TERAPIREBET - SKITSE TIL EN KRITIK AF TERAPIBEHANDLINGEN
-
afsluttende kapitel af speciale fra 1986 om "Terapi, samfundsform,
subjektivitet"[1].
Af Kalle Birck-Madsen
TERAPIREBET - SKITSE TIL EN KRITIK AF TERAPIBEHANDLINGEN
Start på terapirebet: skitse til en kritik af terapirebet
Almengørelsesduelige forhold i terapirebet
A: Praksisformsteori som kooperativt udviklingsgrundlag for specifik arbejdsvirksomhed
Skitse 1: Fremmedbestemt situation for opstilling af fælles handleskridt
Skitse 3: Terapibehandlingsprocessen: det uløste fælles som det drivende tredje
Perspektiver i en teori om terapirebet
Begrebet `terapirebet` er et kritikbegreb, omhandlende det dobbelte forhold, at tendensen i den nuværende generelle terapeutiske fremgangsmåde - traditionel psykologisk rådgivning, psykoterapi eller generelt klinisk arbejde - ikke overvinder, men kun restriktivt omformer og fortætter de lidelsesfulde problemer hos den berørte, en fremgangsmåde der for den berørte betyder nye krav om tilpasning og nye lidelsesfulde konflikter. Med begrebet om terapirebet søges fastholdt, at det er i selve indfaldsvinklen til terapeutiske problemer, at der generelt gribes forkortet og forkert. For det andet anvendes begrebet `terapirebet` som kritikbegreb mod den, under statskapitalismen, universaliserende - og falske - tendens til at opfatte psykisk sygdom som værende knyttet til almen samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse, altså at psykisk sygdom er et omnihistorisk forhold.
Metodologisk baggrund
De kategorier der anvendes i dette kapitel er alle udledt og begrundet historisk-logisk. De har derfor en ganske specifik bestemmelse, der kun fremgår af de tidligere kapitler. På sin vis kan kategorierne siges at være diskursivt-logisk bundet til deres udledningssammenhæng, og når dette - som for nærværende kapitel - er fraværende kan det betyde, at teksten vil kunne være svær at trænge ind i. Men ganske kort er gangen i udledningen af en teori om terapi følgende: Ved at gå `phenografisk` til værks (Holzkamp`s metode i "Sinnliche Erkentnis", Athenäum Verlag 1973) kan der via en fænomenal feltkoncipering af, hvad terapi-begrebet eksplicit refererer til og hvad der implicit refererer til et terapibegreb, dannes et abstrakt-alment begreb om terapi.Et abstrakt-alment begreb om genstanden `terapi` giver bestemmelsen af terapi som lidelsesbemestring: at stå afmægtig i forhold til sig selv i sit samfundsmæssige liv, hvor denne afmægtighed omvendt varetages af det samfundsmæssige. Denne almenhed fortæller os dog ikke, hvad terapi konkret er, men kun hvordan terapi alment produceres, men dermed også hvordan terapi konkret kan bestemmes i hvert enkelt tilfælde, nemlig via udviklende konkretisering, hvor det konkrete ud over det almene kan siges også at indeholde særlige og specifikke træk, og hvor det er enheden mellem det almene, det særlige og det specifikke, der gør hver enkelt konkret tilfælde enestående; og ligeledes kan en bestemmelse heraf foregå på flere abstraktionsniveauer og dermed udviklingstrin i det konkretes bevægelse fra konkrethed til konkrethed (:konkretum) (s.54-55).
Næste trin i udledningen af en teori om terapi er den begrundede indføring af den abstrakt-almene bestemmelse i den historiske kontekst, hvor igennem og hvor indenfor genstanden selv produceres(s.184). Centralt er her, at terapi både er et produceret samfundsmæssigt fænomen og et udviklingsforhold af et naturhistorisk opstået grundforhold ved samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse. Ved at følge dette viser det sig, at der må skelnes mellem tre samfundshistoriske former: samfundsformen som den almene grundform for samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse, klassesamfundsformen som den anden og kapitalformen som den tredje.
Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse
Den samfundshistorisk første form er samfundsformen for samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse. Terapi er her at se som et utilsigtet biprodukt, et produkt af produktionen uden selv at være produktion, altså et reproduktionsforhold, der kun i den grad, at det gribes bevidst af og gennem den menneskelige praksis bliver til produktion (:arbejdsvirksomhed), og dermed til selvbevægende realitet med egen særegen udviklingshistorie bestemt gennem det menneskeliges virke heri. Og det terapi-fænomen, der hermed kommer på tale er: individet som bærer af sygdom , hvor sygdom alment, i dets modsætning til sundhed, er at se som en betinget modsigelse i individets bearbejdningsforhold til dets reproduktionsformer(s.187-88). Der er to naturhistoriske forformer for lidelsesbemestring: sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling (s.192), der med samfundshistoriens gennemslag i samfundsformen udvikler sig videre til sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling(199ff). Herudfra opstår grundformen for lidelsesbemestring som værende: kollektiv varetagelse af personlig lidelse, produceret af samfundsmæssig betingethed, kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer.Klasse-samfundsformen
Den næste samfundshistoriske form er klassesamfundsformen. Her vinder terapi nye træk: tvangsovervindelse som enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.Kapital-samfundsformen
Den næste samfundshistoriske form er kapitalismen. Terapi vinder her videre træk: afmagtsovervindelse som offentlig bemestring af privat produceret afmagt. Og indenfor denne form opstår der en særlig kapitalform for terapi, terapirebet: psykisk lidelsesbemestring. Denne form har endvidere en historisk genese, der går længere tilbage end til kapitalismen. Denne genese gås der ind på.Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring
Under samfundsformen er der mulighed for brudt fælleshed med konsekvensen af isolation, spaltning og ressourcefattig restriktiv løsning på den brudte fællesproces. Og psykisk lidelsesbemestring vil her være kollektiv og personlig isolation: samfundsmæssig afmagt.
Under klassesamfundsformen omhandler det videre: kollektiv inderliggjort fremmedbestemthed, og psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab: klassemæssig afmagt.
Under kapitalformen omhandler det yderligere: fordoblet fremmedbestemt produktion af livsforholdene, og psykisk lidelsesbemestring som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme: kollektiv afmagt.
Samlet har vi her, at psykisk lidelsesbemestring alment er at se som kollektiv og personlig isolation, særligt som socialt og individuelt fjendskab og specifikt som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme, og udgangspunktet for dette er `individets isolation i en tilstand af orienteringsløshed`, hvor det kollektivt-sociale eksisterer som en magt over individets situation, som det ikke kan undslippe en forholden sig til (s.289). Og i den grad, at dette dobbelte problem - problemet mellem individet og det sociale, og individet som sit eget problem - må løses (eller søges løst) indenfor rammerne/betingelserne træder en konflikt frem, der grundlæggende kun kan løses restriktivt gennem de involveredes gensidige benægtelse af hinandens samfundsmæssige interesser/perspektiver; og herigennem bekræftes omvendt de involveredes interesser/perspektiver som privatinteresser. De involveredes stilles nu op overfor hinanden indenfor rammerne som afmægtigt isolerede fra hinanden, hvorfor vi også kan sige, at den samfundsmæssige og individuelle instrumentalisme her reproduceres som personliggjort afmagt for den direkte berørte. Og afhængig af den ydre magts karakter og dettes pres, samt af de indre ressourcer og interessemodsigelsers karakter og styrke for kollektivgruppen, så kan denne restriktive form videreudvikle sig til de typer af restriktivitet, som kendes fra klasse- og samfundsformen: klassemæssig afmagt som "socialt og individuelt fjendskab", og samfundsmæssig afmagt som "kollektiv og personlig isolation". Men da disse restriktive former udvikles på grundlag af kapitalformen er der ikke tale om simpel rekapitulation af logikkerne, men snarere om udviklende konkretiseringer på basis af ligeledes udviklede konkrete samfundsmæssige betingelser og af det kollektive som personlige greb herom. Terminologisk skal der tages højde for dette ved at tale om klassemæssig afmagt som `kollektivt selvfjendskab`, og for samfundsmæssig afmagt om `samfundsmæssiggjort isolation` - begge at se som konkretiserede restriktive logikker for reproduktionen af afmagt under kapitalismen (s.289-90).
Samlet er logikken i psykisk lidelsesbemestring under kapitalismen: terapirebet som personliggjort afmagt og dets udvidede reproduktionsformer af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation. I forlængelse heraf kan psykiatrien, psykoanalysen og megen eksistentiel-humanistisk teori ses som simpel restriktiv reproduktion af afmagt - fremfor udvidet almengørelse af livsmuligheder.
I den grad terapirebet udvikles til praksisform omhandler det: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort afmagtsbemestring; og udviklingen fra praksisform til selvbestemmende arbejdsvirksomhed omhandler: selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæsssige livsbetingelser (af social som psykologisk art). Og det er disse to `overgange`, som det følgende tager sigte på at bestemme i deres indre logiske udviklingshistorie.
Og en sidste indledende kommentar: I kapitel 6,er der endvidere en fremstilling af den almene samfundshistorie-opfattelse, som dette kapitel har som sin forudsætning (se side 21-26, skema 5.1 - skema 8).
Start på terapirebet: skitse til en kritik af terapirebet
I det følgende skal der rundes en i forvejen alt for lang historie af. Vi skal prøve at finde en vej ud af det restriktivt mulige - fastholdt i begrebet om "terapirebet" - hvilket vi ikke er ene om, hvorfor vi på denne vej også kort skal berøre nogle kritiske standpunkter i forhold til terapibehandlingen.
Hvad vi har tilbagelagt indtil nu er den i terapirebet restriktive udviklingslogik imellem os, og her særligt hvordan denne træder frem inden for terapibehandlingen som arbejdsvirksomhed. Her viste det sig, at den alt overvejende del af eksisterende terapikoncepter placerede sig selv[2]. Fuldstændig er den restriktive logik næppe langt fra blevet bestemt, men de væsentlige modsigelser i deres fremmedbestemte greb under statskapitalismen må have aftegnet sig. Og endvidere: i den grad at vi har analyseret og bestemt de restriktive former i terapibehandlingen har vi også opdaget og bestemt den hertil knyttede nødvendigt falske bevidsthed i dens karakter af objektive tankeformer, idet disse former er de spontane former som praksis bevæger sig igennem. Det restriktivt mulige er derfor det spontant nødvendige som hvert konkretum af terapibehandlingen virkeliggør et bestemt udviklingstrin af på sin ejendommelige måde inden for de eksisterende samfundsmæssige og individuelle forudsætninger og betingelser.
Problemet i forhold til denne "spontane nødvendighed" af restriktivitet i terapirebets udviklingsbevægelse inden for forholdene er umiddelbart identisk med opgaven om samfundsmæssiggørelse af det almengørelsesduelige, der peger ud over det restriktivt mulige. Og dette viser hen mod en dobbelthed, der er af central betydning at bemestre, hvis der skal finde en styrkelse sted af den bevidst formidlede bemestring kollektivt som personligt af de involveredes arbejdsvirksomhed. Denne dobbelthed er: i teori som praksis på den ene side at gribe de modsigelser, der har det almengørelsesduelige i sig som næste samfundsmæssige udviklingsform, og på den anden side at udholde de modsigelser i bevægelse, der ellers spontant udvikler sig inden for forholdene som en bekræftigende befæstelse af det restriktivt eksisterende.
