Familien - et kybernetisk problem ?

Axel Esser. Axel Esser, pædagog og dipl. psykolog. 1986 ansat ved børne- og ungdomsnødtjenesten. 1987 ABM-ansættelse i en terapi- og rådgivningsklinik i Hamborg

Gaderummet-Regnbue-oversættelse ved Alexandra Holmboe. Fra Argument-Sonderband, Forum Kritische Psychologie, nr. 19, s. 116-131, 1987.

1. Familieterapi som problem.. 1

2. Den systemiske familiemodel 3

3. Familier uden subjekter?. 7

4. Dilemmaet for kybernetisk-systemisk familieterapi 11

Litteraturliste. 16

1. Familieterapi som problem

Familieterapien er nu et stort samtaleemne, og den kan glæde sig over en voksende popularitet blandt terapeuter og psykologistuderende. Stadig flere institutter tilbyder en uddannelse som "familieterapeut". Samtidigt vokser antallet af familieterapeutiske udgivelser. Uagtet denne fremgang, står familieterapien stadigvæk overfor en mangfoldighed af uløste praktiske og teoretiske grundspørgsmål. Ved beskæftigelsen med familieterapi burde vi af hensigtsmæssighed begynde med spørgsmålet, hvordan og hvornår familieterapien overhovedet er opstået, hvorledes den har udviklet sig, og hvilken funktion den har.

Historisk betragtet er familieterapi af yngre dato. Terapi begynder som bekendt med den (af Freud indviede) enkeltterapeutiske behandling. Man stødte dog derved på særlige problemer i forhold til børn. Det viste sig nemlig, at det "næsten altid drejede sig om konflikter, som barnet havde med en eller begge forældredele eller med søskende; nogengange drejede det sig enddog om konflikter mellem forældrene som barnet bemærker og som sender det ud i angst, og som det forsøger at indrette sig efter. Men netop dette kan barnet kun gøre på iøjnefaldende og neurotisk vis, på grund af hvilket det slutteligt bliver sendt  til  rådgivning"(Toman 1979, s.13) Det viste sig, at den barnlige iøjnefaldende adfærd står i direkte sammenhæng med familiære konflikter, og at forældrene ofte er delagtige i opståelsen og opretholdelsen af barnlige forstyrrelser. Derudover gjorde børneterapeuterne sig også den erfaring, at forældre blev foruroligede over barnets terapeutiske udviklinger, og ikke sjældent satte sig i modværge mod terapien. Det viste sig som nødvendigt at inddrage forældrene i terapiprocessen på en eller anden måde. Dette skete derigennem, at man forsøgte at forberede forældrene gennem samtaler "på forandringer i deres barns adfærd" (ibid). Denne inddragen af forældrene bragte imidlertid terapeuterne i en vanskelig formidlerposition, og truede også det voksende og nødvendige tillidsforhold mellem barne-klienten og terapeuten. Børneterapeuter afhjalp sig delvist derigennem, at de gav alle familiemedlemmer hver deres terapeut, således at alle familiemedlemmer mødte op til de fælles terapi-møder, med hver deres terapeutiske "advokat". "Man må formode", skriver Toman, "at overfor disse komplikationer ved børnepsykoterapien og den følgende rådgivning af forældrene, overfor den omfattende gøren brug af personale, og nødvendigheden af at alle rådgivere indbyrdes er i forbindelse med hinanden m.h.t. behandlingen, lå sådan noget som familieterapi i 50 år i luften"(Toman, s.14). I årtier forblev princippet om enkeltbehandling dog uantastet. Først efter at forskellige gruppeterapier havde udviklet sig med succes, blev familieterapi - gennem overdragelse af gruppeterapiens erfaringer - i egentlig forstand tænkelig og mulig at gøre: som en speciel form for gruppeterapi. På den ene side håbede familieterapeuter på en mulig autentisk forholden sig fra klienternes side. På den anden side - ligesom i andre gruppeterapier - gælder der bestemte adfærdsregler for terapeuterne, som skal muliggøre dem styringen af terapi-processen: Neutralitet, personlig tilbageholdenhed, tydningen af gruppe-processer og målrettet given information og anvisninger. På tre væsentlige punkter adskiller familieterapi sig dog også fra enhver anden gruppeterapi. For det første gennem deltagernes intensive og voksne forhold og afhængigheder (netop fordi de er medlemmer af en familie). For det andet gennem den blandede sammensætning, i givet fald fra spædbarn til bedstemor. For det tredie gennem forskel i deltagernes personlige betruffenhed: I første omgang synes kun een som eksplicit symptombærer (med alle de personlige ulemper), mens de andre i forskellig grad gælder som "medberørte".

