Jeg blev diagnosticeret som skizofren og fik i mange år højeste pension, da jeg blev vurderet til ikke at have nogen arbejdsevne. Min hverdag bar dengang præg af, at jeg var blevet gjort til en marginaliseret borger. Mit liv var invalideret, både fysisk og mentalt, af den medicinske behandling, jeg var underlagt. I dag er jeg rask, i arbejde som sygeplejerske og snart psykolog. Ikke på grund af, men på trods af psykiatrien.
Når jeg nu – i kølvandet på overmedicineringen på psykiatrisk hospital i Glostrup – træder ind i den igangværende debat om psykiatrien, skyldes det naturligvis min forargelse over den skødesløse overmedicinering, men også min undren over psykiatrien og dens stands påfaldende ligegyldighed. Overlæge dr.med. Per Vendsborg, der arbejder for PsykiatriFonden og er tidligere vicedirektør i region Sjællands psykiatri, udtalte: »Der behøver ikke være noget galt i, at man ikke følger Sundhedsstyrelsens vejledning og anbefalinger. Dem skal man jo overskride, hvis der er behov for det.« Andre psykiatere, der har været på banen, har valgt at fokusere på psykiatriens fortræffeligheder ved f.eks. at fortælle om de videnskabelige revolutioner, der foregår i forståelsen af psykiske sygdomme. En retorik, som psykiatrien har brugt de sidste årtier, men som snarere fastholder end udfordrer den medicinsk baserede forståelse af psykisk lidelse.
Hvis psykiatrien var så revolutionerende, som det hævdes, burde vi se en tendens til, at patienter kommer sig. Men tallene vidner om det modsatte. I 1999 blev 27,3 pct. (3.550 personer) af alle førtidspensioner tildelt pga. psykiske problemer. I 2010 var andelen 51,4 pct. (8.812 personer). Dermed har Danmark populationsmæssigt et af de højeste antal borgere i verden på overførselsindkomst pga. psykisk krise. Hvordan hænger det sammen med en psykiatri, der oplever en revolution? Danmark er ikke alene om denne stigning, som videnskabsjournalisten Robert Whitakers seneste bog, Anatomy of an Epidemic, viser. Whitakers konklusion er tankevækkende: Psykiatrien skaber kroniske patienter.
Overmedicinering foregår ikke kun i Glostrup, som den nyligt udkomne rapport Tilsyn med medicineringen på landets botilbud, plejecentre og -hjem fra Sundhedsstyrelsen klart påviser: Omkring halvdelen af psykiaterne, der blev kontaktet, erklærede sig enige med embedslægerne i, at deres patient(er) fik for meget medicin. Deres forklaring? Patienten lider af svær psykisk sygdom.
Det er også galt med de skriftlige informationer. For eksempel skriver Psykiatrifonden på sin hjemmeside, at den højeste anbefalede dosis for antipsykosemidlet Zyprexa er 40 mg, hvilket er det dobbelte af European Medicines Agencys retningslinjer, som Danmark skal rette sig efter. Et sørgeligt vidnesbyrd om den lemfældige behandling, som mange er udsat for.
Men hvad med den endnu mørkere hemmelighed begravet i tallene, nemlig dødsrisikoen? Jeg kom først i berøring med denne mørke hemmelighed, da en bekendt af mig døde af medicinen. På den baggrund var jeg med til at oprette foreningen ’Død i Psykiatrien’, hvor et af formålene er at forlange, at de medicinske retningslinjer skal overholdes til enhver tid.
I Danmark kan en psykiatribruger forvente at leve i gennemsnit 20 år kortere end den almene befolkning. Journalisten Lars Teilman gjorde i 2008 opmærksom på det stigende antal mennesker, der døde af ’psykose’, dvs. af uforklarlige årsager. Han påviste, at der rundt regnet dør én psykiatribruger af uforklarlige årsager hver anden dag i Danmark. Dette er dybt bekymrende.
Både WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler kun ét antipsykotisk præparat ad gangen. Alligevel er polyfarmaci udbredt på mange af landets bosteder og hospitaler, og det er ikke ufarligt. F.eks. har forskning af bl.a. den finske professor M. Joukamaa vist, at efter at der er taget højde for livsstilsfaktorer m.m., er dødsrisikoen ved brug af ét antipsykotisk præparat 2,97 gange højere end for normalbefolkningen; ved to præparater er den 3,21, og ved tre præparater er dødsrisikoen forhøjet med 6,83!