Terapibehandling som ideologi
Men denne dobbelthed må have særegne træk inden for terapibehandlingen, idet den er almen for statskapitalismen, da de samfundsmæssige strukturer her er gennemskåret af dimensionen af kompetence/inkompetence[3]. Hertil bemærker vi først, at dobbeltheden om at gribe som udholde modsigelser er en samfundshistorisk specifik problemstilling/opgave, idet problemet om at udholde modsigelser - eller "gå imod strømmen" som det også er formuleret, og som dette manifesterer sig i konceptet om nødvendig falsk bevidsthed som objektive praksisformers fetich - kun omfattende stiller sig inden for den fremmedgjorte form for verdenshistorie; og dette netop qua staten som samfundsmæssig magt over samfundet. Uden en sådan " fremmed magt" med effekten af ideel samfundsmæssiggørelse fra oven - altså ideologisk subjektion[4] - er selvsamfundsmæssiggørelse nemlig ikke kun repræsenteret som "bestemt negation", der skal kæmpes igennem med et totalomslag af selve systemets udviklingsretning til følge; men repræsenteret som selve udviklingsretningen for det samfundsmæssigt-menneskeliges udvidede og udviklede selv-bestemmelse. Her - alment samfundsmæssigt - er det restriktivt mulige ikke det spontant nødvendige; men det udviklede omvendte heraf: det spontant nødvendige stiller sig nu op som værende selvsamfundsmæssiggørelse i dets essentielle træk, og hvor inden for omgangen med den generelle dimension af social belastning[5] i dens (klasse-)samfundsmæssige former af betingethed og fremmedbestemthed kun med grader af tilfældighed kan kaste "falske", "mystificerede" og " fremmede" arbejdsvirksomheder af sig som protoideologiske materialer og strukturer. Forbigås ovenstående[6] så kan nye former kun tænkes ensidigt og reduceret på de gamles præmisser. Og ny ideologi bliver følgen - fremfor en anti-ideologisk udviklingsretning .
I forhold til terapibehandlingen stiller ovenstående sig på en særegen måde. Den "dybeste kerne" i det "spontant nødvendige" i terapibehandlingen er tidligere blevet bestemt som herre-knægt-logikken[7] som regulationsform. Og denne bestemmelse viser sig nu at være identisk med ideologi som sådan. Dvs.: at den historisk specifikke dobbelthed af at gribe og udholde modsigelser træder frem i ren form i subjektets strukturer. Haley er nok den af nogen, der mest præcist har grebet dette forhold gennem tesen om psykoterapiens almene paradoks, der består i, "at terapeuten skal forsøge at påvirke patienten, så denne forandrer sig af egen fri vilje. Dette kan ske derved, at terapeuten påtager sig magten til at definere relationen, men samtidig benægter, at han har makten"[8]. Men hos Haley øjnes alene den restriktivt mulige konsekvens: den abstrakte transformation af ideologisk subjektion, fordi han bliver i paradoksets form. Magten er dog såvel imaginær som reel! Og desuden lever den i en samfundsmæssig krop indenfor bestemte sociale sammenhænge. Problemet om at gribe og udholde modsigelser ses dermed ikke i deres samfundsmæssige genese og udviklingsbevægelse hos Haley, men alene i deres abstrakte produktionsidentitet. Så hvordan ser det ud inden for prætenderede samfundsmæssige forsøg på at bemestre dette paradoks?
Kritik af kritikken
I forsøgene på at tænke praktisk dueligt om en almengørelse heraf - modsat at tænke videre i de behandlede terapikoncepter[9]- inden for terapirebet, så støder vi overvejende på enten en opgivelse her over for med en nødvendig affinden sig heraf med det praktisk duelige bestemt uden for terapibehandlingen eller en benægtelse heraf i form af en kategoriel blind plet.
Et eksempel på "opgivelse" finder vi hos Malling mfl., hvor det på en analyse af forholdet mellem behandler og indlagt på det psykiatriske hospital konkluderes, at "dèt der foregår .. er .. behandling på magtkampens præmisser. En magtkamp, hvor den indlagte på forhånd er dømt til at blive taberen. Social magt og personlig styrke .., organiseret, sagsorienteret og emotionelt fællesskab på grundlag af indsigt i disciplineringsprocessen er faktorer der skal være til stede samtidig, eller skal være realiserbare, hvis magt-afmagt relationerne skal ophæves inden for institutionens rammer. Ingen af disse betingelser synes at være til stede for den indlagte - og i den øjeblikkelige historiske situation heller ikke for behandleren"[10].
Og i en efterfølgende analyse af terapimarkedet - terapi som vare - fremhæves som dyster tendens, at "kronen på værket" for behandleren bliver "egenterapi" for at udholde terapibehandlingen som arbejdsvirksomhed[11]. Mao. almengør Malling mfl., at terapibehandling nødvendigvis må forblive i en restriktiv form, hvorfor det også må blive betingelserne, der producerer /giver anledning til terapibehandling, der bliver det, det drejer sig om at overvinde/arbejde med. Men er man først placeret i terapibehandlingen, ja så er der ikke rare udsigter overhovedet - hverken for bruger eller terapeut!
Hos Nygren møder vi et analogt standpunkt. Meget præcist afdækkes den abstrakte transformation af den ideologiske subjektion gennem terapibehandling. Og det konkluderes, at "jo mere effektivt vare-relationen mellem klient og terapeut er skjult - jo effektivere psykoterapi! .... Fra individets synspunkt er dette naturligvis ikke noget foragteligt resultat sammenlignet med den lidelse, som det var udsat for før terapien. Ej heller er det ud fra borgerskabet og privat-kapitalismens synspunkt noget foragteligt resultat. Men prisen som betales er naturligvis, at såvel klienten som vi andre, der er vidne til teaterforestillingen, bliver snydt for indsigten i de virkelige årsager til og løsninger på problemerne"[12].
I en videreførende analyse af Eliason & Nygren[13] følges dette op gennem studiet af konkrete terapiforløb med denne "den nye psykiatri" (:psykoterapien, der arbejder med symbolske midler frem for psykiatriens fysiske), og resultatet af dette er, at denne i praksis ikke grundlæggende formår at kvalificere brugere af terapi som samfundsmæssige subjekter - allerhøjest som en bieffekt heraf. Disse analyser viser også, hvorledes der med udbygningen af det psykiatriske sygehusvæsen mod distrikts-/sektorpsykiatri finder en klassebundet sortering af klassebundne problemer sted gennem en ligeledes klassebundet behandling, således at psykoterapiens indtog i den "åbne" psykiatriske behandling ikke er blevet et alternativ, men snarere har kompletteret den psykiatriske behandling med en psykologiserende effekt.
At psykoterapien højst som en bieffekt kan kvalificere individet som samfundsmæssigt subjekt finder Eliason & Nygren dels i dennes subjektivistiske menneskeopfattelse, og dels i selve rammerne for psykoterapeutisk arbejde, idet begge lægger op til en individualistisk forholden sig. Og deres alternative forslag til en overvindelse heraf bliver da også udviklingen af et helhedssyn på mennesket, samt en demokratisk omstrukturering af behandlingssystemet, således at det bliver muligt at løse klienters problemer på "hverdagslivets arena"[14]. Igen det praktisk duelige alene uden for terapirebet - selv om både perspektiverne om et helhedssyn og en demokratisk omstrukturering må siges at være almengørelsesduelige. Men er disse perspektiver ikke også oparbejdet inden for terapirebet som praksisform ud fra de særlige problemer, som denne samfundsmæssige arbejdsvirksomhed konkret stiller de involverede over for, så bliver det blot en ny ideologisk form for terapibehandling. Dette kan også udtrykkes på den måde, at den terapeut/klient, der skal anvende Eliasons & Nygrens analyser til at gribe egen praksis ikke kan gøre det med udgangspunkt heri - kun uden for, bagefter - hvorfor man konkret efterlades med det (restriktivt) gamle. En misère hertil ligger også i Eliasons & Nygrens rent omnihistoriske ideologibegreb, hvilket også betyder at socialarbejdere primært ses som ideologiformidlere. Det er de også, men alment er de reproduktionsarbejdere.
Her over for har vi ansatserne til terapibehandling på "kritisk psykologisk" grundlag[15]. Og selv om et helhedssyn på det menneskelige individ som samfundsmæssigt subjekt i sit perspektiv må siges at være funderet (om end det overgribende subjektplan "mangler"[16]), så støder vi på det problem, at selve forholdet mellem klient og terapeut, hvor igennem dette perspektiv virkeliggøres, enten er en teoretisk blank plet, repræsenteret normativt, fx. at terapeuten må være "absolut pålidelig, dvs. åben og tillidsvækkende ..(som).. en væsentlig betingelse for individets evne til at bryde sin afskærmning og forhærdelse .."[17], eller repræsenteret negativt. Det sidste om det "negative" viser sig i Utes resultative reinterpretation af psykoanalysen, hvor fænomenerne modstand og overføring alene ender op med at blive forhold, der ses som produceret af terapeuten gennem fejlgreb om terapiprocessen. De må derfor undgås, da forholdet mellem klient og terapeut ellers ikke kan bygges op til et kooperativt forhold[18]. I en dansk case-analyse gentages denne begrænsede "kooperationsbestemmelse", idet problemer i forholdet terapeut og klient først tages op, når det virker "forstyrrende ind på arbejdet"[19].
Ovenstående viser sig også i teori-immanent forstand hos Holzkamp, der bestemmer terapibehandling som "ikke noget fra individual-videnskabelig forskning grundlæggende forskelligt"[20] - hvilket enten er udtryk for et begrænset forskningskoncept eller en udviskning af forskellene mellem forskellige typer af samfundsmæssigt arbejde. Det er strukturligheden mellem formerne af (traditionel) terapibehandling og (traditionel) "eksperimental"-videnskabelig praksis, der her sniger sig ubegrebet ind hos Holzkamp.
Hvad der her stikker hovedet frem er også den "Kritiske Psykologi"s manglende potentiale til at differentiere mellem forskellige praksisformer, hvorfor der heller ikke kan differentieres mellem forskellige arbejdsvirksomheds-modsigelser (endnu en følge af det manglende overgribende subjektplan). Og når dette sker for de praksisformer, der har det menneskelige individ som arbejdsgenstand for virksomhed, så kan praksis kun ses som problemet om anvendelse/gennemsætningen af en psykologisk/psykopatologisk teori om mennesket på mennesket, eller som den abstrakte negation heraf: en sociologisk teori for ændring af de sociale forhold hen over hovedet på de berørte. Bedre bliver denne "videnskabelige ideologi" da heller ikke i sin praktik i forhold til de "sagslige" praksisformer, hvor genstanden ligger uden for de menneskelige individer. Og mao.: i forhold til restriktiv terapi er herre-knægt-logikken ikke overvundet. Karakteristisk er da også, at ideologi-problematikken i den "Kritiske Psykologi" langt fra er tematiseret - og når det tematiseres, så er det i formen " falsk, mystificeret" bevidsthed[21].
