Erich Wulff 1992 [1]

Selvgennemkrydset intentionalitet:
Vanviddet som subjektets forsøg på at løfte sig ud af
samfundsmæssighed og historie.

Den tyske tekst

I.

Intentionalitet er et begreb, der bliver anvendt i forskellige betydningsvarianter indenfor filosofien, psykologien, og i hverdagssproget. I hverdagssproget betyder det ganske enkelt målrettethed, hvorved, afledt fra den franske ordbetydning, der dog også inkluderes en bevidst forsætlighed. Psykologisk bliver begrebet forstået som en (aktiv) indre rettethed mod genstande eller sagsforhold, i modsætning til begreber, der afspejler (passiv) tilstedeværen. Heroverfor har den fænomenologiske filosofi med begrebet om intentionalitet en apriorisk grundstruktur i bevidstheden for øje, nemlig dens forhold til verden -  hvorved "bevidsthed" i fænomenologisk forstand også omfatter psykoanalysens ubevidste. Heidegger (1927) udlægger intentionalitet fundamentalontologisk som den værensforstående "tilværens" (Daseins) væren-i-verden. Alt efter hvordan man opfatter betydningen af "verdensforhold" (og af bevidstheden i hvilken dette er forankret), bliver prærefleksive og præ-prædikative hensyn til verden - alt dét, som den sene Husserl (1948) har kaldt "transcendentalt ydende liv" også afdækket med begrebet om intentionalitet, eller bliver udskilt af det. I det mere snævre område for psykiatrien, indfører Beringer (1924) med "spændvidden af den intentionelle bue" endelig en kvantificerbar dimension i intentionalitetsbegrebet.

I denne artikel skal intentionalitet forstås i dens videst mulige betydning, som enhver form for hensyn - som dét at være ude efter - verden og genstandene hhv. sagsforholdene, i hvilke den er udskilt. Herved følger jeg for så vidt den "lingvistiske vending" indenfor filosofien, således at jeg erkendelsesteoretisk begriber "verden og dens genstande" som en i generaliserbare betydninger uddifferentieret verden. Selve den intentionelle bevidsthed - det "transcendentalt ydende liv" inkluderet - dén "tilværen" (Dasein) der er "i" verden, betragter jeg ligesom Heidegger (1927) som i sidste ende begrundet i dens hvoromvillen, dvs. i dens "tilværensmening". Denne tilværensmening afgiver såvel den første tilskyndelse som også den sidste begrundelse for at være ude efter verden. Under intentionalitet som en “akt”, forstår jeg altså her tilværens-meningens (dvs. meningen med den menneskelige eksistens)  hensyntagen til en "verden" af almengørlige betydninger. I en sådan vending, nærmer den af Heidegger lånte begrebslighed sig virksomhedsteorien, i rammerne for den sovjetiske psykologis "kulturhistoriske skole" (Leontjew 1973), som har udarbejdet "personlig mening" og "almengørlig betydning" som grundmomenter i den menneskelige livsforvaltning. Intentionalitet som struktur lader sig i denne henseende begribe som den personlige tilværensmenings relaterethed til almengørlige betydninger.

Nu må det dog mere præcist bestemmes, hvad der menes med "tilværensmening". Jeg forstår herunder ikke allerede et komplekst livsudkast, og heller ikke et tilegnet eller overtaget værdi-kodeks, som kunne forlene den enkeltes liv med en mening, men tværtimod meget mere elementært dét, hvorom det for en eller anden lige nu og her drejer sig om. Herved kan et sådant her og nu naturligvis også være præget af sådanne værdier, og af forskellige forgangne erfaringer. Jeg vil dog tage udgangspunkt i en tilværensmening i et her og nu: fordi det er den, der aktuelt, i ethvert moment, relaterer sig til almengørlige betydninger. Derfor vil jeg følgeligt heller ikke, som virksomhedsteorien, tale om "personlig mening", og heller ikke, endnu mere globalt, om tilværens mening, men tværtimod om subjektiv-situativ mening, udfra hvilken til-væren (Dasein) retter sine intentionelle handlinger på en verden bestående af almengørlige betydninger. Begrebet om den subjektiv-situative mening - dét, hvorom det for én drejer sig om i et her og nu - vinder, således forstået, på sin side en vis nærhed til det psykoanalytiske begreb om "ønsket", og ligeledes til den almengørlige betydning af det Lacanske begreb om "fader-navnet" eller "fader-loven" (Lacan 1967). Og endeligt kan intentionaliteten fra et sådant synspunkt også fremstilles som en akt af libidinøs besætning af objekter, hvilket Freud (1913/1973, 307) selv gjorde i sit Schreber-studie - hvorved han dog samtidigt udvidede begrebet om libidoen til "interesse overhovedet" hhv. til "kærligheden til verden" (ibid., 311).

Intentionaliteten, tilværens væren-i-verden, libidinøs hhv. "interesseret" besathed af objekter gennem den personlige menings orienterethed imod almengørlige betydninger, lader sig endeligt alle til hobe også udlægge som funderende strukturer for intersubjektivitet. De forekommer i første omgang ikke videre begrundelsestrængende, men må snarere forstås som "urdoksa" (Husserl 1948, 32), og som "apriorisk perfektum" (Heidegger 1927, 85). Selv der hvor det drejer sig om den fænomenologisk-tilværensanalytiske udlægning af vanviddet, taler Binswanger (1957) tilsvarende stadigvæk om blotte variationer af tilværensudkast hhv. tilværensformer, Blankenburg (1971, 112) taler om "variationer af intersubjektive strukturer". Begge gange bliver der dermed impliceret, at tilværens udkastkarakter, dens intentionalitet, dens væren-i-verden, dens intersubjektivitet, som sådan derved endnu bliver opretholdt. Kun hos Beringer (1924) er der tale om en "sønderbrydning" af en, i dens spændvidde reduceret, "intentionel bue", og Freud overvejer i Schreber-studiet immervæk den mulighed, at ikke kun libidoen, men snarere "interessen overhovedet" kan trækkes fuldstændigt bort fra verden.

