VOKSENLIVET, ARBEJDET OG PROBLEMERNE![1]

- om udviklingen af kollektive arbejdskulturer versus den umiddelbare
anvendelse af voksen-begrebet som et privat ansvarsforlangende til
at kalde den enkelte til orden under fremmede livsbetingelser.

 

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Først om selve konteksten for det at være voksen i dag. Dernæst skal der gås ind på selve voksen-begrebet. Og til det problem, der er knyttet hertil. Endelig skal der skitseres en vej for et psyko-socialt arbejde hermed.

VOKSENLIVET, ARBEJDET OG PROBLEMERNE! 1

EN KONTEKST I 90-ERNE. 1

AT VÆRE VOKSEN. 3

PROBLEMER FOR VOKSNE. 3

VOKSEN-BEGREBET IGEN. 4

PROBLEMET FOR DE VOKSNE. 4

VEJE UD: 5

1. Udviklingen af kollektive arbejdskulturer. 5

2. Voksen som intentionel bevidsthed på sagsmæssige modsigelser. 6

3. Alternativ parallelstreng til psykiatrien. 8

EN KONTEKST I 90-ERNE.

Da helhed og del - her samfundsmæssighed og voksen - ikke bare udgør et simpelt udtryksforhold, hvor det ene determinerer det andet, men er et modsigelsesforhold, hvor træk i det ene virker sammen som repræsenteret gennem træk i det andet, og da helheden bestemmer delen sin plads, må vi derfor starte med den nuværende form for samfundsmæssig kontekst.

De seneste verdenshistoriske omvæltninger peger mere og mere entydigt på, at 90-erne er på vej til at blive karakteriseret ved, at der ikke bare er een kontekst om et forhold, men flere parallelle, der på en kompleks indbyrdes måde bestemmer de bevægelige forhold heri. Murens fald har på den ene side tydeliggjort, hvordan markedsmekanismen er sig selv nok. Den kender som på Marx' tid ingen nationale grænser. På den anden side har vi opbygningen af en fælleseuropæisk statsdannelse, der uden lige er mere centralistisk og bureaukratisk end statsformen for Sovjetunionen, som selv samme borgerskab priser opløsningen af.

Skematisk for de to kontekst-akser stat og kapital:

 

Først til kapital-aksen/markedsmekanismen, der med murens og Østeuropa fald for alvor sat fri. Der er stykpris på hvert enkeltes hoved, og de, der er længst fremme, med på vognen, har rige muligheder for at score kassen. Selv om dette er et gennemgående træk fra kapitalismens begyndelse er der forskel til tidligere, en forskel der går på, at produktivkraftsudviklingen har medført en innovativ brug af viden - den nye informationsteknologi - i selve produktionsprocessen. Denne er med udviklingen af automatiserede produktion blevet mere og mere 'videnskabeliggjort', hvad der også stiller andre krav til arbejdskraftens kvalificering og mobilitet end tidligere. Medens valget for den enkelte arbejder i kapitalismens barndom gik på, hvorvidt man som aktivt klassemedlem kunne fremme egen overlevelse eller ej, så går valget i dag mellem at satse på at komme til at tilhøre de privilegerede grupper, der er fast forankret i en arbejdsmarkedsposition med pensions- og karrieremuligheder, eller at lade sig marginalisere i form af en statslig opbevaringsform. Som historisk forhold kan dette føres tilbage til nederlaget i 1899 med indgåelsen af Hovedaftalen mellem arbejderbevægelsen og Dansk Arbejdsgiverforening, hvor arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet accepteres - en aftale der siden har bundet arbejderbevægelsen til at arbejde indenfor kapitalismens rammer. Og vi skal også helt på til 60-erne, hvor de nye sociale bevægelser vokser frem med håb, der igen forestiller sig andre former for liv end det kapitalistiske overherredømme. Men heller ikke disse bevægelser har hidtil kunne drive arbejdet over i deres regi. Tværtimod er de i vid udstrækning havnet i defensiven, og fokus i dag synes at gå fra selve systemet til massen af udstødte, der ikke længere udgør nogen bevægelse i sig selv: gadebørn, narkomaner, prostituerede, og drukgrupperne der befolker borgerskabet torve og læskure til gene for den adelige forbruger, og så alle de fremmede, der med deres forkerte kultur og hudfarve støder den hvide races selvtilstrækkelighed. Medens arbejdet hermed tidligere var et samlet statsligt anliggende, hvor også arbejderbevægelsen og venstrefløjen havde en aktiv rolle at spille, i form af at få sine kammerater med, så er der nu gået "bureaukratpolitik" heri, forstået på den måde at forskellige dele af statsapparatet, blandt andet politiet og udenrigsministeriet, nu åbenlyst handler selvstændigt - en udvikling der er hjulpet godt på vej med opbygningen af den fælleseuropæiske statsdannelse. Selv diverse fristeder indenfor EU overhovedet skal nu med vold og magt formaliseres eller jævnes med jorden i henhold til borgerlig ret og norm inden det indre marked for alvor åbnes i 1993. Lidt samlet kan man snakke en etablering af et egentlig lagdelt system, et kastesamfund, hvor man udover at beskytte sig nedad også beskytter sig udadtil mod "fattige landes befolkninger". Der foregår mao et aktivt arbejde for at konsolidere et 2/3-dels samfund.

