Erich Wulff 1992 [1]

Om konstitutionen af den skizofrene uforståelighed.
Bidrag til en subjektkonstruktivistisk teori om “vanviddet”. 

Den tyske tekst

I.

Psykiatere fra forskellige retninger har længe været uenige om, hvorvidt skizofrene erfaringer såsom de primære vrangforestillinger, tankeforvirring, eller (selv)skabte oplevelser, er tilgængelige for den medmenneskelige forståelse. Mens psykoanalysen (Freud 1913 / 1973, Benedetti 1976, Fromm-Reichmann 1978), værensanalysen (Binswanger 1957, Kunz 1931, Blankenburg 1958; 1971), den antropologiske psykiatri (Zutt 1963, Kulenkampf 1955), kommunikationsteorien (Bateson et al. 1969), den systemiske familieterapi (Selvine-Palazzoli et al. 1975) og endeligt også anti-psykiatrien (Laing 1967, Cooper 1967) har svaret bekræftende på dette spørgsmål, dog på grundlag af meget forskellige forståelsesbegreber, holdt den deskriptive psykopatologi siden Kurt Schneider (1955) fast på uforståeligheden af, og den manglende mulighed for indføling i sådanne erfaringer. Betydningerne af sådanne kontroverser bliver tydelige deri, at psykopatologien s iden Jaspers (1913 / 1959) har dannet en hel række af begrebspar, hvis vigtigste funktion lige netop har været afgrænsningen af det forståelige fra det uforståelige i den psykotiske oplevelse og adfærd. Dertil hører den strukturanalytiske skelnen mellem oplevelsesindhold og oplevelsesformer (Jaspers 1959), mellem symptomers sådan-væren og her-væren (K. Schneider 1955), men også mellem "patoplastiske" versus "patogenetiske faktorer"(Birnbaum 1919, 1923), og endelig den dynamiserende afgrænsning mellem de skizofrene grundforstyrrelser, der fortsat defineres som "primære" og uforståelige, og deres, for forståelsen tilgængelige, intrapsykiske forarbejdningsformer (bl.a. Bleuler 1911, Ey 1963, Huber 1986). Selvom der hermed var opnået en differentieret tilgang til de skizofrene erfaringer, og grænsen for uforståelighed og manglende mulighed for indføling forskød sig et stykke videre fremad, blev de dog snarere endnu mere uigennemtrængelige, der hvor disse adskillelser havde omplaceret grænsen. Dét der på denne måde blev afgrænset hinsides en mulig forståelse udfra personlighed og livshistoriske omstændigheder, blev af den tysksprogede kliniske psykiatri ved Kurt Schneider (1955), henvist til biologiens naturvidenskabeligt definerede forklaringsområde.

Jeg vil her ikke gå ind på den åbenlyse idealisme, der uvillet kommer tilsyne bag sådanne afgrænsninger - nemlig i den implicitte konklusion, at der ikke er brug for forståelse og indføling i de tilgængelige oplevelser og erfaringer, inden for en biologisk fundering, og jeg vil heller ikke gå nærmere ind på den performative selvmodsigelse (K.O. Apel) som opstår, når man lader subjektivitet gå restløst op i at være en funktion af videnskabeligt definerbare naturprocesser. For nylig har H.M. Emrich (1992) sat denne modsigelse på spidsen, og har - i tilslutning til Fichte - angivet et filosofisk indlysende løsningsforsøg derpå. Jeg vil dog også lade de svært løselige definitionsproblemer ligge, der drejer sig om hvad der skal forstås under begreber som "patoplastiske" - eller "former" for psykopatologiske symptomer - i modsætning til deres "indhold" - samt de cirkelslutninger der ikke sjældent fremkommer ved sådanne forsøg på bestemmelse. Og endelig vil jeg heller ikke selv foretage anstrengelser på at trække grænsen mellem forståelsen og indfølingen i de skizofrene fænomener endnu et stykke tilbage, eller enddog angive nye kriterier for bestemmelsen af denne grænse. Jeg vil snarere vende om på retningen af spørgsmålet og gøre et - ved første blik selv paradoksalt forekommende - forsøg på at "forstå" fænomenet uforståelighed og indfølingsumulighed, dvs. ikke blot som et resultat af endnu ukendte biologisk-kausale processer, men heller ikke som noget bag hvilket der kunne ligge noget andet der en dag kunne komme tilsyne som forståeligt og opklarende, men jeg vil tværtimod spørge efter, hvad der er det positive budskab ved uforståeligheden selv, hvad den selv betyder, og dvs. også om det ikke kan give en generaliserbar mening og i givet fald hvilken, når nogen konstituerer egen, som også en andens, handlen og opleven, som principielt uforståelig og indfølingsumulig: nemlig derigennem, at han producerer uforståelighed og uindfølelighed, i nogle - eller i alle - af sine handlinger. Det, der skal forstås, ville så være selve uforståelighedens budskab, og ikke, hvad der måske måtte gemme sig af forståeligt bag masken. Løsningen af gåden om uforståelighed og uindfølelighed ville altså ikke være en bagved gemt klarhed og tydelighed af en betydning eller en relation der blot skal afdækkes, men langt snarere være opklaringen af meningsindholdet og "mekanikken" bag processen for selve dets uforståeliggørelse, uafhængigt af, hvad der ellers måtte gemme sig af noget muligvis forståeligt bagved. For at forstå uforståeligheden, ville det altså slet ikke komme an på at afdække eller åbenbare noget bag ved denne. Den skizofrene "kode" skulle snarere selv begribes som ukendeliggørelse, som en annullering af enhver forståelsesevne, enhver mulighed for indføling, samt dermed også som en ud-af-kraft-sættelse af enhver mulighed for potentielt gyldig kodning: som forvirring, ikke som en lukning, en kodning, hvis man vil udtrykke det således.

Man kunne også sige, at den opgave der nu stiller sig, ikke er afklaringen af forskellige paradokser og modsigelser ved skizofrene, og heller ikke fastsættelsen af grunde og motiver til en paradoksalisering, men snarere afklaringen af processen for paradoksaliseringen, og dennes egen immanente mening.

Et "paradoks" betyder hos Xenofon et "besynderligt" og derfor forklaringsnødvendigt sagsforhold, hos Demosthenes betyder det overraskende, ja chokerende påstande, hos Menander noget uventet, forbløffende og forunderligt. Modsatte begreber er "endoks" - det der er alment anerkendt og er i overensstemmelse med de flestes mening, men også - hos Aristoteles - "ortodoks"(Ritter og Gründer 1989).

I den traditionelle logik betyder paradoks en "sætning, der er kontradiktorisk eller som står, eller synes at stå, i modsætning til anerkendte kendsgerninger"(Ibid). Paradoks-begrebet er beslægtet med antinomi-begrebet, men også med begrebet om det absurde. Wittgenstein (1973) forklarer bl.a. paradoksers opståen derigennem, at forskellen mellem meningsbestemmende (topologisk-grammatiske) sætninger (der må anerkendes som sikre hinsides enhver begrundelse) og meningsanvendende sætninger (som kan afprøves som værende sande / falske, indenfor de førstes inddelte felt) ikke bliver respekteret (jvf. hermed også Fischer 1987). - Luhmann (1984) benævner paradokser funktionelt som "tab af bestemmeligheden, altså af tilslutningsmuligheden for videre operationer".

I vores sammenhæng betyder "paradoksaliseringens proces" lige netop denne borttagen af bestemmeligheden af tilslutningsmulighederne for videre oprerationer, og hermed fremstillingen af sådan noget som singularitet - fuldstændigt i analogi til det, som astrofysikerne forstår ved dette begreb (Hawking 1988). Ligesom den traditionelle logik bestræber sig på at opløse modsigelser, ville en paradoksaliserende, singulariserende anti-logik være tænkelig, som anvender en lignende anstrengelse på dens tilvejebringelse: mere præcist, tilvejebringelsen af betingelserne for at noget bliver modsigelsesfyldt-ubestemmeligt-tilslutningsumuligt og dermed singulært. Ansatser hertil finder vi f.eks. hos Deleuze og Guattari (1972, 1980). En sådan anstrengelse kræver dog en betydelig kraft af den "sunde": for han må fortløbende annullere den "naturlige indstilling" på stadigt istand kommende "bestemmelser" og "tilslutningssteder". Det kræver dog den samme kraft af en skizofren, overhovedet at kunne fremstille dimensionen for "bestemmelighed" og "tilslutningsevne" som grundlag for konkrete bestemmelser og tilslutninger (Blankenburg 1958, 1971; Wulff 1960). Psykoanalysen har på sin side defineret fremstillingen af den manglende mulighed for tilslutning og singulariteten som regression, på linie med en "primær narcissisme" (Freud 1913 / 1981) og har dermed tilføjet et udviklingshistorisk betragtningsniveau, til det strukturelle niveau. Endeligt har kommunikationsteorien (Bateson et al. 1969) forsøgt at gøre modsigende forventninger fra især forældrene, ansvarlig for en "relationsfælde", i hvilken der for den tilfangentagne kun er muligt at overleve psykisk som et handlestærkt subjekt, via paradoksal adfærd og oplevelsesmåder knyttet til hans relationer.

