Til et begreb om samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse, samt om samfundshistoriske former for lidelser[1].
Om lidelsers ophævelse versus reproduktion


Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Gaderummet-Regnbuen, Nørrebro 2004


De følgende ord er ord til en beskrivelse af forhold, der kendetegner et menneskeligt samfund, og alle dets problemer. Beskrivelsen er tidsmæssigt placeret i tidsrummet for 300.000 - 250.000 år siden, hvor de menneskelige subhominide begyndte at arbejde sig ud af naturhistorien, og hvor det kommer til en overgang til samfundshistorie, der har virket frem til i dag..

Det er håbet, at ved at kigge på dette spring – i dets sammenhæng med historien – at det kan blive klarere, hvad der så at sige er bærende forhold i de daglige strukturer, der omgiver én, og som på underfundig vis får tingene til at hænge sammen, med en eller anden orden, som man så kan være mere eller mindre tilfreds med. At gribe ændrende ind, bevidst og ud fra et eget standpunkt og sanselige perspektiv, kræver imidlertid at man kan begrebsliggøre dét i praksis, som kan ændres.

*

I dette papir søges en kategorial bestemmelse af ’samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse’. Oplægget sætter fokus på de empirisk og realhistorisk forefundne forhold, der med udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, udkrystalliseres som samfundsforhold. Formålet er at skabe begreb om de almene grundforhold, der bærer konkrete individers samfundshistoriske liv. Bestræbelsen ender op i konceptet om enheden mellem kollektiv og personlig selvbestemmelse, som den centrale ontologiske udviklingsenhed. Det vægtes – ud fra en historisk genetisk indfaldsvinkel - at fremstille en begrebslogisk dannelse af den menneskelige personlighed i dets nødvendige sociale bestemthed og kollektive indbundethed (kapitel 15.1).

På basis af denne historisk-logiske rekonstruktion af menneskets samfundshistoriske udvikling, udvikles efterfølgende en kategorial bestemmelse af de forhold, der er på tale, når individer i deres liv etablerer, handler sig ind i eller pånødes udviklingsbegrænsninger, som kollektivet og/eller den enkelte lider under. Fremstillingen starter ved overgangen til samfundshistorie (kapitel 15.2), og den følges op gennem historien (kapitel 15.3), og frem til den nuværende samfundsform med terapi omhandler ”psykisk lidelsesbemestring” (kapitel 15.4). Det vægtes at afdække, hvad der er på tale personlighedsmæssigt, når individet som dets bærer handles ind i afmagt, angst, krise og nød.

*

Den foreliggende tekst er en vekslen mellem begrebsanalyse og historisk empiri, med det nuværende som sigtelinie, og den arbejder sig op i historien nedefra, med de største abstraktioner som udgangspunkt, og i perspektivet deres senere realhistoriske konkretiseringer. Hvis afsnit er ”volapyk”, gå videre til det næste, det samles op senere. Til anskueliggørelse har jeg inddraget modeller og delanalyser fra andre skrifter, hvor jeg har berørt problemet ud fra andre enkelt-teoretiske opgavenøgler. Disse er angivet med en efterfølgende kapitelreference.

 

*
KAPITEL 15.1: Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse: kollektiv og personlig selvbestemmelse som selvsamfundsmæssiggørelse
6

KAPITEL 15.2: Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse: lidelsesbemestring 30
KAPITEL 15.3: Samfundshistoriske former for terapi: tvangsovervindelse som klassesamfundsformen, og afmagtsovervindelse som kapitalformen for terapi 42
KAPITEL 15.4: Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring 94
*

 

KAPITEL 15.1: Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse: kollektiv og personlig selvbestemmelse som selvsamfundsmæssiggørelse 6

SKEMA 3: SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN. 6

Kapitel 15.1.1 Selvsamfundsmæssiggørelse. Funktionel bestemmelse af samfundsformen 7
SKEMA 4: EN FØRSTE HISTORIEOPFATTELSE. 9
Trin 1: Grundformen for det psykiske: sensibiliteten 10
Trin 2: Det psykiske som artsspecifik lære- og udviklingsevne. 10
Trin 3: Det psykiske som specifik menneskelig natur. 10

Første analyseskridt: 11
Andet analyseskridt: 11
Tredje analyseskridt: 11
Fjerde analyseskridt: 11
Femte analyseskridt: 12

SKEMA 5.1: FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending). 13
SKEMA 5.2: FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug). 13
SKEMA 5,3: SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed). 13
SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie). 14
SKEMA 5,5: SAMFUNDSHISTORIE SOM SAMFUNDSFORMENS SELVSAMFUNDS-MÆSSIGGØRELSE.
(:samfundsformens strukturelle selvudvikling; og samfundshistorie som almengjort arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere). 15

Kapitel 15.1.2 Samfundsformen. Indholdsbestemmelse af konceptet om selvsamfundsmæssiggørelse 15

Samfundspolen i individ-samfund-forholdet. 15
Individpolen i individ-samfunds-forholdet18
Forholdet mellem individ og samfund - en slags opsummering; og dets perspektiviske reproduktionslogik2
Model 12, kapitel 8: Fra familieflok til kollektivitet
Model 13, kapitel 8: Det samfundsmæssige kollektiv alment set. 28

KAPITEL 15.2: Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse: lidelsesbemestring. 30

Terapis funktionelle placering i samfundsformen for livsopretholdelse
Naturhistoriske forformer for lidelsesbemestring: sygdom, sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling
Samfundsmæssig betingethed, kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer: lidelsesbemestring som kollektiv varetagelse af personlig lidelse. 38

KAPITEL 15.3: Samfundshistoriske former for terapi: tvangsovervindelse som klassesamfundsformen og afmagtsovervindelse som kapitalformen for terapi. 42

Ekskurs om klassehistorien og dennes ”psykologiske” logik 46

1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET46
2. DET ”SELVFØLGELIGE” SOM PROBLEMET49
3. DEL I  : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS. 51
SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS. 52

AKTUEL SAMFUNDSHISTORIE: 52

Klassekampens historie. 52
Logik 1: Begravelse 53
Logik 2: Forhimling 53
Logik 3: Antagonisme 54

1’- overfor logik 3: et problem om tid/interesser/ressourcer/betydning
2’ - overfor logik 2: et problem om mening/orientering/grænse
3’ - overfor logik 1: et problem om spænding. 55


SKEMA 2: AT IMØDEGÅ OPSTÅELSES-PARADIGMETS REPRODUKTION SOM PROBLEMET OM IMØDEGÅELSE AF KLASSESAMFUNDETS REPRODUKTION - ELLER AT HOLDE DEN USMINKEDE SANDHED FOR ØJE, DVS.” AT VÆRE NØDT TIL”. 55

3. DEL II: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB
SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (:en Gramsci-kategori) 57

SKEMA 7: PROBLEMET SOM ET PROBLEM MELLEM LOKAL OG STEDBUNDEN LØSNING AF SAMFUNDSMÆSSIGE OPGAVER OG UNIVERSEL 58
SKEMA 8: STAT OG PRIVATEJENDOM SOM FREMMED SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE: SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE FRA OVEN (:IDEOLOGI, IMAGINÆRT FÆLLESSKAB). 59

4. AFSLUTNING: ”SELVFØLGELIGHEDENS” KERNE. 59

SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:

Ekskurs slut om opståelses-paradigmet. 60

Kapitel 15.3.1: Klassesamfundsformen for terapi: tvangsovervindelse
2

Skitse o: Almen samfundsmæssig personlig-kollektiv udvikling
Skitse o/a-c: Almen nødvending indenfor begrænsede betingelser62

Kampen om merværdien64
Terapi vinder nye træk: tvangsovervindelse som enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser67
Slavesamfundets opløsning68
Feudalismens opløsning70

KAPITEL 15.3.2: Kapitalformen for terapi: afmagtsovervindelse. 74

Hidtidige begrænsninger i samfundshistorieanalysen
Afgrænsning af kommende genstandsfelt. 75

Kapitalismens udvikling og reproduktion. 76
Samfundsmæssige instanser for individuelle reproduktionsproblemer under kapitalismen. 81
Individets eksistens i den politiske økonomi. 82
Terapi vinder nye træk: afmagtsovervindelse som offentlig bemestring af privat produceret lidelse. 85

Skema 4, kapitel 5.5: Terapeutisk almengørelse. 87

Ekskurs om begreber for tænkning alment og tænkning konkret terapeutisk. 89
1. Om begreber for tænkning. 89
Problembestemmelse. 89
2. Abstrakt-almene begreber til greb om terapeutiske processer. 90
Skitse 2: det terapeutiske moment. 91
Skitse 3: Opgaveudvikling. 92
Skitse 4: Problemgreb. 92
Skitse 5: Tid, rum og betydning. 93
Ekskurs om begreber slut. 93

Afrunding

93

KAPITEL 15.4: Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring. 94

Kapitel 5.4.1: Det psykiskes afgrænsning som selvstændig kapitalform for terapi fra samfundsform til kapitalisme. 95
Samfundsform: muligheden for brudt fællesproces med konsekvensen af isolation, spaltning og ressourcefattig restriktiv løsning på den brudte fællesproces. Og psykisk lidelsesbemestring som kollektiv og personlig isolation: samfundsmæssig afmagt. 95

Klassesamfundsform: kollektiv inderliggjort fremmedbestemthed. Og psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab: klassemæssig afmagt. 98
Kapitalformen: fordoblet fremmedbestemt produktion af livsforholdene. Og psykisk lidelsesbemestring som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme: kollektiv afmagt. 101
Hvordan er det kommet så vidt? Vi vender os mod produktionen heraf. 102

Ekskurs om behovenes problem. Om et aktual-empirisk begreb. 104

1. BEHOVENES FÆNOMENOLOGI 104
BEHOVENES PROBLEM INDENFOR SOCIALISATIONENS OG A PRIORIENS GIVNE DISKURS. 104
BEHOVSTEORIER

2. BEGREBET OM BEHOV. 107
DE MENNESKELIGE BEHOV
PROBLEMET OM DE MENNESKELIGE BEHOV

3. BEHOVENES FORMNING. 109
BEHOVENES VAREKARAKTER. 109
BEHOVENES SUBJEKTIVE GRUNDLAG I DERES VAREFORMS-BESTEMMELSE

4. BEHOVENES VIRKELIGHED.. 2
SANDT MENNESKELIGE BEHOV13

5. PROBLEMET115
DET VIDERE. 115

Ekskurs slut om behovenes problem. 116

Logikken i den psykiske lidelsesbemestring under kapitalismen: terapirebet som personliggjort afmagt og dets udvidede reproduktionsformer af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation. 116

Skematisk om udgangssituationen for psykisk lidelsesbemstring. 118

Skitse 5, kapitel 5.2: Skizofreni-klemmen: den ikke-magten egen ideologiske subjektion. 119

Ekskurs om ”Solidaritet og afværgeformer”. 120
1 - Restriktiv og almengjort handleevne. 120
2 - Om solidaritet og afværgeformer. 121
3 - Den etiske udfordring. 122
4 - De to niveauer i arbejdet: det kollektivt-samfundsmæssige og det individuelt-strukturelle123
Ekskurs slut. 123

Kapitel 15.4.2: Terapirebet som praksisform og som selvbestemmende arbejdsvirksomhed 123

Terapirebet som praksisform: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort afmagtsbemestring123
Terapirebet som selvbestemmende arbejdsvirksomhed: selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæssige livsbetingelser (af social som psykologisk art)125
Om den videre vej mod det konkrete: realiteten terapifænomenet 125


KAPITEL 15.1: Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse: kollektiv og personlig selvbestemmelse som selvsamfundsmæssiggørelse.

Realhistorisk ligger de første samfundsformer for menneskelig livsopretholdelse ved udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, men samfundsformen selv, lige som konceptet herom, kommer først på egentligt greb og begreb i samme grad som den samfundshistoriske proces stiller sig på egne ben og udvikler sig ud fra egne iboende modsigelser[2]. Med dette historiske udviklingsniveau – og dets begrebslige genspejling i et koncept - kan der tales om det samfundsmæssige system som overgribende det enkelte individs udvikling og om det menneskelige individs totalsamfundsmæssiges formidling. Skematisk således:

SKEMA 3: SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN

Udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet er historisk en følge af dominansomslaget af social værktøjsbrug til samfundsmæssig kooperation og af den samfundsmæssige natur på subhominide-siden til individuel samfundsmæssiggørelse. Så hvad der står på tale for kategorial afdækning er formen af almengjort samfundsmæssiggørelse og af almengjort handleevne, hvor en bestemmelse af de bestemmende modsigelser i denne form er den søgte kategoriale bestemmelse af vores koncept om selvsamfundsmæssiggørelse, altså af samfundsformen for samfundsmæssig og individuel reproduktion. Som sådan er der tale om en proces af samfundsmæssig og individuel reproduktion, hvor de to systemer – samfund som ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse” og individ som ”uafsluttet proces af stigende handleevne” – omstrukturerer sig i forhold til de med dyr-menneske-overgangsfeltet dominante funktioner, og hvor nye udviklingsretninger i form af nye almene modsigelser træder frem som bestemmende funktioner. Vi skal markere dette nye niveau i teoribygningen med begreberne om samfundsmæssig subjektivitet og individuel subjektivitet[3].

I det følgende skal vi bestemme samfundsformen såvel funktionelt som indholdsmæssigt if. selvsamfundsmæssiggørelse.

Kapitel 15.1.1 Selvsamfundsmæssiggørelse. Funktionel bestemmelse af samfundsformen[4].

Selvsamfundsmæssiggørelse er et samfundsteoretisk begreb, og det er tilknyttet, konnekteret til, såvel begrebet ’samfundsform’ som begrebet ’samfundshistorien på dets egne ben’. Tilsammen udgør de tre begreber et paradigmatisk koncept for studiet af samfundshistoriske udviklingsbevægelser. Der ligger i konceptet den antagelse, at samfundshistorien udgør en kvalitativ ny udviklingsenhed af naturhistorien; en enhed med sine egne lovmæssigheder, der ikke blot kan føres tilbage til sit udgangspunkt. Tværtimod: så snart et fænomen, en genstand, stiller sig på egne ben, så bevæger den sig også gennem kvalitativt nye lovmæssigheder. Hvilket kan fastholdes gennem en kategorial skelnen mellem udgangspunkt og grundlag[5]. Begrebet samfundsform tjener heroverfor til en kategorial fastholdelse af netop dén udviklingsenhed, der er på tale som genstand for erkendelse og handlen, og som er samfundshistorisk begrundet.

Om begrebet selvsamfundsmæssiggørelse kan vi sige, at det er samfundshistorien på dets egne ben som samfundsform. Og historisk må vi gøre den regning, at den første samfundshistoriske form ikke i sig selv indeholdt en tilstrækkelig selvsamfundsmæssiggørende tendens til imødegåelse af samfundsmæssig splittelse og spaltning, altså brud på fællesheden mellem samfundsenhedens involverede menneskelige individer, i overgangen mellem rumlig og plan produktiv kooperation til global. Det satte sig i hvert fald ikke igennem, idet det kom til udviklingen af privatejendommen, og til gennemsætningen af det globale statssamfund, der hviler på nogens udbytning og undertrykkelse af andre, blandt andet gennem forekomsten af et uhyrligt institutionaliseret voldspotentiale, frem for til det universelle samkvem mellem associerede producenter.

Indenfor en før-marxistiske tankegang er der ikke det store problem i ovenstående udviklingsretning. Den er uundgåelig og nødvendigt begrundet i civiliseringen af den menneskelige natur i form af tæmningen af de ”rå, barbariske og vilde livsformer i jæger og nomadesamfund” (Den skotske oplysningsfilosofi i slutningen af 1700-tallet; Davis Hume, Adam Ferguson, Adam Smidt), og/eller gennem realiseringen af ”fornuftens idé”(Den tyske filosofi i starten af 1800-tallet: Hegel). I begge tankesystemer er der behov for en stat - en stat, der kan gøre samfundet civiliseret, sikre personlige rettigheder og lov og orden[6]. I begge tankesystemer er antikken endvidere den nuværende civilisations vugge eller begyndelse.

Men er det rigtigt, at tiden før antikken var rå, barbarisk, og usamfundsmæssig, egentlig fordi den manglede en stat at støtte sig på? Det er næppe rigtigt andet end, at tiden, hvorigennem slavesamfundet bygger sig op gennem bystater (:Polis), dénne er rå, barbarisk mv., og at råheden fortsætter i en ny orden med klassesamfundets indstiftelse. Det er derimod ikke rigtigt, at staten - eller en anden tvangsinstans - er selve samfundets opståelsesbegrundelse, for hvor skulle denne tvangsinstans komme fra, om ikke fra samfundet selv som samfund. Tvangen til civilisation forudsætter nemlig en civilisation, der kan udøve tvangen[7]. Og en sådan cirkelargumentation kan da heller ikke begrebsligt gøre det muligt at trænge ind i ”springet” mellem naturhistorie og samfundshistorie. Tværtimod naturaliserer denne cirkelargumentation de rådende herskabsforhold.

At det ikke er muligt indenfor den før-marxistiske tankegang/filosofi at åbne op for samfundshistorien som naturligt indre udviklingsprodukt af naturhistorien, peger i sig selv på relevansen af et alternativ som det her foreslåede. Problemstillingen, der betrædes, er også kendt under spørgsmålet om ”ursamfundet” eller ”urkommunismens” eksistens og eksistensform, hvor der har været en tendens til enten at underkende eksistensen, fordi der ikke er nogen empiriske vidnesbyrd, eller at antage eksistensen med en tilsvarende faseopfattelse af den historiske proces, således at denne udvikler sig retlinet ind i socialismen og kommunismen[8]. I første tilfælde - manglende empiri - kan det indvendes, at vi dog ved, at der går noget forud antikken; og i forhold til faseopfattelsen må det indvendes, at samfundsformationer må ses udviklende sig ud af tidligere samfundsformationer, og ikke som udfoldelsen af en ahistorisk abstrakt lovmæssighed i Hegelsk forstand.

Vender vi os på dette grundlag mod problemet om udgangen af naturhistorien og indtræden i samfundshistorien, som det i dag tematiseres indenfor psykologien, så finder vi en tendens til enten at se samfundshistorien som havene sit udgangspunkt i et kønsspecifikt udbytningsforhold eller at se naturhistorien som gående direkte over i klassekampens historie.

I det første tilfælde hviler civilisationsopfattelse på den antagelse, at merarbejde og deling - en huns afhændelse til en han - ikke er relativ sen samfundshistorisk hændelse, men det er den hændelse, der starter menneskets historie[9]. Denne første afhændelse har så skabt grobund også for køns-uspecifik afhændelse, hvor mænd som slaver slider for andre mænd. Det kvindelige merarbejde er derfor ”blevet transformeret, men det er aldrig blevet ophævet. Det udgjorde det første samfunds rod, og det er stadig grundlæggende for samfundslivet”. Med denne civilisationsopfattelse er udbytning - og undertrykkelse - mao. et ontologisk grundforhold ved al hidtidig historie, og problemet om det herskabsfrie samfund forskydes ud i fremtiden som problemet om en omkalfatring af alt nuværende i en helt ny samfundsmæssig kvalitet: fællesejendommen. Men der er som sådan ikke noget i selve samfundshistorien, der kunne være grebet anderledes: uden slaver intet samfund.

Denne opfattelse af samfundet - at dette indstiftes, når en hun afhænder merarbejde til en han - holder bare ikke, idet det ikke er et dyr, der udvikler sig til et menneske, men derimod en dyrisk socialgruppe, der mellem sig, trinvis initierer en samfundsmæssig arbejdsproces, der lige så trinvis trækker en udvikling af den biologiske arv med sig i retningen af en samfundsmæssig natur. Den mindste analyse-enhed for livsprocesser er da også organisme-populationen i forhold til dens artsspecifikke omverden, for kun en sådan kan reproducere sig selv som levende organisme. Desuden er fællesejendommen ikke en hel ny samfundshistorisk kvalitet, idet det også kan vises, at indgangen i den samfundshistoriske proces forudsætter en fællesejendom over det værktøj, der bruges til at producere værktøj med - for kun den frie tilgang til anvendelse af socialt producerede midler kan yde en optimerings- og selektionsfordel[10].

Den anden opfattelse - at undlade at tematisere den første samfundsform som sådan eller i sig selv - er en, indtil nu i hvert fald, central tendens indenfor den Kritiske Psykologi. Dette går hånd i hånd med, at begrundelsessammenhængen for opståelsen af stat og privatejendom er fraværende. Der er altid et ”kip” i kritisk psykologiske tekster på dette område. Og dette behøver der ikke at være, for grundlaget for at overvinde det er allerede udviklet.

I det følgende skal vi gå nærmere ind i grundlaget, som det indtil nu er konciperet af Holzkamp i ”Grundlegung der Psychologie”; Og vi skal bygge videre på det - udfylde ”kippet” - uden dog særskilt at markere, hvornår der brydes med Holzkamps opfattelse og hvornår der foretages en simpel ekstrapolering. Det drejer sig om bestemmelse af følgende skema 4:

SKEMA 4: EN FØRSTE HISTORIEOPFATTELSE

Holzkamp fremanalyserer og begrunder, hvordan overgangen til samfundshistorie medfører etableringen af udviklingsretningen ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse”. I dette koncept ligger for Holzkamp de ”principper, som den samfundsmæssige udvikling må begribes efter, såfremt den finder sted, hvilket også indbefatter en begriben af betingelserne for stagnation, respektiv forfald af den samfundshistoriske livsvindingsproces”[11].

Konceptet er kommet til veje ved at Holzkamp har fulgt grundformen for det psykiske - sensibiliteten[12] - op igennem naturhistorien, til opståelsen af det samfundsmæssige. Det viser sig at gå igennem fire trin: først selve sensibiliteten, dernæst udviklingen af den individuelle lære- og udviklingsevne, herefter den samfundsmæssige natur, og endelig den individuelle samfundsmæssiggørelse[13].

Trin 1: Grundformen for det psykiske: sensibiliteten.

I dette trin - grundformen for det psykiske, sensibiliteten - uddifferentieres stadig nye former for livsprocesser, men virksomhedens signalformidlethed forbliver indenfor fastlagthedens ramme. Det drejer sig her om de simple orienteringsfunktioner for rettet bevægelse i forhold til specifikke omverdensforhold på den ene side, og på den anden side de hermed forbundne simple emotionelle former, hvor organismen orienterer sig ud fra aktuelt givne indre ”spændingstilstande”. Dette sættes på begreb med, at organismen orienterer sig i forhold til betydningsstrukturer i relation til deres behovsstrukturer - et forhold der i sin udvikling fører til, at kommunikation med andre organismer vinder stadig større betydning, hvilket fører til opståelsen af en socialstruktur som formidlingsniveau mellem enkeltorganismen og populationen[14].

Trin 2: Det psykiske som artsspecifik lære- og udviklingsevne.

Det andet trin angår at det psykiske antager kvaliteten af artsspecifik lære- og udviklingsevne, samt de uddifferentieringer, der inden for denne modificerbarhed af den psykiske kvalitet, kan fremvises. Med denne artsspecifikke lære- og udviklingsevne kan organismen gennem ontogenesen forandre sin aktivitets funktionsgrundlag, hvilket svarer til at graden af læreevne selv er ”medfødt” - og det kommer til en individuering af de artsspecifikke betydnings- og behovsstrukturer på den ene side, og på den anden side til en udbygning af socialstrukturen, der kan varetage denne nu artsnødvendige individualisering gennem forskellige typer af understøttelsesvirksomhed[15].

Trin 3: Det psykiske som specifik menneskelig natur.

I dette tredje trin udvikles den artsspecifikke lære- og udviklingsevne videre til en specifik menneskelig natur i forbindelse med opståelsen og udviklingen af forformer for samfundsmæssigt arbejde (:først simple former for operering med midler, herefter social værktøjsfremstilling/brug). På dette trin virker evolutionslovene om mutation og selektion stadig, men disses virke ophæves som bestemmende i samme grad - og dette er Trin 4: Individuel samfundsmæssiggørelse - som den dyriske socialstruktur udvikles til en overgribende samfundsmæssig sammenhæng. Dette sker som en fraspaltning af det samfundsmæssigt-historiske fra den fylogenetiske udviklingssammenhæng qua videreudviklingen af den sociale værktøjsfremstilling og -brug til samfundsmæssigt arbejde, hvorved den individuelle eksistens nu sættes som totalsamfundsmæssigt formidlet, og dette sættes på begreb med individuel samfundsmæssiggørelse[16].   

For det videre omhandler det trin 3-4, selve antropogenesen, overgangen fra naturhistorie til samfundshistorie. Og de 5 trin er følgende:

Første analyseskridt:

Udviklingen af manipulationsevne med midler, og individualiseret socialkontakt i de tropiske regnskove. Det omhandler anvendelse af midler til fremskaffelse af føde, hvor indrettelsen/anvendelsen af disse i sin videre udvikling knytter sig til området af lærte socialforbund.

Andet analyseskridt:

Udviklingsmodsigelser i steppe-biotopen: tobenethed og aflastet brug af hænder; udviklingen af læreevnen. Der begynder her at kunne tales om behov for deltagelse/samarbejde med andre før en indsigt i, om og hvorvidt det tjener ens egne interesser. Og det kommer til et nyt funktionsniveau: lært almengjort forsorg, hvorved den enkeltes bidrag til den fremtidige sikring af livsopretholdelsen (gennem næringsfremskaffelse, beskyttelse mod fjender mv.) objektivt tjener hele forbundets overlevelsesinteresser. På dette funktionsniveau må den enkelte også tilstræbe undgåelse af egne livstrusler gennem sit bidrag til den kollektive sikring af behovstilfredsstillelse.

Tredje analyseskridt:

Mål-middel-omvending gennem social værktøjsfremstilling via dets inddragelse i funktionsdelte aktiviteter i den almengjorte forsorg. Her indledes den egentlige samfundsmæssiggørelse, idet det kommer til en funktionsveksel fra den individuelle middelfremstilling og -benyttelse til social fremstilling og social brug af værktøj. Til eksempel tilrettes en stok ikke længere til fremskaffelse af en bestemt givet frugt, men som middel til den almene mål frugtfremskaffelse, altså middelfremstilling også til senere brug. Funktionsvekslen er først tilendebragt, når midler til opnåelsen af generaliserede hensigter/mål træder frem som selvstændiggjorte i forhold til middelbenyttelsen som sekundært hjælpemiddel indenfor individuelle aktivitetssekvenser. Middelalmengørelse er social almengørelse, hvilket samtidig er målet for den kollektive forsorg til forringelse af faren for fremtidige trusler og mangeltilstande for societeten. Socialstrukturen overgår fra at være en funktionsdelt koordination til at blive funktionsdelt kooperation.

Fjerde analyseskridt:

Udviklingen af den sociale værktøjsbrug til samfundsmæssigt arbejde gennem dominansvekslen af fylogenesen til dominans af den samfundsmæssigt-historiske udvikling. I følge Holzkamp er vi her fremme ved tærsklen til samfundshistorien. Den funktionsvekslen, som er mellem middelbenyttelse og social værktøjsaktivitet, fører i den videre historiske udviklingsproces ikke kun til en dominansvekslen indenfor fylogenesen, men til et dominansomslag indenfor helhedsprocessen selv, hvor det samfundsmæssig-historiske træder frem som selvstændiggjort struktur på den ene side, og på den anden side til en psykisk kvalitet af individuel samfundsmæssiggørelse. Dette foregår ved at socialstrukturen - som det formidlende niveau mellem arten og den enkelte, og som her har genstandsmæssig beskaffenhed - selvstændiggør sig, og derved forvandler sig til en samfundsmæssig struktur. Hermed bliver det enkelte individs eksistens nu totalsamfundsmæssigt formidlet, hvorfor den menneskelige natur må kvalificere sig til et biologisk grundlag for evnen til samfundsmæssig organisering af livserhvervelsen, altså som individuel samfundsmæssiggørelse. Frem til dominansomslaget må det antages, at der er en ”mellemfase”, hvor der på den ene side er forformer for samfundsmæssig produktion/arbejde, men hvor evolutionslovene på den anden stadig virkede. Og disse forformer gav selektionsfordele og virkede dermed tilbage på det biologiske grundlag, der således gennem en kumulationsproces af genomisk information udviklede den menneskelige ”biologi” til en samfundsmæssig natur, hvorved mennesket bliver det eneste væsen, der kan - og må - opretholde livet gennem samfundsmæssig reproduktion.

Femte analyseskridt:

Dette omhandler den stadigt voksende aktive naturtilegnelse gennem genstandsmæssig indgribende forandring af almen formål for livsproduktionen. Det er en overgang fra skabelsen og anvendelsen af globale enhedsværktøj til fremstilling af et arsenal af relaterede specialiserede værktøjstyper (knive, skeer, mv.); det er en overgang fra værktøjsfremstilling ”per hand” til fremstilling af værktøj til værktøjsfremstilling; det er udvidelse af værktøjsfremstilling til værktøjsformidlet skabelse hhv. forandring af bredere livsomstændigheder som klæder, huse, veje; det er også overgangen til udnyttelse af naturlove, fx. anvendelsen af løftestangsprincippet; det er beherskelsen og udnyttelsen af ilden; og det er opfindelsen af deciderede jagtinstrumenter som bue og pil. Nu træder det samfundsmæssige frem som samfundsmæssig kooperation. Og for den endelige udtræden af fylogenesen har vi overgangen fra okkupationsdrift ((jagt og bærsamling) til produktionsdrift (kvæghold og agerbrug), hvorved det samfundsmæssige livsprincip om bestemmelse af livsmidler og -betingelser gennem almengjort kollektiv forsorg endelig kommer helt ”på begreb”. Naturen bliver nu en samfundsmæssig omverden, hvilket også markerer overgangen til dominansen af indre samfundsmæssige love, hvorved der træder en ny udviklingsretning af helhedsprocessen frem. Denne retning er - den tidligere beskrevne - ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse”.   


Skematisk skal vi gøre følgende regning:

SKEMA 5.1: FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending)

SKEMA 5.2: FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug).

SKEMA 5,3: SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed).

SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie)

Det centrale er, at det sidste - det femte analysetrin, hvor udviklingsretningen uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse - i sig selv medfører en omstrukturering af systemet, idet det omstrukturerer sig efter den nye funktion: funktionen bliver selv til organ for videre udvikling (jvf. metodetrin E). Dette giver sig også ud fra, at udviklingsretningen ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse” etablerer sig allerede som udviklingsretning ved den fuldt udviklede funktionsveksel mellem middelbenyttelse og social værktøjsbrug, altså når den sociale værktøjsfremstilling står ”på egne ben”. I forlængelse heraf er der tale om dominansomslag ved gennemsætningen af produktionsdrift -  overfor  okkupationsdriften: jagt og nomade - og dette er samtidig overgangen til det femte skridt, idet det nye helhedssystem omstrukturerer sig if. den dominante funktion, hvorved der træder en ny modsigelse/udviklingsretning frem som bestemmende. Nu vil det enkelte individ blive født ind i en struktur af samvirkende menneskelige kollektiver, af ”associerede producenter”. Dette er tegnet ind i skema 5,5: 

SKEMA 5,5: SAMFUNDSHISTORIE SOM SAMFUNDSFORMENS SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE. (:samfundsformens strukturelle selvudvikling; og samfundshistorie som almengjort arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere).

Af ovenstående fås som fundamental analyseenhed på samfundsmæssigt niveau ’den praktiske formidling mellem kollektivt arbejde og personlig virksomhed’, med strukturen produktion, konsumtion, distribution og udveksling på indholdssiden[17] : på det sociologiske niveau som samvirket mellem kollektiver/kollektivgrupper i retning af arbejdets almengørelse gennem personlig virksomhed; og på det individuelle, det psykologiske niveau, som virksomhedens almengørelse gennem kollektivt arbejde.

Kapitel 15.1.2 Samfundsformen. Indholdsbestemmelse af konceptet om selvsamfundsmæssiggørelse.

Vi overgår nu til en indholdsmæssig bestemmelse af samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelsestendens. Først til samfundspolen i individ-samfunds-forholdet, dernæst til individpolen i individ-samfunds-forholdet.

Samfundspolen i individ-samfund-forholdet.

Med dominansomslaget fra social værktøjsbrug til kooperativt samfundsmæssigt arbejde antager den dyriske socialstruktur en gennem genstandene produceret overgribende samfundsmæssig sammenhæng, der via kollektiv produktion af livsfornødenhederne reproducerer sin produktionsproces gennem foregribende omsorg. Dette system af samfundsmæssig kooperation med funktionen stadig stigende uafsluttet proces af samfundsmæssiggørelse er opstået som svar på ændringer i de jordhistoriske naturforhold - tilbagetrækning af de tropiske regnskove - samt den indre udvikling af okkupationsdrift til produktionsdrift. Hermed omstrukturerer systemet sig, og indre samfundsmæssige love træder frem som bestemmende. Denne omstrukturering er at se som den proces, hvor uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse strukturerer sig som selvsamfundsmæssiggørelse, der som en funktionel organisk helhed reproducerer sig gennem bemestring af naturlove gennem bestemmelse af egne producerede samfundsmæssige love. Og hermed overgår den ”gamle” funktion til funktionen af samfundsmæssig subjektivitet.

Problemet er nu at fremvise de realhistoriske dimensioner, som denne ny funktion - som dialektisk spring - virkeliggør sig i kraft af. Disse er på den ene side ’produktionen’, og på den anden side ’kooperationen’ herom.

Produktionen er med overgangen fra middelbenyttelse til social værktøjsbrug ikke længere blot simpel fravristelse af livsfornødenheder fra naturen. Det er omformende bearbejdning og tilegnelse af livsfornødenheder, af viden om naturen og om sig selv, gennem genstandsmæssig virksomhed, altså gennem menneskeligt arbejde. Der indgår tre momenter i menneskeligt arbejde: for det første den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv, for det andet arbejdsgenstanden. som det virksomheden retter sig imod, og for det tredje arbejdsmidlerne, som det arbejdsgenstanden bearbejdes med[18].

Men arbejde er også forbrug, idet det er konsum af menneskelige kræfter og af produktionsmidler, der ”forbruges og opslides og til dels .. atter opløses i grundbestanddele”[19]. Men denne konsum er samtidig også produktion, idet mennesket producerer sig selv gennem arbejdet. Hermed adskiller menneskene sig fra dyrene ved, at det selv adskiller sig fra dem ved at producere sine livsfornødenheder. Og igennem denne bevægelse - denne ”generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskelig eksistens”[20] - indvirker mennesket på naturen, ændrer og omformer den. Og ændrer og omformer dermed ”sin egen natur”[21].

Kooperationen - som det andet moment - overgår ved den sociale værktøjsbrugs udvikling til ikke længere blot at være simpel samvirke og koordinering af handlinger, men til et ud fra det fælles stofskifte med naturen overgribende virksomhedssystem, hvor igennem flere produktionsprocesser koordineres, og hvor igennem resultaterne af de enkelte arbejdsprocesser vender tilbage til de enkelte medlemmer.

De hermed fremkomne momenter af distribution og udveksling er selv dele af produktionen, og umiddelbart indbundet heri. Målforestillingerne og målsætninger med den ”produktive kooperation” opstår overvejende ad hoc, og ud fra de givne naturforholds forandringer.

Disse to realhistoriske dimensioner - produktion og kooperation - står frem til tærsklen af produktionsdrift endnu i et umiddelbart forhold til hinanden, men med produktionsdriftens gennemsætning over for okkupationsdriften træder de ”produktive kooperationsformers” målforestillinger og målsætninger om foregribende eksistenssikring frem som overgribende kollektive målbestemmelser. Der etableres en samfundsmæssig syntese af betydningsstrukturer med et bevægeligt forhold mellem kortsigtede og langsigtede reproduktionsforestillinger om mulige og nødvendige eksistensbetingelser. De fire momenter - produktion, konsumtion, distribution og udveksling - bliver nu

”alle led i en totalitet, forskelle inden for en enhed. Produktionen hersker både over sig selv i sin modsætningsfyldte bestemmelse og over de øvrige momenter. Med produktionen begynder processen om igen. At udveksling og konsumtion ikke kan være de herskende siger sig selv. Det samme gælder distributionen som distribution af produkter. Men som distribution af produktionsagenter er den selv et moment i produktionen. En bestemt produktion bestemmer altså en bestemt konsumtion, distribution, udveksling, og disse forskellige momenters relation til hinanden. (Men) ganske vist bliver produktionen i sin ensidige form selv bestemt af de øvrige momenter. .. Der finder en vekselvirkning mellem de forskellige momenter sted. Dette er tilfældet med enhver organisk helhed”[22].

Nu er arbejde/produktion ikke længere noget, der tages ”initiativ til”, men den nu etablerede samfundsmæssige kooperation, som produktionens egen reproduktionsproces, stiller selv mål og krav op - i form af muligheder og nødvendigheder - til samfundsenhedens medlemmer. Og omvendt. Mål er ikke længere noget, der skabes ad hoc. Den samfundsmæssige kooperation er nok forvalter af overgribende mål forestillinger, men dens eget virke stiller selv nye mål og krav op, som må gribes af de enkelte på en eller anden måde og i en eller anden grad gennem den subjektive bestemmelse af deres objektive virke.

De forskellige momenter af produktion, konsumtion, distribution og udveksling træder nu i et middelbart forhold til hinanden, idet de må reflekteres gennem og som en overgribende plan for langsigtet samfundsmæssig reproduktion, men de forbliver dog alle samtidig momenter i selve produktionsprocessen. For eksempel er distribution og udveksling ud over at være distribution og udveksling af arbejdsprodukter (:brugsværdier) også distribution og udveksling af arbejdsredskaber og af samfundsmedlemmer på de forskellige produktionsarter.

Det må derfor komme til udviklingen af en overbygning, hvor igennem individerne i fællesskab regulerer den samfundsmæssige kooperationsproces - en regulering, der nødvendigvis må være foregribende i perspektivet de kortsigtede overlevelsesinteressers ophævelse i de langsigtede, idet produktionen selv medfører udviklingen af nye betingelser for produktion, hvilket kan kaldes produktionens basis. Denne differentiering mellem basis og overbygning kan ikke primært ses som en differentiering mellem det materielle og det ”ideelle/bevidsthedsmæssige”, men må forstås som en struktur, der binder de enkelte delarbejdsprocesser sammen og regulerer deres virke i forhold til hinanden. Overbygningen kan derfor ses som varetagende selve udvekslingsprocessens generelle dimensioner om almengjort arbejde.

Den hermed fremkomne subjektive bestemmelse af den samfundsmæssige kooperation er dermed et moment ved den samfundsmæssige kooperations egenudvikling. Og den samfundsmæssige subjektivitet kan nu differentieres i enheden mellem den subjektive bestemmelse og den objektive bestemthed, der med Holzkamp’s (tidlige) ord kan begrundes således:

”Menneskene er ..  på den ene side i kraft af deres praksis ophav til den aktive skabelse og bevidste kontrol af deres tilværelsesomstændigheder, dvs. subjekter for deres samfundsmæssige livsprocesser. Men på den anden side er de pga. de naturlige og samfundsmæssige nødvendigheder, som deres eksistensopretholdelse, altså deres materielle produktion er underlagt, i deres virksomhed og i deres bevidsthed bestemt af deres objektive livsbetingelser, altså også af de samfundsmæssige forhold, som de selv skaber og forandrer”[23].

Holzkamp’s bestemmelse af samfundspolen i ”Grundlegung der Psychologie” er i forhold hertil at se som faldende under et tidligere opnået materialistisk standpunkt, om end idealismen også i ovenstående stikker hovedet frem, idet subjektiviteten primært knyttes til opnåelsen af et bestemt erkendelsesniveau, for eksempel den

”bevidste forandring” og ”erkendelsen af, at man alle rammes af den samfundsmæssige virkelighedsforandrings objektive nødvendigheder”[24].

I forholdet mellem den subjektive bestemmelse og den objektive bestemthed må vi endvidere se den subjektive bestemmelse som den aktive side i forholdet, idet den samfundsmæssige kooperation kun kan opretholdes gennem indgreb i de lovmæssigheder, den virker igennem.

I forholdet til de objektive betingelser er denne subjekt-agtighed i den samfundsmæssige subjektivitet selv bestemt af disse objektive betingelser, og vi må derfor tale om en bestemt grad af subjektagtighed, hvad vi skal sammenfatte i begrebet om kollektiv bestemmelse. I den kollektive bestemmelse udtrykkes derfor graden og arten af den bevidste rådighed over den givne samfundsmæssige kooperation.

Når produktionen - det kollektive arbejde - er det bestemmende, så kan vi endvidere sige, at den kollektive bestemmelse udvikles i samme grad som arbejdsprocessen lader sig almengøre gennem kollektiv bestemmelse af det almengørelsesduelige. Samfundsmæssig udvikling er dermed identisk med almengjort arbejde gennem arbejdet selv. Arbejdsprocessens selvbestemmelse er derfor det almene perspektiv i den samfundsmæssige form for menneskelig eksistensopretholdelse. Menneskene kan altså kun opretholde og udvikle deres liv gennem stadig udvikling og styrkelse af den bevidste råderet over den til enhver tid givne samfundsmæssige kooperationsproces, en opgave der går gennem menneskenes praktiske virke.

Individpolen i individ-samfunds-forholdet.

Frem til dominansomslaget af samfundsmæssig natur til individuel samfundsmæssiggørelse kan individet kun reproducere sin eksistens via deltagelse i den genstandsmæssige virksomhed gennem den stadigt mere snævre forbindelse mellem individuel reproduktion og kollektiv forsorg. Det selektionstryk, der er fremtrædende frem til produktionsdriftens gennemsætning, eliminerer på den ene side muligheden for eksistensopretholdelse gennem middelanvendelse, og trækker på den anden side det menneskelige funktionsgrundlag med sig til kvaliteten af individuelle udviklingspotenser til selvsamfundsmæssiggørelse.

Frem hertil er denne udvikling af den individuelle samfundsmæssige natur blevet set som udviklingen af individets handleevne, der i sit indholdsmæssige aspekt indbefatter et specifikt menneskeligt ”behovsgrundlag”, hvor den individuelle kontrol over de samfundsmæssige livsbetingelser gennem deltagelse i den samfundsmæssige produktion fremstår som en begrundet subjektiv nødvendighed. Behovstilfredsstillelse er nu alene mulig, når individet på foregribende måde bestemmer over egne livsbetingelser. Til dette indholdsmæssige aspekt kommer også handleevnens funktionelle aspekt, som de specifikt menneskelige former for erkendelse/emotionalitet/motivation, igennem hvilke individet gennem dets bevidste forhold til sig selv og dets omverden vinder kontrol over sine livsbetingelser[25].

Det er håbløst at afgrænse dette kontrolaspekt ved den individuelle handleevne til alligevel ikke at være et ”behov for kontrol”[26], eller en stillen sig tilfreds med kun at kunne bestemme den blotte formning af handleevnen som en reproduktionsform, så er vores problem, hvad funktionen af uafsluttet proces af stadig stigende handleevne frembringer af ny funktion gennem dens omstrukturering af den individuelle samfundsmæssiggørelse til systemet af individuel selvsamfundsmæssiggørelse. Her skal vi indføre funktionen af individuel subjektivitet. Og spørgsmålet er nu, hvad de realhistoriske dimensioner er, som denne nye funktion fuldbyrder sig i kraft af.

Disse dimensioner er på den ene side adskillelsen mellem handling og behov, og på den anden side udviklingen af enkeltståenheden, hvor den dermed forbundne emotionelle helhedsvurdering ikke længere er umiddelbart givet. Begge har deres udspring i udviklingen af ”mulighedsforholdet”, der også sætter den erkendelsesdistance, der muliggør udviklingen af bevidsthed.

Begge dimensioner stilles nu som opgaver, som individet må forholde sig til - for kun herigennem, ved at behovet så at sige knyttes til en samfundsmæssig betydning/betydningsstruktur i relation til de individuelle erfaringer, som individet allerede har med forskellige typer af behovsbefrielse, kan individet opnå kontrol over dets eksistensbetingelser, og dermed opnå behovstilfredsstillelse på ”menneskelig” måde. Med den fulde gennemsætning af det samfundsmæssige, og den hermed satte totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens, sker der en endelig adskillelse mellem samfundsmæssige mål, og den subjektive opfattelse/overtagelse/realisering af dem, hvorfor individet nu tvinges til at kunne forholde sig overgribende til sin egen forholden sig til dets eksistensbetingelser. Og en kvalitativ ny psykisk struktur må udvikle sig, hvad vi med Leontjev vil kalde personligheden. Endvidere skal vi med Leontjev se de rækker af handlinger, der er rettet mod realisering af bestemte foregrebne mål, som virksomheder, hvormed personligheden kan ses som en specifik virksomhedsstruktur.

Det må i en vis forstand ses som en gåde, at Holzkamp ikke selv går denne vej, idet han for det første i forvejen bygger på Leontjev, og for det andet selv flere steder lægger op til dette niveau – blandt andet gennem konstateringen af (i et opgør med handlestrukturteorierne) at individuelle handlinger kun kan forstås i deres overordnede handlingssammenhænge og altså på et menneskeligt niveau ikke med udgangspunkt i det enkelte individ. Men en sådan konstatering forpligter også den anden vej, idet individet selv må kunne ”forstå” og også have muligheden for at realisere sådanne samfundsmæssige kooperationsformer individuelt-menneskeligt gennem dets psykiske funktionspotentialer.

I en anden forstand må fraværet af dette niveau - det egentligt almene subjektplan ved den menneskelige eksistens, der bunder i særlige problematiske træk ved Holzkamp’s oparbejdning af den individuelle samfundsmæssiggørelse - også ses ud fra de meget komplekse teoretiske og metodiske problemstillinger, der er på tale ved selve overgangen til samfundshistorie. Disse kan langt fra endnu kan siges at have fundet stringente løsninger[27]. Jf. dog Ole Dreier, der på basis af især Leontjev og hidtidig Kritisk Psykologisk teoridannelse når videre end Holzkamp i ”Grundlegung der Psychologie”, men som stadig reproducerer en ubegrebet modstilling/overforstilling mellem personligheden som en almen-historisk dannelse og personligheden som en kun konkret individuel (ontogenetisk) realisering[28]. Dette fremtræder også gennem den store vægt, som formallogiske betragtninger får hos Dreier over for bestemmelsen af kategoriale udviklingshistoriske forhold[29].

Til trods for problemets væsentlighed skal vi i det følgende nøjes med at gøre os nogle almene antagelser om dette særlige subjektplan for den individuelle selvsamfundsmæssiggørelse, og vi skal her trække implicit på Dreier.

Mennesket må - som tidligere bestemt - kunne forholde sig overgribende både til dets objektive omverdensbetingelser og dets subjektive forudsætninger. Begge ”poler” er at se som samfundsmæssiggjorte ”natur”-betingelser og forudsætninger, hvorfor mennesket kun kan blive subjekt i dette ords almene betydning i det omfang det bliver subjekt for sine samfundsmæssige relationer:

”Mennesket må og kan gribe ind i sine objektive betingelser Det må og kan forandre og producere sine egne livsbetingelser, tilpasse dem til sig. .(..). Det udgør særkendet ved den funktionelle relation mellem menneske og omverden, ved den menneskelige virksomhed. Gennem sine indgreb og forandringen af verden må og kan det ikke blot forandre sine ydre betingelser og virkemidler, men må og kan også forandre sine subjektive forudsætninger og virkemidler. Ellers vil det ikke kunne opretholde sit liv og udfolde og udvikle sig i den foranderlige verden, endsige skabe forandring”[30] .

Mennesket må derfor kunne varetage selvudvikling som det udviklende og bevægelige forhold mellem objektive og subjektive nødvendigheder og muligheder gennem dets samfundsmæssige virksomhed. Virksomhed kan ses som totaliteten af processerne mellem menneske og verden, altså som enheden af formidlingen mellem objektive betingelser og subjektive forudsætninger, hvorved Holzkamps begreb om handlinger kan ses som en underkategori i virksomhedskategorien. Mennesket er derfor ikke blot virksomhed, men det må forholde sig

”subjekt-agtigt regulerende til sine enkelte virksomheder og deres indbyrdes forhold”[31].

Dette betyder, at den menneskelige virksomhed må kunne kvalificere sig selv til at kunne varetage ”højere, overgribende subjektfunktioner i virksomheden”. Dette indre moment, der kan og må udvikle sig gennem virksomheden, skal vi betegne med personligheden. Den personlige subjektivitet har derfor to sider: subjekt i forhold til verden, de objektive betingelser, og subjekt for sine psykiske funktioner, de subjektive forudsætninger. Den menneskelige subjektivitet udvikles derfor i samme grad, som personligheden udvikles som selvbestemmende virksomhedsstruktur - en proces, hvor tidligere forudsætninger og betingelser transformeres til midler for subjektets egenudvikling og bliver til funktionelle organer for videreudvikling. Personlighedsdannelsen kan derfor ses som

”eminent varetager, dvs. subjekt for udviklingsprocessen”[32].

Det enkelte individ er derfor ikke blot et enkeltstående eksemplar af arten menneske med individuelle evner og egenskaber, men det er et personliggjort subjekt med særlige personlige egenskaber og evner, der er udviklet gennem dets samlede virksomhedsformer.

Det enkelte individ er derfor ikke blot et enkeltstående eksemplar af arten menneske med individuelle evner og egenskaber, men det er et personliggjort subjekt med særlige personlige egenskaber og evner, der er udviklet gennem dets samlede virksomhedsformer. Subjektplanet - der så at sige er givet på forhånd qua livsprocessens bestemmelse af psykisk - forbliver det overordnede bestemmelsesmoment også over for personligheden, idet personlighedsdannelsen og -udviklingen er en virksom dannelse og udvikling her indenfor, dvs. indenfor subjektets virksomhed. I forhold hertil udfylder de enkelte psykiske funktionspotentialer (sansning, perception, behov, emotion, motivation) og de enkelte udviklede psykiske evner og egenskaber bestemte

konkrete funktioner i bestemte konkrete virksomheder, og deres indbyrdes forbindelser betinges af subjektets konkrete virksomheds art. De kan derfor ikke studeres i sig selv, så at sige ”uvirksomt”, men kun som led i subjektets samlede konkrete virksomhed, som dens konkrete indre forudsætninger og virkemidler”[33].

Dette gælder også personligheden som en særlig subjektiv dannelse, idet udviklingen af virksomhederne ikke blot reguleres

”gennem en personlighedsmæssig vurdering af de enkelte virksomheders betydning og perspektiver og af muligheder for at realisere udvikling. Den reguleres også af mere generelle opståede overordnede personlighedsegenskaber i forhold til den opgave at udvikle enkelte virksomheder: parathed til at påtage sig anstrengelser og risici, målsætninger og -rettethed, ensidig vs. alsidig udvikling, vurdering af den individuelle og fælles samfundsmæssige betydning af udvikling. Disse personlighedsegenskaber kan siges at reflektere personlighedens mere generelle forhold til at varetage udviklingsopgaver”[34].

Disse personlighedsmæssige egenskaber, evner og forholdemåder/regulationsmåder er selv at se som udviklet og udviklende gennem virksomheden. Dette betyder at personlighedsdannelsen og -udviklingen må ses som en særlig strukturel dannelse heri, hvor både dens specifikke struktur og indhold er bestemt ud fra subjektets konkrete virksomhedsformer. Personligheden er altså afhængig af forandringerne i de samfundsmæssige forhold. Den er med Leontjevs ord et procesplan i subjektet, der er

”foranderlig som selve dets liv, men bevarer samtidig dets bestandighed, dets identitet med sig selv”[35].

Her indenfor lader der sig uddifferentiere en specifik produceret kerne: jeg-et. Denne er ikke udtryk for nogen oprindelig kerne i personen, men skabt på grundlag af de objektive forbindelser mellem virksomhederne:

”et resultat af personlighedens centrering af bestemte virksomheder med tilhørende motiver, evner og personlighedsegenskaber, af dens prioriterede koordinationer og måder at forbinde virksomheder på. De ”knuder” af virksomheder med tilhørende motiver og evner, der hermed etableres, skaber en dimension gående fra kerne til periferi”[36].

Alle disse producerede strukturer i den menneskelige virksomhed kan ses som hierarkisk opbyggede strukturer, der alment indeholder tre planer. Øverst befinder de enkelte virksomheder sig, der er defineret ved de bestemte genstande, som de er rettet imod, og de dertil hørende motiver. Her under befinder der sig på det andet plan de enkelte handlinger, der er rettet mod bestemte mål, eventuelt delmål, hvis handlingerne er sat sammen gennem handlekæder. De enkelte handlinger kan ikke siges at eksistere som virksomheder, da virksomheden omvendt kun eksisterer i

”form af en handling eller en række af handlinger, hvis mål tilsammen realiserer virksomhedens motiv. Samtidig kan een og samme handling indgå i realiseringen af forskellige virksomheder med forskellige motiver, ja være led i realiseringen af flere virksomheder samtidig, ligesom et og samme motiv og virksomhed kan konkretiseres i forskellige mål med tilhørende handlinger”[37].

Hertil kommer det tredje plan - operationsplanet - der er tilpasset handlebetingelserne, såvel de objektive og de subjektive. Operationerne indgår som mekanismer i realiseringen af bestemte handlinger, altså som teknikker, der er automatiserede.

Om forholdet mellem de enkelte planer må det gælde, at der kan forekomme bevægelser op og ned, hvor

”tidligere handlinger udvikler sig til selvstændige motiver og dermed bliver til virksomheder, eller omvendt automatiseres og bliver til operationer osv. Der kan dermed forekomme forskydninger i mål- og motivhierarkier, ligesom der kan udvikle sig nye mål, motiver og redskaber og gamle kan skifte betydning, eller falde bort”[38].

Et centralt aspekt ved denne menneskelige virksomhedsstruktur er, at den sanselige erkendelse af fænomener kan fremtræde for subjektet med kvaliteten bevidsthed, hvorved virksomheden kan blive til bevidst væren, hvilket også omvendt er en forudsætning for realiseringen af den specifikke menneskelige virksomhed: det samfundsmæssige arbejde. Hertil kommer også selvbevidstheden som en funktionel nødvendighed, idet det menneskelige subjekt kun kan varetage sit liv gennem den samfundsmæssige kooperation ved at varetage sit eget standpunkt og perspektiv gennem en refleksion og regulation af dets egne virksomhedsformer. Selvbevidstheden kan derfor ses som

”refleksionen af de subjektive evner for den personlige virksomhed”[39], altså ikke ”en ånds refleksion af sig selv, men personlighedens bliven sig sine centrale subjektive egenskaber og måder at regulere sin samlede virksomhed på bevidst”[40].

Både bevidstheden og selvbevidstheden er derfor ikke grundlag for personlighedsudviklingen, men midler herfor, der formidler og sammenfatter processen; de ”bærer” så at sige særlige funktioner heri. Derfor kan virksomheden siges at have en

”yderside og inderside. Den er ikke noget rent ydre = adfærd, modsat en bevidsthed om noget rent indre. Virksomheden forbinder ydre og indre, objekt og subjekt”[41],

en forbindelse, der altså både besidder såvel praktiske-materielle som ideelle planer, med de praktiske planer som basis ”for udviklingen af de ideelle, de ydre virkemidler (redskaber med producerede genstandsbetydninger, sprog, logik osv.) for udviklingen af de indre virkemidler” - en udviklingsbevægelse, der finder sted gennem de konkrete virksomhedsformer. Med bevidstheden og selvbevidstheden kan personligheden komme til klarhed over egne motiver, altså over virksomhedens motiver, hvilket er at se som

”personlighedens bevidstgørelse af disse til målmotiver, gennem mål-sætning, og disses hierarkisering som den subjektive side af virksomhedsstrukturens hierarkisering”[42].

Fra et bestemt niveau i personlighedsudviklingen, både antropologisk/fylogenetisk og ontogenetisk, personligheden endvidere blive sig sine

”centrale subjektive egenskaber og måder at regulere sin samlede virksomhed ... bevidst”[43].

Den må mao. kunne forholde sig bevidst til den personlige mening, som den subjektive realisering af den objektive betydning i og gennem dens praktiske virksomhedsformer. Det er nu muligt at sammenfatte et koncept om den individuelle selvsamfundsmæssiggørelse - og vi forlader nu også Dreier og Leontjev som implicit reference.

Alle ovenstående bestemmelser omkring den individuelle eksistens’ total samfundsmæssige formidling er at se som samfundsmæssiggjorte strukturer i virksomheden. Det er strukturer, der formidler, udvikler og bygger den menneskelige subjektivitet op som personlig subjektivitet. Disse strukturer er på den ene side ikke oprindelige strukturer i virksomheden. De eksisterer kun som samfundsmæssiggjort potentialitet, dvs. som specifik menneskelig subjekt-agtighed. På den anden side er denne subjekt-agtighed at se som en funktion af den specifikt menneskelige virksomhed, der både nødvendiggør og muliggør virksomhedens samfundsmæssige formidling - en formidling der endvidere må antage karakter en af bevidst virksomhedsbemestring som subjektiv bestemmelse.

Ovenstående modsigelse er ikke en formallogisk modsigelse. Tvært imod er det et antropologisk-historisk produceret udviklingsforhold, der tager sin begyndelse med sub-hominiders enkeltståenhed som potentielt samfundsmæssigt individ - en enkeltståenhed, der i kraft af og gennem den sociale værktøjsbrugs udvikling, videreudvikling og selvstændiggørelse som samfundsmæssig kooperation, ophæves som personlig subjektivitet, altså som nødvendig og mulig selvsamfundsmæssiggørelse. Det menneskelige individ er hermed så at sige predæstineret til at skulle enkeltgøre sig som jeg, som intentionalitet, som personlighed, som individuelt subjekt i strukturen af samfundsmæssig kooperation. Dette rejser spørgsmålet om en almen struktur, der kan være sin egen funktion i perspektivet selvsamfundsmæssiggørelse, hvor bevidstheden er et væsentligt bestemmelsesmoment i den subjektive bestemmelse (der er et alment moment ved psykisk virksomhed) af den objektive bestemthed i selvbevægelsen mellem subjekt og objekt. En sådan struktur er arbejdets struktur.

Det psykiske, som virksomhedens signalforbundethed, orienterer sig derfor ved den menneskelige virksomhed efter arbejdets struktur; og den individuelle subjektivitet udvikles i samme grad som den subjektive bestemmelse af virksomheden bliver et bestemmelsesmoment ved virksomheden selv. Vi kan derfor også på et individuelt niveau tale om den individuelle subjektivitet som en enhed mellem subjektiv bestemmelse og objektiv bestemthed, hvor den subjektive bestemmelse dog først bliver den aktive pol i samme grad som personligheden udvikles og videreudvikles. Men selv om den subjektive bestemmelse således bliver et moment ved den individuelle subjektivitets egen udvikling, så er den dog stadig selv bestemt af de objektive betingelser, hvorfor vi må tale om en bestemt grad af subjekt-agtighed ved den individuelle subjektivitet, som vi skal sammenfatte i begrebet om den personlige bestemmelse. Virksomhedens selvbestemmelse som personlig arbejdsproces er derfor det almene perspektiv i den individuelle subjektivitet.

Den specifikke menneskelige virksomhed har således arbejdets struktur, og den løser sin samfundsmæssige opgave om selvbestemmelse gennem arbejdet ved at gøre sig til ”herre over” sine samfundsmæssige relationer som personligt subjekt, hvorved det bliver til ”herre over” sig selv, altså over sine egne psykiske funktioner. Hermed må det menneskelige behovssystem undergå en udvikling, idet selvbestemmelsen løsner behovsbefrielsen fra enhver a priori givet behovsbefrielsesmåde. Den emotionelt begrundede subjektive nødvendighed af behovsbefrielse gennem bevidst kontrol over de samfundsmæssige og individuelle livsbetingelser må blive et bestemmelsesmoment ved subjektet selv, hvad vi skal sætte på begreb med værensfylde som den specifikke kvalitet af behovsbefrielse, -udvikling og -bestemmelse gennem deltagelse i den samfundsmæssige kooperation[44].

Med opnåelsen af dette udviklingsniveau af personlig værensfylde, som det for subjektet selv specifikke bestemmelsesmoment ved subjektets virke eller personlighedens virksomhed, må også motivationsaspektet som funktionelt aspekt ved handleevnen - der ved dominansvekslen mellem samfundsmæssig natur og individuel samfundsmæssiggørelse uddifferentierede sig i motivation/vilje - undergå en udvikling: evnen til under ”tryk fra omgivelserne” til at reagere med vilje som et ”uselvstændigt, men også fraspaltet psykisk funktionsaspekt” til at handle i forhold til perspektivisk livssikring, når de eksisterende livsbetingelser ikke er tilstrækkelige eller ikke umiddelbart lader sig gøre tilstrækkelige gennem motiverede handlinger, må blive et integreret moment ved selve den menneskelige tilpasningsevne, da livsbetingelserne på det samfundsmæssigt-menneskelige udviklingsniveau som sådan ikke blot altid er utilstrækkelige og ej heller umiddelbart lader sig gøre tilstrækkelige; de er tvært imod udviklelige som et bestemt forhold mellem nødvendigheder og muligheder, hvor det umiddelbare forhold mellem tilstrækkelig og utilstrækkelig kun er et uspecifikt bestemmende moment ved den almene bevægelse, hvorfor motivation knytter sig til muligheden for at være et bestemmende moment i det udvikleliges udviklingsbevægelse, både samfundsmæssigt og i forhold til egenudviklingen heri. Heraf følger også, at motivation er knyttet til realisering af enheden mellem problemudvikling, -formulering og -løsning[45]. I denne bevægelse, hvor motivationsdimensionen udvikler ovenstående kvalitativt nye egenart, giver det ikke længere mening på et samfundsmæssigt niveau at tale om menneskelig ”tilpasnings”-evne; mennesket passer nu betingelserne til til sig - og den terminologiske konsekvens heraf skal vi trække ved at tale om menneskelig udviklingsevne over for dyrisk tilpasningsevne. At det er en terminologisk dimension kommer fra, at udvikling overhovedet er et moment ved livsprocesser som sådan[46] ; et moment, der dog først med det samfundsmæssigt menneskelige kommer ”helt på begreb” som subjektivt bestemmelsesmoment.

