2.1 Den psykologiske lænestol - noter / Forside

Lænestolen står i de fleste psykologpraksis’ser, måske ude på gangen eller i de helt private kontorer! Men hvorfor ikke tage den ind i terapirummet. Mange har problemer, der også sidder i kroppen, og for den uprøvede psykolog, er der nok kortere til anvendelsen af lænestolen, end til opstillingen af en massagebriks. Men så skal de på kursus i kroppen alle disse psykologer - og i taburet, massagebriks og lænestol - og kan de nu få omkostningerne dækket ind, og er kurserne meritgivende, og hvad er løntrinnet bagefter, og …… Og det er jo heller ikke endnu evidensbaseret, pt. kodeordet for hvad der er værd at snakke om.

'Lænestolen med hovedstøtte' - et redskab i psykologisk kropbehandling

I januar 2009, måneden efter at Gaderummet var ryddet af Socialudvalgets polititropper - se 2008-11-21 TV2 Lorry. Gaderummet anholdt 0.30 og 2008-11-21 Gaderummet ryddes første gang- tvg104-paul05 - var der det nye sted hverken plads til tavle, bord eller massagebænk. Der var taburetten til kroparbejde tilbage. Og mange gange er kroppen af den grund valgt fra som arbejdsmiddel eller genstand. Anstrengelsen ved at få arrangeret en briks, om det så var på gulvet, stod ikke mål med tiden dertil.

Taburetten
Lænestolen med hovestøtte
Usikkerheden i lænestolen som usikkerhed i rummet
Blå mærker
Pejlemærker i kropbehandling
Sluttelig
Der skal kun to personer til en kropbehandling
Referencer

Taburetten

Taburetten er fin til ryg-arbejde, men den siddende stilling fordrer at personen holder sig selv siddende opret. Man finder en stilling, en måde at sidde på, når man sætter sig. Inden en massage, rettes den siddendes krop til, ved i kontakt at bevæge benene ud og indad, og sætte dem i ’hvilestilling’, som to togskinner, der peger væk fra hinanden i horisonten. På samme måde med arme, hvor hænder bedst hviler på lårene. Brystet er også tilgængeligt på taburetten, mens mave og ekstremiteter kun vanskelligt kan behandles. Det er ikke en ’hel behandling’, der kan gives på taburetten, men mere en ’løbende’. Overkroppen og hovedet kan samles, mod handlemål eller som aflastning af muskelspændinger, mens bevægelsen mellem ben og torso, ikke særskilt kan komme i spil.

Kroppens samlede spænding, herunder dets stressspænding, berøres ikke umiddelbart på taburetten. Det er mere som on-of. Man kan lidt igen, eller man kommer til at stoppe, tage sig lidt mere af sig selv, og måden kroppen bruges eller belastes på, kan man måske også mærke. Er der over tid brug for hele bevægelsen i kroppen, vil fortsættelse med taburetten være symptombehandling, hvor smerter nok lindres, mens spændinger flytter sig. Nakken synes ikke at kunne komme fri.

Så kom sommeren, og det lettede at kunne stille en massagebriks under åben himmel, under solen. Og den kom da også lidt rundt på stenbroen, til nogle ”Free massage for body and soul”, som der stod skrevet på skiltet foran briksen.

Free massage for body and soul
2009-07-tvg205-gademassage-pawel-iran--bashi

Lænestolen

Da vinteren kom, skete det, at ’lænestolen’ blev foreslået i stedet for en massagebriks i en kold kælder. Siden har ’lænestolen med hovedstøtte’ - med massøren på taburetten overfor, og med personens ben på hvert et lår - indtaget kroparbejdet. Det er muligt at dreje kroppen rundt, så ryg og ansigt nærmest ligger i tandlægestilling, med underkroppen i Buddastilling.

Valg af redskab må gøres ud fra problemstilling, men en problemstilling kan så også tilpasses et ikke afprøvet redskab, eller en problemstilling kan søges gennemført trods ikke-optimale redskaber og/eller betingelser. Lænestolen er en banal opdagelse, som opfindelsen af den flade tallerken, og alligevel ikke helt.  

Med opdagelsen af lænestolen – og med taburetten som medhjælper - var der paradoksalt nok direkte tilgang til kroppens bevægelser, selv i en for kroppen hvilende tilstand. Denne tilgang synes ikke i samme grad eksisterende, når en krop er på en madras, stående eller på en taburet.

