Empirien 1980 og frem. Teoretiske betragtninger. kpc. Gaderummet Regnbuen Kalle

09_Empirien 1980 og frem. Teoretiske betragtninger              Forside

Billedelementer i dette papir

Korr.dec. 2016

Forum for Kritisk Psykologi - aartal Forum for Kritisk Psykologi - tidslinje 1980-201


·         empiri, kildemateriale, historisk proces, genstandsfelt, genstandsområde, materialets selvsubjektivering og genstandsbestemmelse
·         historisk empiri // aktual-empiri, tvedelingen af praksis
·         brugernotater, forløb, sag, fysisk mappe, referat, opsummering, forberedelse, tavle, øvelse, krop
·         rum, ressourcer, interesser

 

1. Empirien ’Forum for Kritisk Psykologi 1980’ og frem 1
Metodisk om empirien. 1
Præmis. 2

Kildemateriale. 2

Kildematerialets to-deling. 3
To-delingens opståen: tvedelingen af praksis. 3
Materialets selvsubjektivering. 4

Historisk empiri og aktual-empiri 4
Set udefra. 4
Empiriens metodologiske status. 4
Fra empiri til teori 5
Konkret om forholdet historisk empiri og aktual-empiri 5

1980 Det store materiale frem til år 1999. 5
FfKP. Praksisgrupper ud fra årstal 6
FfKP. Ordnet i tidslinje. 7

Lokalitet, tilhørsforhold, gruppeformer, typer og konfliktakse. 8

2. Empirien Rådgivningsgruppen Regnbuen 1984 og frem. 9
Brugernotater, brugerforløb og brugersag. 9
Brugerforløb og tilgængelig fysisk mappe. 10
Brugerbegrebet – bruger, klient, patient; - rådgiver, behandler, kliniker 10
Bordnoter 11

Referater, opsummeringer og forberedelse. 11

’Til ethvert begreb findes en empirisk bestemmelse i virkeligheden’.

 

1. Empirien ’Forum for Kritisk Psykologi 1980’ og frem.

Den overordnede historie, der tages udgangspunkt i, er ’Forum for Kritisk Psykologi’ fra 1978-80 og frem. Historien har fra i dag to skærings- eller fikspunkter, det første er starten af forummet i 1980, og det andet er kommunens afvikling af Gaderummet-Regnbuen som selvejende institution i 2008.

Metodisk om empirien

Det er hensigten at sætte historien på begreb gennem denne ’empiriske førbestemmelse’ om genstandens start, dens udvikling og senere afvikling til andet. Den empiriske førbestemmelse kan også benævnes med genstandens ’metodologiske præmis’, idet der refereres til kategoriale byggesten i den ’historiske empiri’, altså at der er denne sammenhæng. Empiri indenfor feltet vil ikke berøre disse præmisser eller denne sammenhængsforståelse, hverken som bekræftende eller falsificerende, men bevæge sig igennem dem som ’aktual-empiri’, og herigennem kan de eventuelt pege på forhold, der ikke synes at kunne gribes igennem det større, men de kan ikke i sig selv stille kritik op. En kritik af, at genstandsfeltet ikke har den sammenhæng som postuleret, er dels et historisk-logisk analysearbejde om teori- og videnskabsimmanens, dels et historisk-empirisk analysearbejde, hvor omverdensrelationen inddrages, og dets indvirkning på genstandsfeltet afklares. Det kan tænkes at tilfældigt ”ophobet stof” i det sociale omkring FfKP, rammer dets arbejde på drakoniske måder, uden at det egentlig var FfKP der var i sigtelinje, og at det er derfor historien nok har de to fikspunkter, men at deres sammenhæng er ekstern - modsat antaget indtil videre.

Afsnittet skal skærpe blikket på relevante begreber, der springer ud af empirien, og søgenøglen er tautologien, at lade strukturen i dem komme fra materialets egen ordning, ud fra hvordan det strukturerer sig selv, når det søges begrebssat.