I denne række af tvivlere på intentionalitetens aprioriske perfektion, på tilværens væren-i-verden, den subjektive-situative menings relaterethed til / orienterethed imod almengørlige betydninger, stiller jeg mig også. Det gør jeg, fordi jeg mener, at skizofrene "billeder" som dem af "verdens undergang" eller "tilintetgørelsen af tilværen", må tages alvorligt, og at også skizofrene tanke- og sprogforstyrrelser, ligesom den katatones erfaringer (Wulff 1960), lige netop peger på sammenbruddet af tilværens verdensrelation, ja, selve mod-hinanden-rettetheden af "tilværen" og "verden", og af den "personlige mening" og den "almengørlige betydning".

II.

Betragter man vanviddets manifestationer lidt mere opmærksomt, da bliver det hurtigt klart for én, at mange af dem ikke bare imponerer som meningsløse, forvrøvlede, uvirkelige, eller endda umulige, men snarere også altid signalerer sådan noget som en - delegitimerende - ud-af-kraft-sættelse af de grundlag, og dermed også de grundregler, der bygger på disse,  som bliver forudsat af alle menneskelige kommunikationsformer (sammenlign hertil Tress, 1986; Tugendhat, 1979 og H.R. Fischer, 1987). En sådan ud-af-kraft-sættelse kan i det enkelte tilfælde, i forbindelse med de af den berørte psykiske præstationer, være mere eller mindre følgerig. Den fremstiller dog altid et slags register, i hvilket forrykt kommunikation finder sted. Også de ved første blik fornuftigt forekommende enkeltkundskaber, er for det meste farvet af en art "mod-forstandighed", som man kunne kalde den aktuelle ud-af-kraft-sættelse af grundlagene og grundreglerne for den menneskelige kommunikation. En sådan "vrangmening" bliver til stadighed såvel produceret som også lidelsesfuldt oplevet af den "forrykte". Den finder igen ikke kun sted i vrangforestillinger i snæver forstand, men også i de skizofrene ambivalenserfaringer, i neologismer og "agrammatismer", og også i verbale og ekspressive stereotypier; i de uddansede konkretismer af isolerende, desymboliserende ordbetydninger, som - ligesom i ordsalaten - er afskåret fra især de betydningshenvisninger, der rækker ud over dem; den finder også sted i de komplementære ordopblødninger og - gennemtrængeligheder, der synes fuldstændigt ophævet fra den oprindelige, umiddelbare ordbetydning, og som åbner op for henvisningssammenhænge der synes skrankeløse, uafsluttelige, og intetsteds får en ende. Denne samtidighed af overprægnant påtrængende, punktuel betydningsoplevelse og diffus råd- og orienteringsløshed, genspejler på et symptomatologisk niveau nogle strukturelle forandringer: nemlig sådanne som erfaringens spaltning i - gennem betydninger ikke længere formidlelig - og i denne forstand "betydningsløs" - meningsfuldhed og "meningsløs" - dvs. de i meningssøgningen ende- og succesløst videreformidlede - betydninger (Wulff 1960).

Men også i de vanvittiges sanse-erfaringer lader sig noget lignende genfinde: her er oszilleringen mellem ønske-angst-styrede forestillinger og ikke-forrykt realitet ophævet, som udmærker den "normale" iagttagelse, dens "afskyggede" horisontkarakter, dens - i afhængighed af fikseringspunktet - af- og tiltagende præcisering, osv. På den ene side bliver det sete og hørte stadigt mere påtrængende og på samme tid smertefuldt overpræcist, således at ens egen hen- og bortseen, til- eller borthøren, præcisering eller utydeliggørelse, bliver elimineret fra iagttagelsesprocessen, og endda at det hidtil blot forestillede, automatisk "materialiserer" sig selv som fornærmende virkelighed. På den anden side virker alt derealiseret, tomt, og i sidste ende blot som skin, hvilket det søgende blik, det at se  og høre efter, vil åbenbare for forståelsen. Jeg vover her dén tese, at det er iagttagelsens meningsrelation der på en sådan måde enten totalitært sætter sig igennem iagttagelsen, eller lige så radikalt - nemlig restløst - forsvinder ud af den. Mere præcist sker det førstnævnte snarere udfra en passiv, receptiv, og det sidstnævnte udfra en aktiv indgribende indstilling.

III.

Byggende på sådanne erfaringer, vil jeg nu forsøge at betragte vanviddet fra et ganske bestemt perspektiv: at der nemlig i vanviddet, enten ved alle eller kun ved enkelte psykiske handlinger ikke kan frembringes en præstation, der nu vil blive beskrevet nærmere. Denne præstation består, groft forenklet, deri, at forlene bestemte grundkategorier for hensynet til verden og andre - således "væren-i-verden" og "intersubjektiviteten" - uanfægtet gyldighed - i betydningen af en "naturlig selvfølgelighed" (Blankenburg 1971, 84; Wulff 1960, 44). Denne præstation har dog ikke en aktivt tilgribende, adskillende karakter, den er snarere det modsatte af dét man normalt forstår ved en "akt", en handling, en virksomhed. Til nød kunne man med Husserl (1948) betegne den som en implicerende "akt" af en "passiv syntese". For den består først og fremmest i en laden gældende løs- og værenladen - og for så vidt også i en laden-væren-sig-selv af det forefundne. Først igennem sådanne passiviserende "akter" bliver "naturlig selvfølgelighed" produceret (Wulff 1992a, 1992b). Det er udeblivelsen af lige netop denne - upåfaldende - præstation, der forvandler grundlagene for enhver kategoriel ordningsskematik - der kan begribes som en videre opspaltning af potentiel "forståelighed" og "meningsfuldhed" af "noget" - til i sidste ende ubegrundelige blotte konstruktioner, for hvis bevidste opretholdelse så en stadig åndelig anstrengelse bliver nødvendig, som ingen uindskrænket kan opretholde i længere tid. Hubers henvisning til et tab af "vanehierakier" (1986, 194) og Emrichs (1990) forestillinger om et svigt af en, på betydningsfuld fortrolighed henvist, "censurinstans", omhandler - set fra et andet perspektiv - det samme fænomen. Ved alt dette drejer det sig om den præstation, at forlene selvfølgelig gyldighed til de fundamentale kategorier for det kommunikative hensyn, en præstation, som kan lykkes men som også kan slå fejl.

