Løbe-væk-hus: menneskelig støtte i stedet for umenneskelig psykiatrisk behandling[1].

 

Af Uta Wehde.

Løbe-væk-hus: menneskelig støtte i stedet for umenneskelig psykiatrisk behandling. 1

Skader som følge af farmakologisk behandling. 1

1. Værdierne. 2

2. Struktur vedrørende beslutninger. 2

3. Karakteristika og kvalifikationer hos medarbejdere. 2

Løbe-væk-huset i Utrecht. 3

Værdierne i det hollandske løbe-væk-hus. 4

Psykiatriske drugs. 4

Institutionelle problemer. 4

Løbe-væk-huset i Berlin. 5

 

 

Sundhedssystemerne i Tyskland, Schweiz og Østrig yder ikke et virkelig "bruger" orienteret alternativ i forhold til den almindelige psykiatri. Distriktspsykiatri overfører og fortsætter traditionel psykiatri med dens umenneskelige kemiske behandlingsmetoder, som ødelægger livet for så mange af dens patienter. Desuden er behandling med elektro- og insulinchok, samt behandling med psykiatriske medikamenter et angreb på fysisk og psykisk helbred og velvære. Siden 1987 har Foreningen til beskyttelse mod psykiatrisk magt (Verein zum Schutz vor psychiatrischer Gewalt) i Berlin kæmpet for etablering af et virkelig alternativ, det såkaldte Løbe-væk-hus. (Weglaufhaus/Runawayhouse). Dette hus vil sørge for dets fremtidige beboere, som netop flygtede/løb bort fra den umenneskelige behandling indenfor psykiatriske "hospitaler", et ly (shelter) hvor man kan slappe af og finde menneskelig støtte. En vigtig doktrin for det planlagte løbe-væk-hus i Berlin er at hjælpe dets beboere til at leve uden psykiatrisk medicin. I foreningen til beskyttelse mod psykiatrisk magt arbejder mennesker ligesom mig selv, som ikke er påvirkede af psykiatrien, og overlevende; halvdelen af medlemmerne var påvirkede af psykiatrien og psykiatrisk behandling. Den oprindelige ide til løbe-væk-huset opstod i Holland, hvor jeg udførte feltundersøgelser i Utrecht. Hovedspørgsmålet var, om det hollandske Løbe-væk-hus repræsenterer et virkelig alternativ til psykiatri. Jeg grundlagde mit arbejde på behov og krav fra overlevende fra USA og Tyskland, sådan som de er artikuleret og offentliggjort i forskellige bøger og tidsskrifter (f.eks. Judi Chamberlins On Our Own, Madness Network News, Dendron News, Die Irren-Offensive) og samlede så kriterier for virkelige alternativer.

 

Skader som følge af farmakologisk behandling.

 

Peter Lehmann., medlem af Foreningen til beskyttelse mod psykiatrisk magt, kendt for sin kamp imod psykiatrien, beskriver i sit pionerarbejde af en bog "Der chemische Knebel" farer og skader som forårsages af neuroleptisk behandling. I en ny artikel har han opsummeret flg. virkninger:

 

- 90% af alle mennesker, som  behandlet med neuroleptika, lider af atrofiske tilstande, en ødelæggelse af nervecellerne i hjernen.

- 90% lider af følelsesmæssige forstyrrelser, for det meste uforanderlig.

- 30% har feberanfald og l00% viser patologiske forandringer i elektrodiagrammet.

- 50% har betændelse i gummerne.

- 80% har leverklager.

- 40% har diabetes.

- 43% oplever fedme, sterilitet, udeblivelse af menstruation, impotens, pigmentering af alle dele

  af øjnene og signifikante ændringer i 'kromosomerne, som kunne resultere i mutationer.

- Psykiske virkninger er sløvhed, apati, viljeløshed, svimmelhed og delirium (Lehmann 88, s.85).

 

Tina Stöckle, en arbejder i Berlin Irren-Offensive (selvhjælpsgruppe af overlevende) omtaler en virkning af "medicinering" som den "emotionelle amor", fordi neuroleptika og andre psykiatriske drugs indespærrer dine følelser (Stöckle 1983).

 

Den schweiziske doktor og terapeut Marc Rufer fandt frem til, at mennesker med diagnosen skizofreni ofte begår selvmord under påvirkning af neuroleptika. Meget ofte behandles psykiatriske patienter med psykiatrisk medicin imod deres vilje, og kampen mod denne fundamentale krænkelse af menneskerettigheder er en af de mest tungtvejende forpligtelser.