Præmis

A. År1980
Fagkritisk studenterarbejde i 1970-erne og starten af ’Forum for Kritisk Psykologi’ i 1980, gjort af psykologistuderende og med mødefaciliteter på studiet, i Alrummet; - Og
B. År 2008

Den senere sociale ekskommunikation af ”Gaderummet-Regnbuen” til gaden, med materiale, mus og mennesker. Og til det nuværende udgangspunkt:
C. År 2009 og frem

Gaderummet-Regnbuen overgik herefter til at være ”Gaderummet vandrende rådgivning”, med udgangspunkt i arbejde i private lejligheder, beboelse på gaden, og med aktiviteter i lokalområder og i faglige netværk. 

Kildemateriale

Der er opbevaret et stort skriftligt materiale fra historien, hvoraf noget kun findes elektronisk. Lige så er dele af materialet scannet ind, og gjort tilgængeligt på nettet.

Empirien for analysen, udgøres af det materiale af skriftlig, elektronisk og anden art, som Gaderummet-Regnbuen ligger inde med fra perioden op til 1980 og frem. Dette materiale skal kaldes ’kildemateriale’. Kildematerialet kredser et historisk felt ind, uden samtidig at være det. Det historiske felt er støre end kildematerialet, og er selve den ’historiske proces’, der har givet anledning til udformningen af praksis for kildematerialets fremkomst.

Den historiske proces kan altså siges at kredse et ’genstandsområde’ ind, og hvorigennem dets mulige, forskellige og faktiske genstande bevæger - eller har bevæget sig - og som spejler de sagsforhold, som historien har haft og/eller som gennem historien er gjort til genstand for analyse og praksis, og hvoraf nogle sagsforhold har antaget overindividuel karakter, ikke bare som gruppeudtryk, men som organisation og institution som i tilfældet rådgivningen og Gaderummet.

Kildematerialet må altså ses gennem den historiske proces, der har givet anledning til det. Derfor kan kildemateriale ikke stå alene. Det må ses i forhold til andre sammenlignelige kilder fra perioden, lige som perioden selv må ses igennem den særlige samfundsform, den historisk udgjorde og fortsat på anden måde udgør.

Analysen må derfor tilrettes således, at den i sig selv spørger efter andet materiale fra perioden, og at egenarten af den historiske proces er selvfølgelig medstrukturator af de forskellige materialers opkommen i analysen. Anden empiri fra perioden er ”anden empiri fra historien”, der eksisterer i eller som omkranser genstandsfeltet, og deres organisator er den overordnede historiske proces, som den gribes af og igennem genstandsområdets genstandsfelter og i selve fremstillingen af genstandsbestemmelsen. Alt dette gøres af subjekter i praksissituationer. I den grad at ”anden empiri fra historien” fuldt ud er indoptaget, ikke ved at ekskludere modsigelser, men at udvikle dem gennem indoptagelse, vil historien om ”Forum for Kritisk Psykologi” have fundet en første form gennem et enkelt-teoretisk koncept om en særlig udviklet samfundsmæssig praksisform. Der kan så menes herom, hvad man vil, men den er til at træde i forhold til.

Gaderummet-Regnbuen nåede det sidste trin på institutionsskalaen, at ”blive selvejende institution og fond”, men formåede ikke at bide sig fast på trinet. Og endte i ekskommunikation til gaden.

Kildematerialets to-deling

Kildematerialet består af studenterfaglige og – politiske papirer, bøger, mødeindkaldelser, referater, opgaver, projekter osv., samt af fællesmødebøger, supervisionsbøger og - noter og brugermateriale.

Fællesmødebøgerne kan ikke bare offentliggøres, da de indeholder privat information. Det gælder ligeledes for ”supervisionen” i Regnbuen, at den udgør et fortroligt niveau, lige som fællesmøder i Regnbuen gør det på et organisatorisk niveau. Kun i renset, anonymiseret og afindividualiseret form, kan de dele af kildematerialet, der er lukket, muligt offentliggøres.

