SAMFUNDSMÆSSIGT OM MENNESKELIGE LIVSPROCESSER, PSYKISKE FORSTYRRELSER OG PSYKIATRI.
- Oplæg for sygepleje-elever 24. maj 1990.
SAMFUNDSMÆSSIGT OM
MENNESKELIGE LIVSPROCESSER, PSYKISKE FORSTYRRELSER OG PSYKIATRI.
I STEDET FREMMEDE LOVMÆSSIGHEDER.
I: HISTORISK BETYDNING, TID OG RUM.
II: EMOTIONALITET, KOGNITION OG HANDLEEVNE.
POTENTIEL PSYKIATRISK PATIENT.
DENNE UUDVIKLEDE STRUKTUR AF FÆLLES KOLLEKTIV ART.
Til denne første del skal jeg indlede med at sige, at jeg vil tage udgangspunkt i noget selvfølgeligt, netop i det at vi lever et samfundsmæssigt liv, dvs. at den måde vi tænker og føler og handler på i sig selv handler om noget i livet. Er man fx. glad, så er man glad for noget i den verden, der omgiver een.
Dernæst skal jeg komme ind på noget problematisk - dette vil hurtigt ske. Det problematiske omhandler den nuværende måde, som mennesker generelt har mulighed for at leve eller overleve på. Og endelig for det tredje skal der spindes en ende, dvs. trækkes nogle perspektiver mht. selvfølgeligheder og problemer, for en forhåbentlig mere lykkelig fremtid.
STOR MUNDFULD.
Det er dog noget af en stor mundfuld at skulle sige noget fornuftigt om det hele menneskelige liv - det at man lever i et samfundsmæssigt system - og at skulle gøre dette på en 15 - 20 minutter.
SELVFØLGELIGHED.
Men man kan starte med at konstatere, at det at tage sit udgangspunkt i det samfundsmæssige liv, for at forstå det enkelte menneske og dermed også sig selv, dét er og må være en selvfølgelighed, og der er næppe heller nogen, der vil benægte, at det er herfra, at man må sætte af. På en eller anden måde er det eneste sikre også, at man lever i en samfundsmæssig verden, i en helhed, og at man deler denne med andre.
PRAKTISKE DAGLIGDAG.
Men man kan også samtidig konstatere, at når man i den praktiske dagligdag mere præcist søger at forstå det enkelte individs liv, og hvordan dette kan forandres og forbedres, ja så forsvinder det overordnede, helheden, det samfundsmæssige, dét at vi i fællesskab skaber vores verden, næsten helt ud af billedet.
I STEDET FREMMEDE LOVMÆSSIGHEDER.
Og det, der træder i stedet, er nok mange forskellige ting, men det er især opfattelsen af, at verden kører hen overhovedet på een; og at denne verden endvidere selv har nogle lovmæssigheder, der mere eller mindre har deres eget autonome liv. To eksempler skal nævnes.
Det ene ift. det økonomiske område i vores liv. Her er der præcise konkurrencelove, man m leve op til, for ikke at gå under, men det er også love, der slet ikke forholder sig til kvalitet og fællessikring af nødvendige behov, men som alligevel bestemmer vores liv og udviklingsmuligheder. Man kan tage eksemplet med asbest - det er et byggemateriale - hvor det har været kendt siden 30-erne, at det er ekstremt kræftfremkaldende. Denne viden blev imidlertid syltet i mange år, fordi der var økonomiske interesser forbundet hermed. Og dette er ikke atypisk, snarere reglen i dag på alle områder.
