”Begreber er de greb, hvormed man kan bevæge tingene”.

Brecht.

 

HVAD ER TERAPI?

OPARBEJDNING AF ET BEGREB OM

GENSTANDEN FOR TERAPI.

 

Anvendelse af den fænografiske metode i praksis [1].

 

 

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

10. Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb om terapi 2

10.1      Et vue udi terapi set som fænomen. 4

Fænomenbeskrivelse af terapi. 5

Terapibestemmelser. 6

Genstandsreference: dét som aktiviteten retter sig imod. 9

Middelreference: dét som anvendes til genstanden. 12

10.2 Om fænomenet terapi som genstand for erkendelse: terapi som bestemt form for selvbevægelse. 22

Fra fænomenbeskrivelse til fænomenbestemmelse. 22

10.3 Et vue ind i terapi: terapi som felt. 24

Terapi som form for social praksis: praksisform. 25

Karakteristika for den teraperede dimension. 26

Karakteristika for den sociale dimension. 26

Om forholdet mellem den teraperede dimension og den sociale dimension. 26

10.4 Terapi som historisk udviklet realitet. 29

Fra overbegreb til kategoriel oparbejdning. 29

Om forholdet mellem det konkrete og det abstrakte; og om udviklingsforholdet mellem alment og enkelt. 31

Begribelsens paradoks. 33

Et begreb om terapi: terapi som lidelsesbemestring. 36

Den gordiske knude og dens teoretiske ophævelse. Praksisform og forholdet til andre genstande: bearbejdningsform fra individsiden og reproduktionsform fra samfundssiden. 38

Den samfundshistoriske udviklingssammenhæng som overgribende medium for analysen af terapi. 39

 

 

10. Hvad er terapi. Oparbejdning af et begreb om terapi

 

Vi stiller spørgsmålet: hvad er terapi? Og vores problem bliver umiddelbart, hvordan vi finder et svar herpå, samt hvilke krav vi må stille til et sådant svar. Løsningen herpå er langt fra indlysende, idet det er ubestemt for os, hvad det er for et virkelighedsfænomen, som vi stiller spørgsmålet til - hvilket vi også først ved, når vi har et svar, idet kun et svar gør det muligt for os at bestemme, hvilke af virkelighedens fænomener, der er terapeutiske realiteter.

Vi står mao. overfor en gordisk knude allerede omkring indfaldsvinklen for vores bestræbelse på at komme til klarhed over, hvad terapi er. Og da det netop også er ubestemt for os på nuværende tidspunkt, hvad karakteren er af denne gordiske knude i forhold til terapi, så må det i første omgang dreje sig om at finde en fremgangsmåde - en måde at bryde igennem på - mod et svar, der overvinder klart ensidige måder at løse vores stillede problem på. Vi må kræve, at vores tilgang til fænomenet ikke på forhånd reducerer fænomenet, således at væsentlige forhold udklamres[2].

 

Og af ensidige fremgangsmåder finder vi to, som vi til en start må afgrænse os negativt i forhold til.

På den ene side konstruktionen af et svar: vi vælger mere eller mindre ”frit”, hvad der skal forstås ved terapi. Og den realitet, der herved fremhæves som terapeutisk, kan vi så søge at komme til en dybere forståelse af gennem videre undersøgelser. Ved denne fremgangsmåde har vi imidlertid ingen mulighed for at afklare væsentligheden af vores svar, idet det fælles - terapi som realitet - som vores svar skriver sig ind i, er udgrænset allerede i indfaldsvinklen til svaret. Konsekvensen heraf er empirisme: virkeligheden som ubestemte enkelttilfælde.

På den anden side har vi udledningen af et svar: vi vælger teoretiske og metodiske antagelser, som er bragt i anvendelse på andre af virkelighedens fænomener, og som vi finder anvendelige til studiet af terapi; og ud fra disse søger vi nu at nærme os et svar ved at konkretisere og specificere vores antagelser i forhold til terapi. Men her vides ikke, hvad der skal konkretiseres og specificeres i forhold til, hvorfor vi må få et abstrakt svar på et konkret spørgsmål, hvor vi ikke vil vide mere og andet om terapi, end der allerede på forhånd var os givet gennem de valgte udgangspræmisser. Da disse endvidere blev valgt eller stillet op uden mulighed for sandsynliggørelse af deres relevans overfor terapi som en særlig virkelighedsrealitet, så bliver konsekvensen af udledningen teoreticisme: enkelttilfælde som ubestemte virkeligheder.

Skal vi derfor fastholde vores udgangspunkt - spørgsmålet om, hvad terapi er - uden at vi samtidig må og skal dømme os selv til, i evighed, at rave rundt i blinde for at finde et svar på, hvad terapi kan være i sig selv, så må vi altså overskride empirismen henholdsvis teoreticismen i vores indfaldsvinkel til terapi.

Og den fremgangsmåde, der i positiv forstand kan yde dette, er at oparbejde et svar ud fra, hvad terapi som særegen realitet selv kaster af sig eller afslører om sig, når det gøres til genstand for erkendelse.

Da terapi - som alle andre fænomener - kun træder frem som genstand for erkendelse gennem vores begreber herom, så indgår der hermed tre instanser i vores fremgangsmåde: for det første er der selve subjektet for denne virksomhed eller dette arbejde, der stiller spørgsmålet om, hvad terapi er; for det andet er der andre subjekter, son har produceret begreber og greb om terapi, der fremhæver forskellige, og for os, endnu ikke afklarede forhold ved genstanden terapi. Disse begreber og greb foreligger for os i tekster; og den tredje instans er selve realiteten terapi, som de to første instanser begge forholder sig til og er indbundet i[3]. Vores erkendelsesproces er her ud fra at begribe som bevægelsen mellem disse tre instanser, hvor vi ved hjælp af vores tekster, og den måde vi metodisk arbejder med disse på, forholder os til den empirisk erfarebare virkelighed, som oparbejdes begrebsligt ud fra terapis eget standpunkt - ellers falder vi i den empiristiske henholdsvis teoreticistiske grøft. Vi tilsigter hermed en videnskabelig bestemmelse af terapi, hvor vi ved videnskabelig - foreløbig og til senere argumentation, uddybning og udvikling - vil forstå teoretisk genspejling af realiteten terapi.

I forhold til en videnskabelig bestemmelse er empirismen henholdsvis teoreticismen som strategiske metoder - med Marx’ ord - at se som ”gemene”, idet videnskabelighed her ”tillempes .. til et standpunkt, som ikke udspringer af den selv (hvor fejlagtigt det end kan være), men af udefra kommende, fremmede, udvendige interesser”[4]. Hvor brugbar empirismen henholdsvis teoreticismen så end kan være for den enkelte i sin omgang med sin genstand, så stiller det altid den enkelte overfor virkeligheden, hvorved muligheden for et bevidst kooperativt arbejde gennem bevidst formidlede indgreb i virkeligheden i overensstemmelse med ens langsigtede interesser aktivt forbigås. Herved kommer den enkelte til at spærre sig selv inde i en praktisk opportunisme - og må blive ”gemen” mod sig selv! Kun de, der har magt eller vil have magt over andre, kan have denne interesse - på kort sigt - idet den også vender sig mod dem selv. At handle langsigtet også i forhold til sig selv er derfor at finde vej igennem den praktiske opportunisme. Forudsætningen for dette er begreber og greb om den realitet, der handles i. Vi prøver.

 

10.1 Et vue udi terapi set som fænomen.

 

Terapi træder os umiddelbart i møde gennem en mangfoldighed af begreber, der ligeledes er indbundet i en tilsvarende mangfoldighed af forskelligartede betydningssammenhænge. Terapi som sådan synes ikke at eksistere, som noget i sig selv. Derimod findes der psyko-terapi, psyke-terapi, korttids-terapi, angst-terapi, aura-terapi, kemo-terapi, krops-terapi, socio-terapi, feministisk terapi, materialistisk terapi osv osv. Og en optælling viser eksistensen af over 250 branchenavne for terapisystemer og -former[5], hvor indholdet i dem igen kan kombineres på utallige leder og kanter. Hertil kommer begreberne terapeutiske fællesskaber, terapeutiske kollektiver, terapeutisk arbejde, psykoterapeutisk virksomhed osv osv.

Nogle terapisystemer og -former lader sig anvende og praktisere af alle blot ud fra et simpelt kendskab til de grundlæggende principper bag dem, og de anvendte midler hertil kan ligeledes være frit tilgængelige - eksempelvis ”Selvhjælpsterapien”[6]. Medens andre terapiformer kan være begrænset for en større offentlighed. Det kan dreje sig om, at de præsenterer sig under påberåbelse af, at kun personer, der selv har gennemgået en specifik uddannelse et bestemt sted under ledelse af bestemte personer kan (/må) praktisere terapiformen - eksempelvis ”Primalterapien” fra Primalinstituttet i Los Angeles, hvor dens ”fader” A. Janov forfægter det standpunkt, at selve den ”kendsgerning, at en terapeut ikke kommer til  ..dem..  og i stedet begynder for sig selv, allerede er et tegn på, at han ikke er ligefrem”[7], hvor ”ligefrem” skal forstås i betydningen at ville det sande og ærlige med sig selv og andre - for ”en person med virkelig motivation og integritet kan altid finde vej til .. (dem)”.

En sådan ”påberåbelse” kan desuden have en juridisk pendant, idet navnet på en terapiform kan beskyttes ud fra ”Loven om Ophavsret”, hvilket til eksempel er tilfældet for terapiformen ”Rolfing”, hvor der arbejdes med at frigøre spændinger fra de dybere muskellag i kroppen.

Men det kan også - ligeledes lovgivningsmæssigt/juridisk - dreje sig om autorisation, som er en offentlig bemyndiget (eller meddelt) kompetence til personer til stillingsbetegnelser og virksomhedsudøvelser, hvor det skønnes at behandlingsvirksomheden frembyder en vis fare for personskade. Autorisation gives i forhold til de respektive uddannelseslove, hvor der i dag eksisterer autorisationsordninger for læger, tandlæger, kliniske tandteknikere, jordemødre, ergo-, fysio- og fodterapeuter. For de første fem grupper drejer det sig om autorisation til både virksomhedsudøvelsen og stillingsbetegnelsen, medens det for de sidste tre kun drejer sig om eneretten til stillingsbetegnelsen[8].

I 1993 vedtages der endvidere en lov om psykologer, hvori psykologbetegnelse gøres beskytttet ift. dens respektive uddannelsesbaggrund på højere læreanstalter, og der vedtages en autorisationsordning for psykologer[9].

Der er ud fra eksisterende lovgivning alene tale om autorisation af personer og ikke af behandlingsmetoder. Og ligeledes er ikke-autoriserede personers behandlende virksomhed lovbestemt, idet de udsætter sig for strafansvar, såfremt behandlingen medfører fare eller skade. Det er altså muligt for alle at søge behandling hos alle - principielt - men blot er behandlingsvirksomhed, der kan medføre fare og skade, samt forskellige stillingsbetegnelser autoriserede.

Vi kan sammenfatte, hvordan terapi træder os i møde, ved at danne en fænomenbeskrivelse af terapi. Denne giver sig umiddelbart ud fra, hvad de forskellige begreber om terapi refererer til som terapeutiske forhold.

I en sådan første fænomenbestemmelse får vi under ingen omstændigheder det hele med - der synes nemlig ikke det virkelighedsforhold, der ikke på en eller anden måde knyttes eller lader sig knytte til terapi - men dette betyder dog ikke, at vores fænomenbeskrivelse så ingen værdi kan tilskrives. Men blot at de dimensioner, momenter og aspekter, der ikke her kommer med - idet de først senere konciperes - må vurderes ud fra, om de på afgørende måde forrykker helheden i vuet, eller om de blot på supplerende vis lader sig indføje heri. Omvendt gælder også, at de i beskrivelsen fremhævede forhold ikke behøver at være specifikke for terapi; men dette kan kun det videre arbejde med terapifænomenet afgøre.

Fænomenbeskrivelse af terapi.

Terapi kan finde sted uden særlige krav til de rumlige forhold: i et vilkårligt møbleret/umøbleret lokale, på en plads eller på en åben mark. Der behøver ikke være fastsatte grænser for den tidslige varighed; dette kan fastsættes hen ad vejen, og hvis flere terapisituationer følger - eller skal følge - efter hinanden, så kan det være med flydende afstand imellem. Ligeledes kan terapi finde sted uden inddragelse af andre midler end de involverede selv, og antallet af involverede kan variere vilkårligt. Terapi uden direkte kontakt kan også finde sted (fjernhealing).

Men terapi kan også være gjort afhængig af helt bestemte forudsætninqer og faciliteter. Det kan dreje sig om særlige rumlige forhold som lydisolerede rum, præcise opstillinger af borde og stole; oneway-screen, hvor der kan kigges ind i lokalet, men ikke ud derfra; og det kan dreje sig om video-transmission/optagelse til senere gennembearbejdning, eller endog telefonkontakt til andre medterapeuter, der kan tage over i bestemte situationer. Tiden for terapisituationen kan være fastsat på forhånd, hvilket også kan gælde tidsrummet imellem dem, samt selve antallet af terapisituationer. Ligeledes kan selve forholdet/kontakten mellem de involverede være afgrænset på forhånd - fx. i form af forbud mod fysisk kontakt eller i form af ingen kontakt ud over selve situationerne. Bestemte færdigheder, viden og/eller psykisk-legemlig konstitution kan også være krævet hos de involverede for at terapien kan gennemføres: at terapeuten selv skal have været i terapi, måske en bestemt terapi et bestemt sted, eller at terapeuten skal have gennemgået en bestemt teoretisk uddannelse. For klienten kan det dreje sig om at vedkommende skal være ”clean”, dvs. ikke påvirket af medicin-stimulanser. Antallet af involverede kan være fastsat på forhånd, hvilket også kan gælde karakteren af de involverede: kun den isolerede klient, ”hele” familien eller kun de voksne osv. Ligeledes kan et væld af forskellige midler være inddraget: indlæggelse på institution, brug af lægelige/kemiske stoffer, naturekstrakter, penduler, penge, legetøj, tarotkort, biofeedback-apparatur, elektrostimuleringsfaciliteter (til elektrochok), samt midler til somatiske operationer - herunder til psykokirurgi. Og endelig kan terapi systemer og -former fordre bestemte eksterne faciliteter som sengemuligheder, observationsmuligheder, laboratorieforhold og supervisionsmuligheder - måske endog at stjernerne/månen skal befinde sig på bestemte kosmiske positioner før en vellykket terapi kan finde sted, eller at den teraperede skal have haft drømme om terapeuten før terapien for alvor kan starte.

Ligesom terapi kan finde sted i en hvilken som helst social sammenhæng - eller nærmere at en hvilken som helst social sammenhæng kan gøres terapeutisk - så kan terapi rette sig mod alle aspekter, niveauer og dimensioner i, ved og omkring individet: mod dets krop, aura, drømme, dets forhold til sig selv, dets familierelationer, dets sociale ramme, dets netværk osv osv.

Stående med ovenstående fænomenbeskrivelse må vi konstatere, at som terapi præsenterer sig for os idag, så fremvises en dobbelthed:

terapi som et struktureret asymmetrisk personarrangement på den ene side, og på den anden side som en specialiseret virksomhedsform, der fordrer en særlig personlig kompetence hos terapeuten og en hertil svarende inkompetence hos den teraperede.

Spørgsmålet er nu, hvad terapi er for et virkelighedsfænomen. Men dette synes ud fra ovenstående mangfoldighed af terapibegreber og ud fra fænomenbeskrivelsen langt fra klart. Dette er problemet om fænomenbestemmelse, hvor de foreliggende begreber om terapi hver for sig refererer til en bestemt realitet i, ved og omkring terapi. Lad os derfor i et næste skridt undersøge disse terapibestemmelser, afdække deres fundering.

Terapibestemmelser.

Det første, der slår os i møde her, er, at terapibestemmelser - dvs. begreber om terapi - for det oftest præsenterer sig som værende selvindlysende, og som om der overhovedet ingen problemer er forbundet med at afklare, hvad terapi er for et fænomen/realitet. Og alligevel anvendes terapibegrebet kun sjældent uden, at det forlenes med en yderligere reference, eventuelt flere: fx. psykoterapi, kritisk psykoterapi, terapeutisk fællesskab, psykoterapeutisk virksomhed mm. Terapibegrebet anvendt i ”ren” form, dvs. uden forlening med en yderligere reference, synes at referere til noget, der gøres: der sættes noget i værk over for noget andet, og dette kan være at tilpasse, ændre eller udvikle noget i forhold til noget.

Til eksempel finder vi i ordbøger og leksika samstemmende terapi defineret som medicinsk og/eller psykologisk behandling af sygdomme. Og i de fleste fagleksika er endvidere tilføjet, at den psykologiske behandling overvejende eller udelukkende er af psykoanalytisk karakter. Men med en sådan definition bliver terapi ikke til noget i sig selv, idet definitionen forskyder vores problembestemmelse til en bestemmelse af medicinske og/eller psykologiske (psykoanalytiske) behandlingsformer over for sygdomme. En sådan ”forskydning” må tvært imod forklares og begrundes, snarere end at blive taget som en ”selvfølgelighed”.

En anden terapibestemmelse, hvor terapibegrebet anvendes i ren form, er til eksempel terapi som ”at fremme og udvikle noget begrænset[10]. Denne bestemmelse er imidlertid så ubestemt i sin abstrakthed, at det bestemmende for terapi må hentes eller læses ud af den kontekst, som bestemmelsen er indbundet i. Og i dette tilfælde erfarer vi, at terapi refererer til alle niveauer i, for og omkring individet. Og terapi bliver her en i sit perspektiv ændrende og udviklende psykologisk/psykopatologisk teori - så at sige anvendt viden/videnskab over for ”ren” videnskab - men heller ikke her bliver terapi til noget i sig selv.

Forleningen af terapibegrebet med en yderligere reference synes heroverfor at være en måde at tackle problemet om, hvad terapi er for et fænomen, men det er også her, at problemet træder åbent frem, idet den specificerede bestemmelse, der således opstår, umiddelbart udtrykker en afgrænsning fra andre specificerede bestemmelser, hvor det forbliver ubestemt, hvad som specificeres. Dette får som konsekvens, at terapifænomenet så må definere sig gennem en ”iboende tvedeling” af enten supplerende og/eller konkurrerende specificerede bestemmelser, hvor det ene eller det andet endvidere kun kan afdækkes gennem konteksten: psykoterapi som supplement til somatisk terapi[11], eller psykoterapi som det modsatte af og konkurrerende til somatisk terapi[12]. Eller terapeutiske fællesskaber (M.Jones) over for fællesskaber, der ikke er terapeutiske, men til gengæld er noget andet, som heller ikke vides hvad er.