To-delingens opståen: tvedelingen af praksis

Kildematerialet er altså delt i to, et åbent materiale tilgængeligt for alle, og et lukket, tavshedsbelagt og fortroligt materiale fra psykologisk rådgivningspraksis.

I vores tilfælde, hvor analysen har sit udgangspunkt i det lukkede materiale, stilles der særlige krav til, hvordan materialet kan gøres tilgængelig for anskueliggørelse og analyse. I den første oversigt over Regnbuens praksis - her "Grafisk oversigt perioden 1977-1994 for rådgivningensgruppen Regnbuen" - er der således 3 dokumenter med ”Psykolog erklæringer og udtalelser” – C1, C2 og C3 - der ikke offentliggjort, selv om de er tilvirket i sløret form, så de ville kunne det. Det omhandler at der ingen grund har været hertil, da der ikke har været et subjekt for problemstillingernes samfundsmæssige videreførelse.

Materialets selvsubjektivering

Materialet har altså en tvedeling i sig, en offentlig og en privat dimension, som i praksis virker ved at være åben eller lukket, men som samtidig virker i samme sociale kontekst og sammenhæng.

Dele af materialet har altså en særlig opkomsthistorie, der selv har virket ind i udformningen af materialet og af praksis som sådan, men på en særlig måde, nemlig at der er et fortrolighedsunivers til stede, ud over hvad der også er til stede i praksis. En sådan akse i materialet, eller en sådan dimension i et bestemt materiale, præger praksis, bestemmer praksis, og gør praksis eksklusiv, professionel og esoterisk.
Denne dimension i materialet skal vi kalde ”materialets selvsubjektivering” – hvordan organisationen forstår og forklarer sig selv - og se den igennem den struktur og form, som den har antaget for formidlingen af det offentlig og det private i sig. Det kan omvendt siges, at den praksis der har initieret sig omkring ”selvsubjektivering”, at denne er et svar på forholdet offentlig-privat i et givent handlerum. Det er også en konfliktakse. Problemer i varetagelsen - eller en særlig udformning i varetagelsen af informationer, der hører hjemme i distinkte områder, offentlig eller privat – vil ytre sig her, lige som modsigelser i organisationens selvforståelse, kommer til syne på dette område, og hvor også arbejdet og kampene om organisationens videre udvikling finder sted.

Historisk empiri og aktual-empiri

Ved begrebet om ’historisk empiri’, forstås den samlede historie, som den har fundet sted og finder sted foran ens øjne. Det er i dette, der skabes grundbegreber – kategorier – ved at gøre historiens centrale elementer begribelige gennem genetisk og historisk-logisk rekonstruktion af fænomenforhold i begrebets form.

Men begreber eksisterer ikke abstrakt, kun i de enkelttilfælde, der fører til det generelle. Det historisk empiriske er derfor forefundet i det konkrete, hvor det er ’aktual-empiri’ for subjekter i deres handlepraksis. Grundforhold eller kategorier gennemtrænger nok verden, men det er i form af et mulighedsrum for optrædelsen af sagsforhold, hvorigennem grundforholdet har praktisk eksistens.

Set udefra

Set udefra, kan hele empirien fra 1980 og frem ses som aktual-empiri i en historisk proces, et lokalt sted og i et bestemt tidsrum.

Empiriens opkomst kan ses som et forsøg på at løse modsigelser og gøre noget ved verdens tilstand, som det blev anskuet, virkeligheden ville være bedre tjent med. Den kan også ses som et forsøg, der i sidste ende ikke lykkedes, eller den kan ses som særlig praksis, der under de givne betingelser ikke kunne realiseres. Den kan selvfølgelig også opfattes som et ”fejlskud”, som spild af kræfter, men det må historien afgøre.

Empiriens metodologiske status

Den ’historiske empiri’ er den overgribende historie, i hvis mulighedsrum, vores ’aktual-empiri’ bevæger sig. Vores kildemateriale er i denne forstand aktual-empiri, men et kildemateriale der selv må ses i sin større sammenhæng, der er ophav hertil.

