Erich Wulff

Produktion og virkning af fjendebilleder[1]

Begrebet fjendebillede forudsætter, at det derved ikke blot drejer sig om tanker, men tværtimod om noget mere anskueligt, som man kan se, og hvorpå man kan pege, og som på samme tid også giver én handlingsanvisninger. I begrebet fjendebillede bliver det dog også tydeligt – og dermed indeholder det allerede et kritisk potentiale – at ikke alt det man iagttager ved en fjende også er hans faktiske egenskaber, men tværtimod til dels er supplerende, tilføjede, ordnende, og strukturerende egenskaber. Hvis modstanderen, ”fjenden” ville være alt det, som vi ser i ham, så ville problemet omkring fjendebilleder slet ikke stille sig. Når jeg taler om et fjendebillede, så indrømmer jeg, at jeg fantaserer noget til det virkelige, at jeg supplerer noget, eller også, at jeg forlener faktisk iagttagede egenskaber, adfærdsmåder og hensigter, med en bestemt, dem sammenholdende, og fra et bestemt perspektiv først synligt blivende, betydning. Det fantaserede fjendebillede grupperer sig derved ofte om en reel kerne. Men også det tilføjede opfinder jeg kun sjældent alene. For det meste overtager jeg dertil færdiggjorte skabeloner. Fjendebilleder bliver ofte udbredt gennem plakater, film, fjernsynsudsendelser, aviser.

                      ”Fjendebillede” kan dog også betyde, at det ikke er andet end karakteren af fjendtligheden selv, som jeg tilføjer billedet af en anden: at han nemlig vil gøre mig ondt hhv. nærer onde hensigter overfor mig. Her ville fjendebilledet være konstitueret på en anden måde – ikke, som ved den første version: du er doven, pedantisk, stivsindet, ondsindet, grusom, fej, lusket, og derfor kan jeg ikke lide dig, men tværtimod: lige meget hvilke andre egenskaber du end måtte have, jeg iagttager ved dig, at du vil gøre noget ondt imod mig. Du er aggressoren, og lige netop derfor min fjende. Vi må altså ved fjendebillederne skelne tilskrivningen af nogle andre ubehagelige egenskaber, fra tilskrivningen af selve fjendtligheden som egenskab.

                                                                  II.

I begge versioner af fjendebilledet, der for øvrigt ofte smelter sammen med hinanden, ligger der endnu svære spørgsmål begravet, der skal besvares. For naturligvis findes der ikke kun fjendebilleder, men også virkelige fjender, folk, der er sådan (eller som befinder sig i en sådan situation), at de gennem mange af deres handlinger, om de nu intenderer det eller ej, modarbejder mine interesser og ønsker. Nogle gange også mine livsvigtige interesser. Og naturligvis findes der også folk, som fra begyndelsen rent faktisk vil mig noget ondt. Hvorledes skelner jeg nu virkelige fjender fra indbildte, fra fantasier? Og hvorledes skelner jeg ved virkelige fjender dé dele, som jeg muligvis har fantaseret til? Her bliver der opkastet et problem, som filosofien generelt, og erkendelsesteorien specielt, har beskæftiget sig med fra arilds tid: Hvorpå kan jeg overhovedet skelne det virkelige fra det blot forestillede? Dette fundamentale spørgsmål kan naturligvis heller ikke jeg på stående fod give et entydigt svar på. Men der findes dertil dog immervæk nogle praktiske henvisninger: Det virkelige er for det meste mere modsætningsfyldt, mindre entydigt end det fantaserede. Der hæftes også mere underordnede ting til det virkelige, mere hverdagsagtige og banale: ”petits perceptions”, Leibniz`s små iagttagelser, der også af Merleau Ponty bliver anført som virkelighedens kendetegn. Og til det virkelige – i modsætning til det fantaserede – hører der på den ene side både mere modstand mod mine forsøg på omformning, og på den anden side også en mere spontan foranderlighed, uafhængigt af mine indgreb: en evne til forandring, der udgår fra det virkelige selv, eller fra noget andet, der også kan bevæge det. Det virkelige er altså, mere end mine fantasier, aldrig kun underkastet mig alene, det er del af en fælles verden.