Det er således nødvendigt at etablere og tilbyde alternativer til psykiatrien. "Bruger"-kontrollerede organisationer og andre institutioner startet af professionelle gør det klart, at menneskelig støtte er mulig og er den bedste måde at hjælpe mennesker med deres problemer og livskriser. Den jungianske John Weir Perry sagde flg. ud fra sine erfaringer med Agnew projektet, et sted (residence) for "akut psykotiske" mennesker:

 

"Vi gav ingen medicinsk behandling. Vore forventninger var høje, men vi var forbløffede over resultaterne. Det mest bemærkelsesværdige var den hurtighed, hvormed disse personer vendte tilbage fra den psykotiske tilstand: de fleste "kom ned" i en sammenhængende fornuftig (rationel) sindstilstand inden for en til fem dage, og det længste det varede for nogen var ni dage" (Perry l980, s.l94).

 

To andre eksempler er Soteriaprojektet/California og det svenske Säterprojekt. I Schweiz blev der bygget et Soteria-Bern, som ikke repræsenterer et alternativ, eftersom psykiatere kontroller det, og deres arbejde er baseret på den medicinske model og opfattelse af mental sygdom (Wehde 1991).

 

Hvad er karakteristisk for sande/ægte alternativer.

Hvilke kriterier må nødvendigvis opfyldes for at skabe et sandt/ virkeligt alternativ til psykiatriske "hospitaler"?

 

1. Værdierne.

 

Disse værdier må nødvendigvis handle om, på hvilke grundlag vi skaber det praktiske arbejde. Den medicinske model og opfattelse af mental sygdom, psykiatriske diagnoser og enhver form for etikkering må afvises. Folk ses ikke som "mentale patienter", men som mennesker (human beings). Den medicinske model (om galskab/madness) doceres i alle psykiatriske og psykologiske institutter på universiteterne, og derfor er det logisk, at psykiatere ikke kan møde personer med følelsesmæssige problemer, de kan kun konfrontere dem med deres psykiatriske diagnose og behandling, som den tyske socialvidenskabsforsker Kerstin Kempker har påpeget (1991).

I forordet til min bog, dag Weglaufhaus gør Jeffrey Mason det klart: "Vi ved alle hver især lige så meget som enhver anden om kærlighed, bedrøvelse og smerte og sorg. Disse er ikke medicinske områder, og forsøget på at gøre andre menneskers lidelse til et spørgsmål om business (psykiatri) er moralsk forkasteligt" (Wehde 1991, s.7). Enhver brug af elektro og andre chok og psykiatrisk medicin må afvises. I stedet må der være menneskelig støtte. Der må være en klar holdning til ikke at samarbejde med psykiatriske "hospitaler" eller lignende institutioner og ingen integration med det psykiatriske netværk.

 

2. Struktur vedrørende beslutninger.

 

Hvem har magten, hvem træffer beslutningerne ? Det er vigtige spørgsmål for enhver institution, som er villig til at yde et alternativ. For selvhjælpsgrupper kræver Judi Chamberlin: "uindskrænkede beføjelser/styring vedr. service, omfattende ansvar for finansielle og politiske beslutninger, ligger i hænderne på service modtagerne" (Chamberlin 1979, s.150). Skønt virkelig menneskelig støtte kan ydes også af ikke-påvirkede personer, er det nødvendigt at beskytte rettighederne for de mennesker, der er påvirkede af psykiatrien.

 

3. Karakteristika og kvalifikationer hos medarbejdere.

 

Hvad karakteriserer de mennesker, som opleves og erfares som hjælpsomme? Hvilke kvalifikationer er vigtige for at være i stand til at yde støtte til mennesker i vanskelige situationer? Overlevende fortæller os, at en af de vigtigste kvaliteter er en kritisk holdning over for psykiatri og paratheden til at kæmpe imod den. Jeffrey Mason beskriver dette træk som meget vigtigt. Et Løbe-væk-hus skulle være bemandet med folk, som er "committed" i deres hjerter og hoveder, som har viet deres hjerter og hoveder til kampen for at gøre en ende på psykiatrien (Wehde 1991, s.6). Andre kvaliteter er f.eks. tolerance, livserfaring og forståelse. Tina Stöckle skriver:

 

"Vigtigere end nogen form for professionalisme er menneskelig varme og kontakt, som hjælper personen til at komme tilbage til sig selv. Hvad vi behøver er mennesker, som tager dig alvorligt, som er i stand til at lytte, til at være varme, tålmodige og tolerante, men også mennesker, som ikke er bange for at blive konfronteret med sindssyge, "galskaben/vildskaben", og som ikke kun tænker på en negativ måde om "unormal" adfærd" (Stöckle 1983, s.146).

