder sig til ideen om demokrati og deres vurdering af hvornår og hvorfra demokratiet er truet.

4.3. Funktionen af demokrati-diskurserne

            Den umiddelbare funktion som ideologi-diskursen ser ud til at have for debattørerne, er at  underbygge den enkeltes verdensbillede.

Ideologidiskursen udfoldes i diskussionen om socialt ansvar overfor personlig frihed samt om markedskræfternes indflydelse på samfundet og de politiske strukturers regulering af disse kræfter.

            Den humanistiske diskurs om demokrati bliver især brugt når der tales om de 'blødere' områder. Den teknokratiske diskurs tages i brug når der tales om retssystemet, lovgivning osv.  Deltagerne i debatten er generelt konsistente i hvilken diskurs de bruger ift. ideologi. Kun få skifter imellem disse to. Hos de debattører der har flere indlæg skærpes den ideologiske tone, umiddelbart ansporet af de diskussioner debattørerne har med hinanden (Bilag 1, p. 10, 11 og 12). De diskurser der veksles imellem hos den enkelte er de mindre diskurser, som fx diskursen om svinehundens vogter og retsstats-diskursen.  De ideologiske kæpheste debattørerne har, bruges som redskab til at positionere sig over for de andre deltagere. Dermed kommer den skærpede tone til at fungere som en verbal styrkeprøve om at (be)vise sig i debatten som legitim deltager ved at holde sine meningers fokus.     

4.4. Subjektpositioner i de anvendte diskurser

            Debatten domineres af de klassiske ideologiers holdninger, der kan udtrykkes relativt frit. Disse positioner bliver indtaget stolt og vedholdende, også selvom de forskellige debattører, inklusive CS, er uenige med hinanden. Der foregår en debat mellem dem – de fryser ikke hinanden ude. De udviser hinanden den respekt at svare på hinandens indlæg, selvom svarene godt kan være grove (se f.eks. Bilag 1, p. 12, 480-482; p. 17, l. 670). Dermed handler de en demokrati-forståelse ud i livet, hvor diskussion af standpunkter og argumentation står centralt. Indlæg i debatten, der udtrykker holdninger længere til højre i det politiske spektrum ignoreres (Bilag 1, p. 7, l. 264-276) eller slås hen med kommentarer som ”Apropos “højrefløjens netbaserede stormtropper”…” (Bilag 1, p. 16, l. 624). Samtidig fokuserer debatten i begge lejre på deltagelse, diskussion og divergerende holdninger som demokratiske kerneværdier (Bilag 1, p. 3, 1. 22-126; p. 8, l. 313). Denne umiddelbare selvmodsigelse udtrykker ved nærmere eftersyn afgrænsningen af de legitime demokratideltagere for debattørerne. Muligheden for at blive taget alvorligt og dermed opnå en legitim position (Søndergaard i Berthelsen, 2005), i debatforummet er snævert knyttet til at orientere sig indenfor en af de to ideologiske paradigmer i meta-diskursen. Man legitimeres i debatten når andre tager udgangspunkt i ens indlæg, roser det eller kritiserer og diskuterer det. Deltagerne i debatten udtrykker holdninger, hvor der tales om at man må skride ind overfor de højreorienterede, men i praksis vender debattørerne det døve øre til og indgår ikke i diskussion med nogen, der udtrykker holdninger, der kunne minde om det højreorienterede eller populistiske defineret af CS i artiklen. Dermed opstår der et meningshierarki, hvor de klassiske standpunkter er legitime og alle andre holdninger er illegitime.

            Demokratiforståelsen i empirien har altså en diskurs om det 'sande demokrati', der kommer til udtryk gennem dette meningshierarki (Søndergaard i Berthelsen, 2005, s.245). I debattørernes verden er DF stadig ikke stuerent. Ved denne kategoriske afvisning af at forholde sig til DFs politik virker debattørernes meningsudvekslinger som om de foregår i den politiske realitet for 10 år siden. Ingen, hverken humanisterne eller teknokraterne lader til at være påvirket af den politiske realitet, hvor DF har været centrale i regeringens beslutninger siden 2001. De, der argumenterer inden for den liberalistiske ideologi ignorerer det faktum, at de politikere der repræsenterer deres holdninger, i løbet af de sidste 8 år har indgået det ene forlig efter det andet med flertal sikret af et parti, DF, som de (debattørerne) ikke mener, er lødigt. De liberale debattører mener derimod, at det er den humanistiske politiks skyld at problemet DF er opstået og har fået magt. Humanisterne lægger for en stor del ansvaret fra sig, og gemmer sig bag argumenter om at deres parlamentariske repræsentation ikke er ved magten (Bilag 1, p. 11, l. 420-434 & l. 445-450). Samtidig påpeger flere deltagere i debatten at der mangler konkrete løsningsforslag og, at det ikke nytter noget blot at påpege det der er gået galt. Disse tråde tages ikke op og diskuteres ikke videre af nogen.

