En almen, en falsk, en uoverstigelig modsigelse - eller ?
Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., 2011
Modsigelsen 'indre-ydre' findes i utallige former, og synes at gentage sig i nye historiske forklædninger igen og igen op igennem samfundshistorien. Modsigelsen har selv utallige positioner. Denne side skal søge at afdække disse.
Der er både en realhistorisk side, og en idéhistorisk side. Og deres arnested, den første form, der ikke er en forklædning af sig selv, i et eller andet udviklet forhold, kunne være det søgte - endnu uerkendte - første, der i stedet for at være et fortsat spøgelse, der går gennem virkeligheden, bliver begrebet af denne og gjort virksom.
1942
1942 "Yogien og kommisæren", Arthur Köstler (Uddrag)
Arthur Köstler fortsætter - selv om mange psykologer ikke bryder sig om at få det genopfrisket - en historisk linje og tradition, som også grundlæggeren af dansk psykologi i 1986, Alfred Lehmann endte op i omkring 1920 før hans død, som et endnu uløst kerneproblem i psykologien på hans tid. På Lehmans tid kaldt "tankeoverføring", at 'det ikke synes at kunne afkræftes'. Det er senere eksperimentelt eftervist i Aspects forsøg i Frankring i midten af 1980-erne. At dele en proton i to dele, og sendes de i hver sin retning, vil en måling på den ene, påvirke den anden - og tesen er: grundet deres kendskab til hinanden.
"
Foto: Polfoto http://www.information.dk/154902
***************
1970 "Den indre frigørelse" versus "den ydre frigørelse"
En nyere forklædninger synes at være modsigelsen i de vestlige kultur, mellem den "indre frigørelse" og "den ydre frigørelse", mellem den vestlige eksperimental videnskab om naturen og den østlige erfaringsvidenskab om sindet, der etablerede sig socialpolitisk og økonomisk, fra slutningen af 1960-erne.
Ved årtusindeskiftet var modsigelsen ubetydelig grundet socialgruppehenfald, og dens modsætninger institutionaliseret. Der kan givent kastes lys over denne periode, ved at anvende Köstles analytiske bestemmelser på periodens materiale.
Modsigelsen havde stor betydning inden for psykologien. Men:
"Argumentationen at mennesket må ændre sig, for at kunne ændre de samfundsmæssige forhold, som må ændres, for at mennesket kan ændre sig .. er cirkulær .. idet den går ud fra samme alternativ. Den virkelige sammenhæng er derfor ikke cirkulær, fordi mennesket kan ændre sig selv i den grad, som det ændrer sin indflydelse over dets livsbetingelser"(Gabi Minz)[1][40].
Til skriveprocessen:
Noter fra tidligere ud fra hvordan "indre" og "ydre" behandles i relation til kommunisme.
"En mellemform mellem det humanistisk-eksistentielle svar og det politiske er radikalterapi, primært i USA, der dog hurtigt splittes på spørgsmålet om, hvor at starte: med den indre frigørelse - der fører over i den humanistisk-eksistentielle tradition med vægt på det spirituelle - eller den ydre frigørelse, der fører til direkte partipolitisk arbejde under forbiseen af, hvad der konkret kan og må gøres i forhold til de mennesker, der bare ikke har de ressourcer, at de kan handle og kæmpe på komplekse organisatoriske måder" (Fra http://gaderummet.dk/regnbuen_html/Udviklingskonflikter%20i%20terapi.htm#_Toc530816900)
"Også i Danmark skete der noget. Man byggede videre på erfaringerne fra udlandet, og op igennem 70-erne blev det dannet et hav af alternative rådgivninger på alskens områder og overalt i landet, men de fleste af disse går ned i starten af 80-erne, i sammenhæng med den begyndende højredrejning, da Schlüter kommer til i 1982. Og kun ganske få får endvidere offentliggjort noget omkring deres indholdsmæssige arbejdsprincipper[2][39]. Men det er vel at mærke enkeltpersoner, der offentliggør, hvilket også siger noget defensivt om arten og styrken af den kollektive subjektive faktor dengang.
Som i USA kom det også fra starten af 70-erne i Danmark til en splittelse omkring spørgsmålet om ydre eller indre frigørelse, mht. hvor at starte. Terapibevægelsen - den indre frigørelse først - lever i dag videre under begrebet "New Age", hvor begrebet om holisme (:alt hænger sammen) og om integrationen af østlig meditation og vestlig mystik og naturvidenskab er centrale pejlemærker. Arbejdet med den ydre frigørelse blev til venstrefløjens mange partier - og deres senere nedlæggelse igen.