Individet forbliver selvfølgelig - i denne udviklingsbevægelse til menneske - en biologisk-fysiologisk organisme, men dette eksistensniveau overgår i dets vekselvirkning med det psykiske på det menneskelige niveau til uspecifikt grundlag for specifik menneskelig værensfylde. Selvforståeligt er her, at den menneskelige virksomhed er relateret til det anatomisk-fysiologiske grundlag i betydningen funktionelle (hjerne-)organer som relativt vedvarende reflektoriske systemer - modsat betydningen af morfologisk lokalisationslære[47].

Forholdet mellem individ og samfund - en slags opsummering; og dets perspektiviske reproduktionslogik.

Med niveau et af samfundsmæssig og individuel reproduktion taber konceptet om ”muligheds-forhold” sin bestemmende funktion. Et historisk udviklet og selvudviklende forhold mellem muligheder og nødvendigheder træder frem på den ene side og bemestres på den anden side gennem bevidst formidlede indgreb. Subjektiviteten er blevet et overgribende bestemmelsesmoment ved objektivitetens eget virke, altså et moment ved subjektets objektive betingelser. Samfundsmæssig og individuel subjektivitet træder frem på den historiske scene som selvsamfundsmæssiggørelse. Skematisk således:

Strukturen heri er arbejdet som kooperativ produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse; og igennem denne proces, der skal sammenfattes i begrebet arbejdsvirksomhed reproduceres det samfundsmæssige og individuelle liv, samtidig med at der fremstilles/udvikles nye interesser, behov, midler og genstande. Som struktur er arbejdsvirksomheden sin egen funktion, hvilket også har sin pendant i Marx’ definition af arbejdet, hvor bestemmelsen af det første moment –

”den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv”  -

er refleksiv ved at vise hen til sig selv. Det er derfor ingen tautologi, når samfundshistorien bestemmes som almengjort arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere.

Udviklingslogisk kan genstanden for arbejdsvirksomhed skematiseres som følger (jf. kapitel 9):


Denne tetraede, der at finde hos Marx det allermest centrale sted, hvor arbejdet bestemmes[48], skal det her postuleres er den tilgrundliggende struktur for samfundsmæssig-menneskelig udvikling og for den bevidst formidlede skaben historie, og dette både i sociologisk og i personlighedsmæssig forstand. Det, som vi med tetraeden kan lægge bag os, er bevidsthedsfilosofiens manglende begreb om realhistorisk udvikling, idet binaritetstænkning kun tillader bestemmelse af spændingsophobning, spændingsudligning, ophobning på ny mv. Det er altså denne (udviklings)model, der lades bag os:

 

Ovenstående skal ikke forstås derhen, at alle samfundsmæssige fænomener/forhold fra begyndelsen af - altså i samme grad som de kommer til syne samfundsmæssigt - allerede har arbejdsvirksomhedens struktur. Tværtimod. Kun den overordnede sammenhæng er struktureret som arbejde samfundsmæssigt set og virksomhed personligt set. Om et bestemt fænomen udvikles til arbejdsvirksomhed afhænger derfor af, om det har, kan få eller får en livspraktisk betydning, og om der er midler eller om der kan udvikles midler til at bringe det ind under den bevidste (kollektive som personlige) bestemmelse, således at det virker i de involveredes kortsigtede som langsigtede interesser.

Men selv om det samfundsmæssige således må anskues som almengjort arbejde, der almengøres gennem de virksomme individers stadige bestemmelse heraf, og med almengørelse af de individuelle virksomheder til følge - og omvendt - så følger imidlertid ikke, at enhver almengørelse også er en samfundsmæssig almengørelse; det er den kun i den udstrækning, at almengørelsen indeholder arbejdets struktur som selvbestemmende virksomhed. Dette er ikke en automatisk proces. Det er tværtimod netop den opgave, der må løses på samfundsmæssig almengjort måde. Heraf også konceptet om almengørelsesduelighed, som det menneskelige individ a priori er motiveret til at overtage, og hvis virkeliggørelse er bestemmende for samfundshistoriske fremskridt respektiv stagnation mv. - en virkeliggørelse, der afhænger af de konkrete subjektive og objektive forudsætninger og betingelser af samfundsmæssig og naturmæssig art.

Heraf følger også det omvendte forhold mellem almengjort arbejde og dets almengørelse, at det samfundsmæssige er struktureret som arbejde uden allerede at være det på almengjort måde. Samfundshistorien kan derfor siges at have den almene modsigelse at være almengjort arbejde i formen dets almengørelsesproces. Alment arbejde og den bevidst formidlede bemestring af dets almengørelse som bestemmende karakteristika ved samfundshistorien - hvad er dette andet end videnskabeliggjort aktivitet i den af os intenderede målforestilling om undgåelse af empirisme og teoreticisme[49] ? Intet andet. Videnskabelighed er derfor at se som genstandsimmanent proces af funktionel genspejling - en proces, der opstår som immanent moment ved den almene arbejdsvirksomheds opståen. Almengørelsesdueligt arbejde og videnskabelig virksomhed er derfor identiske forhold i deres retningsbestemmelse.

Med ovenstående samfundshistoriske udviklingssammenhæng taber konceptet om ”mulighedsforhold” ikke blot sin bestemmende rolle, men det må tillige ophæves i en ny kvalitet, da individet ikke går op i samfundet eller samfundet i de enkelte individer, og ej heller sættes ydre i forhold til hinanden. Individ og samfund er både væsensforskellige (:psykisk virksomhed over for genstandsmæssigt arbejde) og væsensforbundne (:opstår som to sider af samme sag: samfundshistorien). Denne dobbelthed kommer på realhistorisk begreb i samme grad, som ”muligheds-forholdet” overlejres af den nødvendige totalsamfundsmæssige formidling mellem samfundsmæssigt arbejde og individuel virksomhed i mediet arbejdsvirksomhedens almengørelsesproces. Dette medium af genstandsmæssig-menneskelig virksomhed er slet og ret praksis. Men da der ikke findes praksis slet og ret, men kun praksis under forefundne betingelser - altså konkret arbejdsvirksomhed - reproduceres forholdet mellem individ og samfund gennem praksisformer, som hermed også kommer på begreb. Forholdet mellem individ og samfund er derfor slet og ret et praktisk formidlingsforhold.

Med ovenstående har vi også draget terminologisk ”omsorg” for det tidligere forhold, at arbejdsvirksomhed indenfor den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces for det første ikke nødvendigvis er en samfundsmæssig almengørelse; for det andet at arbejdsvirksomheden ligger under for en almengørelsesproces, der som sådan altid er uafsluttet; og for det tredje, at arbejdsvirksomheden ikke nødvendigvis umiddelbart lader sig samfundsmæssigt almengøre.

Med praksis som formidlingen mellem individ og samfund, og praksisformer som den konkrete formidlingsproces mellem kollektiv og personbestemmelse, har vi den søgte formidlingsdimension, som vi tematiserede eksistensen af gennem kritikken af Holzkamp’s to formidlings-niveauer om ”syntese af betydningsstrukturer” og ”subjektive handlegrunde”[50]. Men da overgangen fra de to formidlingsniveauer til een formidlingsdimension er et udviklingslogisk forhold - de er begge realforhold på niveauet af antropogenesens funktionsopdelte koordination - må det komme til en integrativ udvikling af disse på niveauet af praksisformer. Denne integrative udvikling er - som de tidligere udviklingslogiske forholds ophævelse i en ny kvalitet - bestemt af ”muligheds-forholdets” ophævelse. Da vi nu ved, at denne ophævelse sætter praksis som formidlingsforhold, så må niveauerne af ”syntese af betydningsstrukturer” og ”subjektive handlegrunde” blive identiske momenter indenfor enheden af subjektiv bestemmelse og objektiv bestemthed for en praksisform, og når denne enhed eksisterer både på det samfundsmæssige og det individuelle niveau, så bliver praksisform både en reproduktionsform for samfundshistorien og bearbejdningsform for den individuelle virksomhed (:bearbejdning, da samfundshistorien overlever det enkelte individ, men omvendt også kun virker gennem de enkelte individers virksomhed i den arbejdsdelte struktur). Forholdet mellem praksisform og arbejdsvirksomhed lader sig nu stille på benene: standpunkt som perspektiv i en praksisform er arbejdsvirksomhedens almengørelsesproces, eller mao. praksisformens udvikling til arbejdsvirksomhed - for kun her igennem kommer udviklingen af selvbestemmelse på begreb.

Når udviklingsforholdet mellem individ og samfund er et praksisforhold, så kan samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse ses som reproduktionen af systemet af praksisformer. Og spørgsmålet er nu, hvad den abstrakt-almene struktur er for dette systems udviklingsbevægelse.

Vi må her gribe tilbage til basis-overbygnings-dimensionen, der er at se som den overordnede struktur i samfundsformen, der binder de enkelte delarbejdsprocesser sammen og regulerer deres virke i forhold til hinanden som en funktionel organisk helhed. Men det er også - qua basis-overbygnings-dimensionens almene status - en struktur, der med samfundsformens reproduktionsproces reproducerer sig med de historisk tidligere produktionsformer/strukturer som medium. Det, som her er på tale, er de antropologiske enheder af storgrupper og familier, hvis forform er ”familie-flokken”, som undergrupper heri. Skematisk således (jf. kapitel 8):


Model 12, kapitel 8: Fra familieflok til kollektivitet.

Ovenstående kollektiv med dets delkollektiver, kollektivgrupper og personer i bestemte situationer, sammenhænge og positioner i forhold til hinanden må være - og tidligere have struktureret sig - således, at det i sig selv er duelig for selvsamfundsmæssiggørelse. Det er en synlig struktur af fælles forhold bundet op af lyst til at dele liv, være virksom, og at arbejde med det. Det kan siges på den måde, at strukturen spontant muliggør selvbestemmelsesudvikling ved at kollektivet kaster kraft af sig til den enkelte og omvendt. Det er det stadige møde kollektivister imellem om at gøre verden beboelig. Og det er også ovenstående struktur, der er at se som kollektive forformer, hvorigennem der realiseres kollektivitet, når samfundsmæssige differentieringsprocesser i deres problemkarakter udvikles og løses gennem forbund om de problemstillinger, der stiller sig for en videreudvikling af stadig større selvbestemmende værensfylde (:det bevidst formidlede greb om arbejdsvirksomhedens selvsamfundsmæssiggørelse såvel kollektivt som personligt).

Udviklingslogisk er der ikke på tale at storgrupperne udvikler sig til overbygningen og familien til basis, og hvor overbygningen er at se som ”noget over samfundet” og basis som ”noget nede i samfundet”, snarere tværtimod; nemlig om selvstændiggørelsen af den sociale struktur i mediet af storgrupper, der producerer, konsumerer, cirkulerer og udveksler med familien som den mindste reproduktions-enhed. Udviklingslogisk er der derfor dels tale om special/delarbejdsprocesser inden for storgrupper, der formidles med hinanden og dels formidling af familier indenfor og imellem storgrupper, der bringes i arbejdsfællesskab med hinanden. Storgruppeformidlingen bringer forbundsstrukturen på begreb som reproduktionsfunktion af delarbejdsprocesser inden for en overgribende selvstændig livspraktisk målforestilling, og familie-formidlingen bringer gruppestrukturen på begreb for reproduktion af lokalitetsenheder. Imellem disse to strukturer må der indskyde sig/opstå en formidlende struktur af formidlinger mellem delarbejde og lokalitetsenheder, der binder de enkelte produktions- og kooperationsprocesser sammen til en funktionel enhed, hvad vi skal sætte på begreb med celle. Denne enhed mellem forbund, celle og gruppe er nu at se som den sammenhæng, som det enkelte individ konkret formidler sin virksomhed igennem, hvorfor enheden kan sættes på begreb med kollektiv. Her indenfor eksisterer den enkelte i en bestemt situation; og i forhold til andre kollektiver i en bestemt position (Holzkamp)[51].

Forholdet mellem individ og samfund formidles altså ikke direkte - dette vil være at gøre samfundet til ”storindivid” eller individet til et ”lille samfund” - men det formidles gennem et system af praksisformer, der samfundsmæssigt set reproduceres på basis af kollektivgrupper/-sammenhænge, og individuelt set på basis af personlige kollektiver. Skematisk således:


Model 13, kapitel 8: Det samfundsmæssige kollektiv alment set.

I ovenstående skitse må basis-overbygnings-forholdet tænkes liggende som et horisontalt udviklingsforhold. Og stående et hvilket som helst sted i strukturen af kollektive og personlige forhold, er det kun muligt at komme nærmere en kollektivgruppe, der kan reproducere sig selv som et samfundsmæssigt kollektiv ved at gribe de forhold, der er fælles arbejdsvirksomhedsgenstande, da dette er det eneste der muliggør langsigtet ophævelse af ens umiddelbare kortsigtede behov, interesser og motiver i kollektiv-personlig forstand, altså i omfattende og overgribende samfundsmæssighed.

Centralt er det at være opmærksom på, at model 13 tilhører samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse, hvorfor de strukturer, der her fremhæves med samfundshistorien, selv har undergået og til stadighed undergår en udvikling. Set fra i dag er det de potentielle strukturer, der trænger sig på for en samfundsmæssig almengørelse til verdenshistorie - en overgang der i forhold til samfundshistorien er at se som en udvikling fra plan til rum.

Men det er også de strukturer, der - lige fra antikken - eksisterer i en magtsammenhæng, hvor byttet og dettes udviklede former har overlejret dem, trukket dem med som uudviklet. Det er endvidere de strukturer, hvor ud fra at brud på fællesheden må konciperes; yderligere hvordan disse brud sætter sig igennem som samfundsmæssige adskillelser/spaltninger samfundshistorisk med antikken respektivt den asiatiske produktionsmåde; og endelig hvordan disse selvstændiggør sig for at ende op med den fordoblede form for samfundsmæssig eksistens, som vi lever i og med i dag under statskapitalismen

Den kollektive bestemmelse af den samfundsmæssige kooperationsproces og den personlige bestemmelse af den individuelle virksomhed kan nu gribes i deres indre sammenhæng, idet forholdet mellem dem reproduceres inden for kollektive situationer af individer i bestemte sammenhænge - et forhold, der virkeliggøres gennem praksisformer. Disse praksisformer er i stadig bevægelse, og de udvikles samfundsmæssigt i samme grad som modsigelserne i og imellem praksisformerne gribes i perspektivet arbejdsvirksomhed. Dette udtrykker sig i udviklingen af den kollektive og personlige selvbestemmelse, hvilket samtidig er at se som en udvikling af den samfundsmæssige og individuelle subjektivitet, altså af systemernes subjekt-agtighed.

Samfundshistorisk set fødes det enkelte individ ind i en bestemt sammenhæng, der nu er at se som et konkret kollektiv; og det lever og udvikles med dette. Det er i sin personlige selvbestemmelsesudvikling gennem dette kollektiv i et udviklingsforhold til andre individer i eget og i andre kollektiver. Den enkelte person formidles mao. med kollektivet gennem sit eget og andres kollektiver - et formidlingsforhold, der for den spæde kun er umiddelbart, idet det primært er bestemt af ”hjem”-kollektivets egenlogik.

Denne individuelt-kollektive formidlingsproces er – personligt som samfundsmæssigt - at se som subjektivitet. Subjektivitet kan derfor alment bestemmes som processen af forholdet mellem teori og praksis, idet enhver praksisform både realiserer sig materielt og ideelt som formernes materielle selvudtryk i begrebslig form.

Vi har nu stillet vores eget udgangspunkt på benene. Det var at praktisere de tre instanser i den praktiske erkendeproces. De tre instanser opstår samtidig med samfundsformens historie. Standpunktstransformation[52].

1: Der er dem, der formulerer en opgave og udøver en aktivitet i forhold hertil;
2: Der er de forudsætninger af teoretisk og metodisk art, som der gås til opgaven med; og
3: Der er opgaven eller genstanden selv[53].

Det er den begrundede, og historisk-empirisk rekonstruerbare, formidling af disse til en arbejdsgenstand for een, for os, som det drejer sig om at praktisere, når begreber skal begrundes igennem deres praktiske virke med sagen. Standpunktstransformation er både en metode til at komme ud af eget udgangspunkt og et teoribegreb for, hvordan en genstand udvikler sig fra én logisk form til en historisk anden/næste. Videnskabelighed, der er partitagen for sin genstand, hverken med et dogme eller med neutralitet, kan ses som udarbejdelse af isomorfi mellem de begrebslige forhold og de tilsvarende genetiske forhold for genstanden, og dette i perspektivet alment arbejde.

Med ovenstående har vi begreber for processen af almengørelser på det samfundsmæssigt-menneskelige udviklingsniveau. Dette er begreber, der også indfanger det forhold, at virksomme individer altid realiserer arbejdsvirksomhed uden nødvendigvis at realisere en proces af samfundsmæssig almengørelse[54]. Menneskene er godt nok alment relateret til problemudvikling i perspektivet det samfundsmæssigt almengørelsesduelige, men opståelsen af uigennemskuelige naturforhold, eller fejlvirksomhed, der overstiger en konkret samfundsmæssigt-menneskelig subjekt-agtighed kan fremtvinge kompromisløsninger mellem kortsigtede og langsigtede eksistensopretholdelses-perspektiver - kompromisser, der ikke umiddelbart lader sig trække tilbage eller overvinde gennem videreudvikling, hvad der kan siges at være på tale med realiseringen af privatejendommen.

I disse systemer af samfundsmæssig og individuel selvsamfundsmæssiggørelse er terapi produceret gennem den menneskelige praksis og ud fra måden som denne praksis konkret er blevet grebet. Da vores bestemmelser af henholdsvis den samfundsmæssigt-historiske proces og af terapi nu er kompatible med hensyn til abstraktionsgrad - de er nu begge bestemt abstrakt-alment - så står vi på det trin i vores problemudviklingsproces, hvor konciperingen af et teoribegreb om terapi er vores næste opgave.

KAPITEL 15.2: Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse: lidelsesbemestring.

Konciperingen af et teoribegreb om terapi er identisk med en kategorial bestemmelse af de indre bevægende forhold, hvorigennem terapi produceres og reproduceres som selvbevægende realitet. I forlængelse heraf kan vi sige, at en kategorial bestemmelse af en genstand ikke er andet end den begrundede indføring af begrebet om genstanden i forhold til den historiske kontekst, hvorigennem og inden for hvilken genstanden selv produceres.

Konciperingen af et teoribegreb om terapi er derfor den begrundede indføring af vores begreb om terapi - lidelsesbemestring - i processen af samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse. Da dette kun er at se som en konkret udviklingsproces - bevægelse, forandring og udvikling er altid fra konkretum til konkretum - så drejer det sig om realhistorisk oparbejdning af de historisk-logiske dimensioner af natur- og samfundshistorisk karakter, som terapi - som dialektisk spring - fuldbyrdes igennem.

I relation til vores genstandsfelt - samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse som den første form (og grundformen) for samfundshistorie, og terapi her inden for - så møder vi ved denne opgave om realhistorisk oparbejdning en udviklingslogisk modsigelse. På den ene side er terapi et produceret samfundsmæssigt fænomen, og på den anden side er terapi udviklet fra et naturhistorisk opstået grundforhold - altså fra en terapeutisk forform - der negeres dialektisk gennem det samfundsmæssigt-menneskeliges opståen. Et teoribegreb om terapi kommer derfor til syne i samme grad, som vi rekonstruerer - gennem teoretisk genspejling af dens bevægelse - hvordan denne udviklingslogiske modsigelse historisk er opstået og blevet løst med opståelsen af terapi som særskilt form for social praksis. Hermed kommer vi endelig igennem de tidligere gordiske knuder[55], idet vi kommer fri af deres fælles udspring: den teoreticistiske respektiv empiristiske indfaldsvinkel, der resulterer i en á priori vilkårlig og partisk bestemmelse af en genstand. I stedet for dette får vi nu en analytisk udarbejdet bestemmelse af terapi - en bestemmelse, der er at se som en ”slags” definition: i bedste fald virkelighedens egen af sig selv, i værste fald en skæv almengørelsesduelig almenhed.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi stiller os på standpunktet af den udviklingslogiske modsigelse, der finder sin løsning med terapi. Da de ”højere” former er nøglen til de ”lavere” - jvf. Marx om ”menneskets anatomi som nøglen til abens anatomi”[56] - så er indgangen til standpunktet vores terapeutiske grundform selv, idet en udpegning af det moment i processen af samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse, der har isomorfi hermed, giver os en bestemmelse af terapis funktionelle placering i den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces. Herudfra kan forformer for terapi identificeres, og deres udviklingslogiske sammenhæng rekonstrueres.

Terapis funktionelle placering i samfundsformen for livsopretholdelse.

Produktionen er det bestemmende moment i den samfundsmæssige kooperationsproces, så vi starter vi vores identifikationsproces her.

Produktion:  det moment, der adskiller menneskene fra dyrene, er at menneskene selv adskiller sig fra dem ved at producere deres livsfornødenheder gennem den kooperative arbejdsproces. Igennem denne bevægelse indvirker mennesket på naturen, ændrer og omformer den, tilpasser den til sig, men også en bevægelse, hvor igennem mennesket ændrer og omformer sin egen natur. Dette er en proces, hvor mennesket på foregribende måde alment producerer sin værens-opfyldelse. Heri ligger implicit lidelsesbemestring, men ikke som det, der skal overvindes; tværtimod må man sige, at den menneskelige praksis selv - par excellence - forebygger lidelses-opståen gennem den nødvendige og mulige proces af arbejdets strukturelle almengørelse.

Terapi kan derfor ikke siges at være et mål - eller delmål - ved den menneskelige praksis, men må ses som et utilsigtet biprodukt herved. Dette kan udtrykkes på den måde, at terapi må være et produkt af produktionen uden selv at være produktion. Mao. er terapi at se som et reproduktionsforhold, der kun, i den grad, at det gribes bevidst af og gennem den menneskelige praksis bliver til produktion (:arbejdsvirksomhed), og dermed til selvbevægende realitet med egen særegen udviklingshistorie bestemt gennem det menneskelige virke heri.

Vi kan nu spørge, hvilket fænomen der - som utilsigtet biprodukt ved den menneskelige produktion, og som empirisk påviseligt - stiller sig som et muligt terapeutisk forhold i samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse. Svaret herpå er individet som bærer af sygdom[57]. Da eksistensen af sygdom er bundet til - eller som sin modpol sætter - sundhed, så er den realhistorie, som vi stilles over for at rekonstruere, modsigelsen mellem sundhed og sygdom ved livsprocessernes naturhistoriske udvikling frem til - og med - naturhistoriens omslag i samfundshistorie.

Vi skal følge den historiske udvikling af modsigelsen mellem sundhed og sygdom på basis af en almen-biologisk bestemmelse af sundhed og sygdom. Dette er en indsnævring af vores analysegrundlag, idet vi kommer til at operere med en almen biologisk natur, der så at sige sætter sig ”mekanisk” igennem for de forskellige psykiske specificitetsniveauer - en abstraktion, der med Marx’ ord er at opfatte som ”utilladelig” .

Men vi får hermed begrænset omfanget af vores analyse, så den (forhåbentlig) ikke bliver ved med at tage magten fra os. Vores analyseresultat bliver dog behæftet med en vis usikkerhed, samt med nuancetab - men vejen er beredt for en mere bæredygtig rekonstruktion på andet tidspunkt og sted.

Modsigelsen mellem sundhed og sygdom biologisk set.

Mennesket er et samfundsvæsen, og dets natur er at se som en samfundsmæssig natur. Men mennesket forbliver også et naturvæsen som en biologisk-fysiologisk-neurologisk-anatomisk-organisme, der i sit vekselvirkningsforhold til omverdenen kan realisere sundhed såvel som sygdom, som to modsigelsesfulde, relaterede og gensidigt betingede grundkvaliteter ved liv. Liv kan derfor siges at ytre sig gennem enheden og modsigelsen mellem sundhed og sygdom, der begge er at se som livstypiske. Imidlertid gælder også, at kun sundhed er idealtypisk for liv, idet en organisme kun kan fungere og udvikle sig som organisme ved at realisere en grad af maksimal vitalitet og funktionsduelighed. Sundhed er derfor at se som det idealtypisk mulige[58], medens sygdom må ses som et muligt biprodukt ved livseksistensen.

En organisme lever altså ikke for at være sund respektiv undgå at blive syg - dette gælder også den menneskelige organisme - men kun i kraft af dets konkrete livsproces som et vekselvirkningsforhold mellem organismens aktivitet og omverdensforholdene kan det realisere sundhed respektiv sygdom. Heraf følger også at modsigelsen mellem sundhed og sygdom ikke er den virksomme eller bestemmende for livsprocessens vekselvirkningsforhold, men kun et sekundært moment herved - altså i forhold til livsprocessens bevægelseslogik et uspecifikt grundlag[59].

Lidelse skal vi i relation til ovenstående derfor forstå som den livseksistensform, hvor modsigelsen mellem sundhed og sygdom træder frem som en bestemmende kvalitet ved livseksistensen. Spørgsmålet er derfor nu, hvad der producerer denne modsigelse mellem sund og syg, mellem sundhed og sygdom.

Sundhed og sygdom må som alle andre livskvaliteter anskues gennem vekselvirkningsforholdet mellem organismen og omverdenen. Dette vekselvirkningsforhold kan, i følge Maiers[60], som vi i det følgende støtter os til, hvad angår det biologiske niveau - differentieres i typiske, atypiske, sygelige og syge processer, hvorimellem der eksisterer bestemte relationer.

Typisk opretholder en organisme sit liv - med kvaliteten sundhed - gennem dens (arts)specifikke tilpasningsevne til de variable (arts)specifikke omverdensbetingelser, når omverdenen indeholder de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, samtidig med at organismens artsspecifikke tilpasningsevne ikke overfordres. Den aktive pol i organisme-omverdens-forholdet er organismen selv, hvilket også typisk er en aktivitet, der samtidig kompenserer for skadelige/sygelige forholds indvirkning på organismen, så organismens samlede fungeren ikke nedsættes, men tværtimod kan realisere sig på idealtypisk måde. Som uspecifikke processer er her de opbyggelige og nedbrydende processer, der vedvarende reproducerer den dynamiske ligevægt af de basale stofskifteprocesser.

Ændres her over for de (arts)specifikke eksistensbetingelser - det kan være kvalitativt som optrædelsen af nye omverdensbetingelser, som organismen ikke er tilpasset til, eller kvantitativt som en forøgelse af koncentrationen af bestemte eksistensbetingelser - så overskrides organismens systemkapacitet: og atypiske processer træder frem som bestemmende for organismens aktivitet. Dette er en proces, hvor de nedbrydende processer overtager over de opbyggelige, hvorved den dynamiske ligevægt forstyrres. Hermed fastholdes organismen i en stadig uligevægtssituation, der vil føre til et totalt sammenbrud af organismens regulationssystem - og dermed til ophør af den biologiske stof- og energiudvekslingsproces med omverdenen - med mindre den dynamiske ligevægt kan genskabes på en eller anden (funktionel) måde.

Atypiske processer er derfor at se som forårsaget af atypiske forandringer ved omverdenen med omverdenen som den aktive side i modsigelsen mellem organismen og omverdenen. Men organismen kan og må reagere som organisme, dvs. aktivt, herpå, hvilket også finder sted gennem dens (arts)specifikke reaktionsevne, der som funktionel egenskab ved organismens tilpasningsevne sikrer et beredskab over for forandringer. Uden denne evne ville liv ikke kunne finde sted - endsige organisk/biologisk udvikling virkeliggøre sig.

Overgangen fra atypiske processer - der altså ikke i sig selv er at se som sygelige processer - til sygeligt atypisk forekommer da, når organismens tilpasningsevne i forhold til at vende omverdenen, som værende den bestemmende pol, til selv at være bestemmende i organisme-omverdensforholdet, ikke er tilstrækkelig. Herved forvandler den ydre modsigelse mellem organismen og omverdenen sig til en ”indre modsigelse, der med egen dynamik og kamp udvikler sig inden for organismen selv”[61].

I den udstrækning, at en sådan sygelig atypisk modsigelse udvikler sig til hovedmodsigelsen i organismens liv, så er vekselvirkningsforholdet mellem organismen og omverdenen sygt, hvorved de

”sygelige delprocesser i deres vekselvirkning inden for det levende system som helhed bygger et kvantitativt grundlag, hvormed organismen befinder sig i en tilstand af sygdom kvalitativt forskellig fra sundhed[62].

Sygelige processer er ud fra dette at se som sådanne atypiske processer, der ”kan føre til sygdom”, hvor overgangen til sygdom dog kun er en

mulighed, der gennemgående ikke altid bliver virkeliggjort. Mellem de patologiske processers årsager og sygdom består ingen lineær kausalsamordning”[63].

Dette må forstås ud fra, at der kan forekomme ændringer og udvikling på andre niveauer i organismens aktivitet - og som vi senere skal komme ind på: ændring og udvikling, der hænger sammen med organismens psykiske udviklingsniveau - der perspektivisk ophæver eller kan ophæve (evt. modificere) de sygelige atypiske processers stagnerende virke. En sådan specifik reaktionsevne skal vi nu sætte på begreb med stressberedskab.

Men kommer det til sygdom, så er udgangen herpå at se som eet af tre mulige: sygdom kan slå kvalitativt om i en fuld genfremstilling af sundhed, hvorved også de indre organismeforhold og -betingelser kan blive vidtgående modificeret (fx som habituel immunitet mod bestemte infektionssygdomme eller i en forstærket reaktionsevne på specifikke områder (fx at et ben sjældent brækker samme sted anden gang); eller sygdom kan føre til en betinget tilpasset tilstand med reduceret tilpasningsevne (kronisk sygdom/lidelse); og endelig kan sygdom føre til det totale sammenbrud af organismen som levende, og dermed til patologisk død[64].

Opsummerende kan vi sige, at hvis organismens typiske tilpasningsevne er væsentligt forstyrret gennem graden og/eller intensiteten af sygelige processer, så befinder organismen sig i en tilstand af sygdom med modsigelsen mellem sundhed og sygdom som bestemmende modsigelse i organismens aktivitet. Dette er en ”tidsmæssig labil form for liv”[65], der i den grad, hvor de sygelige processer vedvarer, fører til en væsentlig nedsættelse og beskadigelse af organismens tilpasningsevne, der kan - men ikke behøver - føre til en tilsvarende nedsættelse af tilpasningsevnen generelt, eller til afvikling af livsprocesserne. Lidelsesbemestring er såvel en nedsættelse af tilpasningsevnen som af organismens evne til at bemestre sine livsprocesser i et udviklingsøjemed.

Skal vi på denne baggrund bestemme et begreb om den første forform for lidelsesbemestring alment-biologisk set, så må den forankres i forhold til eksistensen af atypiske processer. Da ikke alle atypiske processer er sygelige - men dog alle sygelige processer atypiske - så er lidelsesbemestring bundet til opståelsen af de atypiske processer, der som specifik bestemmende processer i forhold til organismens samlede aktivitet ikke fører til udvikling, men tværtimod til en atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen. Lidelsesbemestring vil vi derfor alment-biologisk bestemme som processen af atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen, der kan - men ikke behøver - føre til en vedvarende nedsættelse af denne, hvor betingelsen for disse processers opståen er ændringer i organismens omverdensforhold, der fører til en overskridelse af organismens systemkapacitet, af den ydeevne.

Så vidt lidelsesbemestring alment-biologisk set. I det følgende skal vi overgå til at forfølge og spejle, hvorledes denne for form for lidelsesbemestring udvikles inden for de fire udviklingstrin af det psykiske, som vi - med Holzkamp - tidligere har reflekteret den naturhistoriske udviklingssammenhæng igennem.

Naturhistoriske forformer for lidelsesbemestring: sygdom, sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling.

Med ovenstående har vi det ”abstrakt-almene”[66] grundlag for en rekonstruktion af forhistorien for lidelsesbemestring, idet den (natur-)historiske modsigelse mellem sundhed og sygdom finder sin samfundshistoriske løsning med lidelsesbemestring som den første terapeutiske form.

Som altid ved historisk rekonstruktion må vi starte med den genetisk første form. Indfaldsvinklen hertil finder vi i det forhold, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom må begrundes inden for systemet af organisme-populationsomverden, idet dette er den mindste analyse enhed for studiet af livsprocesser. Derfor først en almen bestemmelse af livsprocesser.

Livsprocesser kan alment bestemmes som ”selvreproduktion på populationsniveau, og organismisk systemopretholdelse på et underordnet organismeniveau”[67]. Enkeltorganismen indgår således i et ”overgribende system” med flydende ligevægt mellem assimilation (:omsættelse af energi) og dissimilation (:forbrug af energi), hvor organisme-populationen er at se som et relativt åbent system over for omverdenen som et relativt lukket system med stationær ligevægt. Som åbent system med flydende ligevægt kan der tales om eksistensen af udviklende indre modsigelser inden for organismepopulationen, idet udvikling overhovedet er et nødvendigt bestemmelsesmoment ved liv, samt om en dertil hørende/svarende progressionsgrad for organismepopulationen, idet udvikling altid har en bestemt retning givet ud fra de indre modsigelsers karakter.

De indre modsigelser er at se som funktionelle genspejlingsprocesser, der i deres egenart er bestemmende for udviklingslogikken i populationen; og de kan karakteriseres ved, at når forplantningssandsynligheden hos organismen øges via selektion og mutagenitet og fører til højere systemkapacitet, så fører det også til, at populationens overordnede systemligevægt kan overleve også under mere ugunstige ydre betingelser. Her igennem træder progressionsgraden frem som modsigelsen mellem gennemsnitlig organismisk systemkapacitet og systemtruende ydre omverdensbetingelser. I progressionsgraden ligger derfor udvikling, stagnation eller forfald og dermed død som mulige udviklingsretninger.

I relation til liv som sådan - og det vil her sige mere alment end psykisk liv - vil optrædelsen af en indre modsigelse i formen sundhed og sygdom som atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen umiddelbart føre til forfald - og dermed til organisme-populationens ophør som organisk materie, da progressionsgraden med denne modsigelse som bestemmende bliver ”nul”. Dette betyder igen, at der intet medium er for videreførelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom alment livsmæssigt set, hvorfor sundhed som sygdom derfor nok er grundkvaliteter ved liv, men de har samtidig ingen særskilt udviklingshistorie. Eller mao: udviklingshistoriens faktiske forekomst er eklatant argument for, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom snarere er en effekt af livsprocessers stofskifteprocesser modsat en præmis herfor. Strengt taget giver det derfor heller ingen mening at tale om sundhed og sygdom på dette niveau, men kun om funktionalitet og dysfunktionalitet som opretholdelsen respektivt forstyrrelsen af systemligevægten. Men modsigelsen herimellem kan ud fra et samfundsmæssigt-menneskeligt standpunkt bestemmes i dens sundheds-sygdoms hæmmende/fremmende karakter for konkret samfundsmæssigt-menneskeligt liv - hvorfor der også kun genstandseksternt kan tales om et sygt respektivt sundt system i betydningen organisme-populationen.

På det psykiskes elementarniveau - sensibiliteten som kvalitativ egenskab ved livsprocesserne - finder vi heller intet særskilt medium for modsigelsen mellem sundhed og sygdom, altså heller ikke her en forform for terapi. Men vi møder dog en mulighedsbetingelse for, at lidelsesbemestring kan opstå fylogenetisk senere med uddifferentieringen af de to funktionskredse:

Forplantningens funktionskreds etablere sig som ”differentieringen af selvreproduktionsaktiviteter, som alle umiddelbart tjener hele populationens systemkapacitet”[68]. Dette er en udvikling af organismens orienteringsaktivitet til at foranledige/føre hen til seksuel kopulation, hvilket sætter betydningsenheden kønspartner, endvidere differentieringen i forberedende og udførende betydningsenheder, og endelig til en videre differentiering i betydningsenhederne yngelpleje og familie; Og:

livssikringens funktionskreds der etablerer sig som ”differentieringen af enkelt-organismens systemopretholdelse (:assimilation, dissimilation), hvor forøgelsen af forplantningssandsynligheden godt nok tjener populationsopretholdelsen, men ikke direkte, snarere formidlet gennem opretholdelsen af enkeltorganismen[69]. Livssikringens funktionskreds er udviklingen af differentierede former for næringssøgning der sætter betydningsenheder som planteæder, kødæder, andre dyr mv., som videredifferentieres til betydningsenheder som jagt, kamp, flugt mv..

Netop det, at de to funktionskredse på det psykiske niveau ikke er ligestillede - idet det gælder at livssikringens funktionskreds er funktionel underordnet forplantningens funktionskreds, fordi ”enkeltorganisme-opretholdelsen blot fremstiller en omvej eller en komplikation i populations-opretholdelsen”[70] - så åbnes der mulighed for, at en enkeltorganisme kan blive bærer af atypiske processer, der ikke fører til udvikling, men til atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen - altså sygdom - uden at dette truer populationens videreførelse. Heri ligger på den ene side en selektionsbetingelse, der kan fremme udviklingsduelige mutanter, men på den anden side må populationens systemkapacitet have en progressionsgrad, der kan kompensere for patologisk stagnation. På det psykiske elementarniveau har vi mao. en betingelse for, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom kan træde frem realhistorisk, men dette er ikke at se som eksistensen af en forform for terapi, idet det også gælder[71], at der kun kan snakkes om artsspecifikke typer af betydningsenheder og tilsvarende typer af aktivitetssekvenser, fordi der ikke er individualiserede betydninger med individuel aktivitetsrelevans. Mao.: udvikles modsigelsen mellem sundhed og sygdom, så sker det indenfor en enkeltorganisme på basis af en overskridelse af dennes systemkapacitet, hvorved organismen går til grunde, hvorfor der heller ikke her er et særskilt medium/form for en videreførelse - kun indirekte i form af en ”overkapacitet” i selve populationens systemkapacitet; en ”overkapacitet”, der finder sin første funktionelle form med opståelsen af socialstrukturer som formidlingsniveau mellem enkeltorganismen og populationen.

På det andet trin i det psykiskes udvikling - niveauet af artsspecifik lære- og udviklingsevne - hvor det på den ene side kommer til en individualisering af de artsspecifikke betydninger og betydningsstrukturer, og på den anden side til en udbygning af socialstrukturen (denne sætter sig endeligt igennem realhistorisk), træder de dyriske familieformer frem som en mulighedsbetingelse for en direkte overlevering af modsigelsen mellem sundhed og sygdom fra generation til generation, idet der skabes mulighed for socialstrukturel kompensering af enkelte dyrs atypiske nedsættelse af tilpasningsevne. En overskridelse af det enkelte dyrs systemkapacitet fører ikke automatisk til patologisk død, idet de andre dyr kan forholde sig individualiseret til betydningen af en socialpartners eksistensform. Socialstrukturen giver mulighed for støtte til sygdomsovervindelse, fx beskyttelse mod kulde, fjender, eller måske dét at få slikket et åbent sår rent af artsfæller, som det kendes hos højere dyrearter. Denne støtte kan endvidere siges at vinde stadig større funktionel betydning for artens overlevelse, jo mere de dyriske socialstrukturer er udviklet (:individuerede), idet de voksne dyr - qua deres individuerede erfaringer - i sig selv er væsentlige for etableringen og fastholdelsen af den nødvendige traditionsbygning, der bringer socialgruppen/arten videre fra generation til generation. På dette trin i det psykiskes udvikling gives der mulighed for, at de enkelte dyr kan gøre erfaringer med sygdom, og dermed også erfaringer med sygdomsovervindelse - men det er samtidig erfaringer, der kun indirekte overlever det enkelte individ, nemlig som en mulig modificering af traditionsbygningen i form af en differentiering af socialstrukturen i forhold til forholdemåder over for sygdom hos artsfæller.

Vi kan her tale om en forform for terapi eller om en genetisk elementarform for lidelsesbemestring, der består i ad hoc sygdomspleje gennem socialpartnerstøtte formidlet gennem familieforbund. Modsigelsen mellem sundhed og sygdom kommer her på begreb som individueret forholden sig til sygdom. Vi skal sætte denne første form for lidelsesbemestring på begreb med sygdomsovervindelse.

Problemet er nu, hvorledes denne elementarform for lidelsesbemestring videreudvikles inden for det psykiskes almene videreudvikling på niveauer af specifik menneskelig natur (tredje trin), samfundsmæssig udvikling og individuel samfundsmæssiggørelse (fjerde trin) og samfundsmæssig og individuel selvsamfundsmæssiggørelse (femte og dermed første trin indenfor den nu samfundsmæssigt-menneskelige udviklingskvalitet). I dette afsnit skal vi følge videreudviklingen af lidelsesbemestring inden for det tredje og fjerde trin, og vi griber her tilbage til den sammenhæng, der er bestemmende for denne udvikling: overgangen fra naturhistorie til samfundshistorie (antropogenesen).

Med udviklingen af manipulationsevnen med midler og individualiseret socialkontakt i de tropiske regnskove kommer funktionen af sygdomsovervindelse endelig ”helt på begreb” qua den hermed forbundne videreudvikling af vedvarende former for socialkontakt og af selvstændiggjorte former for social understøttelse/hensyntagen respektiv emotionel integration. Det betyder endvidere for sygdomsovervindelse, at det ikke blot får problemkarakter for en socialpartner, hvis dens makker skranter, men det må antage konfliktkarakter for en socialpartner, hvis ikke socialparterne kan overvinde sygdom sammen. Hos højere dyrearter kendes der for eksempel til det forhold, at en socialpartner næsten er på kanten til at ofre sin egen eksistens for at beskytte en ubeskyttet makker. På trods af konfliktkarakteren er der dog kun mulighed for ad hoc forholden sig til sygdom som aktivitetsmuligheder, der er givet qua den specifikke traditionsbygning og de enkelte dyrs individuelle erfaringer. Med tilbagetrængningen af regnskovene, og den hermed forbundne udvikling af to-benetheden, den aflastede brug af ”hænderne”, samt videreudviklingen af læreevnen fra informationsbearbejdning til fremstilling af relations- og resultat-anticipations-opfattelser, opstår også muligheden for en koncipering af selve modsigelsen mellem sundhed og sygdom i relation til forholdet mellem aktivitet og betingelser. Den enkelte kan også gøre erfaringer med sig selv som skaber af problematiske forhold i livsbetingelserne og/eller for sig selv i disse.

Mao. kommer der - som en effekt af udviklingen af sagsintentionaliteten - en kobling mellem aktivitet og resultat til syne, der muliggør en fundering af sygdom i forhold til subhominidens egenaktivitet, hvilket kan siges at være en funktionel genspejling af modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Det er en fundering, der her kun kan siges at dreje sig om mere umiddelbare aktivitet-resultat-relationer med sygdom som resultat, hvad vi skal sætte på begreb med ulykkestilfælde: subhominiden går simpelt hen fejl af livsbetingelsernes egenart og rammes af dem med (somatisk) skade til følge.

Med udviklingen af den funktionsopdelte aktivitetskoordinering - de forskellige dele af en aktivitetssekvens varetages af forskellige individer, som gensidigt sætter sig ind som ”instrument” for realiseringen af mål og målforestillinger, altså udviklingen af kvaliteten social intentionalitet - bliver det endvidere muligt også at erfare andre som skabere af problematiske forhold i livsbetingelserne, evt. direkte skade af een selv, samt erfare sig selv som skaber af problematiske forhold for/ved andre artsfæller.

Opsummerende kan vi sige, at med udviklingen af sags- og socialintentionaliteten, så opstår der mulighed for at erfare modsigelsen mellem sundhed og sygdom som konsekvens af egen- og andres konkrete aktiviteter, men dette endnu kun i sin direkte form som ulykkestilfælde, altså kausal sygdomsproduktion. Selve sygdomsovervindelsesproduktionen vinder imidlertid også nye træk med udviklingen af sags- og socialintentionaliteten, idet der åbnes mulighed for ikke blot at erfare sygdom som sådan, men at differentiere mellem sygdomme (qua den begyndende objekt-tænkning) ud fra typiske sygdomsforløb. Dette sætter igen muligheden for differentierede forholdemåder, qua den begyndende gen-yderliggørelse af inderliggjorte aktivitetsdele via ”tænkning”, over for sygdomme, hvilket kan ses som en begyndende behandling af artsfæller.

I den videre naturhistoriske/antropologiske udviklingsproces - hvor det kommer til en funktionsvekslen fra den individuelle middelfremstilling og -benyttelse til social fremstilling og social brug af værktøj, og dermed til en integration af sags- og socialintentionaliteten på et nyt niveau, hvor det kollektive aspekt i skabelsen af midler til almengjorte formål og det sociale aspekt i den kollektive forsorg bliver to sider af samme sag - opstår der en kvalitativ ny sammenhæng for konsekvens-tænkningen omkring dimensionen sundhed-sygdom. Den begyndende opløsning af det individuelle forhold mellem aktivitet og resultat til fordel for en kooperativ formidling begrænser på den ene side den funktionelle værdi af konsekvens-tænkningen, da betingelserne for modsigelsen mellem sundhed og sygdom nu selv begynder at blive skabt/produceret i deres generelle træk. På den anden side åbnes der mulighed for qua den funktionsdelte kooperation som almengjort forsorg at reflektere forholdet mellem generelle livsbetingelser og typiske sygdomme, da den almengjorte forsorg indeholder ”samfundsmæssige mål”, hvis konkrete realiseringskonsekvenser til stadighed må tilbagereflekteres i forbindelse med sættelsen af nye mål ud fra gamle.

Selve funktionsvekslen mellem funktionsopdelt koordination og funktionsdelt kooperation betyder i første omgang blot, at den kvalitativt nye ramme for sygdomsovervindelsesfunktionen etablerer sig som ny mulighedsbetingelse, så der skal en indre udvikling/videreudvikling af den funktionsdelte kooperation til, før sygdomsovervindelsesfunktionen kan vinde nye træk, eventuelt overgå til en ny kvalitet af en forform for lidelsesbemestring.

Det er her muligt at vise, at funktionen sygdomsovervindelse kvalificerer sig som sygdomsbehandling som en kvalitativt ny forform for lidelsesbemestring i samme grad, som det kommer til en dominansvekslen mellem social værktøjsbrug og samfundsmæssigt arbejde, idet socialstrukturen her selvstændiggør sig som en samfundsmæssig omverden, hvilket nødvendiggør udviklingen af en ”generaliseret” sygdomsovervindelsesfunktion. Vi følger opståelsen af sygdomsbehandling.

Med gennemsætningen af den funktionsdelte kooperation taber den tidlige overindividuelle mål-anticipation fra den funktionsopdelte koordination dens ad hoc karakter, og samfundsmæssige mål opstår, som de enkelte vedvarende må bidrage til realiseringen af. I de samfundsmæssige mål genspejles - ellers ville de ikke kunne have sat sig igennem - for det første almengjorte brugbarheder og for det andet dét at være partner i kooperative livssammenhænge. I kraft af den nu genstandsmæssigt producerede ”omverden” opstår der vedvarende tankestrukturer og tankeformer, som de involverede - gennem tænkende tilegnelse og realisering i deres sammenhæng af aktivitet-årsag-virknings-relationer - må informere sig igennem. Dette skaber/sætter også to personrelaterede tankeformer: den almengjorte producent og den almengjorte forbruger - men det er vel at mærke inden for den ramme, hvor de producerede midler principielt står til rådighed for alle socialforbundets medlemmer, selv om de ikke er med i produktionen. Dette muliggør en begyndende koncipering af forholdet mellem aktivitet-årsag-virkning og betingelser og sygdom. Dette er for eksempel, at sult kan føre til sygdom, og at bestemte næringsstoffer kan være skadelige - erfaringer, der samles op gennem modificering og udvikling af de samfundsmæssige målforestillinger, hvorved erfaringerne får effekt for andre end de, der selv gør dem, hvilket øger overlevelsessandsynligheden for forbundet som sådant.

Der sker med andre ord en tentativ forebyggelse af opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom ved at minimere opståelsen af de betingelser - som nu mere og mere er samfundsmæssigt producerede betingelser - der antages at have en sygdomsproducerende rolle. Dette muliggør igen, at selve sygdomsovervindelsesprocessen kan funderes bredere: den kan ses eller sættes i relation til mere hypotetiske antagelser om, hvad der gik forud - hvilket hidtil kun har været muligt ved ulykkestilfælde (:den kausale sygdomsproduktion).

I samme grad som socialstrukturen selvstændiggør sig som en samfundsmæssig omverden gennem udviklingen af social værktøjsbrug til samfundsmæssigt arbejde sættes de enkelte subhominider som menneskelige individer, der må samfundsmæssiggøre sig individuelt. Dette betyder for opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom, at den enkeltes handlinger som sådan er at se som et delaspekt også i udviklingen af sygdom - et forsvindende moment godt nok, da den individuelle virksomhed er at se som den personlige realisering af de samfundsmæssige handlings- og betydningssammenhænge, men her indenfor et ikke ubetydeligt moment. Hertil kommer endvidere, at selve sygdomsovervindelsesprocessen muliggør en optimering, idet momentet af individuel samfundsmæssiggørelse muliggør både en relatering af den enkeltes sygdom i forhold til betingelser, der gik forud for sygdom, og et kooperativt samarbejde mellem den individuelt syge og kollektivet - begge forhold, der kan bidrage til en konkret - og perspektivisk: generaliseret sygdomsovervindelse. Hermed opstår der mulighed for en aktiv involvering af den syge i sygdomsovervindelsesprocessen, hvad vi skal sætte på begreb med sygdomshandlinger - hvilket omvendt modsvares af kollektivets muligheder for aktivt at reflektere selve sygdomsprocessen og forholde sig differentieret til den, hvilket er en specificering af differentierede handlinger over for forskellige typer af sygdomme; og en ny form for lidelsesbemestring er trådt frem: sygdomsbehandling.

Opsummerende kan vi sige, at videreudviklingen af sygdomsovervindelsesfunktionen tager sin begyndelse på basis af en erfaringsakkumulering med også de problematiske konsekvenser af den begyndende eksistens via producerede sociale betingelser, hvilket ud over at etablere funktionen af sygdomsbehandling - der videreføres i den gamle funktions medium: familien, der nu kun eksisterer som en undergruppe i storgruppen - også sætter de antropologiske dimensioner af sygdomsforebyggelse og sygdomshandling. Både udviklingen af sygdomsbehandling på basis af sygdomsovervindelse, opståelsen af sygdomsforebyggelse og af sygdomshandlinger er muligheder, der kan gribes. I den grad, hvor de er blevet grebet har de kunnet få en udviklingsfremmende effekt frem imod indgangen i samfundshistorien. Nødvendigheden af et greb om dem - formidlingen af arbejdsvirksomhed i forhold til dem - kan først siges at opstå i samme grad, som den sociale struktur via de genstandsmæssigt producerede midler, og den menneskelige natur, via det udviklede mulighedsforhold til omgivelserne, selvstændiggør sig endeligt i forhold til hinanden som samfundsmæssig og individuel reproduktion (:dominansomslaget).

Da denne selvstændiggørelse samtidig betyder sættelsen af en kvalitativ ny udviklingsretning (:overgangen fra det fjerde til det femte analyseskridt er identisk med det første analyseskridt på et nye udviklingsniveau), så vil det nødvendige greb om sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling samtidig grundlæggende modificere de antropologisk udviklede funktioner/dimensioner. De trækkes med igennem en ny udviklingskvalitet og må herigennem selv videreudvikles; en videreudvikling, der sætter forformerne for lidelsesbemestring - sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling - på begreb som terapi.

Vores næste opgave er derfor rekonstruktion af, hvordan funktionerne af sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling videreudvikles til terapi gennem fylogenesens overgang i samfundshistorie.

De endelig skridt til en udtræden af fylogenesen er karakteriseret gennem en stadig voksende aktiv naturtilegnelse gennem genstandsmæssig indgribende forandring af almene formål for livsproduktionen, hvor indtræden i samfundshistorien sker gennem overgangen fra okkupationsdrift (jagt og bærsamling) til produktionsdrift (kvæghold og agerbrug). Denne overgang betyder overgangen til en stationær lokalitetseksistens (de primitive jæger- og samlersamfund var dog selv stationære, men kun i en vis grad, og alene bestemt ud fra de forefundne naturbetingelser), hvilket muliggør en øget erfaringsophobning i omgangen med sygdoms- og ulykkestilfælde. Samtidig tvinges socialstrukturen ikke længere i konflikt i forhold til at efterlade/ikke efterlade (kronisk) syge ved vandring; - Men dette stiller samtidig kravet om en udbygget forholden sig til sygdom. Omvendt betyder dette også, at syge altid vil få/have orienteringsmuligheder i forhold til, hvor der kan ydes støtte, samt hvilken støtte, der kan komme på tale.

Det er en overgang, der empirisk markeres af indsamling og ophobning af forskellige urter med lægende virkning; det er udvidet indgreb i selve det menneskelige legeme med midler ud fra erfaringer med, at indtrængende genstande i legemet kan forårsage sygdom/død, hvis ikke de fjernes; og i forlængelse heraf at knoglebrud heles forskelligt afhængigt af omgangen med dem. Hertil kommer erfaringer med, at sult og mangel på bestemte næringsstoffer kan medføre sygdom. Alt dette betyder udviklingen af bestemte handleprocedurer i forhold til typiske sygdomme/sygdomsforløb.

Med gennemsætningen af den samfundsmæssige kooperation opstår også betingelserne for en kvalitativt ny tankeform omkring sygdom. De med den funktionsdelte kooperation opståede personrelaterede tankeformer om den almengjorte producent respektiv forbruger videreudvikles til konceptet om kollektivisten, som den almene arbejder, hvilket sætter forbundstænkning som dimension mellem kollektivet og den enkelte. Heri genspejles det forhold, at det er et problem for kollektivisten, at en anden/andre kollektivist(er) har problemer. Hermed beriges dimensionen af sygdomsforebyggelse med en ramme, der gør det til et fælles/kollektivt problem, når/hvis den enkelte stilles i en problematisk eksistens.

På niveauet af individuel eksistens inden for samfundsmæssig kooperation ændres rammen/betingelserne for sygdomshandlinger. Disse bliver ikke længere kun handlinger, der eksisterer i processen af sygdomsbehandling, men det bliver en dimension ved den enkeltes virksomhed, som den enkelte og andre kan og må forholde sig til: er det, fordi jeg er ved at blive syg og skal jeg stoppe med/skifte virksomhed, måske søge behandling, eller er det noget andet, der gør mig utilpas mm. Dette modsvares også af, at den arbejdsdelte kooperation/strukturs enkelte delarbejdere har forskellige genstande, som ikke umiddelbart kan udskiftes med en anden uden at selve delarbejdet falder fra hinanden, eller simpelthen bliver til et andet delarbejde med et indhold, der typisk eller nødvendigvis varetages andre steder i den kooperative struktur. Hertil kommer nødvendigheden af realiseringen af langsigtede målforestillinger, der typisk ikke umiddelbart lader sig ændre eller udskyde til et andet tidspunkt.

Vi er nu fremme ved problemet om, hvorledes sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling modificeres og udvikles til terapi som form for social praksis inden for samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse. Dette er spørgsmålet om, hvordan lidelsesbemestring konkret-alment produceres.

Samfundsmæssig betingethed, kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer: lidelsesbemestring som kollektiv varetagelse af personlig lidelse.

Vi griber her tilbage til vores bestemmelser om samfundsformens strukturelle almengørelsesproces som formidlingsforhold mellem personer og kollektiv på den ene side og kollektiver imellem på den anden side - det første inden for det sidste samfundsmæssigt-historisk set, det sidste inden for det første individuelt menneskeligt set. Det er her indenfor, at sygdomsforebyggelse, sygdomsbehandling og sygdomshandling ophæves til lidelsesbemestring som form for social praksis, altså praksisform.

I samfundsformen virker de enkelte personer gennem kollektiver, og kollektiverne på basis af de enkelte personers produktive kooperation. Her igennem dannes praktiske livsrytmer mellem forskellige delarbejdsprocesser og personlige virksomhedsprocesser.

Typisk realiserer mennesket sit liv gennem dets udviklingsevne til at bearbejde dets praksisformer gennem motiveret overtagelse af arbejdsstrukturens almengørelse, hvilket samtidig er en almengørelse af individets egne virksomhedsformer.

Hvad angår individets tidlige dannelse, så er arbejdsvirksomheden, som funktionel struktur betragtet, kun perspektiv, om end nødvendigt perspektiv for personlighedens dannelse, en dannelsesproces der afsluttes med den første personlighedsdannelse i 4-7 års alderen, der igen er den første af flere kvalitativt forskellige og hierarkisk udviklelige. Den første personlighedsdannelse er det op til understøttelsespersonerne at realisere sammen med den spæde på basis af de naturlige reflekser, der orienterer sig herom. Men værensfyldeproduktionen er den spæde som sådan ikke personligt subjekt for og i. Men den spædes subjektivitet og selvstændige egenvirksomhed omkring værensfylde udvikles i samme grad, som der skabes mulighed for egenvirksomhed som personlighed. Herefter er det samarbejde på fælles præmisser, mellem personer inden for kollektivet i relation til andre kollektiver.

For personlighedsdannelser, altid på sin vej, må vi derfor sige, at de typisk realiserer arbejdsvirksomhed gennem de involveredes kooperative samarbejde ud fra overgribende mål og hertil relaterede midler, interesser og behov. Atypiske processer som social belastning træder derfor frem gennem det forhold, at givne praksisformer - som individerne forvalter deres liv igennem - hverken umiddelbart eller middelbart lader sig udvikle til arbejdsvirksomhed: der kan mangle midler; og/eller de genstande/ressourcer, der er til rådighed, er hverken de nødvendige eller tilstrækkelige betingelser i forhold til opfyldelsen af individernes aktuelle interesser/behov - hvorfor der stiller sig/optræder en konflikt mellem kortsigtede og langsigtede livseksistensinteresser. I sådanne situationer må og kan individerne, hvis de vil fastholde den eksisterende grad af livssikring, reagere subjekt-agtigt ved at mobilisere ressourcer og kræfter i forsøget på at overvinde de givne konflikter ved at bringe de bestemmende kollektive betingelser ind under en overgribende kollektiv bestemmelse af dem. Dette er kun muligt gennem ændring/udvikling af selve arbejdsvirksomheden, og dette er omvendt også overhovedet betingelsen for at fastholde en allerede opnået grad af livssikring.

Typisk er det menneskelige liv derfor, når det af egen kraft er virksomt i sin egen almengørelse som personligt subjekt i den kooperative produktions almengørelse. Som uspecifikt grundlag er her det biologiske eksistensniveau, der fordrer bestemte betingelser - næring, varme, lys mm. - for at kunne opbygge og udvikle sig på naturlig vis. I dette uspecifikke grundlag sker der endvidere en stadig kompensering for skadelige/sygelige forholds indvirkning på den menneskelige organisme. Som uspecifikt grundlag for de menneskelige livsprocesser er lovmæssighederne ved det specifikt menneskelige niveau derfor af en kvalitativt højere art end lovmæssighederne for det almen-biologiske - en kvalitet som vi skal betegne med menneskelig udviklingsevne. I denne udviklingsevne må vi også tale om et menneskeligt handleberedskab for at markere den grundlæggende forskel, at mennesket i modsætning til dyrene kan og må tilpasse omverdensbetingelser til til sig. Begrebet tilpasningsevne tilhører altså naturhistorien, medens begrebet handleberedskab er et begreb for den specifikt menneskelige tilpasningsevne, der netop består i den aktive udvikling af egen virksomhedsform.

Det kommer heroverfor til opståelsen af atypiske processer, når individets handleberedskab - i forhold til dets givne praksisformer, som individet er stillet med, samt stillet med kravet om at almengøre med arbejdet som perspektiv - ikke er tilstrækkeligt, og/eller når dets biologiske tilpasningsevne overskrides (det sidste inden for det første).

En sådan utilstrækkelighed på virksomhedsniveau - og her indenfor en respektiv overskridelse af den biologiske tilpasningsevne til de fysiske/materielle forhold - er grundlæggende et samfundsmæssigt forhold, hvorfor utilstrækkeligheden består i en utilstrækkelig kollektiv og personlig bestemmelse af eksistensbetingelserne.

Dimensionen utilstrækkelighed/tilstrækkelighed - som vi tidligere har bestemt som et uspecifikt moment ved den almene samfundsmæssigt-historiske udviklingsbevægelse - kan altså træde selvstændigt frem i formen atypiske processer. Vores problem i det følgende er derfor, hvad der producerer de atypiske processer, der har at gøre med udviklingen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Dette er spørgsmålet om, hvordan det kommer til en utilstrækkelig bestemmelse af eksistensbetingelserne, og i forlængelse heraf hvorledes denne utilstrækkelighed reproduceres gennem utilstrækkelig almengjort arbejdsvirksomhed.

