Følgende link om ”Lovlig marihuana” - http://videnskab.dk/…/lovlig-marihuana-udkonkurrerer-narkos… - har jeg søgt at holde op imod praksis i Gaderummet, og det er der kommet følgende strøtanker ud af.
Det er tanker, der ikke tidligere er kommet ind i de årlige Regnskabsberetninger, som ellers år efter år, indeholdt alt det beskidte, der også foregår i en dagligdag, men som man som institution, helst ikke har lyst at vægte for meget eller omtale udadtil, bl.a. brugen af stoffer, udbredelsen af hash, svampe, slagsmål, konflikter, urinprøver, låneordning, klunsning mm. Eksempler herpå er fx i regnskabsberetning 2004,http://gaderummet.dk/…/Samlet%20regnskabsaflaeggelse%20aar%…. Alt småt og beskidt blev beskrevet, for ellers kan man ikke forholde sig til det, lære af det og forandre det i fællesskab. Ingen detaljer unævnte, men i generaliserede vendinger. Og som husets forsøg på, hele tiden at være på forkant med sin samtid.
Men som nævnt, var der en ting, der ikke kom med ind i de skriftlige årlige beretninger. Det var ’organiseringen’ af hash og pot i Gaderummet. Jeg prøvede ellers år for år at skrive det ind, men kunne ikke finde en klangbund, at skrive ud fra. Og selv om organiseringen var anarkistisk, så vil den nok i dag med de strammere love, bliver betragtet som ”organiseret kriminalitet”.
Gaderummet havde ”lovlig hash og pot”. Og for pushere i huset, var der krav om ingen ublu priser, ingen pånødning og ordentlig kvalitet. Men man kunne ikke komme fra gaden og pushe.
Der var ingen organiseret ”organisator” af den fællesfede. Det tog enkelte aktivister sig af, både for eget forbrug og/eller for flere. Husets egne folk kunne blive pusher, gjorde de det ”moralsk-etisk”, eller én udefra, kunne man begrunde en særlig tilknytning til huset eller dets historie.
Gik noget skævt kunne alle indkalde til akut husmøde/fællesmøde. Og fællesmødebogen er så blevet taget i brug. Men de fleste tvister er nok blevet løst i det informelle. Hvorfor bringe erfaringer med hashen op, hvis kommunen bare vil udrydde os! Mange tvister havnede også på mit bord. Og jeg skyndte mig da heller ikke hen til fællesmødebogen, for at rapportere fra hashfronten. Demokratisk var det ikke, men resultatet af løsninger havnede altid på fællesmødebordet alligevel, både de gode og de onde.
Af og til tog husmødet selv stridighederne op, også hvad regelsættet var. Et regelsæt, der ikke var kun var fast, men som også forandrede sig med givne aktører og omstændigheder. Og det var heller ikke altid, at der var en huspusher til stede i huset.
Helt fint, kan man tænke, lige som med iskagebilen, der kører rundt og ringer med sin klokke, når den er på ens gade. Så får man lyst til en is, eller en is man har ventet på længe. Sådan er det ikke med hash. Ryger man, ved man også hvordan den næste nødvendige fede allerede er organiseret, eventuelt allerede oplagret et gedulgt sted. Nogen har masser af tjald, ryger nærmest ikke selv eller sjældent; andre ingen tjald, og deres hele dag går med at organisere den næste fede! Det er ligesom for cigaretrygere. Nogen går ikke i seng og kan ikke sove, er der ikke den eller de morgencigaretter, der skal redde natten!
Andre er lejlighedsrygere, både indenfor tjalden som indenfor cigaretters område.
Jeg tog mig af mit på området af hashen, og om jeg var en pusher eller ej, må andre vurdere. Jeg skiltede ikke med det. Hentede det altid selv, til mit eget forbrug, og betalte også. Hellere at jeg blev knaldet nede i klubben – som skiftede. Og jeg kunne gi´ lidt, for jeg var en, der havde en løn hver måned. Af og til tog jeg dog nogle brugere af Gaderummet med - vidste jeg de havde papirerne på deres danske eksistens i orden! - for at vise vej og præsentere.
