Mødet mellem udsatte unge og det sociale system. RUC opgave 2010. Anne Lei Jacobsen

Nærværende projektrapport beskæftiger sig med en udredning af, hvorfor en gruppe af socialt udsatte unge i Danmark havner i så marginaliseret en social position, at der er risiko for at de går til grunde.

Motivationen for projektet udsprang af mit møde med udsatte og hjemløse unge i foråret 2008, igennem frivilligt arbejde i den nu lukkede selvejende institution ”Gaderummet”. Gaderummets brugergruppe bestod af unge voksne i alderen 18-30 år, som generelt havde det til fælles, at de havde oplevet de værst tænkelige svigt i de primære relationer. Ligeledes var det typisk for dem, at de var smidt ud af, eller gået fra, en lang række af kommunale institutioner og foranstaltninger. Ifølge de unge, fordi de ikke kunne eller ville indordne sig under de regelsæt, der herskede her. Generelt syntes brugerne at nære stor mistillid til systemet, som de følte havde negligeret, umyndig-gjort, udstødt og forrådt dem hele livet, hvilket førte til at de ikke kunne, eller ikke ønskede, at interagere med systemrepræsentanter. Modviljen mod systemet, og hvad der i Gaderummet oplevedes som systemets ligegyldighed overfor brugergruppen, medførte at mange af brugerne tilsyneladende befandt sig i en fastlåst livssituation, hvor det liv de fleste af dem ønskede sig, med fast job, bolig og måske en dag familie, var udenfor rækkevidde. Det antages, at der heller ikke fra samfundets side kan være interesse i at en voksende gruppe at udsatte unge falder igennem systemet, og bliver en økonomisk og social belastning. Det synes imidlertid åbenlyst, at hvad der fra offentlig side i dag gøres for at støtte denne gruppe af udsatte unge, ikke er virksomt.

Med projektet ønskes derfor at inspirere til nye måder at anskue problemstillingen på, som forhåbentlig fører nye initiativer med sig, som de unge reelt har mulighed for at benytte. Da det netop er de unge det drejer sig om, synes dette at være et oplagt sted at søge ny viden. Gennem mit bekendtskab med brugerne fra Gaderummet, har jeg haft en unik mulighed for at komme i kontakt med målgruppen, og videreformidle deres perspektiv på problemstillingen. Samtidig inddrages også nyere teoretiske perspektiver i projektet, ligeledes med det formål at sætte fokus på nye aspekter af, hvad der kan tænkes at gå galt i mødet mellem systemet og den unge.

At det vil have menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, hvis der fra systemets side ikke gøres en indsats for at møde udsatte unge på en bedre måde, blev på tragisk vis understreget i forbindelse med projektet. Den unge informant, der i projektet refereres til som ”Casper”, døde den 1. december 2010, som følge af en livsstil tilsvarende hans livssituation. Sidstnævnte kunne ifølge interviewet med Casper have været anderledes, hvis der fra systemets side havde været større mulighed for forståelse for og indsigt i Caspers behov, og han selv havde haft større mulighed for at indfri dem.

2. Problemfelt

I det følgende introduceres kort til problemstilling, idet der redegøres for projektets samfundsmæssige kontekst. Efter afgrænsning og indkredsning af fokus, udledes problemformuleringen.

2.1. Flere udsatte i Danmark siden 1990’erne

Ifølge Forskningscenter for velfærd (SFI), er det de sidste 20 år ikke lykkedes at ned-bringe andelen af udsatte børn og unge, trods stort politisk fokus. Bl.a. har regeringen siden 2001 iværksat initiativer som Anbringelsesreformen, Ungepakken og Barnets Reform, med henblik på at hjælpe udsatte børn og unge (Heinskou, 2010). I 2009 brugte den danske stat i alt 44 mia. kr. på udsatte samfundsgrupper (Socialministeriet, 2010).

SFI vurderer, at 15 procent af børn og unge mellem 3 og 19 år i dag mistrives så alvorligt, at der er risiko for, at de falder helt igennem i samfundet. Per Schulz Jørgensen, forsker i udsatte børns vilkår og tidligere formand for Børnerådet, mener at to tredjedele af de udsatte på sigt vil ”…falde helt igennem systemet, og blive en tung dyne over samfundsøkonomien i Danmark”(Heinskou, 2010).

Allerede i 2003 udtrykker Ole Pass, formand for landets socialchefer, bekymring over det stigende antal unge, som dukker op på væresteder og botilbud, hvor det tidligere var midaldrende mænd, som kom på institutioner for hjemløse. Bjarne Lenau Henriksen, chef for Kirkens Korshær, beskriver denne gruppe som ”…unge, som aldrig er kommet i gang. De er vokset op med negativ social arv og har oplevet en perlerække af sociale omsorgssvigt” (Andersen, 2003).

Ifølge Social Årsrapport fra 2007, udsendt af Center for Alternativ Samfundsanalyse CASA) og Socialpolitisk Forening, fremgår det at antallet af ressourcesvage 18-29-årige unge med psykiske problemer, der bliver opgivet og sendt på førtidspension, fra 1990 – 2007 er steget med 50 procent, hvilket er bemærkelsesværdigt, fordi der ellers var en faldende tendens. Finn Kenneth Hansen, koordinator i CASA, mener at stigningen skyldes at kommunerne, fordi de er pressede, forsøger at skille sig af med de svageste af de langvarige kontanthjælpsmodtagere, ved at tildele førtidspension, så man kan koncentrere sig om at få resten i arbejde. Hansen mener i øvrigt, at det stigende antal unge førstidspensionister, hænger sammen med det stigende antal af unge hjemløse (Liebst, 2007).

2.2. Behov for nye tilbud og nye faglige tilgange

Preben Brandt, forhenværende Formand for Rådet for Socialt Udsatte og grundlægger af hjemløseinitiativet Projekt Udenfor, mener at der er langt flere udsatte unge, end man er klar over. Yderligere påpeger han at disse unge, grundet voldsomme svigt i deres opvækst, ikke kan eller vil overholde de regelsæt, der hersker i traditionelle institutioner. Han mener at der er behov for en helt anden pædagogisk tilgang til denne gruppe af unge, end den traditionelle socialpædagogik.

Den selvejende institution ”Gaderummet” på Nørrebro, socialpsykologisk være-, bo-, og behandlings-sted for hjemløse og udsatte unge, var ifølge Brandt netop et sted, der kunne rumme målgruppen. I Gaderummet var der brugerstyring, døgnåben og fri tilgang, samt gratis psykologhjælp, hvilket gjorde at de unge, som ikke kunne eller måtte være andre steder, følte sig velkomne og tilpasse(Brandt, 2008).

I maj 2007 besluttede Københavns Kommune imidlertid at tilbageholde Gaderummets driftsmidler (bevilget fra den statslige Storbypulje, men administreret af kommunen), officielt grundet nogle klagepunkter fra socialforvaltningen, hovedsageligt om at Gaderummet ikke samarbejdede med psykiatrien, samt at Gaderummets daglige leder skulle være en ”stærk leder”. Ifølge bl.a. Preben Brandt, der valgte at indtræde i Gaderummets bestyrelse for at bakke op om institutionen, var der imidlertid tale om uretmæssige anklager(Rørdam, 2007).

I december 2008 blev Gaderummets brugere sat på gaden af politiet, da lokalerne blev rømmet (red.). I dag har Københavns Kommune i samarbejde med Askovgården og Missionen Blandt Hjemløse, etableret et nyt tilbud i Gaderummets lokaler i Rådmandsgade, som Preben Brandt mener netop er tilsvarende de traditionelle tilbud, som er uanvendelige i relation til Gaderummets specifikke brugergruppe (Rørdam, 2007, red.).

2.3. Pres på kommunernes ressourcer

Formand for Dansk Socialrådgivning Bettina Post, mener at kommunalreformen i 2007 har medført afmagt hos borgerne, fordi opdeling af dagsbehandlingen i specialiserede enheder, har medført at klienten ikke kan overskue hvem man skal henvende sig hos med hvad. Samtidig mener hun at sagsbehandlerne har urimeligt mange opgaver, så der ikke er tid og ro til at vejlede klienten ordentligt. Dette har blandt andet medført, at et stigende antal vælger at betale for en privat sagsbehandler, men mange af dem der ikke har råd, eller har en familie der kan sponsorere dem, går ifølge Post til grunde, fordi de opgiver systemet. Socialminister Benedikte Kiær opfordrer imidlertid borgerne til fortsat at henvende sig hos sagsbehandlerne i deres kommune, fordi serviceloven gælder for alle, og alle har ret til den samme service, som kommunerne skal leve op til (Stampe, 2010). I lovbekendtgørelsen om serviceloven fremgår om lovens formål og område:

”§ 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte” (Retsinformation, 2010).

Serviceloven synes således at have fokus på at hjælpen skal tilpasses den enkeltes behov, i samarbejde med borgeren, hvilket også synes at forudsætte, at sagsbehand-lerne har tid til at vejlede og informere borgeren grundigt.

2.4. Mødet mellem system og klient påvirkes af institutionelle og intersubjektive forhold

Nyere forskning på området for socialt arbejde, peger imidlertid på at også andre forhold end klientens psykosociale baggrund, og samfundsøkonomiske forhold, kan have betydning for det konkrete møde mellem system og klient. Heriblandt mener Nanna Mik-Meyer, Lars Uggerhøj og Margaretha Järvinen fx, at de institutionelle rammer for det sociale arbejde, medfører en række potentielle konflikter mellem klient og socialarbejder. Axel Honneth har på et mere generelt plan beskæftiget sig med relationelle mekanismer, i forhold til at det enkelte individs muligheder for at udvikle sig til en positivt bidragende samfundsborger, er betinget af hvorvidt individet modtager anerkendelse i både de nære og brede sociale relationer (teori s. 7-16).

2.5. Afgrænsning og indkredsning af projektets fokus

I det foregående blev det tydeliggjort, at der i det danske samfund findes en voksende gruppe af udsatte unge, som falder igennem systemet og havner på langvarig kontanthjælp med førtidspension som endestation, og/eller bliver hjemløse, misbrugere, kriminelle, eller prostituerede. Der synes at være enighed om at de unges situation hænger sammen med voldsomme svigt i de nære relationer, som i første omgang fører til, at de som børn eller unge kommer i kontakt med det sociale system. Men hvad sker der i mødet med det sociale system, eller hvad sker der netop ikke, siden de unge ikke kommer på fode igen, trods både servicelovens bestemmelser om hjælp tilpasset den enkeltes behov, og de konkrete initiativer der igangsættes fra det offentliges side?

Det anerkendes, at der generelt er et stort ressourcemæssigt pres på kommunerne, hvorfor det i projektets pragmatiske optik synes givtigt at forsøge at bidrage med konkret viden, der kan føre til at de ressourcer der nu engang er til rådighed på området, udnyttes til fulde.

Der findes tilsyneladende ikke nogen (offentlig) viden om, hvordan de unge selv oplever og konkret italesætter mødet med systemet. Dette synes således at være et oplagt sted at søge information. Axel Honneths teori om anerkendelse findes relevant i denne forbindelse, fordi Honneth formulerer nogle forudsætninger for at individet kan udvikle sig til en nyttig samfundsborger, hvilket jf. serviceloven antages at være formålet med indsatsen fra det offentliges side. Det findes derfor interessant at sætte de unges udsagn op imod Honneths betingelser for udvikling, for at belyse om de umiddelbart er opfyldt.

Samtidig tilbyder Mik-Meyer, Uggerhøj og Järvinens institutionelle tilgang en ny måde at anskue mødet mellem system og klient på, som også antages at kunne informere problemstillingen med nye perspektiver. De unges udsagn kan her holdes op imod de potentielle konflikter i relation til bl.a. problemopfattelser, som Mik-Meyer, Uggerhøj og Järvinen peger på kan opstå, grundet de institutionelle rammer for socialt arbejde. Yderligere vil konkrete udsagn fra socialarbejdere som arbejder med målgruppen, kunne give et indtryk af hvorvidt diskrepanserne, som Mik-Meyer, Uggerhøj og Järvinen peger på, også opstår i praksis.

2.6. Udledning af projektets problemformulering

På baggrund af projektets problemstilling og fokus, som i det forrige blev præsenteret, udledes problemformuleringen

”Hvad ligger til grund for at en gruppe af udsatte unge ikke kan, eller ikke ønsker, at tage imod foranstaltningstilbud fra det offentlige, med henblik på integrering i samfundet?”

Med ”udsatte unge” refereres til den gruppe der omtales i problemfeltet, og som også synes at kendetegne Gaderummets brugergruppe: Unge voksne i alderen 18-30 år, som typisk har modtaget foranstaltninger fra det offentlige siden barndom eller tidlig ungdom grundet omsorgssvigt, har et misbrug af en art, har begået kriminalitet i større eller mindre omfang, har været hjemløs i en kortere eller længere periode, ikke har nogen tilknytning til uddannelsessystem eller arbejdsmarked, og er smidt ud eller er gået fra en række af traditionelle offentlige tilbud/ institutioner.

Med ”foranstaltninger” henvises til samtlige former for støtte fra det offentlige, herunder økonomiske ydelser, behandlingstilbud, støtte- og kontaktpersoner, døgninstitutioner for unge, hjemløsetilbud, aktiveringsordninger m.m.

