Psykiatriske diagnoser er samfundsmæssig mobning

Psykolog Henrik Risdorf er ude med riven efter behandlingssystemets tilgang til diagnoser og psykisk sårbarhed. Han mener, vi svigter de menneskelige potentialer, hvis vi bare accepterer at parkere folk i en diagnoseforståelse og på en førtidspension
30. januar 2011, 08:45 Fra http://www.psykisksaarbar.dk/ps/altnewspage634.aspx

”Psykiatriske diagnoser er samfundsmæssig mobning. Det er de, fordi vi behandler mennesker i krise og nød ved alene at se på symptomer, og så putter vi et prædikat på menneskers liv ud fra en snæver kulturel forståelse af, hvad der har forårsaget, at en borger er blevet psykotisk eller lignende. I stedet skulle vi lave samfundsmæssige diagnoser af de social-konfliktuelle forhold, som medfører, at folk går ned med nakken.” Så kontant udtrykker psykolog Henrik Risdorf sig om samfundets tilgang til psykiatriske diagnoser.
Henrik Risdorf arbejder som psykolog og supervisor i socialpsykiatrien og har således daglig kontakt med psykisk sårbare, og han mener, at det er for entydigt, når behandlingspsykiatrien fokuserer så snævert på diagnoser i stedet for at se på de bredere sociale problemer. Han siger: ”Behandlingspsykiatrien tilbyder forståelser, hvor man primært skal forholde sig til sig selv som syg og til sin diagnose. Resultatet kan blive, man tænker, at ’det er min skæbne at være syg: Jeg skal leve med en diagnose, have medicin og måske på førtidspension.’ Det bliver så at sige hele ens sociale situation, der ændrer sig, selvom et psykisk knæk oftest er et periodisk fænomen.”

Forståelige reaktioner

Selv om psykiske reaktioner som psykoser eller voldsom angst kan virke uforståelige, så er der faktisk en god grund til, at de opstår. Henrik Risdorf fortæller, at voldsomme stress- og angstmæssige tilstande er et vigtigt advarselstegn. ”Det er et advarselstegn om, at ens sociale integration er i fare eller allerede er gået fløjten. Psykoser er – groft sagt – et desperat forsøg på at fastholde noget mening og betydning og ikke at gå helt til grunde i en vegetativ tilstand, ikke at gå psykisk død. Så i den forstand er det et forsøg på psykisk overlevelse og som sådan kan man sige, at det er positive tilstande, men sådan anskues det jo bestemt ikke i behandlingspsykiatrien.”
I behandlingspsykiatrien er der fokus på, at symptomerne skal behandles. Det betyder ifølge Henrik Risdorf, at det bliver et kæmpe virkelighedstab yderligere for den person, som i forvejen har brug for at genetablere forbindelsen til sit sociale liv på meningsfuld vis. Han siger: ”Det, synes jeg, er kulturelt meget fattigt, og det kan vi ikke være bekendt. Det er et kæmpe, kæmpe svigt i forhold til hvilke menneskelige potentialer, der bliver fastlåst af den måde at tænke på, og der er også meget lidelse, der bliver parkeret hos den enkelte.”

Manglende forståelse

Mange mennesker, som er i kontakt med det psykiatriske system, oplever at få flere diagnoser i løbet af deres forløb, og det er ifølge Henrik Risdorf et tegn på behandlingspsykiatriens manglende forståelse for det at være menneske. Han forklarer: ”Når folk får flere diagnoser i løbet af deres forløb i psykiatrien, er det fordi, at ens sociale situation hele tiden forandrer sig – også mens man er i behandlingspsykiatrien. Psyken er en social størrelse og meget plastisk, og den er på ingen måder en konstant, men det har den kliniske psykiatri ikke rigtig begreber for. Den mangler basalt set en udviklingsforståelse for, hvad det vil sige at være et menneske, hvad det psykiske er, og hvad det vil sige at være deltager i det samfundsmæssige liv med konflikter, vanskeligheder og det pres, det medfører.”
Henrik Risdorf mener, problemet er, at diagnoser stilles ud fra de symptomer, man har. De stilles ikke ud fra, hvad man ser som årsag eller grundene til, at man har fået symptomerne. Fokus er og bliver personen og ikke personen-i-sin-særlige-sociale-situation. ”Det er faktisk ikke underligt, at ens symptombillede ændrer sig under et behandlingsforløb, eftersom mennesker reagerer i meget tæt sammenhæng med vores sociale omstændigheder. Den psykiske nedtur kan fortsætte, mens man er under medicinsk behandling, eller man kan få det bedre, fordi man begynder at forholde sig til sit liv og sin situation på en ny måde. Nogle gange forandrer man sig pga. medicinen, og det kan være svært at skille virkningerne af medicinen fra nogle af de symptomer, man havde i starten.”

For og imod medicin

Henrik Risdorf er på mange måder på linje med en tidligere professor i socialpsykiatri, Marius Romme, der på sine gamle dage har fremsat den erkendelse – efter en lang karriere i og uden for psykiatrien –, at man ikke kan komme sig indenfor psykiatrien!
Men selvom Henrik Risdorf er stærkt kritisk overfor den medicinske tilgang til psykisk sårbarhed, så mener han, at den kan have sin berettigelse. Han siger: ”Lad mig slå fast, at når ens tilstand er, at man er forpint, og ens krop gør ting, man ikke kan forstå, og man har det rigtig rigtig skidt, så er det fornuftigt med psykiatrimedicin. Men det har ikke sin berettigelse, hvis man bare fortsætter med samme doser gennem år og uden at kigge på, hvad søren det er, man står i.”
Ifølge Henrik Risdorf er det vigtigt, at man i stedet for alene at orientere sig imod sin sygdom og diagnose, også overvejer sin tilværelse. Sit gamle tilværelsesprojekt: Hvad det var man kom fra. Hvor man gerne vil hen nu oven på en dyb livskrise? Hvilken form for tilværelse skal man nu have? Hvad vil man give sig i kast med – med hvilket indhold og hvilke eksistentielle prioriteringer? Hvad skal man lukke ned i sit hidtidige liv, hvad skal man ændre og åbne mere op for i sit nye tilværelsesprojekt? Hvilke muligheder er vigtige for mig at skabe?  Hvad er det for nogle forudsætninger, man skal udvikle for at komme i nærheden af det? Hvilke steder vil være fornuftige at opsøge og orientere sig imod?
Henrik Risdorf siger: ”Man kan faktisk tage så meget medicin, at man bliver handicappet af virkningerne af den i forhold til at udvikle ens sociale situation. Det er dybt tragisk. Det bliver også meget svært at se mere klart, hvad der er ens personlige og eksistentielle udfordringer, når ens psyke er under indflydelse af heftig psykofarmaka. Så hvis man på en eller anden måde underlægger sig systemforståelsen af ens tilstand og situation og ikke forstår, at systemet måske er godt for en periode, hvor symptomerne er særligt aktive eller særligt markante og tydelige – så kan det blive starten på en lang psykiatrisk karriere. ”

Samfundets rolle

Hvis samfundet skal orientere sig anderledes mod psykisk sårbarhed, så er det ifølge Henrik Risdorf nødvendigt at udvikle nye tilbud. ”Vi har brug for som samfund, at der er relevante muligheder, og at der hele tiden udvikles nye muligheder for borgere, der er psykisk sårbare. Muligheder, der åbner nye platforme og nye steder at tænke deres liv fra, der gør, at noget langsomt kan begynde at tage fat og form. Det sker i meningsgivende fællesskaber, og dem har man brug for, når man har været gået nede med flaget psykisk set.”