Det andet eksempel er psykiatrien, som i følge dets egen selvforståelse beskæftiger sig med det abnormt psykiske, men som alene forholder sig til, hvordan man somatisk kan gribe ind. Her er der så psykofarmaka, elektrochok mv.. Der er selvfølgelig også andre midler - der er huse, senge, samtale - som man sætter i system overfor sine patienter, men det er midler, der ret beset hører hjemme andre steder, i andre traditioner eller videnskaber: den fysiske ramme fra juraen, senge fra de fysiske sygdommes område og samtalen fra psykologien. Den filosofi, man bygger på for psykiatriens vedkommende, er, at man har konstateret, at man ved at gribe ind ift. det somatiske ved at symptombehandle, så kan man påvirke den andens måde at tænke, føle og være på . Og det er da også stadig en respektabel måde at indvinde diagnoser på at prøve sig frem til det stof, der har en virkning. Ud fra det her kan man også beskrive psykiatere som samfundsmæssige junkier!
Det, der er fælles i disse to eksempler, er, at man, sikkert af bedste hjerte, men også for at overleve, der hvor man naivt er, alene søger at finde og gribe ind i de love eller lovmæssigheder, der behersker ens eget lille område. Man søger så at sige at sikre sit liv, sit arbejde eller sin økonomi ved kun at forholde sig til den del af verden, der er indenfor rækkevidde eller mest nærværende. MEN - og her er problemet - det kan nemlig godt være, at det eller de love, der virkelig bestemmer udviklingen, ligger udenfor det område, man forholder sig til.
VELKENDT.
I forhold til det sidste eksempels område må alle kende til, at man selv psykisk og socialt kan gribe ind i ens somatik. Bare det at løbe en tur, eller elske, eller at se en gyserfilm ændrer - for en tid eller mere - grundlæggende på ens fysiologiske og neurologiske fungeren og tilstand.
Lige så hvad angår det økonomiske, hvor der er flere typer af lovmæssigheder - markedsøkonomiske, planøkonomiske, socialistiske osv. - afhængig af, hvad det er for en helhed, man ønsker, der skal komme ud af det på lang sigt.
KONTAKT MED HELHEDEN.
Det, som det derfor drejer sig om, det er at holde fast i helheden, finde ud af, hvad der bestemmer hvad, og hvad der styrer og hvad der bliver styret. Det er når kontakten til hertil, til helheden omkring ens område, forsvinder, skæres over eller negligeres, at man kommer på et håbløst arbejde, og måske tillige et grundlæggende forkert arbejde.
BESTEMTE BEGREBER.
Det at holde fast i helheden kan gøres ved, at de begreber - man bruger - selv holder fast i helheden. Og her skal blot nævnes to akser af begreber, der har betydning for en sådan forståelse af det menneskelige liv.
I: HISTORISK BETYDNING, TID OG RUM.
Med disse tre begreber - som egentlig har 5 dimensioner (rum har tre) - kan man fastholde, at det, der sker, sker på et bestemt tidspunkt, at det har en bestemt betydning - det er ikke tilfældigt det sker, det er udtryk for noget - samt at det foregår og finder sted indenfor en bestemt social sammenhæng. Selv det at forholde sig til en solformørkelse, eller at jorden er rund eller flad, det kræver, at man tager den tid og det sted med, hvorunder fænomenet optræder. Ligeså for sygdomsudtryk, hvor nogle kulturer - fx. muslimske - er gode til at somatisere; andre som det danske, hvor man nok snarere benægter, at der er eller kan være noget galt.
II: EMOTIONALITET, KOGNITION OG HANDLEEVNE.
Disse tre begreber er specifikt psykologiske begreber, og de fortæller om en sammenhæng i vores måde at gribe verden på : at den måde vi tænker og føler giver os nogle bestemte handlemuligheder; og ligeså omvendt: de handlemuligheder, vi har, bestemmer også, hvordan vi kan have det, samt hvordan det er muligt at tænke herom.
Glæde - fx. - er en glæde ved verden; men har den sin tydelige grænse eller er den kommet lidt spøjs til verden, kan det være, at den er svær at nyde fuldt ud.
Det kan gælde en fed tanke man får. Her kan man blive opstemt og få en følelse af at tro på verden igen.
Eller man kan havne i en situation, hvor der ingen handlemuligheder er - ja så bliver man angst, fordi man kan imødese handlingslammelse.
