En sådan tanke, som artiklen ”Psykiatri på afveje” af Peter Götzshe - slår an, var ilde hørt dengang i 2007, hvor Socialudvalget lukkede Gaderummet ud fra, at vi ikke havde vist nok imødekommenhed overfor psykiatrien, 20sek med kommunen, http://gaderummet.dk/tvg/tvg/2007-05-14%20Psykiatriens%20argument%20-%20med%20tekst.html. Vi havde bare at skulle medicinere som andre steder - mente kommunen (med Enhedslisten i front). Det sker bare for alle steder, hvis og når de stikker for meget frem gennem praksis, at de udraderes.
Gaderummet var bare et af mange alternativer dengang, hvor der var en praksis, der forsøgte noget andet end piller og tvang. De er så alle væk i dag. Og tilbage er at satse på – som i tidligere nedgangsperioder - at psykiatrien kan humanisere sig selv ud fra de nye erfaringer og erkendelser om medicinbrug.
Det kører bare i løkke, for det kan psykiatrien ikke. Der er
brug for en anden type praksis, når det ikke er pilleputning og institutionel
voldsudøvelse, der står forrest. Allerede i 1999 formulerede vi i Gaderummet et
alternativt grundlag for praksis – ”Ungemanifest. Giv psykiatrien til
psykiaterne,
Det var først 7 år efter, da kommunen skulle administrere Gaderummets midler fra Socialministeriet, og hvor vi ikke ville underlægge os psykiatrien – og dens sygdomssyn og praksis - at der kom furore. Så var vi nogle uansvarlige nogen, der spillede ”russisk roulette med mennesker”, som socialborgmester Mikkel Warming fandt det fornødent at udtale på TV-Lorry, 40s med MW, http://gaderummet.dk/tvg/tvg/2007-08-17%20TV2%20Lorry%20om%20Gaderummet,%20klip%20med%20Mikkel%20Warming.html.
Det virker i retning af, at det er psykiatriens institutionelle magt – og dens umenneskeliggørelse af menneskelige livs- og kriseforhold – at systemet ikke kan være foruden. Og at have en kritiker inden for egne rækker, er utænkeligt. Det synes som et institutionelt stræb efter, at den forpinte eller hjælpeløse, skal pines endnu mere, af alle i enighed – hvad det så end skulle gavne? Og se resultaterne? Man kan sige hvad som helst, men når det angår den praktiske løsning, så er den per definition psykiatrisk initieret - for så har systemet også sin egen ryg fri!
Psykiatri er en ideologisk magt som juraen. Den kan ikke aflives helt, men den kan kritiseres i bund – hvad der sker med jævne mellemrum, uden at det dog forandrer noget nævneværdigt. Se til eksempel kritikken af godkendelsen af Cipramil i 1999, hvor Lundbeck fuskede med dokumentationen – men det blev alligevel godkendt, jf. DR-dokumentar Lykkepiller 1999, http://gaderummet.dk/1999/1999-04-08%20DR%20P1%20%20Lykkepiller%20-%20og%20sagen%20om%20videnskabelig%20uhaederlighed.pdf. (Desværre en dårlig udskrift, og hele sagen er også slettet på DR. Hvorfor egentlig?). Og er det anderledes i dag?!
Skal der forandringer, synes de at skulle komme udefra, fra ikke-psykiatriske sammenhænge, der også arbejder med de ”såkaldt psykiatriske sygdomme”. Dette er ikke fraværende i dag, men sker kun på personplan, hvor der er familie og netværk, der kan tage over eller afbryde den psykiatriske karriere – og det er meget slidsomt arbejde, der tit ikke lykkes, fordi man oftest er stillet alene om det. Der er såedes i dag ingen strukturelle steder, for anderledes behandling, og erfaringsopsamling på egne præmisser – men dog en meget stor kritik af psykiatrien. Det var der ikke i samme grad i 2006-07. Der stod nærmest idiot og fanatisk på hovedet af de, der overtrådte at prise psykiatrien som Mammon. Sådan var det også langt ind i Enhedslisten – så langt ind, at man gav sig selv mundkurv på, og derfor i dag lever med et tabu, der støt undergraver den samlede langsigtede tænkeevne.
