Kroppens revolutionære eksistens!
Et bud er her – flere efterlyses.
Det er blevet tydeligt for offentligheden, at psykiatrisk behandling giver flere problemer, end den løser, og for behandling med Lykkepiller ligner det at 9 ud af 10 personer får det. Jf. også "Psykisk syge fastholdes i behandling", Information d.15.4.2013.Sundhedsstyrelsen har da også måttet melde ud, at der ikke er ”en plan for nedtrapning”, men at det er op til de enkelte psykiatere.
Det lyder underligt, at en så simpel ting som nedtrapning eller udtrapning af medicin/Lykkepiller, ikke er klarlagt. Psykofarmaka har været kendt siden midten af 1950-erne, og Lykkepillen siden 1970 i USA, men først for alvor i brug fra midten af 80-erne, og herhjemme fra midten af 90-erne. Og alligevel må den ansvarlige myndighed i 2013, Sundhedsstyrelsen, melde fra over for fremlæggelsen af plan for tilfælde af, at medicinering skal afvikles igen.
Noget stemmer ikke. Det lyder tyndt. Men det har sin forklaring: at nedtrapning/udtrapning ikke primært er et psykiatrisk anliggende, men et personlighedspsykologisk. Fordi man ikke fra officiel side, vil gå denne vej, må man gøre sig uvidende, og da det også vil kræve et opgør med den psykiatriske dominans i behandlingssystemet, så bliver standpunktet af ”uvidenhed” også ganske praktisk, men kun for Sundhedsstyrelsen, der lurerpasser - for patienter og klienter på medicin i blodet, de ikke kan bruge eller ikke længere ønsker, derimod en fuldkommen katastrofe og en samfundsmæssig skandale.
En abstinens
At komme overens med en abstinens, er for nogen muligt på nogle måder, og for andre på andre måder. Nogle må hele deres liv igennem pleje deres abstinenser, for de kan ikke komme af det stof, der ved deres fravær, producerer abstinensen. Det er som med cigaretter, alkohol, hash, stoffer, mad, spil, fitness, våben og alt muligt andet. Noget kan blive en besættelse, og livet kan ikke leves uden på gentagen vis at gentage ritualet, nærmest lige meget hvor skadeligt det så end forekommer for en.
Når det kommer til psykofarmaka, og lad os begrænse os til den anti-depressive medicin, herunder Lykkepillen, så indtages den tit efter ordinering fra praktiserende læge eller psykiater. Hvis den så ikke virker efter hensigten, og man har givet det et par måneders chance, og man vil ud, hvad så? Så er det typisk, at der psykiatrisk siges, at så kan man prøve med en anden medicin, der giver mindre bivirkninger. Det siges også på ønsket om udtrapning. For når nu, man sikkert ikke bare kan klare det alene, dvs. at trappe ud ved gradvis at trappe dosis ned, må man have hjælp, dvs. en anden pille!
For mange lykkes det at trappe ud, med eller uden en anden pille, men det synes samtidig tydeligt, at det ikke i sig selv er en løsning på alle problemer, eller af de problemer, der bragte en til læge eller psykiater. Nok er man ikke længere en junki-slave, men tiden på medicinen er socialt gået videre, og verden nærmest som den var, før man medicinerede sig – hvis man er så heldig ikke at have fået vedvarende bivirkninger på nervesystemet, Tardiv Dyskinesi, der rammer omkring 20 % af alle i langvarig psykiatrisk behandling.
Der er typisk en udpræget træthed, når medicinen er ude af kroppen, en træthed af mental karakter, der kan vare måneder og år, og ikke synes til at komme ud af. Dette bringer mange tilbage på medicin af en eller anden art, og årtier begynder at gå.
Det siger nærmest sig selv, at når en person henvender sig til en behandlende myndighed, at så er det fordi der ligger noget bag henvendelsen. Hvis medicin så ikke virker, så vil udtrapning af medicin heller ikke være en løsning på den fordring, som klienten eller patienten henvendte sig med. Det er her problemet er. Og det synes også at være det problem, hvis område man officielt med Sundhedsstyrelsen, ikke vil betræde. Når nu ikke psykofarmaka virker for hovedparten af patienter, og for mange forværrer deres sociale situation og individuelle velbefindende, hvad virker så?
Kroppen!
Mit bud med Gaderummet er, at lade kroppen tale, at inddrage kroppen i den sociale og psykologiske behandling, i samme grad som kroppen selv udtrykker sig problematisk. Det er notorisk sandt, at kropsspændinger og psykofarmaka går hånd i hånd, og at kropsspændinger efter ophør med psykofarmaka, fortsætter, og kun langsom stabiliserer eller retter sig ud igen, om overhovedet. Det er ligeledes svært at modsige, at kropsspændinger har at gøre med opbygningen af problemer, hvor det dog mest er arten af sociale belastninger, der sætter sig i kroppen, snarere end det er kroppen, der skaber de sociale og psykologiske belastninger. Kroppen kan dog gøre det.
I Gaderummet blev kroppen inddraget i afspænding og massage i alskens former, og søgt tilpasset modtager. Det kaldes manipulation af kroppen. Var man på psykofarmaka, var kroppen altid det område, der skulle medtænkes, ellers ville ned- og udtrapning måske ikke kunne foretages, og omvendt ville abstinensen herved kunne imødegås ved aktivering af kroppens egne energier, i usagt eller benævnt form, eventuelt med ny viden om sig selv.
Gaderummet har i sine år indendørs trappet hundredvis, overvejende unge op til 30-erne, ud af psykofarmaka. Nogle har uden de store anstrengelser, trappet ned og ud, mens hovedparten – og stort set alle med medicinforbrug mere end 1år – har måttet involvere sig i fysisk manipulation af kroppen, for at komme igennem og ud som selv igen, på ny. Det har generelt været et hårdt arbejde, for mange 1-1½ års fortsat psykologisk arbejde med sig selv, for en gen-reetablering af egen personlige eksistens.
Kroppen blev ikke kun inddraget i behandlingen i Gaderummet ved problemer med psykofarmaka, men også som tagende akutte kriser og sammenbrud, samt til opbygning af stressede og udbrændte eksistenser. Også her kan det konstateres, at kroppen bærer problemerne i sig, men måske ikke på den mest hensigtsmæssige måde, for dets håndtering og overvindelse. Men som noget det gennem behandling er muligt at forandre på.
Et personlighedspsykologisk anliggende
Jeg skrev i starten, at ned- og udtrapning ikke er et psykiatrisk, men et personlighedspsykologisk anliggende. Og lige som det sociale indgår i enhver ordentlig psykiatrisk behandling – eller gør det? – så finder jeg løsningen på Sundhedsstyrelsens uvidenhed/tavshed og psykiatriens uformåenhed/skadelighed i, at kroppen inddrages i behandlingen. Det handler ikke om fitnesskurser eller motion, men om en professionel personlig behandling, bare ikke med pilleglaset forrest og som det eneste, og hvor kropsarbejde og psykologisk behandling går hånd i hånd. Jf. papiret ”Den psykologiske lænestol”, Kalle 2013,
I dag går psykologisk behandling og medicinering hånd i hånd – en praksis, der er et slet skjult udtryk for et sort-bureaukratisk kompromis mellem psykiaterne og psykologerne. Inddragelsen af psykologer kan ses som et udtryk for en humanisering af den psykiatriske behandling, men de er snarere en pædagogisk bortforklaring, hvorigennem psykologerne hjælper klassesamfundets magthavere med at søge at skjule deres eksistens og kynisme – som motoren bag alle motorer!
/ Kalle, cand.psych.