Anskues empirien tilknyttet rådgivningen, udgør empirien fra 1985 en særskilt egen praksis, lige som empirien fra Gaderummet fra 1996 også gør det. Disse ”empiri’er” kan opfattes som særlig aktual-empiri i en historisk empirisk bestemmelse af ”Forum for Kritisk Psykologi”. De er ”historier” i historien, og udgør nogle af de praksis- og arbejdsvirksomhedsformer, som den historiske proces med FfKP gav anledning til.
Hvad der er historisk og aktual empiri, er givet ud fra genstanden og dens praksis, og ikke af subjektet.

Fra empiri til teori

At studere og analysere en historisk og praktisk udviklet genstand, er i begrebets form at spejle, hvordan genstanden bygger sig op, og i sig selv bygger sig videre op, ud fra omgangen med genstanden. Analysen, der her tilstræbes, er en enkelt-teori om genstanden, hvilket er opbygningen af et konkret-alment begreb, således at denne bevidst kan bemestres gennem den menneskelige praksis.

Generelt kan det siges, at et begreb slår en genstand an, i et genstandsfelt, indenfor et genstandsområde, hvor begrebet på henvisende måde, giver tilgang til genstanden i sin udvikling.

Konkret om forholdet historisk empiri og aktual-empiri

Teori skal begribe empiri stadig mere asymptotisk til indholdet, og er sin fremstilling funktionelt underordnet det empiriske, der er teoriens basis. Det betyder, at empirien udfordrer teorien, såfremt teorien er åben overfor det - dvs. har det i sit mulighedsrum - eller at empirien falder igennem teorien. Empiri må indoptages teoretisk ud fra dens egenart og karakter. Aktual-empiri udfordrer enkeltteorier, såfremt disse enkeltteorier er konceptuelt funderet.

Begrebsanalytisk kan det siges således, at aktual-empiri ikke kan gøre hverken fra eller til omkring kategorier, men kun i forhold til enkeltteorier, på baggrund af disses kategorielle indbinding. Omvendt vil aktual-empiri destruere kategorierne, er der ikke aktual-empiriske forhold, der lader sig begribe på denne baggrund. Mellem historisk empiri - med kategorielle begreber og metodologiske bestemmelser - og aktual-empiri - med enkeltteori og metoder - er der, pga. deres niveauforskel, en stadig vekselvirkning, hvor enkeltteorien på den ene side er det virksomme genstandsbillede, men som teori endnu ikke udfoldet, og så det empirisk aktuelle fænomen, der stadig svæver i luften problematisk, i sin egentlige problematik, men uden at blive forankret og udviklet, da det endnu ikke helt er virksomt for handling - og hvorfor 'fænomenet' stadig har ufrivillig magt i en eller anden grad, ikke subjektivt, men kun objektivt.

Den historiske proces med ”Forum for Kritisk Psykologi” skal ud fra ovenstående i denne sammenhæng, forstås som ’historisk empiri’, og hvor ’rådgivningens brugermateriale med Gaderummet’ samtidig opfattes som ’aktual-empri’. Det er det snit, der lægges, men også det snit, der er tættest på den faktiske historie, som så må lutres gennem den stadig større anden og samtidige historie.

1980 Det store materiale frem til år 1999

Datamateriale, lokalitet, tilhørsforhold, type og tid

Udgangspunktet er 1980, dannelsen af ’Forum for Kritisk Psykologi’, der er det praktiske grundlag for dannelsen af empirien i rådgivningen. ’Forum for Kritisk Psykologi’ (FKP) opstod for at kollektivisere det studiemæssige arbejde omkring formidling - oversættelse og anvendelse - af tysk grundlagslitteratur af psykologi, særligt i dens udformning fra ”Freie Universität VestBerlin” fra 1965 og frem.

