Nyhedsbrev Gaderummet april 99

Nu nærmer tiden sig for den årlige generalforsamling, hvor der skal gøres status for det forgangne år, og hvor der skal tænkes fremad. Situationen er, at vores 300 m2 bruges massivt. Det omhandler 15-20 unge, der er her på døgnbasis, mens 40-50 andre unge pr. dag og omkring 200 forskellige hoveder bruger stedet til diverse aktiviteter, samt omkring 15 personer der trækker på den psykologikse rådgivning i regnbuen.

Det er foreningens 3.je generalforsamling, og det er en vigtig generalforsamling, da det kommende år nok bliver det sværeste i foreningens historie. Der skal produceres svar på i hvert fald følgende 3 problemer, i en situation hvor

der kommer forbi i løbet af en dag, og :

1. Hvordan kan foreningen imødegå den udstødningsfælde, som flere og flere unge, med et problematisk bagland, og en marginaliseret arbejdsmarkedsposition, handler sig ind i pga. svigt fra det Sociale- og Sundhedsmæssige system, og/eller Arbejdsforvaltningens skalten og valten med den unge - og den unges egen opgivelse overfor at forbedre sine vilkår, og hvor det af den grund indstiller sig på umiddelbare daglige overlevelse, uden fremtidsperspektiv ?

2. Hvordan kan foreningen få mere sikrede driftsforhold fra år til år, således at foreningens liv og eksistens ikke hvert kvartal er oppe at vende mht. fortsættelse ?

3. Hvordan realisere lønsumsmidler til fagligt ansatte, således at frivillige ikke slides op, og således at der kommer flere ressourcer til det socialpsykologiske og psykologiske arbejde, så mange færre må gå forgæves ?

Opgavernes løsning hænger snævert sammen. Udstødningsfælden omhandler, at den enkelte havner i en isoleret social situation, i opposition til alt og alle, eller at den enkelte stilles alene uden midler til daglig ophold. Der vil være brug for et kollektivt løft og omsorg omkring den enkelte, således at livet igen er en chance værd. Dette kan Gaderummet allerede lidt af. Der er imidlertid en gruppe af unge, hvor afstanden til arbejdsmarkedet eller til en ungdomsuddannelse er for lang eller ikke-eksisterende. Det omhandler unge, der nok har brug for støtte, opbakning, hjælp eller behandling - og hvem har egentlig ikke det, når man er i en klemt position! - men det er også unge, der har andre grundlæggende livsværdier end det eksisterende etablerede samfund. Man "tænder" ikke på drømmen om "flere store erhvervspaladser, flere og mere teknisk komfort, større bil og dejligt med endnu flere parkeringspladser og billig benzin". Nej. Bare en dagligdag, hvor der er en grad af sikring på basale områder som et sted at bo, alene eller sammen med andre, noget at stå op til, og en rimelig aflønning for ens aktivitet, studie eller arbejde, og at det har en relevans i det store samfunds videre udvikling, hvor medmenneskelighed, solidaritet, lighed og kærlighed har betydning.

De fleste idag, nogen siger 2/3-dele af alle samfundsmedlemmerne, andre at det omhandler et 80%-samfund, har en eller anden sikret ramme, mens vi er dén dér restgruppe, som man gerne vil gøre noget for. Problemet er, at det kan man ikke, sålænge man simpelt tror, at det omhandler, at vi skal passes ind i det samme liv, som de 2/3-deles eller 80%-samfundet har. Sådan kan opgaven bare ikke løses. De to sider hænger jo sammen, vi er jo også "sat" af de andre. Når flere idag bliver ældre, uden at middel-levetiden samtidig øges, må det betyde, at nogen sociale grupper må have en stor overdødelighed, dvs. dø tidligt. Det er os! Den sociale uligheden er simpelt hen blevet for stor.

Mange unge, der ikke "tænder" på det etablerede samfunds værdier, fordi de simpelt hen ikke er deres, og at de er ubrugelige ud fra deres position, må sgu ha` ret til oppebærelse af betingelser, de kan føle for, både på kort og på lang sigt. Lige for ligger at støtte videreudviklingen af de livssammenhænge, som unge af enhver karat og generation altid bygger op sammen, fx. selvstyrende ungdomshuse, subkulturelle aktiviteter mv., men som idag ikke agtes. Hvad derimod agtes - også økonomisk - er fængselsvæsnet og psykiatri til dem, der har måttet klare sin udvikling alene, i en sårbar position, eller cirkulær narko-afvænning, når man efter at have rendt længe uden midler til overlevelse, er faldet ned i junken på gaden.

Der er al mulig grund til at det etablerede samfund - i dag i formen stat, amt og Københavns Kommune - støtter opbygningen af sociale livssammenhænge, der kan tage over, således at fængselsvæsnet, psykiatri og "engang narkoman, altid narkoman" kan blive fortid i enhvers liv. Dette kan ikke gøres alene af de, der stilles med problemet. Vi synes, at vi som sted - Gaderummet og Regnbuen - fortjener en reel opbakning omkring udvidet sikring af drift og fagligt arbejde.

Aktuelt søger vi at holde liv i en kontakt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi har endnu ikke fået tilbagemelding på vores 2.brev til dem (af 4.februar '99), men har gennem pressen kunnet konstatere, at Kommunen skære og skærer ned på støtten til initiativer på vores område - lukning af Familiecentre, lukning af Skiftesporet, lukning af herbergspladser, lukning af Sygeafdelingen på Sundholm osv osv., mens staten ved Arbejdsministeren og Socialministeren siger de står med over 30 mill. kroner, der gerne vil støtte det boligsociale område med, men hvor de ikke kan overskue, hvordan de skal gøre det.

Hvis nogen kan hjælpe os med at komme igennem, eller fremme vores sag overfor det offentlige, må man gerne gå igang.