Ved siden af de udvidede terapeutiske muligheder for børneterapeuter, vokser der gennem inddragelsen af familien dog på sammen tid nye problemer og vanskeligheder, selvom dette sker på et højere niveau. Det centrale spørgsmål er, om og hvorvidt det lykkes at fremstille en holdbar arbejdsforbindelse mellem familie og terapeuter. Forudsætningen derfor er på klientens side den måske kun ansatsagtige indsigt, at de har et problem som de ikke kan klare alene, og derudover har en overbevisning eller et håb om at den givne terapi virkelig kan hjælpe dem. Men præcis her ligger problemerne. Forældre og terapeuter møder generelt hinanden med forskellige forventninger (her ses bort fra børn og unge). Forældrene forventer en behandling af deres iøjnefaldende barn, hvilket de delvist bliver bekræftet i af læger og hverdagsteorier. I andre tilfælde eksisterer der slet ikke noget indrefamiliært "lidelsestryk", barnet blev tværtimod kategoriseret som "påfaldende" i samfundsmæssige institutioner (børnehave, skole osv.). Uskyldigt lander nu hele familien i en terapi. Mens terapeuterne er overbevist om at hele familien skal ændres, vil forældrene f.eks. kun indlade sig som understøttende, vil kontrollere terapeuterne, eller de ser overhovedet ingen mening i terapien og føjer sig kun for institutionel tvang.

Grundproblemet i enhver familieterapi er at successen af behandlingen af barnet afgørende afhænger af i hvor høj grad det lykkes terapeuterne, ikke kun at bearbejde den barnlige angst og modstand, men især også forældrenes problemer, angst og modstand, i hvis magt det ligger at undergrave eller afbrække terapien. Terapeuternes succes afhænger af i hvor høj grad forældrene "spiller med", familieterapeuter står altså i mange henseender med dén risiko at komme i konflikt og i modsætning til familien, hvilket så også let kan føre til terapiens endeligt. På den anden side lurer dén fare, at terapeuterne kommer til at sidde fast i de samme problemer, hvori familien stagnerer. Fordi dette ikke er hensigtsmæssigt for børnene, og fordi det samtidigt ville true terapeuternes arbejdsmæssige eksistens, er der hos praktikerne et forståeligt behov for begreber, som kan bidrage med at gøre den komplicerede og modsætningsfyldte gennemførelse af terapierne mere handlingskompetent.

Den systemiske familieterapi lover dermed ikke kun praktikerne en "mest mulig høj grad af kontrol og manøvreringsevne" i arbejdet (Simon & Stierlin 1984, s. 388). Den præsenterer sig også som en "terapeutisk judoteknik" (Hoffman, 1984), med hvilken man kan gå udenom truende konflikter.

2. Den systemiske familiemodel

I den nutidige familieterapeutiske diskussion spiller kybernetiske system-modeller en vigtig rolle. Enkelte forfattere går derved så vidt at de hævder, at "ingen familieterapeutisk model kan komme uden om systemisk tænkning"(v. Schlippe 1985, s. 30), dvs. at familieterapi uden systemisk tænkning slet ikke er mulig. I denne tid prøver forskellige forfattere at komme frem til en teoretisk enhed. De forfattere vi her tænker på, er så vidt enige i, at den af Selvini Palazzoli og hendes Milanoskole begrundede systemiske ansats, støtter sig mest konsekvent og mest vidtrækkende på kybernetisk begrebslighed og modeller. Da det i denne artikel skal dreje sig om spørgsmålet om hvorvidt familien er et kybernetisk problem, synes en uoverensstemmelse med de mest forskellige repræsentanter for en sådan tese, at være mest frugtbar.

Hvis vi først kigger på hvilke tilsynekomster i den familieterapeutiske praksis der er specielt relevante for systemiske forfattere, støder vi på fire overordnede begreber:

1. "Redundans", dvs. stadigt tilbagevendende konfliktkonstellationer indenfor familien. F.eks. hvis der hver aften ved spisetid med konsekvent regelmæssighed starter et skænderi mellem forældrene om hvorvidt den anorektiske datter skal tvinges til at spise (faderen), eller om hun skal overtales til det (moren), og hvor forskellige måder at undslippe dette aftenlige drama på, ved at blive væk, er forbudt.

2. "Symptomforskydning", dvs. et andet familiemedlem bliver sygt, efter at den oprindelige patient i familien har opgivet sit problem, eller den udpegede ("designierte") patient udskifter sit problem. Man får indtryk af, at familien ikke kan leve uden symptomer.

3. "Kohærensen", det for udenforstående knapt fattelige, at familiemedlemmerne klistrer sig til hinanden trods ubærlige indrefamiliære tilstande.

4. "Modstanden". Denne i terapien hyppigste tilsynekomst består i de mest forskellige former for familiær eller individuel modstand mod ændringer af værenstilstanden. Denne modstand er såvel bestanddel af familielivet og et problem i terapien. Eksempler: Fortielse, nedvurdering af terapeuternes udsagn, at gøre familiesituationen harmløs, ikke at dukke op til terapien, osv.(smln. Simon & Stierlin 1984, s. 386f.)

Trods al forskellighed, lader der sig alligevel aflæse en fællesnævner for alle disse tilsynekomster: Menneskerne synes at være fanget i et paradoks ("Paradoxon") (Palazzoli et al, 1981). På den ene side lider de under deres familiære tilstande og søger hjælp. På den anden side bidrager de selv praktisk til deres tilstand. Ja, de forværrer og foreviger situationen, og forsvarer sig tilmed aktivt mod terapeuternes ændringsforslag og opklaringsforsøg.