Udfra dette problemoprids, kan nu de næste spørgsmål formuleres:

1. Hvorvidt lader det skizofrene, sådan som det kommer os i møde (som indtryk, som verbalt eller ikke-verbalt kommunikeret budskab) sig forstå som et singulariserende resultat af en paradoksaliseringsproces?

2. Hvilke betingelser må være opfyldt for en sådan paradoksaliseringsproces, til hvilke strukturer ved formidlingen af budskaber, knytter den an?

3. Hvilken struktur har en sådan paradoksaliserings-akt? Står den overfor en, for den, symmetrisk akt, der overhovedet først muliggør forståeligheden og indfølingsmuligheden, og som bliver afbrudt af paradoksaliseringen, en akt, som man i en videreudvikling af Husserls (1939 / 1948) ansats kunne betegne som en "endoksaliseringsakt" ?

4. Hvilken subjektiv mening kan en sådan paradoksaliseringsproces have, der står i modsætning til den endoksaliserende proces for i-kraft-sættelsen af forståelighed og indfølingsmulighed?

                                                                                II.

I den næste tilnærmelse vil jeg forsøge at klarlægge, hvordan, og på hvilken måde, uforståelighed, indfølingsumulighed, inadækvathed og uorienterethed, kan frembringes, altså i en vis forstand deres fabrikationshemmelighed. Indledningsvist kan det siges, at det hertil er nødvendigt, at sætte de regler ud af kraft, der i almindelighed garanterer forståelighed, mulighed for indføling, adækvathed og orienterethed. De forbindelser må frakendes og sættes ud (af spil), igennem hvilke forståelighed, indfølelighed, adækvathed og relaterethed kommer i stand. Sådanne forbindelser gives der mange af; jeg kan her kun forsøge at demonstrere, hvorledes enkelte af dem bliver sat ud af kraft. Groft kan man sige, at der til dem hører den formale logiks fundamentale sætninger, såsom sætningerne om identitet, modsigelser, den tilstrækkelige grund, osv. Hertil hører dog også de lovmæssigheder, som tilsynekommende genstande under rum-tidslige forhold er underlagt, f.eks. at være tilstede på samme tidspunkt og efter hinanden (Husserl 1928 / 1980), udstrækning og punktualitet, men også, i relation til den sene Wittgenstein (1969) de sproglogiske forskelle mellem sprogspillets sætninger (dens satte regler) og sætninger (træk) i dette spil. Endeligt skal der til sådanne forbindelser, der funderer forståeligheden, også henregnes sådanne som gennemtrængelighed og aflukning, foreløbighed og endegyldighed, subjekt og prædikat, signifié og signifiant, og dialektikken mellem subjekt og objekt, aktiv og passiv, indre og ydre, herværen (Dasein) og verden, jeg og den anden, og sidst men ikke mindst mening og betydning - hvorved mange af disse begrebspar naturligvis også er forskellige fra hinanden. Ved ud-af-kraft-sættelsen af disse sammenhænge menes der ikke kun, at der bliver forstødt imod de anvendelsesregler og lovmæssigheder der styrer dem, eller på den anden side, at fordi de tilsvarende kognitive eller sensoriske forudsætninger ikke er givet, kan disse regler og lovmæssigheder ikke efterfølges fejlfrit. For at lade den skizofrenes - eller for at tale værensanalytikernes sprog, en "skizofren værensmådes" - indtryk opstå, må de snarere sættes ud af kraft som gyldige og bindende sammenhænge overhovedet, som dimensioner og kategorier. Finder en sådan ud-af-kraft-sættelse sted, vil man dog stadigvæk kunne bevæge sig indenfor dem og følge deres regler - men der er ikke længere en tvingende grund til at gøre det. Følger man den lingvistiske vending indenfor filosofien, kunne man som Wittgenstein (1969) sige, at den beslutning der afslutter alle begrundelser, nemlig: "dette sprogspil bliver spillet" - lige netop ikke bliver taget af den skizofrene. Snarere bliver der ved ethvert foreslået sprogspil taget den beslutning, ikke at spille det regelforpligtende.

                                                                     III.

Jeg vil i første omgang fremføre en sådan ud-af-kraft-sættelse af forståeligheden, med sprogforståelsen og sprogproduktionen som eksempel. Man ville her sætte sproggenesens mest fundamentale forhold ud af kraft, nemlig forholdet mellem signifié og signifiant (de Saussure 1915 / 1986). Dette begrebspar stammer fra den strukturelle lingvistik: med signifié menes der det budskab, der ønskes befordret sprogligt, mens signifiant er det vehikel, der optager sådanne budskaber. På et første, mere konkret plan, kunne signifiant forstås som de elementære, potentielt betydningsskelnende lyddannelser, fonemerne, og på planet for grafiske fremstillinger, skrifttegnene, som potentielt betydningsbærende rumlige konfigurationer. Til signifiant kan der endeligt også medregnes de betydningsartikulerende grammatiske og syntaktiske regler. Signifié - det budskab der ønskes frembragt - skal forstås som ordenes betydning i det talte og ligeledes i det ideografiske skriftsprog - altså betydningen af begrebet, forestillingen af bord, stol, ven etc. - i tilfælde med alfabetiske skrivelser dog allerede dét, der lige var lig med signifiant - nemlig lydene. Men også omvendt: dét der i første omgang i forbindelse med lydene var signifié, nemlig de dem tilskrevne ordbetydninger, kan på sin side blive til signifiant, til en betydningsbærer: nemlig i de tilfælde, hvor et helt bestemt, individuelt og situativt bestemt budskab, dvs. en aktuel, for første gang opdukkende - og for så vidt hidtil enestående betydning, skal bæres, formedelst forudgivne, leksikalske ordbetydninger og grammatiske strukturer. Forholdet mellem signifié og signifiant skal herefter ikke opfattes som en arbitrær sammenknytning af betydninger med "betydningsfrit" materiale. Det lader sig overhovedet ikke definere som et statisk forhold, det har snarere en dynamisk og - her tøver jeg lidt - vel også en dialektisk karakter (således f.eks. også hos Lacan 1967). Det samme gælder også for alle andre grundforhold der muliggør forståelighed, og som skal omtales snarest.

En sådan - dynamisk - relation mellem signifié og signifiant, mellem budskab og bærer, eller mere moderne udtrykt: mellem budskab og medium, kan nu sættes ud af kraft på hver af deres forbindelsesplaner: på dét plan, hvor et aktuelt, situativt enestående budskab, skal iklædes gængse ord og sætningsstrukturer; der, hvor ordbetydninger bliver artikuleret som sætninger igennem grammatiske sætningskonstruktioner; der, hvor stavelser forbindes til ord, og endelig også der, hvor "det at ville sige noget" (Sagen-Wollen) kun er forbundet med produktion af uartikulerede lyde, f.eks. ved skrig og gispen, eller hvor dét at ville skrive (Schreiben-Wollen) kun er forbundet med at kradse ned: dvs. der, hvor dimensionen for ord eller bogstavsbetydninger overhovedet er sammenknyttet med dimensionerne for klang eller rumlig konfiguration. Sådanne sammenknytninger bliver i forskelligartede, såkaldte cerebrale værktøjsforstyrrelser som afasi, agnosi og apraxi, materielt umuliggjort. Her kan den sensomotoriske og kognitiv-begrebslige hhv. sproglige erfaringsdel ikke - eller kun ufuldkomment - forbindes med hinanden, hvorved årsagen til disse forstyrrelser ligger i en beskadigelse af de cerebrale strukturer, der bærer disse sammenknytninger og tilsvarende er uomgængelige for en uforstyrret opretholdelse af præstationer som erkendelse, tale og handlen. Skizofrene er derimod i mange situationer fuldt ud i stand til denne art af sammenknytninger - dog blot ikke i andre. Det dem muliggørende substrat kan hos dem derfor heller ikke forblive hæmmende. Sådanne sammenknytninger mister dog deres forbindende kraft for dem, mister relationen til deres mening. For at fremstille denne forskel, taler jeg om at de bliver "sat ud af kraft".

Min tese er nu dén, at den skizofrenes indtryk ikke opstår derigennem, at alle - eller nogle - af sådanne forhold blot forfejles, men snarere derigennem, at deres sammenknytningsmodus: at det her og nu overhovedet drejer sig om formidlelige budskaber, at budskaber altså er formidlelige, men også må formidles,- enten for alle, eller med henblik på kun enkelte budskaber - bliver ophævet, og nærmere bestemt, hvad angår gyldigheden og den bindende kraft af denne sammenknytningsmodus. Derigennem vinder sprog og skrift på den ene side karakter af at være vilkårlig og uforpligtigende, men på den anden side også af kvalende anstrengthed: dér, hvor ophævelsen af gyldigheden og forpligtigelsen af dette forhold sker, og hvor der på samme tid bliver gjort forsøg på at restituere dem. Dette kan også være tilfældet der, hvor en sådan ophævelse af gyldigheden og forbindtligheden af denne sammenknytningsmodus - på troldmandslærlingsvis -  selv blev frembragt.