Med ”integrering i samfundet” menes en livsførelse og muligheder, som svarer til den gennemsnitlige borgers, med bolig, udannelse/ arbejde, evt. familie og andet stabilt socialt netværk, samt generel mulighed for at udnytte og leve op til samfundsmæssige rettigheder og forpligtelser.

3. Videnskabsteoretiske og teoretiske refleksioner

Her følger en uddybende præsentation af projektets teoretiske inspirationskilder, Margaretha Järvinen, Nanna Mik-Meyer og Lars Uggerhøjs teoretiske refleksioner om mødet mellem klient og system, samt Axel Honneths teori om anerkendelse.

Indledende redegøres for teoriernes videnskabsteoretiske grundlag, hvorefter de af teoriernes pointer, som projektet viderefører, udbredes. Der operationaliseres løbende, så et klart billede af projektets videnskabsteoretiske og teoretiske design fremgår.

3.1. Projektets teoretiske videnskabsteoretiske grundlag

Først introduceres til den interaktionistiske konstruktivistiske tilgang til studier af mødet mellem system og klient, som Margaretha Järvinen, Nanna Mik-Meyers og Lars Uggerhøj har beskæftiget sig med. Det er særligt denne, som projektet inspireres af, både teoretisk og metodisk. Dernæst præsenteres bidraget fra en kritisk teoretisk tilgang, ved Axel Honneths teori om anerkendelse. Denne oversættes dernæst ind i det interaktionistisk konstruktivistiske perspektiv, så det tydeliggøres hvordan det er muligt at anvende begreber fra begge traditioner i et samlet teoriapparat, uden at det skaber problemer i relation til gyldighed. Der afsluttes med konstruktionen af projektets videnskabsteoretiske ramme.

3.1.1. Bidraget fra interaktionistisk konstruktivisme

Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer er repræsentanter for en relativt ny videnskabsteoretisk tilgang, som de betegner ”interaktionistisk konstruktivisme”, eller ”poststrukturalistisk interaktionisme” (Järvinen 2005:9). Erkendelsesinteressen består her i at undersøge hvordan samfundsdiskurser materialiserer sig i subjekter og ting, og dermed sætter rammer for aktørernes handlinger (ibid, 15). En vigtig pointe er at Järvinen og Mik-Meyer ikke hævder at kunne give et helhedsbillede af mødet mellem klienter og institutioner igennem dette perspektiv, men at det blot er én facet af flere, der har betydning for hvordan mødet mellem velfærdsinstitution og klient forløber. Således opfattes klienterne heller ikke som hjælpeløse ofre for institutionaliserede praksisformer og forståelsesmodeller, ligesom det anerkendes at klientens holdninger, handlinger og livserfaringer også har betydning, om end dette ikke er perspektivets fokusområde(Järvinen 2003:11).

Den konstruktivistiske inspiration gør sig gældende i en pragmatisk og antinaturalistisk tilgang i analysen af fænomeners betydning: Betydning er ikke en uafhængig størrelse, som forskeren kan afdække. Betydning er relationelt og kan kun forstås med inddragelse af konteksten, som både kan være mennesker og ting (Järvinen 2005:10). I enhver undersøgelse vil forskeren således også påvirker den fortælling der skabes, ligesom at materialet henter og afgiver betydning til, den sociale kontekst den bliver produceret og konsumeret i. Metodisk er der altså fokus på det empiriske

materiales flertydighed, kontekstafhængighed og produktivitet (Ibid, 15).

Eftersom hverken ting, mennesker eller menneskelige handlinger antages at have en iboende essens, kan deres betydning heller ikke lokaliseres i fænomenet selv. Dette gælder også en persons identitet, som opstår, fikseres og forandres igennem interaktion med andre mennesker, hermed også interaktion i velfærdsinstitutionerne.

Järvinen og Mik-Meyers forskningsmæssige fokus lægges på hvordan velfærdsinstitutioners organisering påvirker mødet mellem socialarbejdere og klienter, dvs. de processer hvorigennem en person bliver til en ”sag”, og herunder hvordan menneskelige problemer oversættes til ”systemsprog”, gennem diagnosticering og kategorisering (Järvinen 2003:9). Heri ligger, i projektets optik, en slet skjult samfundskritik, som ikke eksplicit formuleres, men som er en uundgåelig konsekvens af perspektivet: Ved at vise hvordan såkaldte ”problemidentiteter” ikke kan tilskrives en egenskab tilknyttet klienten, men derimod er konstruerede gennem institutionernes kategorisering, brydes det diskursive troværdighedshieraki, hvor samfundsinstitutionerne har patent på at definere sandheden om et menneskes identitet og muligheder.

Lars Uggerhøj gør ikke på samme måde som Järvinen og Mik-Meyer sine videnskabsteoretiske forudsætninger eksplicitte. Dog argumenteres at måden han anskuer sit fokusområde på, samt de begreber han anvender, vidner om en lignende videnskabsteoretisk tilgang. Uggerhøj beskæftiger sig fx med en ”mikromagt” mellem socialarbejder og klient, hvor ingen er parterne er bevidste om magten, fordi den er usynlig (Uggerhøj 2002:82). Der er således fokus på interaktionen mellem socialarbejder og klient, men der er også noget institutionelt på spil, hvilket uddybes i hans påstande om at 1) rammerne for arbejdet og det rollespil der foregår mellem socialarbejder og klient, er opbygget i en organisationskultur, som fremmer logik, regler og rutiner, som står i modsætning til de bløde værdier klienten lægger vægt på, og ikke fremmer involvering af klienten, samt 2) at dialogen mellem klient og socialarbejder er indlejret i rollespillet, som udvikles og understøttes af den kontekst (organisation og kultur) rollerne spilles i, og til dels indøves på de udannelsessteder, de professionelle socialarbejdere uddannes på (Uggerhøj 2002:82).

Ligesom Järvinen og Mik-Meyer, synes Uggerhøj således at være interesseret i hvordan samfundsdiskurser materialiserer sig, og sætter rammer for aktørernes handlinger.

3.1.2. Bidraget fra kritisk teori

Axel Honneth anses i dag som den førende repræsentant for den såkaldte Frankfurterskole, og følger således i Jürgen Habermas' fodspor indenfor kritisk teori. Karakteristisk for kritisk teori er ifølge Habermas den emancipatoriske erkendelsesinteresse: Teorien skal bidrage til at retvende forhold, som umiddelbart iagttages skævvredet, ved identificering af de virkeligt betydende elementer i et kaotisk, fordrejet eller ikke umiddelbart identificérbart net af begivenheder eller handlinger, fakta og fremtrædelsesformer. Et centralt metodisk princip indenfor kritisk teori er, at man formulerer sine teorier i ”dialog” med såvel de berørte personer og den beskrevne/analyserede virkelighed, som med de eksisterende teorier om denne/disse (Elling, 2005:208).

Honneths formål med anerkendelsesteorien, som inddrages i projektet, er at blive i stand til at begrunde sin samfundskritik. Men i stedet for at referere til bestemte universelle formål, baseret på et intuitivt retfærdighedsbegreb, forsøger Honneth at præcisere de formelle forudsætninger for menneskets muligheder for selvrealisering, der i modsætning til fx ideen om ”det gode liv” er tidløse(Willig, 2006:7). Han formulerer derfor et formelt koncept for sædeligheden, hvor den personlige identitets intersubjektive betingelser fortolkes som forudsætninger for den individuelle selvrealisering, og derigennem udnyttelse af det samfundsmæssige potentiale(ibid, 8). Dette udspiller sig indenfor de tre anerkendelsessfærer, hhv. privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. Der er således tale om to udviklingsniveauer i Honneths anerkendelsesteori: Et individorienteret, som omhandler de minimumsbetingelser der skal være til stede i privatsfæren, for at individet kan opleve et praktisk forhold til sig selv og andre, og et historisk orienteret, som beskæftiger sig med samfundsmæssige moralske fremskridt, som Honneth især ser indenfor den retslige og sociale anerkendelsessfære (ibid, 14-15).

3.1.3. Opsummering og diskussion af de forskellige videnskabsteoretiske pointer

Fælles for de to videnskabsteoretiske perspektiver, synes at være en grundantagelse om at individets identitet, selvopfattelse og adfærd er afhængig af interaktion med sin sociale og strukturelle kontekst. Mens Järvinen, Mik-Meyer og Uggerhøj overvejende beskæftiger sig med individrelationernes påvirkning af den institutionelle ramme de foregår under, inddrager Honneth både et intersubjektivt fokusområde, privatsfæren, og et bredere socialt og institutionel fokusområde, den sociale og retslige sfære. Järvinen og Mik-Meyer påpeger imidlertid at selvom individets holdninger, handlinger og livserfaringer ikke er i fokus i deres interaktionistisk konstruktivistiske perspektiv, anerkendes at disse har betydning for hvordan det konkrete møde mellem klient og velfærdsinstitution forløber. Der synes således ikke at være tale om deciderede diskrepanser mellem de to teoriers forudsætninger, snarere en forskel i fokusområder.

Ligeledes synes de to perspektiver at dele en emancipatorisk erkendelsesinteresse, men hvor Honneths handler om at identificere forhold, som skævvrider samfundets potentiale, formuleres Järvinen og Mik-Meyers mere implicit som at bryde det institutionelle troværdighedshieraki. Sidstnævnte argumenteres at være synonymt med Honneths erkendelsesinteresse, blot mere specificeret. Også her synes det således gyldighedsmæssigt forsvarligt at forene perspektiverne.

En mulig konflikt kan imidlertid ligge i perspektivernes epistemologiske antagelser om hvorvidt fænomener har en iboende essens eller ej. I Järvinen og Mik-Meyers interaktionistisk konstruktivistiske perspektiv, opfattes analyseobjektet som et flydende og flertydigt fænomen, som bliver formet i mødet med forskeren. Når Honneth derimod omtaler individets selvrealisering som forudsætning for udnyttelse af samfundets potentiale, og forskerens opgave i forhold til at identificere uhensigtsmæssige forhold, synes der at være en opfattelse af at individet og samfundet har en fast kerne, et potentiale, som eksisterer og kan afdækkes. Det vil dog argumenteres, at denne forskel ikke nødvendigvis umuliggør en sammenlægning af perspektiverne. Blot kræver det en uddybning af, hvordan de kan forenes:

I projektets optik må der qua Järvinen og Mik-Meyers erkendelsesinteresse om at bryde troværdighedshierakiet, ligge en antagelse om at selvom der ikke findes én korrekt eller sand måde at gribe tingene an på, er nogle måder bedre end andre. Specifikt i relation til socialt arbejde; i forhold til at de institutionelle rammer ikke i så høj grad fastlåser klienten. Selvom samfundets eller menneskets potentiale ikke opfattes som en fast kerne, synes der alligevel at være en anerkendelse af at det er hensigtsmæssigt at klienten ikke i så høj grad fastlåses, hvilket implicit indebærer, at der må være en opfattelse af et uudnyttet potentiale, grundet fastlåstheden. Potentialet kan imidlertid godt opfattes som flydende og kontekstafhængig, hvorfor antagelsen om dette ikke kan betegnes som en videnskabsteoretisk selvmodsigelse. Honneths tese om individets selvrealisering som forudsætning for at udnytte samfundets potentiale, synes således godt at kunne oversættes ind i en interaktionistisk konstruktivistisk ramme, på den betingelse, at potentialet ikke opfattes som en fast kerne, men som en flydende og foranderlig størrelse alt efter kontekst.

Ligeledes synes Honneth heller ikke at dele synspunktet om vigtigheden af også at analysere forskerens indflydelse på forskningsmaterialet, selv om han dog påpeger at teorien bør være empirisk forankret, og udformet i dialog med såvel empirien, som andre teorier på området. Han arbejder således med et relativt skarpt skel imellem teori og empiri, hvor Järvinen og Mik-Meyer oplever disse som uadskillelige. Omvendt synes Honneth ikke at være i direkte opposition til dette, så det argumenteres at forskellen ikke har gyldighedsmæssige konsekvenser, hvis den blot det anerkendes.

Ovennævnte forskelle og ligheder i de teoretiske perspektiver holdes for øje i det følgende, hvor det tydeliggøres hvilke pointer der videreføres i projektet, og hvilke der udelades, som følge af potentielle gyldighedsmæssige komplikationer. De videreførte pointer operationaliseres under ét videnskabsteoretisk perspektiv, som former både teori og metode, og dermed også, i sidste ende, analysens resultater.

3.1.4. Operationalisering: Konstruktion af projektets videnskabsteoretiske ramme

Fra begge perspektiver viderefører projektet en normativ forankring qua en emancipatorisk erkendelsesinteresse, som specifikt i forhold til projektets problemstilling, er at skabe bedre muligheder for udsatte unges integrering i samfundet. Ligeledes inspireret af begge perspektiver, vil projektets genstandsfelt være relationer, men på to niveauer: Mellem individer, og imellem individer og strukturer.

Fra det interaktionistisk konstruktivistiske perspektiv videreføres yderligere pointerne om at ting, individer og individernes handlinger ikke har en iboende essens, og at al betydning derfor er afhængig af den kontekst som den produceres og konsumeres i. Herunder anerkendes at forskeren påvirker det undersøgelsesmateriale der skabes.

Honneths grundlæggende antagelse om en uafhængig essens, anvendes således ikke.