Den anden side af 90-ernes kontekst omhandler, at den internationale arbejdsdeling har trukket opbygningen af en overregional statsdannelse med sig i form af den etatistiske stat (Poulantzas), hvor der sker en reel selvstændiggørelse af staten overfor det økonomiske grundlag. Da dette er sket som følge af centralisering af magten over produktivkræfterne og på grundlag af markedsmekanismens almengørelse, vil det også komme til fornyet strid om, hvordan de mere kulturelle og sociale forhold, som enkeltkapitaler ikke vil have med at gøre skal organiseres og finansieres. Det er som sådan samfundene, de enkelte nationers, sammenhængskraft, der stilles til debat.  

Starten af 90-erne har på dette grundlag været karakteriseret af fornyet stormløb på den velfærdsstat, der i efterkrigstiden er blevet bygget op bredt i Nordeuropa og Skandinavien. Hvis den ikke allerede - som i tilfældet England med Thatcherismen - er søgt generelt afviklet i retning af den enkeltes private forsikringsanliggende overfor "truende sociale begivenheder", så er den i det mindste blevet offer for en ideologisk skamridning, hvor ansvaret for at større og større grupper af mennesker mere eller mindre permanent er sat udenfor det arbejdsmæssige område, placeres hos denne gruppe selv. Der tales om, at den social-statslige forsørgelse af individer ved sygdom og ledighed fratager den enkelte opgaven at arbejde for at sikre sit eget liv. Og på det senere at allehånde offentlige beskæftigelsesinitiativer bare er en udsættelse af en løsning af problemerne, initiativer der specielt fra konservativ og liberal side ses som en fastholdelse af den enkelte i en passiv forsørgelsestilstand. Hvor der fra denne side argumenteres for en nedsættelse af mængden af midler, de enkelte kan opnå i form af overførelsesindtægter - dette skulle så være en "motiverende faktor" til at søge det arbejde, der ikke er der! - så fastholdes det dog fra socialdemokratisk side, at problemet ikke i sig selv er størrelsen heraf, men at det private arbejdsmarked er for lille. Men det tilføjes også her, at velfærdsstaten har fremmet en passiv side hos de involverede, og derfor må der fremover knyttes bestemte pligter til oppebærelse af offentlige midler ved ledighed. Der lyder således krav om "ingen rettigheder uden pligter". Mange småkommuner - og efterhånden også nogle større - i Danmark har da også længe været i gang med at tvangsudskrive bistandsklienter til forefaldent arbejde i lokalområdet, ellers er der ingen bistandshjælp. Som ved kapitalismens start er der en masse, der afviser denne tvang, på den ene eller den anden måde, men hvor disse tidligere blev søgt indfanget og anbragt i arbejdshuse, så sker der i dag en overføring af dem til permanent opbevaring i kategorien "førtidspensionist". Så kan man med Ritt Bjerregaards ord sikre "ro på bagsmækken". Samtidig har man dem i en situation, hvor man selv kan bestemme, hvad disse skal have at forsørge sig for.

Så meget om de to sider i 90-ernes kontekst. De danner et morads, der nu ikke er så megen 'marxistisk' nyt i. Det har udviklet sig ganske som de marx'ske love for kapitalismens udvikling kom på sporet af i sidste århundrede. Der er sket en fritstilling af hver enkelt fra sin stand og klasse, og ligeså en centralisering af magten, der blot venter på en demokratisering gennem de "associerede producenters" aktivitet. Så lige så langt væk et samfundsmæssigt system, der omhandler mennesket som andet end udbyttelig magt kan synes at være, lige så tæt på er det med en historisk målestok. De to sider i 90-ernes kontekst må nemlig også vurderes i deres egenskab af at være en samfundsmæssig modsigelse under udvikling: på den ene side giver dette et herredømme af kapitalstater - kapitaler som deres egen "stat" i samfundet - der griber dybt vertikaliseret ned i enhver nation, enhver egn og i ethvert menneske mhp gennemsætning af udbytningsforhold med den nyeste teknik, upåagtet hidtidige sociale grænser; på den anden side sker der en horisontalisering af de enkelte individers forhold til hinanden indenfor de hidtidige livsudsnitsstrukturer: at være "lige" under magten.