De nyere kritisk-psykologiske terapiansatser hos Dreier[22] trækker også denne blinde plet med sig. Godt nok kan Dreier meget præcist gennem kritikken af de udbredte og anvendte terapikoncepter - set som de objektivistiske og subjektivistiske psykologiske/psykopatologiske teorier - vise, at af disse udspringer i sig selv kravene/behovene om terapeutisk manipulation og trøst som central regulationsform. Og i forlængelse heraf at dette fører til "forevigelse af en form for restriktiv handleevne", "personalisering", "teknificering", "eklekticisme", "pragmatisme" mm. - alt sammen træk, som ligger i forlængelse af vores bestemmelse af terapirebets restriktive udviklingslogik - men det er kritik på basis af en genstandsbestemmelse, der ikke overskrider den restriktive kerne i terapibehandlingen. Og da dette kun er den ene udviklingslinie, så er det en reduceret genstandsbestemmelse, som der her opereres på basis af.
Ovenstående kritik rammer også den "materialistiske terapi"[23] Også her søges de involverede bestemt som samfundsmæssige subjekter, hvilket på forhånd udelukker "magiske" løsninger som strategi - alverdens tricks og bluffnumre - men tilbage bliver stadig en effekt af den ideologiske subjektion: herre-knægt-logikken i dens specifikation af anvendelse af en teori på praksis. Og lige meget hvor subjektorienteret den individual-psykologiske teori - og den sociologiske i forhold til de sociale strukturer - så end er, så vil dette medføre ureflekterede hop frem og tilbage mellem forsøg på gennemsætning af een for situationen ureflekteret ny virkelighedsopfattelse over for en ditto personlighedsprofil[24] med stadige tilbagefald til trøst og manipulation - tilbagefald til situationens nu - som regulationsform. Med anvendte subjekt-orienterede teorier kan dette - og de umiddelbare problemer og i deres perspektiv ubegrebne konflikter - dog gøres til genstand for praksis mellem de involverede. Og dette er "mere" end Haleys tematisering af paradokset om " frivillig ændring gennem skjult tvang" åbner op for. Men det er ikke nok! Selv tilbagefald i restriktivitet må kunne reflekteres i deres praktiske egenart. Men dette kræver en kritik af terapibehandlingen fra dettes eget standpunkt. Og set her ud fra er opfattelsen af anvendelsen af en teori på praksis selv et moment i terapibehandlingens selvbevægelse. Men åbenbart også et moment, der til stadighed almengør sig selv som selve terapibehandlingen.
Betingelserne herfor - som må være omfattende siden også kritiske koncepter ureflekteret lader sig indfange heri - skal vi vende tilbage til. Og her overgå til en skitse til en praktisk duelig vej igennem.
Almengørelsesduelige forhold i terapirebet
Af ovenstående korte afstikker til prætenderede kritiske terapikoncepter lader sig også ex negativt bekræftige, at behandles terapi ikke som en praksisform - og dermed heller ikke som en bestemt form for personlig og kollektiv bestemmelse af konkret arbejdsvirksomhed - så er det ikke muligt at overvinde den restriktive kerne (:fremmedbestemmelsens imaginære selvbestemmelse) i terapirebet. Terapibehandling henvises da til at være et omnihistorisk fænomen, og dermed til at være en form for alment arbejde i sig selv. Og det er det omvendte heraf, der er tilfældet: terapibehandling er kun alment arbejde i den udstrækning, at betingelserne for dets reproduktion almengøres med dets egen ophævelse til følge.
Forbigås konceptet om praksisform så kan vi nu sige, at de involverede henvises til bemestring af deres arbejdsvirksomhed gennem reducerede indfaldsvinkler af individual-historisk, social-historisk art og/eller til den abstrakt-eksistentielle komplettering heraf. Og dette med den følge, at den kooperative proces de involverede imellem ikke kan bemestres ud fra de problemstillinger og -opstillinger, som terapibehandlingen i sig selv bevæger sig igennem. De indre bevægende forhold i egen arbejdsvirksomhed kan hermed ikke fastholdes. Og dette betyder igen, at det ikke er muligt ureduceret at fastholde terapibehandlingens eget standpunkt: det terapi-involveredes sociale liv. Og når dette standpunkt forflygtiges, så bliver terapibehandling enten til praksis slet og ret, eller til noget forskelligt herfra. Det kan være til "rummet for menneskelig udvikling" (med de konkretiserede former af "sundhed indenfor og på trods af et sygt samfund", af "kollektiv styring" og af "teknik til at handle nutidigt i overensstemmelse med sig selv og situationen") eller til "reetablering af "tabt" privatforms liv", samt i de mere skærpede former af social marginalisering og udgrænsning af det kollektive liv for den teraperede til et "nødvendigt" respektivt "muligt" overgribende livsrum for samfundsmæssig livs-opretholdelse gennem "indespæringsstøtte" og "forandringshjælp". Terapibehandling bliver da sit perspektiv - på trods af eventuelle intentioner om noget andet - til trøst og manipulation gående mod ren intra-psykisk bevægelse og/eller extra-psykisk (:somatisk og social) forandring - fremfor til udviklingen af personlig kollektivitet igennem overlevelseshjælp og udviklingsstøtte via generobring af samfundsmæssige livbetingelser for de involverede[25].
Over for det "restriktivt mulige" og det "spontant nødvendige" står derfor, at den eneste teori, der lader sig anvende samfundsmæssigt dueligt, er praksisformens egen teori. Det er teorien om den historiske tilblivelse af egen bevægende form som arbejdsvirksomhed. Det er problembestemmelsen om praksisformens udvikling til arbejdsvirksomhed, og dettes sætten af nye former for arbejdsvirksomhed - om man vil det eller ej. I denne bevægelse ligger der i sig selv bestemte perspektiver, som de involverede kan gribe eller forbigå, samt gribe på bestemte måder, alt sammen forhold, der medbetinger, at arbejdsvirksomheden bevæger sig i bestemte retninger fremfor andre. Terapibehandling set som bevidstgørelse af det ubevidste vil tvinge terapiens genstand ind i bestemte bevægelsesformer, hvor under det antages, at det ubevidste kan/skal træde frem (:psykoanalysens målsætning); medens det kan være helt andre bevægelsesformer, der produceres og kommer på bordet, hvis terapi behandles som ændring af indlært konfliktskabende adfærd (:adfærdsterapiens målsætning). Problemet er ikke disse bestemmelser- eller for den sags skyld andre - men alene om de er genstandsrelevante i forhold til det konkrete livspraktiske problem, der på det givne tidspunkt er det væsentlige.
I selve bestemmelsen - indfaldsvinklen, den anvendte teori - ligger der mao. allerede en bestemt retning for omgangen med genstanden. Kun tankemæssigt - men med begrænset almenduelig bemestring til følge kan der abstraheres herfra, idet det særlige ved enhver samfundsmæssig handling (praktisk som teoretisk) netop er, at den selv er en del af sin genstand, og qua dette bliver den netop også medproducent af genstandens bevægelse og for de former, som den hermed antager. Terapi som form for social praksis vekselvirker også med andre former for social praksis ved at være indbundet i en arbejdsdelt produktionsproces. Og den retning, der ligger i en terapibestemmelse er derfor ikke blot af betydning for terapeut og bruger i selve terapibehandlingen; alment er vi nemlig også enkeltindivider i den samfundsmæssige totalitet, hvorfor også enhver bestemmelse af terapi er en virksom faktor i og for udviklingen, stagnationen eller forfaldet i vores bemestring af den samlede samfundsmæssige reproduktionsproces, og dermed også for den enkeltes livsbemestring alment set.
Det er ovenstående almene forhold, der stort set ikke er reflekteret i bestemmelser om terapi, som terapibehandlingen empirisk præsenterer sig. Og når det ikke reflekteres, at det er særlige samfundsmæssige forhold, der stiller terapi som et problem og en opgave, så er det heller ikke muligt at udvikle et stadigt mere alment greb om egen praksis som sådan.
Det som imaginært ''blænder" og muliggør bemestring af terapibehandling gennem reducerede genstandsbestemmelser - og dermed begrænsede greb herom via teoretisk bortabstraktion af det almengørelsesduelige - er privatformen for menneskelig livsopretholdelse, samt den særlige karakter, som reproduktionsproblemer antager heri: nemlig at problemer først bliver samfundsmæssige i kollektiv klasseforstand gennem en offentliggørelsesproces, og at det i det samfundsmæssige "kollektiv" i sidste instans er ens eget private anliggende (:ansvar som ideologisk effekt) at bemestre sit "personlige" liv med andre. Og dette er forhold, hvis udviklingsformer grundlæggende er bestemt gennem den givne magtkonstellation. Og dette betyder igen, at individuelle reproduktionsproblemer i sin kerne er bestemt af aspekter, momenter og dimensioner af statsliggørelsen repræsenteret som udviklingslogik i det personlige subjekts virksomhedsstruktur med samfundsmæssiggørelsestendensen alene repræsenteret uden for eller bag ved denne struktur. En følge heraf er også opståelsen af et atypisk forhold mellem det psykiske og det somatiske, ligesåvel som virksomhedsstrukturen kan tvinges ind i atypiske (og alogiske[26]) procestyper, der ikke indeholder og endvidere bevidst kan modsætte sig arbejdsstrukturen som selvbestemmende virksomhedsform[27]. Det er sådanne logikker af fremmedbestemthed, som individer forvalter deres liv igennem og handler sig ind i med den altid nærværende mulighed for - klassebestemt selvfølgelig - at der konstitueres en situation af manglende ressourcer og perspektiver for en videre bevidst bemestret samfundsmæssig almengørelse af dets egen virksomhedsstruktur. Og dette endvidere med de konsekvenser, at det ikke af egen kraft kan vende de logikker af fremmedbestemthed i dets selvbestemmelse, der producerer og fastholder dets selvbestemmelse i formen af nedsat handleevne og forstyrret værensfylde. Det er sådanne specifikt bestemmende logikker i de berørtes bearbejdningsformer, hvor det kommer til en stadig forringelse af den berørtes livskvalitet uden at det kan hamle op med det i formen vende sit livs udviklingslogik i situationen og sammenhængen med de involverede andre, der bringer individer i tilstanden (af en grad) af vedvarende isoleret orienteringsløshed - en tilstand der kan være mere eller mindre overgribende og mere eller mindre specifik i forhold til subjektets virksomhedsstruktur.
Det er også sådanne logikker, der betinger, at kraften til at bryde dem - omvending gennem samfundsmæssig udvikling af det system, som de eksisterer i - må komme fra det sociale.
