UDVIKLINGSKONFLIKTER I TERAPI.

Terapi på kritisk psykologisk grundlag, en introduktion.
- oplæg holdt på 19. kritisk psykologiske seminar,
Hillerød 1.-3. oktober 1993
Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

1. OM OBEJKTIVITET, SANDHED OG ALMENGØRELSE
2. UDGANGSPUNKTET: DET FRIE SAMFUNDSMÆSSIGE ARBEJDE CONTRA DEN LANGE VEJ GENNEM INSTITUTIONERNE
3. GRUNDLAGET: AUTONOME GRUPPER UDEN OMSVØB
4. HISTORISK OM NYERE TERAPEUTISK PRAKSIS
5. ALMENE BETRAGTNINGER OVER TERAPI INDENFOR DEN KRITISKE PSYKOLOGI
0
6. OM OVERVINDELSE AF PSYKISKE FORSTYRRELSER
7. EMPIRISKE IAGTTAGELSER VEDRØRENDE OVERFØRING 15

 

Det følgende er en historie om `udviklingskonflikter i terapi`. Og det er en historie, der er kommet til veje ud fra arbejdet med terapi på et kritisk psykologisk grundlag.

Den historie, der skal fortælles, starter i begyndelsen af 1980 på psykologistudiet på Københavns Universitet/Amager; og den ender foreløbigt op i Rådgivningsgruppen Regnbuens praksis i Studenterhuset i Købmagergade. Som sådan er historien, der skal fortælles, en lokal historie om terapi eller bredt socialt-klinisk arbejde, hvor det formålet at fortælle den i det sigte, der også er rådgivningens perspektiv: en videnskabeliggørelse af psykologisk arbejde i såvel teori som praksis.

Det vil da være sådan, at udsagn om terapi - hvilket i dette tilfælde er psykologisk rådgivning for mennesker i krise og nød - skal kunne begrundes i selve det terapeutiske arbejde hermed, ikke i udefrakommende meninger og standpunkter, for kun da er det muligt at almengøre og dermed reelt udvikle selv samme praksis, så den i stadig større grad tjener både de konkrete mennesker, der berøres heraf, men også selve det generelle og grundlæggende menneskelig liv som et samfundsmæssigt liv.

Til selve historien hører begreberne objektivitet, sandhed og almengørelse, og disse skal kort præciseres, inder der gås ind på selve historien. Disse begreber er nemlig afgørende for at forstå, hvorfor det kom til dannelsen af denne.

 

1. OM OBJEKTIVITET, SANDHED OG ALMENGØRELSE.

Det er altid muligt at fremstille objektivitet i den betydning, at det fremstillede er den sande erkendelse om det fænomen, som det er erkendelse om. En fremstilling tager typisk form af hævdelse af et bestemt paradigmatisk standpunkt. Denne `sande erkendelse` er da grundlag og udgangspunkt for afgørelsen af, hvilke handleinitiativer der skal sættes i værk for (fortsat) videnskabelig omgang med fænomenet. Det er dog ikke givet, at den sande erkendelse også umiddelbart og i praksis kommer til udfoldelse. Ydre forhold kan virke stagnativt ind.

Parallelt med denne fremstilling af sand og objektiv viden står den iboende sande objektivitet, der afslører og udfolder sig gennem den stadige og stædige bestræbelse for at udvikle fænomenet ud fra dets egne indre modsigelser, genstandens egne principper. Her omhandler det ikke om fremstilling af sand erkendelse, men om fremvisning af videnskabeliggjort samfundsmæssig-menneskelig udviklingsformåen igennem den praktiske omgang med den genstand, som det er viden om.

Selve forholdet mellem det fremstillede og det iboende må - hvis man skal være tro overfor verden selv, at det eneste man med sikkerhed kan sige, det er at den eksisterer i virkeligheden, og at det er denne der skal udvikles og ikke kun tanken herom - være det iboendes asymptotiske primat over det fremstillede; og dette er kun muligt når det fremstillede, gennem den videnskabelige omgang med genstanden, træder tilbage og indtages af det iboende i form af genstandens egen samfundsmæssige udvikling. Kan det fremstillede gøre dette, og gøre denne bevægelse med på åben vis har vi med førviden, dvs. sand erkendelse, der er af en sådan art og har en sådan struktur, at den muliggør den videre udvikling af den videnskabelige omgang med genstanden; men kan det fremstillede ikke dette - denne udviklende rekapitulation af sig selv - overgår det til, hvad der skal kaldes den påkaldte kraft.

Under magtforhold vil der generelt være en tendens hen imod, at magten reproducerer sig selv igennem monopolisering af sand objektivitet i formen den påkaldte kraft. Den udvikling, der finder sted vil da være udvikling initieret og sat igennem fra oven, fra magtens center. Og hvad man får er en afsubjektiveret samfundshistorie, der ikke tillader det specifikt menneskelige i at komme til udtryk: den aktive skaben af egen historie med andre mennesker som medmennesker og fæller. Der må derfor - for videnskabeliggørelse og for menneskeværd - brydes med den påkaldte kraft, for herigennem at bryde med magten over mennesker, og der må brydes på en sådan måde, at det er et brud med magten som sådan, og ikke bare indsættelse af andre aktører for magtens forvaltning[1]. Et sådant radikalt brud fordrer en revolution, der ikke bare vender op og ned på de herskende og ledende og de beherskede og underordnede, således at de beherskede bliver de ledende, men hvor det kommer til en fundamental omvæltning af de rådende samfundsmæssige forhold, således at den magt, der altid følger af givne sociale strukturer og deres samvirke hviler på tilstået kompetence og ikke på den med magtens selvstændiggørelse påkaldte kraft. En revolution af denne art indstifter også en fundamental anden udviklingsretning for enhver del og helhed i deres iboende sammenhæng.

Indtil nu kan man sige, at samfundshistorien fra antikken og de første asiatiske slavesamfund og op til kun i dag - med delvis undtagelse af Oktoberrevolutionen i 1917 - kun kender til begrænsede revolutioner, hvilket med et begreb fra Gramsci kan kaldes "passive revolutioner", hvorved der forstås revolutioner, der er formidlet af de herskende og ledendes viljer[2]. Hvad der er brug for er derfor en "omvæltning af den eksisterende civilisationsform gennemført ikke af de samfundsgrupper, der ..er.. dømt til at gå under, men af dem, der ..er.. ved at skabe det materielle fundamenter for den nye orden"[3].

Hvad der er sagt indtil nu ligger i direkte forlængelse af Marx` praksisfilosofi, hvor perspektivet er overvindelse af den med privatejendommen anarkistiske produktionsproces, der alene tilgodeser og dyrker tilfredsstillelsen af de behov, der er profitgivende, og ikke af de skabende og kollektivt-sociale behov.

Der ligger også i det indtil nu sagte, at man ikke kommer nærmere et menneskeværdigt liv ved at dele den menneskelige tanken om grundlæggende forandring op i trin: først reform indenfor rammerne, og så overskridelse af disse, når det viser sig muligt - og det på trods af, at enhver udvikling sker indefra og ud, ved at de iboende modsigelser gennem udvikler sprænger den givne form. Det er også nødvendigt selv at skabe rammer - specielt i form af konkrete utopier - således at man som menneskeligt subjekt bevidst og kollektivt kan arbejde for både at fremme omvæltningsprocessen, men også for at kunne stille sig på perspektivet af det standpunkt i det nye, der reelt lægger det gamle bag sig. Der må derfor tales om niveauer i en udviklingsopgave, frem for slaviske trin, for ikke at falde tilbage på de "passive revolutioners" område.

Det tredje begreb - begrebet om almengørelse - lader sig nu præcisere: det er ikke enhver almengørelse i form af iboende udvikling, der også er en samfundsmæssig almengørelse, idet almengørelse af magtforhold ikke er det. Dette betyder så ikke nødvendigvis, at almengørelse på grundlag af magtforhold er falsk erkendelse, men snarere at det er erkendelse, hvis status og gyldighed er magtbundet, og hvis anvendelse ikke i sig selv tjener samfundsmæssig almengørelse. For denne type almengørelse skal begrebet fremmedbestemthed indføres. En almengørelse under magtforhold er derfor kun en samfundsmæssig almengørelse i samme grad, som magten over det almengjorte er trængt tilsvarende tilbage. For denne type almengørelse skal begrebet det alment-duelige indføres. Og i den grad dette tænkes med i begrebet om objektivitet, så kan vi med en reference til Uffe Juul Jensen sige, at "objektivitet kommer til udtryk i .. vedvarende bestræbelse på at overskride en lokal og tidsbundet videnskabelig opgave"[4]. Her vil objektivering rette sig ind efter at bidrage til, ikke sandhed som et skolastisk eller rent videnskabsinternt anliggende, men som udviklingen af "sandt menneskelige relationer", der opstår hvor mennesker "slår sig sammen for at indrette verden mere beboelig", hvilket også er en definition på kommunisme i ordet smukke betydning[5]. Det svarer til at være bevidst om - og handle ud fra - at menneskeligt samvær er båret af en "tredje sag", i sidste instans den samfundsmæssige kooperationsproces.

Så vidt eller meget om objektivitet, sandhed og almengørelse. Og skulle tanken dukke op, at der er langt herfra til terapi, så er det selvfølgeligt muligt. Men der er ikke langt fra det indhold, som begreberne er givet med det ovenstående til en præcisering af selve udgangspunktet for den "lokale" historie om terapi på et kritisk psykologisk grundlag, som nu skal beskrives nærmere.

Selve historien starter nemlig, da en generation af psykologistuderende sætter sig for at holde fast i at gennemføre det nødvendige og fundamentale brud med de etablerede klinisk-terapeutiske betydningsforhold, begrundelserne herfor og disses betingelsespræmisser, idet disse præsenterer sig som objektive og sande, videnskabelige og kompetente, og dette på trods af, at det var ganske gennemskueligt, at almengørelserne var fremmedbestemtheder, det videnskabelige yderst begrænset, og at det kompetente nærmest alene hvilede på den påkaldte kraft.

 

2. UDGANGSPUNKTET: DET FRIE SAMFUNDSMÆSSIGE ARBEJDE CONTRA DEN LANGE VEJ GENNEM INSTITUTIONERNE.

Historien starter i organisatorisk forstand i 1980, hvor det på KUA kommer til etablering af et "Forum for kritisk psykologi", baseret alene på studenterkræfter. Det er ud af dette forum at "Seminarer for Kritisk Psykologi" og "Rådgivningsgruppen Regnbuen" er vokset frem.

Ved siden af dette forum etableredes der på studiet også et "Kritisk psykologisk forum", hvori der i starten også indgik Færdiguddannede psykologer, herunder visse lærerkrafter på KUA, blandt andet Ole Dreier. Dette sidste forum brugte også betegnelser "Færdigorganiseringen" om sig selv - da alle studentermedlemmer var blevet cand.psych`er, og da det efterfølgende kun var psykologer, der kunne blive optaget - og til sidst, lige inden det nedlagde sig selv d. 6.oktober 1992, også navnet "Organisationen af kritiske psykologer".

Betingelserne for disse foras opståen må findes i, at den hidtidige levevilkårskamp og kampen mod nedskæringerne, specielt af den kritiske undervisning, i store træk var slået fejl, og man vendte sig mod en opprioritering af det fagligt-indholdsmæssige, hvilket var blevet muligt, idet der var begyndt at komme tekster på dansk om kritisk psykologi, eller "Berlinerskolen", som den også hed dengang[6].

Begge fora - hvis samtidige opståen var ukordineret - fostrede igennem årene frem til ca. 1990 et væld af praksisinitiativer. Og igennem de fleste år var mere end 100 personer kontinuerligt aktive. Der har været igennem årene været et vist samarbejde mellem organiseringerne, men en egentlig fællesorganisering - der er blevet søgt mange gange - er altid strandet på modvilje fra Færdigorganiseringen, undtagen lige de sidste år, men her var der så ikke nogen, der ønskede at deltage fra studenterside.