Men lad os undersøge, hvad det er for forhold, som på den måde træder frem som terapeutiske. Problemet om den ”iboende tvedeling” af terapifænomenet, som vi hermed kommer til at informere os under, er problemet om abstraktion - dvs. begrebsliggørelse af det ”ubestemte”, idet de forlenede terapibestemmelser selv er konkretiseringer af dette.

Men hvordan går vi til en sådan undersøgelse; hvor starter vi; hvilke terapibestemmelser inddrager vi; og hvorledes strukturerer vi undersøgelsen? Genstandsrelaterede, teoretiske og metodiske overvejelser synes endnu uden for vores rækkevidde, idet vi langt fra er kommet til klarhed over, hvad vores genstand er. Og alligevel behøver vi en ”nøgle”, således at vi ikke blot reproducerer den ubestemthed, som vi står i uden at komme nærmere en klarhed over vores genstand. En sådan ”nøgle” må desuden sikre en vis form for repræsentativitet i forhold til de terapibestemmelser, som vi inddrager i undersøgelsen: 10 tilfældigt udvalgte terapibestemmelser fra 10 skrifter fra een boghylde behøver langt fra at give samme konklusionstendens som undersøgelsen af 10 andre skrifter fra en anden boghylde. Mao. må en sådan ”nøgle” sikre, at vi kan inddrage relevante og væsentlige terapibestemmelser[13] - men uden en genstandsbestemmelse kan vi ikke vide, hvad der er relevant og væsentligt. Her kommer tautologien - en strukturering afhænger af det, der skal struktureres - os til hjælp, idet den giver os mulighed for at oparbejde en ”nøgle” uden tilsætning af ”ydre” teoretiske og metodiske antagelser, som vi endnu ikke ved om er genstandsrelevante.

Vores spørgsmål er nu, hvilken strukturering der springer ud af den samlede sum af forleningsreferencer til terapibegrebet.

Vi erfarer først to typer af forleningsreferencer: en første type, hvor referencen specificerer en bestemt virkelighedsdimension, fx. psykoterapi og kropsterapi; og en anden type, hvor referencen gælder en bestemt social sammenhæng, hvor indenfor terapi træder frem som fænomen, fx. terapeutiske fællesskaber og terapeutiske kollektiver. En strukturering på grundlag af disse to forleningstyper efterlader imidlertid forleningsreferencer, der ikke umiddelbart lader sig indplacere, fx. familieterapi eller netværksterapi. Disse er på den ene side strukturer i sociale sammenhænge, og dermed at opfatte som bestemte sociale sammenhænge; på den anden side er de også nogle af flere virkelighedsdimensioner, som der kan arbejdes terapeutisk i forhold til. Vores to forleningstyper; er mao. ikke distinkte, og dermed heller ikke anvendelige for vores undersøgelse.

Vi behøver altså en anden ”nøgle”, men lad os først undersøge, om ovenstående to forleningstyper kan reduceres til een, og hvordan dette kan gøres, uden at vi taber information. Hvis dette er muligt, så kommer vi til at stå over for en informationsmængde, der er lettere gennemskuelig mht konciperingen af en anden ”nøgle”.

I forhold til de terapibestemmelser, som vi fremhævede som refererende til bestemte sociale sammenhænge, så finder vi at de også træder frem i form af specifikation af bestemte virkelighedsdimensioner: terapeutiske fællesskaber som miljøterapi[14] eller som socioterapi[15]; og terapeutiske kollektiver som kritisk psykoterapi[16]. Her kommer de sociale sammenhænge kun implicit til syne, men dette nu i form af at terapibestemmelserne kun har mening i deres relation til bestemte sociale sammenhænge - de har så at sige deres grundlag her inden for.

Vi kan altså reducere vores to forleningstyper til eet og samme, nemlig som refererende til givne virkelighedsdimensioner, hvis vi ekspliciterer de sociale sammenhænge, som terapibestemmelserne har deres grundlag i.

Vi står nu med ”endimensionelle” forleningsreferencer til terapibegrebet. Og en næste ”nøgle” lader sig ane. Nemlig at der kan differentieres mellem tre forskellige indfaldsvinkler: reference til genstanden for terapi, til midlet hertil og til erkendelsesinteressen for terapi. Stående med vores forlenede terapibegreber, så må vi ud fra denne ”nøgle” konstatere, at en indfaldsvinkel ikke umiddelbart lader sig afgøre, idet en given reference kan indikere mere end een af indfaldsvinklerne: er psykoterapi til eksempel en reference til genstanden, midlet og/eller erkendelsesinteressen. Et konstrueret eksempel i relation hertil kan være psykoterapi som det der har psyken som genstand, og som virker med psykiske midler med den interesse at skabe psykiske ændringer. Og dette viser, at kun en nærmere analyse kan vise, hvilken indfaldsvinkel der er på tale, når vi står over for et forlenet terapibegreb. Dette forhold trækker dog ikke grundlaget væk for anvendelsen af denne ”nøgle”, idet enhver terapibestemmelse må tematisere alle tre indfaldsvinkler i deres relation til hinanden, idet det ikke er muligt at bruge et hvilket som helst middel til en hvilken som helst genstand med en vilkårlig fastsat erkendelsesinteresse, uden at terapibestemmelsen falder fra hinanden. Vi kan her sige, at der må være et indre relationelt forhold imellem dem, hvis terapi skal kunne fastholdes som et selvstændigt fænomen i teoretisk forstand, men dette er ligeledes et praktisk problem: en usammenhængende eller skæv teoretisk bestemmelse må nødvendigvis medføre praktiske problemer, der kalder på en ny teoretisk og praktisk løsning - som hvis de ikke udarbejdes må føre til praksisstop eller overvældelse af en praksis, der fungerer totalt uafhængig af subjektet.

Vi står nu med en ”analytisk” nøgle, der lader vores forlenede terapibegreber falde i tre grupper, afhængig af om referencen ekspliciterer genstand, middel eller erkendelsesinteresse. Og vi deler derfor vores undersøgelse op i tre dele.

Da vi endvidere nu også ved, at der må være en relation imellen disse fænomenbestemmelser - uden dog at kende karakteren af denne - så kan vi sige, at de virkelighedsniveauer, der er tilstede ved een af fænomenbestemmelserne, også må være det ved de andre fænomenbestemmelser. Vi må derfor inddrage terapibestemmelser inden for hver fænomenbestemmelse, der tematiserer flere niveauer i terapifænomenet, ellers har vi ingen mulighed for at sikre repræsentativitet.

Genstandsreference: dét som aktiviteten retter sig imod.

Reference til genstanden for terapi træder til eksempel frem hos Brown mfl 82, hvor der skelnes mellem en generel og en specifik betydning af psykoterapi. Generelt omfatter psykoterapi ”behandlingsformer af emotionelle og psykiatriske forstyrrelser, som er baseret på samtale og forholdet til terapeuten, i modsætning til fysiske behandlingsmetoder, som fx. psykofarmaka og elektrobehandling (NCE)”[17], og dette kan tage form af

”hjertelige eller tillidsfulde samtaler med venner og fortrolige. Enhver der prøver at opmuntre en fortvivlet ven eller berolige et panisk barn praktiserer psykoterapi”.

Heroverfor står psykoterapi i specifik betydning, der

”i disse år omfatter to hovedretninger.., der konkurrerer, i nogle sammenhænge som rivaliserende, i andre som samarbejdende”[18].

Og disse to hovedretninger er psykodynamisk psykoterapi og adfærds-psykoterapien.

Problemet med disse divergerende psykoterapibestemmelser løses her ved at tilskrive hver af dem deres specifikke udgangspunkt, genstand og erkendelsesinteresse: for psykodynamisk psykoterapi sættes udgangspunktet til Freuds arbejde og psykoanalysen[19], genstanden til det ubevidste og tidligere relationers fortsatte betydning, medens erkendelsesinteressen bliver til bevidstgørelse af det ubevidste, således at en bevidst forholden sig til tidligere relationer er mulig[20]. I relation hertil opstilles en model over typer af psykodynamisk inspireret psykoterapi, hvor det strukturerende princip i modellen er deres forskellige genstande, og de dertil hørende erkendelsesinteresser[21]; for adfærds-psykoterapien sættes udgangspunktet her overfor til Pavlovs arbejde og indlæringsteorier på baggrund heraf, genstanden til individets adfærd[22], og den tilgrundliggende erkendelsesinteresse til korrektion af den ydre ikke-tilpassede adfærd[23].

Bestemmelse af psykoterapi bliver ud fra ovennævnte derfor til spørgsmålet om at ”specificere hvilken type psykoterapi og hvilken problemstilling det drejer sig om”[24].

Men ovennævnte metode til bestemmelse af psykoterapi kommer imidlertid til at negere sig selv: når der således etableres flere genstande, som ikke i den specificerede bestemmelse af psykoterapi teoretisk formidles med hinanden, så må etableringen af en psykoterapibestemmelse afhænge af, hvilken problemstilling som det drejer sig om - men da afklaringen af en problemstilling omvendt er bestemt af det teoretiske udgangspunkt, hvor udfra man går til problemet, så må der her - qua den teoretiske uformidlethed mellem psykoterapibestemmelserne - etableres en cirkularitet mellem problemstilling og psykoterapibestemmelse, hvor de gensidigt går op i hinanden. Og dette vil sige, at der etableres en uendelig regres hen imod det personlige valg i den konkrete psykoterapipraksis, hvor det personlige valg må funderes på andet end en terapibestemmelse.

Psykoterapibestemmelsen er her ud fra bestemmelse af typer af psykoterapier, der igen er bestemt af typer af problemstillinger, der igen er bestemt af, hvilken problemstilling man vil/kan have med at gøre i den konkrete situation (:erkendelsesinteressen). Brown mfl fuldstændiggør denne regres gennem betragtningen, at man endvidere ikke kan komme uden om

”at tage patientens og terapeutens individuelle karakteristika i betragtning; det er nødvendigt at de kan samarbejde. (Og) til syvende og sidst kan en beslutning om at begynde en psykoterapi kun træffes, når både patient og terapeut viser, hvad de kunne bringe ind i det terapeutiske forhold”[25].

Når psykoterapibestemmelse således går op i problembestemmelse, så må problembestemmelse funderes i andet end en psykoterapibestemmelse. Og dette kan kun være en metateori, hvor det personlige valg i den konkrete situation/psykoterapipraksis er udgangspunkt såvel som grundlag for etableringen heraf.

Summerer vi op, så kan vi sige, at det psykoterapeutiske problem er emotionelle og psykiatriske forstyrrelser hos en patient, og organiseringsmåden er samtale og forholdet til terapeuten. Tilsammen specificerer de et fænomen som terapeutisk i den udstrækning, at der finder en behandling sted af patienten. Hertil skal tilføjes, at i forhold til de typer af psykoterapier, som Brown mfl. opstiller, så drejer det sig ikke kun om samtale, men også om direkte kropsbehandling som kropsterapi. Og i forlængelse heraf behøver der ikke kun være tale om een patient respektiv een terapeut, men også om grupper af patienter, eller en patients familie sammen med flere terapeuter.

Den sociale sammenhæng for psykoterapien kan siges at gå op i selve den terapeutiske situation, hvor karakteren af denne er bestemmende for, hvad behandlingen kan rette sig imod. Men her ud over, men inden for denne situationsbestemthed, kan terapeuten så vælge (og vælge), hvad behandlingen skal rette sig imod. Omvendt kan terapeuten så også arrangere situationen med henblik på anvendelsen af en bestemt behandlingsform.

For vores videre undersøgelse af genstandsreferencer kan vi inddrage udvalgte andre bestemmelser og undersøge disse, som vi har gjort det med Brown mfl’s bestemmelse. Men vi kan også søge at generalisere Brown mfl’s psykoterapibestemmelse op, og på grundlag af denne undersøge, om andre bestemmelser er indfanget hermed. Vi vælger den sidste metodemæssige mulighed, af pragmatiske grunde - den sparer plads.

 

På grundlag af Brown mfl’s psykoterapibestemmelse finder vi, at terapi kan bestemmes som typer af individers problemstillinger, der påvirkes på basis af funktionsopdelt relation mellem de involverede individer. Terapifænomenet er nu at se som anvendte påvirkningsmetoder, der relaterer sig til ændring af individers tilstand, men hvor det teoretiske grundlag herfor enten ligger uden for fænomenet eller går op i den konkrete situation. Og mere præcist: i en metateori om individet er de forskellige påvirkningsmetoder ekspliciteret i form af teoribestemmelser af, hvad der ”bevæger” et individ, og i den konkrete situation finder anvendelse sted direkte ud fra, hvordan problemstillingen vælges af terapeuten. Metateorien kan videre siges at være middel for terapeuten, som også selv er et middel i den terapeutiske proces, til gennemsætning af bestemte erkendelsesinteresser.

Til denne generalisering kommer to yderligere forhold. For det første, at der ikke kun er tale om een metateori, men om flere metateorier - hvilket det nødvendigvis også må blive til, når det er det personlige valg i den konkrete situation, der er udgangspunkt såvel som grundlag for etableringen heraf, og når terapi i sidste instans drejer sig om den personlige forholden sig fra terapeutens side mod klienten og omvendt. Men det er ikke blot ”flere” metateorier, men det er metateorier, der adskiller sig med hensyn til, hvilken indfaldsvinkel der anlægges til bestemmelse af det bevægende for individet: om indfaldsvinklen er det enkelte individ isoleret set, hvorved det bevægende placeres i individet, eller om det er individet i en sammenhæng, hvor det bevægende for individet kan placeres i individets forhold til sine omgivelser eller i omgivelsernes karakter. Til eksempel er individet set som familiemedlem, hvor familieterapi - som een behandlingsforn af psykoterapi - naturligt nok kræver, at terapeuten har arrangeret sig med en familie. Men eksistensen af en familie betyder ikke nødvendigvis anvendelse af familien som genstand eller medie for behandlingen; terapeuten kan vælge at gøre et enkeltmedlem af familien til genstand for arbejdet, og her igennem behandle famillen. Men terapeuten kan også vælge at gribe ind i familiens funktionslogik, og her igennem behandle det enkelte eller de enkelte familiemedlemmer. Det ene eller det andet valg fra terapeutens side må funderes i en metateori, der fanger den type genstand, der gribes ind i forhold til.

For det andet har vi også andre påvirkningsmetoder end de ”psykiske”, som Brown mfl. beskæftiger sig med. Og dette er de ”fysiske”, som Brown mfl. stiller sig overfor. De ”fysiske” kendes inden for lægevidenskaben og den psykiatriske gren af denne: det drejer sig om elektrochok, psykokirurgi, psykofarmaka, kosttilskud, beskæftigelse (ergoterapi) mm.

Terapifænomenets ”iboende tvedeling” kommer mao. til syne i form af terapi som typer af behandlingsmetoder - her som ”fysiske” og ”psykiske” behandlingsmetoder - hvor indenfor der kan skelnes mellem forskellige teknikker, hvor det i sidste instans drejer sig om specificering af en given teknik over for en given tilstand (sygdom) hos individet.

Vi får nu - som en sidste supergeneralisering - terapi som typer af genstande, der påvirkes ud fra typer af behandlingsmetoder via anvendelse af typer af teknikker. Problemstillingen for terapi behøver altså ikke kun være det enkelte individs ”indre” tilstand, men det kan være selve den sociale sammenhæng, som individet eksisterer i, men dette dog kun i den grad, at den er repræsenteret i situationen.

Vi kan også generalisere med hensyn til den sociale sammenhæng, hvor indenfor terapi fænomenet eksisterer. Når terapifænomenet således går op i den konkrete situation, så er terapi ikke bundet til en bestemt social sammenhæng og struktur, men må kunne træde frem inden for alle de områder af samfundslivet, der muliggør påvirkning af individers tilstande på basis af en funktionsopdeling i relationen imellem dem. Og af centrale strukturer/sammenhænge i det nuværende samfundsliv er: det offentlige behandlingssvstem, hvor funktionsopdelingen behandler (terapeut)/klient er givet strukturelt; det privat-kapitalistiske marked, hvor terapi er en vare, der udbydes af terapeuten, og som for modydelser - penge - erhverves af klienten (brugeren); samt inden for de sammenhænge - institutioner, organisationer, bevægelser og partier - hvor der internt er etableret påvirkningssammenhænge.

Det vil nu være et rent teknisk problem at undersøge om ovennævnte generalisering fanger grundstrukturen i terapi set i forhold til andre genstandsreferencer, hvorfor vi her vil lade det blive ved postulatet, at det er tilfældet. Som begreb for den terapibestemmelse, der hermed er os givet ud fra genstandsreference, vælger vi terapeutisk situation.

Og vi haster videre til næste type forleningsreference.

Middelreference: dét som anvendes til genstanden.

Vi kan her springe direkte ud i en analyse af en tilfældigt valgt middelforlenet terapibestemmelse; derefter generalisere denne op og slutte af med et postulat, som det så er op til en ekstern egenanalyse at verificere. Dette er hvad vi gjorde ved genstandsreferenceundersøgelsen, og det er hvad vi skal gøre her - dog vil vi også udvide vores blikfelt en smule, idet det nu er muligt at få et større ”tilfældigt” grundlag for generaliseringen.

Vi skal trække på det forhold, at der er ”flere” genstandsniveauer i terapi.

Nu fandt vi under genstandsreferenceundersøgelsen, at problemet for terapi på den ene side nok var individets tilstand, men at problemstillingen hertil - som konciperedes som påvirkningsmulig eller -nødig - kunne være selve det system af relationer og/eller niveauer heri, som var tilstede i terapisituationen. Selve systemet kunne mao. vælges som påvirkningsgenstand med det mål herigennem at påvirke de involveredes tilstand, eller en enkeltpersons problemstilling kunne vælges som påvirkningsmedie for hele systemet.

Vi må derfor forvente både at finde middelreferencer, der relaterer sig til forskellige genstandsniveauer, og middelreferencer - der i sin relation til et genstandsniveau - tilsigter påvirkning af andre. Dette forhold skal vi forholde os til ved at inddrage middelreferencer til forskellige niveauer, samt undersøge disse med hensyn til ”rækkevidden” af påvirkningen. Og vi vælger at inddrage referencer, der relaterer sig til det somatiske (biologisk-fysiologisk), det kropslige, det psykiske og det sociale. Og vi undersøger dem i den nævnte rækkefølge.