Begrebsnyskabelsen "systemisk" kendetegner bestræbelsen, ikke kun at begribe familien som en slags social gruppe der en dannet, men tværtimod at begribe den som et integreret system. Således definerer de:

"Familien bliver konsekvent betragtet som et sig selv organiserende kybernetisk system, i hvilket alle elementer er sammenknyttede, og hvor problemet opfylder en systemfunktion"(Simon & Stierlin 1984, s. 359).

Den enkeltes psykiske sygdom bliver begrebet som systemsygdom. Det er ikke den enkelte der er syg. Hun er kun "symptombærer" eller "designeret patient". Hun indikerer, at hele familiesystemet er patologisk. Symptomet anses på den ene side som et udtryk for og et resultat af en patologisk familiekommunikation og -struktur, og det tjener på den anden side stabiliseringen af en given familiestruktur, og har altså derfor en systemstabiliserende funktion. Også andre terapiskoler tager hensyn til familiær kommunikation og strukturer, og kender til tilsynekomsten af sekundære sygdomsgevinster. Det specielle ved den systemiske ansats består deri, at de anser familien for at være en autonom helhed. Autonom i den forstand, at "familien" i den systemiske teori kommer til syne som et selvstændigt subjekt som, uafhængigt af de enkelte familiemedlemmers vilje og interesser, er underlagt egne love. Indrefamiliære fremgangsmåder skal forstås som regel-fremgangsmåder. Kybernetikken (som videnskaben om regelfremgangsmåder i informationsforarbejdende systemer) passer derfor videnskabeligt til familieterapi, fordi "funktioner som styring, regelsætning, informationsudveksling og -forarbejdning, følger de samme principper, om det så drejer sig om maskiner, organismer eller sociale dannelser"(ibid, s. 208). Der ligger med andre ord to grundantagelser bag dette, som der hos systemiske forfattere ikke længere bliver stillet spørgsmål ved.

For det første dén antagelse, at familiære fremgangsmåder i det væsentlige er informationsforarbejdende.

For det andet dén forestilling, at der i familier principielt udspiller sig identiske fremgangsmåder som i maskiner eller biologiske organismer, og at der derfor også i psykologien tilkommer kybernetikken en funktion af meta-teori.

Derfor griber systemikere meget ofte til analogislutninger til biologien og teknikken, når de vil forklare familieprocesser. Endvidere karakteriserer de deres egen fremgangsmåde som "Helhedsmæssig". Deres forestilling om familien som system er så også sammenfaldende med det anskuelige billede af en "helhedsmæssig" biologisk organisme, hvor celler, organer osv. står i en underordnet funktion til helheden, som uselvstændige dele. I denne henseende betoner Palazzoli og andre at det vigtigste kendetegn ved familiesystemer er systemets "totalitet" og siger: "Systemet er vidtgående uafhængigt af de elementer, som det består af"(Palazzoli et al 1981, s. 60). I forbindelse med dette bliver det antaget, at elementerne på deres side i høj grad er afhængige af deres system, dvs. familiemedlemmerne af familiesystemet. "Overlevelsesenheden er det mest omfattende system eller den største "magt" som delene lever indenfor. Tilintetgør livsvæsnet sine omgivelser, tilintetgør det sig selv"(Bateson, citeret i Simon & Stierlin 1984, s. 262). Sammenholdet af det overordnede familiesystem, dvs. kohærensen, bliver dermed i den systemiske teori til menneskets højeste gode.

Alle indrefamiliære fremgangsmåder (Vorgänge) er forsøg på at bevare den givne tilstand, dvs. at bevare eller genfremstille homøostasen, eller med andre ord at opretholde familien som en helhed. Af denne grund møder familier alle forandringstendenser med modstand. Homøostase-begrebet er overtaget fra biologien. Med analogi til organismer som opretholder livsfunktionerne vha. biokemiske ligevægtsprocesser, forekommer familien som en kvasi social-organisme, som søger at holder sin indre tilstand konstant, trods vekslende omverdensbetingelser. Enhver familie er funktionel for sig selv i at tilskære de tilhørende familiemedlemmers adfærd, "præcist i overensstemmelse med arten af denne patologi" (Palazzoli et al 1981, 13).

To yderligere begreber er vigtige for forståelsen af den systemiske ansats: Foranderlighed og cirkularitet. "Det centrale begreb for den nye epistemologi er forestillingen om cirkularitet", skriver Hoffman (1984, 3). Alle processer i familier virker hele tiden ind og tilbage på hinanden, og er cirkulære. Ethvert enkelt familiemedlems adfærd udvirker sig umiddelbart på alle andre, hvorpå/udfra de så umiddelbart må reagere osv., med det resultet, at den oprindelige situation bliver genfremstillet. Enhver målrettet handling af de enkelte synker dermed ned i et hav af tilbagekoblingsprocesser, og fordufter tilsidst virkningsløst. Familiemedlemmer "har ingen mulighed for kun at virke ind på helheden i en enkelt retning" (Palazzoli et al 1981, 15). Derfor findes der heller ikke nogle direkte årsags-virknings relationer i familier ("lineær kausalitet"). Derudfra afleder systemikere dén konklusion, at en aktiv og rettet forandring af familiestrukturen og interaktionsformerne gennem familiemedlemmerne selv, er udelukket.

