AT SVARE IGEN MED UDVIKLING

 En lille historie om gruppen af kritiske psykologer. Det er en positiv historie; og derved adskiller den sig fra de fleste
andre ”historier”, der idag fortælles og kan fortælles[1].

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Rådgivningsgruppen Regnbuen, 1988-1990

AT SVARE IGEN MED UDVIKLING 1
Indledning. 2

1. Startfasen: 3
Problemet om forening af givne ressourcer. 3

2. Mellemfasen: 4
Problemet om sam-arbejdet. 4 om de forskellige/forskelliges interesser. 4

3. Foreløbig slutfase - nystart: 6
Problemet om fremskaffelsen aF tilstrÆkkeligt handlerum. 6

Til slut. 23

BRECHT.. 28

TERAPI - ET FÆLLES PROBLEM OM AFMAGT, AT DET EKSISTERER OG OM DETS OVERVINDELSE SOM EN DEL AF KAMPEN FOR SOCIALISMEN. 57

1. HVAD ER TERAPI EGENTLIG?. 62
Reduktion af terapi til teknik 67
Terapi som dét, der virker! 70
Det ”ubestemte” i, hvad terapi er! 74

Ekskurs til lægevidenskaben. 77
Ventiler til omformning af protest.
Positiv eller alternativ terapi?. 81

2. PROBLEMET I TERAPI SET SOM... 93
SOCIAL VIRKSOMHED. 94

Reduktionen. 96
Det personlige. 98
Reduktionen modsvarer orienteringløshed. 101
Det personlige modsvarer isolation. 103
Overforstillet sit sociale livsgrundlag. 105
Problemet ikke individet! 108
Overordnet grundlag for manglende ”effekt”. 110
Sociale livssammenhænge. 114
Terapiens mål. 120

3. KATAGORISERING AF TERAPISYSTEMER.. 126 OG -FORMER, SAMT IBOENDE KRITIK HERAF. 127

Det horisontale.30
Det vertikale. 132
Konkret kritik. 136
Herre-knægt tankeformen som skjult tankeform. 153
Det tabte: kooperationen. 155
Om ”gode” grunde til at tabe det væsentlige. 157

4. SUBJEKTORIENTERET TERAPI: 174OM INDHOLDET I DET ALTERNATIVE. 175

Specifikation af specielle problemfelter: 201
Diskussionspunkter: 207

LIDT FRA ”REGNBUEN” - ALTERNATIV RÅDGIVNING. 214

FORÅR FOR FRIHEDEN.. 231

1. maj 1988. 232
SkÆringspunkt. 251

KRITISK PSYKOLOGISK FORUM - POLITISK! 255

I. Politisk inferno. 260
II. Det kollektive utopia som modmagt og magtophÆvelse. 266
III. Fagpolitisk arbejde som sagsligt forbund mellem autonome fora.
83
IV. Om den aktuelle organisering. 298

LEDER REFLEKS! 320

DEN ALMENE FORBLÆNDELSESSAMMENHÆNG. 326
BORGERSKABETS CHRISTIANSBORG. 330

AT VÆRE SIN EKSISTENS BEKENDT. 343

SOLIDARISK PSYKOLOGI.. 366

ET HJERTE DER SLÅR - MUREN DER FALDT. 388

ALLIGEVEL FORUDSIGELIGT. 390
BARBARIET PÅ VEJ FREM. 392
PSYKOLOGIEN SOM POLITISK KRAFT. 394
MEN HVILKEN PSYKOLOGI?. 396
DEN HISTORISK FREMGANGSMÅDE. 401
EN KRITISK PSYKOLOGI. 404
PÅ HØJDE MED SIN GENSTAND?. 409
KRITISK PSYKOLOGI OG KOMMUNISME. 413
TO-FRONTS KRIGEN. 417
NÅR MURE FALDER!
23
FASCISME?. 427
SOCIALISME! 431
KRITISK PSYKOLOGI SOM SAMFUNDSMÆSSIG PSYKOLOGI. 434
KRITIK AF KRITIKKEN: OM  FUNDAMENTALKATEGORIEN  ’SENSIBILITETEN’. 438

KULDEN, DØDEN og KÆRLIGHEDEN. 456

Om selvfordØmmelse som oplevet modstand. 466

 

Indledning.

At fortælle en positiv historie støder først og fremmest på det problem, at der meget fattes begreber til at fastholde de duelige udviklingsskridt for bevægelser, der har det alment-samfundsmæssige i sig, i sit perspektiv, og som rent faktisk også virkeliggører dette.

På området af dårlige eller negative historier er dette ikke noget problem.

Her er sagsforholdet også et andet, om det så angår destruktionen af vores naturbetingelser fra top til grund, af vores individuelle reproduktionsevne, eller af mængden af arbejds- og boligløse. Herindenfor vides meget præcist, at hvis der ikke gøres noget, så vil det problematiske i fænomenet - det krisebefængte - udvikle sig sådan og sådan indenfor en ganske udmålelig tidsramme, hvor det bare vil være og blive endnu mere umuligt at gribe udviklende og løsende ind. Hvad der er på tale er ikke manglende viden eller manglende vilje i det arbejdende folk, men staten og kapitalens systematiske destruktion af naturlige, samfundsmæssige og individuelle værensbetingelser for livsudfoldelse og livskvalitet; og det næsten irreversible tab heraf, når problemer og sagsforhold trækkes ind i deres byttelogikker, hvor alene strukturmuligheder for magtformer giver sig til kende, tilbyder sig som kortfristet egenoverlevelse på bekostning af andre og af helhedens fortsatte livspræmisser. Postmodernismen sætter af her, i dette indholdstomme, og må derfor også forblive tom i dens udsagnskraft om andet end sig selv som narcissistisk paradigme-reproduktion.

Indenfor mit eget område - det psykologiske - kender vi idag i detaljer alle de forskellige trin med tilhørende nuancer, der fører dybere og dybere ned i psykisk koks og ud i social fornedrelse.

Men selv om det - i individuelle tilfælde - er muligt at gribe ind, vende udviklingen gennem prioritering af menneskelige ressourcer, så er det straks ulig sværere systematisk at få hold og greb om de sociale og individuelle betingelser og forudsætninger - det uudviklede kollektivt-personlige - der gribes, og som skal udvikles, således at den samme lidelsesfulde udviklingskonflikt ikke stiller sig igen og igen, også for andre. Dette - som også er opgaven om udviklingen af en stadig mere overgribende samfundsmæssighed til overflødiggørelse af, at problemer kan falde de involverede af hænde og stille sig som skærpede individuelt-sociale konflikter - er problemet om at svare igen med udvikling, når konflikter stiller sig.

Dette kan endvidere siges at være subjektformen for proletariatet, idet formen der har skabt lønarbejderen og privatmennesket generelt er i konflikt med sig selv.

I vid udstrækning er problemet om at svare igen med udvikling derfor dét almene problem at arbejde med for arbejderklassen, for venstrebevægelsen, for studenterbevægelsen - og for alle andre grupper, der har objektive interesser i socialismen. Hermed vil jeg også mene, at det centrale arbejdsfelt for tværfaglig og fagpolitisk arbejde er givet med følgende: det er den teoretiske almengørelse af den praktisk sammenhængende udviklingsproces af duelige strukturer for kollektivt arbejde på den ene side, og på den anden side afkrængningsprocessen af de sidste individuelle lænker gennem udviklingen af den personlige virksomhed. Det er trinene heri, dimensionerne for de arbejdende strukturers samfundsmæssige samvirke, processen herigennem - kollektivt-personligt - der er historier, der bringer kvalitativt nyt med sig, og som der kan læres af.

Ovenstående arbejdsfelt og dets bestemmelser er også historier om, hvordan det var muligt at undgå kapitalismen ødelæggende logik på den menneskelige sanselighed og subjektagtighed. Og hermed også sagt, at i samme udstrækning at vi i fora som disse begynder at fungere på statskapitalens typiske måder - dvs. vi bruger hinanden som instrumenter i egen tjeneste, vi slås om (retten til) at være her, eller vi isolerer/tabuerer problemstillinger eller hinanden - så er vi væk fra det nye, og fra de læreprocesser, der har det nye i sig. Der er ingen nemme løsninger her; men et skridt tilbage kan gi’ det overblik, der er gået tabt, muliggøre greb om videre fælles ansatspunkter for kollektiv praksis. Det er historiens vej, den bliver aldrig færdig, den har en logik, der er værd at bemærke. Og gode drømme har det også med at gå i opfyldelse; det tager bare lidt længere tid end med de dårlige, der allerede er.

Og nu til den konkrete historie. Den er delt op i tre faser: start, mellemfase, foreløbig slutfase - og nystart. Og den skrives gennem analysedimensionerne ressourcer, interesser og rum, der har at gøre med de almene grundforhold i en udviklingsbevægelse.

1.   Startfasen:

Problemet om forening af givne ressourcer.

Året er 1980, hvor det bliver mere og mere umuligt at videreføre kampen mod statens nedskærings- og disciplineringspolitik. Det gælder både i arbejdet indenfor det partipolitiske og generelt indenfor studenterbevægelsen. Man kommer ikke igennem på de kampområder, der er valgt ud, prioriteret; og der kommer nye området til, som man ikke selv vælger. Den eksisterende studenter- og fraktionspolitiske struktur er åbenlys ved at smuldre som modmagt. Tilstadighed mangler der ressourcer til det ene eller andet ”store slag”; og de ressourcer, der er, bruges overvejende til en slåen på tromme for flere, og organisere dem yderligere. Socialpsykologisk er der tale om en gåen på symptomet, fremfor til det tilgrundliggende uformulerede problem. Men mange er også kørt trætte og kun få nye er i de senere år gået med i arbejdet, hvorfor den politik, der kan udvikles, er den selvsamme, der ikke duer længere.

På psykologi prøver man at sejle op mod dette - denne abstrakte kamp-isme - ved at prioritere det faglige indhold i det politiske op. Og nogle tværkritiske fora med centrum i debataftener om ”marxistisk psykologi” ser dagens lys. Men alle dør hurtigt.

I første omgang grundet, at perspektiverne ikke synes at lade sig udvikle ud over det eksisterende; altså forsvarspræget, hvor alene fastholdelsen af det fagkritiske var omdrejningspunkt, hvorved også de eksisterende fraktionspolitiske modsigelser helt kom til at dominere det nye felt. I anden omgang fordi de involverede marxismeforståelser ikke syntes at muliggøre en berigelse af hinanden i relation til den fælles genstand - psykologien - hvor de, der var på tale, var:

a - marxismen som ”sand”, og med begrebet herom: den historisk-dialektiske materialisme (Diamat). Den historisk-dialektiske materialisme var det samlende begreb i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og vel i halvdelen af Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

b - marxismen som ”alene en teori om økonomiske strukturer”. Det gælder Freudo-marxismen, Kapitallogikken og Althusser’s strukturalisme. Det politiske udtryk herfor var Fagfronten og den overvejende del af VenstreSocialisterne. Og

c - marxismen som ”almen subjektvidenskab”, hvor det var uorganiserede[2], dele af KAP, lidt VS og DKP, der var politisk bærer.

En tredje grund til at de tværpolitiske fora forblev døgnfluer må findes i det forhold, at hvis de involverede standpunkter ikke tilkender faget/genstanden en substans at udvikle gennem fælles praksis om den, så er der ingen indre berøringspunkter at gribe hinanden med - hvilket kapitallogikken, strukturalismen og delvis også freudomarxismen og Diamat-tænkningen spærrer overfor respektivt forbigår.

Med det tværkritiskes fallitbo og fraktionernes fagkritiske ditto, er der kun den mulighed tilbage, at der dannes interessegrupper omkring det bestemte standpunkt, der ønskes bearbejdet. Subjektet her er den enkelte, og hvorvidt og i hvilken grad standpunktet bliver overindividuel i samfundsmæssig fortand afhænger nok af de konkrete betingelser for arbejdet og for, hvordan der arbejdes med det, men dog primært af, hvorvidt standpunktet er almengørelsesdueligt for flere i samme situation ved at blotlægge handlemuligheder indenfor rækkevidde og ved at vise vej for overvindelse af handlenødvendigheder.

Forum for Kritisk Psykologi opstår i 1981 som en sådan interessegruppe, der har overlevet om et bestemt standpunkt. I første omgang var det et forslag om at gøre kritisk psykologiske tekster mere tilgængelig for flere, der samlede. Det drejede sig om intern udveksling, samt om formidling af kontakter vedrørende bøger fra Tyskland, hvor der allerede var en kritisk psykologisk tradition centreret omkring Freie Universität i Berlin. Der viste sig hurtigt at være behov for mere end blot dette; og man begynder at mødes i smågrupper omkring begrebet Kritisk Psykologi, der forstås som bestræbelsen på indenfor marxismen (:marxismen som almen subjektvidenskab) at udvikle en videnskabelig psykologi. L.Sève, J.Zelený og W.F.Haug var her væsentlige inspiratorer på det filosofiske og det samfundsteoretiske niveau; V.Schurig på det evolutionsteoretiske; og Klaus Holzkamp, U.H.-Osterkamp, F.Haug og O.Dreier indenfor det mere specifikt psykologiske.

Een af smågrupperne befinder sig på daværende tidspunkt sidst på studiet. Og er senere blevet til en ”færdig”-organisering, der ikke har ønsket at ha’ med studerende at gøre. Så idag er der to organiseringer: een for færdige, og een for studerende og færdige[3]. Og det er den sidste, jeg her vil koncentrere mig om[4].

Tilbage til smågruppestrukturen, hvor der hurtigt blev etableret 5-6 arbejdsgrupper - terapi, oversætter, fagpolitisk, læse- og praksisgrupper - der mødtes næsten ugentligt. Og som på skift stod for afholdelsen af et fælles månedligt forummøde, hvor der blev udvekslet ideer, nedsat nye grupper, og arbejdet med forskellige temaer ud fra en kritisk psykologisk indfaldsvinkel.

Ud over det indholdsmæssige på månedsmøderne, der var givet ud fra smågruppernes arbejdstema, var det centrale i de fælles debatter, hvordan Forum kunne forbinde sig aktivt til det studenterpolitiske liv, til ens egen praksis, og til livet udenfor studiet. Een gruppe arbejdede eksempelvis med ”modsigelser i studenterliv”; en anden var aktiv i forsøgene på at etablere et studenterhus i København - en aktivitet der lykkedes i[5]. Og håbet om systematisk at kunne lære i en kritisk praksis - udvikle faget, sig selv, systemet/kvæle kapitalismen ved at tage det på ordet som genstand for samfundsmæssigt arbejde, forunderlig og udviklelig, fælles som fælles - opstod og blev en væsentlig drivkraft. Vi blev en gruppe af løst tilknyttede personer, men hvor der var meget stærke bånd, følelser og arbejdsfællesskaber mellem de enkelte.

Men dette var ikke nok. Efter et år til halvandet begyndte flere grupper at smuldre: enten havde de ligesom opfyldt deres opgave for de involverede, eller også var de - og Forum - blevet til pligtaktiviteter, der ikke kastede tilstrækkelig udviklingsstøtte af sig til opfyldelse af alle de andre daglige livspraktiske krav, opgaver og fornødenheder.

Hertil kom også problemet med en begyndende specialisering mellem Forum-aktivister, hvor det nok var sådan, at der var en gensidig interesse i hinandens arbejdsfelter, men muligheden for også at bruge hinandens kompetence i udviklingen af eget felt oa. gav de månedlige møder ikke.

Mao. havde vi endnu ikke konkret formået grundlæggende at løse det kapitalistiske paradoks, hvordan man skaber en livssammenhæng, der styrker den enkeltes fremadrettede livspraksis, og dermed vore allesammens.

På dette problem om samlet desintegration begyndte flere grupper at trække kompetence ind udefra - fx. fra arbejdende psykologer - til månedsmøderne, hvor ”de” så kunne fortælle, hvad ”de” gjorde. Det gjorde de så; og vi blev færre, idet en sådan ”gulerodsstrategi” kun duer som inspirator til at åbne et fastlåst arbejdsfelt, når der samtidig er aktivitet om, hvordan man selv skal og kan forestille sig at udvikle eget arbejde. Dette var ikke tilfældet bredt set.

”Gulerodsstrategien” blotlagde dog en masse modsigelser, bla. mellem praktikere og teoretikere og mellem lønarbejdere og studerende, hvor pragmatisme stod overfor aktivisme, og praksisløsninger overfor teoretisk stringens; men disse modsigelser kunne ikke holdes i bevægelse og løses indenfor et arbejderklasse- og venstrefløjs-standpunkt, idet der ikke var et medie for deres bearbejden. Noget af betingelsesgrundlaget for videreførelsen af to organiseringer med samme målforestillinger er at finde her - og særlig i effekten af de uløste modsigelser, idet sådanne trækker adskillelser og spaltninger med sig, der så let som ingenting lader sig kapitalisere bagom ryggen på de involverede/berørte.

Nå. Men vi begyndte at se os om efter en ny organiseringsform. Og som man plejer at gøre, når dette er et problem, afholdtes nogle organiseringsmøder: få deltagere og intet udbytte. Månedsmødestrukturen gik i opløsning. Problemet var som sådan klart nok: vi havde som gruppe ingen kontakt udadtil på egne præmisser, og dermed heller ingen fælles praksis i arbejdsmæssig forstand. Subjektivt manifesterede dette sig som en uforpligtethed overfor hinandens fremtidige liv, idet kun (den fortidige) historie bandt os sammen. Hertil kom også, at studiestramningerne med øget disciplinering, dårlig økonomi med meget erhvervsarbejde mm. gjorde sit til, at borgerlig tilpasning kunne ”betale” sig. At psykologien blev udhulet, og restgruppen - de, der ikke kunne få kvalificeret vejledning, de i forvejen isolerede, de særligt studiebetingelsesramte, der dropper ud - voksede, (for)blev usynligt for det flertal, der kæmpede os krummerne. Udenom os var Anker Jørgensens udtalelse fra 1981 om ”ro som udtryk for modenhed og forståelse, der er for de økonomiske problemer i det danske folk” til fulde stadig dækkende, omend det var afmagten, der på god reformistisk vis blev omfortolket til bureaukratisk udnyttelse.

En studietur i 1982-83 til en kongres om Kritisk Psykologi i Tyskland blev det, der bragte os sammen igen. Fed tur, der gav os ideen til selv at afholde noget større samlet, for det var ikke sådan, at der slet ikke skete noget rundt omkring, men vi arbejdede bare isoleret fra hinanden. Udgangen herpå blev et Weekendseminar, hvor alle personer og projekter på een gang kunne komme til orde fagligt-indholdsmæssigt.

Og dette er indgangen til mellemfasen.

2. Mellemfasen:

Problemet om sam-arbejdet om de forskellige/forskelliges interesser.

Der skrives nu 1984, hvor der som erklæret formål ligger at arbejde sammen om udviklingen af det almene grundlag for en psykologisk videnskab. Dette indbefatter også det videre opgør med, at psykologien kun kan bestå af (konkurrerende) skoler, hvor det så ikke bliver bedre af, at det alene er borgerlige/traditionelle skoler, der i praksis og udadtil tegner psykologien.

Men efter Seminaret stod vi lige pludselig selv med divergerende opfattelser af det grundlæggende i en psykologisk teori og metode (indenfor marxismen) - eller var det blot forskellige niveauer indenfor samme genstandsbestemmelse, som der blev arbejdet på, og som endnu ikke var (blevet gjort) synlige overfor hinanden i deres indre sammenhæng.

Seminaret var imidlertid også en succes, idet der var en gensidighed omkring målforestillinger, så problemet om divergerende opfattelse - eller hvad det nu var - blev taget som en udfordring. Og næste seminar havde fået sin energi at finde form igennem. Siden da er der troligt blevet afholdt halvårlige Weekendseminarer, hvor 25- 45 har deltaget, og med emner som:

terapi, ideologi, mandepsykologi, kvindepsykologi, opportunisme, seksualitet, det ubevidste, alternativ rådgivning, aids, skilsmisse, kollektivitet og samværsformer, parforhold, emotionalitet og affekter, et bedre liv, studenterpolitik, teori og praksis, fremtidsværksted, neuropsykologi oa.

Nogle seminarer har haft et overordnet/gennemgående tema, som de enkelte indlæg har forholdt sig til; andre seminarer har været opbygget den anden vej; andre seminarer igen har haft workshopkarakter, andre blot opbygget ud fra serielle indlæg, ligesom hvert seminar også har indeholdt en introduktion til kritisk psykologi. Her udover har der gennem tiderne været indslag af alt fra sport, tegneterapi, massage, healing, meditation til lege i kædevis.