Da man begyndte at arbejde med ideen til rådgivningen Regnbuen tog man fat på en bearbejdning af alle ovenstående praksiserfaringer, blandt andet og centralt at man ikke kunne sætte af fra et valg mellem en indre eller en ydre kamp mod undertrykkelse og for frigørelse. Man måtte tværtimod finde det samfundsmæssige ståsted, hvor de i praksis allerede var sammenhængende, for alternativet indre/ydre er falsk: "Argumentationen at mennesket må ændre sig, for at kunne ændre de samfundsmæssige forhold, som må ændres, for at mennesket kan ændre sig .. er cirkulær .. idet den går ud fra samme alternativ. Den virkelige sammenhæng er derfor ikke cirkulær, fordi mennesket kan ændre sig selv i den grad, som det ændrer sin indflydelse over dets livsbetingelser"[3][40]. Men ingen steder syntes man at kunne finde et tilstrækkeligt teoretisk koncept og en tilsvarende sociologisk/socialpsykologisk metode, hvor man kunne - med en grad af sikkerhed i begrundelserne - afgøre om noget var et fremskridt, noget stagnativt eller tilbageskridt mht. terapiarbejde. Desuden syntes perspektivet om en "materialistisk sygdomsteori" at gribe forkert, uden at det var muligt nærmere at præcisere hvorfor.
Man tog derfor udgangspunkt i grundlæggende at diskutere, hvad terapi var, og på at afklare hvordan man hen ad vejen kunne blive klogere herpå. Afgørende for dette skridt var også konstateringen, at på trods af mange forsøg på overvindelse af den fremherskende psykiatri og psykoanalyse, så havde ingen af disse forsøg reelt trængt disse opfattelser tilbage, allerhøjest resulteret i organisatoriske ændringer, der måske fremviste en større humanitet, men måske langt fra var det".
****
Fra
http://gaderummet.dk/regnbuen_html/Bevidst%20sanselig%20virksomhed.htm#_Toc534008174
"Den verden, vi skal ind i - eller videre med fra del I - er en verden, der er kommet til veje qua staten som fikspunkt for argumentation og handletiltag. Heraf den overgribende instans, der kan blive til "magt imellem os". Vi har her at gøre med en historisk specifik praksisform, der særlig fra marxistisk side er blevet viet opmærksomhed - for statens afskaffelse er den nødvendige bagside af kampen for frigørelse, for den praktiske udvikling af det herskabsfrie samfund; eller for etableringen af kommunismen i dette ords smukke betydning: den proces der bare fremmer "sandt menneskelige relationer .. der opstår .. hvor de enkelte slår sig sammen for at indrette verden mere beboelig"[4][40].
Dette er imidlertid også den problemstilling, der historisk har været allermest svær at omgås og udvikle på almen vis; og arbejder- og venstrebevægelsen har da også siden slutningen af 1800-tallet været splittet herpå: enten har man sat sig for at erobre staten, realpolitisk og reformbundet eller også er man utopisk gået i gang med opbygningen og revisionen af eget frisatte og frigjorte område; en konfliktakse der også internationalt har været gennemgående gennem modsætningen mellem verdensrevolutionen og socialismen i et land først. Så sent som i 1970-erne kom det til endnu en dybtgående splittelse, idet "det nye venstre" knækkede over i en partipolitisk og terapeutisk fløj. Det "nye venstre" blev - simpelt sagt - delt på spørgsmålet om, hvor der skulle begyndes: Med den ydre eller indre undertrykkelse og frigørelse. De fælles betingelser for kollektiv-personlig udvikling blev endnu engang ladt tilbage, uudviklet begrebsligt og praktisk.
De samme grunde gør også, at staten - dens samfundsmæssige genese, dens væsenskendetegn og reproduktionsformer - er et stadig stridspunkt indenfor Kritisk Psykologi[5][41].
Samlende kan vi sige, at det er som har der historisk manglet samfundsmæssige betingelser for et adækvat arbejde med ovenstående forhold mellem magten, staten og kommunismen. I teori-historisk forstand modsvares dette af den berømte blinde plet hos Marx, hvor proletariatet som de "forenede producenters magt" ses som en lineær følge af kapitalens udvikling af produktivkrafterne. Det er som bekendt gået anderledes. Det enkelte individ er nok historisk blevet frisat, sammen med alle andre, men kommunistiske kooperationsformer er langt fra blevet realiseret. Tvært imod er samfundshistorien blevet forlenet med en verdensstatslig overbygning; og individets eksistensform med dobbeltheden af både at være statsborger og privatindivid, hvorved der også fremkommer en menneskelig "adskilthed fra sig selv", der kan fremmedgøre, eller endog, i sidste instans, gøre individet til sin egen fjende. Det kan dog synes vildt overdrevet, at konceptet om sanselig antagonisme skulle rumme alt ovenstående - fra det kliniske felts "dobbelt-bind" til stridighederne på den politiske økonomis verdensstatslige område - men ikke desto mindre er det dét, der er på tale, når "magten imellem os" historisk reproducerer sig selv. Veje ud heraf må derfor også få en dobbelthed af næsten ligegyldige dagligdags valg af specifikke handlinger såvel som den altafgørende globale betydning af den valgte handleform, både for den enkelte selv som for helheden".
1979 Indre frigørelse og ydre frigørelse. Modsigelsen i familiepolitiken, Sommerlejoplæg KAP, Kalle