AT LØFTE EGET STANDPUNKT
- om Regnbuens fagpolitiske strategi 1989, Kalle.
For tiden har vi arbejdspres; og megen stress og anspændthed imellem os. Vi har haft det længe, men formåede alligevel efter sommerferien at komme fælles i gang med møderne. Det holdt hårdt. Men det lykkedes. Der var nogle gode fællesmøder - en lang historie værd. Også supervisionen/supervisions-grupperne begyndte så småt at få og finde rytmer.
Nu er der kævl, strid og fravær. Og afværgeformer har igen indfundet sig. Der må være smuttet noget! Og det handler dette papir om.
AFVÆRGEFORMER.
Regnbuen er på intet punkt atypisk ift andre rådgivninger ved at indeholde afværgeformer: fra konfliktafværge til opgivelse overfor arbejdet med nødvendige udviklingsopgaver.
Men som alternativ rådgivning bliver vi traditionel - og undergraver dermed aktivt vores egen eksistensberettigelse - i samme grad, som vi subjektivt bearbejder afværgeformer på restriktiv vis, dvs. indenfor rammerne og cirkulært tolkende og tydende. Hvor det er muligt for ikke-alternative, men institutionelt funderet rådgivninger at overleve via systematiseret afværge, så er dette ikke muligt for Regnbuen - for der er ingen andre til at tage hold om vores rammer/betingelser end os selv som kollektivgruppe. Dette vil også sige, at institutionelle måder - også progressive - i Regnbue-regi griber vores praksis begrænset og truer også med at undergrave en fælles udvikling af vores egen praksis, idet det fører til underkendelse/opgivelse overfor nødvendige udviklingsopgaver. Summa kan siges: en (om muligt) almengjort handleevne i institutionel regi er ikke tilstrækkelig for det alternative.
Det er en del af vores arbejde at have med afværgeformer at gøre. Vores brugere kommer med dem i større eller mindre udstrækning; og vi har også vores egne at forholde os til, ud fra hvordan de biografisk og klassesociologisk har formet sig for os frem til nutiden i dag. I forhold til andet arbejde end rådgivningsarbejde får vores egne afværgeformer større betydning end ellers, idet vi som rådgivere starter udviklingen af en terapeutisk praksis/proces qua os selv bestemt som kompetent. Det er at kunne forholde sig til den udviklingsopgave, der synes at stille sig. Er denne kompetence derimod ikke til rådighed - eller indenfor rækkevidde - så skal der enten ikke gås ind i et forløb, eller også må kompetencen tilkæmpes som et personligt arbejde parallelt med, men også forud for forløbet. Det er i denne sammenhæng at et tidligere minimumskrav for brugerarbejde er blevet formuleret i Regnbuen: at hvis det ikke er muligt at lave perspektivvekslen, så må man drage omsorg for sig selv først og fremmest, og dette er at arbejde snuden op over egne betingelser.
En kompetence er altid relativ. Og der vil altid blive stillet spørgsmål ved den hen ad vejen. Det kan dreje sig om, at en brugers problemstilling er for voldsom: enten ved at man ikke tankemæssigt kan fremanalysere de bestemmende niveauer, der er centralt at arbejde med, eller at man ikke følelsesmæssigt kan rumme brugerens liv, som det bæres af brugeren selv. Stillet her overfor er det en opgave for rådgiveren at prioritere en udvikling/fremskaffelse af en selvkompetence til at kunne arbejde med problemet. Men er dette ikke muligt - eller det forbigås på undskyldende/bortforklarende vis (og her kommer eget individuelt arbejde med egne afværgeformer ind) - så kastes man som rådgiver tilbage til udgangspunktet/startpunktet for terapeutisk arbejde: at stå overfor hinanden, også i selve processen, som man ellers er fælles om at bevæge på specifik måde. Det at udvikle mål fra den fælles praksis finder da ikke sted, og kan heller ikke finde sted, idet der hverken er kontakt eller begreb om forholdet til hinanden og til det fælles uløste tredje. I en sådan situation vil man spontant søge at opnå kontrol over forløbet ved at søge kontrol over brugerens levemåde. Håbet er via simpel påvirkning af brugerens indstilling/handlemåde igen at opnå kompetence som rådgiver. Glemt er eller (for)bliver, at det essentielle er, hvad der har betinget, at man har tabt kompetence, hvilket er et spørgsmål om, hvor og hvorledes man har grebet for snævert og for skævt tidligere og indtil nu. Der vil her være et slags asymptotisk forhold mellem en brugers eksistentielle problemstilling og den problemstilling, der ubemestret vokser frem i den terapeutiske proces. Udviklingsopgaven for rådgiveren er her at stille sig bag dette ved at prøve at indkredse sammen med brugeren dét uudviklede, der endnu ikke er greb om hos nogen af parterne.