Seminarformen, der gav de enkelte arbejds- og projektgrupper mulighed for fremlæggelse af deres arbejde, når de var parat dertil, var imidlertid ikke den eneste nyskabelse, dette gode skelsættende 1984. Allerede inden det første seminar - og hvad dette seminar også viste - var det forholdsvis klart, at det ikke ville være muligt for på simpel vis blot at snakke os igennem vores forskelligheder og modsigelser, idet disse også var funderet i forskelligartede praksissammenhænge, som den grund, hvorudfra de involverede tematiserede deres genstand.

Det var et teori-praksis-problem , vi stod i og med.

den teoretiske side var det problemet, at nok eksisterede der til konkret praktisk arbejde psykologiske almenbestemmelser udledt og begrundet på marxistisk/genstandsbundet vis, dvs. funktionelt-historisk oparbejdede kategorier gennem analysen af naturhistorien, af dyr-menneske-overgangsfeltet, og videre op gennem den menneskelige samfundshistorie til deres formbestemmelse under kapitalismen. Men disse almenbestemmelser og deres konkrete formbestemmelser var stadig meget almene og gav derfor kun meget overordnede sigtelinier for greb og udvikling af konkret psykologisk arbejde. På den anden side var der uklarhed/uenighed om, hvordan de eksisterende almen-bestemmelser kunne/skulle videreudvikles gennem oparbejdning af forholdet mellem samfundshistoriske almenbestemmelser og konkret-almene formbestemmelser i konkret forstand i bestræbelsen på udviklingen af en kritisk psykologi. Særligt er der her en uenighed, der går på, om det er nødvendigt at operere med et alment - men også historisk udvikleligt - samfundsformsniveau med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv. Men hvis der ikke opereres med/på dette niveau - hvis dette skridt ikke tages - så er det ikke muligt at hævde samfundshistorisk producerede love, hvorved den menneskelige praksis bliver reduceret til skæringspunkter mellem noget over- og noget undergribende, hvor det kommer ud på eet om det kaldes kosmologi/naturhistorie, stat/privatejendom eller andet. De menneskelige subjekter kan da ikke længere begrundes i deres egen historie - og metafysikken må snige sig ind. Om begrebet om samfundsform selv ender i metafysik, dét må historien vise.

I praktisk forstand, på den praktiske side af teori-praksis-forholdet, sloges vi som gruppe med problemet om, at en kritisk psykologi kræver en kritisk praksis i samfundsmæssig forstand; at det mao. ikke er nok at handle indenfor de eksisterende former med en ”ny og kritisk” teori, idet dette ikke overvinder bevidsthedsfilosofiens idémæssige og abstrakt formålsbestemte tilgang til verden. Marx’ ikke-princip om udvikling af virkelighedens nye principper gennem greb om virkelighedens egne, fremfor ”Hier ist die Wahrheit, hier kniee nieder!” var stadig ladt tilbage at overvinde i vores praksis. Eksistensen af ”røde” lærere på Universitetet - endelig! - og fagkritikkens samtidige dødvande sidst i 70-erne og først i 80-erne er en bekræftelse ex negativo herpå. Men også på helt egen grund sås problemerne, idet bekendt kritisk psykologisk arbejde institutionelt af de enkelte blev fremstillet på den måde, at der i nogen sager blev arbejdet kritisk psykologisk, men i andre - pga. tidspres mv. - ellers traditionelt, hvad der især fra studenterside blev kritiseret for at være en defensiv afværgestrategi - for sådan arbejder traditionelle psykologer også med deres teori!

Det er derfor ikke nok bare at blande sig i en ”debat” med sit ræverøde standpunkt; standpunktet må selv i praksis almengøres, dets perspektiv selv udvikles ved at udvikle praksis til en kvalitativ ny form herfor, ellers er ”debat”-standpunktet heller ikke selv tilstrækkelig for videre fælles udvikling. Omvendt er det dog også klart, at en ny/anden tilgang til praksis tvinger praksisforhold til at bevæge sig anderledes, hvor nye bevægende momenter kan aktiveres. Men i sidste instans er det selve formen, der sætter grænser for de kvaliteter, der kan udvikles. Og da det netop er nye kvaliteter - duelige - der er udviklingsopgaven at befordre, så kan kritisk praksis ikke begrænse sig til arbejdet med og i de eksisterende former, men må søge ud af dem, ud over dem, praktisk som teoretisk. Marxismens videnskabelig kan siges at bestå i det livspraktisk begrundede teoretiske og metodiske arbejde hermed, idet løsningen af modsigelser er den eneste vej historien kender.

En ekstra krølle på formniveau er også, at der eksisterer former, der ikke selv er duelig for almengørelse, hvorfor der indenfor selve formen ingen modsigelser er, der peger ud over den. Det gælder til eksempel fænomenerne stat og arbejdsleder, der kun kan eksisterer ”deroppe”, når noget/nogen er under, hvor en almengørelse da er negation af muligheden for fænomenets eksistens overhovedet.

Ovenstående focus på kritisk praksis i samfundsmæssig forstand kan siges at rejse en praksiskritik af det eksisterende, der ikke umiddelbart indfanges, eller lader sig indfange, af de historisk afledte psykologiske almenbestemmelser, hvor kapitalistisk formbestemte de end søges konkretiseret historisk nedefra, idet sagsforholdene også og væsentligst er overgribende sociologiske fænomener af konkret biografiske køn- og klasseforhold, der har deres egen historisk udviklede særegne logik indenfor den totalsamfundsmæssige udviklingsproces. Forud for en bestemmelse af psykologiske sagsforhold går derfor en samfundshistorisk bestemmelse af den praksisform, og dennes mulige fremtidige placering og funktion, om muligt nogen, hvor indenfor der handles.

Teori-praksis-problemet fremstiller derfor en livspraktisk modsigelse, som det gælder er at være, komme, på højde med empirisk-konkret; snarere end at være et problem, der kræver umiddelbare løsninger indenfor de eksisterende former, hvor det mere er modsigelserne, der skal holdes i bevægelse.

Og een måde, en mulighedsbetingelse herfor, er skabelsen af egen praksis om fælles genstand(e) udenfor eller som en overbygning på den privat-offentlige dimension, idet teoretiske og praktiske udviklingsforhold da kan holdes i bevægelse på historisk egen relative grund.

Og denne mulighedsbetingelse bliver grebet. Forskellige tiltag på praksisledet teoriudvikling - med det alment-samfundsmæssige som fixpunkt - ser dagens lys, bla. indenfor områderne psykologisk rådgivning, mands- og kvindeproblematikker. Af disse tiltag er det rådgivningen, der har ”bidt” sig fast i en bredere sammenhæng, og den fungerer nu som ”Regnbuen - alternativ psykologisk rådgivning” i Studenterhuset ved Københavns Universitet - med et arbejdsfelt, der strækker sig fra individuel vejledning/rådgivning/terapi til bredere socialpolitiske tiltag[6].

Kan overgangen til praksisarbejde med involverede/berørte på egen grund ses gennem udviklingen af nye former for teori-praksis-forhold, så kan den videre udvikling heraf imidlertid ikke gribes gennem dette to-ledede skema om teori- og praksis. Snarere bliver der tale om et treledet skema af teori-praksis-empiri-forhold, idet egenarten/formen for/i den bestemte praksis (:den særlige form for samfundsmæssigt arbejde) er og må blive en integreret del af den teoretiske handlen gennem det empirisk forefundne, såvel indenfor praksis’ selv som ud over den.

Overgangen til praktiseringen af et treledet skema af teori-praksis-empiri giver såvel nye standpunkter som perspektiver for praksisudvikling, som det er værd at fæstne sig ved videre frem.

For det første er det muligt at fastholde den marxistiske teori’s konkrete problemorienterethed (dens anti-ideologiske effekt): det er det eksisterende hér, der kan almengøres, der skal udvikles, og udvikles indefra af de involverede/berørte selv, og det er det teori skal åbne op for, muliggøre. Med forbund indefra og ud.

Og for det andet muliggøres en begrundet erfaringsudveksling mellem praksisprojekter - fremfor abstrakt transport af andres/tilfældige ideer - idet deres praktiske grund for netop dén måde at gribe og udvikle praksis på selv kan ses i begrebet herom. En produktiv tilegnelse af verden kan for alvor begynde, idet en sådan også kræver egnede redskaber at lære med.

For det tredje muliggøres en praktisk overvindelse af den med bevidsthedsfilosofien forbundne duale tænkemåde, og af det abstrakte for og imod totalitetstænkningen. Det er hverken-eller en global teori eller både-og en lokal praksis, der kan/skal være fremtidigt fikspunkt, men snarere er det dét samfundsmæssigt udviklelige, der skal plejes, støttes og ha’ konkret-almen værensform i den plurale virkelighed. Totalitetstænkning eller ej er ikke længere problemet; det er derimod praktiseringen af det samfundsmæssige i forholdet mellem det almenes standpunkt som ”expressiv totalitet” og det enkeltes som ”artikuleret organiseret enhed” (W.F.Haug). At supplere marxismen med andre teorier - fx. indenfor enkeltområder - er da udtryk for ensidig totalitetstænkning, hvad der også er tilfældet, hvis marxismen forudsættes a priori at have specifik udsagnskraft indenfor alle enkeltområder. Alternativet hertil er derfor at bruge marxismen til at udvikle enkeltområder, hvad der er at skrive deres særegne status og logik ind i marxismen selv, hvorved også marxismen undergår sin udvikling. Dette er at koncipere, hvad en genstand svarer, kaster af sig, afslører om sig selv, når den gøres til samfundsmæsigt arbejde.

Organisationsmæssigt er der fra 1984 tale om en differentiering af arbejdsgrupper i interesse- og praksisgrupper. Nye grupper dannes nu typisk på seminarerne, lige såvel som hvert seminar nedsætter en ny planlægningsgruppe til forberedelse af næste seminar. Det er også en tid, hvor et organisationsmæssigt princip begynder at vokse frem; og det er princippet om autonome grupper uden omsvøb, hvor selve udviklingsopgaven indadtil er at gøre sig til strukturel effekt for udviklingen af en selvstændig fagpolitisk kultur. Opgaven udadtil afhænger derimod af gruppens specifikke genstand, tema eller emne, og som disse organisk kan forbinde sig med andres arbejde herom.

I forlængelse heraf skal det tilføjes, at der aldrig reelt er blevet lavet kollektive prioriteringer, hvilket kan gi’ en organisationsmæssig skrøbelighed fra tid til anden. Men til gengæld er engagementet så båret af lyst og samfundsmæssig nødvendighed til at arbejde for egne og kollektivets fremtidige muligheder.

Fra l985-87 er der tale om en stille og rolig voksen af Kritisk Psykologisk Forum. Det eksisterer fra seminar til seminar; og dagligt gennem fagkritiske projekter indenfor næsten alle områder af psykologien/psykologistudiet, samt gennem praksisgruppernes arbejde. Interessegrupperne er i denne periode nærmest identisk med projektgrupper, medens praksisgrupperne ligeså med møje og besvær søges at almengøre deres erfaringer ud fra den nye praksis, som de har fået stillet sig i.

Men 1985-87 er også en udviklingsperiode, hvor der både kommer nye aktivister til og hvor arbejdet trækkes imod et stadig tættere og dybere engagement i det studenterpolitiske, fagforeningsmæssige og andre venstrefløjsaktiviteter. Fugl Phønix var kommet os i møde med en fælles kritisk praksis; vi var blevet en kraft for os selv og andre. Der begynder at komme en tid, hvor ”den lange afmatnings historie” endelig synes helt at have sluppet sit tag, både hos os og udenfor - og der går ikke mange dage mellem, at der deles nydelse over ”har du hørt, hvad de andre, dem & dem, er i gang med at udvikle der ude i verden”. Det er forårstid med en stadig åben midte og ustivnende formål.

Men det er også en tid, der ender med at stille os kronisk overbelastet med arbejdsopgaver af enhver art. Manglende (mulighed for) koordinering bidrager hertil, og der finder meget dobbeltarbejde sted, også uden at de nye spirer til nye aktiviteter/perspektiver synes at finde fodfæste hos hinanden i ny fælles praksis.

Vi havde kunnet ’svare igen med udvikling’ på problemer om involveredes forskellige eller modsatrettede interesser. Men disse måtte også bringes videre frem: der måtte være et rum, hvor de kunne mødes - et rum, hvor vi også kunne være subjekter for overvindelsen af vores belastninger, dobbeltarbejder og mangelfulde koordination. Og med dette starter 3.fase, hvor også dette tidsskrift om Kritisk Psykologi planlægges og begynder at udkomme.


3. Foreløbig slutfase - nystart:

Problemet om fremskaffelsen af tilstrækkeligt handlerum.

De halvårlige seminarer har nu fået en slags fast form. De er himmelvid forskellige, men vi er begyndt at få traditioner - og en slagsang udbygges på ny hver gang. Vi ved, hvor vi kan møde nogen, vi ellers ikke ser til daglig. Og seminarerne bliver også meget et sted, hvor venskaber og kæresteforhold mødes på grunden af fællesfølelser af lyst til at være virksom.

Vores samlende problem om belastning, dobbeltarbejde og mangelfuld koordination bliver nu taget op af seminarplanlægningsgruppen, der forbereder et Fremtidsværksted under temaet ”For et bedre liv”.

Udgangen af dette weekendseminar blev et fælles tema/perspektiv om kollektiv livspraksis for arbejdet frem, hvor det fik følgende underpunkter at blive udviklet igennem:

seminarerne; aktivitetsrum omkring studie, politik, bo og arbejde; koordination og fællesprioritering af alle, alle psyk’er, alle kritiske psykologer; samvær/samværsformer; Fulda (Ferieuniversitet i Tyskland efterår 87); etablering af forskningsgrupper; og livsfylde.

Mange nye arbejdsgrupper så også dagens lys:

praktisk formidling; formidling af forskning; hjernegruppe; Kritisk Psykologisk Råd (månedlig fællesmøde); koordineringsgruppe; nærmiljø og mødeformer; fagkritisk gruppe; økonomigruppe; biblioteksgruppe; mobiliseringsgruppe; aktionsformsgruppe; og fabriksgruppe (månedlig debataften).

Nogen grupper kom igang, har også fuldført deres aktuelle opgave, medens andre grupper stadig lader vente på sig.

Med fremtidsværkstedet - der først og fremmest betyder en væsentlig udvidelse af vores organiserede arbejdsfelt - bliver det muligt at skimte organisationsmæssig kontakt til andre kritiske psykologer, særligt i Tyskland. Men adskillelsen til den anden organisering, ”færdig-”organiseringen, bliver også tydelig som et problem, der spærrer for udviklingen af en videre fælles praksis. I negativ forstand er det også ”mangler” indenfor rammerne, der fører opmærksomheden ud af dem - for til stadighed bruges der megen energi på at reetablere vores struktur. Den er ikke selvkørende, selvudviklende - endnu! - hvilket også fortæller om et rum, der er for snævert.

Det lykkedes dog ikke at overvinde adskillelsen til ”færdig-”organiseringen - den blev tvært imod stadfæstet af selvsamme, hvilket må ses som et for dårligt arbejde med det særlige i de to organiseringers teori-praksis-empiri-forhold. Men en studietur til et organiseringsmøde i Tyskland skabte kontakter og gjorde os til een region af fire (de tre andre i Tyskland: Syd, Vest, Nord). Muliggjort hermed er direkte erfaringsudveksling, fælles brug af fælles krafter, samt kontakter, der gør det muligt for os at holde organisationsmæssig (arbejds-)ferie hos hinanden - hvilket allerede er gået igang. De andre Skandinaviske og Europæiske lande må blive næste overregionale skridt.

En yderligere frugt af Fremtidsværkstedet var oplevelsen af at være en del af en subjektiv faktor, også konkret og sanseligt. Det frisætter, og skaber mulighed for politiklægning netop dér, hvor der handles ud fra.

Et moment heri har været udviklingen af begrebet om en fagpolitisk strategi, om forholdet til partier, bevægelser og staten.

Medens dette tidligere har kunnet begrundes implicit indenfor den kritiske psykologi selv - videnskabeliggørelse af psykologien - så stiller problemet sig samfundsmæssigt i samme grad, som den kritiske psykologis arbejdsvirksomhedsstruktur ikke længere lader sig reducere til udadvendt/udadgående respektivt indadvendt/indadgående praksis, hvilket netop er tilfældet, når den subjektive faktor kommer på begreb i og genmem praksis. Falder den kritiske psykologi under dette niveau, eller tager den ikke dette skridt, så bliver den også halehæng til den samfundsmæssige udvikling, hvilket også er det samtidige svigt af dens genstands videnskabeliggørelse. Det samme gør sig også gældende, hvis den lader sig reducere til at udtrykke eksisterende partsinteresser.


Men hvad er da strukturen i en fagpolitisk strategi. Næppe andet end at se det fagpolitiske rum som en omvendt paraply, hvor hver pind i paraplyskærmen er videnskabsobjekter under partier og bevægelser, og med staten ovenover sig/dem; den stat, der skal overflødiggøres gennem kollektiv-personlig udvikling fra neden. Skematisk således:


En fagpolitisk strategi må imidlertid også være mere end ovenstående, idet dette kan kritiseres for at mangle eller forbigå organisationsstrukturer af fag- og arbejdsgiverforeninger. Men denne kritik, kritikken heraf, er den nye overbygning af ikke-stat, der netop skal udvikles, skabes på almen måde. En fagpolitisk strategi er derfor revolutionær voksen ind i kommunismen gennem ophævelsen af den privat-offentlige dimension indenfor det fagpolitiske rum selv, hvorved også det socialistiske kommer til sin egen ret.

Nu har begrebet om subjektiv faktor under kapitalismen - eller generelt i statssamfund - ud over ovenstående politikside også en økonomiside. Og en fagpolitisk strategi må her sætte borgerløn på dagsordenen, for kun her igennem lader det fagpolitiske rum sig almengøre gennem fællesskabet om det. Borgerløn for de, der vil ha’ det - lønpresset/-trykket kan da ophæve sig selv for resten, hvor det som effekt så også bliver synligt, hvad et arbejde skaber og ikke-skaber af ret til og pligt over private ejendomsmuligheder.

En fagpolitisk strategi kan samles gennem ”forbund fra neden, globalt”; men de samfundsmæssige rum, som det vil lykkes at erobre/skabe, og som netop tillader en handlen udadtil og indadtil i fællesskab, kan kun overleve gennem deres egen samfundsmæssige almengørelse, idet de - modsat staten og kapitalens organiseringer - ikke har noget at falde tilbage på, men kun fremtiden som frihedens undfangelse i nu’et. Men organiseret! - da frihed er en social kategori. Som Marx slutter i ”Den Tyske Ideologi” må samfundets individer omstyrte staten for at hævde deres personlighed, deres menneskelige ret. Men når dette tages som genstand for samfundsmæssigt arbejde, så er det ikke længere bare individer, der står overfor samfundet, staten, men menneskelige personligheder i sociale sammenhænge, samfundsmæssige subjekter af arbejdskollektiver og virksomme bogrupper. Begrebet om de ”forenede producenters magt” indfanger dette om kooperation som specifik menneskelig produktivkraft - og som udtryk for proletariatets kraft - men det er under abstraktion fra, at samfundsmæssig produktion altid er arbejdsdelt produktion, hvor det kun er den tvungne arbejdsdeling, der forudsætter og betinger magt.

En fagpolitisk strategi kræver derfor også en ikke-tvungen, men videnskabeliggjort arbejdsdeling som perspektiv og fikspunkt, hvor det overordnet må dreje sig om samvirket mellem naturvidenskaben, hvor vi lærer naturens love, dem vi lever af, at kende, og samfundsvidenskaben som det vi lever igennem, dét vi har bevidsthed i og om måden vi producerer vores livsfornødenheder på og derigennem os selv: det sociale vi griber med vores hænder og måden vi flytter fødderne på, og det psykologiske, hvor vi hver især er individuelt subjekt for vores liv.

Langsigtet må det derfor dreje sig om udviklingen af en bæredygtig, dvs. genstansforbundet, arbejdsdeling mellem de fagpolitiske organiseringer, der tager deres videnskabsområder og grene på ordet som genstand for samfundsmæssig forandrende praksis. Paraplyskærmens ”pinde” vil herigennem kunne finde den overbygningsform, hvor igennem frihedens rige - den almene samfundshistorie - organiserer sig selv.

