Ingen vil forsvare Pusherstreet – jeg vil!

Pusherstreet: nogle af vor tids frihedshelte!

 

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Endnu engang er hashen og Christiania på den store dagsorden. Regeringen ruster op. Det nuværende Pusherstreet kan se frem til sit endelige, en langvarig politistorm, når og hvis politiet handler som chefpolitikommissær Kai Vitrup udtrykker: ”Vi mangler kun en dato for at rykke ind”.

 

Argumenter om hash.

Det har været fremme, og det er nok det ene af de to stærke argumenter mod frigivelsen af hash, at narkomaner i de fleste tilfælde er startet med hash, og det i en tidlig alder. Statistisk underbygges dette af, at 80% af alle narkomaner har været kroniske hashomaner inden. Sådan kan man ikke tale om konsekvensen af den første øl, som man drikker. Men her synes der at være belæg for at hævde, at hvis man finder behag i en beruselse med alkohol før omkring det 14-15 år, hvor ens fysiologi er egentlig udviklet, at da er der større tendens til alkoholisme.

Det andet stærke argument mod hash, det er at en frigivelse, eller bare en yderligere legalisering, vil gøre tilgængeligheden af stoffet alt for stort. Det vides, at tilgængeligheden af et stof, er én af mange faktorer, der bestemmer dets brug og hyppigheden heraf. Dog udvisker udbredelsen af den nye informationsteknologi afgørende denne sammenhæng. Lige meget hvor man er, er man i nærheden af stoffer. Lige meget hvilke.

 

Pusherstreet!

Pusherstreet er om noget symbol på hashens generelle status i det danske samfund. 30 års kriminalitet som Kai Vitrup kalder det. ”Vi må med handling vise at hash er ulovligt”. Det skal Kai Vitrup sige, for stillingtagen til hashens ulovliggørelse ligger uden for hans område.

Det er dog tankevækkende at alt det negative, som Pusherstreet gennem tiderne har været forbundet med, at dette i den nuværende debat er fraværende. Pusherstreet er typisk blevet forbundet med våben og knive, rockervold og udnyttelse, alt i hårde stoffer, og så selvfølgelig hashen, der væltede op af gadens kloak, med forsyningscentraler ud i byen til de værste bagmænd og gorillaer, med jævnlige interne skyderier. Og som i sig selv skabende marginalisering, udstødning, misbrug og kriminalitet og asocialitet.

 

Regeringens hashpolitik.

Intentionen i Regeringens konfrontationslinie, lovgivningsmæssigt og praktisk politimæssigt, synes med andre ord at være ganske konstruktiv. Der tages et opgør for at flytte på danskernes holdning og tolerance til hash generelt. De overfyldte fængsler og de belastede domstole er bare i forvejen fyldt op af narkorelaterede forbrydelser, hvor hashen udgør den absolut største enkeltfaktor, i størrelsesorden med bumser og fattige der tages for rapseri af madvarer og som sidder det af. Regeringens konfrontationslinie tipper her over i det absurde. Men hvad at gøre, problemet er der jo stadig.

 

Problemet.

Det er meget nemt at tale for et nej eller at sætte grænser, mår man har magt eller akt til det. I dette tilfælde at udelukke hashen fra den legale kultur gennem ulovliggørelse, med de argumenter, der menes at være rigtige. Argumenterne mod hash holder bare ikke. Det er en kamp mod vejrmøller, som forhindrer at de reelle og faktiske problemer kan udarbejdes og løses for de mennesker, der er berørt af dem. Konflikten mellem alkohol og hash larmer, og spærrer for at få øje på mennesket.

 

Ordentlige livsbetingelser er afgørende for unge, ikke hash!

Omkring hash – og det forhold at 80% narkomaner er tidligere hashomaner, altså hash som narkomanproducent – så er det ikke noget jeg kan genkende fra snart 30 års blik på hash som nydelsesmiddel. I alle årene har større eller mindre dele af mit sociale netværk være en hashrygende kultur, og jeg har også mødt mange kroniske hashomaner. Når nogen ”smuttede” skete det altid, når de ”var væk”. Men det var aldrig hashen, der bragte dem derud. Det skete altid gradvist, parallelt med alt muligt andet pillestof, man proppede sig med, og som følge af almindelig udmagring.