A: Praksisformsteori som kooperativt udviklingsgrundlag for specifik arbejdsvirksomhed
Ovenstående er som sådan udgangspunktet, når terapirebet etablerer sig som arbejdsvirksomhed; men så snart denne reproducerer sig som arbejdsvirksomhed - den personliggjorte afmagt bliver til særskilt genstand for samfundsmæssigt arbejde og individuel virksomhed - så er kraften allerede til stede som grundlagsperspektiv qua den strukturelt givne forening af diverse ressourcer og interesser som gensidig påvirkning af de involverede gennem disses virksomhed omkring problemet[28]. Denne selv-negerende dobbelthed af udgangspunkt og grundlag kan ikke bemestres samfundsmæssig dueligt på anden måde end gennem anvendelsen af en bestemt tilgang til genstanden/problemet, der kan korrigere sig selv hen ad vejen ud fra, hvordan det - til at starte med fremmedbestemte - problem, der er på tale, udvikler sig gennem de involveredes kooperation herom. Og netop qua privatformen for samfundsmæssig livsopretholdelse - hvor problemer må offentliggøres uden at dette også borger for kollektiv-personlig problemudvikling og -overvindelse, lige det modsatte kan være tilfældet: udnyttelse, snyd og bedrag af den svage - så tilbydes og fordres egentlig også en privat-taktisk forholden sig til selve offentliggørelsesprocessen. I dette ligger der to centrale momenter: for det første ligger der et stadigt pres imod en omformning, fortætning og forskydning af det oprindelige - af det "ægte" - problem; altså er en stadig privat korrektion af egen tilgang til problemet en mulighed, der "spontant nødvendigt" tilbyder sig; og for det andet ligger heri også en mulighedsbetingelse for at terapirebet i dets udvikling til arbejdsvirksomhed kan forblive på niveauet af abstrakt - fra oven, ude fra - løsning af de udgangsbetingelser og problemer, der overhovedet stiller det på benene som arbejdsvirksomhed. For den berørte er det mao. et magtproblem at få sit problem bemestret med de andre, hvis løsning det afhænger, og endvidere er det også et magtproblem at få udviklet en samfundsmæssig duelig problemløsning.
Ovenstående forhold kan derfor siges at muliggøre et reduceret bemestringsniveau med en tilsvarende reduceret genstandsbestemmelse, hvor stadige og mere eller mindre tilfældige og punktvise anvendelser af forskellige indfaldsvinkler, der kun ufuldstændigt rummer de involverede - og i særdeleshed de teraperedes - sociale liv i sin helhed, kan finde sted med en grad af relevans for samtlige involverede (:hellere noget end ingenting)) og endvidere til stadighed truer med at almengøre sig som selve terapibehandlingens almene logik. Det er den også i logikken af statsliggørelsestendensen - men terapibehandling i denne logik river netop forholdet mellem kortsigtede og langsigtede perspektiver i udviklingen af egen arbejdsvirksomhed fra hinanden; - bemestres i deres indvendige sammenhænge kan de i hvert fald ikke længere, hvorfor bemestring bliver et spørgsmål om kontrol og herskab, ligesom det var specifik overvægt heraf, der tvang terapirebet på benene!
Praksisformskategorien kan her over for - når den fastholdes som indfaldsvinkel - siges at stille sig i vejen for denne stadige trussel mod de involverede om en kortsigtet overgivelse til kortsigtede interesser, og dermed til en fordobling af dagligdagens egen instrumentalisme i forsøgene på bemestring, overvindelse og overflødiggørelse af terapirebets eksistens; lige som den alene muliggør en tematisering af den restriktivitet, der går forud - og som til stadighed også er nærværende i de involveredes bearbejdningsformer - og som det som sådan er problemet at overvinde i livspraktisk forstand. Til denne "modvind" mod samfundsmæssig almengørelse af terapibehandlingen - det stadige pres mod en opgivelse af udviklingen af dette til selv-bestemmende arbejdsvirksomhed, og dermed dets egen ophør som arbejdsvirksomhed - kommer derfor også, at instrumentalismen er såvel udgangspunkt som grundlag i ren form for terapirebet og dets etablering som arbejdsvirksomhed, når det er den berørte selv (fremfor dets sociale kollektiv gennem dettes mobilisering af egen kraft og aktivitet om et fælles problem, som en enkelt er blevet specifik bærer af), der gennem offentliggørelse af sig selv udenfor dets (klasse-)kollektiv bliver til genstanden for arbejdsvirksomheden. Det er dette der gør problemet om terapirebet til problemet om personliggjort afmagt, og som stiller de involverede overfor hinanden ved at henvise dem til bearbejdning af hinanden gennem et fremmedbestemt tredje, som de i deres indfaldsvinkel kun kan nærme sig gennem normer og regler og personlige indstillinger. Alment duelig er denne abstrakte tilgang derfor også kun i dens selvnegering. Denne selvnegerende relation eksisterer da heller ikke alment i det personligt-kollektive livsrum, men alene i en fremmedbestemt form udenfor, eller gennem kollektiv-samfundsmæssig fjendskab og isolation her indenfor. Og den personliggjorte afmagt er da også det modsatte af at dele og også få mulighed for at dele sit personlige liv('s problemer) med sit samfundsmæssige kollektiv.
Når terapirebet således etablerer sig som arbejdsvirksomhed, så er de involverede derfor henvist til hinanden; den direkte berørte - den teraperede - endvidere løsrevet sit sociale livsgrundlag i en eller anden grad uden ressourcer og perspektiver til at vende den gennem nu'et specificerede overforstillethed det sociale. Dette er også at stå i og med en fremmedbestemt logik af lidelse, hvor binariteter træder frem som specifik bestemmende modsigelser mellem een selv og det sociale på den ene side, og på den anden side i selve forholdet til een selv[29]. Den involverede anden - terapeuten - står her over for med både selve fremmedbestemmelsen i den berørtes gestalt (eventuelt også i form af afgrænsede/synlige symptomer), samt med hvorledes og hvordan disse omgås af den berørte. En situation etablerer sig. Og da selvbestemmelse er en social kategori, så kan udgangsproblemet for de involverede imellem bestemmes på følgende dobbelte måde:
på den ene side er det et møde mellem to subjekter, som er henvist til hinandens oplevelser af situationen og til hvorfor og hvordan den er kommet i stand; på den anden side er den netop kommet i stand på grundlag af nogle særlige objektive livsbetingelser, som den direkte berørte ikke har kunnet magte - og disse ligger udenfor situationen, men er også repræsenteret i og med den berørte i selve situationen.
Skitse 1:
Fremmedbestemt situation for opstilling af fælles handleskridt.
B: Første modsigelse i terapirebet: forbund om situationen og forhandling om en bestemt påvirkning af den berørte.
Denne modsigelse er forberedt i perioden forud for terapirebet, i dagligdagens strukturer af konkrete klassemæssige betingelser og af dagligdagens strukturelle rytme mellem arbejds- og bogruppe-liv; den er forberedt gennem adskillelsen mellem abstrakt-sagsliggjort arbejde og emotionaliseret fritid, familieliv og (ad hoc) opstået kollektivisme; lige som den er forberedt gennem adskillelsen og modsigelsen mellem kollektiv-perspektivet i ens klassekollektivgruppe (eller manglen herpå) og privat-menneske-perspektivet som kortsigtet statskapitalistisk ideologisk livsintegration.
De generelle strukturer kan vi ikke undslippe, men formerne heri - de former de leves igennem - kan vi fange og tænke perspektivisk om med langsigtet ændring til følge af strukturerne som sådan. Men dette dog kun i den grad, at det tager form af kollektive aktioner. Et eksempel på denne problemstilling er de generelle psyko-sociale aspekter ved såvel arbejdsmiljøet som for bomiljøet og for forholdet her imellem, hvor generelle former for kvantitativ overbelastning, kvalitativ underbelastning, lav egenkontrol og svag personlig støtte fra arbejdskammerater kan øge belastningen af individet med forøget sygelighed til følge, og endvidere medføre så store krav til omstillingen fra arbejde til fritid, at al "fritiden" går med en simpel rekreation af arbejdskraften til næste dags dont[30]. Den enkelte kan ikke undslippe disse forhold, men den handlingslammelse, der kan være en følge heraf, kan ændres gennem udpegning af fælles handleskridt til en kollektiv forandring.
En anden generel struktur, der går forud, er, at vi til daglig gør hinanden tjenester; på arbejdet sælger vi vores arbejdskraft for løn-økonomiens skyld og fordel, eller modtager under skarp kontrol understøttelse, sygedagpenge, bistandshjælp mv. Og uden for arbejdet har vi en følelses-økonomi: vi yder hinanden noget til gengæld; vi lever for forholdet til hinanden, lever måske også i en følelses-historisk afhængighed af hinanden - og er måske primært hinandens dårlige halvdel, der som vekselvirkende reference fastlåser os i en instrumentel brug og misbrug af hinanden - alt sammen i stedet for liv med hinanden og på gensidigt udviklede præmisser, og med åbenhed, ligefremhed, støtte og væren i nu'ets situation af en væren virksom om et fælles greb om det fælles tredje med hinanden.
Når dette - kollektiviteten mellem personer - kokser i dagligdagen, og der samtidig ikke er mulighed for at undfly strukturer, der trykker ved ikke at kunne almengøres i sammenhæng med den nødvendige almengørelse af egen virksomhedsstruktur, så opstår terapirebets situation med diffus uro, frygt, angst, kollaps, sygdom osv. osv. vedvarende i den magtesløses bearbejdningsformer. Og individet bliver til sit eget personlige symptom. Men som genstand for arbejdsvirksomhed foregår dette gennem kooperation. Og dette er en proces af medhandlinqer, hvor den berørtes tilstand påvirkes af og med de involverede andre som tekniske personer herfor; og udgangen herpå er enten stadfæstelsen af denne tekniske forhandlingsindfaldsvinkel i form af udformningen af en magtbestemt kontrakt eller overenskomst om en bestemt ydelse mod en lige så bestemt modydelse for det, der skal komme efter; eller forbund om processen med udpegning af et fælles samfundsmæssigt dueligt handleskridt gennem påvirkningsprocessernes ophævelse i bevidst kooperativ arbejdsvirksomhed.
Førstnævnte udgang er instrumentalismens udviklingsretning: udveksling af trøst og manipulation, der bekræftiger de involveredes overforstillethed, men som også lader denne bemestre af de involverede. Tjeneste, modydelse, tjeneste osv. osv.. Og der er i dag også et vidt udbredt marked herfor; et marked, der tidligere dels havde andre produktionsbetingelser og dels havde statsreligionen som offentlig medieringsinstans med dens egen kirkelige opretholdelse som skjult politisk-økonomisk pånødet underaspekt. Men i dag er det direkte køb og salg af tanker, oplevelser og udløsninger som en leven gennem produktionen af egne psykiske komponenter med andre som "vejledere".
