MENNESKELIG SAM-ARBEJDE
- om en personlig konflikttype.

- oplæg til Regnbuen, september 1991, Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

MENNESKELIG SAM-ARBEJDE- om en personlig konflikttype 1

FRA MØDE TIL ORGANISERING
NÅR DEN GIVNE FORM SELV ER RESTRIKTIVT FUNDERET
PRAKSISUDVIKLING
UDVIKLINGSPROCESSER 3

REGNBUEN SOM VÆRDI! 4

KVALIFIKATIONSOPGAVER SOM AUTORITETSKONFLIKTER 4

1.trin. 5
2.trin. 6
3.trin. 7

1.2.3.4. 8

TIL SLUT 8

EFTERSKRIFT 9

Når mennesker indgår i en social sammenhæng er de virksomme med deres person ift. selve sagen for deres møde. Hvad der stilles krav om er bestemt af sagens særlige egenart igennem det perspektiv, der sættes herpå af de involverede. Her igennem gives den enkelte samtidig et særligt mulighedsrum.

FRA MØDE TIL ORGANISERING.

Person-sag er således en væsensakse i menneskelige møder. Men det er ikke den eneste. For det første finder møderne sted indenfor en allerede given kontekst. De indgår mao. i en større social struktur. Væsentlige determinanter er dermed sat på forhånd. For det andet vil de enkelte møder selv udvikle den givne kontekst og sociale struktur i den grad, at de gribes bevidst af menneskelige praksis i perspektivet arbejdsvirksomhed. Hvad der var det umiddelbare udgangspunkt for menneskelige møder transformeres nu til grundlag for samfundsmæssigt arbejde, hvor selve den kollektive organisering af praksis - møderne bliver  til  overgribende  sag - overlejrer det enkelte individs indgåen, ligesåvel som den kooperativt sagslige udvikling nu kun vil være middelbart bestemt af de enkelte personers bidrag hertil. Samtidig er det vekselvirkningen herimellem - mellem de enkelte personers sociale perspektivsætten på sammenhængen og selve sammenhængens evne/kapacitet til at håndtere disse - der er det afgørende medie for videre udvikling, idet det er her det afgøres, om det kommer til etablering af et alment dueligt standpunkt overfor selve sagen, altså mht. arbejdsvirksomhedens genstand, og til et tilsvarende almengørende perspektiv på den samfundsmæssige kontekst herom, eller om det kommer til en restriktiv indretten sig i det givne.

NÅR DEN GIVNE FORM SELV ER RESTRIKTIVT FUNDERET.

Da forholdet mellem det almene og det restriktive under klassemæssige betingelser er en ontologisk form, så er det generelt nødvendigt, når perspektivet er det almene, at reflektere praksis igennem et anti-ideologisk forhold. Dette indbefatter to metodiske ledetråde: for det første at det kun er muligt at gå fremad, når det undlades at abstrahere fra den problematiske herkomst af det givne; for det andet at det kun er muligt at eksistere menneskeligt i en samtid, når det samtidig kommer til en afsløring af de allerede eksisterende forholds pseudo-karakter af almen menneskelighed[1]. Smutter dette forhold - eller det bevidste arbejdet hermed - i et arbejdskollektivs virksomhed vil sammenhængen være blind for, hvordan det hidtil eksisterende ideologiske reproduceres i dets eget grundlag.

Da ideologi kan ses som "ideel samfundsmæssiggørelse fra oven" eller "fremmed samfundsmæssighed"[2] vil udvikling indenfor det ideologiske generelt tage form af flertalsbeslutninger eller implicitte overenskomster om, hvad der er rigtigt, og om hvad og hvem der har magten til at afgøre dette. En sådan sammenhæng vil være gennemskåret af en kompetence/inkompetence-struktur, der tilstadighed reproducerer sig, uden samtidig at behøve at kvalificere sig overfor dens sagslige bidrag, ligesåvel som kritik heraf kan nøjes med et pro eller contra eksisterende forhold. Netop magtens fremstilling - herre-knægt-forholdet og de oppositioner, der specifikt er heri - er så at sige det legitime grundlag nok. Allerede eksisterende kompetence/inkompetence-forhold, byggende på mere eller mindre naturlige forskelle i udgangspunkt - fx. at være ny/gammel, gæst/fastboende - går ikke fri heraf. De tenderes opsuget i og bestemt ud fra den mere overgribende ideologiske struktur, idet de ellers truer denne netop i kraft af deres iboende potentiale til at stille spørgsmål ved den herskende orden. Udvikling vil da ikke længere være kollektiv og personlig udvikling af fælles sagsforhold, men stagnere til, hvad typer af centersuverænitet tillader. Alt i alt vil udvikling således blive bestemt gennem ideologiske faktorer som "tilvending til værdier som fravenden sig interesser"[3].