Til det somatiske niveau har vi til eksempel kemoterapien, som refererer til anvendelse af lægemidler og andre stoffer, der kan ændre det enkelte individs tilstand.

Det er dels en specifik lægelig behandling af sygdom, hvor det herindenfor især relateres til behandling af kræftsygdomme. Genstanden er her fjernelse af en specifik sygdomsart for at muliggøre fortsat eksistens. Det behøver dog ikke kun være ”somatisk” sygdom, som kemoterapi sigter mod at behandle. Det kan også være ”psykisk” sygdom i betydningen af, at der intet ”somatisk” grundlag kan påvises, eller ”psykosomatisk” sygdom, der har en ”psykisk” årsag, men som giver sig til kende ved kropslige symptomer[26]. I den udstrækning at en sygdom bestemmes som ”psykisk” -  over for ”somatisk” - så kan kemoterapien placeres ind under den specielle gren af lægevidenskaben, som betegnes psykiatri, og der indenfor betegnes kemoterapi også med psykokemi der dækker anvendelsen af psykofarmaka, som een af flere psykiatriske behandlingsteknikker. Det, som her påvirkes, er individets stofskifteprocesser med det mål at ændre individets psykiske liv - stemningsleje, tanker, følelser, vilje mv. Og hvortil man ofte må prøve sig frem for at finde det stof - og den mængde af det - som er mest ”hensigtsmæssig”. Endvidere kan anvendelsen af kemoterapi bruges omvendt, nemlig til at afgøre, hvilken sygdom det drejer sig om, altså diagnostisk anvendelse.

Kemoterapi er også et begreb, der refererer til ”alternativ” behandling og behandlingsformer, der baserer sig på anvendelse af naturligt forekommende stoffer i naturen - naturmedicin - der anvendes i form af ekstrakter, fx. urtemedicin og blomstermedicin[27]. Kemoterapi kan inden for dette område også betegnes med begrebet ernæringsterapi.

Vi finder ud fra ovenstående, at et middel kan definere sig i forhold til et specifikt forhold ved individet, og/eller til hele individets ”velbefindende”. Det centrale er, at påvirkningen betyder ændring. Terapi er her bestemt ud fra sin ændringshensigt.

Ved kropsterapi finder vi reference til kroppen både anvendt som terapeutens arbejdsgen- stand, og som klientens egen genstand under instruktion af terapeuten.

Som terapeutens arbejdsgenstand finder vi den traditionelle fysioterapi, hvor terapeuten via massage sigter mod at frigøre ”muskulære baglåsfænomener”[28]. Men genstanden kan også være bredere, idet kroppen kan bruges til at frembringe materiale i form af oplevelser og følelser hos klienten, hvor dette materiale i et næste skridt - eventuelt parallelt med - bruges som terapeutisk materiale i en samtaleterapi. Den fysiske bearbejdning af muskel- og kropsspændinger ses her at betyde psykisk frisætning/ændring. Bearbejdning af kroppen kan også her finde sted via massage, eller via anvendelse af kropsstillinger (bioenergi), eller slet og ret som fysisk træning, fx. jogging som led i depressionsbehandling.

Til begrebet psykoterapi, hvor psyken opfattes som middel, finder vi hos E. Hougaard terapi bestemt som det, der ”fungerer med psykiske virkemidler”[29]. Psykoterapi bestemmes her ud fra om påvirkningen betyder ændringer på langt sigt, og problemet bliver hvilke påvirkningsmetoder og teknikker, der resulterer i vedvarende ændringer. E.Hougaard opstiller - på baggrund af J.D.Frank’s eksistentielle filosofi - hypotesen om non-specifikke faktorer som spillende den største rolle for udfaldet af psykoterapi. Non-specifikke faktorer er de faktorer, der er fælles for al psykoterapi, hvor det er den bevidste brug af disse, der er bestemmende for effekten af psykoterapi[30], dvs. for ændringer. De non-specifikke faktorer opdeler Hougaard i fire fællestræk for al psykoterapi: for det første er der tale om en ”særlig type mellemmenneskeligt forhold mellem patient og terapeut, (hvor) de centrale ingredienser i forholdet er patientens tillid til terapeutens kompetence og ønske om at hjælpe”; for det andet foregår alle former for psykoterapi på steder, ”der er socialt sanktionerede som behandlingssteder, hvilket tilsvarende kan styrke patientens tiltro til behandlingens resultat”[31]; for det tredje er al psykoterapi ”baseret på et teoretisk rationale eller som Frankl provokerende udtrykker det, en ”myte”, der forklarer patientens problemer såvel som behandlingens virkemåde”; og for det fjerde er der det forhold, at psykoterapi betjener ”sig af en række procedurer eller teknikker svarende til de teoretiske forskrifter”. Den centrale pointe er, at ”terapeutisk rationale og teknik ikke så meget virker gennem deres særlige indhold, som gennem deres almene funktion”, hvorfor netop vægten på de non-specifikke faktorer er central, idet funktionen som en klient søger/behøver er ændring.

Terapi er her selve eksistensen af en klient i en social sammenhæng, der har funktionen at ændre klientens klientstatus, og organiseringsmåden af den sociale sammenhæng kan siges at udtrykke graden af bevidst brug af de givne påvirkningseffekter. Selve den sociale sammenhæng bliver at se som et middel til ændring, og her inden for kan der så anvendes forskellige metoder og teknikker, der relaterer sig til klientens problemstillinger, som er af betydning for afviklingen af klientens klientstatus.

Til det sociale niveau har vi socio- eller miljøterapien[32], som informerer sig inden for den offentlige behandlingssektor, der varetager ”pleje og behandling af patienter”. Man er patient, når man ikke magter at klare sit liv uden at være patient[33]. Den sociale sammenhæng er her et behandlingsafsnit, som bliver et terapeutisk fællesskab, når alle ”institutionens ressourcer, stab, patienter og deres pårørende bevidst koncentrerer sig om den videregående behandling”[34]. Det centrale moment i behandlingen er demokratisering i forhold til almindelige hospitaler/behandlingsafsnit - og heraf navnet ”terapeutiske fællesskaber” - og hertil kommer behandlingsteknikkerne tolerance og realitetskonfrontation. Det teoretiske grundlag finder socioterapien i en psykologisk/psykopatologisk teori, der fremhæver betydningen af den sociale sammenhæng/kontekst for udviklingen af det enkelte individ. Et terapeutisk fællesskab kan hermed siges at være bestemt ud fra sine organiseringsprincipper til varetagelse af pleje og behandling af patienter, hvor inddragelsen af patienters sociale ramme er en af flere metoder og teknikker i behandlingen.

Lad os nu søge en generaliseret bestemmelse af terapi ud fra ovenstående undersøgelser af middelforlenede terapibegreber.

Terapi er at se som bestemt ud fra karakteren af situationen, hvor en situation er terapeutisk, når den finder sted i en sammenhæng, der har en struktur, der stiller en terapeut over for en klient, og når den har funktionen at varetage det enkelte individs eksistensmåde med henblik på ændring af individets tilstand. Når ændringsopgaven således er bestemt af selve strukturens funktion - dvs. som varetagende det enkelte individs eksistensmåde i form af pleje, behandling, helbredelse mv. - så finder der altid en påvirkning sted, hvorfor problemet her er hvilken påvirkning der kan føre til en ændring. Heri indgår bevidste valg og anvendelse af forskellige metoder og teknikker, hvor også selve situationen er at se som påvirkningsmetode.

De sociale sammenhænge, hvor inden for terapi i middelforlenet forstand træder frem, er nu at bestemme som de sammenhænge, der har en materiel strukturfunderet funktionsopdeling mellem terapeut på den ene side og klient på den anden side, og som har funktionen at varetage individets eksistensmåde, når det er i sammenhængen. Og dette er på den ene side det offentlige behandlingssystem, og på den anden side privat-kapitalistiske og alternative hjælpeforanstaltninger, fx. alternative rådgivninger.

I forhold til genstandsreference-generaliseringen har vi med ovenstående samme grundlæggende struktur for terapi, blot er der sket en omvending af det forhold, der gør et fænomen til en terapeutisk realitet: medens det ved genstandsreference var typer af individers problemstillinger, der påvirkes på basis af en i situationen etableret funktionsopdeling mellem individerne, så er terapi ved middelreference bestemt ud fra, at funktionsopdelingen mellem individerne er givet på basis af en påvirkningssammenhæng. Som begreb for middelforlenede terapibestemmelser vælger vi derfor begrebet om en terapeutisk sammenhæng.

Vi kan derfor nu sige, at terapi kan etablere sig som realitet på to måder: enten ved at de involverede i situationen udvikler en terapeut-klient-relation (:den terapeutiske situation), eller ved at individerne i en sammehæng træder hinanden i møde som terapeut og klient (:den terapeutiske sammenhæng).

Erkendelsesinteresse-reference: perspektivet med aktiviteten.

Vi kan nu - uden yderligere overvejelser - benytte samme fremgangsmåde, som ved genstands- og middelreferencerne. Det drejer sig derfor om at undersøge erkendelsesforlenede terapibegreber, der relaterer sig til forskellige niveauer i terapifænomenet, hvor interessen i eet niveau kan spejle interesser i alle niveauer. Og omvendt: interessen i alle niveauer kan samle sig med centrum i et bestemt niveau.

De niveauer, der her kommer på tale, finder vi strækker sig fra mennesket som sådant til mennesket i sit sociale liv. Og vi inddrager derfor terapibegreber, der dækker dette spektrum.

I gestaltterapien[35] ligger interessen på at fuldbyrde ufuldendte gestalter, således at klienten ikke længere er afhængig af andre, men tvært imod lærer at bruge sine ressourcer til at aktualisere sig selv i overensstemmelse med situationen: ”autentiskhed, modenhed, ansvar for sine egne handlinger og liv, og det at leve i nu’et og have nu’ets kreativitet til rådighed er alt sammen een og samme ting. Kun i nu’et er du i kontakt med, hvad der foregår”[36]. Men ”hvis nu’et bliver pinefuldt, er de fleste mennesker parate til at kaste nu’et overbord og undgå den smertefulde situation”, og dette betyder, at den autentiske selvstøtte suspenderes, og at man indlader sig på omverdensstøtte. Samtidig forbliver den oplevede figur - gestalten som repræsentant for det behov man ikke tålte frustrationen af i den aktuelle situation - uafsluttet, og denne sætter sig i een som ”karakter”. Man bliver stiv og går i stå, og er ikke længere helt i kontakt med det næste nu[37]. I stedet for at bruge sine muligheder til vækst, bruger man dem nu til at kontrollere verden, hvorved man bliver afhængig. Og netop afhængigheden er grundlaget for alle mulige lidelsesfulde tilstande. I gestaltterapien drejer det sig derfor altid om at få de uafsluttede situationer i form af ufuldendte gestalter med sig, idet de ellers vedbliver med at stille sig i vejen for oplevelsen af nu’et og for ens uafhængighed af andre - og dermed for virkeliggørelsen af ens potentialer, som er at leve i overensstemmelse med sig selv: ”en rose er en rose er en rose” - eksistentialismens fundament, som F.S.Perls gør til sit for gestaltterapien. Terapien er derfor meget enkel: terapeutens opgave er at ”tilvejebringe situationer i hvilke en person kan opleve, at han sidder fast - det ubehagelige - og . . (at) .. frustrere hans forsøg på at undgå situationerne indtil han er villig til at mobilisere sine egne ressourcer”[38]. Hermed ”tvinges” klienten til at tage den smerte på sig og fuldbyrde en gammel gestalt, som ellers stiller sig i vejen for vækst og for autentisk selvkontrol.

I valgterapien[39] drejer det sig om at nå frem til at tage stilling til den basis-beslutning, som en patients aktuelle tilstand er afhængig af, og herefter hjælpe til med at føre beslutningen ud i livet [40]. Det menneskelige liv fra fødsel til død ses her som en kæde af personlige valg, hvor det første egentlige valg er barnets ”nej” - ”indtil da er det et vedhæng til far og mor” - og først nu bliver det ”en person med egen vilje, sine egne ønsker”[41]. På et givet tidspunkt af ens liv er man derfor, hvad den samlede sum af ens valg har gjort een til, og dette er ligeledes bestemmende for fremtidige beslutninger. Problemer for een opstår, når det valg man på et givet tidspunkt har foretaget, og som er bestemmende for ens handlinger, ikke længere passer til den situation man lever i - hvorfor man i stedet lider under situationen. Man hænger fast. Mennesket ses hos H.Greenwald at have en tilbøjelighed til at prøve at

”vende tilbage til barndommens bekvemme tryghed ved at være kloge og begavede, som vi var som små, da vi fik en masse opmærksomhed ud af det. Eller vi prøver at være negative, eller vi prøver at være alt det, vi havde succes med som små børn, fordi vi alle har et brændende ønske om at komme tilbage til denne periode”[42].

Og netop denne ”barndoms-inerti” stiller også problemet for terapi: lider man under en situation, så har man også ønsket om forandring, men det betyder langt fra også, at man beslutter sig for forandring, idet det ”uansvarlige liv” som man lever kan have en masse kortsigtede fordele, og desuden behøver man heller ikke være bevidst om det valg, der er bestemmende for een, og som må gøres om for at en forandring af ens tilstand kan finde sted[43].

Terapeutens opgave er her ud fra at befordre overgangen fra ønsket om til beslutningen om forandring; og dette gøres ved at terapeuten dels stiller klienten over for dette valg, og dels til stadighed i processen konfronterer klienten med de valg, som klienten til stadighed foretager i sin forholden sig til verden og til sig selv. Herigennem kan det lykkes at nå det valg - den beslutning - som er grundlaget for alle andre valg, og om hvilken enhver forandring afhænger. Denne basis-beslutning må derfor vælges om, en ny livsplan må udvikles, og der må handles i forhold til virkeliggørelse af denne nye basis-beslutning. Centralt er at ethvert valg accepteres af terapeuten - også valget at afbryde den terapeutiske situation/sammenhæng: ”han skader ikke mig, han skader sig selv”[44]. Men terapeuten kan vælge forskellige metoder til at ”nå” klienten, blandt andet at være autentisk og at indføle sig på personen og forsøge at sætte sig i den andens sted [45].

I rea1itetsterapien[46] drejer det sig heroverfor om accept af realiteten: ”at realiteterne ikke alene eksisterer, men at patienterne kun kan få deres behov dækket inden for realiteternes rammer”[47]. Hertil kommer, at en patient må hjælpes til

”at lære at få sine behov dækket. Tidligere, når han søgte at tilfredsstille sine behov i den virkelige verden, lykkedes det ikke for ham. Han begyndte at benægte eksistensen af den virkelige verden”[48].

Den altafgørende forudsætning for en realitetsfornægtelse er - i følge W.Glasser - manglen på en nøgleperson, som man er ”følelsesmæssigt involveret i fra fødsel til død”, og gennem hvilken man ”kan opnå tilstrækkelig styrke og opmuntring til at klare virkeligheden”[49]. Uden en sådan nøgleperson - eller flere - er det nemlig ikke muligt at få dækket to basale psykologiske behov:

”behovet for at blive elsket og behovet for at føle, at vi kan respektere os selv og at andre kan respektere os”[50].

Opfyldelsen af disse to behov giver mennesket den nødvendige selvværdsfølelse, som igen kun kan opretholdes gennem ”opretholdelse af tilfredsstillende adfærd”, og dette er spørgsmålet om ”moralværdier og normer, rigtigt og forkert”[51].

Det ”rigtige” er at være et ansvarligt menneske, hvad man er, når man har ”evnen til at tilfredsstille sine behov på en sådan måde, at det ikke fratager andre muligheder for at få deres behov dækket”[52]. Og det ”forkerte” er altså at være uansvarlig - dvs. ikke at have lært et ansvarligt liv - og dette lønner sig desuden heller ikke, idet ”det er disse mennesker, der fylder vore statshospitaler, fængsler og psykiatriske klinikker”[53].

Nøgleordene for ethvert forhold i livet er hermed kærlighed og konsekvens. Hvis man ikke er konsekvent over for sig selv og i sit forhold til andre, så har man heller ikke kærlighed - idet man så er ligegyldig mht spørgsmålet om rigtigt og forkert for sig selv og andre - og hermed bliver man uansvarlig, og man taber den følelsesmæssige kontakt til andre og fornægter reali- teterne. I terapi står man derfor over for mennesker med een

”universel brist: de er ikke i stand til at opfylde deres behov på en realistisk måde og har i stedet valgt at forsøge sig med nogle mindre realistiske metoder, som ikke er lykkedes for dem”[54].

Da betingelsen for denne ”universelle brist” er mangel på involvering, så ligger den terapeutiske metode lige for, idet det først og fremmest må dreje sig om, at terapeuten involverer sig med klienten ved at optræde ansvarligt, dvs. kærligt og konsekvent, over for denne. Dette skaber nemlig mulighed for at klienten kan begynde at se virkeligheden i øjnene. I denne proces må den urealistiske adfærd afvises, men ”accepten af patienten må opretholdes”, og til sidst må patienten lære en rigtig måde at opfylde sine behov på. Det centrale punkt i denne proces er at få klienten til at ”foretage en værdidom af, hvad han foretager sig i øjeblikket”[55], idet de ikke vil ”forandre sig uden denne selvvurdering”. Processen frem mod denne værdidom kan endvidere fremskyndes, hvis patienten befinder sig på en institution, og terapeuten således kan udøve en vis kontrol over patientens liv”[56], hvorimod det er et kritisk punkt, som man som terapeut må omgås varsomt med, hvis det er en privat-praksis, hvor klienten kommer frivilligt, idet spørgsmålet om denne værdidom ”ikke må stilles, før involveringen er dyb nok til at tvinge patienten til at holde op med at forsvare sine uansvarlige handlinger”[57].

 

Summerer vi foreløbig op for disse tre eksempler, så erfarer vi for det første, at den terapeutiske situation etablerer sig, når de involverede individer forholder sig til hinanden som klient respektiv terapeut, og for det andet at den terapeutiske sammenhæng varierer med hensyn til graden af dets udstrækning.

