<-- Andre artikler kritisk psykologi

GRUNDBEGREBER I PSYKOLOGIEN
- en kritisk psykologisk analyse.

Oplæg holdt på 20. Kritisk Psykologisk Seminar, Hillerød 4.-6.marts 1994.
Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych. Rådgivningsgruppen Regnbuen.

 

INDLEDNING

1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET
2. DET "SELVFØLGELIGE" SOM PROBLEMET

3. DEL I  : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS 6

SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS
Logik 1: Kommer i stand, når pånødede opgaver ikke er blevet løst. De modsigelser, der er forbundet hermed, vil da blive 'begravet'.
Logik 2: Når det ikke er muligt at holde ikke-løsningen af pånødede opgaver i bevægelse mod en fremtidig livspraktisk løsning, og en 'forhimling' af modsigelser kan finde sted. 7
Logik 3: Opstår når modsigelser, der er i livet ikke kan løses, og som man heller ikke kan undslippe en mulig løsning af, og kan blive modsætningsfuld på antagonistisk vis

`- overfor logik 3: At indtage (:erobre, besætte, okkupere, annektere) rummet for kollektiv-personlig udviklingsbestemmelse af eget standpunkt.
2` - overfor logik 2: At udholde konflikter ud fra eget perspektiv.
3` - overfor logik 1: At holde tvang og trang i bevægelse - fremfor blindt at opgive overfor deres retning i tiden.8

SKEMA 2: AT IMØDEGÅ OPSTÅELSES-PARADIGMETS REPRODUKTION SOM PROBLEMET OM IMØDEGÅELSE AF KLASSESAMFUNDETS REPRODUKTION - ELLER AT HOLDE DEN USMINKEDE SANDHED FOR ØJE, DVS." AT VÆRE NØDT TIL". 9

3. DEL II : SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE SOM FØRSTE GRUNDBEGREB I EN ALMEN PSYKOLOGISK VIDENSKAB 9

SKEMA 3: SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN 9

SKEMA 4: EN FØRSTE HISTORIEOPFATTELSE
Trin 1: 37
Trin 2: 40
Trin 3: 43
Første analyseskridt: 48
Andet analyseskridt: 50
Tredje analyseskridt: 52
Fjerde analyseskridt: 54
Femte analyseskridt: 56

SKEMA 5.1: FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending)
SKEMA 5.2: FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug)
SKEMA 5,3: SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed)
SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie)
SKEMA 5,5: SAMFUNDSHISTORIE SOM SAMFUNDSFORMENS SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE  69

3. DEL III: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB 72

SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (en Gramsci-kategori)
SKEMA 7: PROBLEMET SOM ET PROBLEM MELLEM LOKAL OG STEDBUNDEN LØSNING AF SAMFUNDSMÆSSIGE OPGAVER OG UNIVERSEL
SKEMA 8: STAT OG PRIVATEJENDOM SOM FREMMED SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE: SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE FRA OVEN.. 77

4. AFSLUTNING: "SELVFØLGELIGHEDENS" KERNE 80

SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR 80

PSYKOPATI OG SOCIOPATI


Psykologien som fag, profession og videnskabelig disciplin er af nyere historisk karakter. Dette udtrykkes ofte på den måde, at "psykologien har en lang fortid, men en kort historie"[1]. Og med dette henvises der særligt til to forhold: For det første at de fleste - og måske alle - videnskaber oprindeligt har været en filosofisk disciplin, hvor det for psykologien gælder, at der refereres tilbage til den græske oldtid, og særligt til Aristoteles, der indførte "psyken" i verden[2]; Og for det andet at psykologiens fødsel placeres dér, hvor man begyndte at tage eksperimentelle metoder i anvendelse til løsning af filosofiske-psykologiske problemer, og med dette refereres der til Gustav Theodor Fechner, der i 1860 udgav bogen "Elemente der Psycho-physik", og som havde undersøgt og fremsat lovmæssigheder mellem sjæl og legeme, der påstås at kunne opfattes som "forholdet mellem de fysiske sansepåvirkninger, stimuli og de psykiske sanseindtryk, fornemmelser eller perception"[3].

Som fag - og dermed starten for en professionsdannelse - træder psykologien dog først frem nogle år efter. Og det er i slutningen af 1870-erne, hvor det første institut - Wundt-instituttet i Leipzig - oprettes i 1875. Og for Danmarks vedkommende er det Psykofysisk Laboratorium - der oprettes af Alfred Lehmann - i året 1886. 

1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET.

Ovenstående "opståelses-paradigme" for psykologien er i store træk forblevet uproblematiseret helt op til i dag, hvor det danner udgangspunkt for enhver psykologi-historisk fremstilling. Således er det blevet børnelærdom, at psykologien opstod i slutningen af sidste århundrede, hvor de eksperimentelle metoder blev taget i brug. Og ligeledes er det blevet børnelærdom, at dette udgangspunkt ikke forblev sig selv nok, men også var grundlag for realiseringen af andre psykologiske teoridannelser. Psykologiens egen historie er nemlig karakteriseret ved, at der vedvarende er kommet nye skoledannelser til, hvor det først og fremmest er psykoanalysen - Freud - der markerer sig som et fyrtårn, og som udviklede sig i begyndelsen af dette århundrede. Og som i sit kølvand har trukket enten accept og indre udvikling i form af en psyko-dynamisk psykologi, eller afvisning og etablering af en humanistisk og/eller eksistentialistisk psykologi. Det skal også nævnes, som børnelærdom, at de forskellige skoledannelser eller psykologitraditioner anvender forskellige metoder - som positivistiske, hermeneutiske og retorisk epistemiske filosofiske[4], med et fikspunkt i dag, startende i midten af 80-erne, omkring nødvendigheden af såvel kvantitative og kvalitative studier - og at deres indbyrdes relationer er domineret af tidstypiske og skiftende konsensus- og konfliktforhold. De rådende forhold indenfor psykologien er at sammenligne med den uholdbare situation, det vil være, hvis der inden for fysikken eksisterende flere, uforenelige og konkurrerende teorier om tyngdeloven (Holzkamp).

I forhold til ovenstående opståelses-paradigme er det endvidere kendetegnende, at den eneste oppositionelle strømning - den Kritiske Psykologi, og dennes kulturhistoriske rødder i Vygotsky, Luria og Leontjev - der grundlæggende går imod denne fælles børnelærdom, alligevel lader sig placere og indplacere som en særlig, godt nok marxistisk eller socialistisk, skole eller tradition indenfor selv samme opståelses-paradigme, og dette på trods af intentionen i Kritisk Psykologi om at ville klarlægge og overvinde objektivt givne kerneproblemer i psykologien som videnskab betragtet, og også på trods af at denne intention på grundlæggende områder er indfriet[5].

Nu er den kritiske psykologi ikke mere end et kvart århundrede gammel, så optimistiske sjæle og fortalere for denne psykologiske teoridannelse, kan vælge at se den uretmæssige inddefinering i det opståelses-paradigme, man søger at adskille sig fra, som et spørgsmål om tid, og at fornuften vil sejre til sidst. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved nogle udtalelser af Leontjev fra midten af 70-erne, og dette fordi "tingenes miserable tilstand"(Marx) ikke synes at have forandret sig til det bedre, tværtimod. Leontjev skriver i forordet til "Virksomhed, bevidsthed, personlighed" følgende: "Psykologiens udvikling, i verdensmålestok, har nu efterhånden i hundrede år fundet sted under en metodisk krise i denne videnskab. Efter i sin tid at være blevet spaltet i humanistisk og naturvidenskabelig, beskrivende og forklarende, kommer der stadig nye revner og spalter i hele systemet af psykologisk viden, så det kan se ud, som om selve psykologiens genstand løber ud imellem dem"[6]. Som dengang dette blev skrevet, og hvor der også eksplicit blev advaret mod eklekticisme som kriseovervinder, idet dette ikke medfører en gennembearbejdning af psykologiens grundlæggende begrebslige arkitektur[7] - hvorved dens sammenhængskraft som videnskab ellers udtyndes yderligere - er der tværtimod sket en  øget brug og skønmaling af en eklektisk fremgangsmåde. Og med en reference til psykoterapiområdet skal følgende udsagn citeres: "I dag er det nærmest umuligt at åbne et tidsskrift uden at støde på artikler om nødvendigheden af et udogmatisk, pragmatisk, integrativt, selektivt, multiteoretisk eller eklektisk udgangspunkt", hvad forfatteren hilser velkommen med ordene, at "en pragmatisk holdning .. formodentlig ..vil.. bidrage til en velkommen afideologisering af sygdomsforståelse og behandlingsstrategier. Dette vil igen muliggøre en større overensstemmelse mellem teori og praksis, da klinikeren oftest er nødt til at udvælge behandlingsteknikker fra forskellige teoretiske referencerammer"[8]. Der tales også åbent om "en flugt ind i pragmatisme" som den nødvendige vej frem[9]

I sammenhæng hermed kan det også konstateres, at tyngdepunktet for, hvad psykologi er, og hvem der kan bedrive psykologi, mere og mere flyttes hen imod nogen idealistiske og ukritiske normer om "international standart", som den enkelte kun kan leve op til, komme inden for, gennem eksklusive forskeroverbygningsuddannelser på universiteterne og gennem særskilte videreuddannelsesprogrammer indenfor bestemte teorirammer, der er privat-kapitalistisk organiseret[10]. Det at trænge ind i psykologiens genstand på videnskabelig vis, samtidig med at man uddannes til psykolog, dét er ved at tilhøre en forhistorisk tid. Så der er egentlig ikke noget at sige til, at den eklektiske og pragmatiske fremgangsmåde vinder stadig større indpas. Hvilket også vil bekræftige opståelses-paradigmet som den mest naturlige ting i verden. Dette trækker så også psykologer med sig, hvor tilpasningsdygtighed til skiftende modepsykologier og magthavere - som opdragsgivere - bliver den mest efterspurgte kvalifikation[11].

Der er således stadig langt til indfrielsen af Lehmanns håb om psykologien som "basis for alle åndsvidenskaberne": "Ligesom den moderne fysik først begyndte at gå fremad med kæmpeskridt, da den i atomteorien havde fået sit faste fundament, således vil sikkert også psykologiens fremtid være afhængig af, at den får et fast teoretisk grundlag. Først så er der håb om, at denne videnskab, der nu i 2000 år, fra Aristoteles til Fechner, kun har vundet få nævneværdige resultater, kan indtage den plads i videnskabernes række, som tilkommer den ifølge dens stilling som basis for alle åndsvidenskaberne"(A.Lehmann 1890).