Man kunne altså forsøge at beskrive den skizofrenes "udtryk" som et signal, som en tilkendegivelse af, at gyldigheden og forpligtigelsen af forholdene mellem budskab og bærer, men også mellem subjekt og objekt, mellem årsag og virkning, handling og resultat, identitet og differens, aktiv og passiv, indre og ydre, væren og verden, det ubevidste og det bevidste, og mellem mening og betydning, i ham ikke bliver anerkendt, eller ikke kan anerkendes. Det bliver ikke anerkendt - eller kan ikke anerkendes - at et forpligtende forhold mellem dem overhovedet er muligt.

                                                                   IV.

Jeg vil nu forsøge, at bringe polerne i disse forskellige forhold, i hvert fald nogle af dem, på en fællesnævner, og så beskrive denne noget nærmere. Man kunne ved de fleste af disse begrebspar tale om på den ene side subjektcentrerede, og på den anden side objektcentrerede, begreber. Dette lader sig bedst eksemplificere med forholdet mellem mening og betydning.

Min anvendelse af dette begrebspar læner sig op ad dé bestemmelser, som Leontjew (1973, 222 ff) gav dem. "Betydninger" er ifølge ham historisk opståede, almengjorte genstands- eller forholdsbegreber, som er fælles for et kultur- eller sprogfællesskab. Med "mening" skal forstås den individuelle interesse i, og de individuelle "perspektiver" , disse betydninger.  Således taler Leontjew også om en "personlig" mening, der overformer (überformt) den "biologiske". Freges (1892 / 1969) skelnen, der opfatter betydningerne som ideelle, rene, matematiserbare objektiviteter, og på den anden side opfatter mening som indskrænkede, ofte subjektive perspektiver, som givne forhold af sådanne matematiserbare objektiviteter, kunne i høj grad lade sig indordne under en sådan synsvinkel - hvis man medtænker de af ham forsømte historiske dimensioner ved betydningerne. Ifølge Wittgenstein har meningsbestemmende sætninger, som dem i den formelle logik, (som selv er "meningsløse" i dén udstrækning at deres mening ikke kan bero på andre sætningers gyldighed) med henblik på muligheden for meningsanvendende sætninger en transcendental karakter (hvis sand- eller falsk-, meningsfuld- eller meningsløs-hed kan efterprøves gennem almengjort erfaring v.h.a. de første sætninger) (TLP, 6.13). Også i denne skelnen genfindes der endnu spor af den Fregeske begrebslighed. På den anden side ser Luhmann (1971) i meningen et funktionelt princip, der foretager den uundgåelige kompleksitetsreduktion for den subjektive erfaring, men som på den anden side også lader det reducerede blive i horisonten for dets kompleksitet. - Indenfor psykiatrien skelner Carl Schneider (1930) "rene" fra "empiriske" betydninger, de "rene" ville svare til Freges betydninger, og de "empiriske" til hans meningsbegreb, hvorved C. Schneider dog også undervurderer historiciteten af dét han betegner som "rene" betydninger. Hans "empiriske" betydninger ligger på deres side tæt på det, som jeg - med Leontjew - betegner som "mening".

Jeg præciserer nu videre mening som dét, som i et givet øjeblik og på et givet sted får mig til, på en bestemt måde, at vende mig henimod arts- og samfundshistorisk opståede almengjorte betydninger. Mening er for mig - i videreudviklingen af den Leontjewske synsvinkel - dét, det i sidste ende drejer sig om, for den der vil tale, udtrykke sig og handle,

- endnu før det iklædes ord eller gestus, eller endda bliver omsat til bestemte handlinger. Husserl (1939 / 1948) kaldte sådan noget "intentionalitet", Heidegger (1927) kaldte det det værendes "hvor-om-villen" (Worumwillen). Lacan (1967) taler på den ene side om "ønsket",  som står overfor "loven" hhv. "faderens navn" på den anden side. Der består også et strukturelt slægtskab til Freuds (1913 / 1973, GW VIII, 311) begrebspar om libidoen på den ene side, og dens objekter på den anden side. Herved er jeg bevidst om, at de nævnte forfatteres begrebslighed blev udarbejdet udfra andre målsætninger og til dels også i andre kontekster. Alligevel er det samme fænomen, som kan benævnes som "mening", trådt dem i møde, såsnart de gjorde sig tanker om hvordan indre og ydre, væren og verden, drift og erkendelse og subjekt og objekt kan knyttes sammen med hinanden. I hvert tilfælde drejer det sig derved om subjektets forhold til de af ham iagttagede - og erkendte - betydninger. Man må dog vogte sig mod den forestilling, at der med "mening" her allerede skal forstås et tydeligt formuleret, bevidst livsudkast, som dermed også ville have noget af en reflekteret og dermed ansatsvist også allerede objektiveret betydning på sig. Vil jeg begribe mening uden en sådan betydningsstrukturering og -objektivering, så må jeg forstå den indskrænket og præcist som dét, det for en eller anden, her og nu, i en bestemt situation, drejer sig om, ja, som dét, at der overhovedet findes noget for ham, hvorom det i en bestemt situation, i et her og nu, i sidste ende kan dreje sig om. Jeg kalder denne form for mening en subjektiv-situativ mening, som det, der får mig, sådan som jeg er her og nu, til at sige og gøre noget. En sådan subjektiv-situativ mening er endnu begrebsligt uartikuleret og tilsvarende endnu ikke bundet til  nogle ordstillinger (Freud 1923, Vygotski 1934 / 1986). Således kunne det også siges, at meningen udspringer af "det ubevidste" - eller med Sartres (1943) og Merleau-Pontys (1945) ord, fra det "med tavshed oversete" område for "kroppen" - i betydningen af "corps phénomenal".

Også i den traditionelle psykopatologi dukker fænomenet vedrørende forholdet mellem subjekter og de iattagede betydninger - dog endnu begrebsligt uafklaret - op, således i analysen af bekendtheds- versus ubekendthedskarakteren ved personfejltagelse, i et arbejde af Pauleikhoff (1954).

For at blive forståelig, meddelelig, og virksom på en reguleret måde, står en sådan subjektiv-situativ mening overfor et spektrum af almengjorte, dvs. for alle eller for en bestemt menneskegruppe, fælles betydninger: de sproglogiske sammenknytningsregler, ord- og sætningsbetydningerne, bestemte mimiske og gestikulations-skabeloner, der også er betydningsgivtige, idet de f.eks. kan angive glæde, sorg, smerte, vrede, osv. på en forståelig måde. Alle disse betydninger er hverken vilkårligt foranderlige, eller helt stift forudgivet. De har, byggende på evolutionshistorisk i-stand-kommende, artsspecifikke-arveligt-genetiske forankringer, givet sig ud fra resultaterne af samfundsmæssigt formidlet virksomhed, fra fælles arbejde for en totalsamfundsmæssig båret livsbemestring (Holzkamp 1983) og bliver igennem hvert bidrag til denne såvel bekræftet som også stadigt forandret. Hos mennesker, hvor de over flere generationer kan opbevares gennem mundtlig og skriftlig overlevering, men også igennem producerede genstande, f.eks. værktøj, har disse betydninger også en langt tilbagerækkende historie: de er engang opstået på et eller andet tidspunkt, og har stadigt modificeret sig videre, indtil de endeligt, af de tilstedeværende levende mennesker kognitivt tilegnet, opnåede deres aktuelle stade hos et individ. Denne historie lader sig opdele i perioder af artshistorisk-evolutionær og samfundshistorisk dominans (Holzkamp 1983). Enhver af os råder over et register af sådanne arvede hhv. kognitivt tilegnede, tillærte betydninger. Dette gælder såvel for genstands- som også for forholdsbetydninger. Sådanne betydninger er dog heller ikke noget abstrakt eller rent begrebsligt. Snarere drejer det sig ved dem altid om potentielle virksomhedsbetydninger (Leontjew 1973) hhv. om "almengjorte handlemuligheder" (Holzkamp 1983) -  hvorved der med virksomhed hhv. handling her menes hele dimensionen for gøren og laden: Således forståede betydninger indbyder individerne til at beskæftige sig med dem, at gøre noget bestemt v.h.a. dem - eller de anviser, at man i øjeblikket netop ikke behøves at gøre det. Således indbyder en blyant til at skrive, en stol til at sætte sig på den, en kemisk formel indbyder til at identificere et stof, at erkende det som beslægtet med, eller forskellig fra andre, men også at producere det, eller ændre det, og en solnedgang fortæller, at et dagsarbejde nu er gjort. Således indbyder en grammatisk regel til at føje ord sammen på en ganske bestemt måde, og omvendt indbyder en perfekt tekst til at overgive sig til dens skønhed og præcision. Det er et særkende for alle disse betydninger, at de er alment forståelige og kan udføres af alle, eller i det mindste af en bestemt gruppe af mennesker. En sådan almengørelse kan slet ikke tænkes separat fra betydningerne for mennesker, uden den ville betydninger som et forståelsesmiddel for virksomhedsformer der er henvist til hinanden, være ubrugelige. De tjener dertil, at muliggøre en fælles, en gruppe af menneskers helhedssamfundsmæssigt formidlede,  livsbemestring, hvis midler kan opbevares i historien, over generationer. Betydninger er således almene (og det vil altså også sige alment forståelige), de er historiske, de er i deres væsen ønske-, virksomheds-, eller tilfredsstillelses-betydninger (Wulff 1989) og endeligt er de - hvilket jeg i denne sammenhæng ikke kan uddybe nærmere - ikke aktuelle men virtuelle: de kommer tilsyne i den måde, tilbudte muligheder er givet: man kan efterkomme deres opfordringer og handlingsanvisninger - eller man kan lade være (Holzkamp 1983).

