Oplæg ved Kalle
Birck-Madsen, cand.psych.
En fortælling om Psykologisk Laboratorium/KUA,
Kritisk Psykologi, Rådgivningsgruppen Regnbuen og Initiativgruppen Gaderummet.
Et vue over 25 års historie, med fokus på udviklingslogikker, socialt og klinisk
psykologisk.
Se videoen, desværre rigtig dårlig lydkalitet: 2005-04-20 Sidste foredrag i gamle Gaderum Nørrebrogade 56 B 4.wmv
Stenciludgaven af oplægget: 2005-04-20 Gaderummet 25 års historie. med plancher.htm / PDF
Introduktion
til oplægget.
Den 25.april og frem er Gaderummet og Regnbuen ikke
længere smidt ud alle steder fra. Her overgiver håndværkerne en fin gammel
købmandsgård, med egen gård, på Ydre Nørrebro, til et hus for
”Socialpsykologisk fristed for udstødte unge”.
Historien starter på psykologistudiet i slutningen
af 70-erne, med kritisk psykologi. Senere i 1983 kommer Studenterhuset i
Købmandsgade og rådgivningen Regnbuen til. Så kom i 1993 terrorist-intrigen og
-dommen, men også det virkeligt opbyggelige gennem Solidaritetshuset på
Nørrebro. Endelig er det jo så, at vi møder en spraglet BZ-gruppe, der også
jævnligt smides ud alle steder fra. Så blev vi hurtigt smidt ud i samlet flok,
november 1997, men vi nægtede at ophøre med arbejdet og forlade lokalerne. Det
kom der endnu en lang historie ud af.
Først den lange march uden for institutionerne, nu
kom den lange vandring inden for institutionerne. Denne ender foreløbig med
flytning og lovliggørelse fra d.25.april 2005.
Som oplægsholder vil jeg gerne fortælle historien i de
nuværende lokaler. Det er her, den hører hjemme i den forstand, at uden den
fælles praktiske historieskrivning havde gaderummet og regnbuen ikke overlevet
sig selv. Det vil blive et tilbageskuende blik på en social, faglig og politisk
proces, der på underfundig vis ender op i et simpelt praktisk og teoretisk
arbejdsprojekt og -koncept: en fælles varetagelse af udstødte unge.
Det nuværende gaderum lever i små kinesiske æsker,
der gentagen pakker sig ud og ind, afhængig af opgave, døgnrytme og arbejdsgenstand.
Det behøver det ikke længere kun at måtte gøre. Det nye hus er et hus, der reelt
tilgodeser rådgivningsarbejde, undervisning, bo´ere, gaderum og aktiviteter.
Men det bliver en kæmpe opgave at erobre og udvikle det videre, herunder
hvordan erobringen af huset samtidig betyder et almengørende arbejde for andre
unge og deres udviklingsbetingelser uden for huset. Tætheden i Gaderummet vil i
det nye hus blive ophævet i flere distinkte subjekters samvirke i huset, i en
plural struktur. En udviklingsopgave at medtænke.
Springet fra det ene til det andet, overgangen fra
et niveau til det næste andet, eller realiseringen af nyeste udviklingszone i
perspektivet den næste, er i sig selv frisættende for erkendelse og for
praktiske ændringer. Når gamle strukturer brydes op, kan nye gnostiske
mulighedsforhold vinde frem.
I det ”spring”, som huset står overfor, ser det ud
som om, at meget lidt kan gå galt. Det er gaderummet for gammelt til. Men i et
spring, der er en overgang fra een position til en grundlæggende anden, må man
aflære gammelt, for netop at kunne tillade sig at lære det nye, som noget
potentielt bærende for det kommende, men i springet til nyt er angsten også
nærværende, da man i fejltagelsen kan miste alt og mere til.
Brugergruppefladen i Gaderummet-Regnbuen spænder i
dag fra løsning af problemer helt internt, fra skænderi og tandbørsten, bumse-
og rendestensniveauet i sig, og over de psykotiske og adfærdsforstyrrende
processer, til de mere sammenhængsbestemte konflikter med andre systemmyndigheder
som psykiatri, retsvæsen og socialvæsen om, hvem der stiller dagordenen.
Aktuelt er konflikter her laterale: samtale før tvungen tvang og medicinering,
indenfor psykiatrien; bistandshjælp til mad og transport, før tvungen
aktivering/kriminalisering.
Med flytningen vil vi strukturelt kunne arbejde mere
med en overvindelse af disse systemmodsigelser, som konkrete individer lider
under, da menneskene ikke længere kun skal bo i sofaer og store papkasser.