Jeg må retorisk spørge mig selv, hvorfor jeg ikke tidligere i min praksis, har betrådt dette skridt. Jeg har haft rådgivningslokale, med en stor lænestol osv. Det er som med tavlen. Den er måske til stede i et rådgivningslokale, men den bruges ikke som et fælles redskab psykolog og bruger imellem. Samtidig har alle psykologer tidligere haft med tavler at gøre, i undervisning og i læreprocesser – og vel også med lænestole. Og alligevel ikke noget "drive" for at indføre en tavle i terapirummets indretning, eller et frit bord mellem sig og den anden, hvor der kan skrives, tegnes og drikkes kaffe eller ryge en smøg, hvis man er ryger – eller at kropbehandlingen starter i den lænestol, man som klient sidder i.

Nej, koden er i mainstream psykologisk rådgivning en anden, og den italesætter helt åbent et andet værdisæt omkring hvad ”professionel behandling" er.


Usikkerheden i lænestolen som usikkerhed i rummet

Om placeringen i lænestolen kan også siges, at den kan være usikkerhedsskabende i sin første tilgang. Lænestolen er heller ikke umiddelbar til at forlade, det er svært at sidde på spring. Usikkerhed sidder i kroppen, men er repræsenteret gennem rummet, og det involverer i lænestolen, begge ben der spænder op, enten mod hinanden eller nærmest falder helt ud, evt. med en fod eller anden (nakke)muskel der også spænder op, uden om man muligt er opmærksomt derpå, men som den måde en usikkerhed bæres på, en usikkerhed der kan overgå til en slags kronisk anspændthed, og eventuelt udtrykkende sig i selve kropsholdningen.

Det er denne kroppens måde at bære usikkerhed på, der gribes direkte ind i gennem lænestolen. Det er nærmest som er den tilgængelig, og til at sætte ud af kraft, igennem manipulationen og dialogen herom. Den viser sig i hele kroppen, i starten som udposninger alle mulige steder, udposninger som segmenter af forskellige muskler eller hele muskelgrupper, der ikke er med i kroppen, men har eget liv som problematiske kropsområder. Der er ikke i de første behandlinger tilgang til den spændingsstruktur, der ligger nedenunder, og hvis uudviklethed, samtidig aktivt låses af udposningen, men som udposningen bearbejdes, begynder spændingsstrukturen også at træde frem.

Den træder, modsat udposninger, frem som lokaliserede enkeltområder, der har en særlig dynamik og betydning i en problemstilling, som kroppen bærer på. At berøre, hvad det kan være, preller som regel af – der er ingen gennemgang til den kropslige erfaring, man påstås at bære. Det er en klods, der bare er der, og man kender end ikke til hvordan den er kommet til. Men er der over tid en erfaringsmæssig genklang i, hvordan et område kan forstås, tolkes eller tydes, så kan pladen, der skiller, benævnes, og dermed bevæges videre, med lidt gode bølgeskvulp for den anden til følge. At erfare et enkeltområde som spænder i ovenstående forstand, er at forbinde sig med den historie, der har skabt enkeltområdet, og den samtidige tilgang til at handle ændrende herpå. Det gælder hvordan kroppen bruges som ressource i den daglige livsførelse, og om dens demokratiske medbestemmelse. 

En sådan historie er en social historie. Det kan være at særlige kropslige træk er kommet til allerede tidligt i opvæksten, men det kan også være, at de eksisterende problematiske træk, er kommet til senere. Her må der både gås tilbage livshistorisk og horisontalt frem socioøkonomisk, for at lokalisere elementer til og i en individuel erfaringsdannelse.

Når en spændingsstruktur begynder at træde frem – den ligger i eller bag hvad der bearbejdes – kan den træde frem igennem nye former for udposninger, typisk bumser og svamp, på udvalgte eventuelt andre enkeltområder. De er nærmest at sammenligne med små vulkaner, der har materie de skal af med; og som værende bundet sammen af ”underjordiske kanaler”, typisk knyttet til lymfesystemet. Kroppen forandres som den bearbejdes, efter sit eget ”skema”, men typisk med vægttab og lavere anspændthedsniveau til følge.