Forbigås dette, så er der trøst og manipulation tilbage som terapeutens bemestringsform. Det er traditionel terapi som via teknikker (:psykoanalyse, adfærdsterapi, systemisk indgreb) og/eller via personalisering (:at vide bedre end brugeren, søge at overtale, at være guru), der her viser sig som restriktiv regulationsmåde. Denne duer som sagt i udpræget grad indenfor institutionelle rammer. Men det er stene for brød, hvad angår brugere.
Det tilgrundliggende problem kan indenfor denne form ikke udvikles - for der er ikke længere noget fælles (uløst) tredje til stede. Eller måske mere præcist: eksistensen heraf tillades ikke fra terapeutens side. Dette er også en umiddelbarheds indfangethed med fokus på brugeren som eksistentiel privat-person - fremfor et middelbart arbejde med at finde veje i brugerens livssituation. Dermed er det også en større eller mindre gentagelse af brugerens problematiske livssituation i den terapeutiske proces (:en læggen sig i forlængelse af brugerens problem, hvad man dog ikke kan undgå, men man kan stoppe op overfor brugen af de spontane måder, der ikke løser det alment, men derimod fastholder det restriktivt).
Kører man ud over ovenstående grænse vil man som rådgiver hurtigt få færden af, at man snart stilles afmægtig. Og supervisionsønsker og -krav vokser frem.
Ole Dreier's "Privat tænkning"/stencil 87, "Zur Funktionsbestimmung .. "/86 og Jespers oplæg om "Supervision"/Regnbuen okt. 88, har sat fokus herpå. Supervision kan blive en mulig aflastning fra "alene ansvaret i det ellers så isolerede sagsarbejde"(Jespers s.4). Det påpeges ligeledes, at en grund til denne skærpelse skal søges i manglen på en "almen teori om terapi".
Det springende punkt i vores arbejde pt. synes at befinde sig her. Det er spørgsmålet om, hvordan der i produktiv og fremadrettet forstand kan arbejdes hermed. Og i sin fulde konsekvens er dette spørgsmålet om en alternativ strategi.
EN ALTERNATIV STRATEGI.
En alternativ strategi vil jeg mene findes i Regnbuen. Ikke hos enkeltpersoner, måske isoleret i deres hoveder eller i praktiske færdigheder i afgrænsede (fra andre) forløb; ej heller i hengemte oplæg. Men overhovedet i det, at Regnbuen har overlevet og nu lever på 5.år.
Jeg vil også mene, at vi har strofer til en teori om terapi. Den ligger der endog i sin formulerede retningsbestemmelse som negering af terapi via udviklingen af mere overgribende samfundsmæssige forhold af personlige og kollektive strukturer, selvkompetente strukturer for udviklingen af samfundsmæssige standpunkter og perspektiver.
Konkretiseringsgraden i vores "teori om terapi" er imidlertid ikke særlig stor, hvilket bl.a. kan aflæses af, at der indtil nu kun er et bud på spørgsmålet om "typiske brugerforløb"(oplæg 11.11.87) som problemet om "typiske måder at vende en ulidelig livssituation på" ("Terapi - et fælles problem om afmagt", s.13/28.8.85 Kalle).
Tidligere - år 1987 - var der debat i Regnbuen om, om det overhovedet var muligt at generalisere til "typiske brugerforløb". Tvivlerne mente, at man kun kunne systematisere et konkret brugerforløb; - men på spørgsmålet om, hvorfor det skulle være umuligt at generalisere over flere systematiserede brugerforløb - hvad der godt kunne/ville afsløre flere typer - var der ingen argumenter. Tværtimod var der modargumentet, at overhovedet en systematisering af et konkret brugerforløb allerede betrådte området af "typiske brugerforløb" - en systematisering er også en generalisering - og at en systematisering i en eller anden grad implicit trækker på en eller anden generaliseret "teori om terapi"- bestemmelse. En forening af de to indfaldsvinkler - jeg oplever debatten som et metode-problem, og ikke først og fremmest som standpunkts-modsætninger - findes i tredelingen :
Implicit heri ligger grundkonceptet for Regnbuens arbejde: at terapi (som al anden arbejdsvirksomhed) ses som specifik form for samfundsmæssigt arbejde. Og at terapi netop er den særlige form, der opstår som utilsigtet biprodukt (lige som sygdom overhovedet) af almen menneskelig samfundsmæssig produktion. Med eksistensen af stat og kapital i dag, er der dog ikke længere kun tale om et "utilsigtet" biprodukt, men om en systematisk produktion af psykisk koks og social marginalisering.
