Hash, Christiania og samfundet.

 

Af  Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Endnu engang er hashen og Christiania på den store dagsorden. Regeringen ruster op. Christiania´s  hidtidige legalisering og tilpasningsproces til det normale samfund skal afsluttes af en egentlig normalisering af hele området. Det nuværende PusherStreet kan derfor se sit snarlige endelige.

 

Der er absolut intet nyt i Regeringens udspil. Man ser stadig kun noget, der er forskelligt fra det normale, det gennemsnitlige. Og som man med et fordømmende og misbilligende blik vil gøre noget ved. For at indstifte lov og orden. For at hjælpe og forhindre at unge og gamle kommer galt af sted med stoffer.

 

Regeringens blik er et ”blik”, der søger konfrontationer. Ikke som med fremsættelsen af loven om ophævelsen af mange hastighedsbegrænsninger på motorvejende, fordi bilisterne i forvejen kørte for stærkt. Christianitter og hashrygere skal ikke føle sig sikker i den kommende tid, og sidstnævnte heller ikke i de i forvejen politiopdækkede hashklubber andre steder i byen.

 

Regeringen jagter en gruppe af mennesker, som et samfund altid vil have i sin midte, enten splittet rundt omkring som enspændere, faldne, geniale, syge, kollektivister, visionære osv., eller samlet i form af etableringen af sociale fristeder, hvor små og hvor private de så end gøres. Det er ligesom i det normale samfund. Her laver man også sine små heller, og enhver kan blive stødt ud eller selv gå i protest, hvis man håndterer sit liv på en for sammenhængen anderledes måde eller man ikke kan leve op til kravene.

Nogen er så mere til alkohol, øl, vin og sprut, andre er mere nydere af pot og hash. Det kan hjemmelaves det hele. Og til trods for en efterhånden kompleks social struktur i det ganske land, hvor alkohol og hash væver sig ind i hinanden i snart enhver familie og arbejdsplads, så skal hashen forsat være forbudt.

 

Det har været fremme, og det er nok det ene af de to stærkeste argumenter mod frigivelsen af hash, at narkomaner i de fleste tilfælde er startet med hash, og det i en tidlig alder. Statistisk underbygges dette af, at 80% af alle narkomaner har været kroniske hashomaner inden. Sådan kan man ikke tale om konsekvensen af den første øl, som man drikker. Men her synes der at være belæg for at hævde, at hvis man finder behag i en beruselse med alkohol før omkring det 14-15 år, hvor ens fysiologi er egentlig udviklet, at da er der større tendens til alkoholisme.

Det andet stærke argument mod hash, det er at en frigivelse, eller bare en yderligere legalisering, vil gøre tilgængeligheden af stoffet alt for stort. Det vides, at tilgængeligheden af et stof, er én af mange faktorer, der bestemmer dets brug og hyppigheden heraf. Dog udvisker udbredelsen af den nye informationsteknologi afgørende denne sammenhæng. Lige meget hvor man er, er man i nærheden af stoffer. Men ved forsøg på fortsat kriminalisering af hash vil man søge at opnå det samme som ved at begrænse unges tilgang til køb af alkohol til det 15 år.

 

 

Intentionen i Regeringens konfrontationslinie, lovgivningsmæssigt og praktisk politimæssigt, synes med andre ord at være ganske konstruktiv. Der tages et opgør for at flytte på danskernes holdning og tolerance til hash generelt og alkohol specifikt ift. unge. De overfyldte fængsler og de belastede domstole er bare i forvejen fyldt op af narkorelaterede forbrydelser, hvor hashen udgør den absolut største enkeltfaktor, i størrelsesorden med bumser der tages for rapseri af madvarer. Regeringens konfrontationslinie tipper her over i det absurde. Men hvad at gøre, problemet er der jo stadig.

Man kan lade stå til, men det vil kun være det næstbedste. Så det er mit håb at høgene i Regeringen i det mindste stækkes hertil. For ligesom da en konservative minister frigav pornoen, kan venstremanden statsminister Anders Fogh Rasmussen frigive hashen. Det vil være det bedste for alle parter. Når dette – selve lovgivningen - er faldet på plads, så vil det være muligt fra en større fælles platform at tage bestik af, hvad Christiania – og andre fristeder rundt om i landet – har at tilbyde det almindelige samfund, og hvad det normale samfund har at tilbyde Christiania m.fl.

 

Det er så nemt at tale for nej til noget eller at sætte grænser. Når det er det eneste, der er at falde tilbage på, så skaber det mudder, nid og nag. Regeringen har egentlig kun et ”nej” at tilbyde til de 30-35 procent pot og hashrygere i det danske samfund, og den kultur de indgår i, og det store flertal af danskere der går ind for en legalisering i en eller anden form.

Helt galt er det for Sclerosepatienter. Hash har givet en afhjælpende og positiv rolle overfor kramper og spasmer, og mange sclerosepatienter har også valgt at være kriminelle hashbrugere, frem for at vente på Lægemiddelstyrelsens undersøgelser om en ”videnskabelig positiv effekt af hashpillen” og/eller Folketingets afkriminalisering af hash. Jeg har selv haft en pårørende med sclerose, hvor krampeanfald til sidst tog hans liv. Havde jeg dengang vidst at den pot, jeg af og til selv røg, havde kunne hjælpe ham, så havde hans sidste tid været mere værdig - og helt sikkert længere! Hvordan egentlig også på dette område stole på Lægemiddelstyrelsen i dag, når nu hashen i sin tid blev kriminaliseret på en helt igennem uvidenskabelig måde og uden nogen saglige argumenter!