De legitime subjektpositioner, ideologi-diskursen tilbyder, kan dermed ses som en parallel til de parlamentariske politiske positioner der forefindes på Christiansborg. Dermed indtager debattørerne positioner i debatten, der må kunne formodes at være legitime i samfundet som helhed. De risikere ikke at blive dømt illegitime i debatten, og dermed kan de opretholde deres position som samfundsdebattør. Det stiller debattørerne i en modsigelse hvor de positionerer sig som nogen der forholder sig til samfundets komplekse problemer, men i realiteten handler de meget konventionelt på disse problemer, ved kun at forholde sig til dem inden for de legitime rammer.  

4.5. Handlemuligheder i deltagernes diskurser

            De legitime subjektpositioner, de store ideologiers diskurser, har den handlemulighed til fælles, at de kan deltage i debatten.

Den sociale diskurs stiller sine fortalere i en position, hvor de kan agere socialt ansvarligt og bevidst. Fortalerne for den teknokratiske diskurs stiller handlemuligheder op for sig selv gennem diskursen som den lovlydige og retsbevidste borger. Inden for denne diskurs handler man til forsvar for de personlige friheder og det personlige ansvar. Frihed og retfærdighed er i denne sammenhæng at ordne samfundet således at ingen nyder mere end de yder.

            De illegitime subjektpositioner, de der opfattes som højreorienterede eller racistiske, efterlades ikke mange andre handlemuligheder end at råbe højere eller fortrække fra  debatforummet.

4.6. Forholdet mellem diskurs og subjekt

            Diskurserne og de handlinger debattørerne deltager i diskurserne med, viser deres opfattelse af sig selv som subjekter. De præsenterer sig selv gennem deres holdninger og påtager sig den politiske diskurs de forsvarer som en slags identitet.

Deltagelse i debatten giver debattørerne mulighed for at opleve sig selv som 'sande demokrater', i og med at de tager del i en samfundsdebat. Gennem debatten kan de vise omverdenen (de andre debattører og læserne) at de er samfundsbevidste og kritisk tænkende mennesker, der er i stand til at analysere hvad der foregår og er på spil i dagens Danmark. Ved at deltage i debatten placerer de også samtidig sig selv som borgere der ikke er bukket under for truslen mod demokratiet. De tør stadig sige hvad de mener. De fremstår med deres gode argumenter som gode eksempler på den demokratiske borger, der ikke lader sig verfe af af politiske modstandere eller skræmme af ekstremister [11] . Det virker som om deres subjektive oplevelse af at deltage i debatten er en god selvfølelse. Debattørerne bekræfter igennem deres handlinger i form af debatindlæggene en positiv fortælling om sig selv som aktive borgere der handler på demokratiets vegne for dets bevarelse, og på den måde kan de samtidig fraskrive sig deres egen del i ansvaret for at udviklingen i det politiske landskab er hvor den er i dag.  

5. Afsluttende diskussion

Deltagerne i debatten, herunder skribenten CS, har en traditionel opfattelse af demokrati, og hvad et demokrati indebærer for sine borgere. Diskursen indebærer en forståelse hvor forudsætningerne for demokrati blandt andet er nationalstaten og de rettigheder og begrænsninger en stat pålægger sine borgere. Selv om deltagerne i debatten i nogen grad anerkender CSs præmis om, at demokratiet er truet af højrepopulisme, forholder de sig i højere grad til deres egne ideologiske overbevisninger end til, hvad der kan gøres ved truslen. Igennem debatten diskuteres ideologiernes fordele og ulemper i forhold til hinanden, men der tages ikke stilling til, at det demokrati, de bruger som forudsætning for deres diskussion er i udvikling. Demokratiet tages for givet som noget konstant. Tanken om at demokratiet skulle kunne vige for eller blive tvunget i knæ af nye totalitære regimer er ikke en mulighed som debattørerne beskæftiger sig med. Tiltroen til at vi, som samfund, i det store hele er på ret kurs virker gennemgående hos debattørerne, også på trods af de kritikpunkter der fremstilles.