Der findes kildemateriale fra starten af dengang i 1980, tillige med studenteropgaver tilbage fra 1978, der fører frem til dannelsen af FfKP. FfKP var de studerende og færdige psykologers praksisforum til udvikling af Kritisk Psykologisk praksis og teori, og det havde som sin særlige halvårlige opgave, at arrangere og afvikle et seminar om Kritisk Psykologi. Seminarerne levede frem til det 20.seminar i 1994, mens praksisforummet fortsatte til slutningen af 1990, hvor det svinder hen på Universitetet, men videreføres i form af ugentlige studiekredse i kritisk psykologi, sociologi og politik i rådgivningen Regnbuen, først i Solidaritetshuset 1994-96, og senere i Gaderummet 1996 og frem. FfKP har en ”storesøster” fra 1975 i form af ”Færdigorganiseringen af Kritisk Psykologer”. Her kunne kun kandidater deltage. Denne organisering nedlægges i 1992. Det ligner at den, lidt mod sin vilje, tabte sit indhold til en liberal sygesikringsordning for psykologer, der blev indført i 1993!

FfKP fostrede i sin levetid på Universitetet et væld af forskellige faglige praksisfora, hvorfra materialet er bevaret, bl.a. fra en tidsskriftsgruppe, der udgav 9 numre 1987 til 1993, en anti-fascistisk gruppe, en mandegruppe, en kollektivgruppe og så rådgivningsgruppen Regnbuen fra 1984 og frem.
De faglige praksisfora blev initieret ud fra en fagteoretisk interesse i et bestemt psykologisk felt indenfor en Kritisk Psykologisk platform, og formen for organisering var ’praksisform’, en selvstændig gruppe, som den samlede gruppe forsøgte at formidle sig med, og omvendt. Mange grupper er blevet slået op, uden at blive til noget, mens andre grupper har haft svært ved bare at få offentliggjort deres mødeindkaldelser.

De fleste dokumenter herfra, er samlet op i den tidligere nævnte oversigt over materialer 1978-1996 – "Grafisk oversigt over materiale fra Rådgivningsgruppen Regnbuen" – men materialet har kun inddraget dokumenter fra de fællessammenhænge, der har ført til dannelsen af rådgivningen, og ikke for de parallelt fungerende praksisgrupper som ”antifascismeforskning”, ”mande- og kvinde-forskning”, ”bo- og kollektivvirke” mv. Der er altså en stor del kildemateriale fra historiens start, der skal med i den fortløbende digitaliseringsproces. Det samme gælder for kildemateriale fra 1996 og frem. Kun dele er endnu ordnet og digitaliseret, og det som er det, står mere eller mindre alene overfor andet.

Nedenfor er en første oversigt over praksisgrupper i starten af processen. Denne oversigt vil løbende blive korrigeret og udbygget, efterhånden som flere kilde-dokumenterne træder frem.

Forum for Kritisk Psykologi 1980. Praksisgrupper ud fra årstal

1977-2000 Fagpolitisk studenterarbejde
1978-1993 Studenterhusarbejde
1980-1997 ’Forum for Kritisk Psykologi’
1980
--> Kvindegrupper, mandegrupper, anti-fascismeforskning, kollektivgrupper bo-og arbejde, oversættergrupper,
……………terapigrupper, tidsskriftsgruppe, seminargruppe (forummets opgave) og - ’nearly just name it’
1982-83 Den tværfaglige rådgivningsgruppe, fra møde på Slot på Lolland til kælder på Vesterbro året efter
1984-85 Rådgivningsgruppen Solstrejf
1984 --> Rådgivningsgruppen Regnbuen
1989-97 Thylejrgruppe Spiri-Marx
1992 --> Antiracistisk Netværk
1992-96 Studerende mod Racisme
1994-96 Helhedsgruppen
1994 -> Studiekredse
1995-96 Social ArbejdsKollektiv (SAK)
1996 --> Gaderummet
1996 --> Folkets Park Initiativet
1997-99 Støtteforeningen for Anvendt Psykologi

Forum for Kritisk Psykologi 1980. Ordnet i tidslinje         

………………………………………………………………………………1997-99 Støtteforeningen for Anvendt Psykologi
…………………………………………………...1996 --> Folkets Park Initiativet…………....………………………… --> X
…………………………………………………..1996 --> Gaderummet ……………………... …………………………--> X
…………………………………………………1995-96 Socialt ArbejdsKollektiv