I den grad også striden mellem værdier og interesser forsvinder, på sidstnævntes bekostning, så vil selve sammenhængen overgå til en ideologisk struktur. Og til at være en institution i negativ betydning. Den vil da alene virke hæmmende på udvikling, samtidig med at den lever af de forandringer, der skabes fra anden side.

PRAKSISUDVIKLING.

Praksisudvikling under nuværende betingelser kan derfor siges at indeholde ideologiske faktorer, der må opløses og indoptages som udvikling af selve praksisformens funktionsmåde. Det gælder så at sige om at udvikle kollektiv handleevne, dér hvor værdier har erstattet interesseudvikling. Samtidig er praksisudvikling generelt bundet til at kunne løse historisk udviklede problemstillinger, ellers falder praksis selv væk, overhalet af historien eller allerhøjest repræsenteret som et æstetisk særligt vedhæng hertil.

UDVIKLINGSPROCESSER.

Ved kollektive udviklingsopgaver, presset frem udefra og/eller initieret indefra, må man åbent møde problemet om ideologiske faktorer. Det gælder også når nye tilknytter sig Regnbuen. Der må stilles spørgsmål begge veje, og det uafklarede må udvikles. Det er ikke nok at sige, at man/du må ikke må tilpasse dig. Som værdi er det selvfølgelig det modsatte af tilpasning, men formen hvorunder det slåes an - indordning under et bestemt koncept - er der stadig. Dette aktualiserer det indholdsmæssige arbejde med sagen ud fra konceptet, dvs. forskning, ellers må der blive indgået studehandler om, hvordan verden nu er beskaffen. Og det ideologiske sniger sig ind.

At træde ind i en udviklingsproces, ligesom det at træde ind som ny i rådgivningen, er at træde noget nyt og noget endnu ikke bestemt i møde. Det kræver en åbenhed såvel som en villighed til at stille spørgsmål ved hidtidig omgang med det givne. Den enkelte nye vil være stillet delvis alene med dette som en art eksistentiel opgave, men eksistensen af nye stiller samtidig gamle overfor en lignende opgave på gruppeplan. Ellers vil "den fælles sag" tendere en udtynding: enighed i ord, men hvor dybt stikker det egentlig, når det kommer til stykket. Udviklingsprocesser kræver mao. et særligt arbejde med person-sag aksen for alle de involverede, lige såvel som aksen ved konflikter - mellem den enkelte og gruppen eller i gruppen de enkelte imellem - om udviklingsretningen kan aktualisere denne som et særligt stridspunkt i den berørtes skikkelse. Det er spørgsmål som: hvor skal vi hen, har vi fællesinteresser og kan vi finde ud af at arbejde sammen; hvad vil jeg egentlig, og er det også her det skal foregå, og hvordan gøres det osv. osv.. Det arbejde hver enkelt stilles med i ovenstående forstand kan kaldes en kvalifikationsopgave: det drejer sig om at udvide sin handleevne samtidig med at selve genstanden herfor selv udvikles som kooperativt sagsforhold. I sammenhænge hvor interessekonflikter råder vil kvalifikationsopgaver generelt antage konfliktkarakter, idet det netop ikke er synlig og forudsigelig, hvad der skal kvalificeres til, og opbakningen herom er ej heller entydig. Snarere tværtimod: der både gives og fratrækkes udviklingsstøtte, idet udvikling ønskes initieret med et bestemt mål til støtte for givne partsinteresser.

REGNBUEN SOM VÆRDI!