Og denne aktuelle form - dette betingelsesgrundlag - føder også en modsætning mellem en institutionel og en ekstra parlamentarisk/alternativ praksisudvikling - for det at sprænge rammerne/formerne må ses som etableringen af en hel ny form, der i sig selv er socialistisk.
I et socialistisk perspektiv er den institutionelle praksisudvikling derfor funktionelt underordnet den alternative, idet etablerede institutioner er udformet som støttende op under statskapitalismens simple reproduktion. At stille sig i en institutionel praksis giver derfor bestemte og anderledes udviklingsopgaver end det at stille sig i en alternativ praksis - nemlig at nå ud til rammerne, nå derud, hvor formen begrænser.
I en vis forstand er Regnbuen også en institution, men med den afgørende forskel, at betingelsesgrundlaget er under kollektivt greb. Vi skal ikke primært ud til formens grænser for at sprænge den; tværtimod står vi allerede med formen i hånden, hvorfor den skal videreudvikles i relation til andre former. Dette giver sig også ud fra, at vi ikke er hængt op umiddelbart i et økonomisk og politisk spændingsforhold ift stat og kapital. Og det er også denne autonomi, der definerer det alternative.
Her udfra er Regnbuen ikke i Studenterhuset, fordi vi har brug for et gratis sted - som interviewet i "Røde Blade" lidt lægger op til. Men pga. en politisk vurdering af, at der her er konkrete muligheder for arbejdet med almen faglig udvikling.
Skematisk om modsigelsen mellem det alternative og det institutionelle standpunkt:
Meget - jeg vil næsten sige alt - af vores koks for tiden finder jeg funderet i, at vi ikke som gruppe og som hver enkelt af os som medlem, ikke tilstrækkeligt formår at omgås, gribe og udvikle modsigelsen mellem det alternative (forstået praktisk) og det institutionelle.
I Regnbuens historie har de to sider kunnet leve side om side. Det har været det alternative overfor det kritisk psykologiske, hvilket også indtil dato er vores to ansigter udadtil. Der er derfor heller aldrig fra gruppens side stillet krav til Regnbue-aktivister om at have en kritisk psykologisk teori i madkassen. Nogen har tidligere ytret ønske om dette - bl.a. Henning S. - men der har ikke været opbakning bag en løsning af modsigelsen på denne måde Og det - tror jeg - også af god grund.
Perspektivistisk kan der ikke være nogen modsætning af uforenelig karakter - så er der i hvert fald noget galt et eller andet sted (Det vil jeg også mene der er på det punkt hos Ute og K.Holzkamp, hvor staten naturaliseres til at være knyttet til al samfundsmæssig eksistens. Men lad dette være). Konkret er der - og har der de sidste 10 år været en modsigelse inden for kritisk Psykologisk Forum - omkring praksisudvikling. Det drejer sig om konkurrerende teorier ud fra forskellige praksis'er. Indenfor det terapeutiske synes det at være et problem om, at "teori om terapi" ikke tilstrækkeligt begrebsligt reflekterer den specifikke praksisform, som teorien udvikles på grundlag af.
Ole Dreiers overvejelser er til eksempel overvejelser ud fra en institutionelle praksis og dennes almengørelseskrav - hvad han bl.a. selv gav udtryk for i Fulda. Desuden ligger det også mellem linier i hans tekster, og det kan også aflæses ud fra perspektivet. Og det er fedt nok.
Men en transport af Ole's overvejelser til Regnbuen er problematisk af flere grunde:
1 - at Regnbuen er udenfor det institutionelle. Vi har derfor specifikt brug for (be)greber om fælles udvikling af fælles arbejde.