2. DET "SELVFØLGELIGE" SOM PROBLEMET.

Men hvad er der egentlig galt med den dominerende opfattelse af psykologien, altså med opståelses-paradigmet? Der er det galt, at der ikke skelnes mellem det menneskelige individ som særegent psykologisk væsen til enhver samfundsmæssig tid, og tiden for, at psykologien opstår som filosofisk og senere som psykologisk videnskabelig disciplin. Det kan nemlig gøres gældende, at en menneskelig psykologi eksisterer forud, både den Aristoteliske psykologi som del af filosofien i det Antikke slavesamfund, og den eksperimentelle udforskelse af psykologien med positivistiske metoder i starten af den kapitalistiske samfundsudviklingsproces. Psykologien er så gammel som mennesket selv. Dét, der er galt, er dermed, at det ikke agtes, at al den filosofi og al den psykologi, som opståelses-paradigmet trækker ind under sig, at dette er knyttet til den samfundshistoriske form, hvor undertrykkelse og udbytning af slaver gennem strukturelle magtforhold er dominerende samfundsmæssig anordning. Og en agtelse af dette - den historiske dimension: at enhver form selv er en tilbleven form, en historisk udviklet form, der kan udvikle sig videre - netop dette bringer vores overvejelser, i den grad vil vi sige noget om mennesket i sig selv, og ikke bare hvad mennesket er blevet gjort til som slaver og slaveholdere, over i en oppositionel indfaldsvinkel til den med opståelses-paradigmet etablerede "Mainstream-psykologi".

En oppositionel indfaldsvinkel er en kritisk psykologi i dobbelt forstand: den er kritisk mod den etablerede psykologi, fordi denne ikke griber dybden, men forbliver i ahistoriske overfladebetragtninger omkring sin genstand; og den er kritisk, fordi de samfundsmæssige betingelser for den menneskelige psykologi er kritisable.

En kritisk psykologi må derfor trække sløret væk omkring de nuværende forholds pseudo-naturlighed, dvs. opløse deres naturhaftighed, og den må gøre det på en sådan måde, at de væsentlige udviklingsforhold, der betinger og overvinder dette, lader sig begrunde på kategoriel genstandsbunden vis. En kritisk psykologi må sætte psykologiens genstand på den samfundsmæssige dagsorden, og ikke bare overlade til de givne omstændigheder, at alt hvad der kalder og fremstiller sig som psykologi også kan gøre krav på at være det.

At stille sig på et kritisk psykologisk standpunkt er ikke bare at stille sig i opposition til det til enhver tid fremherskende. Kritik giver i sig selv ikke et positivt grundlag for videreudvikling. Det gør kun selvstændig teori- og praksisopbygning ud fra, hvad selve den psykologiske genstand "svarer", når den gøres til genstand for udforskelse.

Det er derfor kun muligt at nå et stykke af vejen mod en psykologi i egentlig forstand gennem en kritik af den etablerede psykologis opståelses-paradigme. For en videnskabeliggørelse af psykologien må de problemer af grundlæggende samfundsmæssig[12] karakter, der binder psykologien til at være bestemt primært gennem dette, selv videnskabeliggøres.

I forhold til opståelses-paradigmet drejer det sig derfor ikke bare om at forkaste det, og sætte et andet i stedet. Så vil man også begå en klassisk før-marxistisk fejl, idet man i stedet for eet dogme blot sætter et muligt andet, som virkeligheden så må indrette sig efter. Det gælder tværtimod om "at udvikle virkelighedens nye principper ud af virkeligheden selv"[13]. Vores opgave overfor opståelses-paradigmet har derfor i sig selv opgave-karakter. Og spørgsmålet er derfor, hvilken opgave opståelses-paradigmet stiller os over for.

Til en klarlæggelse heraf skal det bemærkes, at opståelses-paradigmet har to fikspunkter: eet omkring antikken og eet omkring overgangen mellem feudalisme og kapitalisme.

Det er derfor - og for det første - ikke nok, som megen kritisk teori og samfundsteori gør det, blandt andet freudomarxismen og den kritiske samfundsteori i "Udkast"-gruppen på Psykologisk Laboratorium, at have feudalismen som historisk nul- eller fikspunkt. Det er selvfølgeligt rigtigt, at det menneskelige individ er blevet frisat sine feudale bånd ved overgangen til kapitalisme, men det feudale samfund er ikke individets vugge. Der er samfundshistoriske former før feudalismen, og individet eksisterer såvel i som før feudalismen som særegent psykologisk væsen. Agtes dette ikke, så falder enhver kritisk psykologisk bestræbelse tilbage på en klassisk sociologisk opfattelse, som blandt andet også findes hos Georg Simmel, der naturaliserer mennesket som på een gang værende adskilt og forbundet med de sociomaterielle strukturer, et standpunkt der just også er blevet gentaget i Kritisk Teoretisk/Freudomarxistisk forklædning af Steen Visholm i teksten "Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer"[14].

Det er ligeledes - og for det andet - heller ikke nok at lade det andet fikspunkt - antikken og Aristoteles psyke-opfattelse, hvor slaver ikke opfattes som mennesker, men som "talende redskaber" - være styrende for vores opgave. I så tilfælde havner man i Hegels bevidsthedsfilosofi - i en selvudviklende ånd - der hjemsøger den historiske proces, og hvis genese taber sig i metafysiske tåger omkring noget ideelt, begrebsligt eller åndeligt som forud den materielle verden[15]. Det er godt nok "langt lettere", som Marx formulerer det, "gennem analyse at finde de religiøse tågedannelsers jordiske kerne, end omvendt at udvikle de himmelgjorte former af de respektive virkelige livsforhold. Men det sidste er den eneste materialistiske og derfor videnskabelige metode"[16]. Det kan da også vises, at konstellationen, hvorunder Filosofien fra antikken og op igennem historien bygger sig op, omhandler herskabssubjektets politisk magt, krise og livsførelse[17]. Så brydes der ikke hermed, vil den viden, der kan udvikles gennem inddragelse af eksperimentelle metoder fx. for den psykologiske genstand indenfor filosofien, være ren kontrol"videnskabelig" viden til supplement eller fuldstændiggørelse af det i forvejen herskabs"videnskabelige" udgangspunkt. Den herskabsvidenskabelige og den kontrolvidenskabelige ansats for vidensudvikling må derfor, i almen forstand, opfattes som to reducerede videnskabssyn. Og der må brydes hermed til fordel for at fremme den psykologiske genstands egen videnskabelige udvikling. Et sådant brud må selv kunne reflekteres videnskabeligt, og der skal i overensstemmelse med Pietilä skelnes mellem to typer af videnskab: "Den ene er en vertikal-selvstændig videnskab, som træder verden i møde fra oven med dens evige sandhed om verden; den anden derimod er en horisontal videnskab, som lever i verden og hjælper den med at erkende sig selv, altså gøre dens kampe bevidst for den"[18].

Den vertikalt-selvstændige videnskab er slet og ret udtryk for ideologisk kompetence, dvs. samfundsmæssiggørelse-fra-oven[19], idet den strukturerer sig ud fra et magtcentrum, medens den horisontale videnskab strukturerer sig i forhold til samfundmæssiggørelsens eget iboende udviklingsperspektiv. Og med en reference til Marx kan det siges, at den selvstændige filosofi, den vertikale videnskab, med skildringen af virkeligheden, "taber sit eksistensmedium"[20]. For rigtigheden af en sådan skildring gives der derfor ingen filosofiske garantier, den må tværtimod hele tiden gennem videnskabeligt arbejde stå sin prøve, vise sin rigtighed.

Prøver vi på ovenstående grundlag at fastholde begge fikspunkter, så fås følgende opgave eller dobbeltopgave: vi skal opløse det naturlige psykologiske islæt i den nuværende verden, og det kan kun gøres i denne selv, og samtidig skal vi befordre en løsning af de hermed forbundne, forbigåede eller uudviklede samfundsmæssige betingelser, der ellers resulterer i, at opståelses-paradigmet fortsat lever sit eget uproblematiserbare liv, fremfor at blive overvundet i en videnskabelig menneskelig psykologi. Vi søger mao. svar på spørgsmålet om, hvad der betinger og hvad der overvinder, at den almene menneskelige psykologi op igennem samfundshistorien forsvinder, hvilket sker i antikken med Aristoteles, for så at dukke op i ren pragmatisk og eklektisk form som `psykologisk ideologisk kompetence` flere tusinde år efter med den kapitalistiske produktionsproces.

Vi skal kalde det hermed givne problem for klassepsykologiens paradoks[21]. Og dets løsning skal i det følgende fremstilles[22].

Det er en løsning der går igennem en løsning af to sammenhængende paradokser: paradokset om tilblivelsen og paradokset om genoplivelsen. Del I. Dette vil i anden omgang skabe rum for, at en almen menneskelig psykologi kategorielt lader sig fremvise. Del II og del III. Hvilket fører til - i afsnit 4 - det mulige i at reflektere over, hvad der særligt er afgørende for opståelses-paradigmets udvikling og reproduktion.


3. DEL I  : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.

Klassepsykologiens paradoks er lige så gammel som klassekampens historie, og det har derfor lige så mange former og udtryk som klassekampen selv. Medens samfundshistorien endnu var ung, og der stadig var usamfundsmæssige naturområder at kultivere, var der altid mulighed for at forlade problemer og strid indenfor den civilisation, man var opvokset og udviklet ind i - om end det langt fra var sikkert, at ens fortsatte overlevelse også hermed var givet, eller at man kunne komme væk. Men som samfundshistorien udviklede sig, fra en horisontal historisk proces til en vertikal global, blev `konfliktovervindelse gennem retræter` til sidst umuligt. Alt var allerede, ikke nødvendigvis kultiveret og civiliseret, men noget, som nogen gjorde krav om overherredømme på. Det var den almene privatejendomsret, der frem for fællesejendommen satte sig igennem verdenshistorisk. Og i dag er man i den situation, at der for stort set alle nationer er en arbejderklasse, et flertal af befolkningen, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen om at erobre den kulturelle, politiske og økonomiske magt - selv om de er kollektive i deres indordning i underordningen[23]. Det er således ikke den kooperative produktion, der bevidst styres af det samfundsmæssigt-menneskelige kollektiv, men derimod drives samfundshistorien frem gennem klassemodsigelser mellem samfundsgrupper, modsigelser begrundet i den private ejendomsret og den hertil hørende nationale statsdannelse.

Generelt er klassepsykologiens paradoks følgende: mennesket er blevet til i kraft af at skabe sin samfundsmæssige eksistens, samtidig med at denne ikke tillader mennesket at komme virksomt til orde som historisk skaber heraf[24]. Det paradoksale kommer af, at det menneskelige individ træder frem på den historiske scene som et psykisk væsen ved på den ene side at afstå fra social virksom bevidsthed, hvad der sker med den første slave - her stilles menneske overfor menneske som ikke-menneske - og ved på den anden side at afgive sin egen sanselige historie - her stilles klasser af individer overfor hinanden som hinandens objekter, som a-mennesker - hvad der sker med hver enkelt persons ekspropriation (eller løsrivelse) til privatborger og statsborger på samme tid af det kapitalistiske samfund, hvor enhver bliver fri - og må være fri - for at kunne sælge sin arbejdskraft i konkurrence med andre.

I klassepsykologiens paradoks ligger to særskilte paradokser[25]: mennesket som alene subjekt for sig selv, hvad der kan kaldes for `genoplivelsens paradoks`, og mennesket som alene objekt for sin egen samfundsmæssige historie, `tilblivelsens paradoks`.

SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS

I dobbelt forstand kan man sige, at mennesket er henvist til betingelserne, fremfor at være "herre over dem". Og tænkes der ikke "om" dette, hvilket er at tænke historisk[26], men kun "i" det, dvs. prisgiver en løsning af klassepsykologiens paradoks, så fås også grundlaget for den Mainstream-psykologi, der med opståelses-paradigmet dominerer: at mennesket er prisgivet sine indre betingelser og dets ydre omverdensforhold. Eller som det stadig mere ofte - og igen - konciperes: mennesket er et produkt af arv og miljø, og det kan studeres ud fra et bio-psyko-socialt helhedsparadigme. 