Regnbuen har fra første færd ikke søgt værdien som målestok, men praksisudvikling som sandhedskriterie. Derfor er der heller aldrig blevet stillet krav til regnbue-aktivister om en á priori bestemt teoretisk, faglig eller personlig forholden sig: kritisk psykolog, socialist eller andet. Det der derimod er blevet krævet er det almene som perspektiv og standpunkt, dvs. at løse problemer/modsigelser i det perspektiv, hvor samfundsmæssiggørelse antager selvsamfundsmæssighed. Dette er en opgave, der kun kan løses i fællesskab, og derfor kan kravet kun indfries ved at "koble sig på praksis", og man er med i gruppen i samme grad som det kommer til etableringen af indholdsmæssigt funderede samarbejdsrelationer, der bevæger arbejdet i almen retning. Dette kan det så også kun komme til, når hver enkelt forholder sig til det allerede eksisterende faglige grundlag for Regnbuen. Og centralt er dette i dag "kritisk psykologi".

Igennem tiderne er det kommet til mange konflikter. Men dette må ses som ganske "naturligt", idet det er en stor del af vores arbejde at have med konflikter at gøre. For det første kommer vores brugere med dem; for det andet står vi selv med dem helt fremme, idet vi i arbejdssituationer er vores eget arbejdsredskab; og for tredje ligger der som grund herom de klasse- og statsmæssige betingelser, der lever af interessekonflikter og vold.

I den grad Regnbuen bliver bedre til at løse konflikter - ikke tildække modsigelser eller bortforklare ting og sager - bliver vi mao. også bedre til vores arbejde. Dette kræver, at der kan arbejdes med de problemer, både teoretisk og praktisk, der ligger til grund for konflikter, idet konflikter kan ses som problemer der er faldet de involverede af hænde og som stiller sig i kraft af modstridende mål eller målforestillinger.

KVALIFIKATIONSOPGAVER SOM AUTORITETSKONFLIKTER.

En særlig konflikttype synes at stille sig igen og igen. Den starter med "fejlhøring", der bortforklares. Den, der hører fejl, kan så sidde tilbage med en nærmest privat tvivl om, hvad der løbes fra hos den anden, eller er det een selv der ikke kan klare noget ufærdigt eller en potentiel uenighed. I den grad det er kollektiv fejlhøring, der ikke lader sig udrede mht. dens betingelsesgrundlag hos de enkelte, efterlades ligeledes en "usamtidighed". Der er noget, der skurrer eller har mislyd, men når det søges grebet er der ikke noget. Der indfinder sig da en tilsyneladende enighed, men nu blot på kollektivets præmisser.

I begge tilfælde begynder man at "føle noget" uden egentlig selv at ha` følt det til ende. Det er en "følelsesvished"[4], der ikke kvalificeres nærmere - eller måske skubbes den som ubehag ned i underbevidsthedens land. 

1.trin.

Alt ånder "stakket" fred. Der hersker en given konsensus omkring udviklingsretningen på den foreliggende sag, hvorom tingene drejer. Men det kommer til en art forstillethed, hvor ens identitet ikke længere er givet ud fra ens placering i en fælles udviklingsbestræbelse, hvad der også gør den bevægelig, i overensstemmelse med sagens foranderlighed, men som nærmere låser een til "den man er". Det indholdsmæssige i sagen kan da træde tilbage, og de personlige standpunkter på sagen få forrang. Fra en abstrakt forening slår bemestringen af udviklingsforhold over i en tilsvarende abstrakt isolation, og det kommer til en modstilling de enkelte imellem. Kvalifikationsopgaven - udviklingen af de enkeltes person-sag forhold formidlet gennem det "fælles tredje" - kan nu ikke længere spontant varetages som udviklingsopgave af en samlet gruppe, og subgrupper vil da arbejde videre med hver deres "snit" på den fælles sag, men under påberåbelse af, at netop deres snit er selve sagen, dvs. den legitime sag, hvorunder andre må indordne sig. Dette krav vil herefter blive stillet gensidigt, indtil det fælles i sagen er blevet udredt. Problemstillingen er blevet kaldt "kampen om rummet", hvorved der er blevet forstået spørgsmålet om, hvem der har ret til at være i gruppen. Stillet op således tabes imidlertid det forhold, at der kan være forskellige, eventuelt gensidigt udelukkende, målforestillinger tilstede, og at en løsning heraf måske kun kan findes som en strukturel differentiering. En differentiering, der må reflekteres gennem grundlaget for det sted, man er, i dette tilfælde Studenterhuset med de særlige opgaver dette stiller for en husgruppe.

