Den kollektivgjorte dumhed
En microhistorie

Jeg ville gerne have været klogere, dengang i 1980-erne, hvor jeg sad med min scleroseramte farbroder, og hvor jeg stoppede hans pibe med tobak – han kunne intet selv, kunne kun ligge eller sidde i kørestol og bevæge ansigtsmuskler og lidt overkrop, men ellers total kontaktbar og klar i pæren – og stillede piben i stativet hen foran ham, så han kunne suge og ryge sin tobak. Det var en af hans luksus’er, at ryge en pibe og snakke. Jeg røg ikke selv tobak, men nød at ryge af den seneste pothøst fra haven.
Han fik mere og oftere, som årene gik, sine krampeanfald, og det er forfærdeligt hver gang. Og de blev bare værre og værre, og længerevarende og længerevarende. Det samme for pilleæsken, der voksede og hvor pillerne mod kramper/spasmer år efter år, fyldte mere og mere.

Og til sidst endte han sine dage med at blive kvalt i et æg, fordi han samtidig fik et krampeanfald.

Jeg ville gerne have vidst dengang i 1980-erne, hvor jeg stoppede piben til min farbroder, at jeg skulle have spurgt ham, om han ville ryge med på min pot. Men aldrig tænkte jeg på det. Havde jeg tænkt mig om, var husets pot meget bedre end hans stærkt parfumerede virginia-tobak. Måske har jeg tænkt, at han havde hoste nok i forvejen.

Potten stod min mor for, hun elskede planter, og måske også deres oprørspotentiale – men hun oplevede ikke selv at smage på det, eller bruge det, det faldt hende ikke ind, heller ikke at foreslå andre det. Og hun var ellers om sig på naturmedicinens område. Ingen vidste dengang i landsbyen meget om potten og hashen – eller om dens specifikke gavnlige virkningen overfor blandt andet kramper, nogle former for psykoser osv. Heller ingen psykologistuderende på KUA, kastede sig i mit årti på studiet, ind i udforskelsen af hashen – udover i det kreative og festlige, og i at læse en sidste korrektur på ”den fede”. Der var ellers altid ”fri pot” til fester, seminarer og andre arrangementer – og det at sælge pot, eller overhovedet at få en art vareform ind over pot, dét var en dødssynd.

Alt dette er fortid. Nu jagtes pushere og hashrygere som stærkt kriminelle, med nul-tolerance og stadig større bøder og længere fængselsstraf. Næppe en dag efterhånden uden et nyt politi-tiltag mod de små nullermænd.

Kriminaliseringen af hash

Der er bare så mange ting, der blander sig i kriminaliseringen af ”den fede” - og dens frigivelse. Bare problemet giver mig kvalme. Unyttig, total unyttig – og når historien om, hvorfor og hvordan ”tjalden” – kært barn har mange navne - blev kriminaliseret i USA i 1930-erne undersøges, så skal man godt nok være mere end normal, for ikke at bryde sammen - i det mindste i omtanke og skam!
Gad vide om ’koldkrigerne’ eller ’idioterne’, der fik trumfet kriminaliseringen igennem, om de allerede dengang havde aktier og lignende i medicinalindustrien, specielt i psykiatrien. For psykiatriens kemi – og dens uvidenskabelige myter - lever kun uforstyrret videre overfor grundlæggende kritik og forandring, så længe kriminaliseringen af hash kan forsætte.

Men egentligt godt gået af modstanderne, at det er lykkedes at hive debatten om hash derned i kloakken, at trods at der ikke er nogen argumenter for en kriminalisering, så skal hashen forblive kriminel, indtil der er flertal for at ændre loven! Det svarer til Irans forbud mod, at kvinder kan køre bil! Skal en kamp for forandringer så føres ved, at nogle kvinder skal have tilladelse til at køre, fordi de er dårligt gående, og har langt til arbejde, og en forstående mand – men kun i et beskyttet og kunstigt bilmiljø, efter grundige undersøgelser! – mens det generelt ikke kan tillades kvinder at føre bil, for der er ikke nogen evidens for, at de kan køre uden at lave ulykker! Det er der nok ikke mange, der vil skrive under på – jo af Irans mænd – men det er den samme model, der bruges herhjemme, når kampen for en afkriminalisering gøres til et spørgsmål om legalisering af medicinsk/syntetisk hash. Har man magten, kører man med klatten, er logikken heri! Derfor må der andre og mere radikale modstandsformer til.

Leipzig 1886. Plantegiften Hashis

I psykologihistorien er der Alfred Lehmanns legendariske historie om ”Plantegiften Hashis” fra 1886 i Leipzig.

Lehman indtager hash – i pilleform - i forbindelse med et psykologisk eksperiment sammen med andre psykologi-aspiranter, og han skriver udførligt ned, hvad der sker undervejs. Han snyder også lidt, ved at ryge mindre end de andre! Efterfølgende tager Lehmann tilbage til København, hvor han ½ år senere danner ”Psykofysisk Laboratorium” på Københavns Universitet, hvilket er psykologiens fødsel i Danmark.

I psykologihistorien er Alfred Lehmanns Hashis-historie - og mange øvrige forskningsbidrag - blevet placeret i den fænomenologiske tradition af psykologien – som en oplevelse slet og ret. Og ikke som et spørgsmål også om stoffet, det psykoaktive i hashen, dets cannabinoler, og dets effekter ud over det mulige euforiserende. Det er faldet ud af blikfeltet, grundet dets kriminalisering.

I tjald-debatten tæller argumenter ikke, det er som krigen

Jeg føler jeg er vokset op i en ”kollektivgjort dumhed” trods at jeg kan finde mange handlende personer, der i deres tid har prøvet at gøre noget ved det, og gøre mig klogere, men uden held. Og jeg føler mig personligt berørt af kriminaliseringen. Hvorfor har flere ikke gjort noget for at stoppe denne dumhed - selv om jeg godt ved, jeg ikke må tænke sådan. Systemet kan rende mig – og jeg vil jo samtidig gerne have at det skal være anderledes. Men giv mig en grund!

Den ”kollektivgjorte dumhed” styrer mere end godt er. Derfor ryger jeg hvergang ”den fede” med god samvittighed – om den så gør mig dårlig eller ej – og lige meget hvilken borgerlig kriminalitet jeg skal begå, for at få den! Og det synes jeg også andre skal have ret til.

Kalle