Den gensidige forholden-sig er at se som en påvirkningsproces, hvor terapeuten styrer hen imod opnåelsen af en bestemt forholdemåde fra klientens side, hvilket er det intenderede ændringsmål i situationen. Via forskellige metoder og teknikker kan terapeuten søge at opnå, eller gennemtvinge, en forholden-sig fra klientens side, men klienten forbliver altid fundamental ”fri” til at lukke af, dvs. stoppe sin forholden-sig og dermed bryde påvirkningsprocessen, hvis det ellers kan gennemskue og frigøre sig fra de anvendte påvirkningsmetoder.

I gestaltterapien bliver den terapeutiske sammenhæng og situation kun selve den ændrede proces i individet, hvor igennem en gammel gestalt fuldbyrdes, hvor imod det for valg- og realitetsterapien også indbefatter processen herefter, hvor opfølgningen af en ny beslutning eller ændringen af en værdidom skal sættes igennem.

Den teoretiske baggrund for terapi er i alle tre tilfælde at se som et (udviklings-)psykologisk forhold, hvor terapi er den direkte anvendelse af den psykologiske viden om, hvad der kan påvirke et individ til at ændre sig - og dermed til at ændre sin tilstand i en bestemt retning. Den terapeutiske sammenhæng konciperes i disse terapibestemmelser som rammebetingelse for påvirkningsprocessen, jvf. W.Glasser’s direkte anvendelse af kontrolmuligheder til en forcering af påvirkningsprocessen.

Når rammebetingelserne således kan virke ind på påvirkningsprocessen, så vil det også være muligt bevidst og direkte at anvende dem som terapeutiske midler heri. Og vi finder her - ved et blik udi diverse terapibestemmelser - at dette kan antage alskens former: lige fra bestemtindretninger af terapistedet (opstilling af borde og stole, opstilling af oneway-screen og telefon[58], bestemte farver på væggene mv.) - over opstilling og indgåelse af kontrakter (om antallet af terapisituationer, tiden for dem, tiden imellem dem, hvilke problemstillinger der skal arbejdes med mv., som det især er udbredt inden for korttidsterapien[59]) - til forudbetaling af det terapeutiske forløb (som det er udbredt inden for traditionel psykoanalyse mm.).

Ved kritisk psykoterapi og materialistisk terapi finder vi - som i en slags kontrast til ovenstående - focus på den terapeutiske sammenhæng.

I kritisk psykoterapi er vægten lagt på etableringen af terapeutiske sammenhænge i form af terapeutiske kollektiver uden for den offentlige behandlingssektor[60]. Der er tre grunde hertil: for det første at det ses nødvendigt for en frigørende terapi, at der ikke er en strukturel modsætning mellem terapeut og klient, hvad der er inden for det offentlige behandlingssystem; og for det andet at det offentlige behandlingssystems behandlingsmetoder, især psykofarmakaen, kun tjener til at fastholde syge som syge, idet der lægges ”låg på” de følelsesmæssige aspekter i den syges eksistens; og for det tredje så bryder en kollektiv organisering med den ”borgerlige monogame kernefamilie”, der ses som en indoktrinerings kernecelle eller en følelsesmæssig kræftsvulst”[61].

Gennem den kollektive organisering - som når den finder sted i form af terapeutiske kollektiver bliver ”arnested for indre og ydre revolution” - muliggøres på den ene side etableringen af frie og ligeværdige forhold mellem de involverede individer, og på den anden side gensidig behandling af de involveredes sygelige (neurotiske og psykotiske) ”spil”.

Et kollektiv bliver her terapeutisk, når de involverede bevidst arbejder på at opløse og slippe de intrapsykiske ”traumer”, der ligger til grund for ”spillene”. Og dette er et gruppearbejde, hvor hver enkelt på skift er klient og terapeut for de andre. Selve dette arbejde finder sted under anvendelse af forskellige metoder og teknikker til ”genetableringen af kontakten til sine følelser” på den ene side, og på den anden side til opnåelsen af ”højere bevidsthedstilstande”. Og dette arbejde finder sit teoretiske grundlag hos Freud, Jung og Reich og i videreudviklinger af disse, samt i de østlige filosofier og meditationsteknikker”[62].

 

Materialistisk terapi[63] er herover for ikke nogen færdig terapibestemmelse, men mere et perspektiv for en samfundsmæssig praksis, hvor sygdomme - primært psykiske sygdomme - ses som politisk funderet og som begrundet i menneskets klassespecifikke samfundsmæssige liv. Der tales derfor mere om terapi som politisk praksis og om politisk terapi, end om anvendelsen af en materialistisk terapi i praksis, idet der står en lang og sej kamp forude i bestræbelsen på at udvikle en materialistisk sygdomsteori[64]. Udgangspunktet for materialistisk terapi er en samfundshistorisk forståelse af det nuværende samfund som et klassesamfund, hvor klassemodsigelser er den specifikke producent af ”psykiske” sygdomme, hvilket historisk varetages af en hertil udviklet social struktur: reproduktionssektoren, dvs. behandlingssektoren og socialsektoren[65].

Grundlaget for en materialistisk terapi er hermed også givet, idet individuelle reproduktionsproblemer må forstås som dét de i sidste instans udspringer af: nemlig som en ”privatiseret og individualiseret”[66] forholde-måde til de samfundsmæssige modsigelser. Men denne forståelse tilsløres af de selvsamme forhold, som skaber reproduktionsproblemer: at klassesamfundet gør mennesker til objekt, idet mennesket indgår som varen arbejdskraft i samfundslivet, og denne objektstatus skaber ”fremmedgørelse, som kendetegner hans forhold til sit eget arbejdsprodukt og sit eget arbejde”[67]. Derfor bliver spørgsmålet om varetagelse af reproduktionsproblemer - behandling - først og fremmest et spørgsmål om politisering af de enkeltes reproduktionsproblemer her ud fra, og dette indbefatter den nævnte udvikling af en materialistisk sygdomsteori - som fanger hvorledes samfundsmæssige modsigelser nedfældes i den enkeltes psykiske struktur[68] - og en samtidig udvikling og afprøvning af aktionsformer på basis af denne[69]. Materialistisk terapi får hermed sit særkende som den

”terapi, der tager sit udgangspunkt i de objektive, konkrete (materielle) livsvilkår og ikke i de idealistiske (eller spiritistiske) forestillinger om, hvordan virkeligheden er eller burde være”[70],

hvor den som formål derfor har at være

”en samfundsmæssig praksis .. til skabelse af .. bedre livsvilkår for mennesker og som gør mennesker bedre rustet til at bidrage til at fremkalde nødvendige ændringer, både i deres egen private praksis (mand-kvinde forhold, børneopdragelse osv.), i deres arbejde, herunder deres fagforening samt deres politiske tilknytningsgrupper”[71].

Når alt således er politisk - og sygdom er en tvungen afpolitisering - så bliver det muligt at skelne mellem forskellige politikformer afhængig af deres retning. Og inden for området af varetagelsen af reproduktionsproblemer deles behandlingsstrategier op i tre: 1. En tilpasningstrategi ud fra en positivistisk erkendelsesinteresse, hvor menneskets objektstatus blindt videreføres i form af en affirmativ tilpasning af den enkelte til de samme forhold, som skaber reproduktionsproblemerne; 2. En subjektiv overskridende behandlingsstrategi ud fra en humanistisk erkendelsesinteresse, hvor menneskets objektstatus blot negeres til at være subjekt for sit eget (og dermed egentlig usamfundsmæssige) liv, hvorved den blot bliver progressiv i forhold til en tilpasningsstrategi; 3. Og for det tredje en kollektiv-samfundsoverskridende behandlingsstrategi ud fra en materialistisk/marxistisk erkendelsesinteresse, hvor målet er at være overskridende i forhold til det bestående samfund - og det er hér at materialistisk terapi skriver sig ind[72].

Med politisering i ovennævnte materialistiske forstand så kommer materialistisk terapi til at fundere sig på tre forhold: for det første i den tidligere nævnte materialistiske sygdomsteori; for det andet i udviklingen af metoder og teknikker, der konkret kan befordre en politisering af den enkeltes individuelle lidelse, som netop er individuel pga. tvungen afpolitisering; og for det tredje - og i forlængelse heraf - i en tilsvarende ændring af de forhold i de eksisterende behandlingsrammer, der afpolitiserer og forhindrer politisering. Og dette ses dels som en sprængning af det offentlige behandlingssystems objektgørende praksisformer, og dels som udviklingen af en alternativ modmagt uden for disse. Og dette med perspektivet selvorganisering. Distriktspsykiatri ses som et - godt nok meget modsætningsfuldt - skridt i denne retning og som en mulig bevægelse mod selvorganisering inden for systemet; og alternative rådgivninger og Galebevægelsen som nødvendige skridt udenfor. Grænserne for begge ses i sidste instans at blive sat af bevægelsen og udviklingen i kapital og lønarbejderforholdet, men virker også omvendt selv ind på disse.

Ud fra materialistisk terapi er terapifænomenet nu at bestemme som den praktiske omsætning af erkendelsesinteressen for sygdom.

 

Summerer vi op for ovenstående undersøgelse af erkendelsesinteressereferencer, så finder vi et ændringsperspektiv, der kan strække sig fra den momentane ændringsproces i det enkelte individs forholden-sig til sig selv til den langsigtede ændring af den totalsamfundsmæssige struktur og individernes eksistens i denne; og dette via strukturering af rammerne for påvirkning, hvor denne strukturering kan strække sig fra den passive varetagelse af individets eksistensform på institutioner, netop denne som kritisk psykoterapi og materialistisk terapi søger at gøre op med, over specifik intervention over for den enkeltes eksistensmåde til den aktive organisering af syge i kollektivgrupper/-bevægelser som ændring af deres aktuelle tilstand.

De sociale forhold er at se som rammebetingelser for individet, hvor disse struktureres og anvendes ud fra og i overensstemmelse med erkendelsesinteressen for påvirkning.

Terapifænomenet er her at se som ændring af individets eksistensform, hvilket vi vil begrebsliggøre med det terapeutiske moment.

 

Og lad os i et tilbageblik summere genstands-, middel- og erkendelsesinteressereferencerne op.

 

Udgangspunktet i genstandsreference-undersøgelsen var individets tilstand som problem. Dette problem kunne imidlertid - og blev - differentieret til valg mellem problemstillinger på forskellige niveauer i det system af relationer, som var forefunden i situationen, jvf. eksemplet med familieterapi, hvor problemstillingen kunne konciperes som et familieproblem og/eller som et individuelt problem hos et af familiemedlemmerne.

Dette system af relationerne og niveauer heri videreførtes inden for middelreference-undersøgelsen til problemet om, hvilket middel og dertil hørende niveau, der skulle gribes ændrende ind i forhold til. Selve situationen - den terapeutiske sammenhæng - betød påvirkning, hvorfor det ikke her var problemet om påvirkning eller ikke-påvirkning med henblik på, om der skulle gribes ind i forhold til om en ændring skulle finde sted, som ved genstandsreferenceundersøgelsen, men primært problemet om det bevidste valg mellem eksisterende og forefundne midler med henblik på en bestemt påvirkning. De undersøgte middelreferencer - til soma, krop, psyke og det sociale - var blot tilfældigt udhævede niveauer i hele det system af relationer, der var til stede i den terapeutiske sammenhæng.

Systemet af relationer og niveauer heri er nu at se som det terapeutiske moment i en terapeutisk situation respektiv terapeutisk sammenhæng, hvor de to etableringsmåder gensidigt sætter hinanden i forhold til det terapeutiske moment: en terapeutisk situation etablerer altid momentant den givne sociale sammenhæng som en terapeutisk sammenhæng, og i en terapeutisk sammenhæng kommer der altid en bestemt terapeutisk situation til udtryk. Men der er også en udviklingssammenhæng mellem genstandsreferencens terapeutiske situation og middelreferencens terapeutiske sammenhæng i forhold til det terapeutiske moment, idet en terapeutisk situation kan overgå, udvikle sig til, at være et moment i en terapeutisk sammenhæng i den grad, at der etableres en materiel struktur, der stiller individerne over for hinanden som terapeut respektiv klient. Og omvendt er en terapeutisk sammenhæng at se som en ubrudt kæde af terapeutiske situationer.

En begrebslig opsummering af det foregående giver os følgende: ved genstandsreference dre- jer det sig om en terapeutisk situation med focus på individets tilstand og om en påvirkning af denne gennem (anvendte) teknikker; ved middelreference drejer det sig om en terapeutisk sammenhæng i relation til individets eksistensmåde og om behandlingsmetoder over for denne; medens det ved erkendelsesinteressereference drejer sig om det terapeutiske moment som en (behandlings)strategi over for individets eksistensform.

10.2 Om fænomenet terapi som genstand for erkendelse: terapi som bestemt form for selvbevægelse.

 

Vi er nu stillet med en nærmere afgrænset mængde af undersøgelsesresultater. Men endnu ikke med svaret på, hvad terapi er, idet undersøgelsesresultaterne endnu står uformidlet i forhold til hinanden.

Da vi kun kan bevæge os fremad mod dette svar ved at oparbejde, hvad terapi selv afslører, når det gøres til genstand for videre erkendelse - en fremgangsmåde, som vi negativt har afgrænset over for ad hoc genstandskonstruktion respektiv genstandsudledning - så er vores spørgsmål nu, hvad vores undersøgelsesresultater afslører om vores genstand, samt hvilke videre erkendeskridt der fører herfra.

Fra fænomenbeskrivelse til fænomenbestemmelse.

Vi stillede spørgsmålet: hvad er terapi. Og hertil fandt vi ikke kun eet svar, men mange; og alle disse svar er at opfatte som bestemmelser af terapi. Kalejdoskopet af terapibegreber var på den ene side udgangspunktet for opstillingen af en fænomenbeskrivelse; på den anden side også grundlag for oparbejdningen af væsentlige fænomenbestemmelser for, hvad terapi i konkreti- seret form er. Det ”konkretiserede” kom sig af, at vi ikke kunne stille os tilfreds med, at terapi kun skulle kunne opfattes som et overbegreb for noget andet (:det abstrakt relationelle og det forskudte), som vi så i stedet måtte undersøge for at indkredse, hvad terapi er for et virkelighedsfænomen - hvilket var dét, der lå i de ”rene” terapibegreber[73]. Vi overgik i stedet til at undersøge forlenede terapibegreber, hvor vi fandt, at terapifænomenet blev bestemt ud fra tre forskellige indfaldsvinkler: en genstands-, en middel- og en erkendelsesinteresse-indfaldsvinkel. Med denne overgang til oparbejdning af et begreb om terapi ud fra undersøgelsen af forlenede terapibegreber, så forlenede vi også terapifænomenet med en ”iboende tvedeling” qua, at de forlenede terapibegreber netop kun kunne afgrænses - og afgrænse sig - fra hinanden som konkurrerende og/eller supplerende terapibestemmelser. Og dette som konsekvens af, at det var ubestemt, hvad der konkretiseredes gennem de forlenede terapibegreber, og det er netop dette ”ubestemte”, som vi søger en bestemmelse af - dvs. et terapibegreb om.

Vores undersøgelsesresultater er derfor at opfatte som en fænomenbestemmelse af den genstand, som vi ønsker et svar på, hvad er.

Men vil dannelsen af et begreb herom, altså en genstandsbestemmelse ud fra denne fænomenbestemmelse, ikke blot blive endnu et begreb, der skriver sig ind i fænomenbeskrivelsen af terapi. Stiller det sig ikke så at sige side om side med andre terapibegreber, som et blot nyt moment i dette kalejdoskop af i forvejen givne terapibegreber. Og er konsekvensen ikke empirisme? Dette er problemet om forholdet mellem fænomenbeskrivelse af terapi og genstanden terapi.

Udgangspunktet for en afklaring heraf kan kun være, hvad vi allerede har måttet konstatere: at terapi som realitet er bestemt allerede inden vi går til det. Det finder i praksis sine bestemmelser uden for og uafhængig af os - og mere præcist: af denne erkendeproces - og disse bestemmelser kan endvidere siges selv at være momenter i den praktiske bemestring af terapi; og er som sådan her igennem medbestemmende for hvordan terapi konkret bevæger og udvikler sig som realitet. De forskellige bestemmelser er dermed både subjektive og objektive: subjektive idet det er bestemmelser, der gøres af virksomme mennesker over for, hvad der bestemmes som terapi, samt ud fra dén omgang, der ønskes med terapi; og objektive idet de er medproducenter af realiteten terapi. For os er de forskellige bestemmelser derfor objektive momenter (deres adækvans, væsentlighed og indre sammenhæng endnu ubestemt) ved realiteten terapi; og enhver subjektiv dannelse fra vores side vil ligeledes have denne karakter.

Den mest enkle eller simpleste form for bestemmelse er beskrivelsen, og den grad af praktisk bemestring, der udtrykkes her igennem er, at den fremhæver terapi over for andre fænomener qua beskrivelsens fikseringer af sammenhænge, ligheder og forskelle - men hvad terapi er i sig selv får vi med beskrivelsen ikke fat på: i beskrivelsen fikseres kun det udsnit af virkeligheden, hvor inden for et svar herpå må søges - omend oparbejdningen af et svar ikke kan begrænse sig kun hertil, idet ethvert fænomen har relationer til andre fænomener. Et svar på hvad terapi er i sig selv - og dermed hvad det kan være for os - får vi der imod fat på, når vi overgår til at oparbejde, hvordan de indre forhold i terapifænomenet selv bestemmer sig som terapi : overgangen fra fænomenbeskrivelse til fænomenbestemmelse af vores genstand er derfor overgang-en fra at se terapi som bestemt (:i betydningen forefundet som i beskrivelsen) til at se realiteten teratpi som den bestemmer sig selv.

Vi kan her indføre begrebet selvbevægelse, som begreb for dette forhold ved vores genstand. Og vores opgave er nu at bestemme den selvbevægelse, som terapi selv antager.

Vi er hermed sluppet fri af den empiristiske grøft, idet dannelsen af et svar på, hvad terapi er, må ske ud fra hvordan terapi konstruerer og bygger sig selv op. Men begrebet selvbevægelse er et begreb, der ikke blot kan siges at være bundet til realiteten terapi, men det er tvært imod et begreb, der spejler alle realiteters eksistensform - og hermed også eksistensformerne for de afgrænsede realiteter, som ethvert terapibegreb refererer til. Er konsekvensen af indførelsen af begrebet selvbevægelse derfor ikke teoreticisme: den abstrakte udledning af et svar, og dermed forbigåelse (reduktion) af netop den form for selvbevægelse, som vi søger en bestemmelse af? Jo - men overvindelsen af teoreticismen her er allerede givet i og med denne formulering af problemet: at vi må udlede typen af den til terapi knyttede selvbevægelse, dvs. bestemme den for terapi særlige form for selvbevægelse, hvilket også er at begrebsliggøre det, der adskiller terapi fra andre typer af selvbevægelse. Og denne særlige form er at fiksere i begrebets form som en bestemmelse ved realiteten terapi.

