2012-12-09 Debat: Kan tvang i psykiatrien undgås? Debatindlæg bragt i Politiken.
Af
ÖZLEM SARA CEKIC, MF ( SF) LISELOTT BLIXT, MF ( DF) THYRA FRANK, MF ( LA) KAREN JOHANNE KLINT, MF ( S) LIV HOLM ANDERSEN, MF ( R) STINE MAIKEN BRIX, MF ( Ø) MAJA PANDURO MF ( S) OG KARINA ADSBØL, MF ( DF)
2012-10-19 Politilen. Debatten om overmedicinering er mere kompleks end medierne goer den til Af Birthe Glenthøj, Lone Baandrup, Bjørn Ebdrup, Merete Nordentoft
Under arkivering fandt jeg et interview med mig selv fra 1999 i Gaderummet, hvor samme berøres. Også dengang var psykiatrien under kritik, som mange gange før, men dengang troede jeg det kunne forandres.
”KBM: Stjernepsykotiske?
D: Men der er vel også folk, der har det så dårligt at de
ind imellem er til fare for sig og andre?
KBM: Jeg tror de er mindre til fare for sig selv og andre
heroppe i Gaderummet, end man er på en psykiatrisk afdeling af flere grunde. Hvis
man kigger på strukturen på en psykiatrisk afdeling, så står hver enkelt klient
i et meget præcist forhold til plejerne og den administrerende overlæge. De
bestemmer suverænt over dig, om du kan komme ud, om du kan gå rundt med
høretelefoner, om du kan tage dig en smøg, om du må få besøg osv ad libitum. Det
betyder også at der er langt fra den ene klient til den anden. Der er ikke
noget fælles grundlag, at gøre sig erfaringer ud fra, ikke andet end protest
mod de der dumme svin som: ”Nå han vil heller ikke give dig udgangstilladelse”.
Det eneste man har at samles om, er sin egen elendighed, og at være i klemme
til den administrerende overlæge”.”
– Og til sidst at spille spillet med psykofarmakaen, hvis man er så heldig stadig at have sådanne valg, og komme fri. Men når ikke, der er ydet hjælp til det grundlæggende, der gjorde at man havnede der på akutten eller på den lukkede, så er man også i fare for at vende tilbage i psykiatriens gebet – en gang til – er man ikke stjerneskudsagtig heldig udenfor. Fra http://gaderummet.dk/1999/1999-01-14%20Interview.%20Dan%20Loeve%20af%20Kalle%20Gaderummet.pdf
Det var så dengang i 1999, hvor psykiatrien dog ikke var så gennemgribende medicineret som i dag. Dengang var der også problemer i samarbejdet mellem hospitalspsykiatrien, distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien – som i dag. Psykiaterne vil have flere midler, og tror på bedre organisering og tidligere opsporing. Men de kan bare ikke tilbyde andet end psykofarmaka som svaret på ethvert problem! Dét skaber farlighed.
På DR 2 var der en debat - http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-219#!/ - hvor psykiater Merete Nordentoft deltog. Sagde hun andet end, hvad der kan læses i enhver psykiatrisk lærebog, der ikke allerede er skrevet for mange år siden – trods at der sker stadig mere overmedicinering, død pga. af medicinsk induceret psykose, afhængighed af uvirksomme psykofarmaka, misdannelser af fostre, kroniske bivirkninger på nervesystem, krop og hukommelse osv osv.
Psykiatrien er i mange år blevet konfronteret med sine problemstillinger, men selv videnskabelige indvendinger ryster den altid af sig – som med klimadebatten for mange år siden, og til i dag, hvor katastrofekursen nu kendes i horisonten, men hvor man ikke kan gøre noget på grund af ”det heles indretning” allerede.
Det ligner, at psykiatrien i dag er så dybt integreret i produktionsstrukturens fortsættelse – væksten og profitten - at den står og falder med denne. Hvad ville BNPen ikke være hvis psykofarmakaindustrien falder væk, eller bare minimeres til det anbefalelsesværdige. Og derfor er argumenter og dialog om en anden psykiatri så tandløse. Der gøres undersøgelse efter undersøgelse i det godes tjeneste men ingen lytter. Se til eksempel rapporten fra 2011 om antidepressive midler http://gaderummet.dk/2011/2011%20Er%20antidepressiv%20medicin%20afhaengighedsskabende%20-%20fra%20Forskningsnyt.htm
Ikke for at bringe et helt andet emne ind, men alligevel. Psykiatri og stoffer går hånd i hånd, det går hash og psykiatri ikke. En legalisering – som i Portugal eller lignende – vil fjerne vældige kræfter i psykiatrien og i fængselsvæsenets produktionsapparat, kræfter der bare splitter mennesker fra hinanden uden at tilbyde andet sig selv.
Når erfaringerne fra psykiatriramte ikke tæller – og det gør de ikke grundet den bærende diagnostiske indfaldsvinkel - indenfor psykiatrien, og når videnskabelige argumenter ikke har værdi for forandring af praksis, hvad bliver der så tilbage at handle ud fra?
/Kalle