OM OPSUMMERINGER SOM DEL AF DEN  TERAPEUTISKE PROCES.

- perspektivreferat af fællesmøde-diskussioner i Regnbuen
d.22. og 29.november 1989.

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.  

Til diskussion er opgaven om brugerdokumentation. Der er gennem tiderne lavet to skitser hertil og et enkelt forløb er summeret op - men ellers har der på gruppeplan været stille.

OM OPSUMMERINGER SOM DEL AF DEN  TERAPEUTISKE PROCES 1

Generelt om opsummeringer. 1

Hidtidig Regnbue-arbejde. 2

Udgangspunktet for brugeropsummering. 2

Konflikttemaer. 4

Den historiske dimension er selv en egenskab ved problemer og konflikter. 7

Generelt om opsummeringer.

I de enkelte forløb er det for vane at summere op med brugerne fra tid til anden, enten når et tema er gennemarbejdet eller en problemblok afsluttet, ligesom en opsummering typisk foretages ved afslutning af et forløb. Opsummeringen - partielt løbende eller helhedsmæssigt ved afslutning - tjener generelt det formål at styrke det indholdsmæssige greb om en brugers livsproblematik. Opsummeringer bliver en måde til systematisk at nærme sig og fastholde arbejdet med den eller de centrale problemstillinger i rådgivningsforløbet, der ellers ubegrebet stiller sig i vejen for respektiv knægter den personlige videreudvikling af det samfundsmæssige liv.

I den grad befordring af udvikling lykkes, da vil opsummeringer have karakter af alment-typiske måder at vende ulidelige livssituationer på; mislykkes udvikling da omhandler det negative læreprocesser uden for kollektivt greb, som indtil de er begrebet må tjene som heuristiske ledetråde for, hvordan det indenfor de forefundne betingelser ikke er tilstrækkeligt at arbejde.

Hvor negative læreprocesser peger på uklare, uafklarede eller konfliktfyldte områder i vores arbejde, der skal prioriteres - trækkes ind under den kollektive bestemmelse gennem perspektivsætten på løsningsmuligheder - da vil opsummeringer af positive udviklingsbefordringer have karakter af, hvordan vi foregribende og mere alment kan arbejde med brugerproblematikker. Da perspektivet i terapeutisk arbejde kun kan være at overvinde de betingelser, der skaber brugere af terapi i den form vi kender - privat stilles man med fælles uløste problemer - må almengørelsen af vores arbejde stå centralt. Men modsat traditionel rådgivnings- og terapeutisk arbejde, der kun ser privatindividet som naturaliseret bærer af egne problemer - og som dermed også gør sig ude af stand til at medvirke til en løsning på det afgørende samfundsmæssigt-menneskelige niveau - da vil opgaven alment set være yderst kompleks, idet den ud over det psykiske niveau også indeholder det somatiske og det sociale, der igen skal ses i sin helhed for personen indenfor dets samfundsmæssige kollektiv, hvilket også selv skal ind i et greb og be-greb om udvikling (jvf. nedenstående skitse 1), idet udviklingsskridt til langsigtet forbedring af egne og dermed fælles livsbetingelser ellers ikke bevidst kan initieres med den grad af sandsynlig, der også gennemsætter dem.

Skitse 1:


 


En opsummering er derfor ikke bare en opsummering på individniveau i formen udgangs- og slutbetingelser og/eller successiv diagnose-behandling. Snarere er en opsummering et udtryk for et fælles arbejde med at trænge særlige klasse- og kønsspecifikke begrænsninger tilbage, samtidig med at nye samfundsmæssige former for menneskelighed etableres. Heri ligger også, at ingen kender den bestemmende problemstilling på forhånd - faktisk kendes den først når man står på den anden side af dens løsning, for ellers ville der ikke være nogen grund til at problemstillingen kom i stand.

Hidtidig Regnbue-arbejde.

Hidtidig Regnbue-arbejde uden nævneværdig fælles kollektiv praksis omkring brugerforløbsopsummeringer er derfor med til at gøre, at vi ikke systematisk kan almengøre vores arbejde, lige såvel som den systematiske videregivelse af erfaring også må smutte. I denne forstand er brugerdokumentation den akse, hvorom alt drejer, så at sige vores fælles akse - og kan vi ikke gribe denne, så kan vi heller ikke alment gribe hinanden i og gennem arbejdet.