I den anden ende af skalaen er det lige så galt. Utroligt mange unge også under 18 år placeres og genplaceres i diverse socialpædagogiske foranstaltninger, eller de tvangstilbageholdes inden for psykiatrien, alene af den grund, at de har et hashbrug, ikke nødvendigvis et misbrug. Kun nogen unge har svært ved at styre hash, lige som det kan gælde alkohol, men den generaliserede afvisning af hash som legitimt nydelsesmiddel, betyder at unge i flertal køres direkte i skraldespanden af et velmenende alkoholdrikkende voksensamfund, der forsøger sig med tvangssocialisering af uopdragelige unge. Milliarder af kroner både spildes på fejlbehandling og på behandling der i sig selv skaber flere utilpassede unge.  

 

Så længe hash kriminaliseres, vil der være den ene larmende konflikt efter den anden, på alle niveau i samfundet. Larmende fordi det forhindrer en egentlig håndtering af fælles og individuelle problemer og udviklingsopgaver ud fra deres egenart. Lige som det kendes fra forbudstiden omkring alkohol.

Langt op i sidste århundrede var der alkohol på de fleste arbejdspladser. I dag er der mere restriktive forhold til stede, men alkohol som problem fylder stadigt i overmåde og omfang på den samfundsmæssige arena, lige som med cigaretrygning, dets store skadevirkninger og personlige og økonomiske omkostninger til følge. Skal en kamp mod disse og andre rusmidler vindes, så kræves der andre midler end restriktioner. Der kræves en social kultur, hvor omgangen med de forskellige nydelsesmidler har sin funktionelle plads, ud fra hvordan de tjener eller kan hæmme, at livet for lov at fylde i et fællesskab. Altså at livet er en god ting. Arbejde for sig, fest for sig. Ja, sådan er det nogen gange i et liv. Det kan også være mere kompleks eller omvendt, andre gange. Det er sammenhængen imellem, der er det egentlige. Og dette er hvordan mennesket egentligt er indbundet i samfundet, socialt, kulturelt, økonomisk og politisk, og hvad dette giver af personlige handlemuligheder overfor dets livsbetingelser. Hvad der måtte være af ”dope-gen” i den menneskelige arvemasse, så kan disse kun i særegne tilfælde være bestemmende for narkomani, hvis mennesket ellers psykisk og socialt har mulighed for et udviklende liv med andre.

 

Love og regler er kun eet, lige som statistiker kun er et øjebliksbillede og et bestemt snit. Det ”civile samfund”, som mennesker handler i, er meget større. Hver især har sin præference for rus- og nydelsesmidler, fra kaffe til herion.

 

Omkring hash – og det forhold at 80% narkomaner er tidligere hashomaner, altså hash som narkomanproducent – så er det ikke noget jeg kan genkende fra snart 30 års blik på hash som nydelsesmiddel. I alle årene har større eller mindre dele af mit sociale netværk være en hashrygende kultur, og jeg har også mødt mange kroniske hashomaner. Når nogen ”smuttede” skete det altid, når de ”var væk”. Men det var aldrig hashen, der bragte dem derud. Det skete altid gradvist, parallelt med alt muligt andet pillestof, man proppede sig med. I de sidste 7 år, hvor Gaderummet har været min ramme for at have med unge udstødte og sårbare, her har jeg ikke i eet eneste tilfælde af utroligt mange unge hashomaner erfaret én ung, der er gået videre til narko. Og de hashomaner, jeg gennem årene har set leve i en computer, nærmest alle ude og i gang med det ydre liv. Jeg forbinder disse erfaringer med stedets politik med, at der stilles rum for tilgang til mad, samvær med andre unge, aktiviteter, computere, informationer, faglige ressourcer, samt personligt og social medansvar. Og at der er en døgnåben social-kulturel puls for stedet.

Det døgnåbne i Gaderummets fungeren tror jeg er en væsentlig faktor for bekæmpelsen af den indre narkoman. Kigger jeg tilbage på min tid før Gaderummet, så springer det mig i øjnene, at dem, der smuttede ud i misbrug, og gik linen ned, at der forud gik en social omvæltningsproces, hvor der ikke var et egentlig socialt sted, de kunne være med alt deres afmagt og frustration. Og de steder, som der var, lukkede alle på et eller andet tidspunkt på døgnet, og typisk sammenhænge kun båret op af alkohol og nogen gange hash. Lige som med et hvilket som helst andet stof kan man risikere ikke længere at kunne blive ”mæt” af hash, og dermed gå videre til noget stærkere. Men hemmeligheden her synes at være af social art. Hash er hverken udløsende for stofpsykoser eller narkomanproducent. De stressende livsforhold, der ikke samles op gennem sociale arbejdsrum og fællesskabsløsninger, er nok den mest afgørende faktor for, at det kommer til narkomanier. Det er narkomaniens produktionsgrundlag ikke at have andet alternativ end at flytte på sin egen smerte over angstens handlingslammelse. Ikke tilgængeligheden af et stof er afgørende, men at der er et socialt alternativ.

 

Regeringens skærpede linie overfor hash og Christiania vil producere narkomaner og kriminelle pillemisbrugere i stort omfang. De mest sårbare unge vil lide mest. Den organiserede kriminalitet vil fortsat vokse, lige som politi og retsvæsen vil gøre det. Selv med den nuværende retspolitik, hvor man ikke gør noget, så er skadevirkningerne store, kriminaliseringen spærrer for almindeligt udviklende arbejde ud fra problemers kerne. En fortsat kriminalisering vil være at leve i stadig larm fra nogle drukkendebolte, der skændes og slås. Hvorfor ikke lidt respekt og fordragelighed med plads til alle ?

 

 

1. maj  2003