Den første form for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne, der har at gøre med modsigelsen mellem sundhed og sygdom, finder vi allerede ved udgangen af det psykiskes første trin (:sensibiliteten). Der eksisterer her en populationsmæssig ”overkapacitet”, som kompenserer for patologisk død som følge af opståelsen og effekten af modsigelsen mellem sundhed og sygdom hos enkeltorganismer - en ”overkapacitet”, der finder sin første funktionelle form med opståelsen af socialstrukturer og individuel læreevne[72]. Men eksistensen heraf fjerner ikke betingelserne for opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom, hvilket samfundsmæssigt-menneskeligt bliver til naturkonflikter, som formidles gennem den samfundsmæssige produktion som bevidst foregribende bemestring af de fælles livsbetingelser gennem kollektivt arbejde.

Som generel dimension ved samfundsmæssig kooperation har vi derfor de naturbetingelser - og lovmæssigheder - der endnu ikke er et bevidst formidlet greb om i perspektivet de kortsigtede interessers ophævelse i de langsigtede. Disse naturforhold - samfundsmæssigt set naturkonflikter - kan ses som partielt bestemmende for den samfundsmæssige produktion, idet de særligt udsatte/svækkede kollektiver og/eller udsatte/svækkede personer heri rammes af betingelser, som der ikke kan gribes ind over for. Det er betingelser, som der må læres at leve med, indtil der kollektivt er udviklet et fælles greb om dem.

Den næste form for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne opstår overhovedet med samfundsformen, og dette i kraft af dennes nødvendige relation til naturbetingelserne som sådan. Atypiske ændringer i de givne naturforhold kan føre til, at naturforholdene bliver til den bestemmende pol i forholdet mellem individ og samfund, hvilket betyder et tryk mod den kollektive og personlige bestemmelse af de samfundsmæssige forhold med (aktuelle) konflikter og trusler mod den livspraktiske overlevelse til følge - forhold som hvis ikke de overvindes fører til samfundsmæssig stagnation mm. Denne særlige form for utilstrækkelig bestemmelse skal vi sætte på begreb med aktuelt naturtryk.

Den sidste og specifikke form træder frem inden for samfundsformen idet konsekvenserne af en bestemt arbejdsvirksomhed personligt som kollektivt kan være utilstrækkeligt foregrebet, hvorved individerne rammes af deres egne produktionsbetingelser - indirekte ved at ikke-tænkbare, problematiske, farlige eller truende problemer dukker op, eller direkte ved ulykkestilfælde, hvor personer rammes af egne eller andres handlinger.

Vi skal sammenfatte disse tre former for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne i konceptet om social belastning. Om denne kan siges, at den er at se som en uspecifik bestemmende dimension ved samfundsmæssig kooperation overhovedet, og at den består i en samfundsmæssig betingethed af eksistensbetingelserne. En sådan betingethed er kun - eller kan kun typisk være - en partiel betingethed, da den fuldstændige betingethed er ophør af livsprocesser, hvorfor vi også må tale om grader af social belastning. Heraf følger at graden af social belastning er bestemt ud fra produktivkræfternes udviklingsniveau og af den kollektive bestemmelse af de samfundsmæssige forhold, hvor almen samfundsmæssig udvikling i relation hertil er minimering af den sociale belastning, idet udvikling ikke længere - som på naturhistorisk niveau - sker gennem udryddelse af de dårligst ”tilpassede” individer eller af social forbund (”kollektiver”) som sådan, men gennem den aktive tilpasning af de samfundsmæssige livsprocesser til naturforholdene.

Når der således må tales om grader af social belastning på grund af utilstrækkelige bestemmelser af omverdensforholdene, så kan vi også sige, at vi på det samfundsmæssigt-menneskelige niveau har at gøre med en specifik dimension af utilstrækkelighed og tilstrækkelighed, der til stadighed reproduceres. Vi skal begrebsliggøre dette med konceptet om mangelfuld bemestring som arten og graden af social belastning, der er virksom i den samfundsmæssigt-menneskelige reproduktionsproces.

Konkluderende kan vi nu sige, at atypiske processer opstår som reaktion på social belastning af det enkelte individ. Men social belastning er ikke blot noget, der rammer kollektivet og som personerne reagerer på med atypiske livsprocesser til følge. Social belastning produceres og reproduceres inden for konkret arbejdsvirksomhed: kollektivet og de enkelte er selv virksomme hermed og heri. Hermed er vi fremme ved det andet spørgsmål om reproduktionen af specifik mangelfuld bemestring af livsbetingelserne, idet opståelsen af social belastning enten er en følge af den konkrete/aktuelle arbejdsvirksomhed og/eller kan være følgen af tidligere arbejdsvirksomheder for kollektivets personer.

Af ovenstående får vi, at hvis ikke reaktionen, som reaktion på social belastning, er tilstrækkelig til at vende sammenhængen for kollektivet respektiv situationen for personen gennem udviklingen af praksisformen til arbejdsvirksomhed, så må kollektivets individer handle sig ind i en situation af social overbelastning: kollektivets individer rammes nu af den specifikke mangelfulde bemestring.

Men ligesom kollektivet så rammes det enkelte individ heller ikke blot af social belastning i en situation: den enkelte er virksom eller handler sig ind i en sammenhæng. Reaktionen på social belastning fører ikke automatisk til en situation af social overbelastning for den enkelte. Den specifikke kvalitet ved den menneskelige udviklingsevne - handleberedskabet til motiveret energimobilisering omkring problemudvikling, -formulering og -løsning – muliggør også energimobilisering, når dets arbejdsvirksomhed konflikter i forhold til både umiddelbar og middelbar foregrebet nødvendig samfundsmæssig almengørelse. Dette sker gennem umiddelbar aktivering af det biologisk givne stressberedskab på den ene side, og på den anden side gennem middelbar aktivering af viljeprocesser på virksomhedsniveau. Disse processer er nu (over for deres karakter på subhominide-niveau) psykiske funktionsprocesser, der aktiveres indenfor motivationsprocesserne - hvad vi skal sætte på begreb med produktiv motivation[73].

Er aktiveringen af såvel stressberedskabet og af den produktive motivation med de handlekonsekvenser, som udviklingen af disse får, ikke tilstrækkelig til at vende indvirkningen af den aktuelle sociale belastning, så må det komme til overbelastning af den individuelle eksistens med udviklingen af personlige symptomer - som ”løsning” af de atypiske modsigelser i individets virksomhed - til følge.

Sygelige processer opstår i forlængelse heraf, når de atypiske modsigelser mellem individets samlede virksomhedsformer og dets praksisformer (:arbejdsvirksomhedsformer) bliver til indre modsigelser der med egen virke, dynamik og kraft udvikler sig indenfor den menneskelige virksomhed. Sygelige processer opstår derfor, når individets udviklingsevne overskrides, hvilket er at se som den proces, hvor personlige symptomer får relativ selvstændigt virke inden for den individuelle virksomhed.

Det kommer i forlængelse heraf til sygdom, når en sygelig atypisk modsigelse udvikler sig til den grundlæggende modsigelse i individets virksomhed. De personlige symptomer er nu de bestemmende forhold i individets vekselvirkningsforhold med omverdensbetingelserne. Udgangen herpå er - som tidligere bestemt - enten reetablering af udviklingsevnen, vedvarende nedsættelse heraf eller livets ophør, hvor det kan siges, at det kun er ændringer på det biologiske niveau, der kan medføre irreversible ændringer (herunder også ændringer/beskadigelse af det materielle substrat for de psykiske processer på det menneskelige virksomhedsniveau).

Opsummerende kan vi sige, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom træder frem, i samme grad som social belastning udvikler sig til personlig overbelastning, hvilket finder sted, når individet ikke kan undslippe eller undgå at blive ramt af mangelfuld kollektiv som individuel bemestring af betingelser i arbejdsvirksomheden. Den personligt overbelastede bliver nu individuel bærer af mangelfuld bemestring af livsbetingelserne gennem udviklingen af personlige symptomer, der er at se som indre stagnerende forhold i individets samlede virksomhedsstruktur. Som indre stagnerende forhold er de at se som en betingethed af den personlige selvbestemmelse, hvorfor denne må træde frem gennem nedsat handleevne og forstyrret værensfylde, hvad vi skal sætte på begreb med personlig lidelse. Er den personlige lidelse grundlæggende, er individet i en tilstand af sygdom.

Nu er overgangen fra typisk atypiske processer - og i forlængelse heraf overgangen fra sygeligt atypisk - til syge processer ikke en automatisk eller selvkørende proces inden for arbejdsvirksomheden. Det er derimod overgange, der produceres og reproduceres gennem personernes specifikke indgreb og greb om selve arbejdsvirksomheden som en fælles proces mellem kollektivet og den enkelte, hvorfor vi også kan sige, at den individuelle betingethed modsvares af en samfundsmæssig betingethed af arbejdsvirksomheden i de personlige symptomers gestalt. Personlige symptomer er derfor udtryk for en individuel som samfundsmæssig betingethed af mangelfuld bemestring af arbejdsvirksomheden - altså udtryk for at der stiller sig et problem i vejen for almengørelsen af arbejdsvirksomheden. Overgangen fra social belastning til personlig overbelastning må derfor registreres af den enkelte som af kollektivet som et fælles problem ved arbejdsvirksomheden. I kraft af denne tilgrundliggende fælleshed - dit problem er også mit/vores, og omvendt mit problem er også dit, jeres - må forbundstankeformen - som udtryk for den kollektive berørthed - træde frem som bestemmende dimension mellem kollektivets medlemmer. Og en person-kollektiv-problemløsningsproces udvikler sig med de personlige symptomer som det formidlende tredje.

For kollektivet som for den enkelte drejer det sig om udviklingen af en problemformulering om sammenhængen mellem de konkrete arbejdsvirksomhedsbetingelser og den individuelt overbelastedes personlige symptomer, der muliggør en overvindelse af problemet som sådant gennem ændrede kollektive indgreb i arbejdsvirksomheden. Konciperingen af denne sammenhæng er det nærværende udgangspunkt som grundlag for etableringen af handletiltag over for de personlige symptomer.

Men i samme grad som denne sammenhæng mellem personlige symptomer og omverdensbetingelser ikke lader sig koncipere i formen handletiltag med ændringer af den konkrete arbejdsvirksomhed til følge, så bliver de personlige symptomer som et bestemt forhold mellem samfundsmæssig og individuel betingethed af betingelserne til det bestemmende tredje mellem den personligt overbelastede og kollektivet. Sygdomsforebyggelse og sygdomshandlinger er allerede kommet på samfundsmæssigt begreb i kraft af, at arbejdsvirksomheden er søgt ændret/udviklet gennem et ændret greb ud fra konciperingen af forholdet mellem atypiske processer og deres opståelsessituationer, -sammenhænge og –betingelser. Nu kommer så også sygdomsbehandling på samfundsmæssigt begreb med den samfundsmæssige organisering af det forhold, at kraften til at bryde den individuelle og samfundsmæssige betingethed af arbejdsvirksomheden ved de personlige symptomer ikke kan komme fra disse selv, men kun fra personens og kollektivets samlede systemkapacitet/arbejdsvirksomhedsstruktur gennem et ændret vekselvirkningsforhold til omverdensbetingelserne, herunder også fremskaffelsen af nye omverdensforhold - en proces som kollektivet bliver mere og mere virksom i, i forhold til den personligt overbelastede.

Da modsigelsen mellem samfundsmæssig og individuel betingethed i det personlige symptoms gestalt såvel opstår som reproduceres kollektivt som personlig lidelse, så kan vi bestemme lidelsesbemestring som kollektiv varetagelse af personlig lidelse. Dette er at se som en bestemmelse af grundformen for terapi som form for social praksis, altså som praksisform. Denne får både en samfundshistorisk udviklingslinie som kollektiv reproduktionsform og en individual-historisk udviklingslinie som personlig bearbejdningsform.

Et alment sygdomsbegreb kommer nu også til syne: sygdom er i dets modsætning til sundhed at se som en betinget modsigelse i individets bearbejdningsforhold til dets reproduktionsformer.

KAPITEL 15.3: Samfundshistoriske former for terapi: tvangsovervindelse som klassesamfundsformen og afmagtsovervindelse som kapitalformen for terapi.

Vi har nu den kategoriale ramme, som vi har søgt for at kunne stille os på vores genstands historiske standpunkt. Det er blevet oparbejdet således, at vi samtidig er blevet stillet i standpunktet. Det følgende er derfor dette standpunkts historie, hvilket er historien om dets perspektiviske selvsamfundsmæssiggørelse.

Med samfundsformens opståen som menneskelig eksistensopretholdelse indgår individerne i et system af praksisformer, der strukturerer sig som konkret arbejdsvirksomhed. Gennem individernes handlinger i disse arbejdsvirksomhedsformer producerer de på livspraktisk måde deres liv, samtidig med at de bidrager til både udviklingen af den samfundsmæssige kooperationsproces og til udviklingen af deres egen virksomhedsstruktur. Herigennem produceres nye praksisformer, der må gribes i perspektivet arbejdsvirksomhed - ellers vil den kollektive som personlige bestemmelse af samfundsprocesserne ikke kunne udvikles endsige fastholdes, hvilket medfører stagnation og stadig stigende livstrussels-eksistens. Her overfor kan vi sige, at i samme grad som denne udvikling indeholder og indbefatter arbejdets struktur som selvbestemmende virksomhed, så finder der en samfundsmæssig almengørelse sted af praksisformerne til arbejdsvirksomhed, idet selvbestemmelse er standpunkt som perspektiv i samfundsmæssig og individuel reproduktion - hvilket igen er den eneste måde, som menneskene langsigtet kan sikre deres livseksistens og opnå optimal værensfylde på. Det er så at sige deres væsen at selvbestemme deres samfundsmæssige udviklingsbevægelse, dvs. angstfri værensfylde.

Samfundsformen er i forlængelse heraf ikke at se som løsrevet fra naturen, som stående over den eller udenfor den. Samfundsformen udvikler sig af naturhistorien som ny form for historie - samfundshistorie - der reproduceres gennem bestemmelse af egne producerede samfundsmæssige love via bemestring af naturlove - det ”evige stofskifte mellem menneske og natur” - der må bringes under samfundsmæssig kontrol og virke gennem bemestring af samfundsmæssige love. Så selv om samfundshistorien er en kvalitativt ny form for (natur-)historie, så må vi tale om et ”horisontalt” udviklingsforhold mellem samfundshistorie og naturhistorien.

I dette udviklingsforhold, der bevæges gennem individernes bevidst formidlede indgreb i de samfundsmæssige love i det nødvendige perspektiv af de kortsigtede interessers ophævelse i langsigtet foregribende omsorg for individuel eksistensopretholdelse - som kun er muligt gennem kollektivet - eksisterer der en grad af social belastning, som udtryk for det forhold, at der altid vil være natur- og samfundslove, der endnu ikke er bragt ind under den kollektive som personlige bestemmelse, hvorfor de - i stedet for at virke for og med menneskene - snarere rammer dem i deres arbejdsvirksomhed. En sådan generel dimension af social belastning er ikke blot produktionsbetingelser, men betingetheder i den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces, hvis virke kun kan minimeres gennem udviklingen af produktivkræfterne og af den kollektive bestemmelse af de samfundsmæssige forhold. Omvendt er almen samfundsmæssig udvikling identisk med en minimering af graden af social belastning, der således indgår i samfundshistorien som uspecifik bestemmende dimension.

Men den sociale belastnings altid aktuelle virke - med modsigelsen mellem sundhed og sygdom hos de personligt overbelastede individer, og den hermed producerede kvalitet af værensfylde (:lidelse) til følge - er qua den tilgrundliggende fælleshed et generelt samfundsmæssigt problem, der udover at stille krav om en kollektiv løsning af de ramtes lidelsesfulde situation, også peger på forhold ved den samfundsmæssige kooperationsproces, der er mangelfuldt bemestret, hvilket igen sætter fællesheden for en overvindelse af disse på dagsordenen.

Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse er et sådant samfundsmæssigt udtryk for, at en konkret mangelfuld bemestring stiller sig som et særligt problem for den enkelte og for kollektivet. Der er altså ikke tale om, om det nu er et kollektivt problem, men kun om at en kollektiv løsning må findes på en eller anden måde. Endvidere kan det siges, at netop ved personlig lidelse bliver det særligt nødvendigt, at der støttes op omkring den enkelte, da den enkelte netop er blevet individuel bærer af fælles samfundsmæssige betingetheder, konfliktforhold, og da den enkeltes lidelse ellers udvikles til stadig større belastning for den enkelte som for kollektivet.

Den samfundsmæssige produktion - som almengjort foregribende omsorg for fremtidige nødtilstande - minimerer imidlertid allerede á priori, at den sociale belastning udvikler sig til personlig lidelse, idet mangelfuld bemestring gribes gennem kollektivets og af den enkeltes nødvendige relatering, også af de problematiske forhold til de faktiske produktionsprocesser som en forudsætning for den konkrete arbejdsvirksomheds videre bevægelse. Dette betyder, at konsekvenserne af mangelfuld bemestring allerede tematiseres i deres opståelsessammenhænge. De problematiske, sygdomsfremkaldende forhold fører altså på ingen måde et selvstændigt liv med en selvstændig udviklingslogik, som der først gribes fat i, når sygdom viser sig. Tværtimod finder der en stadig problemløsningsproces sted over for problematiske forhold i samme grad, som de erfares.

Dette finder på kollektivsiden sted gennem stadig tematisering af procesforholdene i forhold til målforestillingerne, hvor opståede problemer må løses kontinuerligt for arbejdsvirksomhedens gennemførelse. Dette indbefatter korrektion, præcisering og udvikling af såvel målforestillinger som af midler til deres realisering ud fra selve processens hidtidige forløb. Heri indgår også den enkeltes tematisering af, hvor og hvordan vedkommende personligt står i forhold hertil. Der sker mao. en afvejning af målforestillingerne i forhold til gennemførelsesbetingelserne med en procesforegribelse til følge - en proces, der til stadighed reflekteres med også de mulige foregrebne problemer, der kan være tilknyttet, og en afvejning af disse i forhold til de mulige konsekvenser for aktuel/ikke-aktuel løsning.

Ligesom arbejdsvirksomheden omstruktureres af de involverede ud fra en hensyntagen til opståede ikke-foregrebne problemer og en mulig fremtidig overvindelse heraf, så omstrukturerer den enkelte sine handlinger ud fra, hvad der kan overvinde stillede problemer - i modsætning til omstrukturering ud fra udviklede problemer, der er de problemer, der lader sig formulere og løse på basis af de givne og historisk udviklede udgangspræmisser og -betingelser. Stillede problemer er derfor de problemer, der rejser sig indenfor udviklingen af problemer, men som ikke lader sig løse på basis af de forhåndenværende udgangspræmisser og –betingelser, og/eller som der hidtil er blevet tænkt om disse, hvorfor stillede problemer stiller kollektivpersonerne over for refleksion, korrektion og ændring af selve løsningsperspektivet på deres opgave. Endvidere kan vi sige, at stillede problemer altid er momenter i selve problemudviklingsprocessen.

Derfor kan samfundsmæssig forebyggelse og den enkeltes forebyggelse af reproduktion af sygdomshandlingen alment siges at være et integreret moment i selve arbejdsvirksomheden. Men i samme grad som det ikke er muligt at komme til løsning af de stillede problemer i forhold til individuel overbelastning gennem omstrukturering af kollektivpersonernes problemudviklingsproces ved den fælles arbejdsvirksomhed, så udvikler funktionen af sygdomsbehandling sig, idet det enkelte individs tilstand bliver genstand for den kollektive arbejdsvirksomhed.

Hermed opstår den terapeutiske praksisform som effekt af mangelfuld bemestring af specifikke natur-, samfunds- og individual-historiske forhold repræsenteret individuelt gennem personlige symptomer, der er en såvel individuelt som samfundsmæssigt betinget af de specifikke personlige og kollektive forudsætninger og betingelser.

Af den kollektive arbejdsvirksomhed er der nu udviklet et kollektivt problem, der er personen som problem - såvel for individet selv som for det samfundsmæssige. Den praksisform, der således etablerer sig som terapeutisk, etablerer sig derfor også med en social dimension, der tager vare på ændringer af individets tilstand, eksistensmåde og eksistensform på den ene side[74], og på den anden side med en teraperet dimension, hvor det personligt lidende individ bearbejder sig selv med sig selv via de samfundsmæssige forhold, der er forefundne i situationen, sammenhængen og kollektivet[75]. Det formidlingsforhold mellem individ og samfund, der nu udvikler sig som det særegne karakteristikum for den terapeutiske praksisform i forhold til andre praksisformer, er et forhold, hvor det formidlende tredje er de personlige symptomer, der betinger den individuelle som samfundsmæssige praksis. Det formidlende tredje eksisterer nu som løsrevet og henvisende de involverede kollektivpersoner, og det udvikler sig i kraft af, hvordan der gribes - og kan gribes - formidlende ind over for betingelserne for dets reproduktion som formidlende tredje. Det almene perspektiv heri er derfor personlige symptomers overvindelse gennem ophævelse af den individuelle og sociale betingethed, som de udtrykker, hvilket er en ændring og udvikling af de betingelser, der reproducerer det formidlende tredje i dets løsrevne og henvisende form. Perspektivet i terapi er derfor dets egen ophævelse gennem samfundsmæssig udvikling; det er ophævelsen af overforstilletheden i formidlingsforholdet mellem individ og samfund[76]. Til denne divergens er kun at sige, at både ovenstående samfundsformbestemmelse og feltbestemmelsens bestemmelse er faktiske bestemmelser, men der ligger en historisk proces imellem dem. Dette giver sig ud fra, at feltbestemmelsen stiller os ind i den udviklede - den nærværende - form for terapi, hvor forformerne herfor kun eksisterer som ubestemte momenter, hvilket netop er et anliggende for den historisk-logiske rekonstruktion at bestemme i deres videre sammenhæng. Feltbestemmelsen på dette punkt vil vi derfor også først møde historisk senere.

Den terapeutiske praksisform kan udvikle sig umiddelbart som følge af kausal sygdomsproduktion (:ulykkestilfælde med skade af den menneskelige eksistensform), eller den kan opstå middelbart som følge af, at de stillede problemer i relation til social overbelastning sætter individet i en tilstand af lidende eksistens, der ikke umiddelbart lader sig løse gennem den konkrete arbejdsvirksomhed, hvad vi skal se som funktionel sygdomsproduktion, hvilket perspektivisk er disfunktionel sundhedsproduktion. Ovenstående almenbestemmelse af terapi udvikler sig i samme grad, som samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse etablerer sig. Men - ligesom ved samfundsformen som sådan - reproduceres de almene bestemmelser med det historisk tidligere som medium, der igen udvikles samfundsmæssigt i samme grad, som det gribes som arbejdsvirksomhed af de involverede. Dette er at se som en selvsamfundsmæssiggørelsesproces, der etablerer sig som standpunkt og perspektiv, når samfundshistorien står ”på egne ben”, hvor den bevæges og udvikles af virksomme individers bevidst formidlede indgreb i deres eget livspraktiske ”medium”: samfundsformen. Herigennem udvikles samfundshistoriske former for samfundsmæssig og individuel reproduktion. Den samfundshistoriske første form er i forlængelse heraf ikke at se som en ”særskilt” form, idet den er sin egen særskilte form for historie allerede, nemlig samfundshistorie.

Vi har indtil nu rekonstrueret, hvorledes sygdomsforebyggelse, -behandling og -handlinger er blevet samfundsmæssiggjort. I det følgende drejer det sig derfor om selvsamfundsmæssiggørelsesprocessen af den terapeutiske praksisform, hvilket er en proces, der tager sin begyndelse med produktionsdriftens gennemsætning.

Med produktionsdriftens gennemsætning bliver kollektiverne stationære i deres lokalitet, region mm. Dette betyder, at de forskellige delarbejder, arbejdsfællesskaber og deres indbyrdes og interne koordinering organiseres som ”adskilte” funktioner, der har relativt faste ”pladser” i forhold til hinanden. Herigennem kommer der også en rumlig arbejdsdeling til syne, som de enkelte indgår i ud fra livspraktiske rytmer, der er bestemt og bestemmes gennem udviklingen af kollektive målforestillinger omkring, hvad der skal produceres, og hvordan produkterne skal anvendes (konsum, ny/senere produktion mm). Alt i alt finder der udveksling af arbejdsvirksomhed sted mellem de forskellige delarbejder inden for den kooperative produktion. Denne udveksling finder også sted ved erfaret lidelse, idet de enkelte delarbejder - hvori lidelse erfares - ikke typisk lader sig omstrukturere til særskilt terapeutisk arbejdsvirksomhed i samme grad, som der hvor udviklingen af arbejdsvirksomheden gennem samfundsmæssig almengørelse ikke overvinder den specifikke sociale overbelastning af den enkelte. Omstruktureringsprocessen tager da form af en differentiering af det oprindelige delarbejde til to særskilte arbejdsvirksomheder, hvor det oprindelige delarbejde videreføres på korrigeret måde i den ene, og hvor den anden virksomhedsform specifikt tager vare på den enkeltes lidelse.

Disse differentieringsprocesser foregår på basis af den overleverede social struktur med dennes genstandsmæssiggjorte erfaringsakkumulation - der også præsenteres i betydningsstrukturerne - omkring sygdomsforebyggelse, -behandling og -handlinger fra det antropologiske niveau af funktionsopdelt kooperation.

Til rådighed for et kollektivs omstruktureringsproces/differentieringsproces er derfor erfaringer med typiske atypiske processer, mulige indgreb her overfor, samt om deres procesforløb, ligesom den enkelte ramte har sine hidtidige erfaringer at trække på mht. personlig belastning/overbelastning/lidelse/sygdom.

De kollektive erfaringer er repræsenteret genstandsmæssigt i forskellige midler, gennem tegn og billeder, og ideelt præsenteres de i synteser af betydningsstrukturer. Det er som tidligere nævnt ud fra erfaringer med relationen mellem sult og sygdom, at man finder ud af at manglen på bestemte næringsstoffer eller at ensidig kost disponerer for sygdom, at kulde og stærk varme kan overbelaste legemet mv. Det kan være erfaringer med cykliske værenssygdomme (:virussygdomme mv.) i relation til årstid, individers alder og generelle sundhedstilstand. Det kan endvidere være erfaringer med forgiftnings- og infektionssygdomme i deres relation til giftige næringsstoffer (:giftige/ufordøjelige planter mm), hygiejniske forhold og pådragelsen af sår/rifter. Hertil kommer endelig erfaringer fra ulykkestilfælde med kvæstelser/beskadigelser af det menneskelige legeme til følge.

Når personlig overbelastning således erfares af kollektivet, så eksisterer der derfor allerede en almengjort erfaringsfond, der muliggør udpegning af, hvad det kan dreje sig om, og hvad det er muligt at gøre. Mao. eksisterer der typiske handleprocedurer overfor erfaret lidelse hos den enkelte. Disse er at se som begrundede antagelser om, hvad det sandsynligvis drejer sig om, og hvad der muligvis/nødvendigvis må sættes i værk personligt som kollektivt - en uddifferentieringsproces, der udvikles gennem samarbejdet mellem kollektivet og den enkeltes egen oplevelse af grundlaget for egne sygdomshandlinger. I samme grad som den personligt overbelastede må suspendere sin arbejdsvirksomhed i forhold til overvindelsen af sine sygdomshandlinger, må kollektivet tage over gennem hjælpende omgang med og pleje af den enkelte. Denne pleje overgår til og finder sted i bo- og familiegrupperne, hvor der i forvejen tages specifikt vare på spæde og på gamle, der ikke har den generelle mobilitet, kraft og bevægelighed at fungere i kraft af.

Bo- og familiegrupperne bliver derfor det medium, hvori der gøres erfaringer med særskilt overvindelse af sygdom, og de typiske handleprocedurer, der herigennem kommer på begreb, er rengøring af sår, udtrækning af fremmedlegemer i kroppen, indtagelse af særligt lægende plante-/dyrekost, lindring af en febervarm pande med koldt, provokering af opkast ved mistanke om indtagelse af noget ufordøjeligt/giftigt, ro, varme, næring og hvile. I den udstrækning at de til rådighed stående handleprocedurer over for typiske atypiske tilfælde fejler eller ingen virkning har, så er sygdom en livskrise, der enten overvindes eller medfører døden. Overvindes sygdom ikke med sundhed, men derimod med kronisk lidelse til følge, så kommer individet til at indgå i kollektivet som atypisk fungerende, hvor kollektivet tager særlige hensyn til de forhindringer, som lidelsens specifikke egenart medfører.

Nogen særskilt terapeutisk arbejdsvirksomhed er der endnu ikke tale om; snarere har pleje og behandling været et integreret moment i bo- og familiegruppernes andre arbejdsopgaver, hvor pleje- og behandlingslogikken i vid udstrækning også har været bestemt af disse og deres rytme. Med uddifferentieringen af bo- og familiegrupperne til momenter i lokalitetsfællesskaber opstår der dog mulighed for en selvstændiggørelse af sygdomsbehandling som særskilt form for arbejdsvirksomhed.

Dette finder sin første egentlige samfundsmæssige form med agrarsamfundets udvikling, hvor midlerne til sygdomsovervindelse fremskaffes til brug i tilfælde af sygdom; altså ikke blot ”generaliserede” midler, men midler der udvikles og opbevares specifikt til sygdomsbehandling. Dette gælder forskelligt værktøj til indgreb i kroppen; og indsamling, ophobning og opbevaring af forskellige urter med lægende virkning. I forlængelse heraf også kultivering af planter til sygdomsbehandling - for eksempel var flere hundrede planter her kendt og bragt ind under samfundsmæssig-menneskelig kontrol[77]. I sammenhæng hermed sker der også en yderligere arbejdsdeling, idet enkeltindivider specialiserer sig i sygdomsbehandling. De hermed ”stabiliserede” handleprocedurer var i bund og grund et kollektivt produkt og dermed kollektiv ejendom, så selv om den naturmedicinske erfaring nok var/blev samlet på bestemte individer - for eksempel de ældre, og særligt de ældre kvinder - var de til rådighed for alle til enhver tid. Heraf følger også, at disse individer har haft en spontan egeninteresse i at udbrede/videregive deres erfaringer, idet erfaringen med sygdom som noget specifikt produceret - upåagtet om årsagerne var kendt eller ej - muliggør hypotesedannelse om, hvad der skal undgås i arbejdsvirksomheder, da dette som det eneste kan sikre samfundsmæssig almengørelse af egen virksomhed, samt hvordan der hurtigst muligt bedst kan gribes ind ved begyndende personlig lidelse. Jo tættere på kildemomenter, noget kan gribes, jo tydeligere vil forløb anskueliggøre sig i udfoldet form.

Vi skal følge den videre udvikling og samfundshistoriske reproduktion af den terapeutiske praksisform op igennem dét, der nu bliver til en klassekampens historie. Analytisk skal vi først se på klassehistorien og dennes logik, da denne er terapis overgribende samfundsmæssige medie, og herefter på selve terapis faktiske udviklingshistorie.

Ekskurs om klassehistorien og dennes ”psykologiske” logik.

Vi skal indskrænke feltet til klassehistoriens betydning for den menneskelige psykologi: at psykologi som teori om mennesket som psykologisk væsen tilsyneladende op igennem samfundshistorien ikke eksisterer, for i sidste århundrede at dukke op ud fra fra filosofien og det eksperimentelle eksperiment. Vi skal kigge på den dominerende opfattelse af psykologi, der hviler på et særligt opståelsesparadigme, der ubegrebet afleder respektivt spærrer for bevidst greb om virksomme kooperative og interaktive mellemmenneskelige relationer. Problemet skal kaldes:

1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET[78].

Psykologien som fag, profession og videnskabelig disciplin er af nyere historisk karakter. Dette udtrykkes ofte på den måde, at ”psykologien har en lang fortid, men en kort historie”[79]. Og med dette henvises der særligt til to forhold: For det første at de fleste - og måske alle - videnskaber oprindeligt har været en filosofisk disciplin, hvor det for psykologien gælder, at der refereres tilbage til den græske oldtid, og særligt til Aristoteles, der indførte ”psyken” i verden[80] ; Og for det andet at psykologiens fødsel placeres dér, hvor man begyndte at tage eksperimentelle metoder i anvendelse til løsning af filosofisk-psykologiske problemer, og med dette refereres der til Gustav Theodor Fechner, der i 1860 udgav bogen ”Elemente der Psycho-physik”, og som havde undersøgt og fremsat lovmæssigheder mellem sjæl og legeme, der påstås at kunne opfattes som ”forholdet mellem de fysiske sansepåvirkninger, stimuli og de psykiske sanseindtryk, fornemmelser eller perception”[81]. Som fag - og dermed starten for en professionsdannelse - træder psykologien dog først frem nogle år efter. Og det er i slutningen af 1870-erne, hvor det første institut - Wundt-instituttet i Leipzig - oprettes i 1875. Og for Danmarks vedkommende er det Psykofysisk Laboratorium - der oprettes af Alfred Lehmann - i året 1886. 

Ovenstående ”opståelses-paradigme” for psykologien er i store træk forblevet uproblematiseret helt op til i dag, hvor det danner udgangspunkt for enhver psykologi-historisk fremstilling. Således er det blevet børnelærdom, at psykologien opstod i slutningen af sidste århundrede, hvor de eksperimentelle metoder blev taget i brug. Og ligeledes er det blevet børnelærdom, at dette udgangspunkt ikke forblev sig selv nok, men også var grundlag for realiseringen af andre psykologiske teoridannelser. Psykologiens egen historie er karakteriseret ved, at der vedvarende er kommet nye skoledannelser til, hvor det først og fremmest er psykoanalysen - Freud - der markerer sig som et fyrtårn, og som udviklede sig i begyndelsen af dette århundrede. Og som i sit kølvand har trukket enten accept og indre udvikling i form af en psyko-dynamisk psykologi, eller afvisning og etablering af en humanistisk og/eller eksistentialistisk psykologi. Det skal også nævnes, som børnelærdom, at de forskellige skoledannelser eller psykologitraditioner anvender forskellige metoder - som positivistiske, hermeneutiske og retorisk epistemiske filosofiske[82], med et fikspunkt i dag, startende i midten af 80-erne, omkring nødvendigheden af såvel kvantitative og kvalitative studier - og at deres indbyrdes relationer er domineret af tidstypiske og skiftende konsensus- og konfliktforhold. De rådende forhold indenfor psykologien er at sammenligne med den uholdbare situation, det vil være, hvis der inden for fysikken eksisterende flere, uforenelige og konkurrerende teorier om tyngdeloven (Holzkamp).

I forhold til ovenstående opståelses-paradigme er det endvidere kendetegnende, at den eneste oppositionelle strømning - den Kritiske Psykologi, og dennes kulturhistoriske rødder i Vygotsky, Luria og Leontjev - der grundlæggende går imod denne fælles børnelærdom, alligevel lader sig placere og indplacere som en særlig, godt nok marxistisk eller socialistisk, skole eller tradition indenfor selv samme opståelses-paradigme, og dette på trods af intentionen i Kritisk Psykologi om at ville klarlægge og overvinde objektivt givne kerneproblemer i psykologien som videnskab betragtet, og også på trods af at denne intention på grundlæggende områder er indfriet[83].

Nu er den kritiske psykologi ikke mere end et kvart århundrede gammel, så optimistiske sjæle og fortalere for denne psykologiske teoridannelse, kan vælge at se den uretmæssige inddefinering i det opståelses-paradigme, man søger at adskille sig fra, som et spørgsmål om tid, og at fornuften vil sejre til sidst. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved nogle udtalelser af Leontjev fra midten af 70-erne, og dette fordi ”tingenes miserable tilstand”(Marx) ikke synes at have forandret sig til det bedre, tværtimod. Leontjev skriver i forordet til ”Virksomhed, bevidsthed, personlighed” følgende: ”Psykologiens udvikling, i verdensmålestok, har nu efterhånden i hundrede år fundet sted under en metodisk krise i denne videnskab. Efter i sin tid at være blevet spaltet i humanistisk og naturvidenskabelig, beskrivende og forklarende, kommer der stadig nye revner og spalter i hele systemet af psykologisk viden, så det kan se ud, som om selve psykologiens genstand løber ud imellem dem”[84]. Som dengang dette blev skrevet, og hvor der også eksplicit blev advaret mod eklekticisme som kriseovervinder, idet dette ikke medfører en gennembearbejdning af psykologiens grundlæggende begrebslige arkitektur[85] - hvorved dens sammenhængskraft som videnskab ellers udtyndes yderligere - er der tværtimod sket en  øget brug og skønmaling af en eklektisk fremgangsmåde. Og med en reference til psykoterapiområdet skal følgende udsagn citeres: ”I dag er det nærmest umuligt at åbne et tidsskrift uden at støde på artikler om nødvendigheden af et udogmatisk, pragmatisk, integrativt, selektivt, multiteoretisk eller eklektisk udgangspunkt”, hvad forfatteren hilser velkommen med ordene, at ”en pragmatisk holdning .. formodentlig ..vil.. bidrage til en velkommen afideologisering af sygdomsforståelse og behandlingsstrategier. Dette vil igen muliggøre en større overensstemmelse mellem teori og praksis, da klinikeren oftest er nødt til at udvælge behandlingsteknikker fra forskellige teoretiske referencerammer”[86]. Der tales også åbent om ”en flugt ind i pragmatisme” som den nødvendige vej frem[87]. 

I sammenhæng hermed kan det også konstateres, at tyngdepunktet for, hvad psykologi er, og hvem der kan bedrive psykologi, mere og mere flyttes hen imod nogen idealistiske og ukritiske normer om ”international standart”, som den enkelte kun kan leve op til, komme inden for, gennem eksklusive forskeroverbygningsuddannelser på universiteterne og gennem særskilte videreuddannelsesprogrammer indenfor bestemte teorirammer, der er privat-kapitalistisk organiseret[88]. Det at trænge ind i psykologiens genstand på videnskabelig vis, samtidig med at man uddannes til psykolog, dét er ved at tilhøre en forhistorisk tid. Så der er egentlig ikke noget at sige til, at den eklektiske og pragmatiske fremgangsmåde vinder stadig større indpas. Hvilket også vil bekræfte opståelses-paradigmet som den mest naturlige ting i verden. Dette trækker så også psykologer med sig, hvor tilpasningsdygtighed til skiftende modepsykologier og magthavere - som opdragsgivere - bliver den mest efterspurgte kvalifikation[89].

Der er således stadig langt til indfrielsen af Lehmanns håb om psykologien som ”basis for alle åndsvidenskaberne”: ”Ligesom den moderne fysik først begyndte at gå fremad med kæmpeskridt, da den i atomteorien havde fået sit faste fundament, således vil sikkert også psykologiens fremtid være afhængig af, at den får et fast teoretisk grundlag. Først så er der håb om, at denne videnskab, der nu i 2000 år, fra Aristoteles til Fechner, kun har vundet få nævneværdige resultater, kan indtage den plads i videnskabernes række, som tilkommer den ifølge dens stilling som basis for alle åndsvidenskaberne”[90].

2. DET ”SELVFØLGELIGE” SOM PROBLEMET.

Men hvad er der egentlig galt med den dominerende opfattelse af psykologien, altså med opståelses-paradigmet? Der er det galt, at der ikke skelnes mellem det menneskelige individ som særegent psykologisk væsen til enhver samfundsmæssig tid, og tiden for, at psykologien opstår som filosofisk og senere som psykologisk videnskabelig disciplin. Det kan nemlig gøres gældende, at en menneskelig psykologi eksisterer forud, både den Aristoteliske psykologi som del af filosofien i det Antikke slavesamfund, og den eksperimentelle udforskelse af psykologien med positivistiske metoder i starten af den kapitalistiske samfundsudviklingsproces. Psykologien er så gammel som mennesket selv. Dét, der er galt, er dermed, at det ikke agtes, at al den filosofi og al den psykologi, som opståelses-paradigmet trækker ind under sig, at dette er knyttet til den samfundshistoriske form, hvor undertrykkelse og udbytning af slaver gennem strukturelle magtforhold er dominerende samfundsmæssig anordning. Og en agtelse af dette - den historiske dimension: at enhver form selv er en tilbleven form, en historisk udviklet form, der kan udvikle sig videre - netop dette bringer vores overvejelser, i den grad vil vi sige noget om mennesket i sig selv, og ikke bare hvad mennesket er blevet gjort til som slaver og slaveholdere, over i en oppositionel indfaldsvinkel til den med opståelses-paradigmet etablerede ”Mainstream-psykologi”.

En oppositionel indfaldsvinkel er en kritisk psykologi i dobbelt forstand: den er kritisk mod den etablerede psykologi, fordi denne ikke griber dybden, men forbliver i ahistoriske overfladebetragtninger omkring sin genstand; og den er kritisk, fordi de samfundsmæssige betingelser for den menneskelige psykologi er kritisable.

En kritisk psykologi må derfor trække sløret væk omkring de nuværende forholds pseudonaturlighed, dvs. opløse deres naturhaftighed, og den må gøre det på en sådan måde, at de væsentlige udviklingsforhold, der betinger og overvinder dette, lader sig begrunde på kategorial genstandsbunden vis. En kritisk psykologi må sætte psykologiens genstand på den samfundsmæssige dagsorden, og ikke bare overlade til de givne omstændigheder, at alt hvad der kalder og fremstiller sig som psykologi også kan gøre krav på at være det.

At stille sig på et kritisk psykologisk standpunkt er ikke bare at stille sig i opposition til det til enhver tid fremherskende. Kritik giver i sig selv ikke et positivt grundlag for videreudvikling. Det gør kun selvstændig teori- og praksisopbygning ud fra, hvad selve den psykologiske genstand ”svarer”, når den gøres til genstand for udforskelse. Det er derfor kun muligt at nå et stykke af vejen mod en psykologi i egentlig forstand gennem en kritik af den etablerede psykologis opståelses-paradigme. For en videnskabeliggørelse af psykologien må de problemer af grundlæggende samfundsmæssig[91] karakter, der binder psykologien til at være bestemt primært gennem dette, selv videnskabeliggøres.

I forhold til opståelses-paradigmet drejer det sig derfor ikke bare om at forkaste det, og sætte et andet i stedet. Så vil man også begå en klassisk før-marxistisk fejl, idet man i stedet for eet dogme blot sætter et muligt andet, som virkeligheden så må indrette sig efter. Det gælder tværtimod om ”at udvikle virkelighedens nye principper ud af virkeligheden selv”[92]. Vores opgave overfor opståelses-paradigmet har derfor i sig selv opgave-karakter. Og spørgsmålet er derfor, hvilken opgave opståelses-paradigmet stiller os over for.

Til en klarlæggelse heraf skal det bemærkes, at opståelses-paradigmet har to fikspunkter: eet omkring antikken og eet omkring overgangen mellem feudalisme og kapitalisme.

Det er derfor - og for det første - ikke nok, som megen kritisk teori og samfundsteori gør det, blandt andet freudomarxismen og den kritiske samfundsteori i ”Udkast”-gruppen på Psykologisk Laboratorium, at have feudalismen som historisk nul- eller fikspunkt. Det er selvfølgeligt rigtigt, at det menneskelige individ er blevet frisat sine feudale bånd ved overgangen til kapitalisme, men det feudale samfund er ikke individets vugge. Der er samfundshistoriske former før feudalismen, og individet eksisterer såvel i som før feudalismen som særegent psykologisk væsen. Agtes dette ikke, så falder enhver kritisk psykologisk bestræbelse tilbage på en klassisk sociologisk opfattelse, som blandt andet også findes hos Georg Simmel, der naturaliserer mennesket som på een gang værende adskilt og forbundet med de sociomaterielle strukturer, et standpunkt der just også er blevet gentaget i Kritisk Teoretisk/Freudomarxistisk forklædning af Steen Visholm i teksten ”Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer”[93].

Det er ligeledes - og for det andet - heller ikke nok at lade det andet fikspunkt - antikken og Aristoteles psyke-opfattelse, hvor slaver ikke opfattes som mennesker, men som ”talende redskaber” - være styrende for vores opgave. I så tilfælde havner man i Hegels bevidsthedsfilosofi - i en selvudviklende ånd - der hjemsøger den historiske proces, og hvis genese taber sig i metafysiske tåger omkring noget ideelt, begrebsligt eller åndeligt som forud den materielle verden[94]. Det er godt nok ”langt lettere”, som Marx formulerer det, ”gennem analyse at finde de religiøse tågedannelsers jordiske kerne, end omvendt at udvikle de himmelgjorte former af de respektive virkelige livsforhold. Men det sidste er den eneste materialistiske og derfor videnskabelige metode”[95]. Det kan da også vises, at konstellationen, hvorunder Filosofien fra antikken og op igennem historien bygger sig op, omhandler herskabssubjektets politisk magt, krise og livsførelse[96]. Så brydes der ikke hermed, vil den viden, der kan udvikles gennem inddragelse af eksperimentelle metoder fx. for den psykologiske genstand indenfor filosofien, være ren kontrol”videnskabelig” viden til supplement eller fuldstændiggørelse af det i forvejen herskabs”videnskabelige” udgangspunkt. Den herskabsvidenskabelige og den kontrolvidenskabelige ansats for vidensudvikling må derfor, i almen forstand, opfattes som to reducerede videnskabssyn. Og der må brydes hermed til fordel for at fremme den psykologiske genstands egen videnskabelige udvikling. Et sådant brud må selv kunne reflekteres videnskabeligt, og der skal i overensstemmelse med Pietilä skelnes mellem to typer af videnskab: ”Den ene er en vertikal-selvstændig videnskab, som træder verden i møde fra oven med dens evige sandhed om verden; den anden derimod er en horisontal videnskab, som lever i verden og hjælper den med at erkende sig selv, altså gøre dens kampe bevidst for den”[97].

Den vertikal-selvstændige videnskab er slet og ret udtryk for ideologisk kompetence, dvs. samfundsmæssiggørelse-fra-oven[98], idet den strukturerer sig ud fra et magtcentrum, medens den horisontale videnskab strukturerer sig i forhold til samfundmæssiggørelsens eget iboende udviklingsperspektiv. Og med en reference til Marx kan det siges, at den selvstændige filosofi, den vertikale videnskab, med skildringen af virkeligheden, ”taber sit eksistensmedium”[99]. For rigtigheden af en sådan skildring gives der derfor ingen filosofiske garantier, den må tværtimod hele tiden gennem videnskabeligt arbejde stå sin prøve, vise sin rigtighed.

Prøver vi på ovenstående grundlag at fastholde begge fikspunkter, så fås følgende opgave eller dobbeltopgave: vi skal opløse det naturlige psykologiske islæt i den nuværende verden, og det kan kun gøres i denne selv, og samtidig skal vi befordre en løsning af de hermed forbundne, forbigåede eller uudviklede samfundsmæssige betingelser, der ellers resulterer i, at opståelses-paradigmet fortsat lever sit eget uproblematiserbare liv, frem for at blive overvundet i en videnskabelig menneskelig psykologi. Vi søger mao. svar på spørgsmålet om, hvad der betinger og hvad der overvinder, at den almene menneskelige psykologi op igennem samfundshistorien forsvinder, hvilket sker i antikken med Aristoteles, for så at dukke op i ren pragmatisk og eklektisk form som ’psykologisk ideologisk kompetence’ flere tusinde år efter med den kapitalistiske produktionsproces.

Vi skal kalde det hermed givne problem for klassepsykologiens paradoks[100]. Og dets løsning skal i det følgende fremstilles[101]. Det er en løsning der går igennem en løsning af to sammenhængende paradokser: paradokset om tilblivelsen og paradokset om genoplivelsen. Del I. Dette vil i anden omgang skabe rum for, at en almen menneskelig psykologi kategorialt lader sig fremvise. Del II og del III. Hvilket fører til - i afsnit 4 - det mulige i at reflektere over, hvad der særligt er afgørende for opståelses-paradigmets udvikling og reproduktion.

3. DEL I  : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.

Klassepsykologiens paradoks er lige så gammel som klassekampens historie, og det har derfor lige så former og udtryk som klassekampen selv. Medens samfundshistorien endnu var ung, og der stadig var usamfundsmæssige naturområder at kultivere, var der altid mulighed for at forlade problemer og strid indenfor den civilisation, man var opvokset og udviklet ind i - om end det langt fra var sikkert, at ens fortsatte overlevelse også hermed var givet, eller at man kunne komme væk. Men som samfundshistorien udviklede sig, fra en horisontal historisk proces til en vertikal global, blev ’konfliktovervindelse gennem retræter’ til sidst umuligt. Alt var allerede, ikke nødvendigvis kultiveret og civiliseret, men noget, som nogen gjorde krav om overherredømme på. Det var den almene privatejendomsret, der frem for fællesejendommen satte sig igennem verdenshistorisk. Og i dag er man i den situation, at der for stort set alle nationer er en arbejderklasse, et flertal af befolkningen, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen om at erobre den kulturelle, politiske og økonomiske magt - selv om de er kollektive i deres indordning i underordningen[102]. Det er således ikke den kooperative produktion, der bevidst styres af det samfundsmæssigt-menneskelige kollektiv, men derimod drives samfundshistorien frem gennem klassemodsigelser mellem samfundsgrupper, modsigelser begrundet i den private ejendomsret og den hertil hørende nationale statsdannelse.

Generelt er klassepsykologiens paradoks følgende: mennesket er blevet til i kraft af at skabe sin samfundsmæssige eksistens, samtidig med at denne ikke tillader mennesket at komme virksomt til orde som historisk skaber heraf[103]. Det paradoksale kommer af, at det menneskelige individ træder frem på den historiske scene som et psykisk væsen ved på den ene side at afstå fra social virksom bevidsthed, hvad der sker med den første slave - her stilles menneske overfor menneske som ikke-menneske - og ved på den anden side at afgive sin egen sanselige historie - her stilles klasser af individer overfor hinanden som hinandens objekter, som a-mennesker - hvad der sker med hver enkelt persons ekspropriation (eller løsrivelse) til privatborger og statsborger på samme tid af det kapitalistiske samfund, hvor enhver bliver fri - og må være fri - for at kunne sælge sin arbejdskraft i konkurrence med andre.

I klassepsykologiens paradoks ligger to særskilte paradokser[104] : mennesket som alene subjekt for sig selv, hvad der kan kaldes for ’genoplivelsens paradoks’, og mennesket som alene objekt for sin egen samfundsmæssige historie, ’tilblivelsens paradoks’.

SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS. AKTUEL SAMFUNDSHISTORIE:Klassekampens historie

I dobbelt forstand kan man sige, at mennesket er henvist til betingelserne, fremfor at være ”herre over dem”. Og tænkes der ikke ”om” dette, hvilket er at tænke historisk[105], men kun ”i” det, dvs. prisgiver en løsning af klassepsykologiens paradoks, så fås også grundlaget for den Mainstream-psykologi, der med opståelses-paradigmet dominerer: at mennesket er prisgivet sine indre betingelser og dets ydre omverdensforhold. Eller som det stadig mere ofte - og igen - konciperes: mennesket er et produkt af arv og miljø, og det kan studeres ud fra et bio-psyko-socialt helhedsparadigme. 

Tænkes der derimod ”om” det, er løsningen lige til: at indoptage gennem udvikling, dét som udviklingen af klasseantagonismer har sat som overgribende samfundsmæssig magt. Og dette er at stille sig på standpunktet af sanseligheden som globalt problem for hver af os[106]. Det er når det ikke er muligt at realisere dette standpunkt, at det kommer til en spaltning og dermed fordobling af den samfundsmæssige proces i en verden inde og ude, nede og oppe osv., altså en dual verden styret af polariteter, og hvor ethvert menneske er overforstillet andre i en verden i indre splid med sig selv. Det er en verden, hvor virkeligheden er, at den andens problem er den andens problem, og mit problem mit eget problem! Dette kan også formuleres på den måde, at det grundlæggende er menneskets overlevelse som privat eksistens, der er sat på som den mest centrale opgave ved det samfundsmæssigt-menneskelige liv - som vi dog, paradoksalt nok, også deler med hinanden!

Det er her muligt at vise, at dette standpunkt har en ganske bestemt logisk-historisk struktur i hvert enkelt menneskeligt subjekt i dag. Selve standpunktet har nemlig en historie, der kommer til veje gennem etableringen af tre særlige logiker[107] :

Logik 1: Begravelse.

For det første kommer det i stand, når pånødede opgaver ikke er blevet løst. De modsigelser, der er forbundet hermed, vil da blive begravet. Og en nærmere bestemt, ud fra opgaven, ikke-livspraktiske betydningsstruktur virker. Man kommer hele tiden til at dvæle i en eller anden smerte eller længsel, uden på nogen måde at kunne sætte sig i forhold hertil mht. forandring.

Logik 2: Forhimling.

For det andet kommer det i stand, når det ikke er muligt at holde ikke-løsningen af pånødede opgaver i bevægelse mod en fremtidig livspraktisk løsning, og dette sker når man ikke kan løse den konflikt mellem den tidligere betydning af opgaven og den aktuelle tids betydningsstruktur. Man havner da i en ikke-livsduelig social problemsituation, hvor man indstiller sig på de betingelser, der skaber eller har skabt konflikten. Og dette sker gennem en forhimling af de modsigelser, man kastes rundt igennem. Forhimling er at løse modsigelser gennem en abstrakt ahistorisk sammenføjning af modsætningen til en metafysisk idé med een og/eller verden. Og det kommer i stand, når de involveredes interesser på en gang er uforenelige og henvist til en løsning via hinanden. gennem forhimling findes der et kompromis, der yder begge parter en slags kompensation, som parterne nu indenfor rammerne kan sætte sig i forhold til hinanden på[108]. Centralt i forhimling af modsigelser er, at de drivende forhold bortabstraheres, hvorved forandring og udvikling blindt sætter sig igennem bag om ryggen på de involverede.     

Logik 3: Antagonisme.

For det tredje kommer det i stand, når modsigelser, der er i livet ikke kan løses, og som man heller ikke kan undslippe en mulig løsning af. Og det, der berøres her, er vores integritet som menneskeligt individ, som personlighed. Og det er i en verden, hvor der er noget ”forhimlet” over een, og noget ”begravet” under een, der hele tiden truer med at trække selve livsgrundlaget væk under een. Er det ikke muligt i en sådan situation at udholde konflikten mellem at det gamle eksistens grundlag ikke eksisterer mere og det nye endnu er uden for række vidde, og gøre det ud fra ens eget perspektiv om en almen livsmulig løsning, så bliver man selv modsætningsfuld på antagonistisk vis. Og dette er at måtte leve gennem underkendelse af sin egen integritet som individuelt handlende menneskeligt væsen.

Det  karakteristiske  ved  disse tre begrænsede - og begrænsende - udviklingsformer for et menneskeligt individ, dét er at de er blevet bygget ind i den samfundshistoriske struktur som hvert enkelt menneskeligt individ forefinder som udgangspunkt for sit liv. Den verden, vi lever i, er forhimlet gennem staten som ”imaginært fællesvæsen”, og den er samtidig ”begravet” i privatøkonomiske modsætningsforhold, hvor det er styrkeforholdenes love, der bestemmer, hvor hver enkelt til enhver tid kan og må sætte sine ben. Dette betyder igen, at det kun er muligt partielt - og det gennem sammenslutning med andre, der står med samme særinteresse for mulig ophævelse af kortsigtede interesser i langsigtede fællesinteresser - og halvt - sammenslutning mod de andre med modsatrettede interesser end mig, selv om de jo også er mennesker - at stille sig på standpunktet af ’sanseligheden som globalt problem for hver af os’. Og omvendt er det kun muligt at undgå at beskæftige sig med dette globale sanselighedens problem under abstraktion fra sig selv som menneskeligt væsen. Der er mao. intet ståsted for dét at ville være menneske fuldt ud som medmenneske.

Det måde som klassepsykologien reproduceres sig på gennem de enkelte individer er derfor at sammenfatte gennem den partielle, halve og humant abstraherende menneskelige personlighed. Man dyrker den båd, man sidder i sammen med andre, samtidig med at man skæver til, hvem det er der falder over bords, når hvem sidder ved rorpinden; og man bevæger sig ud fra en kalkule om, hvad at gøre, så det først og fremmest ikke er een selv, eller ens slægt, der ryger over bords. Og samtidig er man grundlæggende splittet over for sin egen menneskelige forholden-sig.

Det at bryde hermed, hvad man må for at undgå at fremskrive en begrænset menneskelig psykologi, dét er at bryde med de tre logikers blinde nedslag i de medmenneskelige relationer. Ellers vil det heller ikke være muligt ureduceret at fastholde at operere ud fra standpunktet af ’sanseligheden som globalt problem for hver af os’, hvorved psykologiens genstand heller ikke kan fastholdes ureduceret. Og gøres dette ikke, så vil man også mod sin vilje bidrage til magtens fortsatte reproduktion gennem herskabs- og kontrolbestræbelser overfor menneskelige individer. Dette svarer til at kæmpe dén slags klassekamp, der samtidig overvinder den.

Et brud med de tre logikers blinde nedslag er først og fremmest at komme til klarhed over, hvordan den opgave ser ud, som de hver især stiller som samlet problem, der må finde en overgribende løsning. Og en løsning er følgende, idet der startes med den mest udviklede form:

Det drejer sig om:

1’- overfor logik 3: et problem om tid/interesser/ressourcer/betydning.

•    at indtage (:erobre, besætte, okkupere, annektere) rummet for kollektiv-personlig udviklingsbestemmelse af eget standpunkt. Det er at tale ind i fællesskabets kerne ved at lade sine interesser og ressourcer virke om de problemer, som rummets tid og betydning selv stiller af opgaver for fælles udvikling af almene sagsforhold - for kun her igennem kan perspektivet om problemer som udviklingsopgaver selv virke i deres almene betydning af udviklingen af arbejdsvirksomhed. Det er udadtil et opgør med privatejendommen indenfor fælles rammer - og indadtil mod eget kollektiv er det afklaringen af de tvivl på hinandens interesser og ressourcer om det fælles, der måtte dukke op, idet de individuelle mål her endnu ikke er udviklet så de kan nå, berige hinanden. Det  drejer sig  dermed om den psykologi, der ikke sætter tingene, men de medmenneskelige relationer til udfoldelse.

Det, der bevæger sig i denne form, er strukturen  af   fælles-menneskelig tid/interesser/ressourcer/betydning; - Og yderligere

2 ’ - overfor logik 2: et problem om mening/orientering/grænse.

•    at udholde konflikter ud fra eget perspektiv. Det er at fastholde egen historiske tids betydning for fælles problemudvikling mod en duelig løsning - fremfor brud eller underlæggelse. Kritikken og selvkritikken af ens egen og af andres sanselige subjektivitet må derfor ud til den fælles midte, og gøres til genstand for problemudviklingsprocesser i retningen opløsning af sanselighedens låse. Og det er orienteringen på egen grænse, hvorom man hele tiden bevæger sig, der viser vej for arten og hastigheden af nødvendige handleskridt.

Den virksomme struktur er individuelt her mening/orientering/grænse; - Samt

3’ - overfor logik 1: et problem om spænding.

•    at holde tvang og trang i bevægelse - fremfor blindt at opgive overfor deres retning i tiden.

Strukturen er det eksistentielle enkeltpunkt: spænding.

I sanseligheden som problem indgår mao. tre-enigheden af det ’mellem-menneskelige’, ’det individuelle’ og ’det eksistentielle’ som konkrete væsensniveauer i den udviklede personlige virksomhed. Rummet for deres virke er personligheden som kollektiv proces med det psykologiske på individsiden, og det kollektive som socialt grundforhold på samfundssiden. Genuint er dette af samfundsmæssig art, ”thi menneskets egen sanselighed eksisterer først for det som menneskelig sanselighed i kraft af medmennesket”[109], hvilket også er at fastholde, selv når sanseligheden går i konflikt pga. opstået manglende rum, forskellige interesser og/eller utilstrækkelige ressourcer. Så i den grad at den sanselige struktur, under langsigtet overvindelse af disse begrænsninger, kan gøres til subjekt og virke som en livets flod for personlighedens dannelsesproces gennem udviklingen af de sociale strukturer til medmenneskelige rum, vil sanseligheden ikke længere være et problem, der låser subjektet, men er nu selve personlighedens udviklingsfunktion som sanselig virksomhed. Personlighedens kollektive sans, den bevidste væren, viser vej i dens evne til at gi’ hinanden en psykologi til livet. En virkelig gennemtrængning af de aktuelle muligheder og begrænsninger, som de stiller sig og må gribes konkret i vores dagligdag fra hver vores standpunkt, får vi dog først, når vi også følger sanselighedens egen historie genetisk nedefra. Dette er en udviklingsopgave af arten historisk rekonstruktion, hvor fokus særligt må lægges på det udviklelige, dvs. de forhold, der foregår, ligger udenfor, under og om sanselighedens problemstillinger - at begrave modsigelser, forhimle løsninger, antagonisere eller kun blive ved sig selv, selvnegerende - idet det er her, at sanselighedens historiske forandringspotentialer ligger.

Samler vi op på logikerne 1-3 og deres anti-logiker, så fås skema 2:

SKEMA 2: AT IMØDEGÅ OPSTÅELSES-PARADIGMETS REPRODUKTION SOM PROBLEMET OM IMØDEGÅELSE AF KLASSESAMFUNDETS REPRODUKTION - ELLER AT HOLDE DEN USMINKEDE SANDHED FOR ØJE, DVS.” AT VÆRE NØDT TIL”.

                          

Det, som derfor bliver psykologiens aktuelle opgave, dét er at spejle kategorialt, hvordan dette opgør med at være udleveret til sine betingelser af ydre og indre karakter kan sætte sig igennem som selvudvikling, som samfundsmæssig og individuel selvbestemmelse. En sådan psykologi er en anti-klassepsykologi, idet den sætter nedbrydningen af magtforhold, globalt, på sin egen dagsorden. Og den har derfor naturligt nok selvsamfundsmæssiggørelse som udgangspunkt og fikspunkt.