Med begrebet "foranderlighed" bliver der forsøgt, at være retfærdig overfor dén kendsgerning, at familier i realiteten i høj grad forandrer og udvikler sig. Anledning til en sådan foranderlighed er på den ene side irreversible hændelser indenfor familien som fødsel, død, indskoling eller børnenes opvoksen. Med Hoffmans ord er disse hændelser i den "naturlige familiære livscyklus". På den anden side provokerer hændelser i familiens omgivelser en sådan foranderlighed, når de forstyrer den hidtidige ligevægtstilstand. Dette sker altid når familiesystemet ikke længere kan forarbejde "informationerne" om den externe hændelse i de givne baner. Ifølge denne idé har et familiemedlem ikke indflydelse på sin familie gennem bevidst adfærd (p.g.a. cirkulariteten), men derigennem, at det f.eks. bare bliver ældre. Foranderligheden foregår ifølge den systemiske opfattelse i spring. "Ansamlingen af uoverensstemmelser tvinger til sidst hele systemet over grænselinjen, i en tilstand af krise, når den stabiliserende tendens bringer stadigt stærkere korrigerende svingninger med sig, der ryger ud af kontrol. Slutpunktet for dét som de kybernetiske ingenieurer kalder en udbryder (Ausreisser), er systemets sammenbrud, eller også anskaffelsen af en ny metode til overvindelsen af selvsamme homøostase, eller systemets spontane spring ind i en integration der kommer bedre ud af det med det forandrede omgivende felt" (Hoffman 1984, 166). Om tidspunktet, retningen eller resultatet af en sådan spontan forandring kan der ifølge den systemiske opfattelse ikke siges noget, fordi "de forandringshændelser der finder sted, lever af tilfældigheder"(Bateson, citeret i Hoffman, ibid, s.  166).

3. Familier uden subjekter?

Systemiske forfattere anser individualpsykologiske teorier til forklaring af familiære processer samt som anledning til familieterapeutisk handlen, som utilstrækkelige. I stedet for indfører de det kybernetiske systembegreb som et overbegreb. Individernes adfærd skal nu åbenbares fra de skjulte systemlove. Gennem terapeutisk forandring af systemstrukturen, stræbes der efter en ændring af den individuelle adfærd og oplevelse. Må en sådan form for tænkning ikke tvangsmæssigt medføre, at subjektet går tabt?

Først vil jeg henvise til en grundliggende erkendelsesteoretisk grænse ved kybernetikken. Kybernetiske modeller leverer kun erkendelser om struktur og funktionsmåde af et givet, fast omridset system, men ikke om dets herkomst, tilblivelse og fremtidige udvikling. Vi kan godt nok beskrive den biologiske regelmekanisme i kropstemperaturen ved pattedyr med kybernetiske modeller; hvilken biologisk mening den har, hvordan og hvorfor den udviklede sig evolutionært, dette overstiger kybernetikkens videnskabelige potentiale, og deri består dens opgave heller ikke. Den er en formal og ikke en historisk videnskab. En yderligere indskrænkning ligger deri, at vha. kybernetikken kan bestanddelene i et system udelukkende betragtes under aspektet for deres funktionalitet for systemmålet. Om vi benytter en elektrisk termostat, eller om et levende menneske putter sin finger ned i badekarret, for givetvis at få varmt vand, det er det samme. Kybernetik formaliserer og abstraherer såvel det tekniske apparatur, uanset hvilke egenskaber det ellers også ville have, som også menneskene og det for dem relevante problem: Hvorledes bringer man vandet op på en bestemt temperatur.

Denne konkrete indskrænkning ved kybernetikken må tvangsmæssigt sætte sig igennem ved anvendelsen i familieterapien. Familiens væsen indskrænkes til "informationsforarbejdning" og "regelstyring" Personerne synes nu kun "præcist tilskårede", dvs. funktionelle. Mennesker kan tilmed kun begribes som familievæsner, den menneskelige eksistens´ samfundsmæssige karakter forsvinder helt. Hvis vi betragter en strid mellem far og søn i en familie, er det fra den kybernetisk-systemiske synsvinkel fuldstændigt uvigtigt, hvad de strides om, hvem der i givet fald har ret, hvilke reelle baggrunde der eksisterer. Her kommer der omsider et "mønster" tilsyne, f.eks.: Moderen fordufter altid, når far og søn strides. Et mønster som kan interpreteres vilkårligt.

Der bliver udtrykkeligt stillet spørgsmål ved motivation, behov, eller målrettet menneskelig handlen. Den faktiske modsætningsfuldhed i familielivet, som også kommer til udtryk derved, at mennesker på den ene side handler som de handler, og på den anden side yder modstand, bliver i den systemiske teori reduceret til en enkelt sandhed: Menneskerne handlede ikke for egen regning. Deres handlen er ikke funktionel for dem selv, men kun for systemet. Denne reduktion katapulterer subjektet ud af familien.

Hvilke vanskeligheder systemiske forfattere har ved forsøget på nærmere at bestemme forholdet individ-familie, og benævne grundene til den postulerede underordning, viser udføringerne af Palazzoli og andre om den "schizofrene familie", dvs. en familie med schizofren kommunikation og en tilsvarende schizofren patient.