Tænkes der derimod "om" det, er løsningen lige til: at indoptage gennem udvikling, dét som udviklingen af klasseantagonismer har sat som overgribende samfundsmæssig magt. Og dette er at stille sig på standpunktet af sanseligheden som globalt problem for hver af os[27]. Det er når det ikke er muligt at realisere dette standpunkt, at det kommer til en spaltning og dermed fordobling af den samfundsmæssige proces i en verden inde og ude, nede og oppe osv., altså en dual verden styret af polariteter, og hvor ethvert menneske er overforstillet andre i en verden i indre splid med sig selv. Det er en verden, hvor virkeligheden er, at den andens problem er den andens problem, og mit problem mit eget problem! Dette kan også formuleres på den måde, at det grundlæggende er menneskets overlevelse som privat eksistens, der er sat på som den mest centrale opgave ved det samfundsmæssigt-menneskelige liv - som vi dog, paradoksalt nok, også deler med hinanden!

Det er her muligt at vise, at dette standpunkt har en ganske bestemt logisk-historisk struktur i hvert enkelt menneskeligt subjekt i dag. Selve standpunktet har nemlig en historie, der kommer til veje gennem etableringen af tre særlige logiker[28]:

Logik 1:

For det første kommer det i stand, når pånødede opgaver ikke er blevet løst. De modsigelser, der er forbundet hermed, vil da blive begravet. Og en nærmere bestemt, ud fra opgaven, ikke-livspraktiske betydningsstruktur virker. Man kommer hele tiden til at dvæle i en eller anden smerte eller længsel, uden på nogen måde at kunne sætte sig i forhold hertil mht. forandring.

Logik 2:

For det andet kommer det i stand, når det ikke er muligt at holde ikke-løsningen af pånødede opgaver i bevægelse mod en fremtidig livspraktisk løsning, og dette sker når man ikke kan løse den konflikt mellem den tidligere betydning af opgaven og den aktuelle tids betydningsstruktur. Man havner da i en ikke-livsduelig social problemsituation, hvor man indstiller sig på de betingelser, der skaber eller har skabt konflikten. Og dette sker gennem en forhimling af de modsigelser, man kastes rundt igennem. Forhimling er at løse modsigelser gennem en abstrakt ahistorisk sammenføjning af modsætningen til en metafysisk idé med een og/eller verden. Og det kommer i stand, når de involveredes interesser på en gang er uforenelige og henvist til en løsning via hinanden. gennem forhimling findes der et kompromis, der yder begge parter en slags kompensation, som parterne nu indenfor rammerne kan sætte sig i forhold til hinanden på[29]. Centralt i forhimling af modsigelser er, at de drivende forhold bortabstraheres, hvorved forandring og udvikling blindt sætter sig igennem bag om ryggen på de involverede.     

Logik 3:

For det tredje kommer det i stand, når modsigelser, der er i livet ikke kan løses, og som man heller ikke kan undslippe en mulig løsning af. Og det, der berøres her, er vores integritet som menneskeligt individ, som personlighed. Og det er i en verden, hvor der er noget "forhimlet" over een, og noget "begravet" under een, der hele tiden truer med at trække selve livsgrundlaget væk under een. Er det ikke muligt i en sådan situation at udholde konflikten mellem at det gamle eksistens grundlag ikke eksisterer mere og det nye endnu er uden for række vidde, og gøre det ud fra ens eget perspektiv om en almen livsmulig løsning, så bliver man selv modsætningsfuld på antagonistisk vis. Og dette er at måtte leve gennem underkendelse af sin egen integritet som individuelt handlende menneskeligt væsen.

Det  karakteristiske  ved  disse tre begrænsede - og begrænsende - udviklingsformer for et menneskeligt individ, dét er at de er blevet bygget ind i den samfundshistoriske struktur som hvert enkelt menneskeligt individ forefinder som udgangspunkt for sit liv. Den verden, vi lever i, er forhimlet gennem staten som "imaginært fællesvæsen", og den er samtidig "begravet" i privatøkonomiske modsætningsforhold, hvor det er styrkeforholdenes love, der bestemmer, hvor hver enkelt til enhver tid kan og må sætte sine ben. Dette betyder igen, at det kun er muligt partielt - og det gennem sammenslutning med andre, der står med samme særinteresse for mulig ophævelse af kortsigtede interesser i langsigtede fællesinteresser - og halvt - sammenslutning mod de andre med modsatrettede interesser end mig, selv om de jo også er mennesker - at stille sig på standpunktet af `sanseligheden som globalt problem for hver af os`. Og omvendt er det kun muligt at undgå at beskæftige sig med dette globale sanselighedens problem under abstraktion fra sig selv som menneskeligt væsen. Der er mao. intet ståsted for dét at ville være menneske fuldt ud som medmenneske.

Det måde som klassepsykologien reproduceres sig på gennem de enkelte individer er derfor at sammenfatte gennem den partielle, halve og humant abstraherende menneskelige personlighed. Man dyrker den båd, man sidder i sammen med andre, samtidig med at man skæver til, hvem det er der falder over bords, når hvem sidder ved rorpinden; og man bevæger sig ud fra en kalkule om, hvad at gøre, så det først og fremmest ikke er een selv, eller ens slægt, der ryger over bords. Og samtidig er man grundlæggende splittet over for sin egen menneskelige forholden-sig.

Det at bryde hermed, hvad man må for at undgå at fremskrive en begrænset menneskelig psykologi, dét er at bryde med de tre logikers blinde nedslag i de medmenneskelige relationer. Ellers vil det heller ikke være muligt ureduceret at fastholde at operere ud fra standpunktet af `sanseligheden som globalt problem for hver af os`, hvorved psykologiens genstand heller ikke kan fastholdes ureduceret. Og gøres dette ikke, så vil man også mod sin vilje bidrage til magtens fortsatte reproduktion gennem herskabs- og kontrolbestræbelser overfor menneskelige individer. Dette svarer til at kæmpe dén slags klassekamp, der samtidig overvinder den.

Et brud med de tre logikers blinde nedslag er først og fremmest at komme til klarhed over, hvordan den opgave ser ud, som de hver især stiller som problem, der må finde en overgribende løsning. Og en løsning er følgende, idet der startes med den mest udviklede form[30]:

Det drejer sig om:

1`- overfor logik 3:

 - at indtage (:erobre, besætte, okkupere, annektere) rummet for kollektiv-personlig udviklingsbestemmelse af eget standpunkt. Det er at tale ind i fællesskabets kerne ved at lade sine interesser og ressourcer virke om de problemer, som rummets tid og betydning selv stiller af opgaver for fælles udvikling af almene sagsforhold - for kun her igennem kan perspektivet om problemer som udviklingsopgaver selv virke i deres almene betydning af udviklingen af arbejdsvirksomhed. Det er udadtil et opgør med privatejendommen indenfor fælles rammer - og indadtil mod eget kollektiv er det afklaringen af de tvivl på hinandens interesser og ressourcer om det fælles, der måtte dukke op, idet de individuelle mål her endnu ikke er udviklet så de kan nå, berige hinanden. Det  drejer sig  dermed om den psykologi, der ikke sætter tingene, men de medmenneskelige relationer til udfoldelse.

Det, der bevæger sig i denne form, er strukturen  af   fælles-menneskelig tid/interesser/ressourcer/betydning; - Og yderligere

2` - overfor logik 2:

- at udholde konflikter ud fra eget perspektiv. Det er at fastholde egen historiske tids betydning for fælles problemudvikling mod en duelig løsning - fremfor brud eller underlæggelse. Kritikken og selvkritikken af ens egen og af andres sanselige subjektivitet må derfor ud til den fælles midte, og gøres til genstand for problemudviklingsprocesser i retningen opløsning af sanselighedens låse. Og det er orienteringen på egen grænse, hvorom man hele tiden bevæger sig, der viser vej for arten og hastigheden af nødvendige handleskridt.

Den virksomme struktur er individuelt her mening/orientering/grænse; - Samt

3` - overfor logik 1:

- at holde tvang og trang i bevægelse - fremfor blindt at opgive overfor deres retning i tiden.

Strukturen er det eksistentielle enkeltpunkt: spænding.


Samler vi op på logikerne 1-3 og deres anti-logiker, så fås skema 2:

SKEMA 2: AT IMØDEGÅ OPSTÅELSES-PARADIGMETS REPRODUKTION SOM PROBLEMET OM IMØDEGÅELSE AF KLASSESAMFUNDETS REPRODUKTION - ELLER AT HOLDE DEN USMINKEDE SANDHED FOR ØJE, DVS." AT VÆRE NØDT TIL".

Det, som derfor bliver psykologiens aktuelle opgave, dét er at spejle kategorielt, hvordan dette opgør med at være udleveret til sine betingelser af ydre og indre karakter kan sætte sig igennem som selvudvikling, som samfundsmæssig og individuel selvbestemmelse. En sådan psykologi er en anti-klassepsykologi, idet den sætter nedbrydningen af magtforhold, globalt, på sin egen dagsorden. Og den har derfor naturligt nok selvsamfundsmæssiggørelse som udgangspunkt og fikspunkt.

Som koncept er `selvsamfundsmæssiggørelse` ikke sat på den almene samfundsmæssige dagsorden - det er primært klassekampen, der styrer. Det er os der sætter dette koncept på - og dette er kun muligt eller tilladeligt, når konceptet også kan begrundes i selve genstanden for vores handlinger, dvs. i forhold til den menneskelige eksistens, som denne aktuelt sætter sig sammen.

Vi må derfor undersøge om og på hvilken måde konceptet er genstandsbundet i den aktuelle samfundshistoriske proces. Dette svarer også til, hvad der er en nødvendighed ved enhver paradoksløsning, at få "greb om det utilstrækkelige i dén samfundsmæssige form, som paradokset er problem for", idet dets eksistens "henfører til en praktisk begrænsning, dvs. historisk betingede, stivnede eller fremmedbestemte forhold, som det i sidste instans handler om at bryde ud af"[31]. Dette svarer så også til at medreflektere dén form, hvorunder et problem gøres til genstand for analyse og udvikling, hvilket er en nødvendighed, idet udvikling foregår indefra og ud, ved at gribe eller styrke de modsigelser, der sprænger den gamle form, den form der ej heller går under så længe alle de sekundære udviklingsforhold, der kan rummes i den, stadig kan udvikle sig videre.

I det følgende skal `selvsamfundsmæssiggørelse` bestemmes nærmere. Og det vil vise sig, at det trækker et yderligere koncept med sig - konceptet om `bevidst sanselig virksomhed` - hvad der efterfølgende skal gås ind på.

 

3. DEL II : SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE SOM FØRSTE GRUNDBEGREB I EN ALMEN PSYKOLOGISK VIDENSKAB.

Selvsamfundsmæssiggørelse er et samfundsteoretisk begreb, og det er tilknyttet, konnekteret til, såvel begrebet `samfundsform` som begrebet `samfundshistorien på dets egne ben`[32]. Tilsammen udgør de tre begreber et paradigmatisk koncept for studiet af samfundshistoriske udviklingsbevægelser.