Hvis alt ved vores iagttagelse af vores modstander er soleklart, klokkerent og modsigelsesfrit, og hvis denne heller ikke ændrer sig ved nærmere bekendtskab, så er mistanken om at jeg har fantaseret mig til i det mindste enkelte væsentlige træk, hvad angår hans egenskaber eller hans hensigter, størst.

Entydigheden ved den onde hensigt, den klare afgrænsning fra ikke kun venner, men også overfor neutrale personer, den polære modposition til mine egne hensigter og mål, dét er egenskaber, der snarest vokser ud af rene begrebsoperationer. Begrebsoperationer behøver ikke at bekymre sig om uigennemsigtigheden, modsigelsesfyldtheden, modsætningen, det ikke-entydige, og en tilbageholdelse af det virkelige. Kun logisk-semantiske lovmæssigheder gælder. Med det begrebslige er det ligeså:

Når man tænker på noget varmt, så viser dette varme ligeledes hen til noget koldt, som noget godt viser hen til noget ondt, tilsvarende: orden til kaos, kraft til svaghed, sandhed til løgn – og omvendt. Og enhver pol kommer til syne som modsætningen, som den anden pols negation. Nu findes der imidlertid psykiske processer, der udvider sådanne polære modsætningspar stadigt mere, får alle mellemtoner til at forsvinde, til de endeligt bliver til absolutte, gensidigt udelukkende modsætninger – og bliver så, hvis de er relateret til vore behov eller vores angst, til hhv. ønske- eller skrækbilleder. Sådanne processer ligger også til grund for produktionen af fjendebilleder. Man kan i denne udskillen sig af absolutte modsætninger – uden hensyn til en tilbageholdende virkelighed – se lovmæssigheder af en semantisk dynamik, i værk; dermed vil jeg sige, at man egentligt kun kan gøre sådan noget uforstyrret fra virkeligheden, i det begrebslige, det tænkte, det fantaserede – men hvor dette dog også altid søges gjort, hvis man sætter parentes om virkeligheden – eller også selv bliver udklamret af denne. Fra et andet perspektiv kunne man også kalde denne tankebevægelse for en ”horisontal dialektik”, i hvilken tese og modtese stadigt tilspidser sig mere og mere, uden dog at gennemføre det kvalitative omslag til en syntese. Det drejer sig om en dialektik, hvor fremskridtet er udelukket, og som kun kan løbe af stablen i mod hinanden rettede dialytiske ”afklaringsprocesser”. Dette kan til dels eksemplificeres gennem de ofte sekterisk førte, og til stadigt videregående splittelser førende, teoretiske diskussioner, mellem forskellige venstreorienterede grupper i begyndelsen af 70-erne.

                      En holden fast ved den rene begrebslighed, en dialektik der tænker videre i stadigt mere abstrakte og tilspidsede ja-/nej-skemata, og på samme tid ikke har nogle fremtidsperspektiver, skaber et frugtbart fundament for produktionen af tomme former for ønske- og fjendebilleder, der på denne måde kan ”afsløre” sig i dé fantasier der slutteligt bliver sat på begreb. Og det lader sig formode, at dé slør som derved falder, er afkastede virkelighedsrester.

                                                                  III.

Jeg kan her ikke videreføre disse strukturelle perspektiver af de fantasmatisk-begrebslige tomme former for fjendebilleder, som de fremgår af processerne for en binær, polariserende begrebslig dynamik. Jeg vil derfor i stedet nu vende mig mod spørgsmålet om, hvad der overhovedet får mig til at formulere fjendebilleder.