I rammerne for en fænomenologisk analyse, måtte man dog, for at tydeliggøre sig denne præstation, lige netop suspendere den aprioriske perfektion af forholdet mellem tilværen og verden, den subjektiv-situative mening og almengørlige betydninger, ja i sidste ende alle intersubjektivitetens fundamentale strukturer, og man må spørge sig selv, hvad der så bliver af den subjektive erfaring. Min tese lyder, at vanvid kan "frembringes" gennem fuldbyrdelsen af en sådan indklamrende epoché - såfremt denne lykkes. Samtidigt måtte, hvis man sætter parantes om intersubjektivitetens naturlige selvfølgelighed, den ellers skjulte egenart ved de konsitutive akter som sammenkæder subjetiv-situativ mening og almengjort betydning til en intersubjektiv relation, blive synlig. Såfremt det endeligt ved intentionalitet drejer sig om menneskelig intentionalitet, måtte intersubjektivitet og vanvid så også fremtræde som de mest oprindelige, eksistentielle alternativer til "tilværen" som subjekt. "Intersubjektivitet" måtte altså kunne ledsage alle mine bevidsthedsakter, såfremt disse ikke skal antage vanviddets form.

Hvorledes bliver en sådan ledsagelse garanteret? Gennem sammenknytningen af menings- og betydningsdimensionen. Tilsvarende repræsenterer jeg dén opfattelse, at sammenknytningen af menings- og betydningsdimensionen er en akt, der til stadighed må produceres som en selvstændig akt af tilværen som subjekt, hvorved tilværen derved - og kun derved - producerer sig selv som subjekt (Wulff 1960, 29, 394; 1989, 144ff). I sidste ende drejer det sig herved altså om konstitutionen af subjektværen samt intersubjektivitet - i den her til diskussion stående sammenhæng især på erkendelseniveauet. Emrich (1990) tilskriver denne kategori af akter der sammenkæder de subjektive og de objektiverende erfaringsniveauer, et psykisk "hypersystem".

Hvad er det så, en sådan sammenknytning bevirker? Den bevirker, at almenheden, men også processen for almengørelsen af betydninger, bliver erfaret som opfyldbare med subjektiv-situativ mening; men også, at en situations subjektive mening på sin side også gælder som almengørlig. De almengørlige betydninger - dét der betyder noget for alle - vinder igennem en sådan sammenknytning en dimension af en subjektiv-situativ mening, og dermed en personlig opfordringskarakter. De opfordrer mig - og ikke kun en som mig på præcist dette sted - til at gå ind på dem, og lover til gengæld, at denne indgåen for mig - og mig -  kan føre til noget: jeg kan have personligt del i dem, i deres almenhed. De bliver dermed også altid - og lige netop - i deres almenhed til mine egne betydninger: ganske vist altid kun delvist, de tilhører ikke kun mig alene, jeg kan ikke erobre dem, jeg kan ikke bare gøre med dem, hvad jeg lige nu vil - og hvis jeg forsøger dette, så sætter de det virkeliges modstand op mod dette - i hvert fald hvis dette artikulerer realitet. På den anden side artikulerer de dog også, at jeg kan bringe den subjektive-situative mening i hus, som jeg præsenterer for dem, og at denne subjektive-situative mening kan blive en del af deres almenhed, således at de altså er parate og i stand til at an- og optage den, ja, at der lige præcis i deres almenhed findes noget sådant optagende. Man kan her tale om en gensidig modtagelighed i betydningerne for en subjektiv-situativ mening, men også for den subjektiv-situative mening for almengørlige betydninger (Wulff 1960, 89). Hvad det her frem for alt drejer sig om, er dette: at sammenknytningen af dimensionen for den subjektiv-situative mening og almengørlige betydninger, først kan ydes gennem konstitutionen af en - gensidig modtagelig - delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almengjorte betydninger. Denne delagtighedsrelation begrunder så også alle andre, på den byggende, former for intersubjektivitet. Gennem legitimerende - for gyldig erklærende - anerkendelse af en delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almengjort betydning, vinder almengjorte betydninger først en subjektiv-situativ mening, og har sidstnævnte først udsigt til at kunne formulere sig alment, dvs. i alment forpligtende og anerkendte betydninger. Anerkendt bliver herved, at "jeg", sådan som jeg ligenu befinder mig, i det hvad jeg ligenu ønsker, føler, fornemmer, bruger, er del af en almenhed, jeg dog ikke går op eller under i, men tværtimod, idet jeg indlejrer mig i den, også kan udvide den - som almenhed, og i hvert fald kan forandre den, som jeg dog også selv bliver ændret, som én som ligenu ønsker, føler, fornemmer og bruger dét og dét.

IV.

Denne - intersubjektivitet konstituerende - delagtighedsrelation mellem situativ enestående subjektiv mening og almengørlig - for alle gyldig - betydning, lader sig nu udfolde i flere henseender:

1. betyder den, at almengjorte betydninger kan åbne en mening for den enkelte, i hans øjeblikkelige situation, i hans her og nu, eller i det mindste er stillet ind på en sådan situativ-subjektiv meningsdimension. De er delagtige i en sådan mulig situativ-subjektiv mening, og belagt med en sådan "mening".