Der ligger i konceptet den antagelse, at samfundshistorien udgør en kvalitativ ny udviklingsenhed af naturhistorien; en enhed med sine egne lovmæssigheder, der ikke blot kan føres tilbage til sit udgangspunkt. Tværtimod: så snart en fænomen, en genstand, stiller sig på egne ben, så bevæger den sig også gennem kvalitativt nye lovmæssigheder. Hvilket kan fastholdes gennem en kategoriel skelnen mellem udgangspunkt og grundlag[33]. Begrebet samfundsform tjener heroverfor til en kategoriel fastholdelse af netop dén udviklingsenhed, der er på tale som genstand for erkendelse og handlen, og som er samfundshistorisk begrundet.

SKEMA 3: SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN.

Om begrebet selvsamfundsmæssiggørelse kan vi nu sige, at det er samfundshistorien på dets egne ben som samfundsform. Og historisk må vi gøre den regning, at den første samfundshistoriske form ikke i sig selv indeholdt en tilstrækkelig selvsamfundsmæssiggørende tendens til imødegåelse af samfundsmæssig splittelse og spaltning, altså brud på fællesheden mellem samfundsenhedens involverede menneskelige individer, i overgangen mellem rumlig og plan produktiv kooperation global. Det satte sig i hvert fald ikke igennem, idet det kom til udviklingen af privatejendommen, og til gennemsætningen af det globale statssamfund, der hviler på nogens udbytning og undertrykkelse af andre, fremfor til det universelle samkvem mellem associerede producenter.

Indenfor en før-marxistiske tankegang er der ikke det store problem i ovenstående udviklingsretning. Den er nødvendigt begrundet i civiliseringen af den menneskelige natur i form af tæmningen af de "rå, barbariske og vilde livsformer i jæger og nomadesamfund" (Den skotske oplysningsfilosofi i slutningen af 1700-tallet; Davis Hume, Adam Ferguson, Adam Smidt), og/eller gennem realiseringen af "fornuftens idé"(Den tyske filosofi i starten af 1800-tallet: Hegel). I begge tankesystemer er der behov for en stat - en stat, der kan gøre samfundet civiliseret, sikre personlige rettigheder og lov og orden[34]. I begge tankesystemer er antikken endvidere den nuværende civilisations vugge eller begyndelse.

Men er det rigtigt, at tiden før antikken var rå, barbarisk, og usamfundsmæssig, egentlig fordi den manglede en stat at støtte sig på? Det er næppe rigtigt andet end, at tiden, hvorigennem slavesamfundet bygger sig op gennem bystater (:Polis), dénne er rå, barbarisk mv.. Det er derimod ikke rigtigt, at staten - eller en anden tvangsinstans - er selve samfundets opståelsesbegrundelse, for hvor skulle denne tvangsinstans komme fra, om ikke fra samfundet selv som samfund. Tvangen til civilisation forudsætter nemlig en civilisation, der kan udøve tvangen[35]. Og en sådan cirkelargumentation kan da heller ikke begrebsligt gøre det muligt at trænge ind i "springet" mellem naturhistorie og samfundshistorie. Tværtimod naturaliserer denne cirkelargumentation de rådende herskabsforhold.

At det ikke er muligt indenfor den før-marxistiske tankegang/filosofi at åbne op for samfundshistorien som naturligt indre udviklingsprodukt af naturhistorien, peger i sig selv på relevansen af et alternativ som det her foreslåede. Problemstillingen, der betrædes, er også kendt under spørgsmålet om "ursamfundet" eller "urkommunismens" eksistens og eksistensform, hvor der har været en tendens til enten at underkende eksistensen, fordi der ikke er nogen empiriske vidnesbyrd, eller at antage eksistensen med en tilsvarende faseopfattelse af den historiske proces, således at denne udvikler sig retlinet ind i socialismen og kommunismen[36]. I første tilfælde - manglende empiri - kan det indvendes, at vi dog ved, at der går noget forud antikken; og ift. faseopfattelsen må det indvendes, at samfundsformationer må ses udviklende sig ud af tidligere samfundsformationer, og ikke som udfoldelsen af en ahistorisk abstrakt lovmæssighed i Hegelsk forstand.

Vender vi os på dette grundlag mod problemet om udgangen af naturhistorien og indtræden i samfundshistorien, som det i dag tematiseres indenfor psykologien, så finder vi en tendens til enten at se samfundshistorien som havene sit udgangspunkt i et kønsspecifikt udbytningsforhold eller at se naturhistorien som gående direkte over i klassekampens historie.

I det første tilfælde hviler civilisationsopfattelse på den antagelse, at merarbejde og deling - en huns afhændelse til en han - ikke er relativ sen samfundshistorisk hændelse, men det er den hændelse, der starter menneskets historie[37]. Denne første afhændelse har så skabt grobund også for køns-uspecifik afhændelse, hvor mænd som slaver slider for andre mænd. Det kvindelige merarbejde er derfor "blevet transformeret, men det er aldrig blevet ophævet. Det udgjorde det første samfunds rod, og det er stadig grundlæggende for samfundslivet". Med denne civilisationsopfattelse er udbytning - og undertrykkelse - mao. et ontologisk grundforhold ved al hidtidig historie, og problemet om det herskabsfrie samfund forskydes ud i fremtiden som problemet om en omkalfatring af alt nuværende i en helt ny samfundsmæssig kvalitet: fællesejendommen. Men der er som sådan ikke noget i selve samfundshistorien, der kunne være grebet anderledes: uden slaver intet samfund.

Denne opfattelse af samfundet - at dette indstiftes, når en hun afhænder merarbejde til en han - holder bare ikke, idet det ikke er et dyr, der udvikler sig til et menneske, men derimod en dyrisk socialgruppe, der mellem sig, trinvis initierer en samfundsmæssig arbejdsproces, der lige så trinvis trækker en udvikling af den biologiske arv med sig i retningen af en samfundsmæssig natur. Den mindste analyse-enhed for livsprocesser er da også organisme-populationen i forhold til dens artsspecifikke omverden, for kun en sådan kan reproducere sig selv som levende organisme. Desuden er fællesejendommen ikke en hel ny samfundshistorisk kvalitet, idet det også kan vises, at indgangen i den samfundshistoriske proces forudsætter en fællesejendom over det værktøj, der bruges til at producere værktøj med - for kun den frie tilgang til anvendelse af socialt producerede midler kan yde en optimerings- og selektionsfordel[38].

Den anden opfattelse - at undlade at tematisere den første samfundsform som sådan eller i sig selv - er en, indtil nu i hvert fald, central tendens indenfor den Kritiske Psykologi. Dette går hånd i hånd med, at begrundelsessammenhængen for opståelsen af stat og privatejendom er fraværende. Der er altid et "kip" i kritisk psykologiske tekster på dette område. Og dette behøver der ikke at være, for grundlaget for at overvinde det er allerede udviklet.

Og i det følgende skal vi derfor gå nærmere ind i dette grundlag, som det indtil nu er konciperet af Holzkamp i "Grundlegung der Psychologie"; Og vi skal bygge videre på det - udfylde "kippet" - uden dog særskilt at markere, hvornår der brydes med Holzkamps opfattelse og hvornår der foretages en simpel ekstrapolering[39]. Det drejer sig om en indholdsmæssig bestemmelse af følgende skema 4:


SKEMA 4: EN FØRSTE HISTORIEOPFATTELSE

Centralt er, at Holzkamp formår at fremanalysere og begrunde, hvordan overgangen til samfundshistorie medfører etableringen af udviklingsretningen "uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse". I dette koncept ligger for Holzkamp de "principper, som den samfundsmæssige udvikling må begribes efter, såfremt den finder sted, hvilket også indbefatter en begriben af betingelserne for stagnation, respektiv forfald af den samfundshistoriske livsvindingsproces"[40].

Konceptet er kommet til veje ved at Holzkamp har fulgt grundformen for det psykiske - sensibiliteten[41] - op igennem naturhistorien, til opståelsen af det samfundsmæssige. Det viser sig at gå igennem fire trin: først selve sensibiliteten, dernæst udviklingen af den individuelle lære- og udviklingsevne, herefter den samfundsmæssige natur, og endelig den individuelle samfundsmæssiggørelse[42].

Trin 1:

I dette trin - grundformen for det psykiske, sensibiliteten - uddifferentieres stadig nye former for livsprocesser, men virksomhedens signalformidlethed forbliver indenfor fastlagthedens ramme. Det drejer sig her om de simple orienteringsfunktioner for rettet bevægelse i forhold til specifikke omverdensforhold på den ene side, og på den anden side de hermed forbundne simple emotionelle former, hvor organismen orienterer sig ud fra aktuelt givne indre "spændingstilstande". Dette sættes på begreb med, at organismen orienterer sig i forhold til betydningsstrukturer i relation til deres behovsstrukturer - et forhold der i sin udvikling fører til, at kommunikation med andre organismer vinder stadig større betydning, hvilket fører til opståelsen af en socialstruktur som formidlingsniveau mellem enkeltorganismen og populationen[43].

Trin 2:

Det andet trin angår at det psykiske antager kvaliteten af artsspecifik lære- og udviklingsevne, samt de uddifferentieringer, der inden for denne modificerbarhed af den psykiske kvalitet, kan fremvises. Med denne artsspecifikke lære- og udviklingsevne kan organismen gennem ontogenesen forandre sin aktivitets funktionsgrundlag, hvilket svarer til at graden af læreevne selv er "medfødt" - og det kommer til en individuering af de artsspecifikke betydnings- og behovsstrukturer på den ene side, og på den anden side til en udbygning af socialstrukturen, der kan varetage denne nu artsnødvendige individualisering gennem forskellige typer af understøttelsesvirksomhed[44].

Trin 3:

I dette tredje trin udvikles den artsspecifikke lære- og udviklingsevne videre til en specifik menneskelig natur i forbindelse med opståelsen og udviklingen af forformer for samfundsmæssigt arbejde (:først simple former for operering med midler, herefter social værktøjsfremstilling/brug). På dette trin virker evolutionslovene om mutation og selektion stadig, men disses virke ophæves som bestemmende i samme grad - og dette er Trin 4 - som den dyriske socialstruktur udvikles til en overgribende samfundsmæssig sammenhæng. Dette sker som en fraspaltning af det samfundsmæssigt-historiske fra den fylogenetiske udviklingssammenhæng qua videreudviklingen af den sociale værktøjsfremstilling og -brug til samfundsmæssigt arbejde, hvorved den individuelle eksistens nu sættes som totalsamfundsmæssigt formidlet, og dette sættes på begreb med individuel samfundsmæssiggørelse[45].   

For det videre skal vi gå ind på trin 3-4, selve antropogenesen, overgangen fra naturhistorie til samfundshistorie. Og de 5 trin er følgende:

Første analyseskridt:

Udviklingen af manipulationsevne med midler, og individualiseret socialkontakt i de tropiske regnskove. Det omhandler anvendelse af midler til fremskaffelse af føde, hvor indrettelsen/anvendelsen af disse i sin videre udvikling knytter sig til området af lærte socialforbund.