Ovenstående tegner også aktuelle problemfelter indenfor Kritisk Psykologisk Forum.

For det første må vi til stadighed bruge mange ressourcer på at oparbejde det naturvidenskabelige og det sociologiske felt, idet disse på hver deres måde er en forudsætning for en videnskabelig psykologi. Konsekvensen pt. synes at være, at vi havner i en underprioritering af vores eget specifikke område, af vores egen genstand. Ligeså må det omvendt gælde, at såvel naturvidenskaben som sociologien må falde under det samfundsmæssigt mulige, hvis ikke subjektperspektivet udvikles fortløbende - også herinden for.

For det andet er - og har det været - svært at lade interesse- og projektgrupper vokse til praksisgrupper, hvor der konkret-organisatorisk arbejdes for og med andre involverede/berørte. Aktuelt er det også kun rådgivningen Regnbuen, der fungerer som praksisgruppe.

Måske er det tiden også praktisk at tænke tværfagligt om kritisk psykologisk praksis.

Til slut.

En positiv historie har ingen slutning andet end dét, den bringer med sig. Selv har vi fået et rum, der tillader os at handle udad- og indadtil i fællesskab. Vi har også konflikter - selvfølgelig - men de slår os ikke ihjel, når vi stiller opgaven, hvad vi har forbigået eller mangler at bevæge, forandre og udvikle i vores fælles verden. Det er problemet om at komme ud af privatheden og også leve af det; og det kan man ikke typisk idag under statskapitalismen. Men er der et andet menneskeligt eller langsigtet perspektiv at insistere på at kunne end dette overhovedet.

Det springende punkt for opbygningen af en fagpolitisk organisering er derfor, at den bygges op og lader sig bygge op i perspektivet at skabe duelige handlemuligheder for flere overfor den nuværende samfundsmæssige kontekst. Dette perspektiv og måden den bygges op på må dog være så almen, at den selv er med i dén alternativitet, der hedder socialismen - for hvis ikke socialismen skulle vokse ud af det nuværende, hvor skulle den så komme fra.

                                                                                                                      ¤


BRECHT[7].

”En lærer og en elev diskuterer filosofi. Læreren beder sin elev SiFu om at nævne filosofiens hovedproblem:

SiFu:           Er tingen udenfor os, i sig selv også uden os, eller er tingen i os, og ikke uden os?

Læreren:      Hvilken mening er rigtig?

SiFu:           Problemet er aldrig blevet løst.

Læreren:      Hvilken holdning har de fleste filosoffer?

SiFu:           At tingen er i os, og ikke uden os.

Læreren:      Hvorfor blev problemet aldrig løst?

SiFu:           Den kongres der skulle afgøre problemet fandt sted på et kloster ved Den Gule Flods bred. Spørgsmålet der blev diskuteret var:                    Eksisterer Den Gule flod i virkeligheden eller kun i vores hoveder?

                   Midt under kongressen begyndte der at løbe smeltevand ned fra bjergene. Den gule flod gik over sine bredder og skyllede klosteret                    og alle deltagerne væk i floden. Derfor blev beviset for, at tingen er i sig selv, udenfor os, også uden os, aldrig ført.” 

                                                                                                          ¤


TERAPI - ET FÆLLES PROBLEM OM AFMAGT, AT DET EKSISTERER OG OM DETS OVERVINDELSE SOM EN DEL AF KAMPEN FOR SOCIALISMEN[8]

Overskriften henviser til to indlysende forhold; for det første at terapi er en virksomhed mellem flere, og at det foregår i en social sammenhæng indenfor en bestemt kontekst, i dag den kapitalistiske; og for det andet at terapi er en måde at arbejde med samfundsmæssigt og individuelt stillede problemer på, hvor måden disse problemer gribes på har betydning for den samlede og langsigtede problemløsningsproces for alle.

Disse to forhold er ikke specifikke for terapi. De gælder for al social virksomhed. Og man må derfor spørge, hvad der er særligt for den type virksomhed, der kaldes terapi. Vi stiller spørgsmålet om, hvad terapi er.

1. HVAD ER TERAPI EGENTLIG?

Her viser det sig, at der er næsten ligeså mange svar, som der er personer, der forholder sig hertil. Uendeligheden heri understøttes også af forestillingen om, at hver person må, skal, finde sin helt egen form - terapeut såvel som bruger - fordi terapi er en individuel virksomhed, hvor det afgørende er den helt særlige, individuelt-personlige kompetence hos terapeuten overfor et ligeledes helt individuelt og unikt problem hos brugeren.

I praksis sker der imidlertid en indsnævring af svar. Og man kan derfor tale om almengjorte terapisystemer og -former, hvor et terapisystem er den overordnede behandlingsmetode, fx. individualterapi, og terapiformen er teknikken, fx. samtale. System og form svarer til begreberne strategi og taktik, og de kan slå over i hinanden afhængig af niveauet, der arbejdes på.

Reduktion af terapi til teknik.

Ligeledes finder man i praksis terapi indsnævret til spørgsmålet om et givet terapisystem og -form overfor et givet problem, altså reduktion af terapi til teknik. Dette viser sig ved at behandlingssteder kan specialisere sig i bestemte terapisystemer/-former. Fx. modsvarer anstaltpsykiatriens diagnoseapparat, at man skal tage imod alle typer af brugere; Stolpegårdens gestalt- og gruppeterapi modsvarer, at man her frit kan vælge, hvilke brugere man vil arbejde med - de skal så omvendt ”passe” til terapisystemet/-formen.

Der findes i praksis også en anden tendens, der går den modsatte vej: at en        given teknik blæses op til verdensanskuelse, fx. gestalterapien: at leve i nuet, være sig selv, være uafhængig osv osv. I forskellige healing-systemer ligger der også denne tendens, men pga. deres kun ”indvendige” proceskarakter må disse føre til en skarpt adskilt fungeren: ren tilpasning og konformitet udadtil, på arbejdet osv, og så liv, udvikling og frigørelse hjemme, i fritiden, i weekenderne osv.

Terapi som dét, der virker!

Snævert knyttet til problemet om den tætte relation mellem teknik og problem, er spørgsmålet om det virksomme i terapi. Og her viser sammenlignende effektundersøgelser mere eller mindre samstemmende, at terapi trods alt virker bedre end ingen terapi, samt at der ikke er væsensforskel på de forskellige terapiformer[9].

Dette er direkte en ugyldiggørelse af forestillingerne om, at jo bedre en teknik og et problem tilpasses hinanden, jo bedre terapi.

Det, der derimod virker - i følge effektundersøgelserne - er mere de fælles forhold, der gør en situation terapeutisk: at terapeuten tror på sit arbejde, er åben, følsom, har interesse i brugeren - alt i alt altså den personlige kontakt.

Det ”ubestemte” i, hvad terapi er!  

Det, der i hvert fald kan hives ud af ovenstående, er, at den ærbødighed, som mange nærer overfor terapiens teoretiske og praktisk stade - eksempelvis personificeret i gamle, garvede og erfarne terapeuter - må placeres på et meget lille sted. Ikke som en desavouering af disse personer, men snarere som et åbent problem om, at man især indenfor området af psykisk koks stadig står helt på bar bund mht., hvordan der skal arbejdes og hvordan dette kan begrundes, hvis der bevidst skal gives et ordentligt bidrag til en langsigtet forbedring af livsbetingelserne og livsfylden heri.

Det ”ubestemte” ved terapi som social virksomhed kan også aflæses af den stadige udvikling af nye teknikker, der kan tages som et eksempel på, at det er uklart, hvor håndtaget på en terapipraksis egentlig sidder. Så terapi fungerer i dag mere som trøst - i bedste fald! - end som ydende reel udviklingsstøtte

Ekskurs til lægevidenskaben.

Problemstillingerne indenfor psykoterapi minder meget om dem indenfor det lægevidenskabelige område: - i århundrede har man bestræbt sig på at udvikle specifikke teknikker til specifikke ”sygdomme”, kausal behandling, men der er nu tendens til at opgive dette til fordel for at arbejde med syndromer, men stadigvæk som noget iboende det enkelte individ[10]; - at lægevidenskabens bidrag til udvidet sundhedsproduktion er lig nul eller negativ[11], hvilket også fortæller, at sundhed mere er knyttet til generelle samfundsforhold end til den videnskabelige behandling af sygdomme; - at psykiatrien kun råder over symptombehandling[12], hvorfor der også kan konstateres en psykologisering af psykiatrien (satsning på visse former for psykoterapi), som en stok ved siden af psyko- og elektrokemien.

Ventiler til omformning af protest.

Så ud fra dette kan man sige, at den store aktivitet og satsning på lægevidenskaben og psykoterapien i deres nuværende form måske ikke er meget andet end det humane udtryk for et inhumant og undertrykkende samfundsmæssigt system. Eller mao.: ventiler til omformning og tilpasning af protest til det bestående.

Positiv eller alternativ terapi?

Det må overhovedet være et åbent spørgsmål nu, om det er umagen værd at lægge kræfter indenfor vores område? Svarer man ja, så må man også stille krav om at overvinde de begrænsninger, som området i teoretisk og praktisk forstand hæmmes af. Man må have noget nyt at tilbyde - ellers kan man lige så godt overlade det terapeutiske arbejde til alle de andre ”kvaksalvere”, og i stedet kaste sig ud i partipolitik og glemme sit fag helt og aldeles. Omvendt ligger så også, at problemerne omkring sygdom og psykisk koks eksisterer ved at ramme de særligt undertrykte, hvilket må tages grandalvorligt - også i den praktiske overvindelse heraf.

Nu er det at overvinde begrænsninger ikke noget nyt. Og der kan udskilles fem faser indenfor det humane eller psykologiens område:

1.  Udviklingen af psykoanalysen i slutningen af sidste århundrede, som et opgør med psykiatrien. Idag er psykoanalysen psykiatriens anden stok. Ved århundredeskiftet var der ligeledes en kraftig spiritistisk og magisk strømning, der især rettede sig mod den etablerede lægevidenskab. Kloge koner og mænd fik en ny renæssance, ligesåvel som de har fået det idag med ”naturmedicinen”.

2.  Udviklingen af socio- og gruppeterapi i 50-erne (Maxwell Jones), hvor man inddrog alle behandlergrupper og medpatienter i behandlingen (terapeutiske samfund).

3.  60-erne og 70-ernes antipsykiatriske strømning på den ene side, og importen af østlige meditationsformer på den anden side.

4.  70-ernes øgede klasse- og kvindekamps-aktiviteter, der betød at terapi blev set som den politiske praksis, som det også er. Og:

5.  Idet 80-erne også har sit svar på ”kulturens ubehag”: på den ene side udbredelsen af krops- og bevidsthedsterapier, og på den anden side udbredelsen af selvhjælpsgrupper, Galebevægelsen mfl. - og som en midterform: prøve at klare sine problemer via aftenskoler.

Spørgsmålet er nu hvor alt dette fører hen, og om der overhovedet ligger positive muligheder, der endnu ikke er blevet grebet? Teoretisk selvfølgelig et ”ja”! Eksisterende teori om terapi er i en miserabel tilstand, og består mest i bortforklaringer af, at ethvert problem også er et socialt og dermed fælles problem - men også i praksis et ja? Selvfølgelig! Da det ikke kan være en ny terapiform, som vi søger, så må det dreje sig om at tænke om den gamle form på en ny måde.


2. PROBLEMET I TERAPI SET SOM SOCIAL VIRKSOMHED.

Dette kan indkredses på mange måder. Og som een af disse kan vi gribe fat i det forhold, at terapi på den ene side eksisterer, men på den anden side eksisterer uden nogen synderlig effekt for en udvidet langsigtet livsbemestring. To momenter blev her trukket frem:

Reduktionen.

For det første reduktionen af terapi til teknik. Problemet er her, at mennesket - i hvert fald det ”syge” menneske - opfattes som værende skruet forkert sammen inden i, eller som indeholdende et fremmedlegeme. Konsekvens: at den teraperede reduceres til en amøbe, og terapi bliver en form for psykisk gensplejsning, altså ren manipulation af ens psykiske tilstand.

Det personlige.

For det andet var der dét moment, at det virksomme i terapi var den personlige kontakt. Dette kan man sige er indlysende, når det drejer sig om mennesker, så problemet om terapi som social virksomhed er slet ikke løst ved at fremhæve dette. Kravet om at være personlig er ligeså umuligt at leve op til, som kravet om at være spontan - tager man kravet på sig kan det kun virkeliggøres ad teknisk vej, hvorved man saver sin egen gren over! Et begreb herfor er personlig instrumentalisme, og dette er alt andet end livskraft og engagement i den fælles virkelighed.

Men eksistensen af disse to momenter siger noget om det centrale i terapi:

Reduktionen modsvarer orienteringløshed.

For det første at siden det overhovedet er muligt for terapeuter at reducere terapi til teknik, til manipulation af een som organismisk amøbe, så må man som bruger være orienteringsløs i en eller anden grad i forhold til, hvordan man er indbundet i det sociale liv, samt hvordan man tackler dette.

Det personlige modsvarer isolation.

For det andet at siden personlig kontakt - empati og evnen til at arbejde hermed - virker eller er det egentligt virksomme, så må man som bruger stå isoleret i forhold til andre mht. det, der er vigtigt for een. Dvs. stå alene med sit livs skæbne, og dette i en situation, hvor man ikke kan dele tanker, følelser, handletilskyndelse, utopier, drømme, visioner osv osv, som optager een, med andre. Og dette nok særligt med dé andre, som det drejer sig om.

Overforstillet sit sociale livsgrundlag.

Disse to momenter - orienteringsløsheden og isolationen - kan sammenfattes til: at man som bruger af terapi er overforstillet (eller overforstående) sit sociale livsgrundlag; man er henvist til det sociale, udleveret, står uden kontrolmuligheder og kræfter - og mao: man har tabt håndtaget på sit liv - og dermed også på sig selv - i den sociale sammenhæng, som man er indbundet i, hvor denne sammenhæng ikke kan eller ikke vil gribe fat i een på en måde og med et perspektiv, der modsvarer hvor man står og med de interesser man har i livsfylde.

Og dét der bringer een i terapi er, at det bliver mere og mere lidelsesfyldt at måtte imødegå en stadig forringelse af ens livskvalitet uden at kunne hamle op med det i formen: vende situationen[13]. Så det at komme til terapi er en aktiv handling - og skal forstås som sådan. Så enhver snak om modstand, det ikke at være beredt mm., er i bedste fald en overfladeforklaring, i værste fald en bortforklaring af sagens kerne fra terapeutens side.

Problemet ikke individet!

Problemet er derfor først og fremmest ikke individet, men individets livssituation, og den måde som den hidtil er blevet forvaltet på af subjektet. Og dette er specielt problemet om forholdet mellem livssituationens krav og perspektiv og forvaltningsmåderne heraf.

Overordnet grundlag for manglende ”effekt”.

Det kan derfor nu heller ikke undre, at effekten af terapi (og lægevidenskaben) er så lille. Terapien er nemlig ikke kun oppe imod et fritstående individ med et såkaldt ”intrapsykisk traume”, men oppe imod en bestemt lidelsesfuld livssammenhæng for den enkelte i et undertrykkende samfund.

Der er da også en klar sammenhæng mellem individuelle problemer på den ene side, og livssituation, gruppe og klassetilhørsforhold på den anden side. Psykoser er mest udbredt i arbejderklassen og i marginalgrupper, neuroser i mellemlag, hvilket har været kendt alt for længe til ikke at være blevet taget alvorligt. Tværtimod kan det vises, at det ikke så meget er symptomer, der bestemmer valg af terapisystem/-form, men individets klassetilhørsforhold[14], således at arbejderklassen behandles med piller og elektrochock, mellemlaget med samtaleterapi. Dette kan kun beskrives som groft svineri: at terapiformer eller terapitilbud som opium lægger sig i forlængelse af, at dét, der er et socialt problem, gøres til den enkeltes individuelle problem - i forvejen er det blevet til det en gang!

Men her udover viser den snævre forbindelse mellem problemstilling, psyko-fysisk ubehag og klasse-, køns- sociallags-karakter, at terapi ikke drejer sig om et fritstående individ - men at det jo kan gøres til det!

Sociale livssammenhænge.

Når terapi således drejer sig om individet i en social livssammenhæng - en livssammenhæng, der ligger udenfor den terapeutiske situation - så bliver det også nødvendigt med begreber for de sociale livssammenhænge, hvor det at reagere med psykisk koks bliver en funktionel mulighed. Psykisk koks, symptomer kan nemlig kun ses som specifikke bearbejdningsformer af bestemte samfundsmæssige modsigelser.

En afklaring heraf kræver en større historisk analyse - som jeg springer over. Og jeg vil postulere to grundlæggende konfliktsituationer.

1.  Marginalisering indenfor egen socialgruppe. De andre vil noget andet end een selv; de andre giver aktivt deres eget lort videre, hvilket ofte støttes af det samfundsmæssige perspektiv, der ligger for gruppen. Det drejer sig især om individer i (højere) mellemlag og uddannelsessøgende.

2.  Udgrænsning af egen socialgruppe. Problemet er her, at der simpelt hen ikke er plads til een - livsrummet er for snævert for dem, der deler det. Der er intet at flytte rundt med - ikke engang et valg mellem bajere og en biftur! Det er hjemmegående husmødre, enlige mødre/fædre, kvinder over 40, arbejdsløse unge som midaldrende, pensionister mv.

Terapiens mål.

Alt i alt kommer terapi derfor til at handle om en skridtvis generobring af det sociale liv, som man er udgrænset fra, men nu i en form og med en struktur, hvor det også indeholder ens eget livsperspektiv. Dvs. et sted, der kan tage imod een, bruge een, og hvor man kan bruge andre til at erobre mere og mere af verden og een selv i denne. Så terapi adskiller sig ikke fra andre typer af samfundsmæssigt arbejde på dette punkt - blot er udgangspunktet specifikt, idet enkeltpersoner er blevet individuelle bærere af problemer, der retteligt er fællesproblemer - hvis man da overhovedet kan tage dette ord i sin mund i et klassesamfund!

Spørgsmålet er nu, hvad ovenstående får af konsekvensen for opfattelsen af terapi. Kan vi se den gamle form på en ny måde - eller er det blot en ny terapiteknik, der kommer tilsyne.


3. KATAGORISERING AF TERAPISYSTEMER OG -FORMER, SAMT IBOENDE KRITIK HERAF.

Når terapiens problem er bestemt som i det foregående - at man som bruger af terapi er udgrænset, overforstillet sit sociale livsgrundlag, altså mangel på håndtag - så vil der træde to problemakser frem i terapi - både for brugeren og for terapeuten. Det er så at sige akser, som ens tanker spontant bevæger sig i og/eller hopper vilkårligt imellem:

Det horisontale.

For det første er der en horisontal akse: det er forholdet mellem een selv, og det sociale, som man står i. Det sociale er et problem for een. Psykiatrien har rendyrket denne akse med begrebsparret normal/unormal.

Det vertikale.

For det andet er en vertikal akse: det er forholdet til sig selv, man er et problem for sig selv, og man lider under at eksistere. Dybdepsykologien (Freud med gutter) har rendyrket denne akse ud fra begrebsparret bevidst/ubevidst (det rationelle/irrationelle), og i de senere år er dette rent indvendige biografi-arbejde blevet suppleret med transcedens-meditationen, idet man ikke vil nøjes med et kronisk greb om egen jeg-styrke, men tværtimod vil ophæve den igen til fordel for kosmisk styrke.

Terapiens problem er derfor det dobbelte problem: det sociale som problem og een selv som problem for sig selv, hvorfor det at reducere terapi til den ene eller den anden akse enten vil betyde abstrakt frigørelse - rendyrkning af den vertikale akse, hvor man først og fremmest ændrer sit forhold til sig selv, for så bagefter at prøve om denne nye ”personlighedsprofil” passer til det sociale, eller blind tilpasning  - rendyrkelse af den horisontale akse, hvor man først og fremmest ændrer sit forhold til det sociale, for så bagefter at prøve om denne nye ”virkelighedsopfattelse” er det normale, og dermed lykkebringende.