Sådanne historisk (ofte igennem generationers virksomhed) opståede, alment forståelige, og kulturelt opbevarlige betydninger, har "normalt" den egenskab, at de kan belægges med subjektiv-situativ mening, de er modtagelige for sådan en subjektiv-situativ mening, og bliver fortolket udfra den. De er "normalt" fra begyndelsen relateret til mulig meningsopfyldelse. Betydninger er altså "normalt" altid betydninger for en mulig mening. Og den subjektive-situative mening har på sin side "normalt" den egenskab, at den ikke må forblive stum, ordløs, og uformidlet, men tværtimod kan gøre sig forståelig igennem alment forståelige betydninger. Den er "normalt" relateret til almengjorte betydninger, og er overhovedet først formulerbar og formidlelig i dem, eller i det mindste i relation til dem. Mening er altså "normalt" altid meningen af betydninger. Denne gensidige modtagelighed og henvisthed til hinanden af mening og betydning (Wulff 1960) medfører også, at de to ord ofte bliver anvendt synonymt, og at det er svært at fremstille deres forskel. De tenderer mod identifikation, der er brug for en vis anstrengelse at holde dem ud fra hinanden begrebsligt og i tanken (Leontjew 1973, 222). Man kan også udtrykke det således, at almene betydninger har en tendens til selv at skifte over i retning af en subjektiv-situativ mening, og ligeså naturligt har også mening omvendt en tendens til at transcendere sig selv hen til betydningerne. 

Det skizofrene vanvid ophæver den gensidige transcendens af mening og betydning. Dette betyder på den anden side, at en sådan gensidig transcendens ikke kan forudsættes under alle betingelser. Og dette lader os på den anden side forvente, at der må gives en særlig præstation, i almindelighed skjult under selvfølgeligheden af de nævnte transcendensforhold, gennem hvilken disse transcendensforhold bliver bragt i stand. En sådan præstation frembringer dog kun et eneste resultat: nemlig den "selvfølgelige" gyldighed og bindende kraft af de nævnte transcendensforhold. Den lader sig således kun bestemme som en anerkendelsespræstation af en sådan gensidig modtagelighed (Wulff 1989), en sådan henvisthed til hinanden, en sådan gensidig transcendens af mening og betydning (og frem for alt som afledt af dem, eller deres strukturanaloge subjekt-objekt - hhv. væren-verden - etc. -forhold). Gennem denne anerkendelsespræstation vinder sådanne forhold først rigtigt muligheden for en almen subjektiv forpligtelse. Først gennem anerkendelsen af den gensidige modtagelighed og henvisthed af mening og betydning, bliver der konstitueret en for alle subjekter forpligtigende, mulig verden som potentielt meningsfuld-forståelig, eller sagt på en anden måde: kun således opstår "intersubjektivitet" i den individuelle erfaring, subjekters meningsorienterede delagtighed i en, i almengjorte betydninger delt, verden. I en anden sammenhæng, nemlig analysen af det skizofrene storhedsvanvid (alvidende vanvid), har jeg begrundet, at denne delagtighed altid kun kan være en delvis deltagelse: jeg "har" denne verden - såfremt den skal vedblive med at være intersubjektiv - aldrig som en helhed (Wulff 1992).

                                                                     V.

Min tese er nu den, at muligheden for en bindende kraft mellem subjektiv-situativ mening - det det for subjektet drejer sig om i en bestemt situation, på et bestemt tidspunkt, og muligheden for almengørlige, historisk tilblevne betydninger, bortfalder i skizofrenien. Mening og betydning er ikke længere modtagelige for hinanden, de bliver gjort uimodtagelige og utilgængelige for hinanden igennem en dissociativ akt. De bliver - som dimensioner af ting og sammenhænge der er henvist til hinanden - fordrevet fra hinanden. Sker dette, kan mening kun være uforståelig, og betydning kun meningstømt. Og hvis vi nu vender os mod individers meningsrealiserende og betydningsledsagede handlinger, så betyder dette, at meningsrealisering i det skizofrene vanvid kun kan frembringes igennem ukendeliggørelsen af de betydninger, som mening vil hæfte sig til, og at betydningsanskuelse omvendt naturnødvendigt kun kan frembringe meningsannulering. Hvis Adorno (1966) ikke allerede havde besat dette begreb med et helt andet indhold, ville jeg sige, at vanviddet sætter en negativ, destruerende dialektik mellem mening og betydning igang, netop i retning af deres stadigt mere fuldstændige gensidige gennemkrydsning og annulering. Denne destruerende dialektik er efter mit skøn væsenet af dét, Jaspers (1913 / 1959) har beskrevet som en "psykisk proces" for "ændring af sjælelivet uden tilintetgørelse" hos skizofrene - hvorved han med "tilintetgørelse" i denne sammenhæng mener en irreversibel tilintetgørelse i form af en læsion af strukturer i centralnervesystemet.

                                                                  VI.

Denne tese lader jeg foreløbig stå således hen, og jeg spørger nu mere udførligt til opbygningen af de handlinger, der gør dimensionerne af mening og betydning modtagelige for hinanden, hhv. omvendt retter dem mod hinanden, således at de støder sig væk fra hinanden, og slutteligt gensidigt annullerer hinanden. Man kan benævne disse handlinger som hhv. anerkendelses- og frakendelseshandlinger (Hegel 1807) en sådan delagtighedsrelation af subjekter (mere præcist: af subjektiv-situativ mening) til en, i generaliserbare betydninger inddelt, verden, kort udtrykt: som intersubjektivitetens anerkendelses- og frakendelseshandlinger. Anerkendelsen og frakendelsen relaterer sig derved til alle funderende strukturer af en sådan relation mellem subjekt og verden, til relationen mellem mening og betydning og signifié og signifiant, såvel som til relationerne mellem subjekt og objekt, aktiv og passiv, indre og ydre, samtidighed og efter hinanden, spilleregler og spilletræk, osv.

Selve anerkendelses- versus frakendelseshandlingen, har dog flere specielle egenskaber.

1. Den er hverken en handling, der bevirker bestemte materielt gribelige resultater; eller en erkendelseshandling, der til en vis grad afslører noget, der hidtil har været skjult, eller bringer noget hidtil uklart og udflydende givent, på et skarpere begreb. Snarere består den i intet andet end en bekræftelse - eller fornægtelse - af det, der lige her og nu synes givet: og det med henblik på om det her drejer sig om en potentiel subjektiv meningsbåret betydning, hhv. om en potentiel generaliserbar, og dermed betydningsfuld subjektiv meningsfuldhed, eller ej. Der bliver anerkendt eller frakendt i hver enkelt handling - og det i hver enkelt egen handling, og i ethvert andet fremmed subjekts enkelte handling -, at det derved drejer sig om en subjektbåret-objektrelateret handling; nemlig om en sådan der til stadighed  kan tage hensyn til andres tilsvarende handlinger og deres resultater. Tilsvarende bliver der dermed, ved hver enkelt genstand, men også ved enhver relation mellem genstande, besluttet, om de er indlejret i et subjektbåret-objektrelateret - mere enkelt udtrykt, i et intersubjektivt forhold, kaldet verden.

2. For beslutningen om at anerkende sammenhængen mellem mening og betydning, subjekt og objekt, budskab og medie, handling og resultat som potentielt forpligtende, gives der ingen formallogisk tvingende grund: udover den, at ellers kan en alment forståelig og på samme tid potentielt meningsopfyldt intersubjektiv verden og dermed en af subjekter båret fornuft ikke komme istand. Det drejer sig ved en sådan anerkendelseshandling altså ikke om en, gennem den formale logik eller æstetik (i Kants forstand) funderet handling, men snarere om en sådan, der overhovedet først muliggør en intersubjektiv logik: det drejer sig om en denne begrundende, funderende, og i denne forstand transcendental, akt af menneskelig "frihed". Som allerede nævnt, kunne man i forbindelse med sådanne transcendentallogiske anerkendelseshandlinger i tilslutning til Husserl (1939 / 48) tale om "endoksaliseringer", som man kan sætte over for vanviddets paradoksaliserende frakendelseshandlinger. I sit sene værk "Erfahrung und Urteil" havde Husserl jo vist, at alle logisk begrundede domshandlinger er funderet i en "urdoksa", i en "urtro", eller en "urtillid" til verdens intersubjektivitet. Også Wittgenstein (1971, 253) ser i grammatikken et trossystem, ved enden af den begrundede tro står hos ham den ubegrundede tro på livsformens grammatik (se hertil også Fischer 1987).