Det svar på terapi, som på grundlag af ovenstående muliggøres, er på den ene side nok at se som moment i kalejdoskopet af terapibegreber/-bestemmelser, men er på den anden side netop også det svar, der indeholder det formidlende indre - eller tredje - for disse: i svaret spejles de bestemmende forhold i den selvbevægelse, som terapi antager. Et sådant svar gør det muligt for de involverede at formidle deres virksomhed i forhold til det, som det er virksomhed om - i stedet for som ved empirismen respektiv teoreticismen at lade sig udlevere til genstandens selvbevægelse, der hermed antager form af en egenbevægelse set fra de involveredes standpunkt, hvorfor praksis da kun kan blive defensiv: et manglende begreb om de bestemmende forhold må markere sig i et manglende greb om genstanden og dermed i mangelfuld bemestring, der igen kun kan bearbejdes subjektivt via retrospektion. Vejen frem bliver vejen tilbage, eller billedligt udtrykt: det vil være som at gå frem i verden via et bakspejl - man ved ikke, hvor man skal hen eller hvad man søger, og man ved kun hvad man efterlader sig, men ikke hvorfor!

 

10.3 Et vue ind i terapi: terapi som felt.

 

Vi er nu stillet over for at oparbejde, hvorledes terapi konstruerer og bygger sig selv op som bestemt selvbevægende realitet.

Vi rekapitulerer først vores fænomenbestemmelse af vores genstand.

Vores fænomenbestemmelse består af tre indfaldsvinkler til terapifænomenet. Og disse har vi fikseret gennem begreberne: 1. Om en terapeutisk situation som påvirkningen af et individs tilstand via et andet individ på basis af en funktionsopdelt forholden-sig imellem de involverede; 2. Om en terapeutisk sammenhæng som det strukturelt givne samvirke mellem terapeut og klient med behandling af klientens eksistensmåde til følge; og 3. Om et terapeutisk moment som ændringen i et individs eksistensform.

Men med disse fænomenbestemmelser står vi endnu ydre i forhold til terapi set som selvbevægende realitet, idet standpunktet for deres oparbejdning, og dermed også for deres indholdsmæssige udformning og status, har været udefra og indimod terapi set som opbyggeligt fænomen. At bestemme terapis selvopbyggelse er derfor at føre vores fænomenbestemmelser ind i terapi - altså standpunktstransformation - hvilket er at oparbejde, hvorledes vores fænomenbestemmelser træder i forhold til hinanden.

Og resultatet heraf er netop ikke kun selvbevægelse slet og ret, men en bestemt form for selvbevægelse, der giver sig ud fra oparbejdningen af fænomenbestemmelsernes indre relationer.

Vi betragter derfor nu, hvorledes vores fænomenbestemmelser træder i forhold til hinanden, dvs. hvordan de bygger terapi.

 

Set fra den terapeutiske situations standpunkt så er det altid en given social sammenhæng, der bygges op som terapeutisk. Karakteren af den sociale sammenhæng er ikke afgørende herfor, så betingelserne for at terapi kan bygge sig op er ene og alene funderet i, om de involveredes personlige interesser i den sociale sammenhæng falder sammen med henblik på påvirkning af den ene fra den anden. Fra den teraperedes standpunkt - brugeren af terapi, klienten, patienten eller den som påvirkningen retter sig imod - kan interessen kun være een selv: man er et problem for sig selv. Fra terapeutens standpunkt kan dette kun være funderet i, at det er et problem for een selv i situationen, at den anden er et problem for sig selv. Betingelserne for at terapi kan bygge sig op er derfor, at den ene er et problem for sig selv, samtidig med at være et problem for den anden i den givne sociale sammenhæng; og terapi bygger sig op i samme grad som der er interessesammenfald herom. I interessesammenfaldet etableres samtidig det terapeutiske moment, der eksisterer så længe der er interessesammenfald om interessen i den sociale sammenhæng; og her indenfor har den teraperede sine interesser i hvilke påvirkninger, og analogt fra terapeutens standpunkt.

Fra den terapeutiske situations standpunkt er terapi dermed at opfatte som flygtig: i samme grad den etableres bliver den identisk med det terapeutiske moment. Derimod kan den terapeutiske situation ikke slå over i en terapeutisk sammenhæng, idet dette er betinget af forekomsten af bestemte sociale sammenhænge - og disse er netop uvæsentlige set fra den terapeutiske situations standpunkt.

Fra standpunktet den terapeutiske sammenhæng så er terapi at se som en ubrudt kæde af terapeutiske situationer, der varierer med hensyn til indholdet i det terapeutiske moment, hvor den terapeutiske sammenhæng endvidere er at se som sit eget specifikke moment. Betingelserne for at terapi kan bygge sig op her er dog andre end de, der gælder for den terapeutiske situations vedkommende. Set fra den teraperedes standpunkt så er problemet her ens sociale liv - derfor eksisterer man i den terapeutiske sammenhæng - og fra terapeutens standpunkt er problemet, at det sociale liv er et problem for den teraperede. Interessesammenfald herom gør den terapeutiske sammenhæng identisk med den terapeutiske situation, der igen er identisk med det terapeutiske moment.

Betragter vi til sidst terapi fra standpunktet det terapeutiske moment, så eksisterer dette i kraft af ændringen af den enkeltes eksistensform som påvirkning gennem en terapeutisk situation eller en terapeutisk sammenhæng. Fra den teraperedes standpunkt er interessen for påvirkning styret af, hvilke ændringer der kan være af interesse, dvs. hvilken påvirkning der ønskes. Og dette er analogt fra terapeutens standpunkt, hvor interessen dog udtrykker sig igennem, hvilken påvirkning, der ønskes givet. Alt i alt er interessen givet ud fra det problem, som man står overfor: påvirkning af sig selv eller af andre. Set fra den teraperedes standpunkt er problemet een selv, der enten kan bearbejdes gennem en terapeutisk situation eller en terapeutisk sammenhæng. Et individ, der står med dette problem er derfor afhængig af givne påvirkningsmuligheder. Og dette er også gældende for terapeuten, hvor dette dog også er betinget af, at der er nogen at påvirke.

Betragter vi nu de tre standpunkter som den konstruktionsenhed, som de i praksis udgør set fra terapiens standpunkt, så finder vi, at der er indre sammenhænge/relationer mellem terapeutisk situation og terapeutisk moment - hvor imod relationen mellem situation og sammenhæng er asymmetrisk : en terapeutisk sammenhæng er altid en terapeutisk situation, men aldrig omvendt. ”Vejen” fra terapeutisk sammenhæng til situation kan beskrives således: i den terapeutiske sammenhæng er problemet individet i sit sociale liv, og dette ligger uden for det terapeutisk-sociale, men dette problem er inden for sammenhængen identisk med individet som problem for sig selv i sit terapeutiske liv, altså identisk med den terapeutiske situation.

Men når relationen mellem terapeutisk sammenhæng og situation ikke går den anden vej, så må det sociale i terapi - forstået som de aktuelt forefundne samfundsmæssige forhold, herunder også terapeuten - ene og alene være at opfatte som den ramme, hvorunder den teraperede - individet (og vi forbigår her differentieringen mellem et og flere teraperede individer) - kan arbejde med problemer med sig selv i sit samfundsmæssige liv.

 

Terapi som form for social praksis: praksisform.

Vi finder derfor nu to væsensdimensioner i terapi: en social dimension (:rammen eller rammebetingelserne for terapi, eller de for den teraperede forefundne samfundsmæssige forhold, hvilket også indbefatter terapeuten) og en teraperet dimension (:individet, individerne eller det som terapien retter sig imod), der eksisterer i et indre forhold til hinanden. Den type af selvbevægelse, der hermed træder frem, er derfor at opfatte som et formidlingsforhold mellem individ og samfund. Og som begreb for denne form for selvbevægelse vil vi indføre begrebet om form for social praksis eller praksisform[74]. Ledetråden for det følgende er derfor at se terapi som form for social praksis.

Men nu eksisterer de to væsensdimensioner i terapi kun i kraft af de dertil bundne karakteristika, og vi vender os derfor mod en oparbejdning af disse.

Karakteristika for den teraperede dimension.

Når den teraperede er stillet over for den opgave at arbejde med sig selv i sit samfundsmæssige liv - hvor problemet heri ligger uden for det terapeutisk-sociale - så må individet eksistere i et konfliktfyldt forhold til sit samfundsmæssige liv; ellers vil individet heller ikke eksistere som terapinødig. Omvendt må individet også eksistere som terapimulig - at terapi ændrer individets tilstand, eksistensmåde eller eksistensform - ellers vil terapi ikke kunne etablere sig. Den teraperede må derfor eksistere som løsrevet i en eller anden grad fra sit samfundsmæssige liv.

Terapi kan nu ses fra den teraperedes standpunkt som bearbejdningen af sig selv med sig selv via de samfundsmæssige forhold, der er forefundne i situationen. Den teraperede må mao. gøre sig selv til genstand for sin virksomhed i sin henvisthed til det sociale.

Karakteristika for den sociale dimension.

Det sociale i terapi fandt vi eksisterer som ramme for individets arbejde med problemer med sig selv i sit samfundsmæssige liv. Og som ramme varetager det sociale ændringen af individets tilstand, eksistensmåde eller eksistensform, og det sociale kan derfor opfattes som påvirkningsmedie slet og ret. Terapeuten - eller terapeuterne, hvad der ikke er afgørende her - kan i forlængelse heraf siges at være administrator(er) af de forefundne påvirkningsbetingelser og -muligheder, herunder også af dem selv som moment af påvirkningsmediet, hvor genstanden for deres virksomhed er den teraperede. Som moment af påvirkningsmediet vil de også kunne gøre sig selv til genstand for den teraperede, hvilket også kan indbefatte, at de gør påvirkningsmediet til genstand for virksomheden.

Terapi er her fra den sociale dimensions standpunkt at se som varetagende ændringen af individets tilstand, eksistensmåde eller eksistensform.

 

Om forholdet mellem den teraperede dimension og den sociale dimension.

Vores væsensdimensioner med disse indholdsmæssige karakteristika/bestemmelser eksisterer ikke ved siden af hinanden eller uafhængig af hinanden. Terapi kan tvært imod ikke tænkes, dvs. genspejles begrebsligt adækvat, uden deres relation til hinanden. Og vi vender os derfor mod denne relation.

Men inden da - og kort: terapi kan nu ses som bestemt form for social praksis, hvorfor vi får følgende ”tre-deling”: selvbevægelse som den almene bevægelsesform for terapi; praksisform som den for terapi særlige selvbevægelse; og hvor bestemmelsen af de to væsensdimensioners indre relation er den for terapi specifikke selvbevægelse.

Når individet i terapi eksisterer som løsrevet fra sit samfundsmæssige grundlag, så er det påvirkeligt i sig selv - og dette spejles af det sociale som påvirkningsmedie. Og omvendt: det sociale som påvirkningsmedie spejler, at der gribes ændrende ind i individets tilstand, eksistensmåde eller eksistensform, hvorved individets konfliktfyldte forhold til sit samfundsmæssige grundlag undergår en bevægelse.

Bestemmelsen om individet som løsrevet fra sit samfundsmæssige grundlag qua det konfliktfyldte, og derfor også som påvirkeligt qua dets eksistens inden for terapi spejler nu et bestemt forhold imellem det sociale og den teraperede: som løsrevet er individet nemlig kun påvirkeligt, når det indgår i en relation til det sociale; - og når individet bearbejder sig selv med sig selv i sit samfundsmæssige liv, og det sociale er påvirkningsmedie for dette, så må der være tale om, at individet i terapi er henvist til det sociale; det er mao. overforstillet anvendelsen af de samfundsmæssige betingelser og muligheder, der er det forefundet. Og dette kan vi sammenfatte på følgende måde:

på den ene side står individet som teraperet i terapi over for det sociale som påvirkningsmedie,

mens det på den anden side eksisterer som bearbejdende sig selv med dette sociale.

Denne overforstillede bearbejdningsproces kan siges både at have en form og en indholdsmæssig side, idet den som særlig praksisform formidler et specifikt samfundsmæssigt indhold. Først til formside.

Vores tidligere undersøgelser har frembragt følgende former for rammebetingelser: det offentlige behandlingssystem, der organisatorisk er delt op i en somatisk og i en psykiatrisk del; det privat-kapitalistiske (hjælpe-)marked; institutioner, bevægelser og partier, der internt har etableret påvirkningssammenhænge; og endelig alternative rådgivninger, selvhjælpsgrupper/-bevægelser mv.

Vi kan sammenfatte formside i terapi gennem tre former for rammebetingelser: en offentlig form, en privat form, og en form vi vil betegne med alternativ, idet den begrunder sig i at opløse forholdet - ugyldiggøre begge eller overvinde modsigelsen imellem dem - enten inden for det offentlige, fx. i form af alternative rådgivninger, eller inden for det private, fx. i form af terapeutiske kollektiver.

Vender vi os nu mod indholdssiden i terapi, så finder vi, at det ikke kun drejer sig om individet som sygt, hvad det ”rene” terapibegreb ellers udtrykker (:terapi som medicinsk og/eller psykologisk behandling af sygdomme), og hvor ud fra det kunne synes at være en nærliggende mulighed at substituere terapibegrebet med begrebet om sygdomsbehandling. Vi har imidlertid også mødt andre betydningssammenhænge, der peger på forskellige karakteristika ved terapifænomenet, der vil gøre en sådan substituering af terapibegrebet med begrebet om sygdomsbehandling skæv og halv:

·        For det første møder vi betydningssammenhænge, hvor der refereres til undertrykkelse, afmagt og mørke på den ene side, og til frigørelse, frihed og klarhed på den anden side. Disse karakteristika kan være forhold ved sygdom, men det er også forhold ved måden, hvorpå det samfundsmæssige liv er organiseret på bestemte historiske tidspunkter;

·        For det andet møder vi betydningssammenhænge, hvor det ikke just er sygdomsbehandling, der refereres til, men til overgreb, magtanvendelse, manipulation og fornedrelse. Disse kan ses som ”uheldige”, eventuelt nødvendige momenter ved sygdomsbehandling i specielle tilfælde, i grænsetilfælde, men det er også aspekter af magtforholdene i det sociale samvirke mellem individerne;

- For det tredje møder vi sammenhænge, hvor terapi optræder snævert sammen med religion, magi, mystik og kunst. Her kan religion, magi, mystik og kunst ses som for former for videnskabelig sygdomsbehandling, men så forudsættes at religion, magi, mystik og kunst er omnihistoriske fænomener, der er knyttet til enhver form for samfundsmæssigt liv, og dette kan i allerhøjeste grad drages i tvivl for religionens, magiens og mystikkens vedkommende[75]; Og

- for det fjerde så må vi også konstatere, at den nuværende udbredelse af terapi har nået et sådant omfang, eller har antaget en sådan karakter, at det selv har fået ”navn”: terapiinflation[76], ”det moderne psykoboom”[77] og ”dagligdagens psykiatrisering”[78]. Dette kan måske ses som udtryk for ændringer i sygdomsbilledet, eventuelt grundet udviklingen i og effektiviseringen af sygdomsbehandlingsmetoder, men er måske snarere og mere et udtryk for nogle nye problemer, som ændringer i det samfundsmæssige liv stiller individerne overfor.

Terapifænomenets karakter gør det mao. ikke muligt for os, på hverken simpel eller udvidet substitutvis, at træde ind i en sygdomsbehandlingsdiskurs. Denne er mere een af flere betydningssammenhænge, som vi stilles med. Så lad os undersøge, hvilke betydningssammenhænge som vi kan udskille.

Vi         har for det første betydningssammenhængen sygdomsbehandling, og idet det er denne vi finder gennem leksikalske definitioner, så er den så at sige det nuværendes ”kulturelle selvudtryk”. Som tidligere nævnt er terapi her at se som medicinsk og/eller psykologisk behandling af sygdomme, men nu er behandling - ligesom sygdom - indbundet i en social ”kultursammenhæng” og forfølger vi behandling, så erfarer vi at behandling begynder og stopper med individet. Det sociale/kulturelle ”behandles” ikke; derimod støttes, vejledes og rådgives der i forhold til det sociale, hvorfor der også tales om socialt arbejde. Og når det specifikt drejer sig om sygdom da om forebyggende virksomhed.

Som ”kulturelt selvudtryk” må betydningssammenhængen ’sygdomsbehandling’ endvidere antages at være omfangsrig i sit sociale udtryk. Og vi finder da også, at den er strukturerende og bærende for den eksisterende offentlige behandlingsstruktur - Sundhedsvæsenet - der tilsvarende er delt op i organisatorisk forstand i et somatisk og et psykiatrisk sygehusvæsen, samt for de ”officielle” forestillinger herom[79].

Til betydningssammenhængen sygdomsbehandling finder vi et konglomerat af konnekterende begreber, hvor det mest overordnet drejer sig om differentieringen mellem somatisk og psykisk sygdom: til sygdom er der de konnekterende begreber lidelse, forstyrrelse og skavank; til somatisk begreberne biologisk (/fysiologisk), fysisk og legemlig; og til psykisk begreberne åndelig, sjælelig og psykologisk(/psykiatrisk). Og af målforestillinger i relation til behandling er der begreberne sundhed, velvære og vigør.

For det andet finder vi en betydningssammenhæng, hvor det mere er mennesket eller livet som sådant, snarere end individet som bærer af sygdom, der er på tale: man kan som menneske/person være i konflikt med eller i sin eksistens; man kan udvise fejl i sin adfærd; et stykke liv kan være sygt som organisme; og endelig kan man være skæbnemæssigt fordømt til lidelse (:syndefaldsmyten).

Det drejer sig her overfor ikke specifikt om behandling; men om at finde meningen i og med en konflikt, finde korrektionsmetoder til fejludbedring, finde årsagen til sygdommen, samt at finde den ”højere/dybere mening” med livet; alt i alt målforestillinger som meningsfyldthed, tilpasning, helbredelse og oplysthed.

Vi skal sætte denne betydningssammenhæng på begreb med meningsløsheds-overvindelse.