                      Og her kan man ikke komme forbi dét bidrag, som psykoanalysen har ydet dette problem. Freud har med eksemplet om forfølgelsesvanviddet udarbejdet, at der findes egne ønsker og følelser, som kan blive så farlige for den indre ligevægt, ens egen sikkerhed og tryghed, ja for ens egen identitet, at man må fornægte, undertrykke, ja endeligt fortrænge dem hos sig selv, igennem en akt af stadig større anstrengelse. Dette lykkes dog for det meste kun ufuldstændigt. De følelser og ønsker, som man tror man har skaffet af vejen hos sig selv, bliver derfor synlige hos andre, de bliver tilskrevet andre, og bliver der skånselsløst forfulgt. Freud indordnede en sådan hændelse som en projektion under de psykiske afværgemekanismer. Og hvis man kigger nærmere, har fjendebilleder rent faktisk ofte en sådan projektiv karakter. Denne projektive karakter knytter sig sammen med den horisontal-dialektiske polarisering: hvad han er, er jeg helt sikkert ikke, hvad jeg er, er han helt sikkert ikke. Han er min absolutte modsætning, og jeg hans. På denne vej af afgrænsning, bliver der også opnået en yderligere beskyttelse imod farlige ønsker. Freuds eksempler stammer i stor udstrækning fra den seksuelle sfære: egen fortrængte ønsker, som man – nogle gange også vendt til deres modsætning – iagttager og forfølger hos andre. Derved må man have øje for, at en sådan projektiv mekanisme sjældent blot digter noget til, men tværtimod meget hyppigere knytter sig til faktisk forhåndenværende egenskaber, adfærdsmåder, osv., men dog puster disse op, gør dem ensidige, og omstrukturerer dem ift. perspektivet.

                      Til sådanne fjendebilleder hører, at de repræsenterer noget, som man må forbyde sig selv, men egentligt ganske gerne ville have – eller være. Således vækker man det til live hos en anden, og undertrykker det samtidigt hos den anden, hvilket er mere ufarligt og lettere at bære, end hos en selv. Man kan også opdage sådanne mekanismer langt væk fra seksualiteten, nemlig mht. normer og deres efterfølgelse overhovedet. Hvem ville ikke gerne være fri for indskrænkning og tvang gennem normer, nødvendigheden af punktlighed, at være præcis, at planlægge, af den rutinerede, fremmedbestemte dagligdag, hvem ønsker ikke, at kunne være spontan, kreativ, behovsorienteret, selvbestemmende, at være sådan, som man lige nu føler, og at kunne handle ud fra øjeblikket? Men dette ville koste de fleste deres arbejde, hvis de forsøgte dette udenfor deres fritid, muligvis også deres bolig eller anbefalingen af indflydelsesrige kendte mennesker, osv. Sådanne behov må altså undertrykkes og bekæmpes. Derfor bliver sådanne forførende, farlige egenskaber, også hvis de kun viser sig som spor hos andre, forfulgt som forsømmelse, kaos, uorden, og dem der viser noget af dette, bliver stiliseret som forsømmende, ja ikke sjældent som forbrydere. Jeg har kaldt denne mekanisme for normopatisk angstprojektion. Normopaten erklærer pga. angst alt der er spontant, ukontrolleret og dermed kreativt, autonomt og selvbestemt, som hans fjende. På samme tid forvisser  han sig om sin egen identitet som funderet i orden, sikkerhed, bestandighed, og tryghed. Projektion og sikren sig er altså to sider af samme proces: fjendebilledeproduktionen.

                      Derved må man huske på, at formelt lignende processer også kan komme fra den modsatte retning. Også en nok så stille antydning af stabilitet, orden, af struktur- og integrationsfordring, kan blive iagttaget som tegn på autoritære, ja endda totalitære, herskabsbehov, som ligeledes projiceres på andre. Ved mennesker der gør dette, er struktur, vedholdenhed, orden, og indlejrethed (Eingebundensein), forsynet med en negativ accent: som cementering, tvangsmæssighed, ufrihed, og repression. De gælder som farlige, og må på totaliserende måde forfølges hos andre, også selvom disse egenskaber kun viser sig som spor. Dette ville være en sociopatisk angstprojektion, der står overfor den normopatiske pol. Samtidigt sikrer sådanne mennesker sig herved, at deres identitet er modsætningen til de udprojicerede egenskaber: nemlig autonom, selvbestemmende, kreativ, ja netop et ”frit” menneske.