Ovenstående reduktion kan siges at være mulig qua at der netop er koks i den indre sammenhæng mellem akserne. Og som sådan er akserne derfor også de to væsentlige tankeformer, som man spontant tænker i, når man tænker om terapi. Dette gør dem dog kun forståelige, ikke brugbare; de er og forbliver i rendyrket form nødvendig falsk bevidsthed. Her overfor må en subjekt-orienteret terapi netop tage skæringspunktet mellem den vertikalt-biografiske og den horisontalt-sociale akse som sit udgangspunkt. Det er dette skæringspunkt, der kan komme koks i, hvorfor det også er begge sider som en enhed, der må bringes videre - integreres på ny måde, om man vil. Og dette kræver andet end en psykologisk teori, eventuelt suppleret med sociologiske overvejelser over årsager til sygdomme - det kræver en teori om terapi set som en social og samfundsmæssig virksomhed.

Konkret kritik.

Konsekvensen af at reducere terapi til den ene eller den anden akse viser sig også i forskellige dogmer om terapi:

·        at terapi er en terapeuts anvendelse af en teori (:psykologisk eller psykopatologisk) en bruger. Terapeuten tolker og styrer processen ud fra hypoteser om, hvordan brugeren er skruet sammen indvendigt, eller ud fra hvad der menes at være brugerens egentlige problem. Målet er selvfølgelig at skrue brugeren sammen på en anden måde, at få brugeren til at overtage ens udpegning af, hvad der er det centrale.

·        at terapeuten besidder en kompetence på forhånd i forhold til brugeren, enten teoretisk viden eller fri for traumer, hvorfor brugerens udsagn om sin verden kan dekvalificeres på forhånd: terapeuten kender sandheden bag!

·        at terapirummet er et ”herre-dømme frit” rum, eller et rent kontrolrum.

·        at sandheden ligger inden i individet, hvorfor denne må graves frem, eller hvis det er noget ”arveligt” så dulmes i stedet for.

Dette kommer også til at betyde:

·        at een tolkning af livets koks udskiftes med een, ift. det sociale eller biografiske, vilkårlig anden.

·        at terapien reelt styres af lukkede eller skjulte mål. Nogle terapiformer, fx. den systemiske, virker til eksempel ikke, hvis brugeren kender argumenterne for at stille mål op!.

·        at det væsentlige arbejde for en bruger kommer til at ligge efter terapiens endelige ophør.

·        abstrakt a-konkret satsning på karthasis-ekstase eller frygt for opståelsen heraf.

At forvalte sit terapeutiske arbejde via rekurs til een af akserne har imidlertid også nogle konsekvenser for terapeuten: at ens egen-interesse ikke kan holdes adskilt fra - eller åbent medreflekteres - terapien, og sympati/antipati (gode/dårlige patienter!) bliver centrale bemestringsformer for terapeuten. Dette betyder også at terapeuten giver sig selv alle kort i hånden til at tilskrive brugeren sine egne motiver, begrænsninger mv., hvorved terapeuten ureflekteret udnytter brugerens orienteringsløshed og behov for ”privat” personlig og/eller økonomisk kontakt; til gengæld må terapeuten så æde, at ethvert resultat/produkt af terapien tilskrives hans/hendes formåen - og aksen almagt/afmagt bliver den styrende form for terapeutens subjektivitet.

Rekurs til een af akserne betyder at terapeuten forbliver indenfor terapiens form, reproducerer så at sige problemet i en forskubbet form, og terapeuten kommer til at stille sig overfor brugeren: brugeren har problemer med det sociale, eller brugeren har problemer med sig selv. Brugerens liv bliver til et privatliv for terapeuten.

Denne måde at forvalte et arbejde på - at se sig som stående overfor sin arbejdsgenstand - må føre til konfliktskyhed i ustrukturerede situationer, eller i nye situationer, eller i situationer, hvor magtforholdene ikke er klare. Konsekvens: kronisk sårbarhed, der kun kan bearbejdes terapeutisk/supervisionsagtigt. Erhvervssygdommen for terapeuter, der lader sig indfange af terapiens umiddelbare form, kan derfor beskrives som manglende evne/motivation til at fungere i og udvikle samfundsmæssige strukturer, der ikke er hierarkisk opbygget - hvorfor de tværtimod altid må organiseres i noget/nogen over og andre/andet under.

Herre-knægt tankeformen som skjult tankeform.

Ovennævnte kan opsummeres på følgende måde: at når man tænker om terapi kun i den ene eller anden akse, så tænker man også sig selv som stående overfor den anden - den andens koks bliver den andens private koks - og terapi, hvor der reelt er asymmetri mellem terapeut og bruger, bliver derfor styret gennem en herre-knægt-logik: mig som over, dig/andre som under - og det er i hvert fald et mirakel, hvis der på lang sigt kan produceres sundhed, frihed oh! lighed herigennem.

Det tabte: kooperationen.

Det, der tabes i ovenstående eller det som man ikke forholder sig til, er, at man - som terapeut og som bruger - udover at stå overfor hinanden og stå forskelligt (:asymmetrien) faktisk også er stillet sammen i situationen, og dermed også sammen om processen.

Om ”gode” grunde til at tabe det væsentlige.

Det er næppe tilfældigt, at kooperationsaspektet tabes i det meste terapi. Det har dels en lang historie, de eksisterende rammer for terapi lægger ikke op til det; men det tabes, eller forbigås, nok primært fordi det er et farligt, krævende, omfangsrigt mm. Det kræver, at man tør kæmpe med andre, stole på andre og det kræver at der kan gås imod konformitet og kompromisser. Det - kooperationsaspektet - er et reelt konfliktfyldt aspekt, idet en bevidst tackling af det afslører om man står alene i verden eller ej; så næsten hellere leve på løgnen at man gør det, eller på håbet om at man ikke gør det.

Det har imidlertid også nogle mere sociologiske grunde:

1.  At vi lever i en privatform med konkurrencen som det evigt konkurrerende til fælleskabet

og solidariteten.

2.  Det er generelt overklassen og mellemlaget, der producerer teori.

3.  Socialarbejderens/terapeutens samfundsmæssige position er reproduktionsområdet - dér

hvor det først sner bagefter.

4.  Socialarbejdere/terapeuter tilhører mellemlaget - og har ofte også denne som

klassebaggrund.

Disse grunde spejler sig i det meste teori og praksis, der produceres, hvor man kan sige at der ligger en skjult kode til grund, nemlig den binære kode, hvor der tænkes i verden gennem abstrakte poler: ånd/materie, person/sag, indre/ydre, over/under, herre/knægt osv osv. Og desværre findes denne kode også i megen marxistisk videnskab, selv om det egentlig kun er marxismen, der kan stille dette problem!

Når man tænker i den binære tankeform, så forbliver man i privatformen. Og det centrale indhold, der peger fremad, den mulige fælles kraft, forsvinder som dug.

Og hvad betyder så alt dette konkret for en terapi, der så at sige må tage brugerens standpunkt - individet i livssituationen - modsat sin egen afmagts standpunkt, som sit udgangspunkt.      


4. SUBJEKTORIENTERET TERAPI: OM INDHOLDET I DET ALTERNATIVE.

Dét, der er det virksomme i terapi, kan nu bestemmes som den strukturelt givne forening af divergerende kræfter (:ressourcer, færdigheder, motivationsberedskab mm): brugeren af terapi får stillet terapeutens kræfter til sin rådighed som også sine, og omvendt. Men denne ”forening” kan som nævnt forvaltes af terapeuten på to ekstremt forkortede måder: at terapeuten kun forholder sig til det sociale som problem for brugeren, eller kun til individet som problem for sig selv.

Herved forgås i begge tilfælde, at det er et samfundsmæssigt produceret problem, som man er stillet med, hvorfor det også primært må dreje sig om at producere nye handlemuligheder i terapien overfor det problem, som en bruger er stillet afmægtig overfor at trænge igennem og finde håndtaget på; og dette i modsætning til det traditionelle perspektiv om at” finde” sandheden/årsagen i individet og i det foregående.

Skematisk således:


 


Når det centrale er, at terapeut og bruger - ud over at være overforstillet hinanden - er stillet sammen i situationen og sammen omkring processen, så kan den terapeutiske proces skematisk afbildes således[15]:


 

Det centrale punkt for et videre begrebsudviklingsarbejde må ligge i dannelsen af katagorier, der kan reflektere den indre dynamik i det ”fælles tredje”, idet det er her igennem at alt foregår, om man så vil det eller ej, og så kan man ligeså godt forholde sig bevidst hertil.

Begreber til det ”fælles tredje” vil være en indholdsmæssig specificering af de tre problemfaser - problemudvikling, -formulering og -løsning - hvor det i modsætning til traditionel terapi ikke kommer til at dreje sig om almengørelse af specifikke (tekniske) tilgange til individet løsrevet set, men primært om begreber for strukturel almengørelse, dvs. begreber for typiske måder at vende en ulidelig livssituation på. Og dette kan på nuværende tidspunkt kun være et teori-praksis-problem: tentativ begrebsudvikling, opsummering af praksis herigennem, korrektion af begreber, opsummering af praksis på ny osv osv.

Et krævende arbejde. Men vel egentlig også spændende og udfordrende. Og så har det praktisk værdi for at flere kan være sammen på en anvendelig måde - eller hvad?

Kampen for socialismen kan derfor siges at være iboende terapi - den skal ikke tilføres udefra eller fra oven; tværtimod skal den udvikles indefra ved at gribe de kim, der peger fremad, og dette i modsætning til blot at nøjes med at arbejde med de repressive kapitalisme-specifikke kim, der også er i enhver form.          

                                                                                                                                    ¤


Specifikation af specielle problemfelter:

Krav til kompetence-aspekter hos terapeuten: erfaring med kooperation; distance til egne terapi-erfaringer i den forstand, at de kan begrundes i deres sammenhæng med eget livsgrundlag.

Målaspekter: handleskridt tages ud fra det, som man i fælleskab ikke har fælles forståelse af, hvordan hænger sammen; nye mål sættes ud fra gamle mål, hvilket fordrer total åbenhed fra terapeutens side om dét, der er virksomt i situationen og sammenhængen; fællesopsummering af processen; enhver afslutning må indbefatte handlevejledende forestillinger - eller enighed om, at det måske ikke er muligt nu.

Anvendelse af teknikker: først når der er en problembestemmelse - og dermed en bestemmelse af, hvad der søges opnået.

Diskussionspunkter:

·        Konsekvensen af ovenstående terapiopfattelse er, at tilgangen til brugere altid er den samme, og at der først senere differentieres i bestemte problemtyper. Er dette realistisk at arbejde med?

·        Målaspektet i terapiopfattelsen er lidet udviklet. Har du ideer til, hvordan det kan udvikles videre i konkret forstand?

·        Kritikken af traditionel terapi er ret bastant. Er den også rimelig? Og muliggøres en konstruktiv erfaringsudhævning herfra?

·        En meget stor ”nisse” for det nuværende niveau af terapeutisk og teoretisk viden placeres omkring dimensionen ”mellemlag”. Konsekvens: mellemlag hytter mellemlag! Forudsat dette er rigtigt, hvordan så gøre konkret op med denne klassepositions gennemslag?

·        At finde sine ben i et nyt arbejde er altid usikkerhedsskabende. Hvordan minimerer vi denne usikkerhed? Og hvad er egentlig mest usikkerhedsskabende: at lære at arbejde med iboende begrænsninger, og senere søge at overvinde disse; eller at starte fra neden af, på en frisk, men dermed også kun med begreber på et forholdsvis højst abstraktionsniveau, et abstraktionsniveau, der dog i logisk forstand indeholder også de lavere?

·        Når teknikker gives så lille en plads til fordel for arbejdet med konsekvenserne af ændrede brugerhandlinger, hvilket er afdækning af indholdet i handlerum, og af egne biografisk bundne ”egenskaber”, bliver der så overhovedet plads tilbage til anvendelsen af teknikker? Og hvor er denne plads?                                                                                                               ¤


LIDT FRA ”REGNBUEN” - ALTERNATIV RÅDGIVNING[16].

Princippet eller ledetråden i rådgivningen er vejledning/rådgivning/terapi på brugerens præmisser; - hvilket er selvindlysende sandhed, som det for nærværende, de mangelfulde subjektorienterede koncepter og de begrænsede praktiske muligheder taget i betragtning, er meget svært at arbejde med. Men er der en anden vej? Vi finder den ikke.

Vi prøver at koble os på brugerens livssituation og finde menneskelige veje ud af den. Dette er omvendt også det en bruger gør, når vi inddrages i brugerens liv. Og her gælder det, at der går en bestemt personlig-kollektiv historie forud. Dette som det første. Og for det andet at brugeren står rådvild, i bred forstand, overfor at vende sin livssituation indenfor rammerne, eller vende den med de hidtil anvendte, afprøvede handleskridt. Det har endnu ikke været muligt for den menneskelige person at gøre sin livssituation tålelig, livspraktisk duelig - overfor at det vedblivende, eller dårligere, skal være som det er.

Det er - ved terapeutiske fænomener - en konfliktsituation, der er på tale. Og den udviklings- proces, der skal befordres, er derfor en atypisk udviklingsproces - for nok er det muligt at udvikle sig gennem kriser, men udvikling har ikke alment konflikt- eller krise-karakter.

En konflikt kan ses som et udviklingsprodukt af et livspraktisk problem, som ikke er blevet løst/udviklet i de involveredes interesser og ud fra de berørtes behov. Problemer stiller sig og kræver en løsning, men de involverede er mere eller mindre stillet afmægtig heroverfor, måske i blind infight eller, qua tabuerende hinanden, at have måttet afgrænse sig her overfor. Dette kan sættes på begreb med det at være overforstillet sit sociale livsgrundlag, hvor den medstilling andre og livsbetingelserne, der kræves for menneskelig udvikling, er gået tabt.

Følgelig er det også dénne overforstilling en bruger af rådgivning tager med ind i den terapeutiske proces. Og denne overforstilling - denne praktiske rådvildhed - blænder. Og spontant forsøges de sociale betingelser ændret på den ene side, og på den anden side lige så spontant een selv som person. Dette ’tab af håndtag’ på de sociale betingelser og dermed også over egne psykiske processer fører let til den slutning, at der må gribes ændrende ind på først det ene niveau, dernæst det andet niveau. Dette er falsk. Den terapeutiske proces - såvel brugeren som terapeuten - griber altid ind i et bestemt strukturelt forhold af individuelle og sociale betingelser. Det er dette forhold, der for en bruger af terapi er gået koks i, hvorfor det også er begge sider som en enhed, der må bringes strukturelt videre.

Den terapeutiske proces må derfor vise vej ud af det for begrænsede sociale og individuelle betingelsesgrundlag for livsopretholdelse. Og dette er en proces, der må befordre udvikling gennem bevidst formidlet greb om den struktur af personlig og kollektiv art, der som uudviklet reproducerer konfliktsituationen, den individuelle overforstillethed sit sociale livsgrundlag.

At få fat i denne uudviklede struktur kræver, at der socialt kan konciperes nogle (nye) muligheder for at bringe sin livssituation videre på den ene side, og på den anden side at brugeren kan overgive sig til dét, der måtte være dérinde bag stressen, dérnede i angsten, eller mao.: hvad er det for håb og frygte, der uformidlet - og måske dynamisk ubevidst - stiller sig i vejen, og som der til stadighed panikkes over.

Ledetråden for overvindelsen af dette er:

1.  problemudvikling;

2.  problemformulering; og

3.  problemløsning,

der som udgangspunkt har det simple problem: hvad drejer det hér sig om. Her er bruger og rådgiver nok stillet overfor hinanden, men de er også stillet sammen om processen - den proces, hvor alene samarbejdet om at finde til bunds i problemet, sammen med vejen og vejene ud, perspektivisk kan gøre de involverede til subjekter for eget liv, hvilket også er den skridtvise ophævelse af den terapeutiske proces selv. Dette kræver selvsagt, at rådgiveren er troværdig i sin omgang med samtlige udviklingsforhold på tale, hvilket i sin sidste instans fordrer den totale åbenhed fra rådgiverside overfor den berørte bruger, ellers vil det ikke være muligt fælles og kollektivt at analysere og frembringe betingelser, der overvinder uudviklede væsensforhold af personlig-kollektiv art hos den berørte bruger af rådgivning.

Med ovenstående hiver vi os ud over at gøre terapi til teknik og/eller til instrumentel personliggørelse, hvor effektmålinger også viser, at dette langt fra virker synderlig godt - på trods af at næsten al terapi har dette som sin indfaldsvinkel. Men hvad der ligger bag dette land, er vi i Regnbuen først så småt ved at finde ud af. Vi ved blot, at det kommer til at dreje sig om det bevidst formidlede arbejde med de sociologiske logikker, der producerer brugere, og de psykologiske logikker, hvor igennem brugere, indtil videre forgæves, lever og søger at udvikle problemer. Dette som det første. Som det andet drejer det sig om bestemmelse af de logikker, og mulige udviklingsskridt indenfor den terapeutiske proces, der er duelig for almengørelse.

Her har vi i grove træk fået bestemt de sociologiske og psykologiske logikker. Men mangler endnu et ordentlig greb om de terapeutiske logikker, der ikke simpelt reproducerer disses nedadgående sole.

Det kommer.   

                                                                                                                                    ¤


FORÅR FOR FRIHEDEN

1. maj 1988

I mindet om psykolog Jørn Graabæk Nielsen

død, alt for ung, i vinteren 1996.

Jørn var en kammerat og en socialist, der aldrig holdt op med

at tro på det gode og banebrydende i mennesket.

Som student var Jørn initiativtageren til arbejds- og

oversættergrupper omkring kritisk psykologi på

Psykologisk Laboratorium i 1979,

hvilket senere blev til

Kritisk Psykologisk Forum.

Håbet.

Jeg har forsøgt at fortælle

om en verden, der ikke findes,

for at den skulle findes

Inger Christensen, ”Det” 1969.

Dette lille digt er snart 20 år gammel, men udtrykker præcis det, vi gør igen og igen som mennesker. Håbet er derfor, at vi nu tager os af vores liv sammen. Erobrer det, bygger det op i lysets farve - frihedens faner - hvor der ikke længere er skel mellem kultur og person, mellem os som mennesker, mellem dig og mig. Og at vi fortsat gør det, flere og flere mod reaktionens vold. Hertil er der også brug for en videnskabelig psykologi. En psykologi, der handler om mennesket under dets eksisterende betingelser. En psykologi, der stiller sig på det enkelte individs standpunkt, og bidrager med at gennemskue verden ud fra dets eget menneskeværdige perspektiv.

En videnskabelig psykologi under kapitalismen er en kritisk psykologi - for en psykologi der ikke handler om virkeligheden er ikke en psykologi for nogen. Dette er og kan ikke være den enkeltes værk. Men kun et resultat af vores fælles arbejde fremad.

Skæringspunkt.

Det kan blive dét år, hvor den ”lange afmatnings historie” slipper sit tag i os. Ikke mere af borgerlighedens kollektive selvfjendskab og destruktion af livsrum. Det kan blive dét år, hvor vi begynder at bygge livet op på det sandt menneskelige. Ikke på resignation, hvor vi indstiller os på de stille eksistensers selvskabte lidelser; ej heller på tomme glasurlige løfter, der i deres stivnede og golde optimisme gør os fremmede for hinanden i fuld offentlighed; ikke mere omverdenstryk, hvor vi uden de store problemer kommer for sent selv til vores egen begravelse, og det endda uden at vi egentlig har lavet noget særligt; ikke mere underlæggelse os borgerskabets giftige krav om udbyttelighed indtil videre. Fri os fra det borgerlige helvede, hvor vi gør os til statister for kapitalismens absurde teater: den personlige interesse i vores egen undertrykkelse.                                                                                 

                                                                                                                                                ¤                                                                                                                        


KRITISK PSYKOLOGISK FORUM - POLITISK!

Om den politiske kontekst for fagkritisk arbejde.

Og til en præcisering af praksisproblemer aktuelt[17].

I. Politisk inferno.

Forårsvalget 1988 gav et højreskred på 3%, hvilket efter danske forhold er meget. Og af betydning er også, at højreskredet blev fulgt op af en tilsvarende decimering af den revolutionære venstrefløj. Der er dog ingen, der - paradoksalt nok - taler om, som for et par år siden, da det var marxismen borgerskabet kastede sig over, at nu er socialismens endelige indtruffet, nået. Men det er der nu også gode grunde til, fra borgerskabets side!