Den omfattende form, som brugerdokumentation i ovenstående forstand har, er nok også grunden til, at de to skitser hertil ikke er blevet brugt, idet de intuitivt ikke har ydet problemstillingen tilstrækkelig kredit - andet end som en også vigtig statistisk kilde til overblik over, hvilke brugerproblematikker Regnbuen arbejdede og arbejder med. Og hvis ikke jeg husker galt var det vist også i denne sidstnævnte forstand, at brugerdokumention oprindelig blev fostret som ide. Det var hin dage i starten, hvor vi - også! - måtte indføre brugerstop. Senere fik opgaven om opsummeringer to udformninger: på den ene side enkeltopsummeringer på ideografisk vis og på den anden side nomotetiske opsummeringer - hvor de i en periode blev stillet op som uforenelige størrelser.

Der er derfor ikke noget at sige til, at netop brugen og perspektivet med at lave brugerdokumentation kom til at stå centralt i fællesmødesnakkene. Skulle det være i den skrabede udgave, hvor vi kun ønsker at kunne lave en art statistik, eller skulle det være i den omfattende og fortættede udgave, hvor arbejdet med brugerdokumentation samtidig gav en anvendelig platform til også konkret brug i givne fremtidige brugerforløb. Vi forsøgte at favne det hele, men fik kun løftet en flig - men dog en spændende flig, idet vi fik en problemstilling, der begyndte at bevæge sig af så at sige intern kraft.

Udgangspunktet for brugeropsummering.

Udgangspunktet kom fra en "tilfældig ide" om at sætte af i relation til Ute Holzkamp-Osterkamp`s konfliktmodel[1].

En konflikt kan på samfundsmæssigt niveau beskrives som det at være i en situation, hvor det gamle er utilstrækkeligt, medens det nye endnu ikke er indenfor rækkevidde. Som person er man sat i en situation af nød, idet man ikke på foregribende vis kan sikre sin fremtidige livssituation - man er udleveret til de givne omstændigheder. Varer situationen ved havner man i en manifest individuel-social sammenhæng af personaliserende orienteringsløshed, hvor man henvises til aktuel befrielse af kortsigtede eksistensbehov, der vil stå i modsætning til den langsitede ophævelse af ens nød. Et sådant tab af det specifikke ved den menneskelige handleevne - den foregribende kooperative skaben af samfundsmæssige livsbetingelser - medfører angst, da man er i en situation af udleverethed til omstændighederne, hvilket igen - fordi angsten må bæres alene, ramt som man er af klassekampens blinde nedværdigelse - dynamisk må holdes væk fra det bevidste plan. I denne forstand er et centralt grundelement ved konflikter i klassesamfund angst for isolation, angst for samfundsmæssig udelukkelse.

Alt dette har naturligvis en gruppemæssig historie og tid, der mere eller mindre bestemmer, hvor og hvornår man havner i en terapeutisk situation. Kan ens kollektivgruppe, ens sociale kollektiv bredt set - den samfundsmæssige indbindingsinstans - ikke medvirke til en almen løsning af konflikter, bliver det eksterne sammenhænge, dé der måtte være indenfor rækkevidde, som man som privatindivid må sætte sin lid til.


Opsummerende får vi derfor følgende dimensioner i et terapeutisk moment:

Skitse 2:


 


Udgangspunktet for arbejdet med en terapeutisk problemstilling kan da bestemmes som arbejdet med det specifikke terapeutiske moment, man stilles overfor.

Princippet i Regnbuens arbejde er hidtil blevet bestemt som bestående i at koble sig på en brugers livssituation i perspektivet veje ud af det lidelsesfulde på den ene side, og på den anden side at det er et arbejde, der må foregå på brugerens præmisser.

Konflikttemaer.

I starten af Regnbuens arbejde blev der systematisk arbejdet med konflikttemaer, dvs. man søgte at bestemme hvad der væsentligst var på tale aktuelt, og ligeledes blev der i perspektivet fælleshed arbejdet med veje til overvindelse af konflikten. Begrebet "konflikttema" blev i debatten kritiseret for at gribe skævt, men noget andet begreb blev ikke fundet. Derimod søgte vi at karakterisere selve udgangspunktet nærmere.