Eller det er livsopretholdelse gennem de retsbestemte statslige reproduktionsinstanser for privatformslivs integration; eller det kan endelig være livsopretholdelse gennem potentielle med-klassekollektiv-betingede forbundsstrukturer for overlevelseshjælp og udviklingsstøtte også på egne præmisser som personligt subjekt - som menneske. Det er for den teraperede et "nu" blandet af "a way of life", "a place to live" og af potentiel kollektivisme[31]; men det er også et "nu" af manglende dagligdagskollektivisme, hvor den potentielle kollektivitet ligger på et håbe-plan, og med den faktiske aktualitet heraf bestemt ud fra styrkeforholdet mellem klasserne og gennem graden af kapitalistisk selvsamfundsmæssiggørelse.
Vi betragter de tre instanser i denne bevægelse af et blandet "nu". Og for terapimarkedet af i dag, hvor alle er blevet gjort til potentielle terapeuter og brugere, så indeholder dette ikke et langsigtet samfundsmæssigt dueligt perspektiv; det er og forbliver som samfundsmæssig kraft en defensiv løsning på dets egen livsnerve af stigende ritualisering af vores livsenergier i ren "privat" form. Og at det primært er mellemlaget og andre "fritstillede", der formidler sig her igennem er derfor evident. At terapimarkedet også indeholder og udfører fremadrettet arbejde for den berørte, kan der dog ikke herske tvivl om. For det første er det ofte sidste mulighed, når det statslige behandlingssystem svigter, eller slet og ret er for grov i dets ligegyldighed overfor berørte. Og for det andet overskrider terapimarkedet objektiveringstendensen i det statslige behandlingssystem - således at mennesket bliver opfattet som en person fremfor en ting - men denne objektivisme erstattes dog af en tendens til subjektivisme, hvor der helt bortabstraheres fra de sociale betingelser. Og dermed kommer terapimarkedet også til at indeholde dimensionen af privat profitering af personlige afmagtsformer. Og heraf også begrebet om det "grå terapimarked". I den nuværende situation kæmper Dansk Psykologforening (DP) en hård kamp for at komme ind under en sygesikringsordning, og i dette perspektiv ligger også håbet om at bryde en breche i det "grå terapimarked", hvorved der menes ukvalificeret og kvaksalver-behandling af terapi. Devisen fra DP synes at være, at psykologer kan noget, som andre faggrupper - læger, psykiatere, socialrådgivere mv. - ikke kan, og at der kræves en faguddannelse for at tage sig af andres livsproblemer. Denne devise skal ikke drages i tvivl, hvis ellers psykologer var deres fag voksen - men dette afhænger også af psykologiens udviklingsniveau, og dettes nuværende stade udsiger det modsatte - men det må her konstateres, at DP er i gang med en historisk fejltagelse af rang, idet løsningen af psykologiske problemer i stor målestok ikke i første omgang drejer sig om "kvalificeret" psykologisk behandling i stedet for andre typer ikke-helt-kvalificeret behandling, men alene om en udvikling af de generelle samfundsmæssige strukturer, som føder et råmateriale af fremmedbestemte menneskeskæbner. Lige nu toner det ud i lokalradioen, at psykologer har haft gode resultater med at hjælpe folk med søvnproblemer. Fedt nok - men hvorfor fanden har folk søvnproblemer! Ikke et ord om de generelle betingelser, der skal ændres for at problemet søvnproblemer ikke opstår - ikke i lokalradioen i hvert fald.
Det er det samme betingelsesgrundlag, der er fraværende i den platform, hvor ud fra DP kæmper sin kamp om autorisation. Og hvad der i stedet er sat i spidsen er snævre fag- og beskæftigelseshensyn. Det er da også betegnende, at debatten herom i "Dansk Psykolog Nyt" - med meget få undtagelser - har kørt inden for en snæver behandlings-/påvirkningstankegang, hvor selv gamle og garvede psykologer/terapeuter uden blusel fremstiller den ene instrumentelle variant af terapeutisk "magi" efter den anden - som om det menneskelige liv er et stykke legetøj, også for psykologer. Og selv om det skulle lykkes for den psykologiske faggruppe at opnå behandlingskompetence i samfundsmæssig forstand (autorisation), så forsvinder det "grå terapimarked" ikke - det er nemlig som sådan strukturelt bundet til statskapitalismen, og den eneste mulige autoritative kvalificering heraf er folkets autorisation af sig selv - friheden, kollektiviteten, socialismen. Og dette perspektiv er DP godt i gang med at modarbejde. Det er også dette perspektiv om øget samfundsmæssig livskvalitet, der alene kan være retningsgivende for kompetent genopretning af jordede enkeltskæbner. Men overgangen hertil kræver en udvikling af DP fra at være en snæver fag- og lønmodtagerorganisation til at være en samfundsmæssig kamporganisation; og dette er der lang vej igen til. Men det er der i dag med så meget!
Om det statslige behandlingssystem i dets restriktive logik er der at sige, at rationalet i forhold til terapirebet består i en omformulering af fremmedbestemtheder til simple betingetheder, samt i forsøg på kausal påvirkning heraf. Det er også en betingethed at være sit eget personlige symptom, men det er en betingethed af privatformen for liv - altså en fremmedbestemt betingethed. Og jo mere denne institutionaliseres gennem den somatiske medicin, psykiatrien - og en behandlings-psykologi - jo mere bliver det et abstrakt helhedsmæssigt behandlingssyn på mennesket, der almengøres. Denne udviklingslinie ligger givet qua statsliggørelsestendensen. Og som en - indtil videre stadig - almengørende tendens, så kalder denne da også på sin egen "fra oven" bemestring. Derfor måtte såvel krisebegrebet blive udbredt som korttidsterapierne af dynamisk og strategisk art blive opfundet; eller skulle man sige, at strukturerne for kortsigtede løsninger med en ditto aktiv benægten af det langsigtede forud som fremad måtte blive subjektivt aflæst og systematiseret af staten og kapitalens tekniske og oplevende lejesvende, der kan leve af de ressourcer som statskapitalen for sin egen opretholdelses skyld må prioritere til inddæmning og integration af den potentielle kritik af, at statskapitalismen ikke er det absolut sidste skud på menneskelig frihed, velvære og fremtid, som eksistensen af menneskelig lidelse ellers vil/kan slå over i. Korttidsterapierne kan derfor også ses som statsliggørelsestendensens privat-humane bagside; og de er kommet for at blive, så længe statsliggørelsestendensen får lov at almengøre sig selv.
Der er i forlængelse heraf en diagnosticerings- og terapeutiseringstendens, der i dag kæmper en kamp om, hvem der skal være "herre og knægt" i samme hus. Og i begge former er det muligt, at der kan ske bevægelse eller forandring i og af terapirebets logik. Men det er med selvsamfundsmæssiggørelse alene som en bieffekt - en bieffekt, som det endvidere er op til den berørte efter terapibehandlingen alene at virkeliggøre videre.
Det er også muligt både inden for terapimarkedet og det statslige behandlingssystem at opnå "kairos"[32]; og dette være sig i såvel den bløde form af oplevelsen af ikke at stå alene og få hjælp, som i den "større" form af en her-og-nu oplevelse igennem en væsentlig betydning, der må følges op gennem ændringer af ens livssituation. Men det terapeutiske moment - det virksomme - anskuet således er ikke andet end fokus på den strukturelle side af den transcenderede oplevelse af den personliggjorte afmagt, af det kollektive selvfjendskab eller af den samfundsmæssiggjorte isolation, hvor der i bogstaveligste forstand "går et lys op" for een. Her over for skal vi fastholde det indholdsmæssige gennem begrebet om det transpersonelle. Og anskuet således kommer der to hovedformer for transcendentelle oplevelser (:samhørigheden med kosmos) frem ud fra om det personlige subjekt har været/har kunnet blive samfundshistorisk virksom for opnåelsen heraf eller ej. Billedet herpå er den indholdsmæssige forskel i den (strukturlig) transcendentelle oplevelse ud fra, om det personlige subjekt er skubbet ud af fællesskabet, eventuelt selv skredet fra dagligdagens manglende fællesskab, for at finde en platform for sig selv, eller om det personlige subjekt er taget væk fra fællesskabet for at finde sig selv heri også. I det første tilfælde er den transpersonelle oplevelse den rene oplevelses-identitet om at være en del af en (objektivt givet) helhed som sådan, der klinger ærbødigt ind; i den sidste er det ærbødigheden over et livspraktisk og følelsesmæssigt fællesskab af subjekter, der kan ha' det svært med den fælles vej igennem det fælles, men hvorom muligheden for at det lykkes også afhænger af een selv. Og hvad der perspektiverer disse transpersonelle oplevelser er det praktisk levende liv: det er den praktisk levende sanselige virksomhed af arbejdsfællesskabet.
Hvad der derfor i duelig forstand står på spil ved terapirebets første modsigelse er ikke i sig selv den ene eller den anden opleveform, eller den tekniske inducering - gennem trøst og manipulation - af en anden; men selve grebet om opleveformen i og om situationen i dennes kooperative bevægelse. Og dette er også en bevægelse, der kun i sit perspektiv - og egentlig også først bagefter - overvinder det terapeutisk-sociales egenart af tekniske personer[33].
Udviklingen af et greb om den fremmedbestemte situation kan derfor siges at være betinget af, om der etableres en kooperationsproces, der i sig perspektivisk kan slutte situationen med et fælles samfundsmæssigt handleskridt, om dette så blot er opstillingen af en plan over, hvordan dette i fællesskab opnås på lang sigt; og dette over for et manglende/reduceret (be)greb, hvis situationen slutter uden at et sådant fælles handleskridt er opstillet ud fra kooperationsprocessen om det givne/udløsende problem. I dette sidste tilfælde forbliver problemudviklingen på et teknisk niveau inden for betingelserne, hvorfor det heller ikke kommer til udviklingen af samfundsmæssige livsenergier de involverede imellem. Og dette er også udtryk for en begrænsning af og i de medhandlinger, der bygger situationen op: enten vil det terapeutisk-sociale ikke vide af det fælles-kollektive for situationens opståen, eller af det personligt-fælles for overvindelse af situationen for den direkte berørte. Og hvad der bygges op her er en interessebestemt, direkte gående mod en klasseantagonistisk proces af kooperationsformer. Selv-bestemmende bliver disse former ikke, da de qua begrænsningen til interesse-modsigelser kun kan bevæge sig defensivt gennem de stadige kompromisser og kompensationer for næste (privat-taktiske) udviklingstrin.
Vender vi os et øjeblik mod dagligdagen - her under også mod de konkrete terapibehandlinger - så er denne fuld af situationer, der slutter ved ikke at blive sluttet i fællesskab, men magtbestemt mod den svageste. Og i alle disse tilfælde reproduceres fremmedbestemtheder som restriktivitet - om man vil det eller ej. Man kan beskytte sig her imod, forsøge at dulme sin dårlige samvittighed ved at afskærme sig fra verden, osv. osv.. Men det eneste der kan gøre kål på denne reproduktion af restriktivitet er den kollektive opbygning af kollektive strukturer for personlige mennesker. Og tages dette skridt ikke - heller ikke i det små - så er det egenfordømmelse til alle de håbløst cirkulære føle- og tankekonstellationer, som Sisyfos i sin myte er dømt til i evig tid at måtte udholde defensivt.