3. Netop fordi det ikke drejer sig om begrundede, men om begrundende, rene bekræftelses- og benægtelseshandlinger, der ellers ikke frembringer noget, hverken et materielt resultat eller en yderligere, prædicerbar erkendelse, adlyder de reglen om det udelukkede tredje. Således ville en sådan paradoksaliserende akt af frakendelse af en sådan ur-doksa - en "ur-tro" på den mulige forpligtelse på den gensidige henvisthed af mening og betydning, væren og verden, subjekt og objekt, indre og ydre, årsag og virkning - altid allerede sætte ind der, hvor dens endoksaliserende anerkendelse ikke bliver fuldbyrdet - eller ikke kan fuldbyrdes. Alt forekommende ville altså hinsides dets indlejrethed i en intersubjektiv verden, i en potentiel meningsfuld-betydningsfuld relation, enten anerkendes eller frakendes.

4. Nu er denne anerkendelse og frakendelse imidlertid ikke konserverbar løsrevet fra de handlinger, der frembringer dem, da det drejer sig om rene, subjektive friheds-handlinger, i betydningen af den Kantske praktiske fornuft, som hverken frembringer et håndgribeligt resultat eller er ny erkendelse. Endoksaliseringshandlinger kan således altid kun frembringe "resultater", der har en grænseværdi. Anerkendthed bliver således bundet til fuldbyrdelsen af selve anerkendelseshandlingen. Hvor denne svigter, resulterer det i - frakendende - paradoksaliseringer. Man kunne også udtrykke det således: en sådan "anerkendende" endoksaliseringshandling må kunne følge alle mine andre psykiske handlinger, hvis disse ikke skal slå om i vanvid. Fra et andet, transcendentalfilosofisk perspektiv, kunne man også sige, at det drejer sig om handlinger, der føjer den teoretiske fornufts begreber til den praktiske fornuft.

5. Den endoksaliserende anerkendelseshandling har, som vi så, en rent bekræftende karakter. Den bekræfter betydningens indlejrethed i en intersubjektiv verden, hvilket ikke betyder andet end at den - lige præcis i dens almenhed - kan besættes med subjektiv-situativ mening, men tilføjer ikke denne betydning noget videre betydningsfuldt, intet yderligere kendetegn. En rose (som den forekommer mig, som den viser sig mig i dens rose-værens konstituerende almengjorte egenskaber) er også for mig, på en meningsfuld måde, en sådan rose, og ikke noget andet. Hvad der byder sig for mig af noget på en bestemt måde almenforståeligt defineret, kan også være subjektivt meningsfuldt som netop denne definerede genstand, og ikke som noget andet. I det mindste anerkender jeg muligheden for denne væren for-mig som for-andre af dens kunnen-være-sig-selv. Betragtet rent formallogisk, ville en sådan anerkendelseshandling ikke være andet end en tautologi, en rose (for andre) er også for mig en rose. Men lige netop denne tautologiske gentagelse indlejrer såvel genstanden i sin betydningsfulde forbestemthed og -prægethed, som også i dens potentielle meningsfuldhed i en intersubjektiv verden af subjektbårede-objektrelaterede forhold. Jeg anerkender dermed, at noget, der for andre betyder noget bestemt (en rose) også potentielt meningsfuldt, kan betyde dette for mig, eller omvendt: hvad der for mig her og nu kan give en betemt mening (en lugt, en vag fornemmelse af farver og former, sammenknyttet med et ønske om at tilegne mig dette), kan genfindes i genstande og begreber, der kan være fælles for alle. "Identiteter" bliver hermed, hvad angår deres eneståenhed og individualitet, konstitueret i et her og nu gennem deres forbindelse til subjektiv-situativ mening, og hvad angår deres "identificerbarhed", gennem deres forbindelse til almengørlige betydninger, på konstaterbare kendetegn.

6. Anerkendelsen af meningens og betydningens gensidige modtagelighed konstituerer altså mulige identiteter (og dermed også differenser) inden for en intersubjektiv referenceramme. Som tautologi har den karakter af en laden-være-sig-selv. Den fritager således fra nødvendigheden af endeløst at skulle begrunde eller forklare et sådant "selv" gennem noget "andet", og lægger på denne måde først grunden til forklaringer og begrundelser. Dermed lader den sig karakterisere som en akt af passiv syntese (Husserl 1939 / 1948), mere præcist, som en passivitetsstiftende akt af laden - i de to momenter for en indladen-sig og en laden-være. Gennem en sådan passivitetskonstituerende, "laden-værende" anerkendelsesakt, opstår der overhovedet først et med sig selv identisk område, der ikke har brug for begrundelse hhv. forklaring, ifølge Blankenburg (1971) og Wulff (1960) et område for "naturlig selvfølgelighed".

7. Anerkendelsesakten muliggør såvel begyndelsen som også den foreløbige afslutning af en (genstands- og forbindelses-) identificerende erkendelseshandling. Fordi den grundlæggende tillader, at en rose for mig på et eller andet tidspunkt og sted også kan og får lov til at være en rose for alle, og omvendt, tillader den mig også - in actu - i en første ansats, at stille mig forløbigt tilfreds med en konkret, enkelt iagttagelses- og erkendelsesakt. Jeg kan stille mig tilfreds med den, i den udstrækning, at jeg allerede har gjort den intersubjektive anerkendelsesakt for mig og andre identificerbar som meningsfuld-betydningsrelateret, og således også først nu kan stille noget op med den, i et intersubjektivt rum. Denne første, gennem anerkendelse fuldbyrdede erkendelse af potentiel intersubjektiv identificerbarhed, kan jeg i første omgang lade stå som den er; jeg har - for nu - valget, at lade den være som den er, og at kunne frigive den til mulighedsrummet for  (egen og andres) senere handlen, eller straks at gå videre med den, dvs. at begynde med at omsætte den i andre - erkendelsesmæssigt bestemmende eller virksomme - handlinger, og således også at gøre mit ved den, dvs. at bidrage til at dens potentiale nu også realiseres. Derigennem, at anerkendelsesakten grundlæggende legitimerer potentielt identificerende afslutninger af ens egen (her erkendelses-) virksomhed, lægger den også grunden for yderligere mulige tilfredsstillelseserfaringer på erkendelsesfeltet: af erfaringer, at jeg forløbigt, her og nu, har gjort tilstrækkeligt, dvs. at jeg har gjort mit for den, og for nu også kan ophøre med det, at kunne lade det ligge her (ved en foreløbig overensstemmelse mellem den subjektive-situative mening og en generaliserbar betydning) (Wulff 1989, 1991). Jeg vil her minde om, at tilfredsstillelse på engelsk og fransk hedder satisfaction, det tilstrækkeligt-gjorte. Sådanne tilfredsstillelseserfaringer ved den - tautologisk-anerkendende - rekonstitution af intersubjektivitet i erkendelsen, ved dens begyndelse som ved dens foreløbige afslutning, - og dermed ved generaliserbar-meningsfuld identificer- og differentierbarhed - må dog skulle funderes i historisk tidligere tilfredsstillelsesformer: en udviklingshistorie af tilfredsstillelsesformerne og -betydningerne, mangler idag stadigvæk.

Sammenfattende kan der siges følgende om anerkendelses og frakendelseshandlingerne af intersubjektiv, dvs. subjektbåret-objektrelateret  indlejring af tilsynekomster:

1. Det drejer sig om den praktiske fornufts handlinger, og dermed om subjektbårede såvel som genererende frihedshandlinger.

2. Det drejer sig om handlinger, hvis resultater forbliver bundet til deres fuldbyrdelse, og ikke er konserverbare uafhængigt af denne.

3. Det drejer sig om handlinger af den blotte bekræftelse hhv. benægtelse, ved hvilke reglen om det udelukkede tredie er virksom: en manglende anerkendelse er i sig selv allerede en frakendelse.

4. Hvad der hermed bekræftes eller benægtes, er den gensidige modtagelighed mellem mening og betydning - og dermed også enhver handlings indlejrethed i et intersubjektivt forhold.

5. Det drejer sig i disse handlinger om identitetsstiftende tautologi hhv. om identitetsgennemkrydsende paradoksi, men ikke om prædikative konstateringer.

6. Hvad der i sådanne "tautologiske" anerkendelseshandlinger bliver konstitueret og bundet til deres fuldbyrdelse, er først og fremmest en "ur-doksa", en "ur-tro" på intersubjektivitet, og de strukturer, der funderer denne. Tilsvarende lader anerkendelseshandlingerne sig betegne som endoksaliseringshandlinger, - konstitueringen af ur-tiltroen/tilliden og ur-troen i intersubjektiviteten. Frakendelsen af intersubjektivitetens forpligtelse skulle så tilsvarende fuldbyrdes som en paradoksaliseringshandling.