Endvidere - som noget brudt helhedsmæssigt - kan man også komme ud for, at tanker og følelser trækker i hver sin retning; at de frem for at berige hinanden, modarbejder hinanden. Og dette sker typisk, når man sættes under pres, og kun har dårlige alternativer at handle ud fra.
SAMLET.
Samlet for disse to begrebs-akser - historisk betydning, tid og rum, og emotionalitet, kognition og handleevne - kan man sige, at de på en simpel måde fortæller noget generelt om hver enkelt af os som mennesker på et givet tidspunkt og sted i en livsproces; også at vi tænker og handler og føler som et svar på bestemte livsomstændigheder; og sker det at man ikke kan udvikle disse - som er fælles livsbetingelser - handler man sig ind i angst, fordi man handlingslammes.
EJ SÅ INDVIKLET!
Set herfra er livet ikke så indviklet endda. Og det er også muligt at gå en naturlig tand videre og sige, at sådan er det også fra starten af vores liv, nemlig at vi fødes med en spontan lyst til at være virksom og udvikle livet med andre - at overhovedet dét at leve er at udvikle livet sammen.
OPBYGGELIGE PROCESSER.
Men for at sådanne opbyggelige processer kan have téten, være fremme, styrende, så kræves også livssammenhænge, der i sig selv er opbyggelige. Og skematisk således:
Skema 1:
HISTORISK.
Hvis man undersøger det historisk, viser det sig også, at mennesket er opstået som følge af en social proces af fælles art; og at denne proces selv har ændret vores biologi til at være af social karakter.
IDAG.
Sådan ser det ikke rigtigt ud i dag. Allehånde psykiske og sociale problemer, og dertil en gryende fascisme - hvor man opfatter fremmede, ikke som venner, man endnu ikke har mødt, men som fjender, der skal slåes ned - vinder mere og mere frem.
Den social struktur, dette udspiller sig i, er ej heller ikke den tidligere nævnte fælles-menneskelige, men en anden, forholdsvis ny, ikke over 150 år gammel fra sin start.
Skema 2:
KARAKTERISTIK.
Den er karakteriseret af tre ting:
1 - den kan ikke udvikles af den enkelte - det er kun muligt at flytte på den private betydningen af de tre områder, og/eller på den tidsmæssige ramme herom;
2 - den sætter mennesket udenfor spontan indflydelse på dets væsentlige tilværelsesomstændigheder: a) indenfor løn-arbejdslivet er der nok en sag med andre, men selve sagen er bestemt udefra, via markedet eller via de enkelte, der privat ejer produktionsmidlerne, som lønarbejderen købes til; b) indenfor kernefamilien har man ingen fælles sag, kun private liv overfor hinanden med et forhold, der bygger på en nærmest ubegrundelig sympati eller antipati; c) indenfor fritiden har man mulighed for alt, for alskens udfoldelse, men det bestemmende for selve denne ramme ligger udenfor fritiden, nemlig i produktionen og i reproduktionen, hvor man endvidere kun lever privat eller offentlig med andre, ej grundlæggende fælles.
3 - i strukturen er den enkelte aldrig i hvile, er altid på cyklisk gennemrejse; og dette - som en stressfaktor - er nok også den dybeste grund til, at ælde i dag er lig biologisk forfald, overgangsalder, impotens osv. osv..
SAMMENFATNING af 2’eren.
En sammenfatning af 2’eren ift. det grundlæggende ved et menneskeligt liv - at man lever ved at udvikle det, dvs. løse problemer, problemer som noget positivt - så drejer det sig om, at alskens forhold, herunder også problemer, konflikter og kriser, så at sige falder ned fra himlen; den verden man lever i stiller sig primært af sig selv, og den stiller sig først og fremmest som krav, man skal forholde sig til - og når man lever op til disse, får man nogle muligheder. Det er, mere eller mindre, at leve sit liv i en art evig modvind!
Men at leve sådan, med fænomener, der stiller sig af sig selv, her er man heller ikke umiddelbart forbundet. Afhængig af humør og interesser forholder man sig til det eller hinanden, eller man lader simpelt hen være.