Det er for meget at sige, at der var et had-kærlighedsforhold imellem de to fora, for det forudsætter at man har noget sammen, og det blev mere og mere tvivlsomt som årene gik. Det person-overlap, der var, var endvidere heller ikke nok til at få et samarbejde i gang. Man kan sige, at de personer, der var aktive begge stede, de formåede ikke at initiere et samarbejde, og det kan også siges, at mange aktive i Færdigorganiseringen ikke ønskede et samarbejde[7]. Og endvidere at de mest indædte modstandere mod en åbning mod studentersiden, den kom fra folk, der i dag - med forbehold for undtagelser - er havnet i den systemiske terapi tradition - en tradition, der fra studentersiden senere er blevet karakteriseret som bidragende til fascistoid handlepraksis.

Nu kan man ikke forstå historien alene ud fra personer, men den må forstås ud fra den lønarbejder orientering, som de involverede personer satte på praksis i den ene eller den anden organisering - en orientering der var begrundet i deres respektive politisk-økonomiske position. Her var der for Færdigorganiseringen en stærk tendens hen imod at orientere sig mod, at organiseringen skulle bruges til en parallelorganisering til lønarbejdet som psykolog, medens der fra studenterorganiseringen blev fokuseret på udviklingen af alternative praksisorganiseringer. Argumentet fra sidstnævnte var, at arbejdet med nye rammer, nye former, måtte være omdrejningspunktet, for ellers blev den socialistiske og den kritisk psykologiske bestræbelse bundet til ekstra-arbejdet eller til fritiden, hvor man var kritisk psykolog, når det var muligt ellers traditionel - hvad flere, også de mest toneangivende, i Færdigorganiseringen dog hævdede som det eneste mulige. En sådan "Faglig-Hat-strategi" blev kritiseret stærkt fra studenterside, men til ingen nytte. Modsigelsen kan karakteriseres som en modsætning mellem at vælge det frie samfundsmæssige arbejde allerede som præmis for handling overfor den lange vej gennem institutionerne. Og her i bakspejlet kan man konkludere, at strategien om den lange vej gennem institutionerne, dén åd også organiseringen. Hvis det så var sådan, at de almene kim, der lå i organiseringen, så også havde fået alment-strukturelt gennemslag, fx. i Psykolog Foreningens politik, så ville det være til at bære, men dette synes ikke at være tilfældet. Tvært imod er der meget der taler for, at gamle kritiske psykologer blindt har ladet sig opsluge af "den passive revolution" med den mangel på kvalitative fremskridt for psykologien, dette fører med sig. Et eksempel herpå er gennemførelsen af autorisationsordningen, hvor autorisation tilstås ud fra ydre og formelle grunde: om det har været muligt at oppebære lønarbejde i to år, samt at få fornøden supervision af allerede autoriseret. For nyligt er autorisationskriterierne endog strammet, idet PsykologForeningens bestyrelse har besluttet "ikke at medvirke til kvalifikation gennem ulønnet arbejde"[8], hvilket dé facto sætter et hidtil gældende princip om, at "autorisationsordningen skal administreres således, at den ikke stiller sig hindrende i vejen for nytænkning"[9], ud af kraft.

At kritiske psykologer ikke er blevet helt ædt af de etablere utilstrækkeligheder, det viser dog Ole Dreiers arbejde, der just er kommet i disputatsform[10], men dette er noget nær undtagelsen.

Opsummerende om udgangspunktet kan man sige, at de to organisationers forskellige lønarbejder orienteringer - der i en vis udstrækning kan føres tilbage til de to organiseringers forskellige ståsteder i forhold til psykologien som profession - ikke fandt et overgribende fagpolitisk standpunkt, der som en fælles subjektiv faktor overlevede. Og dermed kan man også sige, at forsøget på at arbejde sammen psykologer indenfor systemet og udenfor, at dette forsøg, i første omgang i hvert fald, ikke er faldet godt ud. Man var i hvert fald som faglige organiseringer ikke stærke nok til at gøre op med den bevægelse, hvor der sker en kompetenceforskyning opad i systemet, hvor universitet mister selvstyre i relation til praksiskompetent kvalifikation: praktikkens nedprioritering/fjernelse på psykologistudiet og den tilsvarende flytning af dette kvalifikationsaspekt til efteruddannelse/autorisation i PsykologForenings regi, der fra 1.1.1994 overgår til at være bestemt gennem et nyt organ, PsykologNævnet, placeret i Socialministeriet.

Der må derfor være nogle problemstillinger af fælles art, der ikke er blevet grebet som genstand for nødvendig kooperativ praksis - med mindre man kan sige, at det teoretiske gods, selve paradigmet for kritisk psykologi, enten er fejlagtigt eller ikke er tilstrækkeligt.

Kigger man, til afklaring af dette problem, på de brudprocesser, der også gennem tiderne har været indenfor studenterorganiseringen[11], så kan man vise, at disse i stor udstrækning har været bundet til to forhold: for det første at opfatte den kritiske psykologi eller marxismen som sådan med en traditionel - og i egentlig forstand borgerlig - filosofisk målestok: at alt starter med en filosoferen, hvorudfra man nærmer sig verden, og hvorudfra man ud fra sin egen personlige smag nærmest frit vælger sin faglige orientering, hvilket altid fører til en nyttetankegang, til eklekticisme, og til en spontan indfangethed i de eksisterende statskapitalistiske former for menneskeligt liv som naturlige former, der - når de udstyres med Ånd - fører til Hegels bevidsthedsfilosofi. Heroverfor står, at marxisme og kritisk psykologi er et brud med denne frie filosoferen - for tanken er kun fri i egentlig forstand, når mennesket er fuldkommen låst til ikke at kunne forandre på noget som helst og selv da er tanken ikke engang fri, den er jo altid bundet i materialitet - og det man sætter i stedet for denne Hegelske ånd, dét er en praksisfilosofi: at tænke i perspektivet at forandre, at udvikle, hvilket også er den eneste vej historien kender, nemlig udviklingen af modsigelser (Marx).

Det andet forhold indenfor studenterorganiseringen, der har været på spil i forbindelse med brudprocesser, dét ligger i forlængelse af ovenstående, og det er problemet om, hvordan praksis udvikles. Her har der været en tendens til at se udviklingen heraf gennem et kun to-ledet skema - teori-praksis - frem for gennem et tre-ledet skema omhandlende teori-praksis-empiri-forhold. Ved et kun to-ledet skema kan man ikke nå frem til at se praksisudvikling som udviklingen af en konkret praksis indenfor en ganske særlig empirisk ramme - og der vil være en tendens til, at den særlige praksis man så har, urefleteret og spontant kommer til at danne norm også for handlinger i anden empirisk ramme. Eksempelvis er der forskel på teori-praksis i en terapeutisk situation og i en eksperimental-psykologisk situation[12], selv om rammerne i store træk er identisk, for indholdsmæssigt er der kvalitativ forskel på det empiriske materiale for teori-praksis-forhold, hvorfor det også kategorielt må kunne behandles forskelligt. Heraf nødvendigheden af det tre-ledede skema. Manglen på dette skema var imidlertid nedlagt i den kritiske psykologis kategorigrundlag i form af manglende begreber om sociologiske sagsforhold, herunder manglen på begrebet om praksisform[13] - hvilket også gjorde at man ikke, på daværende tidspunkt, kunne holde konkrete samarbejdsproblemer og -konflikter i bevægelse hen imod en fælles overgribende løsning. Problemet blev dengang formuleret som en uenighed gående ud på, om det er nødvendigt eller ej at operere med et alment - men også historisk udvikleligt - samfundsformsniveau med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv[14]. I parentes skal bemærkes, at det også er her kontroverserne om utopi-begrebet udspiller sig, men dette er mere afledt af problemet om samfundsformsniveau end omvendt. Mere alment kan problemet formuleres som problemet om, hvordan og på hvilken måde det sociologiske niveau omslutter eller indgår i en kritisk psykologisk teoribygning. Her synes Séve`s bud indtil nu at være det bedste: at samfundsteorien har primat over psykologien, idet psykologien ikke kan udvikles videre end hvad samfundsteorien allerede har sat på kategorielt begreb[15].

Ovenstående elementer fra studenterorganiseringen til at komme på sporet af problemer i en kritisk psykologisk praksis må også siges at have været aktive elementer i Færdigorganiseringens praksis - der er i hvert fald et hav af debatter, der kører af sporet af mangel på kategoriel klarhed om netop de særlige betingelser for enhver praksis - men de er ikke tilstrækkelige til at forstå, hvorfor det ikke alligevel blev muligt at udvikle en fælles subjektiv faktor, og dermed et overgribende fagpolitisk standpunkt. Det var nemlig ikke sådan, at man i forvejen de to organiseringer arbejdede snævert sammen, men snarere at det ikke blev muligt at komme nærmere til det. Der må derfor være noget tredje på spil.

Dette tredje tror jeg må findes i det forhold, at det på trods af samme kategorielle ramme, så er det muligt for dele af Færdigorganiseringen at vokse ganske gnidningsløst - man tager i hvert fald ingen grundlæggende kampe - ind i PsykologForeningen på det og på de områder, der omhandler hvordan autorisationsproblemet skal sættes på koncept som udtryk for PsykologForeningens standpunkt. Standpunktet, som det ender op med fra Færdigorganiseringen, lægger sig nemlig snævert op af, for ikke at sige værende identisk med, et psykodynamisk/psykoanalytisk perspektiv på overvindelsen af psykiske problemer, samt hvordan man som psykologisk faggruppe løser den interne kvalificerings- og kompetenceproblematik.

Til afdækning heraf skal jeg vende blikket mod, hvordan den terapeutiske praksis søges udviklet fra studenterorganiseringen; - For det er for det første meget med udgangspunkt i denne praksis, at der søges udviklet samarbejderelationer til Færdigorganiseringen; og for det andet står det standpunkt, der her forfægtes m.h.p. terapeutisk arbejdsmåde, kvalificering og kompetence, i direkte modsætning hertil. Dette handler så også om den kritiske psykologis udviklingsstade dengang - herom nærmere.

 

3. GRUNDLAGET: AUTONOME GRUPPER UDEN OMSVØB.

Indenfor studenterorganiseringen eller som den også hed "Forum for kritisk psykologi" kom det i 1981-82 til en slags `praksisvending`, idet man begyndte at orientere sig ud af Universitet, og dette simpelt hen for at få en reel praksis, man kunne arbejde med, i stedet for hypotetiske problemstillinger, hvor erfaringsindholdet ved løsninger var højst tvivlsomt. Man vendte sig mod, at først skal man lære en hel masse, endog i en fjern og kunstig form, for så at praktisere den indhøstede viden i en anden. Og man ønskede i stedet en studiepraksis, der i sig selv var funderet i en praktisk videnskabelig retning. Mange forskellige initiativer så dagens lys fra 1981 og årene frem, herunder seminarerne, men det, der blev afgørende, det var at arbejdet, en kvinde(gruppe)fortjeneste, med at etablere et Studenterhus bar frugt; og i forlængelsen heraf opstod tanken om en alternativ psykologisk rådgivning i 1984. Efter et års forarbejde åbnede denne den 22.maj 1985 under navnet "Regnbuen", og den har så fungeret siden[16]. Senere, i foråret 1987, kommer der også et lille tidsskrift til syne - "Forum kritisk psykologi, teori og praksis" - og dette lever også stadig, selv om det aktuelt kun kommer, når der er stof og penge hertil.

Et centralt element, der også blev grundlæggende for rådgivningen, var konceptet om autonomi. Dette element var dog allerede formuleret i 1981 som grundelementet i en kritisk psykologisk organisering, og herom hedder det blandt andet: "Organiseringsformen må være autonome grupper - ikke bare "relativt" autonome, men autonome uden omsvøb - for kun hvis den reale handleevne er større indenfor end udenfor kan den kollektive livspraksis udvikle sig. Med W.F.Haugs ord er dette at søge "hegemoni uden hegemon", og at hegemoni frem for at være defineret gennem et magtcentrum (:den hierarkiske opbygning med særskilt personkompetence) må være en effekt af strukturen"[17]. Senere præciseres dette til at "udviklingsopgaven indadtil er at gøre sig til strukturel effekt for udviklingen af en selvstændig fagpolitisk kultur"[18].

