/

Det stille men ordnede interne folkemord på vores egne borgere.

OM EN SOCIALBORGMESTERS BESLUTNING OM INDFØRELSE AF ”DØDELIG PSYKIATRI” I GADERUMMET 2007
Status 2015 ud fra Peters Götzsches ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet”, https://www.youtube.com/watch?v=i1LQiow_ZIQ.

Gaderummet argumenterede forgæves mod Socialudvalgets krav om, at psykofarmaka skulle indføres som generel norm i ungebehandlingen. Vi havde vores argumenter, vi havde vores personlige cases, og vi havde – hvor underlig det så end lyder - succes! Naboer klagede ikke, de kom når de havde brug for hjælp. Og politiet læssede den ene skæbne af efter den anden ude på fortovet, når de ikke vidste hvad ellers at gøre. På psykodytten hørte de ikke hjemme, mente betjentene, for dér havde de kørt dem ud før, flere gange, og i detentionen heller ikke en gang til.

Gaderummet var ikke et medicinfrit sted, men et sted uden tvang til medicin. Mange kom på medicin, og det skulle der findes en løsning på. Og det blev der så, som omstændighederne tillod. De fleste, der igennem tiderne har boet i Gaderummet, er blevet inddraget som nattevagt, plejeperson og alt andet, når der skulle passes på en bestemt en nat eller flere igennem.

HASH
En udgift som anvendelse af hash kom aldrig på Gaderummets regnskab, trods at den var helt afgørende for, at mange kunne have en tålelig dagligdag, på vej ud af noget andet skidt. Eller som en løn for en nattevagt! Der var den aftenfede at se frem, og så håbende at dagens dont var gået godt.
Den fede – altså hashen – har været en faktor i mange unges forandring af et liv på hårde stoffer, alkohol og piller, til et vedvarende lønarbejde eller til en tålelig tilværelse uden, der stadig varer ved. For nærmere se analysen i 2015-03-25 Om legal hash og pot i Gaderummet.

DE SEJLER JO I STOFFER
Det er for vane at tænke, at udstødte, hjemløse, psykisk syge osv., at de alle har et massivt misbrug af alskens narko, ryger hash dagen lang og slukker ethvert åndedræt på smøgen, med en tår af guldbajeren. Men for de flestes vedkommende - og det er de ikke-kriminelle - her er midlerne til det daglige underhold så små, at er der en aften plads til en flaske vin, en sixspack, eller en fed, så kan der nemt gå en måned mere, før næste aften med druk og stoffer indfinder sig. Gruppen af ikke-kriminelle synes at vokse eller falde ud fra, om der er et solidarisk netværk om dem eller ej. Et netværk der inviterer med og (med)betaler, synes at være det springende punkt.
Der er således drakonisk forskel mellem, at organisere den fællesfede, som alle kan ryge med på, hvis de vil, overfor at røg og fællesskab skubbes ud i en bandestruktur, hvor den ene tjeneste veksles med en endnu større modydelse, den såkaldte skyldnergæld, på vej mod dummebøder!

ET PRAKTISK ALTERNATIV
Gaderummet var et praktisk alternativ til den medicinske behandling, nok det arbejde, der er nået længst på området. Men som fraværende, skal vores erfaringer genopfindes igen. Med det nyeste fra Peter Götzsche, kan det håbes på, at ……
Jeg ved ikke hvad der kan håbes på! Laplands-modellen fra Finland har fanget manges interesse, men dens perspektiv er som med udfasning af sprøjtegifte. Det skal der forhandles om. Og tiden går, med ødeland og ødelagte liv til følge.
Gaderummet foreslog i år 2000, nogle andre pejlemærker for en anden tilgang. Det havde overskrifterne: ”Hvis psykiatri er så godt, giv det til psykiaterne, og giv de psykiatriske institutioner til brugerne”, se ”Ufærdigt ungemanifest 1999”.

