OM UNGE OG SELVMORD. 1

 

Mængden af selvmord. 1

Selvmordsforsøg. 1

At gå videre selv. 2

En vigtig ting. 3

En drøm - at arbejde for. 3

Det tabte. 4

KOMMENTARER: 4

 

OM UNGE OG SELVMORD.

 

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych

 

Det følgende oplæg er oprindeligt et talepapir til et radio-interview. Det bringes her, og det bringes fordi, at stadig flere unge vælger selvmordet som "løsningsstrategi" overfor vores usolidariske betonsamfund. Og formålet med at bringe oplægget er, at vejen frem må være en ganske anden end den nuværende.

                      Oplægget er særligt målrettet til unge, der "hænger på kanten". Og for ikke at udtrykke noget, der kunne virke mod min hensigt, bad jeg en 16.årig pige, jeg kender, læse det igennem og kritisere det, så meget som muligt. De kommentarer, der kom, synes jeg taler for sig selv - de udtrykker noget jeg selv har svært ved at udtrykke, med mine ord - og jeg har derfor renskevet dem, og valgt at bringe dem uredigeret i forlængelse af oplægget, sammen med den samlede kommentar, der også blev givet.

                      Tallene i oplægget er bibeholdt, trods at de har forandret sig siden oplægget blev skrevet i 1995. I absolutte tal er antal selvmord gået ned op mod år 2000, mens det er nu begyndt at stige igen, særligt for unge og blandt psykiatriske patienter.  

 

 

Mængden af selvmord.

Der finder 15-1600 selvmord sted om året i Danmark. Og dette er meget højere end lande, vi ellers sammenligner os med, og det er dobbelt så højt som fx. i England. Cirka halvdelen - 7-800 - er selvmord blandt unge, og det er 2 om dagen, hver dag året rundt. Hvert fjerde dødsfald blandt unge skyldes således selvmord.

 

Selvmordsforsøg.

Man regner desuden med, at op til 10 gange flere forsøger selvmord, dvs. 15-16.000 selvmordsforsøg om året. Det er 40 forsøg om dagen! Og alt i alt regnes med, at 65.000 pårørende årligt berøres af selvmord eller selvmordsforsøg.

 

Grunde.

Der er ikke kun én grund til selvmord. Der er mange og samvirkende grunde.

Man kan havne i en situation, hvor man bliver forladt, af en man holder af eller er afhængig af; eller man kan blive udsat for mobning, hvor man tager andres forkerte mening om een ind, således at man selv tror, at man er forkert, har forkert udseende, forkert adfærd eller andet. Man kan også sætte sin lid til en sammenhæng - familien eller veninde - eller kammeratskabsgrupper - der bare er ligeglade med een eller har nok i sig selv, således at man begynder at føle sig betydningsløs.

I selvmordet er man stillet alene med en uoverstigelig følelse af håbløshed og fortvivlelse, som fylder det hele, og som man forestiller sig vil fylde resten af livet. På den måde bliver selvmord en måde at slippe væk på, få fred. Man står simpelt hen af.

 

Men når ovenstående er sagt - og det er også sådan der generelt snakkes om selvmord - så skal man også gå den tand videre, hvor man tager stilling til, hvad der egentlig ligger i selvmordet, eller i selvmordsforsøget, og denne tand videre glemmer det borgerlige samfund systematisk.

Det er, at selvmord er et dobbelt forhold:

-         på den ene side er det mord, som systemet begår mod een, netop ved ikke at vise eller fremskaffe midler og muligheder for, at livet er en kamp værd;

-         på den anden side er selvmord den største og mest betydningsfulde handling et menneske kan begå i forhold til sig selv. I selvmordet har man suveræn kontrol over sit eget liv, måske for første og sidste gang i sit liv.

 

 

Dette dobbelte forhold opleves også tit af de, der skubbes ud i og placeres i selvmordet, som at "der er noget, der er skruet forkert sammen". Men hvis man på dette, så søger grunden til denne oplevelse i een selv, i ens fortvivlelse, håbløshed og ligegyldighed for andre, så er det også, at man ikke længere kan beskytte sig mod systemets mord og overgreb på een, netop ved at det ikke giver een muligheden for at leve. Så ligeså mange umulige problemer, der stilles op for mennesker, og ligeså mange kollektive bedrag og svigt, som der er, ligeså mange selvmord forberedes der også. Den største smerte, der er, er da også at være isoleret og stillet alene indenfor "fælleskabet".

Det gælder derfor om at vende sig ud mod en "større verden", når man, af andre, isoleres indenfor den verden, man har. Det gælder også om at gå imod dét i een selv - naget, bitterheden, hadet, ulykkeligheden eller trætheden - der spontant forlanger, at man isolerer sig selv yderligere. Og endelig må man gøre sig klart, at det "fællesskab", man lever igennem, slet ikke fortjener betegnelsen "fælles" - ellers ville man selv (og de andre) have det helt-helt anderledes og meget-meget bedre.