Det er indenfor ovenstående ramme, at rådgivningen fra sin start formulerer sig. Og det hedder fra det allerførste papir herom følgende: "en kritisk teori (:psykologi og samfundsvidenskab) kræver en kritisk funderet praksis: at det altså ikke er nok at forvalte eksisterende systemsatte praksisformer blot på baggrund af en kritisk viden - men at de store udfordringer/nødvendigheder for opnåelse af et `blødt liv i en smuk kamp` ligger i at sprænge rammer i perspektivet det levende arbejdes standpunkt, som mao. er at arbejde for et samfund, der er baseret på integrationen af arbejde, kultur og videnskab for hver enkelt". Og videre hedder det: "Den konkrete praksis udvikler sig afhængigt af den/de teorier, som den søges bevæget og udviklet igennem. Der findes altså ingen teoriløs praksis, da man altid går til praksis med en eller anden forforståelse. Denne forforståelse kan ligeledes være mere eller mindre bevidst for een selv og den kan være indfanget i en ren overfladebestemmelse af forholdene - og facit bliver let en reproduktion af de problemer, der skal løses - i stedet for et problemudviklingsarbejde, hvor gamle begrænsninger i livsudfoldelsen overflødiggøres og nye muligheder dukker op"[19].

Specifikt om terapi hedder det følgende: "Terapi er at bearbejde sig selv med sig selv via specifikt udviklede samfundsmæssige midler (:teknikker og terapeuter). Og i denne forstand er terapi en selvmodsigelse - et produkt af undertrykkelse - idet mennesket alment producerer sig selv (behov, interesser, mål osv.) gennem sit livtag med andre og med naturen gennem den samfundsmæssige kooperation, dvs. igennem noget fælles tredje. Dette stiller problemet for terapi som praksisform: en skridtvis generobring af det sociale liv, som man er blevet udgrænset fra, men hvor det nu også indeholder ens eget perspektiv"[20]. Papiret indeholdt desuden en kritik af psykiatrien, adfærdspsykologien, psykoanalysen og New Age filosofien (også kaldet terapibevægelsen dengang), men dette skal jeg vende tilbage til senere.

Centralt er, at grundlaget for rådgivningen til en start ikke formuleres som et kritisk psykologisk projekt - for så vil man også bare formulere kritisk psykologisk terapi som en nye og konkurrende skoledannelse på området. Det man derimod gør, det er at formulere et udviklingsprojekt, lokalt og stedbundet, hvor vægten ligger på en indholdsmæssig bestemmelse af, hvad der er på tale, samt hvordan dette tænkes som overvindende hidtidige og eksisterende begrænsninger. Som sådan går man frem med det koncept, man har, man gør det åbent, og man bruger det, korrigerer det og udvikler det gennem de praktiske problemer og konflikter, man så måtte møde, når man arbejder med det sammen med andre - og dette er også det nok mest centrale princip i Marxismen, hvor det med Marx kan siges: "Vi træder ikke verden i møde med et nyt princip: Her er sandheden, knæl! ("Hier knise nieder!"). Vi udvikler af principperne i verden verdens nye principper"[21].

At gøre sådan - hvilket er en erfaring fra det senere - forhindrer ikke, at man ikke støder på konkurrenceforhold eller at man støder på forhold i virkeligheden, der nærmest af princip har lukket sig omkring sig selv - eventuelt med et fjentligt og skadende sigte mod een som fascisme mv., herunder de okkulte forformer - men det gør det muligt at erfare virkeligheden i dens nye og gamle og usminkede kvaliteter, som ikke på forhånd er indeholdt i ens hidtidige koncept, hvilket også er at udvikle sit koncept uden at falde i den teoreticistiske respektivt empiristiske grøft. Og det må så være konceptet udviklet med de gjorte erfaringer, der må vise sig, om det bærer, dvs. om det er alment-dueligt eller ej. Det er også en proces, der inddrager een som subjekt, ens natur, og som nærmest tvinger udviklingen af ens handleevne[22] fremad.

Den respons, der var på rådgivningsoplægget, delte sig også i flere grupper: dels nogen der allerede havde arbejdet med kritisk psykologi, dels en gruppe bestående af psykoanalytisk og eksistentialistisk orienterede personer, og så en gruppe uden fast ståsted. Og dette spektrum af gruppetendenser tegner feltet for den første udviklingskonflikt, der kan beskrives som problemet mellem at legitimere sig overfor omgivelserne overfor at satse på egne kræfter. Denne konflikt er også blevet kaldt "Konstitueringskonflikten"[23].

Overfor en situation, hvor der er klare, mere eller mindre bevidst formulerede forskelle i udgangspunkt, kan man vælge at indrette sig i hvert sit hjørne, sørge for ikke at træde nogen over tæerne og kritisere, hvis andre kommer for tæt på. Men der er ingen begrundelser for at vælge dette - for siden man er der, så må der også være en interesse i at søge udvikling. Det lykkes også et års tid at arbejde sig igennem alle mulige terapeutiske tanke- og praksisformer uden de store konflikter. Men da det så kom til at træde ind i feltet som rådgivere, så blev gruppen delt i to: der var dem, der ikke mente man kunne, selv turde de ikke gå ind i arbejdet med andre, med mindre at der blev tilknyttet udefra kommende supervision til gruppen - dette var ca. en tredjedel af gruppens 10-12 personer, og det var primært de psykoanalytisk orienterede - og så var der den anden del af gruppen, der under ingen omstændigheder ville give køb på konceptet om "autonomi uden omsvøb". Argumentet var: "Det er ikke muligt som perspektiv at arbejde mod en fælleshed, hvis man samtidig er bundet op af eller støtter sig til en hierarkisk funderet praksis"[24].

Forud for konflikten gik både, at en studievejleder på KUA[25] forsøgte at forhindre at rådgivningen kunne åbne i studenterhuset - argumentet var at den kunne forveksles med Studenterrådgivningen, og det selvom studievejlederen også åbent indrømmede, at der var behov for arbejdet - men også at flere i gruppen mødte stor afvisning fra deres omgivelser med hensyn til, at de jo "kun" var studerende, som om dét er et handicap på forhånd. Konflikten endte med, at den gruppe der følte sig i klemme lige så stille sev fra gruppen; og det samtidig med at gruppen - ud over rådgivningsarbejdet - brugte megen energi på at formulere sig i diverse fagblade om selve arbejdet, med diverse invitationer om samarbejde og med kritik af det problematiske indenfor psykologien. Tanken var, at kunne man ikke arbejde med den kritik, der var eller kom, så var man ikke dygtige nok, og det måtte man så se at blive. Men der kom ingen kritik, åbent formuleret, de første 5 år, hvorefter der så kom en kritik, der i store træk gentog, at det var etisk problematisk at studerende arbejdede uden formaliseret supervision. Det var en intern kritik, men vi svarede på den i PsykologNyt[26], hvor vi stillede vores supervisions- og kvalifikationskoncept til skue, men der kom ingen dialog i gang. Intet gensvar. Og andre blandede sig ikke.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i historien. Den er fremstillet til anden side. Men blot her nævne to yderligere udviklingskonflikter, der også er beskrevet[27].

Den næste udviklingskonflikt er blevet kaldt "Striden om det lukkede kliniske kollektiv 1988-89". Den omhandler brugerforløb, der afbrydes fra rådgiverside, fordi man ikke kan komme igennem med løsningstiltag og -bidrag til overvindelse af brugerens problematiske livssituation og befindende, og hvor konflikten i rådgivningsgruppen udspiller sig omkring, om der kan gås ind i nye forløb, før det både kollektivt og for de berørte rådgiver er klart, hvad det var, der måtte renonceres på. Konflikten blev også til en konflikt om supervision, forstået på den måde, at hvor gør man af det personligt svære, der dukker op i rådgivningssituationen. Svaret blev, at supervisionen må sigte mod, at den berørte rådgiver bringer "det svære" ind i det brugerforløb, der er på tale, for ellers dannes der skjult norm mod brugeren eller brugergruppen.

Og endelig den tredje udviklingskonflikt: denne var en kompetencestrid - "Kompetencestriden 1991-92" - omhandlende, om man kan arbejde som rådgiver, hvis man ikke samtidig kan gøre dét åbent, der aktivt styrer ens handlinger overfor den berørte person, eller hvis man finder det nødigt at holde information tilbage som strategisk (nødvendigt) element. Svaret blev, at det kan man ikke - for kan man ikke åbent træde frem med samtlige relevante dimensioner i ens konkrete handleevne, så bidrager man til yderligere mystifikation og fremmedbestemmelse, hvilket også er at handle ud fra givne traditionelle koncepter. Det er deres begrænsning.

Opsummerende kan det siges, at de tre udviklingskonflikter peger henimod, at den enkelte rådgiver/terapeut/psykolog skal `kunne handle selv, og ikke dække sig ind under andet/andre` og `at kompetence er et kollektivt anliggende, der fordrer den enkeltes evne til total åbenhed i relation til berørte bruger af rådgivningen`. Dette er samlet at `enhver må kunne tale for sig, gennemskueligt og gennemsigtigt`, hvilket også er at `indordne sig under udvikling` - den eneste legitime indordning - og hvor frafald herfra bemærkes, ligger der en etisk fordring i at samle det op og at gøre det, for man kan sige at hver gang man er sammen med et andet menneske, så har man en del af dette menneskes liv i sine hænder, og som Løgstrup formulerer det: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sine hænder. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej"[28].

Dette handleevneaspekt er imidlertid ikke tilstrækkeligt at agte, for der må også kunne handles på de udviklingsforhold, der ligger uden om selve udviklingskonflikterne, som de for den enkelte rådgiver viser sig på gruppeniveau. Som sådan er ovenstående kompetencedimension altså ikke nok til mestring af konkret psykologisk arbejde med berørte andre, men en nødvendig forudsætning herfor i et alment-menneskeligt sigte.

Ud fra ovenstående kan det nu gøres begrundeligt, hvorfor det var muligt for medlemmer af Færdigorganiseringen at vokse nærmest aktivt ind i og op igennem eller endog bidragende til den strukturelle knæsættelse af et autorisationskoncept i PsykologForeningen, der bygger på et i sin struktur psykodynamisk kompetenceforlangende fra allerede autoriserede - hvem der så end nogen sinde har kunnet autorisere disse - samt hvorfor dette ikke var en handlemulighed for rådgivningen: det var nemlig muligt i samme grad man accepterede den hermed forbundne ydre kompetenceforlangende, den udefra kommende supervision - godt nok fra egne autoriserede fagfæller, men dette er i sig selv ikke en indholdsmæssig kompetencedimension, idet denne er opnået via andres arbejde. Den hermed forbundne herre-knægt-akse for kvalifikationsudvikling kan rådgivningen ganske enkelt ikke med.

Hvordan - må man spørge - kan nogle kritiske psykologer gøre den ovenfor beskrevne bevægelse med. Et svar er: af opportunistiske grunde: man indordner sig på kort sigt i håbet om på lang sigt at kunne forbedre sine egne betingelser - men dette kan ikke være et bevidst valg, for der er næppe nogen i Færdigorganiseringen, der ikke er klar over, og til hudløshed har diskuteret en central kritisk psykologisk tekst, der netop begrunder, hvordan opportunisme er en forform for psykiske forstyrrelser[29], og hvem med bevidsthed herom vil dog vælge dette for at klare sig på kort sigt, når man på lang sigt er vidende om de hermed forbundne personlige konsekvenser[30]! Der er også et andet svar, og det er at de involverede personer aldrig var reelt forbundet med den kritisk psykologiske bestræbelse, men at man var der, fordi den som en stærk faglig kraft kastede individuelle handlemuligheder fra sig, altså kystbanesocialisten om igen. Der er sikkert også mange andre svar. Men det jeg skal hæfte mig ved, dét er, at den kritiske psykologi havde - og vel stadig har - en kategoriel blind plet netop dér, hvor den psykodynamiske/psykoanalytiske teori og praksis-tradition så at sige udvikler alt fra og fører alt tilbage til: problemet om overføring.

