Teksten
Takketale til hjemløseprisen 17.oktober 2005
Rådhuspladsen, København
Kalle Birck-Madsen, cand.psych.
Gaderummet-Regnbuen
”Dyb indånding”
Jeg skal sige tak for prisen og ordene der er fulgt med. Det er en stor ære, som jeg håber vil komme de unge og gamle til gavn, som ligger ned, fordi de er kørt over af samfundets modsigelser og urimeligheder.
Der er, de sidste mange år, talt meget om forbedring af vilkårene for hjemløse, udstødte, marginaliserede, psykisk syge, narkomanerne og de fattige. Det har været en vedvarende dagsorden, politisk og pressemæssigt, at der skulle rettes op på tingenes elendige tilstand, så mennesker i det mindste havde lige vilkår og muligheder for et tilfredsstillende liv.
Nu er det så kommet frem, afsløret om man vil, at uligheden de senere år som tendens er steget og fortsat er stigende. Der sker en økonomisk omfordeling til fordel for de i forvejen formuende.
Samtidig er der tale om en stigning i antal personer udenfor arbejdsmarkedet – det nærmer sig en million; Ligeså er der en voldsom stigning i den generelle sygelighed i samfundet; og samtidig er der tale om en markant stigning i antal mennesker på psykofarmaka/nervemedicin, hvor det nærmer sig at hver 5.te person, ikke bare i en periode af deres liv, som tidligere, men nu som noget nærmest vedvarende indenfor en aktuel og permanent tidshorisont. Samtidig er genindlæggelsesprocenten indenfor psykiatrien steget til det astronomiske tal af 82-85 procent.
I denne situation er det så, at der tilsyneladende er et politisk flertal for at fortsætte en skattepolitik, der sætter turbo på stigningen i ulighederne, og som samtidig har fokus på, hvordan samfundets svageste –
med pisk og straf, tvangsbeskæftigelse, påtvungen medicinering/terapeutisering, kriminalisering af hashen, udhuling af basale menneskelige rettigheder for mennesker i fængsel, mennesker med anden hudfarve end hvid osv. osv. –
kan indordnes således, at de åbenbart koster mindst muligt, samtidig med at de socialiseres til regelret indgåen i samfundets materialistiske kultur, status og profitjagt.
Der er noget meget paradoksalt i det hele, for det sker i en situation med en god samfundsøkonomi, en af verdens bedste for tiden. Man fristes til at sige, at de hjemløse, de psykisk syge, de kriminelle, de asociale, stofmisbrugerne m.fl., at disse skal være der, for at samfundet kan fungere; De bliver de levende skræmmebilleder på, hvad der sker når man ikke tilpasser sig systemet og handler ud fra eget private og egoistiske bedste.
Men samtidig er det også som om, at de hjemløse, psykisk syge og alle de andre, netop bliver skabt ved at hver enkelt handler egoistisk for sig selv, for det skaber per automatik en restgruppe som havner i et tomrum, med frit fald mod den sociale massegrav.
Det er gået hurtigt de sidste 10 år; den sociale massegrav er både blevet bredere og dybere. Ud over det sagte om større generel sygelighed kan det konstateres, at hver fjerde ung i enhver generation nu tabes og havner i en marginal position, med manglende sociale, personlige og faglige betingelser for et selvbærende liv. Tidligere var det hver 5.te i enhver generation.
Der synes at være en automatik, der gør det hele meget enkelt. Når man som i dag vil løse et problem med mere af det samme, som har skabt det, så bliver problemet selvfølgelig større, og vil på et tidspunkt komme ud af kontrol. Og det må man jo også sige, at det er kommet.
Hvad er det så for midler, der bruges til at løse sociale og psykiske problemer, og som bare gør dem større og større uden at løse dem ?
For mig at se er det to forhold:
For det første at systemerne skiller menneskene fra hinanden ved at pådutte dem hver deres individuelle diagnose. I 90-erne fik man også et nyt diagnosesystem, anvendeligt hertil – ICD-10 – som er totalt renset for årsagsbestemmelser.
For det andet er det indførelse af aktivering for enhver ung og gammel. Som præmis for overlevelse, altså ”noget-for-noget” tankegangen.
Samlet har vi fået indført, hvad der kan kaldes ’seriel standartbehandling af unge og gamle ud fra overfladiske træk og strukturelle positioner’. Det betyder, at de stærke dropper ud, klarer sig af kriminalitet, mens de svage unge falder ned i misbrug eller at deres liv psykisk går i stykke.
De sidste aktual-politiske tiltag sætter bare trumf på: det gælder kravet indenfor psykiatri-området, at man ønsker ret til at tvangsmedicinere mennesker i deres eget hjem; og det gælder at bistandshjælpen skal fratages én, hvis man ikke har haft nogen lønarbejdertimer indenfor en kort tid.
Der snakkes også meget om, at mindstelønnen og kontanthjælpen er for høj i forhold til at få noget ud af at arbejde, så derfor bør de for personernes egen skyld sættes ned.
Det er tanker og perspektiver fra kolde hjerner. De fleste på bistandshjælp og mindsteløn har faste udgifter til husleje, varme mv., der er så høje at der stort set ikke er noget til forbrug – så en nedsættelse vil bare tvinge menneskene ud af deres bolig, deres hjem, ud på gaden, hvor de så med vold og magt kan indfanges som kriminelt kvæg, nasserøve og syrehoveder, som for deres eget bedste må placeres på en lukket eller en halvåben institution.