Som følge heraf opfattes heller ikke adfærd, hverken afvigende eller konform, som en egenskab ved individet. Adfærd, identitet, verdensbilleder m.m., opfattes både som individets reaktioner på omgivelserne, og omvendt også som omgivelsernes feedback på individet og dets handlinger. Et individs identitet udvikles således ikke blot igennem en indre proces i det enkelte individ, men også i høj grad igennem en ydre social og institutionel proces, hvor omgivelserne er med til at formulere individets identitet.

Som konsekvens af projektets antirealistiske perspektiv, anses det således hverken som muligt eller interessant at afdække en endegyldig sandhed om problemstillingens essens, men snarere at belyse hvilke konstruktioner der kan tænkes at være i spil og hvordan de viser sig, samt deres konsekvenser i relation til individernes handlemuligheder. Det vil sige, i forhold til den specifikke problemstilling, hvordan 1) relationerne mellem frontarbejderen og den unge, samt 2)relationerne mellem de institutionelle rammer, frontarbejderen og den unge, spiller ind i forhold til at påvirke den unges muligheder for og ønske om at benytte de offentlige tilbud, og i det hele taget interagere med systemet og systemrepræsentanter.

Projektets videnskabsteoretiske tilgang synes således bedst betegnet som interaktionistisk konstruktivistisk, om end projektets perspektiv i højere grad end Järvinen og Mik-Meyers, ikke alene beskæftiger sig med institutionelle rammer, men også generelle sociale mekanismer, inspireret af Honneths refleksioner. Hvad dette yderligere indebærer, uddybes i det følgende hvor teori og metode præsenteres.

3.2. Projektets teori

I det følgende præsenteres de teoretiske værktøjer, som inddrages i analysen. Der operationaliseres løbende, og afsluttes med en opsummering af de operationaliserede teoretiske pointer.

3.2.1. Individets vej gennem den institutionelle mølle; skabelse af problemidentiteter

Ifølge Järvinen og Mik-Meyer, består socialt arbejde i at standardisere de menneskelige problemer, så de kan gøres til en sag (Järvinen, 2003:15). Ingen institution kan imidlertid forholde sig til et helt menneske, med alle de dimensioner et menneskes identitet har, og individet og dets problemer må derfor forenkles til et format, der er konvertibelt med institutionens problemkategorier, regler og rutiner (Ibid, 15). Forenklingen finder sted igennem skabelsen af institutionelle problemidentiteter, der formes af de modsvarende behandlingstilbud, som institutionen er i stand til at yde. Betegnelser som fx ”hjemløs”, henviser således ikke blot til den berørte person, men har en forankring i herberger, forsorgshjem og pensionater. De institutionelle identiteter signalerer, at individerne har en afvigende livsførelse, i relation til samfundets normer, hvorfor socialarbejderens opgave er at vurdere, påvirke og forandre individets holdninger og handlinger (Ibid, 11). De er således ikke moralsk neutrale.

I projektet anvendes ovenstående som en del af den forståelsesramme der tolkes ud fra. Tesen testes således ikke direkte, men anerkendes som plausibel.

3.2.2. Den værdige klient

Fokus i det sociale arbejde er den enkelte problemramte klient, og i mindre grad klientens livsbetingelser, fordi disse ofte er vanskelige for den enkelte socialarbejder at påvirke (Järvinen 2003:15). Järvinen og Mik-Meyer påpeger yderligere, at der i institutionerne hersker forskellige diskurser, som også former hvordan en klient kategoriseres. Et af dem er at personlig udvikling hos klienten altid er godt (Ibid, 15).For at det sociale arbejde kan gennemføres kræver det derfor at klienterne er indstillet på, eller kan bringes til, at ”…definere deres individuelle livsprojekt i overensstemmelse med socialarbejderne forståelse” (Ibid, 12). Udtrykker klienten en anden problemopfattelse, eller nægter at anerkende at der overhovedet er et problem, opstår en ond cirkel, hvor klientens manglende vilje til at samarbejde opfattes som symptom på at der virkelig er noget galt med vedkommende, som igen understreger at der er et behandlingsbehov (Ibid, 20).

Ovenstående inspirerer projektet til at undersøge, hvorvidt der hos socialarbejderne synes at herske en opfattelse af at personlig udvikling altid er af det gode, og er en forudsætning for social udvikling, som konflikter med de unges oplevelse. Tesen om at klientens eventuelle uenighed med socialarbejdernes problemdefinition, fører til at cementere klienten som behandlingskrævende, testes ikke, men holdes for øje som en del af projektets forståelsesramme.

3.2.3. Paradokser i det sociale arbejde

I tråd med Järvinen og Mik-Meyers tese om at de institutionelle problemidentiteter gør det vanskeligt for socialarbejderne at forholde sig til individet, mener Uggerhøj, at der er knyttet en række idealer til mødet mellem socialarbejderen og den hjælpsøgende borger, som synes at være institutionaliseret som ideal i socialarbejderprofessionen, men som i praksis er uopnåelige på grund af regelsætningen og strukturering af arbejdet. Idealerne inkluderer at behandle klienterne respektfuldt, ligeværdig og menneskeligt, at agere som klienternes talerør og advokat i systemerne, at involvere klienterne i arbejdet med deres eget liv og problemer, og at agere mere socialt og vejledningsorienteret, end administrativt. Ifølge Uggerhøj er realiteterne imidlertid, at der et ulige magtforhold mellem en magtfuld socialarbejder og en magtesløs klient, at socialarbejderen snarere agerer talerør for systemet eller valgte faglige metoder, og at klienterne sjældent involveres (Uggerhøj 2002:81). Således modarbejder institutionens cirkulærer, regler og rutiner, et menneskeligt forhold mellem klient og socialarbejder (Ibid, 83).

Järvinen og Mik-Meyer peger ligeledes på, at de institutionelle aspekter i mødet mellem klient og socialarbejder, ofte vise sig som en række paradokser eller konflikter i praksis. Herunder bl.a. at forudsætningen hos socialarbejderne om, at det er klienten og dennes personlighed, indstilling og ressourcer der skal forandres, kan føre til konflikt mellem klientens og systemets målsætninger. Klienten mener måske at have mere behov for hjælp i livspraktiske forhold, som at finde en lejlighed eller et job (Järvinen 2003:19).

I projektet anerkendes tesen om socialarbejdernes idealer. Tesen om at praksis ikke stemmer overens med disse idealer undersøges indirekte, idet det belyses hvorvidt de unge synes at være inddraget i de beslutninger der træffes på deres vegne.

Ligeledes undersøges hvorvidt institutionernes regler kan argumenteres at hindre et personligt og menneskeligt forhold mellem socialarbejderen og den unge, samt hvorvidt de institutionelle problemidentiteter medfører, at de unge føler sig sat i bås.

Ydermere søges afdækket, om der er konflikter mellem hhv. de unges og socialarbejdernes problem- og behovopfattelser.

3.2.4. Anerkendelse som forudsætning for individets udvikling til samfundsborger

Honneth differentierer anerkendelsesbegrebet i forhold til tre sfærer, hvor den første, privatsfæren, knytter sig til en individorienteret udvikling, mens de to andre, hhv. den retslige og solidariske sfære, knytter sig til en historisk orienteret samfundsudvikling. De to udviklingsniveauer er kausalt forbundne udviklingstrin. Det individorienterede er minimumsbetingelserne for at individet kan blive bevidst om sig selv på en sådan måde, at det kan deltage i intersubjektive relationer på lige fod med andre, og gennemlevelse af dette udviklingstrin er forudsætning for at individet kan blive ”…en tilregnelig borger på lige fod med andre” (Willig, 2005:17).

Privatsfærens (familien og venskabet), anerkendelsesform er kærlighed. Individet kan herigennem etablere en fortrolighed med sine ressourcer, holdninger og værdier, og opleve dem modtaget og anerkendt. Igennem den emotionelle anerkendelse oplever individets sig som en der kan deltage i såvel nære fællesskaber, som i samfundsmæssige forhold (Ibid, 11).

I den retslige sfære er anerkendelsen fornuftsbaseret, og knyttet til individets evne til at udføre moralske handlinger. I kraft af de rettigheder der er givet til alle medlemmer af samfundet, opnår individet selvrespekt igennem at føle sig respekteret som et ligeværdigt medlem af samfundet, der er i stand til at bidrage til en offentlig diskussion. Anerkendelse gives her gennem de lovsikrede rettigheder, såsom velfærdsstatens goder. Et individ uden rettigheder kan godt have selvrespekt, men den højeste form realiseres kun når individet er anerkendt som autonomt handlende retssubjekt.

Den tredje anerkendelsesform, som er knyttet til den solidariske sfære, finder sted gennem relationen til gruppen, fællesskabet eller samfundet. Individet indgår i et fællesskab, hvor det dels kan genkende sig selv, dels bliver anerkendt som et unikt individ, der bidrag til samfundets reproduktion, fx gennem præstationer, funktioner og handlinger. Derved indgår det i gruppens eller samfundets solidaritet, som en positiv bidragsyder til dens organisering, hvilket fører til værdsættelse af sig selv, som medlem af solidarisk fællesskab. Anerkendelsen er således både emotionel og fornuftsbaseret i denne sfære(Ibid, 12).

Opfyldes behovet for anerkendelse ikke, risikerer individet at miste det positive forhold til sig selv, som er grundlæggende for dets udvikling. Dette kan imidlertid også ske gennem ringeagtserfaringer eller krænkelser. I primærrelationerne kan fysisk mishandling, voldtægt og tortur ses som eksempler på krænkelser, hvor disse i retsforholdet fx bestå i bedrageri eller diskrimination i et retssystem. I de kulturelle fællesskaber er krænkelserne repræsenteret ved at en eller flere personer ydmyges, krænkes eller ringeagtes sådan at deres færdigheder og evner ikke længere anerkendes. Eksempler på dette kan være alt lige fra ikke at blive hilst på, til ekstrem marginalisering (Ibid, 14).

Kampe om anerkendelse kan forstås som fordringer på anerkendelse, som forsøger at indfri de forskellige sfærers idé om hhv. kærlighed, lighed og at enhver præstation skal gengældes proportionelt i forhold til den ydede indsats (Ibid, 16). Kampen har to mulige udfald; enten kan den indfri et underskud af anerkendelse, og herved regulere praktikkerne for hvad der der kan opnå anerkendelse, eller den kan resultere i patalogier eller modstandskulturer, hvor anerkendelsen søges gennem alternative fællesskaber, der ofte opfattes som samfundsfjendske (Ibid, 17).

I projektet tages Honneths tese om anerkendelse som en forudsætning for individets mulighed for at udvikle sig til en nyttig samfundsborger, til efterretning. Det søges belyst hvorvidt de unge kan siges at modtage anerkendelse eller blive udsat for krænkelser, i mødet med det sociale system.

3.2.5. Opsummering af de operationaliserede pointer

Som en del af projektets forståelsesramme, der ikke testes i projektet, anerkendes teserne om at 1) der i det sociale arbejde ageres ud fra institutionelt konstruerede problemidentiteter, 2) at idealer om at møde klienten med nærvær, respekt, og menneskelighed er indlejret i socialarbejderprofessionen, samt 3) at klientens eventuelle uenighed med socialarbejdernes problemdefinition, fører til at cementere klienten som behandlingskrævende. Tesen om at praksis i det sociale arbejde ikke stemmer overens med professionens idealer undersøges indirekte, idet det belyses hvorvidt de unge synes at være inddraget i de beslutninger der træffes på deres vegne. Ligeledes undersøges hvorvidt institutionernes regler kan argumenteres at hindre et personligt og menneskeligt forhold mellem socialarbejderen og den unge, samt hvorvidt de institutionelle problemidentiteter medfører, at de unge føler sig sat i bås. Ydermere søges afdækket, hvorvidt der hos socialarbejderne synes at herske en opfattelse af at personlig udvikling altid er af det gode og er en forudsætning for social udvikling, og om denne konflikter med de unges problem- og behovopfattelser.

Sidst tages Honneths tese om anerkendelse som en forudsætning for individets mulighed for at udvikle sig til en nyttig samfundsborger, til efterretning. Det søges belyst hvorvidt de unge kan siges at modtage anerkendelse eller blive udsat for krænkelser, i mødet med det sociale system.

4. Projektets metode

Projektets interaktionistisk konstruktivistiske forståelsesramme, har i høj grad påvirket det metodiske design, som i dette afsnit uddybes, idet projektets empiri og metodik præsenteres. En diskussion af begrænsninger i disse, samt kvalitet og gyldighed, inddrages løbende. Slutteligt præsenteres analysestrategien, hvorigennem de væsentligste pointer fra videnskabsteori, teori og metode kommer til udtryk.

4.1. Empiriens art og omfang

Projektets empiriske materiale består af interviews med 3 udsatte unge på hhv. 21, 22 og 27 år, der alle er tidligere brugere af Gaderummet. De refereres til som ”Jeppe”, ”Casper” og ”Jakob”. Dertil kommer interviews med en kommunal afdelingsleder for en børne/unge-enhed, en sagsbehandler fra samme enhed, samt en sagsbehandler fra KiF. Interviewenes varighed svinger fra ca. 40 minutter til (i et enkelt tilfælde, hvor interviewet blev gennemført over to dage) 3 timer. Samtlige informanters identitet er sløret.