For det første er det tænkeligt at rykket fra venstre er båret af en parlamentarisk katastrofestemning - og fra højre af en ditto afmagt overfor at finde ind i livet, og heraf også racismens fremvoksen ”som en reaktion på en utålelig og uoverskuelig situation, hvor en ansigtsløs modstander kvæler enhver livsudfoldelse, filtreret gennem en indoktrineret frygt for alt fremmed”[18]. En ustabil vælgermasse, der har fralagt sig sit eget samfundsmæssige initiativ, kan være ved at vokse frem - men det kan lige så godt også være udtryk for parlamentarismens endelige. Der er derfor fra borgerskabets side ræson i ikke at sælge skindet før den berømte bjørn er skudt - for ellers kan der let ske en anarkistisk samling til venstre eller fascistisk til højre.

For det andet ligger der massive økonomiske, sociale og økologiske konflikter for en videreførelse af den nuværende vækst- og lønarbejdsbetonede industrialisering - konflikter der godt kan bruge og næsten behøver en levende syndebuk at friholde sig selv igennem. Den stædige fastholdelse fra højre, at Sovjet er en global trussel er derfor god taktik, hvor det strategisk ikke drejer sig om valget af bestemt fremtidig samfundsform, men slet og ret om at sikre egne muligheder for fremtidig imperialisme, såvel indadtil som via omfordelingskamp udadtil globalt.

Omvendt må valgresultatet sige noget om arbejder- og venstrebevægelsens politik for socialismen, den aktuelt førte og den fremtidige. Og her er det hurtigt konstateret, at den ikke er god nok, og at den ikke har været det længe, hvad historiens begyndende gentagelse her 20 år efter 1968 vidner om. Det er de samme parlamentariske mærkesager som mobiliserende igen: indkomstpolitik, skattetryk, bureaukratiet. Tilbage bliver derfor alene, at det er den eksisterende arbejder- og venstrepolitik, der har lidt nederlag. Det er også et dobbeltnederlag! Den parlamentariske venstrepolitiske partibevægelse er sat ud af kraft og har ryggen mod muren ift. initiativerne om en fremtidig fondskapitalisme og fremtidig arbejdsmarkedspension. Samtidig med at statskapitalismen aktivt arbejder ift. de udenomsparlamentariske bevægelsers grundlagskrav - økologi og fred - i form af kompromisser mellem statsmagter, nationalt og internationalt, og som genstand for økonomisk politikudvikling. Det ’røde og det grønne’ er mao. kommet ind i den sorte magt, hvor kun tiden som destruktionskraft respektiv profit og herredømme er perspektiver, der kan almengøre sig.

II. Det kollektive utopia som modmagt og magtophævelse.

Heroverfor står det socialistiske perspektiv. Det er i store træk kendt, men ej konkretiseret. Og det er blevet endnu mere nødvendigt konkret at tænke - ud fra de gamle former på ny.

Den forestående fusion af venstrefløjspartier kommer i bedste fald til at foregå gennem Snehvides ”klip en hæl, hug en tå”-logik; i værste fald finder den ikke sted. Det er de ”gamle” partier - DKP, VS, KAP, SAP, DKPml, RS - der står overfor arbejdet med denne opgave. Her overfor har vi bevægelserne, der udtalt har de gamle partiers støtte, men ingen reel og praktisk opbakning, og som i vid udstrækning er de ”unges” værk: BZ og fredsbevægelsen i al dens bredde fra ”Nej til Atomkraft” til ”Next Stop”.

Bevægelserne - de antikapitalistiske - er dog henvist til den profilering af den samfundsmæssige fremtid, som vestrefløjspartierne etablerer (:deres helhedsmæssige fundering), idet de ellers ikke kan fastholde en sammenhængende retning for deres arbejde. Dette gælder særligt også for ungdomsafdelingerne i venstrefløjspartierne som DKU, VSU og SFU. Det bevægelsesmæssige - i betydningen konkrete sager - kommer til at gå en kaotisk tid i møde:

på den ene side bliver de henvist til parlamentarisk tvist mellem statsapparater og partiernes bureaukratiske toplag, hvor indholdsmæssige argumenter ingen rolle spiller - hvad der forøvrigt vil gi’ dualitetet mellem positivisme og humanisme fornyet kraft - hvorfor det vil blive mere eller mindre tilfældigt, hvilke sager og betingelserne herfor der fremmes. Det er området for handel.

På den anden side vil den øgede opløsning af givne politiske profiler skabe et større frirum for bevægelser til konkret at arbejde med de mellem-menneskelige processer på vej mod deres mål - der bliver ikke så meget at ha’ gamle holdninger i - og det vil også blive mere nødvendigt at arbejde med en indre samling for udadtil at kunne stå så stærkt som muligt. Det er området af koordination.

Hvor venstrefløjspartierne må handle imellem sig for at opnå den nødvendige koordinering af arbejdet som statskapitalistisk alternativ, så må bevægelserne koordinere deres virksomhed for at kunne lave de bedste handler med systemet i bestræbelsen på fastholdelse af konkrete brugsværdier for eftertiden.

I en kategoriel sammenfatning af ovenstående substans må levemådebegrebet - ”Lebensweise”[19] - stå centralt. Det er en revolutionering af vores aktuelle måde at leve på, der er såvel perspektiv, som det, der er på tale. I modsætning til befrielse indenfor livsudsnit  - ”Lebensausschnitte” - alene.

Hvor partiarbejde aktuelt kapitalistisk træder op som arbejdsmåde overfor bevægelsers livsstile, og dette med partielle udsnitsløsninger til følge - enten indenfor lønarbejdsmæssigt og parlamentarisk eller udenfor i den professionelle arbejdsløshed og anti-parlamentarismen, enten institutionelt eller ikke-institutionelt, enten ”in” i den kulturelle offentlighed eller ”out” gennem marginaliserede menneskelige subkulturer - så er det helhedsløsninger, der er at søge. Helhedsløsninger fra et standpunkt, der kan udvikles, almengøres - et samfundsmæssigt standpunkt - hvor arbejde og lyst hænger sammen og kan hænge sammen.

Levemåde begrebet indeholder dermed tre dimensioner, der er at tænke i deres befrielsessammenhæng: klasse-, køns- og generations-dimensionen.

Kollektivgruppemæssigt er det arbejdet med disse dimensioner i deres interesse-opbrydning, ressource-frisætning og deres konkrete sociale rum-udvidelse, der etablerer samfundsmæssige kollektiver, som dét der viderefører duelig samfundsmæssighed. Men systemmæssigt, statskapitalistisk, er betingelserne herfor ikke givet, allerhøjest overleveret af tidligere revolutionær og utopisk praksis, hvorfor betingelserne hele tiden skal forsvares, videreudvikles og etableres på ny.

Til levemådebegrebet i sin totalitet hører også, når modsætningen mellem arbejdsmåde og livsstil falder fra hinanden som (be)grebet om personlig og kollektiv praksis, den abstrakte negering af aktuelle betingelser for revolutionering af brudte, spaltede og fordoblede livsmodsætninger: det gælder racismen og de gamle/ny-religiøse bevægelser, ligesom også de umiddelbare forsøg på kortsigtet løsning af egne problemer organisatorisk - Det Radikale Venstre, CentrumDemokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fælles Kurs - omkranser sig her indenfor.

Lige så vil enhver tendens indenfor partier og bevægelser, der søger langsigtede løsninger på de livspraktiske modsætninger af klasse-, køns- og generations forhold indenfor formerne indplacere sig her: som løsning af kvindeundertrykkelsen via flere kvindelige ledere; kollektiv-etablering, hvor deling af vaskemaskine giver mulighed for rejser og mere rødvin; studenter og akademikerkrav hvor hånden og åndens adskilthed fastholdes og hvor universitetets elfenbens-piller lades urørt; og som enhver form for karrieredannelse, hvor det er det grønne græs på den anden side individuelt-privat styrer det hele.

Det tredje snit i levemådebegrebet favner, om ikke resten, så dog særligt forsøgene på langsigtet løsning af statskapitalismens modsigelser aktuelt, hvilket kun er muligt gennem afgrænsning overfor den satte anden - den etablerede - pol. Det drejer sig om kollektiv-, ølejr-, kvinde- og mandebevægelserne, den alternative rådgivningsbevægelse/Galebevægelsen, SABAE, B-holdet mv., lige som også den fagpolitiske opposition fra Kritisk Psykologisk Forum, Socialistiske Økonomer, Forum for Socialistisk Analyse og Debat, Casa osv osv til Formandsinitiativet har sit rum her. Det er mere eller mindre autonome strømninger, der kun kan overleve, udvikle sig, respektivt åbne sig, gennem en tilsvarende samfundsmæssig udvikling af basisstrukturer, der trænger lønarbejdet, kernefamilien og fritiden, samt deres adskillelser, tilbage, og dette parallelt med udviklingen af en ikke-statslig overbygning.

III. Fagpolitisk arbejde som sagsligt forbund mellem autonome fora.

Kritisk Psykologisk Forum - dets tidsskrift, Rådgivningsgruppen Regnbuen, Seminarerne, emnearbejdsgrupperne mv. - eksisterer som autonom strømning, men uden kontrol over dets rammebetingelser. Det lever så at sige oven på og via det, der med Gorz kan kaldes ”nødvendighedens rige”. Men denne vertikalitet med ”frihedens rige” øverst må - modsat Gorz - nedbrydes, idet ”rigdom” kun er samfundsmæssig rigdom som de forenede producenters frivillige samvirke, altså som frihed. Nedbrydning er derfor omfattende at forstå som horisontal udvikling af de autonome rums kompetence over deres rammebetingelser.

At betræde det autonome rum er i borgerskabets øjne fedt nok, når det udnyttes til individuelle private løsninger i markedsregi. Problematisk bliver det derimod, når denne ”den besværlige frihed” udnyttes til kollektiv samling mod markedsmekanismen, mod det hierarkiske og mod den givne tilpasningsnorm om udbyttelighed. Ved borgerskabets fulde kontrol over rammebetingelser, så er der ikke de store problemer, for dette ”mod” kan så naturaliseres som tilpasningskonflikter: at løbe hornene af sig, komme til fornuft, blive voksen - og så er der jo også overgangen mellem de forskellige livsaldre fra trods-alderen til pensionisttilværelsen, hvor livet ganske naturligt kører med een.

Når de autonome rum ikke bruges af de involverede på den borgerligt foreskrevne måde - hvilken selvmodsigelse, men den er squ reel! - så ligger det lige for at bruge et givent gunstigt (og planlagt) styrkeforhold til minimering af rummet gennem indgreb i rammebetingelserne.

I dag er borgerskabet i offensiven, hvad der kan læses ud af de påtænkte stramninger af arbejdsløshedsloven, angrebet på demonstrations”friheden”, på BZ-erne som de reelle frihedskæmpere ift. staten.

Studenterhuset er et lignende problem - for hvad kan det ikke ende med, når det gør sig selvstyrende.

I forlængelse heraf er det da også sigende, at både socialdemokratiet og de radikale og så udad mod højre ikke er til at få i tale om en fristadslov, selv om en sådan een gang for alle ville løse og frisætte arbejdskraften som lyst, men vel at mærke samfundsmæssigt fremfor konsummæssigt underdanigt. Kun magthaveres frygt for tab af magt over andre er rationalet heri - og det bliver til en begrundet frygt, når ”de andre” skubber magten tilbage ved at rejse sig som kollektiv. Alt dette er den ene pol i en fagpolitisk strategi.

Den anden pol består her overfor af de organisationer - partier og bevægelser - med dets personer, som har en magttankegang som perspektiv, snarere end det taktiske i via modmagt at holde magten stangen.

Hvad autonome rum møder herfra er partimæssig korrektionisme (:at være forkert) respektivt bevægelsesmæssig bureaukratisme (:at skille sig ud). I negativ forstand kan det derfor siges, at det fagpolitiske ikke skal igennem disse skær af Skylla og Karybdis fremad mod magten, men at den skal forblive fra denne lagune, vel vidende at denne trækker qua magtmuligheder - også til sabotage af fagpolitik, når den aktuelt skiller sig ud ved at være forkert. Og den vil trække desto mere, at fagpolitiske rum ikke samlet formår at arbejde bevidst med de politiske modsætningsforhold i dets kontekst, og i samme grad som der ikke er et udviklet forbund og kontakt de fagpolitiske rum imellem.

Degenererer fagpolitiske rum til udtryk for eksisterende partinteresser, så er det sket med det positive perspektiv om videnskabeliggørelse af arbejdet. Omvendt forbliver fagpolitik bag det samfundsmæssigt mulige - og nødvendige - hvis det ikke finder sted som en perspektivering af politiske og økonomiske modsætningsforhold med en tilsvarende udpegning af mulige og samfundsmæssigt duelige handleskridt for de berørte og helheden.

I positiv forstand er fagpolitik derfor alment arbejde som samfundsudvikling. Det er at tage konsekvensen af sit fag som dette er den ubetingede partitagen for dets genstand og dennes kommen til orde samfundsmæssigt.

Fagpolitik som det tredje område - området ”under” parti- og bevægelsespolitik[20] - kan derfor samlet bestemmes som det aktiverende arbejde med sammenknytningen af mulige venstrekræfter til en venstreblok, men ikke metafysisk som talen om ”eet historisk subjekt”, snarere som pluraliteten af subjekter, der opnår strukturel hegemoni[21] i kraft af samfundsmæssig fortjeneste. Det er derfor hverken de aktuelle former, vi skal bygge bro over eller imellem, eller det er nye former, vi alene selv skal skabe; snarere er det opgaven at befordre den samfundsmæssige psykologis kommen til orde politisk-økonomisk, og det i perspektivet sidstnævntes langsigtede overflødiggørelse. Fagpolitik er derfor, alment set, nok vendt mod et marked, men det er i formen markedsmekanismens ophævelse; ligeså for dens egenkompetence med magt som strukturel effekt fremfor som perspektiv.

Der er derfor intet ydre, der holder det fagpolitiske sammen andet end dets evne til indre kohærens og til frisættelse af handlemuligheder på lang sigt for de involverede. Og dette er overordnet et teori-praksis problem indenfor og imellem de forskellige fagpolitiske området - natur, samfund/sociologi/psykologi - og et teori-praksis-empiri problem indenfor områdernes konglomerat af divergerende genstandsfelter.

IV. Om den aktuelle organisering.

Kritisk Psykologisk Forum - Kripsy - er et ungt fagpolitisk område. Men dets historie afslører en evne til samfundsudvikling, der næsten er unik, når vores betingelser og vores insisteren på autonomi tages i betragtning. Andre typer af ”fora” kan synes at ha’ (op)nået meget mere på kortere tid, men det har været eller blevet på bekostning af organisationsstrukturer indvævet i systemets etablerede med en tilsvarende nedblænding og opgivelse af det strategiske befrielsesperspektiv. Andre fora er blot gået i sig selv igen. Som ungt Kripsy-område, men dog med en begyndende egenhistorie, må det primært være brudflader mellem os og udadtil, der karakteriserer os. Pt. synes vi at klare disse brudflader, når de opstår, men der er intet systematisk arbejde med dem.

Indadtil er det arbejdet med klasse-køn-generations-dimensionerne, samt de afledte modsætninger mellem studerende/arbejdsløse/lønarbejdere og mellem nye og gamle. Ligeså er der modsætninger, der går mellem typer af lønarbejde: indenfor det private erhvervsliv, selvstændigt, institutionelt og alternativ-institutionelt. Modsætninger mellem måder at være arbejdsløs på: lønarbejdsfri contra professionel arbejdsløs. Og ligeså forskellige studenterstrategier for overlevelse: forud for SU-grænsen med de faglige kameler dette betyder contra stykvis faglighed.

Udadtil er det arbejdet med andre fagpolitiske fora; det er kontakten til græsrødder; det er fagforeningsarbejde og partiarbejde, og det er studenterpolitisk arbejde.

De forskellige arbejdsfelter indenfor Kritisk Psykologisk Forum er lige så meget henvist til ovenstående modsætningsforhold, som dets langsigtede befrielsesperspektiv afhænger af det konkrete arbejde hermed som en udvikling og historisk løsning af modsigelserne.

For tidsskriftet Forum Kritisk Psykologisk, der eksisterer med formidling af psykologisk arbejde som genstand, synes modsætningen mellem det institutionelle og det ekstraparlamentariske at fange det standpunkt, der kan holde vores perspektiv om videnskabeliggørelse af psykologiens genstand i hævd. Tidsskriftet må fange den nye psykologi på vej frem - studenterprojekter mv. - ligesom det må spejle den go’e gamle psykologi, der allerede er i et politisk-økonomisk kraftfelt; det må afdække brydninger herimellem og vise måder at arbejde videre med disse på; og endelig må tidsskriftet kunne markere og perspektivere den kritisk psykologiske bevægelse ift. relevante andre fagpolitiske fora.

For rådgivningen Regnbuen med dens perspektiv af alternativ rådgivning er der her overfor en givet arbejdsgenstand: strukturerne af psykisk koks og social fornedrelse - hvilket er en arbejdsgenstand til negering gennem konkret udvikling af mere overgribende samfundsmæssighed: fra niveauet af den individuelle bruger til de sociale betingelser for brugere. Hvor tidsskriftet er et overbygningsfænomen, så er Regnbuen et reproduktionsforhold. Regnbuens samarbejdspartnere er derfor dem, der arbejder på at komme så tæt som muligt på de ubegrebne problemer og konflikter i de personligt-kollektive sammenhænge. Her må der påberegnes modstand fra dem og de organiseringer, der søger overlevelse gennem en selvstændiggørelse af reproduktionsarbejde - at behandle sig ud af problemer - hvilket er en forbigåelse af, at reproduktionen er overgribende produktionen af menneskelig livseksistens. En selvstændiggørelse af reproduktionen virker derfor fastfrysende for udviklingen af almen produktion, fastholder den ved simpel egenoverlevelse fremfor som udvidet kollektiv produktion af livsbetingelserne.

En særlig modsætning i Regnbuens arbejde er forholdet mellem nye og gamle aktivister. Det er problemet om, hvordan nye kan koble sig på arbejdet, og hvordan gamle kan tage nye med i deres; og det er problemet om, hvordan gamle kan arbejde sig produktivt ud af Regnbuen. Ift. nye kunne det være en ide at lave en føl-ordning, hvor een eller flere gamle fik ansvaret for, at der kom til at foregå noget, som nye kunne blive gamle i, skridt for skridt. Ansvarsordningen kunne eventuelt også knyttes til supervisonsgrupperne. Ift. gamle - eller som en ny dimension i Regnbuens arbejde - var det måske en ide at indføre en skelnen mellem direkte og indirekte brugerarbejde, hvor indirekte brugerarbejde forstås som generaliseret arbejde ift. brugerbetingelser: det kan være projekter fra udadgående arbejde overfor strukturer, organisationer og institutioner, der producerer mange brugere; det kan være at arbejde ift. andre alternative rådgivninger, eller det kan slet og ret være projekter, der tager sigte på dannelse af behandlingskollektiver.

Det var de pip.

Problemet er ikke at vi producerer, men

at vi producerer varer.

Problemet er ej heller familien - men at vi lever kernefamilie;

Tvangsmæssig adskilthed.

Opgaven er at gøre det anderledes

Fange det ufærdige, det nye - af sin grænse ej beskåret.

Det åbne perspektiv dér foran os; det levende blå

som det bygger sig op af lysets farve.

Det endnu ikke værende, men mulige -

en bloc!

                                                                                                                                    ¤


LEDER REFLEKS!

Uddrag af leder fra Forum Kritisk Psykologi nr.5, 14.april 1989.

En leder må løse en dobbeltopgave: den skal på den ene side være et stykke fagpolitik, der viser nye veje til løsningen af ”de menneskelige gåder”; og den skal på den anden side samtidig formidle en psykologisk praksis, der søger et videnskabeligt svar herpå.

Vi stiller spørgsmålet: Hvordan arbejde mere alment, hvis ikke det kan gøres i fællesskab. Eller nærmere: hvad er det for en modsigelse i os, der splitter gennem samfundsmæssig udvikling - for også andre med os har dette problem.

DEN ALMENE FORBLÆNDELSESSAMMENHÆNG.

Det er blevet sagt om det at møde nye, at en fremmed blot er en ven, du ikke har mødt endnu; og hvorfor egentlig ikke! Kan den menneskelige tillid til hinanden være andet end et universelt aspekt ved den menneskelige væren; men i så fald må det der splitter komme udefra. Samtidig kan det imidlertid ikke komme andre steder end fra os selv.