2. kommer der i den til udtryk, at den situative eneståenhed af mit her og nu (det jeg i øjeblikket vil, har lyst til, fornemmer, føler, begærer), dét at jeg er ude på noget, også kan forstås udfra almengørlige betydninger og dermed også er meddelelig og formidlelig. Min situative eneståenhed (tilspidset som mit aktuelle "ønske") lader sig stille i sammenhæng med dimensionen for almengørlige, formidlede betydninger, og har på denne måde del i dens almene "gyldighed".

3. betyder delagtigheden også, at mening og betydning godt-nok altid er dimensionalt relaterede til hinanden, men på den anden side aldrig helt, men kun delvist går op i hinanden. Altid kun en del af de almengjorte betydninger er for mig i øjeblikket - i afskygget form - meningsfyldte, har for mig en opfordringskarakter, og altid kun en del af det jeg ønsker, det jeg er ude efter, er omvendt allerede anbragt i almengjorte betydninger. I hvert fald kan ikke alt af det anbringes i dem samtidigt. Gennem konstitueringen af delagtighed er jeg dog også frigjort fra et sådant totalitetskrav. Det drejer sig om et dynamisk forhold, i hvilket mening og betydning gensidigt kan opfylde hinanden stadigt mere fuldstændigt, men også kan unddrage og udtømme hinanden, det drejer sig altså om et forhold mellem "mere" eller "mindre".

4. deler jeg de almengjorte betydninger med andre, disse bliver ikke kun af mig, men også af andre, fyldt med subjektiv-situativ mening, de bliver ikke kun af mig, men også af andre, udvidet og forandret hhv. omsat til virkelighed igennem praksis. For så vidt er den forandring jeg foretager med dem, den virkeliggørelse jeg skrider til i min indgåen på deres budskab, på deres opfordringskarakter, altid kun en begrænset andel af hele den forandrings- og virkeliggørelsesproces, som de er underkastet. Dermed er jeg dog også frigjort fra at skulle gøre alt dette selv - eller også bare at skulle kunne. Således er jeg altid kun del af en samfundsmæssig helhed, som træder mig i møde som en (afskygget), inddelt, og differentieret struktur af "objektive kendsgerninger", men samtidigt også altid er et resultat og produkt af mange menneskers virksomhed, også min egen. Således medproducerer jeg til stadighed den samfundsmæssige helhed, som en del af den, men er, som dens del, også altid underkastet den.

5. almengør jeg også til stadighed fremmede situative eneståenheder ( f.x. også mine egne forgangne), ligesom mine egne til stadighed bliver almengjort af andre. Jeg - i min situative eneståenhed - er en del af andres almengjorte betydningsverden, ligesom disse også er del af min. På samme tid yder noget i mig også modstand mod denne almengørelse, ligesom noget i de andre sætter en sej, opak modstand op mod almengørelsen gennem mig - kontingensens modstand. Denne dialektik mellem for-mig og for-andre-væren har Sartre i tilslutning til Hegel, udarbejdet mest tydeligt (Sartre 1943).

Hvis nu intersubjektiv delagtighed grundliggende ikke bliver anerkendt, men tværtimod bliver frakendt, så gælder dette naturligvis også for hvert enkelt af de her anførte momenter.

V.

Jeg har her indført et, for psykiatere, meget ejendommeligt begreb: nemlig begrebet om den legitimerende, som gyldigt erklærende anerkendelse. Kun hos Emrich (1990, 104) kan man finde en henvisning til det: nemlig spørgsmålet om, "hvilke konstitutionsmomenter der er udslagsgivende for, at det neurale system anerkender et objekt som betydningsfuldt i betydningen fortroligt" (min fremhævelse).

Min tese lyder nu, at konstitueringsakten for "modtagelig" delagtighed - som intersubjektivitetens aprioriske perfektum - på dens mest elementære niveau er en anerkendelsesakt - og intet andet end det. Anerkendelse betyder, at erklære noget forefundet for gyldigt, at sætte det i kraft som noget gyldigt, og at holde det igang. Anerkendes kan - og må - kontrakter, forfatninger, stater, dynastier, regeringer, arvefølger, osv. I denne forstand forstår jeg begrebet mere eller mindre synonymt med begrebet om "konstitution". En forfatningsgivende forsamling konstituerer sig, anerkender sig selv som forfatningsgivende, en forfatning er selv en konstitution, en i kraft sat og holdt offentlig retlig grundregel for det samfundsmæssige samliv. Noget kan dog kun anerkendes, sålænge som anerkendelsen også opretholdes eller holdes i gang igennem eksplicitte eller implicitte anerkendelseshandlinger af dem, der har noget at sige om det. Anerkendthedens egenskab er dermed mere flygtig end egenskaber ved farver, materialekvaliteter, former og strukturer, men også end egenskaber ved karaktertræk, evner, personers færdigheder, osv. Anerkendelse kan fra det ene øjeblik til det andet trækkes tilbage og igen gives, mens der for opståelsen og tabet af karakteregenskaber, færdigheder, evner (ligesom opståelsen af øvrige produkter og resultater af processer) gælder andre tidsforhold. Anerkendelsesakter modsvarer imidlertid også frakendelsesakter. Jeg kalder en sådan frakendelseshandling for "destitution". Dette har noget at gøre med at afsætte: ligesom man afsætter en regering, en hersker, nemlig gennem tilbagetrækning af den af ham krævede legitimitet. Min tese er, at den gensidige, modtagelige delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning på denne måde er legitimations- og anerkendelseskrævende - lige netop fordi den ikke kan begrundes af noget andet bagved - eller underliggende. Ikke andet end anerkendelse kan hjælpe den til "eksistens". Anerkendelse betyder her: at lade den være sig selv, sådan som den her og nu lige er. Dermed definerer anerkendelseshandlinger af delagtighedsrelationen mellem subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning sig på sin side som handlinger af "passiv syntese", som en laden-være. De "producerer" denne delagtighedsrelation som den første, grundliggende "naturlige selvfølgelighed" af den menneskelige eksistens. Den "naturlige" selvfølgelighed af denne delagtighedsrelation kan på den anden side dog også blive delegimiterende "destitueret", dvs. blive frakendt hvad angår deres gyldighed og legitimitet. Måske er det nyttigt, også at tage den sproglige betydning af "frakendelse" alvorligt: nemlig at erklære enhver vedkommende forestilling om et betydningsfuldt artikuleret objekt ugyldigt for (alle) subjekter, og at spørge, hvordan det så "ser ud".