Med en vis ret synes det derfor muligt at sige, at med Sovjetunionens fald som imperiestat kan kommunismen opstå i folkenes skikkelse, hvilket også er forudsætningen for den egentlige revolution: kommunismen, ikke som produkt eller færdigt resultat, som en klasse eller et land kan råde over, men som proces. Og med et direkte citat af Marx: "Kommunismen er empirisk kun mulig som de herskende nationers handling på een gang og på samme tid, hvilket forudsætter den universelle udvikling af produktivkraften, og det hermed sammenhængende verdenssamkvem"[2].

Ud fra dette kan det hævdes, at det ligger i den nuværende form for verdenshistorie at orientere sig mod overtagelsen af de statskapitalistiske magter i det perspektiv, hvor alle mennesker er med som sammenhængende bevægelse. Det er vel også dét, som New York'er marxisterne har formuleret som diktum: hver enkelt må skrive verdenshistorie (Holzman). Det skal bare huskes, som metodisk og teoretiske ledetråd, at den form, hvorunder der handles selv er såvel del af problemet som løsning herpå. Og dette er at medreflektere, at klassekampen er den nuværende logik. Dette får som konsekvens, at når man stiller sig på standpunktet af "forenede producenter", at magten og de subjekter der handler i kraft heraf, handler imod en ophævelse heraf, og det med det våben, der er tilbage ud over den fysiske vold: at splitte og isolere mennesker fra hinanden. Fra magtens center vil der blive handlet, så fritstillede individer splittes fremfor at forene sig; og lige så overfor allerede splittelser, at der ikke sker et forbund om en samfundsmæssig ophævelse heraf, men en uddefinering eller inddefinering heraf[3].

Den førte arbejdsmarkedspolitik ift arbejdsløse er et klart eksempel på inddefinering: der skal ske en privatisering af selve finansieringsformen. Arbejdsmarkedets parter skal selv betale for de arbejdsløse. Hermed fjernes blikket fra, at arbejdsløshed er en nødvendig struktureffekt af selve den kapitalistiske måde at producere på, og at den omhandler manglende råderet over midler til samfundsmæssig produktion, ikke som privatejendom, men fordi de eksisterende midler, fra jord til luft, allerede er gjort til privatejendom.

Det samme kan siges at gøre sig gældende på gadebørnsområdet, der udsættes for en uddefineringsbestræbelse: brug systemet som det er, familien eller de eksisterende sociale hjælpeinstanser, som for øvrigt for tiden skæres ned, eller hold jer væk; men vi vil gerne anbefale jer overfor privat fondsstøtte. En Hattedame-forholden-sig.

Hvis ellers det at være sin samfundsmæssige opgave voksen overhovedet findes nogen steder, så må man nu sige, at det ikke er en evne, som det nuværende system er begavet med. Men hvad vil det egentlig sige at være "voksen".

AT VÆRE VOKSEN.

Voksen-begrebet har to poler, som det bestemmer sig igennem. Den første pol er barnet, og under de nuværende forhold, hvor kernefamilien har børn som privat ejendom, har det således en dimension af familielogik i sig. Den anden pol er myndighed, der er givet ud fra samfundets generelle strukturside omhandlende, hvornår individet som retssubjekt kan drages til ansvar for sine dispositioner. De to poler spejler samfundets fordobling i en offentlig og privat sfære under en ydre magt: det menneskelige individ er både privatindivid og borger på samme tid. De to poler går derfor også over i hinanden. Men først polerne hver for sig.

At være voksen er ikke længere at være barn. Og hertil knyttes typisk et hav af modstillinger: barnet er emotionel, fantasifuld, ude af stand til at tage vare på sig selv, medens den voksne er fornuftsstyret, eventuel kreativ, og een der kan og skal tage vare på sig selv. En voksen er ligeledes een, der er gået ud af sin ungdom i den betydning, at ungdomsgruppen som en subkultur ikke længere er det dominerende sociale netværk. Til den voksnes samfundsmæssige position hører nemlig, at man deltager i den samfundsmæssige produktion, i dag i formen lønarbejder, hvor man på den ene side bidrager til opretholdelsen af den samfundsmæssige produktionsproces og på den anden side opnår midler til sin egen reproduktion. Da arbejdsmarkedet i dag er mandsdomineret og reproduktionsområdet er kvindedomineret kan man næsten sige, at kvinden ikke er den totale samfundsmæssighed voksen, eller ikke må blive det, medens manden med sin tekniske rationalitet sidder med sine dominoklodser, biler og krigslegetøj og prøver at være en stor dreng, der kan selv.

At være voksen er også - går man til den semantiske betydning af ordet - at kunne leve op til sin stilling, sin position. Kort sagt at være sig sit ansvar bevidst og tage det overfor den helhed, man gennem sine handlinger er med til at reproducere. Kan man ikke dette er man ikke sin opgave voksen, hvor gammel man end måtte være. Dette gælder også dét at få børn: gode forældre er de forældre, der kan tage ansvar for deres børns udvikling.