Hvad kan vi derfor kalde den ”indre afsondring”, der på paradoksal vis bliver os selv fremmed? Det kan ikke kun være stat og kapital, da disse allerede er afsløret som den nuværende samfundsstrukturs hemmelighed. Men det må være noget forbundet med disse, da det er fællesskabet der angribes.

Vi har ikke noget endeligt svar, andet end den ”almene forblændelsessammenhæng”, idet det er sider ved det kendte, der bliver til uløselige konflikter.

BORGERSKABETS CHRISTIANSBORG.

Det kan godt være, at Marx er håbløst umoderne idag, men er der et alternativ til tesen om, at det må dreje sig om det sted, det land og den samfundskultur, hvor den enkeltes frie udvikling er forudsætningen for alles udvikling?

I den ”almene forblændelsessammenhæng” ja! Her er det umuligt at leve med frihed uden respekt for den private ejendomsret.

Senest er det blevet gennem spillet af Birte Kjær med melodigrandprix-vinderen ”Vi maler byen rød”. Og ligeså er det blevet taget op af statsmanden Schlüter, der forskubbet og fortættet peger på privatejendommen som ”personlighedens forlængelse”.

At menneskets udvikling således skulle være knyttet til den hellige og ukrænkelige ejendomsret - eller den symbolske farvning heraf - er psykologisk ikke nyt, for der er tifold overflod af psykisk armod, social deroute og kropslig-somatisk forfald blandt besiddelsesløse, der kun har deres arbejdskraft at handle med. Nyt er heller ikke, at menneskets frihed hænger sammen med dets dispositionsmuligheder - men hvis disse kun er givet gennem deres politisk-økonomiske aspekt, så er det alene det eksisterende, der bekræftes. Selvbekræftigelsen heraf i formen penge bliver da det menneskelige alternativ - for det at overleve herindenfor er at måtte naturalisere forholdet mellem frihed og privatejendom: at købe, sælge eller overhovedet handle sig hertil, til lykken eller livets indhold.

Kan det være dettes pendant på det psykologiske niveau - besiddelsesbegæret eller privatejendomsbegæret[22], at ville/måtte eje, i alle dets former - der splitter almene sammenhænge indefra; og også være dét, der fastholder den almene forblændelse af mennesket selv. Det er i hvert tilfælde en ny hemmelig udgave - gåde - af sig selv, hver gang det ”går op” i sig selv!

I så fald er udgangen af den almene forblændelse enkel: for ligesom borgerskabet med denne har Christiansborg at mødes på, så må mennesket, der ikke længere i sig selv er interesseret i simpelt forbrug af hinanden, i klasse- og kønsundertrykkelse eller i fremmedhad, have behov for egne steder og fælles land med andre.

Om dette rum kaldes alternativt, befriet område eller autonomt kommer ud på eet - for det er når etableringen af dette ikke lykkes, at det kommer til samfundsmæssige brud og konflikt, fremfor almene projekters fælles brydninger og mulige kollektive løsninger.

Omvendt må almene brydninger nødvendigvis også ses i deres total-samfundsmæssige betydning og kontekst: netop som indstiftelsen af plurale centra. Vi får her tilgang til den ”almene” forblændelses bagside, men lykkes ikke her, fra dette standpunkt, en socialistisk kappestrid som konkurrence på kvalitet, så fås igen kampen om magten, der som foragt for liv ligeledes er uden mening.

I overført betydning er det altså, når vi har borgerskabets ”enkle centrum” - privatejendomsbegæret - imellem os at vi fejler det samfundsmæssigt-menneskelige.

Den almene betydning heraf fordrer i sig selv en videnskabelig udforskning, der ikke begrænser sig til faktavidenskabelig analyse - om ”ting” eksisterer og i hvilken mængde osv. - idet de gængse (borgerlige) bevidsthedsformer da kun finder en simpel be- eller afkræftelse. Yderligere fås hermed heller ikke et bolværk mod opbyggelsen af nye allience-forhold, hvis ”værd” er bundet til det gamle ”indholdstomme” begær.

                                                                                                               ¤


AT VÆRE SIN EKSISTENS BEKENDT.

Der findes i verden så skønne former i medmenneskelig bevægelse, at det kræver det allerstørste mod bare at forblive sin egen eksistens lig.

Lettere synes det derimod at underkende sig selv som hinandens medskabere i dette, og så enten henfalde i religion som et medtaget dyr, der har drukket af en forbudt kilde, eller som undsagt eksistens inflatorisk at puste sig op til verden og eget begær.

Letheden heri er dog kun tilsyneladende, idet selve underkendelsen viser livet frem som bagside, skygge, lidelse eller urolig frustration. Det er derfor alt andet end let at indrette sig i underkendelse, når livets prøvelser melder sig som uløselige.

Der er derfor heller ikke noget at sige til, at livet, nærmest af udmattelse og selvafbrænding, havner i midten af det hele, håbende det bedste og frygtende det værste, med en egentlig tilfredshed ved den ”beskedne egoisme” i, at der ikke sker noget som forandrer.

Måtte livet ha’ haft et hjerte, der slår, og en hjerne som dets eksistentielle formidler, da er livet nu ikke-liv, men levende død, en jammerlig ulykke.

Et sådant liv er henvist til sig selv, indtil dets betingelser forandrer sig derhen, hvor livet igen er en chance værd.

Ovenstående liv - det idag statistisk mest signifikante selvudtryk for det herskende borgerlige samfunds vold mod det menneskelige - må fordre noget helt ”specielt” som en skjult længsel, og mere og andet end valget af yndlingsmelodier, hvor øjne og armes kærtegn mødes i en stille pause, over natværtshusets jukebox. Dét, mennesket, må ønske sig er: sig selv tilbage.

Og det sker vel unikt i ”overensstemmelse med dén teoris standpunkt, som erklærer mennesket for menneskets højeste væsen”[23] (Marx).

Marx’ ungdomsskrifter er på forunderligvis blevet helt glemt de senere mange år. Der er godt nok blevet hængt etiketten på dem[24], at de er idealistiske og spekulative, men med en selvfølgelig status omhandlende, at Marx havde et humanistisk udgangspunkt for sin kritik af kapitalismen. Spørgsmålet, der må stilles er dog, om de ikke indeholder mere for psykologien, end en sådan tankestregs-vurdering; og om de ikke netop bærer ved til kernen af en menneskelig psykologi; og desuden en psykologi der går op imod den ydre tvang til ikke-menneskelig handlen.

Da man synes at være godt dum, hvis man ikke accepterer den evindelige - og følelses-økonomiske - byttehandel med hinandens livsytringer for at være ”inde i” samfundet, eventuelt bare bevare status quo, er der realisme i at mærke, at dette ikke kun fører til realisme:

”Den, som kan købe tapperhed, er tapper, er han end fej. .. (Men) forudsæt mennesket som menneske og dets forhold til verden som et menneskeligt forhold, så kan du kun udveksle kærlighed med kærlighed, tillid med tillid ect.

Hvis du vil nyde kunsten, må du være et kunstnerisk dannet menneske; hvis du vil øve indflydelse på andre mennesker, så må du være et virkeligt inspirerende og stimulerende menneske.

Hvert at dine forhold til mennesket og naturen må være et bestemt udtryk for dit virkelige individuelle liv og må svare til genstanden for din vilje.

Hvis du elsker, uden at din kærlighed besvares, hvis din kærlighed som sådan ikke skaber genkærlighed, hvis du ikke i kraft af dit livsudtryk som elskende menneske gør dig selv til det elskede menneske, så er din kærlighed afmægtig, så er den en ulykke”[25].

Måske Marx alligevel havde noget vedvarende at sige, da han var ung. For nok blev han den kapitalistiske sociologis fader, men kunne han blive dette uden at være kvinden til en menneskelig psykologi?

En teori om mennesket, i sin simple form som at gi’ hinanden en psykologi til livet, er vel psykologiens generelle opgave.

                                                                                                                        ¤


SOLIDARISK PSYKOLOGI[26].

Da Marx - af grunde her unævnte - kom ind på sporet af det moderne kapitalistiske samfunds hemmelighed, så skete det i første omgang gennem en kritisk granskning af privatejendoms-ideologien, særligt som den så ud i hovedet hos det fremvoksende borgerskab. Modsat disse, der så menneskelig længsel og liv gående igennem en underkastelse sig tingenes værdi og magt, deres ”oversanselige dansen”, hvor selv den grimmeste og mest hæslige kan købe sig den skønneste kvinde eller mand til sin seng, satte Marx menneskets egen sanselighed, der dog først eksisterer for det ”som menneskelig sanselighed i kraft af medmennesket”[27]. Lige så sigende sætter Marx derfor også ”sanseligheden som basis for al videnskab”.

Dette er mere end 150 år siden. Men Marx forblev som alle bekendt ikke stående herved. Han forfulgte privatejendommens oprindelse, og fandt den i historisk udviklede overindividuelle sociale strukturer, startende med annekteringen af den første slave. Det er også teorien(/erne) om disse ”sociale strukturer”, hvad Marx primært huskes for og bruges til videreafdækning af. Og udbredt er idag det standpunkt, at Marx’ tidlige skrifter er af spekulativ og idealistisk art, hvorved der ofte også menes af ”uvidenskabelig” karakter.

Ikke desto mindre er Marx i sine ungdomsskrifter psykologen, der udtaler sig, idet hans genstand er det enkelte individ i den bestemte sociale sammenhæng, men dette forhold er meget blevet glemt, og er den dag i dag et stadigt overset forhold, hvis betydning for psykologiens videnskabelige udvikling ikke kan underkendes.

Indenfor psykologien har der på grundlag af ovenstående reducerede marxisme-opfattelse også været forfægtet det standpunkt - den kapitallogiske strømning - at psykologien som videnskab ikke eksisterer, eller kun kan eksisterere som borgerlig videnskab. Der er derfor ingen grund til at gå de borgerlige i bedene!

Denne tendens, der var udbredt i 70-erne, har fagligt været tavs i 80-erne. Men problemstillingen lever stadig, idet det endnu ikke er muligt at snakke om psykologien som en videnskab med eksakt definerede grundbegreber og metodik. Psykologien af idag er da også en masse konkurrende og uforenelige skoler, hvad der svarer til at fx. fysikken skulle være defineret ved flere forskellige teorier om tyngdeloven, alle empirisk verificeret.

Der er derfor heller ikke noget at sige til, at såvel samfundsvidenskaberne som humaniore, som også er forudsætningen for naturvidenskaberne, er på tynd is i alt hvad de laver - for også disse må trække på et psykologisk menneskesyn, der ret beset ikke kan siges at være konciperbar mht. videnskabelig status og relevans. Udgangen herpå er to mulighedstyper: enten bliver samfundsvidenskab/humaniore til teori om sociale og kulturelle strukturer med mennesket som ligegyldigt ”forsvindende moment”, på trods af at det netop er for dettes skyld og ærinde, at der teoretiseres; eller også må der trækkes på mere eller mindre kritisable borgerlige psykologikoncepter. Begge mulighedstyper strider dog grundlæggende imod den iboende videnskabsbestræbelse indenfor det pågældende område eller felt. Og en ting mere: da begge mulighedstyper er givet i kraft af den aktuelle historiske og sociale situation for individet - de er et spejl for menneskets nuværende samfundsmæssige liv, når selve livets værdi underkendes - så er det heller ikke muligt at komme videre med en reel beboeliggørelse af noget som helst. Allerhøjest er nye ’strukturkoncepter’ på basis af et fremskrevent ’gammelt, fastlåst og forkrøblet individ’ mulige for både teoretisk og empirisk praksis. Altså den med ny vin på gamle flasker!

Situationen er uholdbar. Ikke kun for socialister, men også for de borgerlige. Men modsat sidstnævnte, der kan sikre sig selv, på kort sigt kun, ved at satse på nye og bedre manipulationskoncepter, så er det en opgave, der kun kan løses menneskeligt, samfundsmæssigt, videnskabeligt mv. i samme grad, som man finder sammen om udvikling og etablering af praksisfelter, der er et kvalitativt svar på, hvordan det i det daglige er muligt at skabe menneskeværdige udviklingstendenser, dvs. hvordan individet kommer ind på dets egen historiske scene som skaber heraf.

Uden at gøre mig særlig klog på det, så er det mit indtryk at arbejdende samfundsforskere/lønarbejdere meget er bundet ind i eksklusive miljø-intriger om forskningsmidler, stillinger mv., som nemt tager al tid og et helt liv - for man skal selvfølgelig også selv overleve. De samme processer findes i den anden ende på bistandsniveauet, omend ressourcerne er færre, og det med en, måske, større grad af faktisk daglig selvdestruktion til følge. Dette skal ikke ses som en underkendelse af et hårdt arbejdende intellektuelt mellemlag. Ligeså heller ikke af, at strukturkoncepter er nødvendige udviklingsmål at satse på - for historie skrives jo af masser, der handler på grundlag af faktiske forhold; og kan man på de hierarki-niveauer, hvor man færdes inden for systemet, fremme kvalitative levevilkår, modsat den borgerlige regerings satsning på nedrivning af alt fælleskulturelt, ja så er meget vundet.

Det centrale er imidlertid stadig tilbage, nemlig at få den almene borger med ind i den fælles aktivitet for udvikling og forbedring af livet - det er i sidste instans også dette, der afgører om noget og ikke andet virkeliggøres historisk.

Historisk eksisterer der idag en masse brudflader, der venter på at blive grebet. Det er ikke svært at se dem fra psykologiens side. Og grunden hertil er, at det primært er det skrantende og marginaliserede individ, der først og fremmest træder frem for psykologisk praksis. Det handler dog ikke om arbejdsprøvning, terapi eller familiearbejde, men om sociale strukturer, hvor man med andre arbejder med noget nyttigt - og er dette ikke indenfor rækkevidde eller til fremskaffelse, så kan psykologien heller ikke noget.

Det er måske sværere at se brudfladerne fra andre fag, men er det i sidste instans ikke samme hammel?

Meget er hidtil sagt om en manglende psykologisk videnskab, men nævnes skal samtidig, at der siden slutningen af 60-erne er foregået et bredt anlagt historisk grundlagsarbejde i Nordeuropa, centreret omkring konceptet ”Kritisk Psykologi”. Det er en bestræbelse, der omhandler at bruge det væsentlig i marxismen til at løse psykologiens grundlagsproblemer. Og man er dèr i dag, hvor man har en forholdsvis veludbygget teori om det almene samfundsmæssige menneske og dettes specifikke regulationsmåde under borgerlige/fremmedbestemte livsbetingelser. Dèr, hvor man ikke er meget, er i økonomisk defineret tværfagsarbejde med andre faggrupper, i praksisprojekter studerende og færdige imellem, og mellem folk indenfor systemet og udenfor - og det på så at sige selvbestemte horisontale arbejdsniveauer, men det at komme herhen i stor målestok afhænger også af andre - og det specielt af ”folk indenfor systemet” qua de mulige ressourcer og politiske fordelingsnøgler, de sidder i nærheden af - idet psykologien/psykologer ellers havner i samme konflikt som den, der karakteriserer faktiske brugergrupper: når det ikke er muligt at arbejde sig ind i kvalitativ samfundsmæssighed, så må man blive, indrette sig, i det givne og få det bedst mulige ud af dette! Denne konflikt er for øvrigt ”ny”, idet den tidligere var overlejret af partiet/venstrefløjen/modstanden/arbejderbevægelsen, men den er måske endda mere almen, idet samfundsmæssiggørelse ikke kan være subgruppers private ansvar, så det kan derfor også være, at det er en mulig konstituerende akse for det basale socialistiske projekt.

Der er med ovenstående forhåbentligt givet nogle gode grunde til en særligt fokus på ”solidarisk psykologi”. Det kan umiddelbart synes, som er det hele verden, der skal i focus, men det er kun udgangspunktet! Mere specifikt kan man starte med at få et overblik over, hvad det egentlig er for en psykologi, som forskellige faggrupper betjener sig af, og så søge at fremme det duelige respektivt overvinde det mere restriktive. Et andet aspekt er det praktisk-politiske, hvor overhovedet forestillinger om praksisprojekter på tværfagsgrund og udredning af økonomisk grundlag for sådanne vil kunne løfte mange problemstillinger videre frem.

                                                                           ¤


ET HJERTE DER SLÅR - MUREN DER FALDT[28].

Det er nødvendigt at stoppe op og søge nyt overblik, når verden forandrer sig med rasende fart. Og hvad fås der så øje på? Der fås øje på kolde mure der falder, på den ene side, og på den anden side er det ”vældfærds”-hegn der bygges op. Der fås også øje på liberalismens triumfttog med yderligere frisættelse af markedskræfterne, Sovjetunionens fald som imperiestat og USA’s ditto på det økonomiske område.

ALLIGEVEL FORUDSIGELIGT.

Der er dog intet af dette, der kan komme synderligt bag på nogen. Det skulle da lige være hastigheden, hvormed det foregår. Alt har mere eller mindre været forudset fra forskellig side i årevis. Derimod er effekten af forandringerne indad- og udadtil indtil nu meget ladt ude af syne: det er den voksende racisme og fascisme, den stigende udstødning af flere og flere fra arbejdsmarkedet, den voksende boligløshed på trods af et stigende bolig-areal, og en samtidig begyndende demontering af den såkaldte velfærdsstats indsats overfor kulturelle, sociale og psykologiske opgaver og problemområder.

BARBARIET PÅ VEJ FREM.

Disse ”effekter” har også til nød kunnet forudses, men det må alligevel overrasket, hvor hurtigt den offentlige opinion bla. har ladet sig forføre til at erstatte støtte med tvang, fx. overfor unge arbejdsløse. Fremfor muligheder, bosteder, lære- og praktikpladser og uddannelsestilbud, er trådt opbevaringsbeskæftigelse, endog hos private arbejdsgivere, der så kan få en billig slavekraft. Hertil er kun at sige, at et samfund der ikke kan tage sig af sine børn, gi’ dem livet, dèt kan ikke overleve - og det fortjener det heller ikke.

PSYKOLOGIEN SOM POLITISK KRAFT.

Der må derfor noget radikalt og revolutionerende til, hvis ikke barbariet skal vokse mellem os, samt gå ud over ”the point of no return” som i 30-erne. Og fagpsykologisk er det derfor også mere nødvendigt end nogensinde, at psykologien, med dens ubetingede partitagen for det hele værdige menneskelige liv, som politisk kraft søger ud i de generelle sociale forhold, både som modvirkende reaktionen, der er igang med at rive alt fælles-kulturelt ned, men også som opbyggelig samfundsforandrende og -forbedrende kollektiv strøm. Opgaven kan formuleres ved, at en verden i forandring kræver en menneskelig forandring af verden om os - ellers bliver virkeligheden til system og mennesket til dets træl.

MEN HVILKEN PSYKOLOGI?

Opgaven er klar nok. Det er mere selve løsningen, der er problemet. Det drejer sig om en menneskelig psykologi som bærende kraft, og kravet er ubetinget partitagen for ’hele det værdige menneskelige liv’. Det er det videnskabelige, der her slåes an, idet videnskab ikke er andet end partitagen for genstanden i det almene arbejdes perspektiv.

Men det er samtidig her, at problemet melder sig.

For det første er psykologien af idag mere en samling uforenelige og konkurrerende skoler, end den er en videnskab med eksakt definerede grundbegreber og metodik om den konkrete menneskelige eksistens. For det andet er der næppe nogen psykologisk skoledannelse, der ikke vil hævde, at de ikke tager parti for ’hele det værdige menneskelige liv’. En specifik skole gået på klingen kan så godt resultere i, at det kun er delaspekter ved den menneskelige psykologi, der arbejdes med, men at man selvfølgelig har det ’hele værdige liv’ osv osv som perspektiv. For det tredje er det også sådan idag, at psykologien allerede er ude i det generelle samfundsmæssige liv. Faktisk er verden næsten ”hyper-psykologisk”. Selv børsmæglere opererer på grundlag af teorier, der indeholder psykologiske faktorer. Og det tror fanden, for jo mere mennesker er isoleret fra hinanden, fra den fælles skaben historie, og uden sine rødder intakte, jo mere bliver virkeligheden en ren ’psykisk affære’, der kan menes hvad som helst om, uden at det af den grund får betydning for andet end een selv, som det så igen heller ikke får, i kraft af den manglende forbundethed med andre. Heldet og beregneligheden er da livsopretholdelsens halmstrå.