PETER GÖTZSCHE 3. OKTOBER 2013: “DØDELIG MEDICIN OG ORGANISERET KRIMINALITET”, FOREDRAG OM BOGEN MED ENGELSKE UNDERTEKSTER. 60 minutter https://www.youtube.com/watch?v=i1LQiow_ZIQ
Når medicin er det styrende dictum overfor psykosociale problemer og deres samfundsmæssige løsning, må det selvfølgeligt gå galt. Alligevel har den aktuelle samfundsstruktur, delegeret løsningen af disse komplekse problemer via Sundhedsstyrelsen til psykiatrien, og med medicinalindustrien aflønnende hovedparten af begges virke. Det får medicinalindustrien nye kunder af – læs patienter, klienter – til nye forsøg, og til udvidet brug af psykofarmaka, med en fortjeneste og profit til aktionærer, der skal finansiere nye forsøg.

Peter Götzshes bog og foredrag bringer både ny og gammel viden frem. Specielt omfanget af organiseret snyd, bedrag og bortforklaringer. Og måske dette kan flytte på ”tingenes miserable tilstand”(Marx). For der har været viden på området, lige så længe der har været erfaringer med psykofarmakaene. I bedste fald er det erfaringer i grupper af medicinerede, der har hinanden, og som kemisk aflives på lang sigt, for deres eget bedste; i værste fald vel at være ene og alene også uden disse andre. Men hvem kan gøre sig klog herpå!

Men et stille internt folkemord på vores egne borgere, er det ikke til at se udenom.

Men når nogen drister sig til at benævne det med ord som ovenstående, så mister man sin plads i det statslige og kommunale landskab – og de store indre svinehunde, ruller sig ud på Nationen.
Her er der kun plads til ”seriel standartbehandling af unge og gamle ud fra overfladiske træk og strukturelle positioner”, jf. "Gaderummet - socialpsykologisk fristed for udstødte unge", 2003. Se hvordan dette for skizofrene kan være i dag, kronik i Information ”Psykiatriske pakkeløsninger svigter unge psykisk syge”, 10. januar 2015.

PAKKELØSNINGER
En pakkeløsning er en såkaldt manualbaseret behandling, der kendes helt tilbage til 70-erne i den behavioristiske udgave, men trods at manualbaseret terapi, virker markant dårlige end anden terapi, indføres den faktisk i stadig større målestok. Den kognitive terapi er i dag et ufravigeligt krav til Københavns Kommunes psykologer. Nok fordi kommunens medicinering via psykiatrien – den ene hånd ved ikke hvem den anden hånd er - ikke længere synes at være nok til at undgå nye henvendelser, eller at man som borger er så mishandlet, at det er længe siden man har prøvet at stikke af og ud, og bare klager sin nød hele tiden!

Der har været mange oprør mod psykiatrien, såvel enkeltprojekter som bevægelser. Historien er nærmest fuld af dem, samtidig med at psykiatrien fortsætter sin udbyggelse af sin magtbase i systemet, en magtbase der som en hånd passer til handsken ”det neoliberale konkurrencesamfund”.

Gaderummet byggede meget på Galebevægelsen erfaringer, men selv Galebevægelsen kom ikke igennem. Trods næsten en aktions- og teatergruppe på ethvert sindssygehospital i Danmark i 70-erne, drevet af patienter, og i årtier, selv disse er forhistorie. Det ligger for at konkludere, at psykiatrien ikke kan forandres indefra. Og med erfaringer fra Gaderummet, at det heller ikke kan lade sig gøre udefra, fra et civilsamfundsmæssigt standpunkt.
Fordi når tiltag udefra udstiller psykiatriens mangel på resultater, så fratages projekterne deres økonomiske grundlag og må lukke.
Ganske som i Gaderummets sag. Gad vide om daværende socialborgmester, der ville have mere psykiatri for ikke at lukke gaderummet - og ikke gaderummets ikke-psykiatri - om han stadig mener det samme i dag?