Særlige omstændigheder omkring interviewene

Interviewene med de unge bar præg af den kontekst de blev udført i; Der er tale om unge, der på alle måder befinder sig i en uhensigtsmæssig livssituation, og det kom bl.a. til udtryk – og blev til tider italesat af den unge selv - i interviewsituationen, ved at de syntes påvirkede af abstinenser og en hård livsstil, med for lidt søvn og mad. Det vil dog argumenteres at dette ikke har skadet interviewmaterialets kvalitet, ud fra den betragtning at der dels – som det viser sig i analysen – er fremkommet nogle både sammenhængende og reflekterede udsagn, og dels at også abstinenserne jo er en del af den kontekst, som de unge opfatter verden igennem, og handler og tænker på baggrund af. Det skal i øvrigt påpeges at det ene interview – interviewet med Jeppe – blev foretaget inden projektets start, i forbindelse med et forskningsprojekt om tillid i socialt arbejde med børn. Hanne Warming, forskningsleder, indgår her som medinterviewer. Fordi interviewets form og tema er meget lig projektets, anses dette ikke for et gyldighedsmæssigt problem.

I relation til interviewene med socialarbejderne, blev interviewet med den kommunale afdelingsleder og sagsbehandleren i samme afdeling, foretaget som et gruppeinterview. Dette skyldes projektets oprindelige idé med at lave et fokusgruppeinterview med både kommunale medarbejdere og KiF-medarbejdere, hvilket imidlertid måtte aflyses, grundet for lang transporttid mellem institutionerne. Set i bakspejlet, havde det dog været kvalitetsmæssigt hensigtsmæssigt at interviewe de kommunale medarbejdere hver for sig, ud fra muligheden for at sagsbehandleren ville have talt mere frit, hvis ikke lederen havde været til stede. Det vil dog argumenteres, at dette ikke har alvorlige konsekvenser for projektets gyldighed, da interviewene med socialarbejderne kun anvendes supplerende, og der desuden er åbenhed omkring problemet.

Valget af informanter udspringer af at projektets genstandsfelt er relationen mellem udsatte unge og velfærdsinstitutionerne/ systemrepræsentanterne. Dorte Staunæs pointerer, at for at sikre adgang til mange og forskelligartede oplysninger, er det hensigtsmæssigt at inddrage informanter, der er forskelligt positioneret inden for det felt man forsker i (Staunæs 2005:55). Både ud fra dette synspunkt, og ud fra projektets målsætning om at skabe større gensidig respekt og forståelse parterne imellem, syntes det åbenbart at i hvert fald repræsentanter fra disse grupper, burde indgår.

I forhold til repræsentanter for den gruppe af udsatte unge, der ikke kan eller ønsker at samarbejde med samfundsinstitutionerne, var Gaderummets brugergruppe et oplagt valg. Karakteristisk for de fleste brugere var netop, at de var smidt ud eller gået fra samtlige offentlige institutioner og tilbud, og så Gaderummet som sidste livline inden gaden. Således havde størstedelen siden barn- eller ungdom været igennem møllen med sagsbehandlere, institutionsophold og kontanthjælp, med begrænset succes, qua den kendsgerning, at de befandt sig i Gaderummet. Det ønskedes imidlertid også at inddrage erfaringer fra unge med gode erfaringer med systemet. Dette lod sig desværre ikke gøre, da det ikke lykkedes at få formidlet kontakter gennem kommunen. Vægten vil derfor automatisk komme til at ligge på hvad systemet ifølge de unge gør forkert, frem for på hvad der gøres rigtigt. Det forstærker den kritiske vinkel, som også teorien lægger op til. Ydermere tages ikke stilling til hvorvidt de unges udsagn kan siges at være ”sande”, idet det ræsonneres, at hvad enten omverdenen er enig eller ej, så er det nødvendigt at forholde sig til de unges opfattelser, for at kunne løse problemerne.

Det viste sig at være en meget tidskrævende proces at skaffe unge informanter, dels fordi de generelt er svære at komme i kontakt med, da mange ikke har et fast tilholdssted og ofte skifter telefonnummer, hvis de overhovedet har en telefon, dels (formentlig) fordi det kan virke uoverskueligt at skulle engagere sig, når man knapt kan få livet til at hænge sammen i almindelighed. Sidst er der også tillidsspørgsmålet; flere af de unge har tidligere deltaget i forskningsinterviews eller journalistiske interviews, hvor de har følt at deres ord blev fordrejet, og de blev fremstillet i overensstemmelse med de herskende fordomme omkring dem, frem for hvad de selv oplevede som realiteterne. Det lykkedes dog at få den første kontakt til en ung, simpelthen ved at møde op på hans adresse med morgenbrød og diktafon. Den unge ville gerne medvirke, især efter at have fået præsenteret projektets formål, og videreformidlede sagen til en anden tidligere Gaderumsbruger, og sådan blev den anden aftale i stand. Interviewet med den sidste unge havde jeg på forhånd, da det som skrevet blev foretaget inden projektets start, i forbindelse med mit studenterjob på et relateret forskningsprojekt.

Hvad angår socialarbejderne, valgte jeg at kontakte hhv. Kriminalforsorgen i frihed (KiF) og en kommunal socialforvaltning, fordi det tilsyneladende er medarbejdere fra disse institutioner, som de unge har haft mest kontakt med.

Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) har ansvaret for tilsyn og kontakt med Kriminalforsorgens dømte uden for fængsler og arrester. Desuden er det KiF, der udarbejder personundersøgelser af sigtede, før deres sag behandles i retten, og afdelingerne deltager også i det almindelige kriminalpræventive arbejde i samfundet, f.eks. på skoler og andre uddannelsesinstitutioner (Kriminalforsorgen, 2010).

Her bestod vanskelighederne bl.a. i at udrede hvor og til hvem jeg i det hele taget skulle henvende mig med den indledende mail, efterfølgende træffe vedkommende telefonisk på et tidspunkt hvor denne havde tid til at snakke med mig, følge op gentagne gange, fordi jeg ikke modtog nogen tilbagemeldinger, etc. Der viste sig imidlertid at være både interesse og opbakning for projektet i Socialforvaltningens HR-afdeling og Direktoratet for Kriminalforsorgen, som videresendte min projektbeskrivelse til de enkelte afdelinger med opfordring medarbejderne om at deltage.

Jeg modtog dog kun få positive tilbagemeldinger, og havde derfor ikke mulighed for at vælge sammensætningen af informanterne. Det endte med at blive en kommunal afdelingsleder for en kommunes børne/unge-enhed, en sagsbehandler i samme enhed, samt en sagsbehandler fra KiF. Det ville imidlertid også have været interessant at inddrage personale fra en kommunal voksenenhed, en kontaktperson fra kommunen, en mentor fra KiF, samt kommunalt ansatte pædagoger, og evt. psykologer, for at få et bedre indtryk af hvorvidt de forskellige faggrupper/ ansvarsområder deler rationaler, erfaringer m.m. i arbejdet med de unge, samt hvordan de oplever samarbejdet mellem institutionerne. At dette ikke lykkedes, har muligvis medført at nogle perspektiver er udeladt, særligt i relation til manglen på deltagere fra socialforvaltningens voksenenhed, i og med at de unge alle er overgået hertil. Dog anses det ikke som et stort kvalitetsmæssigt problem, dels fordi de unge opfattelser af det sociale system baseres på livslange erfaringer, dvs. også i høj grad erfaringer fra barndom og den tidlige ungdom, dels grundet projektets antagelse af at der overordnet arbejdes efter de samme grundværdier og diskurser i de forskellige afdelinger i socialforvaltningen.

4.2. Interviewene i praksis

Valget af interviews som metodik, skyldes at interviews ifølge Dorte Staunæs og Dorte Marie Søndergaard er velegnede til at udfolde komplicerede, nuancerede og ofte modsætningsfulde italesættelser af erfaringer, oplevelser, orienterings- og fortolkningsrammer, hvad infomanternes udsagn forventedes at være (Staunæs 2005:54). Dertil kommer, at selvom det formentlig havde været givtigt at supplere med deltagerobservation i forbindelse med et møde mellem en ung og en socialarbejder, så var det ikke en reel mulighed: For det første fordi der ofte er meget langt mellem konkrete møder (jf. bl.a. analyse s. 27), for det andet fordi chancerne for at en socialarbejder frivilligt skulle melde sig til at lade sig observere på det givne grundlag er tvivlsomme, og for det tredje, som følge af den naturlige afgrænsning, som projektet grundet sin tidshorisont måtte foretage.

Staunæs og Søndergaard pointerer, at det er afgørende at prioritere dialog, refleksivitet, sensitivitet, fleksibilitet og kreativitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et interview, når målet er at indfange kompleksitet (Ibid, 54). Interviewene var derfor som anbefalet meget løst struktureret, og havde især i relation til de unge, karakter af et socialt møde mellem dialogpartnere. De spørgsmål jeg på forhånd havde forberedt, havde funktion som brede åbningsspørgsmål, der skulle anslå et tema, men samtidig gøre plads til det uventede (Ibid, 55). De spørgsmål der blev stillet i selve interviewsituationen forsøgte således på den ene side at følge de spor i samtalen, der kunne belyse mine forskningsspørgsmål, men samtidig også i et bredere perspektiv at udfolde informantens erfaringer og forståelser, i bestræbelserne på at undgå reduktionisme, som følge af et for dominerende teoretiske perspektiv (Järvinen, 2005:40).

Vil man være et interaktionistisk perspektiv tro, er det yderligere vigtigt ikke kun at have fokus på hvad der fortælles, men også på hvordan der fortælles, og ikke mindst hvorfra. Interviewpersonernes udsagn opfattes som elementer i en selvpræsentations-proces, og handler altså også om interviewpersonens sociale identitet og sociale strategier. Man vil generelt forsøge at fremstille sig som et fornuftigt og respektabelt menneske. Dette imidlertid ikke kun i forhold til den interviewede, for det interaktionistiske perspektiv lægger som tidligere beskrevet vægt på, at forskeren er medproducent af det empiriske materiale. Således er det ikke kun af betydning for interviewets indhold og forløb hvordan informanten positionerer sig i forhold til det der tales om, men også hvordan hhv. interviewer og informant positionerer sig i forhold til hinanden, hvorfor dette uddybes i analysen.

Sidst skal emnet om åbenhed omkring forskningen berøres. Der er tale om en høj grad af åbenhed i forbindelse med samtlige interviews. I og med at det kritiske perspektiv i sig selv er i de unges favør, er det mest interessant at uddybe i forbindelse med interviewene med sagsbehandlerne. Disse havde på forhånd modtaget en projektbeskrivelse, hvor bl.a. projektets teoretiske inspirationer fremgik, ligesom den nævnte mit arbejde med hjemløse unge. Det skal dog påpeges, at selvom det kritiske aspekt på ingen måde skjultes, så blev det heller ikke unødigt fremhævet, af frygt for at skræmme potentielle informanter væk.

4.3. Opsummering og diskussion af projektets generelle kvalitet, gyldighed og formåen

Indledende blev redegjort for min personlige motivation for at beskæftige mig med problemstillingen, som samtidig er grundlaget for overhovedet at kunne foretage en undersøgelse, hvor repræsentanter fra den relevante ungegruppe aktivt indgik: Mit frivillige engagement i Gaderummet, værested for hjemløse og udsatte unge, hvor jeg fik indtryk af at hvad der fra institutionel side blev gjort for at hjælpe de unge, var ikke tilstrækkeligt. Dette har farvet mit valg af såvel teori som empiri, og er derfor vigtigt at påpege, i relation til i hvilken kontekst projektets konklusioner bør forstås, og dets styrker og svagheder identificeres.

Projektets styrke er således, at det giver stemme til repræsentanter for en samfundsgruppe, som det under normale omstændigheder ikke er muligt at få adgang til, og som i projektets optik normalt heller ikke inddrages. Samtidig fordrer både teori og empiri et kritisk perspektiv på samfundets indretning, hvilket er velegnet i forhold til at belyse uhensigtsmæssige forhold. Dette afføder imidlertid samtidig projektets svaghed; valget af teori og empiri levner ikke meget rum til belysning af systemrepræsentanterne/ institutionernes positive handlinger og egenskaber, eller i det hele taget positive aspekter i genstandsfeltet. Således vil det perspektiv på genstandsfeltet der produceres, hovedsageligt fokusere på negative aspekter, og placere ansvaret for disse hos den institutionelle part. Derfor er det vigtigt at understrege projektets konstruktivistiske pointe om at det bud på problemstillingen der gives, er et produkt af den kritiske kontekst, det er produceret i. Som sådan henter det sin samfundsmæssige relevans i at være et bud på lige fod med andre perspektiver, som derfor også bør derfor indgå ligeværdigt i samfundsmæssige diskussioner i relation til problemstillingen.

I forhold til hvorvidt projektets konklusioner kan siges at være almengyldige, vil det påpeges at projektet eksemplificerer nogle forhold, som ikke argumenteres at gøre sig gældende i alle tilfælde af relationer mellem udsatte unge og systemet, men som kan udvide den forståelsesmæssige horisont på feltet. Således kan der trækkes på flere perspektiver, i forsøget på at udrede og løse problemet.

4.4. Analysestrategi

Hermed samles og opsummeres projektets væsentligste videnskabsteoretiske, teoretiske og metodiske pointer, idet analysestrategien på baggrund af disse udledes.