IV

Fra en sådan synsvinkel viser der sig allerede en første anvendelse i det politiske område, f.eks. når man tænker på forandringen i det antikommunistiske fjendebillede igennem de sidste 50-70 år. I årene  efter den første verdenskrig, hvor mange mennesker, især af borgerlig herkomst, stadigvæk søgte deres identitet gennem orden, overblik, bestandighed, tryghed og sikkerhed (en identitet, der igennem krig og inflation i virkeligheden faktisk allerede var svært rystet, ja, var blevet en illusion), blev kommunisten betragtet som en omstyrter af alle værdier, som en fare for den menneskelige art, som en desartikulerer af en natur- eller gudsgiven orden. Det må formodes, at der her endnu var rester af en feudal identitet der følte sig angrebet og sat spørgsmålstegn ved, og igennem et sådant fjendebillede oplevede en – hvis også kun illusionær – selvforvissen sig.

                      I dag frygter man af ”kommunisten” snarere antastningen af de, på hans tid godt-nok til det negative vendte – værdier, som han tidligere syntes at legemliggøre: autonomien, spontaniteten, den kreative fornyelse, kort sagt: friheden. Han betragtes ikke så meget mere som den omstyrtende revolutionære, men langt snarere som den totalitære, herskabsudøvende bureaukrat. Vi kan heraf slutte, at det moderne kapitalistiske samfund i dag snarere søger sin identitet begrundet – til forskel fra for 50 år siden – i kreativiteten, i autonomien, i spontaniteten, i foranderligheden – kort sagt, i ”friheden”, og vi må ligeledes antage, at lige netop disse værdier ikke er uanfægtede i vores eget samfund, men tværtimod kræver en stadig, identitetssikrende selvforsikring: ja, at de for deres vedkommende er illusionære.

                      Den vidtgående illusionære forvissen sig af ens egen identitet, følger her altså formedelst dens ”angrebethed” af modstanderen, fjenden. To ting bliver opnået gennem denne mekanisme: For det første, at jeg i min modsætning til fjenden føler mig mere sikker på, at jeg er, som jeg gerne vil være, at jeg, som jeg kan lide mig selv, rent faktisk også eksisterer, og at virkeligheden ikke allerede har sat denne identitet ud af kraft.

                      Og for det andet: Den indre sikkerhed omkring, at hverken jeg har rystet denne ønske-identitet – og at heller ikke de samfundsmæssige forhold hvorunder jeg lever er ansvarlige for det -, men at det tværtimod kun er ham, den ydre fjende, der truer den. Fjenden har altså såvel en funktion som syndebuk, og også en funktion som en illusionær stifter af vores egen identitet: Han bliver brugt der, hvor jeg lige netop ikke længere kan genfinde min egen identitet – eller i hvert fald væsentlige dele af den – i uoverensstemmelsen med virkeligheden. Det totalitære bureaukratiske herredømmes skræk- og fjendebillede, bekræfter mig altså i min illusionære beslutningsfrihed, i min illusionære kreativitet, spontanitet og autonomi, i min illusionære ”frihed”. Først idet jeg forestiller mig den fjende der truer, kan jeg erfare mig selv som fri. Og som et sådant ”frit” subjekt, er jeg helt personligt kaldet til at bekæmpe fjenden.

                      Men naturligvis må denne forvissen sig selv og denne selvforsikring af friheden, ikke gå for langt. Den må - og skal naturligvis også – bidrage til at bekæmpe fjenden, men samtidigt må den ikke gøre nogen som helst konkrete forsøg på at virkeliggøre den forestillede egen frihed – for ellers ville den, som beskrevet i forrige afsnit, på sin vis være farlig. Således er det intet tilfælde, at det kommer til en spaltning af fjendebillederne i to korresponderende dele: I den ydre fjende, i form af bureaukratisk-totalitært herredømme, der tilintetgør enhver form for spontanitet, kreativitet, autonomi, ”frihed”, bedst beskrevet i Orwell`s ”1984”, og i en indre fjende, der snarere bliver tilskrevet forvrængede træk at netop dét, jeg så vredt  forsøger at forsvare imod den ydre  fjende: spontanitet, behovsorientering, følelsesbetoning, selvbestemmelse; alt dette bliver forfulgt og forbandet som kaos, dovenskab, sjuskethed, forsømmelse og vilkårlighed, specielt hos udlændingene i vores land, men også hos andre ”indre fjender”, såsom punkerne, tidligere studenterne, de Grønne, og overhovedet hos store dele af den alternative kultur. Således opstår der en spaltning mellem de modsætningsfulde indre og ydre fjendebilleder. Den tjener dertil, at jeg på vekslende vis – som jeg nu lige har brug for det -  kan identificere mig selv i modsætning til dem, som et kreativt, spontant, følelsespræget, behovsorienteret, og i øjeblikket som et levende, ”frit”, men også som et ordentligt, normforpligtet, planlæggende, præstationsorienteret, og i en naturlig orden indlejret menneske. Spaltningen af de imaginære fjendebilleder, svarer altså til en spaltning af de illusionære identiteter.