Hvad der derfor er samfundsmæssigt dueligt i forhold til terapirebet er aktualiseringen af de potentielle med-klassekollektiv-betingede forbundsstrukturer for overlevelseshjælp og udviklingsstøtte: beboergrupper, bevægelser, fagforeninger mv. som også rådgivningsgrupper. Det er udviklingen af horisontale forbundsstrukturer, der kan samle problemer op, hvor de er, og som selv er momenter i de specifikke arbejds- og bogruppestrukturer. Og hvad der derfor i "offensiv" forstand står på tale på dette niveau af terapirebet er perspektiverne af af-privatisering, af-individualisering, af-patologisering, af-personalisering mm. som disse er konkret nærværende i den berørtes sociale liv; og disse perspektiver oparbejdet gennem det kooperative arbejde med at udvikle en problemformulering, der kan afdække, hvordan den berørte kan gribe de ikke-kollektivt bemestrede forbund perspektiver. Det være sig hjemme som ude. Og dette er en proces, hvor de involveredes livssituation som sådan begynder at tage form i begrebslig og praktisk forstand mellem de involverede. Det er en proces, hvor de involveredes kollektive - og i immanent terapibehandlingsmæssig forstand specifikt den berørtes - liv manifesterer sig med de såvel objektive livsbetingelsers karakter som den subjektive gribeside heraf gennem terapibehandlingens arbejdsvirksomhed.
Skitse 2: bestemt sammenhæng for problemformulering.
 |
I processen af kooperativ oparbejdning af en problemformulering (der gennem løsende handleskridt fører igennem den restriktivitet, der betinger eksistensen af den fremmedbestemte sammenhæng for problemløsning) indgår også det producerede greb om selve terapibehandlingen.
Dette kommer til veje gennem de involveredes opstilling af problemer, gående hen imod en opstilling af problemet, samt af løsninger her ud fra og herpå ud fra hver deres standpunkter. Og hermed kommer terapirebets anden modsigelse frem.
C: Anden modsigelse i terapirebet: problem-oparbejdning gennem perspektivsætten på løsning af situationens problem og kooperation om hinandens standpunkter[34].
Denne modsigelse er selvfølgelig også produceret i dagligdagen. Det er problemet for den berørte, at der i dets sociale kollektiv er såvel interessemodsigelser, der ikke har ladet sig løse, som der er manglende bestemte ressourcer til rådighed for samfundsduelig almengørelse. Den berørtes sociale kollektiv kan ikke grundlæggende sætte et kollektivt-personligt perspektiv på deres samfundsmæssige position. Og logikker af marginalisering og udgrænsning udvikler sig[35], hvorfor også den berørtes bearbejdningsformer indeholder konfliktfyldte -> låsende -> restriktive bestemmelser af forholdet her imellem[36].
Og de bestemmelser der her kan komme på tale for den berørte er for det første at skulle passe sig ind; det er at passe til normen, og dette er kravet om at skulle være en syntese af en sammensat fejltagelse (Marx). Og det er for det andet at skulle passe sig til; det er at leve op til sig selv som kravet om kontrol over egne modsigelser. Den første er rendyrket af psykiatrien og adfærdsterapien (:den social-orienterede udviklingsretning[37]) gennem binariteten normal-unormal; den anden af dybdepsykologien og transcedensmeditationen (:den person-orienterede udviklingsbevægelse[38]) gennem binariteten bevidst-ubevidst (herunder binariteten moral/amoral). Og hvad der i abstrakt forstand binder dem sammen er en tredje binaritet: det rationelle-irrationelle; det er fornuft og følelser set over for hinanden som kravet om at skulle være uden at det værende tillader det, som er rendyrket af eksistens-filosofien (:den privat-eksistentielle udviklingsretning[39]). Sisyfos må gisbe efter vejret hele tiden, hvis han ikke kan abstrahere sin subjektivitet ud af disse tre binariteter; for det er ikke her igennem at han kan komme til klarhed over at være blevet gjort til sin egen myte; og dermed lade sten være sten, og Guder være guder; og søge et sted hen, hvor der kan opstå sandt menneskelige relationer gennem en slåen sig sammen om at gøre verden beboelig.
Den mindste indfangethed af ovenstående fra det terapeutisk-sociale reproducerer bemestring af en grad af restriktivitet, af privat-taktisk forholden sig fremfor udviklingen af det sagslige indhold de involverede personer imellem. Væk med dem! Derfor: Hvad ligger der i dem? hvad betinger deres reproduktion, og hvilke betingelser er til stede som grebet overvinder reproduktionen af dem gennem udvikling.
Det er problemernes "mislyde", det er det låsende i og for situationen, der peger på fremmedbestemmelsens restriktive kerne. Og dette også i relationen mellem den berørte og den involverede anden, såvel som i hver isærs standpunkter.
Og sådanne mislyde i kooperationsprocessen er derfor udtryk for begrænsede standpunkter i forhold til målsætningsprocessen, idet binariteternes egen reproduktion selv sætter mål, der virkeliggøres, men dette uden de involveredes bevidst formidlede bemestring heraf. Mao.: mislyde i denne forstand kalder på udviklingen af målbestemmelser, idet de eksisterende i deres uudviklethed tillader binariteternes fremmede reproduktion. De eksisterende målbestemmelser kan være uklare, modsætningsfyldte og gående mod det cirkulære og låsende; de kan være ude af trit med situationen, for begrænsede, kortsigtede eller overbudsagtige mv. Og i samme grad dette er tilfældet så varer sammenhængens fremmedbestemmelse ved uden perspektivisk at virkeliggøre en problemformulering, der muliggør et fælles greb om kooperationsprocessen, såvel som for restriktivitetens overvindelse gennem en forbundsstruktur for handleskridt.
Skitse 3: Terapibehandlingsprocessen: det uløste fælles som det drivende tredje.
 |
Når de involveredes kooperation bevæger sig igennem successive problem-opstillinger, der på grund af begrænsede målforestillinger lader restriktivitet reproducere i samme grad som målforestillinger ikke er udviklet på basis af påvirkningsprocessernes ophævelse i en forbundsstruktur, så kommer den tredje modsigelse i terapirebet frem.
D: Tredje modsigelse i terapirebet: kooperativ problemudvikling gennem forbund om målsætnings-processen og forhandling om overgang dertil
Også denne modsigelse er forberedt i dagligdagen. Men det er samtidig den modsigelse, som den berørte ikke har kunnet løse på almengjort måde qua at forbund inden for dets sociale kollektiv har været fraværende. Uden udviklingen af en forbundsstruktur i terapibehandlingens bevægelse som arbejdsvirksomhed er det derfor heller ikke muligt for den berørte at trænge igennem sin egen isolerede orienteringsløshed.
Hvad der imidlertid er udgangspunktet for kooperationsprocessen mellem den berørte og den involverede anden på dette trin i terapirebet er logikken i det social kollektiv på den ene side, og på den anden side hvordan denne brydes med det livshistoriske materiale, som den berørte fremstiller sin objektive livssituation og position på.
Til den historie, der går forud for terapirebet, indgår derfor også den berørtes livshistorie, dets biografi i sammenhæng med, hvordan dets sociale kollektiv har taklet dimensionerne af instrumentalisme, marginalisering og udgrænsning. Og den direkte berørte står derfor ved terapirebets udvikling til arbejdsvirksomhed med et livshistorisk materiale, der er bundet op i netværk af de mulige subjektive (men restriktive) svar på instrumentalisering, marginalisering og udgrænsning af personliggjort afmagt: af konkurrence, af kollektivt selvfjendskab og af samfundsmæssiggjort isolation som aspekter, momenter og dimensioner ved den berørtes kooperationsformer med den involverede anden.
Hvad der derfor er koks i - det centrale moment - for den berørte er selve forholdet mellem en horisontal-social logik og en vertikal-biografisk logik. Og hvad der skal bringes videre - integreres samfundsmæssigt dueligt om man vil - er disse to logikker ved at ophæve de modsigelser, der ligger til grund herfor gennem udvikling af det system, der som uudviklet spænder dem op som fastlåsende hinanden i selve det berørte subjekt. Terapibehandlingens problem er som sådan dette dobbelte problem: det sociale som problem og een selv som problem for sig selv heri. På dette udviklingstrin af terapirebet er der tale om, at man som bruger af terapibehandling er udgrænset sit sociale kollektiv og overforstillet sit sociale livsgrundlag. Det er mangel på håndtag på ydre betingelser som på indre forudsætninger for en almengørelse af egen virksomhedsstruktur.
Og i kraft af terapibehandlingens problem som et "dobbelt problem" vil der også træde to problem-akser frem: det horisontalt-sociale og det biografisk-vertikale. Og dette er også akser - som væsentlige objektive tankeformer - som ens tanker, følelses og handlinger bevæger sig igennem under abstraktion fra hinanden og/eller hopper vilkårligt imellem. Sker der i terapirebets etablering som arbejdsvirksomhed en rekurs til een af akserne - i stedet for en holden dem i bevægelse - og trumfes dette endvidere også igennem via det terapeutisk-sociales magt over den terapeutiske sammenhæng, så tvinges den teraperede ud af situationen, eller hvis dette ikke er muligt må det ændre sig selv og sin virkelighedsopfattelse af egen kraft. Og dette til fordel for - i forhold til dets kollektivt-personlige problem - vilkårligt andre perspektiver; perspektiver der endvidere er kommet til veje restriktivt gennem reproduktion af magt. I bedste fald kan man derfor kun tale om abstrakt frigørelse gennem det terapeutisk-sociales brug af den biografisk-vertikale akse mod den teraperede, og blind tilpasning gennem anvendelsen af den horisontalt-sociale akse; i værste fald skubbes den teraperede videre ind i restriktiviteten, og dybere ned i isolation og orienteringsløshed. Derfor skaber psykoanalysen også "rationaliserende" klienter, der kæmper en håbløs kamp mod det irrationelle; ligesom psykiatrien aktivt skaber "normale" pillebrugere.
Ovenstående restriktive rekurs til een af problemakserne kan siges at være muligt qua at der netop er koks i den indre sammenhæng mellem akserne. Og dette er også mulighedsbetingelsen for, at terapi af det terapeutisk-sociale kan behandles som ren teknik - hvilket modsvarer en udnyttelse af den teraperedes orienteringsløshed - og/eller personaliseres, altså udbytning af den teraperedes isolation. Et subjektperspektiv på terapibehandlingen kommer derfor også først på bordet, når selve skæringspunktet mellem problemakserne tages som udgangspunkt. Det er dette skæringspunkt, der kan komme/er kommet koks i, hvorfor det også er begge sider som den praktiske enhed de udgør - restriktivt eller ej - der skal bringes livspraktisk videre. Og omvendt: er det ikke muligt for det terapeutisk-sociale at fastholde det indre forhold her imellem som det perspektiv, hvor igennem problemopstillinger tager form, så er det heller ikke muligt at etablere en forbundsstruktur de involverede imellem.