Analysens genstandsfelt er relationen mellem den enkelte udsatte unge og det sociale system, dvs. hvordan 1) relationerne mellem frontarbejderen og den unge, samt 2)relationerne mellem de institutionelle rammer, frontarbejderen og den unge, spiller ind i forhold til at påvirke den unges muligheder for og ønske om at interagere med systemet. Der fokuseres på problemområderne, da det er disse der ønskes belyst, jf. projektets kritiske forankring. Dette gøres ud fra et interaktionistisk konstruktivistisk perspektiv, idet det anerkendes at hverken individer, ting eller handlinger har en essens, og mening derfor ikke kan lokaliseres i fænomenet selv, men opstår gennem kontekstafhængige konstruktioner. Som følge heraf skal analysens pointer også forstås i den kontekst de er producerede i, dvs. dels de konkrete omstændigheder omkring interviewene, men også den større sociale kontekst, som fremgår af problemfeltet.

Analysen struktureres i tre delanalyser, inspireret af de pointer som teori, metode og empiri henledte opmærksomheden på. Disse er:

1. De konkrete fysiske og sociale omstændigheder for interviewene, som belyser fortællingernes konkrete såvel som brede sociale kontekst, og dermed anskueliggør hvad der har formet det empiriske materiale

2. Problemområderne ifølge de unge, hvor hovedpointerne i de unges udsagn sammenfattes. Her forsøges ligeledes, gennem Honneths teori om anerkendelse, at forklare hvorfor netop de pågældende aspekter tillægges betydning hos de unge, i relation til modvilje mod systemet og de enkelte systemrepræsentanter

3. Problemområderne i et institutionelt perspektiv, hvor de problemområder, som udledtes af interviewene med de unge, holdes op imod Mik-Meyer, Järvinen og Uggerhøjs refleksioner om de institutionelle rammers indflydelse på mødet mellem system og klient. Ud fra det institutionelle perspektiv søges at belyse hvorfor de pågældende områder opfattes som konfliktfyldte, i relation til diskrepanser mellem hhv. de unges og socialarbejdernes forskellige interesser og opfattelser. Her inddrages også interviewene med socialarbejderne, hvor disse synes at uddybe teoriens pointer, eller supplere ved at belyse forhold, som teorien ikke dækker.

Analysens konklusioner hævdes hverken at være objektive eller almengyldige, men derimod et kontekstafhængigt perspektiv på problemstillingen, som eksemplificerer hvori problemområderne kan bestå.

5. Analyse

I dette kapitel behandles projektets empiriske materiale ved inddragelse af de teoretiske redskaber, som tidligere blev præsenteret. Analysen struktureres i tre delanalyser: 1) de konkrete fysiske og sociale omstændigheder for interviewene 2) problemområderne ifølge de unge, samt 3) problemområderne i et institutionelt perspektiv. Kapitlet afsluttes med en opsummering af delanalysernes hovedpointer.

5.1. De konkrete fysiske og sociale omstændigheder for interviewene

I denne indledende delanalyse redegøres for de konkrete fysiske og sociale omstændigheder for interviewene, herunder hvordan undertegnede og interviewpersonen positionerede os i forhold til hinanden. Dette har betydning, fordi det har påvirket indhold og form i informanternes udsagn.

5.1.2. Interviewene med de unge

Interviewene med Jeppe og Jakob fandt sted i deres lejligheder i Københavns Nord-Vest kvarter, men interviewet med Casper fandt sted på hans værelse i en institution på Nørrebro. Interviewene var gennemgående præget af vores fælles fortid i Gaderummet; hvad angår indholdet, i forhold til at der løbende blev henvist til den interne forståelse af Gaderummet som modpol til institutionerne, og Gaderummets personale som modpolen til det offentlige personale, samt i forhold til positioneringer mellem os, hvor Gaderums-fortiden kom til udtryk ved at jeg automatisk indtrådte i min ”Gaderums-rolle”, som den lyttende og medfølende medarbejder, mens den unge indtrådte i ”gaderumsbruger-rollen”, hvori den indlejrede tillid til mig som medarbejder bevirkede, at den unge følte sig tryg ved at fortælle. Hertil kommer rollerne som ”studerende” for mit vedkommende”, og ”den forurettede og misforståede klient/institutionsbruger”, for de unges vedkommende. Førstnævnte medførte, at jeg stillede nogle til tider meget kritiske, eller uddybende spørgsmål, som jeg ikke ville have stillet som medarbejder, men som på den anden side kun turde stilles, grundet den tillid der blev etableret i kraft af medarbejderrollen, og det kendskab vi begge ved at jeg har til de unge, fra tiden i Gaderummet. Et eksempel er, at jeg direkte spørger Jakob, om han har truet personalet i X institution, med henvisning til at vi godt begge ved, at han kan have et aggressivt kropssprog (Appendix, 22).

For den unges vedkommende adskilte snakken sig fra en samtale der kunne have fundet sted i Gaderummet, ved at indholdet løsrev sig fra kun at være beretninger om konkrete situationer, til også at være mere overordnede, emotionelle og reflekterede betragtninger. Eksempelvis Jeppe, der fortæller at han tit har snakket med folk (psykologer, pædagoger, sagsbehandlere m.m.), og har troet at han kunne stole på dem, hvorefter de er forsvundet (Appendix, 10). Den ”røde tråd” i den i fællesskab producerede fortælling, framer den unge som generelt misforstået, svigtet, umyndiggjort og kasseret af systemet.

5.1.3. Interviewet med socialarbejderne

I interviewet med socialarbejderne, som foregår i et mødelokale på enhedens adresse, får jeg automatisk positioneret mig som ”den engagerede, men uvidende studerende”, idet jeg indledende fortæller, at jeg som studerende jo ikke ved så meget om praksis i socialarbejdernes arbejde, og derfor har behov for deres viden. Det syntes instinktivt at være en naturlig position at indtage, i lyset af at denne tilgang formentlig ville medføre et bedre samarbejde, end hvis jeg fx antog en rolle som ”den kritiske og bedrevidende studerende”. Dog nævner jeg også indledende min forforståelse som medarbejder i Gaderummet, og inddrager også konkrete eksempler på gaderumsbrugeres situation, i interviewet (Appendix, 49). Den relativt ydmyge positionering bevirkede at jeg – ifølge egen social fornemmelse - kunne spørge ind til følsomme områder i praksis på en indgående måde, uden at interviewet fik karakter af et forhør, med negative konsekvenser. Fx da jeg spørger, hvordan det egentlig vurderes, om et barns situation er slem nok til at der bør foretages foranstaltninger (Appendix, 45). Omvendt synes socialarbejderne at positionere sig som hhv. ”den kompetente, professionelle og meget erfarne leder og socialarbejder”, for lederens vedkommende, og ”den professionelle og/men medfølende socialarbejder”, for sagsbehandlerens vedkommende. Mens lederen i høj grad syntes at indtage den modsatte rolle af min, som ”læreren”, der synes at være den mest dominerende i interviewet, antog sagsbehandleren, i projektets optik, en mere supplerende rolle, som uddybende i forhold til en ramme for det enkelte tema, udstukket af lederen (Eks. Appendix, 46).

Generelt for det producerede materiale synes at være et fokus på overordnede beskrivelser, formalia, samt institutionens ”færdigformulerede” målsætninger og værdier, snarere end den enkelte medarbejders umiddelbare refleksioner (eks. appendiks, 45). Dette skyldes formentlig blandt andet de asymmetriske positioneringer, for havde jeg i højere grad været positioneret/havde positioneret mig som ”ligemand”, havde der måske også været større basis for at bevæge sig væk fra hvad socialarbejderne formentlig har betragtet som ”basisviden”. Generelt synes at det materiale der blev produceret, havde karakter af konstaterende, snarere end reflekterende, beretninger om praksis og målsætninger.

5.1.3. Interviewet med KiF-medarbejderen

Interviewet med KiF- medarbejderen fandt sted på hendes kontor. Her lykkedes det imidlertid i højere grad at få adgang til mere personlige og ”ikke-færdigtænkte” refleksioner om genstandsfeltet, fx i forbindelse med hvorvidt sagsbehandleren mener at de unge har et ønske om forandring (Appendix, 63). Ligeledes inddrages i højere grad konkrete og detaljerede eksempler, fx i forklaringen af hvordan sagsbehandleren forsøger at etablere tillid hos den unge (Appendix, 63). Dette skyldes muligvis en anderledes positionering mellem os som interviewer og interviewet, idet at relationen synes at have karakter af en samtale mellem ligemænd, blot med forskellig specialiseret viden. Socialarbejderen udtrykte i den indledende småsnak interesse for såvel projektet, som mit engagement i Gaderummet, og jeg spurgte nærmere ind til en opgave hun selv nævnte at have skrevet for nylig. Som følge af at sagsbehandleren tog imod de åbninger for refleksion der opstod i interviewet, synes det overordnede tema i interviewet at være hvordan hun som sagsbehandler forsøgte at balancere mellem på den ene side at skulle følge institutionens regler, men på den anden side i høj grad må arbejde og træffe beslutninger ud fra egne fornemmelser om den unge som person, og dennes behov.

5.1.5. Opsummering

I ovenstående tydeliggøres at det har betydning for interviewmaterialets indhold og art, hvordan interviewer og informant(er) positionerer dig i forhold til hinanden og det der tales om. Det er i kontekst af de beskrevne rammer, at de interviewuddrag der vil anvendes fremadrettet i analysen, skal læses.

5.2. Problemområderne ifølge de unge

I det følgende behandles de hovedpointer, som de unge synes at lægge vægt på som problemområder i relation til interaktion med systemet. Områderne overlapper hinanden, hvorfor der først opsummeres til sidst. Honneths teori om anerkendelse inddrages løbende, idet det søges forklaret hvorfor problemområderne tillægges betydning, i forhold til den unges evne og vilje til at tage imod støtte.

5.2.1. Sagsbehandlernes manglende engagement og indsigt i den unges baggrund og livssituation

Fælles for de unges fortællinger om problemområderne i forhold til institutioner og systemrepræsentanter, synes at være en opfattelse af at socialarbejderne ikke har nogen forståelse for eller indsigt i deres baggrund eller livssituation.

Jeppe føler ikke at hans sagsbehandler har forståelse for, at når han ikke kan få kontanthjælpen til at strække, så er det fordi han aldrig har lært hvordan man holder styr på sine penge, handler ind, laver mad etc. (Appendix, 1-2). Casper mener ikke at hans nuværende sagsbehandlere kan vide hvem han er, eftersom han mener kun at have talt en time med dem sammenlagt (Appendix, 35). Han kan i øvrigt ikke huske, at han tidligere har haft en kontakt til en sagsbehandler, til trods for at han har boet på omkring 14 institutioner siden 12 års-alderen (Appendix, 41, 37). Jakob mener heller ikke at hans sagsbehandler, som han har haft i seks år, aner hvem han er, men bare opfatter ham som et nummer, og er ligeglad med ham. Det bevirker, at Jakob ikke har tiltro til sagsbehandlerens kompetencer i forhold til at kunne gøre hvad der er bedst for ham:

”Han kan ingenting, andet end at taste på sin computer. Han ved ikke hvem jeg er. Og bare de 4 måneder, hvor jeg har haft en depression, har prøvet at stoppe med at drikke, og så blev sanktioneret med penge… og ham den idiot, han ved ikke engang hvem jeg er. Og hvordan jeg har det, eller om jeg har et misbrug” (Appendix, 25).

Inddrages anerkendelsesteorien, kan dette opfattes som krænkelser i flere sfærer; den retslige, fordi det kan argumenteres, at når sagsbehandleren ikke har indsigt i den unges sag, så kan vedkommende heller ikke yde den støtte, som den unge som samfundsborger har krav på. Der synes imidlertid også at ligge en emotionel krænkelse i fx Jakobs udsagn, om at sagsbehandleren er ligeglad med ham; han synes at føle, at hans grundlæggende værd som medmenneske ikke anerkendes. I hvilken sfære denne krænkelse skal placeres, er vanskeligt at vurdere; idet Jakobs opfattelsen af krænkelsen synes knyttet til ham som menneske, og ikke til hans egenskaber eller kompetencer, synes der at være ligheder til svigt i privatsfæren. På den anden side er der jo ikke tale om primære relationer, selvom det dog kan argumenteres, at Jakobs indignation synes at være knyttet til sagsbehandleren som privat menneske, ikke blot som professionel.

5.2.2. Manglende kompetencer og forståelse hos personalet i institutionerne

Ligeledes føler Jakob, at personalet i den institution hvor han kommer for at låne telefonen, og hvor kammeraten Casper bor, sætter ham i bås som en bølle, der kommer for at lave ballade. Han føler at de ikke forstår, at han også bare er en ung mand, der har brug for støtte (Appendix,30).