Barndoms- og ungdomsfasen er en forberedelsesperiode til voksenlivet: man skal opdrages og uddannes - i dag i en sfære udenfor den samfundsmæssige produktion, hvad der som et generelt forhold ikke er mere end et par hundrede år gammelt, så naturligt det end ser ud. Man kan derfor også tale om et, for den nuværende individuelle samfundsmæssiggørelsesproces, særligt udviklingsproblem, nemlig den forlængede barndoms modsigelser, der omhandler at være overflødig som barn og ung, men nødvendig som kommende lønarbejder. Givet en sådan udviklingsform kan det heller ikke forlanges af børn og unge, at de skal være ansvarlige på forhånd, men kun at de skal kunne forvalte den frihed, de tilstås til selvbestemmelse over egne anliggender, men vel at mærke indenfor de rammer, der er sat af kernefamilie og den generelt rådende privatejendom udenfor. Og det er også herudfra at mere eller mindre frihed tilstås eller trækkes tilbage igen, nemlig ud fra om friheden forvaltes på en måde, som de voksne eller det voksne samfund kan stå inde for. Den udviklingsstøtte børn og unge derfor møder, er en udviklingsstøtte, der både tilsigter udvikling af en handleevne, der muliggør deltagelse i det generelle samfundsmæssige liv, og til at komme overens med begrænsningerne heri, idet selvbestemmelsen skal oparbejdes indenfor rammer, som barnet og den unge umiddelbart ingen personlig råderet har over. Den individuelle selvbestemmelses-art, der kommer ud af dette, er derfor en selvbestemmelse, der er i splid med sig selv. 

Følger vi denne diskurs - hvor frihed er polen til ansvar - en tand videre, så er det at være voksen at magte sin frihed i formen egetansvar, dér hvor man måtte være, er havnet eller specifikt har valgt sig ind i det samfundsmæssige liv centreret omkring dét at udfylde en lønarbejder- respektiv kernefamiliefunktion. Fritiden er i denne form stedet, hvor man kan slappe af, "selv bestemme", udvikle sig eller lade være.

Den anden pol, som voksen-begrebet er knyttet til, er myndigheds-konceptet: at fra visse aldre kan den unge selv træffe beslutning over egne personlige anliggender, ha´ en seksualitet, flytte hjemmefra, gifte sig, lige som det tilstås valgret. Altså at kunne og skulle være personlig ansvarlig for egne anliggender. Myndighedsanliggendet er i dag et passivt rettigheds-område: den unge tilstås rettigheder, men hvor det vil få midlerne til at realisere disse, dét er dets eget private anliggende.

Samlet kan det siges, at voksen-begrebet har en aktiv og passiv pol i sig: en voksen er een, der forventes noget af, nemlig at det udfylder sin rolle som individuel samfundsborger i formen at være producent, også overfor de børn man måtte have, og at leve op til love og regler; samtidig er en voksen en person, der kan drages personligt til ansvar overfor dets samfundsmæssige dispositioner. Et ansvarsforlangende er altså det bestemmende moment for den voksnes liv og levned.

PROBLEMER FOR VOKSNE.

Og det er så også i denne form, at det voksne individ lever med de problemer, det stilles overfor at løse og/eller selv handler sig ind i. Det er igennem disse handlinger, at det kan drages til ansvar, hvis ikke det lever op til eller overholder de givne normer, regler og forpligtigelser, som det enten selv har sat sig i eller som de er givet i kraft af de givne spilleregler for kontraktuelt menneskeligt samvær, fx ikke at sjæle eller slå ihjel. I voksen-begrebet kan man derfor også sige, at det er heri det menneskelige privatindivid finder sin juridiske form. Eller nærmere: at voksen-begrebet i dag primært er juridisk bestemt, snarere end det er givet i kraft af, hvad en voksen eller en voksen-generation er givet af handlemuligheder overfor at foregribe og forudbestemme udvidet kvalitet af det samfundsmæssige liv. I den grad sådanne kvalitetsmål eksisterer er de også enten negativt bestemt, fx retten til at undslå sig sundhedsfarligt arbejde med henvisning til fare for liv og levned, hvis man er lønarbejder; eller økonomisk funderet, fx retten til at lede og fordele arbejdet hvis man er arbejdsgiver. Voksen-begrebet følger mao den juridiske form for privatejendommens bevægelse, som denne sætter sig sammen for den enkelte og generationerne imellem: hvad der er voksent at gøre er bestemt ud fra opretholdelsen af den økonomiske position - den givne privatejendomsdisposition - der indehaves. Hvad der har med kvalitet at gøre er stor set henvist til det moralske og etiske område: det er ansvaret for hinanden, helheden, naturen mv. - pamfletter som det voksne samfund ofte river børn og unge i næsen, som om dette samfund selv lever op hertil. Der sker her dét, at børn gives det ansvar,  som  de voksne ikke selv vil tage - ikke noget at sige til at de voksne gives fingeren, når den unge med puberteten stilles med at kunne reproducere sig selv.