Andet analyseskridt:

Udviklingsmodsigelser i steppe-biotopen: tobenethed og aflastet brug af hænder; udviklingen af læreevnen. Der begynder her at kunne tales om behov for deltagelse/samarbejde med andre før en indsigt i, om og hvorvidt det tjener ens egne interesser. Og det kommer til et nyt funktionsniveau: lært almengjort forsorg, hvorved den enkeltes bidrag til den fremtidige sikring af livsopretholdelsen (gennem næringsfremskaffelse, beskyttelse mod fjender mv.) objektivt tjener hele forbundets overlevelsesinteresser. På dette funktionsniveau må den enkelte også tilstræbe undgåelse af egne livstrusler gennem sit bidrag til den kollektive sikring af behovstilfredsstillelse.

Tredje analyseskridt:

Mål-middel-omvending gennem social værktøjsfremstilling via dets inddragelse i funktionsdelte aktiviteter i den almengjorte forsorg. Her indledes den egentlige samfundsmæssiggørelse, idet det kommer til en funktionsveksel fra den individuelle middelfremstilling og -benyttelse til social fremstilling og social brug af værktøj. Til eksempel tilrettes en stok ikke længere til fremskaffelse af en bestemt givet frugt, men som middel til den almene mål frugtfremskaffelse, altså middelfremstilling også til senere brug. Funktionsvekslen er først tilendebragt, når midler til opnåelsen af generaliserede hensigter/mål træder frem som selvstændiggjorte i forhold til middelbenyttelsen som sekundært hjælpemiddel indenfor individuelle aktivitetssekvenser. Middelalmengørelse er social almengørelse, hvilket samtidig er målet for den kollektive forsorg til forringelse af faren for fremtidige trusler og mangeltilstande for societeten. Socialstrukturen overgår fra at være en funktionsdelt koordination til at blive funktionsdelt kooperation.

Fjerde analyseskridt:

Udviklingen af den sociale værktøjsbrug til samfundsmæssigt arbejde gennem dominansvekslen af fylogenesen til dominans af den samfundsmæssigt-historiske udvikling. I følge Holzkamp er vi her fremme ved tærsklen til samfundshistorien. Den funktionsvekslen, som er mellem middelbenyttelse og social værktøjsaktivitet, fører i den videre historiske udviklingsproces ikke kun til en dominansvekslen indenfor fylogenesen, men til et dominansomslag indenfor helhedsprocessen selv, hvor det samfundsmæssigt-historiske træder frem som selvstændiggjort struktur på den ene side, og på den anden side til en psykisk kvalitet af individuel samfundsmæssiggørelse. Dette foregår ved at socialstrukturen - som det formidlende niveau mellem arten og den enkelte, og som her har genstandsmæssig beskaffenhed - selvstændiggør sig, og derved forvandler sig til en samfundsmæssig struktur. Hermed bliver det enkelte individs eksistens nu totalsamfundsmæssigt formidlet, hvorfor den menneskelige natur må kvalificere sig til et biologisk grundlag for evnen til samfundsmæssig organisering af livserhvervelsen, altså som individuel samfundsmæssiggørelse. Frem til dominansomslaget må det antages, at der er en "mellemfase", hvor der på den ene side er forformer for samfundsmæssig produktion/arbejde, men hvor evolutionslovene på den anden stadig virkede. Og disse forformer gav selektionsfordele og virkede dermed tilbage på det biologiske grundlag, der således gennem en kumulationsproces af genomisk information udviklede den menneskelige "biologi" til en samfundsmæssig natur, hvorved mennesket bliver det eneste væsen, der kan - og må - opretholde livet gennem samfundsmæssig reproduktion.

Femte analyseskridt:

Dette omhandler den stadigt voksende aktive naturtilegnelse gennem genstandsmæssig indgribende forandring af almen formål for livsproduktionen. Det er en overgang fra skabelsen og anvendelsen af globale enhedsværktøj til fremstilling af et arsenal af relaterede specialiserede værktøjstyper (knive, skeer, mv.); det er en overgang fra værktøjsfremstilling "per hand" til fremstilling af værktøj til værktøjsfremstilling; det er udvidelse af værktøjsfremstilling til værktøjsformidlet skabelse hhv. forandring af bredere livsomstændigheder som klæder, huse, veje; det er også overgangen til udnyttelse af naturlove, fx. anvendelsen af løftestangsprincippet; det er beherskelsen og udnyttelsen af ilden; og det er opfindelsen af deciderede jagtinstrumenter som bue og pil. Nu træder det samfundsmæssige frem som samfundsmæssig kooperation. Og for den endelige udtræden af fylogenesen har vi overgangen fra okkupationsdrift ((jagt og bærsamling) til produktionsdrift (kvæghold og agerbrug), hvorved det samfundsmæssige livsprincip om bestemmelse af livsmidler og -betingelser gennem almengjort kollektiv forsorg endelig kommer helt "på begreb". Naturen bliver nu en samfundsmæssig omverden, hvilket også markerer overgangen til dominansen af indre samfundsmæssige love, hvorved der træder en ny udviklingsretning af helhedsprocessen frem. Denne retning er - den tidligere beskrevne - "uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse".  

Skematisk skal vi gøre følgende regning:

SKEMA 5.1: FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending):

SKEMA 5.2: FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug):
 

SKEMA 5,3: SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed):

SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie):

Det centrale er, at det sidste - det femte analysetrin, hvor udviklingsretningen uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse - i sig selv medfører en omstrukturering af systemet, idet det omstrukturerer sig efter den nye funktion: funktionen bliver selv til organ for videre udvikling (jvf. metodetrin E). Dette giver sig også ud fra, at udviklingsretningen "uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse" etablerer sig allerede som udviklingsretning ved den fuldt udviklede funktionsveksel mellem middelbenyttelse og social værktøjsbrug, altså når den sociale værktøjsfremstilling står "på egne ben". I forlængelse heraf er der tale om dominansomslag ved gennemsætningen af produktionsdrift -  overfor  okkupationsdriften: jagt og nomade - og dette er samtidig overgangen til det femte skridt, idet det nye helhedssystem omstrukturerer sig ift. den dominante funktion, hvorved der træder en ny modsigelse/udviklingsretning frem som bestemmende. Nu vil det enkelte individ blive født ind i en struktur af samvirkende menneskelige kollektiver, af "associerede producenter".

Dette er tegnet ind i skema 5,5: 

SKEMA 5,5: SAMFUNDSHISTORIE SOM SAMFUNDSFORMENS SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE
(:samfundsformens strukturelle selvudvikling; og samfundshistorie som almengjort arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere):

Af ovenstående fås som fundamental analyseenhed på samfundsmæssigt niveau `den praktiske formidling mellem kollektivt arbejde og personlig virksomhed`, med strukturen produktion, konsumtion, distribution og udveksling[46]: på det sociologiske niveau som samvirket mellem kollektiver/kollektivgrupper i retning af arbejdets almengørelse gennem personlig virksomhed; og på det individuelle, det psykologiske niveau, som virksomhedens almengørelse gennem kollektivt arbejde.

Samlet lærer vi - i forbindelse med klassepsykologiens paradoks - at indførelse af "selvsamfundsmæssiggørelse" trækker begrebet om `bevidst sanselig virksomhed` med sig som det grundlag, hvorudfra selvsamfundsmæssiggørelse udvikler sig. Og dette begreb må være vores andet grundbegreb.


3. DEL III: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB.

Begrebet om `bevidst sanselig virksomhed` er begrebet for det menneskelige individs fundamentale eksistensform som personlighed. Det træder frem som en nødvendig psykisk-individuel dannelse med den fulde gennemsætning af det samfundsmæssige, og den hermed satte totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens, og som en løsning på adskillelsen mellem samfundsmæssige mål, og den subjektive opfattelse/overtagelse/realisering af dem. Denne adskillelse tvinger nemlig individet til at kunne forholde sig overgribende til sin egen forholden sig til dets eksistensbetingelser.

For individet betyder mulighedsforholdet til de samfundsmæssige mål, at den menneskelige eksistens må kunne kvalificere sig selv til at kunne varetage højere, overgribende subjektsfunktioner i virksomheden, og dette indre moment er, hvad der skal betegnes personligheden. Mennesket må altså - qua dets samfundsmæssige eksistens - kunne forholde sig overgribende både til dets objektive omverdensbetingelser og til dets egne subjektive forudsætninger.

Og med Leontjev kan vi sige, at vi bliver til personlighed i det omfang, vi bliver subjekt i de samfundsmæssige relationer, vi realiserer gennem den virksomhed vores bevidsthed formidler. Vi får derfor følgende grundforhold for den almene psykologi:

SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (en Gramsci-kategori[47]).

Samlet kan vi sige, at den almene psykologi - udfoldelsen af den bevidst sanselige virksomhed som grundlag for udviklingstendensen selvsamfundsmæssiggørelse - nok har fundet sted fra plan til rum, hvad der sker når den sociale værktøjsproduktion står på egne ben som almengjort arbejde - det er overgangen fra okkupationsdrift til produktionsdrift - men selve forholdet mellem `bevidst sanselig virksomhed` og `selvsamfundsmæssiggørelse` er ikke blevet objektiveret tilstrækkeligt i dets overgang fra eller dialektik mellem lokal og stedbundet til universel produktiv kooperation. Samlet kan vi sige: indenfor en rumlig og plan produktiv kooperation har der udviklet sig lokale og stedbundne forhold, der ikke bare ikke har bidraget til udviklingen af universelle globale samfundsmæssige forhold, men som tværtimod har almengjort sig selv som ydre magt; og ligeså omvendt: en påtvungen indre magt har ikke kunnet imødegås gennem en overgribende og lokalt og stedbunden udviklingsbestræbelse. Man kan også sige, at der er blevet skabt en uopdragelig opdrager, som det ikke har været muligt at komme fri af!

 SKEMA 7: PROBLEMET SOM ET PROBLEM MELLEM LOKAL OG STEDBUNDEN LØSNING AF SAMFUNDSMÆSSIGE OPGAVER OG UNIVERSEL.

Så dét, der tvinger opståelses-paradigmet igennem som historisk faktum, er at finde i lokale og stedbundne løsninger, der ikke samtidig er universelle og omvendt: i gennemsætningen af universelle løsninger, der ikke samtidig er lokale og stedbundne løsninger. Der er hér det menneskeliges eksistens i kraft af medmennesket kan suspenderes - og dermed stille sig i vejen for globalt samkvem. Og dette er også arnestedet for dét, der er endt med at kalde samfundsenheder og hvert enkelt individ til orden under ydre magters indvirken gennem det indre, som samtidig er selve udgangspunktet for samfundsmæssiggørelsen. Dette er så også en suspension af selvsamfundsmæssiggørelse som faktuel potentialitet.

Det kan også siges på den måde, at der kiler sig noget ind mellem bevidst sanselig virksomhed og selvsamfundsmæssiggørelse, som ikke lader sig forandre - eller som bærerne heraf ikke ønsker at få kastet indsigt på - selv om det er kommer fra den egen samfundsmæssige indgåen. Som begreb herfor skal bruges `fremmed samfundsmæssighed`. Det er følgende skema 7:

SKEMA 8: STAT OG PRIVATEJENDOM SOM FREMMED SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE: SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE FRA OVEN (:IDEOLOGI, IMAGINÆRT FÆLLESSKAB):
 

Samfundsmæssiggørelse indenfor denne form er kun mulig gennem besættelse af sin egen udleverethed, dvs. gennem selvfascination, hvor det almene udtryk herfor er `sansen for at have`(Marx), eller privatejendomsbegæret. Det kommer af, at når man end ikke kan, må eller vil eje sig selv som menneskeligt væsen, så er man tvunget til alene at måtte leve af ydre kraft, hvor ejerskabet heraf er et `must`.