At spørge efter den psykologiske videnskab er derfor som at råbe i vinden. Og skulle man endelig få et svar, er man ligevidt mht. dets videnskabskarakter. At løse dette, som det typisk finder sted som dominerende tendens, via eklektisk teoridannelse (:simpel sammenføjning af endog uforenelige brokker) løser da heller ikke noget, idet grundlaget hvorpå der ’sammenføjes’ ikke kan være andet end vilkårligt opstillet, mode- og umiddelbart interessebestemt. Den søgte ”videnskabelige psykologi” er derfor ikke den nuværende udbredte, idet denne er sit eget problem - og ikke engang dette problem værdigt, idet den simpelt gentager, og dermed teoretisk fordobler og legitimerer, hvordan mennesket under borgerlige forhold er udleveret til sine generelle sociale forhold, frakoblet som det er kontrollen over de basale og relevante samfundsmæssige livsbetingelser.

DEN HISTORISK FREMGANGSMÅDE.

En løsning på problemet om videnskabelighed er den historiske fremgangmåde fra Marx. Det er at koble sig på sin genstand i dens historiske udvikling og udfoldelsesproces, og teoretisk spejle hvordan den logisk er bygget op, og hvordan den til stadighed bygger sig selv op på ny gennem aktiviteten herom. Den vilkårlighed, der ellers vil være i valg og indholdsbestemmelse af grundbegreber vil da asymptotisk kunne overvindes til fordel for begrundede antagelser om genstandens væsensforhold - antagelser der igen, idet grundlaget kan fremvises som historisk-logiske udviklingsforhold, eksakt kan gøres til genstand for yderligere reflektion, præcisering, ændring eller udvidelse.


EN KRITISK PSYKOLOGI.

Som Marx anvendte sin historiske fremgangsmåde på studiet af det borgerlige samfund - og herigennem opdagede dets hemmelighed og transhistoriske, dvs forbigående, mission - så er den ”Kritiske Psykologi” den historiske fremgangsmåde anvendt på psykologiens genstand: det konkrete menneskelige individ[29].

En historisk psykologi under de nuværende borgerlige livsbetingelser, hvori mennesket er i krise, må nødvendigvis derfor være en kritisk psykologi, heraf også navnet.

Og centralt er her, at det ikke drejer sig om endnu en psykologisk ”skoledannelse”, endnu en konkurrerende psykologi, men om en grundlagsbestræbelse, et arbejde med de almene og generelle forhold for en psykologisk videnskab overhovedet[30].

Arbejdet, der har stået på i over 20 år nu, mange forskellige steder i Nordeuropa og også andre steder i verden, udgået fra ”Freie Universität” i Berlin, kan man så mene om, hvad man mene vil. Men indtil nu er det det eneste systematiske forsøg på at løse grundlagsproblemet i psykologien, et problem ingen kan benægte er reelt nok.

PÅ HØJDE MED SIN GENSTAND?

Spørgsmålet er dog bare, om den kritiske psykologi i dens hidtidige udformning og grundlagskoncipering også er tilstrækkeligt på højde med sin aktuelle empiriske genstand - mennesket som det eksisterer idag under senkapitalismen - nu hvor kapitalismen som universel pamflet har brudt demarkationslinien ift. den kommunistiske verden, med den daværende ”virkeliggjorte socialisme” på ”god” retur.

Ligesom denne ”linie” har haft verdenshistorisk betydning for alt samfundsliv tilbage fra oktoberrevolutionen i 1917, så har forholdet til den ”virkeliggjorte socialisme” i den kommunistiske verden altid været et problem, der har delt venstrefløjen overalt på kloden: enten har man indsluttet sig i den blok, der har hævdet socialismens virkelige eksistens, det ene eller det andet sted i øst, og at det faktuelt er herudfra, at der må arbejdes, også med den kritik af tingenes eksistens, der altid er nærværende; eller også har man taget afstand herfra, set den ”virkeliggjorte socialisme” som et kunstigt oppustet bluffnummer, der har skullet skjule at et særligt statsbureaukrati, parasitært, og ikke væsensforskelligt fra vestens oligakier, har haft den uindskrænkede magt siden 20-erne. Utallige er også de forskellige positioner, der har placeret sig i midten heraf, centreret om, at det drejer sig om et særligt overgangssamfund mellem kapitalisme og socialisme, som det endnu er for tidligt at sige noget bestemt om.


KRITISK PSYKOLOGI OG KOMMUNISME.

Ligesom den politiske venstrefløj har været delt - og i infight med sig selv - ift. opfattelsen af den ”virkeliggjorte socialisme” i Østeuropa, Sovjetunionen og i Kina, så har den kritiske psykologi som faglig bevægelse også været det lige fra sin start. Men i kraft af videnskabsopfattelsen fra Marx - videnskab som fremme af det almene arbejdes standpunkt på grundlag af den historiske fremgangsmåde - har det været muligt systematisk at gøre forskelligheder, brudflader, og endda eksisterende konsensusforhold, til genstand for fælles reflektion mhp teoretisk videreudvikling af psykologiens genstandsbestemmelse.

Et særligt filter i denne ”teoretiske praksis” har været, at det politiske er den praktiske konsekvens, der drages til fremme af den almene udvikling af psykologiske grundforhold; mao. at det politiske kommer fra en partitagen for genstandens videnskabeliggørelse, hvor det omvendte er ideologi: fremmed samfundsmæssiggørelse, hvor sagen tillempes med argumenter udefra[31].

Det er for meget at sige, at der har været konsensus om ovenstående, men i vid udstrækning er det et af de tyngdepunkter, der har båret den kritiske psykologi som sammenhængende praksisbevægelse. Det er den stadige og stædige bestræbelse på at lade sagen - og ikke den allerede givne private fordom herom - lede og komme til sin ret, der har været et afgørende samlende punkt. Dette kan så igen kun forstås muligt - og muliggjort - ud fra den historiske indfaldsvinkel, der har båret det hele, idet denne netop gør det muligt at praktisere og ”indhøste viden om de former, i hvilke alt til at begynde med tænkes spontant”[32].

TO-FRONTS KRIGEN.

Et andet nok så væsentlig tyngdepunkt indenfor den kritiske psykologi er anvendelsen af de resultater, Marx selv fremsætter på grundlag af studier med den historiske indfaldsvinkel. Der har ikke været den store tvivl om, hvorvidt ”den virkeliggjorte socialisme” i øst har haft legitim basis i mange centrale teoretiske koncepter hos Marx, væsentligst ift. socialisme/kommunisme begrebet og videnskabsopfattelsen - for dèt har der ikke været.

Mht. socialisme/kommunisme begrebet er det hos Marx bestemt som negerende udviklingsperspektiv ud fra kapitalismens universelle udvikling af produktivkræfterne, hvor skranken er kapitalen selv, ligesom kommunisme overalt bestemmes som proces, ”den virkelige bevægelse, som ophæver den nuværende tilstand”[33], altså ikke som produkt eller færdigt resultat, som en klasse kan råde over, og slet ikke i ”et land først”, der var Stalins katestrofale nyskabelse. Hos Marx læser vi da også: ”Kommunismen er empirisk kun mulig som de herskende nationers handling på een gang og på samme tid, hvilket forudsætter den universelle udvikling af produktivkraften, og det hermed sammenhængende verdenssamkvem”(Ibid).

Hvad angår videnskabsopfattelsen er denne i vid udstrækning i den ”virkeliggjorte socialisme” blevet reduceret til dèt ”nogen” mente, der var i overensstemmelse med klassikerne indenfor Marxismen-Leninismen - hvilket ikke adskiller sig fra middelalderens skolastik, tekstfortolkning, hvor dèn der har magten også i sidste ende bestemmer den ”korrekte” tolkning. På dette punkt er det også, at det absurde viser sig, idet marxismens særkende, dens identitet som verdensanskuelse - hvad også Lenin viderefører - netop er opgøret med kun at fortolke verden forskellig, og at gøre sandhed til et teoretisk spørgsmål. Dette er nemlig al hidtidig filosofis[34] ærinde, for ”hvad det kommer an på, er at forandre den” (Marx i Feuerbachteserne), dvs de materielle betingelser for dens eksistens.

Men selv om den ”virkeliggjorte socialisme” har været et selvmodsigende udtryk for kommunisme, falsk varebetegnelse - en art ”åndens” legen skjul med sig selv - har den alligevel som en dominerende ”strukturel verdenshorisont”, gjort det uhyre svært for selve den marxistiske tænkning og praksis - som selvbestemmelsens mulighed - at lade sine egne almene problemstillinger bestemme sig selv mht. udvikling af en socialistisk praksis, dèr hvor man måtte være. En ”dårlig” front har mao. hele tiden presset sig på - hvilket har en analog dimension i logikken fra kapitalismen og dennes monster af liberal frihed, der ikke består i andet end det umulige valg mellem at gå i hundene eller vedvarende at måtte arbejde for fremmede interesser. Det har været en slags to-fronts krig, som marxismen ikke selv har valgt - og de historiske erfaringer med sådanne er ej heller særlig opmuntrende. Om det kunne have gået anderledes, skal her være usagt, ligeså mht. hvorvidt elementer i marxismen selv har bidraget til, at en sådan umulig situation opstår historisk.

Det historiske pres mod marxismen, den tilbagevendende realitetskonfrontation på to fronter kan også siges at have ligget som en art praktisk fantasispærring mht. den kollektive udvikling og virkeliggørelse af det ideelt mulige og realistiske på kort og lang sigt. Enten har handleskridt været mulige, men ikke løst noget revolutionerende ift. den pressede grundsituation; eller også har de været umulige og handlingslammende at leve med; og begge betyder et split mellem handling og tanke, en art gåen i også egen modvind, førende en nærmest imaginær kamp! Men hvis ikke socialismen skulle vokse ud af det nuværende, hvor skulle den så komme fra! De elementer, der kan skabe en ny form, er også de elementer, der kan revolutionere det gamle samfund.

NÅR MURE FALDER!

Når mure falder og demarkationslinier overskrides - som det er tilfældet her ind i 90-erne - er det også sådan, at man ikke længere er henvist til at indrette sig, med et eventuelt tærende, længselsfuldt eller fordømmende ”røntgenblik” til den anden side, men til at opdage sin egen situation og sammenhæng som umiddelbar del af den andens. Om ikke sider af samme sag, så dog en grundlæggende forandring af ens egen position, og det i kraft af helhedens fovandling.

Den konkrete fantasispærring - som den har eksisteret i praksis qua to-fronts krigen - vil derfor komme ind i en egen opløsningsproces - og tanken vil, i en stadig forandring, blive kastet videre ud i verden, om man så har arbejdet teoretisk med marxismen eller har læst den ud af de generelle daglige undertrykkelsesformer overalt i det nuværende generelle samfund. Kravet om et værdigt liv, medens man lever, og at processen også er målet, vil således kunne stilles i al sin radikalitet som den daglige dagsorden.

Situationen er imidlertid flertydig. De lænker alverdens individer hidtil har været bundet med, vil selvfølgelig af kapitalen - af dens magt til både at være motiv og eget formål - søges erstattet af andre, i sidste instans af den selv. Nok frigør kapitalen individet fra dets hidtidige samfundsmæssige indbundethed, men den gør det ved at ekspropriere individet fra enhver samfundsmæssig og naturlig artsmæssig omverden, om det så er fra luften, vandet, jorden og ilden. Det, som kapitalen ikke gør - og ikke kan gøre, i kraft af at arbejdskraften må være privatejet for at kapitalen kan fungere som kapital - er at bringe individerne sammen som ”associerede og forenede producenter” af deres samfundshistorie. Den må nærmest virke ved at forhindre det, for dermed at forhindre sin egen undergang. Og så længe dette ikke skabes, gennem de menneskelige individers rækken ud efter hinanden på frit og fælles land med enhver demarkationslinie ophævet i udvikling, så vil og må kapitalen leve af den hermed forbundne afmagt og isolation individerne imellem.

FASCISME?

At miste en lænke på et sådant niveau er imidlertid langt fra personligt uproblematisk, idet ens hidtidige orienteringshorisont går i stykker. Som Biermann udtrykker det, kan frihed også være en ”dødsensfarlig trussel” - for er der ikke om een en kollektiv kraft, der inviterer til fælles-kulturel aktivitet, så vil angstens mørke let få overhånd. Og hvis ikke dette går i selvvalgt isolation - ved at ville møde sig selv, og dermed gå under - vil det spontant kræve social legitimation for individets egen ret til at bestemme over helheden for at ramme andre, netop de ”svin” fra ”fællesskabet”, der tidligere forbigik een, da det var allermest nødvendigt man blev hørt - og gives dette fodfæste som social magt, er grundlaget for ny-fascistisk sammenrend endnu engang en realitet, bare mere globalt[35] [36].

Engels taler et sted om en ny slægt, en æt, der ”er opvokset under nye, frie samfundsforhold”, og som ”vil være i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig”[37]. Hvorfor er det ikke denne - og dette - vi allerede plejer mellem alle vores hænder?

I den nuværende samfundsmæssige opløsnings- og omstruktureringsproces lurer der mao. en stor fare for det ”uhyrliges” tilbagekomst. Når borgerskabet flotter og godter sig omkring kommunismens endelige, så ve dem, for de næres af lig.

SOCIALISME!

På den anden side er socialismen i krise - men da den endnu aldrig har fundet sine egne samfundsmæssige ben, ja så er det mere en fødselskrise, end det er trummerummen omkring graven, der gentager sig.

At komme videre - igennem! - er ikke kun en psykologisk opgave. Ligeså vigtigt er det at sociologien/samfundsvidenskaben tager hele den politiske økonomi op igen, og konkret undersøger, hvilke erfaringer der kan drages af den hidtidige socialismehistorie. Vægten må lægges på at frem-analysere de valg, der ikke i tide blev truffet mht. omstrukturering, uddelegering af opgaver, afgivelse af magt/kompetence/færdigheder/afhændet arbejde osv osv, i perspektivet fælles langsigtet løft - omend overhovedet selve opgaveformuleringen bedst varetages af selvsamme samfundsvidenskab. Her skal mere en præcisering af den psykologiske opgave vægtes.

KRITISK PSYKOLOGI SOM SAMFUNDSMÆSSIG PSYKOLOGI.

Den kritiske psykologis perspektiv er selve den individuelle samfundsmæssiggørelsesproces som selvsamfundsmæssiggørelse. Heri forstås at det drejer sig om dèt studie af konkrete menneskers liv, der samtidig bidrager til udvikling af selvsamme liv. Den kritiske psykologi må derfor også overskride sin egen kritik af det bestående til fordel for fremanalysering af, hvilke forhold der, som bevidst grebet, fremmer selvbestemte udviklingsmuligheder og lægger hidtidige begrænsninger og mystifikationer bag sig, i såvel individuel-personlig som konkret samfundsmæssig forstand.

For at opfylde dette formål har den kritiske psykologi udviklet en omfattende kategorial-analyse af naturhistoriens overgang i samfundshistorie[38], den historie der ud over at være vores artsmæssige naturlige biologiske fundament samtidig har skabt det menneskelige individ som samfundsmæssigt væsen. Den menneskelige biologi giver sig herudfra at være af samfundsmæsssig natur.

Fundamentalkategorien for den historiske analyse er det ”psykiske”; og dettes udvikling følges derfor fra den første naturhistoriske form - sensibiliteten - frem til den form og egenart, den antager med udviklingen af menneskets totalsamfundsmæssige formidling: menneskets bevidste mulighedsforhold. Herigennem fås en indholdsmæssig bestemmelse af menneskets artspecifikke potentialer for samfundsmæssiggørelse, som de er givet under bestemte og bestemmende samfundsmæssige betingelser. I stedet for traditionel operationel definition - på vilkårligt grundlag, jvf. tidligere - af fx. angst, emotionalitet, kognition, sexualitet osv opnås således en begrundet bestemmelse af, hvad der skal forstås ved menneskelig livseksistens og dennes samfundsmæssige formidling. Herigennem bliver det også klart, at menneskets handlepotentialer står i livets tjeneste; at de udgør særligt udviklede evner og færdigheder til gensvar på opgaver og mål i omverdensbetingelserne i retning af fælles skabelse af egne livsbetingelser og dermed forenet omsorg for hinanden, og således for samfundsenhedens fremtidige udviklingsproces - og at det er udelukkelsen, isolationen, herfra, der er den dybeste grund til bla. psykiske forstyrrelser.

KRITIK AF KRITIKKEN: OM  FUNDAMENTALKATEGORIEN  ’SENSIBILITETEN’.            

Som en gammel skægget gut - Karl Marx! - har formuleret det: ”Det er ikke nok, at tanken søger sin virkeliggørelse, virkeligheden må også selv søge tanken”. Og dette skal gøres med på dét centrale område, der omhandler fundamentalkategorien for det psykiske - ’sensibiliteten’ - som den Kritiske Psykologi overtager fra Leontjev.

Debatten om en adækvat psyke-bestemmelse ud fra Leontjevs bestemmelse er ikke ny. Utallige er, bare herhjemme, de artikler i ”Udkast” og ”Psyke & Logos”, der problematiserer og mere eller mindre afviser den - dog altid under en vis anerkendelse af visse bi-resultater. Flere doktordisputater op gennem 80-erne gør det samme. Også ude i verden er Leontjev stærkt påskønnet - og ligeså stærkt kritiseret. Så bare et overblik over debatten er en selvstændig afhandling værd. At dømme herefter er Leontjevs ’virksomhed’ en mytologiens ”nektar”, den gudedrik der gør een udødelig.

Heller ikke i Forum Kritisk Psykologis historie har debatten været fraværende. I Forum nr.4 / 1988 valgte vi som redaktionsgruppe for egen regning at bringe et indlæg af N.Engelsted[39]; og som vi skrev i indledningen til bladet som ”et forsøg på holde modsigelsen i bevægelse”. Den modsigelse, der blev tænkt på, var modsigelsen mellem en psykologi på kritisk psykologisk grundlag, med Hegels verdensånd efterladt som fremmedgørelsens egen tradition, og så en før-marxisistisk psykologi på Hegeliansk grundlag. Motivet til at søge at fremme debatten lå for det første i det teoretiske, hvor fronterne, også i bladgruppen, var meget klart formuleret, men kun overfor hinanden: Holzkamps - og dermed væsentligst Leontjevs - psyke-bestemmelse contra N.Engelsteds udlægning og kritik af Leontjev. Det vi her håbede en debat kunne afstedkomme var, at kritiske psykologer enten tog fat på kritikken af Leontjev og/eller at kritikere af Leontjev for en gangs skyld tog fat i Holzkamp, i stedet for, som det dengang og stadig idag er blevet en for god vane, at lade kritikken af Leontjev også gælde Holzkamp uden selv at have studeret Holzkamps brug af Leontjev. For det andet lå motivet til debatten i at bringe praksis i og omkring Forum videre. Det gjaldt sammenhængene på studiet, i Studenterhuset, i rådgivningen ”Regnbuen”, og i de tilbagevendende debatdage og sommerlejre i Færdigorganiseringen, samt på de halvårlige seminarer omkring Kritisk Psykologisk Forum - for det var sådan, at de to psyke-koncepter, ud over kun at have contradialog med hinanden, også syntes at initiere divergerende og næsten uforenelige praksisprofiler mht. den videre udvikling af det praktiske psykologarbejde.

Den teoretiske debat - som bladgruppen havde forestillet sig - er udeblevet. I praksis er fronterne dog ikke længere så skarpe; men her kan man næsten fristes til at sige, at Hegelianerne har meldt sig ud af det daglige arbejde omkring de hidtidige former. Dette er dog nok en sandhed med modifikation. Snarere må der være tale om, at der er sket en differentieringsproces, hvor der søges til den praksis og det udsnit heri, en eventuel ny, der modsvarer ens teoretiske standpunkt. Intet tabt, men heller ikke noget vundet, idet standpunkterne stadig er, som de hele tiden har været: uforsonelige. Men måske de nye praksisorienteringer, når de på lang sigt slår igennem konkret, vil gøre det muligt at tage debatten op igen, og det fra en position, hvor standpunkterne ikke længere kun mødes i hinandens antagonistiske billede.