MIKKEL WARMING TRÆDER UD AF POLITIK, 7. januar 2013
De hjemløses fortaler, men også kritik i Gaderumssagen.
http://www.bt.dk/politik/enhedslistens-borgmester-forlader-politik

I 2003 kom Gaderummet på finansloven. Og 2005 blev Mikkel Warming socialborgmester i Københavns Kommune, samme år som Gaderummet flyttede til nye lokaler. Det var en glædelig dag. Vores socialpsykologiske tilgang til unge og vores ikke-psykiatriske sigte havde fundet langsigtet funderen, i en praktisk dagligdag, til stor tryghed for alle, og med mulighed for at løse endnu flere store og små problemer for endnu flere, der mistrivedes udenom os. Det havde været en lang vandring. Og billige var vi, da vores økonomi også var baseret på genbrug og brugerindflydelse.

Så kom i 2007 striden om Gaderummets fungeren, der skulle under psykiatrien – hvad Gaderummet måtte afvise. Så trådte borgmesteren i funktion. Ingen ”stærke ledere” sagde han, og slet ikke én der talte mod at indføre medicin i Gaderummet. Vi spillede ”russiske roulette” med de unge. ”Nogen gange går det godt, andre gange går det fatalt”, og ”der er eksempler på unge, der måske er endt i massivt hashmisbrug”(Mikkel Warming, min understregning). Det kan jo kun forstås sådan, at psykofarmakaen ikke kun skal bruges mod psykiske problemer, men også som forebyggelse mod indtag af hash! Altså psykofarmaka over hele linjen, fra skizofreni til hashlyst! Med Peter Götzsches synspunkter om psykofarmaka, kan man sige, at der er kommet en endnu farligere ”stærk mand” frem, men man leder forgæves efter, at Mikkel Warming er gået til angreb på ham, fået sat ham på plads og fyret!

Var socialborgmesteren så en enlig svale, men han havde det store flertal med sig, såvel i Enhedslistens hovedbestyrelse, som i Borgerrepræsentationen. En linje overfor psykofarmaka og psykiatri til kommunens brugere, hvor den eneste fejl der kan begås, er at overmedicinering opdages og udstilles. Det sker så også med jævne mellemrum! Og der var nok 3 grove sager med overmedicinering på kommunens bosteder, overmedicinering i årevis, mens kommunen forsøgte at dreje halsen om på Gaderummet for, at vi ikke at ville bruge mere medicin!

MEDICINERING MED SSRI-PRÆPARATER
Nu viser det sig, at medicinering i den sidste udgave med SSRI præparater, Lykkepiller – se videoen 20 minutter inde - at her er der en faktor 35 overfor, at som ung at blive medicineret, så også at blive en social sag, dvs. en stigning på 3500 %. Modsat at forblive i læring, på arbejdsmarked osv., så øges risikoen for udstødelse altså markant og dramatisk. Samtidig har indførelse af SSRI, betydet en lignende 35 faktor forøgelse af, at unge overgår til bipolar tilstand, og efterfølgende behandles med antipsykotika.

Som Gaderummet havde sin inspirator i ”Sozialistische Patient Kollektiv” fra Heidelberg i Tyskland 1969 - et forsøg på gentænkning og demokratisering af Psykiatrien, til en ikke-psykiatri, se kapitel 4 i "Udviklingskonflikter i terapi" – kan socialborgmesteren finde en lignende inspirator i videoen med Peter Götzsche– 22.50 min inde - til, hvordan man stopper et projekt der giver andre resultater end de ønskede, her indenfor det skizofrene billede – som jo indiskutabelt i flertallets øjne, selvfølgelig skal medicineres!
Men på lang sigt vil det alligevel, hvor rablende det end lyder, gå bedre ved ikke at gøre det, og tilbyde andre behandlinger og sociale tiltag.

SYGEHISTORIER
Undertegnede er så gammel, at jeg var ung, dengang min naboven måtte skulle lade sig kastrere fysisk, for at få en chance for at komme ud sindssygehospitalet, kaldet Sct. Hans Hospital i Roskilde. Han var en af datidens omkring 23.000 det overgik. Det blev han så - kastreret som en anden hushankat - og blev så for alvor en landsbytosse, som han i by-munde senere blev døbt. Det er i 1960-ene. I 1990-erne oplevede jeg noget lignende.