Denne form for handlinger (akter) der foregår på niveauet for anerkendelse-frakendelse, indsættelse-afsættelse, de konstitutive og destitutive handlinger, som jeg kalder dem, har nu dog intet eget, deres fuldbyrdelse overlevende, og af dem uafhængigt blevet resultat. Deres "resultat" er snarere bundet til selve deres fuldbyrdelse. Ikke opretholdt, dvs. ikke handlingsmæssigt fuldbyrdet anerkendelse, er i sig selv allerede en frakendelse, en destitution: ligesom ikke opretholdt frakendelse også allerede lader en første ansats af gen-anerkendelse skinne igennem. Dén lidenskab med hvilken fx dynamiske kampe bliver ført, til dels således, at den nye hersker må dræbe den afsattes sønner, så der endelig ikke er flere der gør krav på embedet, tydeliggør måske det sagte: mellem anerkendelse og frakendelse gives der intet tredie, neutralt standpunkt, men tværtimod kun et ja eller et nej. En regering, en monark kan ikke blive sat en smule af eller ind, en forfatning eller en kontrakt kan ikke være halvvejs gyldig eller ugyldig. Relationen mellem de to er altså en gensidig sig udslukkende undertrykkelses- og udelukkelsesrelation. Anerkendelse og frakendelse er enten givet helt og fuldstændigt, eller slet ikke. Dette betyder dog også i det sidstnævnte tilfælde, at dens modsætning så kommer helt og fuldstændigt på banen. Anerkendelse og frakendelse har dermed en synkron og aktuel karakter, de må hvert øjeblik fuldstændigt og restløst fuldbyrdes og opretholdes. Anerkendelse, legitimation af delagtighed kan således heller ikke konserveres eller lagres, den "eksisterer" kun i den aktuelle fuldbyrdelse. På den anden side er det dog absolut tænkeligt, at enkelte intentionelle handlinger bliver ledsaget af en sådan anerkendelsesakt af delagtig intersubjektivitet, og igen andre af deres frakendelseshandling. En af delene er dog altid tilfældet.

Sådanne handlinger af anerkendelse og frakendelse, konstitution og destitution, må afgrænset skarpt fra konstruktion og destruktion. De sidstnævnte har genstandsmæssige resultater, der bliver uafhængige af deres fuldbyrdelse og også kan overleve disse. Med sådanne relativt uafhængigt blevne resultater menes der de genstandsmæssige resultater af naturprocesser, men også af menneskelig virksomhed, og også de psykiske strukturer og færdigheder, bevidstheds- og tankeformer, der er kommer i stand gennem fylogenetiske og senere samfundsmæssige processer, og som må frembringes individuelt påny, i den ontogenetiske udvikling, som et stofligt grundlag eller som resultat af læringsprocesser. De konstruktive processer der på denne måde frembringer resultater, har en diakron karakter. De er af historisk og dialektisk natur, dvs. de binder altid an på de af dem opnåede resultater, og bygger på disse - og naturligvis også på de i disse resultater indeholdte modsætninger. Kun på resultaterne af konstruktionsprocesser, lader defektologiske begreber, der fortolker vanvid som en destruktion af de psyko-fysiske grundlag for fornuft, sig meningsfuldt relatere. Hvor forskellige konstruktions- og destruktionsprocesserne end er fra processerne for anerkendelse og frakendelse, konstitution og destitution, har de to sidstnævnte dog alligevel noget at gøre med de to førstnævnte. Konstitution og destitution forudsætter altid allerede konstruktionens forud fastsatte mål (bestemmelser), konstruktioner er det uomgængelige objekt af anerkendelses- og frakendelsesprocesser, og samtidigt deres materielle og strukturelle grundlag. Uden dem fandtes der ikke noget der - i dets gyldighed - kunne anerkendes eller frakendes, accepteres eller forkastes. Man kan også udtrykke det således, at det først er anerkendelseshandlingerne der rodfæster den objektiverbare virkelighed som en også for mig gyldig bevidsthedsvirkelighed - og omvendt også først binder de sidstnævnte til de føstnævnte.

I vores nuværende overvejelser drejer det sig nu om anerkendelsen og frakendelsen af bevidstheds- og relationsformer, nemlig dem der drejer sig om delagtighedsrelationen som sammenknytningen af dimensionen for subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning. Denne anerkendelse har en aktualsyntetisk form - som bekræftende sammenknytning - og frakendelsen har en aktualdialytisk form - der opløser og benægter sammenknytninger. Dette betyder ikke andet end at sammenknytning og opløsning på dette niveau ikke er nogle uafhængige og handlingsoverlevende - dvs. en gang producerede og af sig selv vedvarende - tilstande, ikke er en endegyldig eller i det mindste langsigtet sammenknytning og opløsthed, men snarere er den foreliggende, aktuelle fuldbyrdelsesorienterede tilstand af gensidige undertrykkelses- og udelukkelsesforhold mellem konstitution og destitution: en af dem tager til enhver tid altid overhånd. Således forklares vel også deres flygtighed og deres nogengange grove vekslen i mange sygdomsforløb.

VI.