Dette skulle være en naturlig gruppe, "som i dens indre bliver regeret af en bitter opretholdt, men gemt konkurrenceånd, som ikke kan forklares"(Palazzoli et al 1981, s. 28). De giver dog en forklaring på denne uforklarlighed: Ethvert familiemedlem "er fyldt med det uhørte krav, at blive anerkendt.(...) Med andre ord: Hvis nogen præsterer noget godt så er det klart, at han gør dette for at blive rost og bekræftiget". På den anden side er bekræftigelsen af en anden et tegn på svaghed, at ligestille med at være underlegen, og et tab af autoritet og prestige. "For at opretholde ens egen autoritet må man aldrig få bekræftigelse, men må tværtimod altid kunne finde noget af udsætte på sin handling: "Ja...men...man kunne have gjort det bedre". Indenfor familien ville der blive udkæmpet en bitter kamp om førsteretten til hvem der måtte "definere relationerne". I en endeløs eskalation ville enhvert familiemedlems forsøg på at definere relationerne på én måde, føre til en "afvisning" eller nedvurdering af de andre. Da alle er udrustede med et ønske om bekræftigelse, ville de på den anden side "føle frygt for at udsætte sig personligt, for at undgå en afvisning"(ibid, s. 29). Denne frygt er så åbentbart grundlag for, at definitionsforsøgene, og ligeså afvisningerne, ikke længere er åbenbare, men tværtimod bliver fremført i det skjulte, for på forhånd at gøre de frygtede modafvisninger uvirksomme.

På et andet sted nævner Palazzoli og andre et yderligere motiv for dette familiære sammenhold: Angst. "Hvilken angst bringer alle medlemmer med en scizofren transaktion til at forholde sig på en bestemt måde; Hvad gør dem alle til medsvorne med hinanden? Måske angsten for at miste de andre? Pludselig at blive ladt alene og uden holdepunkter i en verden, som man opfatter som troløs og fjendtlig? Hvis familien overhovedet tilkendegiver et motiv, er det sikkert også dette"(ibid, s. 35).

Angst bliver dog ikke begrebet i dens objektive begrundethed, dvs. som en synlig form for emotion (som en vurderingsinstans for menneske-verdens-relationen, smlg. H.-Osterkamp 1978). Snarere bliver angst ført tilbage til en bagvedliggende "menneskelig hybris". Dette skulle være "dén illusion, en skønne dag alligevel at opnå sit mål, også hvis prisen for det er at skulle dø"(Palazzoli et al 1981, s. 31) Hybris er "måske dét, Freud kaldte "dødsdriften""(Bateson, citeret ibid, s. 30). Belæg for eksistensen af hybris, må man lede forgæves efter hos Palazzoli. Vi finder dog en ekskurs til biblens skabelsesberetning: Evas uimodståelige "tvang" til at skulle plukke æblet. I forsøget på at fremstille familien "konsekvent systemisk", filtrer de sig ind i uløselige problemer. "Angsten kommer (...) fra hybris", skriver de, dog kan man ikke forstå hybris "i traditionel forstand, som en i personer psykisk,  iboende egenskab, men som en funktion af denne slags relationer", dvs. som funktion af systemet (ibid, s. 35). En "schizofren families" systemegenskaber er netop præget derigennem, at hybrisen på den ene side sørger for eskalerende uoverensstemmelser, mens dén kendsgerning, at ægtefællerne er "lige stærke" fører dertil, at ingen kan vinde. Ægtefællernes kamp-adfærd er ifølge systemisk opfattelse nu ikke andet end deres specielle variant af at opretholde deres givne system. I så henseende tjener hybris homøostasen, for den sikrer de - for schizofrene familier karakteristiske - uoverensstemmelser, mens angsten tjener kohærensen. Det er angsten for at miste de andre "som partnere i spillet" (ibid, 38). Hybris bringer mennesker  illusionære sejrshåb, og foruroliger dem på samme tid, fordi opfyldelsen af sejrshåbet ville fremkalde den allerstørste ulykke: tilintetgørelsen af familiesystemet. Sejren må aldrig virkeligt indtræde. Angsten for et familiesystems tilintetgørelse synes på den ene side reel, fordi ethvert system kan bringes ud af ligevægt gennem de spontane bevægelser. I så henseende skulle alle mennesker så leve permanent med denne angst, ligemeget hvor tilfredsstillende familielivet aktuelt ville være. På den anden side er familier cirkulære enheder, alt virker tilbage på alt, og der findes ingen årsags-virknings-forhold. Derfor kan en nok så heftig uoverensstemmelse ikke virkeligt true et systems sammenhold. Tilmed består hybris` funktion jo lige netop i at bevare homøostasen. Set på denne måde, findes der ikke et reelt grundlag for angst. Således vendes familie-problemer i den systemiske teori delvist til at være en fuldkommen modsætningsfuld, men uundgåelig, naturnødvendighed.