Det sværeste ved Gaderummet, var ikke selve arbejdet, men det var dét at komme i gang overhovedet, og at komme igennem de første skridt sammen. Ikke ud fra en behandlingstilgang, men ud fra fælles problemudvikling og -løsning. Der opstod nogle ”heldige” konstellationer omkring livet på gaden, på flugt fra psykiatrien, dumme psykologer, kanøflet, sulten eller hjemløs, og nogle lokaler, der kaldte sig Gaderummet, der var et fristed hvor man også kunne sove og bo, og som gjorde at stedet kom til at overleve år efter år, med en døgnåben åben dør hele året. Det var den kollektive bestræbelse og kompetence, på at finde anvendelige og brugbare løsninger med udgangspunkt i den enkelte, der gjorde, at problemer kunne løses uden psykiatri, eller i enkelte tilfælde, med begrænset psykiatrisk intervention. Det var der mange, der havde interesse i, både som et alternativ til psykiatrien, eller som en rehabilitering af psykiatrisk fejlbehandling.
Trods at Gaderummet var utrolig billig ift. andre institutioner, selv om dets brugerantal var meget stort, og trods at problemer typisk blev løst på sigt, så var det ikke godt nok, for brugere og boere blev ikke behandlet som man behandler beboere og indlagte på psykiatriske bosteder, jf. vores oversigt økonomisk sammenligning mellem de 2 institutionstyper http://gaderummet.dk/a%20a%202009/2009-05-28%20Den%20graenseloese%20kontrol%20skaber%20sociale%20underklasser%20som%20affald.htm – bemærk kommentarerne fra socialudvalgsmedlemmer i øverste link.
Og trods at der i samme periode 2007-2008, hvor Socialudvalget kritiserer Gaderummet, er den ene skandale efter den anden med død og overmedicinering på de psykiatriske bosteder, så skal Gaderummet gøres til en sådan praksis. Trods at Gaderummet kunne fremlægge endeløse eksempler og argumenter, der bedre modsvarede unges behov - end psykiatriske piller mod fattigdom, og dermed tidlig død - så skulle psykiatrien for enhver pris også ind i Gaderummet, trods at Gaderummets godkendelse hvilede i en social og psykologisk indfaldsvinkel, se http://gaderummet.dk/a%20a%202008/2008-09-10%20Psykoser,%20brugerstyring%20og%20faglig%20kompetence.htm. Det har senere medført faldne kammerater = flere dødsfald.
Gaderummet kom til at stå ret alene med sin kamp, og mistede da også til sidst lokalerne i december 2008. Gaderummet var faktisk også ret alene i starten, da de færreste troede det ville lykkes, at skabe et fagligt fristed for gaden. Det ville gå op i vold, stoffer og tyveri – men det gjorde det ikke kun.
Lige som valutaen har fået en kærkommen udfordring i bitcoins, kan der ønskes et psykiatrisk alternativ. Her er visionerne og praksis med ”Åben dialog”, slet ikke nok, da de organisatorisk forbliver indenfor psykiatriens rammer og betingelser. Omvendt var Gaderummet ikke stærk nok til i sidste ende, at forblive på området.
Til sidst. Etablerede institutioner udfordres altid, men det ligger i tiden og de sociale forhold, hvordan det finder sted, og om det kan lykkes. Tiden op til Gaderummets dannelse i 1996 og frem til 2002, var præget af stor ungdomsarbejdsløshed og boligløshed, og af mange psykiatriske skæbner, hvor det var normen, at man var på to eller flere slags psykofarmaka, fra den ældre generation, samtidig. Livskvalitet og levealder var der ikke meget af. Men det er meget de samme betingelser, der er kommet tilbage i dag, og som med den nye socialpolitik, drakonisk bliver forværret.
Når Gaderummet kunne komme fra start dengang, så er det vel også muligt at gentage dette i dag? Måden der skete på, og som det blev gjort, er jo duplikerbar. Den hviler ikke på noget, man ikke har indflydelse på, og som man dermed skal underlægge sig. Som det er nu, minder det om vittigheden, at der er en ensom cowboyer i horisonten, og der er en ensom cowboyder mere i horisonten, og en ensom mere, og en til endda - og til sidst er hele horisonten fyldt op af ensomme cowboydere. Og selv om der kommer endnu flere til, så er horisonten kun fuld af ensomme cowboydere – som man ikke behøver tage sig af. De vandrer vel videre, ensomme som de har valgt at være!
Kalle