Kommentar til: 2010-04-23 Opgør med den politiske korrekthed; og 2010-08-25 Politiken. Lad os skåle for sex og sprut på jobbet

Lad os lovprise uskyld i privatlivet og den faglige dygtighed på jobbet
Alina Djakowska 22.oktober 2010

Jeg har fået tilsend Gaderummets nyhedsbrev for oktober 2010, og grundet mit faglige baggrund og personlige livshistorie er det ikke noget, der blot får lov til at stå der på min mail i 5 minutter for at derefter dele alle de andre nyhedsbrevs skæbne: ud i kurven med dig og gør nu plads til noget nyt.
En mail fra Gaderummet tages til eftertanke. Men mit blik fanges af et malplaceret link til den amerikanske pop forfatterinde, Lucy Kellaways artikel: ”Lad os skåle for sex og sprut på jobbet”. I fjor, påstod den friske forfatterinde, at ”sloganverden trænger til en sproglig oprydning”, og det får mig til at læse videre på Tonny Pedersens oversættelse fra Financial Times. Til trods for, at sammenkoblingen mellem sex og finanser ikke formår at vække den helt store interesse hos mig. ”Det er aldeles umuligt at være plat, vævende eller stupid på latin” hævder Lucy ved samme anledning i fjor. Alligevel lykkes det for hende, at opfylde alle de tre betegnelser på en gang, når hun nu lufter for den danske læser sine skråtanker om seks og sprut på arbejde.
At kunne latin betragtedes i gamle dage som et kendetegn for, at man havde slikket lidt til den klassiske dannelse. Det er dog ikke tilfældet med artiklens kvindelige ophav. Tværtimod tænker hun i sort-hvide, ag af den amerikanske fjernsyn inspirerede billedlige modsætninger.
Forfatterinden efterlyser en nuværende virkelighed der formes efter tressernes TV serie Mad Men, der ikke handler om mad med om F-skål bryster der stilles til skue på arbejdspladserne, fyldte med fordrukne mandlige helte. Disse opsvulmede bryster sikrer kvinderne deres ansættelseskontrakter og bijobbet som rugemødre for de svedige gamle sæddonorer.
Det virker ligesom der er mange af de moderne arbejdere fyldt op med silikone, der hungrer efter at få det lidt sjov på arbejdspladsen, hvis integritet består i at betale lækre middage og hotelregninger for arbejdsrelateret samvær helte og heltinder imellem. I medmenneskeligheden navn, da ingen er fuldkommet, og når ingen er fuldkomne, så skal man bare slå sig løs og rage til sig, mens forfatterinden Lucy går rundt med det psykiske fejekost og pynter på de involveredes samvittigheder.
Lucy efterlyser mere seks i de moderne seksskandaler. Heldigvis er hendes yndlings tv-serie leveringsdygtig: ”I serien bliver der horet til højre og venstre, … og børn bliver født uden for ægteskaber”, mens ”forretningen med at sælge reklamer kører som smurt”. Herligt. Det var heller ikke mening, at disse børn skulle vokse op sammen med sine forældre. I trit med de ypperste sæbeoperaer traditioner befrugter helten sin udkårne i pausen mellem to presserende agent opgaver. Derefter fortryder helten, han drikker sig fuld, han tager lidt til næsen eller søger kropslig trøst hos sin tantes teenager barnebarn, mens heltinden tager over og hejser højt op revolutionens flag. Skurkene sparker heltinden 114 gange i maven, men hun har det fint, og hverken hendes make-up eller den gravide mave tager skade.
Lucy savner verden, hvor dømmekraften var påvirket af liderlighed og alkohol, hvilket for hende er ensbetydende med ilttilførslen til hjernen. Hun forbinder det endda med intelligens, tillid, respekt og integritet. Til trods for dette gamle kludder er hun en supermoderne kvinde, der kunne arbejde på et at de danske jobcentre og prædike for arbejdsløse om brugen af netværk. Kender du nogen? Brug det! Læg dig på trapper, flyt ind, ring hver morgen og aften, tag en nedringet bluse på, forfør deres sønner eller fædre, gå ud og gør noget, du skal nok blive bedre til at sælge sig selv.
Tja, dybt godnat. Men den glamourøse forfatterinde truer med at stemple mig som trist, snerpet, kedelig, puritansk, mangelfuld, tilknappet, usexet, eksterm, fanatisk, mindre intelligent, og hvad hun nu råder over af skældsord, hvis jeg tør afsløre, at det er en gang fis, hun skriver i ”Politiken”.

Alina Djakowska [mailto:gretsche@hotmail.com] 22.oktober 2010