Jakob mener at det har at gøre med at personalet ikke er kompetent til at håndtere ”mennesker langt ude på grænsen”, som han betegner sig selv og andre tidligere gaderumsbrugere, der kommer til institutionen for fx at ringe til kommunen eller kriminalforsorgen (Appendix, 20). Jakob fremhæver en enkelt medarbejder, som han har respekt for og lytter til, fordi han selv føler, at medarbejderen også lytter til ham og er menneskelig, og ikke bare holder på reglerne. Fx har medarbejderen kørt ham hjem engang imellem, givet ham lov til at låne telefonen, og hjulpet ham med mad; tjenester han ifølge Jakob kunne blive fyret for (Appendix, 21, 23). For Jakob synes det at vise forståelse og menneskelighed således at indebære, at medarbejderne engang imellem ser igennem fingre med reglerne:

” Ja, fordi reglerne er så firkantede. Det er derfor jeg er kommet i konfrontationer så mange gange med de ansatte der, for nu har de bestemt sig til ingen gæster overhovedet. Så jeg må ikke engang vente 5 minutter og spille dart, imens Casper tager tøj på, og vi er på vej ud. Og det kan de ikke engang se igennem fingrene med; må jeg ikke godt bare lige stå her i fem minutter, der er ingen der bruger jeres 1600 km2. ”Nej, du skal ud, du skal ud nu!”. Det er der først jeg bliver negativ og irriteret og måske… ikke aggressiv, men måske provokerende, fordi jeg ved at sådan er man ikke som et medmenneske. Så er man ikke medmenneskelig, så er man bare sådan et fucking mappedyr, eller en lort, og tænker ikke på sine nærmeste eller sin næste, og på hvordan den har det. Bare hvordan fucking du skal beholde dit lortejob. Og det er det, der pisser mig af, og det er derfor at politiet er blevet kaldt på mig, fordi der bliver jeg rigtig, rigtig irriteret. Og jeg siger ikke at jeg kræver at jeg skal være der en time eller to, eller jeg skal have deres kaffe eller noget… nogen gange kommer jeg bare faktisk for at ringe eller lave en eller anden ting, som jeg faktisk ikke engang må længere”(Appendix, 21).

Jakob mener at personalet er bange for ham grundet hans opførsel ved sådanne konflikter, men fortæller at han kun opfører sig ”uvenligt”, fordi han føler sig urimeligt behandlet. Også Casper og Jeppe er frustrerede over de mange regler i institutionerne, som de finder meningsløse. Casper fortæller at reglerne i hans institution forsvares af personalet med, at man skal lære hvordan det er at have sin egen lejlighed. Det kan Casper imidlertid ikke se fornuften i:

”…Hvis man skal lære at have sin egen lejlighed, hvad fanden har det så at gøre med at man ikke må have nogen gæster, og man ikke selv må afgøre om der skal ryges indenfor, og så videre og så videre. Og nøgler forskellige steder, og der kommer folk der skal fortælle dig at den må stå der, og den skal stå der. Boligtræning kalder de det. Men det her har ikke en skid at gøre med boligtræning, det er institutionstræning, jo. Jeg har boet på institution siden jeg var fucking 12 år gammel, altså” (Appendix, 36).

Han fortæller yderligere, at hans mor heller ikke må komme på besøg, med mindre det er varslet til personalet en uge i forvejen (Appendix, 42). Jeppe har også tidligere boet på en institution, men synes ikke det var til at holde ud, fordi der var for meget kontrol og han følte personalet altid skulle blande sig (Appendix, 11). Derudover følte han at der blev talt nedladende til ham, hvilket han havde svært ved at håndtere:

”Nej men altså, jeg blev smidt ud en gang i fem dage, fordi jeg var blevet rimelig sur på en eller anden kvindelig medarbejder, der stod og kaldte mig lille ven og sagde at det var godt nok flot at jeg kunne betjene en vaskemaskine selv. Og det er også deraf at jeg sådan ligesom kalder dem børnehavepædagoger; de taler virkelig som om altså, at de har med en eller anden to-årig unge at gøre”(Appendix,8).

Dette synes at lede videre til den generelle modvilje mod den socialpædagogiske tilgangsvinkel, som også Casper synes at nære afsky for:

”Man føler sig som sådan et lille barn når man taler med dem. ”Ej, det kan jeg også godt se” og et falsk smil på læben, fordi det har de jo lært at de skal gøre for at man føler sig tryg, og ditten og datten. I stedet for at tale med et fucking rigtigt menneske. Som siger sin mening fordi han har lyst til det, ikke fordi han har lært at han skal gøre sådan. Eller hun har. Det gør en kæmpe forskel”(Appendix, 40).

Casper fortæller, at han kan spotte en pædagog på lang afstand, igennem måden de er på. Han mener at pædagogerne er falske, og kun spørger til ham, fordi det er deres arbejde. De få socialarbejdere, som han har haft lyst til at snakke med, har haft tilfælles at de ikke har været uddannet socialpædagoger, og at de derfor har føltes som ”rigtige mennesker”, med en ægte interesse (Appendix, 39 -40).

Jakob og Casper er i øvrigt enige om, at personalet i institutionerne ikke er kompetent til at hjælpe dem med de praktiske problemer, som de gerne ville have hjælp til. De nævner begge, at der på døren til institutionen står at man kan komme og få råd og vejledning. Men Casper kan ikke komme på noget at bede personalet om vejledning om, som han ikke mener at kunne klare bedre selv. Han synes mest bare de ”…render rundt”, og hvis man spørger dem om noget, så har de aldrig et svar (Appendix, 35). Jakob påpeger, at han har svært ved at se hvordan personalet skal kunne yde hjælp og vejledning, som det står på døren, hvis de unge lukkes ude, som han mener det bl.a. er tilfældet med ham selv, efter at der er blevet lukket for gæster (Appendix, 23). Samtidig føler han er det er nedværdigende, at de ”grønskollinger”, som han kalder personalet, skal fortælle ham hvordan han skal opføre sig, når han nu har oplevet ting, som de intet ved om (Appendix, 16).

At Jakob føler sig sat i bås som bølle, når han selv føler sig som en ung mand der har behov for hjælp, kan opfattes som en krænkelse i den solidariske sfære; det synes at placeringen i kategorien ”bølle” kan opfattes som modsvarende kategorien ”ung mand med behov for hjælp”, idet at førstnævnte giver associationer til én, der ikke er en del af samfundet. Sidstnævnte er derimod én der respekteres som ligeværdigt, om end sårbart medlem. Når Jakob frustreres over at føle sig stemplet som bølle, kan det således argumenteres at hænge sammen med, at han føler sig udelukket og misforstået i relation til, at han gerne vil være en del af samfundet og respekteres som medlem af det.

At de unge i så høj grad opfatter kontrollen og reglerne i institutionen negativt, kan skyldes at de kan opleves som en krænkelse af deres grundlæggende selvbestemmelse; de føler sig ikke behandlet som ligeværdige borgere, i stand til at træffe fornuftige beslutninger, som i Honneths retslige sfære.

Modviljen mod ”falskhed” i den socialpædagogiske tilgang, kan dels handle om en ydmygelse hos de unge, knyttet til hvad der af de unge muligvis opfattes som ringeagtelse af deres evne til at gennemskue” facaden”, dels om den intersubjektive krænkelse, i forhold til at den unge ikke føler sig respekteret og behandlet som ligeværdig, af socialarbejderne. Dette synes at være tilfældet, i forhold til Jakobs oplevelse af at blive behandlet nedværdigende, når et personale, der ikke har hans livserfaring, vil bestemme over ham: Jakob synes at opfatte dette som manglende anerkendelse af, hvor forfærdelige de ting han har gennemlevet, er. Han føler, at han har en stor erfaring, som han har betalt en høj pris for. Men fordi hans færdigheder mere drejer sig om hvordan man overlever traumatiserende begivenheder, eller et liv på gaden, frem for uddannelsesmæssige eller faglige færdigheder, ”løfter” de ham ikke op på et tilsvarende højt anerkendelsesniveau, overfor personalet. Denne modsætning kan opfattes som en krænkelse i den solidariske sfære.

5.2.3. Løftebrud og manglende forståelse hos sagsbehandlerne

Også i forhold til de kommunale sagsbehandlere, synes de unge at have manglende tiltro til personalets kompetencer. Generelt er de enige om, at der er for meget snak og for lidt handling. Casper mener at der engang er blevet lavet en handleplan for ham, men fordi han hele tiden blev smidt ud af institutionerne, er den aldrig blevet til noget (38). Lige nu venter han på at kommunen skal skaffe ham en lejlighed, og har fået at vide at der er rykket for den, men der sker ikke noget, og han synes at alle andre, som er skrevet senere op, får lejlighed før ham (Appendix, 35).

Jakob føler generelt at kommunen har snakket og snakket hele hans liv, men at intet af det lovede er blevet holdt, hvorfor han føler sig svigtet (Appendix, 24). Jeppe synes at have det på samme måde:

”Altså, det var sådan noget, det snakkede de også om i kriminalforsorgen, men det er det der igen, jeg har sådan meget. Fok de snakker utroligt meget, men der er virkelig, virkelig meget lidt hold i det de siger. Der kom, jeg ved ikke, 20 forskellige mennesker mens jeg havde fodlænke på, i de tre måneder. De kom og tjekkede op på mig og altså alle sammen var ”ej, jeg var en god dreng og jeg var en sød knægt og de ville ikke smide mig på Vestre, og de stod i kø for at blive min mentor” og alt muligt shit. Den første dag jeg fik lænken af, der var der sgu ikke nogen. Altså, jeg har ikke hørt noget fra en eneste af dem, efter at jeg er kommet ud. Jeg forventede da lidt, altså… de snakkede jo om at så skulle vi i banken og lave alt muligt budgetkonto og… altså, jeg ved ikke hvad det er. Altså, hvem skal jeg snakke med i banken og hvor skal jeg gå hen? Og så bliver det ikke til en skid og jeg har stadigvæk ikke sådan en konto. Og ikke råd til at betale min husleje nu her. Og hvis jeg så ringer til min sagsbehandler, og prøver at forklare hende det, så vil hun sige nej, hun kan ikke hjælpe. Fordi der skal være sket et eller andet i mine sociale forhold. Og det er der også, det er det samme der sker hver måned: At jeg ikke kan holde styr på mine ting. Og det har jeg brug for hjælp til. Men det kan man bare ikke få, åbenbart”(Appendix, 2).

Jeppe nævner yderligere, at han mener kommunens plan er uigennemtænkt, i forhold til at han nu sidder i en lejlighed, men ikke har noget at lave, og ikke ved hvordan man klarer dagligdagen (Appendix, 3).

Jakob har bedt om at komme i praktik og lave noget hårdt fysisk arbejde, fordi han fra tidligere erfaring ved, at når han har et arbejde, så kan han godt komme op om morgenen, og tænker ikke på at drikke øl. Hans sagsbehandlere mener imidlertid at han ikke er stabil nok til et arbejde, og har derfor sendt ham i træningscenter i stedet, hvad han ikke direkte er i opposition imod, men heller ikke er motiveret for, og derfor ikke dukker op (Appendix, 27). Jakob mener således, at det at få et arbejde vil hjælpe ham til at stoppe med at drikke, mens sagsbehandlerne synes at mene det modsatte, hvilket Jakob er meget frustreret over.

Casper er tilsyneladende af samme mening som Jakob, i forhold til at der skal ske en ændring i hans livsvilkår, før han har energi til at arbejde med sig selv. Han mener fx at han er nødt til at have sin egen lejlighed, før han kan tænke på at gå i aktivering eller andre tilbud (Appendix, 35).

Yderligere har følelsen af at være blevet svigtet af systemrepræsentanterne for Jeppe medført, at han har nu svært ved at stole på dem. Fx har han ikke kunnet bruge den psykologbehandling, som han fik gennem kriminalforsorgen:

”Men når jeg så endelig, altså… jeg havde en sagsbehandler i kriminalforsorgen og en ved socialcenter Nørrebro i næsten et år. Og det gik skide godt og de var flinke og det ene med det andet. Og så begynder jeg selvfølgelig at stole på folk, sådan stille og roligt. Men når de så bare skrider lige pludselig, altså, så bliver jeg jo totalt fucked up. Og altså, jeg går til psykolog og sådan noget nu her, men jeg snakker jo heller ikke med ham om noget, fordi altså, hvorfor skulle han være anderledes? Hvad om et år, når jeg ikke kan betale de der psykologtimer mere, altså, så er han der jo heller ikke. Og det vil jeg heller ikke forvente at han er, fordi… jeg ved bedre nu. Men ja, det synes jeg er noget rigtig pis, det der - at de to bare skred” (Appendix, 1).

Jakob har en anden grund til ikke at ville tale med en psykolog. Han nævner, at han gerne ville have en at snakke med personligt, i stedet for ”overfladisk og papiragtigt” (Appendix, 26). Da jeg spørger ind til om det fx kunne være en psykolog, afviser han med det samme, ud fra tidligere erfaringer:

”Ja, for jeg har ikke brug for en psykolog, jeg har ikke brug for at huske hvad det er for en lortet barndom jeg har haft, det har jeg ikke. Men det var egentlig en dygtig psykolog jeg havde, i dag er han chefen overalt i Norge. Han var rimelig sej, rimelig fed at snakke med. Men det jeg fik frem i hovedet, han fik mig til at forstå hvor fucked up jeg har haft det. Og det gider jeg jo ikke, jeg vil helst ikke vide det. Altså, det var bare vold og alkohol, ikke. Alkohol og vold” (Appendix, 26).

Overordnet synes alle brugerne således at mene, at de først og fremmest har brug for støtte i konkrete forhold, såsom at finde en lejlighed, finde et job, eller lære at klare dagligdags gøremål. De føler sig imidlertid svigtede af sagsbehandlerne og socialarbejderne, som de ikke oplever holder deres løfter. Løftebruddene kan opfattes som krænkelser af den unges status som én, der som ligeværdigt individ har et naturligt krav på, at et afgivet løfte overholdes. Der synes dog både at være tale om fornuftsbaseret og emotionel krænkelse, eftersom fx Jeppe ikke blot synes at føles sig svigtet af et professionelt system, men også af de enkelte socialarbejdere, der har etableret en personlig relation ved fx at kalde ham ”en sød knægt”, og har udtrykt personligt ønske om at ville være hans mentor.