                                                                  V.

Hvad jeg hidtil har skildret, var på den ene side formelle strukturer, men på den anden side dog også indre betingelser for at fjendebilleder kan komme i stand. Louis Althusser ville, fra et ideologiteoretisk perspektiv, kalde disse for ”structures d´accueil”, velkommensstrukturer, dvs. de indre psykiske dispositioner, udfra hvilke det forklarer sig, at bestemte fjendebilleder, men også de dem omgribende ideologier, rent faktisk finder en så stor resonans, altså rent faktisk bliver virksomme som motivationelt og politisk handlingsorienterende. De er dét, som vi medindtager i fjendebilledet som vores ”eget”. Dette forklarer også, at vi ved anråbninger gennem fjendebilledet, lige netop føler os ganske ”personligt” ramt/anråbt. Også disse indre betingelser (ligesom afvejningen af de i forvejen beskrevne formelle strukturer af imaginær semantik og horisontal dialektik i det private område) er kommet historisk i stand i en samfundsmæssig proces som massefænomener, og ikke blot som tilfældige individuelle personlighedsskæbner. På et andet sted har jeg forbundet opspaltningen i normopatisk-totaliserende og i sociopatisk-forspillede angst-projektioner og har dermed bragt den sammenknyttede opspaltning af imaginære identiteter i forbindelse med den kendsgerning, at den enkelte, i moderne kapitalistiske samfund, vidtgående er blevet frataget muligheden for virksom deltagelse i skabelsen af egne livsbetingelser men også af forandringen af verden. De fleste mennesker kan i dag ikke gøre ”produktive virkelighedserfaringer”, de kan knap tilfredsstille deres produktiv behov i virkeligheden. Disse svulmer grænseløs op i fantasien – men råder derigennem også i en modsigelse med nødvendighederne af den økonomiske livsforvaltning – bekymringen omkring ens egen arbejdsplads for eksempel. Sådanne i realiteten rodfæstede modsigelser mellem fundamentale behov forklarer efter mit skøn også spaltningen og modsigelsen i fjendebillederne: de af den ”ydre” og den ”indre” fjende, som spaltetheden af den imaginære ”subjektive” identitet.

                                                                  VI

Men også sådanne indre paratheder og dispositioner til fjendebilleder, som de normopatiske og sociopatiske angstprojektioner, er ikke selv disse billeder. Fjendebilleder opstår netop ikke på det individuelle niveau, ikke spontant og tilfældigt, de bliver tværtimod induceret ideologisk igennem dét, Althusser har kaldt ”anråbninger” (interpellations). Politikerne og medierne leverer de præfabrikerede gestalter, der passer til velkommensstrukturerne og til de indre dispositioner, som er af mere strukturel og formel karakter, som en nøgle i en lås. I sammentræffet mellem dem konstituerer der sig ud af et konkrete individ et subjekt, som en gennem sit eget fjendebillede sikker blevet identitet – rent faktisk underkastet de ideologiske ”dispositiver”, i sin illusionære selvidentifikation gennem anråbningen af fjendebilledet, og imidlertid kun der erfaret som fri. Kun sådan kan det også foranlediges til, desuagtet af frihedens illusion, at handle fremmedbestemt.