Og dette vil igen sige, at den grundlæggende struktur i det nuværende samfundsmæssige liv har en karakter, hvor man er stillet ligeglad eller ligegyldig overfor det egentlige, det centrale ved det at være menneske, nemlig fællesudvikling af liv. Det, der derfor bliver tilbage, det er, at man handler ud fra sin egeninteresse (indenfor behandlings-området: spændende klienter eller sympatier/antipatier - ej menneskeligt som noget fælles problematisk).
POTENTIEL PSYKIATRISK PATIENT.
En yderligere ting i denne forbindelse er, at når man er frakoblet den væsentlige kvalitet i livet, er man faktisk også stillet med angsten tæt på hele tiden. Man er dermed i en grad af at være potentiel handlingslammet - og dermed ligeså et emne for psykiatrien, idet man ikke passer ind i den givne karrusels reproduktion, hvor alt bare skal gå hurtigere, højere og stærkere.
Og en sådan gryende handlingslammelse virker også som et lille Tjernobyl i os, idet angst æder sjæle op.
INDIVIDET.
Det individ, der kommer ud af dette, er et individ, der mere eller mindre er uforståelig - det er jo netop også ramt af betingelser, det ikke selv forstår at handle langsigtet og menneskeligt på, så at sige et black-box-individ: der foregår noget, men kun måske.
MEN!
Men - og dette er vigtigt at huske - er dette individ virkelig så uforståelig; og så uforståelig, at man kan tillade sig at eksperimentere med det, hvad psykiatrien blankt indrømmer, at den gør?
SIG SELV.
Til at svare herpå, kan man starte med at se på sig selv, når man er på røven, ude at skide i sin egen verden. Det kan godt være, at det er svært, at være til stede, når man har det dårligt - dvs. have bevidsthed på det, fordi man samtidig er bange, det gør ondt, det smerter og måske foretages også en masse substitut-handlinger for at holde sig oppe - men uforståelig er det ikke: man gør jo netop det og det, fordi de og de ting i ens livssituation er svære eller truende, men hvor man så ikke ved, hvordan man egentlig skal overvinde det. Det kan da være ubegribeligt eller skjult, hvorfor man har det sådan, som man har det - men det er noget andet end det uforståelige.
MISTET HELHEDSKONTAKT.
Og dette bringer os tilbage til det med helheden, ens totale livssituation. Det er dén man ikke kan finde ud af forholde sig til, takle på en for sig selv bæredygtig måde. Og for at komme på sporet af, hvad dette kan handle om, så er man nødt til at gribe tilbage til det grundlæggende ved mennesket - det er også herfra vi kommer - samt undlade at lade os blænde af det umiddelbart givne, som netop er uforståelig indtil man finder ud af at handle på det.
DET FÆLLES-MENNESKELIGE.
Og det at gå tilbage til det grundlæggende er at gå tilbage til det fælles-menneskelige (skema 1). For det første er det denne struktur af personlig-kollektiv art, der indtil nu også har holdt een oppe (informelle sammenhænge); for det andet er det denne struktur, hvor man i fællesskab har stillet problemer op, løst dem og fundet nye, som dog er smuttet for een nu.
Og en bestemmelse af det individ, der før var uforståelig og bare en black-box, kan man nu gøre: for det første drejer det sig om at være en tilstand af orienteringsløshed - man kan ikke opholde sig til det væsentlige, kan ikke finde det; og for det andet er man i en personliggjort verden - en verden, der alene handler om en selv, og som ikke umiddelbart kan gives videre til andre, fordi andre ikke står med netop disse problemer.
DENNE UUDVIKLEDE STRUKTUR AF FÆLLES KOLLEKTIV ART.
Ud fra det sidste kan man sige at man knækker halsen, når den basale struktur af fælles-menneskelig eller kollektiv art forsvinder i baggrunden, dvs. når den ikke lader sig udvikle, og man må indstille sig på det givne.