 

Løbe-væk-huset i Utrecht.

 

Løbe-væk-husene i de store hollandske byer blev rejst i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne. Marij Bosdriesz arbejdede i det første løbe-væk-hus i Harlem og skrev om de centrale karakteristika ved løbe-væk-huse og forskelle fra psykiatriske "hospitaler" på den tid:

 

"Løbe-væk-huset er et normalt hus, beliggende i et normalt boligområde, hvor barrierer kan udviskes. Den "farlige mand og kvinde" er ikke isoleret mellem skove og sandklitter. Huset er synligt (clear), hyggeligt og komfortabelt, i modsætning til store uigennemskuelige psykiatriske institutioner. Frihed er "medicinen". Der er ingen "medicinering" eller behandling med psykiatriske medikamenter som "terapi", men i stedet for er der mulighed for tilbagetrækning (withdrawal). I et løbe-væk-hus eksisterer der ansvarlighed for sig selv og selvbestemmelse/forvaltning i stedet for tvungen behandling og magtudøvelse" (Bosdriesz l985, s.l05).

 

I februar 1981 begyndte nogle mennesker at samarbejde om at etablere et løbe-væk-hus i Utrecht. Nogle medlemmer af gruppen var påvirkede, men de fleste var upåvirkede. I begyndelsen diskuterede de, om løbe-væk-huset skulle arbejde udelukkende med betalte eller ikke-betalte arbejdere. De så adskillige ulemper i at blive betalt: afhængighed af den betalende instans (the investor), frygt for at den betalende instans skulle opstille uacceptable betingelser, og at betalte jobs ville ødelægge den planlagte ikke-hierarkiske fleksible struktur. Derfor besluttede de sig til sidst for ubetalte arbejdere. Regeringen i provinsen Utrecht dækkede lejen af huset. I januar 1982 åbnede løbe-væk-huset i Utrecht med plads til seks personer. Personer (people), som ønskede at opholde sig der, måtte opfylde tre adgangsbetingelser:

a) de måtte være løbet bort/flygtet fra psykiatri inden for de sidste tre eller fire uger;

b) der måtte ikke være afhængighed af alkohol eller andre rusmidler;

c) personen skulle være voksen.

 

Løbe-væk-huset i Utrecht opsamlede også personer, som var dømt ved lov. Arbejderne indgik en aftale med "the chief public prosecutor" og den ledende politikommissær om, at politiet ikke ville eftersøge disse mennesker. Løbe-væk-huset havde status af et asyl, i lighed med kirkerne. Reglerne i løbe-væk-huset var:

1) Ingen vold, især ikke seksuel vold;

2) ingen yderligtgående brug af alkohol eller andre rusmidler;

3) ingen støj om natten, som ville kunne forstyrre de andre beboere og naboer.

 

At sætte sig op imod disse regler kunne føre til eksklusion. Tidsmæssigt var et ophold begrænset til cirka et halvt år. Efter den tid skulle de tidligere beboere være i stand til at leve i deres egne lejligheder som følge af deres voksende selvtillid og uafhængighed. Udover dette havde personalet som mål at kæmpe imod psykiatri i politiske aktioner sammen med beboerne. I begyndelsen var atmosfæren i huset social, livlig og kaotisk. De ubetalte arbejdere var tilstede nat og dag fordi der ikke var nogen telefon. Mandskabet bestod af 15 energiske og meget engagerede arbejdere. Flere måneder senere blev telefonen sat til, og arbejderne besluttede at skære ned på deres tilstedeværelse. Så var der to arbejdere i huset mandag til fredag, fra kl. 13 til kl. 17, og resten af tiden var der en telefontilkaldetjeneste.