Som koncept er ’selvsamfundsmæssiggørelse’ ikke sat på den almene samfundsmæssige dagsorden. Det er primært klassekampen, der styrer. Det er mennesker, der må sætte den på dagsordenen, skal den begynde at virke, og det må gøres konkret gennem analyse af, hvilken måde konceptet er genstandsbundet til enkeltelementer i den aktuelle samfundshistoriske proces. Det modsvarer, hvad der er en nødvendighed ved enhver paradoksløsning, at få ”greb om det utilstrækkelige i dén samfundsmæssige form, som paradokset er problem for”, idet dets eksistens ”henfører til en praktisk begrænsning, dvs. historisk betingede, stivnede eller fremmedbestemte forhold, som det i sidste instans handler om at bryde ud af”. Dette svarer så også til at medreflektere dén form, hvorunder et problem gøres til genstand for analyse og udvikling, hvilket er en nødvendighed, idet udvikling foregår indefra og ud, ved at gribe eller styrke de modsigelser, der sprænger den gamle form, den form der ej heller går under så længe alle de sekundære udviklingsforhold, der kan rummes i den, stadig kan udvikle sig videre.

Så meget om klassepsykologiens paradoks. Når selvsamfundsmæssiggørelse kan komme på tale, blandt andet ved praktisk og teoretisk overskridelse af klassepsykologien, der vedblivende deler virkeligheden op i binariteter, trækker det et yderlige koncept med sig, konceptet om ’bevidst sanselig virksomhed’, som organ herfor.

3. DEL II: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB.

Begrebet om ’bevidst sanselig virksomhed’ er begrebet for det menneskelige individs fundamentale eksistensform som personlighed. Det træder frem som en nødvendig psykisk-individuel dannelse med den fulde gennemsætning af det samfundsmæssige, og den hermed satte totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens, og som en løsning på adskillelsen mellem samfundsmæssige mål, og den subjektive opfattelse/overtagelse/realisering af dem. Denne adskillelse tvinger nemlig individet til at kunne forholde sig overgribende til sin egen forholden sig til dets eksistensbetingelser.

For individet betyder mulighedsforholdet til de samfundsmæssige mål, at den menneskelige eksistens må kunne kvalificere sig selv til at kunne varetage højere, overgribende subjektsfunktioner i virksomheden, og dette indre moment er, hvad der skal betegnes personligheden. Mennesket må altså - qua dets samfundsmæssige eksistens - kunne forholde sig overgribende både til dets objektive omverdensbetingelser og til dets egne subjektive forudsætninger. Vi bliver til personlighed i det omfang, vi bliver subjekt i de samfundsmæssige relationer, vi realiserer gennem den virksomhed vores bevidsthed formidler. Vi får derfor følgende grundforhold for den almene psykologi:


SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (:en Gramsci-kategori[110] ).

Samlet kan vi sige, at den almene psykologi - udfoldelsen af den bevidst sanselige virksomhed som grundlag for udviklingstendensen selvsamfundsmæssiggørelse - nok har fundet sted fra plan til rum, hvad der sker når den sociale værktøjsproduktion står på egne ben som almengjort arbejde - det er overgangen fra okkupationsdrift til produktionsdrift - men selve forholdet mellem ’bevidst sanselig virksomhed’ og ’selvsamfundsmæssiggørelse’ er ikke blevet objektiveret tilstrækkeligt i dets overgang fra eller dialektik mellem lokal og stedbundet til universel produktiv kooperation. Samlet kan vi sige: indenfor en rumlig og plan produktiv kooperation har der udviklet sig lokale og stedbundne forhold, der ikke bare ikke har bidraget til udviklingen af universelle globale samfundsmæssige forhold, men som tværtimod har almengjort sig selv som ydre magt; og ligeså omvendt: en påtvungen indre magt har ikke kunnet imødegås gennem en overgribende og lokalt og stedbunden udviklingsbestræbelse. Man kan også sige, at der er blevet skabt en uopdragelig opdrager, som det ikke har været muligt at komme fri af!


SKEMA 7: PROBLEMET SOM ET PROBLEM MELLEM LOKAL OG STEDBUNDEN LØSNING AF SAMFUNDSMÆSSIGE OPGAVER OG UNIVERSEL.

Så dét, der tvinger opståelses-paradigmet igennem som historisk faktum, er at finde i lokale og stedbundne løsninger, der ikke samtidig er universelle og omvendt: i gennemsætningen af universelle løsninger, der ikke samtidig er lokale og stedbundne løsninger. Der er hér det menneskeliges eksistens i kraft af medmennesket kan suspenderes - og dermed stille sig i vejen for globalt samkvem. Og dette er også arnestedet for dét, der er endt med at kalde samfundsenheder og hvert enkelt individ til orden under ydre magters indvirken gennem det indre, som samtidig er selve udgangspunktet for samfundsmæssiggørelsen. Dette er så også en suspension af selvsamfundsmæssiggørelse som faktuel bestemmende potentialitet.

Det kan også siges på den måde, at der kiler sig noget ind mellem bevidst sanselig virksomhed og selvsamfundsmæssiggørelse, som ikke lader sig forandre - eller som bærerne heraf ikke ønsker at få kastet indsigt på, trods en ”materiel” form  - selv om det er kommer fra den egen samfundsmæssige indgåen. Som begreb herfor skal bruges ’fremmed samfundsmæssighed’. Det er følgende skema 8:


SKEMA 8: STAT OG PRIVATEJENDOM SOM FREMMED SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE: SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE FRA OVEN (:IDEOLOGI, IMAGINÆRT FÆLLESSKAB).

Samfundsmæssiggørelse indenfor denne form er kun mulig gennem besættelse af sin egen udleverethed, dvs. gennem selvfascination, hvor det almene udtryk herfor er ’sansen for at have’(Marx), eller privatejendomsbegæret. Det kommer af, at når man end ikke kan, må eller vil eje sig selv som menneskeligt væsen, så er man tvunget til alene at måtte leve af ydre kraft, hvor ejerskabet heraf er et ’must’.

Vi stiller derfor spørgsmålet: hvad er det, der ikke er blevet almengjort som genstand for samfundsmæssigt arbejde i denne overgang, men som tværtimod har vendt sig mod selve tendensen til selvsamfundsmæssiggørelse. Ledetråden til et svar herpå ligger i, at menneskets eksistens, der kun er givet i kraft af medmennesket[111] er blevet suspenderet af udviklede forhold indenfor samfundsformen selv.

4. AFSLUTNING: ”SELVFØLGELIGHEDENS” KERNE.

Når den virksomme struktur, både indenfor det samfundsmæssige og det individuelle, er arbejdets struktur - den kooperative produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse - så er det springende punkt at finde dér, hvor der er blevet skabt sociale strukturer, der suspenderer den bevidst sanselige virksomhed som overgribende samfundsmæssigt forhold. Dvs. når man - af grunde if. et givent kollektivt-personligt problem - har forbigået at stille sig på et bevidst sanseligt virksomt standpunkt med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv (skema 7). Nogen har mao. sat sig selv eller andre ind som problemløsningscenter, uden at bevægelsen er gjort bevidst med som forandring, hvilket er at ophæve kooperativ indflydelse og kontrol til ”nogens” centersuverænitet[112]. Klassekampens historie starter altså med udviklingen af overbygningsstrukturer/organisationsstrukturer, der bygger på forlangt eller påkrævet kraft og kompetence, fremfor tilstået, frivilligt og bevidst overgivet.


SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:

De sociale betingelser, der begrunder etableringen af ikke-plant funderede organisationsstrukturer[113], må søger i de overindividuelle logikker og i de individuelles sammenknytning hermed, i nævnte rækkeføle. Det kan omhandle utilsigtede resultatforhold eller handlekonsekvenser pga. uvidenhed eller af mangel på større overblik, katastrofer mv., eller subjektivt gennem bare livet selv, gennem overmod, mangel på mod, konfliktskyhed, eller af mangel på moral, hvilket indenfor psykiatrien og psykologien primært er sat på begreb med det psykopatiske. Det omhandler brudprocesser på det samfundsmæssige, der ikke samles tilstrækkeligt op gennem indre udvikling.  Man kan sætte noget i værk som løsning af et problem, men den viden man har er ikke tilstrækkelig. Det kommer ikke til en almen løsning, men tvært imod til produktionen af utilsigtede biprodukter, det være sig spild af ressourcer eller konflikter mellem mennesker. Problemet kommer ind, hvis ikke disse utilsigtede biprodukter identificeres som en følge også af ens egen hidtil manglende ”kompetence”, idet de ellers efterfølgende bliver en art ”levende naturforhold”, fremmedsatte forhold.

Problemet kan også komme ind fra kollektivsiden, hvis der afstås fra indgreb overfor den enkelte, eller overfor sig selv, eller fornødne dispositioner ikke træffes i tide. Det er at ’se igennem fingre med’, fremfor som kollektiv ’at se omstændighederne i øjnene’ som de er, og reflektere dette i et bredere historisk sigte. En mulig duelig løsning fordrer det sidste.

Ekskurs slut om opståelses-paradigmet.

Da udvikling foregår indefra og ud, og fra den mest udviklede form, til bevægelsen gennem et kvalitativt andet eksistensniveau, kan en rekonstruktion af terapis samfundshistorie kun foretages ved at ”sigte” det nuværende empirisk konstaterbare fænomen terapi ned igennem samfundshistorien, så at sige fra oven af og ned. Det empirisk mest nærværende behøver nemlig ikke være det væsentlige, ligesom det væsentlige også først viser sig, når genstanden afslører sit væsen, i alskens ensartethed. Som ledetråd for denne rekonstruktion har vi de abstraktioner, som er dannet ud fra, hvordan terapi præsenterer sig i dag under kapitalismen. Disse er beskrevet i kapitel 9 om ”Terapi. Oparbejdning af et begreb”. I samme grad som oparbejdningen af den indre udvikling i denne ledetråd - der netop er at se som terapiens standpunkt og perspektiv - logisk spejler de historiske lidelsesbemestringsfænomeners indbyrdes udviklingssammenhæng, forsynes vi med kategorier i en teori om terapi, dvs. bestemmelse af terapi som en gennem menneskelig praksis bestemt og bestemmende selvbevægende realitet.


Kapitel 15.3.1: Klassesamfundsformen for terapi: tvangsovervindelse.

I samfundsformens historiske reproduktionsproces kommer det til opståelsen af en kamp om samfundsenhedens merprodukt, hvorved det ikke længere bliver den fælles kamp med og mod naturen, der er drivende for samfundsudviklingen. Men tværtimod magten over produktionen. Dette vil som en naturlov af 2.den orden slå ned i subjekteters personlige livsvirksomhedsformer, i form af øget potentaibilitet for energimobilesering, produktiv motivation, stres og partiel eller overgribende udbrændthed. Skitse o formidler den almene pesonligt-kollektive udvikling, mens skitse 0,a-c, formidler den genererende nødvendige begrænsning ved nødvending indenfor begrænsede betingelser.

Skitse o: Almen samfundsmæssig personlig-kollektiv udvikling.

 

Skitse o/a-c: Almen nødvending indenfor begrænsede betingelser.                 

A: Energimobilisering til nødvending: produktiv motivation; ingen løsning -> stress.
                 

B: Ingen muligheder for at komme omkring stressen ved at tage vare på alene sig selv i kraft af omsorgen i andres aktiviteter via fremskaffelse af nye/specifikke ressourcer (:interesser, midler og genstande). 
             

C: Udvikling på trods / ingen duelige samfundsmæssige muligheder.

Stillet overfor ikke-løselige problemer - konflikter - hvor forholdet mellem person og kollektiv er symptombåret, som udtryk for misforhold herved, så ligger symptombehandling lige for, men vil ikke i længden ophæve betingelserne for de atypiske modsætningsforhold, og disses stagnative indflydelse for helheden. Tvært imod vil alene symptombehandling kunne destruere helhedens reale udviklingsevne på irreversibel vis. Det er dog dette, den begyndende klassehistorie får sat i system.

 

Kampen om merværdien.

Opståelsen af kampen om merproduktet må overvejende ses ud fra et naturtryk, der udleverer kollektiverne til de umiddelbare produkter, som naturen kan fravristes. Den kollektive løsning på dette naturtryk svigtede, og det kommer i stedet til indre kampe i kollektiverne og til kampe mellem kollektiverne om råderetten til produktionsmidlerne, som på lang sigt betyder, at de ”stærkeste” kommer til at overleve på de ”svagestes” bekostning - enten ved at afskærme sig fra andre med det, som haves, eller ved at udnytte en givet samfundsmæssig situation til at opnå særfordele. Kollektivernes virke med hinanden med afstande imellem, forskelle i naturrigdomme, og personers særstatus inden for kollektiverne, fx de ældres særlige stilling qua erfaring over for yngre, har været de forhold, som ”overlevelseskampen” har kunnet sætte af fra. I stedet for udveksling af arbejdsmidler ud fra kollektive mål forestillinger og behov, træder nogens magt over andre frem som bestemmende for udvekslingsformen - en magt, der finder sin første form med udviklingen af privatejendommen som en ejendomsbesiddelse af jorden, og hermed til de produkter, der produceres.

De forskellige kollektiver træder nu frem som stammer med hver deres ”territorium”, som de kun kan fastholde i den grad, at de beskytter sig mod ydre indtrængen. Omvendt kan de, som har særfordele af dette territorium, kun fastholde disse ved at bekæmpe de ”indre” fjender. Lykkes det ikke at fastholde og til stadighed konsolidere denne magt, så forsvinder livsgrundlaget, idet det overgår til andre, som der så må ”slaves” for.

Men i samme grad som denne ydre kamp mod naturen slår over i en også indre kamp mod hinanden, må det komme til en destabilisering af de sociale forhold - en destabilisering, der også truer de ”stærkestes” egne langsigtede interesser, idet de også bliver afhængige af de ”svagestes” arbejdskraft, samt af disses accept af magtforholdene. Det eneste, der kan sikre dette inden for rammerne af modstridende interessegrupper er udviklingen af en særskilt magt, der med Engels’ ord

”ingenlunde (er) en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra; .. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin; den er en indrømmelse af, at dette samfund har udviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig; en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den indenfor ”ordenens” skranker; og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten”[114].

Hvor det ydre naturtryk i forvejen betød destabilisering af samfundsenheden, så har umuligheden af en kollektiv løsning destabiliseret samfundsenheden yderligere, idet stofskifteprocessen med naturen nu skal forløbe inden for rammerne af, hvad der tjener de herskendes partial-interesser også på kort sigt. Men dette vil destabilisere samfundsenhedens sociale relationer yderligere, medmindre disse partial-interesser kan benægtes, glemmes eller aktivt bortabstraheres. Dette kan finde sted via staten ved at definere dem som fællesinteresser. Hertil kommer at forvalterne af statsapparatet selv har en interesse i at forbigå, at de tjener særinteresser. Det må derfor - i sammenhæng med statens opståen - komme til opståelsen af cirkulære definitionsprocesser, hvor standpunktet på løsningen af livspraktiske problemer ikke afledes ud fra sagen selv, men ud fra noget, der ligger ”over, under eller bag ved” sagen. Hermed træder alskens former for religion, moral, etik, jura mm – kort benævnt: ideologi - frem, hvor der argumenteres ud fra en ide/dogme, der er selve sagen uvedkommende. Staten træder nu også frem som ideologisk magt, for idet antagelser/argumenter for et bestemt syn på løsningen af livspraktiske problemer ikke længere kan kvalificeres i forhold til selve sagen, så bliver det magten, og de med magten forbundne interesser, der bliver bestemmende for sagens udvikling og bevægelse. Staten bliver hermed til forvalter af et illusorisk fællesskab - og omvendt har de herskende, eller de, der nyder særfordele ved statens eksistens, en spontan egeninteresse i at fornægte denne illusoriske karakter[115]. Hermed kan herskabsvidenskaben som særlig ideologisk videnskab opstå[116].

Vi får hermed følgende udviklingslinie for overgangen fra samfundsform til klassesamfundsform: naturtryk, destabilisering, magtrelationer, klasser og yderligere destabilisering, magtinstanser og ideologi, og endelig stat og samfund som illusorisk fællesskab. Og mao.: de manglende muligheder for almengørelsesduelige betingelser tvang os ud i, over i eller ned i privatenheden; og satte samtidig magten over denne som en ydre magt, privathedens kamp mod hinanden, som den videre reproduktions motor.

I forbindelse med den begyndende klassespaltning omkring råderetten til samfundsenhedens merprodukt udvikles også andre ”helbredelsesformer” end den oprindelige primitive naturmedicin. Det drejer sig om zaubermedicinen (trolddomskunst) og præstemedicinen[117], der begge var knyttet til opståelsen af religiøse forestillinger, og hvor de fandt anvendelse via udførelse af magiske ritualer - i den første som påkaldende sjælen i hver genstand (animismen), og i den anden som påkaldende en nærmere navngiven mytologisk over- eller undergudeverden. Disse ”helbredelsesformer” var dog ikke i første omgang rettet mod lidelse og sygdom hos den enkelte, men mere mod samfundsenhedens fremtidige reproduktionsmuligheder; de var som sådan et (bagvendt) forsøg på at bringe det fælles tab af kollektiv magt på bemestret samfundsmæssig formel.

Med klassespaltningens fulde gennemsætning - slavesamfundet opstår - monopoliseres og opsuges de forskellige ”helbredelsesformer” af en præstestand og knyttes nu institutionelt til templer. Den første stat som ”samfundsmæssig magt over samfundet eller fremmed samfundsmæssig magt”[118] etablerer sig derfor også med kompetence over lidelse og sygdom, både hvad angår forklaringer herpå, samt hvad angår indgreb her overfor. En tilsvarende inkompetence hos de berørte er den nærværende bagside heraf.

De lægende handleprocedurer udføres nu kun af bestemte individer fra den herskende klasse, hvilket dog ikke helt gælder for den primitive naturmedicin. Denne opsuges nok - ritualiseres som en statsopgave, men erfaringerne omkring samfundsmæssig lidelsesbemestring lever videre. Men i og med den ritualiserede form, så forhindres dens videre udvikling, idet nye erfaringer i det praktiske livtag med naturen ikke kan samles samfundsmæssigt op. Hertil kommer også, at kun de erfaringer, der kan støtte de herskendes partial-interesser, kan og må finde fodfæste og systematisk blive videregivet fra generation til generation. Naturmedicinen forbliver bag det samfundsmæssigt mulige.

I monopoliseringsprocessen sker der også en vekselvirkning mellem de forskellige ”helbredelsesformer”.

I Mesopotamien fra ca. 3000 fvt. trænges eksempelvis zaubermedicinen tilbage til fordel for integration mellem natur- og præstemedicinen, mens de tre former i Kina, Indien og Ægypten i samme tidsrum udvikler en stærk specialisering og arbejdsdeling imellem sig. I Grækenland fra ca. 800 fvt. - som er det sted og historiske tidspunkt som sammen med de næste 900-1000 år almindeligvis betegnes som den antikke epoke - eksisterer de tre former også, men her kommer det til en løsning af naturmedicinen fra den religiøse binding, og en ”humoralpatologi”, som søgte naturlige årsager til sygdom, opstod. Denne ”løsning” må ses begrundet i, at dannelsen af større bysamfund her betyder, at ”politikeren” og ”filosoffen” for alvor træder frem på den historiske arena. Men løsningen fra religionen er ikke fuldstændig. Humoralpatologien opfattede nok de ”naturlige” årsager til lidelse og sygdom som empirisk konstaterbare og påvirkelige, men det var momenter i en verden indstiftet af Gud.

Det var især Hippokrates ca. 500 fvt, der systematiserer og udvikler humoralpatologien, som i sin mest avancerede form var en teori om, hvordan legemets fire legemsvæsker - blod, slim, gul galde og sort galde - ved sygdom havde mistet deres naturlige balance. Humoralpatologien var derfor overvejelser og handleprocedurer til, hvordan helbredelse kunne opnås ved at støtte naturens egne kræfter i at genvinde balancen. Der kommer en sundhedsregel til syne: ”understøt naturen”[119]. Det er også her, at vi møder terapi i den ”oprindelige” betydning af tjeneste, pleje eller kur, hvor den bliver et moment i den lægelige praksis omkring lidelse og sygdom. Det kunne enten være lægen selv, der udførte terapien, eller han kunne overlade den til andre - plejeassistenter - efter først at have videregivet støtteforanstaltninger. Den afgørende lægelige opgave var heri, at

”karakterisere patientens tilstand på et givet tidspunkt. Karakteristikken måtte danne grundlag for en vurdering af, om en snarlig død var i vente, eller om en helbredelse lå forude.En sygdomsproces udvikler sig frem mod en kritisk fase. Lægen må observere og afvente denne. Når den indtræffer, må han medvirke til at udskille de skadelige elementer. Hippokrates havde klare terapeutiske anvisninger med henblik herpå: de skadelige elementer kunne udtømmes gennem åreladning, afføring eller opkastning”[120].

Der blev nu ikke længere skelnet mellem forskellige typiske sygdomme. Det, som senere betegnes, som psykiske lidelser blev derfor også forsøgt forklaret ud fra organiske forstyrrelser, dvs. ud fra naturlige årsager. Dette er betinget af, at magthaverne ikke ønskede dette på deres kappe, da ukontrol med eget tyende, sig selv og hinanden ville få ”masken” af suverænitet til at krakelere, og da masken var personlighedens spejl i de antikke bysamfund, så ville maskefald være ødende statustab. Hertil kommer, at det kun var ”borgere”, dvs. frie proletarer og slaveejere, der blev behandlet ”terapeutisk”. Slaver blev nemlig ikke opfattet som mennesker. De var med Aristoteles’ ord ”talende redskaber”.

Opsummerende kan vi sige, at med klassedelingens gennemsætning, religionens udvikling og endelig statens etablering, så spaltes også håndens og åndens arbejde. Den overordnede udvikling og styring af den samfundsmæssige produktion sker nu fra oven og udenfor den direkte produktion af livsfornødenhederne. Den stadige erfaringsophobning ”i menneskenes produktive livtag med naturen” systematiseres i en form, der er den fremmed. ”Tænkerne” om dette står uden for produktionen, og nok tænkte de om religionen, men de forblev inden for åndens eller tankens rige. Med dominansen af forestillinger om verden indstiftet af Gud eller af tanken selv, så må lidelse og sygdom som samfundsmæssigt specifikt produceret nødvendigvis forbigås. Her har vi mao. også forklaringen på antikkens passive opfattelse af terapi, hvorfor vi også finder, at den ”oprindelige” betydning af terapi spejler en bestemt epokes omgang med erfaret lidelse og sygdom: det græske slavesamfund.

I nutidige forsøg på historiebestemmelse springes der imidlertid overvejende let og elegant hen over dette. To betragtninger skal her gøres.

For det første ses menneskenes bevidst formidlede indgreb over for modsigelsen mellem sundhed og sygdom først at komme frem med antikkens forsøg på at ”understøtte naturen”[121], hvor forskellen på terapi ”oprindeligt” og i dag blot er, at vi ikke længere er underlagt naturens luner for nu har vi fået viden; vi kan behandle lidelse og sygdom. Dette markeres også kulturelt i det betydningsskift, der kommer til udtryk fra en passivt støttende terapeutisk praksis med de ”bløde” betegnelser som pleje og tjene fra antikken til den nutidigt aktivt indgribende praksis med den - i forhold til antikken - mere ”aggressive” betegnelse behandling. Glemt - som en slags ”socialt hukommelsestab” - er, at der ikke findes nogen ”oprindelig” samfundsmæssig-menneskelig natur, som menneskene først lever i mørket af, for så senere at fravriste den dens hemmeligheder og herigennem komme ud i lyset. Forbigået i samme åndedrag er også, at samfundshistorisk mørke og lys - mørke som flertallets fornedrelse og pinsler, og (kunstigt) lys for fåtallet, der lever af mørkets frugter - først opstår med klasser og stat. Forbigås mao. antikkens status af klassesamfund til fordel for en opfattelse af antikkens kulturelle produkter som det første ”oprindeligt” samfundsmæssige, så må historiebestemmelser i deres perspektiv svinge mellem herskabs- og kontrol-videnskab.

I forlængelse heraf ligger vores anden bemærkning, at historiebestemmelser ofte (snarere oftest) opererer med en slags ”oprindelig” religiøs/åndelig periode inden det ”egentligt” samfundsmæssiges opståen - en periode, hvor menneskenes livs- og verdensanskuelse har været en åndelære[122]. Dette kan kun være at vende tingene på hovedet, for hvis en sådan åndelære har været dominant op gennem antropogenesen, så ville livspraktiske indgreb i realiteterne ud fra realiteterne selv, og hermed menneskenes produktion af sig selv, ikke kunnet have fundet sted - og så må det blive ånder, som i dag beskriver deres egen undergang hine dage. Denne opfattelse behøver vi ikke følge. For først på det tidspunkt, hvor der sker en produktionsmæssig adskillelse mellem det udførende og det planlæggende arbejde, kan det materielle og det åndelige træde op mod hinanden som abstrakte poler og som hinanden fremmede. Så kan slagsmålet begynde om, hvilken side der kom først, hvad der bestemmer hvad osv. Herefter kan de så sættes abstrakt sammen under skyldig bortseen fra, at problemstillingen er historisk specifik og et produkt af klasseantagonisme - hvilket kun kan være en problemstilling for dem, der står udenfor den samfundsmæssige produktion af livsfornødenhederne, men profiterer heraf, hvilket samfundsformationsmæssigt starter med antikkens ”borgere”. For slaverne var denne bevidsthedens leg med sig selv aldeles upraktisk, og slet og ret en befæstelse af deres undertrykkelse gennem andre. Med ånd-materie-distinktionen er vi inde i det tankemæssige grundmønster, som vi tidligere har kaldt den binære kode, og bestemt som bevidsthedsfilosofiens grundlag[123]. Det kan da heller ikke undre, at denne tankeform opstår med klassers opståen, og som et redskab for de ulykkelige sjæle, der kun har deres bevidsthed at søge livets mening igennem. Karakteristisk er imidlertid det almene forhold, at den binære kode kan ses som en bestemmende dimension ved det atypiske praksisforhold, der kan karakteriseres som lidelsesbemestring, modsat det idealtypiske der har med sundhed og typisk udfoldelse af værensfylde at gøre. Netop her har man nemlig at gøre med problemet om, hvad der kan vende/overvinde den individuelle betingethed af eksistensbetingelserne, hvor kraften hertil kun kan komme fra andre planer ved den menneskelige eksistens’ vekselvirkningsforhold med omverdensbetingelserne end fra betingetheden selv. Tænkning i den binære kode er derfor betingethedstænkning, der ikke af egen kraft kan formulere bevidst formidlede indgreb i betingelserne - kun udlevere sig selv hertil og til betingelsernes virke med een, som det bla kommer til udtryk i antikkens sundhedsregel om ”understøttelse af naturen”.

Terapi vinder nye træk: tvangsovervindelse som enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.

Spørgsmålet er nu, hvad vi kan sige, at denne samfundshistoriske negering af samfundsformen med klassesamfundsformens opståen betyder for den almene terapeutiske praksisform som kollektiv varetagelse af personlig lidelse.

Først og fremmest må vi konstatere, at det med klassesamfundsformen ikke længere er muligt at tale om kollektiver i forbindelse med hinanden, men kun om stammer/lande/statssamfund, der, bl.a. afhængig af naturtryk og generaliserede fælles-kollektive bestemmelser, ligger i et mere eller mindre stridbart forhold til hinanden, særligt omkring naturressourcer og specialiserede færdigheder og generaliseret viden - et forhold mellem enheder, der igen kan sætte sig sammen i deciderede udbytningsrelationer af den ene part af den anden, ikke bare inden for en enhed, men enheder imellem. Dette er den tidligere nævnte spaltning af samfundshistorien i ”spontan form for verdenshistorisk samvirke mellem individerne” på den ene side, og på den anden side ”klasse- og statsform for verdenshistorie”[124]. Det kommer derfor også til en spaltning af den terapeutiske praksisform, der overordnet må betyde at sygdomsforebyggelse kun kan finde sted i den udstrækning, at det har funktionel betydning for den herskende klasses livsrum, og dette upåagtet konsekvenserne for de undertrykte og udbyttede. I forlængelse heraf må den foregribende sygdomsforebyggelse stagnere, eventuelt vande ud til rent intuitive foranstaltninger, idet den nu fremmedgjorte form for samfundshistorie og den hermed forbundne udbredelse af den bevidsthedsfilosofiske diskurs som objektiv tankeform - og nødvendig falsk bevidsthed - aktivt står i vejen for ”planlæggerne af og tænkere over” produktionen for en livspraktisk opsummering af relationerne mellem betingelser og modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Dette gælder for ”planlæggerne og tænkerne”, medens det for de ”planlagt talende redskaber” drejer sig om betingelser, der ligger uden for deres rækkevidde at gribe kollektivt ind over for lige så vel som ”planlæggerne og tænkerne” ikke har kunnet gribe ind i produktionen, men kun i formen og rammen om den. Konsekvenserne heraf kan kun være en generel forøgelse af den sociale belastning ved siden af den lidelse, som påføres dem, der ikke har magt at forsvare sig med. Dette må endvidere betyde en skævfordeling af den sociale belastning med en generel social overbelastning af den undertrykte klasse til følge - og her inden for en fordeling, der er bestemt ud fra styrkeforholdet mellem de involverede. Når den kollektive varetagelse af personlig lidelse forsvinder, så bliver det den berørtes eget problem at erfare og forholde sig til den proces, der starter med overbelastning og muligvis slutter med sygdom som bestemmende livskvalitet. Dette må generelt føre til at atypiske processer først fanges på et senere tidspunkt end under den kollektive varetagelse. Hermed nedblændes for den enkelte, at sygdom også er noget, der handles ind i, og endvidere må også relationen mellem betingelser og sundhed/sygdom blive nedblændet som faktisk eksisterende relation. Her ligger de sociale og individuelle betingelser for, hvad angår de herskende at en sygdomsopfattelse, der ser sygdom som noget ”helt” naturligt, og/eller med årsager i en tåget gudeverden kan finde fodfæste. For de beherskede har der derimod næppe været tvivl om relationen mellem betingelser og sundhed/sygdom, idet de konstant tvinges til at handle sig ind i den, men her har umuligheden af at gribe ind i betingelserne, på fundamentalt anden måde, skabt grobund for en unaturlig gudelig sygdomsopfattelse af årsager. Hertil kommer for de beherskede, at de ved tilfælde af sygdom typisk har måtte skjule dette, idet deres værdi som værktøj så helt nærmede sig nulpunktet eller måske kom ned under[125]. Vi møder i denne forbindelse kimen til den terapeutiske distinktion mellem privat og offentlig, idet slaven ved lidelse og sygdom tvinges ind i en privat omgang med denne af livspraktiske overlevelsesgrunde, medens slaveejeren ved lidelse og sygdom offentligt må stille den til skue for at kunne blive behandlet.

Det, som nu kommer på tale ved personlig overbelastning er, at den enkelte må indstille sig på at klare denne indenfor sine givne klassebetingelser. Kommer det til udviklingen af lidelse, bliver der derfor tale om et forhold af enkeltstående tvang, som individet må søge at leve sig igennem. Lidelsesbemestring tager nu form af tvangsovervindelse som enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.

Tvangsovervindelse bliver hermed kategori for den anden historiske form for terapi. Der ligger i denne form for terapi en slumrende modsigelse mellem at være udleveret til processen af personlig lidelse på den ene side, og på den anden side at skulle styre og bemestre sit liv under fraseen af personlig lidelse, hvorfor formen kan siges at være ustabil, idet den hele tiden kalder på sin egen negation: enten overtager processen af personlige symptomer ens selvbestemmelse, hvorved man udleveres til andre, eller også lykkes det een at fastholde og eventuelt reetablere ens selvbestemmelse. I det første tilfælde er man som slave eller herskende prisgivet, på hver sin måde, omstændighederne. I det sidste tilfælde er der ikke tale om tvangsovervindelse, men om livsopretholdelse gennem tvang. Kategorien tvangsovervindelse kan derfor først komme på samfundsmæssigt begreb gennem udviklingen af samfundshistoriens almene træk - en udvikling, der må skabe rum til at formen kan etablere sig i den kollektive proces. Dette sker med slavesamfundets opløsning og feudalismens opståen, hvor formen spaltes og sættes imaginært sammen, således at religionen tager sig monopol på styringen af den, og de faktiske produktionsforhold monopol på den stadige udlevering til den. I det feudale liv leves der med denne form som et naturligt element styret af andre.

Dette kommer også til udtryk i, at det ikke blev den hippokratiske tradition, der med dens gensidige tematisering af tanker om lidelse og de empiriske forhold ved lidelse, kom til at bestemme den videre historiske udvikling i synet på lidelse, sygdom og død. Men det blev primært præstemedicinen, hvor sygdom var Guds straf i form af den Ondes besættelse af mennesket, og i forlængelse heraf ”helbredelse” som uddrivelsen af det Onde eller som påtagelse af synd. ”Syndefaldsmyten” voksede sig stærk i de næste mange, mange hundrede år. Grund: religionen blev statsideologi. Religionen overgår fra at være partielt bestemmende til at blive overgribende det kollektive og det personlige.

Slavesamfundets opløsning.

Med antikkens forfald, Romerrigets opblomstring og kristendommens gennemsætning som statsreligion i det 2. århundrede evt. indvarsledes slavesamfundets forfald. En ny samfundshistorisk epoke ruller frem: feudalismen. Og en herskende klasse bestående af fyrsterne, kirkens præster og herremændene, som til sammen ejer næsten al jorden, træder op over for en behersket klasse bestående af fæstebønder, der ligeledes måtte leje sig til den jord, som de opretholdt eksistensen igennem. Desuden var der en lille gruppe selvejerbønder, men deres rolle var minimal, da de kun ejede 10-15% af jorden, og ligesom fæstebønderne var de sat i afgift til statsmagten. Det udbytningsforhold, der nu træder frem som bestemmende for samfundshistoriens gang, er herremandens tilegnelse af feudalrenten, der består i landgilde og/ eller hoveri. Selve udbytningsforholdet varierer op gennem middelalderen, men der har altid været tale om landgilde (:en bestemt procentdel af fæstebøndernes produktionsudbytte), der skal afleveres til jordejeren; men der har ikke altid været hoveri, der bestod i at bønderne arbejdede gratis på herremandens jord i et nærmere magtfuldt fastsat tidsrum.

Forvaltningen af lidelse og sygdom overgik til at blive et kirkeligtstatsligt anliggende, men i en form hvor kirken så at sige blev staten. Det bliver også denne form, der kommer til at bestemme udviklingen i synet på lidelse og sygdom, samt på de forskellige samfundsmæssige tiltag her over for. Kirken opnår i denne bevægelse vidensmonopol, og det kirkelige verdensbillede søges sat igennem i enhver samfundsmæssig pore. Lidelse og sygdom bliver slet og ret Guds straf, og ”syndefaldsmyten” bliver den eneste tilladte forklaring i de næste 1500 års lidelseshistorie. Men omvendt bliver det også kirken, især munkene, der viderefører de græsk-romerske ansatser til ”videnskabssystemer” som jura, filosofi og medicin. Allerede i 800-tallets oprettedes i Salerno en ”medicinsk videnskabelig højskole” af nogle italienske benediktinermunke[126], hvor de beskæftigede sig med både dyrkning af urter med påstået helbredende virkning og med kirurgiske indgreb. I samme tidsrum indrettedes der også forskellige klosterhospitaler, der tog sig af de forskellige epidemiske sygdomme som spedalskhed mm.

Danmark får sine første klosterhospitaler, Sankt Jørgensgårde, i 11-1200-tallet. I de følgende århundreder indrettedes også almindelige hospitaler - Helligåndshusene - der tog sig af syge, fattige og gamle. Disse blev alene oprettet i de største byer, medens der på landet ikke skete nogen ændringer i mulighederne for omgangen med syge. Disse blev som hidtil passet og plejet i landsbyfællesskabet, bl.a. gennem anvendelse af gamle husråd (:lægende urter, feberuddrivende midler, sammensætning af brækkede lemmer, sårbehandling mm.), der kan ses som en slags folkemedicin, der blev udført af mere eller mindre selvbestaltede ”kloge koner og mænd”, der havde fået overleveret handleprocedurerne fra deres forfædre/-mødre. Folkemedicinen var så at sige det daglige modstykke til den udbredte religiøse opfattelse af sygdom som synd, som Guds straf, hvor erfaringsgrundlaget herfor var, at relationen mellem betingelser, sygdom, intervention og sygdomsforløbet i det mindste stadig var tydelig eller begribeligt ved ulykkestilfælde og ved cykliske værenssygdomme. Så nok rev religionen sammenhængen mellem betingelser og sygdom fra hinanden, men den blev til stadighed reetableret i forskellige grader i det daglige liv. Men konsekvensen var, at nok blev der støttet op omkring den enkelte ved sygdom, men der foregik som sådan ingen aktiv aktivitet omkring sygdomsforebyggelse, eller indgreb i betingelser, der af mere generel karakter kunne antages at producere sygdom. Dette sidste gjorde landsbyfællesskaberne meget sårbare over for de epidemiske sygdomme, idet der ikke blev truffet nogen foranstaltninger her overfor.

Det er med feudalismens almene udvikling, at terapi som tvangsovervindelse kommer på samfundsmæssigt begreb: den personligt lidende bliver passet og plejet, hvis muligt, i almuen via anvendelsen af praktiske husråd, der i en eller anden forstand relaterer sig til de empirisk konstaterbare individuelle symptomer; medens logikken i deres udviklingsbevægelse blev set ud fra hvilken mening, som Gud dog havde med een, hvilket samtidig afstak mulighedsrummet for, hvordan man ved at sone sin brøde gennem ændret og styrket religiøs tro kunne få ”medindflydelse” på denne mening. Den ”slumrende modsigelse” i tvangsovervindelse mellem udleverethed og styring har nu fundet en praktisk form at bevæge sig i; - en bagvendt form - man frakender sig en styring, samtidig med at man griber ind - men dog en form!

Den videre udvikling op til 15-1600 tallet medfører ingen ændringer ud over en gradvis udbygning af de kirkelige hjælpeinstanser over for sygdom, fattigdom, alderdom og invaliditet. Karakteristisk for denne udbygning er, at den ikke er begrundet i fremskridt i intervention over for sygdom med sikker helbredelse til følge, men mere at den samler de individer op, som er blevet sat i en situation, hvor de er blevet henvist til sig selv og som følge heraf henvist til andre, når de ikke har kunnet klare deres liv alene. Dette peger hen på ændringer i det sociale livs reproduktionsbetingelser, idet forudsætningen for at kunne blive stillet alene uden for fællesskabet (i generel forstand) må eksistere som muligheden for at kunne blive stillet alene i det fællesskab, som man er vokset op i. Så spørgsmålet er, hvad det er for en ”mekanisme” i fællesskaberne, der genererer det ”produkt”, som kirken nu tager sig af. Denne mekanisme er udviklingen af de enkelte bønders/familiers privatejendom indenfor fællesskabet, hvor det bliver af betydning for fællesskabet som sådan - der rangerer under kirken - hvordan den enkelte forvalter sine sociale livsbetingelser. Dette markeres også af, at det allerede i 1200-tallet kommer til en formalisering af skik og brug, og af hvordan konflikter herom kunne/skulle løses af fællesskabet, idet der fandt en nedskrivning af vaner sted, der så omvendt blev fremsat som love af kongen[127]. Disse love indeholdt bestemmelser omkring, hvad der skulle sættes i værk over for enkeltpersoner, hvis de forvaltede deres situation til skade for andre eller for fællesskabet som sådant, fx slog nogen ihjel eller sløser og ødelægger arbejdsmidler. I disse love blev der givet specielle foranstaltninger over for gale eller rasende, der kunne umyndiggøres (sættes under administration af ”fællesskabet”, Tinget), bindes eller beplankes (spærres inde i et lille bur eller kiste), og disse rasende gale var de individer, hvis handleperspektiv som sådant ikke kunne rummes i fællesskabet. Dette peger igen hen på udviklingen af interessemodsigelser i fællesskabet. Mao. står fællesskaberne nu ikke længere kun med en magt uden for (:kongen) eller over (:kirken), men også med magtforhold indenfor fællesskabet i klassen.

Opsummerende kan vi derfor sige, at der udvikler sig en dimension af magt-afmagt inden for klassefællesskaberne, der på den ene side formaliseres gennem love, men som på den anden side ikke lader sig bemestre i alles interesse indenfor fællesskabet, hvorfor nogen stilles alene indenfor og eventuelt sættes under tvang; eller skubbes ud af fællesskabet, hvor kirken træder til. Etableringen af de kirkelige hjælpeinstanser over for sygdom, fattigdom, alderdom og invaliditet med udviklingen af almindelige hospitaler i byerne kan derfor ses som den første kim til en institutionaliseret samfundsmæssig forholden sig til konsekvenserne af den ”jordiske” modsigelse mellem magt og afmagt. Men denne samfundsmæssige udvikling betyder også, at terapi som tvangsovervindelse kan ”udvikle” sig videre: i kraft af at den enkelte ved tvangsovervindelse kan stilles socialt alene i eller uden for dets oprindelige klassefællesskab, så kan den ”slumrende modsigelse” i tvangsovervindelse træde frem i to ”rene” distinkte former. Vi møder her de historiske kim til to betydningsstrukturer fra vores feltbestemmelse: meningsløsheds-overvindelse og sociallivs-forandring[128]. Hvor førstnævnte spejler den totale afmagt i situationen, der derfor må bemestres gennem meningsløsheds-overvindelse som det at finde meningen i og med de individuelle symptomer og lade sig styre af denne mening; så spejler sidstnævnte den totale afmagt over situationen, der må bemestres gennem ændring af de sociale betingelser upåagtet eksistensen af personlige symptomer. Men begge ”rene former” er dog også at se som momenter i den almene proces af tvangsovervindelse, når den personligt lidende stilles alene heri af ”fællesskabet”.

Feudalismens opløsning.

Med reformationen sker der en endelig svækkelse af kirkens magt til fordel for kongemagten. Kongen overtog kloster- og bispegodserne, hvoraf halvdelen blev til krongods, og resten overgik i adelens regi. Men i og med dette så overgik også kirkens forpligtelse over for syge og fattige til kongen - og kirken havde heller ikke længere materielle ressourcer til at drive de allerede etablerede hjælpeinstanser. Kongemagten sætter ikke et andet grundlag i stedet, hvorfor der udvikler sig en skare af subsistensløse, der kun kunne opretholde livet gennem tiggeri. Hvad kongemagten i første omgang finder fornødent at gøre, er at begrænse tiggeriet. I 1536-37 begyndte man at skelne mellem værdige og uværdige trængende. hvor de værdige var de, som på grund af sygdom, alderdom eller invaliditet ikke kunne arbejde - mens de uværdige var de arbejdsdygtige[129]. Det var kun de værdigt trængende, der måtte tigge. Senere indførtes også omgangsforsørgelsen for de syge og gamle, der ikke ved egen kraft kunne bevæge sig. Men disse forordninger fjernede selvfølgelig ikke betingelser for eksistensen af en skare af subsistensløse. Fra begyndelsen af 1600-tallet kommer det til en institutionalisering af de ”uværdigt trængende”, hvor der dukker tugthuse op, hvor de sættes i tvangsarbejde. Det kommer nu også til en begyndende udskillelse af de rasende eller gale, som nu betegnes som afsindige og som dårer, idet der blev indrettet forskellige dårekister i de enkelte arbejdsanstalter. De, der havnede i disse dårekister, var de individer, der simpelt hen ikke kunne tvinges ind i et arbejde - eller i en arbejdsrytme i tugthusene.

I den videre feudale udvikling efter reformationen indskrænkes også kongens magt til fordel for en fremvoksende borgerklasse, der repræsenterede handelskapitalens frie bevægelighed. I første omgang kommer det til en alliance mellem kongen og denne nye borgerstand, og enevælden indføres 1660, hvor handelsborgerskabets magt fastslås på bekostning af adelens, og endvidere blev det nu muligt for borgere at få lige adgang til embeder og til at købe adeligt gods[130].

Dette betød, at den enevældige stat aktivt kunne bruges - og blev brugt - i handelskapitalens interesser. Forskellige toldlove, der støttede handelskapitalens interesser, så dagens lys. I forlængelse heraf påbegyndte handelsborgerskabet også en kapitalisering af håndværket, og manufakturen så dagens lys. Hermed er det første skridt taget til den endelige opløsning af feudalismen, idet handelskapitalens forbindelse med produktionsprocessen betyder, at rummet for varecirkulation overskrides, hvorved den simple brugsværdiproduktion må forsvinde til fordel for vareproduktion.

Udviklingen af manufakturen - som også den enevældige stat aktivt gik ind i - udviklede handelen yderligere, og godsejerne (der ejede næsten al landbrugsjorden) blev hermed trukket ind i en pengeøkonomi, som de - på grund af selvforsyningslogikken på landet - kun kunne hamle op med ved at udvide hoveriarbejdet yderligere. Men denne øgede udbytning førte til, at en masse landarbejdere indvandrede til byerne - både for at komme ud af godsejernes kløer, og i håb om at få arbejde ved manufakturen.

Men manufakturen kunne slet ikke opsuge den arbejdskraft, der nu begyndte at blive frisat, idet manufakturen selv virkede opløsende på laugsstrukturen i byerne og på landsbyfællesskaberne på landet. Det kommer derfor til en forøget desintegration af det feudale liv, som de enkelte stater overalt i Europa forsøgte at tackle gennem institutionalisering, hvad der med Foucault kan kaldes den ”store indespærring”.

Dette er for Danmarks vedkommende en udbygning af tugthusene og arrester med indbyggede dårekister, oprettelse af opfostringshjem for forældreløse børn, hospitaler i større byer beregnet for fattige syge, og i forlængelse heraf fattighuse i byerne og fattiggårde på landet.

Men staten forsøgte også at dæmme op for desintegrationen. I første omgang defensivt gennem indførelsen af stavnsbåndet i 1733, som et svar på opståelsen af et ”frit” by- og landproletariat; i anden omgang gennem indførelsen af forskellige landboreformer i 1760-70’erne, som skulle berede en overgang til selveje for bønderne. I forlængelse heraf kunne også stavnsbåndet ophæves igen 1788.

Perspektiverende om denne udvikling under feudalismen kan vi sige, at før reformationen var kirken formidler af den enkeltes reproduktionsproblemer, når individet ikke kunne forsørge sig selv eller blive forsørget og plejet i slægten eller i landsbyfællesskabet. Sygdom og fattigdom var et standsmæssigt anliggende under gejstligheden. De mere verdslige forhold, der var handels- og krigspolitik. blev varetaget af kongen.

Efter reformationen bliver den enkeltes reproduktionsbetingelser og -problemer til et verdsligt forhold under kongen. Der sker et sammenfald mellem fattig- og sygeforsørgelsen og den materielle produktion. Alle er nu kongens undersåtter, og som sådan ligestillede under kongen, hvor ansvaret for det enkelte individs eksistensformåen nu bliver placeret hos individet selv. Det blev hermed ikke længere muligt at dele dette ansvar med kirken - at betale sig fra sine synder eller at få støtte ved ”jordisk” afmagt - og i tilfælde af, at man ikke kunne blive støttet/forsørget i slægten eller i landsbyfællesskabet, så trådte man ind i en af kongemagten formidlet offentlig sfære: ind til indespærring og tvang, hvis man var ”uværdigt trængende”, eller til tiggeri eller omgangsforsørgelse, hvis man var ”værdigt trængende”, dvs. syg eller gammel. Hermed markeres også en overgang fra syndstanken til skyldstanken i synet på fattigdom, lidelse og sygdom. Denne overgang markeres også af en total opløsning af kirkens syge- og fattigdomshjælp, som kongemagten i første omgang ikke sætter noget i stedet for. Men i anden omgang - som følge af den begyndende opløsning af de feudale produktionsforhold, og den hermed forbundne udvikling af en voldsom skare af subsistensløse menneskeskæbner - udvikles institutionelle statslige tiltag her overfor.

I den videre generelle samfundsmæssige udvikling efter reformationen og enevældens ophævelse indskrænkes også kongens magt til fordel for den fremvoksende borgerklasse, der repræsenterer handelskapitalens frie bevægelighed, og den kapitalistiske vareproduktions gennemsætning i global målestok.

For at kapitalen kan fungere som kapital må arbejdskraften være fri og privatejet. Den generelle opløsning af de feudale produktionsforhold kan derfor ses som eksproprieringen af de feudale individer fra deres produktionsbetingelser. Rundt omkring i Europa kommer det i første halvdel af 1800-tallet til en række borgerlige revolutioner - og en enkelt mislykket proletarisk i Frankrig - hvor udgangene herpå er en formalisering af kapital -arbejder-forholdet med gennemsættelsen af borgerlige forfatninger.

I Danmark sker dette med grundlovens vedtagelse i 1849, som fastslog de borgerlige frihedsrettigheder og ejendomsrettens ukrænkelighed. Alle bliver nu frie og lige statsborgere, der via det repræsentative demokrati har indflydelse på den lovgivende magt. Men det er vel at mærke en frihed og lighed, der er knyttet til den private ejendomsret. Nok er alle blevet statsborgere, men ikke alle er lige i offentligheden - eksempelvis er valgretten og valgbarheden i grundloven af 1849 knyttet til eksistensen af formue, ligesom kun de med formue kunne være offentlighedspersoner. Først i 1915 med parlamentarismens indførelse ændres dette.

I perioden op til kapitalismens gennemsætning kommer det endvidere til en oprettelse af et landsdækkende fattigvæsen i begyndelsen af 1800-tallet, hvor kommunerne fra centralt hold blev pålagt at sørge for de menneskeskæbner, der ikke af egen kraft kunne varetages deres eget liv. Men man skal nu langt op i 1800-tallet, før kommunerne reelt tager denne opgave på sig. Institutionaliseringen af de ”desintegrerede” har nu fået et foreløbigt punktum. Men det er en institutionalisering, der samtidig har forløbet gennem en differentiering af grundene til, at det kommer til en statslig intervention, samt hvilken form for intervention der kommer på tale. Vi har været inde på nogle af disse, bl.a. den tidligere anførte skelnen mellem værdig/uværdig trængende, samt betegnelsen dåre/afsindig for de menneskeskæbner der ikke kunne tvinges i arbejde i tugthusene; men hertil kommer også distinktionen sund-syg, som vi i det følgende skal vende os særskilt mod for perioden efter reformationen og frem til kapitalismens gennemsætning.

Generelt for den samfundsmæssige fundering af distinktionen mellem sundhed og sygdom er her det forhold, at den udvikles gennem en indre differentiering af fattigvæsenet, hvor der ”efterhånden udskilles samfundsmæssige institutioner specifikt rettet mod sygdom i takt med etableringen af det borgerlige samfund”[131]. Hertil kommer endvidere det fundamentale forhold, at det bliver på naturvidenskabeligt grundlag, at der arbejdes med sundhed og sygdom.

Efter reformationen sker der - som tidligere nævnt - et sammenfald mellem fattigdom og sygdom på den ene side, og den materielle produktion på den anden side som bestemmende for den form, som staten intervenerer igennem. Dette sammenfald betød, at fattigdom og sygdom ofte kom til at gå hånd i hånd uden nogen grænse imellem, og dette blev næsten fuldstændiggjort af kirkens religiøse syn på lidelse og sygdom. I den udstrækning, at der overhovedet blev tænkt ”ud over religionen”, så var det i humoralpatologiske baner, hvor den kliniske iagttagelse og kategorisering var dét centrale. Hertil kom at datidens sygdomme overvejende var epidemiske sygdomme, som man i praksis intet kunne stille op imod. Kun på et område eksisterede der et veludviklet praksisfelt, og det var på det kirurgiske område (”bartskærerne”), der så at sige var det officielle modstykke til ”almuens kloge koner og mænd”. I den videre udvikling kommer det til en integration mellem den praktiske (kirurgiske) og den teoretiske medicin (humoralpatologien), idet de nu formidles igennem et tæt forhold mellem kongen, kongens livlæger og universiteterne. En statslig monopoliseringsproces af sygdomsbegrebet finder nu sted. Dette kommer bl.a. til udtryk i den første danske medicinalforordning (1627), hvor der fra statslig side blev indført kontrol med, hvem der kunne praktisere som bartskærere[132]. Senere - i 1784 - blev bartskærerfaget indført på universitetet med oprettelsen af det kirurgiske akademi ved siden af det medicinske/teoretiske.

Den teoretiske medicin råder frem til dette tidspunkt ikke over egentlige handleprocedurer over for sygdom. Der var godt nok blevet uddannet læger ved universitetet siden 1500-tallet, men den teoretiske diskurs var skolastikken, der blev bragt i anvendelse på Hippokrates’ lære, og dennes ”videreudvikling” af romeren Galen, hvad der udelukkende gjorde praktiske tiltag over for sygdom til et spørgsmål om diagnosticering og kategorisering af sygdomsforløb mhp. død eller ”spontan” egenhelbredelse. Hertil kom dog praktiske husråd, men disse var i forvejen kendt af almuen. Den distriktslægeordning, som den enevældige konge indførte i 1700-tallet, havde derfor heller ikke nogen umiddelbar effekt for syge. Men den er med til at gøre sygdom til et lægevidenskabeligt område med en tilsvarende miskreditering af folkemedicinen til følge.

I perioden fra 1784 og op til midten af 1800-tallet fuldbyrdes det lægevidenskabelige sygdomsmonopol, der finder et foreløbigt punktum med oprettelsen af den lægevidenskabelige eksamen, som vi kender den i dag, i 1839. Få år senere oprettes også det lægevidenskabelige fakultet gennem sammenlægning af det medicinske og det kirurgiske[133].

Indbundet i denne konstitueringsproces er - som en betingelse herfor - naturvidenskabens udvikling efter reformationen. Galilei (1564-1642) markerede her et vendepunkt, idet han indførte eksperimentet i fysikken, og dermed bereder en overgang fra viden i form af naturbeskrivelse og kategorisering til en viden om naturen i form af fysiske lovmæssigheder. Og historisk kommer Galilei til at danne udgangspunkt for det positivistiske videnskabsideal, der også inden for psykologien i det 20. århundrede knæsættes af behaviorismen. Men det var først den videre udvikling inden for fysikken og biologien (opdagelsen af blodets kredsløb, mikroskopets udvikling og forfinelse), der førte til egentlige fremskridt i 1800-tallets teoretiske tænkning. Skridtvis arbejdede lægevidenskaben sig via fysikken, biologien, matematikken og kemiens landvindinger frem mod et naturvidenskabeligt syn på menneskelig sygdom.

I sammenhæng hermed er det, at det lægevidenskabelige sygdomssyn sættes igennem inden for området af dårer og afsindige. Psykiatrien opstår - men ikke så meget pga. at lægerne kan gribe ind over for den menneskelige eksistensmåde, som dårerne og de afsindige fremviser, men simpelt hen fordi det lykkes lægerne at få defineret denne indespærrede og afsondrede gruppe af mennesker som syge[134]. Denne sygdomsdefinitionsproces finder sted overalt i Europa fra slutningen af 1700-tallet, startende i England, herefter i Frankrig, så Tyskland og Danmark/Norden, og den antager i hovedtræk samme forløb: anstaltsanbringelse, teoretisering af de, der har interesse i de indespærrede uarbejdsdygtige, og dernæst sygdomsbegreb (:psykisk sygdom eller psykiske forstyrrelser). Psykiatriens genstandsområde bliver sindssygdomme.

Vi skal ikke følge denne udvikling nærmere, blot konstatere at det lægevidenskabelige område gradvist skiller sig ud fra fattigvæsenet op gennem 1800-tallet, hvor oprettelsen af anstalten ”Jyske Asyl” i 1852 og af ”Kommunehospitalet” i 1863 markerer de skift, der fører til udviklingen af et særskilt sundhedsvæsen organisatorisk opdelt i en somatisk og psykiatrisk del. To udviklingslinier i relation til somatisk sygdom var her centrale.

På den ene side en socialmedicinsk retning, hvor legemets modtagelighed over for bakterier/sygdomme blev set som socialt bestemt. Det var især tyskeren Virchow (1821-1902), der forfægtede dette, og den ”behandling”, han sigtede mod, var derfor ikke kun rettet mod individet, men mod ændringer af generelle politiske og sociale forhold.

På den anden side en ”ren” medicinsk retning, hvor opdagelsen af bakterien førte til den - udbredte - tankegang, at alle sygdomme kunne føres tilbage til en specifik årsag (entitets-opfattelsen)[135]. Til grund herfor lå også opdagelsen af cellen som legemets byggesten, og dermed opfattelsen af sygdomme som afvigende biologiske processer; og opdagelsen af bakterien, der blev set som ”nøglen” til forklaring af de epidemiske sygdomme.

Det blev ikke den socialmedicinske udviklingslinie, der slog igennem i historisk målestok[136]. Virchows ”forebyggelsestanker” fandt sted i en tid med sociale omvæltningsprocesser, hvor den med kapitalismen udviklede privatform for samfundsmæssig produktion og eksistens endnu ikke havde sat sig helt igennem, lige såvel som den fremtidige form for økonomisk og politisk samfundsliv ikke klart aftegnede sig, hvilket skabte et mulighedsrum for at forestille sig lidelse og sygdom som et socialpolitisk anliggende. Men omvendt er samme periodes tanker - og også de praksisformer, hvorunder der udvikles ”ny” viden om lidelse og sygdom - overvejende isoleret fra den samfundsmæssige produktion af livsfornødenhederne, hvor de naturvidenskabelige opdagelser, herunder især bakteriologien, i sammenhæng med udviklingen af det med privatformen ”frie” og ”fritstående” individ, skabte mulighedsrum for, at vidensproduktionen omkring lidelse og sygdom kunne forblive på et mikroniveau og dermed fiksere privatindividet som den egentlige bærer af sygdomsprocesser og så at sige årsag til sin egen sygdom. Det bliver da også ”apparatfejls-modellen”, der går en sejrrig fremtid i møde.

KAPITEL 15.3.2: Kapitalformen for terapi: afmagtsovervindelse.

Med vareproduktionens endelige gennemsætning - i formen værdiproduktionens dominans over for brugsværdiproduktionen - forsvinder den feudale kongemagt til fordel for en magt bestående af den borgerlige lov, hvorigennem de økonomiske hovedklasser - kapital og arbejder - formidler deres interesser i samfundsmæssig forstand.

Staten må nu optræde som fælleskapitalist ved at varetage de almene reproduktionsbetingelser for kapitalen, hvorfor staten også træder direkte ind som medformidler af individets eksistensform, ligesom individet qua grundloven får visse lovbestemte rettigheder over for staten. Staten skifter i denne bevægelse funktion, idet den nu - i modsætning til alle tidligere statsdannelser, hvor den politiske magt stod ”over”/”udenfor” selve den økonomiske produktionsproces - må gribe direkte ind i selve produktionsprocessen gennem en regulering af det økonomiske udbytningsforhold i denne, hvilket er grundet i, at udbytningsforholdet med arbejdskraftens varekarakter er blevet et indre forhold. Hvor merarbejdet tidligere blev ydet gennem ydre tvang - personligt ejerskab/afhængighedsforhold mellem mennesker - så ydes merarbejdet under kapitalismen i kraft af selve den måde, som den kapitalistiske økonomi er organiseret på. Konsekvensen heraf er også,

”at den politiske tvang kan eksistere relativt autonomt i forhold til økonomien - forstået på den måde, at den først griber ind i produktionen, når den af ekstraordinære grunde, fx strejker og besættelser, er truet (. .) Denne relative autonomi betyder samtidig en centralisering af den politiske tvang, i form af et centralt statsapparat”[137].

En yderligere konsekvens er, at det menneskelige individs samfundsmæssige eksistensform må fordobles. Hvor opståelsen af privatejendommen og som følge heraf klasser og stat - med slavesamfundet og historisk videre i feudalismen betød en spaltning af samfundet i ”spontan form for verdenshistorie” og klasse- og statshistorie, så fører vareformen som almen ækvivalent spaltningen igennem på både det økonomiske og på det politiske niveau: når alle er blevet ”frie” borgere i betydningen lige for den borgerlige ret, så bliver individet på een og samme tid privatperson og offentlig person, lige så vel som offentligheden både eksisterer som politisk og privat sfære. Det offentlige og det private kommer hermed til at eksistere som et delt hele, der til stadighed slår over i hinanden - og heraf karakteristikken ”fordobling”.

Staten er nu i sig selv formidlingsinstans og ”relativ autonom” regulator af det offentlige liv, samt beskytter af det private liv. Hvad der er offentligt hhv. privat reguleres via det borgerlige repræsentative demokrati, hvorigennem der fastsættes love, cirkulærer, bekendtgørelser mm. om det offentliges forpligtelser og rettigheder over for det private, og omvendt om det privates forpligtelser og rettigheder over for det offentlige.

Med kapitalismens gennemsætning løsnes endvidere statsmagten fra kirken. ”Tænkerne” kan træde ud af gudeverdenen, og naturvidenskaberne udvikles på empirisk grundlag, her under også lægevidenskaben. Staten og den systematiserede tænkning er dermed organisatorisk frigjort fra kirken. Lidelse og sygdom bliver et statsligt og naturvidenskabeligt anliggende (i første omgang): kontrolvidenskaben kan opstå.

Hidtidige begrænsninger i samfundshistorieanalysen.