Med dette sidste er vi også kommet på sporet af voksen-begrebets forførende dobbelthed: på den ene side er det givet som et snævert juridiske forhold vedrørende opretholdelsen af privatejendommen og på den anden side bredt som et selvstændigt forhold, omhandlende at handle menneskeligt overfor totaliteten af det samfundsmæssige liv. I sin konsekvens udtales her, at en voksen er een, der er ansvarlig overfor en helhed, der hverken er ansvarlig overfor sig selv i sin kontekst - naturen som fællesejendom - eller for hver enkelt som menneskeligt væsen. Dette kan kaldes voksen-begrebets ideologiske imagination: man kaldes som voksen til orden under betingelser, som i sit væsen er usanselige eller usamfundsmæssige, om end samtidig udgået fra een selv. I den grad dette ikke aktivt fravælges sker der derfor en selvideologisering.

Privatejendommen som menneskelig grundform kan derfor siges at blive opretholdt gennem de til enhver tid givne im- og eksplicitte krav til en ansvarlig voksen-forholden-sig. De problemer, der er knyttet til et sådant liv, er da også problemer, den enkelte privat må søge at løse på tilsvarende privat måde. Man kan søge fællesløsninger, selvfølgelig, men disse har kun etableret gyldighed, når de samtidig sanktioneres gennem en bestemt økonomisk form: ægteskabet, med-ejendomsret mv. Ingen steder, alment set, er der - endnu! - brugsmæssig kvalitativ samfundsmæssig omgang med den producerede samfundsmæssige natur og naturens egen rigdom.

At beskæftige sig med voksen-begrebet, som det er gjort indtil nu mht dets begrundelsessammenhæng er som at rejse ind i vanviddet. Men dette er nu ikke uden sagsmæssig substans: voksen-begrebets ansvarsforlangende suspenderes nemlig retsligt i selve vanviddet. Psykiatriens kernepunkt - psykosen - er netop defineret som manglende sygdomsindsigt, hvad der blot er et andet ord for individets manglende evne til at leve op til det private ansvarforlangende overfor egen eksistens. Følgelig er der i det borgerlige samfund også straffrihed, når et individ forbryder sig mod den givne orden i en tilstand af diagnosticeret vanvid eller sindssyge, om end det kun er straffrit i den snævre juridiske forstand, da der altid sanktioneres en moralsk-etisk behandlingsdom.

Opsummerende omkring problemer indenfor voksen-begrebet kan vi derfor sige, at brugen heraf i form af den ideologiske imagination netop skærper de individuelle problemer i omgangen med privatejendommen. Det kommer til dannelsen af, hvad der kan kaldes "den ubærlige modsigelse": modsætningen mellem at opretholde sit liv privat indenfor betingelserne eller at gi´ det op. Som menneske er dette at måtte handle i en stadig stress- og angst-tilstand, der kun tilbyder een etableret udvej: den psykotiske.

VOKSEN-BEGREBET IGEN.

Et blik herpå udefra kan være formålstjenligt. Hvad er det egentlig for en praksisform, der er trådt frem? Det er såmænd den protestantiske arbejdsetik fra Calvin og den Kant'ske fornuft og oplysningsfilosofi, der har dannet begreb. Det er pligten til at arbejde for fremmede interesser og ansvaret overfor frivilligt at acceptere dette som en karmisk skæbne, der er det reelle indhold heri. Forskellen mellem psykosen og dennes skizofrene form er da også "kun", at skizofrenien indtræder når psykosen i sig selv ikke tilbyder tilstrækkelige afstigningsmuligheder fra de familiære arbejdsforhold, der bandt een uden at man fik øje på dem.

Knyttet hertil er også den dagligdagsopfattelse, at problemer er noget, der stiller sig af sig selv. De falder så at sige "ned fra himlen" som afsubjektiverede opgaver, der kræver umiddelbar løsning. En ansvarlig voksen vil da være en person, der sætter sig for at løse dem, medens en uansvarlig voksen er een, der lader stå til. Men dette er kun rigtigt, hvis privatformen for liv antages som den essentielt menneskelige eksistensform, hvad den ikke er. Privatformen er derimod en særligt udviklet form for samfundsmæssig livsopretholdelse, den form hvor det samfundsmæssige sætter sig igennem bag om ryggen på een. Alment menneskelig er problemer derimod kollektive og personlige udviklingsopgaver, som den fælles historieskrivning stiller for forandring af de givne eksistensbetingelser. Så det er når den samfundsmæssige historie ikke lader sig skrive i fællesskab, at problemer "melder sig". At arbejde hermed qua begrebet om "voksent ansvarsforlangende" mht umiddelbar løsning af problemer vil da være at abstrahere fra at handle på netop de betingelser, der har skabt de afsubjektiverede problemer. Såvel den fælles historie som een selv heri, må ved en sådan fremgangsmåde derfor kaldes yderligere til orden under de i forvejen fremmedbestemte betingelser.