Ovenstående rekurs ind i restriktiviteten kan opsummeres på følgende måde: at tænkes der om terapibehandling i kun den ene eller kun den anden akse, så tænker man også sig selv stående overfor den anden, hvorved den andens koks alene bliver den andens private koks i den egentlig fælles situation og sammenhæng. Hermed forvandles asymmetrien mellem terapeut og bruger til en herre-knægt-logik; og der skal mirakler til - og endvidere skal de komme udefra, fra processen i situationen kan de i hvert fald ikke længere komme - hvis der på lang sigt skal produceres værensfylde, livsfylde, sundhed og frihed her igennem. Det der tabes (eller det som man ikke forholder sig til, men kun begrænset forsøger at styre sig igennem) er, at man - som terapeut og bruger - ud over at stå overfor hinanden og stå forskelligt (:asymmetrien), rent faktisk også er stillet sammen i situationen, og dermed sammen om processen. Det er hermed det altid nærværende forbundsperspektiv som bortabstraheres. Tilbage bliver alene instrumentalismeperspektivet, samt dettes udviklede former af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation, som de former det terapeutisk-sociale kan/må bemestre terapibehandlingen igennem. Og når forbundsperspektivet er sat uden for parentes, så kan disse restriktive bemestringsformer af det terapeutisk-sociale uhindret skubbes over i den teraperede. Her har vi mao. betingelsesgrundlaget for, at effektmålinger af terapibehandling viser, at udfaldet af terapibehandling først og fremmest afhænger af den teraperedes egne ressourcer (først i anden omgang kommer terapeuten og de anvendte teknikker[40]) - på trods af at terapibehandlingens problem netop består i, at den berørte ikke af egen kraft kan vende restriktive livslogikker. Dette paradoks lader sig dog ikke kun begrunde i reducerede/begrænsede perspektiver fra det terapeutisk-sociale på kooperationsprocessen mellem terapeut og bruger. Det afgørende er nemlig - hvad effektmålinger af terapi stort set forbigår - at terapibehandling ikke kun er oppe imod et fritstående individ med en såkaldt "intrapsykisk defekt"; men oppe imod en bestemt lidelsesfuld livssammenhæng for den enkelte i en undertrykkende social struktur. Fremtidige effektmålinger af terapi vil derfor ikke afvige fra de nuværende - med mindre der finder en strukturel almengørelse sted af forbundsperspektiver, men så bliver der også færre terapibehandlingssituationer og sammenhænge at "måle" på.
Det springende punkt er derfor det bevidste arbejde med forbundsperspektivet. Det kan derfor undre at forbundsstrategiske overvejelser er fraværende i det meste terapibehandling. Men dette er ikke tilfældigt. Dagligdagens krav om også egenoverlevelse gælder for terapeuter/behandlere som for alle andre lønarbejdere; og de udviklede rammer for denne arbejdsvirksomhed lægger heller ikke op til det; men det tabes også fordi det er et farligt, krævende og omfangsrigt område. Endvidere er det et reelt konfliktfyldt område, når man vender sig imod konformitet og kompromisser, hvor en bevidst takling af konflikter vil afsløre om man står alene i verden eller ej; så næsten hellere leve på løgnen at man gør det, eller på håbet om at man ikke gør det. Nu er denne konfliktbenægten en direkte følge af privatformens tryk mod det menneskelige liv. Men der er også andet, der betinger, at det netop er forbundsstrategien, der tabes eller forbigås i teori om terapibehandling. For det første er det primært mellemlaget, der producerer teori, hvorfor også mellemlagets eget manglende samfundsmæssige perspektiv og "klemme" ligger under for en almengørelse i teori-immanent forstand. Og for det andet er terapeuter/behandleres samfundsmæssige position reproduktionsområdet, hvor det først "sner" bagefter. Og for det tredje tilhører de selv mellemlaget, og har endvidere også ofte dette som klassebaggrund.
Disse social-økonomiske betingelser kan siges at stille sig politisk i vejen for en duelig samfundsmæssiggørelse af terapibehandlingen blandt så meget andet. Men så længe de blot blindt reproduceres af reproduktionsområdets socialarbejdere, så vil der finde en direkte modarbejdning sted af arbejderklassekollektivernes udvikling til samfundsmæssige kollektiver. At undgå denne modarbejdning er også at trænge igennem en central fetichform for reproduktionsarbejdere: at humanitet, retfærdighed og sociale fremskridt kommer herfra. Denne fetichform kommer af den strukturlig position mellem den enkelte reproduktionsarbejder og kapital-ejeren, blot er det i et rent statsligt regi: som reproduktionsarbejder står man overfor en gruppe af enkeltindivider, der fattes støtte og hjælp til at klare/vende deres livslogik, og det er derfor også suverænt op til een selv at afgøre hvordan! Arbejdsmæssig isolation af reproduktionsarbejdere vil styrke denne fetichforms gennemslag, denne potentielle identifikation med staten i egen gestalt - hvor kun udviklingen af kooperative strukturer for reproduktionsarbejdere kan modvirke dette. Men hertil kommer dog også, at udvikles disse kooperative strukturer fra oven - inde fra staten - ja så er der intet dueligt vundet. Distrikts-/sektor-psykiatri ligger under for denne problemstilling, som kun forbund med bruger-organiseringer og deres bagland af beboergrupper, bevægelser, fagforeninger og partier kan sætte på samfundsmæssigt begreb.
Når det således ikke drejer sig om udviklingen af strategier til gennemsætningen af en påvirkningstankegang - et perspektiv der i princippet bunder i opfattelsen af, at målet for aktiviteten er kendt på forhånd - men i udviklingen af de kooperative former i et forbundsperspektiv; ja, så bliver det helt andre problemer end systematisering af teknikker og terapeut-færdigheder, som en almengørelse af terapirebet ligger under at informere sig igennem. Eller rettere: teknikker og terapeut-færdiqheder kan kun kvalificeres dueligt i relation til den specifikke gennemsætning af de forbundsperspektiver, der kan ligge i de bestemte kooperationsstrukturer, der er på tale. Forbigås dette niveau i udviklingen af målbestemmelser - den kooperative målsætningsproces, og som disse også stiller sig for en samfundsmæsssiggørelse af terapeut-/behandler-færdigheder - så tabes dels muligheden for det bevidste arbejde med opbygningen af en forbundsstruktur i terapibehandlingen, men også - hvad der er lige så fatalt - muligheden for det bevidste arbejde om en afklaring af de horisontalt-sociale logikker, de biografisk-vertikale og af deres konkrete forhold til hinanden, som de er nærværende i den berørtes bearbejdningsformer. Logikkerne af instrumentalisme, marginalisering og udgrænsning i deres personlige og kollektive greb af konkurrence, kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation forbliver da ubegrebne - hvorfor også det såvel nødtvungne som frivillige "valg" mellem at blive inden for betingelserne eller søge ud af dem til vilkårligt andre bliver tilbage for den berørte at vælge imellem. Og som ubegrebne må den berørte da svinge mellem enten total afmagt eller personlig almagt uden at kunne kvalificere en langsigtet vej igennem dette skisma, der vedvarende stiller sig af sig selv og så at sige bag om ryggen på subjektet. Hvad der derfor bliver tilbage for det berørte subjekt er bemestring gennem personaliserende påvirkningsteknikker.
Terapi bestemt gennem de non-specifikke faktorer, og de empiriske undersøgelser, der underbygger disse som de virksomme forhold[41] er derfor så tæt på "sandheden" om terapi som muligt; men det er sandheden om at manipulation og trøst kan rode op i den teraperedes isolerede tilstand af orienteringsløshed med forandring og bevægelse til følge - hvis terapeut-personen tror på sig selv som teknik. For terapeuten er dette imidlertid lige så umuligt at virkeliggøre, som det er at leve op til kravet om at være spontan. Tager man det på sig, så kan det kun virkeliggøres ad teknisk vej, hvorved man saver sin egen gren over! Et dækkende begreb herfor er derfor systematiseret personlig instrumentalisme - og dette er alt andet end livskraft og engagement i den fælles virkelighed. Men forsøgt anvendt bevidst i forhold til den teraperede kan denne få en smag af en anden personaliserende påvirkningsteknik for sig selv som af andre. Og dette dog i stedet for den, som det inden da var blevet henvist til, men som slet ikke duede længere. Kokset imellem den socialt-horisontale og den biografisk-vertikale logik finder dog ikke en løsning, men kun en anden strukturlig form at bevæge sig igennem, hvorfor logikkerne inden for områder med deres produktion af restriktivitet i den berørtes selvbestemmelse varer ved, hvor kun tilfældigheder og udefra kommende forhold kan være subjekt for en udvikling heraf. Hegels selvudviklende ånd larmer! Som teraperet bliver man sporet ind på fascination af ideologiske strukturer.
Af ovenstående får vi at teknificering og personalisering til stadighed er dimensioner, som kooperationsprocessen må bygge sig op igennem; men i stedet for en restriktiv anvendelse af disse af det terapeutisk-sociale mod den teraperede må deres betingelsesgrundlag afdækkes. Og dette er problemet om den konkrete oparbejdning af den konkrete egenart af de forskellige kooperationsperspektiver i den teraperedes livssituation og position (incl. terapibehandlingen) ud fra det sagslige indhold, som de udtrykker. I denne oparbejdningsproces ligger der ikke givne mål, der skal findes, erkendes eller overtages - hverken inden i eller nede i den teraperedes biografi eller i det sociale. Tvært imod kan de kun komme til veje gennem en udviklingsproces gennem ændrede indgreb i forhold til de områder, der har/får relevans for den berørte. Oparbejdning og indgreb er dermed to sider af samme sag. Og de må også analytisk fastholdes som så i terapibehandlingen - ellers er det ikke muligt skridtvis at trænge igennem den isolerede tilstand af orienteringsløshed overfor såvel de bestemte ydre betingelser som for bestemte indre forudsætninger. Det er også på dette trin i terapirebet at teknik- og persondimensionen aktualiseres: er det ikke muligt at trænge igennem en bestem problem(op)stilling må man prøve sig frem.
Altså: personlig teknik-anvendelse ud fra et stillet problem, som man ønsker at komme nærmere til klarhed over. Og dette kan være stillede problemer på det sociale som på det biografiske område (fx. ubestemt angst, der står i vejen og som suger energi, kan det planlægges at gå ind i bevidst (hermed er det også muligt bevidst at gå ud igen), eller bestemte sociale forhold, der overvælder og handlingslammer, kan planlægges gået igennem skridt for skridt osv. osv.).
Søger det terapeutisk-sociale ikke at fastholde et stillet problem i dets egenart af et fælles problem før anvendelsen af teknikker og/eller af sig selv som terapeut-personlighed som arbejdsmidler, eller reduceres terapibehandling bevidst hertil, så reproduceres restriktiviteten.