7. Anerkendelseshandlinger legitimerer også den foreløbige afslutning af genstands- og forholdsidentificerende erkendelseshandlinger. Først derigennem kan jeg "stille noget op" med deres resultater i det intersubjektive erfaringsfelt; på samme tid tillader de mig dog også, at stille mig forløbigt tilfreds med dette resultat, de lægger altså grunden for de laden-værende tilfredsstillelsesmuligheder.

8. I paradoksaliseringen ville forpligtelsen af forholdene mellem gøren og laden, væren og verden, subjekt og objekt, handling og resultat, budskab og bærer, mening og betydning og dermed "verdens" intersubjektivitet, "praktisk", dvs. igennem handling, in actu, blive sat ud af kraft. Dette ville være den fundamentale dissociation, der først muliggør alle andre spaltninger, som dog også gør deres fordelinger og deres aktuelle fuldbyrdelse vilkårlig.

                                                               VII.

Nu vil jeg forsøge at rekonstruere den skizofrene galskab som et eksekveringsbundet resultat af paradoksaliseringer. Hvis vi vil forstå "forrykthed" som paradoksalisering, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt, at dvæle ved og analysere dens produkter. Snarere må vi forsøge at rekonstruere den paradoksaliseringsakt, der fører til galskaben. Vi må - som i en fænomenologisk "epoché"  - sætte parantes om betydningers meningsrelaterethed, og meningers betydninger i vores egne tænknings- og iagttagelseshandlinger: f.eks. i det sproglige, idet vi radikalt adskiller meningsfuldheden i et budskab fra dens betydning, ja, at vi tilmed begriber relationen mellem dem, ikke længere som en muligheds-, men som en gensidig annulleringsrelation, i iagttagelsen, idet vi skiftevis suspenderer alt ved den som er subjektbåret hhv. objektrelateret. Dette kan vi dog ikke gøre én gang for alle. Så snart vi holder inde med paradoksaliseringen, stiller der sig nemlig med det samme igen et - i ur-doksaen, hhv. i "troen" på livsformens grammatik-funderet "resultat". Derfor må vi påny paradoksalisere ethvert paradoks. Ja, vi må heller ikke anerkende selve paradoksaliseringen som en mulig værensform, men må, hvor den antager en sådan karakter, med det samme negere denne på en paradoksaliserende måde, osv., osv., således at dens, gennem negationen af dens negation, igen tilsynekommende logik, øjensynligt igen forekommer paradoksal og mistænksom. Kort sagt, hvad paradoksalisering er, åbenbarer sig for os kun derigennem, at vi fuldbyrder den. Vi vil nu forsøge at eksemplificere dette gennem beskrivelsen af en konkret situation (se Wulff 1960): Hvad sker der, når jeg ser en grøn tekande med to kopper på et dækket bord, og derved også oplever en behagelig duft af te? Normalt ville jeg tolke dette som en mod mig eller andre rettet opfordring til at drikke te her. For en eller anden eller for et eller andet subjekt ville dette give mening. Men dertil hører, at jeg anerkendende bekræfter situationens almene betydning: "her skal nogen tilsyneladende drikke te" hhv. "her ser det ud til, at nogen på dette sted skal drikke te" med: "ja, det giver mening for enhver; ja, dette er en situation der kan forstås ved, at en eller anden skal drikke te her".

Hvis jeg i stedet for her frakender denne - gængse - relation mellem mening og betydning, så ville budskabet lyde præcist omvendt: "denne scene - der ser ud somom det for nogen giver mening at han her på et tidspunkt kan drikke te - kan på ingen måde også kun for en eller anden, på et eller andet tidspunkt, have den mening, at han her skal drikke te. Ihvertfald sikkert ikke denne mening". Knyttet hertil kan jeg dog naturligvis opstille endnu andre hypoteser om, hvilken anden mening scenen også kunne have: om det f.eks. drejer sig om en opstilling fra en møbel- og porcelænsbutik (f.eks. IKEA), om jeg skal betragtes som en foreviser af bestemte te-sorter; eller om tekanden er en bombe, som vil eksplodere om et øjeblik.

Når nu enhver relation mellem mening og betydning er frakendt, så vil der ved enhver af disse mulige hypoteser, udfra deres meningsside allerede på tidspunktet for deres opstilling være modstillet et afslag: "nej, sikkert ikke dette, lige præcis ikke dette". Enhver, også kun tænkelig, mulighed for meningsrelateret betydning, ville da med det samme, allerede på tidspunktet for dens tilsynekomst, antage karakter af et dementi, en selvmodsigelse. Til sidst bliver det så klart: denne scene er der overhovedet ikke for at der kan åbenbares en eller anden mening, for mig eller for en eller anden, for et eller andet subjekt i en intersubjektiv verden; scenen lader sig slet ikke åbne for en præcisérbar, i generaliserbare betydninger investeret mening. Den opfordrer mig slet ikke til noget betydningsfuldt, bestemtbart meningsfuldt, men den gør bare somom. Det drejer sig om meningstømte kulisser og atrapper, i C. Schneiders (1930) forstand om "betydningshylstre". Forsøger jeg altså at opdage en tænkelig mening i de almene betydninger, så viser de sig at være tomme, hylsteragtige, atrap- og kulisseagtige, og i sidste ende som skin. Herved bliver det også klart: et "scenariums" "virkelighed" kommer ikke alene i stand gennem sammenknytningen mellem sansedata og kognitivt tilegnede betydninger; snarere har denne sammenknytning derudover også brug for en mulig relaterethed til en intentionel, subjektiv-situativ mening, for at kunne fremstå som muligvis "virkelig" - dvs. som intersubjektivt funderet og relevant. Mangler denne relaterethed, så bliver der i teatermæssig forstand lige præcis kun et scenarie tilbage, dvs. lige netop kun "skin", "alt er blot teater". Alle tilsynekomster antager gennem frakendelsen af en mulighedsrelation mellem mening og betydning hermed form af blot og bare tilsyneladenheder. De virker allesammen som blot simulerede.

Således kommer en erfaringsrække i stand, der lader den foregivne betydning af en tilsynekomst fremtræde som meningstømt, hylsteragtig, atrapagtig, og endeligt som tilsyneladende og simuleret. I bedste fald kan jeg formode, at de andre lader somom de tager en eller anden betydningshypotese om det skildrede scenarie for gode varer (og dvs. som muligvis subjektiv-situativ meningsopfyldende), og dette kan jeg så også selv gøre. Så stiller spørgsmålet sig imidlertid hurtigt, hvorfor de andre gør dette: enten er de også ofre for dette skin, er altså selv faldet i dette "teater", eller også er de selv delagtige i produktionen af dette skin.

Tilsynekommende betydninger viser sig fra meningsperspektivet - såsnart der, som almengjorte betydninger, skal realiseres meninger i dem, altså nødvendigvis som tilsyneladenheder, når den gensidige modtagelighed af mening og betydning derved ikke er medgivet. Mening kan ikke sætte sig fast på dem, de annullerer snarere mening hvis man forsøger dette, eller også bliver de selv annulleret af meningen, som i deres almenhed for en eller anden subjektiv-situativ gyldig. Således viser det sig: det er i sidste ende formidletheden af mening gennem betydninger - og bestembarheden af betydninger gennem mening - der ved frakendelsen af en mulig gyldighed af deres gensidige relaterethed, er ophævet. Hvis formidletheden af mening og betydning imidlertid er ophævet, og betydninger således nødvendigvis bliver tilsyneladende, hvad sker der da med den subjektive-situative mening?