I udgangspunktet for den terapeutiske situation og sammenhængs etablering indgår såvel den aktuelle udløsende problematik, såvel som gamle (uløste) problemstillinger - alt sammen indenfor en nærmere bestemt objektiv samfundsmæssig situation og tidsmæssig historie, som endnu ikke kendes, ej heller dens betydning for den aktuelle nød. Et greb om det terapeutiske moment bliver derfor automatisk en søgning rundt i brugerens livsrum efter determinerende forhold, der fastholder en bruger i den givne "aktive fastlåstning". Her har vi på den ene side bud på en almen og mere eller mindre klassespecifik teori om problem- og konfliktudvikling, samt hvad der skal til for at vende "den nedadgående sols begrænsninger" (marxismen generelt og den kritiske psykologi specifikt); på den anden side ved vi ikke, hvilket problem af særlig art vi står overfor, hvor kun en afklaring med den berørte bruger har og kan ha' en teoretisk og praktisk værdi.

Et forsøg på indkredsning af denne aktive dialektik bruger og rådgiver imellem gav tre problemfaser: den terapeutiske situation kommer i stand ud fra en imod hinanden rettet opgaveorientering, hvor begge spontant søger et greb om problemet (:et problemgreb), hvilket kan resultere i en bestemmelse af den konflikt (:konfliktbestemmelse), der løst trænger fremmedbestemtheden tilbage (jvf. skitse 3).

Skitse 3:


 


De tre faser er også at se som niveauer i det terapeutiske moment, hvor man nok står overfor hinanden i udgangspunktet, men man er også sammen om selve processens bevægelse og eventuelle forandring og udvikling. Og sammenfattes vores skitser får følgende (skitse 4):


Skitse 4:


 

Det springende punkt synes hele tiden at være det terapeutiske moment - altså selve det aktuelle møde her-og-nu bruger og rådgiver imellem. Det er det på den ene side også, for det kommer netop i stand som et forsøg på løsning heraf. På den anden side er den løsning der skal befordres et bidrag, gerne bidraget til fremskaffelse af det, der vender den lidelsesfulde situation, men det er brugerens anliggende for sig selv at kunne se en værdi i det, bruge det mv., og særligt udenfor den terapeutiske situation og sammenhæng i den hverdag, der omslutter dette. En terapeutisk strategi, der - som korttidsterapierne og systemisk terapi - satser på løsning via nu'et og indenfor det terapeutiske rum og uden brugeren som med-subjekt i opstillingen af egne anliggender/problemer, vil da ikke bare gå total galt af det menneskelige livs problem set som et socialt problem, men også lægge yderligere restriktivitet og samfundsmæssig tvang til den berørtes liv.

Den terapeutiske proces må derfor anskues i dens bidrag eller mangel på samme i forhold til brugerens udvikling af sit sociale kollektiv. Den første skitse  - skitse 1 - er derfor det medie, det hele må reflekteres igennem - det er også her, at problemer og konflikter opstår, og hvor de også i sidste instans kræver løsning.

Den historiske dimension er selv en egenskab ved problemer og konflikter.

Her kom det til en snak om, at selv dette må høre hjemme på et historisk samfundsmæssigt niveau. Og dette førte til en inddragelse af kategorien "betydning": dels er det forskellige betydningsstrukturer, der mødes i den terapeutiske situation, og dels er selve den terapeutiske situation af bestemt betydning ift. den omgivende sociale kontekst.

Hos Leontjews er `betydning` den 5.quasi-dimension ved siden af rum og tid. Og da tiden er rummet for udvikling (Marx), kan der sluttes af med følgende skitse:

Skitse 5:


 


Skitse 5 er central i at huske, at terapi er eet moment indenfor en specifik arbejdsdelt sammenhæng - men dog det moment, der skal hives op i almengjort samfundsmæssig produktion af livsomstændighederne. Dvs. at hvert terapeutisk handleskridt fra rådgiverside hele tiden perspektivisk skal overflødiggøre sig selv gennem samfundsmæssig udvikling.

Sluttelig. Af central betydning blev "den tredje sag" trukket ind, netop som manglende i terapeutisk arbejde, men den mennesker altid er sammen om. Selve meningen med det hele er at få greb herom - og hvis vores bestemmelser ikke er gode nok, så finder vi den heller ikke.

                                                                   €



[1]Jvf. s.370ff i Ute`s "Emotionalitet, kognition, handleevne", i O.Dreier 79 (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.