Deltagerne i debatten tager, på trods af fokus på demokratiet som truet, ikke fat i de politiske beslutninger DF sammen med Regeringen over de sidste otte år har været med til at gennemføre i form af øget overvågning af det offentlige rum og strammere regler på flygtningeområdet men også på de uddannelsespolitiske, socialpolitiske og retspolitiske områder. De retspolitiske konsekvenser af f.eks. terrorpakkerne, og i særdeleshed de lovændringer der fulgte med terrorpakke nr. 2, har for demokratiet langt mere ødelæggende kraft end højrepopulismen alene. Den regulering af borgerne gennem lovgivning som finder sted underminerer bid for bid de demokratiske borgerrettigheder som både CS og debattørerne taler for. Truslen fra højrepopulismen er efter min mening reel, men den kommer ikke alene. Den effektueres i samarbejde med de øvrige politiske partier, der vælger at gå ind på denne måde at føre politik på. I debatten italesættes truslen mod demokratiet som noget der kommer 'udefra', i den forstand at DF opfattes som illegitime. Gennem denne illegitimering af DFs standpunkter bliver det muligt for debattørerne at ignorere det faktum at de forskellige legitime politiske partier (og dermed sandsynligvis deres egne parlamentariske repræsentanter) er med til at føre den populistiske politik, der truer demokratiet. Det er ikke en del af diskursen at se på de legitime ideologiske systemers del i problemstillingen, i stedet ender vurderingen af højrepopulisme blot med at debattørerne frasiger sig at have et ansvar i den aktualpolitiske situation.

Litteraturliste:

J. Habermas & J. Derrida (2005) Filosofi i terrorens tid, Informations Forlag

D.M. Søndergaard (2005) At forske i komplekse tilblivelser, i: T. Bechmann Jensen & G. Christensen (red.) Psykologiske og pædagogiske metoder, Frederiksberg, Samfundslitteratur

C. Willig (2008) Introducing Qualitative Research in Psychology – adventures in Theory and Method, Open University Press, Buckingham Philadelphia.

 

 


[1]     Truslen fra højrepopulismen af Curt Sørensen inklusive debatkommentarer fra dagbladet Informations internetavis. Se artiklen på:  http://www.information.dk/202512

[3]     http://www.information.dk – fremover blot information.dk

[4]     ”Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m” (http://www.information.dk)

[5]     “Opret en brugerkonto. Velkommen som bruger af information.dk. Hvis du allerede abonnerer på avisen, får du meget mere ud af hjemmesiden, når du er registreret som bruger.” (http://www.information.dk/bruger/opret)

[6]     Langt de fleste debatfora på nettet har en mulighed for at man kan deltage anonymt, under pseudonymer eller med sløret identitet. Samtidig kendetegner det internetfora at deltagerne ikke (nødvendigvis) kender hinanden i den 'virkelige' verden, ligeså vel som det er almindeligt ikke at dele informationer ud om hvor gammel man er, hvad man laver til daglig osv.   

[7]     Kommentarerne indeholder en del stave- og slåfejl, og dem har jeg valgt ikke at rette, derfor forekommer de også i mine citater fra empirien.

[8]     Tekst skal forstås bredt som vidnesbyrd, da alt kan oversættes til tekst den foucauldianske tradition. Man kan analysere alt fra billeder, tekst, tøjstile, avisartikler osv. Alle disse vidnesbyrd kan fortælle om gældende diskurser og strukturer.

[9]     Diskursiv analyse henviser til den analysemetode Willig præsenterer i kapitlet om diskursiv psykologi (Willig, 2008, pp. 92-111).

[10]   Demokrati-diskurserne gennemgås i afsnit 4.2 og 4.3

[11]   Ekstremister: her mener jeg alle med holdninger der er mere ekstreme end debattørernes egne, hvad enten det er politiske eller religiøse.