Nu begynder begrænsningerne ved vores samfundshistorieanalyse for alvor at melde sig. Den historiske etablering af kapitalismen i sidste århundrede - og dennes samfundshistoriske genese startende med udvekslingen af ækvivalenter (simpelt bytte) mellem grupper/klasser/enkeltlande/stater - er i det foregående på ingen måde bestemt i sin indre udviklingssammenhæng. Tværtimod er kun de mest almene sammenhænge blevet markeret, således at den terapeutiske praksisform har kunnet blive fulgt i sin samfundshistoriske udviklingssammenhæng. Til grund for denne ”udvanding” af en historisk-logisk rekonstruktion har ligget manglen på en kategorial bestemmelse af samfundshistorien som verdenshistorie som det første. For det andet at vi ikke har prioriteret at forfølge en sådan, hvorfor vi har måttet trække på en simpel typologisering af samfundsformationer (slavesamfund osv). For det tredje har vi selv udvandet samfundshistorieanalysen ved ikke at lægge særskilt vægt på bestemmelse af særskilte stats- og klassetyper, samt på deres indre sammenhæng og dynamik op gennem samfundshistorien. Stats- og klassekarakteren af de forskellige samfundsmæssige tiltag over for fattige syge respektiv fattige eller syge op gennem samfundshistorien er derfor heller ikke indkredset i kategorianalytisk forstand.

Konsekvensen af ovenstående er specifikt, at opkomsten af et fattigvæsen og et sundhedsvæsen som relativt særskilte og autonome statsapparater med kapitalismens gennemsætning fremstår som en ”automatisk” proces, hvor det tværtimod er alt andet: nemlig stadige kompromisser som resultat af politisk og økonomisk klassekamp, hvad deres konkrete udformning og udvikling videre frem også er såvel en effekt som et resultat af.

Mere generelt er konsekvenserne, at vi overvejende har fået fat på formaspekter med en tilsvarende nedblænding til følge af de indholdsmæssige drivkræfter, der fører til at en form netop får dette konkrete udtryk på dette tidspunkt og sted - og ikke andet. En yderligere konsekvens er, at vi - qua abstraktionsniveauet - kun har fået fat på de mere særskilt almene forhold, hvor mange specifikke mellemformer må være gået tabt.

Hermed er der sat nogle afgørende begrænsninger for den videre analyse af terapi under kapitalismen - for selv om kapitalismen i sit virke skaber sine egne betingelser, og altså ikke kan reduceres til udgangsbetingelserne, så er udgangsbetingelserne det fundament, hvorigennem kapitalen virker; og som skridt for skridt modificeres, omformes og udvikles.

Afgrænsning af kommende genstandsfelt.

Den konsekvens vi skal trække af ovenstående er, at vi skal og må begrænse os til formallogiske betragtninger over terapi under kapitalismen, når vi fører vores analyse frem til i dag. Dette som en første afgrænsning.

Som en anden afgrænsning skal vi vælge at beskæftige os overvejende med den særskilte terapeutiske form, der har at gøre med ”psykiske” lidelser og sygdomme - historisk bestemt: de såkaldte gale, rasende, dårer og afsindige, eller de med psykiske ”forstyrrelser” og psykiske ”sygdomme”.

Gangen i det følgende må derfor være:

Først en almen bestemmelse af terapi under kapitalismen. Det drejer sig her om, hvilke nye træk som den terapeutiske praksisform vinder med gennemsætningen af den kapitalistiske produktionsmåde. Herefter - på basis af ovenstående almene bestemmelse - en udviklende konkretisering af, hvordan denne form kan træde særskilt frem med et særegent stillet problem: det ”psykiske”.

Men selv om vi i det følgende skal behandle kapitalformen for terapi gennem kapitalismen set som konkret transitorisk abstraktum, så kommer vi ikke helt uden om en tentativ bestemmelse af kapitalismens udvikling og bevægelse, idet det er sådan, at kapitalformen for terapi først sætter sig igennem i sammenhæng med en almen udvikling af den kapitalistiske produktionsproces. Derfor først kort om denne, der skal ses som en videreføring af de med Marx funderede bestemmelser omkring vareformens udvikling over pengeformen til kapitalformen, og hvor vi yderligere skal trække på J. Andersens udlægning af Poulantzas periodisering af kapitalismens etablering og reproduktion[138].

Kapitalismens udvikling og reproduktion.

Kapitalismen vokser - som tidligere beskrevet - frem ved, at handelskapitalen forbinder sig med selve produktionsprocessen, hvorved rummet for varecirkulation overskrides. Første skridt er at kapitalen, der på dette tidspunkt eksisterer som pengeformue, købmandskapital og ågerkapital[139], knytter sig til udlæg af råstoffer inden for håndværk og tekstilindustri, hvorved der opstår mulighed for at kapitalejeren kan tilegne sig en vis produktionsprofit. Andet skridt fremkommer gennem manufakturens udvikling, hvor kapital investeres i selve produktionsprocessen. Her påbegyndes en adskillelse mellem producent og produktionsmiddel, der i et tredje skridt fuldbyrdes helt og generelt med storindustriens udvikling, hvorved kapitalen kan tage hele det indre marked i besiddelse. Hermed er grundlaget for kapitalismen opstået. Den ”mage”, som kapitalen har søgt for at kunne formere sig selv gennem udveksling, er nu opstået gennem producenternes adskillelse fra deres produktionsmidler, hvilket betyder at de træder frem som formelt ”frie” arbejdere, der kun har deres arbejdskraft at sælge. Men dette er de omvendt også nødt til at gøre gennem markedet for at sikre deres egen eksistens. De kan nu selv indgå i produktionsprocessen som varer. Solgt er deres liv for en nærmere bestemt tid, købt af kapitalen er deres arbejdskraft, der anvendt netop kan producere mere end dens egen reproduktionsværdi. Simpel vareproduktion, hvor udveksling sker gennem udveksling af ækvivalenter, har hermed udviklet sig til kapitalistisk vareproduktion, hvor der skabes merværdi i og med, at arbejdskraften udveksles og forbruges som vare i selve produktionsprocessen.

Til denne tidlige kapitalisme, hvor merværdiproduktionen primært tager form af produktionen af absolut merværdi gennem stadig forøgelse af arbejdsdagens længde, svarer en bestemt stat: den enevældige eller absolutistiske stat. Det er denne stat, der forestår den mere eller mindre voldelige ekspropriation dels af producenterne ude på landet, og dels af bondens jord og hjem. Men det er også en proces, der betyder opløsning af landsbyfællesskaberne på landet og af laugsstrukturen i byerne, hvorved brede masser sættes fri uden at der samtidig er et produktionsapparat og sociale strukturer, som flertallet af dem kan indtage på almengjort måde ud fra deres perspektiv. I den udstrækning at der til at starte med var et arbejde at få for få i denne desintegrerede klasse af et landbo- og byproletariat, så var det samtidig i et produktionsapparat, der mest af alt mindede om ”helvedes forgård”. Satsningen på produktion af absolut merværdi betød hurtigt, at nedslidningen af arbejdskraften nåede så ustigelige højder, at grundlaget for produktionen var i fare - og også truet gennem arbejdernes kampe. Det kommer til indgreb fra statsmagtens side over for kapitalens tilrettelæggelse af produktionsprocessen, dog kun i den udstrækning at økonomien muliggjorde det - den kapitalistiske altså - og frygten for sociale revolutioner fra arbejdermasserne var overhængende og for faretruende for kapitalejerne og statsborgerskabet som sådant[140]. Udgangen herpå var i første omgang en lovbestemt grænse for arbejdsdagens længde, herefter begrænsning af børnearbejdet, samt i tredje omgang indførelsen af forskellige arbejderbeskyttelseslove (:fabrikslovene) - bestemmelser og love, der langt fra var tilstrækkelige til at sikre andet end en simpel reproduktion af arbejdskraften, men som dog forhindrede dens totale udslettelse respektiv revolution, hvilket kan siges at spejle styrkeforholdet mellem klasserne på daværende tidspunkt, der næsten helt var i kapitalklassens favør qua arbejdernes mangelfulde og skrøbelige organisering.

Med overgangen til produktionen af relativ merværdi (:stadig revolutionering af arbejdsmidlet), der også markerer en gennemkapitalisering af feudalismen - feudalismens endelige ophør som samfundsformation - opstår i forlængelse heraf konkurrencekapitalismen, der modsvares af den liberale/borgerlige stat, hvis

”institutionelle skelet består i retslige institutioner og politiske institutioner, hvorigennem borgerskabet direkte organiserer varetagelsen af klassens interesser, og som fungerer som det interne magtcentrum i staten”[141].

Men kapitalens fremmarch standser - og kan slet ikke standse - hermed. Produktion af relativ merværdi som værdiakkumulationsform betyder nemlig en forskydning i kapitalens organiske sammensætning (:forholdet mellem konstant og variabel kapital), således at den konstante kapital i form af jord, bygninger og arbejdsmidler vokser relativt mere end den variable kapital (:udlægget til køb af arbejdskraft). Da det kun er denne kapital, der forbrugt kan realisere merværdi, så falder profitraten (:forholdet mellem merværdi, og konstant og variabel kapital). Når enkeltkapitalerne således søger at øge arbejdets produktivitet for at overleve hinanden i konkurrencen, så øges derfor den konstante kapital, hvorved profitraten tenderer til at falde, hvilket omvendt skærper behovet yderligere for en udvikling af arbejdets produktivitet - men nu er det blot blevet vanskeligere. Som følge af denne uløselige - eller cirkulære modsigelse: kapitalen er sit eget mål og motiv - går nogle enkeltkapitaler til grunde, andre ophæves i monopoler, hvilket intet ændrer ud over, at modsigelsen får en ny form at bevæge sig i. I sammenhæng hermed støder enkeltkapitalerne og monopolerne imellem på begrænsning af markedet for afsætning af deres varer, for idet kapitalen må søge at løse sin modsigelse gennem yderligere udbytning - reduktion af arbejderlønninger - så mindskes samtidig arbejderklassens købekraft. Der må derfor opstå cykliske overproduktionskriser, der ikke så meget er overproduktion i forhold til behov, men i forhold til den købeevne, som til stadighed må søges mindsket af enkeltkapitalerne og monopolerne for at fastholde en konkurrencedygtig profitrate.

Dette førte i sin tur til, at kapitalisternes virkefelt blev udvidet til hele kloden, samtidig med at kampe inden for kapitalklassen førte til, at der opstod en dominerende gruppe af monopolkapitalister. Dette finder en første afslutning ved århundredeskiftet, hvor kloden er blevet delt op i stater og monopolbesiddelser. Monopolkapitalismens stade er vokset frem.

Det er frem til dette tidspunkt, hvor kapitalens ”ulvehunger” efter profit gennem en almen udbredelse af merværdiproduktionen gennem produktionen af relativ merværdi, at det statslige greb også af den kapitalistiske reproduktionsproces i almene træk udvikles, idet også de almene reproduktionsbetingelser begynder at blive grebet af de socialt udviklede klassesammenhænge som sådan. Staten påbegynder, presset af en stadig stærkere arbejderbevægelse, en form for social sikring af arbejdskraftens private reproduktionsproblemer gennem etableringen af sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger i tilfælde af arbejdskraftens reproduktionssvigt (:fattigdom og sygdom). I sammenhæng hermed og fra midten af 1800-tallet må staten også til at begynde at forholde sig til de usle boligforhold for arbejdermasserne i byerne den manglende renovation af byernes ”slum” mm, da disse betingelser også griber ind i borgerskabets livsrum (her særligt epidemifaren).

Reproduktionsproblemer bliver op gennem 1800-tallet et social- og sundhedspolitisk kampfelt, hvor alle interesse- og klassegrupper involveres direkte med deres opnåede samfundsmæssige magt som bestemmende for det specifikke udfald. Bestemt i denne periode bliver de individuelt protesterende fattiglemmer, der havner i dårekister under lægens ansvar; at fattiglemmer deklasseres som andenrangs borgere gennem tab af borgerlige rettigheder, hvis de ligger fattigvæsenet til ”byrde” med deres eksistens; men i midten af 1800-tallet kommer det også til en begyndende differentiering mellem ”værdigt” og ”,uværdigt” trængende - en skelnen der oprindelig stammer fra tiden lige efter reformationen - idet det kommer til indførelsen af undtagelseslove, hvor det indrømmes, at personer ”der kom i nød pga. langvarig arbejdsløshed eller svær dyrtid”[142] kunne oppebære fattighjælp uden deklasserende virkning. I forlængelse heraf muliggøres også gennem medlemskab af sygekasser at få sygdomsbehandling uden deklasserende virkning for medlemmerne; og endelig at byer må have et renovationssystem til imødegåelse af epidemier, for også borgerskabet rammes heraf.

Karakteristisk for denne periode frem til århundredskiftet - konkurrencekapitalismen i Danmark - er, at dødeligheden og middellevetiden forholder sig uforandret; og at sygdomsmønsteret gennemgående er det samme: det domineres af tuberkulose, infektionssygdomme og lidelse i åndedrætsorganerne, samt af stor børnedødelighed pga. under- og fejlernæring[143]. Ved århundredeskiftet slår bestræbelserne for bedre almen-hygiejne, forbedrede boligforhold, arbejdsforhold og ernæring dog endeligt igennem. Det kommer til et brat fald i dødeligheden for alle aldersgrupper. Dette fald sætter ind før det moderne sundhedsvæsen for alvor udvikles. Både dette og de forbedrede reproduktionsbetingelser nævnes i Betænkning 809, men samtidig siges også, at ”årsagen til dette er ukendt”[144]. Hertil er kun at sige, at det ”ukendte” kun kan komme fra et forgæves forsøg på at ville begrunde faldet på basis af den naturvidenskabelige tilgang til sygdomme (primært repræsenteret gennem entitetsopfattelsen og apparatfejl-modellen), hvilket også omvendt viser denne tilgangs uanvendelighed til praktiske indgreb på niveauet af den samfundsmæssige produktion af sundhed og sygdom. Så at det kommer til et brat fald i dødeligheden netop ved århundredeskiftet må derfor primært begrundes i ændringer i produktionsprocessen. På den ene side er der de stadigt forbedrede lovmæssige bestemmelser omkring beskyttelse af arbejdskraftens reproduktionsmuligheder, men der er langt fra den parlamentariske gennemsætning af disse og til deres praktiske gennemførelse, da kapitalens krav om stadig profitmaksimering konstant stiller sig i vejen; på den anden side vokser arbejdermassens kraft som politisk faktor stærkt op gennem slutningen af århundredeskiftet, hvilket i sammenhæng med kapitalens verdensomspændende forsøg på fastholdelsen af profitraten kan sikre arbejdsmæssige forbedringer for de bedst organiserede arbejdermasser, og dette er de vestlige på bekostning af den - ofte glemte - ekstreme udbytning af de østlige og afrikanske kolonier.

Det er i denne historiske kontekst, at den nuværende kulturelle betydning af terapi som sygdomsbehandling kommer til syne og konstitueres, at den begynder og stopper ved individet, og at det sociale ikke behandles, men derimod kan være genstand for forebyggende virksomhed[145]. Netop nu bliver det muligt at erfare lidelse som noget virksomt - naturvidenskaben har gjort fremskridt, bl.a. er bakterien blevet opdaget som centralt moment ved epidemisygdomme, og samfundsudviklingen er så meget i forandring, at overhovedet udviklingskategorien presser sig frem mod en samfundsmæssig almengørelse. Derfor bliver det muligt at forestille sig at kunne gribe aktivt ind i forhold til lidelse. Derfor både den aktive betydning i behandlingsbegrebet og begrebet om forebyggende virksomhed opstå samtidig, hvad de også gør (jvf. Virchows ”socialmedicin”). Forskellen er blot, hvor og hvordan årsagerne til lidelse, samt forholdet mellem individuel lidelse og det sociale, bestemmes. Endvidere hvilke bestemmelser, der samfundshistorisk formår at etablere sig i de generelle sociale strukturer[146].

Fra århundredskiftet kommer det til en begyndende statsintervention i økonomien - monopolkapitalen presser sig frem mod et samfundsmæssigt begreb - og den liberale stat afløses nu af den ”interventionistiske stat”[147], der frem til 1945-50 systematiserer og gennemorganiserer sine interventioner i økonomien (”den keynesianske revolution”). I denne første monopolkapitalistiske fase fortsætter faldet i dødeligheden, hvor det ved l950’erne stagnerer og stabiliserer sig[148], men dog med en svag tendens til stigning fremover for mænds vedkommende.

Den næste monopolkapitalistiske fase - den aktuelle - vokser nu frem, og denne modsvares af

”en interventionistisk stat, der selvstændiggør sig i forhold til økonomien, i den forstand at dens interventioner bliver mere og mere sammenhængende. Sagt på en anden måde, så medfører statslige interventioner i et område af økonomien nødvendigvis andre interventioner på andre områder”[149].

Det afgørende nye er ikke så meget, at staten griber ind i produktionsbetingelserne for at sikre de almene produktionsbetingelser for kapitalen - etablering af transportsystemer, almen kvalificering af arbejdskraften mv. - men at staten aktivt medvirker til en omorganisering af det økonomiske rum. Her kan nævnes bestræbelser på at udvikle ny teknologi, der kan bruges i produktionsprocessen, etablering af internationale forbindelser for virksomheder, rationalisering af urentable områder gennem specifikke områdepolitikker, samt gennem egentlig økonomisk politik, ”hvis hovedbestanddel er en mindskelse af arbejdernes lønninger”[150]

At det kommer til en sådan direkte intervention i økonomien må ses begrundet i, at kapitalen kommer ud for problemer, som den ikke selv kan klare, hvorfor staten griber ind ved at afhjælpe krisens resultater. Det vil her være styrkeforholdet mellem klasserne, der er bestemmende for den retning, som disse interventioner antager.

Frem til i dag kan man sige, at det har været borgerskabet, godt støttet af en reformistisk topstyring af arbejderbevægelsen gennem socialdemokratiet, der har været de dominerende politiske artikulationssfærer. Men dette samtidig med at de cykliske kriser, der har præget kapitalismen siden dens opståen[151], synes at være blevet afløst af en generel eller almen krise. Hvor de cykliske kriser tidligere kunne overvindes gennem omorganiseringer inden for de forskellige kapitalfraktioner, så synes dette ikke længere tilstrækkeligt - kapitalismen som globalt system er trådt i krise - og dette kan i følge Poulantzas også aflæses gennem tendenserne til udviklingen af en ny stats form, som kan kaldes for autoritær etatisme, hvor den statslige administration af de økonomiske forhold i en vis udstrækning selvstændiggør sig fra den såkaldt demokratiske beslutningsproces[152]. Dette må ses som både en styrkelse og en svækkelse af staten, idet den nu også bliver en årsag til sin egen krise, som netop ikke kan afhjælpes inden for de kapitalistiske produktionsforhold, eller som den netop kun kortsigtet kan afhjælpe ved at styrke sine egne interventionsmuligheder og kontrol af det samfundsmæssige liv, og dermed samtidig forstærke sin egen krise.

Vi skal ikke opholde os mere ved ovenstående statsliggørelse eller samfundsmæssiggørelse som tendens - og hermed også tendensen til statens tredje genese eller verdenskommunismen - afhængig af, hvordan venstrefløjens projekt fremover formår at artikulere sig politisk-økonomisk i global forstand. Derimod skal vi opholde os ved de ændringer i sygdomsmønsteret, der har fundet sted fra århundredeskiftet og op til i dag[153].

Der finder et generelt skift i sygdomsmønsteret sted, og det domineres nu af fire hovedgrupper: hjerte- og kredsløbsforstyrrelser, kræftlidelser, psykiske og somatiske lidelser, og sygdomme som følge af arbejds- og trafikulykker[154]. Betænkningen nævner også i forbifarten de arbejdsbetingede lidelser, og hertil er det nok ingen tilsnigelse at hævde, at disse fremover kommer til at udgøre en selvstændig dominerende hovedgruppe, idet anvendelsen af organiske opløsningsmidler, den hidtidige produktion af asbest, epoxy mm. allerede er begyndt at vise sig med ekstremt ødelagte liv til følge. Hertil kommer så også fremover effekten af den stadig stigende forurening af naturen.

Mht. de arbejdsbetingede lidelser, så kan det siges, at Betænkningen i 70’erne, hvor den blev lavet, har haft fingeren på pulsen overhovedet, ved at nævne dette om det arbejdsbetingede. Men problemet er et andet: de fire hovedgrupper må væsentligst ses som specifikke effekter af kapitalistiske produktions- og arbejdsbetingelser, idet de må ses som stressbetingede reaktioner på betingelser, der synes umuligt aktivt at imødegå eller undslippe. Så det at operere med en femte hovedgruppe er på den ene side et fremskridt, idet arbejde og lidelse hermed knyttes sammen. Men på den anden side lægges også samtidig et fundament i forhold til lidelser, hvor forskellige lidelsers iboende relation til selve produktionsmåden mere eller mindre kan fornægtes, skjules og_bortlyves. Dette er direkte, hvad der sker, når Betænkningen - der er at se som et udtryk for den ’officielle bevidsthed’ om sundhed/ sygdom under kapitalismen - forholder sig til fremtidige muligheder for at gribe ind i den samfundsmæssige produktion af sygdom. Dette skal vi kort følge.

Udgangspunktet for Betænkningen var den ”behandlingsmæssige krise”, der bl.a. kom til udtryk i, at den voldsomme ekspansion inden for det somatiske sundhedsvæsen siden 50’erne stort set for den samfundsmæssige sundhedsproduktion ingen effekt havde. Dette blev man klar over først i 70’erne, og den økonomiske krise fra midten af 70’erne betød da også, at der blev stillet spørgsmålstegn ved den hidtidige sundhedspolitiske strategi, der havde gået ud på at behandle sig til sundhed. Som svar herpå begyndte man at tale om effektivisering og rationalisering af sundhedsvæsenet for det første; og for det andet om en større vægt på det sygdomsforebyggende arbejde - en aktivitet der indtil 70-erne kun har beslaglagt 2-3% af de samlede udgifter til sundhedsvæsenet. og som endda primært har været anvendt i forhold til særlige problemfelter (børnetandpleje, graviditetskontrol mm). Men den type sygdomsforebyggelse, der vinder frem i Betænkningen - og som altså næsten direkte bliver den statslige strategi fremover - er en sygdomsforebyggelse, der alene retter sig imod det enkelte individs eget ansvar for at etablere en ”sund” levevis, hvilket betegnende nok kaldes sundhedspædagogik[155].

Etableringen af en sådan type forebyggelse er langt fra tilfældig. Tværtimod demonstreres på eksemplarisk vis, hvorledes staten må fokusere på privatindividet ved kapitalistiske reproduktionsproblemer, da indgreb og ændring af selve de grundlæggende kapitalistiske produktionsbetingelser i sagens natur er uden for dens rækkevidde. Men staten er dog ikke en uafhængig magt. Tværtimod er den at se som en fortætning af social-økonomiske magtforhold, hvorfor ovenstående type sygdomsforebyggelse også er en demonstration af arbejderklassens og venstrebevægelsens nuværende defensive situation.

Med ovenstående demonstreres også, at det ikke er viden og sagslige argumenter der er afgørende for tiltagenes art og iværksættelse, men økonomi og magt - hvilket asbestproblematikken for nærværende viser, idet det først er nu, at der skrides ind over for denne produktion, selv om dens ekstremt kræftfremkaldende virkning har været kendt siden århundredeskiftet. Poulantzas kan da også i sin analyse af den monopolkapitalistiske stat vise, at den bevæger sig på grundlag af kategorier, der

”hviler på en underforstået accept af begrænsninger i viden, som falder sammen med begrænsningerne i statens beslutninger om intervention”[156].

Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke skal satses på udviklingen af viden. Men kun, at der skal satses på udviklingen af virkelig viden om det, som det drejer sig om - modsat kapitalen og statens satsning på ideologisk viden i form af kontrol- og herskabsviden - for kun her igennem kan der tænkes ud over det bestående, hvilket er en forudsætning for at revolutionere det bestående i almen samfundsmæssig retning.

Det betyder imidlertid heller ikke, at der ikke fortsat skal satses på en udbygning og forbedring af lovgrundlaget, der kan imødegå kapitalen og statens destruktion af mennesker og naturforhold, altså udbygning og forbedring af arbejdsmiljøloven, miljø- og naturbeskyttelsesloven osv.; men at det er vigtigt at medreflektere, at de i deres rækkevidde som generel sygdomsforebyggelse vil være bestemt af det rådende styrkeforhold mellem klasserne, og at de kun kan forbedres gennem et forbedret styrkeforhold i venstrebevægelsens favør.

Uden at sætte sagen på spidsen kan det siges, at kun gennemførelsen af den demokratiske socialisme muliggør en offensiv sygdomsforebyggelse, idet kun denne - og dette netop som kapitalisme-iboende tendens - kan gribe fat i de betingelser af grundlæggende karakter, der under kapitalen med næsten naturlovmæssighed producerer og reproducerer et bestemt sygdomsbillede, der mere er et affaldsprodukt af kapitalen end det har med samfundsmæssig menneskelighed at gøre.

Eet af disse affaldsprodukter er den reservearmé af mennesker, som der ikke er plads til i produktionen. De kaldes arbejdsløse. For disse gælder, at sygeligheden - forekomsten af sygdom - er langt mere udbredt og større end hos de, der bliver syge af at arbejde[157].

I det ovenstående har vi intet sagt om selve livskvaliteten. Denne kan ikke indfanges ud fra mål omkring dødelighed og sygdomsmønster, idet disse kun fanger de sygdomme og graden heraf, der forkorter livet - og ikke selve kvaliteten af det liv, der så leves. Men dette er en anden sag, der ikke her skal behandles. Derimod skal vi kort vende os særskilt mod de samfundsmæssige instanser, der bygger og har bygget sig op under kapitalismen til varetagelse af individuelle reproduktionsproblemer.

Samfundsmæssige instanser for individuelle reproduktionsproblemer under kapitalismen.

Det drejer sig her i første omgang om to statsapparater (og disse er igen at se som tre relativt adskilte instanser): det er etableringen af et statsligt fattigdomsvæsen fra begyndelsen af 1800-tallet, samt en uddifferentiering herfra af et sundhedsvæsen, hvilket igen differentieres i et somatisk og i et psykiatrisk hospitalsvæsen op gennem slutningen af 1800-tallet. Med eksistensen af disse relativt adskilte ”væsener” er der også sat en differentiering mellem årsagerne til, at den enkelte ikke længere på typisk vis kan varetage sin private reproduktion ved egen kraft og egne midler.

Vi skal kort beskrive disse ”væseners” kapitalistiske bevægelse.

Ved manglende sociale muligheder for fremskaffelse af materielle midler (og faldt man ikke ind under en utilstrækkelig lov om ”alderdomsforsørgelse”) var man enten henvist til kirkelig eller privat støtte, til tiggeri eller til forsørgelse gennem fattigvæsenet (modtagelse af naturalier eller ophold på fattiggårde). Fattigloven var en almisselov - kun retten til støtte var garanteret, ikke støttens art eller omfang, og hertil kom eventuelle ”pligter” som tvangsarbejde, ligesåvel som man tabte de borgerlige rettigheder. Forholdene for fattiglemmerne var (også) kummerlige. Og de blev først afgørende forbedret med indførelsen af de retsbestemte ydelser med Steincke i 1933, hvor socialreformen indførtes. Den sidste grundlæggende revision af denne finder som bekendt sted i 1976, hvor Bistandsloven med dens princip om ”individuel hjælp” ud fra et retsprincip indføres. Almisseprincipperne stikker dog også hovedet frem, idet der skal foretages et skøn over ”rimelige” udgifter.

Ved sygdom var mulighederne for lægehjælp begrænset. Fattiglemmer var enten henvist til nødtørftig pleje gennem et meget begrænset antal distriktslæger, eller henvist til, hvis der var plads, hospitaler, men disse fungerede mest af alt som isolering af smittefarlige patienter[158]. For lønarbejdere, der var medlem af en sygekasse, var der garanteret en vis sygehjælp (lægehjælp og eventuelt sygehusophold) over en nærmere afgrænset periode, men de var ellers henvist til fattigvæsenet, hvis det ikke var muligt selv at finansiere lægebehandling. Begrænsninger i lægehjælp faldt op gennem det 19. århundrede efterhånden væk, men lægevidenskaben udenfor fattig-/socialvæsenet forblev helt op til 1973 et rent liberalt erhverv, der fungerede efter principperne om køb og salg af ydelser. Sygesikringsreformen afløser her frivillighedsprincippet gennem obligatorisk sygesikring for alle borgere, finansieret over skatterne[159]. Men lægevirksomheden forblev dog overvejende et liberalt erhverv, bl.a. gennem køb og salg af praksis.

Parallelt med disse to årsager - sociale og sygdomsmæssige grunde - til, at den enkelte ikke af egen kraft og egne midler kunne varetage sin private reproduktion gennem dets givne sociale strukturer, udskiller der sig en tredje årsag, hvis individuelt-samfundsmæssige effekt sindssygevæsenet - og senere: det psykiatriske sygehusvæsen - kom til at tage sig af. Det var de menneskeskæbner, der var blevet isoleret fra de fattige, og som var buret inde i dårekister. Det var de skæbner, som var kommet offentligheden i hænde, og hvoroverfor enhver form for tvangssocialisering ikke var lykkedes. De gale og rasende hed de i den tidlige middelalder, efter reformationen fik de navneforandring til dårer og afsindige; og de endte op med at blive til de psykisk syge, som det var en statsopgave at tage sig af gennem behandling af dem på anstalter under psykiatriens overherredømme.

Det var især lægen Harald Selmer, der var reformatoren i det danske sindssygevæsens oprettelse, hvor regeringen i 1848 accepterede hans forslag og behandlingsprincipper for oprettelsen af en dårekiste i Århus (”Jyske Asyl”)[160]. De behandlingsprincipper, der hermed blev knæsat, grundede på opfattelsen, at sindssygdomme var en følge af legemlig sygdom, og derfor følgelig måtte behandles med fysiske midler efter almindelige lægevidenskabelige principper, om end også den moralske behandling nu var nødvendig for at give ”hele patientens sjæleliv en naturlig retning”[161]. Nogen specifikke fysiske/lægelige midler over for sindssygdomme rådede man ikke over, ud over selve anstalten til de indespærrede menneskeskæbner, som altså nu kom ind under den naturvidenskabelige lægevidenskab og under statslig finansiering.

”Anstaltpsykiatrien” fik sit indtog i det samfundsmæssige liv, og helt op til 1930 blev der oprettet/bygget den ene mammut-anstalt efter den anden, uden at behovet kunne dækkes. Og fra 1950 indledes et større reformarbejde, der skulle sikre hospitalernes ”tilpasning til nutidens krav og behandlingsformer”[162]. Denne udviklingssammenhæng skal vi nærmere komme ind på i næste kapitel; og her blot nøjes med at konstatere, at der, hvor dette reformarbejde foreløbig er endt, er en statslig-psykiatrisk satsning på en øget tilknytning af det psykiatriske sygehusvæsen til det somatiske, opbygning af mindre behandlingsenheder, samt intentioner om tilvejebringelse af tilstrækkelig behandlings- og pladskapacitet. Endvidere kan vi konstatere, at psykiatrien som lægevidenskabeligt speciale endnu ikke råder over somatiske behandlingsmetoder, der kan helbrede de psykiske sygdomme, men kun ”dæmpe symptomer”[163].

Til ovenstående statslige instanser - det offentlige sociale og sundhedsmæssige system - findes en privat-samfundsmæssig sammenhæng for overvindelsen af individuelle reproduktionsproblemer. Denne sammenhæng sættes overhovedet i kraft af arbejdskraftens varekarakter, som enten kan søges kapitaliseret af enkeltkapitaler, eller samfundsmæssiggjort gennem venstrefløjens projekt. Imellem disse to tendenser - der strækker sig fra kloge koner og mænds naturhelbredelsesmetoder, private forsikringer mm., som liberale erhverv til politiske og faglige sammenhænges udadvendte arbejde og interne støttemuligheder - findes et ingenmandsland for altruistiske, humanistiske, religiøse organiseringer, der har det til fælles, at de ikke vil vide af at beskæftige sig med modsigelsen mellem det offentlige og det private, i hvert fald ikke i deres egen selvforståelse.

Kapitalismens bevægelse er rig på opståelsen af sådanne privat-samfundsmæssige sammenhænge, men vi skal ikke forfølge dem nærmere. Blot konstatere, at kapitalismen være og stadig blive rig og mangfoldig på dette område, idet problemer pga. privatformen først gribes samfundsmæssigt, når de offentliggøres. I et greb, der enten kan medføre ændringer i offentligheden, eller en delegering af problemet til privat-kapitalen, til de faglige og politiske sammenhænge, eller ud i ingenmandsland. Hertil kommer så også den omvendte proces: midler, genstande og løsningsmetoder kan markedsføres og kommercialiseres, ligesom de kan søges samfundsmæssigt almengjort.

Vi kan nu stille spørgsmålet om, hvordan lidelsesbemestring ser ud under kapitalismen. Dette er problemet om, hvordan terapi bestemmer sig selv som praksisform i den fordoblede form for samfundsmæssig og individuel reproduktion som kapitalismen repræsenterer.

Det foregående synes at pege i retning af, at det kommer til at dreje sig om klassespecifikke terapibestemmelser - hvilket synes at modsvare, at der på kapitalismens kulturelle overflade ikke eksisterer et overordnet terapibegreb, men kun divergerende bestemmelser af terapi[164]. Men en analyse af individets eksistensform under kapitalismen vil vise, at der kun er tale om klassespecifikke tendenser, greb om, retninger og interesser i, hvordan terapi som sådan ønskes og søges bestemt og bevæget på kort som på langt sigt. Vi vender os derfor først mod individets almene eksistensform under kapitalismen.

Individets eksistens i den politiske økonomi.

Nok bliver individet med kapitalismens almene udvikling til bærer af politisk-økonomiske relationer, men det går på ingen måde op i disse relationer. Det forbliver et levende væsen væsensforskellig fra, men også væsensforbundet med de materielle strukturer, der konstituerer samfundet; altså en psykologisk personlighed, der forvalter sit liv gennem bearbejdning af sine klassespecifikke eksistensbetingelser.

For kapitalismens statsliggørelsestendens har dette liv dog kun værdi i den udstrækning, at det indordner sig som anvendelig vare, dvs. som udbyttelig merværdiproducent. Men denne organiserede kapitaliseringsproces af det enkelte individ lader sig på ingen måde gennemføre. Grunden hertil er ikke først og fremmest væsensforskelligheden mellem individ og samfund - som især dens fortalere inden for den Kritiske Teori har argumenteret for[165] - men af ren politisk og økonomisk art, idet individet må være ”frit” eller privatejet for at kunne fungere som vare. Så hvad der kan kapitaliseres er alene individets sociale situation og sammenhæng. Den nedre grænse for dette er slet og ret privatindividet.

Individet som privatindivid opstår i samme takt som kapitalismen etablerer og udvikler sig. For eksempel er det tidligere nævnte, at ikke alle individer blev privatindivider og dermed også offentlighedspersoner med den første borgerlige forfatning, idet der dengang blev knyttet formueklausul på det at være ”borger”. Men udviklingen siden har gjort det muligt for individer at træde i forbindelse med hinanden som individer - og ikke kun som klasseindivider. Og mere endnu: individets klassebestemmelse falder tilbage på individet selv. Men denne udviklingstendens - statsliggørelsestendensen - er kun den ene tendens, idet vi her over for også har tendensen til almen samfundsmæssighed, hvor det kan siges, at dette kryds mellem tendenserne er såvel udgangspunkt som grundlag for klassekampen. Derfor: nok producerer kapitalismen privatindividet, men det bringer også individet i forbindelse med andre individer, som det enten står i strategisk samme forhold (:bestemt social situation og sammenhæng) til, eller i et strategisk modsatrettet (antagonistisk) forhold til. Og heraf også arbejderklassen over for kapitalen, hvortil udviklingen også har indskrevet et mellemlag og et småborgerskab imellem.

Med den statslige organisering af den økonomiske bevægelse er der imidlertid sat en væsensforskellighed omkring, hvordan individerne som klasseindivider træder frem som klasse ”für sich”. Hvor kapitalklassens organisering så at sige er indskrevet i den borgerlige stat, hvor kun kapitalfraktioner, der ønsker specifik varetagelse af deres særinteresser, nødes til organisering, så er arbejderklassens individer konstant tvunget til at etablere og reetablere deres klasseorganisering - mere eller mindre på trods af staten og kapitalen. Dette er dog også omvendt deres eneste mulighed for at ”hævde deres personlighed”[166], og dermed strategisk et liv som menneske. Den frivillighed, der ligger for klassekampsaktiviteter for arbejderklassen og andre (marginaliserede) udbyttede og undertrykte grupper, og som springer ud af privatformer for samfundsmæssig produktion, er derfor kun tilsyneladende. Kun deltagelsen i den kollektive kamp for gennemsætningen af klassens fælles interesser på langt sigt kan nemlig frigøre den enkelte på den ene side, men samtidig på den anden side bringe den enkelte virkeligt sammen med andre i fællesskab.

Det arbejdende individ er derfor fanget i en grundlæggende modsætningsfyldt situation, som kun dets integration i og styrken af dets klassekollektiv i forhold til kapitalmagten tendentielt løser på langt sigt. Det er på den ene side alment modstillet samfundet, idet reproduktionen af dets livseksistens grundlæggende er dets eget anliggende eller ansvar, men det er på den anden side også medstillet dets klassekollektivister, men dette kun i den grad at klassekollektivet organisatorisk-strukturelt har udviklet og tilkæmpet en samfundsmæssig magtposition. Reproduktionsproblemer kan derfor siges først at være samfundsmæssige, når de rejses af det enkelte individ og/eller af interesse-/klassegrupper i offentligheden. Men dette behøver langt fra at betyde, at problemer så også gribes af offentligheden som et ”fælles” anliggende. Dette afhænger og bestemmes alene af den magt, som den enkelte, interesse- eller klassekollektivet (kan) manifestere og som den allerede er repræsenteret gennem juridiske og retslige forordninger, hvor igennem der indrømmes bestemte rettigheder og pligter.

Vi kan sammenfatte ovenstående gennem det, at individet under kapitalismen altid eksisterer som individ i et bestemt klassekollektiv, der eksisterer i kraft af en grundlæggende modsigelse mellem individuel modstilling og kollektiv medstilling, hvor det individuelle som kollektive greb om denne modsigelse er bestemmende for den retning, som den kollektive klasse og individets situation og sammenhæng heri bevæger sig igennem. I forlængelse heraf kan vi sige, at individerne ikke blot altid koopererer, men de koopererer altid om noget, et ”tredje”, på en bestemt måde, der enten kan betyde et udvidet samarbejde mellem de involverede eller et samarbejde, hvor de involverede bruger hinanden til at realisere egne ”private” interesser. Ved førstnævnte tenderer forholdet mellem de involverede at gå i retning af subjektforhold, hvor den enkeltes udvidede selvbestemmelse er en forudsætning for de andres og omvendt, og som bevidst grebet af de involverede er at se som en forbundsstrategi; medens forholdet mellem de involverede ved sidstnævnte går i retning af instrumental forhold, hvor den enkeltes selvbestemmelse søges opretholdt eller varetaget på bekostning af andres, en strategi, der bevidst grebet er en ren konkurrencestrategi[167].

Det enkelte individ inden for et klassekollektiv, hvad enten dette er arbejder-, kapital- eller mellemlagskollektivet, eksisterer derfor i kraft af den situation, som dets klassekollektiv overleverer til det, hvor måden denne situation gribes på kommer til udtryk i den sammenhæng, som individet samfundsmæssigt realiserer.

For arbejderklassens enkeltindivider eksisterer langsigtet eksistens-opretholdelse alene gennem udviklingen af forbundsstrategien som alment perspektiv. Dette er problemet om, hvordan den klassemæssige medstilling finder praktiske ben at gå på gennem udviklingen af forbundsstrukturer i et horisontalt perspektiv, hvilket samtidig som det eneste kan overlejre og overvinde den almene individuelle modstilling. Som sådan overvindes modstillingen derfor i samme grad, som socialismen udvikles gennem venstrefløjens artikulering af sit almene perspektiv i konkret gestalt. Fællesnytten må bringe dem sammen som klasse.

Kapitalklassens enkeltindivider befinder sig her overfor i en stadig magtsituation over for arbejderklassens kapitalistiske afmagt. Denne magtsituation er deres eksistensmæssige levebrød, og den kan som sådan kun fastholdes og udvikles gennem et taktisk forbund med andre medstillede klasseindivider, hvilket dog omvendt kun kan fastholdes for den enkelte via udviklingen af en konkurrencestrategi over for det alment modstillede individ. Kapitalens enkeltindivider er derfor tvunget til at udvikle modstillingen mellem individ og samfund, og dermed også deres egen modstilling, i strategisk forstand, samtidig med at de i taktisk forstand må udvikle forbund, der sikrer et generelt overherredømme over produktionsprocessen i kapitalens gestalt. Mao: kun egennytten bringer dem sammen som klasse.

Imellem disse to hovedklasser af herskende og beherskede har vi mellemlagskollektivet. Men dette er dog samtidig konstant i klemme her imellem. Denne ”klemme” er dog også omvendt deres aktuelle mulighed for at stige op i den herskende klasse, respektiv nødvendige udleverethed for at blive tvunget ned i den beherskede klasse. Det må derfor søge at fastfryse modsigelsen mellem modstilling og medstilling i håbet om, at samfundsmæssige muligheder vil vise sig med individuelle særfordele til følge, for netop dem som enkeltindivider. Historisk har de som klasse ingen kollektiv fremtid. I strategisk forstand må de derfor stå for det ”gamle”, for kun bevarelsen af status quo kan sikre deres allerede opnåede individuelle fordele. Men lige så konservative de er, lige så ”progressive” må de også være, for noget ”nyt” kunne vise sig at være netop deres mulighed for at komme ud af ”klemmen”. Da udviklingen væsentligst går uden om deres bidrag hertil - deres situation er så at sige en effekt af en udviklingssammenhæng, som de ikke selv er organisk forbundet med - så må de holde sig til snart den ene gruppering/klasse, snart den anden ud fra, hvad der aktuelt kan sikre deres kortsigtede overlevelsesinteresser. Deres aktuelle og historiske rolle er derfor ene og alene at se som en stadig udvikling af en opportunistisk strategi og taktik. Som ”klasse” må de virke ”fastfrysende” på modsigelsen mellem mod- og medstilling, samtidig med at enkeltindivider i klassen konstant må søge at være offensive i en egenløsning af modsigelsen. Modsigelsen må derfor både benægtes og udnyttes på een og samme tid. Med en parafrase over Marx kan vi sige, at de prøver at være en syntese, men de forbliver en sammensat fejltagelse[168]. Når individerne i dette klassekollektiv således ikke kan træde i skranken som klasse i forhold til langsigtet eksistensopretholdelse - hverken forbundsstrategien eller konkurrencestrategien er mulig for dem - så må kortsigtet partitagen blive deres evige Damoklessværd. Det materielle, det sociale og det fælles må blive eet; det individuelle, det eksistentielle og det personlige noget andet.

Sammenfatter vi forholdet mellem klassernes virke - og den individuelle reproduktion her indenfor - så kan vi sige, at langsigtet kan arbejderklassens individer kun sikre deres eksistens gennem udviklingen af almengjorte forbundsstrukturer (medstillingen må tackles strategisk, modstillingen taktisk her indenfor); kapitalklassens individer sikrer deres eksistens gennem udviklingen af kontrollerede konkurrencestrategier (modstillingen må udnyttes strategisk, medstillingen anvendes taktisk); og mellemlaget deres eksistens gennem såvel fastfrysning som individuel udnyttelse af modsigelsen mellem modstilling og medstilling, hvor strategien bliver taktikken og omvendt, og må gå op i ”nu’et”.

Forholdet til reproduktionen - hvor reproduktionen blot er det omfattende begreb for produktionens udviklingsretning - er nu også givet. Hvor arbejderklassens perspektiv er samfundsmæssiggørelse af reproduktionen, kapitalklassens udviklingen af privatformen under statsligt overherredømme, så er mellemlagets perspektiv at satse på det hele for sig selv uden i praksis at ville noget fælles med andre.

Udviklingen af samfundsmæssige tiltag over for individuelle reproduktionsproblemer er derfor følgelig også i deres perspektiv givet ud fra ovenstående divergerende klasseperspektiver. Men hertil kommer så også, at staten virker medierende ind på den konkrete udformning af disse tiltag for samfundsmæssig forholden sig til reproduktionsproblemer.

Relaterer vi for eksempel ovenstående til det tidligere om sundhedspædagogik som sundhedspolitisk strategi, så kan vi sige, at perspektivet heri er, at individet skal bearbejde sin almene modstilling til samfundet gennem en øget ansvarlighed over for sig selv, de facto negere sit forhold til andre, og dermed blindt udlevere og indleve sig i konkurrenceformen for menneskelig eksistensopretholdelse på alle planer i sit liv. Kkapitalen ville ikke have kunnet udtrykke det bedre, om end når den udtrykker sig, så er det også med krav om social privatisering af social- og sundhedsvæsenet.

Terapi vinder nye træk: afmagtsovervindelse som offentlig bemestring af privat produceret lidelse.

Vi er nu stillet i kapitalens terapeutiske praksisform,  en form hvor samfundsformen for terapi (:kollektiv varetagelse af personlig lidelse) med klassesamfundsformens opståen allerede har vundet et nyt træk: tvangsovervindelse som enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser. Så hvad der er foran os er, hvilket nyt træk som terapi nu antager. At det må komme til et nyt træk kan ikke stå til debat, da produktionssammenhængen med kapitalismens opståen ændres grundlæggende i kraft af det nu indre udbytningsforhold.

Grundkategorierne til en bestemmelse af dette træk er begreberne om kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer, der med klassesamfundsformen viderekvalificeres til klassetvang, statslig belastning og enkeltståenhed. Den produktionssammenhæng, som vi har med at gøre, er mennesket i sit klassekollektivt_bestemt gennem den konkrete modsigelse mellem individuel samfundsmæssig modstilling og klassemæssig medstilling.

På det samfundsmæssige plan drejer det sig ikke længere om den klassemæssige tvang, som motor for modsigelsen mellem sundhed og sygdom i formen statslig belastning og enkeltståenhed, idet den klassemæssige tvang er blevet til et indre forhold i selve produktionsprocessen - altså til et moment i klassekollektiverne og for deres antagonistiske udvekslingsproces med hinanden.

Det politiske og økonomiske er under kapitalismen smeltet sammen som magt i formen social-økonomiske klassers statslige mediering med hinanden.

Set i et reproduktionsperspektiv så vendes dette om. Kapitalismen reproduceres nok gennem klassers magt i forhold til hinanden, men denne reproduktion forbliver kun kapitalform i kraft af kapitalstatens magt over samfundet, der altså således produceres gennem klassekollektivernes kapitalistiske afmagt. Den konkrete samfundsmæssige reproduktionslogik bliver derfor magt-afmagt. Ud fra denne dimension kan vi sige, at socialismen - som samfundsmæssiggørelsestendensen - er repræsenteret kapitalistisk som magt-afmagtens tilbagetrængning i perspektivet kollektiv almagt som de forenede producenters magt over produktionen.

En lignende omvending - ved skift fra et produktions- til et reproduktionsperspektiv - kommer til syne for forholdet mellem individuel samfundsmæssig modstilling og klassekollektiv medstilling, idet dette reproduceres som klassekollektiv modstilling og personlig samfundsmæssig medstilling. Som udviklingsperspektiver er her den personlige kollektivist på den ene side, men denne knækkes og begrænses på den anden side gennem statsliggørelsestendensen til privatpersonlig udviklingsbevægelse[169].

Ovenstående ”omvendinger” giver sig også ud fra varens tredje ejendommelighed, ”at privatarbejde bliver til form for sit modstykke, til arbejde i umiddelbar samfundsmæssig form”[170]. Når det derfor kommer til individuel overbelastning, så er det for det første en klassespecifik samfundsmæssig overbelastning - altså overbelastning inden for en magtsammenhæng; og for det andet stilles individet umiddelbart som afmægtig over for samfundet, da dets reproduktion qua privatformen i sidste instans er dets eget anliggende - i første omgang dog en afmægtighed i situationen, dernæst i forhold til dets kollektive sammenhæng, og til sidst afmægtigheden i forhold til kapitalstaten, der, hvis det kommer så langt, må tage over ved at tage vare på ens eksistensform. Logikken i denne udviklingslinie er konkret-forskellig inden for hvert klassekollektiv, dvs. bestemt ud fra karakteren og typen af modstilling og medstilling for den personlige kollektivist i forhold til den samfundsmæssige produktion.

Afmægtigheden ved reproduktionsproblemer betyder også, at det enkelte individ stilles over for sig selv på klassespecifik måde, idet det må forholde sig til hvordan det skal forholde sig samfundsmæssigt til dets personlige symptomer. De personlige symptomer er nemlig ikke længere som på samfundsformsniveau et fællesanliggende, som det udtrykker sig i a priori forbund med og om hinanden; eller som på klassesamfundsformsniveau et kollektivt fremmedbestemt privateje, som dette udtrykker sig i enkeltståenheden ved varetagelsen af personlig lidelse; men de individuelle symptomer - den personlige lidelse - bliver med statssamfundsformen til et privat-offentligt anliggende, hvorved de også får varekarakter. Hermed bliver ens symptomer - og også generelt ens tilstand som sådan, noget der kan handles med, og som man også er nødt til at handle med i hvert fald taktisk[171].

Ovenstående nye træk bringer terapi på kapitalistisk begreb som afmagtsovervindelse gennem offentlig bemestring af privatproduceret lidelse - hvad der kan siges at være den konkret-almene modsigelse for terapi, altså kapitalformen for terapi[172].

Lidelsesbemestring som et privat-offentligt afmagtsanliggende og -sagsforhold betyder, at den individuelt overbelastede må offentliggøre sin personlige lidelse i den samfundsmæssige varetagelse af dets reproduktionsproblemer på den ene side, medens det samfundsmæssige må varetage den sociale belastning gennem privatisering af offentliggjorte reproduktionsproblemer. Dette dog kun set i dens kapitalistiske statsliggørelsestendens indenfor den aktuelle grad af selvsamfundsmæssiggørelse, hvorfor processen mellem kollektivet og personen er at se som en proces mellem privatisering og offentliggørelse, hvorigennem der både realiseres modstillingen af den enkelte i dets sociale situation og social medstilling som kollektiv varetagelse af den private lidelse. Modstillingen reproduceres da i samme grad som de personlige symptomer, løsrevne og henvisende det sociale, som de er, ikke gribes som det fælles problem, som de i situationen også er. Her markerer den udviklingssammenhæng indenfor terapi sig, hvor individet som sådant er løsrevet og henvist det sociale; altså at individets bearbejdningsforhold ikke længere blot har en dimension af overforstillethed i sig, men at individets eksistensform er overforstillet det sociale. Individet tenderer her mod at blive sit eget personlige symptom. Mao.: overforstilling som formidlingsforhold mellem individ og samfund er kommet på kategorialt begreb samfundshistorisk set.

Gribes det fælles ikke, så må afmagtsovervindelse reproducere sig i formen af tvangsovervindelse. Men da en sådan reproduktion er en udviklingsbevægelse indenfor afmagtsovervindelse som kapitalformen for terapi, så er det ikke simpel rekapitulation af logikken i tvangsovervindelse som ”enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser”, men en udviklende konkretisering heraf, hvorved de to ”rene” distinkte former – sociallivs-forandring og meningsløsheds-overvindelse - i tvangsovervindelse[173] må reproduceres som en særegen form af afmagtsovervindelse uden fælles bemestring af denne, hvorved det bliver magten over formen, der bliver bestemmende for dens specifikke reproduktion. Der sker hermed en personliggørelse af de individuelle symptomer, hvilket den berørte enten kan benægte, forsvare sig imod og eventuelt forlade situationen på grundlag af, eller hvis dette ikke er muligt, så må den berørte af egen kraft forholde sig til denne personliggørelse af dets i forvejen personlige symptomer[174].

Heroverfor er der så samfundsmæssiggørelsen som tendens, der udvikler sig i samme grad som det fælles tredje gribes i perspektivet det fælles greb om det fælles tredje. Hermed initieres muligheden for en anden indgang og udgang af de ”udstødte cirkel”, hvorfor et nyt individuelt-kollektivt niveau kan konciperes. Skematisk således


Skema 4, kapitel 5.5: Terapeutisk almengørelse.

Kapitalformen for terapi kan siges at indeholde to momenter: offentliggjort lidelse og privatiseret behandling, der enten kan gribes reproduktivt som tvangsovervindelse, eller produktivt som almengjort lidelsesbemestring. Når vi hertil iagttager det forhold, at det sociale ikke behandles, men kun kan være genstand for forebyggende virksomhed, så kan vi sige, at enhver form for forebyggelse samtidig er en særlig form for behandling af ikke-offentliggjort lidelse; og omvendt at enhver form for behandling samtidig er særlig form for ikke-privatiseret lidelse. Det personligt lidende individ er derfor både objekt for behandling og subjekt i forebyggende virksomhed. Dette kan ses som reproduktionsformen for modsigelsen mellem sundhed og sygdom under kapitalismen.

Da enhver form for afmagtsovervindelse også er en særlig form for klassespecifik tvangsovervindelse, der i sin tur blot kan reproduceres som tvangsovervindelse, men som også kan udvikles til (klassemæssigt) almengjort form som lidelsesbemestring, så har vi at gøre med et udviklingsforhold mellem afmagtsovervindelse, tvangsovervindelse og lidelsesbemestring, hvis lovmæssigheder det er muligt at bestemme.

Når forebyggelse slår over i behandling og behandling i forebyggelse - de er særlig form for hinandens modsætning - så er lovmæssighederne i kapitalformen for terapi bestemt af disses dialektiske bevægelse og udvikling.

Ved overgangen fra afmagt til tvangsovervindelse adskilles forebyggelse fra behandling. Det sociale bliver eet, det individuelle noget andet, idet det enkeltstående individ bliver objekt i behandling, og det sociale subjekt for forebyggelse. Her bevæger terapi sig alene inden for modsigelsen mellem sundhed og sygdom; altså inden for den samfundsmæssige produktion af sygdom, hvad vi skal kalde sygdomsproduktion og alment for lidelsesloven.

Ved overgangen fra tvang til lidelsesbemestring/-overvindelse fordobles her over for behandling og forebyggelse såvel inden for den kollektive som personlige sfære, lige såvel som forebyggelse og behandling reduceres, idet individuelt-samfundsmæssig lidelsesbemestring først bliver et samfundsmæssigt anliggende, når det kommer en offentlighed i hænde, dvs. bagefter dets produktion og magtbestemt foregribende i forhold til ny produktion. Med en parafrase fra Marx kan vi sige, at doblingen og reduktionen imidlertid er identiske udtryk: i det ene udtrykkes det samme med henblik på lidelsesbemestringens former, som i det andet med henblik på deres produkt[175]. Når lidelsesbemestringen således både er doblet op processuelt og reduceret i sit produkt, så er det et udtryk for, at hvor lidelsesbemestring i samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse var et muligt biprodukt, så er lidelsesbemestring blevet et nødvendigt biprodukt under kapitalismen. Dette forhold giver sig også ud fra, at den sociale belastning øges ved klassesamfundsformens opståen, hvor den endvidere skævfordeles med en generel overbelastning af den beherskede klasse til følge. Statsformens opståen betyder her overfor en almen overbelastning af klassekollektivernes individer, men denne imødegås omvendt på klassespecifik måde gennem klassekollektivernes aktuelle magtsituation. Herindenfor skævfordeles den samfundsmæssige overbelastning ud fra magtforholdene[176].

Doblingen og reduktionen af lidelsesbemestringen sætter dog også et indre udviklingsforhold mellem behandling og forebyggelse, der betyder opståelsen af to kvalitativt nye former for terapeutiske logikker. Når den personligt lidendes sociale liv også er repræsenteret i den terapeutiske praksisform som et politisk-økonomisk sags forhold, så opstår der en proces af medhandlinger imellem de involverede, der opbygger den terapeutiske praksisform. De involverede i terapi er derfor ikke kun modstillet hinanden med de personlige symptomer, som det formidlende tredje, men de er også stillet sammen om processen herom. Hvor modstillingen som sådan repræsenterer en påvirkningssammenhæng med det sociale som påvirkningsmedium for den teraperedes bearbejdning af sig selv hermed, så betyder samstillingen en kooperationssituation. Processen af medhandlinger, der opbygger den terapeutiske praksisform, realiseres derfor gennem modsigelsen mellem påvirkning og kooperation herom - en proces der kan gribes i perspektivet det fælles greb om det fælles tredje som betingelse for ophævelse af situationen gennem ophævelsen af de personlige symptomer (:kooperationsstrategi), eller processen kan søges grebet af det sociale som ophævelse af situationen gennem påvirkning af de personlige symptomer (:påvirkningsstrategi). Begge strategier - påvirknings- og kooperationsstrategien - er bevægelses- og udviklingsperspektiver i den terapeutiske praksisform, men kun ophævelsen af påvirkningsperspektivet i og med kooperationsperspektivet kan udvikle den terapeutiske praksisform til almengjort arbejdsvirksomhed, da forebyggende virksomhed hermed slår over i medhandling og omvendt behandling i opbyggende arbejde. I samme grad som dette perspektiv om almengjort arbejdsvirksomhed etablerer sig i den sociale praksis, så ophæves også lidelsesloven til, hvad vi konkret skal kalde sundhedsproduktion og alment sætte på begreb med sundhedsloven.

Sundhedsproduktion er altså en kapitalistisk aktual historisk-logisk mulighed - aktualitet - men forudsætning for dens alment-samfundsmæssige gennemsætning, dvs. som bestemmende form for lidelsesbemestring, er overskridelsen og ophævelsen af det privat-offentlige afmagtsforhold ved individuelle reproduktionsproblemer; en ophævelse og overskridelse der alene kan finde sted som almen samfundsmæssighed. Sygdomsproduktionens almene ophævelse er derfor afhængig af gennemsætningen af almen samfundsmæssighed i den samfundsmæssige kooperationsproces gennem de associerede individers kollektive produktion. Men i og med at sygdomsproduktion er et moment i den eksisterende totalitet af samfundsmæssighed - konstitueret af den privat-offentlige form for samfundsmæssige reproduktionsproblemer - så er den både bestemt af og bestemmende for udviklingen af almen samfundsmæssighed. Og dette netop i den grad, at der tænkes og handles udviklende om såvel statsformen for samfundsmæssighed som om lidelseslovens virke heri. Vi kan kalde denne udviklingsretning for loven om det mulige - og den ud fra almenhedens standpunkt nødvendige - enhed mellem forebyggelse og behandling. At gribe denne dialektiske enhed i og gennem praktisk fællesskab med de involverede er til stadighed at sprænge sygdomsproduktionen mod sundhedslovens konkrete gennemsætning.

Det perspektiv, der hermed fastholdes, er det almene: det levende arbejdes standpunkt. Lidelsesloven forbliver en gennemgangslov heri, men netop også en lov, der viser hen til, hvor og hvorledes arten og omfanget af den konkrete samfundsmæssige kooperationsproces endnu ikke i sig selv er alment forebyggende praksis, dvs. endnu ikke tilstrækkeligt bestemt og ophævet i den kooperativt foregribende omsorg for samfundsmæssig-menneskelig eksistens.

 

Ekskurs om begreber for tænkning alment og tænkning konkret terapeutisk.

1. Om begreber for tænkning[177].

Det er et væsenskendetegn ved mennesket at være aktiv problemstiller: dét at kunne sætte mål for sin virksomhed; og for det andet at udvikle de midler, der gør det muligt at realisere målet. Der kan her skelnes mellem forskellige typer af virksomhed: opgaver, problemer og konflikter. Disse kan bestemmes på følgende måder:

Problem: Hvis der er en diskrepans eller modsætning mellem mål og midler, da overgår virksomheden eller problemstillingen til at være et problem i sig selv. Betingelserne for problemstillingen må da 1) udvikles, mod 2) en formulering, hvis 3) løsning lader målet realisere. Det samfundsmæssige arbejde er bærer heraf; og derfor er denne proces også allerede en historisk proces: mennesket griber ind i de allerede udviklede samfundsmæssige betingelsers udviklingsretning - i perspektivet almengjort behovsudvikling. Dette er kun muligt gennem foregribende virksomhed.

Opgave: Hvis der allerede er adækvate og nødvendige midler til rådighed for opnåelsen af målet, da er problemstillingen en opgave. En opgave kan da ses som det under bestemte betingelser givne mål.

Konflikt: Hvis der er modstridende mål - fx. ud fra divergerende mål/interesser - da er problemstillingen ikke bare et problem eller en opgave, men en konflikt. Hvis konflikter får lov at selvstændiggøre sig, så træder man ind under fremmede betingelser, afsubjektiverede livsbetingelser. Dét at komme ud heraf igen, både teoretisk og praktisk, vil stille sig som et uløst problem. Eller man kunne sige, at vi står overfor en problemstilling, der ikke er udarbejdet tilstrækkeligt.

Problembestemmelse.

En måde at arbejde systematisk med menneskets aktive problemstillingsproces, er ud fra begrebet om ”problembestemmelse” - for det er ikke muligt vedblivende at være aktiv problemstiller i en samfundsmæssig sammenhæng, hvis og hvor man ikke også kan med-bestemme, hvordan mål kan udvikles og udvikler sig. Uden mulighed for aktivitet omkring målsætning og -udvikling ud fra eget standpunkt, vil det altså ikke være muligt at være subjekt for udviklingen af eget samfundsmæssige liv. Dette betyder tab af handleevne og dermed udvikling af angst.