Og for det tredje - og sidste - finder vi en betydningssammenhæng, hvor det er individet i dets konkrete materielle liv, der tematiseres: man er undertrykt, udgrænset, jordet, fremmedgjort, isoleret og mishandlet i de sociale strukturer, som man er stillet over for at opretholde livet igennem - kort sagt udleveret til omstændighederne og lider under dem.

Målforestillinger er her: kamp, støtte, sammenhold mellem de involverede, solidaritet, udvikling af bevidsthed om de grundlæggende mekanismer, der producerer lidelse, og sætte denne bevidsthed i bevægelse gennem praktiske modstandsformer, alternativformer eller revolutionært arbejde til overvindelse af den lidelsesfulde udlevering. Det er også målforestillinger som frigørelse fra indre som ydre tvang; det er frihed, som noget andet end det konkret eksisterende.

Og denne betydningssammenhæng skal vi sætte på begreb med sociallivs-forandring.

 

Vi har nu, opsummerende, bestemmelser for form- og indholdssiden i terapi set som praksisform: overforstillet bearbejdning kan finde sted inden for offentlige, private eller alternative samfundsmæssige sammenhænge, og det kan dreje sig om sygdomsbehandling, meningsløsheds-overvindelse eller sociallivs-forandring. Dette vil vi kalde en feltbestemmelse af realiteten terapi, idet der indgår flere form- og indholdsaspekter - over for en genstandsbestemmelse af terapi, som begreb om dét for disse form- og indholds-aspekter bestemmende fælles, generelle eller almene.

10.4 Terapi som historisk udviklet realitet.

 

Vi står nu med en feltbestemmelse af terapi. Og problemet er derfor overgangen fra feltbestemmelse til genstandsbestemmelse, dvs. til et begreb om realiteten terapi.

Fra overbegreb til kategoriel oparbejdning.

Indfaldsvinklen til en løsning af dette problem må imidlertid allerede været givet i kraft af, hvordan vi indtil nu er gået til værks med terapi set som fænomen. Og her finder vi, at feltbestemmelsen af terapi er oparbejdet inden for den undersøgelsessammenhæng, hvor terapifænomenet er forlenet med en ”iboende tvedeling”[80], idet vi i vores analyser har anvendt forlenede terapibegreber. Konsekvensen heraf var netop, at det forblev ubestemt, hvad de forlenede terapibegreber konkretiserede qua at forlenede terapibegreber kun kunne afgrænses, eller afgrænse sig, fra hinanden som konkurrerende og/eller supplerende; og det var netop dette ”ubestemte”, som vi søgte et begreb om. Dannelsen af dette begreb bestemte vi i forlængelse heraf som problemet om abstraktion.

Overgangen fra feltbestemmelse til genstandsbestemmelse er derfor den abstraktionsproces, der fører vores feltbestemmelse over i et begreb om terapi som realitet. Og denne opgave er også identisk med at bryde det ned, som byggede tvedelingssammenhængen op for os. Men her ud over har feltbestemmelsen dog en slags værdi i sig selv, idet dens bestemmelser er at se som aktuelle konkretiseringer af det (:det indtil nu ukendte), der gør et fænomen til en terapeutisk realitet. Og som sådan fortælles vi noget generelt om, hvordan terapi eksisterer i den nuværende samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces[81].

 

Tvedelingssammenhængen, som vi altså er stillet over for at bryde ned, finder vi blev bygget op som en konsekvens af, at vi ikke stillede os tilfreds med de forskellige bestemmelser til det ”rene” terapibegreb: at terapi er noget, der gøres med en ændringshensigt, altså formålsbestemt; og dette også særligt i forhold til somatiske og psykiske sygdomme, hvor terapi blev forskudt til behandlingen af disse. Vi ønskede ikke på dette grundlæggende tidspunkt i vores undersøgelse at fiksere terapi gennem et overbegreb for noget andet - sygdomsbehandling - som vi så, nærmest i stedet, måtte indkredse indholdet af. På daværende tidspunkt var det ikke så meget det formålsbestemte, der bekymrede os, men dette aspekt må vi i det følgende med- og indreflektere i vores overvejelser.

Det vi så i stedet fik ved at gå ind i tvedelingssammenhængen - qua overgangen til forlenede terapibegreber og videreførelsen af disse til en fænomenbestemmelse, og igen videre til en feltbestemmelse på basis af disse - har været bestemmelser omkring, hvordan terapi konstruerer og bygger sig selv op inden for og i relation til en bestemt kontekst. Men hermed bryder vi samtidig med en formålsbestemt udledning af, hvad terapi i konkretiseret form er. I stedet er nemlig trådt begreber, der spejler det perspektiv, dvs. den retning, hvor igennem terapi er selvkonstruerende. Det formålsbestemte kan hermed siges kun at være relateret til - eller begrænset til, om man vil - den særlige omgang, som vi ønsker at have med terapi, her en videnskabelig omgang. Formålsbestemtheden er altså ikke koblet af vores analyse som sådan, tvært imod har den været bestemmende for, hvordan vi er gået til vores genstand. F.Haug udtrykker det således:

”metodevalget .. er .. bestemt af det praktiske formål. Det synes dermed alene at være op til den enkelte forskers forgodtbefindende. Men de sociale genstandes særegenhed samt fordringen om videnskabelighed er dog givet på forhånd for socialvidenskabsmanden. Dermed er forskerens subjektive virkelighed koblet fra den måde, han omgås sin genstand på”[82].

Nu er dette blot en negativ afgrænsning af subjektivitetens betydning for dannelsen af videnskabelige teorier, men den er tilstrækkelig her, idet vi nu kan samle vores kritik af de ”rene” terapibegreber til følgende, ligeledes negativt, afgrænsede opgave: at bryde tvedelingen ned er ikke opgaven om dannelsen af et formålsbestemt overbegreb, eller rettere: begrebet kan ikke have denne status eller karakter. Dette vil også være rekurs til en tidligere og nu tilbagelagt problemstilling. Begrebet må være noget andet. Det ved vi nu!

Hvad dette ”andet” er finder vi en tilgang til hos Marx, hvor ovenstående problem formuleres positivt på følgende måde:

”Vi træder ikke verden i møde med et nyt princip: Her er sandheden, knæl! („hier kniee nieder!“) Vi udvikler af principperne i virkeligheden virkelighedens nye principper”[83] -

hvilket i sin essens er at gå til verden nedefra og indefra.

I stedet for et formålsbestemt overgreb må det dreje sig om dannelsen af et begreb, der for det første rummer de eksisterende ”principper” i terapi, og som for det andet lader nye ”principper” udfolde. Et sådant begreb vil vi kalde et teoribegreb om terapi, og kravet til dette begreb er altså, at det afslører og spejler de bestemmende ”principper” i det selvbevægelsesperspektiv, der er terapis eget. I et teoribegreb indgår der således også andre begreber, og som begreb for de grundlæggende begreber indfører vi bestemmelsen kategori[84], og som analoge begreber for begrebet ”princip” vil vi anvende begreberne forhold og lovmæssighed, uden dog her at differentiere mellem dem.

Vores videre opgave kan vi nu bestemme som en kategoriel bestemmelse/oparbejdning af de indre bevægende forhold i terapi.

Vi står derfor ikke blot overfor en ”simpel” abstraktionsproces, når vi skal føre vores feltbestemmelse af terapi over i, hvad der nu ikke blot er et begreb om terapi, men et teoribegreb om terapi. Vi kan da også konstatere, at vi allerede, frem til dette punkt, successivt har abstraheret stadig mere generelle karakteristika frem ved terapi set som fænomen, og her igennem mere og mere nærmet os en genstandsbestemmelse af realiteten terapi. Og vi stilles derfor også over for at afklare, hvorledes videre abstraktion overhovedet kan resultere i et teoribegreb om terapi. Dette er problemet om forholdet mellem feltbestemmelse og teoribestemmelse af terapi.

Om forholdet mellem det konkrete og det abstrakte; og om udviklingsforholdet mellem alment og enkelt.

Udgangspunktet for en afklaring af problemet om videre abstraktion er det forhold, at fænomenet terapi selv er fremkommet gennem abstraktion: det er begrebsligt bestemt. At erkende er nemlig overhovedet at anvende begreber, hvor der i begrebet spejles enkelte sider, træk eller dimensioner ved det konkrete, og som sådan er begreber derfor abstraktioner ud fra det konkrete, hvor igennem der i begrebets form fikseres noget generelt eller fælles ved enkelttilfælde af det konkrete. Derfor findes der erkendelsesmæssigt for det erkendende subjekt ikke dén realitet, hvis der ingen begreber er herom[85].

Vi har da også måttet, lige fra starten af vores erkendeproces, tage udgangspunkt i allerede eksisterende begreber om terapi, hvor vi, med udgangspunkt i terapi set som fænomen[86], har fikseret stadig mere generelle træk ved terapi.

Ligeledes har vi også syntetiseret forskelligt indvundne forhold fra analysen - dvs. indført begreber, der fikserer bestemte forhold, der er trådt frem gennem erkendelsesprocessen, som momenter ved realiteten terapi - hvilket også er at se som konkretisering af, hvad terapi er for en særlig realitet. Det er altså en analyse og synteseproces, som vi står midt i - dét ved vi ligeledes nu!

Men forudsætningen for at vores erkendeproces har været mulig kan kun være, at enkelttilfælde af terapi har kunnet tænkes i formen: et tilfælde af flere, der har noget til fælles. Og med Marx kan vi tilføje, at

”abstraktioner overhovedet kun (opstår) på grundlag af den rigeste konkrete udvikling, hvor eet er fælles for mange, ja fælles for alle. (Og) dermed hører det op med kun at kunne tænkes i en særskilt form”[87].

Men når det at tænke således forudsætter at hæve det konkrete til almengyldig form, så er enkelttilfælde af terapi ikke erkendelige som terapi for os - og mere præcist: kan kun identificeres gennem et egennavn - men eksisterer først som genstand for denne erkendelse i den sammenhæng, der fører til det generelle eller almene.

Vores vej fra fænomenbeskrivelse over fænomenbestemmelse og feltbestemmelse, og kravet herfra om at gå videre til en genstands-/teoribestemmelse, er derfor at se som vejen fra det konkrete mod det almene, hvor det konkrete netop er konkret, fordi

”det sammenfatter mange bestemmelser, altså er en enhed i mangfoldigheden. I tænkningen fremtræder det derfor som sammenfatningsproces, som resultat, ikke som udgangspunkt for anskuelse og forestilling”[88].

Og at vi har vandret denne vej er derfor at se som den nødvendige erkendelse af denne Marx’ erkendelse, når vi mangler et begreb om det for terapi almene, hvilket mao. også er at opfatte som en kritik af de eksisterende almenbestemmelser: at de er ”skæve”, utilstrækkelige eller mangelfuldt begrundet, hvorfor deres status er uklar i relation til en teori om terapi. Karakteristisk for vores søgning efter et ”anvendeligt” terapibegreb i starten af vores undersøgelse var da også den næsten ligegyldige indforståethed, som herskede i terapikontekster om, hvad terapi er.

Men når begreber således er nødvendige for erkendelsen og generelle i forhold til det enkelte konkrete - hvilket også betyder at erkendelse altid er abstrakt erkendelse - hvordan så overhovedet erkende det konkrete enkelttilfælde på anden måde end som et uvæsentligt enkelttilfælde af det generelle? Som enkelttilfælde er det konkrete dog væsentligt i sig selv, det er dét vi handler i forhold til, men i begrebets form forsvinder mao. dets særegenhed eller ejendommelighed til fordel for en abstakt generalitet, hvorfor det at erkende i formen begribe det konkrete som netop dette konkrete synes at være en logisk umulighed - men hvis dette er tilfældet, så havner vi i det Aristoteliske aksiom om, at det eneste der er muligt, det er videnskab om det generelle: at det enkelte kun kan forstås abstrakt og ufuldstændigt, men ikke konkret og særegent. Videnskab på baggrund heraf er dannelsen af nomotetiske forklaringer i form af abstrakte lovmæssigheder, hvor det enkelte konkretes særegenhed er uvæsentlig, men som dog set ud fra sig selv netop er væsentlig som særegent konkret, hvilket dog er uden for den nometetiske ”videnskabs” fatteevne, altså videnskabeligt set uvæsentligt.

En måde at undslippe den logiske umulighed på er heroverfor den ideografiske forståelse, hvor man søger at afdække det særlige, det særegne, det enkeltstående eller det unikke ved netop det konkrete enkelttilfælde, som man står overfor, altså søgning efter det, der karakteriserer netop dette konkrete og ikke andet, og det er det, der er det væsentlige. Men at indfange dette er også at abstrahere, dog i formen bundet til det enkelte, hvilket er en logisk umulighed, idet enhver abstraktion er en almengørelse: i et begreb fikseres nødvendigvis træk, der er fælles for flere - i dette tilfælde det, der er fælles for den klasse af genstande, som det konkrete tilhører. At undgå denne til den ideografiske forståelse iboende modsigelse er at begrænse erkendelse til niveauet for identifikation via et egennavn - og det er hvad der påstås at være dét væsentlige. Den ideografiske erkendemåde udmøntes da også oftest som beskrivelse - som sanselig spejling af enkelttilfældet, kunstnerisk - hvor det dog er logisk umuligt at afgøre, hvad det er et enkelttilfælde af, hvorfor det kommer til at værre fritsvævende, uafhængigt og utilgængeligt for bemestring gennem menneskelig praksis. Derfor suppleres, lige så vel som de modstilles, den ideografiske forståelse med den nometiske forklaring - og/eller omvendt - i forsøget på at fange dels enkelttilfældet som tilhørende en bestemt klasse af fænomener, og dels det for det enkelte særlige i klassen.

Begribelsens paradoks.

Opsummerende kan vi sige, at vi ved videnskabelighed i nomotetisk forstand stilles over for en logisk umulighed, i ideografisk forstand over for at producere en logisk umulighed med nødvendigheden. Vi vil kalde dette for begribelsens paradoks og bestemme det på følgende måde: at erkende er at gå til værks med begreber, men at gå til værks med begreber fjerner samtidig erkendelsens indhold, qua det abstraherende, fra det, som det er erkendelse af.

Heroverfor står den kendsgerning, at vi kun handler i forhold til det konkrete som enestående/særegne enkelttilfælde. I forhold til et praksisstandpunkt så er den nomotetiske forklaring respektiv den ideografiske forståelse ufuldstændige erkendemåder: i den første smides det særegne væk, i den sidste det generelle eller fælles. Disse to erkendemåder er derfor at bestemme som specialtilfælde af teoreticismen respektiv empirismen, hvor det blot at supplere disse to ufuldstændige erkendemåder - som det til eksempel sker hos E.Hougaard med den konsekvens for psykoterapien, at en fuldstændig videnskabeliggørelse af den ikke kan komme på tale: den forbliver i udstrakt grad ”kunst eller personlig kunnen snarere end videnskab og teknik” [89] - vil være at løse et konkret problem gennem en, ligeledes ufuldstændig, abstrakt syntese. En sådan abstrakt syntese vil i dobbelt forstand være ufuldstændig, idet begribelsens paradoks blot omgås i stedet for at blive søgt løst, hvorfor der åbnes op for, og egentlig også kræves, udsagn af legitimation for, at tingene i væsensforstand ikke kan være anderledes. Der kan så heller ikke gribes overskridende ind i forhold til det nuværendes konkrete gestalter. Konsekvensen må derfor være naturalistisk udsagn - til eksempel i form af ”sprogets utilstrækkelighed”,[90] eller i form af den enkeltes ”Einmaligkeit”[91] - hvor en skæv tilgang til virkeligheden hypostaseres som det eneste mulige.

Ud fra et praksisstandpunkt må vi derfor konstatere, at et produceret erkendelsesmæssigt problem - begribelsens paradoks - i den nomotetiske forklaring og i den ideografiske forståelse løses uproduktivt, dvs. ikke-praktisk. Vi er derfor stillet over for problemet om en praksisløsning for problemet om en vej fra det abstrakte til det konkrete, hvor denne praksisløsning samtidig muliggør en erkendelsesteoretisk overvindelse af begribelsens paradoks.

En løsning herpå finder vi i det faktum, at det enkelte konkrete kun eksisterer i den sammenhæng, der fører til det almene - hvorved dets eksistens erkendes som enestående - hvorfor det enkelte også kun ufuldstændigt rummes i det almene, men omvendt så eksisterer det almene - og abstraktioner overhovedet, også kun i det enkelte eller i kraft af det enkelte. Dette betyder, at erkendelsen af det almene ikke er erkendelsen af det enkelte, men kun strategien til erkendelsen af det konkrete i hvert enkelt tilfælde. Erkendelsens vej kan derfor bestemmes som vejen fra det pseudokonkrete over det abstrakte og almene til det tankekonkrete, idet

”den metode at stige fra det abstrakte til det konkrete kun er den måde, hvorpå tænkningen tilegner sig det konkrete, reproducerer det som åndeligt konkret”[92].

Når abstraktioner således er momenter i det konkrete, så falder det Aristoteliske aksiom, idet bestemmelsen af det almene kun er strategien til reproduktion af det konkrete af tænkningens vej - og ikke selve det konkretes egen tilblivelsesproces:

”at tænke forudsætter netop at hæve det konkrete til almengyldig form. Men ud fra det dialektiske synspunkt består genspejlingen af virkelighedens dybe væsen netop ikke i isolerede kategorier eller ubevægelige domme, men i deres forbindelse og bevægelse, som er specifikke for denne virkelighed, og som de dialektiske almene bestemmelser formelt rummer i sig som simple logiske muligheder”[93].

Det særegne eller unikke ved hvert enkelt konkret er derfor også først muligt at erkende, når det almene er kendt, hvorfor den ideografiske forståelse falder allerede i sit udgangspunkt: den kan ikke bestemme det særegne, kun sammensætte abstrakte momenter ved ”et eller andet enkelt” på en ikke-begrundelig, dvs. vilkårlig, måde.

I erkendelsesteoretisk forstand overvindes begribelsens paradoks derfor når der tænkes bevægeligt (:dialektisk) mellem det konkrete og det abstrakte på den ene side, og hvor det på den anden side fastholdes, at den almene abstraktion kun er strategien til erkendelsen af det konkrete som enkeltstående. Det almene må derfor også tilskrives ontologisk eksistens.