"Mening" kunne nu i store træk bestemmes som aksen for subjektrelateret orientering i en verden af almengørlige betydninger, som et arkimedisk punkt, der på samme tid udfra målet gør subjekters udgangs- og standpunkt og ligeså de veje der skal udmåles af dem, definerbare. Udebliver, som i vanviddet, anerkendelsen af delagtighedsrelationen af subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning, så har subjektiv-situativ mening ikke længere noget at gøre med almengørlige betydninger. Dermed ville almengørlige betydninger dog ikke kun blive meningstømte. Gennem den frakendende afkobling af dimensionen af meningsfuldhed, ville de derudover antage karakter af en annullering af mening som sådan. Analogt hermed, ville subjektiv-situativ mening på sin side ikke kun erfares som ikke længere udtrykbar i almene begreber, men ville derudover vinde karakter af en af-tydning af enhver betydningsfuldhed: "mening" ville ligefrem bestå deri (og i intet andet), end at annullere betydninger, hvad angår deres almene forpligtelse og gyldighed, dvs. deres betydningsfuldhed og forståelighed som dimension. "Mening" ville således grundlæggende konstitueres som "alment" uforståelig og af-tydet, og forståelighed og kommunikerbarhed ville grundlæggende "konstitueres" som meningsudslukkende. Enhver forståelsesakt ville "producere" meningsannulleringen af det forståede, og enhver akt af subjektiv meningsanskuelse ville "producere" af-tydningen og uforståeligheden af betydningsbæreren af en egen meningsfuldhed - radikalt sat på spidsen ikke andet end det. I vanviddet kan mening dermed defineres som aftydning, og forståelse som meningsannullering. Tilsvarende kunne man tale om den "betydningsdialytisk" blevne funktion af meningshandlinger, og ligeledes om den "meningsdialytisk" blevne funktion af betydningshandlinger. Således ville forsøgene på at trække en subjektiv-situativ mening ud af almengørlige betydninger, og ligeledes forsøgene på at almengøre en subjektiv-situativ mening i betydningerne, i sidste ende annullere sig selv, når den anerkendende konstitution af en delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning udebliver. Denne gennemkrydsning af ens egen hensigt om at almengøre subjektiv-situativ mening hhv. at relatere almengørlige betydninger til en subjektiv-situativ mening, er dog på samme tid også selvgennemkrydsningen af et intentionelt subjekt. I området for erkendelsen ville den være gennemkrydsningen af en forudgående, apriorisk-perfekt subjekt-objekt-relation af kognitive handlinger (akter). Denne subjekt-objekt-relation af kognitive handlinger havde tabt dens gyldighed, dens "naturlige selvfølgelighed". Man kunne derfor udlægge Beringers tanke om ødelæggelsen af den intentionelle bue som også en ødelæggelse af den hermeneutiske cirkel. Alt dette bevirker, at det altid kun er noget radikalt og grundliggende andet og for så vidt er den absolutte modsætning af det aktuelt efterstræbte, der "kommer ud" af en intention, i den forstand, at dét, der kommer ud, fra begyndelsen af gendriver intentionen, ja, at den endda ikke er andet end denne gendrivelse. Men også dette lader sig ikke formulere som et "sikkert" resultat, hvorpå man kan bygge: forsøger man at indstille sig på en sådan "modsætning", så vender den sig på sin side med det samme om etc., etc. I området for erkendelsen er det selve forholdet mellem noesis og noema, der forvandler sig fra en delagtighedsrelation i et - annullerende - modsætningsforhold. Billedligt talt, "konstituerer" bevidstheden sig derved som "singularitet", hvorfra der ikke længere kan "komme" noget gyldigt for alle eller én selv (Hawking 1988).

Vanvid består nu, efter min mening lige præcis deri, at intenderede, almengjorte betydninger bliver erfaret som meningsløse eller mere præcist som meningsmodsatte (Gegensinn), dvs. som meningsafklædning og -annullering, og at selve intentionens subjektiv-situative mening, qua handling, derimod bliver erfaret som u-, mod- eller overfornuft, ihvertfald som ud-af-kraft-sættelse af fornuften - såfremt fornuft lige netop er almengørligheden og formidleligheden af meningsrelateret betydning i form af delagtighed. Da subjektværen netop består deri, at konstituere situativ enestående "personlig" mening som delagtig formidlelig og almengørlig, og tilsvarende at konstituere formidlede og almengjorte betydninger som (afskyggede) subjektiv-situativt meningsfulde, da er vanviddet, der lige netop gør det modsatte af dette, netop subjektets selvgennemkrydsning i dets intentionelle handlinger, i selve dets intentionalitet, og på samme tid også selvgennemkrydsningen af den intersubjektive fornuft. På samme tid er det dog også - ligesom selvmordet - subjekters  sidste selvvirkeliggørelsesforsøg. Dermed har jeg så også defineret subjektværen radikalt og restløst som en fuldbyrdelseshandling af den menneskelige bevidsthed, mere præcist, som en anerkendelses- og frakendelseshandling af en gensidigt modtagelig delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almengjort betydning, og har således frataget den ethvert skin af resultatagtig genstandsmæssighed. Eller mere præcist: den i subjektive handlinger producerede subjektagtighed som resultat, har en halveringstid grænsende mod nul, og imponerer derfor i modsætning til de mere solide, holdbare resultater af kognitive handlinger, som en blot og bar tilsynekomst, hvis ikke som blot og bart skin: vil man gribe den og bestemme den "objektivt", fordufter den snart. På samme tid er det dette skin, der i bevidstheden, i hovedet, overhovedet først tillader sammenhængen, formidleligheden og ligeledes "holdbarheden" af den erfarede virkelighed. For så vidt er den et nødvendigt skin, i en transcendental-filosofisk forstand en nødvendig fiktion, fordi den først muliggør en meningsrelateret verdens- og selverfaring. Således har Emrich fuldt ud ret, når han betegner skizofren tænkning som "desillusionerende" (1990) - fordi den afslører dette nødvendige skin, denne nødvendige fiktion.

VII.