Jeg stødte som psykolog på unge, som havde det skidt med deres behandling, som bestod i et eller flere SSRI præparater. Og som jeg husker det, kom alle ud af det, og nogen var det allerede i forvejen, inden deres henvendelse til mig. Men der blev en rest! Nogen af de unge, som kun havde erfaringer med SSRI præparaterne, og ikke med de ældre hårde tricykliske antidepressiver også, at nogle af disse unge ligesom blev hængende i en art ubeskrivelig tilstand, hvor de var frakoblet noget i dem selv. Og havde det bare dårligt og dårligt. Sådan havde det også set ud periodevis for de unge, der var kommet ud af pillerne, men for enkelte unge varede tilstanden bare ved, og på en særlig måde. Jeg anvendte af mangel på bedre benævnelse begrebet ”suspekt”: Der var kommet noget til, der var noget tilstede, der ikke (længere) er, hvad det udgiver sig for. Min erfaring blev mao. hængende i begreb og i et ubehag, at løsningernes område lå hinsides, det var allerede slut livet – som i tilfældet min kastrerede naboven i barndommen.

KNIVE OG PSYKOFARMAKA
Da Gaderummet senere etablerede sig i midthalvfemserne, tog vi måske ikke, som vi tog knive fra unge der kom, deres psykofarmaka fra dem som det første. Mange anede ikke hvorfor de skulle have det og tage det – det gjorde vi, tog det fra dem, med en formaning om at snakke med os næste gang! – mens andre var dybt afhængige, og ville risikere en arm for en ny forandrende pille, fra Risolid til Lsd. De var lige så meget statsjunkier og rent nervesystem, som de var mennesker. Mange diagnoser, mange forskellige piller - og så lidt antipsykotisk oveni for en sikkerhed skyld.

Dagligstuen i Gaderummet var af og til en art Nørrebrotræf for dobbelt- og trippeldiagnoser, som havde det til fælles, at de havde et massivt forbrug af alkohol og nogen gang hash samtidig med psykofarmakaene. De stabiliserer så at sige deres liv, gennem brug af uppere og downere.

De fra Gaderummet, der har overlevet her, er de, der har sluppet såvel alle piller som alkohol. Flere har haft deres sprudlende livsenergi intakt, men flest er blevet gamle før tid, de der lever i dag.
I starten af følgende papir er der et eksempel på et sådant liv, det er ”larmen fra trappen”, beskrevet i ”En tilfældig morgenstund, eftermiddag og aftenstund i Gaderummet juli 2001”. Personen døde efterfølgende i 2007, i en fængselscelle, hængt i sit eget snørebånd, efter at have sparret en masse sovepiller sammen.

Gaderummet var befolket med alle mulige farver af mennesker og diagnoser, men det blev først indviklet, også for personerne selv, da kommunen satte sig for at hjælpe dem. Det har mange gaderumsbrugere i et tocifret tal senere mistet livet for, død alt for tidlig. Selv begravelser er nu blevet en rutine i Gaderummet.

Det er nemt at kritisere en socialborgmester, for en borgmester skal også kunne træffe upopulære beslutninger, men den om Gaderummets fratagelse af bevilling og hus, er i særklasse en tåbelighed, set fra et borgersynspunkt. Gaderummet var et kollektivt alternativ til psykiatrien, og med Gaderummets lukning forsvandt gadens stemme og levned. Den vil helt sikkert blive genopfundet igen og igen, indtil alle er alene om sin medicinering, og ingen længere er vidne om andres liv, undtagen om medicindåsen som hver enkelt er vidende om, andre sikkert også har.

De unge som kommunen overtog fra Gaderummet – de der gav op på gaden, og gik indenfor i kommunens sted – døde alle på grund af stoffer og lægeordineret medicin; de andre indtil videre død af gadelivet og af ensomheden.

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.
Gaderummet
15. marts 2015