At Jakobs ønske om at komme i praktik afvises, til trods for hans udsagn om at det vil hjælpe ham til at stoppe med at drikke, kan ligeledes opfattes som en krænkelse. Her kan den oplevede krænkelse handle om at Jakob føler sin evne til at vurdere eget behov underkendt, hvorigennem hans status som fornuftigt og ligeværdigt medlem af samfundet ringeagtes.

5.2.4. Opsummering og delkonklusion

Her opsummeres de konkrete pointer, som de unge synes at lægge vægt på i forhold til problemområder i relation til det sociale system. Yderligere opsummeres de forklaringer, som inddragelsen af Honneths anerkendelsesbegreb producerede, på hvorfor de unge kan tænkes at lægge vægt på netop de pågældende områder. Som afrunding reflekteres kort over hvordan de unges forudsætninger for at udvikle sig til uafhængige samfundsborgere, ser ud i lyset af problemområderne og anerkendelsesteorien.

Som hovedpointer i forhold til at begrunde et negativt forhold til de offentlige institutioner og systemrepræsentanterne, nævner de unge bl.a. socialarbejdernes manglende menneskelighed og forståelse for de unges baggrund, i forhold til konsekvenserne heraf for deres adfærd. Manglende indsigt og engagement i de unges sag hos sagsbehandlerne, herunder for meget snak og for lidt handling, samt for lidt fokus på de unges ønsker om hjælp til konkrete og livspraktiske aspekter, er også en kilde til frustration. Institutionernes tilsyneladende meningsløse regler, samt den socialpædagogiske tilgangsvinkel til de unge, hører også under de temaer, som de unge fremhæver som betydningsfulde, i relation til at kunne og ville interagere med systemet.

Hvad angår mulige forklaringer på hvorfor ovenstående skaber modvilje hos de unge, har inddragelsen af Honneths anerkendelsesbegreb vist, at samtlige temaer kan relateres til en anerkendelsesmæssig krænkelse. Perspektiveres tilbage til Honneths tese om at individets selvrealisering, og dermed udvikling til nyttig samfundsborger, som betinget af individets oplevelse af anerkendelse i alle sfærer, synes at være grund til bekymring. Hvordan kan den unge udvikle det positive forhold til sig, som udgør grundlaget for hans/hendes selvrealisering som samfundsborger, når den proces udviklingen skal foregå igennem, i sig selv er krænkelsesfyldt i den unges optik?

Det synes imidlertid vigtigt også at have Honneths pointe om at anerkendelse i privatsfæren, er forudsætning for at individet overhovedet tør indgå i intersubjektive relationer senere hen. Jf. de unges livssituation, antages at de alle må have oplevet krænkelser i privatsfæren, selvom de formentlig også har oplevet anerkendelse gennem kærlighed i de nære relationer. Jakob nævner direkte at han er blevet udsat for vold, mens der implicit i Casper og Jeppes fortællinger ligger, at de har været udsat for en eller anden form for omsorgssvigt, siden de i første omgang havnede på institutionerne.

Med Honneths tese in mente, må dette formodes at medføre, at de unge på forhånd har haft svært ved at have tillid til systemrepræsentanterne. Dette kan både være en faktor i forhold til at gøre det vanskeligt for socialarbejderne at skabe en konstruktiv relation, men også en faktor, der gør det ekstra vigtigt, at mødet med systemet er anerkendelsesfyldt overfor den unge.

5.3. Problemområderne i et institutionelt perspektiv

I det følgende tages udgangspunkt i nogle af de problemområder, som de unge påpeger, i forhold til deres modvilje mod systemet. Ved hjælp af Järvinen, Mik-Meyers og Uggerhøjs teoretiske refleksioner om hvordan institutionelle strukturerer sætter rammer for mødet mellem klient og socialarbejder, søges mulige årsager til at konfliktområderne opstår, belyst. Interviewene med de kommunale medarbejdere, samt KiF-medarbejderen inddrages ligeledes, hvor disse kan bidrage uddybende eller skaber opmærksomhed omkring aspekter, som teorien ikke belyser.

5.3.1. Manglende menneskelighed i relationen

En af de ting, som de unge efterspørger hos socialarbejderne, er menneskelighed og forståelse for deres baggrund. Uggerhøj peger i den forbindelse på, at cirkulærer, rutiner og regler i institutionerne, modarbejder det menneskelige forhold. Dette kan fx siges indirekte at komme til udtryk i forbindelse med at de eksempler, som Jakob giver på hvad han opfatter som menneskelig adfærd hos en institutionsmedarbejder: I samtlige eksempler indebærer den menneskelige handling, at medarbejderen faktisk bryder institutionens regler.

Ligeledes kan Järvinen & Mik-Meyers tese om at de institutionelle problemidentiteter gør det vanskeligt for socialarbejderen at forholde sig til det enkelte individ, inddrages.

I forhold til de unge, kan det tænkes at der fokuseres så meget på det konkrete og synlige problem, fx at den unge er alkoholiker, voldelig, adfærdsvanskelig m.m., at den bagvedliggende årsag, at den unge fx er ensom, traumatiseret, føler sig magtesløs eller er ulykkelig, slet ikke kommer til overfladen.

I relation til dette, synes at de kommunale medarbejdere giver udtryk for en tilgang til den unge, som er meget fokuseret på det synlige og konkrete problem hos eller omkring den unge, fx hashmisbrug eller omsorgssvigt. Dette synes i høj grad at skyldes servicelovens funktion som parameter i forhold til hvornår og hvordan der skal gribes ind, hvilket der gentagne gange henvises til (eks. Appendix 45, 48). Eksempelvis, hvis en ung ryger hash, skal vedkommende efter påbud fra serviceloven, have et behandlingstilbud (Appendix 48). Således synes der at være en relativt lige vej fra konstatering af et konkret problem, til beslutning om en konkret institutionel foranstaltning. Andre parametre i sagsbehandlernes vurdering af om et barn eller en ung har behov for støtte, er ifølge afdelingslederen fx udviklingspsykologiens udviklingstrin. Hvis et barn ikke lever op til et udviklingstrin, er det tegn på at barnet mistrives. Generelt forklarer han, at det er en vurdering på baggrund af den faglige uddannelse man har fået, indenfor sit felt (Appendix, 47). Noget tyder således på at der i høj grad arbejdes ud fra på forhånd satte rammer for hvad der er vigtigt at forholde sig til i relation til klientens formodede problem, både ud fra serviceloven, men også ud fra et fagprofessionelt grundlag. Dermed synes en mere holistisk og inddragende tilgang til klienten en smule besværliggjort.

KiF-medabejderen synes i højere grad at have en mere holistisk tilgang til arbejdet med den unge. Selvom der vurderes at den unge fx har et konkret problem i form af et misbrug, lægges der tilsyneladende større vægt på processen hen imod eliminering af problemets rod, end på synlige resultater hurtigst muligt. Dette hænger formentlig sammen med at KiF-sagsbehandleren – medmindre misbrugsbehandling er et vilkår - ikke er forpligtet til at igangsætte deciderede foranstaltninger, blot vurdere recidiv-risikoen, og derudfra afgøre, om der kan gøres noget for at støtte den unge, fx gennem samarbejde med et jobcenter, eller henvisning til et behandlingssted (Appendix, 62). Dette argumenteres at give større mulighed for at arbejde med den unge som et ”helt mennesker”, hvad sagsbehandleren bl.a. synes at give udtryk for at hun bestræber sig på igennem smalltalk, som kan handle om helt andre ting end problemerne, og også personlige snakke, om fx følelser (Appendix, 63).

5.3.2. For lidt fokus på de unges ønsker om hjælp til konkrete, livspraktiske aspekter

At de unge oplever, at de først og fremmest mangler hjælp i forhold til de livspraktiske ting som at lære at holde styr på pengene, få en lejlighed eller et job, i modsætning til de tilbud om psykologhjælp og afvænning de får, kan skyldes det fokus på personlig udvikling (i overensstemmelse med socialarbejderens problemopfattelse) hos klienten, som Järvinen og Mik-Meyer omtaler som styrende for det sociale arbejde. Forudsætning om at det er klienten og dennes personlighed, indstilling og ressourcer der skal forandres, kan som det viser sig med især Jakob, føre til konflikt mellem klientens og systemets målsætninger. I relation til de interviewede socialarbejdere, talte de alle meget om at ”motivere” klienten, i forhold til at få denne til at indse at den løsning, som socialarbejderne anbefaler, er den rette (eks. Appendix 65, 59). Især de kommunale socialarbejdere talte også meget om at den unge skal ”ville en forandring” og selv skal yde en indsats ved at imødegå de krav der stilles fra socialarbejdernes side, før den unges egne ønsker kan diskuteres, hvis de afviger fra socialarbejderens opfattelse af hvad der er hensigtsmæssigt(Appendix, 50). Dette synes at reflektere et fokus på personlig udvikling som udgangspunkt for at der kan ske forandring på andre områder, om end det må holdes for øje, at der her er tale om sagsbehandling i forbindelse med unge, som ikke er juridisk myndige (Appendix, 50).

5.3.3. Systemrepræsentanternes nedladende attitude

Den socialpædagogiske tilgangsvinkel, som mange socialarbejderne ifølge de unge anvender, hører også under de temaer, som fremhæves som årsager til modviljen mod systemet. De unge føler sig talt ned til, kontrolleret og behandlet som børn. Men det er måske ikke så mærkeligt, hvis nogle socialarbejdere virkelig har den adfærd der omtales: Ifølge Järvinen og Mik-Meyer, er de problemidentiteter, som der arbejdes ud fra i det sociale arbejde, ikke moralsk neutrale. De signalerer, at klienten har en afvigende adfærd, som det er socialarbejderens opgave at påvirke, vurdere og forandre. Socialarbejdernes rolle som moralsk overlegne i forhold til klienterne, synes således at være indlejret som ideal i det sociale arbejde, hvilket antages automatisk at medføre en tilgang til de unge, der kan opfattes som nedladende.

5.3.4. For meget snak og for lidt handling

I relation til at de unge føler at det de bliver lovet i kommunen, ikke holdes, og de i øvrigt sjældent ser deres sagsbehandler, synes det interessant hvad medarbejderen fra KiF fortæller, da jeg spørger ind til hendes erfaringer med samarbejdet med kommunen:

”Jamen jeg vil sige at jeg kan godt mærke at kommunerne de er pressede. Ingen tvivl om det. Inden for de sidste 3 år faktisk, har jeg kunnet mærke en ændring. Og jeg kan mærke at folk de skifter pind hele tiden, der er omorganiseringer hele tiden, og folk de holder ikke særlig længe, i hvert fald ikke i den kommune som jeg har med at gøre(…)Jeg skal alene tage mig af forebyggelse i forhold til kriminel recidiv. Og det hænger jo så sammen lidt, men jeg skal beskrive et behov for kommunen, og de skal afklare det. Jeg siger ikke de skal bevilge dem noget, det må være deres kompetence, men de skal gribe bolden, de skal indkalde borgeren til en række samtaler hvor der er grundlag for at de vurderer, skal der laves en handleplan her, eller skal der ikke, eller hvad skal indsatsen være. Og det bliver ikke gjort. Jeg er ked af at sige det, men det bliver ikke gjort. Og det er et problem. Og DPS siger det ligeledes, og det er jo ikke fordi der sidder nogle sagsbehandlere derude, som vil dem det ondt. Det her er noget større, det er noget økonomi og organisering i kommunerne, noget arbejdstilrettelæggelse(Appendix, 71)”…”Det har ikke altid været sådan. Før i tiden, der havde man som sagsbehandler det meste af en sag. Man havde både kontanthjælp og aktivering og revalidering, og afklaring til kontanthjælp og… Nu er det spredt ud, og jamen jeg ved ikke. Det er ligesom om, at så er det der, hvor jeg synes det er som at banke i en dyne” (Appendix,71).

Med KiF-medarbejderens udsagn om at der er stor udskiftning blandt sagsbehandlerne og de ikke bliver lavet handleplaner, synes det åbenlyst, at der ikke er basis for at igangsættes konkrete initiativer. Det synes således at kommunalreformen har haft betydning. Dog strækker de unges erfaringer over mange år, så der må også være andre faktorer på spil, hvis deres opfattelse af at løfterne ikke holdes, stemmer overens med kendsgerningerne.

5.3.5. Opsummering og delkonklusion

Anvendes Järvinen, Mik-Meyer og Uggerhøjs institutionelle perspektiv i relation til de problemområder, som blev indkredset på baggrund af interviewene med de unge, synes at tegne sig nogle mønstre: På forskellige måder påvirker de institutionelle rammer for det sociale arbejde, mødet mellem socialarbejderen og den unge på en uhensigtsmæssig måde, i relation til målet om samfundsmæssig integration af den unge. De konflikter der tilsyneladende opstår, argumenteres i høj grad at handle om de paradokser i det sociale arbejde, som fører til at de unges behov ikke kan opfattes, debatteres eller mødes, grundet institutionelle regler, rutiner, fagkulturer og diskurser. Dette synes at afføde en afmagt hos den unge, som tilsyneladende føler sig umyndiggjort, stemplet og forrådt.