Vi stiller derfor spørgsmålet: hvad er det, der ikke er blevet almengjort som genstand for samfundsmæssigt arbejde i denne overgang, men som tværtimod har vendt sig mod selve tendensen til selvsamfundsmæssiggørelse. Ledetråden til et svar herpå ligger i, at menneskets eksistens, der kun er givet i kraft af medmennesket[48] er blevet suspenderet af udviklede forhold indenfor samfundsformen selv.

4. AFSLUTNING: "SELVFØLGELIGHEDENS" KERNE.

Når den virksomme struktur, både indenfor det samfundsmæssige og det individuelle, er arbejdets struktur - den kooperative produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse - så er det springende punkt at finde dér, hvor der er blevet skabt sociale strukturer, der suspenderer den bevidst sanselige virksomhed som overgribende samfundsmæssigt forhold. Dvs. når man - af grunde ift. et givent kollektivt-personligt problem - har forbigået at stille sig på et bevidst sanseligt virksomt standpunkt med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv (skema 7). Nogen har mao. sat sig selv eller andre ind som problemløsningscenter, uden at bevægelsen er gjort bevidst med som forandring, hvilket er at ophæve kooperativ indflydelse og kontrol til "nogens" centersuverænitet[49]. Klassekampens historie starter altså med udviklingen af overbygningsstrukturer/organisationsstrukturer, der bygger på forlangt eller påkrævet kraft og kompetence, fremfor tilstået, frivilligt og bevidst overgivet.

SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:

Og hvad er så det for sociale grunde, der begrunder etableringen af ikke-plant funderede organisationsstrukturer[50]?

Det kan være af uvidenhed, det kan være af fejhed eller det kan være af mangel på moral, hvilket indenfor psykiatrien og psykologien primært er sat på begreb med det psykopatiske. Det kan altså komme i stand både på det ubevidste plan og på det bevidste plan.

Man kan sætte noget i værk som løsning af et problem, men den viden man har er ikke tilstrækkelig. Det kommer ikke til en almen løsning, men tvært imod til produktionen af utilsigtede biprodukter, det være sig spild af ressourcer eller konflikter mellem mennesker. Og problemet kommer ind, hvis man af fejhed ikke ønsker at identificere disse utilsigtede biprodukter som en følge også af ens egen hidtil manglende "kompetence". Og sniger man sig vedvarende uden om dette opsamlingsarbejde, så vil de utilsigtede biprodukter blive identificeret som en art "levende naturforhold".

Problemet kan også komme ind fra kollektivsiden, hvis man overfor uvidenhed og fejhed undlader at gribe ind overfor den enkelte af angst for at skulle træffe nødvendige konsekvenser. Det er at `se igennem fingre med`, fremfor som kollektiv `at se omstændighederne i øjnene` som de er.

Om det er fra den personlige side eller det er fra den kollektive side, så er uvidenhed og fejhed dog ikke nok til at gå over grænsen, hvor den anden ikke er et menneske længere. De konsekvenser, der trækkes, er da også, at man adskilles ved at de involverede trækker sig fra hinanden.

Et kollektiv kan også skabe - af mangel på viden og mod - individer, der symptomatisk ikke kan finde ud af at begå sig med de regler og normer, der altid er for varetagelsen af hver enkelts personlige  integritet.  Med dette er der tale om karakter- eller personlighedsafvigelse - eller mao.: psykopater - som psykiatrien og vel også psykologien har givet op som i store træk ubehandlelige.

Psykopati og sociopati

Ud fra den tankegang, der ligger i denne tekst, kan psykopater bestemmes som individer, hvis karakter- og personlighedsstruktur ikke er blevet dannet som en levedygtig arbejdsstruktur, men hvor der tværtimod har udviklet sig en struktur, der bare ikke virker som selvbevægelse, hvilket finder sted, når der knyttes forbindelser mellem genstande, midler og livspraktiske interesser, der ikke kan virke, men hvor elementerne kun kan gå imod sig selv, fordi de tilhører uforenelige kategori-klasser, samtidig med at de dog er blevet konnekteret sanseligt som livsbiografisk forhold. Fx. at ville tømme en spand vand med ild. I så tilfælde fås individer, hvor det følelsesmæssige punktuelt eller overgribende ingen subjektiv styring antager eller kan antage. Den mest udbredte psykopati-definition er da også: 1 - Ringe frustrationstærskel; 2 - Acting-out på relativt små foranledninger; og 3 - Som følge af 1 og 2 vil der opstå mange sociale og interpersonelle vanskeligheder[51]. Der ligger heri, at ubehag forvandles til impulshandlinger, hvad der adskiller psykopater fra neurotikere, der med deres stærke "Jeg" kan fortrænge driftsimpulser og aggressive fantasier til karakterforstyrrelser, til angst eller til et andet neurotisk symptom[52]. Psykopatier defineres også som "varige karakterafvigelser af ikke-psykotisk natur", dvs. sindssygdom uden hallucinationer og vrangforestillinger[53]. Definitionen af psykopati stammer fra helt tilbage til Pinel, i starten af 1800-tallet, og som havde iagttaget "sindssyge personer, som aldrig frembød tegn på læsion af intellektet, og som var domineret af en slags følelsesmæssigt opgør, som om det alene var de følelsesmæssige egenskaber, der var angrebet". Overfor dette fænomen har man også langt ind i det 20.ende århundrede brugt betegnelse "moralsk sindssygdom", hvorved man forstod, at mennesker kunne have moralske defekter, eller at nogen var konstrueret således, at der var et moralsk område i dem, som kunne være mangelfuldt eller svært beskadiget.

Af denne grund er psykopati-begrebet da også gennem tiderne blevet stærkt kritiseret for at være udtryk for "klassesamfundets behov for med en diagnose at kunne stemple og affærdige personer, der har afvigende opfattelse"[54].

For det videre skal jeg indføre en yderligere skelnen indenfor det psykopatiske område: nemlig en skelnen mellem psykopaten, som bare ikke kan styre sine impulser - handlinger foregår ubevidst intenderet - og sociopaten, der bevidst intenderet handler mod andre mennesker, som var de hans eller hendes private ejendom, altså personlighedens egen forlængelse, og som ikke ser noget medmenneskeligt problem heri.  

Psykopaten er - ud fra det tidligere - at se som skabt af socialt uvirksomme og kategori-fejlende strukturer, som det ikke har været muligt at undgå selv at overtage på sin måde. Som sådan er psykopaten skabt af en kollektivsammenhæng i krise - ligesom en allerede skabt psykopat kan sætte krise i ethvert kollektiv - og i krise stresses medlemmerne op mod hinanden. Fremfor motivation, naturligt givet ud fra tilstedeværelsen af den mulige realisering af enheden mellem problemudvikling, -formulering og -løsning[55], så træder som psykisk handleberedskab viljen frem, hvilket sker på niveauet af personlighedens kerne - jeg-et - idet man er tvunget til i enhver situation at forholde sig såvel taktisk som strategisk til magt-afmagt uden at en løsning herpå kan komme på almengjort samfundsmæssig begreb for een selv[56]. At fungere på viljen, uden at se løsninger forude og se forholdene blive forværret, er også at havne i en tilstand af forøget suggestibilitet, hvor ekstase og frygt-forestillinger kan træde frem som selvstændiggjorte perceptive billeder, altså selvsuggestion[57], hvor de fejlagtigt antages at komme udefra, hvorved de også får eller kan få en selvbekræftigende eller selvopfyldende profeti.

Det er ikke utænkeligt, at psykopater er kommet på sporet af denne - i  egen sociale  kollektiv fundamentale interpersonelle - logik, der omhandler at mennesker under pres er åben for suggestion, og dermed kan styres mod deres bevidste vilje, og dermed frivilligt eller ufrivilligt er trådt ud af psykopaten og ind i sociopatens eksistensform. Herved dannes der en bevidst krænker i menneskelig form, dvs. en tyran, despot og en diktator i samme figur, hvis magt hviler på de andres afmagt. Men med dettes samfundsmæssige etablering som overbygningsforhold/organisationsstruktur kommer det også til, at det kommer til at danne social norm, at medmennesket vedvarende suspenderes af den historiske scene. Dette ser jeg som den dybeste grund til udviklingen af de første slavesamfund, og som grunden til fraværet af en kollektiv bestræbelse på at sætte tilfangetagne fjender eller "frivillige" slaver fri igen. Begrebet `emancipere` er da også et begreb, der er knyttet til slavefrigørelse/-frisættelse.

Grundlæggende er ovenstående at forstå som en til et herre-knægt forhold - der er startet gennem psykisk manipulation - og som en kollektiv anordning fører det endvidere til, at viden bliver noget eksklusivt, noget man skal indvies i af magten, herren, selv, og hermed er vi fremme ved filosofiens opståen som selvstændigt medium.

Centralt i udviklingen af `fremmed samfundsmæssighed` står altså utilsigtede biprodukter af samfundsmæssig kooperation, der ikke identificeres som naturlige produkter af et givent kollektivs reproduktionsforhold og/eller personlig bearbejdningsforhold, og som ikke samles op som genstand for almengørende arbejdsvirksomhed. De utilsigtede biprodukter bliver hermed til substanser mellem mennesker, substanser man søger at forlige sig med som naturforhold. Herved sker der en afhændelse af sin egen samfundsmæssighed, idet de samfundsmæssigt utilsigtede biprodukter forlægges ind i det sociale som naturlig fremmedbestemthed, som nogen så har samlet op, til brug for egen sociale overlevelse og/eller integration.

Dette vil igen sige, at overgangen fra plan og rum til globalitet ikke finder sted - eller kan finde sted - når der er tyet til samfundsmæssige reproduktionsforhold eller til personlige bearbejdningsforhold, hvor den bevidste sanselige virksomhed ikke som udviklingsbevægelse har kunnet gøre bevægelsen med som forandring. Det er når man har prøvet at forstå og beskrive naturforhold - for at kunne handle i forhold til dem - selv om disse retteligt var producerede samfundsmæssige forhold. Problemet er: forkert identifikation af samfundsmæssige begrænsninger med naturforhold. En psykopatisk struktur kan dog skelnes fra naturforhold ved det karakteristikum, at det ikke er muligt at gå på grænsen mellem sig selv og strukturen, men at man hele tiden falder ned i den, eller slås væk af den. Heroverfor må enhver bestræbelse have - for ikke at falde under psykologiens genstand - det karakteristikum, at bevægelsen kan gøres med, dvs. der skal være fuld bevidsthed på, og bevægelsen skal samtidig forandre.

For den videre historie ind og op igennem klassesamfundet betyder det, at andre kan videreføre sociopatens styrende funktion i herredømmestrukturen, uden selv at være skabt på forhånd som sociopat - for efter sociopaten står der nu den plads ledig, der hidtil har holdt sammen på "samfundsenheden".

Og med udviklingen af kapitalismen fås der en generel sociopatisk struktur, som man som enkeltperson enten må alliere sig med, og så leve lidt i sin egen selvskabte fritid, på den gode viljes intention om at handle humant alligevel, eller fundamentalt at gå imod, hvor dette sidste, hvis det bæres af social indignation eller bevidst anti-kapitalistisk bevidsthed, er ensbetydende med kriminalisering som "indre fjende".