Svaret, her at give, er, at man i bedste fald valgte en social-økonomisk sikring af sig selv som nyt øvre mellemlag - i værste fald blev man fanget ind til anden side, via opgiven overfor en videnskabelig løsning af det kategorielt uløste problem om overføring indenfor en kritisk psykologisk praksistilgang. Betingelsen herfor er selvmanipulation, hvis materielle grundlag er manglende råderet over midler til behovstilfredsstillelse, idet det er situationer af almen fremmedbestemthed, der gør mennesket til slave af sine behov, der så træder frem med driftskarakter, hvorved de vinder en umiddelbar adfærdsbestemmende magt[31]. Dette er så også "det ubevidste faglige spring ind i psykoanalysen" - for Fanden stå i at have uddannet sig til psykolog, hvis man så end ikke kan få ret til at praktisere som så - så heller være med på vognen, det stykke vej, som andre bestemmer hvordan skal være, indtil man selv kan bestemme.

Den lighed, der er imellem den psykodynamiske herre-knægt-akse, og at behovene antager driftskarakter ved manglende råderet over midler til behovstilfredsstillelse, har så åbenbart kunne gå hånd i hånd med det forhold, at handlekompetence under alment usikre betingelser (blandt andet ved manglende social integration, hvad autorisationsprocesserne i PsykologForeningen meget har været, og den samtidigt begyndende opløsning eller stagnation af Færdigorganiseringen) kan vindes ved, at individets stræben efter overensstemmelse med andre løsrives fra vurderingen af de objektive forhold i omverdenen og træde i forgrunden som en selvstændiggjort handletendens[32]. Bevidst eller ubevidst - en passiv revolution af småborgerlig karakter, og denne vil gentage med hver ny generation af psykologer, indtil det er muligt kollektivt at befordre overgangen mellem studerende og færdige psykologer på den ene side og de eksisterende social-økonomiske forhold for udøvelse af psykologisk virksomhed på den anden side, men dette dog kun samtidig med, at arbejdet med overføring udmøntes i et videnskabeligt praksiskoncept, der er objektiverbar som almentdueligt.

I det følgende skal jeg gå videre ind i udviklingskonflikter i selve den terapeutiske praksis. Jeg skal starte med en historisk beskrivelse af de store forandringer, der sker i praksis i og omkring terapi fra 50-erne og op til 80-erne, idet dette er rammen for den lokale historie, der her er på tale, og uden hvilken man ikke kan forstå, hvorfor arbejdet antog den form, som det gjorde. Herefter skal der gås ind på de mere almene teoretiske betragtninger over terapi indenfor den kritiske psykologi, og i forlængelse heraf inddrage empiriske forhold, som jeg selv kender til. Fikspunktet herfor er selve begrebet om overføring. 

 

4. HISTORISK OM NYERE TERAPEUTISK PRAKSIS.

De grunde, der fører til at terapi tages op af studenterorganiseringen som selvstændigt praksisområde i starten af 80-erne, omhandler dels de generelle eksterne forhold, der ligger udenfor universitetet, og dels interne. De generelle eksterne forhold omhandler, at der er et stort behov for nye og bedre støtteinstanser for en stadig større gruppe af mennesker, der er præget af lidelse, konflikt og desorientering; og hvor det er tydeligt, at det er de socialt-økonomisk dårligst stillede, der særligt betaler prisen for manglende støttemuligheder eller for en dårlig og dybt nedværdigende behandling. De interne forhold omhandler specielt Klinisk Institut, der altid formåede at undgå at involvere sig i at tænke og handle med på løsninger af de fælles problemer på psykologistudiet. Klinisk Institut tillod sig meget en eksklusiv holdning, hvor de både var sig selv nok, men også altid overlegne, idet de på ganske særlige måder hævdede deres særstilling som værende den kompetente institution for arbejdet med psykiske vanskeligheder og problemer.

Forud for denne situation lå så hele historien fra 1960-erne og frem, hvor der på alle måder var søgt et opgør med både psykiatrien og den psykoanalytisk dominerende praksis. Der var to slags svar herpå: de humanistiske-eksistentielle svar, der så psykiske konflikter som udslag af uautentisk væren; og de politiske svar, hvor sygdom blev ført tilbage til materielle grunde i selve den kapitalistiske produktionsmåde.

Hvad angår de humanistisk-eksistentielle svar, så er deres kerne "frihed", og som det er formuleret af een af grundlæggerne, Pico della Mirandola (1463-94): "Du skal bestemme din egen natur uden tvang fra nogen barriere ved hjælp af den frihed, der er blevet dig betroet. Jeg har placeret dig i verdens centrum, så du fra dette punkt bedre kan se hvad der er i verden. Jeg har hverken gjort dig himmelsk eller jordisk, hverken dødelig eller udødelig, for at du som en fri og suveræn håndværker kan støbe dig selv i den form du selv har valgt"[33]. Og dette spejler meget godt problemerne for det nye mellemlag, der vokser frem i efterkrigstiden, og som er begrundet i udviklingen af en mere innovativ produktionsproces (dvs. at viden anvendes bevidst og målrettet til udvikling af produktionen). Som klasse har mellemlaget også kun sig selv at holde sig til - de har ingen historisk fremtid, i klemme og bestemt af de to hovedklasser, arbejder og kapital.

Psykiske konflikter koges i denne tradition stort set ned til uautentisk væren, som så med en autentisk person/terapeut at skulle overvindes gennem det hermed forbundne ægte samvær, der ville kunne give større selvforståelse, frigørelse, vækst og evne til dybere kontakt med andre. Den terapibølge eller -bevægelse, der vokser frem i 1960-70-erne har sit udgangspunkt her. Blandt andet i form af Encountergrupper, og den klient-centrerede terapi (Rogers[34]), hvor terapeuten ikke skal være styrende og teknisk, men netop menneskelig; men også i form af gestaltterapien, der adskiller sig herfra ved at vægte det specifikt konfronterende, snarere end det støttende som er den klient-centrerede terapis indfaldsvinkel. Gestaltterapien er kendt gennem Perls, der formulerer kernen på den måde, at grunden til at man lider, er afhængig af andre, falsk, det er at man er flygtet fra et pinefuldt Nu, hvilket danner en uafsluttet gestalt, der som et forsvar, en karaktermaske, forhindrer een i at leve bagefter. Gestaltterapi er derfor at "tilvejebringe situationer i hvilke en person kan opleve, at han sidder fast - det ubehagelige - og ..at.. frustrere hans forsøg på at undgå situationen indtil han er villig til at mobilisere egne ressourcer"[35]. Hermed "tvinges" klienten til at tage den smerte på sig og fuldbyrde en gammel gestalt, som ellers stiller sig i vejen for vækst og autentisk selvkontrol.

Samlet herom kan det siges, at når udgangspunktet er den individuelle frihed, så bliver problemerne, der fører til fravær heraf, enten en nødvendig skæbne, der rammer den enkelte, og hvad kan man andet med skæbnen end udholde dens lidelse og måske uretfærdighed, eller også bliver det ens eget ansvar, at man nu engang har handlet sådan. Det skal ikke nægtes, at denne problemstilling eksisterer - den eksisterer jo netop i kraft af en stigende fragmentering og praktisk fremmedgørelse overfor hinanden - men at koge ethvert problem og dets løsning ned til måder at omgås eksistentiel smerte på i form af selvoverlevelse er falsk, og tjener alene dem, der i forvejen har tilstrækkelige ressourcer til at bære og mestre deres liv.

En mellemform mellem det humanistisk-eksistentielle svar og det politiske er radikalterapi, primært i USA, der dog hurtigt splittes på spørgsmålet om, hvor at starte: med den indre frigørelse - der fører over i den humanistisk-eksistentielle tradition med vægt på det spirituelle - eller den ydre frigørelse, der fører til direkte partipolitisk arbejde under forbiseen af, hvad der konkret kan og må gøres i forhold til de mennesker, der bare ikke har de ressourcer, at de kan handle og kæmpe på komplekse organisatoriske måder.

De politiske svar på psykiatri og psykoanalyse omhandler, ud over en anden opfattelse af psykiske problemer, også forsøgene på organisatoriske ændringer for behandlingen af mennesker med problemer. Det første svar er miljø- eller socioterapien (M.Jones[36]), hvor man søger at demokratisere behandlingssektoren i form af terapeutiske fællesskaber, hvor tolerance og realitetskonfrontation er i centrum.

Denne føres senere videre i anti-psykiatrien (Laing og Cooper), der ser sygdom som en sund reaktion på et sygt samfund, og hvor behandlingen består i at ophæve menneskets fremmedgørelse overfor den ydre verden gennem rejsen ind og igennem den indre verden. Herigennem skulle de enkelte så finder måder at hjælpe sig selv på, dér hvor der virkelig er brug for det. Den samfundsmæssige undertrykkelse ses i forlængelse heraf som ophævelig gennem skabelsen af en stadigt stigende sum af "sande jeg`er". Arbejdet hermed foregår gennem terapeutiske kollektiver.

En videre form i det politiske svar er meta-psykiatrien - eller "den demokratiske psykiatri" - der mest markant er kommet til udtryk i Italien (Basaglia[37]). Her gik man efter at opløse de psykiatriske institutioner, idet man så det kroniske i sygdommene som frugter af selve institutionsopholdet - og dette blandt andet ud fra M.Jones, der havde kunnet vise, at det kroniske ikke var så kronisk endda. Det lykkes her at få vedtaget en lov - Lov nr.180 af 13.maj 1978 - der gik ud på, at det med udgangen af 1980 ikke længere var tilladt at indlægge mennesker på psykiatrisk afdeling. Udgangen - efter en mellemform med terapeutiske samfund, der viste sig velegnede til at få modsætninger og problemer op til overfladen - er en art distriktspsykiatri, hvor ambulant behandling, blandt andet med en del medicin, og beskyttede produktionsfællesskaber er centrale ingredienser. Nogen egentlig behandlingsfilosofi blev aldrig udviklet.

Det sidste væsentlige politiske svar kom fra SPK - Det Socialistiske Patientkollektiv i Heidelberg i Tyskland[38] - i begyndelsen af 70-erne. Udgangspunktet er at kritikken af psykiatrien skærper modsætninger mellem patienter og lægestab, hvilket fører til at en psykiater (Huber) vælger at prioritere at indgå i det direkte behandlingsarbejde ved at støtte op omkring at hjælpe med at bearbejde umiddelbare problemer og konflikter. Men dette kan kun ske ved at sige fra til - prioritere væk - nogle af kollegamøderne, og det kommer til en vældig strid, hvorunder patienterne vælger at organisere sig som et patientkollektiv - da der var flest ca. 500 - og arbejder for deres egen institution på Universitetet, hvad der efter en besættelse lykkes. Men det varer ikke længe. Huber fyres, patientgruppen arbejder videre ud fra en arbejdsform, der kaldes agitation - i modsætning til den systemopretholdende terapi - og som generelt er rettet mod medlemmernes faglige baggrund, arbejdsbetingelser, autoritetskonflikter, familiemæssige konflikter, seksuelle konflikter og sociale forhold.

Men efter kort tid stormes institutionen af en massiv politistyrke og lovede økonomiske midler trækkes tilbage. Udgangen er, at en større del af gruppen går under jorden, nogen går ind i RAF, medens Huber idømmes 4 1/2 års fængsel for misbrug af lægelig autoritet. Flere af patienter idømmes også straffe på op til 3 år.

Kernen i SPK`s sygdomsopfattelse er at `gøre sygdommen til et våben` ("Aus der Krankheit eine Waffe machen"), og dette grundet i, at man bliver syg, når ens protest mod urimeligheder hæmmes. En sygdoms ophævelse er derfor udviklingen af en kollektiv revolutionær identitet, der i sin essens må være socialistisk, idet det reelt hæmmende er den kapitalistiske produktionsproces. Arbejdet hermed foregår med udgangspunkt i det tidligere nævnte om "agitation", hvor terapi, politisk og videnskabeligt arbejde betinger og skal udvikle hinanden. Man har tre niveauer heri: enkeltagitation, hvor en gammel SPK`er tager imod en ny, og hvor de problemer, der er, bearbejdes ud fra den enkeltes situation og problemstilling; og gruppeagitationerne, der retter sig mod et fælles indhold, og hvor arbejdsprincippet var at rette sig mod gruppens svageste led, det kunne evt. være den sprogligt mest dominerende eller den tavse. Det tredje niveau var de videnskabelige arbejdskredse, hvor relevante politiske problemstillinger blev bearbejdet. Generelt arbejdede man ud fra arbejds- og organisationsprincippet "den multifokale ekspansion", der går ud på, at den enkelte syge ses som en person i et samlepunkt (fokus) for de samfundsmæssige modsigelser, og dette fører også til en "knopskydningsmodel", hvor den enkelte er i flere grupper på samme tid, og grupper der også arbejder autonomt i forhold til hinanden. Det var da også meget svært for politiet at trævle SPK op, da de besluttede sig for det. Dette er en vigtig ting.