Når erkendelsen af det almene således kun er strategien til reproduktion af det enkelte konkrete af tænkningens vej, så er vores erkendeproces fra det abstrakte til det tankekonkrete - som nævnt - ikke identisk med det konkretes egen tilblivelsesproces. Gøres de identiske, så udstyres historien samtidig med en abstrakt substans, der i forskellige, i sidste instans identiske, manifestationer hjemsøger den selvsamme historie (á la Hegel), hvilket er at gøre teoreticismen til paradigme for erkendelse.

Heroverfor må fastholdes, at det konkretes tilblivelsesproces er en proces fra konkrethed til konkrethed, at denne tilblivelsesproces er lovmæssigt bundet ud fra det konkretes egen opbygning og opbyggelsesproces, altså ud fra dets indre sammenhæng, som vi vil kalde dets logiske struktur. Der findes derfor heller ikke abstrakte lovmæssigheder, men kun lovmæssigheder for det konkretes bevægelse i det konkrete selv. Og dette betyder, at det almene må ses som bevægeligt grundforhold. Og det er da også kun således, at vi kan leve op til at spejle terapis egen logik, netop ved at bestemme den som den konstruerer og bygger sig selv op.

Når det almene således ikke kan opfattes som en fiks og færdig substans, så må der også opereres med begrebet om udvikling, hvor det konkretes bevægelse resulterer i opståelsen af kvalitativt nye former for konkretheder - former, der formelt er indeholdt i det gamle, i form af virkeliggørelsen af simple logiske udviklingsmuligheder ud fra de daværende almene forhold. Og at operere med begrebet udvikling er også at operere med begrebet om kvalitativt forskellige udviklingsniveauer.

Realiteten terapi er derfor nu at se, ikke blot som en bestemt selvbevægende realitet, hvor vi til et begreb om terapi skal abstrahere det grundforhold, der er det bevægende forhold - men som en udviklet form for terapi. Marx formulerer problemet om erkendelsen af denne i forbindelse med menneskelig produktion således:

”Når der er tale om produktion, er det altid produktion på et bestemt socialt udviklingstrin. Produktionen generelt er en abstraktion, .. men dette generelle, eller det ved sammenligning udskilte fælles, består imidlertid selv af mange led og opdeler sig i forskellige bestemmelser. Noget deraf tilhører alle epoker, andet er fælles for nogen af dem. Nogle bestemmelser vil være fælles for den nyeste og den ældste epoke. Ingen produktion er tænkelig uden dem; men selv om de mest udviklede sprog har love og bestemmelser fælles med de mindst udviklede, så er det netop afvigelsen fra dette almene og fælles, der udgør sprogenes udvikling. De bestemmelser, der gælder for produktion overhovedet, må netop skilles ud for sig, for at man ikke over den enhed, der allerede fremgår af, at subjektet, menneskeheden, og objektet, naturen, er fælles for epokerne, glemmer den væsentlige forskellighed”[94].

Og hermed har vi et svar på forholdet mellem feltbestemmelse og teoribestemmelse af terapi. Og dermed har vi en endelig løsning på problemet om, hvordan videre abstraktion kan resultere i et teoribegreb om terapi: nemlig at vi ikke kun må operere med et ”simpelt” forhold mellem abstrakt og konkret, men snarere og mere grundlæggende med et udviklingsforhold mellem alment og enkelt, hvorfor den nuværende terapeutiske realitet er at se som den mest udviklede form af et ligeledes udviklet alment grundforhold; og hvor dét, der særligt skal bestemmes i denne udviklingshistorie, er den kvalitativt mest udviklede almenhed, den ”væsentlige forskel”, idet netop denne er den aktuelt individuerende faktor i den nuværende terapeutiske realitets selv- og udviklingsbevægelse. Denne den væsentlige forskel er selv at se som et logisk udviklingsprodukt af det for terapi mest almene eller simpleste. Og trækker vi igen på Marx, så får vi, at den simpleste bestemmelse

”er udtryk for forhold, i hvilke det mindre udviklede konkrete kan have realiseret sig uden endnu at have etableret den mere mangesidige relation eller det mere mangesidige forhold, som er udtrykt i den mere konkrete kategori; hvorimod det mere udviklede konkrete bibeholder den samme kategori som en underordnet relation. ..

For så vidt ville gangen i den abstrakte tænkning, der går fra det simpleste til det sammensatte, svare til den virkelige historiske proces”[95].

Når vi opererer med udvikling kommer vi således ikke kun til at operere med et hierarki af almenheder, der adskiller sig med hensyn til graden af generalisation, men også med hensyn til historisk og dermed aktuel væsentlighed. Derfor bliver en historisk rekonstruktion af realiteten terapis selvopbyggelse nødvendig, idet vi ellers ikke kan bestemme de forskellige almenheders aktuelle status og væsentlighed i den nuværende form for terapi. Udvikling er ikke kun karakteriseret ved at et kvalitativt nyt forhold træder frem som det bestemmende, idet gamle forhold fungerer videre, men nu som indgående i nye forbindelser, der som underordnede relationer ligeledes er medbestemmende for formens samlede bevægelse og udvikling

Opsummerende kan vi sige, at vi nu kender, hvordan vi skal gå til værks med vores feltbestemmelse: abstraktion af det fælles i formen et begreb om terapi, hvilket er en genstandsbestemmelse af, hvad terapi er for en realitet; samt hvorledes vi skal videreføre dette: historisk-logisk rekonstruktion af realitetens udvikling fra dens mest simpleste bestemmelse til dens udviklede, hvilket er et teoribegreb om den nuværende form for terapi.

Et begreb om terapi: terapi som lidelsesbemestring.

At føre vores feltbestemmelse over i et begreb om terapi er nu at foretage den abstraktionsproces, hvor vi i begrebets form fikserer det for hvert enkelt tilfælde af terapi fælles, hvilket er det for terapi mest almene. Vi ved også, at denne fælleshed/almenhed ikke er at opfatte som en statisk substans, men der imod som et bevægeligt grundforhold - den afgørende individuerende faktor - der for terapi i forhold til andre realiteter er særegent: Terapis særegenhed som konkret realitet i forhold til andre realiteter er denne almenhed i abstrakt forstand; og hvert enkelt tilfælde af terapi rummes heri som simpel logisk mulighed.

Og nu til abstraktionsprocessen.

I feltbestemmelsen af terapi er der givet os tre samfundsmæssige former, hvor inden for terapi realiserer sig: det offentlige, det private og det alternative; samt tre realiseringsmåder: sygdoms-behandling, meningsløsheds-overvindelse og sociallivs-forandring.

 

Når den teraperede er overforstillet det sociale som påvirkningsmedie, men som bearbejdende sig selv med det sociale, så betyder dette

·        for det samfundsmæssigt-offentlige, at det samfundsmæssige er et problem for individet, hvor det inden for det offentlige bliver individet som problem for sig selv;

·        for det samfundsmæssigt-private, at individet er et problem for sig selv, og hvor det inden for det private bliver til det samfundsmæssige som problem for individet; og

·        for det samfundsmæssigt-alternative er problemet individet som problem, hvor det samfundsmæssige som problem for individet og individet som problem for sig selv inden for det alternative er sammenfaldende eller identiske størrelser.

 

Det fælles for ovenstående tre problembestemmelser kan kun være, at individet står afmægtig i forhold til sig selv i sit samfundsmæssige liv, hvor denne afmægtighed omvendt varetages af det samfundsmæssige.

Afmægtig varetagelse eller varetagelse af det afmægtige! Begge muligheder er logiske umuligheder på anden led end i formen lidelse, og dennes fordobling og samtidige_reduktion til lidelsesbemestring uden bemestring af lidelse, men dog bemestring gennem lidelse som det formidlende tredje mellem individ og samfund[96]. Terapi kan derfor bestemmes som lidelsesbemestring, hvilket er at se som et begreb om genstanden for terapi. Og vi har derfor nu den mest abstrakte almenhed for terapi. Denne almenhed fortæller os, i overensstemmelse med det tidligere udledte, ikke hvad terapi konkret er, men kun hvordan terapi alment produceres, men dermed også hvordan terapi konkret kan bestemmes i hvert enkelt tilfælde - nemlig via udviklende konkretisering, hvor det konkrete ud over det almene kan siges også at indeholde særlige og specifikke træk, og hvor det er enheden mellem det almene, det særlige og det specifikke, der gør hvert enkelt konkret tilfælde enestående; og ligeledes kan en bestemmelse heraf foregå på flere abstraktionsniveauer og dermed udviklingstrin i det konkretes bevægelse fra konkrethed til konkrethed. Som begreb herfor har vi begrebet væsen som kategori for det værende i dets essentielle træk, altså det virkelige objekts udviklingslogik[97], og dette er også, hvad vi skal forstå ved et teoribegreb om terapi : kategoriel bestemmelse af de bevægende forhold i terapi[98].

Den videre opgave om et teoribegreb om terapi er derfor historisk-logisk rekonstruktion af hvordan terapi, som den form for social praksis, der varetager lidelsesbemestring har udviklet sig fra sin mest simple bestemmelse til den form, som vi står i, altså en koncipering af den mest udviklede bestemmelse, som vores feltbestemmelse i relation hertil kan siges at være en før-bestemmelse af. Historisk-logisk rekonstruktion af terapi er derfor bestemmelse af de former, som terapi historisk har antaget og udviklet sig igennem.

Vores begreb om lidelsesbemestring er i denne sammenhæng at se som den genstandskonstituerende grundkategori i et teoribegreb om terapi, og i forlængelse heraf skal vi med Holzkamp[99] betegne den mest simple bestemmelse af denne som grundformen for terapi, som endvidere selv må ses som historisk udviklet og udviklelig. Et begreb for den mest udviklede bestemmelse kommer nu til syne, når vi betragter det forhold, at denne eksisterer inden for et i forvejen udviklet formidlingsforhold mellem individ og samfund. Og som begreb for dette sidste har vi samfundsformation, samt den hertil hørende klassiske kategorisering af historisk forefundne og successivt efterfølgende samfundsformationer: ursamfundet (urkommunismen), slavesamfundet, feudalismen, kapitalismen, og - for de endnu ikke virkeliggjorte, men mulige samfundsformationer - socialismen og kommunismen[100], eller det totale ravnerok, økologisk som socialt. Denne kategorisering er meget ”grov”, men på nuværende tidspunkt er den tilstrækkelig for os, idet vi kan betegne den mest udviklede bestemmelse for lidelsesbemestring med kapitalformen for terapi, idet standpunktet for vores erkendeproces er og kun kan være den nuværende samfundsformation: kapitalismen.

Til ovenstående begrebsindføring og -præcisering skal vi endvidere knytte begrebet om forform, hvorved vi vil forstå de forhold, der historisk-logisk foregår den til terapi knyttede grundform, altså de forhold, der udvikler sig til terapi; samt begrebet om mellemform, eventuelt mellemformer, for de udviklingsniveauer/-trin, der ligger mellem grundformen og kapitalformen for terapi.

Dertil kommer, at vi også må nærme os en mere specifik bestemmelse af den nuværende samfundsformations indre udviklingsniveau (:senkapitalisme, monopolkapitalisme), og ligeledes må det også dreje sig om en afklaring af, hvorvidt der må opereres med kvalitativt forskellige udviklingsniveauer af terapi inden for kapitalismen, altså om den mest udviklede bestemmelse af lidelsesbemestring - den vi ”kender” og som vi har abstraheret ud fra - kan udvikle sig kvalitativt videre inden for kapitalismen, eller om den tvært imod fordrer en kvalitativ udvikling af de for kapitalismen almene forhold, dvs. gennemsætningen af socialismen, for at kunne udvikle sig videre.

Men med denne begrebspræcisering er der samtidig åbnet en ny problemstilling for os. Terapi inden for en bestemt overgribende sammenhæng: den kapitalistiske.

Den gordiske knude og dens teoretiske ophævelse. Praksisform og forholdet til andre genstande: bearbejdningsform fra individsiden og reproduktionsform fra samfundssiden.      

Vi startede med at stille spørgsmålet, hvad terapi er. Og det første vi måtte konstatere var, at vi løb ind i en gordisk knude allerede i udgangspunktet for at kunne svare herpå. Erkendelsesmæssigt var det nemlig ubestemt, hvilket virkelighedsfænomen som vi stillede spørgsmålet til, hvilket vi omvendt også først kunne vide når vi havde et svar på spørgsmålet, idet kun et svar ville muliggøre en udpegning af, hvilke af virkelighedens fænomener der var terapeutiske realiteter[101].

I stedet for at omgås denne gordiske knude, definition via empirisk konstruktion eller teoretisk udledning, tog vi den på ordet. Og søgte et svar på, hvad terapi er, ud fra, hvad terapi selv ”svarer”, når det gøres til genstand for erkendelse. Denne form for erkendeproces kan vi kalde praksisledet teoriudvikling, og den førte os fra abstraktionsniveau til abstraktionsniveau, fra enkle generaliseringer til sammensatte fællesbestemmelser, hvor vi for hvert abstraktionsniveau endvidere kunne præcisere den specifikke ontologiske karakter af den - stadigt mere særegne - realitetsbestemmelse, som her igennem trådte frem for os.

Facit heraf er blevet et begreb om det mest almene forhold ved realiteten terapi: lidelsesbemestring i formen form for social praksis; hvilket er et særegent formidlingsforhold mellem individ og samfund. Det er altså ikke et genuint psykologisk, individual-videnskabeligt, eller sociologisk, samfundsvidenskabeligt, sagsforhold, som vi er stillet med; men tvært imod et bestemt konkret formidlingsforhold herimellem, altså en praksisform.

 

Vores gordiske knude kan nu siges at løse sig selv op indefra, idet vi kender vores genstand og formen hvor igennem denne bevæger sig. Men hermed er vi samtidig også givet en bestemmelse af vores genstandsplacering i forhold til de for genstanden andre væsentlige genstande, idet formbestemmelsen er fremkommet gennem specifikation i forhold til disse andre genstande. Tilbage er derfor kun at sætte begreb på disse forhold, for uden begreber herfor vil vi enten løsrive terapi fra virkeligheden eller gøre den samlede virkelighed til en terapeutisk realitet. I det første tabes, hvad der i det andet mangler. Og omvendt: nemlig muligheden for en teoretisk formidlet praksis netop i forhold til terapi som særegen genstand.

De forhold, som vi altså skal sætte på begreb, må ligeledes være givet ud fra det foregående. Og de kommer til syne ved, at når terapi er udtryk for et formidlingsforhold, så udelukkes samtidig et identisk eller udvendigt forhold mellem individ og samfund. Og tilbage bliver kun at se individ-samfunds-forholdet som et indre forhold, hvilket også stemmer overens med, at

”i virkeligheden findes der intet samfundsmæssigt før og uden noget individuelt og intet individuelt menneskeligt før og uden noget samfundsmæssigt. Individ og samfund er indvendigt forbundne. De sætter gensidigt hinanden”[102].

Individ og samfund kan derfor siges at være væsensforbundne genstande, der altid og kun kan bevæge og udvikle sig i en konkret dialektik, og som begreb for denne dialektik har vi netop det tidligere indførte begreb om praksisform.

To forhold skal hermed sættes på begreb: for det første forholdet mellem individ og praksisform, og som begreb herfor vælger vi begrebet bearbejdningsform[103]. Og for det andet er det forholdet mellem praksisform og samfund, hvortil vi skal anvende begrebet reproduktionsform.

Disse to begreber - bearbejdningsform og reproduktionsform - sikrer os til konkret at fastholde, at terapi er en særegen genstand med en særegen logik, men de viser også klart, at terapi kun er et moment i den totalsamfundsmæssige reproduktionsproces; altså hverken identisk med eller uafhængig af denne, men tvært imod indbundet på specifik måde.

Alment må derfor gælde, at terapi indgår i en særlig relation til andre former/realiteter, og at terapi her igennem varetager en særlig funktion i den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces. Da det alment også gælder, at helheden henviser delen sin plads - og dette dialektisk set, da der ikke kan være tale om et simpelt aflednings- eller udtryksforhold imellem del og helhed - så gælder det også, at den måde som den terapeutiske funktion forvaltes på af de involverede individer på den ene side er medbestemmende for udviklingen i den total samfundsmæssige reproduktionsproces, og på den anden side er udviklingen heri bestemmende for, hvorledes terapi som moment heri kan bevæge og udvikle sig gennem bearbejdning.

Dette betyder for det første, at en historisk-logisk oparbejdning af terapi må foregå i relation til udviklingen i det almene individ-samfunds-forhold; og for det andet at grundformen for terapi må ses, og funderes, som et konkret udviklingsprodukt af almene bestemmelser for den samfundshistoriske udviklingssammenhæng. Altså alt i alt at de historiske former for terapi må ses logisk forbundet med udviklingen i samfundshistorien.

Den samfundshistoriske udviklingssammenhæng som overgribende medium for analysen af terapi.

Dette stiller opgaven om at bestemme den total-samfundsmæssige reproduktionsproces. Og de samme krav, som vi har stillet og må stille til en videnskabelig bestemmelse af terapi, må også gælde her.

Summerer vi i første omgang det indtil nu udfoldede videnskabssyn op, så kan vi, med formuleringer fra Marx, sige, at vi på den ene side kun kender ”eneste videnskab, den historiske videnskab”[104], men på den anden side er historien en historie i historien, hvorfor videnskab er bestemmelse af den form for historie, som genstanden for videnskab selv antager. Vi får derfor flere former for videnskab, der som fællesbestemmelse har, at de er videnskaber i den grad de spejler ”den ejendommelige genstands ejendommelige logik”[105], dvs. historisk-logisk bestemmer, hvordan genstanden bygger sig op, udvikler sig og konstruerer sig selv i det udviklingsperspektiv, der er ejendommeligt for den. Den absolutte erkendelse eller bestemmelse af en genstand findes altså ikke, ej heller som perspektiv for videnskab, idet en genstand er i stadig bevægelse, forandring og udvikling; men kun erkendelse og bestemmelse, der i stadig større grad perspektivisk spejler genstandens eget perspektiv. Det er også kun herigennem, at der kan gribes bevidst ind i genstandens bevægelse og udviklingsperspektiv.

I anden omgang kan vi konstatere, at vi med denne overgang fra analyse af vores specifikke genstand - terapi - til dennes overgribende sammenhæng - kapitalismen/samfundshistorien - så ikke længere bevæger os på ugjort land, idet den samfundshistoriske udviklingssammenhæng - og den udviklingssammenhæng, som denne er indbundet i: naturhistorien - allerede er søgt oparbejdet historisk-logisk, hvilket starter med Marx. Dog stilles vi ikke med en generel bestemmelse af denne, som vi kogebogsagtigt kan reproducere til vores formål, lige så lidt som der findes en generel historie, da dette - samfundshistorisk set - vil betyde en uholdbar suspendering af den menneskelige praksis som bestemmelsesmoment heri og herfor.