Jeg skal her gøre den antagelse, at dette enten-eller har den særlige form, at det også i dag er upåagtet som "det springende punkt". Og det vil også være sådan, at dette punkt helt sikkert er fundet af mange, men også at det som overgribende anknytningspunkt stadig lader vente på historisk overflødiggørelse gennem kooperativ udvikling af de generelle samfundsmæssige forhold.

Spørgsmålet er nu hvordan? Og spørgsmålet må besvares på niveauet af overbygningsforhold, dvs. på det ledelsesmæssige og styrende niveau.

Indenfor arbejdslivet er der intet problematisk i at falde under med-menneskelighed. Det ligger i lønarbejdet, at man sælger ikke bare sin arbejdskraft, men sin eksistens et givet tidsrum, og forholdene her, og udbyttet, bestemmes gennem kontrakter mellem "lige og frie mennesker". Sådanne kontrakter er en del af klassekampen, og de forhandles ud fra styrkeforholdet herimellem.

Indenfor arbejdslivet er der kun begrænset plads til enhver psykopat, for de formår kun i en vis grad at overholde de kollektive regler, samtidig med at de konstant skaber konflikter omkring sig. Der er dog overmåde god plads til sociopaten, når denne retter sin aktivitet opad i hierarkiet og ud mod andre end de nærmeste kollegaer, men så er personen også en guldgrube for virksomheden, selv om der dog også er et vist etisk omdømme at tage hensyn til, for overlevelse i det lange løb. Men alt dette kan - og det gøres - pakkes ind i rentabilitet, effektiviseringer mv.. Faktisk har arbejdslivet brug for mennesker, der kan leve i og med en sociopatisk struktur, selvom denne i en vis afledt forstand tvinger psykopatiske strukturer frem i dem selv som "ventiler".

Indenfor arbejdslivet står kampen om økonomisk demokratisering, men forudsætningen herfor er universel lokal og geografisk selvforvaltning, hvor behov og ikke profit styrer; og uden dette som basis er der ingen virksomheder, der vil grave sin egen grav, dvs. gøre sig urentabel i konkurrencen. Dvs.: der skal ikke forventes alverden - for magten kan ikke demokratisere sig selv.

Udenfor arbejdslivet er reglerne af en anden art. Det er regler der alene er givet mellem den enkelte som privatindivid og staten. Og her vil regelbrud - der opfanges - blive sanktioneret på den ene eller den anden måde, afhængigt af arten og den kulturelle modus. Modsat psykopaten har sociopaten her store muligheder for at undgå sanktioner i det lange løb.

Det tredje forhold er at organisere modstanden mod systemets generelle psyko- og sociopati i perspektivet `befriede områder`, altså selvforvaltning i det små, der kan blive til det store universelle - hvad der er det eneste mulige perspektiv, når det omhandler nedbrydning af magt. Befriede områder vil da være områder, der skabes for og af mennesker med en bevidst politisk anti-kapitalistisk holdning. Befriede områder vil imidlertid også være områder, der virker som magnet på apolitiske psykopatiske personer, der lider under sanktioner p.g.a. deres symptomatiske regelbrud i det "almindelige samfund". For psykopaten her vil der være tale om en flugt ind i, hvad man ønsker at skabe: en apolitisk anarkistisk sammenhæng, hvor den kloge snyder den mindre kloge, hvor den stærke kan udnytte den svage. Men samtidig vil befriede områder tiltrække sig sociopaters opmærksomhed - de er nemlig deres grundlæggende fjende.

I befriede områder vil det hermed komme en modsigelse mellem det apolitiske og det politiske, som i den grad dette løses gennem en fælles politisering af det befriede områdes status i forhold til den totalsamfundsmæssige proces, blot vil støde på mere overgribende sociopatiske strukturer igennem de personer, der indenfor magten og arbejdslivet bærer disse som deres egen karaktermaske. Og har man ikke løst problemet om den apolitiske psykopat i egen basis, og problemet om sociopaten i den givne overbygningsstruktur for det "befriede område", så er man et let offer - for magten udenom een vil kunne bruge at stemple den politisk aktive som den egentlige psykopat. Det, der tæller er, om magten udenom een kan regne med een, og hvis ikke er man ekstremist, en politisk psykopat, som magten uden om vil gøre alt for at eliminere.

Derfor er psykopati-begrebet så ubehageligt at berøre eller blive berørt af. Det er magtens stempel! Men ubehageligheden må aldrig forhindre, at man af angst for selv at blive magt, lader sig udslette af sociopater. Det er nemlig dem, der skal identificeres, og deres betingelser for fortsat virke fjernes. Overhovedet deres eksistens peger på grundforhold i basis, der ikke er blevet løst som kollektivt arbejde.

Opsamlende kan det nu siges, at gås der imod klassesamfundets reproduktion på de tidligere beskrevne måder - at indtage rum, at udholde konflikter, og at holde trang og tvang i bevægelse, hvilket kun kan gøres i bestræbelsen "befriede områder", altså at skubbe magten ud af de mellem-menneskelige relationer, hvor man er - så er det kun et spørgsmål om tid, inden de involverede støder på psykopatens indre eksistens, og sociopaten som ydre grundforhold. Ved man ikke dette, så tages man på sengen. Udgangen af klassesamfundet er derfor nedbrydningen af de sociopatiske strukturer generelt i samfundet; det er ophævelsen af de sociale strukturer, hvor mennesker ikke har slået sig sammen for at gøre verden beboelig, og det er opbygningen af samfundsmæssige forhold, der kan tage over.

Og dette vil også sige at tage kampen tæt på kroppen ved ikke at afstå fra social virksom bevidsthed og ved ikke at opgive sin egen sanselige historie - hvad der var en, godt nok restriktiv mulighed i ursamfundet, men som i dag og dengang kun fører ind i magtens egen reproduktionsloge. Det er at imødegå den stadige krænkelse - det at blive låst til den eksisterende umenneskelighed - fra et bevidst sanseligt virksomt ståsted.

                                                                                               Solidaritetshuset, Nørrebro.

                                                                                                                                     €



[1]Jvf. s.265 i "Psykologisk Leksikon", K.B.Madsen (Red.), Gyldendal 1973.

[2]Aristoteles inddeler og afgrænser de forskellige psykiske fænomener - dvs. sjæleevner: evnen til at ernære sig, at føle, at bevæge sig og at tænke - fra hinanden, og dette ud fra den opfattelse, at sjælen er uadskillelig forbundet med den levende krop, en `materia prima`-opfattelse. Heraf kommer læren om den vegetative, den animalske og den rationelle sjæl, der er hos henholdsvis planter, dyr og mennesker. Desuden ligger der hos Aristoteles den opfattelse, at sjælen eller psyken puster liv i det legeme, hvori livets ubestemte mulighed ligger, men denne opfattelse implicerer samtidig en idealistisk, religiøs opfattelse af udviklingsgangen i den materielle verden. Hvilket hiver Aristoteles tilbage til et Platon-standpunkt - et `idea prima`, et idealistisk standpunkt - hvor det mest væsentlige er de oprindelige ideer, som virkeliggøres gennem det enkelte. For denne selvmodsigelse hos Aristoteles, se Henning Rose: "Afhandling om det psykiskes almene form", Konferens/Første del, KUA 1990. Det er da også blevet sagt om Aristoteles, at "Aristoteles tilintetgør sjælen, for at gøre den udødelig", og dette ud fra, at "det, der lever, er ikke personligheden med dens flygtige følelser og begær, men sjælen i dens mest abstrakte upersonlige form", jvf. Will Durant: "Store tænkere", Jespersen og Pio 1961. Aristoteles` psykologi indeholder da også et formålsprincip. De forskellige besjælede væsener er stræbende, de bærer deres formål i sig selv og er formål for sig selv.

[3]Fechners lov lyder således: R = K log S, hvor R står for den perceptuelle reaktion, som en forsøgsperson må udtrykke verbalt for at få den omsat til offentlig observerbar adfærd, S for stimuli, medens K er en konstant der varierer med de forskellige sanseområder (jvf. s.266 i "Psykologisk Leksikon").

[4]Retorik er diskursviden, medens episteme er vidensdiskurs. Og anvendt ift. psykologien er det forsøgene på at grundlægge psykologien ved at tage udgangspunkt i tidligere tiders myter om menneskets opståen, eller i nye til lejligheden skabte.

[5]Se til eksempel s.147-48 i Niels Engelsted: "Personlighedens almene grundlag I", Aarhus Universitetsforlag 1989, hvor en Hegeliansk - og dermed en bevidsthedsfilosofisk indfaldsvinkel - bringes i anvendelse overfor den konkrete koncipering af psykologiens genstand, med det resultat, at ethvert historisk-logisk erkendelsesmæssigt indhold gøres til ahistorisk skolastisk. 

[6]S.5-6 i A.N.Leontjev. "Virksomhed, bevidsthed, personlighed", Sputnik 1983.

[7]S.70-78, jvf. forrige note.

[8]S.107 i N.K.Rosenberg: "Systematisk selektivisme eller kritisk eklekticisme i angstbehandlingen", Psyke & Logos nr.1, 1993.

[9]Overfor dette står centrale videnskabelige ledetråde, udviklet på kritisk psykologisk grundlag. Det er for det første, at teorier ikke kan grundlægges alene ud fra deres empiri-optag, men at teorier på kategorielt niveau - dvs. grundlagsniveau - må udledes og begrundes historisk-empirisk, medens enkeltteorier på dette historisk-empirisk grundlag selv kræver en særskilt oparbejdning gennem aktual-empirisk arbejde. Der er derfor et tre-ledet skema at agte, nemlig kategori-enkeltteori-empiri. For det andet er enhver subjektiv handling selv en del af en objektiv proces, hvilket også giver et tre-ledet skema, nemlig et subjekt-subjekt-objekt-forhold (:psykologiens genstand), idet en psykisk organisme `forholder sig` til sine foranderlige omverdensbetingelser, som den er `middelbart` indlejret i på grundlag af en aktiv sanselig genspejling af sit aktuelle forhold hertil (jvf. s.19 i "Et hjerte der slår", Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990; samt Holzkamp: "Die "Weltlosigkeit" der traditionellen Psychologie und Leontjews Version des Widerspiegelungsprincip", Forum Kritische Psychologie 25, Argument 1990). `Subjekt-subjekt-objekt-forholdet` kan også - som marxismen genstand - bestemmes mere generelt som forholdet mellem objektiv bestemthed og subjektiv bestemmelse, et forhold der altid er givet på såvel individ som på samfundssiden (jvf. s.147 i Holzkamp: "Kan der være en kritisk psykologi inden rammerne af den marxistiske teori?", i Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1978)

[10]Dette ses også tydeligt i Tyskland, jvf. papiret "Über den Zusammenhang der kommenden Reformierung der Psychologie und der Frage Struktureller Gewalt an der FU Berlin", af Studentische Arbeitsgruppe, Kritische Psychologie, Arbeitsbereich Studentinnen am PI, 15. juni 1993.