 

At gå videre selv.

Her skal man huske nogle vigtige ting. Det er nogle selvfølgeligheder.

For det første at døden altid kommer i den sidste ende. Døden kommer med sikkerhed, så man behøver ikke arbejde for den. Det er muligt, der er flere liv, men livet efter døden er livet efter døden.

Det andet vigtige at huske er, at sådan som man har det med livet, dét er altid knyttet til en bestemt social sammenhæng og til den position og situation, man er i indenfor denne. Man kan være dybt ulykkelig over, at dem man er sammen med, fx. forældre eller venner, at de ikke får øje på een, eller på den man er, eller at de er ligeglade med ens liv og mening. Men så er man også havnet det forkerte sted, i en forkert sammenhæng. Og i stedet for at appellere til nogen, der er ligeglade, så må man bevæge sig ud i verden, slå sig sammen med andre "udstødte". Så kan det også være, at man kan vende tilbage en dag, og fortælle hvad de gjorde mod een, eller endog hjælpe dem videre med "deres meningsløse liv".

De "udstødte" behøver ingen lede efter. De er alle steder - måske også indenfor den sammenhæng, man lider under at være underlagt under, fx. ved at være statist i og for de andres usolidariske drama. De udstødte er den størst voksende gruppe i det danske samfund. Så man behøver ikke lede meget og længe efter dem. De er også i ungdomsmiljøer, der virker straight, hårde eller udsyrede. Og som synes at leve godt i deres protest mod det borgerlige samfund.

Men samtidig må man også huske, at der ingen steder er så stor solidaritet som blandt unge og ungdomsgrupper. Her kunne det voksne samfund lære noget, hvis det ellers ville eller turde, men det er det tilsyneladende langt fra parat til, med dets dopede blik på status, påkaldt selvværd og privat selvkontrol. Så måske er det nu, at der skal arbejdes igen på at nedsætte stemmeretten til i det mindste 15 år. Det viser sig også, at den gruppe, der er bedst til at forudsige, hvordan samfundet er 20 år fremme i tiden, det er børne- og ungdomsgruppen! Så hvis denne gruppe fik reel indflydelse på samfundets udvikling - og det er mere end stemmesedlen, selvfølgelig - så kunne et samfund, i et billede, der er ønskeligt, lettere opbygges.

 

En vigtig ting.

Når man snakker om noget, så er det også tit sådan, at dét, man snakker om, bliver virkeligt eller fylder verden ud. Det gælder meget for angst. Men det gælder også især for selvmord. Og der er en mængde undersøgelser, der fortæller, at har der været en TV-udsendelse om selvmord, eller hvis kendte personer, "stjerner", begår selvmord, så stiger selvmordsraten med helt op til 10-20% i perioden efter. Så selvmord synes at smitte.

Men det tror jeg til gengæld meget handler om, at når der fortælles om selvmord fra det borgerlige samfunds side, og det vil jeg personligt kalde "gruppen af dumme og feje voksne", så sker det altid ved at man bortlyver, at et selvmord også er et mord på personen fra systemets side. Det er også derfor, at man ikke i sammenhæng med selvmord, tør snakke om at livet er en god ting, og altid er en kamp værd. Det er det nemlig ej heller, hvis man lever gennem underkastelse, eller gennem ydre tings værdi, og som borgerlig blok præsenterer dette som livet selv: vækst, profit, status, nervepiller, sprut osv.. Der er en udpræget tendens i det borgerlige samfund til at fordømme selvmord moralsk - men det ridser jo også lakken i søjlerne i de velbjærgedes højborg.

Så fremfor selvmord som et spørgsmål omhandlende, om man gøre det eller ikke, så må man finde sin trods, sin harme, sin vrede - og ikke bare nøjes med at tænke positivt, fx. på hvad man er god til - og forlade den situation, hvor andre låser een i ligegyldighed. OK, så kan man komme til at svigte nogle af de voksne, som systemet selv har svigtet eller er ligeglade med, men man kan ikke leve ved kun at fokusere på det dårlige. Og som ung kan man heller ikke leve de voksnes liv.

 

En drøm - at arbejde for.

Min personlige drøm på dette område, den er, at man som barn i fødselsgave får en ringeklokke til Børnemagt. Så kan man trykke på knappen, når man synes eller finder ud af, at tingene er ad helvede til eller at ens voksne er urimeligt dumme og feje. Og når man har trykket, kommer der nogle, så tæt på ens egen alder som muligt, fra Børnemagt, og disse repræsentanter kan så tage ens voksne med, hvis de er totalt urimelige eller uvillige til at finde fælles løsninger. Forældrene kan komme på institution, hvis der ikke er andre muligheder, og man står som barn frit for - i samarbejde med Børnemagt - om man vil have dem tilbage, hvornår osv., eller om man vil have nogle andre forældre, indtil de oprindelige har fundet ud af at løse deres problemer, eller indtil de har fundet ud af at finde ind i det almene solidariske samfund igen.