Men selv om det var muligt på simpel vis at lade en kogebog over den samfundshistoriske udviklingssammenhæng udgøre det mediun, hvor igennem vi oparbejder et teoribegreb om terapi, så ville vi stå med det problem at sammenkædningen mellem samfundshistoriebestemmelsen og terapibestemmelsen få karakter af en ydre tilpasning af den ene til den anden og omvendt, da de to genstande qua deres, fra hinanden, isolerede oparbejdning ville være inkompatible i en eller anden grad. F.Haug[106] beskriver det således:

”Man står over for nogle kendsgerninger, som man enten opfatter med de allerede oparbejdede teorier - men så anlægger man blot et bekræftigende blik på kendsgerningerne - eller man danner nye teorier - så synker empirien i baggrunden.

Hvordan skal man løse denne knude? Formodentlig findes der ingen rene løsninger. I hvert fald har vi ikke fundet dem. Der er foreløbig ikke andet at gøre end at udvikle teorierne sideløbende, ikke at blive hængende ved dem, men heller ikke forsømme dem. Deraf følger en svaghed, som vi foreløbig anser for uovervindelig”[107].

Nu skriver denne kommentar fra F.Haug’s side sig ind i den sammenhæng, hvor det drejer sig om at overvinde en be- eller afkræftigelse af færdige hypoteser over for empiriske undersøgelser, altså en aktual-empirisk problemstilling[108]. Spørgsmålet er dog om ”knuden” er så uovervindelig, som F.Haug ender op med at konkludere. Perspektivisk må den kunne overvindes, da der ellers sættes en absolut - og ubegrundet, nærmere fundamentalt falsk - kløft mellem teori og empiri, men som det videre hedder:

”Bestræbelsen på at gøre teorien og empirien perfekt og forene dem truer igen og igen med at gøre én ude af stand til at handle. ”Perfektionisme” hedder det i dagligsproget. Den skyldes formodentlig en overhalet forskningskonception, hvor den enkelte skriver sin bog, i stedet for at fremsætte nogle videreførende forslag, der bygger på andres arbejde”[109].

Dette ”aflad”, som tænkningen her tilbydes til at forbigå det indre forhold mellem teori og empiri, er imidlertid problematisk, da det fører til videnskabelig vilkårlighed[110]. Omvendt er ”afladet” nødvendigt i bestræbelsen på at finde nyt i gammelt og lade sig overraske af det konkrete, se nye forbindelser heri osv osv. Og i forlængelse heraf kan man sige, at erkendelsesmæssige fremskridt netop begrunder sig i, at indhøstede forskningsresultater på eet område muliggør at se tilstødende områder, mere specifikke dele inden for samme område eller dén for området overgribende sammenhæng på en ny og mere adækvat måde.

Overvindelsen af den videnskabelige vilkårlighed har derfor som sin modpol den nødvendige frihed til vilkårlighed, for kun her igennem er det muligt, at en kategoriel bestemmelse, der som det eneste muliggør en langsigtet bevidst bemestring qua overvindelsen af vilkårligheden, kan komme på højde med sin genstands mest udviklede reproduktionsniveau. Dette er både et forskningsmæssigt begrebsbygningsproblem, men det er også et aktual-empirisk ”overraskelses”-problem. Og denne dialektik er derfor væsentlig at fastholde både på det historisk-empiriske og på det aktual-empiriske niveau, når målet er videnskabelige fremskridt.

Men et fremskridt i erkendelsen er kun et videnskabeligt fremskridt, når den indre sammenhæng mellem forskellige områder kan tematiseres mere adækvat end tidligere. Det væsentlige er altså, at indhøstede forskningsresultater kan/må give effekt helt tilbage i selve det tilgrundlæggende forskningsparadigme og tvinge en indre udbygning, eventuelt ændring, igennem, således at paradigmet i større udstrækning adækvat spejler sit genstandsområde. Forbigås dette, så vil ny erkendelse fra et område kun kunne transporteres abstrakt til andre områder, hvorfor tænkningen/erkendelsen/videnskaben lukker sig inde en overfladeforståelse og dermed udleverer sig selv til konstruktivisme på teoriplanet og til den simple genkendelsens glæde på empiriplanet: teori-empiri-forholdet er her revet fundamentalt fra hinanden, og sat ydre, men også identisk, da et ydre forhold har momenterne som identiske med sig selv[111], hvorved den sammenhængende bevægelse og udvikling, i begrebets form, tabes.

Konkluderende på problemet om overgangen fra studiet af et enkeltfænomen til helheden, hvori dette begrunder sig, kan vi derfor nu sige, at vi på den ene side stilles over for et udvendigt forhold mellem teori og empiri, men på den anden side må og skal dette forhold reflekteres i perspektivet den indre ændring og udbygning af teorien. Og dette er en overgang fra udgangspunkt til grundlag[112], der må ses dialektisk som uafsluttet proces. Så selv om en erkende- proces går til værks med viden og ender med, i bedste fald videnskabelig ny, viden, så drejer det sig alligevel i sidste instans ikke om stadfæstelse af korrekt eller sand viden over for falsk, ukorrekt, mystificeret mv., men - og dette kan ses som den rationelle kerne i F.Haug´s tilbudte ”aflad” for tænkningen frem for håbløs ”perfektionisme” - om praksis: om produktion af viden, der åbner op for at tænke og handle om det nuværende på en menneskelig måde, der indeholder det menneskelige samfunds perspektiv. Andet standpunkt for viden findes ikke, men dette betyder dog ikke, at al viden så også er/må være videnskabelig viden.

Hvad vi har nu er en ledetråd for vores overgang fra terapi til den samfundshistoriske udviklingssammenhæng, der som overgribende er det nødvendige medium til analysen af terapi: oparbejdningen af en kategoriel bestemmelse af samfundshistorien må reflekteres i perspektivet det indre forhold mellem kapitalformen for terapi og kapitalismen.

Denne ledetråd har sit modstykke i, at forholdet mellem terapi og den totalsamfundsmæssige reproduktionsproces konkret er et indre forhold, men at vi til en kategoriel bestemmelse heraf må sætte af abstrakt. Spørgsmålet er derfor hvilken abstraktion, der kan tematisere overgangen fra terapi til kapitalisme og tilbage igen[113].

Dette spørgsmål kan vi pejle os ind til et svar på ved at undersøge, hvilke analyseniveauer der kan komme på tale. Og to analyseniveauer tilbyder sig umiddelbart: oparbejdning af samfundshistorien enten ud fra en videnskabslogisk tematisering af forholdet mellem enkeltfænomen og helheden af virkeligheden, eller ud fra en videnskabshistorisk tematisering af forholdet mellem samfundshistorie og kapitalismen som samfundsformation. Men da det logiske kun er det historiske renset for tilfældigheder og befriet fra dets historiske form, og det historiske kun er det logiskes egen konkrete form[114], så er identiteten af analyseniveauerne forholdet mellem historie og logik. Og netop dette vedrører kernen af det Marx’ske projekt eller det for marxismen som videnskab særegne. Vores søgte udgangspunkt er derfor at se som abstraktionen marxismens identitet, der må udfoldes så langt, at vi stilles med en kategoriel bestemmelse af den total-samfundsmæssige reproduktionsproces. Vi kan derfor kalde vores næste opgave, opgaven inden vi vender tilbage til fænomenet terapi, for tilegnende rekonstruktion af marxismens nuværende historisk-logiske udviklingsperspektiv[115].                           

 

                                                                                                ¤



[1]Den fænografiske (:phenografiske/Klaus Holzkamp) metode, tydeliggørelsens metode, er første gang benyttet af Holzkamp i "Sinnliche Erkentnis - Historischer Ursprung und gesellschaftliche Funktion de Wahrnehmung", Athenäum Verlag 1973, og den består i at opbygge sin fænomenbestemmelse, som begribelsens første trin, ikke bare med de tilsyneladende fremtrædende træk, men også med teorierne om dé træk, som fænomenet til en start konciperes igennem. For en fuldstændig metodeskitse, se Kompendium 1, s.187ff, samt dette Kompendium 2, kapitel 13.1.

[2]Generelt kan det hævdes, at jo flere væsentlige dimensioner og forhold i begribelsen af et fænomen, der ikke kommer med allerede i den tilgrundlæggende indfaldsvinkel, jo flere fænomen-modsigelser vil træde frem som kausale relationer mellem ahistoriske aspekter, end det faktisk er tilfældet i selve fænomenets egne udviklingsprocesser.

[3]Jvf. s.45 i W.F.Haug: "Vorlesung zur Einführung ins "Kapital"", Pahl-Rugenstein 1976.

[4]S.129 i Karl Marx, TEM/II: "Teorien om merværdien", Rhodos 1979.

[5]Jvf.s.1 i E. Hougaard: "Psykoterapi som non-specifik behandling", Psykologisk Skriftsserie no.6, vol.8, 1983.

[6]Goodison mfl.: "Selvhjælpsterapi", Modtryk 1983.

[7]S.143 (vores udhævelse) i A. Janov : "Farene ved misbrug af primalterapi", 1979 i Lumbye,J. mfl.(Red.): "Psykoterapi, smerte, ekstase - en antologi om kritisk psykoterapi", Borgen 1979.

[8]S.21-22 i Betænkning nr. 990: "Naturpræperater og ikke-autoriserede helbredelsesmetoder", 1983.

[9]"Lov om psykologer m.v.", Lov nr.494 af 30.juni 1993.

[10]S.439 i O.Dreier: "Kritisk-psykologisk børneterapi? - en diskussion af "Legasthenie-Zentrum" som eksempel", i Udkast nr.4, s.413-478, 1980.

[11]Betænkning nr.826: "Det psykiatriske sygehusvæsen", 1977, s.24; E.Strømgren 76: "Psykiatri", Munksgaard 1976, s.439.

[12]S.10-11, D.Brown mfl.: "Introduktion til psykoterapi", Hans Reitzel 1982.

[13]Som endvidere langt fra behøver at være repræsentative, jvf. s.25 i F. Haug: "Dialektisk teori om empirisk metode", i Udkast nr.1, 1981.

[14]S.82 i M.Jones: "Socialpsykiatri i praksis", Gyldendals Pædagogiske Bibliotek 1968.

[15]F.Jørgensen 1975: "Forord" i D.H.Clark: "Socioterapi i psykiatrien", Forum Medicin 1975.

[16]J.Lumbye: "Kritisk psykoterapi - en antologi", Paludans Fiol-bibliotek 1975; Og (Red.): "Psykoterapi, smerte, ekstase - en antologi om kritisk psykoterapi", Borgen 1979.

[17]S.12 i Brown mfl.: "Introduktion til psykoterapi", Hans Reitzel 1982.

[18]Ibid. s.13

[19]Ibid. s.192

[20]Ibid. s.101

[21]Ibid. s.193

[22]Ibid. s.13

[23]Ibid. s.102

[24]Ibid. s.192

[25]Ibid. s.192

[26]S.108 i M.Elmer mfl.: "Om medicin. En introduktionsbog om lægen i samfundet", Hans Reitzel 1979.

[27]Jvf s.12 og 63 i S.D.Satyarti: "Borgens terapiguide", Borgen 1984.

[28]J.Ivanouw 1977, s.119

[29]S.1 i E.Hougaard 1983: "Psykoterapi som non-specifik behandling", Psykologisk Skriftserie no.6,vol.8.

[30]Ibid. s.30

[31]Ibid. s.31

[32]M.Jones 1968

[33]Ibid. s.82

[34]Ibid. s.82. Vores fremhævelse .

[35]F.S.Perls: "Gestaltterapi", Socialpædagogisk bibliotek 1975.

[36]S.59 i F.S.Perls: "Gestaltterapi", Socialpædagogisk bibliotek 1975.

[37]Ibid. s.40

[38]Ibid. s.59

[39]H.Greenwald: "Valgterapi", Socialpædagogisk bibliotek 1976.

[40]Ibid. s.8 og s.109

[41]Ibid. s.100

[42]Ibid. s.104

[43]Ibid. s.105

[44]Ibid. s.101

[45]Ibid. s.10

[46]W.Glasser: "Realitetsterapi", Gyldendals pædagogiske bibliotek 1974.

[47]Ibid. s.19

[48]Ibid. s.20

[49]Ibid. s.21

[50]Ibid. s.25

[51]Ibid. s.25

[52]Ibid. s.28

[53]Ibid. s.30

[54]Ibid. s.37

[55]Ibid. s.81

[56]Ibid. s.42

[57]Ibid. s.46

[58]Jvf.R.Jordan 1984, s.475

[59]Jvf B.Sander 1984

[60]S.229 i J.Lumbye: "Kritisk psykoterapi - en antologi", Paludans Fiol-bibliotek 1975.

[61]Ibid. s.228

[62]S.15 i J.Lumbye: "Psykoterapi, smerte, ekstase - en antologi", Borgen 1979.

[63]N.P.Agger mfl: "Terapi som politisk praksis - radikale terapiformer og deres frigørende muligheder i samfundet", Reitzel 1977 og N.P. Agger: "Politisk terapi og alternative rådgivninger", Modtryk 1980

[64]S.8-9 i N.P.Agger 1980.

[65]S.12 i N.P.Agger mfl. 1977.

[66]Ibid. s.45

[67]Ibid. s.23

[68]S.9 i N.P.Agger 1980.

[69]S.45 i N.P.Agger mfl. 1977.

[70]S.11 i  i N.P.Agger 1980.

[71]S.44 i  N.P.Agger mfl. 1977.

[72]N.P.Agger mfl. 1977, s.13 og N.P.Agger 80, s.186

[73]Jvf. afsnittet om "Terapibestemmelser" i kapitel 10.1.

[74]Jvf. problemet om undgåelsen af teoreticismen i forrige afsnit om "Fra fænomenbestemmelse til fænomenbestemmelse".

[75]Jvf. W.F.Haug 1983, s.29

[76]H.Nagel mfl.: "Inflation der therapieformen - Gruppen- und Enzelttherapien in der sozialpädagogischen und Klinischen Praxis", Rowolt 1979.

[77]M.Bauer mfl.: "Jagten på et meningsfyldt liv", Kontekst 45, 1983.

[78]F.Castel mfl.: "Psychiatrisierung des Altags - produktion und Vermarktung des Psychovaren in den USA", Suhrkamp Verlag 1982.

[79]Jvf. Betænkning nr. 809 om "Prioritering i Sundhedsvæsenet" og Betænkning nr. 826 om "Det Psykiatriske Sygehusvæsen".

[80]Jvf. afsnittet om "Terapibestemmelser" i kapitel 10.1.

[81]Væsentligheden af dimensionerne heri dog ubestemt. Og kan først afklares senere.

[82]S.16 i F.Haug 81: "Dialektisk teori og empirisk metodik", Udkast nr.1

[83]S.345 i Marx: "Briefe aus "Deutsch-Französischen Jahrbüchern"" i MEW 1, 1978b.

[84]Jvf. s.123 i Holzkamp 1983a: "Der Mensch als Subjekt wissenschaftlicher Methodik", i "Karl Marx und die Wissenschaft vom Individuum", s.120-166. Verlag Arbeiterbewegung und Gesellschaftswissenschaft. Oversat til dansk i "Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik", KommS, Bogskabet Kua.

[85]Begrebet `erkendelse` må i overensstemmelse hermed tilhøre det menneskelige samfunds niveau; for dyr er det andre begreber som indsigt mv., men standpunktet for anvendelsen af disse er og kan kun være det menneskelige samfund.

[86]Jvf. "Fænomenbeskrivelse af terapi" i kapitel 10.1

[87]S.219-20 i  Marx: 1974.

[88]Marx 1974, s.215.

[89]S.87 i E.Hougaard 83: "Psykoterapi som non-specifik behandling", Psykologisk skriftserie no.6, vol.8.

[90]S.74 i P.Lauritsen 77: "Personlighedspsykologi - en antologi", Nyt Nordisk Forlag.

[91]S.85 i E.Hougaard 83: "Psykoterapi som non-specifik behandling", Psykologisk Skriftserie no.6, vol.8.

[92]Marx 1974, s.216.

[93]L.Sève 1976, s.134.

[94]S.197 i Marx 1974.

[95]S.217 i Marx 1974.

[96]Heri er fænomenbeskrivelsens dobbelthed også indeholdt, jvf. dette kapitel 10, s.5: Terapi som et struktureret asymmetrisk personarrangement på den ene side, og på den anden side som en specialiseret virksomhedsform, der fordrer en særlig personlig kompetence hos terapeuten, og en hertil svarende imkompetence hos den teraperede.

[97]S.44 i undertegnede mfl. 1980: "Forsvar for den konkrete personlighedsteoris aktuelle mulighed", Bogskabet.

[98]Jvf kapitel 10.4

[99]Holzkamp 83, s.52-54.

[100]Marx 1974a.

[101]Jvf. allerførste side i kapitel 10

[102]O.Dreier 1977: "Individualitetsproblemet i dialektisk-materialistisk belysning", Nordisk Psykologi, s.156.

[103]For denne kategori se W.F.Haug 1984, s.38.

[104]Marx 1974b: "Den tyske ideologi. Filosofiens elendighed", Rhodos, s.23

[105]Marx 1978: "Kritik des Hegelschen Strattrechts", i MEW 1, s.296

[106]F.Haug 1981a: "Udnyttelsen af data", i Udkast nr.1.

[107]Ibid. s.36

[108]For begreberne aktual-empiri og historisk-empiri, se Holzkamp 83: "Grundlegung der Psychologie", Campus s.512ff.

[109]Ibid. s.37.

[110]Jvf. Holzkamp 1979: "Den kritiske psykologis overvindelse af psykologiske teoriers videnskabelige vilkårlighed", i Dreier 1979, s.27-123.

[111]D.Østerberg 1972: "Forståelsesformer", Pax Forlag Oslo", s.10-11.

[112]For denne distinktion, se L.Sève 78: "Marxisme og personlighedsteori", Rhodos.

[113]Jvf. også kapitel 13.1, hvor ovenstående analyse videreføres på niveau af bestemmelse af generaliserede samfundsforhold.

[114]Jvf. Engels 1974: "Karl Marx`s "Bidrag til kritik af den politiske økonomi"", i Marx 1974, s.247-258, s.255.

[115]Løsningen på denne opgave er fremlagt i kapitel 13.1