Hybris-begrebet står her dog kun som eksemplarisk for alle andre forsøg fra systemiske forfattere, at opdage sådanne "kræfter", som driver mennesker til deres (tilsyneladende) paradoksale adfærd. Hoffman (1984) taler om familien som en "højere magt" eller "en organisme af højere orden", hvorved det med analogi til biologien siger sig selv, at delene er underordnede. Andre taler om "centrifugale og centripedale kræfter" (Simon & Stierlin 1984) eller om "trangen til sociale systemers fællesskab"(Dell, i Hoffman 1984). Menneskene troede godtnok at de havde motiver og mål, men i virkeligheden tjente deres handlinger dog helt andre mål, nemlig systemets. Dette synspunkt kulminerer i Palazzolis betegnelse af alle familiemedlemmers handlinger som "skaktræk", dvs. som systemet underordnede tilsynekomster. Den forskellige adfærd er kun spillet, ikke ægte. Det skulle tjene andre formål end det foregiver: Hvis en far "viser" en "skjult erotisk interesse" for sin datter, hvorpå hun kun "viser fjendtlighed og foragt", så behøver en terapeut ikke at gøre sig nogen tanker, om der her måske foreligger en sexuel problematik. Nej, det drejer sig ved den viste adfærd kun om forsøget på at gøre moren jaloux, for på denne måde at binde hende til familien (smlg. ibid, 34. Jeg vender tilbage til dette).

Ligestillingen af alle handlinger med "skaktræk" betyder en total afkvalificering (Abqualifizierung) af klienterne. Deres forslag, indvendinger, tvivl, konflikter og udsagn, behøves ikke længere at blive taget alvorligt af terapeuterne. For de ved allerede fra begyndelsen: Alt hvad klienterne gør eller ikke gør, siger eller ikke siger, tjener uden undtagelse kun homøostasen. Menneskene bliver således i dobbelt forstand gjort til objekter. Teoretisk som familie-subjektets afhængige objekter, og praktisk som modstandsgivende objekter for terapeut-subjektet.

4. Dilemmaet for kybernetisk-systemisk familieterapi

Hvad skyldes den systemiske ansats´ voksende popularitet blandt psykologer? Det kan ikke bero på dens teoretiske overbevisningskraft.

Allerede blandt systemiske forfattere finder man en udbredt usikkerhed omkring indre modsætninger i konceptet. F.eks. har v. Schlippe denne betænkning: "Vores sprog - og dermed også vores tænkning - formår kun at afbilde virkeligheden lineært" (1985, s. 15), hvormed han principielt stiller spørgsmålstegn ved den af systemiske forfattere selv fordrede cirkulære synsvinkel på verden. Ludewig bemærker selvkritisk, at den alt for bogstavtro klæben ved kybernetisk-biologiske begreber fører dertil, "at tingsliggøre begrebet familie,(...) somom familien var et iøjnefaldende, delvist stofligt Noget" (1986, s. 22). I den terapeutiske praksis kan man dog "altid kun og grundlæggende træde i interaktion med individer, dvs. aldrig med sociale systemer, med hvilke man ikke kan interagere" (1986, s. 25).

Nogle systemiske forfattere tror selv ikke på, at familien kan reduceres til kybernetiske modeller. Således mener Simon & Stierlin, at en "omfattende integration" af psykoanalyse og systemisk familieterapi godt-nok er svær, men virkelig ønskværdig" (1984, 280).

Baggrunden for konceptets popularitet ligger vel mere i de praktisk erfarede belastninger og besværligheder for famileterapeuterne, og derudfra opstående behov: modstanden mod deres bestræbelser, enkelte familiefraktioners forsøg på at gøre dem til forbundsfæller med sig mod andre, samt faren for afbrydelse af terapien. En families indre problematik kan ligge tæt på dén konklusion, at terapeutisk arbejde kunne være mindre belastende og mere effektiv fra en position udenfor og hævet over familien. Den systemiske ansats tilbyder sig som et strategisk koncept for terapeuter, som p.g.a. disse vanskeligheder tror at de skal handle stedfortrædende for familien, og derfor vil "holde tøjlerne i hånden" (Palazzoli et al 1981). Det systemiske koncept legitimerer terapeutens "skaberrolle", og møder dermed oftest bekræftigelse fra familierne der står magtesløse overfor deres problemer. På samme tid tilbyder det en teoretisk ramme, som tillader terapeuterne i vid udstrækning at holde sig udenfor indholdsmæssige uoverensstemmelser. Det har også en aflastningsfunktion for terapeuterne for så vidt det uberegnelige og genstridige "system" kan gøres ansvarligt for de optrædende vanskeligheder og fiaskoer.

Palazzolis og andres terapi-arrangement giver indtryk af at være en højsikkerhedsforanstaltning til undgåelse af, at terapeuterne bliver "inficeret" med familieproblematikken. To terapeuter med det strengeste påbud om "neutralitet", sidder med familien i rådgivningsværelset. De må ikke indlade sig på nogen indholdsmæssige diskussioner, på ingen måde tage parti, på ingen måde vise ukontrollerede emotioner. I et andet rum betragter to andre terapeuter bag et envejsspejl, hvad der sker. De har mulighed for at uddrage skjulte budskaber og anvisninger og give dem til de tilstedeværende terapeuter, eller at hente dem ud fra rådgivningen, hvis de har specielle iagttagelser af familien, eller frygter for terapeuternes "inddragelse" i familiesystemet.

