Redelighed om hash søges!

 

Af cand.psych. Kalle Birck-Madsen, daglig leder, Gaderummet-Regnbuen.

 

Endnu engang er hashen på den store dagsorden. Regeringen ruster op. Enhver besiddelse skal fremover være kriminel. Altså ingen skelnen mellem hash og hårde stoffer. Alt kaldes stoffer eller narko.

 

Selve vicestatsminister Bendt Bendtsen har blandet sig i den offentlige debat. Personligt berørt af en søn, der selv er havnet i narkokriminalitet, med hårde stoffer. Det hævdes, at hash fører til narkomani, og at større tilgængelighed af hash øger antallet af narkomaner. Unægtelig! Virkeligheden ser også sådan ud – men er det også dens forklaring?

 

Et argument er, at hash fører til narkomani. Narkomaner er i de fleste tilfælde startet med hash i en tidlig alder. Statistisk underbygges dette af, at 80% af alle narkomaner har været kroniske hashomaner inden. Sådan kan man ikke tale om konsekvensen af den første øl, man drikker. Her synes der at være belæg for at hævde, at finder man behag i en beruselse med alkohol før omkring det 14-15 år, hvor fysiologien ikke er egentlig udviklet, da er der større tendens til alkoholisme. Skadevirkningen ved voksenmisbrug af alkohol – og tobak – er dog voldsomt værre samfundsøkonomisk og personligt, end hvad angår hash.

Et andet argument er, at en frigivelse eller bare en yderligere legalisering, vil gøre tilgængeligheden af hashen alt for stort. Det vides nemlig, at tilgængeligheden af et stof, er én af mange faktorer, der bestemmer dets brug og hyppigheden heraf. Udbredelsen af den nye informationsteknologi udvisker dog afgørende denne sammenhæng. Lige meget hvor man er, er man i nærheden af stoffer. Men ved forsøg på fortsat kriminalisering af hash vil man søge at opnå det samme som ved at begrænse un-ges tilgang til køb af alkohol til det 15 år.

 

Omkring hash – og det forhold at 80% narkomaner er tidligere hashomaner, altså hash som narko-manproducent – så er det ikke noget jeg kan genkende fra snart 30 års blik på hash som nydelsesmiddel. I alle årene har større eller mindre dele af mit sociale netværk være en hashrygende kultur, og jeg har også mødt mange kroniske hashomaner. Når nogen ”smuttede” skete det altid, når de ”var væk”. Men det var aldrig hashen, der bragte dem derud. Det skete altid gradvist, parallelt med alt muligt andet pillestof, man proppede sig med.

 

I de sidste 8 år, hvor Gaderummet på Nørrebro – et være-, bo- og psykologisk rådgivningssted - har været min ramme for at have med unge udstødte og sårbare, har jeg ikke i eet eneste tilfælde af utroligt mange unge hashomaner erfaret én ung, der er gået videre til narko. Og de hashomaner, jeg gennem årene har set leve i en computer og selv ligne en joint, er alle ude igen og i gang med det ydre liv på en produktiv måde for dem selv og samfundet. Ser jeg tilbage på min tid før Gaderummet, springer den kendsgerning mig i øjnene, at for dem der havnede i misbrug, var der forinden foregået en social omvæltningsproces. For dem fandtes der ikke et socialt sted, de kunne være med al deres afmagt og frustration. Og de steder, der var, lukkede alle på et eller andet tidspunkt på døg-net, og typisk sammenhænge kun båret op af alkohol og nogen gange suppleret med hash. Lige som med et hvilket som helst andet stof kan man risikere ikke længere at kunne blive ”mæt” af hash, og dermed gå videre til noget stærkere. Men hemmeligheden her synes at være af social art. Hash er hverken udløsende for stofpsykoser eller narkomani. De stressende livsforhold, der ikke samles op gennem sociale arbejdsrum og fællesskabsløsninger, er nok den mest afgørende faktor for, at det kommer til narkomanier. Det er narkomaniens produktionsgrundlag ikke at have andet alternativ end at flytte på sin egen smerte over angstens handlingslammelse. Ikke tilgængeligheden af et stof er afgørende, men at der er et socialt alternativ. Skal en kamp mod disse og andre rusmidler vindes, så kræves der andre midler end restriktioner. Der kræves en social kultur, hvor omgangen med de forskellige nydelsesmidler har sin funktionelle plads, ud fra hvordan de tjener eller kan hæmme om livet får lov at fylde i et perspektivrigt fællesskab. Altså at livet er en god ting.

 

Lige som vicestatsministeren kan sige, at han som ”politimand har set hvordan hash og hårde stoffer har ført unge i fordærv”, må jeg som psykolog sige, at så længe hashen er kriminaliseret, og gjort identisk med hårde stoffer, lige så længe vil det være nærmest umuligt at give sårbare unge og unge med misbrug en støtte, der forhindrer en kriminel (narko)karriere. Ud fra erfaringer med Gaderum-met, synes det springende punkt for bekæmpelsen af den indre narkoman, at være forekomsten af tilgængeligt socialt rum og relevante arbejdsmidler, tilgang til mad, til samvær med andre unge, til aktiviteter, computere, informationer, faglige ressourcer, samt personligt og social medansvar, og at der er en døgnåben tilgang ud fra egne præmisser. Det synes at være manglen på social kollektiv varme og relevante psykiske arbejdsmidler, der fører til narkomani, ikke tilstedeværelsen eller misbruget af hash. Det skarpe hjørne går entydigt mellem hash og hårde stoffer, ej mellem alkohol og stoffer.  

 

Vicestatsministeren og regeringen vender det om: Ikke narkomaniens og kriminalitetens sociale omstændigheder – sociale misforhold og manglende voksenoverskud - ses som problemet, men at alle der fremover ryger hash skal være kriminelle. Det er at ’rette bager for smed’. Det giver ikke mere voksenoverskud og mere fælles socialt rum. Tværtimod. Alle, specielt unge, ved at der er afgørende forskel på hash og hårde stoffer. Det er autoritært bedrageri at hævde det modsatte og det fører kun til civil ulydighed, hvor unge vil ryge fordi grundene til dets forbud er illegitime. Regeringens skærpede linie overfor hash vil producere narkomaner og kriminelle pillemisbrugere i stort omfang. Kom dog til fornuft. Fortsat kriminalisering af hash er ødelæggende på alle niveauer i samfundet.