- Regnbue-oplæg 14. november 1989
I begrebet om `familie-sociologisk analyse` ligger umiddelbart det forhold, at alle mennesker udvikler sig ud fra en konkret familiemæssig kontekst. Denne kontekst er imidlertid selv et klasse-historisk resultat, hvor igennem der både realiseres en grad af kontrol over livsbetingelserne, men hvor der også sker en videregivelse af problemer og uløste opgaver. Et vigtigt aspekt i psykologisk rådgivning er derfor også at spore sig ind på, hvordan disse samlet bearbejdes og realiseres i det berørte individs handleevne og selvbestemmelsesperspektiv.
En sådan gennemtrængning af det enkelte individs biografiske ballast stiller sig spontant som krav eller handlemulighed i den grad, at ens historiebevidst er sat under pres eller gået tabt - hvilket især er tilfældet, når der ikke umiddelbart kan konciperes fremtidige handlemuligheder, der synes at øge kontrollen over de samfundsmæssige betingelser. Hvis ikke man kan komme igennem ved at reflektere livsperspektiver fremtidigt, og ej heller nutidigt, da bliver en rekonstruktion af, hvorfra man kom, dét handlerum, der kan sætte nyt perspektiv på det nutidige som fremtidige.
Vigtigt er imidlertid, at et sådant arbejde ikke gentager den historie af privathed, der i sig selv er et moment ved den nuværende problematiske livssituation, idet dette vil medføre en yderligere fravenden-sig dèt sociale livsgrundlag, hvorudfra en løsning i sidste instans realiserer sig. Af denne grund må den psykoanalytiske måde at blive "herre over nutiden" på også forkastes. Hèr arbejdes der nemlig alene med ens individuelt-sociale historie på et "psykisk fantasiplan", hvilket er at forblive i en såvel privat udredning som løsning af de også fælles sociale projekter, som der ligger overleveret fra og i enhver klasse- og familie-sammenhæng. Dèt at frasige sig sit bagland, handler da også typisk om ikke at kunne se et fremtidigt gensidigt eller fælles handlerum.
Da det ikke kan dreje sig om at plædere for bestemte løsninger, men kun om at fremanalyse relevante handlemuligheder, der kan overtages af den berørte selv, så stilles den psykologiske rådgiver selv overfor et "pres" om enten at forlade nu`et til fordel for livshistorie-arbejde, eller om at skulle acceptere en bestemt holdning overfor eksisterende problematiske livsbetingelser, særligt givet i deres personaliserende udformning.
Det vil da være vigtigt at blive i nu`et - bredt betragtet som hele den aktuelle livssituation - indtil det er forholdsvis klart, gensidigt, hvilket fænomen og problem, som en historisk analyse fremtidigt skal kvalificere en løsning på. Det kan så godt vise sig senere/bagefter, at selve udgangspunktet eller problemopstillingen var for snæver, men så er der muligheden for fornyet refleks og systematik herpå. Det at ville finde løsninger indenfor rammerne - dvs. de umulige løsninger - tror jeg for øvrigt meget handler om at overhøre, at de livsudkast, der hele tiden gøres, ret beset er identiske. En opløsning heraf vil da handle om støtte til direkte personlig kontakt med andre, så der ikke vedvarende sker en subjektiv afskærmning overfor væsentlige udviklingsforhold, der alligevel bestemmer "tingenes dans".
Yderligere er det vigtigt at være opmærksom på, at selve den måde ens livshistorie bæres på, er et aspekt af ens handleevne. Dette betyder så også, at måden som man forholder sig til sin livshistorie på, i sig selv siger noget om, hvilken betydning og funktion, den har aktuelt. Eksempelvis vil frasigelse af dette aspekt pege mod en biografisk ballast af "eneståenhed", med de problemer dette i sig selv giver; medens en manglende grænse/forholden-sig synes at handle om det problematiske omkring dèt selv at tage egne handleskridt.
*******
De `biologiske udviklingsfaser` har en særlig betydning for, hvordan man reetablerer sit selvbestemmelsesperspektiv på et nyt personligt udviklingsniveau. Det er også særligt her, at man af "egen kraft" vokser ind i de givne samfundsmæssige begrænsninger, specielt som disse bæres og forvaltes af understøttelsespersoner.
Ved biologisk udviklingsfase forstås de aldre, hvor "modning" er et væsentligt, ikke nødvendigvis det eneste aspekt i, at fasen overhovedet kommer i stand. Det gælder den tidlige dannelse - 0 til 2 år - hvor grundlaget for individets dannelse som personlighed udfoldes; den psyko-seksuelle dannelse - 4 til 6 år - hvor en personlighedsmæssig kønsbevidsthed etableres; samt puberteten - 10 til 15 år - hvor ens fysiske køn træder een selv i møde.
I alle tre "faser" kommer der til at begynde med en ny og ukendt kraft indefra. Dette kræver selvsagt en specifik understøttelse fra omgivelsernes side til at finde sine egne ben med dette. Men i den udstrækning at omgivelserne enten udnytter denne spontane handlekraft, i egen tjeneste, eller søger at stoppe den, ved ikke at ville vide af den, så sker der en mystificering af tilskyndelser og behov. Konsekvenser er, at man såres på sin naivitet, sin lyst til verden, og/eller også skubbes ens egen kraft væk fra personlighedsplanet. Denne kraft respektivt dens specifikke udformning forsvinder dog ikke - men danner grund for skam, skyld osv..
Der kan også ske det, at omgivelserne pådutter den opvoksende personlighed sine egne motiver; og kan man ikke undslippe at se sig selv igennem disse, så lægges en yderligere grund for "stemmer", "kropsvoksen" osv. senere hen i livet - al det som psykiatrien herefter slår ned med yderligere tvang. At det bliver ved med at komme tilbage, så længe der er liv, kan derfor heller ikke undre.
Mange af de misforståelser, tvangstiltag og fornedringer, som en opvoksende personlighed så at sige må "vokse op igennem" aflastes og afmystificeres gennem kontakt med fæller i samme situation - kammeratskabs- og venindegrupper - men forhindres en sådan kontakt, eller kommer den ikke i stand, ja så er det skizofrenien, man må beskytte sig igennem.
Rådgivningsmæssigt handler det om et varsomt arbejde med at lytte sig frem til, hvad der måtte være isoleret kraft hos den berørte, samt huske den mystificering og forvrængning, der er forbundet hermed. Ikke en lytning i et psykoanalytisk overførelsesperspektiv, men som afdækning af samfundsmæssig tvang - i form af historisk relatering - og i udfindelse af relevante interessesammenhænge, hvor et fælles arbejde for ny prøvende egenbestemmelse af sig selv er mulig.
€