2 - nok står vi isoleret fra hinanden og skal derfor søge at nå ud til rammerne, hvor vi kan nå hinanden - hvad Ole sætter på begreb - men fra Regnbuens standpunkt er dette en underlogik, ikke Regnbuens logik i sig selv.
3 - fokus på underlogikken uden at det alternative standpunkt er konkret repræsenteret overlader greb om det fælles betingelsesgrundlag - og dermed også kontinuiteten i vores arbejde - til tilfældigheder. Og til at blive bestemt af de enkeltpersoner, der er meget i Regnbuen. Dette kan bl.a. betyde en skærpelse af forholdet mellem ny og gammel. Desuden vil et spredt fremmøde i Regnbuen have samme funktion, idet enkelte så alene skal tage vare på kontinuiteten og stå for udviklingen af det overordnede.
I et oplæg om "Terapi (KUA 22.11.86) begrunder OD det nødvendige i et perspektivskifte for videreudviklingen af terapeutisk praksis. OD argumenterer for et perspektivskifte fra fokus på klienten til fokus på rådgiveren/terapeuten. Et nyt land - uudforsket - kommer til syne.
Og det er det samme land, der den sidste måned - startende med "supervisions-oplægget" - er kommet til syne i Regnbuen: hver af os. Forsvundet i samme åndedrag er dels hver vores konkrete livsbetingelser - studerende, arbejdsløs, lønarbejdende (hvilket også føder forskellig faglighed at indgå med i Regnbuen) - og dels vores konkrete brugerforløb og disses krav til den enkelte rådgiver. Det er terapi set som praksisform, vi har mistet - netop dét terapi er mere end en bruger og terapeut.
En sådan 'forsvundethed' tenderer automatisk en nedblænding af Regnbuen som alternativ rådgivning, idet den kollektive arbejdsgenstand alene vil træde frem i dens interpersonelle aspekt, hvilket også er det primære medie for afværgeformer. Her igennem kommer der også tryk på eget subjektive befindende, som isoleret genstand for refleksion: enten reageres ud eller også søges det hele 'rummet'. Ingen af delene er i almen forstand brugbare.
Det nuværende i Regnbuen er derfor også klart selvskabt. Og da det nuværende ikke synes at pege ud over og ud af sig selv, må det dreje sig om at træde tilbage fra dette terapeutiserede overdrev. Det må være en tilbagegang til de faglige standpunkter, der bevæger sig. På dette punkt ligger der et renskrevet brugerforløb, som fortjener al mulig opmærksomhed.
OM AFVÆRGEFORMER PÅNY.
Det er et kendetegn ved afværgeformer, at de som et psykisk kompleks bæres abstrakt og køres konkret af, uden om ens selvbestemmelsesperspektiv. Umiddelbart kan jeg komme i tanke om følgende: - at kunne lide/ikke lide sin bruger; - at køre for hurtigt/hen over hovedet på en bruger; - at bluffe/idealisere/fraskrive sig/tilskrive sig kompetence.
At være i en afværgeform er at køre forskubbet fra sig selv, fra eget standpunkt - og derfor kan der heller ikke summeres om indenfor selve afværgeformen. Der er nemlig ikke andet indhold end det, der i forvejen mangler. Og de - for tiden gentagne - fejlhøringer, det har jeg aldrig sagt, det er ikke sådan det skal forstås - er derfor afværgeformers selvudtryk.
At træde tilbage til faglige standpunkter finder jeg er en betingelse for, at diverse afværgeformer kan tematiseres i deres overflødiggørelsesperspektiv. Dette kommer godt nok også implicit til at stille krav til hver enkelt om et egetarbejde med hin specifikke personlige. Dette er vel heller ingen skade - for den enkeltes egenaktivitet herom er nødvendig. Det, der derimod kan gøres til debat for en løsning er, hvordan og hvorledes den enkelte gives en hånd til dette biografiske og klassesociale udredningsarbejde. Som gruppe skulle det være muligt at aflaste det eksistentielle tryk i et sådant arbejde - fremfor at skabe overtryk gennem abstrakt arbejde om egne konkrete afværgeformer. Dette forlanger vi vel ikke engang af vores brugere.
TIL SLUT.
Dette oplæg har været båret af et forsøg på at stoppe op overfor en "usund" logik imellem os. Det er søgt gjort gennem en fastholdelse af det alternative som overordnet strategi.