En sådan - egentlig vellykket samfundsmæssig udviklingsproces - vil dog også kræve, at den teoretiske praksis flytter sig ud af stedet, hen hvor et videnskabeligt psykologisk standpunkt er mere udfoldet. Mht. kritikken af Leontjev skal vi ikke undlade at gøre kritikere opmærksom på, at den mangel, man hævder eksisterer, i bestemmelsen af forskellen mellem irritabilitet og sensibilitet - mellem liv og psykisk liv - kun er der, når man læser Leontjev med mekaniske briller og ikke vil se bevægelsens spring som fuldbyrdende sig selv, og når man undlader at agte udvikling som en egenskab ved materien. For Leontjev er forskellen mellem irritabilitet og sensibilitet netop sensibilitetens signalformidlethed på grundlag af den hermed opståede virksomhedproces. Mao.: en psykisk organisme, i modsætning til før-psykisk liv, ’forholder sig’ til sine foranderlige omverdensbetingelser, idet den er ’middelbart’ indlejret heri på grundlag af en aktiv genspejling, sanseligt[40], af sit aktuelle forhold hertil, og det i en slags ”subjekt-subjekt-objekt-forhold”[41]. I samme artikel af Holzkamp - der også er en gennemgang af Leontjevs forfatterskab - argumenteres der endvidere for, at det ikke er muligt at fastholde et subjektstandpunkt i psykologien, hvis man løsner psykologiens grundlag fra genspejlingsteorien, idet liv så alene må ses determineret på mekanisk stimuli-responsagtig vis.

Der kan også argumenteres omvendt: Hvis man undlader at se signalformidletheden - der vokser ud af irritabiliteten - på grundlag af de processer, virksomhed under udvikling, der muliggør, at den psykiske organisme kan sætte sig ”i-forhold-til” sine omverdensbetingelser, ja så er irritabilitetens stade endnu ikke overskredet. Signalformidlethed opstår mao. først som dominant, når de processer, der bærer den, selv bliver dominante som virksomhedprocesser, hvilket også er springets hemmelighed. Som det formuleres af Marx: ”Et væsen optræder først selvstændigt, i det øjeblik det står på egne ben, og det står først på egne ben, i det øjeblik, det skylder sig selv sin tilværelse[42].

Det er også nærliggende at henvise til Holzkamp[43], hvor selve springet og dets faser nærmere bestemmes - for et spring er ikke bare et spring fra noget eksisterende til noget andet, noget endnu ikke nærværende, fraværende eller ubekendt, men det er en indre udviklingsproces i selve virksomhedens formidlingsprocessser. Aben ”sprang” heller ikke ind i samfundet som samfundsvæsen, hverken i et lille eller i et stort spring; den udviklede sig til samfundseksistens ved at udvikle sine omverdensforhold til samfundsmæssige livsbetingelser, i en gensidig proces, hvorved den blev sit eget menneskelige væsen; og overhovedet var det ikke den enkelte (hun)abe - som springet tit placeres i - der gjorde dette: det var aben i sin socialitet med andre (køns)fæller, der ville med på vejen! Overhovedet er dette en bevægelse i samklang organismer og (skabte) betingelser imellem, ellers kan formålsbestemt/intenderet bevægelse ikke træde frem som udvikling i systemets overgribende træk.

Ud fra ovenstående kan det konkluderes, at forsøg på at supplere Leontjevs sensibilitets-bestemmelse, med det nuværende udgangspunkt, kun kan betyde en uholdbar fordobling af psykologiens grundlag. Eller omvendt: den nuværende fordoblede og duale verden - stat/samfund, kapital/lønarbejder, ånd/hånd, by/land, mand/kvinde - som bestemmende udviklingsmodsigelser under fremmedbestemte betingelser, føres ned i psykologiens grundlagsbestemmelse som grundlæggende psykologien[44]. Og den nuværende dominerende verden er vel for fanden hverken den eneste eller historisk endelige, hvad der med en fordobling gives køb på.

Og udgangen heraf - og her må det været muligt at mødes igen de involverede kombatanter - er at grave et tand dybere i selve sensibilitets-bestemmelsen, og dennes forudsætninger. Den blotte anvendelse af den Marx’ske metode - den historiske metode - giver nok, at der kun findes een videnskab, den historiske videnskab[45], men forudsætningen for aktiv videnskabeliggørelse er den subjektive sansning af selve historiedimensionen, hvilket betinger ’evnen til at kunne forbinde sig med, kontakte, selve materiens egenbevægelse som genspejlende egenskab ved een selv’. Og dette sidstnævnte aspekt - bevidst sanselig virksomhed[46] - er et endnu lidet udviklet koncept, altså når der ses bort fra bidragene hos Leontjev!

                                                                                                                        ¤


Der er så megen, i verden, der er for meget. Hvorfor ikke tage bestik af, hvad dets undergangsform er - så det er livet, der leves, kærligheden, der vinder, uden krigen.

KULDEN, DØDEN og KÆRLIGHEDEN

I mindet 'en mor'

Et sammenstød af uforenelige sider. Sider der ikke vil ha’ med hinanden at gøre. Sider af kulde, der ikke kan række ud; og et møde, hvor varmen imellem - gnisten der findes ved at mødes - udlades i destruktion af centres periferi, organismer og død, i en proces af hinandens smerte - over?

Men er der smerte, hvor ikke er?

Menneskeligt ser man sig selv i den andens undergang; problemet der førte til at det kom så vidt, vildført, vildledt, fortabt af en større helhed hinanden imellem, vider ingen af - fordi bevidstheden ikke var eller kunne bevæge sig derhen.

Kan bevidsthedens ikke-væren overhovedet forstås?

På det religiøse område, dér hvor også djævle må træde varsomt - og engle, disse blivende feer, der tager imod og fordeler: på dette område bevæger vi os kun sammen som sjæle fra samme kilde, og altid kommer vi med igen.

                                                                                                                     ¤


Om selvfordømmelse som oplevet modstand.

Tanke-referat af en W.F.Haug tekst: ”Strukturel Hegemonie”, Das Argument nr.129, 1981.

Overskriften ”selvfordømmelse som oplevet modstand” har jeg fra en artikel af Haug, hvor han refererer en undersøgelse af, hvordan arbejderbørn slås om arbejderklassejobs.

Det er en engelsk undersøgelse[47], og den viser hvordan arbejdere kan være utroligt modstandsskabende overfor opbygningen af en kompleks modkultur. Og at der i overtagelse af underordnede jobs medgår en selvfordømmelse, der - og dette er det paradoksale - opleves som ægte indlæring, som bekræftelse, som tilegnelse, altså som en form for modstand. Formen findes allerede i arbejderbarnets anticipering af den fremtidigt kommende livssituation som bunden - at ha’ de underordnede jobs, slavens situation - og det kommer ud gennem en selvidentitet, der er rettet mod de andre.

Dette empiriske paradoks er for Haug et element til at forstå, hvordan man kan have en arbejderklasse, et flertal af befolkningen, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen om at erobre den kulturelle, politiske og økonomiske magt - selv om de er stillet fælles, kollektive, i deres indordning i underordningen. Han ser paradokset som en form for selvfascination, hvor han ved fascination forstår en ”indre lænke”, en ”selv-kortslutning”, og som betingelse for, når det knyttes til det kropslige og ind i det seksuelle, sexistisk, anti-intellektuel og racistisk identitet.

Det sexistiske kommer fra at se det kropslige arbejde, mandearbejdet der i det ukvalificerede, det underordnede, er tømt for mening, som det eneste skabende, fordi det giver penge; det anti-intellektuelle fra ”dem der oppe”, der altid gennemborer een, og ud fra en afstandtagen fra de andre, der tilpasser sig; og det racistiske fra at identiteten opbygges gennem at være mod de andre, der er forskellig fra een. Disse andre kaldes ”Ear’Oles” - røvhuller! - hvilket fremkommer ved, at arbejderklasseunger ”ved siden af den symbolske aggression, i hvilken de er uudtømmelig skabende, er prygelknaben, gennem hvilken de bekræfter deres identitet”.

Med en sådan strukturelt givet form i menneske- eller arbejdermassen - selvfordømmelse som oplevet modstand - kan man tale om en form, hvori menneskekræfter slider sig selv op eller tabes eller retter sig mod sig selv. Som strukturelt givet form kaldes den under de nuværende betingelser af manglende venstre-hegemoni for ”befalende anordning” - og løsningen er derfor en social løsning, hvor den befalende anordning opløses gennem sammenknytning af aktiveringsdispositiver, der frisætter kræfter, der er større end den modstand, der udgår fra indgrebet i anordningen.

                                                                                                                        ¤



[1]Oplæg fra Djurslandkonferencen for socialistiske/kritiske samfundsforskere på Sostrup Slot, 11.-13. marts 1988. Oplæget er i denne skriftlige udgave lettere udbygget med interne nuancer og problemstillinger, så det også kan udgøre et debatoplæg internt i Kritisk Psykologisk Forum; og til de uden om os i det daglige, der kan have interesse i eller lyst til at gå med i videreudviklingen af arbejdet.

[2]Det skal nævnes, at en stor del af de uorganiserede, organiserede sig i "Den Fjerde Fraktion", som også blev kaldt de "Uorganiserede".

[3]For yderligere til begge organiseringers historie, se Kapitel 5.0 i Kompendium 1.

[4]Rart ville det dog være, hvis "færdig"-organiseringens historie også snart blev fortalt. En opfordring. Og dette også selv om "færdig"-organiseringen, under navnet "Organisationen af kritiske psykologer", nedlagde sig selv d.6.oktober 1992.

[5]Se Kapitel 16 i Forum 10.

[6]Regnbuen arbejdede i Studenterhuset fra 1984 og frem til 20.oktober 1993, hvor en polistorm kom forbi med et plot, omhandlende forsøg på kriminalisering af de fagkritiske grupper i huset, hvilket gjalt Regnbuen og Studerende Mod Racisme. Efter politistormen flyttede grupperne på Nørrebro, først til Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade 41, senere i sommeren 1996 til Sjakkets gamle lokaler på Nørrebrogade 56B, 4.sal, som blev åbnet og udviklet som et Være- og Aktivitetssted med følgende formål:

"At skabe debat om unges sociale vilkår i Danmark, f.eks. gennem foredrag, studiekredse, og deltagelse i den offentlige debat. At drive et værested, hvor marginaliserede unge med sociale og psykiske problemer tilbydes deltagelse i aktiviteter og undervisning, samt ved behov rådgivning. Målet er at give en bred socialpsykologisk støtte, der når hele vejen rundt om den unges samlede livssituation".

[7]Brecht i W.F. Haug: "Aktualisierung Brechts", Argument Sonderband 50, 1980, s.58.

[8]Regnbue-oplæg 28.august 1985. Dette oplæg var en første sammenfatning på gruppeniveau af terapi-arbejdet i Regnbuen. En nyere teoretisk behandling af psykoterapi i dets empiriske bekræftelse respektiv afkræftelse af Esben Hougaard - "Psykoterapi - teori og forskning", Dansk Psykologisk Forlag 1996 - må siges direkte at underbygge oplæggets bestemmelser, omend undersøgelsen direkte trækker modsatrettede konsekvenser for videre udvikling af psykoterapien end nærværende oplæg. Dette omhandler undersøgelsens "integrative" indfaldsvinkel, der fører til, at psykoterapiens genstand ureflekteret bliver bestemt gennem enhver nutids sammensurium af tankeformer, snarere end gennem det begrundelige, og dermed videnskabelige, svar ud fra en historisk logisk-indfaldsvinkel. For udfoldelsen af en sådan indfaldsvinkel, se Kapitel 5 i Kompendium 1/1995, samt undertegnede 1986 om "Terapi, samfundsform, subjektivitet", hvor tankegangen i nærværende oplæg udbygges, forfines/korrigeres og begrundes kategorielt via den historisk-logiske metode.

[9]Adfærdsterapi synes at "virke" lidt bedre overfor fobier end andre tilgange. Men dette kan også være en simpel effekt af det forhold, at en realitetskonfrontation under alle omstændigheder er sat på spidsen i de fobiske fænomener, således at enhver konfrontation under støttende omstændigheder vil være bedre, og dermed mere effektfuld, end ingen konfrontation.   

[10]Jvf. U.J.Jensen 83: "Sygdomsbegreber i praksis", Munksgaard.

[11]Åbent indrømmet i Betænkning nr. 809, 1977: "Prioritering i sundhedsvæsenet", hvor det dog formuleres så blødt, at der ingen indicier er for at øgede bevillinger medfører større sundhedsproduktion.

[12]Dette indrømmes også åbent i Betænkning nr.826, 1977: "Det psykiatriske sygehusvæsen".

[13]Frank`s "demoraliserings"-koncept, at være/blive præget af hjælpeløshed eller håbløshed overfor sine problemer, hører hjemme her, som i hvert fald een logisk form, der går forud, at en berørt person søger hjælp, se Esben Hougaaard 1996.

[14]Jvf. Eliason & Nygren: "Psykiatrisk virksomhet", Prisma 81; - "Närstudier i psykoterapi", Prisma 83.

[15]Denne model gentages også i artiklen "Terapirebet - skitse til en kritik af terapibehandlingen", kapitel 5.1 i Kompendium 1/1995, s.187-212, hvor det fremstilles, hvordan terapi kan udvikle sig til kollektivt arbejde, og dermed til overflødiggørelse af sig selv i ethvert enkelt konkret tilfælde.

[16]Oplæg i  i Psykolog Foreningens Arbejdsløshedsudvalg, 26.marts 1987.

[17]21.maj 1988. Indstik til Regnbuen og Bladgruppen Forum Kritisk Psykologi.

[18]Bulldozer, Danmarks Anarkisk Avis. Dagblad i Utopia nr.2, maj 1988.

[19]S.82 i Frigga Haug: "Arbeitsverhältnisse. Ein Frage an Klaus Holzkamp zum 60 Geburtstag" i Maiers & Markard (Hg.): "Kritische Psychologie als Subjektwissenschaft", Campus 1987.

[20]S.11 i "At svare igen med udvikling", Kapitel 10, dette Kompendium 2.

[21]Jvf. W.F.Haug: "Strukturelle Hegemonie", Das Argument 129/1981 eller "Pluraler Marxismus 1", Argument Verlag 1985.

[22]En væsentlig opgave er konciperingen af en praksisteori, der fremanalyser, hvorledes enkeltindivider, fra deres eget ståsted, kan gøre op med "besiddelsesbegæret" respektivt "privatejendomsbegæret" i eget livsrum. Til en aktuel teoridannelse kan der tages udgangspunkt i, at privatejendomsbegæret er besiddelsesbegæret som selvstændig form, med de nye former, der produceres herfra qua kapitalismen som eksistentielt betingelsesgrundlag.

[23]Marx i "Kritik af den Hegelske retsfilosofi", s.66 i V.Sørensen: "Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter", Gyldendal 1973.

[24]Også fra mange marxisters side, blandt andet den franske filosof Lucien Sève.

[25]Marx "Om penge", s.90 i V.Sørensen 73.

[26]Tværfags-oplæg september 1990 til Socialistisk Forum, Gruppe 89. For de kategorielle oplæg, se kapitel 12 om de "Menneskelig behov" i dette Kompendium 2.

[27]Marx` ungdomsskrifter, særligt "Økonomi og filosofi", udvalg hos Villy Sørensen 1973.

[28]Uddrag af leder i Forum Kritisk Psykologi nr.6-7, 27. oktober 1990, året efter Berlin-murens fald.

[29]Klaus Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983; - "Kan der være en kritisk psykologi indenfor rammerne af den marxistiske teori", i Dreier (Red): "Den kritiske psykologi" Rhodos 1979.

[30]Ole Dreier (Red.): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

[31]W.F. Haug: "Standpunkt og socialistisk perspektiv i kritikken af den politiske økonomi", i Philosophia, nr.1-2-3, 1979b.

[32]W.F. Haug: "Individets borgerlige privatform og samfundets omverdensform" i Dreier 1979c.

[33]Karl Marx i "Den tyske ideologi", s.111, i V.Sørensen (Red.) 1973.

[34]Der tænkes på "bevidsthedsfilosofien" med Hegel som fornemste repræsentant, hvis bærende kraft er statsborgerskabet - se til eksempel W.F. Haug analyser i "Die Camera Obscura der Ideologie", Argument Sonderband 70, 1984.

[35]En praktisk tese imod "fascistisk sammenrend" kan være, at det gælder om at isolere dèt, der isolerer os fra hinanden.

[36]For en bestemmelse af klassekampens niveau i det globale, se Morten Ougaard: "Magt og interesser i den globale samfundsformation", Aarhus Universitetsforlag 1989.

[37]Efter Lenin: "Staten og revolutionen", s.95, Gyldendal 1967.

[38]Der findes til opgaven om kategorial-analyse af overgangen mellem dyr og menneske det standpunkt, at det på ingen måde er muligt at foretage en sådan. Og hvis dette er rigtigt, så taber den kritiske psykologi sin navlestreng, sit grundlæggende grundlag. Argumentet mod en sådan analyse er, at der ikke er kilder, specielt tekster, fra denne tid, hvilket også forudsætter netop den ånd og kultur, der er skabt af selve udviklingen til samfundsliv (jvf. til eksempel Ejvind Riisgaard: "Lyksalighed?!", Forum Kritisk Psykologi 1990). Så af gode grunde er der ingen tekster fra selve springet. Den Kritiske Psykologis standpunkt er nu heller ikke, at der er tekster, eller andre materielle vidnesbyrd, men kun at overgangen mellem dyr og menneske har fundet sted, og at denne overgang er et indre udviklingsprodukt af naturhistorien. I og med at den har fundet sted, så ophæves den naturhistoriske biologi for mennesket også til et samfundsmæssigt naturgrundlag - stadig biologi, men af natur samfundsmæssigt. Hermed er væsentlige determinanter for menneskelig virksomhed også sat på forhånd, og det er overhovedet for at få andet end et tilfældigt greb om disse biologisk-samfundsmæssige udviklingspotentialer, at overgangen søges begrebet i dens indre differentieringsproces.

At afvise muligheden for en sådan analyse, til fremskaffelse af indholdsmomenter i grundkategorier, vil derfor fra psykologisk side være kapitulation overfor at ville sige noget forpligtende, og i virkeligheden begrundeligt, om, hvad menneskeligt liv kan være ud over, hvordan det i forvejen er bestemt af sin samtid, eller af den, der måtte udtale sig herom. Det er og kan ikke være sådan, at alle synspunkter, overfor en sag eller det menneskeliv, der er i focus, også er standpunkter af samme generalitet og almenhed - så uden nogen art af teoretisk og metodisk begrundelighed mht. væsentlighedsniveau af den valgte tilgang og begrebsliggørelse, kan det kun ende med en rekurs til den blotte sympatiske mening, den allerede givne (for)dom.

I kritisk psykologi er dette hidtil blevet diskuteret som problemet om overvindelse af "psykologiske teoriers videnskabelige vilkårlighed", jvf. Holzkamp i "Den kritiske psykologis overvindelse af psykologiske teoriers videnskabelige vilkårlighed" (Dreier,O (Red.) 1979).

[39]Se N.Engelsted: "Om psykens grund", Forum Kritisk Psykologi nr.4, 1988, hvor problematiseringen af Leontjev`s psyke-bestemmelse ender op i konklusionen, at Leontjev`s bestemmelse af det psykiskes grundform - sensibiliteten - ikke er tilstrækkelig, idet den ikke formår at fremhæve den kvalitative forskel på liv og psykisk liv, hvad der fører N.Engelsted til at kræve udviklingen af en "klar demarkationslinie". N.Engelsted finder grunden til, at det går så galt i Leontjev`s i overtagelse af Lenings genspejlingsteori.

[40]Den menneskelige "sans" - måske! For et bud herpå, se Jens Mammen: "Den menneskelige sans", Dansk Psykologisk Forlag 1983.

[41]Holzkamp: "Die "Weltlosigkeit" der traditionellen Psychologie und Leontjews Version des Widerspiegelungsprincip", Forum Kritische Psychologie 25, Argument 1990.

[42]S.82 i Marx om "Privatejendom og kommunisme", i V.Sørensen (Red.) 1973.

[43]S.70-81 i K.Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983.

[44]Kategorielt er hovedmodsigelserne i marxismen under kapitalismen følgende: hånd/ånd, by/land, kapital/lønarbejder, og produktion/reproduktion, med følgende sekundært bestemmende modsigelser: køn, race og generation.

[45]Marx 74b: "Den tyske ideologi", Rhodos.

[46]"Sanselig virksomhed" optræder første gang samlet i Feuerbachteserne - Marx 1974a - hvor det er bærende dimension for udviklingen af det nye materialistiske standpunkt som "det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed".

[47]P.Willis: "Learning to Labour. How Working Class Kids Get Working Class Jobs", 1977.