Jeg tror aldrig, at jeg har vekslet en nild eller en nold af hash, til et beløb. Men jeg har fået mig mange gode oplevelser, både som lille mig, men også at jeg gjorde en god ’gerning’, om jeg så til min irritation måtte i klubben en ekstra gang. Det gælder også turene sammen ned i klubben, snakkene på vejen frem, og efter. Men jeg var ikke nem at lokke tjald ud af. De inkarnerede hashrygere, der alligevel ikke kunne mærke noget, havde sjældent held. Og det var også mest en gestus, at jeg blev spurgt - skulle mine parader være nede.
Jeg har vel af og til i en akut vending, købt af en huspusher, men det var virkelig undtagelsen. Og jeg har da også fået klumper til mig selv igennem årene, når nogen trakterede fællesmødebordet med nyeste høst eller anskaffelse. Dette kan selvfølgelig ses som ”bestikkelse”, lige som æblet på lærerindens bord!
Jeg har tit været ude med riven efter nogen, der pushede i huset, hvor jeg mente de burde have kunnet vide bedre, at deres købere – som de foreslog det til! – ikke var helt uvildige, måske det vi kaldte ”stjenepsykotiske” - og ikke ville kunne betale tilbage, deres tilstand taget i betragtning, eller ud fra tidlige fællesmødediskussioner!
Afhængig af situation og omstændighed, er der blevet slået halv skade. Eller huset har betalt gælden ud. Skrevet på tabskontoen som uspecificeret – og ikke som skyldnergæld!
Engang kom en pushergruppe, og de ville gerne ind. De kom til et husmøde, i 2006 eller 2007? De ville give huset forskellige brugsting, som fx nye sovesofaer mv., hvis området kunne blive deres område, at sælge i. Det var den åbne dagsorden, den lukkede indeholdt også et kroner og ører beløb til huset, afregnet hver måned.
Tjalden ville jo være god, vidste vi, og en ”ordnet” partner i lokalområdet var det også. Og en enkelt fra Gaderummet talte sig også ud i, at det ville være en rigtig god forretning for huset, at vi gjorde det – vi manglede jo penge!
Vi tog ikke nogen afstemning, hvad vi heller ikke havde for vane – andet end meget afgrænset – og argumentationen for afslag blev, at tiden ikke var moden, og at det ikke gavne huset i dets nuværende situation. Vi ville heller ikke lade andre tjene på hashen, men det var ikke et sådant argument, der blev fremført. Det var trusselsniveauet i situationen for stort til.
Der har også været stridigheder den anden vej rundt, at en nyopstartet lokal pushergruppe, mente at den skulle udvides deres territorium til vores gade, og at de så er mødt op ved døren for at fortælle os, at det er deres område her. Tror endda også de engang har været inde i huset, men det var de så heller ikke ret længe!
Det er på et sådant niveau, at gadevold bestemmer, og kan sætte sin dagsorden – er der ikke en anden part, der er rede til at tale imod. Jeg tror alle i huset, der har oplevet at være deltagende i en tjans som dette – at smide en eller flere ud, vel vidende at de har en gruppe i ryggen – at de ikke har følt frygten for, også kropsligt, hvad bliver det næste, der kommer til at ske!
Der må have været en graffiti eller mere, fra en frustreret afvist anden parts side, men jeg husker ikke noget organiseret.
Gaderummet skiltede ikke med hashen. Men pressen elskede det. En sjælden gang er der ikke blevet bragt billeder af hashrygende unge i en artikel i avisen om Gaderummet, og tit med store typer tekst a la ”I røg og damp for sagen”.
Og kommunen havde sin store anke mod det. Det handlede dog ikke om at ”skjule hashen”, som kommunen lokkede med i starten, men krav om nul-tolerance. Og hertil var den psykiatriske løsning perfekt.