En spændingsstruktur i denne form, forandrer sig ikke helt, før laget nedenunder også er berørt, men samtidig spærrer disse små kratere for, at der er tilgang til den egentlige bagvedliggende muskelspænding, men de må så vidt muligt lokaliseres – hvilket tit er meget smertefuldt. De optræder som små muskelsegmenter, der har koblet sig helt af/fra kroppens andre spændinger. Spændinger i hæftninger, er ligeledes vigtige at tage med, da de er overgange også for blodgennemstrømningen.

Blå mærker

Det er som, der findes muskelstrukturer, der ikke kan manipuleres, uden at det giver anledning til blå mærker. I starten blev jeg forskrækket over disse, men det har vist sig, at de ikke kan undgås, og de er vigtige budbringere for en større låst muskelstruktur. Ligeså er åreknuder og arvæv ikke altid helt irreversible for forandring.

Pejlemærker i kropbehandling

Pejlemærker i tilgangen til kroppen, må komme fra kroppen og dens bærer, heunder åndedrættet. Samtidig er der pejlemærker, der synes at gå på tværs af alle ønsker. Mens en ok-muskel agerer, og en spændt reagerer, så vil aktiveringen af overgange herimellem, hen af vejen udløse oplevebilleder af forskellig emotionel karakter. Centrale kvaliteter, er smerte, ubehag, kvalme, svimlen, aggression/vrede, frygt/angst, ked-af-det-hed/sorg, håbløshed, der alle skal mødes, når de mødes i manipulationen af kroppen. I lænestolen synes settingen, at der siddes overfor hinanden, og i hinandens kropslige rum (:benenes position), at fremme muligheden for at møde og blive i den emotionalitet, der kommer i spil. En emotionalitet skal ikke nødvendigvis sættes på begreb eller billede i kommunikationen herom, det er nok at emotionaliteten er klar for den berørte, så den mere bevidst kan tages med videre frem. Terapeuten skal fremme tydeliggørelsen af emotionaliteten hos den anden, ikke forlange at det også deles. Det kan deles siden, eller til anden side.

Det her beskrevne er ikke "kartharsis" i psykoanalytisk forstand, hvor sjælen siges at blive renset. Det er snarere en læringsproces om egen psykosociale eksistens, og herunder at få kroppen med, som den altafgørende ressource den er, for ens velbefindende og for gennemførelse af ens interesser og mål. Det synes primært at være det indre og ydre ressourcerum, som lænestolen slår an. Ved at falde ned i sin krop, føres man samtidig ud i rummet - en bevægelse der slår åndedræt og hals an, og en bevægelse det i vid udstrækning er mulig at lukke af for, ved at lade sig distrahere eller gøre sig søvning. Her nås så en grænse, som kan være en smertegrænse, ikke på et men via flere enkeltområder, eller en svimlen eller kvalme kan dukke op. Det er her ikke ueffen at lade halsen tale, i jammer eller i skrig, eller i falbelader.
Omvendt kan omfanget af søvninghed, relateres til, hvor spændt kroppen er, og det kan systematisk indtræde samme områder igen og igen. 'Søvnighed' er en naturlig markør i områder, der både er tunge og yderst sårbare. 'Ubehag' er en anden markør, og nok den væsentligste energisluger, kroppen kan bære på. Det viser sig flygtigt, men må behandles som "ganske centralt", en husker videre frem. På samme måde som en enkelt muskelstruktur i brystet, kan holde en hel krop i en tilstand af vedvarende frygtsomhed og angst, kan en krop med udtalt ubehag i sig, ikke forandre sig, før det er berørt, kommet frem på den indre lystavle, også sanseligt gennem de sansekvaliteter, der slås an, typisk afsky, krympethed, skam, blive intet og det er koldt. Kan det udholdes ikke at flygte psykisk, ligger der en undren, der er mulig at kigge på, gå nærmere ind i. En beskrivelse kan gøres, om det så bare er i kontrast, lugt, duft eller farve, og det afskyelige andet, man bærer på, kan parallelliseres til tredjeside og italesættes på afstand, hvor det så at sige er muligt, i håndterbare doser, at smage på det afskyelige, set udefra, som ny på området.

Hvor mange ’lag’, der eksisterer for bearbejdning, før noget dominerende aktuelt har forandret sig, eller noget grundlæggende gammelt er bevæget, kan der ikke siges noget generelt om. Enkelte har få lag tilgængelige, medens andres kan følges op igennem 5-6 lag.  De kan, indenfor deres eget trin, opfattes som en keglestruktur i sammenhæng med den specifikke omgivelse, de eksisterer i. Der er tale om udviklingsniveauer, der i forvejen præger individet, og ikke om oprindelige arkaiske forhold, der skal graves frem. På det 5-6 lag, må det antages, at der er lignende flere bag, men at det ikke længere er et kropsligt spændingsproblem.