Den "voksne" form for problemløsning, som den kendes i dag, er derfor en ren restriktiv form, der så at sige selv kalder på oprør fra enhver efterfølgende generation. Disse er nemlig henvist til at bryde med de voksne - over en bred bank og med en tilsvarende afvisning af de erfaringer som tidligere generationer gjorde i deres oprør  - bare for at komme i en "tilstand af eksistens mennesker imellem", hvor overhovedet det at leve kan mærkes på egen krop. Af samme grunde går også akkumuleret viden om reelt gennemførte oprør tabt fra generation til generation.

PROBLEMET FOR DE VOKSNE.

Nu kan man selvfølgelig hævde, at ovenstående voksen-begreb, om det ikke er forkert konciperet, så i det mindste kun udgør en lille sublogik i den større samfundsmæssige helhed. På den anden side skal det modsatte ikke hævdes, men om den ikke allerede historisk har haft en stor betydning som spontan praksisform, så synes dens betydning at være voksende, hvis man kigger på det sociale og sundhedsmæssige område.

Nævnes skal blot nogle enkelte områder.

For det første forebyggelsesområdet. I 1989 kom der en første helhedsplan for forebyggelsesarbejdet (Regeringens Forebyggelsesprogram, Program- og Dokumentationsdel, Sundhedsministeriet 1989). Her udpeges livsstilssygdommene - røg, druk og mad - som de centrale sygdomsfremkaldende faktorer. Og hvad der sættes i fokus er den enkeltes ansvar overfor at holde sig sund! Ikke et ord om, hvad der i det nuværende samfundsmæssige livsgrundlag forhindrer mennesket i ikke at kunne tage vare på sig selv i et sundhedsfremmende perspektiv (jvf. også kritikken i "Massakren på subjektet 1-3" i PsykologNyt 2,3 og 6, 1990).

For det andet skal nævnes familiebehandlingsområdet - og måske også i stigende grad indenfor revalideringsområdet. Her vokser den systemiske terapi frem. De sociale grunde til at der opstår problemer bortabstraheres systematisk. Indenfor behandlingsområdet går det ud på at mobilisere, hvad der måtte være af ekstra ressourcer indenfor det private netværk, således at familien kan klare sig uden at ligge det offentlige til last[4]. Indenfor revalideringsområdet drejer det sig derimod om at sortere mennesker ud fra, om de vil tage et personligt ansvar for deres placering i systemet eller ej. I bekræftende fald kan der ydes støtte til at holde sig fri af førtidspension, ellers er der ingen støtte at hente til nogen problemløsning overhovedet.

For det tredje er der at bemærke, at den nyeste "akademiske" psykologi ender op i "ansvar" som personlighedens almene grundlag[5]. At det er det etablerede voksen-begreb, der anvendes viser følgende sentens utvetydigt: "Et menneske viser måske sin sande karakter, når det er værst, men et menneskes sande personlighed får vi et glimt af, når mennesket yder sit bedste" (Del II, s.340).

For det fjerde - og sidste - skal psykiatrien nævnes. Dens genstand er "abnorme sjælelige tilstande", der bryder frem, når individet ikke længere magter at tage ansvaret for eget liv (Strömgren: "Psykiatri"). Hertil indrømmes åbent, at selv samme psykiatri kun kan symptombehandle med medicinske midler ved siden af selve sygelejet (Jvf. Betænkning nr.809, 1977). Mao et sanktioneret samfundsmæssigt perspektiv omhandlende at få det psykisk syge menneske tilbage til sine problematiske livsbetingelser med et yderligere problem, der nu omhandler medicinafhængighed.

Jo det "voksne" samfund har problemer med de voksnes evne til at respondere spontant og frivilligt på ansvarsforlangendet. Pt. synes en løsning at være at finde i en særlig helhedsmæssig kode at takle det på. Koden findes i det fremvoksende koncept om et bio-psyko-socialt perspektiv på den menneskelig sundhed og sygdom: her kan medicinen så tage sig af det biologiske ved mennesket, psykologien det psykologiske og samfundsvidenskaberne det sociale. Nu skal det ikke nægtes, at der kan indhøstes viden om menneskelig funktionsmåde på denne måde, men det er viden om det abstrakte menneske, der jo ikke eksisterer[6]. Det bliver derfor en viden, der kun kan sættes igennem som norm overfor de enkelte - altså endnu et ansvarforlangende at leve op til. Desforuden må man spørge, hvem der tager sig af helheden? Det kan ikke være det menneske, det angår - det eksisterer jo ikke - og så må det være de grupper, der i forvejen sidder på den samfundsmæssige dispositionsret.

VEJE UD:

1. Udviklingen af kollektive arbejdskulturer.

På det foreliggende grundlag af etableret "voksenhed" er det altså ikke muligt at komme videre end til fornyede afarter af cyklisk ragnarok. Vi må derfor finde de modsigelser, der peger ud heraf. Og disse må også være givet i kraft af selve genstanden, idet udvikling ellers ikke er mulig. Det må derfor være de modsigelser, som ethvert "voksent" ansvarsforlangende spærrer for at tage alvorligt respektivt sætte på begreb. Perspektivet for disse - ved vi fra det tidligere - er givet qua konceptet om "associerede producenter".