Dog er en sådan gennemstruktureret terapifremfærd eller den "hierakisk overordnede expertrolle" (Simon & Stierlin, 359) ikke tilstrækkelig for terapeuterne, for at garantere en succes. Tilbage står problemet om modstanden. For Freud var patientens modstand tegn på en indre modstand mod det fortrængtes bevidstgørelse. Et centralt indhold i terapien var at muliggøre at arbejde disse modstande væk (abarbeiten), i væsentlig grad ved at gøre brug af patientens relation til terapeuten som person, som middel ("overføringen"). Dermed skulle man igen kunne opnå beføjelser over egne anliggender.

Før Milano-teamet omkring Palazzoli udviklede den systemiske ansats, gennemførte de selv familieterapi på psykoanalytisk grundlag. I denne forbindelse skriver de:

"I den første fase af vores arbejde sluttede vi udfra erotiske adfærdsmåder ved sådanne familier i rådgivningen: Faderen er incestuøst bundet til datteren, og vi forsøgte som følge heraf at begrunde årsager og motiver. Resultatet af vores efterforskninger var benægtelser, nedvurderinger og tilsidst terapiens endeligt" (Palazzoli et al 1981, s. 34).

At arbejde modstanden væk førte her ikke til succes men tværtimod til terapiens afslutning, idet modstanden blev rettet mod terapeuterne og terapien. I vurderingen af disse erfaringer, blev der udviklet et nyt koncept til omgangen med modstanden:

"Alment stiller opgaven sig således, at man på den ene side skal kunne beholde en mest mulig høj grad af kontrol og manøvreringsevne, på den anden side at underløbe den aktuelle modstand f.eks. "at gå med/bevæge sig med modstanden" (Simon & Stierlin, s. 388).

Terapeuterne skulle altså med andre ord beholde kontrollen med behandlingsprocessen lige netop gennem deres viden om hvorledes man undgår, at den familiære modstand retter sig mod dem, idet de "går" med og ikke mod modstanden. Dermed er den af det systemiske koncept anbefalede måde at forholde sig på, tydeliggjort i sin dagligdags, subjektive funktionalitet for terapeuterne: En aflastning af umiddelbare konflikter med klienterne, samt et forsøg på at dæmpe faren for en afbrydelse af terapien. På en måde, der sandsynligvis vil støde på bekræftelse af klienterne, da terapeuten stiliserer sig som en tilsyneladende neutral bagmand.

Vi vil nu undersøge, hvilke konsekvenser denne anderledes omgang med modstanden har for den anden del af den terapeutiske proces, nemlig klienterne, for løsningen af familiekonflikterne.

I forbindelse med det netop citerede eksempel, udvikler Palazzoli og andre deres begreb om "skaktræk":

"Lige som vi gang på gang tvang os selv til at betragte had, ømhed, kulde, depression, svaghed, virkning, ikke-virkning og råb om hjælp som skaktræk, måtte vi beslutte os til også at betragte dét som skaktræk, der viste sig mest påfaldende som "virkeligt": den såkaldte "patients" råb om hjælp til en ændring af situationen. Hele spillet fremstiller et paradoks uden udvej, der spærrer alle inde i et jernbur. Den der spiller med i spillet, har allerede tabt det" (Palazzoli et al, s. 47).

De spørger altså hverken sig selv, om den familiære modstand kunne tænkes at være berettiget og rettet mod fuldstændigt forkerte terapeutiske hypoteser, eller om den indre modsætningsfuldhed, hvor svær den end også er, ikke absolut behøves at blive afklaret og udarbejdet. Tværtimod består deres løsning i praksis deri, at erklære de reelle konflikter for uvigtige, idet de følger deres påbud om ikke at indlade sig på nogen indholdsmæssige uoverensstemmelser.

Offentliggørelser fra de seneste år giver dog belæg for, at f.eks. sexuel misbrug af børn er en forskrækkende udbredt samfundsmæssig kendsgerning (smlg. Rush, 1982). Vi kan naturligvis hverken gå ud fra at der bag familieproblemer med døtre, gemmer sig fædres sexuelle ambitioner, med vi må heller ikke vende vores blik væk fra denne principielle mulighed, selvom det ville være et prekært, konflikt- og modstandsfyldt tema i en familieterapi, hvis faderen rent faktisk har en sexuel interesse i datteren, eller allerede har misbrugt hende.

Palazzoli og andre gentager ikke kun den fejl Freud begik ved at flytte incesten fra den reelle muligheds rige ind i barnets fantasi-rige. Her viser der sig især med al tydelighed dén bestræbelse, at gå ud af vejen for konflikter med familien, og udelade prekære emner. Denne risikoundgåelse betyder i første omgang en konfliktreduktion med faderen - på bekostning af datteren. For ved denne konfliktundgåelsesstrategi stadig at kunne holde tøjlerne i hånden, må terapeuterne indgå i forbund med modstanden. Stedfortrædende for familien tror Palazzoli et al. at skulle opløse det indre "paradoks" gennem et "modparadoks". Det foretrukne middel er den "paradoksale intervention".