Også i Danmark skete der noget. Man byggede videre på erfaringerne fra udlandet, og op igennem 70-erne blev det dannet et hav af alternative rådgivninger på alskens områder og overalt i landet, men de fleste af disse går ned i starten af 80-erne, i sammenhæng med den begyndende højredrejning, da Schlüter kommer til i 1982. Og kun ganske få får endvidere offentliggjort noget omkring deres indholdsmæssige arbejdsprincipper[39]. Men det er vel at mærke enkeltpersoner, der offentliggør, hvilket også siger noget defensivt om arten og styrken af den kollektive subjektive faktor dengang.

Som i USA kom det også fra starten af 70-erne i Danmark  til en splittelse omkring spørgsmålet om ydre eller indre frigørelse, mht. hvor at starte. Terapibevægelsen - den indre frigørelse først - lever i dag videre under begrebet "New Age", hvor begrebet om holisme (:alt hænger sammen) og om integrationen af østlig meditation og vestlig mystik er centrale pejlemærker. Arbejdet med den  ydre  frigørelse  blev til venstrefløjens mange partier - og deres senere nedlæggelse igen.

Da man begyndte at arbejde med ideen til rådgivningen Regnbuen tog man fat på en bearbejdning af alle ovenstående praksiserfaringer, blandt andet og centralt at man ikke kunne sætte af fra et valg mellem en indre eller en ydre kamp mod undertrykkelse og for frigørelse. Man måtte tværtimod finde det samfundsmæssige ståsted, hvor de i praksis allerede var sammenhængende, for alternativet indre/ydre er falsk: "Argumentationen at mennesket må ændre sig, for at kunne ændre de samfundsmæssige forhold, som må ændres, for at mennesket kan ændre sig .. er cirkulær .. idet den går ud fra samme alternativ. Den virkelige sammenhæng er derfor ikke cirkulær, fordi mennesket kan ændre sig selv i den grad, som det ændrer sin indflydelse over dets livsbetingelser"[40]. Men ingen steder syntes man at kunne finde et tilstrækkeligt teoretisk koncept og en tilsvarende sociologisk/socialpsykologisk metode, hvor man kunne - med en grad af sikkerhed i begrundelserne - afgøre om noget var et fremskridt, noget stagnativt eller tilbageskridt mht. terapiarbejde. Desuden syntes perspektivet om en "materialistisk sygdomsteori" at gribe forkert, uden at det var muligt nærmere at præcisere hvorfor.

Man tog derfor udgangspunkt i grundlæggende at diskutere, hvad terapi var, og på at afklare hvordan man hen ad vejen kunne blive klogere herpå. Afgørende for dette skridt var også konstateringen, at på trods af mange forsøg på overvindelse af den fremherskende psykiatri og psykoanalyse, så havde ingen af disse forsøg reelt trængt disse opfattelser tilbage, allerhøjest resulteret i organisatoriske ændringer, der måske fremviste en større humanitet, men måske langt fra var det.

Tvært imod må man konstatere, at som situationen var omkring løsningen af menneskers personlige problemer dengang opgøret med psykiatrien og psykoanalysen satte ind i 1960-erne, at sådan er den også i dag, men gående mod det værre. Den psykofarmacologiske udvikling har ekspanderet vildt, og man skal i dag nærmest tilkæmpe sig en plads på psykiatrisk afdeling, og får i store træk kun en sådan, når man accepterer en medicinsk behandling. Ellers henvises man til gaden, til fængslerne eller til hjemme-medicineringen. Oftere og oftere udtaler psykiatere (blandt andet Raben  Rosenberg), at fx. angst - som man skønner mindst 250.000 lider af og som er ubehandlede - bedst kan behandles med psykofarmaka; og i en nyere avisartikel om elektrochok kunne journalisten konstatere, at elektrochok er ved at vinde indpas igen, samt at det havde været umuligt at finde læger eller psykiatere, der ville udtale sig kritisk mod denne behandlingsmetode.

Hertil kan man lægge en svensk undersøgelse fra starten af 80-erne, der klart viste, at det ikke var problemtypen, der var udslagsgivende for den specifikke behandling indenfor psykiatrien, men derimod den enkeltes klassebaggrund: stærk tendens til, at mennesker fra arbejderklassen behandles alene medicinsk, medens mennesker fra mellemlaget havde tendens til primært at blive tilbudt samtaleterapi[41]. Desuden kunne undersøgelsen vise, at terapeuterne rask væk manipulerede - og ved opgivenhed/protest heroverfor fra klientside, så blev grunden til manglende terapeutiske fremskridt tillagt klientens patologi i form af stemplet utilgængelig for psykoterapi.

 

5. ALMENE BETRAGTNINGER OVER TERAPI INDENFOR DEN KRITISKE PSYKOLOGI.

Omkring selve arbejdet med at afklare, hvad terapi grundlæggende var, stødte man på det forhold, at alle teorier, kritiske som traditionelle, spontant tænkte i sygdomsbehandling - det svarer så også til den nuværende semantiske betydning af ordet terapi - og det enten for at behandle, eller også for ikke at behandle selve individet, hvis man da mente at sygdommen ret beset lå udenfor individet, i de sociale eller kapitalistiske betingelser. Der var kort sagt forskelle i, hvordan psykiske forstyrrelser blev opfattet, bestemt, men ikke i, hvordan der blev tænkt om, hvad terapi var. Denne pudsighed blev til en forundring, og det første grundlæggende spørgsmål blev stillet her, nemlig om det kan være rigtigt at også kritiske koncepter, in casus et kritisk psykologisk, delte den samme genstandsbestemmelse af terapi? Med dette spørgsmål blev der også brudt med det pejlemærke, der syntes at være fælles i den hidtidige danske alternative rådgivningspraksis, nemlig i nødvendigheden af at udvikle en "materialistisk sygdomsteori"; og overfor dette satte man perspektivet om terapi som en specifik arbejdsvirksomhed, hvor problemet var, at den endnu ikke var bestemt hverken teoretisk eller praktisk overhovedet - og det på trods af at der blev handlet på ganske systematiske måder[42]. Måske det af denne vej var muligt at bidrage til en reel overvindelse af psykiatrien og af psykoanalysen også i form af langsigtet ophævelse af deres restriktive og fremmedbestemte praksisgrundlag.

I processen med dette stødte vi på en tekst, der også kredsede herom. Det var en tekst, der var skrevet af en tysk arbejdsgruppe, der beskæftige sig med ansatser til et "materialistisk terapikoncept"[43]. De så terapi som en samfundsmæssig praksis, der som en specifik virksomhed med bestemte mål er delmoment i en overgribende totalsamfundsmæssig produktionsproces. En terapeut og en klient står da ikke bare overfor hinanden, og i et bestemt forhold ud fra, hvordan hver enkelt tænker, føler og handler om det eller de problemer, der er på tale, men de har også imellem sig et andet forholdsniveau, nemlig at de begge er subjekter for selve den terapeutiske arbejdssammenhæng.

Dette var nøglen, som vi så længe havde ledt forgæves efter. Her var der også anknytningspunkter for det ubehag, alle næsten automatisk stødte på, når de arbejdede med de forskellige terapiopfattelser. For det viste sig, at alle disse glimrede ved ikke at arbejde med det andet, det kooperative niveau, altså det at være sammen om processen, og hvorudfra indholdsmæssige mål og opgaver måtte udvikle sig, men kun havde det første niveau i sig, det niveau, hvor man i starten står overfor hinanden i en asymmetri, og hvor denne asymmetri bevidst bruges som den centrale behandlingsteknik i et ensidigt påvirkningsøjemed, gående fra terapeut mod klient.

Ovenstående to niveauer - personlig overforstillethed og processuel sagslig medstillethed - blev i den lokale praksis i rådgivningen til de væsentligste genstandsdimensioner i en teori om terapi. Og det viste sig også muligt, at placere de forskellige terapikoncepter på grundlag af disse, og dét på den måde at det blev klart på hvilken måde, de greb den terapeutiske arbejdsgenstand forkert eller groft forkortet.

Ift. psykiatrien kan man sige, at denne a priori har fuld kontrol over den personlige overforstillethed i den terapeutiske situation og sammenhæng. Man hører nemlig hjemme i psykiatrien, når og hvis man af psykiateren selv bestemmes som havende "sjæleligt abnorme tilstande"(Strømgren). Den processuelle sagslige medstillethed tjener her alene psykiatrien, der bruger denne til diagnostisk arbejde med at præcisere karakteren af overforstilletheden. Dette er meget tydeligt i psykiatriens kernebegreb - psykosen - der netop hviler i "manglende sygdomsindsigt". Som sådan rendyrker psykiatrien den horisontale akse, som er forholdet mellem een selv og det sociale man står i, ud fra begrebsparret det normale/unormale.

I psykoanalysen er der til gengæld fuld herskab over selve den processuelle sagslige medstillethed. Psykoanalytiker er jo netop psykoanalytiker, fordi han eller hun i modsætning til den lidende anden, allerede er "rask" på en sådan måde, at der ikke lides under omstændighederne. Den anden har da per definition ikke indsigt i sit problem, der jo væsentligst er ubevidst. Her hører man hjemme, hvis man a priori accepterer, at den anden ved bedst omkring, hvordan den processuelle sagslige medstillethed formes og struktureres af psykoanalytikeren. Er man ikke enig tolkes dette som et (patologisk) forsvar. Man kan endelig sige, at psykoanalysen rendyrker den vertikale akse, som er forholdet til een selv, og dette ud fra begrebsparret bevidst/ubevidst eller rationelt/irrationelt.    

Ovenstående to akser kan siges at udgøre terapiens problem som et dobbelt problem: det sociale er et problem, og man er et problem for sig selv, og man lider under det, konflikter med det, i en tilstand af orienteringsløshed og isolation med hensyn til, hvad at gøre for at overvinde det. Herudfra er den tidligere nævnte målforestilling for terapi blevet præciseret: "terapi omhandler den skridtvise generobring af det sociale liv, som man er udgrænset fra, men nu i en form og med en struktur, hvor det også indeholder ens eget livsperspektiv"[44].

I forlængelse heraf kan det siges, at arbejdes der reduktivt med det dobbelte problem - altså rekurs til den ene eller den anden akse - at da vil der med psykiatriens kontrol over overforstilletheden ske en blind magtmæssig tilpasning - en "påtvungen ny virkelighedsopfattelse" søges induceret - til givne sociale uligheder og undertrykkelsesforhold, medens det med psykoanalysens herskab over den processuelle sagslige medstillethed kommer til pseudoabstrakt frigørelse af sig selv - en under persontvang "frivilligt påtaget ny personlighedsprofil".

Ovenstående resultat i forhold til psykiatrien finder også sin eftervisning i det tidligere nævnte forhold vedrørende den empirisk påviselige klassebundne behandling; medens resultatet vedrørende psykoanalysen modsvares af betragtninger, der synes at godtgøre, at effekten af psykoanalyse, ud over det tilsigtede vedrørende en bedre rationaliseringsevne, også består i en kropslig stivnethed, en slags brænden sin vrede af ved at brænde den ned i musklerne.

Nu findes der også en tredje måde, hvorved der kan arbejdes reduktivt med terapiens dobbelte problem, nemlig ved i sit udgangspunkt ikke at agte, at den anden er et menneske, men kun del af et system. Det er den systemiske terapi, der her er på tale, og hvor det omhandler "frivillig ændring gennem skjult tvang", hvilket opnås ved at ordinere paradoksale opgaver. Fx. hvis det er angst, det handler om og som man vil af med, så at ordinere som hjemmeopgave, at søge situationer eller arbejde med allerede kendte, på en sådan måde, at angsten stiger. Rationalet heri er - i følge Haley - at bryde med, at den ene person er undergivet den anden, samtidig med at den undergivne gennem forskellige slags symptomer søger at kontrollere den anden og selve situationen[45]. At angst er et svar på udleverethed og handlingslammelse i forhold til relevante livsdimensioner af social art ses der bort fra, bare det åbenbart lykkes for terapeuten at komme af med det besværlige symptom og dermed den anden som klient.