                      Til herredømmesikringen af den politiske propaganda – og dermed til en virksom ideologiprojektion – hører der, at udvikle en sensibilitet for hvorledes ønskede effekter – f.eks. fjendtlighed overfor kommunister – kan omsættes til overbevisende fjendebilleder. Det drejer sig om at benytte den psykiske energi, der står latent til disposition som den indre beredvillighed af de i formen frusterede, til dels i angstprojektioner transformerede behov, til processerne for den tiltagende polarisering i området for det begrebslige-fantasmatiske. Nogle gange er allerede anstødet af en eneste anråbelse, tilstrækkeligt dertil: Processerne for den tiltagende afsløring af fjendebilledet og dets tiltagende polære modsætning til ens eget selv, der således først bliver konstitueret som ”frit” hhv. ”trygt”, løber så videre af sig selv, de bliver derved også tiltagende oplevet som jeg-agtige, og fører endeligt til ”subjekternes” ønskede handlinger. Når anråbningen senere gentager sig, opstår der en aha-oplevelse i sindet: jeg har jo altid vist det. Derved bliver der ved produktionen af de ideologiske anråbninger arbejdet lige så koldt beregnede, som med indfølingens mekanisme: Sandsynligvis er begge dele også nødvendigt for en tilsvarende succes. Det fatale ved sagen er, at det, hvor en virksom deltagelse i den samfundsmæssige livsproces er stærkt indskrænket, sandsynligvis vil være lettere at motivere mennesker til illusionære identiteter mod projektive fjendebilleder, end at motivere dem til egne virkelige interesser og behov. I tilslutning til en sætning af Ernst Bloch, spørger jeg: Hvilke billeder lader sig finde, som svarer til ens egne, virkelige interesser, således at man kan tale sandt om tingene og derved på samme tid også kan tale virksomt til menneskene? Må der for deres udbredelse også stilles – til det positive vendte – ideologiske ”dispositiver” til disposition, kollektive ritualer for en individuel, subjektiv (og det vil vel endnu sige illusionær) selvvirkeliggørelse? Er der overhovedet en mulighed for at blive sig selv bevidst som person på en anden måde, end igennem den underkastende ideologiske anråbelse – i kampen mod forestillede fjender, at være et ”frit” hhv. et i ordenen trygt subjekt?

                      Til dette spørgsmål har jeg ingen svar, højst nogle få henvisninger. Måske hjælper det allerede lidt videre, at kunne gennemskue ens egen ideologiske underkastelse blot en smule. Illusionær identifikation med faktisk ikke-tilfredsstillede behov som f.eks. kreativitet og autonomi, men også behovene for bestandighed og tryghed, bliver så noget sværere. Måske gælder det også om at formulere en moral, hvis kerne består i en nægtelse af horisontalt-dialektiske ”afsløringer” – og de fristelser, der udgår fra deres indbildte klarhed og tilsyneladende entydighed. Hvis man truer med at geråde ud på dette trip, burde man sige til sig selv at man har forladt virkeligheden, at krigen kun i fantasien er fader til alle ting og også til ens egne identiteter: nemlig der, hvor man, i opgøret med virkeligheden sammen med andre, ikke kan frembringe dem som personligheder.

                      Kort sagt: man bliver snarere underkastet som ”subjekt”, des mere man har forladt den fælles virkelighed eller er blevet udelukket af den. Desto mindre kan man også udvikle sin egen personlighed. Den ideologisk funderede horisontale dialektik mellem subjektidentitet og fjendebillede er lige netop kun en substitut for de fra virkeligheden udstødte og denne forandrende, dialektiske processer, der i personens virksomme deltagelse i den samfundsmæssige livsproces, kan blive til progressive virkelighedserfaringer.

 

Litteraturliste 

Althusser, Louis, 1977: ”Ideologie und ideologische Staatsapparate. West-Berlin

Holzkamp-Osterkamp, Ute, 1976: ”Motivationsforschung 2”. Frankfurt/M.

Freud, Anna, 1975: ”Das Ich und die Abwehrmechanismen”. München.

Freud, Sigmund, 1945: ”Psychoanalytische Bemerkungen über einen autobiographsich beschriebenen Fall von Paranoia. In: Gesammelte Werke VIII, s. 240-320, Frankfurt/M.

Sève, Lucien, 1973: ”Marxismus und Theorie der Persönlichkeit”. Frankfurt/M.    

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                



[1] Das Argument 160/1986. Oversat af Gaderummet-Regnbuen v/Alexandra Holmboe, 2001.