Som det næste må vi stille spørgsmålet, hvorfor konstitueringen af en delagtighedsrelation mellem subjektiv-situativ mening og almen betydning er af så afgørende betydning for den menneskelige bevidsthed, at dens frakendelse bliver erfaret som "vanvid". Dette er på samme tid spørgsmålet om den almengørlige mening af selve en sådan delagtighedsrelation: Hvorfor skal den uophørligt opretholdes i alle intentionelle hensyn? Hvad bruger vi meningsrelateret fornuft og meningens fornuftrelaterethed til, hvad er de overhovedet godt for? Dette spørgsmål lader sig ikke længere besvare gennem den fænomenologiske epoché-metode, som jeg hidtil har fulgt. Et - dog heller ikke fuldstændigt tilfredsstillende - svar finder man derimod i Klaus Holzkamps (1983) "Grundlegung der Psychologie": Almengørligheden af betydninger bliver lige netop nødvendig dér, hvor livsproduktionen ikke længere overvejende bliver fuldbyrdet gennem individuelle handlinger, men tværtimod bliver fuldbyrdet kooperativt. Og karakteren af formidlethed får de almengjorte betydninger derigennem, at livsproduktionen senest i neolithikum-tiden i første linie ikke længere kun forløber i form af en umiddelbar kooperation, men tværtimod forløber helhedssamfundsmæssigt formidlet. På samme tid bliver handlingsnødvendigheder dermed til handlingsmuligheder. Den helhedssamfundsmæssigt formidlede form for livsproduktion forlanger således efter konstruktionen - men også efter konstitueringen - en formidlet almenhed som bevidsthedsform. Først til denne hører også modaliteterne umuligt / muligt / virkeligt / tilfældigt / nødvendigt. Den første, konstruktionen af de kognitive betingelser for dét som Holzkamp kalder almengjort brugbarhed, mål-middel-omvending, og mulighedsrelationen, er en historisk proces, der er forløbet igennem titusinder - hvis ikke hundredetusinder af år: i første omgang under dominansen af en fylogenetisk selektionsproces, senere under dominansen af en samfundshistorisk udvikling. Den løber parallelt med udviklingen af subjektpolens "behovs-befindtligheds-aspekt" (Holzkamp 1983). Det drejer sig her dog begge gange om diakrone processer med genstandsmæssige resultater - og også "subjektet" bliver af Holzkamp, udfra dets behov og befindende, forstået genstandsmæssigt: som konstrukt, som historisk istandkommet, konserverbart resultat; i denne - subjektive handlinger muliggørende - forstand, har subjektet rent faktisk også en genstandsmæssig, resultatmæssig side.  Konstitutionen, i kraft-sættelsen og i gang-holdelsen af disse konstrukter i deres funktion - dvs. deres anerkendelse og gyldighedserklæring - må dog efter min overbevisning ske påny hvert øjeblik: og netop gennem subjektværen som akt. Denne akt lader sig nu indholdsmæssigt bestemme som en laden-værende, passivitet som noget man kan komme ud for ("Erleidbarkeit") først producerende anerkendelses- og legitimeringsakt af subjektets delagtighed i en formidlet almenhed. Subjektets ureducerbare subjekthed består således udelukkende i dén akt, i hvilken subjektet konstituerer - eller destituerer - sig selv som delvist-delagtigt i relation til en formidlet almenhed. Det drejer sig herved om synkrone, aktualsyntetiske hhv. -dialytiske processer, der "syntetiserer" hhv. "dialyserer" passivitet som noget man kan komme ud for (Erleidbarkeit). I denne forstand ville vanvid være forsøget på at sætte de psykiske grundlag for de helhedssamfundsmæssigt formidlede livsproduktionsprocesser aktuelt ud af kraft, og dermed at destituere dem: nemlig sådan, at subjektværen som akt derved til stadighed, i alle dens intentionelle hensyn, gennem de i deres resultater producerede modsathed mellem mening og betydning, fra begyndelsen annullerer sig selv. Derved må der dog atter betones, at erhvervelsen af denne evne til begge dele: til selvkonstitutionen såvel som til den "destituerende" selvgennemkrydsning af subjekter - på sin side, efter min mening kun kan forklares natur- og samfundshistorisk, dvs. kun historisk-materialistisk. Derudfra giver det sig, at subjektværen som akt også kun kan fuldbyrdes så længe som dens historisk opståede materielle forudsætninger eksisterer.

VIII.

Analysens næste skridt, som jeg her ikke kan komme ind på, måtte nu bestå deri at gøre det synligt, hvorledes et subjekt, som har gjort sig erfaringer med vanviddet på et bestemt, til at begynde med for det meste mere komplekst udviklingsniveau af kognitive akter, nu forsøger, at redde sin handleevne - og dermed sin eksistens som subjekt - derigennem, at han søger at rekonstituere den gensidige modtagelighed mellem subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning på et mindre komplekst betydningsnivaeu. Psykoanalysen betegner denne proces - der også kan sættes igang udfra helt andre bevæggrunde end vanviddets trussel - som regression. Udfra denne betragtnings synsvinkel, skulle man snarere kalde den en "vertikal nedadgående meningstransport" - fordi det dermed bliver gjort klart, at det primært netop ikke drejer sig om et kognitivt deficit - om en nedbrydning af evner til kompleks betydningsvaretagelse - men snarere om at den manglende evne til at opfylde lige netop dette komplekse betydningsniveau med subjektiv-situativ mening, tvinger til et tentativt tilbagetog til det næst-laveste strukturniveau af betydninger. Tilgodeser man også denne dimension af den vertikale meningstransport, så måtte det i sidste ende lykkes, at udkaste en art landkort eller et koordinatsystem, i hvilket alle vanviddets former for tilsynekomster kan finde deres plads.

Dette koordinatsystem ville have en stoflig-historisk dimension i den arts- og samfundshistoriske, men også i den individualhistoriske, ontogenetiske udvikling af psykiske færdigheder, i deres på hinanden følgende, så at sige "lagdelte" strukturniveauer. Men det ville også have en subjektvidenskabelig dimension, som angår akten for meningsbesætningen hhv. den aktuelle meningsfratagelse af disse forskellige stofligt-historiske niveauer, en akt der, som vi så, lader sig bestemme som anerkendelses- hhv. frakendelseshandling af delagtighedsrelationen mellem subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning.