I de sidste 7 år, hvor jeg har haft en ramme – det socialpsykologiske fristed Gaderummet på Nørrebro - for at have med unge udstødte og sårbare at gøre, her har jeg imidlertid ikke i eet eneste tilfælde af utroligt mange unge hashomaner erfaret én eneste ung, der er gået videre til hårde stoffer. Og de hashomaner, jeg gennem årene har set leve i en computer, nærmest alle er ude igen og i gang med det ydre liv på en god måde. Jeg forbinder disse resultater med Gaderummets frie og åbne tilgang til mad, samvær med andre unge, aktiviteter, computere, aviser/informationer, faglige ressourcer, samt personligt og social medansvar. Og at der er en døgnåben social-kulturel puls for stedet.

Det døgnåbne i Gaderummets fungeren tror jeg er en væsentlig faktor for bekæmpelsen af den indre narkoman. Kigger jeg tilbage på min tid før Gaderummet, så springer det mig i øjnene, at dem, der smuttede ud i misbrug, og gik linen ned, at der forud gik en social omvæltningsproces, hvor der ikke var et egentlig socialt sted, de kunne være med alt deres afmagt og frustration. Og de steder, som der var, lukkede alle på et eller andet tidspunkt på døgnet, og typisk sammenhænge kun båret op af alkohol og nogen gange hash. Lige som med et hvilket som helst andet stof kan man risikere ikke længere at kunne blive ”mæt” af hash, og dermed gå videre til noget stærkere. Men hemmeligheden her synes at være af social art. Hash er hverken udløsende for stofpsykoser eller narkomanproducent. De stressende livsforhold, der ikke samles op gennem sociale arbejdsrum og fællesskabsløsninger, er nok den mest afgørende faktor for, at det kommer til sammenbrud eller narkomanier. Det er narkomaniens produktionsgrundlag ikke at have andet alternativ end at flytte på sin egen smerte over angstens handlingslammelse. Ikke tilgængeligheden af et stof er afgørende, men at der er et socialt alternativ.

Regeringens skærpede linie overfor hash og Christiania vil producere narkomaner og kriminelle pillemisbrugere i stort omfang. De mest sårbare unge vil lide mest. Den organiserede kriminalitet vil fortsat vokse, lige som politi og retsvæsen vil gøre det. En fortsat kriminalisering vil være at leve i stadig larm fra nogle drukkendebolte, der skændes og slås. Hvorfor ikke lidt respekt og fordragelighed med plads til alle ?

 

Puscherstreet: Vor tids frihedshelte.

Pusherstreet skal ikke fjernes. Dens mennesker udøver en samfundsmæssig funktion, som gavner en helhed. Skal der ske noget med Pusherstreet, så kunne det være støtte til at organisere sig som hashcentral ud fra etiske normer, som enhver anden solidarisk semiprofessionel organisation styres efter. Der er mere end 3/4 million rygere i Danmark og en meget større produktiv arbejdskultur de indgår i. Hvad har Regeringen at tilbyde dette, andet end nid og nag, om man skal nyde en øl, vin eller en joint i det samfundsmæssige fællesskab.

 

Opråb til regeringen!

I kan fylde fængsler, øge midler til politi og domstole, og stresse mennesker og sammenhænge. Men det er en laden stå til og dermed kun det næstbedste. For ligesom da en konservative minister frigav pornoen, kan venstremanden statsminister Anders Fogh Rasmussen frigive hashen. Det vil være det bedste for alle parter. Når dette – selve lovgivningen - er faldet på plads, så vil det være muligt fra en større fælles platform at tage bestik af, hvad Christiania – og andre fristeder rundt om i landet – har at tilbyde det almindelige samfund, og hvad det normale samfund har at tilbyde Christiania m.fl. Pusherstreet vil ganske givet finde sin naturlige plads i dette fællesskab, nu hvor den økonomiske magt over hashen kan integreres ind i det civile samfund, lidt som et apoteksvæsen, og dermed med ordentlige arbejdsbetingelser for pushere, frem for al den politiånde i nakken.

 

4. august 2003