Den terapiopfattelse, der her er fremlagt, og hvorudfra der er rettet en kritik af ovennævnte traditionelle terapikoncepter, bygger på en central grundopfattelse, som Marx har formuleret: "menneskets egen sanselighed eksisterer først for det som menneskelig sanselighed i kraft af medmennesket"[46]. Dette betyder nemlig - jvf. det tidligere om at man ikke kan dele tanken op i trin, hvis ikke målet samtidig er indeholdt i alle og i det første også - at man ikke kan arbejde, heller ikke i terapi på den måde, at starte et sted, hvor den anden som medmennesket er underkendt, idet dette ikke indeholder niveauet af sanselig virksomhed, hvad det netop er opgaven - godt nok under særlige betingelser - at udvikle videre.

Men det er alligevel, hvad psykiatrien gør ved at tage sit udgangspunkt i en apparatfejls-model, hvad psykoanalysen gør ved sin A/B-menneskeopdeling, og hvad systemterapien gør ved at se mennesket som et strukturpunkt, hvor det vel kun er Overmennesker, der mener at de kan gøre noget sådant. Man må nærmere sige, at siden det overhovedet er muligt at gøre dette mod mennesker, hvad der sker igen og igen indenfor den terapeutiske verden, at så står man overfor mennesker, der er udleveret til betingelserne, fremmede og afmægtige, og mod netop mennesker i dén situation, er det noget nærmest en krigsforbrydelse at gøre det. Man giver - i en sammenhæng hvor den berørte ikke alment har sine magtfulde handlemuligheder at falde tilbage på - terapeutisk trøst og manipulation i stedet for en medmenneskelig-samfundsmæssig hånd. Det kan i forlængelse heraf også sandsynliggøres, at "det problemløsende, det helbredende, indenfor psykiatrien og den traditionelle psykologi, det kommer fra de personer, der enten ikke lever op til deres forpligtigelser eller som personligt bryder med den strukturelle magt, der ligger i og omkring deres arbejde"[47].

En almengjort terapibehandling må derfor med de berørte andre nødvendigvis arbejde igennem at overvinde den strukturelle magt, dér hvor denne fastholder den enkelte i lidelse, fremfor at bruge den som terapeutisk løftestang for at[48] kunne handle - herre-knægt-logikken - hvad der ikke er andet end en yderligere fremmedbestemmelse af det individuelt-sociale aspekt i selve afmagten, og når dette sker fra den side, der på sin vis har samfundsmæssig autoritet til sin udøvelse, så vil det aktivt bidrage til en skærpelse, hen imod det irreversible, af de problemer og konflikter, der er på tale.

I forhold til den aktuelle situation, hvor der er for få økonomiske ressourcer vil det derfor være katastrofalt at arbejde for flere ressourcer til det terapeutiske område, hvis ikke der samtidig argumenteres og arbejdes for, at det sker gennem et kvalitativt brud med de her fremhævede basale restriktive terapeutiske koncepter, fordi disse selv bidrager med yderligere restriktivitet.

Opsummerende kan man sige, at det, der tabes i traditionel terapi, eller det man ikke vil eller kan forholde sig til, det er at man ud over at stå forskelligt (:asymmetrien), faktisk også er stillet sammen i situationen, og dermed også sammen om processen.

Der er grunde til, at man taber kooperationsaspektet, og det er mod betingelser for dette tab, at det socialpolitiske udviklingsarbejde må rette sig ind. Selvfølgelig skal man gribe ind med person- og fagkritik, men det nytter først rigtigt, når det samtidig fremvises, hvor og på hvilken måde, der kan handles anderledes, udviklende fremfor restriktivt.

Med det ovenstående er det klart, at terapi på et kritisk psykologisk grundlag bryder med den udbredte tankeform - en tankeform der endvidere er meget mere generel - om terapeutisk praksis som den simple anvendelse af en teori på genstanden, altså et brud med det tidligere omtalte to-ledede skema til fordel for det tre-ledede omhandlende teori-praksis-empiri.

Med hensyn til de koncepter, der er udviklet indenfor kritisk psykologi med henblik på overvindelsen af traditionel terapiarbejde, her kan man sige, at de mere grundlæggende tekster, dengang arbejdet tog form, at dette ikke er tilfældet. I vid udstrækning forbliver man indenfor det to-ledede skema om en terapeuts handlen overfor en klient med en teori om psykiske forstyrrelser. Man glemmer dermed at se terapi som formidlet gennem en særlig praksisform. Dette giver selvsagt nogle begrænsninger i tilgangen - og dermed også for løsningen - om end det næppe lægger yderligere fremmedbestemthed til den allerede eksisterende restriktivitet. Men det må nødvendigvis være sådan, at netop på forholdet mellem terapeut og klient, at her vil der mangle kategorier. Hvor meget man så end formår at begrunde - gennem historisk-empirisk og aktual-empirisk arbejde - de forskellige aspekter i psykiske lidelsesformer, så vil man med et kun to-ledet skema være blind overfor de særlige forhold, der angår det rent personlige samspil parterne imellem, hvilket er at være udleveret til den specifikke opgave at bringe den personlige overforstillethed udviklende ind i arbejdet med den processuelle sagslige medstillethed. Det er også her at overføringsproblemet kommer på tale, og i den grad kritiske psykologer hidtil har arbejdet med dette problem på, har det været på den måde, at når man har stødt på det, at så er det blevet påpeget som gribende forstyrrende ind i terapien. Man har så at sige stået af på udviklingen af indholdsmæssige begreber til tackling heraf, og regnet med, at en nærmest ren rationel og fornuftig diskurs kunne føre igennem.

Det er ganske rigtigt blevet påpeget, at terapeuten må være "absolut pålidelig, dvs. åben og dermed tillidvækkende .. som en væsentlig betingelse for individets evne til at bryde sin afskærmning og forhærdelse, dvs. sin mistro overfor omverdenen i den terapeutiske proces og artikulere sine behov, hvorved det samtidigt gør sig angribelig og sårbart". Og videre: "Denne pålidelighed viser sig i terapeutens parathed til umiddelbart at støtte sin klient i kampen for at udvide sine livsmuligheder, dvs. til at tage dennes problemer alvorligt, ikke at underkaste dem nogen overfladisk censur, der er skjult for denne eller orienteret ud fra andre tilfældige forventninger, men tværtimod at hjælpe med at skabe betingelserne for og konsekvenserne af at omsætte dem som det eneste pålidelige grundlag for, at klienten selv kan bedømme deres tilfredsstillelsesværdi"[49]. Men det at ville være pålidelig, dét er ikke det samme som at kunne det upåagtet hvilket empirisk forhold af personlig art, man som terapeut måtte møde, hvilket kan stille spørgsmål ved ens troværdighed til at magte opgaven. Opgaven er derfor også opgaven om også at kunne arbejde pålideligt hermed, selv når ens troværdighed er omstridt. Det er også et kendt fænomen, at når man er i en situation, der er pressende eller gør een skrækken[50], at da er ens indstilling præget heraf gennem forøget suggestibilitet: man ser ganske enkelt ikke og hører ikke bare tingene som de er, eller som den anden eller andre implicit forventer eller tror det. Evnen til rationalitet er nedsat, og det har sin egen nærmest subjektive tid at bevæge sig i, hvor man ikke bare er modtagelig overfor fornuft. 

Den kritiske psykologi er også meget tidligt blevet beskyldt for at være overdreven rationel. Det synes jeg personligt ikke den er - for mig lever den op til at være logisk og historisk - men på det punkt, der omhandler den direkte relation mellem terapeut og klient, her er jeg enig i kritikken. Og jeg ser også dette - denne kategorielle blinde plet - som forudsætningen for, at kritiske psykologer, der bevæger sig ind i terapiarbejde, at det kun er et spørgsmål om tid inden de kommer til kort overfor interaktive processer, som netop de traditionelt psykodynamiske koncepter tilbyder handlemuligheder overfor, og bruges disse ureflekteret så vil dette i en anden omgang styrke samme tendens henimod en egentlig etablering, i psykoanalytisk forstand, af faktiske overføringsforhold, og det under en yderligere fravenden sig konkrete problematiske materielle forhold, der er den reelle grund til deres optræden. Heroverfor må det huskes, at det er den andens udvikling, det angår - og ikke terapeutens sikring af magt herover. Problemet er mao. at skabe en kategori - en enkeltteori - for arbejdet hermed, der ikke fører arbejdet ind i at løse overføring med mere af det samme.

Men hvad er egentlig overføring. For at svare herpå må vi bestemme, hvad psykiske forstyrrelser er.

 

6. OM OVERVINDELSE AF PSYKISKE FORSTYRRELSER.

Der skal ikke her foretages en større udledning. Jeg skal blot nævne, hvordan det forstås indenfor en kritisk psykologi, og det er, at psykiske forstyrrelser opstår p.g.a. manglende muligheder for at øve indflydelse på relevante livsbetingelser, hvor det kommer til at individet vælger tilpasning til eksisterende omverdensforhold, fremfor kamp for udvidet kontrol. En sådan tilpasning fører nemlig til "selvstændiggørelse af afværgetendenser", hvilket medfører symptomdannelser af den ene eller den anden art. Fx. angst kommende indefra, undgåelsesadfærd, acting out, eller tunge tale. Det er en situation, hvor man så at sige privat lider under en udleverethed, under en tilsvarende opportun alliance med givne magthavere - netop de man frygter et opgør med, og omkring hvilke oprør synes uoverstigelig overfor. Sygdom eller psykiske forstyrrelser er derfor ikke en særlig personlig tilstand eller egenskab, men "en særlig problematisk handleevne og befindende". Og videre: "Grundene til psykiske sygdommes opståen er ikke kun forandret i "usikre" udviklingsopgaver og -problemer eller blot i "skæbneslag" eller "uheld", en person udsættes for. Så havde de direkte og indirekte berørte sikkert allerede kunnet overvinde dem sammen, før de tilspidsede til symptomer. De beror i alt væsentlighed på konflikter blandt menneskene i handlesammenhængen, som får dem til at forhindre hinandens muligheder for at overvinde de foreliggende problemer"[51].

Konflikter er mao. et centralt element i psykiske forstyrrelser, for deres genese og deres overvindelse. Og her kan man sige, at det særligt angår dilemmaet mellem den umiddelbare sikring af kortsigtede interesser, sikring af selve eksistensen, overfor den langsigtede interesse i at overvinde afhængighed og udleverethed. I klassesamfund er denne konflikt generel i form af umiddelbar eksistenssikring gennem anerkendelse af de givne magtforhold og dermed en befæstigelse af dennes suveræne råderet over midler til behovstilfredsstillelse[52]. Det at indrette sig på at livsbetingelserne er upåvirkelige og rette sig mod at sikre sig kort-fristede individuelle fordele under de givne aktuelle forhold, blandt andet ved at opretholde gode relationer til magthaverne, er derfor en forform for psykiske forstyrrelser, der udløses når det umiddelbart erfares, at underkastelse alment, dvs. også på kort sigt, er resultatløs, og at det selv har forrådt sine egne interesser. I den grad at denne opportunistiske måde at forholde sig på bliver ulidelig, og der på den anden side ikke findes nogen kraft til at bryde med den, så kommer det til det tidligere nævnte om selvstændiggørelse af afværgetendenser hen imod et egentligt sammenbrud af subjektets handleformåen.

Et afgørende moment i overvindelse af psykiske forstyrrelser er derfor udvidelse af den berørtes handlerum til forbedring af dets objektive og dermed subjektive livssituation, hvilket centralt er en gennemtrængning af de psykiske vanskeligheders tilsyneladende privathed i retningen mod bevidst beskæftigelse med og deltagelse i kooperativ forandring af egne objektive livsbetingelser. Personlighedsudvikling via udvidet samfundsmæssig integration - større gennemsætning af egne behov - og overvindelse af psykiske vanskeligheder er derfor to sider af samme sag, nemlig udviklingsstøtte til overflødiggørelse af symptomer, hvilket er støtte til aflæsning af det objektive erkendelsesindhold i dets emotionalitet og at lade dette være retningsgivende for handling. Fra terapeutisk side omhandler det derfor at fremme betingelserne for at klienten selv kan gå i skranken for sine egne anliggender, og derved selv erfare den subjektive værdi, dvs. gøre egenvurderinger af deres tilfredsstillelsesværdi. Og dette er ikke bare et internt terapeutisk anliggende - det er væsentligst et ekstra-terapeutisk forhold omhandlende udvidelse af klientens samlede handlerum, hvor den terapeutiske situation og sammenhæng er et moment i denne bestræbelse, ikke dens egentlige mål.