Den gensidige annullering af menings- og betydningsdimensionen gennem frakendelsen af intersubjektivitet, kunne følgeligt finde sted på ethvert strukturniveau for psykiske handlinger, psykoanalytisk sagt såvel på niveauet for sekundær- som også primærprocesser, sat på etnologiske begreber, på niveauet for magisk-mytisk tænkning og iagttagelse, og ligeså på niveauet for diskursiv-diskriminatoriske, målrationelle processer. Den "vertikale nedadgående meningstransport" bevirker nu hos nogle syge, at den gensidige annullering af menings- og betydningsdimensionen pågriber alle disse niveauer efter hinanden, indtil den endeligt når ned på det mest elementære trin, nemlig niveauet for kinestætisk fornemmelse, og her "producerer" den katatone tilintetgørelseserfaring (Wulff 1960) - dette ville være bevidsthedens "big crunch" (Hawking 1988). Hos andre gør den skizofrene proces holdt på et højere niveau af psykiske færdigheder - nemlig niveauet for mytisk eller magisk tænkning og iagttagelse - hos andre syge bliver kun enkelte, tematisk afgrænselige psykiske akter - en art "sorte huller" (Hawking 1988) - berørt af den gensidige annullering af mening og betydning og dermed af frakendelsen af intersubjektiviteten. For at trænge frem gennem disse stadigvæk meget abstrakte overvejelser til den fulde konkrethed af vanviddets tilsynekomster, ville det endeligt være nødvendigt at lave en rekonstruktion af de "vranghaftige plomberinger" (Wulff 1978), altså forsøget på at genfremstille intersubjektiviteten regressivt hos netop dé intentionelle handlinger, hvor den  - til dels punktuelt, udsnitsagtigt - var blevet frakendt. Fordi dette sker igen og igen i vanviddet, fører det ofte til en sideordning af rationalitet, mythos og magi, til inkorporationen af regressive magisk-mytiske fragmenter i et rationelt funktionerende system - eller også omvendt - , som så giver den udenforstående et indtryk af massiv forrykthed.

Den til grund liggende proces for en sådan dynamik er dog frakendelsen af intersubjektiviteten, der fører til en gensidig annullering af subjektiv-situativ mening og almengørlig betydning. Det var Bleulers (1911) geni, der intuitivt opfattede denne fundamentale opspaltningsproces, og betegnede den med navnet "skizofreni".


Litteratur:

Beringer, K. (1924): Beiträge zur Analyse schizophrener denkstörungen. In: Z. Neurol 93, 55-61.

Binswanger, L. (1956): Schizophrenie. Pfullingen, Neske.

Blankenburg, W. (1971): Der verlust der natürlichen Seelbstverständlichkeit. Ein Beirag zur Psychopathologie symptomarmer Schizophrenien. Stuttgart, ferdinand Enke.

Bleuler, E. (1911): Dementia praecox oder die Gruppe Schizophrenen. Leipzig und Wien, frank deuticke

Emrich, H.M. (1990): Psychiatrische Anthropologie. München.

Ey, H.  (1963): La Conscience. Paris, Presses Universitaires de France (P.U.F).

Fischer, R.H. (1987): Sprache und Lebensform. Wittgenstein über Freud und die Geisteskrankheit.

Freud, S. (1913/1973):Über einen einen autobiographisch beschriebenen Fall von Paranoia. GW VIII, 239-320.

Hawking, St. (1988): A brief history og time. Bantam Books, New York.

Heidegger, M. (1927/1949): Sein und Zeit. Tübingen, Neomarius.

Holzkamp, K. (1983): Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/M., campus.

Huber, G. (1986): Das Konzept substratnaher Basisstörungen und seine Bedeutung für Theorie und Therapie schizophrener Ekrankungen. In: Held, T. (1986): Hrsg.: Deutsch-französische Psychiaterbegegnung. Symposion der Rheinischen Landesklinik Bonn am 25./26.06.1972. Köln, Rheinlamdverlag

Husserl, E. (1948): Erfahrung und urteil. Hrsg. Von Landgrebe. Hamburg, Claassen und Goverts.

Lacan, J. (1967) Ecrits. Paris.

Leontjew, A.N. (1973) Probleme der Entwicklung des Psychischen. Frankfurt/M.

Sartre, J.P. (1943): L’etre et le néant. Essai d’ontologie phénoménologiquw, Paris, 310 ff.

Tress, W. (1986): Sprache, Person, Krankheit. Berlin, Heidelberg-New York, Springer

Tugendhat, E. (1979): Selbstbewusstsein und Selbstbestimmung. Spracheanalytische Interpreationen. Frankfurt/M.

Wulff, E. (1960): Ausdruncksphänomenologische Interpretation einer katatonen Krise. Diss. Freiburg i Br.

Wulff, E. (1987): Der paranoische Verschwörungswahn. Psychiatrische Praxis 14, 14-22

Wulff, E. (1989): Überlegungen zur Produktion von Wahnsinn versus sinnbezogener Vernuft. Jahrbuch für Psychopathologie und Psychotherapie XI, 114-138

Wulff, E. (1992a): Zur Konstitution schizophrener Unverständlichkeit. Beitrag zu einer subjektkostruktivistischen Theorie des Wahnsinns. In: forum kritische Psychologie. Berlin

Wulff, E. (1992b): Bemerkungen zur wechselseitigen Reproduktion von Bewusstsein und Unbewusstem.

Wulff, E. (1992c): 11 Thesen zum Allwissenheit. Vortrag zyr Tagung der DGPN in Köln am 29.09.1992



[1]Das Argument 197, 1993. Oversat af Gaderummet-Regnbuen v/ Alexandra Holmboe, januar 2001.