Lukkede eller afsubjektiverede problemer. Under fremmede betingelser - eller i klasse- og statssamfund - er målsætningsprocessen monopoliseret af den herskende magt; og problemer vil da fremtræde som stillet af sig selv, som noget afsubjektiveret. Herved tenderer det væsentlige ved menneskeligt liv til at blive et simpelt vedhæng til virksomheden. Ud over opgaver, problemer og konflikter finder der mao. også ”lukkede eller afsubjektiverede problemer”.

Traditionelle teorier om problemer, den psykologiske og sociologiske videnskab, studerer typisk kun ovenstående fremmedbestemte side ved menneskeligt liv: mennesket er her blot problemløser af rutine-opgaver, stillet af en samfundsproces ude af alles kontrol hvad der selvfølgelig begrunder eksistensen af en stat, der kan beherske de generelle samfundsmæssige betingelser. Derfor eksisterer der for denne også kun lukkede  problemer for underkastet fremmedbestemt virksomhed.

I subjektvidenskabelig forstand kan vi derimod om mennesket sige følgende:

Som aktiv problemstiller medbestemmer mennesket, hvordan samfundsmæssige mål kan udvikles og udvikler sig. Problembestemmelse er dermed en integral del af den generelle problemudviklingsproces[178]. I tilfældet af, at det ikke er muligt at have råderet over de samfundsmæssige livsbetingelser med andre - fx. under forhold med modsatrettede interesser - da vil samfundsmæssig problembestemmelse som fælles problemudvikling ikke kunne tage form.

Er betingelserne endvidere magtbestemte, vil det ikke være muligt at komme på højde med det problem, hvis løsning skal befordres. De forskellige problembestemmelser brydes med hinanden, uden også at kunne virke i fælles langsigtet problemløsning. Og de samfundsmæssige grundforhold tenderer da at forblive uudviklet. Kun pseudo- eller sekundærløsninger bliver til. Det kommer da til opståelse af et generelt misforhold mellem eksistensen af problemer og mulighederne for deres løsning.

Ved misforhold omhandler det ikke kun simple eller komplekse problemer, konflikter eller opgaver, men problemstillinger af mere overgribende art. Det er dét allerede i tilgangen til et problem at stå overfor et spring, en modsigelse, en barriere, mellem problemets eksistens og muligheder for dets løsning. Uden udvikling af de samfundsmæssige grundforhold vil misforhold blive en integral dimension del af alle problemstillinger.

2. Abstrakt-almene begreber til greb om terapeutiske processer[179].

Ved lidelse er en særlig konflikt på tale. Konflikten kan beskrives som at være i en social situation, hvor det gamle er utilstrækkeligt, medens det nye endnu ikke er indenfor rækkevidde. Som person er man sat i en situation af nød, idet man ikke på foregribende vis kan sikre sin fremtidige livssituation. Man er udleveret til de givne omstændigheder. Varer situationen ved havner man i en manifest individuel-social sammenhæng af personaliserende orienteringsløshed, hvor man henvises til aktuel befrielse af kortsigtede eksistensbehov, der vil stå i modsætning til den langsigtede ophævelse af ens nød. Et sådant tab af det specifikke ved den menneskelige handleevne - den foregribende kooperative skaben af samfundsmæssige livsbetingelser – berører og medfører angst, da man er i en situation af udleverethed til omstændighederne, hvilket igen - fordi angsten må bæres alene, ramt som man er af klassekampens blinde logik - dynamisk må holdes væk fra det bevidste plan. I denne forstand er et centralt grundelement ved konflikter i klassesamfund angst for isolation, angst for samfundsmæssig udelukkelse. Og et væsentligt subjektivt betingelsesgrundlag biografisk set, er en udviklet mangel på konfliktberedskab, i hvert fald i forhold til det nærværende problemkompleks.

Dette har i sig selv en gruppemæssig historie og tid, der mere eller mindre bestemmer, hvor og hvornår man havner i en terapeutisk situation. Kan ens kollektivgruppe, ens sociale kollektiv bredt set - den samfundsmæssige indbindingsinstans - ikke medvirke til en almen løsning af konflikter, bliver det eksterne sammenhænge, som dé der måtte være indenfor rækkevidde, som man som privatindivid må sætte sin lid til.

Udgangspunktet for terapi er følgende konfliktsituation som et terapeutisk moment:

Skitse 2: det terapeutiske moment.

Udgangspunktet for arbejdet med en terapeutisk problemstilling kan da bestemmes som arbejdet med det specifikke terapeutiske moment, man stilles overfor. I udgangspunktet for den terapeutiske situation og sammenhængs etablering indgår såvel den aktuelle udløsende problematik, såvel som gamle (uløste) problemstillinger - alt sammen indenfor en nærmere bestemt objektiv samfundsmæssig situation og biografisk tidsmæssig historie, som endnu ikke kendes, ej heller dens betydning for den aktuelle nød. Et greb om det terapeutiske moment bliver derfor automatisk en søgning rundt i brugerens livsrum efter determinerende forhold, der fastholder en bruger i den givne ”aktive fastlåstning”.

Et indkredsning af den aktive dialektik bruger og rådgiver imellem giver tre problemfaser: den terapeutiske situation kommer i stand ud fra en imod hinanden rettet opgaveorientering, hvor begge spontant søger et greb om problemet (:et problemgreb), hvilket kan resultere i en bestemmelse af den konflikt (:konfliktbestemmelse), der løst trænger fremmedbestemtheden tilbage (jvf. skitse 3).

Skitse 3: Opgaveudvikling

De tre faser er også at se som niveauer i det terapeutiske moment, hvor man nok står overfor hinanden i udgangspunktet, men man er også sammen om selve processens bevægelse og eventuelle forandring og udvikling. Og sammenfattes vores skitser får følgende (skitse 4):

Skitse 4: Problemgreb.

Det springende punkt synes hele tiden at være det terapeutiske moment - altså selve det aktuelle møde her-og-nu bruger og rådgiver imellem. Det er det på den ene side også, for det kommer netop i stand som et forsøg på løsning heraf. På den anden side er den løsning der skal befordres et bidrag, gerne bidraget til fremskaffelse af det, der vender den lidelsesfulde situation, men det er brugerens anliggende for sig selv at kunne se en værdi i det, bruge det mv., og særligt udenfor den terapeutiske situation og sammenhæng i den hverdag, der omslutter dette. En terapeutisk strategi, der - som korttidsterapierne og systemisk terapi - satser på løsning via nu’et og indenfor det terapeutiske rum og uden brugeren som med-subjekt i opstillingen af egne anliggender/problemer, vil da ikke bare gå total galt af det menneskelige livs problem set som et socialt problem, men også lægge yderligere restriktivitet og samfundsmæssig tvang til den berørtes liv. Den terapeutiske proces må derfor anskues i dens bidrag eller mangel på samme i forhold til brugerens udvikling af sit sociale kollektiv. Det aktuelt historiske er dermed at selv en egenskab ved problemer og konflikter, og må anskues derefter.

Dels er det forskellige betydningsstrukturer, der mødes i den terapeutiske situation, og dels er selve den terapeutiske situation af bestemt betydning ift. den omgivende sociale kontekst. Kategorien ’betydning’ er den 5.quasi-dimension (Leontjev) ved siden af rum og tid. Og da tiden er rummet for udvikling (Marx), kan der sluttes af med følgende skitse:

Skitse 5: Tid, rum og betydning.

Terapi som al anden virksomhed er kun eet, og et særligt historisk moment, indenfor en specifik arbejdsdelt sammenhæng i rum og tid. Som særligt moment skal det hives op i almengjort samfundsmæssig produktion af livsomstændighederne. Dvs. at hvert terapeutisk handleskridt fra rådgiverside hele tiden perspektivisk skal overflødiggøre sig selv gennem samfundsmæssig udvikling. Afgørende er udarbejdelsen af den praktiske betydning af ”den tredje sag”, der som etableret overvinder hidtil stagnation og konflikt. Selve meninger er at få greb herom - og hvis vores bestemmelser ikke er gode nok, så finder vi den heller ikke

Ekskurs om begreber slut.

 

Afrunding.

Vi er nu stillet med et kategorialt greb, dvs. teoribegreb, om terapi inden for de nuværende kapitalistiske samfundsforhold. Vi har hermed den konkret-almene bestemmelse, der ligger til grund for den fænomen-beskrivelse[180], som vi måtte bygge op, som et første skridt i overvindelsen af en teoreticistisk respektiv empiristisk teori om terapi. Vi har derfor nu den abstraktion, som momenterne og deres indre sammenhæng i fænomenbestemmelsen er historisk udviklede logiske muligheder af, hvorfor et kategorialt greb om den aktuelle form, som fænomenbeskrivelsen repræsenterer, er historisk-empirisk rekonstruktion af, hvorledes kapital- formen for terapi kategorialt er blevet grebet gennem den menneskelige praksis udviklet og konkretiseret her igennem.

En sådan rekonstruktion er det eneste, der kan åbne op for at kunne handle og tænke udviklende og alment om den terapiform, som vi i dag spontant handler og tænker i, idet terapiformens bevægelse og udvikling kun her igennem begrebsligt kan fremstilles som det, den er: bevægelse og udvikling fra konkretum til konkretum gennem menneskelig praksis herom og heri.

Tænkes der ikke om formerne, de materielle praksisformer såvel som deres selvudtryk i begrebslig form som objektive tankeformer, så reproduceres formernes modsigelser blindt med en livspraktisk udlevering til en kortsigtet abstrakt løsning af disse til følge. Herved forsvinder også forskellen mellem forskellige former, lige såvel som forholdet mellem aktual form og mulige kommende former rives fra hinanden; og ligeså vil forestillinger om kommende former ikke kunne kvalificeres ud fra det nuværende, hvorfor indgreb i formen og dens betingelser ikke bevidst formidlet kan gribes perspektivisk i livspraktisk betydning, således at handlerummet om den udvides og almengøres.

Dette problem - at handle og tænke i eller om formen - er ikke et beslutningsanliggende hverken som både-og eller enten-eller for de involverede. Det er tværtimod praktiseringen af ”den korteste vej til målet”, den Kinesiske Omvej, hvor der tænkes historisk og dialektisk over overgangen fra tænkning i formerne til tænkning om formerne. For problemet finder til stadighed en løsning i praksis, hvor det udtrykker sig gennem det konkrete forhold mellem subjektiv bestemmelse og objektiv bestemthed og kollektivt som personligt som graden af bevidst formidlet kontrol over relevante betingelser. Historisk-logisk rekonstruktion af en forms tilblivelse er derfor ikke andet end den begrundede bestemmelse af bevægelsen i formen, samt hvordan denne på lige så begrundet måde kan (og må) bevæges og udvikles af de involverede.

I forlængelse heraf kommer muligheden for en yderligere, og i sidste instans også den nødvendige, kvalificering ind: nemlig det aktual-empiriske. Det er her, at teori og praksis i første som sidste instans udgår fra og mødes igen: Det er en udvekslingsproces, der kan gribes som konkret arbejdsvirksomhed kategorialt reflekteret, bevæget og udviklet både empirisk og teoretisk reflekteret i perspektivet det almengørelsesduelige, men som ikke behøver at blive udvekslet som sådan. Afdækning og revolutionering af betingelserne herfor er at se som det almene teori-praksisproblem i konkrete gestalter: det er praktiseringen af modsigelsen mellem ekspressiv totalitet og artikuleret-orgnaniseret enhed[181].

Vi skal ikke her søge en historiske rekonstruktion af den almene kapitalform for terapi, der i ovenstående sammenhæng ville lade teori og empiri smelte sammen i et konkret-aktuelt praksisgreb omfattende de relevante niveauer i terapifænomenet.

Men mere vægte at beskæftige os med en ny og særlig form, der kommer til syne, logisk og historisk: En specifik konkretisering af kapitalformen for terapi, der varetager den såkaldte ”psykiske” lidelsesbemestring. Helt uden om den ”større” samfundsforms konkrete historiske bevægelse og sammenhæng med andre former skal vi dog ikke bevæge os, men antagelserne herom vil vi lade blive på et skitseplan.

 

KAPITEL 15.4: Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring.

Når vi på det foreliggende grundlag skal beskæftige os med den særlige kapitalform for terapi, der varetager den psykiske lidelsesbemestring, så støder vi umiddelbart på problemet om at afgrænse det ”psykiske” over for andre forhold i den terapeutiske praksisform.

Det ligger her snublende nært at falde tilbage i en teoreticistisk respektiv empiristisk definitionsmetode. Men det foregående viser os umiddelbart en produktiv overvindelse heraf. Vi kan nemlig formulere problemet om afgrænsning af det ”psykiske” på den måde, at vi må følge den historie, der selv afgrænser det ”psykiske” som selvstændigt forhold, bestemmelse, fænomen og realitet indenfor den terapeutiske praksisform.

Den historie, der således kommer på tale, er den historie, der samfundsmæssigt starter i den tidlige middelalder med ude- og indelukkelsen af de ”rasende gale” igennem de feudale produktionsfællesskaber. Dette videreføres efter reformationen gennem interneringen af de ”afsindige dårer”; og er foreløbig blevet afsluttet af med opkomsten af det psykiatriske sygehusvæsen, udskillelsen af psykiatrien som selvstændigt lægevidenskabeligt speciale med monopol på at definere de ”anstaltsanbragte” som ”psykisk syge”, hvilket falder sammen med konstitueringen af det borgerlige samfund i det 19. århundrede. Historien om det ”psykiskes” afgrænsning og selvstændiggørelse slutter mao. med konstitueringen af kapitalformen for terapi som afmagtsovervindelse, hvorindenfor det får en historie som sygdom. Det ”psykiskes” afgrænsning og selvstændiggørelse er derfor både historien om produktionen af afmagt og afmagtens reproduktion som sygdom.

Vores opgave er derfor nu historisk-logisk rekonstruktion af den samfundshistoriske produktion af forformer for afmagtens reproduktion som psykisk sygdom - eller som beslægtet ord hertil: psykiske forstyrrelser. Denne historie starter imidlertid ikke med den tidlige middelalder, hvilket er godt det samme, da vores rekonstruktion må kunne indfange det empiriske forhold, at psykisk sygdom/forstyrrelser tilsyneladende har eksisteret op gennem hele samfundshistorien, om end den samfundsmæssige varetagelse og organisering herom har skiftet, ligesom de betydningsstrukturer, som de har været indbundet i, har forandret sig med produktionsmådernes udvikling.      

Kapitel 15.4.1: Det psykiskes afgrænsning som selvstændig kapitalform for terapi fra samfundsform til kapitalisme.

Når vi nu ved, at en afgrænsning af psykisk lidelsesbemestring er identisk med den udviklingsbevægelse, der lader afmagt opstå, så har vi at gøre med en historierekonstruktion, der ikke kan begrænse sig til opståelsen af afmagt inden for udviklingen af den terapeutiske praksisform, dvs. når der er opstået personlige symptomer pga. individuel overbelastning, der ikke har kunnet overvindes gennem almengørelse af arbejdsvirksomheden; men overhovedet med historien om mulighederne for og produktionen af afmagt gennem den samfundshistoriske kooperationsproces som sådan.

Samfundsform: muligheden for brudt fællesproces med konsekvensen af isolation, spaltning og ressourcefattig restriktiv løsning på den brudte fællesproces. Og psykisk lidelsesbemestring som kollektiv og personlig isolation: samfundsmæssig afmagt.

Grundlæggende er den samfundsmæssige kooperationsproces på samfundsformsniveau en fællesproces, hvilket også gælder omgangen med personlige symptomer. Da ethvert delarbejde i denne proces som sådan er et moment i den samlede samfundsmæssige udvekslingsproces af arbejdsvirksomhed, så er de også indbundet i en strategisk prioriteringsproces af de samlede ressourcer ud fra, hvad der skal anvendes hvor, hvornår og på hvilken måde (:ny produktion, konsum, distribution) ud fra en langsigtet planlægning af eksistensopretholdelsen. Men hermed sættes også muligheden af, at fællesprocessen ikke med nødvendighed realiseres i samme grad, som det kan være påkrævet i forhold til kollektivgrupper og enkeltpersoner heri. Fællesprocessen kan mao. trues af mangel på ressourcer, eventuelt mangel på specifikke ressourcer, der er nødvendige for den samlede eksistensopretholdelse. Dette kan være en specifik skæv effekt af den eksisterende udvekslingsproces af arbejdsvirksomhed med en skævfordeling af ressourcer i forhold til behov til følge, eller det kan være en effekt af et ydre naturtryk, hvorved der sættes en generel mangel på ressourcer. Førstnævnte kan der rettes op på gennem strategisk omprioritering af de eksisterende ressourcer; sidstnævnte derimod kun gennem langsigtet udvikling af den kooperative produktionsproces, hvor truslen om desintegration af fællesskabet træder frem i samme grad, som arbejdsvirksomhedsformer ikke lader sig samfundsmæssigt almengøre - netop den udviklingslinie, der historisk fører til opståelsen af privatejendom, klasser, stat og dermed til fremmedgjort form for verdenshistorie.

I begge tilfælde kan det siges, at der potentielt som aktuelt eksisterer muligheden for brud på fællesprocessen. Det første tilfælde har interesse i denne sammenhæng inden for samfunds- formen.

På samfundsformsniveau drejer det sig om, at brud på fællesprocessen må ses begrundet i tilfældigheder omkring manglende opmærksomhed periodevis underskud, måske opbrud og forandringer mv. i det samfundsmæssige liv, hvor et aktuelt brud på fællesprocessen vil stille den enkelte person alene med sit liv og med det, der er vigtigt heri, dvs. det isoleres samfundsmæssigt med sin tilstand. Herved tabes umiddelbart kontrol over relevante livsbetingelser, hvilket truer den allerede opnåede grad af personlig selvbestemmelse, hvorfor frygten for vedvarende isolation fra fællesskabet - den symbolske og/eller fysiske død - vokser frem. Hermed trues også individets integration som virksomt subjekt. Dette stiller individet under pres, der kan ses som middelbar social overbelastning på virksomhedsniveau, som individet må prøve at imødegå og overvinde gennem tvangsmæssig aktivering af dets udviklingsevne til produktiv motivation, hvad der kan ses som virksomhed gennem viljesprocesser. Men i samme grad dette ikke umiddelbart kan overvinde den samfundsmæssige isolation med en konciperet fremtidig grad af kontrol over sociale livsbetingelser, så vokser frygten, hvormed der må udvikle sig en virksomhedsform, der kan sikre eksistensvaretagelse uden om frygten. Dette kan kun ske gennem en benægtelse af frygten, således at denne ikke er specifikt bestemmende for personens bearbejdningsforhold, idet den involverede da ellers ikke kan fastholde den eksisterende grad af personlig selvbestemmelse som kontrol over egne forudsætninger.

Denne benægtelse må individet praktisere ved, af egen kraft, at tvinge energi - opmærksomhed – væk fra dét, som frygten relaterer sig til; altså opmærksomhed væk fra det, der er livstruende vigtigt for een, men som ligger uden for ens muligheder for at opnå med- og selvbestemmelse overfor, i hvert fald for for nærværende. Men hermed får frygten sin egen logik: på een gang en emotionel vurdering af de faktiske livsbetingelser, og ens placering heri, og samtidig bevidstgjort illusion om sikring af værensfylden her udenom. Den personlige selvbestemmelse må da holdes oppe på tro.

Dette kan videreføres gennem håbet og angstens form, jo mere det totale eksistensophør anticiperes, og/eller gennem benægtelse af dette eksistensforhold som sådan, hvis det konciperes muligt at opretholde eksistensen på et generelt lavere niveau af personlig selvbestemmelse. Summa: i samme grad som subjektet taber kontrollen over de ydre betingelser, taber det også kontrollen over sine indre forudsætninger, hvilket må imødegås ved at fastholde virksomhedsplanet i den personlige selvbestemmelse gennem en stadig mere begrænset evne til at orientere sig i forhold til omverdenen - hvilket i sin yderste konsekvens kan føre til en benægtelse af selve virksomhedsplanet gennem personlighedens overgivelse til sin egen afmagt, hvorved personligheden som funktionel dannelse selvstændiggør sig i forhold til dé psykiske processer, der varetager den biologiske stofskifteproces og dermed virkelighedskontakten.

Ovenstående udviklingslinie er langt fra en brudfri og retlinet proces. Det er tværtimod en proces af partielle, helhedsmæssige eller overgribende benægtelser og idémæssige fantaster af såvel ydre betingelser som indre forudsætninger, der kan tage form af udviklingsprocesser inden for alle subjektive planer - inden for jeg-et, personligheden, virksomhedsplanet, handleplanet eller operationsplanet - dog med personligheden som den egentlige organisator heraf. Da kernepunktet i denne organiserede udviklingsproces er den funktionelt nødvendige benægtelse, så længe truslen om vedvarende samfundsmæssig isolation af den individuelle tilstand som sådan eller blot momenter heri er reel og overgribende, må subjektet udvikle sig ind i en dynamisk modsigelse mellem bevidst og ubevidst.

Så vidt den indre udvikling af den personlige selvbestemmelses individuelle betingethed af sig selv. Men en sådan udvikling er altid konkret og i sin kvalitative egenart funktionelt relateret til og bestemt af kollektivgruppens specifikke varetagelse heraf. Vi vender os derfor mod kollektivgruppen.

Her drejer det sig om, hvordan konsekvenserne af de manglende ressourcer melder sig for kollektivet i samme grad, som den enkelte person bliver individuel bærer af fælles kollektiv afmagt, og hermed kollektivgruppen bærer af personliggjort afmagt. Den brudte fællesproces må vise sig gennem en spaltning af kollektivgruppen og af personen fra hinanden. Men en spaltning hvor ingen af siderne/parterne har magt over hinanden, men derimod spaltningen som sådan magt over de involverede. De er blevet isoleret fra hinanden, de er blevet hinanden ”fremmede”, og kan nu kun træde i forbindelse med hinanden gennem dette. Det drejer sig her ikke længere om personlige symptomer, som et formidlende tredje af individuel og social betingethed; men om et formidlende tredje, der er hver isærs, altså om et ”abstrakt tredje”, som hver især er betinget af. Dette kan siges at være ”overforstillethedens” samfundshistorisk første form.

Men i samme grad som parterne kan komme overens om en udvikling af dette abstrakte tredje, der stiller parterne fremmede over for hinanden, til arbejdsvirksomhed, så vil betingelserne for spaltningen kunne ophæves, hvorved også den magt, som denne har over de involveredes fællesskab, vil kunne overflødiggøres. Men i den udstrækning dette ikke er muligt må afmagtsbemestringen antage ritualiserede træk, hvor parterne indstiller sig på hinanden under anerkendelse af hinanden. Normer og regler til omgåelse af den gensidigt betingede afmagt træder frem som regulerende spaltningen. Hermed inddæmmes fremmedheden, den abstrakte magt, af de involverede, men på bekostning af etablering af regulationsformer som kompromisser og kompensation er parterne imellem. Fremmedheden er blevet til en fremmed-bestemthed, hvilket kan ses som udviklingen af en restriktiv form for kollektiv og personlig selvbestemmelse, hvor selvbestemmelse søges opnået på de givne betingelser[182].

Summerer vi op for selvstændiggørelse af psykisk lidelsesbemestring på samfundsformsniveau, så kan vi sige, at psykiske processer inden for den personlige selvbestemmelse selvstændiggør sig i samme grad som det kommer til individuel overbelastning på virksomhedsniveau gennem brudt fælleshed inden for reproduktionen af det samfundsmæssige liv; hvilket omvendt betyder en ritualisering af reproduktionsproblemer gennem etablering af regler og normer ud fra et abstrakt tredje, der ved bruddet på fællesheden har spaltet person og kollektivgruppe ved at kile sig ind her imellem som fremmedbestemmelse i samme grad som spaltningen reproduceres. Psykisk lidelsesbemestring kan derfor på samfundsformsniveau ses som de praksisformer, hvorunder og hvorigennem spaltningen mellem person og kollektiv reproduceres som samfundsmæssig isolation.

Restriktiviteten i denne isolation kan i forlængelse heraf ikke brydes af egen kraft, idet den netop er et kraftløst forsøg på inden for fremmedbestemte betingelser at komme overens med fremmedheden som sådan, for dog at fastholde en allerede opnået grad af kollektiv og personlig selvbestemmelse. Restriktiviteten kan derfor kun brydes gennem ændring af de betingelser, der producerer og reproducerer bruddene på fællesheden.

Uden at vi skal komme nærmere ind på det, så kan vi også sige, at de psykiske lidelsesbemestringsniveauer, der kan komme på tale på samfundsformsniveau, overvejende er individuelle reaktioner på tab og svigt af nære, samt manglende samfundsmæssig støtte til at komme igennem disse. Dette er så at sige mulige og ”naturlige” livsskæbner, som de berørte kan reagere på med stadig distance til egen følelsesmæssig grundstemning, for livet må gå videre, og ”tiden læger alle sår”, hvis de berørte samles op gennem støtte til den indre kamp om at gøre sig beredt til livet igen.

På samfundsformsniveau er der derfor heller ikke noget funktionelt grundlag for at skelne mellem somatiske og psykiske sygdomme - kun grader af livskriser ved personlige med fælles symptomer gående mod egentlige livsskæbner kan komme på tale. Men det er dog værd at bemærke her, at netop uddifferentieringen af et psykisk virksomhedsniveau pga. isolation som social belastning også sætter et somatisk niveau ved den menneskelige eksistensmåde.

Endvidere kan vi sige, at uddifferentieringen af en sådan psykisk og somatisk dimension ved det individuelle subjekt medfører mulighed for opståelsen af atypiske processer gående mod syge processer på virksomhedsniveau såvel som på forholdet mellem det psykiske og det somatiske: momenterne i en virksomhed kan hermed føjes sammen på en alogisk måde, de kan forblive uforbundne eller eventuelt dynamisk modsætte sig en forbindelse, hvilket derfor også må betyde omformninger på det biologisk-fysiologiske niveau, men dette dog kun sekundært og grundlæggende bestemt ud fra virksomhedsstrukturens atypiske bevægelseslogik. Det er også i denne sammenhæng, at psyko-somatiske forstyrrelser/sygdomme må ses. De kan netop ses som en atypisk løsning på modsigelsen mellem psykiske og somatiske processer, hvorfor psyko-somatiske forstyrrelser/sygdomme er at se som en apersonlig løsning på personlig isolation som social belastning; og dette ud fra deres helhedsmæssige ”løsning” på et fælles uløseligt problem, modsat den personliggjorte løsning af samfundsmæssig afmagt, der ”holder sig til” det ”psykiske” virksomhedsniveau (i første omgang).

I forlængelse heraf er det vigtigt at bemærke, at individuel (ontogenetisk livsbiografisk) udvikling kan resultere i, at atypiske procestyper kan lades tilbage som relativt selvstændiggjorte procestyper i den personlige arbejdsvirksomhed.

Klassesamfundsform: kollektiv inderliggjort fremmedbestemthed. Og psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab: klassemæssig afmagt.

Samfundsformens udvikling til klassesamfundsform med slavesamfundets opståen betyder først og fremmest at muligheden for brudt fælleshed kommer på nødvendigt samfundsmæssigt begreb. Muligheden for fælleshed er dermed kun potentielt givet som en udviklingsretning.

Der finder nu ikke nogen overgribende fælles varetagelse af hinanden sted ved reproduktionsproblemer: tværtimod er hver enkelt henvist til sig selv og til de muligheder, som dets klassebetingelser sætter. De beherskende og beherskede regulerer deres relation direkte gennem (fysisk) magt: magt som overmagt og undermagt som underkastelse.

En sådan regulationsform tvinger individerne til at skulle holde deres liv oppe på viljen til at leve gennem underkastelse eller gennem magtudøvelse[183].

Udviklingen af viljeprocesser må ses ud fra, at hver enkelt er tvunget til i enhver situation at forholde sig såvel taktisk som strategisk til magt-afmagt, uden at en løsning herpå kan komme på almengjort samfundsmæssigt begreb for een selv. Udviklingen af viljeprocesser sker derfor på niveauet af personlighedens kerne - jeg-et - som personligheden til stadighed må søge at negere gennem identifikation af sig selv med dets samfundsmæssige situation: som underkastet respektiv magtudøver. Hermed sættes som bevidst fraværende for den magtudøvende sig selv som objekt, og for den underkastede sig selv som subjekt. Den viljemæssige styring af den personlige virksomhed i forsøget på at opretholde den allerede opnåede grad af personlig selvbestemmelse er hermed at se som relativt selvstændiggjort fra det somatiske liv, hvor den endvidere må bevæge sig i en form af modsigelsen mellem bevidst og ubevidst. Med den viljemæssige styring er individet endvidere at se som værende i en stadig stresstilstand, som i sig selv disponerer for personlig overbelastning. Kommer det til udviklingen af personlig lidelse med dannelsen af individuelle symptomer, så stilles individet over for enten at overlade sig til den proces, som de udvikler - hvis andre kan støtte op om denne personlige nedsættelse af handleevnen - eller forsøge at holde de individuelle symptomer væk fra virksomhedsplanet. Men er dette ikke muligt, så kommer det til udviklingen af sygdom, der pga. den generelle viljemæssige styring må træde frem som kollaps, hvorved man så direkte udleverer sig til andres (eventuelle) varetagelse af ens eksistensform.

Denne form for sygdomsproduktion fanges da også i antikken gennem reglen om ”understøt naturen”, ligesom den lægger op til at se sygdom som noget ”nyt tilkommet”, der eventuelt kan overvindes gennem udstødning heraf (åreladning mv.). Nu blev det ikke denne ”rent” Hippokratiske tradition, der gik en sejrrig historisk fremtid i møde, men den rent religiøse opfattelse af sygdom. Til en forståelse heraf er en anden udviklingsretning central.

Denne udviklingslinie har sit udspring i den generelle destabilisering af det samfundsmæssige liv, som de manglende kollektive muligheder for samfundsmæssig almengørelse udvikler sig ind i på grund af et naturtryk, der er stærkere end den udviklede samfundsmæssige subjektivitet. Den tilgrundlæggende fælleshed opløses nu defensivt, hvorfor muligheden for isolation som sådan til stadighed er et aktuelt problem. Dette må yderligere skærpe den eksistentielle frygt ved den individuelle overbelastning, der udvikler sig til personlig lidelse. Men der kommer nu en politisk-økonomisk begrundet magt ind, når omgangen med de opståede spaltninger mellem person og kollektiv skal finde sin ritualiserede form gennem regler og normer[184]. Det er nu kun muligt at komme til en gensidig fastsættelse af omgangen med de ”abstrakte tredjer” af fremmedbestemtheder i den grad, at den isolerede opfattes som tilhørende den social-økonomisk definerede kollektivgruppe. Graden af i forvejen etableret social integration bliver nu bestemmende for den grad af tilpasning, som isolerede må tage på sig - for kun her igennem kan de opnå blot et minimum af kontrol over det ”abstrakt tredjes” konkrete ritualiseringsproces.

Det må komme til udviklingen af egentlige overenskomster, der må almengøre sig i samme grad, som det samfundsmæssige kollektiv desintegreres i desintegrerede kollektivgrupper. Selve statsdannelsen finder da sted ved at de stærkeste kollektivgrupper formår at gennemtrumfe, på den ene eller anden måde, deres udlægning af, hvad der skal være skik og brug, lov og ret. Overenskomster som regler og normer får nu liv ud over de situationer og sammenhænge, som de var opstået som defensive svar på i forsøget på inddæmningen af en fælleskollektiv fremmedhed.

Når samfundsmæssige produktionsproblemer således løses restriktivt gennem indsættelsen af en fremmed samfundsmæssig magt - staten som illusorisk fællesskab - så kan man som sådan kun komme til den nødvendige fælleshed med hinanden gennem en forholden sig til hinanden via det ”abstrakte tredje”, der dog også omvendt binder een sammen med de andre. Hermed indholdsbestemmes det ”abstrakt tredje” igen og igen af de direkte involverede under anerkendelse af hinandens magt respektiv overmagt, en indholdsbestemmelse, der også modsvares af en fraoven gående indholdsbestemmelse gennem de statslige instanser.

Det ”abstrakt tredje” får nu selvstændigt liv over og imellem kollektivgrupper og personerne, og juraen som særlig ideologisk magt over produktionsprocessen skiller sig ud. Dette gælder også religionen som monopolinstans over for reproduktionen.

Det generelle trefoldige sammenstød mellem interesser, der således til stadighed finder sted på området af det ”abstrakt tredje”, må nok differentieres og nivelleres gennem udviklingen af særlige ideologiske magter, men det må som sådan også bestemmes i sig selv, da den med interessemodsigelserne udviklede eksistentielle angst til stadighed truer opretholdelsen af den personlige selvbestemmelse. Religionen kommer her ind som overordnet forklaringsinstans, for netop det at tilskrive det trefoldige sammenstød en bestemt kollektiv betydning kan aflaste de enkelte, ligesom det bringer dem sammen. Abstrakt, ja. Men med mening i!

Men også her kæmper ”jordiske” interessegrupper om, hvilken mening der er anvendelig, og som skal gøres gældende. I perioden op til antikken var det som sådan en gudeverden med mange Guder - over, under eller bagved produktionsrelationerne. Med antikken blev det ”abstrakte tredje” til en jordisk sfære indstiftet af et ”himmelsk rige”. Og herefter med feudalismen blev den enkelte person et moment i Guds rige.

Ovenstående udviklingsretning for gudeverdenen spejler, meget direkte endda, hvordan den overgribende fremmedgjorte form for verdenshistorie må bearbejdes af de enkelte kollektivgrupper og deres personer i sammenhæng med, at produktionsmåden udvikler sig. Hvor en kalejdoskopisk, levende og nærværende gudeverden er de mere eller mindre enkeltstående kollektivgruppers fremmedbestemte forbindelse til hinanden under en statsform, der er decentralt organiseret; så spejler antikkens religion, at de samfundsmæssige centre er byer afgrænset over for andre byer med de enkelte personer som varetagende bestemte funktioner i disse staters samvirke og kamp, hvilket også betyder at den enkeltes eksistentielle angst repræsenteres som frygt, idet trusler overvejende altid er konkret funderet. Religionen får da nok resonnans i forhold til selve den ”ydre” virkelighed, men den vinder først konkret virkelighedsresonnans via den eksistentielle angst ved reproduktionsproblemer som en måde at forholde sig orienterende praktisk til det dynamisk ubevidste, der med opgivelsen af viljestyringen overvælder een. Feudalismens ene Gud markerer her overfor, at det samfundsmæssige centrum flyttes til landet under kongen, fyrsten eller kirken, medens byerne bliver de statslige instanser for reproduktionen.

Her etableres det trefoldige sammenstød konkret omkring det ”abstrakt tredje”: den eksistentielle frygt taber umiddelbart sin genstand, bliver til angst som produktionsform, det dynamisk ubevidste bliver et væsentligt moment i produktionsmåden. Som sådan er det derfor funktionelt for stabiliseringen af produktionsmåden inden for de bestående magtforhold at indsætte en Gud, som hver enkelt er personligt involveret i. Den enkeltes kvalificering af sig selv til dette - den abstrakte bearbejdning af egen angst - er som sådan også den eneste mulighed inden for rammerne - og disse bliver mere og mere verdenshistoriske - at opnå orientering og handleevne i forhold til ”fællesskabet” under den grundlæggende fremmedbestemmelse heraf. Handleevne - ja. Men ideologisk subjektion, hvor den enkelte oppebærer selvbestemmelse via et centrum indholdsbestemt af andre. Man kan derfor tale om et gruppe-ego under feudalismen over for et individual-ego under antikken, hvor sidstnævnte spejler eget-ansvaret over for sig selv som afværgeform, førstnævnte derimod fralæggelsen af dette overfor andre. Dette betyder netop også, at den enkelte eller landsbyfællesskabet under feudalismen som sådan har svært ved at frigøre sig fra opfattelsen af reproduktionsproblemer som indstiftet direkte af Gud: hvor skulle de ellers komme fra, når jeg ikke selv er virksom! Dette hed under antikken: jeg var ikke stærk nok fra begyndelsen!

Men at den enkelte, i alle tilfælde, også er virksom ud fra et personligt centrum kan dog ikke helt benægtes - hverken af den enkelte selv eller af de religiøse systemer. Tværtimod må kirken forholde sig aktivt hertil. Heri ligger såvel muligheden for profitering som for videre disciplinering og religiøs kvalificering. Eksempelvis: brud på normerne som synd (:katolicismen), hvor man som person må yde noget til gengæld gennem aflad, hvilket er en fra oven organiseret selvdisciplin; eller hvis ens eksistens overhovedet i sig selv er et brud på normerne (:protestantismen), så må man bestandigt sone sin skyld gennem brøde, hvilket er en fra neden organiseret tilvending mod en såvel over som under-eksistens, hvor den enkelte derfor må hanke op i sig selv inden for rammerne af sin egen virksomhed - hvilket også spejler den ”fritstilling” af individet, der begynder at finde sted med feudalismens opløsning.

I begge tilfælde inddæmmes og omdefineres ens egenkraft, idet den vendes mod det ”øvre” under fravenden sig fra det ”nedre”, dvs. ens personlige interesser i livet med fællesskabet vendes på hovedet for een selv og andre, og kan derfor kun komme ud i forskubbet, fortættet eller fordrejet form.

Med den feudalistiske reproduktion kommer det endvidere til udviklingen af kategorien ”rasende gale”, som er begreb for dem, der handler ud fra egne interesser i fællesskabet, men som fællesskabet ikke vil have med at gøre - hvorfor de enten fysisk isoleres i fællesskabet eller ekspederes ud af det, hvis de ikke har råderet over/til ejendom. ”Rasende gale” - hvad er det andet end et begreb for effekten af, at der er for få ressourcer i fællesskabet under kirken, fyrsten og kongens fremmedbestemmelse på den ene side og på den anden side for store interessemodsigelser omkring, hvordan disse fælles som individuelle livsbetingelser skal anvendes og udvikles, hvor de ”rasende gale” har deres idé om dette under bortseen fra, eller måske netop under bortseen fra, statens overherredømme. ”Rasende gale” er potentiel udfordring af den samlede ideologiske magt ved at der blev handlet individuelt-personligt, hvilket af fællesskabet blev løst restriktivt ved at sætte ”ubegrundede” grænser for den enkelte.

Senere efter reformationen, hvor de ”rasende gale” bliver til ”afsindige dårer”, er de feudale landsbyfællesskaber allerede så meget i opløsning gennem isolation af produktionsenhederne fra hinanden, at den enkelte, der isoleres inden for et produktionsfællesskab pga. interessemodsigelser og ressourcemangel, til stadighed står i konflikten om fornyet og forstærket tilpasning eller at forlade produktionsenheden med håb om integration i en anden. Må den isolerede enkelte forblive inden for produktionsenheden, så kan den sociale integration kun opretholdes gennem benægtelse af egne interesser ved at læne sig blindt op ad den eksisterende magt. Hermed styrkes på kort sigt muligheden for social integration, men ens egen fremmedbestemthed øges, idet man gør sig til kastebold mellem magtinteresser. Ens eksistentielle frygt bliver til angst i samme grad som magtforholdene skifter. Tilpasning til nye magtinteresser er imidlertid nu af skærpet art, idet disse til stadighed må føle sig truet af, hvis interesser man egentlig repræsenterer. Udgangspunktet for en løsning bliver gennemsætningen af blandede tvangs- og støtteforanstaltninger byggende må mistro, fjendtlighed, dårlig samvittighed mm. over for den isolerede enkelte fra det nærmest fremmedbestemte fællesskabs side: ”landsbytossen” er opstået som det åbne udtryk herfor, og modsvares af de ”isolerede skjulte”, som primær enheder tager sig af ud fra ”blodsbånd”. En restriktiv logik af ydre tvang og indre ”frivillig” indordning udvikles. I samme grad som feudalismen opløses træder staten direkte ind i denne logik, hvor ”fællesskaberne” på sin side kan slippe noget af sin del, medens den åbent isolerede enkelte på sin side bevæger sig ind i en statslig sfære til tvangsarbejde, og eventuelt her vælger at sige fra til endnu flere kompromisser: de har netop vist sig aktivt uvirksomme, intet at miste mere overhovedet, kun sig selv ved flere kompromisser; og de ”afsindige dårer” er blevet skabt. Dette råmateriale organiseres nu af lægevidenskaben, der i psykiatrien får statslig kompetence til at definere det som sygt. Et sygt system på vej mod sin endelige sygdom: kapitalismen. Hvad der går forud herfor er ikke længere blot samfundsmæssig afmagt, som moment i dimensionen af social belastning, med følgen af psykisk lidelsesbemestring som kollektiv og personlig isolation; men det er med klassekampens udvikling psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab, idet det fraoven - via ydre magt - fremmedbestemte produktionskollektiv lever denne fremmedbestemthed ud gennem undertrykkelse af hinandens forsøg på udviklingen af samfundsmæssig selvbestemmelse. Samfundsmæssig afmagt repræsenteres nu som klassemæssig afmagt. Dette giver sig også ud fra, at ingen klasse her kan træde frem som almen klasse,  men kun som ny klassemagt.

Af det foregående skulle det nu også være fremgået, at det er de konkrete produktionsbetingelser, der producerer de ”psykiske” former for lidelsesbemestring. Det er brudt fælleshed, der kan reproducere sig restriktivt gennem fællesskabets ritualisering af de sociale omverdensforhold over for den isolerede enkelte og dennes - på kort sigt funktionelle - benægtelse af egne psykiske processer/funktioner fra virksomhedsplanet - en proces, der historisk mere og mere produceres og reproduceres inden for produktionsbetingelser, der i sig selv er brudte Derfor bliver også den individual-historiske samfundsmæssiggørelse til kvalifikation, socialisering, socialisation, opdragelse mv. Kært barn har mange navne, når hvert enkelt individ skridtvis skal indøves og indøve sig i at fungere typisk inden for atypiske produktionsbetingelser.

Kategorierne ”rasende gale”, ”afsindige dårer”, og fra nu af ”psykisk syge”, er derfor på ingen måde typiske produktionsformer; men alene typisk restriktive reproduktionsformer for historisk betinget (klasse-)kollektiv afmagt. Som kulturfænomen er ”psykisk” lidelsesbemestring derfor heller ikke et problem om den enkelte ”psykisk” bestemte person. Det er omvendt: det er problemet om, hvordan den enkelte ofres på fællesskabets individuelle alter. Dette problem har mange navne. Foucault bestemmer det for eksempel ud fra dikotomien fornuft og ufornuft, hvor industrialiseringens udvikling betyder, at fornuften sejrer over u-fornuften, der ekskommunikeres fra ”fællesskabet” gennem udelukkelsen og indespærringen af ”vansindet”[185]. Men dette er mere en følge af afmagtsproduktion end dens grundlag. Fornuft-ufornuft er ikke en almen-historisk kategori, men en restriktiv reproduktionslogik under bestemte betingelser. ”Vansindets” ekskommunikation er derfor den kapitalistiske stats opsamling af eget nødvendigt producerede affald. Sygdom er nok hver enkelts ejendom som atypiske livskriser, men at det psykiske også har sygdomskarakter er en anakronisme, der kun kan forstås, hvis mennesket i sig selv bliver en forstyrrende faktor for den bestemmende magt over produktionen.

Kapitalformen: fordoblet fremmedbestemt produktion af livsforholdene. Og psykisk lidelsesbemestring som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme: kollektiv afmagt.

Cirka hver sjette af os[186] er i dag så meget et affaldsprodukt af vores produktionsbetingelser, at psykiatrien får kompetence over vores liv i et kortere eller længere tidsrum for behandling heraf. Hertil kommer så, at 30-40% af alle henvendelser til det somatiske sundhedsvæsen, praktiserende læger og hospitalsindlæggelser, har klare psykiske indikationer, men som der ikke reelt støttes op omkring i perspektivet en overvindelse heraf. Hertil kommer så, at hvis det kommer til en psykiatrisk behandling, så kan det konkluderes,

”at med de nuværende behandlingsformer kan der ikke kompenseres for den forværring, der under visse betingelser indtræder i det psykiske handicap”[187].

Eller mao.: bliver man bærer af psykiske problemer, så er behandlingsmulighederne således beskafne, at ens kollektive situation og sammenhæng tenderer at blive forværret. Hertil kommer også, at psykiske forstyrrelser, deres antal og art, nøje er relateret til bestemte sociale livsbetingelser. Psykoser er som sådan mest udbredt i arbejderklassen, neuroser i mellemlaget; 2-3 gange så mange kvinder som mænd lider af depressioner[188] osv.. Men også at de anvendte behandlingsformer klart relaterer sig til karakteren af den sociale situation og sammenhæng: skæbner i lavere sociale lag institutionaliseres i langt højere udstrækning og behandles med fysiske/kemiske midler end skæbner fra højere sociale lag, der behandles ambulant og med ”psykiske”/symbolske midler[189][190].

Psykiatrien kan derfor siges at have fået konkurrence op gennem kapitalens historie, men hvilken konkurrence? Hvor psykiatrien må stille sin kompetence til skue ved at medgå, at der kun rådes over symptombehandling, så viser en samlet bearbejdning af psykoterapiens kompetence-effekt, at psykoterapi trods alt virker bedre end ingenting. Nul-hypotesen kan afkræftes), men også at det stort set er umuligt at konstatere forskellig effekt af forskellige typer af psykoterapi upåagtet det specifikke problem, dog med visse undtagelser som at adfærdsterapi matcher godt til fobier[191].

Hvordan er det kommet så vidt? Vi vender os mod produktionen heraf.

Med kapitalismen forvalter individet sit liv gennem bearbejdning af dets klassebestemte modsigelse mellem samfundsmæssig modstilling og klassekollektiv medstilling, hvor dets personlige selvbestemmelse udvikles gennem udviklingen af dets praksisformer til arbejdsvirksomhed. Denne overgang fra praksisform til arbejdsvirksomhed er imidlertid ikke en simpel proces af problemudvikling, -formulering og -løsning, hvorigennem reproduktionsformer gennem bearbejdning af dets modsigelser lader sig samfundsmæssigt almengøre som arbejde gennem samfundsmæssiggørelse af de involveredes virksomhed. Det er tværtimod en stadig konfliktproces, da forholdet mellem kortsigtet og langsigtet eksistensopretholdelse qua modsigelsen mellem samfundsmæssig modstilling og klassekollektiv medstilling er skærpet og tendentielt revet fra hinanden, hvor det er den givne magtkonstellation, der er bestemmende for udviklingen af graden af kollektiv som personlig selvbestemmelse. Udviklingen af selvbestemmelse finder derfor under kapitalismen sted gennem magtens reproduktion, hvor igennem perspektivet om almagt - magtens afskaffelse - kan realiseres som bestemt negation gennem magtens tilbagetrængning, altså samfundsmæssiggørelse. Eller magten kan reproduceres og udvidet i perspektivet ens egen personlige og klassekollektivmæssige selvbestemmelse - altså statsliggørelse, og det omfattende begreb herfor er fremmedgjort form for samfundshistorie. Når selvbestemmelse således realiseres under og igennem en fremmedgjort form, så kan vi også sige, at enhver selvbestemmelse reproduceres gennem fremmedbestemthed, hvor måden praksisformer gribes på enten trænger den aktuelle grad af fremmedbestemthed tilbage eller blot reproducerer den i en ny form.

Set ud fra det enkelte individs standpunkt så er dets reproduktionsform nu at se som forholdet mellem magt og afmagt, medens dets produktionsform er bearbejdning af praksisformer gennem greb om forbundsperspektivet eller om konkurrenceperspektivet. Hvorvidt det ene eller det andet perspektiv er, kan være eller blive bestemmende er afhængig af den klassebestemte form for modsigelsen mellem samfundsmæssig modstilling og klassekollektiv medstilling, samt af individets situation og sammenhæng her inden for. Problemudvikling, -formulering og -løsning af praksisformsmodsigelser til arbejdsvirksomhed som udviklingen af personlig selvbestemmelse foregår da under fremmedbestemte forhold inden for modsigelsen mellem et forbunds- og et konkurrenceperspektiv. Når udviklingen af praksisformer til arbejdsvirksomhed alment er en konfliktproces, så må individet i udviklingen af sin selvbestemmelse til stadighed være under pres mod at skulle opgive respektive overtage et forbundsperspektiv til fordel for et konkurrenceperspektiv, for enten at sikre kortsigtet eksistensopretholdelse for sig selv alene eller langsigtet eksistensopretholdelse sammen med andre som klasse. Individet må da virkeliggøre sin selvbestemmelse ved at overtage krav, som det ikke umiddelbart kan forbinde sig med, men heller ikke generelt undslippe, og dette kan kun ske gennem udviklingen af den viljemæssige styring af den personlige virksomhed som et forsøg på at imødegå det tab af den personlige selvbestemmelse, som ellers bliver følgen.

Her støder vi på den almene konfliktkarakter ved den personlige selvbestemmelse under kapitalismen: individet må ikke blot forholde sig til sig selv i sit kollektive liv som middel i realiseringen af stadig større selvbestemmelse, men det er i sin forholden-sig under stadigt pres mod at opgive en samfundsmæssig almengørelse af egen praksis til fordel for en kortsigtet indrettelse under de givne betingelser - og dette på aktiv bekostning af de langsigtede samfundsmæssige interesser, idet magtforholdene nu reproduceres med ens egen ”billigelse”.

I dette pres må individet forholde sig taktisk til sig selv og sine livsbetingelser ved at søge udvikling af selvbestemmelse på nogle områder under forbigåelse af andre; og det kommer nu først til en samfundsmæssig almengørelse af dets virksomhed, når dette også, altså strategisk, slår over i en tilsvarende samfundsmæssig almengørelse af de kapitalistiske produktionsbetingelser. Først da reproduceres den udviklede selvbestemmelse med en grad af større selvsamfundsmæssiggørelse. Individet er i denne proces tendentielt løsrevet fra sine generelle livsbetingelser, hvilket omvendt kun graden af klassekollektiv medstilling og tilsvarende forbundsstrukturer perspektivisk til stadighed kompenserer for og tendentielt overvinder. Den eksistentielle usikkerhed forbliver på et konkret frygt-niveau, idet truslen om tab af selvbestemmelse er kendt i sin egenart.

Lykkes denne skridtvise og partielle selvbestemmelsesudviklingsmåde imidlertid ikke, dvs. at er taktisk kollektiv udvikling ikke mulig at realisere, så isoleres individet i en tilstand af orienteringsløshed, hvor det kun kan fastholde sin selvbestemmelse ved at indrette sig under betingelserne. Dette må ske gennem overtagelsen af de bestemmendes krav, perspektiver og mål under tilsvarende benægtelse af egne samfundsmæssige interesser. Det er en overtagelse og benægtelse[192],  der kan være mere eller mindre omfattende i forhold til individets personlige interesser og ressourcer, men upåagtet graden så reproduceres den eksistentielle usikkerhed nu også som frygt for ikke at kunne fastholde sig selv i sit kollektive liv, dvs. reproduktion af angst. Individet tvinges da til yderligere forsøg på kontrol af sig selv for at fastholde kontrollen over sine eksisterende sociale livsbetingelser - og ligeledes omvendt: forsøg på kontrol over livsbetingelserne for at opnå kontrol over sig selv. Tolkning og tydning af fænomener erstatter nu den indholdsmæssige analyse og bestemmelse.

Men hermed fordobles imidlertid dets egen fremmedbestemte produktion af livsbetingelserne, og dette også i kollektiv forstand: overgangen fra isoleret orienteringsløshed til indrettelse under betingelserne fordrer, at personens kollektivgruppe enten ikke har ressourcer eller interesse i at udvikle den berørtes eget standpunkt. Fordoblingen af fremmedbestemtheden betyder da etableringen af en restriktiv logik af gensidig orienteringsløshed over for hinandens samfundsmæssige perspektiver, hvor kun fællesnytten omkring brugen af hinanden bliver det formidlende tredje. De involverede er nu ikke længere blot tendentielt løsrevet fra deres sociale livsbetingelser. De er nu også isoleret fra hinanden med hver deres privatinteresse. Det psykiske bliver nu til en ”inder”-verden med det kropslige/somatiske som dets ”om”-verden og det sociale som en ”yder”-verden.

Denne kapitalistiske kvalifikation af individet som psykisk væsen med dets krop som dets somatiske hylster og dets kollektive livsgrundlag som dets yderverden (:det sociale) er dog alene at se som statsliggørelsen repræsenteret individuelt som personlig ideologisk subjektivitet, idet det individuelle subjekt organiserer og reproducerer sin fremmedbestemthed ved at lægge en grad af personlig selvbestemmelse uden for sig selv på den ene side, samtidig med at det på den anden side fraskriver sig en grad af individuel selvbestemmelse af egen personlige subjektivitet. Hvor førstnævnte side kan ses som et gruppe-ego repræsenterende en imaginær magt over individet, så kan sidstnævnte side ses som et individual-ego repræsenterende en lige så imaginær afmagt i individet. Men dette imaginære magt-afmagts-forhold er dog også samtidig reelt for individet i dets kollektive situation og sammenhæng, hvorfor vi kan sige at det repræsenterer en grad af ideologisk kompetence med en tilsvarende samfundsmæssig inkompetence for dets (klasse-)kollektivgruppe.

Vi står med ovenstående lige i hjertet af den ideologiske subjektion, som produceres gennem den statslige organisering af de samfundsmæssige forhold: struktureringen af situationer og sammenhænge fra oven muliggør en sætten af udviklingsperspektiver, der tager højde for nogle personlige interesser, men forbigår andre, hvorved der strukturelt indrømmes individerne en øget grad af personlig selvbestemmelse inden for rammerne. Realiseringen af de frivilligt foreskrevne perspektiver kan eventuelt kvalificere individet til indgåen i andre ”givne” betingelser, hvad der i store træk er logikken i uddannelsessystemet i dag og for karriere og individuel-social sikring af eget liv.

Til ovenstående statsliggørelsestendens er der den modsatte tendens til samfundsmæssiggørelse som selvsamfundsmæssiggørelse: bestræbelsen på at udvikle sin selvbestemmelse fra neden, hvor det er styrken af den kollektive kraft omkring denne, og det bevidst formidlede greb om det almengørelsesduelige, der bestemmer betingelser for, hvordan og hvorledes ideologisk kompetence som samfundsmæssig inkompetence bevæger sig. Det er inden for denne overordnede ramme af klassekamp, at personlig selvbestemmelse udvikles såvel som begrænses - og også tvinges mod et minimum for dem, der helt løsrives fra en samfundsmæssig udvikling og almengørelse. Det er derfor ikke længere primært et spørgsmål, som på samfundsformsniveau, om manglende ressourcer, der kan isolere den enkelte person fra kollektivet og sætte en spaltning herimellem, der perspektivisk vil kunne overvindes i fællesskab med prioritering af flere (og specificerede) ressourcer. Det er heller ikke længere - som på klassesamfundsformsniveau - et spørgsmål om egen-indordning under en ydre magtinstans. Det er derimod med kapitalismen primært et spørgsmål om en nødtvungen og frivillig opgivelse af egen samfundsmæssige interesser inden for sit klassekollektiv, der kan med føre begrænsning i udviklingen af personlig selvbestemmelse - og hermed i anden omgang til overtagelse og billigelse af andres magtinteresser, hvilket endeligt også kan føre til en total isolation af den enkelte med dets egne interesser.

Da den nødtvungne og frivillige opgivelse af samfundsmæssige interesser er et problem om manglende kollektiv samfundsmæssig magt for den enkelte, så finder opgivelsen af personlige interesser sted i en situation af afmagt inden for en klassebestemt magtsammenhæng. Vi kan derfor sige, at det under kapitalismen kommer til psykisk lidelsesbemestring i samme grad som manglende kollektiv magt produceres inden for de givne klassemæssige betingelser gennem samfundsmæssig og individuel instrumentalisme (:ligegyldighed og/eller brug/misbrug af hinanden frem for forbund).

Lad os betragte dette fra individ-siden. Vi stiller spørgsmålet, hvad der sker med de menneskelige behov i en sådan specifik social-økonomisk form.

 

Ekskurs om behovenes problem. Om et aktual-empirisk begreb[193].

1. BEHOVENES FÆNOMENOLOGI

Behovenes problem er så gammelt som psykologiens problem om drivkræfterne for de menneskelige handlinger. Hermed deler behovenes problem skæbne med begreberne om de menneskelige drifter og instinkter. Tæt knyttet til denne konneksion af begreber findes begreberne om de menneskelige ønsker, vilje, hensigt og motiver.

Hvor førstnævnte gruppe typisk er knyttet til mennesket som naturvæsen eller biologisk individ og er bagudrettet i tiden, så vil sidstnævnte gruppe mere referere til mennesket som kulturvæsen og samfundsborger, og som værende fremadrettet i tiden. Og hvad der binder dem sammen, er en tredje konneksion af begreber, refererende til mennesket som et eksistentielt og enestående væsen: begreberne om de menneskelige tilskyndelser eller dets stræben. Som nutid kan den menneskelige egenart endvidere ses som noget, der kommer til gennem den samfundsmæssige formning, dets socialisation, hvor opdragelse og uddannelse realiserer naturens kultivering i menneskesamfundet; eller som et givent a priori, en udviklet specificitet og/eller som noget nærmest guddommeligt sat. En blik på behovsbestemmelsen indenfor disse diskurser må kunne fortælle nærmere om behov som et aktuelt (ubestemt) problem.

BEHOVENES PROBLEM INDENFOR SOCIALISATIONENS OG A PRIORIENS GIVNE DISKURS.

I en socialisationssammenhæng er natur stillet op overfor kultur. Natur og kultur udgør en uoverstigelig modsætning, hvor indenfor mennesket er fanget, men også hvorved det opnår sin menneskelighed. I et dannelsesperspektiv vil det da være mere ædelt, kultiveret, at have motiver fremfor behov, ønsker fremfor drifter osv. Den menneskelige dannelse er således overhovedet at forstå som en tæmning, omformning eller transformation af den menneskelige asamfundsmæssige natur, en natur det ikke er muligt at blive kvit, men kun at kunne blive herre over i en vis ufuldstændig grad.

En sådan socialisationstankeform, hvor kultur stilles op overfor natur som en nærmest tvangsmæssig samfundsmæssig formning af den menneskelige biologi, må dog selv opfattes som en særlig samfundsform for menneskelig livsopretholdelse. Som almen form forudsætter den et samfund, der kan udøve tvang over menneskeaber allerede medens disse lever på naturhistorisk grund - men hvor skulle dette samfund komme fra, om ikke fra menneskeabernes egen udvikling af sociale og genstandsmæssige virksomhedsformer, en udvikling hvor tvang ikke kan forudsættes som drivkraft, idet man da ellers forudsætter dét, der skal bevises. Tankeformen om den samfundsmæssige tvang som den ædle tæmning af menneskets vilde drifter, instinkter og behov må derfor ses som et samfundsmæssigt produkt, der opstår hvor den individuelle samfundsmæssiggørelse generelt antager konfliktkarakter - og ikke som en løsning herpå.

Overfor denne ’lidenskabelige’ tankeform står, som mere rationel og kognitiv, det menneskelige a priori: mennesket er et særegent væsen i kraft af dets hjernestruktur til sproglig, intelligent og teoretisk tænkning. Mennesket er her et naturligt væsen, der lever i en særlig social organisationsform. Nok adskiller mennesket sig fra aben, men det er i kraft af kompleksiteten. Det er kvantitative forandringer, der har gjort aben til menneske - bedre ernæring, tilfældige opfindelser mv. - hvad der på ingen måde udelukker et tilsvarende Guddommeligt a priori: det hele som skabt af en Højere intelligens. Det er derfor ikke, som i ovenstående socialisationsteoretiske diskurs, noget ydre normativt, der gør mennesket til samfundsvæsen, men det er selve den menneskelige evne til informationsbearbejdning, altså et rent indre forhold, der kultiverer verden og mennesket selv - eventuelt styret såvel som igangsat af noget ”Højere”, hvis endemål det også stræber efter.

Behov indenfor denne tankeform er noget særligt for mennesker. Nok kan dyr have behov, men det er set fra menneskets standpunkt, at de har det. Dyr er primært styret  af  instinkter og drifter - hvad mennesket i kraft af at være et biologisk væsen også må siges at indeholde. Drifter og instinkter er dog på en særlig måde underordnet behovene, eventuelt den basis hvorpå behovene rejser sig, idet de sikrer en basal ontogenetisk overlevelsesevne.

Ubesvaret i denne a priori tankeform er, hvad der har gjort mennesket i stand til samfundsmæssig organiseret livsopretholdelse - andet end en iboende higen efter selvsamme, et svar der gør det samfundsmæssige til kun hylster for menneskelige eksistensopretholdelse, og som bringer os tilbage til socialisationsdiskursens uholdbare antagelse om en ydre igangsættende instans for menneske-samfunds-forholdet. I dette viser sig også, at socialisations- og a priori-diskurserne slår over i hinanden. De er hinandens simple modsætning, og deres ståsted er den individuelle eksistens, som denne umiddelbart er givet, abstraheret fra dets konkrete samfundsmæssige kontekst. Vi får mao. et abstrakt menneske, der ikke eksisterer![194] Ikke desto mindre er det abstrakte mennesket også udtryk for en virkelig samfundsmæssig bevægelse, en historisk ideologisering af det menneskelige subjekt[195] : det samfundsmæssige menneske som alment privatindivid[196].