Arbejdet i det nye hus kan blive arbejde som i ”det
gamle samfund”, hvor en velmenende behandlende gruppe endelig indordner sig
under det ydre systems krav, og nu som husets myndighed, indordner og omformer
sit menneskelige råmateriale efter sin egen systemstandart, og herefter, ud fra
dette, handler videre med den berørte anden på et fremmed grundlag – det gamle
- og dermed ud hvad systemet stiller som diktum, men som låser sanselig
menneskelig udvikling, og som skaber irreversible processer af social og
psykisk art. Det behøver ikke blive sådan. Kun hvis unge ikke får en chance.
Her er der brug for en rigtig subjektvidenskabelig psykologi, en kritisk
psykologi der gennemtrænger gammelt, ud fra berørtes eget virksomme perspektiv,
en psykologi der bevidst fremmer udfoldelsen af den menneskelige personlighed
som et alment sanseligt grundforhold mellem mennesker.
På
sin vis spejler Gaderummets sammensætning nærmest udstødte menneskers situation
i perioden 1800-1850, hvor de dukkede op (igen) i massefænomen, og hvor
taklingen af det problem, som de udgjorde, efterfølgende blev
institutionaliseret og endte op i adskillelsen mellem psykiatri, fattiggården
og tugthusene.
Siden da er mennesker – og samfundets forståelse af
sig selv - blevet skilt op i kasser fremmed for hinanden, fremmed for deres
fælles skæbnespunkt og udgangspunkt i de generaliserede almene samfundsforhold.
Nu blev alt ikke-normalt indenfor afviger- og anomali-kategorien også selv til
et afvig, med effekten, at selvom alt nyt starter som et afvig, som noget forskelligt
for det gamle, det generelle, det normale, så vil også dette blive opfattet som
endnu et afvig, et yderligere deficit, der skal bekæmpes i egen kasse eller
flyttes til en anden. Dobbeltdiagnoserne, som altid er et problem, er i denne
sammenhæng de individer, hvis fulde indordning endnu ikke er fuldbyrdet af
nogen instans.
Forhold der i bakspejlet omhandlede at samfundet
ikke var tilstrækkeligt, men tværtimod generaliseret producerede afvig og
deficit i sin egen midte, og dermed destruktion af mennesker lig sig selv uden
at ville vide af det; - Og siden dette foregår, så ligger der også en
menneskelig værdig opgave at løse.
Historien har fostret mange forsøg på oprør og opgør
overfor denne umyndighedsgørelse af enkeltmennesker og grupper af mennesker,
bare fordi de kom på tværs af den historiske proces.
Det ligger lige for, at gøre strukturel regning og
lave autonome ”gaderum med rådgivning” i for-entréerne til psykiatriske
afdelinger og socialcentre. Så ville der være større chance for, at unge – og
gamles – problemer i en proces får lov at leve og træde frem, som dét de er,
personlige problemer og sociale problemstillinger, hvis løsning alt på længere
sigt afhænger af.
Indtil videre er huset ikke ”besat” af nogen anden
ydre instans, kompetence eller myndighed, end hvad der ligger af muligheder i
selve lovliggørelsen, og disses betingelser. Dette betyder konkret, at der ikke
er nogen adskillende kompetence påført huset, men at stab, personale, brugere,
boe´ere, aktivister og gæster fortsat udgør en enhed, der i fællesskab og i
fælles lokaler skal udvikle huset og dets arbejde.
Huset skal, eller opgaven for dets subjekt, hvis det
skal lykkes, kunne gøre denne bevægelse med sig selv med, og må kunne gøre det
begrebsligt reflekteret igennem det almenes egen udvikling, fra dets nuværende
udgangspunkt til sit kommende grundlag, og det skal kunne gøre det ud fra sig
selv. Med en parafrase over Marx vil jeg sige, at et væsen først er sig selv,
når det stiller sig på egne ben, og det står først på egne ben, når det skylder
sig selv sin egen tilværelse. I dette tilfælde er det en fælles ungebygning,
der skal bygges med henblik på det nye, der vokser ud af det gamle.
Her ser det ud som om, blandt mange niveauer, at der
åbner sig et land for det ureducerede arbejde med gamle alment uløste
problemer. Hvorfor en arbejdsorientering ikke strukturelt kan eller vil udvikle
sig til indre selvbestemt overlevelsesformåen, og hvorfor det kan være umuligt
at vende tilbage fra psykosen, hvad det er for forhold der som uløst virker
regressivt ind på udblændingen af subjektet, der forringer dets
tilpasningsevne. To former, der historisk tidligere blev skilt ud efter almuen,
efterfølgende placeret på psykodytter og i tvangsforanstaltninger, nu i dag som
toppen de skizofrene og de kronisk kriminelle og asociale. Det handler ikke
bare om afvigerroller og genforskelle, men om nogle dybtliggende
social-økonomiske handlestrukturer og tankeformer i vores fælles livsførelser,
hvor vi bare ikke kan komme til bunds i, hvor problemerne kommer fra, men det
er også fordi feltet, som der er tilgang til, allerede er tømt for dets
meningsindhold og almene betydningsforhold. Her vil gaderummet adskille sig.
¤