[11]Denne profesionsmæssige udvikling for psykologien styrker tendensen henimod psykologen/terapeuten som lille selvstændig og lønarbejder i samme person, hvorved de problemer - tilpasningsnormaliteten - der knytter sig til den "småborgerlige bevidsthed" må skærpes yderligere. Hvilket i anden omgang bringer psykologen/terapeuten i samme afmægtige og udlevere situation som deres klienter (Jvf. Ute Holzkamp-Osterkamp 79: "Emotionalitet, kognition, handleevne", i Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1978). Psykologers/terapeuters "kompetence" til at en vende en stagnativ eller lidelsesfuld udviklingsproces for deres klienter vil dermed udhules, idet der indenfor rækkevidde ikke er nogen begrundelser eller anknytningspunkter for, at livet kan være anderledes, og at det derfor primært gælder om at komme overens med den, nærmest anarkistiske repression, der gennemsyrer ethvert samfundsliv fra denne position. Hvilket i tredje omgang skubber på videreudviklingen af psykiske forstyrrelser. 

[12]Dette giver sig ud fra samfundsteoriens, in casus sociologiens, primat over psykologien: at psykologien ikke kan udvikles videre, eller længere, end den sociologiske teori selv er udviklet, jvf. L.Sève: "Marxismen og personlighedsteori", Rhodos 1977. Dette grunder i, at de sociale strukturer overlejrer hvert enkelt individs egen overlevelse.

[13]S.345 i Marx: "Briefe aus den "Deutsch-Französischen Jahrbüchern"", MEW 1.

[14]Steen Visholm: "Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer", Psyke & Logos nr.2, 1992.

[15]Det er selvfølgelig muligt at se Hegel som den, der puster bevægelse i den Aristoteliske psykologi, idet Hegel opfatter kategorier som noget tilblevet (se til eksempel s.75 i Henning Rose: "Afhandling om det psykiskes almene form", Konferens/Første del, KUA 1990). Herefter ligger det ligefor at sammenligne det hermed skabte psykiske kategorisystem med fx. Leontjevs psykeopfattelse, og så konstatere, at der jo ikke er de store forskelle, og eventuelt korrigere Leontjev lidt med de to andre og omvendt. Og på denne baggrund kan Aristoteles og Hegel så ses som centrale nødvendige forformer til en egentlig videnskabelig psykologi - hvilket ikke desto mindre er forkert! Der skal, og kan, ikke pustes liv eller udvikling i et kategorielt system - det er og bliver alene idé-historie - men derimod skal livet og udviklingen selv ses som form for og dimension i materiens egen udviklingsbevægelse.

[16]S.547 i Marx: "Kapitalen", bog 1.3, Rhodos 1971.

[17]S.509 i W.F.Haug: "Fragen zur Frage "Was ist Philosophie?"", Das Argument 182, 1990; samt Juha Kaivisto: "Umkämpfte Philosophie", Das argument 182, 1990.

[18]S.164 i V.Pietilä: "Ideologie und Wissenschaft. Eine Theoretischer Skizze", i PIT: "Die camera Obscura der Ideologie", AS 70, Argument Sonderband 1984.

[19]Jvf. også PIT: "Theorien über Ideologie", AS 40, Argument Sonderband 1979.

[20]S.35 i K.Marx: "Den tyske ideologi", Rhodos 1974.

[21]Jvf. Introoplæg til Kritisk Psykologisk Seminar, jan 1989. Mappe B2 / Regnbuen.

[22]En løsning af et paradoks kan generelt bestemmes som konciperingen af "dén udviklingsbevægelse, hvor det bestemmende udenfor rækkevidde inddrages med henblik på en fundering af paradoksets eksistens i ubegrebne og uudviklede modsigelser i grundlaget for den aktuelle samfundsmæssige forms egen reproduktion", jvf. s.52 og s.48 i undertegnede i "Sanselig virksomhed III", Forum Kritisk Psykologi 6-7, 1990. Paradokser er generelt "afmagtspostulater"(jvf. s.321f i Witt-Hansen: "Videnskabernes historie i det 20. århundrede. Filosofi", Gyldendal 1985), idet der refereres til en tilsyneladende umulighed på de eksisterende præmisser. Paradoksløsning må derfor skabe rum for udvidelse af praktiske handlemuligheder, og dette indbefatter generalisation af begreber og udvikling af nye begreber.

[23]Jvf. W.F.Haug: "Strukturel Hegemonie", Das Argument 129, 1981. Haug ser dette forhold som et paradoks om "selvfordømmelse som oplevet modstand"; og som værende begrundet i selvfascination, hvor han ved fascination forstår "indre lænke", og som betingelse for, når det knyttes til det kropslige og ind i det sexuelle, sexistisk, anti-intellektuel og racistisk identitet.

[24]I Wundts "strukturalistiske" psykologi er dette paradoks også indeholdt. Wundt ønskede at afdække sammenhængen eller strukturer i psykologiens genstand, der blev set som "bevidsthedens elementer", og dette blev gjort gennem den introspektive metode. Der er som sådan ikke noget galt med dette projekt - det spejler også præcist, hvad der må forgå i hovedet på mennesker eller inden i folk på den tid, hvor alt er under omstrukturering. Nemlig diffusitet og manglende evne til foregribende at udvikle sit liv til et andet. Problemet med Wundts psykologi er derfor at den er en historisk "lokal-teori", og den inderverden, den afdækker som psykologiens genstand, er et særligt senprodukt af en skæv samfundshistorisk udviklingsproces. Det gælder også reaktionen på Wundts psykologi - den funktionalistiske og adfærdsmæssige psykologi - hvor bevidstheden eller menneskets inderverden helt udklamres fra psykologiens genstand, til fordel for det synlige og direkte operationaliserbare. Holzkamp formulerer kritikken således: Resultatet var "en frem og tilbage-vaklen mellem to på samme tid lige uholdbare positioner: den subjektivistiske universalisering af menneskets private "inderlighed", og den metodologisk begrundede udklamring af denne inderlighed"(s.42-45 i "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983).

[25]For en differentieret historisk-logisk fremstilling og løsning af disse paradokser, se undertegnede i "Sanselig virksomhed III", Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990.

[26]Jvf. W.F.Haug: "Individets borgerlige privatform og samfundets omverdensform", i Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[27]S.67 i undertegnede: "Sanselig virksomhed III", Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 1990.

[28]Jvf. undertegnede i: "Sanselighed I", Forum kritisk psykologi, nr.4, 1988; og "Sanselig antagonisme II", Forum kritisk Psykologi nr.5, 1989.

[29]Jvf. s.8-10 i W.F.Haug: "Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur", SH 33, Argument Verlag 1979.

[30]Jvf. s.75-76 i undertegnede. "Sanselig virksomhed III", Forum kritisk Psykologi nr. 6-7, 1990.

[31]S.51 i undertegnede: "Sanselig Virksomhed III", Forum Kritisk psykologi nr.6-7, 1990.

[32]Koncepterne er indført i den marxistiske videnskab af W.F.Haug.

[33]En skelnen som specielt L.Séve har gjort opmærksom på.

[34]Jvf. Heine Andersen: "Det civile samfund i teoretisk lys", Social Kritik nr.29, januar 1994.

[35]For et lignende argumentation mht. "arbejdstvang", jvf. s.19 i Ute Holzkamp-Osterkamp: "Motivationsforschung 2", Campus 1978.

[36]Faserne er: ursamfundet/urkommunismen, det antikke slavesamfund, feudalismen, kapitalismen, socialismen og kommunismen.

[37]S. 312 i N.Engelsted: "Springet fra dyr til menneske", Dansk psykologisk Forlag 1984.

[38]Jvf. Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983.

[39]For nærmere mht. dette, se undertegnede i "Terapi, samfundsform, subjektivitet", Speciale KUA 1986.

[40]S.184 i K.Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983.

[41]Holzkamp anvender Leontjevs objektive bestemmelse af sensibiliteten som "virksomhedens signalformidlethed", samt den historiske tilnærmelsesmåde, hvor livsprocesser analyseres ud fra deres livspraktiske udviklingssammenhæng i relation til et optimeringssynspunkt, altså i deres hensigtsmæssige funktion for overlevelsen, og heraf navnet `den funktional-historiske fremgangsmåde`.

[42]Holzkamp trækker ved udledningen af ovenstående fire trin i det psykiskes udvikling på en 5.trins metodisering for "dialektiske spring", en metodisering, der er fundet ved at reflektere over overgangen mellem før-psykiske og psykiske livsprocesser. Det kan ud fra denne siges, at stående med en bestemt genstand, så drejer det sig om:

A - For det første at påvise de realhistoriske dimensioner i genstandens tidligere former, som den kvalitative udvikling sætter sig igennem i kraft af.

B - For det andet må de objektive ændringer i genstandens omverdensforhold, der nødvendiggør/muliggør en videreudvikling af genstandens indre udviklingsmodsigelser, påvises.

C - For det tredje må det påvises, hvorledes genstanden med sin nye funktion kan blive i stand til at bevæge sig igennem funktionsveksel (:det første kvalitative spring).

D - For det fjerde må det påvises, hvorledes den nye funktion kan træde frem som bestemmende funktion, hvilket er at se som dominansveksel mellem de nye konkurrerende funktioner (den gamle og den nye - det andet kvalitative spring).

E - For det femte og sidste drejer det sig nu om en påvisning af, hvorledes det nu opståede nye helhedssystem omstrukturerer sig i forhold til den nye funktion, hvorved de gamle funktioner ikke forsvinder, men indgår nye forbindelser. Og med dette femte skridt er man tilbage i det første skridt, blot har man nu en begrundet bestemmelse af den kvalitative egenart, som allerede nu er i videreudvikling (s.78-81 i Grundlegung).

[43]S.83-120 i Grundlegung.

[44]S.121-157 i Grundlegung.

[45]S.159-356 i Grundlegung.

[46]For disse fire elementer, der kan ses som led i en totalitet, forskelle indenfor en enhed af samfundsmæssig produktiv kooperation, se s.214 i Marx: "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Indledning fra Grundrids", Rhodos 1974.

[47]Jvf. s.188-90 i Gert Sørensen: "Gramsci og den moderne verden", Museum Tusculanums Forlag 1993; samt A.Gramsci: "Fængselsoptegnelser I og II", Museum Tusculanums Forlag 1991.

[48]Jvf. Marx i "Økonomi og filosofi".

[49]Jvf. Introduktions-oplægget om Kritisk Psykologi til "Solidaritet og afværge" i "LOKALE TEKSTER", Forum Kritisk Psykologi nr.8, 1993, også optrykt her i Forum Kritisk Psykologi nr.9, 1995 i Afsnit II, Kapitel 4.

[50]Indenfor "Projekt Ideologie Teorie" benævnes disse første former for magt "proto-ideologiske fænomener".

[51]Jvf. s.408-17 i Welner mfl.: "Psykiatri - en tekstbog", FADL 1985.

[52]Jvf. s.263-67 i J.Culberg. "Dynamisk psykiatri", Hans Reitzel 1990.

[53]Jvf. s.29 i Strømgren: "Psykiatri", Munksgaard 1976.

[54]Jvf. Culberg 1990.

[55]For denne tre-enighed, se R.Seidel: "Denken", Campus 1976.

[56]Jvf. s.178 og 278 i undertegnede: "Terapi, samfundsform, subjektivitet", Speciale KUA 1986.

[57]Jvf. s.7 i bind 5 og s.12-14 i bind 6 A.Lehmann: "Overtro og trolddom", Thanning og Appel 1968.

 

Til top