5.4. Samlet opsummering af analysens konklusioner

I første delanalyse om interviewenes kontekst blev det vist at det har betydning for interviewmaterialets indhold og art, hvordan interviewer og informant(er) positionerer sig i forhold til hinanden og det der tales om. Interviewene med de unge, som er udgangspunktet for den videre analyse, var præget af dels vores fælles fortid i Gaderummet, dels af fortællingernes plot, som værende beretninger om de unge som ofre for svigt fra systemets side. Dette bør holdes for øje, som en del af den kontekst projektets konklusioner produceres igennem.

Anden delanalyse beskæftigede sig med en indkredsning af de områder, som de unge tilsyneladende fandt betydningsfulde, i relation til deres vanskeligheder med, eller manglende vilje til, at interagere med systemet og socialarbejderne. Herunder udledtes: Manglende menneskelighed og forståelse, manglende indsigt og engagement i de unges sag, for lidt fokus på de unges ønsker om hjælp til konkrete og livspraktiske aspekter, tilsyneladende meningsløse regler, samt nedladende behandling. Gennem inddragelsen af Honneths anerkendelsesbegreb lev det vist, at samtlige temaer kan relateres til en anerkendelsesmæssig krænkelse, hvilket inviterer til kritiske refleksioner omkring at det synes vanskeligt at forestille sig, at de unge kan udvikle det positive forhold til sig selv, som Honneth mener er en forudsætning for at kunne blive en nyttig samfundsborger, hvis den proces udviklingen skal foregå igennem, i sig selv er krænkelsesfyldt.

I den tredje delanalyse anvendtes Järvinen, Mik-Meyer og Uggerhøjs institutionelle perspektiv i relation til problemområderne, hvilket førte til konklusionen om at de institutionelle rammer i nogle tilfælde medfører, at de unges behov ikke kan opfattes, debatteres eller mødes, grundet institutionelle regler, rutiner, fagkulturer og diskurser, hvilket afføder afmagt hos den unge, samt en følelse af at være forrådt.

6. Projektets samlede konklusion

Hermed besvares projektets problemformulering; ”Hvad ligger til grund for at en gruppe af udsatte unge ikke kan eller ikke ønsker at tage imod foranstaltningstilbud fra det offentlige, med henblik på integrering i samfundet?”, på baggrund af en overordnet sammenfatning af projektets samlede pointer.

Projektets afsæt var en problematisering af det stigende antal af udsatte unge i Danmark, som falder igennem systemet med risiko for at gå til grunde, til trods for politisk fokus. Tilsyneladende nærer de unge generelt mistillid til systemet, og føler sig umyndiggjort, stemplet og forrådt, hvilket fører til at de ikke kan eller ikke ønsker, at benytte de foranstaltninger, der tilbydes fra det offentlige, med henblik på integrering i samfundet. Ud fra en normativt forankret, systemkritisk tilgang til problemstillingen, har projektet forsøgt at belyse ny viden omkring hvad der kan tænkes at gå galt i mødet mellem den unge og systemet, ved at tage udgangspunkt i de unges opfattelser.

Manglende menneskelighed, forståelse, indsigt og engagement, for lidt fokus på de unges ønsker om hjælp til konkrete og livspraktiske aspekter, tilsyneladende meningsløse regler, samt en nedladende attitude hos systemrepræsentanterne, var blandt de kritikpunkter, som igennem de unges udsagn trådte frem. Gennem inddragelsen af Honneths anerkendelsesbegreb blev det vist, at samtlige temaer kan relateres til en anerkendelsesmæssig krænkelse, hvilket synes problematisk ud fra Honneths tese om at disse hindrer individets udvikling til nyttig samfundsborger.

Anvendelse af Järvinen, Mik-Meyer og Uggerhøjs institutionelle perspektiv i relation til problemområderne, førte yderligere til konklusionen om at de institutionelle rammer i nogle tilfælde medfører, at de unges behov ikke kan opfattes, debatteres eller mødes, grundet institutionelle regler, rutiner, fagkulturer og diskurser.

Samlet synes analysens konklusion at være, at nogle aspekter i de institutionelle såvel som intersubjektive rammer der er for mødet mellem den unge og systemet, i sig selv modarbejder de unges muligheder for samfundsmæssig integrering.

Det hævdes ikke, at projektets konklusion nødvendigvis gør sig gældende i alle tilfælde af møder mellem udsatte unge og systemet. Projektet eksemplificerer forhold, som måske, måske ikke, gør sig gældende generelt. Som sådan kan det benyttes som inspiration i offentlige pilotprojekter, eller i forhold til en mere omfattende undersøgelse af problemstillingen. Konklusionen skal således læses i den kritiske kontekst den er foretaget i, og opfattes som ét perspektiv ud af flere mulige.

7. Efterrefleksioner

Som afrunding på projektet, synes det på sin plads med nogle overvejelser omkring projektets konklusioner, i relation til hvilke paradokser de synes at indeholde, samt hvilke konkrete konsekvenser det kunne tænkes at have, hvis de skulle efterleves.

Som det blev nævnt i projektets metode, har valget af teori, metode og empiri medført, at ansvaret for de negative aspekter i mødet mellem klient og system hovedsageligt placeres hos institutionerne og systemrepræsentanterne. Projektet viser gennem inddragelse af Honneth, at de krav om tilpasning der stilles til de unge, kan opfattes som krænkelser. Man kan dog bevæge sig skridtet videre fra Honneths refleksioner og spørge, om det at stille krav ikke også kan opfattes som en anerkendelse? – Og under alle omstændigheder, om den unge ikke også har en forpligtelse i forhold til at samarbejde? Det vil her argumenteres, at den krænkelse de unge synes at opleve, ikke som sådan ligger i at der stilles krav. Krænkelsen synes at ligge i kravenes karakter: For det første opfattes de som undertrykkende og abstrakte, fordi hhv. de unge og systemrepræsentanternes forståelsesrammer er så vidt forskellige, og kommunikationen mellem parterne så begrænset. For det andet synes der at ligge en modsætning i, at de unge på den ene side skal leve op til omfattende krav, men på den anden side, for fx Caspers vedkommende, end ikke tildeles myndighed til at bestemme egen sengetid. Hvad angår ansvaret for at samarbejde vil det argumenteres, at reelt samarbejde er en umulighed, jf. at begrebet forudsætter at parterne har en gensidig accept af at den anden har noget at byde på. Umiddelbart synes realiteterne at være det stik modsatte: Ingen af parterne mener, at den anden har noget at byde på, og mødet synes udelukkende at foregå på systemets præmisser. Således synes den konkrete opgave først og fremmest at ligge i at indse den anden parts kompetencer. Det er i projektets optik kun rimeligt at forlange, at systemet som stærkeste part tager det første skridt, men derefter er det naturligvis også optil den unge at gøre en indsats. Dette burde imidlertid ske helt naturligt; der er jo enighed om endemålet om, at gøre den unge uafhængig af systemet, og i stand til at opfylde sine forpligtelser som samfundsborger.

I forhold til konklusionen om at cirkulærer, regler og rutiner i institutionerne modarbejder menneskelighed i socialt arbejde, ligger der et paradoks i at det sociale arbejde slet ikke ville kunne udføres, hvis det ikke var for institutionerne. Dog vil det argumenteres, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem menneskelighed og institutionelle regler; blot skal reglerne anvendes som et middel der kan justeres alt efter relevans i en given situation, og ikke følges blindt og ukritisk som et mål i sig selv, hvad det jf. analysen i nogen grad synes at være tilfældet. Generelt er de ændringer, der i projektets optik kunne foretages for at afhjælpe barriererne, hovedsageligt et spørgsmål om større kommunikation, indsigt og refleksivitet i det sociale arbejde.

Litteraturliste

Primærlitteratur:

· Andersen, Torben K., 12/12 2003: Flere strander på Langvarig hjælp, i Socialpædagogen nr. 25/03, Socialpædagogens hjemmeside: http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2003/25-2003/Flere%20strander%20paa%20langvarig%20hjaelp.aspx, set 14/12 2010

· Brandt, Preben, 29/11 2008: Gør noget, Karen Jespersen, Informations hjemmeside: http://www.gaderummet.dk/a%20a%202008/2008-11-29%20Information.%20Preben%20Brandt.%20Goer%20noget%20Karen%20Jespersen.pdf, set 14/12 2010

· Heinskou, Nilas & Sheikh, Jacob, 30/9 2010: Massiv indsats for udsatte børn og unge er slået fejl, Politikens hjemmeside,: http://i.pol.dk/indland/article1071679.ece , set 14/12 2010

· Järvinen, Margaretha & Mik Meyer, Nanna, 2003: At skabe en klient i At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde, Margaretha Järvinen & Nanna Mik Meyer (red). Hans Reitzels Forlag, 1. oplag, 1. udgave, København 2003.

· Järvinen, Margaretha, 2005: Interview i en interaktionistisk begrebsramme i Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, 1. udgave, 1. oplag, Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer red., Hans Reitzels Forlag, København.

· Järvinen, Margaretha & Mik Meyer, Nanna, 2005: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, i Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, 1. udgave, 1. oplag, Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer red., Hans Reitzels Forlag, København.

· Kriminalforsorgen, 2010, Kriminalforsorgens hjemmeside: http://www.kriminalforsorgen.dk/Default.aspx?ID=58, set 14/12 2010

· Liebst, Asger, 8/11 2007: Ung, angst og afskrevet, Informations hjemmeside: http://www.information.dk/149917 , set 14/12 2010

· Retsinformation, 2010: LBK nr 1096 af 21/09/2010, Serviceloven, Retsinformations hjemmeside: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=133043 , set 14/12 2010

· Rørdam, Birgitte, 18/6 2008: Gaderummet sat på porten? i Socialrådgiveren 2008, nr. 12

· Socialministeriet, 2010: Nøgletal, Socialministeriets hjemmeside: http://www.sm.dk/noegletal/sociale-omraader/Sider/Start.aspx, set 14/12 2010

· Stampe, Camilla, 5/8 2010: Kommunerne får kritik for elendig sagsbehandling, Informations hjemmeside: http://www.information.dk/240896 , set 14/12 2010

· Staunæs, Dorte & Søndergaard, Dorte Marie 2005: Interview i en tangotid i Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, 1. udgave, 1. oplag, Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer red., Hans Reitzels Forlag, København

· Uggerhøj, Lars, 2002: Menneskelighed i mødet mellem og klient – ideal eller realitet? I Det magtfulde møde mellem system og klient, Margaretha Järvinen et. Al. Red.

· Willig, Rasmus i Honneth, Axel, 2006: Kamp om anerkendelse. Sociale konflikters moralske grammatik, 1. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag, København

Sekundærlitteratur:

Fra projektseminar, litteratur fra de første 3 kursusgange:

· Fagerberg J. 2005: Innovation: A guide to the Litterature.

· Hagedoorn, J. 1996. Innovation and entrepeneurship: Schumpeter revisited

· Edquist, C. & Hommen, L. 1999. Systems of Innovation: Theory and policy for the demand side

· Petersen J.S. (red). 2007. Kapitel 2

· Lam. A. 2005. Organizational Innovation

· Jæger, B. 2009: The Role of Users in Innovation in the Public Sector

· Bason, C. 2007: Velfærdsinnovation. Ledelse af nytænkning I den offentlige sector. Kap 7

· Kristensen, C.J. & Voxted, S. 2009: Innovation. Medarbejder og bruger. Kap. 1-2

· Lesjø, J. H. 2007. Nettverkssamfunn, innovation og byråkrati, i Rønning, R. & Teogen, H. red.: En innovation for forvaltning? Fagbokforlaget: 64-76

· Rådet for Teknologi og innovation u.å.: Strategi for styrket innovation i den offentlige sektor

· Miles, I. 2005: Innovation in Services i Fagerberg et al.: 433-458

Øvrig sekundærlitteratur:

· Andersen, Heine 2005: Jürgen Habermas i Klassisk og moderne samfundsteori, 3. udgave 2. oplag, Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen red., Hans Reitzels Forlag, København

· Becker, Howard S.2005: Outsidere. Studier i afvigelsessociologi, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag, København

· Harste, Gorm & Mortensen, Niels 2005: Sociale samhandlingsteorier i Klassisk og moderne samfundsteori, 3. udgave 2. oplag, Heine Andersen Lars Bo Kaspersen red., Hans Reitzels Forlag, København

· Järvinen, Margaretha & Mortensen, Niels ,2002: Det magtfulde møde mellem system og klient – teoretiske perspektiver, i Det magtfulde møde mellem system og klient, Margaretha Järvinen et. Al. Red.

· Järvinen, Margaretha 2005: Pierre Bourdieu, Klassisk og moderne samfundsteori, 3. udgave 2. oplag, Heine Andersen Lars Bo Kaspersen red., Hans Reitzels Forlag, København

· Lindgren, Sven-Åke 2005: Michel Foucault i Klassisk og moderne samfundsteori, 3. udgave 2. oplag, Heine Andersen Lars Bo Kaspersen red., Hans Reitzels Forlag, København

· Mik-Meyer, Nanna 2004: Dømt til personlig udvikling, Hans Reitzels Forlag, København

· Olsen, Poul Bitsch, 2006: Kvalitetsvurdering i Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog, 3. udgave, 3. oplag, Poul Bitsch Olsen & Kaare Pedersen red., Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg