Kære Psykolog Nyt
Nedenfor to indlæg, som det kunne være rart hvis I kunne finde plads til. Det første er begrundelsen for det andet, et indlæg om ”Kritik af psykologhjælpen”, som blev bragt i Information d.12.7.2010, og som gav anledning til videre kommentarer i Information, her
Med venlig hilsen
Mob.2487 9126
Den faglige debat i PN – en forsvundet stemme tager ordet
Den 12. juli 2010 bragte Information, i tilknytning til den fra psykiater-side rejste kritik af psykologbehandlingen, en artikel af undertegnede: ”Kritik af psykologhjælpen”. Artiklen adresserede problemer i psykologiens videnskabelige grundsubstans, som et problem den deler med psykiatrien: Nemlig at psykologisk behandlingspraksis gennemgående ikke er udviklet sammen med sin genstand, mennesket, som subjekt for sit liv. Artiklen fik et par støttende ord med sig, men også en kritik fra psykolog Henrik Eriksen (HE), der ikke fandt det velvalgt at rejse en sådan debat i Information, når nu der findes et Psykolog Nyt (PN) med et bagland på ”7.500 psykologer [...] som […] i sagens natur er en relevant modtager”. HE forstod ”ikke hvorfor [jeg] ikke taler til hovedet, i stedet for til alt muligt andet”, og konstaterede samtidig, at der ingen indlæg findes i PN fra min side efter 1997. Det forsøger jeg hermed at råde bod på, men først en historisk kommentar, da mine manglende faglige indlæg ikke er noget, jeg har besluttet alene.
Jeg opgav PN’s redaktion i 1996, da de valgte at skære i et indlæg jeg havde i rubrikken ”Fra medlem til medlem”, hvor følgende blev sakset ud: ”Udgangspunktet for arbejdet er den marxistiske teori og metode, og grundlaget den Kritiske Psykologi. Sigtet det videnskabelige”. Det er sjældent at en enkelt sætning betyder alt, men det gjorde den – helt indlysende - i sin daværende kontekst. Dette er et selvstændigt indlæg værd, men en anden gang!
Jeg var dengang havnet i ”Fra medlem til medlem”, da det var blevet helt umuligt for mig at få faglige artikler optaget i PN, samtidig med at PN var fuld af smalltalk-flimmer; en problemstilling som et medlem just har rejst i anden sammenhæng (PN nr.13, 2010, ”Om at lufte sin uvidenhed”). Jeg havde, på opfordring fra PN, skrevet flere anmeldelser af blandt andet statspublikationer indenfor det sundhedsmæssige område – hvis kritiske analyser jeg i øvrigt stadig finder aktuelle, se link bagerst. Men ”snittet” huede ikke redaktionen; jeg blev læst og påtalt, at ”sådan kan man ikke skrive”. Argumentet var ”Der er også andre end psykologer, der læser PN”, underforstået, at disse skulle man ikke skræmme væk, nu foreningen stod i en vigtig vokseproces omkring autorisation mm. Jeg forstod det som en taktisk manøvre, men oplevede det egentlig som censur på min faglighed, uden at jeg i situationen formulerede det sådan.
Men da efterfølgende indlæg fra min side sådan ”forsvandt i posten”, og jeg heller ikke kunne vide mig sikker med småinformation i rubrikken ”Fra medlem til medlem”, forsvandt PN og DP ud af min fagpolitiske praksis-horisont. Jeg koncentrerede mig om mit selvvalgte arbejde på konflikternes holdeplads, organisationen ”Gaderummet-Regnbuen – socialpsykologisk fristed for udstødte unge” - som jeg prioriterede at udvikle sammen med den bruger- og klientgruppe, hvis behov praksisfællesskabet skulle dække. Og netop den kollektive praksisudvikling i samarbejde med de berørte er en problemstilling, som jeg mener, er helt afgørende for al psykologisk praksis, men som altså ikke (længere) syntes relevant i min egen faglige organisation – som jeg nu kun vanskeligt kunne henvende mig til. Alt dette kan være min personlige historie, men det interessante er vel, om det samme foregår i dag for nye medlemmer, der ikke ”passer ind”.
Jeg har generelt savnet det grundlagsmæssige i DP og PN, og mit eget fravær har betydet at jeg på ganske ”uautoriseret” vis, selv har skullet udvikle teorier og redskaber til inddragelse af kroppen og af det sociale i det direkte psykologiske arbejde, eller håndtere at kropsarbejde etablerer den psykologiske og terapeutiske praksis.
Jeg har måttet arbejde med helt andre grundforhold i det psykologiske, end hvad jeg har kunnet erfare hos andre praktikere, men havde jeg ikke etableret disse antagelser, så ville det ikke have været muligt at fundere en psykologisk rådgivning på brugerpræmisser, og senere Gaderummet som en brugerstyret døgnåben organisation baseret på behandlingsmæssig praksis.
I linket bagerst kan der findes en dagligdags beskrivelse af, hvordan kroppen og det sociale virker sammen i det psykologiske. Jeg kunne sikkert være havnet i lægen Søren Ventegodts situation, hvis nogen havde ønsket at skade mig pga. mine metoder, og er det nok også delvist, grundet mine kollegaers tavshed, men ingen har ønsket at forfølge det. Omvendt har ingen, eller nærmest ingen, villet forsvare det – og dette er mig en stor undren. Kroppen taler altid i psykologisk arbejde. Og hvis den ikke bliver hørt, når den har noget på hjerte, så sker der ingen forandringer, andet end til det værre. Alligevel er psykologisk og terapeutisk praksis nærmest ”klinisk” renset for både sociale og kropslige dimensioner – enten som ”psykologisk uvæsentlige randforhold” eller hørende til ”andre fagområders ekspertise”. Her viser psykologiens grundlagsproblem sig tydeligt i begrænsningen i den professionelle praksis – og hvis ikke psykologien som fag evner at overvinde dette, så vil vi ende som en blindtarm indenfor det biomedicinske paradigme – tendenserne er der allerede.
Til grund for den konkrete konflikt omkring indlæg i PN ligger sikkert flere forhold. Men afgørende var, at DP op igennem 90-erne etablerede sin egen interne autorisationsordning, der i 1993 blev til Psykologloven og til en sygesikringsordning for autoriserede psykologer. Jeg tilhørte det store mindretal i foreningen, der mente, at vejen over intern autorisation, i den form den fik, ville udtynde og ødelægge en samlet bestræbelse på at gøre psykologien videnskabelig på langt sigt. Det synes jeg også har været tilfældet; autorisationsordningen er skåret efter rent neoliberalistiske principper, hvor den stærke klient/opdragsgiver stadig kan få alt for penge – og resten tager psykiatrien sig af!
Mit drop ud af debatten, og senere af foreningspraksis, var heller ikke en enlig svale. Jeg gjorde desværre følge med en stor gruppe kollegaer, som jeg faktisk selv havde skoset gennem årene for manglende engagement i DPs foreningsarbejde. Deres argument var, at DP som fagforening var en brancheforening, der varetager både arbejdsgiver og lønmodtager interesser, altså en ”gul” fagforening, og en sådan kan man ikke forvente noget fagligt lederskab fra. Og hvis der er et hoved i psykologstanden, så ligger ’hjernen’ på universitetet, ’skallen’ i foreningen, mens ’selve legemet’ er psykologiens brugergruppe, uden hvilken intet ordentligt kan lade sig gøre. Altså, at man ikke skal tro, ’skallen’ kan noget i sig selv!
Jeg synes ikke tiden har forandret sig fra tidligere, hvor jeg ikke havde held med at få mine faglige betragtninger bragt i PN. Men der er måske nye tider på vej, for hér følger mit indlæg om ”Kritik af psykologhjælpen”. Og jeg håber, ligesom dengang, at vi bliver flere, der sammen tør gå nye veje.