 

Da jeg besøgte huset i 1989 havde mange ting forandret sig. I modsætning til de første år var der opstået fundamentale problemer. Før jeg går i detaljer omkring disse vil jeg mere generelt beskrive, hvad løbe-væk-huse tilbyder og hvorledes man kan karakterisere den støtte, der ydes. Efter at de nye beboere er kommet til/er blevet erkendt adgang (admitted), er det første der sker, at der gives en garanti omkring eksistentielle fornødenheder. Hvis folk løber bort fra psykiatrien har de i almindelighed ingenting, hverken andet tøj at trække i eller penge, og løbe-væk-husene beskytter og opfylder først og fremmest de finansielle og rumlige behov og fornødenheder hos de nye beboere. De får et værelse, møbler, tøj og nøgler. Så længe beboerne ikke får penge i form af sociale ydelser, betaler løbe-væk-huset huslejen; dertil kommer, at beboerne modtager l0 gylden pr. dag. I modsætning til på andre institutioner under det mentale sundhedsvæsen tilbydes der ingen konkrete "programmer". Derudover kunne beboerne disponere over deres nyvundne frihed uden at arbejderne ville blande sig og intervenere. Ligesom personalet beskrev beboerne løbe-væk-huset som et sted i/af/om/for frihed. Ordet frihed markerer skillelinjen til/fra psykiatrien (demarcation). Ordet frihed betyder fravær af typiske former for anvendelse af magt, tvang og kontrol i psykiatriske "hospitaler" og at beboerne er frie til at komme og gå, som de vil. De træffer deres beslutninger vedr. hvad de vil foretage sig eller ikke foretage sig, disponerer over deres dage og nætter, da der ikke er noget "dag-program", som de er tvunget til at deltage i. Beboerne er ikke pålagt at foretage sig ting sammen, som at gå på indkøb, gøre rent eller deltage i "terapeutiske gruppemøder". Det står dem frit for at vælge deres relationer på en normal måde, og hvis folk synes om/kan lide hinanden tilbringer de deres tid sammen.

Praktisk støtte er den væsentlige støtte, der ydes af personalet, dvs. de hjælper med at løse problemer omkring lovstof, sociale problemer, hvordan man skaffer sig et job/arbejde, et værelse, hvordan man får penge, og de følger beboerne til kontorer osv. Det karakteristiske træk ved støtten er, at arbejderne uddelegerer ansvaret for den praktiske side af livet til beboerne skridt for skridt.

 

Værdierne i det hollandske løbe-væk-hus.

 

Personalet koncentrerer støtten på praktiske ikke emotionelle problemer. At hjælpe med emotionelle problemer er forbundet med terapeutisk arbejde som arbejderne afviser som en basis for/i et løbe-væk-hus. Praktisk støtte er den bedste måde at undgå afhængighed og opnå uafhængighed. Ikke desto mindre prøver arbejderne at forstå sig selv som ikke-professionelle. Professionalisme er ikke nødvendig for at hjælpe andre mennesker. Det er vigtigt at forstå, at ikke alle kan lide hinanden, og af sympati er en fundamental formodning i at virkelig hjælp kan finde sted. Hvis en beboer udviklede tillid og sympati med en arbejder og denne var to-vejs (gensidig), så ville denne arbejder være den specielle kontakt (person). Den medicinske model på mental sygdom og psykiatrisk terminologi afvises. "Madness"/"Galskab", livsproblemer forårsages af samfundet og ikke af en "mental sygdom". I denne henseende korresponderer værdierne hos personalet med kriterierne for sande/virkelige alternativer.

 

Psykiatriske drugs.

 

Et centralt kriterie på et virkelig alternativ er at man afviser at anvende nogen form for psykiatrisk "medicinering", og at man tilbyder menneskelig støtte uden behandling med neuroleptika, anti-depressanter osv. Dette aspekt opfyldes ikke i det hollandske løbe-væk-hus, som kalder sig selv for en "anti-psykiatrisk institution".

De tidlige dage i de hollandske løbe-væk-huse indeholdt en hoveddoktrin som indbefattede afvisning af psykiatriske medikamenter; dette ændredes i 1989. På det tidspunkt rådgav personalet kun beboerne om, at de ikke måtte stoppe med medicinen for hurtigt; de overgav problemet til hus- doktoren, som ikke havde nogen viden om dette specielle problem. På mit spørgsmål: "Hvordan forholder du dig til psykiatriske medikamenter?" fortalte hvert medlem af personalet mig: "Jeg har ingenting at gøre med det. Det er doktoren, som regulerer det: "Medarbejderne havde ingen ide om risici, virkningerne og ødelæggelserne som følge af psykiatriske medikamenter. Denne fundamentale mangel på viden er alarmerende, utilgivelig og uansvarlig for et alternativ til psykiatrien. Personalets ligegyldighed er ikke det hele; de fleste af dem betragter "medikamenter" som "gode og nødvendige", især hvis en beboer bliver nervøs, rastløs og forstyrrende - så tilkalder personalet doktoren, og han kommer med sprøjten. Hvis det ikke virker, tilkalder personalet politiet, og beboeren bliver bragt tilbage til psykiatrien. Der er ikke nogen forskel på dette og brugen af "medicinsk behandling" på psykiatriske "hospitaler", et intolerabelt alternativ. Dette indicerer et eksistentielt contradicium af hele konceptet i Utrecht. På den ene side skulle beboerne blive mere og mere uafhængige, og på den anden side "ordineres der medicinsk behandling" af personalet. Fra tid til anden påpeger overlevende fra psykiatrien og kritiske røster fra de sociale videnskaber, at et liv i uafhængighed og brugen af anti-depressanter og neuroleptika osv. er uforenelige størrelser. Afholdenhed fra medikamenter er forudsætningen for at komme til at føre et liv i uafhængighed.