Den forestående politiklægning fra samfundets store flertal, betyder i sin konsekvens, at nu skal mennesker kunne leve af ingenting, trods at man ikke selv er skyld i sin situation. Det kan man selvfølgelig ikke, dét at leve af ingenting, hvorfor man vil havne i fængsel, når man desperat smadrer alt eller stjæler for mad. Men der synes at være en højere mening her: Man får netop, man skaber det aktivt, et råmateriale af mennesker for et kommende større fængselssystem, som i USA, hvor flere stater nærmest er økonomisk afhængige af den arbejdskraft og den profit, man kan få ud af straffefanger på livstid.
Omkring den stigende ulighed er det de sidste 2 uger blevet børnelærdom, at denne begyndte i den tidligere regerings periode. Men hvorfor må vi ikke få at vide, hvordan det startede, og præcist hvornår det startede? Nok fordi det ikke er et rart svar!
Det omhandler at den daværende regering i midten af 1980-erne udformede det første forebyggelsesprogram overhovedet. Det kom i 1989. Forestået af Sundhedsministeriet, der havde spurgt samtlige andre ministerier, hvad de menneskelige problemer var, og hvad der kunne gøres ved dem. Man spurgte ikke nogen andre end ministerierne selv! Og svaret var, at de menneskelige problemer skyldes livsstilssygdomme, hvor årsagerne til de menneskelige problemer ligger i vores livsstil, i vores vaner - specielt de dårlige. Det omhandler omgangen med “mad, druk og røg”, samt at vi “bevæger os for lidt” og har ”for lidt tryghed”. Som løsningsmodel indsættes den enkeltes egen “ansvarsstrategi’. Ikke eet ord om hvilke generelle sociale forhold, der gør, at menneskene er havnet i en situation, hvor de tilsyneladende ikke véd, hvad der er deres eget bedste, er usikre og hvor de ikke kan sanse, hvad de har behov for, og hvornår deres grænser overskrides. Hermed undlades svar på det vigtigste; nemlig hvad det er, der, i vores måde at producere og fordele goderne på, gør, at hver enkelt stilles alene overfor privat at skulle løse fælles problemer — hvad ingen jo kan.
Forebyggelsesprogrammet blev allerede dengang kritiseret for, at dets gennemsætning ville øge uligheden, for de bedst stillede har selvfølgelig bedre betingelser for at passe på sig selv.
Her 15 år efter forebyggelsesprogrammets lancering er det stort set ført basalt igennem. Der er ikke ændret på de sygdomsfremmende vilkår for befolkningen, men flere og flere er begyndt at tro på, at de kun kan klare sig ved at klare sig selv, ved at klare sig overfor andre. Vi skal jo også snart til at betale for at gå til læge!
Det kan derfor ikke undre nogen, at sygdom og elendighed i global målestok, bare er vokset siden, og det kan heller ikke undre nogen, at partierne i folketinget er rådvilde. Skal de stoppe udviklingen, skal de gå imod deres egne bureaukratiske lag i statsadministration og i partierne selv, der har det ganske fint med en sådan privat ansvarsstrategi — og som mest af alt lever fint af den?
I samme tidsrum på 15 år er der da også vokset en skinforklaring op. Fra mangen en psykiatrisk side og fra alle medicinalfirmaerne lyder det nemlig, at der er problemer i den menneskelige biologi. Man siger, at individer kan mangle signalstoffer eller have andre ubalancer hjernen, der skal behandles med psykofarmaka. En sådan forklaring er på et overordnet niveau er rent snot!
Det er rigtigt, at mange mennesker har svært ved at klare sig i dag og kan bruge medicin til ikke at gå helt rabundus. Men at det skulle omhandle individernes biologi eller gener, det er kvaksalverens vandrehistorie. Genetiske ændringer i menneskets biologi tager titusinde år mod hundrede tusinde år for at finde sted og er altså ikke noget, der bare indfinder sig på sølle 2 årtier. Er der derimod noget, der har en negativ indvirkning på den menneskelige biologi, så er det manglende muligheder for samfundsmæssig medbestemmelse, sammen med andre, og samtidige belastninger man ikke kan undslippe eller gøre noget ved!
Så længe man vedblivende skiller mennesker ad, isolerer dem fra hinanden, kontrollerer dem, moraliserer dem, for at hjælpe dem; og så længe man vil have en modydelse for at hjælpe mennesker i nød, lige så længe vil man udvide og stadfæste samfundet som en stadig større kummerlig fælles massegrav – som snildt kan tage hele klodens økologi med sig. Der ligner, at vi allerede nu er begyndt at lukke kloden ned – frem for at solen naturligt vil gøre det om 3 milliarder år.
Jeg tror derfor at der skal gåes helt andre veje. Livet er en gave, og hvorfor skal alle ikke havde del i den?
Jeg skal med disse ord sige tak for prisen, som jeg finder er en pris til gaderummets unge mennesker og til de kampe de kæmper, og hvor der altid er plads til den, der endnu ikke er kommet.
Tak for ordet.