Den overvejende del af psykologisk teoribygning opererer blindt i ovenstående diskurser. Samlet fremstilles, fra hver sin side, hvorledes mennesket af behov, drift eller instinkt, er styret eller tilskyndet af ønsket, viljen, hensigten eller motivet til deres tilfredsstillelse. Samtidig er det i et skabt menneskesyn, hvor det ’emotionelle’ - den menneskelige lidenskab - står overfor  det  ’kognitive’ - den menneskelige rationalitet og fornuft - i stadig konflikt om herredømmet, men med en mulig harmoni i en forestillet perspektivisk sammensmeltning med et Højere princip. Udviklingstankegangen heri er givet på den måde, at mennesket fra fødsel af er sin emotionalitet, i sine affekters vold; men at det gennem biologisk modning og social indlæring mere og mere lærer at styre denne og dermed sig selv via udviklingen af de menneskelige tankeprocesser; samtidig bliver det så i stand til at indgå i lønarbejdet, gøre karriere medens tid er og danne familie; og som tiden går vender det sig mere og mere mod de højere idealer, den dybere mening med livet.

BEHOVSTEORIER.

På behovenes område spejles ovenstående diskurs i en ganske bestemt hierarkisering: nederst er de basale organiske, de såkaldt  materielle  behov,  uden  hvis opfyldelse,  vi ikke kan overleve - behov for lys, luft, vand, mad, varme mv. - og som hvilende herpå er det behov i mere specifik human forstand, de ideelle behov - behov for socialitet, for andre mennesker, seksualitet, åndelighed og andet - hvorigennem også arten reproduceres.

I store træk er der på behovenes område konsensus om ovenstående, hvilket også kan aflæses af, at næsten ethvert skolebarn verden over kender Maslows behovspyramidespan style='font-size:10.5pt'>[197]. De færreste husker sikkert trinene - nederst de fysiologiske/organiske, dernæst sikkerhedsbehovene, kontaktbehovene, selvhævdelsesbehovene, og øverst behovet for selvrealisering - men meningen er klar nok: kun når et nedre behovsniveau er tilfredsstillet, træder et øvre frem. Lad os i første omgang se bort fra, at behovspyramiden spejler den typiske middelklasseborgers bestræbelse for social integration i det overlevende borgerskab, for at konstatere, at der selvfølgelig er forskel behovsteorierne imellem om, hvor mange instanser, der er, samt hvordan de ligger ift. hinanden. Nogen teorier har en tredeling med biologiske, sociale og åndelige behov; i andre bestemmes det som biologiske, psykologiske og sociale behov. Lige så er der forskel på, hvordan overgangene bestemmes: om behovene i hierarkiet altid er fremme parallelt, eller om øvre behov først træder frem, når nedre er dækket.

Det afgørende er dog, at bevægelsen i hierarkiet - fra det materielle til det ideelle (hvor grænsen mellem, hvad der er hvad, kan variere fra koncept til koncept, lige så for antallet af behovsinstanser) - synes at blive fastholdt overalt. Og heri ligger også en ganske dagligdags forståelse: det er svært at komme  efter  de ”højere behov”,  hvis man er sulten - eller er det?? Er det ikke lige så meget disse, der overhovedet motiverer een til at fortsætte med at leve! Der forklares egentlig ikke noget med nogen af alternativerne. Endvidere: Hvis mennesket kun har behov for, egentlig via konsum og/eller for at være menneske, at reproducere sig selv, så bliver det fuldstændig uforklarlig, hvorledes mennesket noget sinde historisk er kommet dertil, at producere betingelserne for sin samfundsmæssige eksistens.

Det drejer sig derfor ikke bare om at afklare, hvorledes mennesket har evnen til samfundsmæssig livsopretholdelse, men hvorledes det er kommet til en art behov for deltagelse i den samfundsmæssige livssikring, og hertil yder hidtidig kritisk psykologisk kategorianalyse sit svar. Det grunder i et andet perspektiv på spørgsmålet om det menneskeliges opståen, end hvad der ligger i socialisations- og a priori-tankeformernes tyen til en ydre instans, som sidste forklaringsbastion.

Indtil nu er behovenes problem undersøgt med udgangspunkt i den samfundsmæssige form, hvorigennem det realiseres. Den dagligdags forståelseshorisont - den spontane tænkning i det borgerlige samfunds former - skjuler mao. et problem, som alt videre afhænger af. Som løst må problemet også kunne vise vej ud af det abstrakte menneske, der som et realhistorisk falsum er ideologisk normdanner[198] - her særligt for bevægelsen fra det materielle til det ideelle - for behovene i vores borgerlige eksistensform under kapitalismen.

Behovenes problem, som det indtil nu er stillet op, er da også et problem, der først og fremmest er knyttet til den samfundsmæssige form, hvor den individuelle eksistens er i konflikt med sig selv (den tidligere omtalte natur-kultur modsætning), og hvor menneskene beherskes af en ydre magt over sig (det Højere princip som menneskets iboende mål). Dette blev fastholdt i begrebet om det ’almene privatindivid’ som aktuelt samfundsvæsen[199]. Lad os gå bag dette realhistoriske abstraktum af et individ, til hvad vi ved om det almen individ.

2. BEGREBET OM BEHOV.

DE MENNESKELIGE BEHOV[200][201].

Behov forstås som det et individ behøver for at overleve og udvikle sig i forhold til dets konkrete livsomstændigheder. Behov er altid behov for noget. Behov er dermed genstandsrelateret, om end der er fleksible forbindelser mellem behovene og de genstande, der svarer til dem. Overensstemmelsen mellem handling og behov er derfor ikke automatiseret og givet på forhånd, men stillet som en opgave. Før sin tilfredsstillelse kender behovet således ikke sin genstand, og kun som fundet får det sin genstandsmæssighed, hvorved det kan virke som igangsættende og styrende (i psykologisk forstand) for den menneskelige virksomhed. Behovet bliver dermed motiv for mennesket. Mennesket fødes således med behov, men behovene kan som indre kraft kun realiseres i virksomheden. Altså: ”Behovet optræder oprindelig kun som en betingelse, en forudsætning for virksomhed. Så snart subjektet begynder på en virksomhed, sker der med det samme en transformation af behovet, og det holder op med at være det, det var virtuelt, ”i sig selv”. Jo længere virksomheden skrider fremad i sin udvikling, desto mere forvandles denne, dens forudsætning, til dens resultat”[202].

Hermed må man også sige, at det ikke er behovene som er grundlag, men den menneskelige virksomhed med de behov denne realiserer og hvorigennem der skabes nye behov. Dette kaldes også ”virksomhedens primat overfor behovenes primat”, og der ligger heri at det ikke er et umiddelbart behovstryk, en opstået nød og mangeltilstand, der aktiverer og styrer menneskelige handlinger, men at det er egenarten af den virksomhed, hvori de indgår, der bringer dem specifikt til udtryk, og at dette sker på grundlag af viden om almen behøven. Dette vil igen sige, at behovene bliver virksomme uafhængigt af deres aktuelle behovsspændinger[203].

Konceptet ’viden om almen behøven’ er begreb for menneskets fylogenetisk tilblevne artspotentialer for samfundsmæssig livsopretholdelse. Der ligger heri, at mennesket ikke bare er blevet i stand til at opretholde livet samfundsmæssigt, men at det også er beredt til aktivt at gribe bevidst ændrende ind i dets objektive livsbetingelser, dvs. drage foregribende omsorg for deres tilværelse, idet det ellers ikke kan opretholde og udvikle livet på samfundsmæssig-menneskelig måde. I modsætning til dyrene, der tilpasser sig, må mennesket nemlig passe verden til sig i kraft af deltagelse i den samfundsmæssige produktion. Den almen behøven er med nødvendighed foregribende virksomhed.

I det menneskelige behovsgrundlag kommer det subjektive grundlag for menneskets almene behøven til udtryk. Og det er her muligt at udskille to gensidigt afhængige funktionskredse: for det første de sanseligt-vitale behov som de mest elementære, og som udtryk for bestemte organismiske mangeltilstande, fx. væskemangel, næringsmangel. Disse findes også hos dyr, hvor der i en fylogenetisk udviklingssammenhæng sker en stadig større selvstændiggørelse af visse behovstilstande, hvor adfærd ikke umiddelbart fører til ophævelse af mangel- og spændingstilstande, men handlingerne er en forudsætning for en sådan ophævelse. Fx. parringsadfærd, eller adfærd der sikrer en afsøgning af handlerummet, hvorigennem omverdenens objektive beskaffenhed læres at kende. Efterhånden vinder denne adfærd, disse specifikke handlekæder, selvstændig behovskarakter, og der kan tales om ”aktionsspecifikke energier” som nysgerrigheds- og eksplorationsadfærd, både ift. sig selv, artsfæller og omverdenen, der yderligere sikrer den biologiske opretholdelse som enkeltindivid og art. Jo mere den dyriske adfærd, qua specifik læring i et individualgenetisk perspektiv, løsnes fra sit instinktive og driftsmæssige grundlag, ved at blive åbent overfor nye - og overlevelsesfremmende - omverdensforhold, jo mere må disse aktionsspecifikke energier selv antage specifik behovskarakter. Det er en udviklingssammenhæng, hvor forholdet artsfæller imellem om selve forholdet til societeten bliver mere og mere nødvendigt som fælles udviklingsgrund, hvilket altså også må spejles i det artsmæssige grundlag. Der tales her om ’behovet for social indlejring’ og om ’behovet for omverdenskontrol’.

Aktuelle mangel- og spændingstilstande er med opkomsten af de aktionsspecifikke energier ikke længere de mest væsentlige - og træder kun frem i livstruende situationer -  men er gennem udvikling overlejret af handlinger til foregribende adfærd. Det er disse aktionsspecifikke energier, som den menneskelige samfundsmæssiggørelse kan sætte af fra i dyr-menneske-overgangsfeltet, og som muliggør udviklingen af et selvstændigt grundlag for deltagelse i den samfundsmæssige kooperation. Det sker i form af, at etableringen af funktionsdelte sociale strukturer omkring social værktøjsbrug og fremstilling, indenfor den artsmæssige kooperation, med den historiske udvikling selvstændiggør sig som overgribende arbejdsdelt samfundsmæssig produktion med individerne som dettes genskabende bærere; en udviklingssammenhæng der selv trækker det artsmæssige funktionsgrundlag med sig som en optimering af rettetheden og evnen til samfundsmæssig livsopretholdelse.

På menneskeligt niveau kaldes denne anden funktionskreds for de produktive behov. De er det selvstændiggjorte behovsgrundlag for det individuelle bidrag til den samfundsmæssige realitetskontrol. Produktive behov kan dermed defineres som den subjektive drivkraft for handlinger til kontrol over samfundsmæssige og dermed individuelle livsbetingelser gennem deltagelse i den samfundsmæssige kooperation. Ift. Marx berømte ”arbejdet som første livsbehov” kan følgende præcisering derfor gøres: ”Ikke arbejde som sådan er første livsbehov, men kun arbejde i den grad det tillader den enkelte bestemmelse over den samfundsmæssige proces, at det altså gør den enkelte ”handleduelig”. Følgelig er ikke arbejde, men ”handleevne” det første menneskelige livsbehov - dette fordi handleevne er den mest almene rammekvalitet for en menneskelig og menneskeværdig væren, og mangel på handleevne er den mest almene kvalitet i elendigheden af at være udleveret til forholdene, til angst, ufrihed og fornedring”[204]. På menneskeligt niveau får de sanseligt-vitale behov derfor også først deres menneskelige kvalitet i den grad, at de er ophævet i de produktive, dvs. når der kan sørges bevidst for dem ud over en aktuel mangelsituation, når altså fremskaffelsen af livsbetingelser, under hvilke der på en almen måde kan sørger for deres tilfredsstillelse, er muligt.

Hertil tjener helheden af de menneskeligt udviklede artspotentialer, særligt karakteren af de emotionelle og kognitive processer[205]. Med emotionaliteten som vurdering af individets omverdensforhold, med dets egen befindende heri som målestok, og kognitionen som inderliggjorte repræsentationer af omverdenen og af betingelserne for at klare sig heri, udgør vekselvirkningen mellem emotioner og kognitioner et udviklingsoptimerende handleberedskab for mennesket. Afhængig af graden af kooperativ integration vil emotionaliteten have en erkendelsesledende funktion, hvis det er muligt for individet sammen med andre at arbejde for at forbedre sine livsbetingelser; omvendt vil emotionaliteten antage en tendentiel forstyrrende funktion ift. individets handleevne, hvis det ikke er eller kan forbinde sig med andre individer omkring samfundsmæssige mål, dvs. når individets kooperative integration er truet. Samfundsmæssig isolation er nemlig lig med mangel på handleevne i specifik menneskelig forstand, hvilket er at være i en tilstand af angstfuldhed, da ens videre livsproces overhovedet ikke længere er sikret. Det er således udleveretheden ved det menneskelige liv under borgerlige livsbetingelser, der naturaliseres som alment menneskeligt eksistensfaktum i de tidligere beskrevne tankeformer om menneskelighed alene via socialisation eller som et givent a priori.

Lad os på denne baggrund søge behovenes aktuelle problem igen.

PROBLEMET OM DE MENNESKELIGE BEHOV.

Problemet om de menneskelige behov kan nu præciseres: ikke behovene i sig selv er vigtige, men derimod at det liv vi lever tilfredsstiller vores behov. Samtidig er behovene udgangspunkt for vores handlinger. Denne dobbelthed - behovenes aktivt-passive dobbeltkarakter[206] - er det derfor afgørende at fastholde i enhver tilgang til behovsproblemet.

Miskendes denne dobbelthed vil der derfor også være tale om, at den menneskelige virksomhed finder sted på grundlag af behov der ’går op i sig selv’ uden samtidig at føre til tilfredsstillelse af det menneskelige liv i egentlig samfundsmæssig forstand. Et begreb herfor er privatejendomsbegæret[207] eller med Marx’ ord sansen for at have, havesygen: ”at en genstand først er vor, når vi ejer den, når den altså eksisterer som kapital for os eller umiddelbart besiddes, spises, drikkes, bæres på vor krop, bebos af os, kort sagt: når den forbruges[208]. Sådanne behov skal i det følgende kaldes ’immaterielle behov. Det drejer sig til eksempel om, at en solnedgang ikke bare er en solnedgang som et sanseligt kosmisk forhold, som man har er fået som gave at være del i, men at en solnedgang kun får sanselig karakter i den grad at ens møde med den er iscenesat ud fra sig selv: at den skal bruges til noget efterfølgende eller at den kun får værdi på stimulanser, smøger, kaffe, the eller andet. I begge tilfælde er mennesket væk fra sin væsentlige væren, sin selvsamfundsmæssiggørelse, idet noget ”ydre og fremmed” - sanseligheden som privat værdi - har taget plads mellem mennesket og dets bevidste væren. Mennesket vil da leve i begæret efter sin egen livsytring, som objekt for sig selv. Ikke som subjekt for verden og sine sanser, der af natur er samfundsmæssiggjorte og kun kan virke som fællesejendom[209]. Heri giver det sig også, at den ”normale” tilfredsstillelse af behov er den tilfredsstillelse, der kun er begrænset af behovene selv[210]. De immaterielle behov indeholder ikke denne tærskel, idet de netop er attrap for andet. Det kan ikke længere være nogen hemmelighed, at det kapitalistiske varesamfund fremmer de immaterielle behov som social tendens. Det skal straks begrundes hvordan. Større er problemet, hvad der stilles op imod det, om end også dette må give sig af de iboende modsigelser i selve den kapitalistiske produktionsmåde. Hvor skulle drivkræfterne for forandring og revolutionering heraf ellers komme fra.

Lad os se på behovenes problem indenfor varemarkedets område.

3. BEHOVENES FORMNING

BEHOVENES VAREKARAKTER.

Produktion i kapitalistisk forstand er produktion af varer for profit, ikke for behov. Men kan varers brugsværdi ikke udveksles mod behov kan produktionen ikke vare ved. Marx formulerer problemet således: ”Varerne må .. realisere sig som værdi, før de kan realisere sig som brugsværdi. På den anden side må de hævde sig som brugsværdier, før de kan realisere sig som værdier”[211]. Hvad varer dog ikke gør er at udveksle sig selv - hvad der også kan kaldes den berømte blinde plet hos Marx - det gør kun mennesker gennem brugsværdiforventningen[212], dvs. forestillingen om at netop denne vare tilfredsstiller netop dette behov hos mig, hvad man omvendt også først ved, når varen er udvekslet - og konsumeret i en eller anden forstand. Produktionsviden hos køber, regelmæssig gentagelse af varekøb, forsøgsvis virkeliggørelse af brugsværdien før køb mm. modificerer selvfølgelig dette forhold, men ophæver det ikke[213].

I et gennemstruktureret varesamfund, dvs. et samfund med varen som almen ækvivalent, er det derfor ikke nok for enkeltkapitaler at producere varer, der modsvarer faktiske behov. Enkeltkapitaler må også investere selvstændigt i selve salgsarbejdet, dvs. i reklame, påvirkning af politiske instanser for så fri bevægelighed som mulig, så gunstige og eksklusive produktionsbetingelser som muligt for netop disse varer osv. osv., altså i marketing i dette ords brede betydning. Formen hvorunder dette virker skal kaldes markedskapital.

I et højteknologisk samfund med innovativ udvikling af produktivkræfterne, stadig overproduktion og tilsvarende begrænset købekraft, vokser betydningen af marketing derfor tilsvarende, hvad der også betyder en stadig vægtforskydning fra den umiddelbare produktionssfære til en mere formidlet produktplanlægningssfære. Denne forskydning er også, hvad der kan forstås ved overgangen til informationssamfundet[214], et begreb der altså ikke kun kan  begrundes ud fra produktionens stigende automatisering og mediernes voksende betydning og/eller som en ophævelse af de kapitalistiske lovmæssigheder.

Overhovedet vil også universaliseringen af de samfundsmæssige produktivkræfter - hvad informationsteknologien styrker, godt nok på modsætningsfyldt vis - i sig selv øge enkeltkapitalers behov for marketing. Her vil man nødvendigvis have brug for - behov for! - teori om de menneskelige behov, idet en sådan teori typisk kan antages at have udsagnskraft om, hvad mennesker nødes, og hvad de vil investere i. Jo bedre teori, jo større mulighed for at lancere varen i den rette form og styrke produktudviklingen således, at der er et vedvarende og stadigt stigende marked herfor. Teori der begrunder menneskelige behov vil også gøre det muligt på planlagt og foregribende vis at gribe ændrende ind i menneskers handlestruktur ved at gribe ændrende ind i deres behovsstruktur, for således at medvirke til sit eget markeds opståen, idet en ny handlestruktur må antages at medføre en ny behovsstruktur. En sådan ”fra neden af” monopoldannelse må også antages at vokse i betydning, jo mere markedsmekanismen gives fri på tværs af landegrænser. Og derfor kan det på nuværende tidspunkt siges, at hvad der står marketing nærmest, også i fremtiden, er behovsteorier, der muliggør forudsigelse af, hvilke behov den eksisterende behovsrealisering selv producerer af behov, idet dette alene vil muliggøre fortsat produktion og produktudvikling for den givne enkeltkapital.  

At behovsanalyser er hjertet af marketingsinstanser er ikke ensbetydende med, at det ”gode liv” sættes på dagsordenen, selv om dette nærmest er det indtryk, der gives af enhver nuværende salgsbestræbelse. De laves nemlig alene for ekspansion eller i det mindste for fastholdelse af givne varers markedsandele, samt for forudsigelse af hvordan markeder fremtidigt vil udvikle sig og hvilke nye behov, der kan og skal regnes med, og hvilke gamle der vil være for nedadgående. Det er rentabiliteten, privatmæssigt, der er hovedsagen. Heraf også den åbne bismag ved ethvert salgsarbejde, der ikke på mere eller mindre ærbødig måde skjuler ’det gode og lykkelige liv ved netop denne vare’ - for selv her er der plads for den urolige tanke: det er blot en anden mere skjult måde at reklamere på. Lige som rentabilitetens private form er neutral overfor at styrke sig via salg til fascister eller socialister, lige så vel kan den søges fremmet ved at lægge sig op ad bestemte politiske strømninger. Da Hotel Marienlyst i Helsingør i 1990 stillede sig tilrådighed for et europæisk nazimøde med Le Pen og Schönhuber i spidsen, stod hotellet samtidig i en forhandlingsposition med dele af statsapparatet om koncession på at drive Roulette. De har fået tilladelsen!

Marketing er altså ikke bare opfyldelse af givne behov. Marketing må for den enkelte vareproducent skabe behov herfor, om det er for varer der har kvalitet eller ej. Midlerne er mange. Varen kan indskrives i en bestemt ’livsstil’ - ”enhver teenagepige drikker gedemælk sammen med sin mor” (selv om en sådan tekst næppe vil sælge synderligt her i 1991); eller varen kan forskønnes ved at gøre fremtoningen til noget særligt via bestemt indpakning, opsætning mv. Den form, hvorunder brugsværdiforventningen virker, er derfor varens æstetiske abstraktion[215].

Det er dog ikke muligt for vareproducenter i længden at overleve alene via den æstetiske abstraktion. Den er instabil, idet den sætter af fra forestillingen om et ”godt liv” uden også samtidig kvalitativt at ville vide af det som totalitet. Det er begrænset, hvor længe man kan forestille sig at blive en ægte og naturlig mand eller kvinde bare fordi man, ikke spiser bananer, men Chiqoita! Den æstetiske abstraktion kalder derfor på sin egen ophævelse - i nye, ud fra varemekanismen, skabte behov. Der er derfor også ræson i, fra vareproducenters side, at indbygge forældelseseffekt i givne varer, for det kan simpelt hen ikke generelt ’betale sig’ at investere i en kvalitetsvedvarenhed, der overstiger en æstetisk forestillet brugstid. Det meste filosofi om vækstsamfundets nødvendighed og fortræffelighed[216] overser totalt denne ’innovative’ æstetik: vel er der brug for vækst, men det er for kvalitativ vækst, ikke for behovsopfyldelse af i forvejen uopfyldte behov, produceret til formålet, altså de immaterielle behov, fra en målestok der er behovene fremmed, altså profittens overlevelse, men ud fra behovenes betydning for udviklingen af det menneskelige liv.

BEHOVENES SUBJEKTIVE GRUNDLAG I DERES VAREFORMS-BESTEMMELSE.

Behovsteorier - og det vil de marketingsinstanser der overlever konkurrencen kunne skrive under på - kan ikke nøjes med at opfatte massernes behovsopfyldelse som en ren struktureffekt. De må også operere med et element af egenvirksomhed hos de enkelte individer. I deres grundlag er de virksomme behovsteorier derfor også tvunget til at agte den behovenes dobbeltkarakter, som det er postuleret i indledningen, at der ikke kan abstraheres fra. Men vi lærer fra analysen af kapitalens behov for behovenes varekarakter, at dobbeltkarakteren kun har interesse i dens egenskab af værdiøgningsimperativ for kapital. Dobbeltkarakteren fastholdes da heller ikke som et indre moment i den menneskelige virksomhed, men alene som et ydre forhold mellem mennesket og dets omverden. Heraf følger også på behovenes område et spaltet menneskesyn: på den ene side er mennesket et passivt behovsvæsen, der kun handler for at tilfredsstille dets behov; på den anden side et aktivt væsen, der netop handler for behovsopfyldelse.

Så længe kapitalismens grundlæggende modsigelse består - modsætningen mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse - vil en virkelig indre samfundsmæssig differentiering af behovene i den menneskelige virksomhed derfor heller ikke kunne finde sted. Omvendt vil en sådan pege ud over kapitalismens grænser. Kapitalen her, altså på behovenes område, må nærmest virke ved at forhindre dette.

Markedskapitalens problem - i den grad den løser sin opgave til sit yderste - er da både at udvikle behovene og at sørge for at behovene ikke udvikler den menneskelige subjektivitet som det bevidste forhold til egen samfundsmæssige eksistens. Og dette kan den netop ved at satse på gennemsætningen af det indledningsvis fremsatte koncept om immaterielle behov som alment menneskeligt motiv. Præmissen herfor er givet i og med markedskapitalens eget grundlag: den nødvendige optimering af vareudveksling via den æstetiske abstraktion, der er sat af brugsværdiforventningen som motiverende faktor.

Hvor den kapitalistiske udvikling af produktivkræfterne, samfundsmæssiggørelsen af arbejdet, kan nå et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster[217], så kan selve markedskapitalens virke mao virke som en stadig forlængelse af kapitalismens reproduktion i den grad den evner en stadig produktion af eget betingelsesgrundlag i menneskemassens individuelle subjekter[218]. Formen hvorunder dette sker er ikke en indre differentiering af behovene, idet dette kræver at subjektet selv kan træde i skranken for sine behov, men det er en homogenisering af selve behovsstrukturen i en art konsummæssig særliggørelse af individualiten, hvortil også status og livsstil som selvstændiggjorte behov hører. Ikke bare instrumentaliseres mennesket, men selve forholdet til medmennesket instrumentaliseres også. 

Da kapitalen i ovenstående forstand kun kan virke ved at fremmedgøre mennesket overfor sig selv[219], må vi overfor kapitalens spaltede menneskesyn derfor sætte det virkelige menneske.

4. BEHOVENES VIRKELIGHED

SANDT MENNESKELIGE BEHOV.

Hvis det er rigtigt, at sandt menneskelige relationer opstår, når mennesker slår sig sammen for at gøre verden mere beboelig[220], så gælder dette også på behovenes område. Sandt menneskelige behov er behov der udvikler såvel individet og verden som menneskeværd.

Dette er på den ene side båret af det samfundsmæssige perspektiv i de subjektive faktorer, der allerede er virksomme som samfundsmæssige kollektivgrupper og på den anden side bestemt af den enkeltes personlige standpunkt som virker hertil og heri.

Den reelle, indre differentiering af behovene, kommer således fra, hvorvidt det er muligt at danne og indgå i kooperative strukturer, der tilsigter en langsigtet ophævelse af den givne udleverethed til betingelserne, og at der herindenfor er mulighed for, i en art sikkerhed for sin egen eksistens, at afprøve den subjektive tilfredsstillelsesværdi af spontane handletilskyndelser på baggrund af konkrete handlealternativer. Altså: kooperativ integration, social sikring og handlemuligheder som væsentlige omverdensrelationer. De menneskelige behov vil da udvikles som en udvikling af selve den menneskelige personligheds motivstruktur, idet behovene realiserer individet som subjekt for egne krav i de samfundsmæssige relationer, der realiseres gennem den virksomhed, som bevidstheden formidler. Det ”rige” menneske er derfor ikke bare en person, der er rig på behov og deres umiddelbare tilfredsstillelsesmuligheder, men det er et menneskeligt væsen, der frit formidler en totalitet af livsytringer i et samfundsmæssiggørelsesperspektiv.

På de betydningsfulde kravspunkter, for een selv eller for socialiteten, hvor den enkelte er stillet alene og hvor det sociale kollektiv ikke har nogen udviklet handleevne, må det enkelte individ imidlertid af egen kraft søge udvikling; men er dette ikke muligt, i retning af langsigtet overvindelse af den specifikke udleverethed, henvises individet til at tilpasse sig dets nu fremmedbestemte livsbetingelser. Fremfor foregribende omsorg for egen tilværelse gennem den kooperative formidling, på grundlag af viden om almen behøven, indtræder da en tilstand af almen berørthed som den subjektive genspejling af udleveretheden til omstændighederne, dvs. af mangel på handleevne.

I et system, hvor interessemodsætninger alment råder, vil manglende handleevne nærmest automatisk føre til angst[221], og dermed subjektiv handlelammelse, idet man ikke bare står i en social usikker situation med andre fæller, men i en potentiel udelukkelse fra en fælles forbundethed om at ”nød-vende” begrænsede situationer. Isolation i et klassesamfund er altså ikke bare at være henvist til sig selv, men det er at være ’dybt nedsunket’ i den samfundsmæssige privatform for liv, hvis nedre grænse er, at man kan håbe at andre mennesker er der for een, men hvor man ikke kan forlade sig herpå - at faktum som eksistentialismen naturaliser som livets logos, og det er dog ”kun” en effekt af den konkret givne udleverede eksistens.

Som ’alment berørt af omstændighederne’ er man orienteringsløs overfor dét, der på lang sigt skal gøres, idet det netop er dette, der hidtil ikke har kunnet gribes som motiv for foregribende virksomhed. Derfor kan det også siges, at det der ”knækker” een, ikke er de problemer, der arbejdes med, men det er dem, der ikke (i tide) blev stillet og formuleret som betydningsfulde opgaver. Heraf også den personlige selvhenføring af ethvert omverdensforhold til forhold af betydning for een selv, der kendetegner den almene berørthed, idet manglen på længere-sigtet perspektiv medfører forsøg på eksistenssikring via det umiddelbart givne. I en sådan tilstand formås bevidst også kun vanskeligt eller partielt at aflæse det objektive erkendelsesindhold i sin emotionalitet og at lade det være retningsgivende for handlinger. Der er ”støj på linien”[222]. En personlig disintegrerethed overfor varetagelsen af egne kort og langsigtede interesser træder i stedet, hvorved udefra kommende genstandsbetydninger omkring, hvad et menneske har brug for at leve, spontant kan vinde motivkarakter uden at individet også behøver at være relateret hertil i sit behovsgrundlag. Der søges nu behovstilfredsstillelse i et perspektiv, som individet ikke som subjekt har sat sig for bevidst at afprøve kvaliteten af, og på et grundlag, som det allerede i udgangspunktet ikke kan gennemskue mht. dets mulige livsværdi. Individet lader sig manipulere af sig selv, fordi det er henvist af omstændigheder til at prøve sig frem. Motivstrukturen udvikles her så at sige ”fra oven”, hvad der også trækker en tilsvarende ”fra oven udvikling” af behovene med sig: i stedet for behovstilfredsstillelse på et grundlag kvalificeret ud fra behovene selv, søges livet realiseret alene gennem forestillingen om, hvad der må være ens behov. Følgen er en homogenisering af behovene, og en rangordning af dem ud fra den herskende orden i den givne samfundsmæssige position og situation[223]. Da den rent fysiske eksistens med usvigelig sikkerhed stiller sig med sine krav om mad, vand, varme mv. må dette være et behov for een; og da livskvalitet ikke bare kommer af en tilfredsstillelse heraf, så må der også være andre behov, fx. samvær, seksualitet, udfoldelse mv.; og da dette heller ikke bare realiserer livet som lykke må der være .... osv. osv. Og hvad der således kommer frem er det tidligere beskrevne behovshierarki med retningen fra det materielle til det ideelle. I sig selv er dette derfor teoretisk at bestemme som immateriel værdi; og som forudsætning for at den menneskelige eksistens kan centrere sig op opfyldelse af immaterielle behov[224], hvor selve livet er første behov![225][226] Behovenes fordobling er altså en følge af individets frakobling dets samfundsmæssige grundlag for med andre at realisere sit liv.

Da den personlige udvikling ikke kan foregå indenfor forbruget - eller i en sfære der sættes heraf - er den immaterielle form for behovsrealisering ikke bare ustabil, men den virker direkte begrænsende på den menneskelige personlighedsdannelse i det ”rige” menneskes perspektiv. Formens grænser nås hele tiden, uden også at indfri de drømme, der bærer den. Men her er det at markedskapitalen kan få sit udkomme som en anden ådselgrib. Markedskapitalen lever derfor af de betingelser - og generelt af den manglende økonomiske demokratisering, der i sig selv skaber social usikkerhed - der forhindrer mennesket i at afklare sit eget livsgrundlag, en afklaring der nødvendigvis er overindividuel, af kooperativ og genstandsmæssig art, som et anliggende fæller imellem og i forbund på forenet grund, dvs. kort og godt af samfundsmæssig isolation mellem mennesker - og af hvad denne isolation psykisk gør ved det menneskelige individ[227]. Det er også denne dimensionen af isolation under kapitalismen, der gør det så svært spontant at give sine behov ud til medmennesker: der er ikke bare een, men to mure, som behovsudtrykket skal filtrere sig selv igennem. Derfor får behovsudveksling mennesker imellem også typisk en tjenestekarakter og en modydelsesforlangende.

5. PROBLEMET.

DET VIDERE.

Det er altså når mennesket ikke kan træde i skranken for sit liv gennem deltagelse i den samfundsmæssige realitetskontrol, altså realisere det specifikt menneskelige som den aktivt-forandrende kooperative indflydelse på dets relevante livsbetingelser, men kun via et marked må handle sig til livsopretholdelse, at behovene forbliver uudviklet i samfundsmæssig-menneskelig forstand.

Skrankerne er på den sociale side: manglende muligheder for kooperativ integration og usikker social indbundethed, samt fravær af frihed overfor handlealternativer; og på den individuelle side: en særligt udviklet personlighedsstruktur, der er centreret i det immaterielle.

Og hvad der går forud for etableringen af disse skranker er, at modsigelsen mellem den produktive menneskelige mulighed for at udvide råderetten over de samfundsmæssige betingelser og den umiddelbare indretten sig i privatheden ikke har kunnet holdes i bevægelse som ”usminket sandhed” (Peter Weiss) ift. markedets nødvendige pamflet, hvad der fører til at den enkelte henvises til reproduktionsområdet, til sammen med andre i fritiden, i sengen eller med stofferne at søge en tilfredsstillelse af, hvad der nu kan kaldes ’et behov for livet selv’. Det er således konkrete samfundsmæssige begrænsninger for menneskelig udvikling ud af privatformens grænser - ikke den menneskelige natur som sådan  - der gør at behovene i dag kan træde frem som egentlig usamfundsmæssige og som begrundet i cyklisk reproduktion via materiel konsum og/eller udvidet ideel produktion af sig selv[228].

Ekskurs slut om behovenes problem.

 

Logikken i den psykiske lidelsesbemestring under kapitalismen: terapirebet som personliggjort afmagt og dets udvidede reproduktionsformer af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation.

Opsummerende har vi nu, at psykisk lidelsesbemestring alment er at se som kollektiv og personlig isolation, særligt som socialt og individuelt fjendskab og specifikt som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme. Den udviklingslogiske linie, der her kommer til syne, har da som udgangspunkt individets isolation i en tilstand af orienteringsløshed, hvor det kollektivt-sociale eksisterer som en magt over individets situation, som det ikke kan undslippe en forholden sig til. Dette tab af menneskelig mulighedsforhold, fører til reageren med psyko-fysisk ”alarm-tilstand”, sker det på betydningsfylde livspraktiske områder. Individet sættes i en tilstand af almen berørthed. Socialt initieres en anden relation til den socialt omgivende kontekst.

I den grad at det dobbelte problem - problemet mellem individet og det sociale, og individet som sit eget problem - må løses eller søges løst inden for rammerne/betingelserne træder en konflikt frem, der grundlæggende kun kan løses restriktivt gennem de involveredes gensidige benægtelse af hinandens samfundsmæssige interesser/perspektiver; og her igennem bekræftes omvendt de involveredes samfundsmæssige interesser/perspektiver som privatinteresser. De involverede stilles nu overfor hinanden inden for rammerne som afmægtigt isolerede fra hinanden, hvorfor vi også kan sige at den samfundsmæssige og individuelle instrumentalisme her reproduceres som personliggjort afmagt for den direkte berørte. Afhængig af den ydre magts karakter og dettes pres, samt af de indre ressourcer og interessemodsigelsers karakter og styrke for kollektivgruppen, så kan denne restriktive form videreudvikle sig til de typer af restriktivitet, som vi kender fra klasse- og samfundsformen: klassemæssig afmagt som ”socialt og individuelt fjendskab” og samfundsmæssig afmagt som ”kollektiv og personlig isolation”. Da disse restriktive former udvikles på grundlag af kapitalformen er der ikke tale om simpel rekapitulation af logikkerne, men snarere om udviklende konkretiseringer på basis af ligeledes udviklede konkrete samfundsmæssige betingelser og af det kollektive som personligt greb herom. Terminologisk skal vi tage højde for dette ved at tale om klassemæssig afmagt som kollektivt selvfjendskab og om samfundsmæssig afmagt som samfundsmæssiggjort isolation, begge at se som konkretiserede restriktive logikker for reproduktionen af afmagt under kapitalismen.

Men hvorvidt og i hvilken grad at denne udviklingslinie af restriktivitet med nødvendigheden produceres og reproduceres er grundlæggende bestemt af udviklingen i de konkret-historiske forhold, samt hvorledes disse gribes og bemestres af de involverede, så derfor er udviklingslinien kun at se som den restriktivt mulige under kapitalismen i forhold til personliggjort afmagt i samfundsmæssigt inkompetente strukturer af (klasse-)kollektiver, hvor den som sådan er at bestemme som den stadige skærpelse af modstillingen mellem individ og samfund i formen individernes løsrivelse og henvisthed til det sociale.

Ovenstående bestemmelse af den individuelle overforstillethed i forhold til det sociale i og med psykisk lidelsesbemestring inden for den restriktivt mulige udviklingslinie lader vores feltbestemmelse af terapi - ”på den ene side står individet som teraperet i terapi over for det sociale som påvirkningsmedium, mens det på den anden side eksisterer som bearbejdende sig selv med dette sociale”[229] - komme til sin ”fulde ret”, idet den nu har fundet sin kategoriale placering i en teori om terapi.

Hvor det tidligere i konkret-almen forstand for terapi som afmagtsovervindelse drejede sig om personlige symptomer som løsrevne og henvisende i formen individuel og kollektiv betingethed som formidlende tredje inden for en privat-offentlig reproduktionskontekst, så drejer det sig nu med psykisk lidelsesbemestring om en særlig konkretisering heraf, hvor individet er løsrevet og henvist det kollektivt-sociale med den personliggjorte afmagt som det formidlende (abstraktfremmedbestemte) tredje inden for en produktionskontekst. Hvad der er på tale er ikke blot en udviklingssammenhæng inden for den terapeutiske praksisform, men det er primært en udviklingstransformation, hvor opståelsen af et produktionsproblem - der udvikler sig til en produktionskonflikt som personliggjort afmagt - kan føres over i og ind under reproduktionsmodsigelsen mellem sundhed og sygdom.

Hermed har vi ”nøglen” til, hvorledes det er muligt, at et produktionsproblem, der ikke kan løses reproduktivt af de involverede inden for rammerne/betingelserne, kan blive til sygdomsbehandling, hvad der er tilfældet med kapitalismen, hvor det psykiatriske sygehusvæsen opnår og tilstås samfundsmæssig kompetence over for den enkelte person under de forudsætninger, at det er et anliggende herfor! Denne cirkularitet har sin grund i, at transformationen af personliggjort afmagt til psykisk sygdom er mulig, men ikke livspraktisk begrundelig på anden måde end ud fra, at når et produktionsproblem, der udvikler sig til en konflikt og ikke kan finde en social form at bevæge sig igennem, restriktivt eller ej, selvdestruktion, kriminalitet, stimulansforbrug mv., så må det samfundsmæssige under bestemte betingelser stille en social form til rådighed, hvor det bliver den specifikke samfundsmæssige magt over denne, der alene bestemmer dens indhold. Dette begrunder, at personliggjort afmagt kan gøres til et sygdomsbehandlingsanliggende, men at det også bliver gjort til det, må ses ud fra det tilgrundliggende ved den kapitalistiske produktionsmåde: privatformen for samfundsmæssig eksistensopretholdelse og den borgerlige statsmagt som garant herfor. Når privatformen for samfundsmæssig eksistensopretholdelse er det typisk nødvendige og magtbestemmes som sådan, og hvor muligheden for almen samfundsmæssighed kun eksisterer som bestemt negation, så bliver det ”ikke at kunne varetage sit liv” i privatformen netop dét atypiske reproduktionsproblem, der har at gøre med modsigelsen mellem sundhed og sygdom, altså sygdomsbehandling. Hertil kommer også en tredje mulighedsbetingelse for at personliggjort afmagt kan trækkes ind i en sygdomsbehandlingsdiskurs: strukturligheden mellem praksisformer, der har den individuelle og sociale betingethed (:de personlige symptomer) og den individuelle og sociale fremmedbestemthed (:den personliggjorte afmagt) som arbejdsvirksomhedsgenstand.

Opsummerende kan vi sige, at psykisk lidelsesbemestring udspringer af et produktionsproblem, der ikke kan finde en fælles reproduktiv, men kun restriktiv reproduktionsløsning med den enkelte som specifik bærer af kollektiv afmagt indenfor de givne betingelser. Som sat reproduktionsløsning kan psykisk lidelsesbemestring udvikle sig til en særlig terapeutisk form for afmagtsovervindelse, men netop kun den form, der ikke overvinder afmagten, men bekræfter den. Det kommer til dannelse af afværgeformer og strukturer, med tilhørende cirkulære tankeformer, mellem individet og det sociale, hvor det individuelt-socialt til stadighed gentages uden, at der dannes nye virksomme relationer mellem individet og den kontekst, der synes upåvirkelig for medbestemmelse af egne behov overfor.

Indgangssituationen set fra individ-siden til eksistensformen af overgribende afmagt kan ses at gå igennem orienteringsløshed og overvældende personlig berørthed if. nuværende eller tidligere sagskooperative forhold, som aktuelt er repræsenteret i én, og som har forefunden livspraktisk betydning. Løsningen er i første omgang, ved ufærdig bearbejdelse, at der dannes dynamisk ubevidste elementer og strukturer, og/eller der etableres karakterstrukturer i psyken, der ophæver den oplevede afmagt i eet for personligheden kernekompleks eller i et sekundær-perifert bestemmende og psykisk virksomt enkeltelement under analoge omstændigheder.
 

Skematisk om udgangssituationen for psykisk lidelsesbemstring.


Det perspektiv, der således ved manglende løsning etablerer sig med den enkelte som bærer, finder vel mest nærliggende sin bestemmelse i begrebet om terapirebet: den enkelte har handlet sig ind i såvel som er blevet placeret i en konfliktsituation af afmægtig isolation, hvor konfliktløsning kun er mulig gennem ændring af sig selv uden ændring af betingelserne herfor - betingelserne ligger netop uden for situationen - hvilket er lidelsesbemestring uden bemestring af lidelse, men dog bemestring gennem lidelse, hvorfor man såvel griber ud efter og støtter sig til lidelsesbemestring, samtidig med at man også livspraktisk må blive hængende heri. Psykisk lidelsesbemestring er derfor en mulighed uden at være en livspraktisk løsning på konfliktens betingelser.

Hertil kommer så også, at terapirebet etablerer sig som nødvendighed under betingelser, der ikke tillader andet end afmagtens reproduktion i personliggjort form. Den form, der giver sig her ud fra, er ’skizofreni-klemmens form’, den ikke-magten egen ideologiske subjektion, der kommer i stand når individet i dets forsøg på kortsigtet overlevelse har indoptaget repressive andres handleforeskrifter som værdi og social kontekst, og først bagefter erfarer, at disse ikke indeholder ens egne interesser, og man samtidig udelukkes herfra. Her opløse alle hierarkiske strukturer i psyken. Psykens ”vilje til organisering” synes ikke at være stærk nok til længere at fungere som organisator af, ja nærmest, hele det hidtidige liv.

Skitse 5, kapitel 5.2: Skizofreni-klemmen: den ikke-magten egen ideologiske subjektion.

Mennesket er i skizofreniklemmen krop og sjæl - begge som hylstre for hinanden med dynamisk kontakt som undgåelse. Der mangler rum for ståsted. En skizofreniklemme opstår, når det personlige subjekt ikke længere magter sin egen ideologiske subjektion. Den er et produkt af den sociale sammenhængs interne instrumentalisering af de involverede med efterfølgende selvfjendskab, isolering og isolation, samtidig med at der ikke er (anticiperet) mulighed for at undslippe, bryde ud af den sociale sammenhæng. Den berørtes personlighed kan ikke klare presset, idet kun udvikling indefra og væk er mulig, hvilket ej heller er en mulighed. Jeg-et kan hermed ikke længere kontrolleres og beherskes selv, og Selvet går i opløsning, hvorved man heller ikke kan opleve sig selv som fremmed. Man går selv i opløsning, idet det ikke er muligt at bære, magte midtens tømning - hvorfor man må være i dele af sig selv. Fascinationsstrukturen som den sidste rest af rummet subjekt-agtighed falder hermed fra hinanden i noget selvstændiggjort psykisk og somatisk, der hverken kan eller vil vide af hinanden længere, da der ikke er sociale betingelser for deres møde. Hèr er vandringens stier; fra del til del, fastfrosset på brændende sted, derfor videre; - men hvor! Gamle psykosekerner bærer een - bag om ryggen på een selv, det Selv der ikke længere har rum til at være for noget, dèt rum man må væk fra. Jo længere denne tilstand må udholdes, og jo mere overgribende den er for subjektet, desto mere ”funktionel” må det psykiske etablere sig som aktiv undgåelse det somatiske.

Med klasse- og statshistorien kommer der et nyt strukturelt niveau til syne, niveau af mulig nødvending under magtbestemte betingelser og forudsætninger: niveauet af ”solidaritet og afværge”. Vi skal udfolde dette enkelt-teoretisk.

Ekskurs om ”Solidaritet og afværgeformer”[230].

I det følgende skal kun skitseres nogle grundlæggende forhold, der kan have betydning for en orientering indenfor området. En egentlig teoridannelse er også kun mulig på grundlag af en rekonstruktion af, hvordan selve feltet ”Solidaritet og afværgerformer” hidtil er betrådt og konciperet indenfor den Kritiske Psykologi[231]. En sådan skal ikke ydes her.

Udgangspunktet skal tages i arbejdets dobbeltkarakter, som dette er udviklet begrebsligt hos Marx. Og grunden hertil er, at det er denne dobbeltkarakter i dens kapitalistiske udviklingsbestemmelse, der overhovedet skaber problemet med ikke som samfundsmæssigt kollektiv at kunne gribe og udvikle virkeligheden sammen, men som tidligere nævnt splitter os overfor praktiseringen af den fælles handlen til fælles fordel.

Kigger vi først på arbejdets dobbeltkarakter af at være produktion af brugsværdi og bytteværdi, så er problemet med det borgerlige samfund, at bytteværdien har selvstændiggjort sig som kapital, der har fået lov at blive såvel formål som eget motiv. Det brugsværdiskabende er i denne form sekundært, selv om det stadig er bærende for bytteværdien. Modsigelsen kan stilles op på følgende måde: uden brugsværdi ingen bytteværdi, men så snart bytteværdien er der, så underkendes brugsværdien. En almen overvindelse heraf er at se derhen, hvor den værdiskabende aktivitet ophører med at være samfundets regulerende bestemmelsesmoment[232]. Dette vil så også sige, at det værdiskabende i form af kapital, i ren eller afledede former, ikke kun skal undgås, men derimod fremmes nyttigt for den langsigtede udviklingen af produktionens brugsværdiskabende side, herunder reetablering af menneskets forhold til naturen, hvilket er den nødvendige genetablering af menneskets egen natur som naturligt samfundsmæssigt væsen. Dette betyder igen, at demokratisk indflydelse på kapitalforhold er en uomgængelig nødvendighed, både i produktions-, udvekslings-, distributions- og i konsumptionsprocessen, som er de fire procestyper, som det totalsamfundsmæssige strukturerer sig igennem på samfundsformsniveau. Der må mao. skabes en fælles planlægning af selve samfundets reproduktionsform, og det i retning af samfundsformens selvbestemmelsesproces - snarere end i kapitalens egen valoriserings-imperativ, der tvinger den til at ”slå ned”, igen og igen og fra oven og sig selv nok, dèr hvor der for en tid er ekspropriationsmuligheder af jordens fællesskaber.

1 - Restriktiv og almengjort handleevne.

Går vi fra det samfundsmæssige, under formen af bytteværdiens overherredømme, til det individuelle, så støder vi på en analog modsigelse på handleevne-niveau: forholdet mellem restriktiv og almengjort handleevne. Det er vigtigt - som F.Haug også har gjort opmærksom på - at se dette som en modsigelsesfuld begrebsanordning indenfor det restriktive alternativ, idet det restriktive henviser til den selvskadende karakter omkring konfliktløsning gennem anerkendelse af bestående herskabsforhold. En overvindelse af det restriktive kræver derfor ikke en eller anden partitagen for en normativ forlangt selvdisciplin, fx. at undgå at falde ned i det restriktive, men det kræver først og fremmest en retning mod en ny form, hvorunder den søgte overvindelse af udleverethed ikke længere er bestemmende moment. Som modsigelsestype kan vi sige, at vi står med en ”urolig modsigelse”, idet det netop drejer sig om en klar utilstrækkelighed i en utilstrækkelig situation, hvor det urolige kommer fra, at det vanskeligt er muligt at fastholde form-indholds-spændingen som kontinuitet: det nye er der ikke endnu, og det gamle truer hele tiden med at falde væk!

2 - Om solidaritet og afværgeformer.

Emnet eller begrebsparret ”solidaritet og afværgeformer” kan - som modsigelsesforhold - anskues som ovenstående handleevnemodsigelse. Stedet er bare ikke det alment individuelle og samfundsmæssige niveau, men formidlingsniveauet - dvs. niveauet af interaktive forhold, interpersonelle relationer og kooperative processer -  mellem os som individer indenfor de borgerlige forhold. Trækkes bestemmelsen med fra tidligere, at den form vi står i i dag, er formen af betinget fremmedbestemthed, hvilket er en egentlig dynamisk begrænsende sammenføjning af forening og isolation, så kan man sige, at det man reelt-indholdsmæssigt har sammen er overlejret af noget andet, der har sit eget liv, hvilket også betyder, at det ’oprindeligt indholdsmæssige’ selv bliver bestemt heraf. Set herfra kan man sige, at solidaritet og afværgeformer er een, af sikkert flere, former, hvorigennem forening og isolation bevæger sig. Kan man derfor finde dennes  - og de typiske andres - reproduktionslogik og finde hvad der bryder ud herfra, så har man også samtidig fundet en murbrækker ned i den mere grundlæggende fremmedbestemt, som livet leves ovenpå.

Set fra det enkelte individs standpunkt må man stå i en situation, hvor ens stressberedskab er fremme som subjektiv følelse. 3.persons-processer, der ligeså kan være af mere eller mindre dynamisk ubevidst karakter, hvor bestemte ting enten passivt eller aktivt ikke får plads i den bevidst formidlede kontakt til andre og ens omverden som sådan, dominerer. Man står med et forsvar, der både sikrer een mod at tabe sin handleevne, ligesom dette - desværre - også i større eller mindre grad forhindrer een i en ren indholdsmæssigt-funktionel afklaring af interesser. Det er derfor ikke muligt bare at ”skrælle” et forsvar af, for at finde den ”rene” vare inde bag ved. Man finder allerhøjest en ”vrangside”, som man kan være lige så fremmed overfor, som overfor det forsvar man måtte have. På den anden side er denne vrangside dèt, der måtte haves, når et forsvar også er der. Og alene af denne grund kan det være vigtigt at udstyre sig med evnen til at tage imod chok, når man søger at bevæge sig ud af det gamle ”beskyttelsesrum”. Man er her slet ikke den man tror man er. At udholde en vrangside er derfor et vigtigt handleberedskab at sætte sig op til; det kan være at ville se sin skæve side, mærke når man flygter, dukker sig, eller at være sin egen akavethed. Men herudover også at udholde dets eksistens som et formidlingsforhold mellem mig og andre. Altså ikke flygte fra isolationen til foreningen med andre, idet denne på det foreliggende grundlag er sat som ligeså indholdsmæssigt ubestemt og imaginær på det nye grundlag, hvis platform først skal skabes, udvikles. Det er derfor også muligt at tage fat på den forening, man måtte have med andre, for herigennem at nærme sig, hvad der får lov at isolere sig bag om ryggen på een.

På det interaktive niveau vil de specifikke forsvarsformer - som altså er en fastholdelse af det liv man kender, indtil det er muligt at udvikle det videre - vise sig ved dét, der ikke finder vej ind i den bevidste ”intersubjektive forholdemodus”[233]. Set fra den enkeltes eget standpunkt vil det være de forhold, der spontant berører een, uden at disse også får lov at blive fastholdt. Sådanne blindt virkende eller tabuerede ”pletter” kan endda danne fælles værdsatte komplekser som bestemte ’indforståetheder’ om, hvad livet er, når det har værdi. Sanktionerede fjendebilleder skriver sig ind på et sådant plan, ligesåvel som ’meninger om andre’, som er overleveret fra anden side end de berørte selv, hører hjemme her. Som ”pletter” må også regnes fascinationsstrukturer som gentagelsesakser, man blindt sanser med uden at kunne have bevidsthed på. Det er længslen efter ens egen halvdel, som man får øje på gennem, hvad den anden kan være for een.

Dermed ikke sagt, at sådanne processer ikke kan være ”sammenføjning af de gode, de fede”, men kun at det sagslige indhold, der er det fremtidig afgørende, kun ligger som en potentiel mulighed, der kræver videre arbejde for udvikling.

Om det ”frasatte” mødes i den ene eller anden form, så er perspektivet med deres indoptagelse alene i den retning, hvor man kan forholde sig frit til hinanden. Det er at mødes dèr, hvor man spontan har et frivillighedsforhold sammen - for kun her er der rum for at forstilletheden, de 3.tredje-personsprocesser der tvinger een ned i det gamle, selv kan få bevidst formidlingskarakter. Men de får det ikke af sig selv - kun gennem konflikt! - hvad det følgende fortæller. Desforuden må medtænkes (jvf. tidligere), at dette også kræver etableringen af en ny social form for menneskelig sameksistens, idet de netop er begrundet i, at den hidtidige, den gamle, på restriktiv vis var selve deres begrundelse.

3 - Den etiske udfordring.

Om der gribes fat i isolation eller i forening, så er det i begge tilfælde greb på et interaktivt, interpersonelt eller kooperativt niveau, hvorpå andres konflikter også bevæger sig. Dette skaber en særlig konflikt mellem de involverede ”generaliserede andre”, i den grad man ikke kan gribe efter hinanden som almene individer, idet man først når det alment menneskelige, når man har grebet hinanden på almen vis[234].

Konflikten kommer fra, at almengørelse af det enkelte individs livsvirksomhed nødvendigvis må antage overindividuel karakter, for kun således er det muligt grundlæggende at ændre på de samfundsmæssige forhold, der fastholder og eventuelt aktivt fastlåser livsvirksomheden til udfoldelse under betingelserne. Men dette kræver en ”griben ud efter” medkollektivister, som selv er splittet i deres livsvirksomhed. Når almengørelse er en bevægelse ”indefra og ud”, det er det særlige indhold i den gamle form, der bryder med formen, så mangler der mao. et ”sted”, hvorfra man  i sikkerhed, i retning mod det nye, kan gribe fælles. Dette stiller den enkelte overfor opgaven alene at måtte søge ud af sin aktuelle betingelsesstruktur, om end det samtidig kun vil være det fælles greb om det udviklelige i denne, der overvinder den. Som sådan, under klassemæssige betingelser, står den enkelte derfor med en ”urolig modsigelse” imellem sig og sin samfundsmæssige omverden. Og det må vove at kontakte denne - egentlig se som etisk udfordring at der er erfaring at gøre, og at kun ukueligheden holder een i kontakt hermed[235].

Smutter dette, dvs. det ikke er muligt at holde modsigelsen - og det heri udviklelige, det begrænsende, det mystificerende, det imaginære mv. - i bevægelse som genstand for sit eget selv, så kastes man da også ned i det gamle, til een af dets to usanselige sider: enten indenfor betingelserne hen imod en ny niche, hvor man kan være i sikkerhed til næste flugtforsøg stiller sig som opgave, eller ud af dem, med andre der gør det samme, men her bliver det standpunkt, hvorpå man mødes, en ”luftig” affære.

Hvad der alene kan forhindre, at den etiske udfordring smutter, udebliver mm, er da også satsningen på sammen at skrive historie - og som det formuleres af de radikale New York-er marxister: hver enkelt må gøre verdenshistorie[236]. Teori har i denne sammenhæng til opgave at sandsynliggøre på begrundet vis, hvor og hvordan dette alment er muligt.

4 - De to niveauer i arbejdet: det kollektivt-samfundsmæssige og det individuelt-strukturelle.

Samlet må der opereres på to niveauer: et personligt-kollektivt niveau indenfor det totalsamfundsmæssige,  der handler om selve sammenhængen, og hvad denne er i kraft af dens arbejdsgenstand indadtil og udadtil; og et andet strukturelt-individuelt niveau, omhandlende den enkeltes her indenfor. På begge niveauer må man tale om forskellige typer af noget uudviklet, der eventuelt som fastlåstheder dynamisk kan forhindre en fælles åbning og forbundethed om almengørelse af de samlede involveredes livsvirksomheder. Sådan er det i det store, og sådan kan det være i det små. Men det kan også være og gøres til genstand for menneskelig virksomhed.

Ekskurs slut.

Med niveauet af ”solidaritet og afværge” bidrages til gennemslaget af den ”blinde nødvendigheds gennemslag” mere bredt i det samfundsmæssige liv. Frem for som hidtil med ulykker og sygdom som utilsigtede biprodukter, fås nu betingelser for, at ulykker og sygdom selvgenereres. Subjektet går så at sige rund med psyken skjult lidt under armen. Det kommer til konkurrerende usamtidighed mellem overbelastningers genese og de restriktive tankeformers greb om deres præsenterede historie, netop fordi afværge også er afværge af realitetsindhold i deres henvisningssammenhæng til det signifikant uspecifikke, og dette dynamisk[237]. 

Det er dette, der viser sig i vores tidligere vue over ”mennesket som en forstyrrende faktor for den bestemmende magt over produktionen”. Som almen nødvendighed stilles der også krav til de samfundsmæssige strukturer om en varetagelse heraf. Lad os derfor fortsætte med at undersøge, hvordan terapirebet udvikler sig fra praksisform til arbejdsvirksomhed.

Kapitel 15.4.2: Terapirebet som praksisform og som selvbestemmende arbejdsvirksomhed.

Da terapirebet produceres i kollektivsammenhænge, opstår terapirebet som praksisform i mediet af person og kollektivgruppe. Denne opståelsesproces følger vi i sin videre udvikling.

Terapirebet som praksisform: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort afmagtsbemestring.

Til grund for terapirebet ligger det tidligere bestemte forhold, at produktionsproblemer ikke har kunnet løses på de givne betingelser som fælles reproduktionsproblemer, hvorfor magt-afmagt er trådt frem i ren form med etableringen af psykisk lidelsesbemestring som personliggjort afmagtsproduktion som dimension i kollektivgruppen. Stillet med denne dimension i sig må kollektivgruppen og den enkelte søge at fungere videre gennem bestræbelser på at komme overens med fremmedbestemtheden i og mellem sig; og hertil kan tiden gå, og der kan ske ændringer af de samfundsmæssige betingelser for gruppen, hvor udvikling på andre niveauer kan resultere i en overflødiggørelse af den specifikke restriktivitet. De involverede i kollektivgruppen stilles dog også konstant over for at søge at udvide og udvikle betingelserne ved at søge forbund med andre kollektivgrupper/-strukturer, og/eller at trække ressourcer og kompetencer udefra ind i gruppen i forsøget på at overvinde den restriktive logik ved at ændre de betingelser, der producerer og reproducerer den; - Og/eller den personligt afmægtige kan søge sine veje i forsøg på at vende afmagten, hvilket kan ske ved at opsøge ressourcer og kompetence uden for kollektivgruppen som supplement til at vende sit liv heri, eller den enkelte kan simpelthen søge væk fra gruppen, hvis dette er en mulighed. Der er da den mulighed, at den enkelte kan reetablere livsbetingelser, der vender afmagten og lægger restriktiviteten bag sig.

Men med usvigelig statistisk sikkerhed vil dette ikke lykkes for mange i vores nuværende kollektivgrupper, hidtil under før kapitalismen og fremover med kapitalismen, hvor enkeltpersoner inden for deres klassespecifikke kollektivsammenhænge mere og mere overforstilles det sociale, og dermed kun til eksistensvaretagelse gennem de handlemuligheder, som kollektivgruppen så at sige af sig selv kaster af sig og stiller til rådighed. Der kan for denne restriktivitetens anden fase tales om etableringen af et kollektivt selvfjendskab for person-kollektivsammenhængen, hvor den personligt afmægtige udleveres til betingelserne og stilles uden kontrolmuligheder og kræfter til at trænge igennem over for andre med det, som er vigtigt for een. Man stilles alene med sit livs skæbne i en situation, hvor det ikke er muligt at dele tanker, følelser, handletilskyndelser, utopier, drømme, visioner mm., som optager een med andre - og dette også særligt i forhold til de andre, som det relaterer sig til. Her overfor står kollektivgruppen, der hverken vil eller kan gribe fat i een på en måde og med et perspektiv, der modsvarer, hvor man står og med de samfundsmæssige interesser, som man har i livsfylde. Der kan her tales om en grundlæggende konfliktlogik, der består i marginalisering inden for egen socialgruppe gennem de involveredes satsning på egenvaretagelse. De andre vil (aktivt) noget andet end den personligt afmægtige, og bruger eventuelt også vedkommende i egne private interesser, hvorfor også den fælles afmægtighed aktivt gives videre til den, der ikke kan forsvare/frigøre sig herfor.

Der eksisterer i denne restriktivitetens anden fase stadig handlealternativer inden for rammerne, men væsentligst kun handlemuligheder, der sikrer det beståendes reproduktion uden egentlig at bringe samfundsmæssige handlealternativer til sin udviklings-ret. Sker dette ikke, væsentligst gennem forandringer og ændringer udenfor person-kollektivgruppen, som også slår igennem her indenfor, så skærpes restriktiviteten, og en tredje fase i denne etablerer sig.