Ser vi først på ansvarsforlangendet fra systemets strukturside, så har vi her den restriktive tre-enigheden af lønarbejde, fritid og kernefamilie. Og ser vi på det fra systemets generationsside, så er det, at vi har hver generations samfundsmæssiggørelse udenfor den kooperative produktionsproces, og alene af værdi herfor som kommende arbejdskraft, ikke menneskelig værdi i sig selv. Sammenhængen herimellem er, at hver generation, på et land hvor der ikke kan ske udvikling med tidligere generationer, må lade sig indsocialiseres til lønarbejder-fritid-kernefamilie-logikken, idet de ikke kan gøre brug af de kræfter og perspektiver, der til enhver tid ligger herfra i forsøgene på at bryde ud herfra. Hvad der derfor generelt abstraheres fra i det voksne ansvarsforlangende er de modsigelsesforhold, der angår at mennesker lever i og med at de "slår sig sammen for at gøre verden mere beboelig"[7]. Tre krav kan her perspektivisk stilles: et grundlag af fællesejendom, udviklingen af produktivkræfterne må indeslutte deres videnskabeliggørelse, og en politisk revolution som en fuldstændig omvæltning af samfundsordninger og dets aktører[8]. Et samlet begreb herfor er "udviklingen af kollektive arbejdskulturer"[9]. Opgaven er så at arbejde med de modsigelser i ens dagligdag, hvor denne end er, der i tid og rum fremmer etableringen af strukturer for samfundsmæssigt arbejde som en naturlig forlængelse af at "slå sig sammen". Dette indbefatter også en løsning på generationsadskillelsesproblemet: staten må ud af regulationen af, hvad der er offentlig og privat, tilladt og forbudt osv. osv., og fællesskabets autoritet må ind. Og i samme grad dette sker, stiller man sig også på standpunktet af "associerede producenter" globalt set. 

Altså: i stedet for hvert enkelt menneskes private ansvar for at magte nedenstående forudsigelige død:

Kun konkrete analyser for, i og med de menneskemasser, der lever i kraft at de slår sig sammen kan nærmere komme på sporet af de bestemte modsigelser, der skal agtes og udvikles hen mod dannelsen af nye sociale strukturer, hvor eksisterende problemer finder almene bevægelsesformer.

Vender vi tilbage til det bio-psyko-sociale koncept, så er der allerede opsamlet megen viden igennem dette. det vides meget præcist, hvilke arbejdsbetingelser, der som norm nedbryder den menneskelige aktivitet; man kender på psykens område, hvilke kommunikationsformer, der låser psyken i afmagt; og på det biologiske område kendes efterhånden, hvordan hjernen og centralnervesystemet tager sig ud, når individet er handlingslammet på den ene eller den anden måde. Men som nævnt tidligere er det viden, der ikke kan bruges direkte af de involverede. Heroverfor kan man stille en reinterpretation af denne viden ud fra, hvad etableringen af kollektive arbejdskulturer nødvendiggør for at presset mod den menneskelige eksistens kollektivt kan ophæves.

2. Voksen som intentionel bevidsthed på sagsmæssige modsigelser.

Også på den specifikt psykologiske side må der findes veje ud af indfangetheden i det voksne ansvarsforlangende. Der må udvikles begreber, der kan gennemskue dets restriktivitet fra "hvert enkelts eget standpunkt", således at det kan komme til udviklingen af virksomhedsformer, der ikke reproducerer det.

En tilgang til et arbejde hermed findes i intentionalitets-begrebet, der er et koncept for, at den menneskelige virksomhed i sin genstandsmæssighed generelt er en målrettet virksomhed. Der tilsigtes realiseringen af mål, der har betydning for den fortsatte reproduktion af den menneskelige eksistens. Da den menneskelige eksistens er af socialgenstandsmæssig karakter, så er afklaringen af det intentionelle selv af socialgenstandsmæssig art: det er via kooperation om samfundsmæsssige sager, at mennesket kommer til klarhed over den specifikke egenart af konkret målrettethed, dvs. kommer til bevidsthed om dets intentionalitet. Hvor motiv forholder sig til den menneskelige virksomhed på grundlag af et behov[10], så forholder det intentionelle sig til selve den retning, hvorigennem den menneskelige virksomhed bevidst agtes udviklet igennem. Alment menneskeligt må det intentionelle ses som en nødvendig kooperativ produktivkraft ifm. udviklingen af interesser: netop i kraft af at arbejde sammen om hinandens mere eller mindre klare eller formulerede forestillinger om, hvor arbejdet skal hen, sker der en udvikling af sagen og (be)grebet herom, når de allerede eksisterende målforestillinger i kooperationen søges sat på begreb. Herigennem udvikles den enkeltes personlige forholden-sig også: dets intentionalitet vil da nærme sig de bestemmende forhold ved det givne sociale fænomen.