Men der er det rigtige i "kampen om rummet", at hvis kun den ene part formulerer sine målforestillinger - og står ved dem uden at afvise  dem som "fejlhøringer", misforståelser eller andet hos andre - at da vil  det  være en simpel kamp om, hvem der skal indordne sig - eller skride. Her er det at kvalifikationsopgaver, individuelle som fælles, kan slå direkte over i autoritetskonflikter, der nærmest aktivt spærrer for videreudvikling, endsige udredning af det sagslige indhold som det er repræsenteret i hvert enkelt forhold til arbejdet med sagen. I "kampen om rummet" gemmer der sig derfor det forhold, at den føres for selve den sociale integrations skyld.

"Kampen om rummet" kan også komme i stand på anden led, idet den kan sætte af fra de problemer, den enkelte biografisk kan stå med ift. autoriteter og ift. social integration. I den grad strukturen i rådgivningen ikke kan varetage kvalifikationsopgaver mht. arbejdets indhold - rådgivningsarbejdet, formidling, praksisudvikling mv. - da vil arbejdsstrukturen af den enkelte kunne trækkes imod pro eller contra centersuverænitet, upåagtet om centersuverænitet er en faktuel bemestringsmåde for gruppen eller ej. De aktive vil "rammes" heraf - de passive "påføres" skyld.

2.trin.

I den grad kvalifikationsopgaven ikke kan fastholdes i dens sagsaspekt, dvs. som formidlet via rådgivningens praksis som et arbejde for og med andre, så vil det sociale, selve kooperationen, også løsrive sig fra sit grundlag. Ikke bare ift. arbejdets genstand, men også i forhold til den sociale kontekst, som arbejdet finder sted igennem. Dette i sig selv skaber også en bevægelse fra periferi mod et centrum for sammenhængskraft. Det kan blive i form af en suveræn (Sartre) eller i form af visse uudtalte hemmeligheder om, hvorfor man er der (Freud)[5].

Dette vil imidlertid betyde indoptagelsen af klassesamfundenes duale eksistensform som funktionsgrundlag i selve rådgivningens eksistensform. Nederst det materielle - nærmest opfattet som en pløjemark uden særlig mening for praksis - og ovenpå det ideelle i form af ord, hvis betydningsstrukturer får selvstændigt liv. De viser kun tilbage til sig selv. Kritisk psykologi, socialisme eller alt andet, der har et givent a priori, vil danne norm, netop i kraft af at have positiv værdi; ligeså for negative værdier - psykoanalyse, adfærdsterapi, systemterapi - der så kan bruges som skældsord. Da værdier skifter - og i en sådan form skifter ud fra opportunitet, idet sagen, som de refererer til, er tabt - vil det være muligt at handle så at sige "mod bedre vidende", for hvis bare man har værdien på bjerget i orden, kritisk psykologi o.a., så kan man blindt handle adfærdsterapeutisk, psykoanalytisk, systemisk mm uden nogen sinde at komme til klarhed over, at det er det man gør. Fremfor reinterprætation på grundlag af bevidst udviklet praksis vil man være blindt hildet de problemstillinger, der typisk lader sig overvinde på kort sigt fx.  systemisk, men bemestring alene restriktivt på lang sigt. Egentlig kan problemet slet ikke stilles i denne form, for en tilvenden sig værdi fremfor interesser er allerede i sit udgangspunkt en færdig form.

Når forholdet mellem det materielle og det ideelle rives fra hinanden kan det kun sættes sammen igen immaterielt og komplekst, dvs. fra en forskubbet form til den næste. Man handler derudad og selvfølgelig i det Godes - det almenes! - tjeneste. Af og til kan det så konstateres, at man fejlede. Det man gjorde var ikke godt nok, det var måske endda helt forkert. Men hva`. Ens bestræbelse var jo båret af det rigtige, og jeg må fremover passe bedre på!  Her vil det være vigtigt med en psykoanalytisk eftertanke: at ens virksomhed som sådan er instrumentelt båret på det berørte handleevnepunkt, idet `tredje-persons-processer`[6] her kører med een. Så spørgsmålet er: hvad, hvor og på hvilken måde instrumentaliserer jeg mig selv og mit eget liv? Og hvad gør jeg personligt for at overvinde dette? Og hvordan sætter jeg mig op til at bringe disse processer ind dér, hvor det gik galt? Det sidste er at måtte handle på den etiske fordring: at man i samvær med andre altid har del af andres liv i sine hænder[7].