Til grund herfor ligger for det første en reduceret problembestemmelse af det aktuelt værende, og dette kalder direkte på en personaliserende teknificering som et middel til at vinde kontrol over situationen som sådan. Herskabs- og kontrolbestræbelser som bemestringsformer må melde sig, når det indholdsmæssige ved situationens sag ikke begribes. Og for det andet kan der ligger interessemodsigelser omkring målsætningsprocessen, som stiller sig i vejen for en fælles problemudviklingsproces, problemformulering som for handleskridtene her igennem. Det terapeutisk-sociale kan, hvis det har magt over sammenhængen eller kan få det over den teraperede, bevidst anvende en sådan magt til at udgrænse bestemte perspektiver, som den teraperede bringer med sig ind i terapibehandlingen, men som det ikke vil have noget med at gøre[42].
Men frem for denne bevidste som konfliktbenægtende sabotage af menneskeligt liv er der også muligheden for at tage interessekonflikter på ordet og undersøge, hvor langt der kan gås, således at kompromisser og kompensationer de involverede imellem skabes på grundlag af det faktisk mulige som nødvendige - fremfor endnu en tom overbygning af forskubbede, fortættede problemet på noget i forvejen forskudt mv.
Den skridtvise gennemtrængning af fremmedbestemtheden mod samfundsmæssige livsbetingelser undergår da ikke en yderligere kollektiv fortrængningsproces - tvært imod begynder den først at tage form ved at komme sagsligt på begreb. En mulighed for forbund om noget - om det så er ikke-forbund, men planlagt skillende veje - formulerer sig for nye handleskridt i en ny samfundsmæssig kontekst. Terapirebets anden modsigelse kommer hermed på begreb. Og muligheden for en løsning af den første modsigelse gennem det forbundsperspektiv, der kan være tilstede i sammenhængen, kan etablere sig på grundlag af en fælles kontekst, der i udgangspunktet for terapirebet var fraværende, uudviklet.
Derfor er terapirebets tre modsigelser både faser i dets udvikling mod selvbestemmende arbejdsvirksomhed, som det er udviklingsforhold, der til stadighed er tilstede samtidig. Det afgørende dueligt for overflødiggørelse af terapirebet er derfor også, at det terapeutisk-sociale formår at reflektere og synliggøre udviklingen i problemopstillingsprocessen sammen med den teraperede, således at de indre udviklingsforhold - de hæmmende, de fremmende, konsekvenserne heraf osv. - kan komme på begreb. Uden greb om disse problembestemmelser udleveres begge til egen arbejdsvirksomhed i den fælles situation. Og dermed til fortsat nødtvungen som frivillig bemestring af samfundsmæssige reproduktionsformer alene gennem magtens komplettering som kontrol og herskab.
Det afgørende er derfor også - det springende punkt fra det terapeutisk-sociale - at den teraperedes personlige selvbestemmelse fremfor at blive ekskluderes og/eller henvist til ren inderlighed gribes som virksom faktor i udviklingen af terapirebets modsigelser. Kun da kan den teraperedes konkrete egenart af subjekt-agtighed fastholdes, komme til sin ret - og udvikles på vej mod kollektiv selv-med-bestemmelse af dets samfundsmæssige livssituation og position.
Perspektiver i en teori om terapirebet.
Hvad der indtil nu er søgt oparbejdet er ikke en ny terapiform, men bestemmelser om den eksisterende form for terapibehandling på området af psykisk lidelsesbemestring: terapirebet og dets reproduktion resp. ophævelse gennem udvikling af de samfundsmæssige strukturer, der betinger fremmedbestemtheders restriktive produktion.
I sin helhed har gangen været:
sygdomsovervindelse ->
sygdomsbehandling ->
terapi ->
lidelsesbemestring ->
psykisk lidelsesbemestring ->
terapirebet ->
terapibehandling ->
almengjort lidelsesbemestring
I forhold til almengjort lidelsesbemestring har vi da også kun omfattende fokuseret på det psykiske niveau i den individuelle virksomhed, idet vi har forbigået bestemmelser af det atypisk -> sygeligt atypiske forhold mellem det psykiske og det somatiske, samt af bestemmelser af det somatiske niveau her indenfor. En oparbejdning af dette forhold og af det somatiske niveau er problemet om en indre udbygning af vores teori om terapirebets etablering og reproduktion, dvs. spørgsmålet om bestemt transformation af social belastning til betingetheder i det individuelle subjekt på basis af alment samfundsmæssigt-menneskelige bestemmelser af typisk samfundsmæsssig udvikling af menneskets natur. Det er en fortsættelse/videreførelse af vores ansatser om samfundsmæssige betingetheders udvikling til personlige symptomer[43] i deres helhed, samt en oparbejdning af disse gennem den almene form for lidelsesbemestring under statskapitalismen: offentlig bemestring af privat produceret lidelse[44]. I sit perspektiv vil dette give os en konkret sygdomsteori om individet. Centralt herfor er ikke at forbigå de forskellige udviklingsniveauer, da der ellers åbnes op for en direkte transformation af fremmedbestemtheder til betingetheder, og dermed til løsning af samfundsmæssigt producerede konflikter på kausal-mekanisk vej. Under alle omstændigheder vil en forbigåelse rive det samfundsmæssige og det naturlige fra hinanden. Diagnoseopstilling gennem forsøg på at finde en psykofarmaka, som virksomt påvirker subjektet slet og ret, eller amfetamin til såkaldt hyperaktive børn er eksempler på, hvad dette i negativ forstand kan løbe ud i. Skal almengjort lidelsesbemestring derfor fastholdes som perspektiv må betingetheder i forholdet mellem det psykiske og det somatiske og for det somatiske som sådan studeres ud fra analysen af overgangen fra den personlige virksomheds almene udviklingsbevægelse til dennes atypiske -> sygeligt atypiske reproduktionsform.
I dag er det tendensen til det modsatte, der gør sig gældende: forsøg på almengørelse af logikkerne indenfor modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Og terapeutiserings- og diagnosticeringstendensen kan derfor også karakteriseres ved deres hypostatisering af det psykiske niveau under udelukkelse af det somatiske og vice versa under forbigåelse af det almene virksomhedsniveau, der er deres forbindende og formidlende tredje. Der er stærke (stats og kapital) kræfter bag disse hypostatiseringstendenser - medicinalindustrien, karriereræs som personlig magtudvikling, nødvendigheden af omformning af protest osv. osv. - der i deres syntese (der kun kan være abstrakt-fremmedbestemt) i dag træder mest markant frem i den store slåen på tromme for et holistisk menneskesyn. Men den viden som her træder frem er viden om, hvordan hver enkelt for sig selv på integreret vis kan takle sine sygelige skavanker indenfor betingelserne; det er en leven for egen sundheds "skyld" gennem distance til sygdomme - fremfor almengjort livsaktivitet gennem udviklingen af de modsigelser, der typisk finder modsigelsen mellem sundhed og sygdom at bevæge sig igennem. En forbigåelse af dette betyder udviklingen af sygdomsbehandlingsideologi som tendensen til at ville/kunne bemestre konsekvensen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom under aktiv udelukkelse af de fælles betingelser for deres konkrete eksistens. Det er teknificering og personalisering af det samfundsmæssige liv fremfor overflødiggørelse heraf: statskapitalismen på museum`et for samfundshistoriske fejltagelser.
De logikker af producerede fremmedbestemtheder, deres restriktive reproduktion resp. deres duelige overvindelse, som vi har oparbejdet, fattes derfor ikke blot yderligere konkretisering, men også specifikation i forhold til det somatiske som det sociale plan. Endvidere kan vi også sige, at betingelsesgrundlaget for dem er væsensforskelligt om det drejer sig om subjektniveauet, om niveauet for bearbejdningsformer imellem dem og om niveauet af reproduktionsformer, der bringer dem sammen. Centralt for et alment greb om terapibehandlingen er derfor udviklingen af de specificerede logikker indenfor alle niveauer, samt af logikken imellem dem. Dette er et teori-praksis-udviklingsarbejde, der i sin essens ikke drejer sig om almengørelse af specifikke (tekniske og personlige) tilgange til individet isoleret set, men om strukturel almengørelse af forbundsperspektiver og for almenduelig terapibehandling drejer det sig om udviklingen af begreber for typiske måder at vende ulidelige livssituationer og positioner på. Det er afdækning af de forskellige sociale kollektivers konkurrence-, marginaliserings- og udgrænsningsdimensioner, og hvad der binder disse i deres reproduktion som instrumentalisme, kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation, samt hvilke muligheder der ligger for forbund og på hvilke niveauer disse ligger, og endelig hvad det er for typiske processer, der er virksomme i den kampproces, som det er at gribe et langsigtet forbundsperspektiv - om det så kun er med sig selv til at starte med. Et sådant forbundsperspektiv - på niveauerne af subjektivitet, bearbejdningsformer og reproduktionsformer, samt af deres indre logik - vil også bevæge sig igennem forskellige typiske modsigelser og former, der er at se som de alment-duelige løsninger på de tre specificerede modsigelser for terapirebet. Det drejer sig her om bestemmelsen af trinnene/faserne i bevægelsen for fæller/personlige kollektivister som det første; i bevægelsen for sagslig afklaring af det sociales egenart af kollektivitet som det andet; og som det tredje bestemmelse af bevægelsen i afklaringen af midlerne til personlig udvikling i samfundsmæssig forstand. Bestemmelsen af ovenstående typisk duelige modsigelser kan siges at være det langsigtede teori-praksis-problem for terapirebets udvikling til selvbestemmende arbejdsvirksomhed som øget kollektiv og personlig selvbestemmelse.
Sluttelig
Kun nogle få - men dog centrale - bestemmelser er søgt samlet i dette kapitel; for tiden strammer til for dette projekt. Og det vil tiden også gøre i et konkret terapibehandlingsforløb, når alle abstraktioner skal anvendes til at reflektere den fælles situation med den berørte anden igennem. Det er imidlertid ikke i nu`et, at denne syntese af det hele skal gå op i en højere enhed, men kun virkeliggøres i det perspektiv, der er fælles. De forskellige abstraktioner fortæller nemlig ikke hvad det konkrete alment er, men kun hvordan det konkrete alment produceres. Og derfor er abstraktionerne også kun duelige til at bemestre terapirebets terapibehandling perspektivisk ud fra de logikker, som det i sig selv bevæger sig igennem ud fra de involveredes særlige virksomhed om det specifikke arbejde, som terapi udgør. Det er abstraktioner til at komme til bevidsthed om den historie, som man selv er med til at producere her indenfor - og dette som en første forudsætning til at kunne gribe ind i den. Den anden forudsætning er afklaringen af, hvad der grebet på lang sigt overflødiggører den. Og skal der tales om en tredje forudsætning, så er det at gøre det i vished om, at der ingen fidus er i at passe sig til, og at man aldrig er alene med de konflikter, der her er på tale. Endelig må det heller aldrig glemmes, at det er problemstillinger i magtbestemte sammenhænge, og dette fordrer taktisk forholden sig til gennemsætningen af langsigtede interesser - en taktisk forholden sig, der selv må overflødiggøres ved at blive delegeret ud af de sociale kollektiver i rejsningen af disse som samfundsmæssige arbejds- og bogrupper, hvor udfoldelsen af person og kollektiv begge kommer til sin menneskelige ret.
€