Samlet kan det siges, at menneskelig intentionalitet er givet som det bevidste arbejde med forholdet mellem egne personlige interesser ift en given sag og denne sags sociale fundering i kraft af andres virksomhed.

Under usikre sociale betingelser, hvor det ikke synes muligt at fastholde et bevægeligt udviklingsperspektiv på sit 'personlige sagsarbejde' kan der ske det, at den allerede udviklede intentionalitet låses fast til bestemte dimensioner i den givne virkelighed, netop de dimensioner, det ikke synes muligt at leve videre med uden. Disse vil så, som en "negativ psykisk arv", findes og genfindes i alle efterfølgende virkelighedssituationer.

 

Skematisk: fra bevægeligt udviklingsforhold på sagens sociale lokalitet, til fastlåst intentionalitet, hvor det samme uafklarede, uløste eller ubærlige virkelighedsforhold spontant gribes som psykiske "tredje-person-processer":

Låst  intentionalitet

 

Ved 'låst intentionalitet' er det generelle personlige sagsarbejde overlejret af, at der tages vare på et biografisk forhold af privat betydning, snarere end af det fælles sagslige. Det bliver et mål i sig selv at fastholde sin egen udvikling og givne placering i den kooperative produktionsproces. Med voksent ansvarforlangende som generel restriktiv dimension i menneskelig forholden sig i dag, stilles hver social sammenhæng derfor overfor et særskilt arbejde med ophævelsen af de involveredes ureflekterede særinteresser til fordel for en "fælles fælleshed"; men da der ikke findes menneskelige relationer abstrakt, men kun bundet til konkrete situationer af konkrete sager er særinteresser kun ophævelige i kraft af og formidlet igennem de netop givne interessekonstellationer mht en almen udvikling af også de mere sekundære dimensioner i de allerede givne sager. Det voksne ansvarsforlangende skal så at sige knyttes til afklaringen af, hvilken art udvikling bestemte sagsmæssige sammenhænge muliggør og egentlig også kræver, fremfor forfinelsen af den til enhver tid givne private tagen ansvar for sig selv og på andre.

Under strukturelle magtforhold er det intentionelle endvidere et særskilt kampområde. Idet eksistensen af magt netop tvinger de involverede til at omgås sagerne taktisk med deres egen personlige interesse, så sættes som menneskelig forholden-sig en yderside, en offentlighedsside, og en inderside, en privatside. Ingen i en strukturel magtsammenhæng kan være sikker på, at dét, der udtrykkes også er det tænkte og/eller følte. Det vil da være funktionelt for magten, at det "egentlige" ikke benævnes, eller hvis det benævnes, så at det "omfortolkes" som et uberettiget angreb herpå. Ligeså vil det være funktionelt fra afmagtens side, at det "egentlige" ikke kommer frem, idet den givne position da kan fastholdes en rum tid, holdes åben for een selv; men funktionaliteten for de afmægtige er kun virksom på kort sigt, idet handle-accepten skærper problemerne ved at gøre een delagtig i egen undertrykkelse. Da magten kun under særskilte betingelser kan sætte sig for at afvikle sig selv, så er det generelle subjekt for et brud med magten de afmægtige selv, hvilket vil kræve en strukturel udvikling af sagen, således at den givne magt over sagen erstattes af de involveredes kompetence til at initieres indholdsmæssig sagsmæssig udvikling.

Det er mao. den konkrete sagslige forholden sig i kooperativ forstand, som det "voksne ansvarsforlangende" nedblænder og forskyder "ind i individet" som en abstrakt sagstvang. En sådan fremmedbestemthed i individet modsvares da af en subjektivitet, hvor der sker en underkendelse af betydningen af at fastholde en intentionel praktisk bevidsthed på de bestemmende modsigelser i de givne opgaver, problemer og konflikter. Bevidstheden får således under fremmedbestemte betingelser lov at "flyde med strømmen", fremfor at blive gjort til et "vågent øje" for afklaringen af skridtene i den langsigtede ophævelse af konkrete begrænsninger. At holde det langsigtede mål for øje og at lade bevidstheden hvile i de modsigelser, der er forbundet hermed, må da være den psykologiske vej ud af den restriktive voksen forholden-sig.

3. Alternativ parallelstreng til psykiatrien.

Ift det bio-psyko-sociale koncept, der allerede er praktisk virksomt på statsbureaukratisk niveau, må der udvikles et reelt modsvar, et svar der tager det levende arbejdes parti. Et specifikt psykologisk bud herpå er opbygningen af en alternativ rådgivningsstreng parallelt med det psykiatriske system, men så omfattende, at det er et alternativ før det kommer til udviklingen af psykisk sygdom[11].

 

                                                                                                                        ¤