Hvis ovenstående forbigås af den involverede eller berørte renoncerer på det passerede - det fastholdes ikke af nogen af parterne at der er et problem, der er bredere end den konkrete handling - så vil den manglende kontakt i form af usamtidighed, tvivl, skurrenhed, mislyde o.a., der trådte frem eller som manifesterede sig mellem de berørte parter, egentlig øges, idet kontakten til "noget" er taget uden også at blive realiseret som et forhold i og imellem mig og den anden/de andre. Man bliver derfor, fra nu af, gruppe eller gruppemedlemmer alene på et forestillingsplan af at være såvel sammensvorne som rivaler. Ens intentionalitet lammes som fri bevægelse. Og udgangen er dannelsen af en intrigestruktur. I den grad der stadig tør huskes i en intrigestruktur og det kritisable for een bringes ind, vil det da være den, der bringer gammelt problematisk ind, der starter med at skabe problemerne. Der var jo ikke (længere) nogen, dét var nemlig den implicitte overenskomst, nu man valgte at blive med "gode miner" overfor den anden. Og med mindre den etiske fordring igen huskes, stilles man overfor at søge kontrol over omstændighederne ved at holde andre væk fra at "inddrage belastende" materiale. Dette kan også sikres på anden måde, fx. ved at gøre sig sårbar  overfor kritik - eller ved at stemple andre som nogen der går på een, altså stemple nogle som nogen der netop stempler andre, eventuelt stempler personer helt ud af gruppen. Der gås faktisk på een, men der er en grund, den grund man tidligere flygtede fra at handle på.

3.trin.

Nu bliver selve kontrollen over rummet vigtig: hvem tegner og fortæller, hvem snakker med hvem, og hvem styrer hvad. Det autoritative kan søges bragt ind igen, men det bliver nu en i autoritetsform, hvor man `søger at fylde sig selv ud i den`. Det er nemlig ikke længere muligt at være den som sin egen udviklingsfigur. En "aktiv lås" er sat på skinner - og man fanges mere og mere af den struktur, man tilstadighed bygger op omkring sig.

I en sådan form må overhovedet eksistensen af empiriske facts søges ugyldiggjort som bidragende til udredning af den bredere kommunikations- og begrundelsessammenhæng for selve den måde som problemet er kommet i stand på - og har andre del i sådanne problematiske facts, vil det nærmest være "usolidarisk" at bringe dem ind, for det kan betyde at alt, hvad man ikke har gjort eller alt hvad man har gjort, også hvad angår andres placering og delagtighed heri, trævles op. Der dækkes således over hinanden uden at dét, der dækkes over, indgår i en bevidst fælles formidlingssammenhæng. Den skyldige og de medskyldige kan så vælge at danse om totempælen i skøn samdrægtighed. Sådan startede psykoanalysen - og den endte i den individuelle analyse med bevidstgørelsen herom, dog kun i aspektet en fantastisk fantasi, uden grund i noget reelt forefundet. Glemt er at det foregik indenfor en kollektiv sammenhæng, der satte det hele i gang ved at være fælles utilstrækkelig - og at denne kollektive proces ikke kan gå videre som almen form for een uden at man selv bidrager med sit "empiriske jeg".

I en rådgivningssammenhæng er det at kunne gøre sig sin personlige udviklingsopgave åben til fælles gruppemæssig debat og kritik uomgængelig. Det ligger i vores praksis med brugere som et metodologisk princip og som kravet til os selv om den totale åbenhed mht. til dét, der styrer vores arbejde. Gruppemæssige konflikter kan aktualisere dette som et særligt problem i retning mod handlingslammelse for den enkelte, når person-sag-forholdet konkret identificeret som et privat anliggende, det ikke synes muligt at ændre på, samtidig med at omstændigheder ikke længere lader sig bemestre på den gamle måde. Dette er så også et punkt, der indeholder "en samlet sum af sværheder", idet den faktiske konfliktbemestring på gruppeplan samtidig fortæller om selve karakteren af de enkeltes psykoterapeutiske handleevne; men det vel at mærke på det berørte punkt, idet der ellers initieres et overmenneske-koncept eller en opdeling i A- og B-mennesker afhængig af, hvem der har været i psyko-analyse eller ej. Der er næppe nogen lette løsninger her, men det er en fortløbende opgave, der ikke kan afvises, når man involverer sig i rådgivningspraksis på et niveau, hvor det fortælles at det ikke er tricks eller selvtilskreven kompetence, der styres med.