Og ift. mængden af problemer i dag må man næsten sige, at denne basale struktur for liv må være under hastig afvikling. Og dette er alt andet end en behagelig konstatering. Så hvad kan man gøre? Og kan man overhovedet gøre noget?
DET PARADOKSALE.
Vi er med dette tilbage til tidlige i dette oplæg: at den nuværende struktur motiverer os til at handle ud fra egeninteresse, men denne frivillighed til at tage sig selv på ordet, privat, fører samtidig den enkelte hen i nærheden af den slagtebænk, der hedder at handle sig ind i at få det dårligt og blive et potentielt emne for psykiatrien.
Det er imidlertid ligeså paradoksalt, når man vender det om og prøver at forholde sig til, hvad man kan gøre, når det er gået galt. Hver især er vi nemlig fritstillet til at arbejde med den ene struktur - som er psykiatriens - eller den anden struktur, der tilhører det samfundsmæssige menneskes fremtid: i begge tilfælde er det et Sisyfosarbejde, idet der hele tiden kommer nye skæbner til, og man er også selv een af dem.
Alt i alt er det åbenbart en smagssag, hvordan man vil lade sig brænde op.
ET ARGUMENT.
Der er imidlertid et argument, der bryder denne cykliske og ubehagelige trommerum. Tager man fat på det fra den negative side, så kan man sige, at griber man ikke fat - alene eller sammen med andre - i en udvikling af det basale, det fælles, det kollektive, så vil dette også begynde at bevæge sig helt udenfor ens kontrol, hvorved man ikke længere bare er udleveret til det umiddelbare, men nu også til ens rødder - og hvis der er en hemmelighed i skizofrenien eller i seniliteten, ud over undertrykkelse, så er det nok denne. Dvs.: om man så har lyst til det eller ej, har det store omkostninger at undlade at bringe sin sociale historie med sig, når man går fremad i livet. Ligeså hvis man kommer til at stjæle andres historie eller historiebevidsthed.
I positiv forstand må man sige, at man får fat på helt andre problemer og fænomener, når man - egentlig primært for sin egen skyld - insisterer på noget grundlæggende menneskeligt overfor alt det nuværende omkring det at medvirke til at stille diagnoser, kæmpe for status eller at være in, dèr hvor magten i samfundet er placeret. Man får også en masse konflikter, når man stopper det at være bydreng for den nuværende håbløshed - men man får samtidig også en smag for, hvad livet egentlig kan være. Eller med andre ord: at det liv, der kendes, nok kun er en simpel skygge af det liv, der egentlig venter på at blive udviklet og udforsket.
I TERAPEUTISK FORSTAND.
I terapeutisk forstand er det at arbejde med den dobbelthed, der ligger i det at ha’ rødder i en problematisk samtid, samt at gøre det på den andens præmisser.
Skema 1 og 2 lagt oven på hinanden:
Skema 3:
Dvs. indgå i og medvirke til at skabe en ny total livssammenhæng, hvor den enkelte sammen med andre kan forholde sig til, hvilket indhold, der skal være i et arbejdsliv, familieliv, fritidsliv osv., samt hvordan dette menneskeligt kan organiseres på en global anden måde end i dag.
EN KONFLIKTMODEL.
Det er muligt at udlede og begrunde[1], hvilke særlige dimensioner, der er på tale ved konflikter, jvf. skema 4. Dette skema giver et bud på, hvordan psykiske problemer kan opstå, når de anskues på det samfundsmæssige plan. Gangen i skema 4 er, at der er nogle spontane lovmæssigheder, der træder i kraft blandt mennesker, når der enten er for lidt rum, uforenelige interesser eller for få ressourcer, men hvor det - med denne viden in mente - er vigtigt ikke at lade sig indfange af deres spontane forløb, dvs. blive statisk i sit eget og andres drama, men simpelt hen at holde det givne problem foran sig, så en løsning på et tidspunkt slår igennem - modsat at blive slået ned af problemet, og dermed blive hjælpeløs overfor den mere grundlæggende opgave at befordre livsprocesser, fremtidigt.
Skema 4:
¤