Gode drømme, kan man sige, går altid i opfyldelse, men det tager lidt længere tid - for de dårlige, dé er her allerede.

 

Det tabte.

Helt generelt er stigningen i selvmord udtryk for, at `behovet for at udrette noget sammen`, på tværs af sammenhænge, på tværs af aldersforskelle, på tværs af forskellige lære- og arbejdssammenhænge osv., at dette behov underkendes. Angst er da ej heller et grundvilkår i livet - som man skal tilpasse sig og som borgerskabets magt automatisk bilder os ind - men en effekt af handlingslammelse overfor relevante konkrete livsforhold. I angsten spejles ens udleverethed til omstændighederne, ej livets væren med fæller.

At være nysgerrig og lære verden og sig selv at kende ved i sin væren at gribe ind i den og forandre verden i et menneskeligt billede, dette er for ethvert repressivt system en frygtelig farlig ting. Men for mennesket  livsnødvendigheder. Vi fødes da også som virksomme væsener, og som sanseligt virksomme udvikler vi virkeligheden med andre. Men det voksne borgerlige samfund er nærmest ligeglade med denne så væsentlige og unikke kvalitet ved mennesket. Som ung er man da også overflødig som ung, men nødvendig som kommende lønarbejder - hvilket også kaldes barndommens modsigelse under kapitalismen.

Og det synes jeg ikke nogen ung - eller gammel - skal tage sit liv for. Dét skal man derimod tage kampen op imod, og det gør man ved at søge derhen og søge de mennesker, det føles rigtigt at være sammen med. Det gælder om at huske, at sandt menneskelige relationer, de opstår, når mennesker slår sig sammen for at gøre verden mere beboelig.

 

Og en sidste ting: når man har oplevet eller er på vej ind i håbløs mørke og fortvivlelse, så har man noget at gi` til, ikke det nuværende samfund, men til et bedre fremtidigt. Men det forudsætter, at man forbliver i live, vælger livet. Vælger frigørelsen. Man skal ikke lade noget myrde sig, kan det undgås.

 

 

Rådgivningsgruppen Regnbuen

Solidaritetshuset

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

 

KOMMENTARER:

 

Først et par direkte kommentarer:

 

-         Man kan stå af på livet gennem selvmord, men hvad med stofmisbrug og kriminalitet?

-         Kan livet ikke være noget smukt i sig selv? Selv om dine omgivelser og medmennesker giver dig følelsen af ikke at være værdsat, så har du dog alligevel livet og det lys, du bærer i dit indre.

-         `Sandt menneskelige relationer` opstår også når man følger sin indre stemme og vælger at være menneske. Når man respekterer  alt,  hvad der er liv, og bekæmper alt det, der ikke er det - dermed også systemet, der i den grad er livsbenægtende.

 

 

Og mere generelt:

 

Jeg synes du taler lidt for meget om systemets indflydelse. Selvfølgelig er det væsentligt, men jeg tror også, at det går dybere end det. Jeg tror at det hænger sammen med selve måden at se livet på. Vi har simpelt hen ikke nok respekt for livet, ikke nok tro på, at hvis vi, trods alle forhindringer, bevarer vores kærlighed til livet i sig selv, så vil vi føle lykke og bringe lykke til andre og derved finde styrke og mod i os selv. Hvis man finder den styrke, det er, at turde virkelig at leve, da kan man ikke undertrykkes!

Og det er den styrke vi mangler i den vestlige verden. Når alt går galt har vi ikke noget at vende os til, ingen tro. Jeg mener ikke en religion, men en tro på, at det guddommelige findes, at det findes i os selv. Havde vi den urokkelige tro, ville vi også altid have håb og dermed også et liv. Men hvis du ikke har tro kan du miste håbet, og uden håb kan intet liv jo bestå!

Det kan godt være, at du ikke kan bruge dette til noget, men jeg tror at du nogen gange i din kamp mod systemet, glemmer at se tingene i et større perspektiv, f.eks. hvad er det, der gør at folk lader sig undertrykke af systemet? Hvordan kan et system som vores overhovedet få lov at eksistere? Det må da være fordi noget er gået tabt, men det er gået tabt for længe siden. Jeg tror, at det er troen og håbet (og kærligheden haha), der er gået tabt.

Jeg ved godt, jeg er lidt af en drømmer, men måske kan du bruge disse tanker til noget alligevel.

PS: Jeg håber ikke, at jeg har været for kritisk.

 

                                                        Ditte, Christianshavn