Sluttelig

At kroppen i bevægelse, og at mennesket spænder op kropsligt når det belastes, og hermed mister bevægelsesevne og -fleksibilitet, er ikke nyt. Heller ikke, at det belastede menneske kan afbilledes gennem statistikkerne over sygdomme. Men kroppen i bevægelse, der er modpolen hertil, og som skranter, den havde jeg ikke troet, at jeg behandlingsmæssigt selv skulle finde på, at placere i en lænestol for behandling, og herigennem konstatere en praktisk sammenhæng mellem individet set som bestemt energistruktur og som konkret handlende samfundsindivid.

Billedet af ’handlerumspotentiale’, også vist i indledningen, samler disse betragtninger. Det er et billede, der har dannet sig over flere årtier med kroparbejde, hvor enkeltdele i forhold til andre enkeltdele af kroppen er trådt frem som særlige udtryk, givet særlige problemstillinger. Men jeg har aldrig ’sat’ deres samlede billede på en krop, eller kunne ’se det’ i kroppen. ’Lænestolen med hovedstøtte’ har på sin vis været den største øjenåbner for mig som psykolog på det kropslige område. Den supplerer de eksisterende tilgange til kroppen, den har noget eksplicit som andre tilgange eller stillinger ikke har. Samtidig har lænestolen sine begrænsninger. Lænestolen synes velegnet som indledende kropbehandling, upåagtet plads til andet senere. Lænestolen er også tit - når den er blevet diskuteret mens jeg sad og trykkede på en i stolen - blevet vendt og drejet, og om der ikke kunne konstrueres en "bevægelig og drejelig" lænestol, som kan bringe de mere bagvedliggende områder af kroppen frem til direkte manipulation. Kroppen kan drejes, henh. venstre og højre om, så ydre lår, hofteside, balle og ydre rygside er fri, men overkroppen ligger akavet og havner ofte i en sammenkrøbet position. Til gengæld kan overkroppen med arm strække kroppen ud, men denne understøttelse efterlader tit en med en manglende hånd til massageområdet.

Der skal kun to personer til kropbehandling

Da der sikkert går mange år, før den alment praktiserende psykolog, i det store frie medborgerhus for alle nationaliteter og statsløse, også kan arbejde videnskabeligt med kroppen, når det er nødigt, er det værd at huske, at der kun skal to personer til en kropbehandling af den ene i lænestolen. Den masserende part kan fx. starte med den ene fod og arbejde sig op gennem musklerne til det øverste af låret, skifte ben, eller fortsætte over maveregionen til brystet og ud af den anden arm til fingrene. Herefter modsatte ben og arm. Efterfølgende omkring øvre mave og brystet og op til halsen. Lænden kan efterfølgene masseres, og hoved og hårbund kan tages med.
Lænden har under særlige forhold, en speciel muskelstruktur, der kaldes "Svanemøllevej-musklen". Når strukturen findes, med en enkelt eller få fingre, er det som personen i lænestolen kan bevæge sig eller flygte opad! Den er opkaldt efter det praksiskollektiv i nævnte gade, hvor man meditativt må sidde i luften.
Man skal holde sig fra at trykke direkte i led og hals! Og man skal massere mod hjertet. Mærk dit eget åndedræt, lyt til den andens. Kroppen i lænestolen kan drejes, og ryg og nakke er fri til videre massage.

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.
December 2012.

Direkte referencer

1982 Knoglemassage. Ronald M. Lawrence og Stanley Rosenberg
1987 Spiri-Marx, Kalle
2001 En tilfældig morgenstund, eftermiddag og aftenstund i Gaderummet, Kalle
2011 "Giv psykologien kroppen tilbage", Psykolog Nyt 25.februar, Kalle

Litteratur på området - til udbygning

1994 Den fysiologiske undersoegelse - et arbejdsredskab, Pia H, Hanne P og Bodil R
1994 Grovtest af kroppen
2000 Sanseintegration, Psykologbasen
2006 Sanseintegreation og psykiatri. Få styr på sanserne i en forstyrret verden, Anne Ungermann og Louise Svendsen

top