Sammenfattende kan vi sige, at psykiske forstyrrelser "ses som særlige problematiske subjektive betydnings- og begrundelsesstrukturer, der ligger bag pågældende subjekts særlige forholdemåde, utilstrækkelige handleevne og forstyrrede befindende i forhold til sin problematiske livssammenhæng. Lidelsen er den subjektive genspejling heraf i det subjektive befindende, forstyrrelsen den problematiske begrænsning i handleevnen og dermed et modstykke til dennes udvikling"[53].

Ovenstående opfattelse af psykiske forstyrrelser adskiller sig fra andre teorier om psykiske forstyrrelser og deres terapeutiske overvindelse på det punkt, at man fra terapeutisk side ikke a priori har viden om, hvilke konfliktsituationer de konkrete livsvanskeligheder er kommet i stand på grundlag af. Dette kan nemlig kun udledes gennem analyse af klientens objektive livssituation, hvis særlige karakter fra starten af er ubestemt givet i selve den terapeutiske situation.  Overvindelsen af psykiske forstyrrelser kan derfor ikke - som det typisk gøres - søges overvundet gennem tilbageføring af dem til et a priori fremvist første eller sidste moment, fx. væsentligst at det er noget ubevidst der er på tale, en protest der er hæmmet, en smerte der ikke er taget på sig osv. osv.. Kun det kooperative arbejde kan først som sidst pege på, hvad der er de væsentligste udviklingskonflikter - af social og individuel art - hvis overvindelse en løsning af de psykiske forstyrrelser i sidste instans afhænger af.

Som sådan er mindste-enheden i terapi `individet i dets problematiske livssammenhæng` - og ikke en eller anden psykisk intra- eller interaktiv størrelse. At gå efter `en isoleret påvirkning af den psykiske tilstand` er derfor at løsrive individet yderligere fra dets problematiske psykosociale indbundethed, og det er at søge en løsning gennem en yderligere tilpasningsbestræbelses-forlangende, nu i den form hvor asymmetrien i den terapeutiske sammenhæng og situation er det eneste afgørende at komme overens med. At gå efter en isoleret påvirkning af den psykiske tilstand er at gøre autoritetsafhængighed til middel som mål for overvindelsen af psykiske forstyrrelser, hvilket dog kun er muligt gennem yderligere afværge af autoritetskonflikter gennem "frivilligt" afkald på gennemsætningen af sagsrelaterede interesser. Og netop hvor dette ikke på forhånd er muligt - igen - kommer det til en overføring af de hermed forbundne vanskeligheder til omgivelserne, i den terapeutiske situation til terapeuten.

Men fremfor at fiksere og udnytte dette som terapeutisk hjælpemiddel, som det mest eminent gøres i psykoanalysen - først tydning/tolkning af det skjulte/ubevidste, så analyse af modstand mod helbredelse, og endelig udnyttelse af overføringssituationen til at tolke klientens libidinøse og/eller aggressive bindinger fra klienten mod terapeuten som værende netop arkaisk gentagelsestvang af de, af terapeuten, fremanalyserede skjulte infantile-ødipale objektforhold - så må dette føres tilbage til de objektive rammer for klienten.

Spørgsmålet er hvordan - og dette i dobbelt forstand: for det første kan en klient tage en autoritetsafhængighed med sig ind i den terapeutiske proces, og gennem konfliktafværge overføre denne til terapeuten, for det andet kan autoritetsafhængighed skabes hvis ikke arbejdet med overvindelsen af den personlige overforstillethed lykkes som et kooperativt fælles anliggende.

Det vil - for begyndelsen til et svar - ikke være en løsning at begynde at skelne mellem positiv og negativ afhængighed - positiv i den forstand at klienten overfører autoritetsafhængighed til terapeuten og negativ når klienten afskærmer sig overfor indgåen på terapeuten præmisser - idet dette er et simpelt tilbagefald til at arbejde med en isoleret påvirkning af den psykiske tilstand, og dermed forsøg på løsning af problemet med mere af det samme. Tværtimod må man finde det punkt, der som strukturel magt forhindrer en opløsning af autoritetsafhængigheden i en udvidelse af de objektive rammer for klienten.

Et sådan punkt må være et identitetslogiks anliggende - et identitetsforhold - idet dét, der er på tale, er noget der både er identisk med sig selv - ellers kan der ikke ske en overføring - samtidig med at det også står i et ydre forhold til andet - ellers vil der ikke være tale om overføring af noget til andet.

Af ovenstående kan nu gøres gældende, at overføring kommer i stand gennem aktivt virkende men ikke begrebne kognitive som emotionelle processer i ens handleevne, der som strukturlighed - identitetslogik - mellem det menneskelige subjekt og dets omgivelser sætter sig igennem bag om ryggen på det som en befalende anordning[54], altså som strukturel magt. En opløsning af autoritetsafhængighed er derfor en social løsning, hvor det kommer i stand at den befalende anordning opløses gennem sammenknytning af aktiveringsdispositiver, der frisætter kræfter, der er større end den modstand, der udgår fra indgrebet i selve anordningen.

I en terapeutisk proces er det op til terapeuten at bevæge dette niveau i problemløsningsprocessen hen imod dets ophævelse som dominant. Klienten er jo netop udlejet hertil, samtidig med at klientens betingelser i rådgivningsituationen er terapeutens handleevne[55]. Kan terapeuten ikke handle her, udviklende, fører det over i overføring og restriktiv løsning heraf gennem terapeutisk fiksering og udnyttelse heraf som terapeutisk hjælpemiddel.

 

7. EMPIRISKE IAGTTAGELSER VEDRØRENDE OVERFØRING.

Første gang jeg studsede over et overføringsfænomen er 5 år siden. Der var en debataften i "Den Røde Tråd" i Kanindræberen på psykologistudiet, Psykologisk Institut. Her var der en bekendt af mig, en tidligere studenteraktivist, som havde arbejdet ud fra Freudo-marxismen og den kritiske teori, der som panelmedlem fortalte om psykoterapi med følgende ord: "Siden jeg fornylig for første gang så en overføring, har jeg troet på psykoanalysen". Og dét han havde set, var at en klient reagerede på ham, som var han en anden fra personens eget liv. Mere blev der ikke sagt om denne sag.

Men jeg tænkte mit - ud fra den baggrund altid at have været uenig. Var det mig, der var fejl. Var min modstand mod psykoanalysen et udtryk for ubevidst modstand mod at opgive en falsk selvautoritet, hvor Freud egentlig havde ret, men hvor jeg holdt fast i min egen, fordi jeg ønskede at gøre Freud rangen stridig.

Der var mange spørgsmål - men når alt kom til stykket, syntes jeg at jeg godt kunne tillade mig fortsat at betvivle, at psykoanalysen var de "Vise sten", for en empirisk bekræftigelse er ikke identisk med objektivitet. Man skaber nemlig også de fænomener, der træder frem. En fjendtlig indstilling overfor andre kan gøre disse andre til fjender, en kærlig indstilling kan føre til genkærlighed, uden at der dog er nogen automatik heri.

Indenfor en kritisk psykologisk bevægelse - der for øvrigt opstod som platform gennem et brud med Freudo-Marxismen - er der også brugt megen energi på at tilbagevise psykoanalysens universalitet som psykologien, samt at reinterprætere dens erkendelsesindhold. Men ud fra det tidligere sagte må det også konstateres, at den kan snige sig så ubemærket ind igen, specielt når man er under pres fra oven i en udviklingsbevægelse, jvf. den tidligere nævnte kapitulation af mange, også kritiske psykologer, overfor den psykodynamiske tankegang.

Nu findes der en dansk psykolog, der også levede på Freuds tid - nemlig Alfred Lehmann (1858-1921), psykologiens grundlægger i Danmark - og han har faktisk en nøgle til et andet arbejde med overføringsproblematikken, end hvad der ellers er til rådighed. Nævnes skal lige også, at Lehmanns arbejde er blevet meget skubbet i baggrunden - faktisk likvideret af hans efterfølger Rubin, der helt afviser Lehmanns kernebegreb om "opmærksomhed" med følgende ord: "opmærksomheden ikke andet end et navn på forskellige skiftende faktorer, og ikke en enkelt kraft eller en virksomhed ved siden af (eller endog overordnet) disse"[56]. Denne afvisning - skulle den kunne begrundes! - er en katastrofe for associationslæren hos både Lehmann og psykoanalysen, idet det efterlader denne med "en rablende vanvittig psyke, et drift-impulsivt uhyre uden kontrol, eller en ukontrolleret hallucinations-psyke uden mening og mål i forhold til verden". Nu er det dog ikke samme associationslære, som Lehmann og Freud bygger på - for medens psykens meningsfuldhed hos Lehmann er "givet ved dagsbevidsthedens målrettethed styret af opmærksomheden, .. og hvor .. søvnbevidstheden er karakteriseret ved meningsløse forestillingsrevuer", så er psykens egentlige meningsfuldhed hos Freud at "finde i de drift-følelser, der som musene leger på bordet, når opmærksomheds-katten er ude".  

Rubins likvidering af "opmærksomheden" betød også en underkendelse af begrebet om indstilling. Og i det følgende skal dette bringes frem i lyset igen[57].

I følge Lehmann bestemmer en opgave, forestillingen om det mål, der umiddelbart skal nås, også for en vis tid de sjælelige-legemlige processer, hvor en sådan vedvarende indflydelse på centralorganets virksomhed kaldes indstilling[58]. Og videre herom hedder det: "En påstand, på hvilken opmærksomheden uvilkårligt er indstillet enten ved bestemte følelser for en given person eller ved påstandens overensstemmelse med en forud given overbevisning, vil .. kunne beherske bevidstheden således, at den medfører virkninger, der uden indstillingen ikke kunne komme i stand. Den således virkende påstand kaldes suggestionen; den styrke, hvormed den gør sig gældende er individets suggestibilitet. Udgår suggestionen fra en anden person, kaldes den fremmedsuggestion; skyldes den individets egenoverbevisning, er det en selvsuggestion"[59]. Og videre: "Suggestibiliteten er ikke en for det enkelte individ konstant egenskab, men veksler fra det ene tilfælde til det andet, idet den er bestemt ved styrken af de følelser, der indstiller opmærksomheden"[60].

Vender jeg med ovenstående tilbage til mit første møde med overføring, så vil jeg karakterisere dét, der kom på tale som `selvsuggestion`. Jeg ved det selvfølgelig ikke - for jeg istemmer Lehmann når han siger, at en "virkelig forståelse af et sjæleligt fænomen er ikke nået, før vi kender ligeså vel den fysiologiske som den psykiske side af sagen". Men jeg ved så meget om situationen, hvad angår personen og den faktiske sammenhæng, at jeg synes min karakteristik er begrundelig. For det første er personens møde med overføring et møde i en terapeutisk situation; for det andet er det et møde der kommer i stand tidligt i personens psykoteraputiske arbejde; - Og det gælder for den personlige virksomhed under disse forhold, at der ligger et stort pres mod at medvirke til en løsning af den andens problematik, eller i hvert fald gøre begrundeligt på kollega-plan, at man har gjort sit bedste og handlet så fagligt forsvarligt som muligt, idet ens videre psykoteraputiske arbejde ellers kan lide et skibsbrud. Ens indstilling er dermed præget af et stressberedskab, hvor det kan være svært  at  handle fleksibelt i overensstemmelse med opgaven - at medvirke til at den anden træder i skranken for sit eget liv - og fremfor den andens præmisser for problemløsning, træder da omgangen med ens egen eksistentielle usikkerhed. Og netop heri ligger en forøget fysiologisk pirring. Man er kamp-beret og/eller parat til flugt.