Denne havde jo, i den komplekse, i den tidligste barndom begyndende kognitive lærings- og tilegnelsesproces af almengjorte betydninger, hæftet sig på deres mest forskellige former, hvorved den kognitive tilegnelse af betydninger fra begyndelsen alligevel kun kunne motiveres af mulig meningsrelaterethed. Således befinder "mening" sig altså ikke kun i subjekters indre: snarere er mening, som specifik opfordringskarakter, i forløbet af ens egen livshistorie, blevet investeret i og fikseret mere eller mindre fast til de til enhver tid foreliggende betydninger, i forskellige afskygninger. Træder mening og betydning nu fra hinanden, så betyder dette følgeligt heller ikke, at meningen er fuldstændigt udslukket fra genstandenes betydninger og relationer, og dermed blot var trukket tilbage i det meningsinvesterende subjekt som intentionalitetscentrum. Snarere bliver meninger og betydninger ved iagttagelser og forestillinger kun da adskilt, på en måde "dialyseret" eller, mere præcist, mening bliver "udfældet" af betydningerne, forbliver dog stadigt hæftet til forestillingerne og iagtagelserne. Således giver det sig med naturnødvendighed, at den fortsat til betydninger hæftede mening (deres subjektrelaterede hvoromvillen) ikke længere kan formidles gennem disse betydninger. Det, hvorom jeg har lært at det er en tekande, der i bestemte situationer skal bruges til at man griber den, hælder i en kop, drikker, for det andet at jeg betragter dens keramiske skønhed, og endeligt for det tredie, at jeg smider den i hovedet på en mulig angriber, viser, at denne tekande overhovedet ikke mere kan formidle noget konkretiserbart, bestemmeligt, og potentielt meningsfuldt (dvs. i et hvoromvillen funderet) hvortil. Den kan tilsvarende kun tilbyde mig et abstrakt "gør noget!" i form af en uindløselig fordring. Kort sagt bliver jeg tiltalt og opfordret til at gøre noget med det, og undlade noget andet med det der kommer til syne som en tekande, uden at den (og situationen i hvilken den kommer til syne, scenen som den er indlejret i) tillader mig at erkende, hvad jeg på meningsfuld måde kunne gøre med den - ja, ikke engang, at der overhovedet gives noget jeg skal gøre med den, eller undlade at gøre. Snarere signalerer den samtidigt med denne fordring uophørligt, at der slet ikke eksisterer en sådan mulighed for gøren og laden. Dens subjektiv-situative mening, det fra den udgående budskab, åbenbarer sig således som ren og skær opfordrings- og appelleringskarakter, der ikke lader sig formidle gennem nogen generaliserbare betydninger, og uden nogensomhelst mulighed for et svar: eller mere præcist: den forblivende "appel" består selv ikke i andet end i unddragelsen af alle de muligheder der kan tænkes, for at gå ind på den på en meningsfuld måde, den har altså på samme tid karakter af en sig selv dementerende tilbagekaldelse. Jeg bliver som handlingsdueligt subjekt (Holzkamp 1983) til stadighed udsat for en sådan tilbagekaldende appellering. Den virker uophørligt ind på mig, uden at jeg på nogen måde kan møde den, eller sætte mig til modværge. En sådan uformidlet og ikke-formidlelig indvirkning, der ikke kan betjene sig af, eller behøves at betjene sig af nogen ord, ja, overhovedet ingen medier, materie, og ingen regler om kausalitet, har naturligvis ikke nogen bestembar betydning, ingen oprindelse, ingen kilde, og intet overskueligt mål eller afslutning. Fordi sådanne meningsindvirkninger fremstår som uformidlede, uforståelige, umulige af forfølge, og i en vis forstand også afmaterialiserede, indeholder de, udover at de møder én, netop intet budskab, ingen form af et muligvis besvarbart spørgsmål eller enddog en anledning til at handle. Deres modtager kan ikke imødegå dem, han forbliver uden modsigelse, forsvarsløs, og i denne forstand "nøgen" udsat for disse indvirkninger, indtil han kun fungerer som deres "modtager" i radioteknisk forstand. Han kan hverken gennem egne handlinger bringe dem til tavshed, eller "slukke" for dem. Disse "indvirkninger" har således en subjektgennemkrydsende, subjektødelæggende karakter. Herved må vi erindre os, at disse indvirkninger udgår fra den samme genstand, som den meningstømte, til blot skin generalisede, betydning forbliver knyttet til. Genstande og relationer møder i det hele taget kun den janushovede gestalt af en samtidighed af tom, atrap- kulisse- og marionetagtig tilsyneladenhed og ikke-formidleligt, ikke-eftergivende indvirkende subjektgennemkrydsende påkaldelser fra overalt og intetsteds. I selve objektverdenen er tomheden og skinnet af dens almengjorte betydninger således gennemvævet og gennemtrængt af umiddelbart grundløse meningspåkaldelser, der på ubegribelig vis indvirker på individerne, ikke tillader dem et svar eller et gensvar, og tilsvarende heller ikke er tilgængelige for nogen forandringer, ingen form for korrektur, ja ikke engang en betingelsesløs, men dog stadig subjektbåret an- og overtagelse. Også den mest afgrænsede subjektkarakter, selv at kunne underkaste sig, er udslettet fra det forrykte individ. Eller mere præcist: den sidste mulige subjektagtige handling han stadig har tilbage, er denne subjektudslettelsesakt, denne akt af subjektgennemkrydsning og -tilintetgørelse, der i den paradoksaliserende frakendelse af intersubjektivitet uophørligt og vedvarende må fuldbyrdes - og nemlig således, at han også kun kan erfares som "blot lavet/skabt".

De skizofrene iklæder sådanne erfaringer forskellige billeder, som de mere eller mindre godt kan gengive, men som dog selv for det meste er genstandsgjorte afsvækkelser af de oprindeligt uformidlelige - mere præcist, af dem uformidleligt gjorte - erfaringer. Hertil hører stråler, sendere, verdensrummet, og andre, f.eks. religiøse forestillinger om det hinsides, hertil hører den ofte ganske pludselige på- og indtrængenhed, ligesom den absolutte, ukorrigerbare vished af vrangerfaringerne, som de skal underkaste sig, hvorved den såkaldte vrangbetydning - ifølge Kurt Schneider (1955) det "andet led" af vrangiagttagelserne - ifølge min terminologi slet ikke er nogen betydning, men tværtimod sådan noget som et fra betydninger uddialyseret meningskoncentrat, der omsvæver hverdagsbetydningerne og først sekundært og efterfølgende, i en art selvhelingsforsøg, kan antage den quasi-prædikative form, som den Tress (1986) har beskrevet med et begreb fra Tugendhat (1979). Således lader uforståeligheden af vrangforestillinger - der ifølge den klassiske teori er skilt fra det normale gennem en afgrund - sig interpretere som et resultat af den parakdoksaliserende, al intersubjektivt funderet forståelse udslukkende værensmåde (eller bedre: ødelæggelsesmåde) for vanviddet selv. Fordi at vanviddet, såfremt det vil realisere mening, slukker for forståelighed såfremt han vil forstå, og meningsfuldhed som sådan (ligesom en dekoder på et fjernsyn eller et computerprogram kan slukkes), og tilsyneladende betydningsfragmenter på den ene side, og uformidlede "absolutte" meningsindvirkninger på den anden side træder i deres sted, bliver de enkelte skizofrene erfaringer - som på samme tid er absolut rådløse visheder, og absolut vis rådløshed - uforståelige og ukorrigerbare. Grunden til en sådan paradoksalisering af tænkning, perception, ja, fornemmelse, er dog frakendelsen af enhver art af subjektbårede objektrelationer, af intentionalitet, frakendelsen af en intersubjektivt konstitueret verden, der dermed på samme tid også er selvgennemkrydsningen af subjektet.

                                                                 VIII.

Jeg må nøjes med denne korte skitse. I den her forelagte subjektkonstruktivistiske teori om vanviddet, er store huller stadigvæk åbne. Hidtil har der praktisk kun været talt om "grundmekanismerne" - eller grundbeslutningerne,  hvorfra vanvid - og dermed "uforståelighed"  - kan produceres eller afværges. Betragtningsmåden var altså hidtil fuldstændig ahistorisk og synkron. Tilgodeset blev ikke de syges egne bestræbelser på regressivt at opfange processen for vanviddet, for derigennem at genvinde deres handleevne, gennem et forsøg som jeg har kaldt en "meningstransport indadtil, under og før" (Wulff 1990) - en handling der forudsætter en bevidst-, prædicerbar-, present-, og genstandsgørelse af det ubevidste, før-prædikative, det  i den nuværende tilstand hvilende, det kropslige, glemte og forgangende, dog er det sådan, at hvis syntesen af mening og betydning  igen ikke lykkes, truer disse udviklingshistorisk tidligere niveauer af det sjælelige liv med at sætte frakendelsesprocessen af deres delagtighedsrelation ud af spil (Wulff 1960, 1991) - indtil den når til det mest elementære trin for kinestetiske fornemmelser, og her producerer den generaliserede katatone tilintetgørelserfaring - dette ville være bevidsthedens "Big Crunch" (Hawking 1988). Det blev også kun antydet, at det nogengange - ved omskrevne, tematisk begrænsede vrangerfaringer - kun er enkelte, bestemte psykiske handlinger, hvor anerkendelsen af intersubjektiv gyldighed svigter, og som så ligeledes kan underkastes et forsøg på en "regressiv plombering" (Wulff 1987). Således sker der i det skizofrene vanvid også ofte en uordnet sidestilling af rationalitet, myter og magi, for inkorperationen af regressivt-magiske og mytiske fragmenter i et rationelt fungerende system - eller også omvendt - som giver den udenforstående et massivt indtryk af vanvid. - Men alle disse fænomener er ifølge min mening kun sekundære følger af forsøget på at indlade subjekter i en intersubjektiv delagtigheds- og gensidighedsrelation til verdenen af almengjorte betydninger - noget mindre lærd udtrykt: af mennesker i deres historie og samfundsmæssighed - overalt eller også kun i enkelte psykiske handlinger at sætte ud af kraft, for dén pris, at deres egen subjektagtighed må blive annulleret og gennemkrydset. Hvis det er således, så opstår der som det næste et spørgsmål om hvilken fare der er så stor, at den kun kan afværges gennem en sådan frakendelse af den gensidige relaterethed af mening og betydning, og dermed også af subjekt og objekt, af væren og verden: "positivt" udtrykt: kun gennem konstitueringen af en "verden" af en uophørligt i sig selv sammenstyrtende og på samme tid til intet sammenfaldende - singularitet.