Psykiatrien ville løse alle disse praktiske problemer i huset, med et snuptag. Her ligger også lidt grundlaget for, at socialudvalget i deres udtale og handlinger – socialborgmesteren i særdeleshed – får konnekteret ”forestillet hashønske” til ”psykiatrisk tilfælde”. De kan umuligt mene det! Men det har det så været muligt at komme af sted med, en sådan mening, i den givne politiske situation.
Jeg ved ikke hvilken ”pakkeløsning”, som psykiatrien via konsulent Henrik Rindom, har lovet kommunen på området for hashens udryddelse i Gaderummet, for papirerne herom fra alle udvalgsmøder, er båndlagte, men jeg tror de vil være spændende at læse - hvis Socialudvalget ellers har turdet skrive noget ned, men noget må da have fundet vej til papiret!
Der er ingen papirer fra Gaderummet, der er båndlagte, for vi fik ikke lov at få foretræde!
Man tænkte ikke i det daglige på, om der blev røget hash. Det blev der. Det var en betingelse, lige som nogen var rygere af cigaretter – og det forblev under radaren, blev man ikke røget op i hovedet, eller nogen røg i et arbejdsrum. Der var i huset retten til ”ikke at blive sideskæv”, som kunne hævdes i et arbejdsrum, men ikke nede i fællesmødestuen.
Var man allergisk overfor hash og røg, var Gaderummet et dårligt sted, men der var nu en del af disse mennesker alligevel, måned efter måned på fronten af frivillige eller som nysgerrige skribenter på husets historie og forhold.
Men nogen gange er der også røget totalt uden ”omtanke” – hvad det egentlig ikke kun var i følgende tilfælde.
Det kom til et sovesalsmøde, hvor bonnen blev forbudt om natten, efter flere slagsmål. Så gik der kort tid. Så flyttede striden hen på, at nogen så ryger morgenbon, og det skal man kunne gøre – for det er ens eneste hjem!– var argumentet. For andre det samme: I ”rister” mig med jeres bon, når jeg sover i øverste køje, og det er også mit eneste hjem!
Den bonfede kom ud af sovesalene efter denne strid. Men det var en stor proces for nogen, at skille sovested og morgenbon fra hinanden. Og man vidste jo heller ikke som beboer i Gaderummet, hvad man stod op til, når man vågnede, frivilligt - eller påtvunget af en omsigløbende larmende problemstilling i huset.
Tænkt hvis alle de historier, som kan skrives om tjald i Gaderummet, kunne skrives om. Skrives fra en position af, at hashen ikke bare var legal i Gaderummet, som dengang, men også på Gaderummets budget. Så kunne vi åbent og også udadtil som hus have delt alle vores erfaringer, til gavn for debat og handlinger, og kollektivt prioriteret. Det var der kommet meget mere tjald ud af, med en bedre kvalitet, og med meget mindre panik- og stressrygning. Det samlede forbrug var helt sikkert gået meget ned. Og som undersøgelsen fra USA viser, ville det også gælde tyveri og vold. Og helt sikkert ville vi være kommet mere i dybden med hashen - fx med de positive egenskaber ved de forskellige cbd-er, thc-er mm. – allerede dengang.
Ovenstående strøtanker relaterer sig til Gaderummet som sådan, og ikke til praksis i den psykologiske rådgivning i Gaderummet. Det er en selvstændighed historie.
Enhver ser selvfølgelig Gaderummet ud fra sit eget rygerhjørne. Og ovenstående er så mit rygerhjørne.
Jeg har valgt ikke at skrive om negative virkninger ved hash eller misbrug. For proportionernes skyld, er der ingen grund til at berøre dem i denne sammenhæng. Se dog http://www.politics.co.uk/…/comment-forget-the-hysteria-her…
/Kalle 25. marts 2015
Link Facebook facebook.com/Gaderummet/posts/959539560752358