Kan man i en terapeutisk situation ikke gøre sig til subjekt for "handling i denne form", dvs. have sanselig virksom bevidsthed omkring sin egen aggression respektiv frygt, så vil man forsøge at kontrollere situationen gennem tilbagefald ind i en autoritetsrolle. Dette er imidlertid at "puste sig op til at være autoritet", fremfor at være det gennem den autoritative omgang med det eller de fænomener, der er på tale. Man bliver falsk, upålidelig og utroværdig - og er det også, hvorfor det så heller ikke kan diskuteres, med mindre man kapitulerer[61].

Under betingelser af konkurrence og kvalifikationspres er det ikke kapitulation, der står først på ens eksistentielle dagsorden, og det bliver derfor en handlemulighed for terapeuten at omtolke situationens problem som den andens problem. Og en overføring er i gang fra terapeut til klient, og i den grad dette behandles også som en modoverføring i psykoanalytisk forstand, så er den psykoanalytiske proces godt i gang som ping-pong fra psyke til psyke, om så klienten vil det eller ej.

Med ovenstående skabes mao. den psykoanalytiske setting. Og forudsætningen herfor er, at man for enhver pris ikke vil opgive herskabet over den ramme, hvorunder en problemløsning skal finde sted, om det så er internt terapeutisk eller også med hensyn til ekstra-terapeutiske betingelser. Heroverfor står: kan det ikke tillades een at være subjekt for sin egen terapeutiske proces, hvordan så bliver subjekt i sit eget liv hermed!! (O.Dreier). 

Den anden side, selv at møde overføringsforhold, det kender jeg kun i den form, hvor jeg har betvivlet den andens troværdighed, autencitet, ud fra at have gået imod den andens handleudkast mht. min rolle i det fortsatte terapeutiske arbejde. Fx. et ønske om en støtte fra min side til en handlepraksis, som jeg - ud fra det allerede kendte - må vurdere som en tilpasningsbestræbelse til givne psykosociale betingelser. Her kommer såvel styrken af den terapeutiske alliance, ligesom ens egen troværdighed og pålidelighed mht. forsat at kunne varetage den andens udviklingsproces igennem det terapeutiske arbejde til debat og eventuel konflikt, for her kan man - med et resultat fra en empirisk undersøgelse over terapeutisk udkomme - komme til at træde ind i billedet af den `totalitære krænkers ligegyldiggørelse`[62]. Til grund for denne figur ligger typisk skærpede livsbiografiske livsomstændigheder i form af isolation, og i voldsomme omstændighedshændelser som voksensvigt, hvad der fører til privatisering af udviklingskonflikter, og det er den hermed forbundne psykiske smerte over livstab, man træder ind i ved terapeutisk at gå imod spontane kortsigtede overlevelsesnødvendigheder. Men ved man det, kan smerten blive til livskraft for gennemsætning af omverdensforandringer, hvor kortsigtede interesser også indeholder de langsigtede menneskeværdige. Dette er dog kun muligt, når rådgivningen kan fremvise også sig selv som strukturel effekt for magtens tilbagetrængning fra det medmenneskelige områdes domæne - hvilket i sidste instans er den fuldstændige demokratisering af klient- og brugerindflydelsen internt i rådgivningen.

                                                                                                                                     €



[1]Dette er også at handle med militans på ethvert niveau, hvor magtens reproduktion er på tale. Militans er `ikke at acceptere til enhver tid de ovenfra givne handlerum`(Jesper T. Lund).

[2]A.Gramsci: "Fængselsoptegnelser I og II", Museum Tusculanums Forlag 1991; og Gert Sørensen: "Gramsci og den moderne verden", s.211, 255, 300 og 360, Museum Tusculanums Forlag 1993.

[3]S.255 i Gert Sørensen 1993, jvf. også forrige note.

[4]Uffe Juul Jensen: "Humanistisk sundhedsforskning", Udkast nr.2/1992.

[5]Jvf. Frigga Haug: "En kritisk psykologisk analyse af sociale relationer og samfundsmæssige forhold", s.211 i Ole Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[6]For nærmere om denne historie, jvf. K.Birck-Madsen: "At svare igen med udvikling", marts 1988. Mappe B1/Regnbuen.

[7]Der blev fra Færdigorganiseringens medlemmer argumenteret med blandt andet følgende: "Man bliver så nervøs og kan ikke snakke frit om ens egen praksis, hvis der også er studerende med, fordi de stadig arbejder teoretisk og sikkert er bedre funderet end een selv".

[8]Jvf. referat af bestyrelsesmøde 18. og 19. juni 1993, PsykologNyt nr.13/1993.

[9]Afsnit 3 i "Autorisation - afgrænsning og fortolkningsspørgsmål", Autorisationsarbejdsgruppen, PsykologNyt nr.4/1990, jvf. også Bilag 1 i dette Kompendium.

[10]Ole Dreier: "Psykosocial behandling", Dansk Psykologisk Forlag 1993.

[11]Jvf. også s.11-15 i "Introduktionsoplæg til den kritiske psykologi", Forum Kritisk Psykologi, nr.8/1993 og nr.9, 1995.

[12]Et eksempel herpå er A.Lehmanns tjaldforsøg med "Plantegiften Haschisch", se s.31 i Moustgaard m.fl.: "Seculum Primum - glimt af 100 års psykologi i Norden", Dansk Psykologisk Forlag 1987.

[13]Jvf. W.F.Haug: "Vorlesung zur Einführung ins "Kapital"", Pahl-Rugenstein 1976.

[14]Jvf. også undertegnede s.7-12 i "At svare igen med udvikling", marts 1988. Mappe B1/Regnbuen, samt dette Forum Kritisk Psykologi nr.9, 1995, Afsnit II, kapitel 6: "Grundlagsproblemer i psykologien".

[15]L.Séve: "Marxisme og personlighedsteori", Rhodos 1978.

[16]Efter politistormen på Studenterhuset d. 20.oktober 1993 - en effekt af en plan fostret af den yderste højrefløj på Københavns Universitet, af Efterretningsvæsenerne, og af de sort-okkulte personer i Studenterhuset, der får Ekstra Bladet med på et plot af løgne - flyttede Regnbuen og Studerende Mod Racisme ud i Solidaritetshuset på Nørrebro.  

[17]Jvf. s.11 i "Om et bedre liv - referat fra fremtidsværksstedet på 7. Kritisk Psykologiske Seminar", november 1987/Regnbuen mappe B1.

[18]Jvf. undertegnede s.10 i "At svare igen med udvikling", marts 1988, Regnbuen/Mappe B1.

[19]"Tanker til og om en rådgivning", oktober 1984, Regnbuen/Mappe B1

[20]Jvf. forrige note s.5.

[21]Marx: "Briefe aus "Deutsch-Französisschen Jahrbüchern"" i MEW 1, s.345.

[22]Ved handleevne forstås den konkrete udviklingsevne til bevidst at fastlægge og forbedre sine egne livsbetingelser og dermed bevidst øve indflydelse på sin egen udviklings muligheder og retning.

[23]Jvf. Anne Jønsson og Birgitte Ernst:  "Regnbuen  konkret  utopi - en udviklingshistorie i alternativ praksis", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993.

[24]Regnbuen: "Oplæg til debataften om alternativ rådgiving", 3.oktober 1988.

[25]Brev af 23.4.1986, Regnbuen mappe A3.

[26]Jvf. undertegnede i: "Psykologer, socialpsykologi og psykoterapi", Dansk Psykolog Nyt nr.5/1991.

[27]Jvf. Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993, s.80-85.

[28]K.E.Løgstrup: "Den etiske fordring", s.25, Gyldendal 1960.

[29]Jvf. Ute Holzkamp-Osterkamp: "Emotionalitet, kognition, handleevne", i Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[30]I denne periode kom der også den ene bogudgivelse efter den anden, hvor det at handle mod bedre vidende blev søgt beskrevet, jvf. til eksempel Knud Vilby: "Mod bedre vidende. Opgør med den politiske elendighed og vor fælles afmagt", Hans Reitzels Forlag 1990.

[31]Ute Osterkamp: "Hat der Sozialismus die Natur des menschen verkannt?", s.71 i Forum Kritischer Psychologie 31/1993.

[32]Jvf. Ute Holzkamp-Osterkamp 79, s.243.

[33]S.111, citeret efter Psykologisk Leksikon, Gyldendal 1974.

[34]Carl Rogers: "Om encountergrupper", Jespersen og Pio 1971.

[35]S.59 i F.S.Perls: "Gestaltterapi", Socialpædagogisk Bibliotek 1975.

[36]M.Jones: "Socialpsykiatri i praksis", Gyldendals Pædagogiske Bibliotek 1971.

[37]Jvf. også Social Kritik nr.24, marts 1993.

[38]Jvf. N.P.Agger m.fl.: "Terapi som politisk praksis", Hans Reitzel 1977.

[39]Det gælder til eksempel Immervadrådgivningen i Århus, jvf. N.P.Agger: "Politisk terapi og alternative rådgivninger", Modtryk 1980.

[40]S.138 i Gabi Minz: "Als Erzogene erziehen", Forum Kritischer Psychologie, 11/1983, AS93.

[41]R.Eliason mfl.: - "Psykiatrisk Virksomhet I", Prisma 1981; - "Psykiatrisk Virksomhet II - Närstudier i psykoterapi", Prisma 1983.

[42]For et lignende forsøg indenfor det lægevidenskabelige område, se U.Juul Jensen: "Sygdomsbegreber i praksis", Munksgaard 1983, hvor det afdækkes, hvorledes sygdomsbehandling generelt styres af praksisprocedurer, snarere end ud fra (den falske) forestilling om den specifikke og videnskabeliggjorte behandlingsmetode. Konstitueringen af en sygdoms egenart er nemlig selv et teori-praksis produkt.

[43]Autorenkollektiv: "Psychiatrie und Politik", Das Argument 78/1973.

[44]Regnbuen. "Terapi - et fælles problem om afmagt, at det eksisterer og om dets overvindelse som en del af kampen for socialismen", august 1985, Mappe A3.

[45]Jvf.  fx. s.93 i R.Eliason m.fl. 1983.

[46]S.83 i Marx: "Økonomi og filosofi" i V.Sørensen(Red.): "Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter", Gyldendal Uglebøger 1973, 

[47]K.Birck-madsen: "Psykiatrien ud af lægernes klør - hvordan krisecentre og boformer", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993.

[48]`for at `-handlinger er handlinger ud fra "forståede motiver", modsat handlinger der hviler på indsigt, hvor mennesket selv tænker og handler. Det sidste er forudsætningen for udvikling - det første er tilpasningshandlinger, der ender op i tilpasningsproblemer!

[49]S.328 i Ute Holzkamp-Osterkamp 1979.

[50]S.14 i bind 6 i A.Lehmann: "Overtro og trolddom", Thaning & Appel 1968.

[51]S.118 i O.Dreier: "Psykosocial behandling", 1993.

[52]S.69 i Ute Osterkamp 93.

[53]S.118 i O.Dreier 1993.

[54]Jvf. W.F.Haug: "Strukturelle Hegemnonie", Das Argument 129/1981.

[55]S. 59 i Jønsson og Ernst 1993.

[56]S.226 i Moustgaard mfl.: "Udviklingslinier i Dansk Psykologi fra Alfred Lehmann til i dag", Gyldendal 1986.

[57]Som notabene skal nævnes Lehmanns karakteristik af Freuds drømmeteori og den derpå byggende lære om drømmetydning: "Den strider mod alt, hvad vi faktisk ved om drømme hos normale mennesker. Denne overtro af moderne oprindelse hyldes kun af et lille, men ganske vist meget fanatisk broderskab og har således ikke nogen større betydning", s. 55 i bind 5 i Lehmann 1968.

[58]S.7 i bind 5 i A.Lehmann 1968.

[59]S.12 i bind 6 i Lehmann 1968.

[60]S.14 i bind 6 i Lehmann 1968.

[61]Jvf. også skriftet "Menneskelig sam-arbejde" omhandlende problemet om autoritetsforhold (Afsnit II, kapitel 5.8 i dette Kompendium).

[62]Jvf. undertegnede i Afsnit I om "Dokumentation af en praksis", s.36-38.