1.2.3.4

Ringen er sluttet. Problemstillingen kom overhovedet i stand, når man står i et interessefelt og undlader at tage stilling til problemer af betydning for sagens udvikling, upåagtet at dette fører til personkonflikter. Man anlægger et standpunkt "over" parterne[8], hvilket hele tiden står i fare for at krakelere, hvis det ikke følges op af en tilsvarende strukturkomplementering: en adskillelse af interesseparterne i distinkte sammenhænge af at være for eller imod een.

Den traditionelle psykologi har også dette "over" som sit diktum: den gode psykolog er den psykolog der har gode relationer til alle! (Dreier). Det er også den psykolog, der i praksis sætter grænser op for, dels hvad han/hendes "arbejdsmateriale" må kontakte udenfor de direkte konfrontationstider (fx. ingen privat kontakt mellem medlemmer af samme terapigruppe), og dels overfor kollegaer omkring, hvad de kan stå i af forskellige positioner indenfor en given sag (fx. at samme psykolog ikke kan være terapeut for både barn og mor/far i distinkte forløb). Disse begrænsninger overfor "materialets egen bevægelsesfrihed" må derfor ses ud fra, at standpunktet "over" egentlig ikke er tilstrækkelig professionelt set - og at dette også erkendes af psykologen, men alene restriktivt som en utilstrækkelighed i sagen, ikke i konceptet for psykologens tilgang til praksis med sagen.  

TIL SLUT.

At ovenstående problemtype kan gentage sig i Regnbuen må også handle om, at Regnbuen er sårbar overfor brugere og rådgiveres egne problemer med social integration og autoritetsproblemer. Hertil ligger så, at den kritiske psykologi i dag har meget få teoretiske refleksioner over disse problemstillinger, dét har til gengæld psykoanalysen og den humanistiske psykologi - og tanken er derfor nærliggende at når der stødes på disse problemer, at der så også spontant handles humanistisk og psykoanalytisk. De erklærede problemer, der ligger i disse koncepter, bidrager dog ikke til at arbejde systematisk med et alment perspektiv i selve fænomenet - og sålænge dette ikke er udfoldet i praksis må det vel siges, at en Regnbuens akilleshæl nu er blottet, fra et personligt standpunkt på sagen.

EFTERSKRIFT.

Sidst jeg skrev et lignende indlæg[9] førte det en skærpelse af konflikten med sig, også imellem andre parter. Så det problem, der slåes an, må ses som en genstand i historien, det er værd at komme efter.

Det er også en konflikt, der har en egenart  af  individuation i sig - at kaste sig ud for at blive kastet tilbage til sig selv - idet bare dens benævnelse placerer een i midten af selve interessekampsfeltet, hvor det er så let at bidrage til dettes fortsatte intrigante reproduktion i samme grad man tier. Men at vælge tavsheden er vel at vælge den gamle sikkerhed, også for andre, uden at denne længere synes at udgøre et produktivt mulighedsforhold.

                                                                                                                                     €



[1]Jvf. undertegnede s.61 i "Sanselig virksomhed III", Forum Kritisk psykologi 6/7, 1990.

[2]Jvf. Projekt Ideologie Teorie / Argument Sonderband 40: "Theorien über Ideologie", særligt kap.10.

[3]Jvf. forrige note s.185.

[4]Ute Holzkamp-Osterkamp: "Emotionalitet, kognition, handleevne", i Ole Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[5]Se også undertegnede s.63-64 i Forum Kritisk Psykologi nr. 6/7, 1990 for Sartre`s og Freuds civilisationskoncepter.

[6]Klaus Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983.

[7]K.E. Løgstrup: "Den etiske fordring", Gyldendal 1960 .

[8]Jvf. s.302-307 i Ute Holzkamp-Osterkamp: "Emotionalitet, kognition, handleevne", i Ole Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[9]"At løfte eget standpunkt", 15. november 1988, Regnbuen/Mappe A3.