Link til baggrundsartikler: http://gaderummet.dk/pn/
¤
Kilde: http://www.information.dk/238952
Skrevet af:
Oprettet 12/07/2010 - 18:45
Flere psykiatere melder nu ud, at brugen af psykologhjælp er kritisk. De ønsker en nedprioritering og ændring af psykologordningerne, da de ikke finder positive resultater. Dansk Psykolog Forening er naturligvis uenige og henviser de pågældende psykiatere til at søge vejledning hos andre psykiaterkolleger for at blive sat ind i sagerne. For selvfølgelig er der positive resultater, og desuden hviler psykologisk intervention på stadig videnskabelig opfølgning og udvikling.
Til grund for problemet ligger mange ting, men specielt er det kommet frem, at mange psykologinterventioner går ud i det absurde - f.eks. at psykologer kun taler om sine egne problemer, eller »dit krigstraume omhandler en ulykkelig pottetræning«. Eksemplerne findes ganske givet, og der kan lægges mange flere til. Jeg er i stor udstrækning enig i psykiaternes kritik af psykologerne. Psykologi er stadig ikke den videnskab, hvorom der kan siges, at dens praksis hviler på videnskabeligt grundlag - og dette slet ikke inden for det psykoterapeutiske område. Problemet er bare, at psykiaterne kritiserer psykologi på baggrund af psykologernes diagnostiske indfaldsvinkel, der er ganske identisk med psykiatriens eget: at stille sig udenfor, over, det konkrete individ, med samme uvidenskabelige postulat om »iagttagerens uafhængighed af sin genstand«, og hvor enhver behandling, psykiatrisk eller psykologisk, er identisk i sit sigte: tilpasning enten via symbolske eller kemiske midler.
Trods flommede ord om videnskabelighed fra psykiatrisk side, bliver debatten en debat om psykiatri kontra psykologi, kemi over for symbolsk interaktion. Og sådan har debatten også kørt de sidste 40 år. Er snik-snak-psykologi bedre end medicinsk-kemisk kastration og omformning? Og hvilken faggruppe skal udføre hjælpen?
Psykologstanden er selv ude om kritikken. Den er forblevet i en akademisk niche, hvor praksis hviler på kompromisser, kompensation og småborgerlig livsførelse. Psykoterapien har med psykologernes voksende betydning fået udbredelse, men det er som metodeskellet. Nærmest uden ende findes forskellige metoder til hvert problem, men ingen grundlagsteori til udvikling af metodologisk fremgangsmåde, hvad der gør enhver behandling tilfældig og vilkårlig.
Som inden for psykiatrien er der i den traditionelle psykologi kun én problemopstiller - den behandlende psykolog (eller psykologens opdragsgiver) - hvor ud fra metoden allerede er givet. Herefter er der ‘individuel’ metodefrihed for psykologen. Er psykologens område f.eks. ‘drømmetydning’, så skal klienten dæleme, for at få noget ud af det, komme med nogle drømme, eller finde en anden psykolog!
Psykologstanden har ikke prioriteret at udvikle den psykologiske videnskab sammen med sin ‘genstand’, mennesket som subjekt for sit liv. Kun forskeren, praktikeren, psykologen - og for psykiaterne det samme - ses som menneske i egentlig forstand, en menneskelighed der først indrømmes den anden ‘efter endt og vellykket behandling’. Når psykologstanden ikke har fremmet psykologi, der ikke hviler på en uholdbar metodekanon, f.eks. den Kritiske Psykologi, så er psykologstanden selv ude om kritikken.
Det er den aktuelle psykologi, der er under anklage for ikke at kunne noget potent. En psykologi om det virkelige menneske, individet som ‘bevidst sanselig virksomhed’, men dét er der åbenbart ikke penge i!