Man ved, at psykofarmaka øger risikoen for abnorm hjerterytme, og at risikoen forværres ved polyfarmaci. Desværre efterlader hjertestop pga. hjerterytmeforstyrrelse sjældent spor, og det gør det vanskeligt for pårørende at få medhold i deres påstand om medicinforgiftning. Dette ofte på trods af, at retsmedicinerne kan påvise forgiftningsniveauer af et eller flere medikamenter. F.eks. undersøgte professor Jørgen Thomsen og professor Jytte Banner fra Dansk Selskab for Retsmedicin for to år siden 516 afdøde psykiatriske patienter og konkluderede, at 40 pct. var forgiftede.
Sundhedsstyrelsen har afsat 13,6 mio. kr. til forebyggelse af uventede dødsfald, og projektet ’CHANGE – Det gælder livet’ om livsstilsændringer for skizofrene fik de fleste penge tildelt. Det undrer mig, da alle andengenerations antipsykotiske præparater, som bliver givet ved skizofreni, er kendt for at give livsstilsproblemer. Vi har her en situation, hvor man langt hen ad vejen påfører patienterne livsstilsproblemer for derefter at forske i, hvordan man kan afhjælpe disse livsstilsproblemer igen.
Men det, der nok chokerer mig mest, er professor Merete Nordentofts m.fl. nyeste forskning (august 2012), der påviser en ekstremt høj dødelighed blandt unge i psykiatrien. Undersøgelserne dækker alle dødsfald, ikke kun de uforklarlige, selv om hun påpeger, at polyfarmaci og uforklarlige dødsfald er almindelige problematikker på bostederne. Undersøgelsen viser, at for hver kvinde i aldersgruppen 18 til 30, der dør i den almene befolkning, dør der 14,4 kvinder på de socialpsykiatriske bosteder og 13,9 i behandlingspsykiatrien! For mændene er tallene hhv. 10,2 på bostederne og 9 i psykiatrien. Disse tal er så høje, at politikerne øjeblikkeligt burde nedsætte en undersøgelseskommission.
Da jeg blev patient, fik jeg og mine nærmeste at vide, at jeg aldrig ville blive rask. At jeg skulle blive i medicinsk behandling resten af mine dage, og at jeg ville være ude af stand til at leve et liv uden støtte. Det budskab af håbløshed var tæt på at gå i opfyldelse. Langtidsstudier viser, at mange af dem, der er kommet sig fuldstændig fra skizofreni, er kommet sig ved at forlade psykiatrien og dens behandlingsmetodik og i stedet finde andre veje ud af deres problemer. Det var også det, jeg gjorde.
Jeg stoppede med medicinen og valgte samtaleterapi. Gennem min livshistorie fandt jeg frem til meningen i de budskaber, stemmerne gav udtryk for. I dag arbejder jeg ud fra et recovery-orienteret perspektiv med fokus på at tilbyde andre former for hjælp end den kemiske. Desværre får kun 8 pct. af dem, der får en psykosediagnose, tilbud om psykologsamtaler. Sørgeligt, når evidensen viser, at psykiatriens biogenetiske paradigme gør mere skade end gavn.
Jeg er heldig. Jeg fandt en vej ud af psykiatrien, jeg lever, og jeg trives. Desværre er det ikke alle, der er så heldige. Min bekendte var en af dem, der ikke var.
Hun døde, kun 34 år gammel, pludselig og uventet efter hjertestop. Ved obduktionen konstaterede retsmedicinerne, at der fandtes to slags psykofarmaka på forgiftningsniveau. Fire læger på Rigshospitalet i København er blevet kritiseret for ikke at have udvist omhu og samvittighedsfuldhed i behandlingen. De fulgte ikke retningslinjerne for medicinering og overvågning af medicinens farlige bivirkninger. Spørgsmålet er, om det får konsekvenser for den psykiatriske behandling fremover, når der begås alvorlige fejl, som for patienterne ender fatalt?
Olga Runciman er sygeplejerske, psykologstuderende og tidl. diagnosticeret som skizofren