 

Institutionelle problemer.

 

Foruden mangel på kritisk bevidsthed hos personalet forhindrer institutionelle-problemer også en effektiv støtte uden brug af "medicinering". Indtil 1986 havde løbe-væk-huset kørt med ubetalte frivillige, og mange mennesker viste interesse for at medvirke og arbejde i løbe-væk-huset. Så hørte villigheden til at arbejde uden løn op, og arbejdsløsheden er et af de størst problemer i Utrecht. I 1989 bestod teamet af seks medlemmer som arbejdede i løbe-væk-huset samtidig med at de studerede og var i færd med at stifte familie. Konsekvensen var, at de ikke havde nogen tid til den politiske del af arbejdet, de kunne ikke tilbringe nok tid i løbe-væk-huset, og de kunne ikke være der om aftenen eller, hvis det var nødvendigt, om natten. Den ydede støtte var med medarbejdernes ord, utilstrækkelig, ineffektiv og ikke fleksibel. Medarbejderne havde ikke tid til at lytte, til at forstå og til at komme i virkelig kontakt med beboerne og deres individuelle historie og problemer. Halvtreds procent af beboerne gik frivilligt tilbage til psykiatrien, fordi løbe-væk-huset ikke kunne yde, hvad de søgte og havde behov for. Andre beboere var så skuffede, at de bare forlod stedet. Ved at blive konfronteret med ineffektiviteten af deres arbejde, svigtet blandt medarbejderne og de finansielle problemer, blev de fleste af medarbejderne frustrerede og udbrændte. Den eneste måde at ændre disse forhold på, ville være ved at tvinge igennem, at man fik betalte jobs, men det er en lang og vanskelig vej. Problemerne i det hollandske løbe-væk-hus gør det muligt at komplettere de basale krav til virkelige alternativer. F.eks. at etablere et antipsykiatrisk Løbe-væk-hus er det nødvendigt at sikre sig:

 

 

1. Den finansielle sikring af projektet og betaling af medarbejdere.

2. Medarbejdere, som foruden deres menneskelige kvalifikationer har en klar negativ holdning til psykiatrien, en viden om risici, virkninger og skader som flg. af psykiatriske medikamenter og en ide om de meget vigtige afholdenheds- og tilbagetræknings-problemer (der kan se ud som et "tilbagefald").

3. Et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere til at sikre en passende praktisk og emotionel støtte og til at samarbejde med de beboere, som ønsker det, imod psykiatrien.

4. Garantier, der sikrer, at folk, som bliver skøre, kan ledsages uden "medicinsk" behandling.

 

Løbe-væk-huset i Berlin.

 

Foreningen til beskyttelse mod psykiatrisk magt prøver at etablere disse forudsætninger. I modsætning til Løbe-væk-huset i Utrecht, er det første mål at hjælpe beboerne til at leve en tilværelse uden psykiatriske medikamenter. For at undgå de problemer man havde i Utrecht har Berlinprojektet sørget for, at to medarbejdere er tilstede dag og nat for at yde praktisk og emotionel (ikke terapeutisk) støtte. Betingelserne for at starte Berlinhuset var meget gode, fordi den tidligere regering - en koalition mellem socialdemokraterne og de alternative - besluttede at finansiere Løbe-væk-huset, og en anonym Berlinborger gav os en million DM til at købe et hus for. En vidunderlig villa blev købt og kunne bruges som Løbe-væk-hus i en kort periode. Men den førnævnte koalition blev brudt op, og den politiske situation ændrede sig. I 1991 ville Berlinsenatet, konservative og socialdemokrater ikke finansiere Løbe-væk-huset og Foreningen til beskyttelse mod psykiatrisk magt er nu nødt til at støtte sig til donationer.

 

 



[1]Oversat fra tysk af  Lise Ladegård, Regnbuen/Gaderummet, Nørrebro 1996.