Et eksempel på denne er den "positive symptomvurdering", som bliver sat ind ved begyndelsen til terapien. Terapeuterne kommenterer familiens fremtoning, idet de roser hele familien for deres anstrengelser, og fremstiller hver enkelts bidrag som nødvendig for systemopretholdelsen. På samme tid anbefaler de symptomets opretholdelse. Fra en systemisk synsvinkel skulle systemet så automatisk yde modstand mod denne anbefaling, og være tvunget til en ændring. "Sådanne teknikkers indtræden er funderet på den antagelse, at klienten hhv. familien udnytter symptomet på en eller anden måde, dvs. at det i en vis grad er funktionelt og tjener tilpasningen"(Simon & Stierlin, s. 268). Datteren blev som følge heraf f.eks. anorektisk, fordi hun således kan yde sit specielle bidrag til familiens sammenhold. Dette stiller virkeligheden på hovedet, symptomer er lige netop udtryk for hjælpeløshed og udsathed overfor den (tilsyneladende) umulighed, at løse det grundliggende problem. I stedet for arbejder (laboriert) familien nu med barnets symptomer. Godtnok kan datteren bagefter også benytte sine symptomer funktionelt til andre formål, således at problemet slår tilbage til familien i andre former. Dette ændrer dog intet ved den defensive og delvist selvdestruktive karakter af symptomerne. Derfor må vi også tilbagevise Palazzoli og andres ligestilling af alle familiemedlemmer som ligeværdige "ofre for systemet". Som vi kan udlede fra litteraturen om sexuelt misbrugte børn, optræder de forskellige "symptomer", som anoreksi, bulimi, at løbe hjemmefra, selvmordforsøg osv., (hvis funktion det er at holde sig faderen fra livet), jo ikke hos fædrene men hos døtrene.

Hvis Palazzoli og andre på den anden side hævder at der i familier hverken findes magt eller afmagt, at man ikke kan finde årsager, at man ikke må tilskrive nogen skyld, så spejler der sig her ikke andet end det gamle dilemma fra børneterapien. Selvom terapien skal være børneterapi, indretter den systemiske idé sig med de magtfulde i familien, og er altså på ingen måde neutral. Den gør dette i håbet om, gennem denne omvej dog alligevel at kunne tjene barnet. I overensstemmelse med mottoet: Hvis terapien bliver afbrudt, kan vi slet ikke gøre noget.

Den systemiske idé er nu i vores analyse fremstillet i dens funktionalitet for terapeuterne, i dens problematiske varetagelse af klienternes interesse, samt sin kompromiterende forveksling af de enkelte betørte parters interesser i det terapeutiske arbejde. Endelig stiller der sig altså dét spørgsmål, hvorvidt terapeuternes egne interesser tilsløres som terapeutisk nødvendighed? Enhver afbrydning af terapien kradser jo også i terapeutens image og er - i det mindste ved privatpraktiserende terapeuter - financielt ufordelagtig. Ligger der ikke også bag den systemiske idé, at kompetencen over de familiære processer ligger fuldstændigt i hænderne på terapeuterne, ikke også dén bestræbelse, at gøre sig selv uundværlig og at sikre sit metiés fortsatte beståen i al evighed?

"Som den gammeldags familielæge, ser den nymoderne terapeut sin funktion deri, at være ved hånden når han bliver brugt, til enhver tid, når familien har problemer, når den ser sig selv som stående over for forandringer. (...)Pauser i terapien er normale, hvis det ser ud somom familien kunne fortsatte alene"(Hoffman 1984, s. 335).

Vi må derfor komme til dén konklusion, at udbredelsen af den systemiske idé, uagtet tydelige teoretiske svagheder, må forstås på baggrund af omfanget og intensiteten af daglige belastninger og modsætninger i det terapeutiske arbejde. Terapeuter griber især derfor tilbage til den systemiske idé, fordi den lover at være en praktisk form for overvindelse af disse daglige modsigelser.

Den systemiske idé ophæver dog ikke disse modsigelser, men påvirker og tilslører dem tværtimod kun. De ikke-ophævede modsætninger må derfor igen og igen dukke op i terapiforløbet, og vikle terapeuterne ind i stadigt nye dilemmaer. Således måtte Palazzoli indrømme på terapi-kongressen i Heidelberg i 1985, at der fandtes store problemer med sådanne familier der med kendskab til den systemiske familieterapi kom i terapi.

Familieterapi kan kun da udvikle sig frugtbart teoretisk som praktisk, hvis vi stiller spørgsmål til indholdet af de mangfoldige modsigelser i den familiære eksistens, og går væk fra at konstruere formelle og overfladiske universelle familiemodeller.

  Litteraturliste

Hoffman, Lynn, 1984: Grundlagen der Familientherapie. Hamburg

H.-Osterkamp, Ute, 1978: Motivationsforschung 2. Frankfurt/M.

Ludewig, Kurt, 1986: Von Familien, Therapeuten und Beschreibungen. In: Stierlin & Werdt: Familiendynamik. Heft 2. Stuttgart.

Rush, F., 1982: Das bestgehütete Geheimnis: Sexueller Kindesmisbrauch. West-berlin.

Schlippe, Arist v., 1985: Familientherapie - Ein Überblick. Paderborn

Selvini Palazzoli, M., L. Boscolo, C. Cecchin. G. Prata, 1981: Paradoxon und Gegenparadoxon. Stuttgart

Simon, F., H. Stierlin, 1984: Die Sprache der Familientherapie. Ein Vokabular. Stuttgart

Toman, Walter, 1979: Familientherapie: Grundlagen, Empirische Erkenntnisse und Praxis. Darmstadt