Litteratur:

Adorno, Th.W. (1966): Negative  Dialektik. Frankfurt/M., Suhrkamp

Bateson, D., Jackson, D.D., Haley, J. og Weakland, J.W. (1969): Auf dem Weg zu einer Schizophrenie-Theorie. I: Bateson, Jackson, Laing, Lidz, Wynne u.a. (1969) Schizoprenie und familie. Frankfurt/M., Suhrkamp.

Bendetti, G. (1976): Der Geisteskranke als Mitmensch. Götingen, Vandenhoeck & Ruprecht.

Binswanger, L. (1957): Schizophrenie. Pfullingen, Neske.

Birnbaum, K. (1919): zit. Nach Peters, U.H. (1984)Wörterbuch der Psychiatrie und medizinischen Psychologie, S. 401. Urband und Schwarzenberg, München-Wien-Balimore.

Birnbaum, K. ( 1923)): zit. Nach Peters, U.H. (1984)Wörterbuch der Psychiatrie und medizinischen Psychologie, S. 541. Urband und Schwarzenberg, München-Wien-Balimore.

Blankenburg, W. (1958): Daseinsanalytische Studie über einen fall paranoider Schizophrenie. Schw. Arch. Neurol. Psychiat. 81,9

Blankenburg, W. (1971): Der verlust der natürlichen Seelbstverständlichkeit. Ein Beitrag zur Psychopathologie symptomarmer Schizophrenien. Stuttgart, ferdinand Enke.

Bleuler, E. (1911): Dementia praecox oder die Gruppe Schizophrenen. Leipzig und Wien, frank deuticke

Cooper, D. (1967): Psychiatry And Antipsychiatry. London

De Saussure, F. (1915/1986): Cours de linguistiquw generale. Paris, Payot

Deleuze G., Guattari, F. (1972): Capitalisme et Schizophrenie l´anti-oedipe. Paris, les editions de minuit.

Deleuze G., Guattari, F. (1972): Capitalisme et Schizophrenie mille plateaux. Paris, les editions de minuit.

Emrich, H.M. (1992): Subjekt and System. (i Druck)

Ey, H.  (1963): La Conscience. Paris, Presses Universitaires de France (P.U.F).

Fischer, R.H. (1987): Sprache und Lebensform. Wittgenstein über Freud und die Geisteskrankheit. Frankfurt/M., Athenäum.

Frege, G. (1892/1969): Über Sinn und Bedeutung. I: Frege, G.: Funktion, Begriff, Bedeutung. Fünf logische Studien. Hrsg. Und eingeleitet von Gunter Patzig. 3. durchgesehene Áufl. Göttingen, vandenhoeck & Ruprecht.

Freud, S. (1913/1973):Über einen einen autobiographisch beschriebenen Fall von Paranoia. GW VIII, 239-320.

Freud, S. (1913/1981): Zur Einführung des Narzissmus. GW X, 138-170.

Freud, S. (1923/1976): Das ich und das Eg. GW XIII, 235-289, London

Fromm-Reichmann, F (1978): Bemerkungen über die Entwicklung der Behandlung von Schizophrenen mit psychoanalytischer Psychotherapie. Psychoanalyse und Psychotherapie. Eine Auswahlwahl aus ihren Schriften. Hrsg von Dexter M. Bullard, aus dem Englischen Von Gertrude Kallner. Stuttgart, Klett-Cotta, S. 190-207.

Helge, G.W.F. (1807): System der wissenschaft. 1. theil. Phänomenologie des Geistes. Bamberg und Würzburg, Joseph Anton Goebhardt. Neu abgedruckt als Suhrkamp-Taschenbuch Wissenschaft 8, Frankfurt/M. 1973, 464-470.

Hawking, St. (1988): A brief history og time. Bantam Books, New York.

Heidegger, M. (1927/1949): Sein und Zeit. Tübingen, Neomarius.

Holzkamp, K. (1983): Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/M., campus.

Huber, G. (1986): Das Konzept substratnaher Basisstörungen und seine Bedeutung für Theorie und Therapie schizophrener Ekrankungen. In: Held, T. (1986): Hrsg.: Deutsch-französische Psychiaterbegegnung. Symposion der Rheinischen Landesklinik Bonn am 25./26.06.1972. Köln, Rheinlamdverlag

Husserl, E. (1939/1948): Erfahrung und urteil. Hrsg. Von Landgrebe. Hamburg, Claassen und Goverts.

Jaspers, K. (1913/1959): Allgemeine Psychopathologie, berlin-Götting-Heidelberg, Springer.

Kulenkampf, (1955): Entbergung, Entgrenzung, Überwältigung als Weisen des Standverlustes. Nervenartz 26, 89ff.

Kunz, H. (1931): Die grenze der psychopathologischen Wahninterpretaton. Z. Ges. Neurol. Psychiat. 135, 271.

Lacan, J. (1967) Phänomenologie der Erfahrung, Frankfurt/M., Ed. Suhrkamp 314

Leontjew, A.N. (1973) Probleme der Entwicklung des Psychischen. Frankfurt/M., Athenäum-Fischer TB 4018

Luhmann, N. (1971): Sinn als Grundbegriff der Soziologie. In: Habermas, J., Luhmann, N. (1971) : theorie der Gesellschaft oder Sozialtechologie? Theoriediskussion. Frankfurt/M., Suhrkamp.

Luhmann, N. (1984): Soziale systeme. Grundriss einer allgemeinen theorie. Frankfurt/M.

Merleau-Ponty (1945): Phenomenologie de la perception. Paris, Gallimard.

Pauleikhoff, B. (1954): die zxei Arten von Personenverkennung. Fortschr. Neurol 22, 192 ff.

Ritter, J. und Gründer, K. (1989); Historisches Wörter der Philosopie, Bd. 7, Stichwort `paradox`

Sartre, J.P. (1943): L’etre et le néant. Essai d’ontologie phénoménologiquw, Paris, gallimard

Schneider, C. (1930): Die Psychologie des Schizophrenen und ihre Bedeutung für die klinik der Schizophrenie. Leipzig, Georg Thieme.

Schneider, K. (1955): klinische Psychopathologie. Stuttgart, Thime.

Selvini-Palazzoli, M., Bosolo, L. Cecchin, W. Prata, G. (1975): paradosso e controparadosso un nuovo modello nella therapia della famiglia a transazione schizophrenica. Milano, feltrinelli.

Tress, W. (1986): sprache, Person, Krankheit. Berlin, Heidelberg-New York, Springer

Tugendhat, E. (1979): Selbstbewusstsein und Selbstbestimmung. Spracheanalytische Interpreationen. Frankfurt/M., Suhrkamp-Taschenbuch Wisseschaft, 221.

Vygotskij, L.S. (1934/10986): Denken und Sprechen. Frankfurt/M., Fischer Wissenschaft.

Wittgenstein, L. (1969): Philosophisch Untersuchungen. Frankfurt/M., Suhrkamp. 

Wittgenstein, L. (1969): Tractus logico philosophicus. Frankfurt/M., Suhrkamp. 

Wittgenstein, L. (1971): Über gewissheit. Frankfurt/M., Suhrkamp. 

Wittgenstein, L. (1973): Philosophische Grammatik. Frankfurt/M., Suhrkamp, Taschenbuch Wissenschaft V.

Wulff, E. (1960): Ausdruncksphänomenologische Interpretation einer katatonen Krise. Inaugurakdissertation zur Erlangung der Doktotwürde einer hohen medizinischen Fakultät der Akbert-Ludwigs-Universität zu Freiburg im Breisgau. 

Wulff, E. (1987): Der paranoische Verschwörungswahn. Psychiatrische Praxis 14, 14-22

Wulff, E. (1989): Überlegungen zur Produktion von Wahnsinn versus sinnbezogener Vernuft. Jahrbuch für Psychopathologie und Psychotherapie XI, 114-138

Wulff, E. (1990): Wahn als Selbstdurchkreuzte Identität. In: Blankenburg, W.: intenionalität. (i, Druck)

Wulff, E. (1991): Bemerkungen zur wechselseitigen Reproduktion von Bewusstsein und Unbewusstem. In:Ökologische Psychiatrie, Hrsg. von J. Gross (im Druck).

Wulff, E. (1992): 9 Thesen zum Allwissenheitswahn. Vortrag auf Jubiläumstagung der DGPN in Köln, 26.-30.09.1992

Zutt, J. (1963): Auf dem Wege zu einer anthropologischen Psychiatrie. Gesammele Aufsätze. Berlin-Göttingen-heidelberg, Springer.



[1] Forum Kritische Psychologie 30. Argument Verlag 1992.Oversat af Gaderummet-Regnbuen v/ Alexandra Holmboe, 2000.