Den personligt afmægtige stilles nu mere og mere isoleret indenfor eller socialt isoleret udenfor egentlige kollektivsammenhænge, hvorved kontrolmuligheder og kræfter til bare at udholde situationen går mod et minimum, hvilket omvendt spejles af kollektivgruppen eller det sociale generelt, som ikke længere har plads eller simpelt blot vil rumme een. Der kan nu tales om egentlig samfundsmæssiggjort isolation, hvor den enkelte har tabt håndtaget på sit liv, og dermed på sig selv, i den kollektive sammenhæng, som det er indbundet i, hvis det overhovedet er indbundet i noget, hvor det kollektive på sin side ikke længere har livsrum til den personligt afmægtige, og som også er orienteringsløs her overfor på aktiv eller passiv vis. Den konfliktlogik, der her træder frem, kan beskrives som udgrænsning af egen socialgruppe: det bliver mere og mere umuligt at overleve inden for gruppen, samtidig med at gruppen går mere og mere i opløsning for den eller de involverede.

Hvad der indtil nu er beskrevet som restriktivitetens tre faser er det restriktivt mulige, når en person og dens kollektivsammenhæng til stadighed ikke har mulighed for at løse fælles reproduktionsproblemer på fælles vis - men kun gennem delegering af fælles afmagt til dem, der har de færreste muligheder for at imødegå den. Dét, der sætter nødvendigheden, herfor er dog de ydre betingelser og muligheder for kollektivsammenhængen og de involverede, hvor disse i sidste instans bliver bestemmende for udviklingsforløbet - restriktivitetens skærpelse eller skridtvise inddæmning og eventuelle overvindelse - ud fra, hvorvidt og hvorledes der finder en offentliggørelse af konflikterne sted til andre samfundsmæssige instanser, samt ud fra hvilke konkrete muligheder, der eksisterer for offentliggørelse og hvordan dette tackles af disse. Her kommer det offentlige social- og sundhedsmæssige system ind, idet de involverede kan søge socialvæsenets støtte til overvindelse af de problemer, der har et retsbestemt grundlag, og/eller problemer kan søges offentliggjort i forhold til praktiserende læger/det somatiske sygehusvæsen.

Som et tredje alternativ eksisterer muligheden for den nødvendige opgivelse af at kunne/ville varetage sit liv under betingelserne ved at overlade sig til behandling af sig selv, af egen isolerede tilstand af social orienteringsløshed, hvilket igen er bestemt af de konciperede og faktiske muligheder for overvindelsen af den akutte livseksistenstrussel herigennem. Ved dette ”alternativ” indgår som moment også den tvang, som det samfundsmæssige, indirekte eller direkte (:tvangsindespærring og behandling) stiller een under. Hvad der træder frem med dette alternativ, er terapirebet som genstand for arbejdsvirksomhed.

Terapirebet som selvbestemmende arbejdsvirksomhed: selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæssige livsbetingelser (af social som psykologisk art).

Terapirebet er nu ikke længere blot praksisform i de involveredes arbejdsvirksomhed, men det bliver bestemt og bestemmes af de involverede som den særlige form, hvorunder de involveredes virksomhed bliver til arbejde. Og hvad der bliver bestemt og bestemmes gennem denne praksis er kollektiv varetagelse af personlig afmagtsbemestring.

Den teraperede eller brugeren af terapi, dét som praksis’ en retter sig imod, træder nu frem som løsrevet og henvist sit kollektive livsgrundlag med det sociale som den ramme, hvorunder den personliggjorte afmagt bemestres gennem såvel påvirkningsprocesser som kooperationsprocesser herom imellem de involverede. Processer der bestemmes, såvel som de selv bliver bestemt af processen som sådan, og med bestemmelser, med greb i form af begreber om virkelighedsforhold, hvorigennem de involverede ud fra deres standpunkt og perspektiv med praksis’en, bevidst formidler deres virksomhed som arbejde, hvorom det dog gælder, at ikke ethvert perspektiv, selv om det har sit standpunkt i praksis’en, er samfundsmæssigt almengørelsesdueligt. Det er det kun, hvis det tager parti for genstanden i sin mest omfattende form som udviklingen af selvbestemmelse, hvilket er perspektivet om arbejdets struktur som selvbestemmende virksomhed.

Hvad er da perspektivet i den proces, hvor terapirebet som ”kollektiv varetagelse af personlig afmagtsbemestring” udvikler sig til selv-bestemmende arbejdsvirksomhed? Da svaret herpå må komme fra processen selv, så må vi følge processen.

Processen er som sådan karakteriseret ved, at fælles reproduktionsproblemer ikke kan løses på fælles vis inden for magtbestemte betingelser, hvorfor restriktivitet udvikler sig med enkeltpersoner som specifikke bærere af problemer, der i strukturel forstand er fælles problemer. Til den opnåede grad af selvbestemmelse føjer der sig da dimensionen af fremmedbestemthed, som de involverede lever i, med og igennem inden for betingelserne, idet andet herindenfor ikke er muligt. Terapirebet etablerer sig da med den personliggjorte afmagt som genstand, de involveredes samfundsmæssige betingelser og muligheder som midler, og med de (erkendelses-)interesser at komme overens med restriktiviteten her indenfor. Når terapirebet således netop etablerer sig som restriktiv logik med fremmedbestemtheden som væsentligste dimension ved selvbestemmelsesudviklingen, så er det dét, der som sådan er problemet, når terapirebet gøres til eller bliver genstand for arbejdsvirksomhed upåagtet karakteren og graden af fremmedbestemthed versus selvbestemmelsesudvikling. Terapirebet kan derfor kun etablere sig som selvbestemmende arbejdsvirksomhed i samme grad, som betingelserne for dens eksistens udvides og udvikles gennem tilbagetrængning af fremmedbestemtheden heri - ellers vil kun reproduktion af restriktiviteten være mulig. I samme grad som disse betingelser etableres, så negeres samtidig betingelserne for denne særegne arbejdsvirksomhed. Perspektivet i terapirebets udvikling fra praksisform til selvbestemmende arhejdsvirksomhed er derfor selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæssige livsbetingelser, som de involverede er blevet margina1iseret inden for eller udgrænset af, men nu i en form og med et indhold og en struktur, der indeholder ens egne personligt samfundsmæssige livsperspektiver. Det er fremstilling af de involverede selv med samfundsmæssige betingelser, der kan tage imod een, bruge een, og hvor man kan bruge andre til at leve mere og mere i verden med een selv og andre som mennesker heri.

Dette perspektiv om selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæssige livsbetingelser (af social som psykologisk art) kan siges at være den slumrende almenhed i terapirebet, som overforstillethedens samfundsmæssige almengørelse gennem ophævelse, hvorom alt drejer, når restriktivitet søges grebet som arbejdsvirksomhed. Men hvor vidt og i hvilken grad at denne også etablerer sig som udviklingsretning, eller om restriktiviteten blot reproduceres i nye forskubbede og fortættede former, indenfor terapirebet som arbejdsvirksomhed, er et teoretisk som praktisk problem, historisk som aktual-empirisk.

Om den videre vej mod det konkrete: realiteten terapifænomenet.

Hvad der i almengjort forstand kræves i forhold hertil er en afdækning og bestemmelse af de samfundsmæssige forhold, der aktuelt producerer restriktivitet, samt hvordan denne lige så aktuelt reproduceres. Dette omhandler historisk-empirisk analyse af, hvordan terapirebet konkret har bevæget sig med kapitalismens udvikling og samfundsmæssiggørelsen af produktionen. Hvad, der har interesse, kan kun være bestemmelsen af det almengørelsesduelige på de niveauer, der har relevans for bevidst formidlede indgreb i betingelserne for terapirebets produktion og reproduktion, således at disse lader sig gribe og udvikle af de involverede fra praksisform til selvbestemmende arbejdsvirksomhed.

Opsummerende af det logiske grundskelet, som det drejer sig om at følge i sin empiriske bevægelse frem til i dag: Skelettet består dels af en konkret-almen genstandsbestemmelse af terapi som sådan - afmagtsovervindelse som offentlig bemestring af privat produceret lidelse - der bevæger sig i modsigelsen mellem sygdomsbehandling og forebyggende social virksomhed; og dels i form af en særlig udvikling af denne - terapirebet som kollektiv varetagelse af personlig afmagtsbemestring - der kan bevæge sig såvel udenfor modsigelsen mellem sygdomsbehandling og forebyggende social virksomhed som indenfor, hvor den bliver defineret som psykisk sygdom, hvis psykiatrien opnår og tilstås kompetence over den socialt isolerede afmægtige enkelte.

Med ovenstående kan vi sige at have begreb om det individuerende, der ligger til grund for hvert enkelt særegent eksemplar af realiteten terapi, og hvoraf enkelttilfælde af terapi er simple logiske muligheder. Udviklingen af disse er i forlængelse heraf at se som dobbeltbestemt: på den ene side bestemt af udviklingen i de almene træk for kapitalismen, idet disse sætter mulighedsrummet for terapeutisk udvikling, og på den anden side bestemt af, hvordan de involverede indefra har grebet de terapeutiske former, hvorved de også bliver medbestemmende for, hvorledes de almene træk uden for terapi bevæger og kan bevæge sig. Det bliver således rekonstruktionen af denne dobbelte udviklingssammenhæng og -bevægelse frem til i dag, der giver os et kategorialt begreb om terapifænomenet som selvbevægende realitet, såvel i dets objektive bestemthed som i dets subjektive bestemmelse. Det er inden for denne strukturelle form, at enkelttilfælde af terapi i dag konkret bevæger sig. Som problem omhandler det ’individet som bærer af personliggjort afmagt’.

I forhold til hvert enkelt tilfælde af terapi er det hidtidigt skrevne kun det konkret-almene for dets bestemmelse, greb og bemestring. Som det konkretum, det altid er, er hvert enkelttilfælde af terapi et praktisk udviklingsforhold mellem personlige subjekter, der ud over almene træk også har særlige og specifikke, og hvor al udviklingsbevægelse grundlæggende foregår fra den mest udviklede form til den næste, eller til dets stagnative omformning, og eventuelle destruktion[238].

¤

 


[1] 2004. Skiftet hviler på to forarbejder: ”Hvad er terapi? Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10, og ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1. Disse og andre skrifter kan ses på Gaderummets hjemmeside www.gaderummet.dk

[2] I relation til Klaus Holzkamps analyse i grundværket ”Grundlegung der Psychologie”, Campus 1983, er vi med samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse, altså samfundsmæssig og individuel reproduktion, på niveauet for femte analyseskridt, og dermed også for første analyseskridt i omgangen med den nye kvalitet.Holzkamp har kun dette niveau i en slags yderliggjort formationsspecifik konkretisering, der betyder at niveauet reelt tabes, idet det ses reduktivt gennem en bevidsthedsfilosofisk diskurs.

[3] For den kategoriale bestemmelse af det samfundshistoriske skal vi primært trække på Karl Marx, for den individualvidenskabelige konkretisering af marxismen på Ole Dreier, samt for det genetiske i psykologiens genstand på Klaus Holzkamp.

[4] Dette kapitel er sakset fra ”Grundbegreber i psykologien”, kapitel 6, s.15-23.

[5] En skelnen som specielt den franske filosof L. Séve har gjort opmærksom på.

[6] Jf. Heine Andersen: ”Det civile samfund i teoretisk lys”, Social Kritik nr.29, januar 1994.

[7] For et lignende argumentation mht. ”arbejdstvang”, jvf. s.19 i Ute Holzkamp-Osterkamp: ”Motivationsforschung 2”, Campus 1978.

[8] Faserne er: ursamfundet/urkommunismen, det antikke slavesamfund, feudalismen, kapitalismen, socialismen og kommunismen.

[9] S.312 i Niels Engelsted: ”Springet fra dyr til menneske”, Dansk psykologisk Forlag 1984.

[10] Jf. Holzkamp: „Grundlegung der Psychologie“, Campus 1983.

[11] S.184 i K. Holzkamp: „Grundlegung der Psychologie“, Campus 1983.

[12] Holzkamp anvender Leontjevs objektive bestemmelse af sensibiliteten som ”virksomhedens signalformidlethed”, samt den historiske tilnærmelsesmåde, hvor livsprocesser analyseres ud fra deres livspraktiske udviklingssammenhæng i relation til et optimeringssynspunkt, altså i deres hensigtsmæssige funktion for overlevelsen, og heraf navnet ’den funktional-historiske fremgangsmåde’.

[13] Holzkamp trækker ved udledningen af ovenstående fire trin i det psykiskes udvikling på en 5.trins metodisering for ”dialektiske spring”, en metodisering, der er fundet ved at reflektere over overgangen mellem før-psykiske og psykiske livsprocesser. Det kan ud fra denne siges, at stående med en bestemt genstand, så drejer det sig om:

A - For det første at påvise de realhistoriske dimensioner i genstandens tidligere former, som den kvalitative udvikling sætter sig igennem i kraft af.

B - For det andet må de objektive ændringer i genstandens omverdensforhold, der nødvendiggør/muliggør en videreudvikling af genstandens indre udviklingsmodsigelser, påvises.

C - For det tredje må det påvises, hvorledes genstanden med sin nye funktion kan blive i stand til at bevæge sig igennem funktionsveksel (:det første kvalitative spring).

D - For det fjerde må det påvises, hvorledes den nye funktion kan træde frem som bestemmende funktion, hvilket er at se som dominansveksel mellem de nye konkurrerende funktioner (den gamle og den nye - det andet kvalitative spring).

E - For det femte og sidste drejer det sig nu om en påvisning af, hvorledes det nu opståede nye helhedssystem omstrukturerer sig i forhold til den nye funktion, hvorved de gamle funktioner ikke forsvinder, men indgår nye forbindelser. Og med dette femte skridt er man tilbage i det første skridt, blot har man nu en begrundet bestemmelse af den kvalitative egenart, som allerede nu er i videreudvikling (s.78-81 i Grundlegung).

[14] S.83-120 i Grundlegung.

[15] S.121-157 i ”Grundlegung der Psychologie”.

[16] S.159-356 i „Grundlegung der Psychologie“.

[17] For disse 4 elementer, se næste afsnit. De kan ses som led i en totalitet, forskelle indenfor en enhed af samfundsmæssig produktiv kooperation, se s.214 i Marx: ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Indledning fra Grundrids”, Rhodos 1974.

[18] Karl Marx 70: ”Kapitalen I-III”, Rhodos, Bog I, s.303.

[19] Marx 74: ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Indledning fra Grundrids”, Rhodos, s. 203.

[20] Karl Marx 70: ”Kapitalen I-III”, Rhodos, Bog I, s.310.

[21] Karl Marx 70: ”Kapitalen I-III”, Rhodos, Bog I, s.302.

[22] Marx 74: ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Indledning fra Grundrids”, Rhodos, s.214.

[23] Holzkamp 79a: ”Kan der være en Kritisk Psykologi indenfor rammerne af en marxistisk teori”, s.137 i Dreier 79 (Red.): ”Den kritiske psykologi”, Rhodos, s.123-159.

[24] Holzkamp 79a: ”Kan der være en Kritisk Psykologi indenfor rammerne af en marxistisk teori”, s.138. For en nærmere analyse og kritik heraf se K.Birck-Madsen mfl. 84: ”Subjektiviteten mellem teori og praksis; Bogskabet KUA, og K.Birck-Madsen: ”Samfundsmæssiggørelse som selvudvikling af kollektiv og personlig historie”; Bogskabet KUA.

[25] For en analyse af behovenes problem, se skriftet ”Problemet om de menneskelige behov”, kapitel 12.

[26] Se forsøget i Holzkamp ”Grundlegung der Psychologie”, Campus 83, s.242-43.

[27] Se for eksempel: Ole Dreier 74: ”En præsentation og vurdering af Leontjevs almene psykologi” i Udkast 3-4; Dreier 81: ”Psykologien som en materialistisk videnskab” i Psyke & Logos nr.1, s.7-51; Dreier 81a: ”Marxistisk psykologi”, Stencil; og Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil.

[28] Se Dreier 81: ”Psykologien som en materialistisk videnskab” i Psyke & Logos nr.1, s.27 og s.40.

[29] Se Dreier 81a: ”Marxistisk psykologi”, Stencil, s.9-17 og Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.11-24.

[30] Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.6.

[31] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.3.

[32] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.39.

[33] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.5

[34] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.19

[35] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.14

[36] Ibid., s.24

[37] Ibid., s.9

[38] Ibid., s.9

[39] Efter Dreier 83: ”A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed, Stencil, s.24

[40] Ibid., s.24

[41] Ibid., s.5

[42] Ibid., s.24

[43] Ibid., s.24

[44] Hermed overvinder vi et centralt ”mekanistisk” islæt i den ”tidlige” Kritiske Psykologis emotionskoncept: at emotioner er klare, når relationerne til omverden en er entydige, medens emotion er er uklare, når omverdensrelationerne er modsigelsesfyldte, se Ute Holzkamp-Osterkamp 79: ”Erkendelse, emotionalitet, handleevne”, i Dreier 79: ”Den kritiske psykologi”, Rhodos 79, s.244-45. Og for en problematisering af Ute, se Dreier 79b: ”Den kritiske psykologi” (red.), Rhodos, s. 361-72.

[45] Angående denne enhed se tidligere.

[46] Jf. Holzkamp 83: „Grundlegung der  Psychologie“, Campus, s.61

[47] Jf. Maiers 75: „Normalität und Pathologie des Psychischen“, Das Argument 91, s.489.

[48] S.193 i MEW 23 / s.303 i Karl Marx 70, Kapitalen, 1.bog 2, hvor der står: ”Arbejdsprocessens elementære momenter er 1. den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv, 2. arbejdsgenstanden og 3. arbejdsmidlerne (arbejdsredskaberne)”.

[49] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10

[50] Jf. tidligere.

[51] Vi får her overvundet det a-samfundsmæssige i Holzkamp’s kategorier, idet både position og situation må bestemmes som forhold i en samfundsmæssig kontekst.

[52] Vores opgave, standpunktstransformation, er også den mest upåagtede af Marx´ tre metoder, men det er nok om noget den, der er med til at adskille marxismen fra hidtidig filosofi.  De andre metoder - eller snarere ’metodologier’ - er standpunktsrelatering og transsocial relatering, jvf. W. F. Haug: „Bestimmte Negation“, Das Argument nr.74/1972 - oversat til dansk i Philosopfia nr.1-2-3, 1979.

[53] Jf. s.45 i W. F. Haug: „Vorlesung zur Einführung ins Kapital“, Pahl-Rugenstein 76.

[54] Som eksempel på en ikke-samfundsmæssig almengørelse er etableringen af privatejendommen og af dennes politiske pendant i staten, der betyder at samfundshistorien må realisere sig som fremmedgjort form for verdenshistorie.

[55] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10, og ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1

[56] Marx 74b: „Indledning til kritik af den politiske økonomi“, Rhodos, s.221

[57] Dette kan påvises empirisk, men forudsætningen for at dette svar er adækvat bestemmes også af, om vores fænomen- og feltbestemmelse af terapi i den videre historisk-logiske rekonstruktion lader sig koncipere her udfra.

[58] W. Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Argument, s.480

[59] Ovenstående argumentationsgang kan gennemføres i forhold til alle naturmodsigelser for liv; fx også for den væsentligste eller mest almene modsigelse mellem liv og død - hvortil det kan tilføjes, at livet ikke leves i en stræben efter døden eller for at undgå døden, men livet leves imellem og i kraft af modsigelsen mellem liv og død uden at kunne reduceres hertil. Endvidere: hvis livsprocessen reduceres til modsigelsen mellem liv og død, så indfanges kategorielt kun det mest almene ved livets opståen respektiv død, hvorved modsigelsen for organismen som sådan etableres eller ophører med at eksistere.

[60] W. Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Das Argument

[61] W.Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Argument, s.476

[62] W.Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Argument, s.476.

[63] Ibid.

[64] W.Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Argument, s.477

[65] W.Maiers 75: “Normalität und Pathologie des Psychischen”, Argument, s.476

[66] Citationstegnene refererer til det tidligere nævnte problem om antagelsen af en almen biologi.

[67] I følge Holzkamp 83: ”Grundlegung der Psychologie”, Campus, s.93

[68] Holzkamp 83: ”Grundlegung der Psychologie”, Campus, s.93

[69] Ibid.

[70] Ibid.

[71] Ibid.

[72] Jf. tidligere

[73] Karakteren af produktiv motivation - som særligt aspekt ved den menneskelige udviklingsevne og alment bestemt ved dets konfliktrelatering - vil i forlængelse heraf kun være mulig at afklare konkret, når den ses som udvikleligt moment inden for individual-historien eller individets biografiske dannelsesproces.

[74] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb” om ”karakteristika for den sociale dimension”

[75] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb” om ”karakteristika for den teraperede dimension”

[76] I vores indledende feltbestemmelse af terapi er ovenstående blevet konciperet som værende individet som løsrevet fra sit samfundsmæssige liv, og det sociale som henvisende individet i terapi, jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”.

[77] H. See 73: „Die Gesellschaft und ihre Kranken - oder Brauchen wir das Klassenlose Krankenhaus“, Rororo, s. 33

[78] Efter ”Grundbegreber i psykologien”, kapitel 6.

[79] Jvf. s.265 i ”Psykologisk Leksikon”, K.B.Madsen (Red.), Gyldendal 1973.

[80] Aristoteles inddeler og afgrænser de forskellige psykiske fænomener - dvs. sjæleevner: evnen til at ernære sig, at føle, at bevæge sig og at tænke - fra hinanden, og dette ud fra den opfattelse, at sjælen er uadskillelig forbundet med den levende krop, en ’materia prima’-opfattelse. Heraf kommer læren om den vegetative, den animalske og den rationelle sjæl, der er hos henholdsvis planter, dyr og mennesker. Desuden ligger der hos Aristoteles den opfattelse, at sjælen eller psyken puster liv i det legeme, hvori livets ubestemte mulighed ligger, men denne opfattelse implicerer samtidig en idealistisk, religiøs opfattelse af udviklingsgangen i den materielle verden. Hvilket hiver Aristoteles tilbage til et Platon-standpunkt - et ’idea prima’, et idealistisk standpunkt - hvor det mest væsentlige er de oprindelige ideer, som virkeliggøres gennem det enkelte. For denne selvmodsigelse hos Aristoteles, se Henning Rose: ”Afhandling om det psykiskes almene form”, Konferens/Første del, KUA 1990. Det er da også blevet sagt om Aristoteles, at ”Aristoteles tilintetgør sjælen, for at gøre den udødelig”, og dette ud fra, at ”det, der lever, er ikke personligheden med dens flygtige følelser og begær, men sjælen i dens mest abstrakte upersonlige form”, jvf. Will Durant: ”Store tænkere”, Jespersen og Pio 1961. Aristoteles’ psykologi indeholder da også et formålsprincip. De forskellige besjælede væsener er stræbende, de bærer deres formål i sig selv og er formål for sig selv.

[81] Fechners lov lyder således: R = K log S, hvor R står for den perceptuelle reaktion, som en forsøgsperson må udtrykke verbalt for at få den omsat til offentlig observerbar adfærd, S for stimuli, medens K er en konstant der varierer med de forskellige sanseområder (jvf. s.266 i ”Psykologisk Leksikon”).

[82] Retorik er diskursviden, medens episteme er vidensdiskurs. Og anvendt if. psykologien er det forsøgene på at grundlægge psykologien ved at tage udgangspunkt i tidligere tiders myter om menneskets opståen, eller i nye til lejligheden skabte.

[83] Se til eksempel s.147-48 i Niels Engelsted: ”Personlighedens almene grundlag I”, Aarhus Universitetsforlag 1989, hvor en Hegeliansk - og dermed en bevidsthedsfilosofisk indfaldsvinkel - bringes i anvendelse overfor den konkrete koncipering af psykologiens genstand, med det resultat, at ethvert historisk-logisk erkendelsesmæssigt indhold gøres til ahistorisk skolastisk. 

[84] S.5-6 i A.N.Leontjev. ”Virksomhed, bevidsthed, personlighed”, Sputnik 1983.

[85] S.70-78, jvf. forrige note.

[86] S.107 i N.K.Rosenberg: ”Systematisk selektivisme eller kritisk eklekticisme i angstbehandlingen”, Psyke & Logos nr.1, 1993.

[87] Overfor dette står centrale videnskabelige ledetråde, udviklet på kritisk psykologisk grundlag. Det er for det første, at teorier ikke kan grundlægges alene ud fra deres empiri-optag, men at teorier på kategorielt niveau - dvs. grundlagsniveau - må udledes og begrundes historisk-empirisk, medens enkeltteorier på dette historisk-empirisk grundlag selv kræver en særskilt oparbejdning gennem aktual-empirisk arbejde. Der er derfor et tre-ledet skema at agte, nemlig kategori-enkeltteori-empiri. For det andet er enhver subjektiv handling selv en del af en objektiv proces, hvilket også giver et tre-ledet skema, nemlig et subjekt-subjekt-objekt-forhold (:psykologiens genstand), idet en psykisk organisme ’forholder sig’ til sine foranderlige omverdensbetingelser, som den er ’middelbart’ indlejret i på grundlag af en aktiv sanselig genspejling af sit aktuelle forhold hertil (jvf. s.19 i ”Et hjerte der slår”, Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990; samt Holzkamp: ”Die ”Weltlosigkeit” der traditionellen Psychologie und Leontjews Version des Widerspiegelungsprincip”, Forum Kritische Psychologie 25, Argument 1990). ’Subjekt-subjekt-objekt-forholdet’ kan også - som marxismen genstand - bestemmes mere generelt som forholdet mellem objektiv bestemthed og subjektiv bestemmelse, et forhold der altid er givet på såvel individ som på samfundssiden (jvf. s.147 i Holzkamp: ”Kan der være en kritisk psykologi inden rammerne af den marxistiske teori?”, i Dreier (Red.): ”Den kritiske psykologi”, Rhodos 1978)

[88] Dette ses også tydeligt i Tyskland, jvf. papiret „Über den Zusammenhang der kommenden Reformierung der Psychologie und der Frage Struktureller Gewalt an der FU Berlin“, af Studentische Arbeitsgruppe, Kritische Psychologie, Arbeitsbereich Studentinnen am PI, 15. juni 1993.

[89] Denne profesionsmæssige udvikling for psykologien styrker tendensen henimod psykologen/terapeuten som lille selvstændig og lønarbejder i samme person, hvorved de problemer - tilpasningsnormaliteten - der knytter sig til den ”småborgerlige bevidsthed” må skærpes yderligere. Hvilket i anden omgang bringer psykologen/terapeuten i samme afmægtige og udlevere situation som deres klienter (Jvf. Ute Holzkamp-Osterkamp 79: ”Emotionalitet, kognition, handleevne”, i Dreier (Red.): ”Den kritiske psykologi”, Rhodos 1978). Psykologers/terapeuters ”kompetence” til at en vende en stagnativ eller lidelsesfuld udviklingsproces for deres klienter vil dermed udhules, idet der indenfor rækkevidde ikke er nogen begrundelser eller anknytningspunkter for, at livet kan være anderledes, og at det derfor primært gælder om at komme overens med den, nærmest anarkistiske repression, der gennemsyrer ethvert samfundsliv fra denne position. Hvilket i tredje omgang skubber på videreudviklingen af psykiske forstyrrelser. 

[90] Alfred Lehmann: ”Overtro og trolddom”, 1890

[91] Dette giver sig ud fra samfundsteoriens, in casus sociologiens, primat over psykologien: at psykologien ikke kan udvikles videre, eller længere, end den sociologiske teori selv er udviklet, jvf. L.Sève: ”Marxismen og personlighedsteori”, Rhodos 1977. Dette grunder i, at de sociale strukturer overlejrer hvert enkelt individs egen overlevelse.

[92] S.345 i Marx: „Briefe aus den „Deutsch-Französischen Jahrbüchern““, MEW 1.

[93] Steen Visholm: ”Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer”, Psyke & Logos nr.2, 1992.

[94] Det er selvfølgelig muligt at se Hegel som den, der puster bevægelse i den Aristoteliske psykologi, idet Hegel opfatter kategorier som noget tilblevet (se til eksempel s.75 i Henning Rose: ”Afhandling om det psykiskes almene form”, Konferens/Første del, KUA 1990). Herefter ligger det ligefor at sammenligne det hermed skabte psykiske kategorisystem med fx. Leontjevs psykeopfattelse, og så konstatere, at der jo ikke er de store forskelle, og eventuelt korrigere Leontjev lidt med de to andre og omvendt. Og på denne baggrund kan Aristoteles og Hegel så ses som centrale nødvendige forformer til en egentlig videnskabelig psykologi - hvilket ikke desto mindre er forkert! Der skal, og kan, ikke pustes liv eller udvikling i et kategorielt system - det er og bliver alene idé-historie - men derimod skal livet og udviklingen selv ses som form for og dimension i materiens egen udviklingsbevægelse.

[95] S.547 i Marx: ”Kapitalen”, bog 1.3, Rhodos 1971.

[96] S.509 i W.F.Haug: „Fragen zur Frage „Was ist Philosophie?““, Das Argument 182, 1990; samt Juha Kaivisto: „Umkämpfte Philosophie“, Das argument 182, 1990.

[97] S.164 i V.Pietilä: „Ideologie und Wissenschaft. Eine Theoretischer Skizze“, i PIT: „Die camera Obscura der Ideologie“, AS 70, Argument Sonderband 1984.

[98] Jf. også PIT: „Theorien über Ideologie“, AS 40, Argument Sonderband 1979.

[99] S.35 i K.Marx: ”Den tyske ideologi”, Rhodos 1974.

[100] Jf. Introoplæg til Kritisk Psykologisk Seminar, jan 1989. Mappe B2 / Regnbuen.

[101] En løsning af et paradoks kan generelt bestemmes som konciperingen af ”dén udviklingsbevægelse, hvor det bestemmende udenfor rækkevidde inddrages med henblik på en fundering af paradoksets eksistens i ubegrebne og uudviklede modsigelser i grundlaget for den aktuelle samfundsmæssige forms egen reproduktion”, jvf. s.52 og s.48 i undertegnede i ”Sanselig virksomhed III”, Forum Kritisk Psykologi 6-7, 1990. Paradokser er generelt ”afmagtspostulater”(jvf. s.321f i Witt-Hansen: ”Videnskabernes historie i det 20. århundrede. Filosofi”, Gyldendal 1985), idet der refereres til en tilsyneladende umulighed på de eksisterende præmisser. Paradoksløsning må derfor skabe rum for udvidelse af praktiske handlemuligheder, og dette indbefatter generalisation af begreber og udvikling af nye begreber.

[102] Jvf. W.F.Haug: „Strukturel Hegemonie“, Das Argument 129, 1981. Haug ser dette forhold som et paradoks om ”selvfordømmelse som oplevet modstand”; og som værende begrundet i selvfascination, hvor han ved fascination forstår ”indre lænke”, og som betingelse for, når det knyttes til det kropslige og ind i det sexuelle, sexistisk, anti-intellektuel og racistisk identitet.

[103] I Wundts ”strukturalistiske” psykologi er dette paradoks også indeholdt. Wundt ønskede at afdække sammenhængen eller strukturer i psykologiens genstand, der blev set som ”bevidsthedens elementer”, og dette blev gjort gennem den introspektive metode. Der er som sådan ikke noget galt med dette projekt - det spejler også præcist, hvad der må forgå i hovedet på mennesker eller inden i folk på den tid, hvor alt er under omstrukturering. Nemlig diffusitet og manglende evne til foregribende at udvikle sit liv til et andet. Problemet med Wundts psykologi er derfor at den er en historisk ”lokal-teori”, og den inderverden, den afdækker som psykologiens genstand, er et særligt senprodukt af en skæv samfundshistorisk udviklingsproces. Det gælder også reaktionen på Wundts psykologi - den funktionalistiske og adfærdsmæssige psykologi - hvor bevidstheden eller menneskets inderverden helt udklamres fra psykologiens genstand, til fordel for det synlige og direkte operationaliserbare. Holzkamp formulerer kritikken således: Resultatet var ”en frem og tilbage-vaklen mellem to på samme tid lige uholdbare positioner: den subjektivistiske universalisering af menneskets private ”inderlighed”, og den metodologisk begrundede udklamring af denne inderlighed” (s.42-45 i ”Grundlegung der Psychologie”, Campus 1983).

[104] For en differentieret historisk-logisk fremstilling og løsning af disse paradokser, se undertegnede i ”Sanselig virksomhed III”, Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990.

[105] Jf. W.F.Haug: ”Individets borgerlige privatform og samfundets omverdensform”, i Dreier (Red.): ”Den kritiske psykologi”, Rhodos 1979.

[106] S.67 i undertegnede: ”Sanselig virksomhed III”, Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990.

[107] Jf. ”Bevidst sanselig virksomhed”, kapitel 7.

[108] Jf. s.8-10 i W.F.Haug: „Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur“, SH 33, Argument Verlag 1979.

[109] Marx 73: ”Økonomi og filosofi” i V.Sørensen 73: Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter - Indledning”, Gyldendals Uglebøger, s.83.

[110] Jvf. s.188-90 i Gert Sørensen: ”Gramsci og den moderne verden”, Museum Tusculanums Forlag 1993; samt A.Gramsci: ”Fængselsoptegnelser I og II”, Museum Tusculanums Forlag 1991.

[111] Jvf. Marx i ”Økonomi og filosofi”.

[112] Jvf. Introduktions-oplægget om Kritisk Psykologi til ”Solidaritet og afværge” i ”LOKALE TEKSTER”, Forum Kritisk Psykologi nr.8, 1993.

[113] Indenfor ”Projekt Ideologie Teorie” benævnes disse første former for magt ”proto-ideologiske fænomener”.

[114] Engels, efter Lenin 67: ”Staten og revolutionen”, Gyldendals Uglebøger, s.12

[115] Jf. ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1

[116] Jf. ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1

[117] H. See 73: ”Die Gesellschaft und ihre Kranken – oder Brauchen wir das Klassenlosen Krankenhaus”, Rororo, s.38-39

[118] W.F. Haug 79: „Ideologie/ Warenästhetik/ Massenkultur. Entwürfe zu einer Theoretischen Synthese“, SH33, s.180

[119] A. Janzon 64: ”Samarbejde i sundhedens tjeneste”, Nyt Nordisk Forlag, s.13

[120] Uffe Juul Jensen 83: ”Sygdomsbegrebet i praksis. Det kliniske arbejdes filosofi og videnskabsteori”, Munksgaard, s.180

[121] Se til eksempel U.J. Jensen 83: ”Sygdomsbegreber i praksis, Munksgaard, s.28

[122] Se til eksempel A. Kelstrup 83: ”Galskab, psykiatri og galebevægelsen - en skitse af galskabens og psykiatriens historie”, Amalie, Temanummer Marts, s.15-19

[123] Jf. ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1

[124] Jf. ”Civilisationsteori”, kapitel 13.1

[125] Man skal helt frem til år 2-300 efter vores tidsregning før slaver behandles lægeligt ved sygdom  - men da er det af rent materielle grunde for at kunne beholde slaven som effektiv arbejdskraft, jf. H. See 73: ”Die Gesellschaft und ihre Kranken – oder Brauchen wir das Klassenlosen Krankenhaus”, s.76.

[126] Andreasen mfl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale Århus, s.7

[127] Skånske lov, Sjællandske lov og Jyske lov; jf. Andreassen m.fl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale KUA, s.15

[128] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”.

[129] Andreassen m.fl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale KUA, s.17

[130] Andreassen m.fl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale KUA, s.25

[131] Koefoed m.fl. 76: ”Historiske og aktuelle tendenser i den samfundsmæssige produktion af sygdom og sundhed”, Speciale KUA, s.66

[132] Elmer 79: ”Om medicin. En introduktionsbog om lægen i samfundet”, Hans Reitzel, s.40

[133] Jf. Andreassen Andreassen m.fl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale KUA, s.79

[134] Jf. her også Andreassen m.fl. 76: ”Sygdomsbegrebets historiske udvikling og den historiske baggrund for udskillelsen af de afsindige”, Speciale KUA; Tamberg m.fl. 77: ”Psykiatri og plejeruddannelse”, Speciale KUA; og Kelstrup 83: ”Galskab, psykiatri og galebevægelse – em skitse af galskabens historie”, Amalie, Temanummer.

[135] M.Elmer 79: ”Om medicin. En introduktionsbog om lægen i samfundet”; Hans Reitzel, s.47

[136] Eksempelvis forekommer den første danske afhandling i socialmedicin først i 1956, hvor Vagn Christensen undersøger sammenhængen mellem børns sygelighed og deres opvækstbetingelser.

[137] J. Andersen i Poulantzas 81: ”Staten, magten og socialismen”, Rhodos, s.17

[138] J. Andersen 81: ”Forord til Poulantzas ”Staten, magten og socialismen””, i Poulantzas 81

[139] Marx 70: ”Kapitalen”, Bog I, s.258

[140] Jf. her Marx’ beskrivelse af arbejderklassens kamp for nedsættelse af arbejdsdagens længde, Marx 70: ”Kapitalen”; Bog I, s.367-455

[141] J. Andersen 81: ”Forord til Poulantzas „Staten, magten og socialismen“” i Poulantzas 1981, s.24

[142] Koefoed m.fl. 78: ”Historiske og aktuelle tendenser i den samfundsmæssige produktion af sundhed og sygdom”, Speciale KUA, s.81

[143] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.252 og 264

[144] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.247

[145] Jf. tidligere.

[146] Jf. tidligere om hvorfor det blev den naturvidenskabelige sygdomsopfattelse, der havde de historiske betingelser med sig for en produktionsmæssig udbredelse og fundering.

[147] J. Andersen 81: „Forord til Poulantzas „Staten, magten og socialismen“” i Poulantzas 1981, s.24

[148] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.249-50

[149] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.25

[150] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.26

[151] Disse grunder i periodiske skærpelser af modsigelsen mellem relativ overproduktion og arbejderklassens begrænsede købekraft, der alment igen er en effekt af kapitalens forgæves forsøg på at imødegå profitratens tendens til fald ved at udhule lønningerne.

[152] N. Poulantzas 81: ”Staten, magten og socialismen”, Rhodos, s.145-51

[153] Nærmere til først i 70’erne, hvor Betænkning 809 stopper sine analyser.

[154] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.264

[155] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.26-32. For en kritik af denne privatistiske måde at stille og løse sundhedsproblemet på, se E.-M. Mathiasen 80: ”Sundhedspædagogik - vejen til et bedre liv”, Udkast nr.1; og H. Johannesen 81: ”Sundhed, pædagogik og samfund - en kritik af sundhedspædagogikken i et samfundsmæssigt perspektiv”, Unge Pædagoger / B27

[156] N. Poulantzas 81: ”Staten, magten og socialismen“, s.88

[157] Socialforskningsinstituttet: ”Nogle forskelle om uddannelse, erhverv og helbred”, Publikation nr. 21, 1976

[158] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.192

[159] Betænkning 809: ”Prioritering i sundhedsvæsenet”, 1977, s.204

[160] Birgit Tamberg m.fl. 76: ”Psykiatri og plejeruddannelse”, Speciale KUA, s.33

[161] Selmer efter Kelstrup 83: ”Galskab, psykiatri og galebevægelse – om udvikling og ophævelse af behandling for gale”, Dansk Psykologisk Forlag, s.133

[162] Betænkning 826: ”Det psykiatriske sygehusvæsen”, 1977, s.21

[163] Betænkning 826, 1977: ”Det psykiatriske sygehusvæsen”, s.24

[164] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10.

[165] Se til eksempel U. Volmerg 77: ”Om forholdet mellem produktion og socialisation med det industrielle lønarbejde som eksempel”, s.13-38 i ”Produktion, socialisation, arbejde”, Progressiv Bogklub., der fikserer et ”emancipativt minimum (s.33) for kapitaliseringsprocessen.

[166] Marx 74a: ”Den tyske ideologi. Filosofiens elendighed”, Rhodos, s.98

[167] For begreberne subjekt- og instrumentalforhold se Holzkamp 79c: ”Zur kritisch-psychologischen Theori der Subjektivität II”, AS41., s.13-19, hvor vi kan istemme de præciseringer Holzkamp gør i forhold til instrumentalforhold - her særligt differentieringen i kompromiser og kompensationer - omend vi med ovenstående har sat en anden begrundelsessammenhæng end Holzkamps, der kan kritiseres for at operere med objektivt givne mål, der blot skal erkendes - fremfor at se dem som udviklede og udviklende af de involverede, hvad de først og fremmest er.

[168] Marx 74c: ”Filosofiens elendighed”, Rhodos.

[169] Hvilket dog kan gøres til en måde at overleve på, samt til en levemåde.

[170] Marx 70: ”Kapitalen, Bog I  s.156

[171] I dette taktiske ligger også det fundament, der kan gøre individuelle symptomer til et strategisk anliggende for een - hvilket er et forhold som ”kloge hoveder” ofte sætter på begreb med differentieringen mellem primær og sekundær ”sygdomsgevinst” som forhold i individet, der beskytter såvel støtter undgåelse af konflikter eller angsttilstande (se for eksempel M.Kristensen 77: ”Klinisk ordbog”, Høst & Søns Forlag, s.218, ”Finalitet”), hvorved det hele stilles på hovedet med det borgerlige samfunds egen afmagt projiceret ned i det i forvejen afmægtige individ.

[172] Heri spejles også det forhold, at staten er blevet en samfundsmæssig belastning, og een selv dog også en belastning for staten - kapitalismens humanistisk-transitoriske spontan-plan med samfundsmæssiggørelse som iboende effekt ”længde-historisk” betragtet, men dog i et frygteligt nærværende ”tværsnit” også statsform for samfundshistorie.

[173] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10.

[174] Det er denne særegne form af afmagtsovervindelse uden fælles bemestring af denne, der historisk kommer på begreb som ”psykisk lidelsesbemestring”; jf. senere kapitel 15.3.

[175] Jf. Marx 74: “Den tyske ideologi”, Rhodos s.41

[176] Der kommer her nogle klassespecifikke lidelsesformer frem: hvor de beherskede ved reproduktionsproblemer må frygte den totale udslettelse; de herskende overmagten og dermed frygten for afmagt; så vil ingenmands-klasserne imellem såvel frygte det bestående som være angst respektiv optimistisk for det fremtidige, og dermed mest af alt frygte sig selv, idet alene-bearbejdning er den politisk-økonomiske logik for værensfylde.

[177] Se ”Problemer, problembestemmelse og misforhold”, kapitel 9.

[178] I typisk teoridannelse er denne dimension udklamret, hvorfor mennesket generelt ses som problemløser af opgaver, der er formuleret af andre. I sin essens negligerer typisk teori-dannelse dermed det specifikt menneskelige: mennesket som problemudvikler qua sagslig kooperation.

[179] Se ”Om opsummeringer som del af den terapeutiske proces”, kapitel 5.4

[180] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10.

[181] Jf. W.F.Haug, samt Civilisationsteori, kapitel 13.1 om dialektisk marxisme.

[182] For begrebet ”restriktiv” se Holzkamp 83, s.374ff, hvor det alene anvendes som retningsbestemmelse af individuelle handlinger, hvor stræben efter trusselsovervindelse tager form af forsøg på kontrol over andre mennesker - hvad der ud fra ovenstående er at kritisere som værende for begrænset, idet den individuelle reproduktion så ses løsrevet fra dets bearbejdningsformer. Så nok overtager vi Holzkamps begreb om ”restriktivitet”, men ikke hans begrundelsessammenhæng, og dermed heller ikke dets kategoriale bestemmelse.

[183] Dette betyder også, at kvalifikation, opdragelse og uddannelse træder frem som restriktive kategorier for den barndom, der hermed opstår som social kategori for den herskende klasses afkom, idet varetagelsen af magt nødvendigvis er en differentieret størrelse af ideologisk, politisk og økonomisk art, som opvoksende individer ikke skridtvis kan udvikle en handleevne i forhold til gennem direkte indgåen heri - hvorimod underkastede på den anden side af deres ”tidlighed” udmærket kan handle under tvang, når der ikke er andre muligheder.

[184] Det er også i en sådan historisk kontekst, at kollektivgrupper tvinges ind i cost-benefit analyser omkring, hvilke (syge) individer, der skal have råderet til den begrænsede mængde af konsum, og hvilke der må dø.

[185] Foucault 83:”Vansinnets historie under den klassiska epoken”, Arkiv förlag, s.9

[186] Strømgren 76: ”Psykiatri”, Munksgaard, s.13

[187] E. Körmendi 75, s.30(???)

[188] Kelstrup 83a: ”Hvorfor lider flere kvinder end mænd af depression?”, i Kvinder og depression”, s.8-19, Amalie (temanr.); B.L. Andreasen 80: ”Depression - en kvindesygdom?”, Speciale KUA, Bogskabet; og O.V.Rasmussen 83: ”Depressioner i socialpsykologisk belysning”, s.67-75 i ”Kvinder og depression”, Amalie 83.

[189] Eliason mfl. 81: ”Psykiatrisk Verksomhet I”, Prisma, s.249.

[190] ”Psykiske”/symbolske midler er ret beset ikke er psykiatriens gebet, men de har vundet indpas i den psykatriske behandling som en udvidet form for diagnose-opstilling og eksplicit behandling; men hvortil dog psykologerne og psykoterapeuterne indtil dato har en uskreven kompetence til qua deres officielle/uofficielle uddannelsesbaggrund. Men også læger, psykiatere og socialarbejdere satser i stort tal i dag på at opnå denne psykoterapeutiske kompetence Bader 84: ”Wider die ”therapeutisierung” von sozialer Arbeit und Erziehung”, i ”Objective und Subjective Widersprüche in der Sozialarbeit/Sozialpädagogik” s.121-136, Verlag arbeiterbewegung und gesellschaftswissenschaft.

[191] Jf. Hougaard 83: ”Psykoterapi som non-specifik behandling”, Psykologisk skriftserie no.6,vol.8.; og 84: ”Psykoterapiens krise og bestræbelsen for at nå til specifikt virkende psykoterapeutiske metoder”, i Agrippa nr.2, s.89-118.

[192] Jeg har i skriftet ”Bevidst Sanselig virksomhed”, kapitel 7, beskrevet tre særligt sammenhængende former: begravelse af modsigelser, forhimling af begrebet derom, og antagonisering af de hermed fremmedsatte udviklingsforhold. Jf. også tidligere.

[193] Se ”Behovenes problem”, kapitel 12.

[194] Jf. Sève, der heroverfor sætter abstrakte begreber om det konkrete menneske. Jvf. L.Sève 78: ”Marxisme og personlighedsteori”, Rhodos).

[195] Ved ”ideologi” skal ikke først og fremmest forstås et bevidsthedsfænomen, fx. falsk bevidsthed, men ideel samfundsmæssiggørelse fra oven, altså ”fremmed samfundsmæssiggørelse”. Jf. PIT 79: „Theorien über Ideologie“, Argument-Sonderband 40, Argument Verlag, s.181. Kun således kan der også tages højde for, at det er de materielle strukturers  sammensætning og udviklingsperspektiv - som mennesket er en del af - der kan være ideologisk udviklet og bestemt, snarere end det er, hvordan disse genspejles i hovedet på mennesker. Ideologi er også materiel virkelighed.

[196] Jf. Marx , der fandt, at dette individ tilhører en bestemt samfundshistorisk epoke: den kapitalistiske (Marx 74b: ”Den Tyske Ideologi”, Rhodos).

[197] Maslow: ”Motivation and personality”, Harper & Row 1954;  et kapitel er oversat til dansk i antologien ”Personlighedspsykologi”, Peter Lauridsen (red.), Nyt Nordisk 1977. Maslow selv taler ikke om, at hans teori kan illustreres ved en pyrimidal struktur, men teorien implicerer dette.

[198] Det handler om at enhver handlen i de borgerlige former også er en reproduktion heraf. Den blinde, den uerkendte, reproduktion vil da befæstige disse som ”naturlige” former for liv, samt styrke den herskende orden, som disse indgår i.

[199] Dette er også statens kapitalmagt over det alment menneskelige kooperativ, et produkt af den historiske annektering af den første slave som fornedring af såvel slaven som af den socialitet, der ikke kunne finde ud af at frigøre sig selv. Af disse grunde sættes så det samfundsmæssige i form af overgribende magt, det kommer an på privat at komme overens med overfor andres særlige interesser heri.

Det er også indenfor denne kontekst at Marx rejser problemet om den menneskelige religiøsitet, om religionen. Og han gør det, ikke ved at stille sig som ateist overfor det religiøse, men ved at undersøge betingelserne for hidtidig religiøsitet (jvf. også Witt-Hansen 79: ”Kristen og marxistisk sameksistens?”, Reitzel 1979; - ”Historisk materialisme”, Berlingske). Som Marx selv udtrykker det: religionen ”er den fantastiske virkeliggørelse af det menneskelige væsen, fordi dette menneskelige væsen ikke ejer sand virkelighed. Kampen mod religionen er da umiddelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen”(Marx 73:  ”Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter”, i Villy Sørensen (red.) 1973, Gyldendal, s.51). Derfor kan Marx også efterlyse eller søge en åndelighed, fx. ”åndelige våben” (Ibid,s.66), der besjæler vores verden - fremfor at være behersket af den nuværende verdens egen fremmedgørelse, i dens gestalt af jordens underlagthed statens kapitalmagt, også i de universelle kosmiske sansninger.

[200] Følgende tekster skal specifikt anvendes: Holzkamp-Osterkamp:  ”Motivationsforschung 1 og 2”, Campus 1976; - ”Erkendelse, emotionalitet, handleevne”, i Dreier 1979; Holzkamp 83: ”Grundlegung der Psykologie”, Campus; og Leontjev 83: ”Virksomhed, bevidsthed, personlighed”, Sputnik.

[201] Se også Appendiks 2 / Kompendium 2, hvor de forskellige psykiske funktionspotentialer er beskrevet mht. deres indholdsbestemmelse.

[202] Leontjev 83, s.197.

[203] U. Holzkamp-Osterkamp 79,s.241.

[204] Holzkamp 83,s.243

[205] Se specielt Holzkamp-Osterkamp 79, samt Appendiks 2.

[206] Holzkamp 73, s.139

[207] Leder refleks 89:  ”Indledning”, Forum Kritisk Psykologi 5, s.4

[208] Marx 73: ”Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter”, i Villy Sørensen (red.) 1973, Gyldendal, s.78

[209] Hvem kan forstille sig copyright på det menneskelige syn eller på den menneskelige hørelse måske. Kultiveringen af de menneskelige sanser er da også, som Marx (73,s.80) beskriver, ”hele den hidtidige verdenshistories arbejde”.

[210] Jf. også Marx MEW 3 / Den tyske ideologi, s.239. Og Heller 78, s.24 og 52.

[211] Marx 70, s.187

[212] W.F.Haug 80: „Warenästhetik und kapitalistische Massenkultur“, Argument-Verlag, s.44-45

[213] W.F.Haug 79a: „Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur. Entwürfe zu einer theoretischen Synthese“, Argument-Studiehefte 33, s.11

[214] Som parallel til ”informationssamfundet” som overskridelse af kapitalismen er foreslået en videreudvikling - de facto overvindelse - af marxismen i informationsbegrebet (Witt-Hansen 73: ”Historisk materialisme”, Berlingske, s.170). Argumentet er at de marx’ske lovmæssigheder/paradokser for merværdiproblemet - arbejdskraftens værdi på grundlag af dens (re)produktionspris, produktionspris på grundlag af gennemsnitsprofitten, og produktiv brug af naturerkendelse/viden/videnskab på trods af ingen værdi, når den først er indhøstet - samtidig negerer den historiske materialisme. Snarere er der imidlertid tale om, at den sidste lovmæssighed - vidensparadokset - driver den menneskelige udbytning til det yderste indenfor kapitalismen, idet der sker, ikke bare en udnyttelse af den menneskelige arbejdskraft, når dem udveksles som en vare på markedet, men overhovedet af de menneskelige livsytringer ved deres blotte eksistens indenfor et privatejensdomsrum, et betingelsesgrundlag der er givet i kraft af de mere basale lovmæssigheders ophævelse i selve vidensparadokset - hvad Witt-Hansen også abstraherer fra (se også kapitel 7.3, dette Kompendium 2).  De gratis koncerter, fx., der drives ved bryggerisponsorering og ølsalg. Deltagelse her - eller i diverse motorløb, hvor bilen er Gud i form af bilindustrien - er deltagelse med sin sjæl, der selv om den er fri, kun er fri i dette bur.

[215] Haug 79a: „Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur. Entwürfe zu einer theoretischen Synthese“, Argument-Studiehefte 33, s.11.

[216] Se Vastrup (”Den forsvundne produktivitet”, Kronik/Information 20.8.1991) der sætter lighedstegn mellem højere produktivitet og bedre konkurrenceevne, uden tanke for spørgsmålet om hvilken kvalitet, som en højere produktivitet skal rette sig ind efter. Denne behøver langt fra at være konkurrencedygtig, når den formidles gennem det nationale eller internationale marked, når markedsmekanismen simpelt råder.

[217] Jf. Marx 70/I: ”Kapitalen”, Rhodos, s.1061.

[218] Den kapitallogiske tradition indenfor marxismen har rigtignok grebet dette aspekt, men dens modvilje mod at diskutere subjektets, det menneskelige individs, egenart som et selvstændigt psykologisk problem forvandsker samtidig, hvordan det kan gå til, at mennesker kan komme i en situation, hvor det må lade sin handlestruktur subsummere under kapitalens imperativ. Alment menneskeligt er dette forhold nemlig ikke. Og problemet er heller ikke tilnærmelsesvist begrebet ved at indføre et ”emancipativt minimum”, der referer til den nedre grænse for, hvilke ”ydre logikker” (U.Volmerg 77: ”Om forholdet mellem produktion og socialisation med det industrielle lønarbejde som eksempel”, i ”Produktion, socialisation, arbejde”, Progressiv Bogklub) man kan klare uden at gå helt i stykker, som det sker indenfor den Freudo-marxistiske tradition. I begge tilfælde tages nemlig for givet, at den menneskelige psykologi under kapitalismen også er grundlaget for en almen menneskelig psykologi som sådan; men som det skulle være fremgået af afsnittet ”Metodisk mellemregning” er denne identitet fraværende.

[219] Agnes Heller (78: ”Teorien om de menneskelig behov hos Marx”, Modtryk) indfører på dette punkt begrebet om de ’radikale behov’ som det behov, der vokser frem, når kapitalismens fremmedgørelse bliver bevidst for subjektet. Men i modsætning til Hellers argumentationsfigur, der sætter af fra, at kapitalismen ikke negerer sig selv som naturlov - så ville der ikke være brug for den specifikt menneskelige aktivitet (s.28,57 og 66), og heraf postulatet om de radikale behov - må det dreje sig om at komme på sporet af, hvordan de menneskelige behov konkret er under udvikling i deres givne aktualitet, således at der, så at sige indefra, af de menneskelige individer selv, kan realiseres handleskridt i retning mod de menneskelige behovs egen frigørelse.

[220] F.Haug 79:  ”En kritisk psykologisk analyse af sociale relationer og samfundsmæssige forhold”, i Dreier 1979, s.211.

[221] Den traditionelle sociologi har problemet om, hvad der får det menneskelige samfund til at hænge sammen (:sammenhængs-problemet). Og ganske ofte gives svaret,  at angsten er bindemidlet - hvilket altså ikke er helt forkert under borgerlige livsbetingelser, hvor den ydre (religiøse) tvang er erstattet af den indre frihed til at sælge sit liv til fremmede formål eller gå i hundene.

[222] Med berørtheden indtræffer også en psykisk usikkerhed, der kan sætte individet i en stadig emotionel spændingstilstand. Denne kan så søges reduceret vha. alkohol mm., erstatsningshandlinger, overbeskæftigelse eller forsøg på ligegyldiggørelsesbestræbelser ift. det konfliktende, fx. at gøre sig søvnig. Disse ”midler” kan igen under bestemte betingelser selvstændiggøre sig som en sygelig mani, hvori det grundlæggende problem mellem individet og dets omverdensforhold ”ophæves” i en endnu ”større” lidelse (jvf. U. Holzkamp-Osterkamp 79: ”Erkendelse, emotionalitet, handleevne”, i Dreier 1979, s.308-16).

[223] Fodbold og øl i een kontekst; golf og vin i en anden; Damhuskroen og dans i en tredje .... osv osv.

[224] Det bliver således graden og arten af behov, der realiseres udenom de immaterielle, der danner mål for den samfundsmæssige frigørelse af behovene. I sig selv udgør det ”immaterielle” derimod en ”stivnet” behovsstruktur, der kun kan at individualisere og isolere individet ydereligere fra dets grundlæggende sanselige virksomhed. Knyttet til det ”immaterielle” er også, at behovsbefrielsen får en overlejrende symbolsk karakter: individet ”bemættes” udefra. Den emotionelle spændingstilstand slukkes derfor kun halvt og må spontant søge besættelse af ny behovsgenstand.

[225] Vi har at gøre med en almen Camera Obscura effekt (Marx/jvf. også PIT 83) - verden stillet på hovedet - på behovenes område. I et frihedens rige må livet være givet, og første behov dets betingelser!

[226] Det er gammel erkendelse indenfor marxismen, at arbejdet under kapitalismen er et middel til at leve, og egentlig leve udenfor arbejdet. Med begrebet om immaterielle værdier/behov kan det nu begrundes, hvorledes det menneskelige individ kan indrette sig herunder, ikke modsætningfrit, men på bekostning af selve livets rigdom. At fastholde arbejdet, den materielle produktion, som nødvendighedens rige, og frihedens rige som begyndende udenfor dette, fastholder derfor også den givne orden. Og således kan Marx også læses, de steder hvor han udtaler sig herom (fx. Marx 70/III, s.1055-56). Ikke desto mindre så skriver Marx altid indenfor den form, hvis logik han søges at bestemme i retning mod selve formens egen overvindelse, men med formen selv som forudsætning og grundlag for den efterfølgende form: ”Den historiske udvikling beror overhovedet på, at den sidste form betragter de forgangne former som stadier til sig selv”(Marx 74c: ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Indledning fra grundrids”, Rhodos, s.221). At se dette ”længdesnitsperspektiv” i den Marx’ske tankegang er se nødvendighedens rige som den kapitalistiske epoke. Med socialismen - udviklet herpå - begynder frihedens epoke! Det er også dette længdesnits-koncept, der ligger til grund for den tidligere kritik af informationssamfundet/informationsbegrebet, som overvindelsen af kapitalismen, jvf. Holzkamp-Osterkamp 76.

[227] Enhver smugkro og generelt ethvert socialt rum, der ikke er formaliseret og gennemstruktureret ift. gældende privatkapitalistisk lov og ret, altså autonome sociale rum, vil da være særligt i søgelyset, for overhovedet at mennesker på fælles frit land  kan  gribe  ud efter hinanden er en system iboende trussel - hvad der også forklarer den store statslige aktivitet overfor diverse fristeder: i sig selv er de jo faktuelt ingen trussel!! Autonome sociale rum overlever dog først historien - som andet end mere eller mindre humane eksperimenter - når de medproducerer samfundsmæssigheden i deres omgivelser.

[228] Spaltningen materiel/ideel mht. behovene findes også hos Marx, men konteksten er, at selve den samfundsmæssige struktur, fra og med det første klassesamfund, selv er et spaltet forhold ved at det inddeler menneskene i håndens arbejdere der er besiddelsesløse, og åndens ledere som magthavere herover. I den grad udviklingen af ”associerede producenter” finder sted som overgribende falder spaltningen selv væk - eller nærmere: den indoptages i den horisontale samfundsmæssige kooperationsproces, hvorudfra den oprindelig er udgået som fremmed samfundsmæssighed. Derfor kan spaltningen heller ikke perspektivere en omvæltning af de nuværende sociale forhold, da den er bundet hertil ved at være grundlaget for den særlige udbytningshistorie, der har skabt disse.

[229] Jf. ”Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb”, kapitel 10.

[230] Se ”Grundbegreber i psykologien”, kapitel 6.

[231] En teoridannelse kan her sætte af fra følgende ansatser: ud fra ”kognitiv fremmedbestemthed” (Holzkamp 1973: ”Sinnliche Erkenntnis - Historicher Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung”, Athenäum Verlag), ud fra ”introjektion”(Ute Holzkamp-Osterkamp 1975-76: ”Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung” I og II, Campus 1975 og 76), ud fra ”forholdet subjektforhold og instrumentelle relationer” (Holzkamp 1979: ”Zur Kritische-Psychiologischen Theorie des Subjektivität” I og II, Forum Kritischer Psychologie 4, 1979a), og ud fra ”selvfjendskab” (Holzkamp 1983: ”Grundlegung der Psychologie”, Campus 1983). 

[232] Jf. F.Haug:  Forum Kritischer Psychologie, nr. 26, 1990.

[233] Holzkamp 90: ”Ûber der Widerspruch zwichen Förderung individueller Subjektivität als Forschungsziel und Fremdkontrolle als Forschungsparadigma“, Forum Kritischer Psykologie 26, 1990.

[234] Jf. Ute Holzkamp-Osterkamp, s.243 (i Dreier 1979: ”Den kritiske psykologi” (red.), Rhodos), mht. selvstændiggørelse af stræben efter overensstemmelse under alment usikre betingelser.

[235] Se L.Lauritsen 1990: ”Etik mellem afmagt og magt”, Paradigma 4, 1990.

[236] Holzman, L. & Polk, H (red.): ”History is the cure”, Practice Press 1988.

[237] Et indgreb i en sådan ”orden” må medtænke, at det er en strukturel form, der tenderer at problemforskyde og lukke sig om sig selv, samt yder modstand mod ydre kontakt. Den er en ”befalende anordning”, og skal det lykkes at bryde denne op, så må den opløses gennem sammenknytningen af aktiveringsdispositiver, der frisætter kræfter, der er større end den modstand, der udgår fra anordningen. Se også ”Om selvfordømmelse som oplevet modstand”, kapitel 11.10.

[238] For et forsøg på en første kategorial bestemmelse af duelige logikkerne i konkret-almen terapibestemmelse, se ”Terapirebet – skitse til kritik af terapibehandlingen”, kapitel 5.0.