……………………………………………… 1994 --> Studiekredse …………………………………………………… --> X
…………………………………………….1992 --> Antiracistisk Netværk ………………….
…………………………………………1992-96 Studerende mod Racisme ………………….
……………………………………….1989-97 Thylejrgruppe Spiri-Marx………………….
……………………………………1984 --> Rådgivningsgruppen Regnbuen ………………….. …………………………--> X
…………………………………1984-85 Rådgivningsgruppen Solstrejf ………………….
………………………..1982-83 Den tværfaglige rådgivningsgruppe, fra møde på Slot på Lolland til kælder på Vesterbro året efter
………………… 1981 --> kvindegrupper, mandegrupper, ant-fascismeforskning, kollektivgrupper bo- og arbejde,
.......................................... oversættergrupper, terapigrupper, tidsskriftsgruppe, seminargruppe mv.
…………….1980 --> ’Forum for Kritisk Psykologi’ …………………………. 1997
…… 1978 --> Studenterhusarbejde ……………………………... 1993
1977 --> Fagpolitisk studenterarbejde ……………………………………………………. 1999………………………… --> X

Umiddelbart kan der udpeges 5 praksisformer, der overlever historien med udgangen af år 1999. De 4 løber sammen i Gaderummet, den femte er Folkets Parkinitiativet, der danner sig som selvstændig græsrod. Det er de 5 kryds ovenfor. Der er Gaderummet som lokalitet og ungegruppe, rådgivningen Regnbuen og studiekredsene. Der er samtidig en løbende kontakt til psykologistudiet, og der gøres brug af Folkets Park, der nærmest er blevet til Gaderummets udestue. Men ellers ikke mere.

År 1999 er et skæbneår for Gaderummet på Nørrebrogade. Dets boligforhold er truet, lige som økonomien er det, og mængden af sociale og psykiske problemer er knusende. Året overvindes ved at Gaderummet og Regnbuen tilstås en finanslovsbevilling. År 1999-2000 kan ses som et spring i den interne historie, men helt og aldeles bestemt af en tilkommen ny omverdensrelation, her Folketinget med en bevilling på 2 år til videreførelse som ”helt” projekt.

De fremhævede 5 praksisformer, skal ikke udelukke blikket for de andre praksisformer. Materiale fra deres historie skal tages ind, når det optræder i analysen, lige som analysen ikke a priori kan undvære deres bidrag til en dækkende bestemmelse af historien. Nyt tilkommen i historien må således sigtes gennem deres opkomstbetingelser, for de kan optræde udenfor egen historie før de bliver virksomme i egen, og som elementer på en historiens vej, hvor der ikke var et ydre udelukkelsesforhold. Det gælder også internt i historien og ud. Elementer i egen historie, stiller sig også for andre, som selvfølgelig kan prøve at undslippe, men ikke nødvendigvis undgå dem. Det er også således, at uløste smarbejdsforhold, selvfølgelig vil stille sig som en særlig eller specifik opgave, når de optræder eller træder i scene efterfølgende.

Historie-n/r har sin uberegnelighed i sig, sin tilfældighed, og denne må altid medtænkes.  

Lokalitet, tilhørsforhold, gruppeformer, typer og konfliktakse

Lokaliteten i 1980 var psykologistudiet på KUA på Amager. Senere flyttede centeret for arbejdet til Studenterhuset i Indre By, men beholdt sin tråd på studiet, da det studenterpolitiske blev prioriteret.

I 1993 blev Studenterhuset, Käbmagergade 50, stormet og rådgivningens papirer beslaglagt. Hvorefter arbejdet blev flyttet til Närrebro, først Socialistisk Arbejderparti SAP’s lokaler, Nörre Allé, så Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade i 1994, hvor en del efter noget tid, danner sig som ”Gaderummet” i 1996 på Nørrebrogade, mens en anden del af arbejdet organiserer sig om ”etableringen af Folkets Park” i Griffenfeldtsgade.

Gruppeformer fra 1980-2011:
Studentergruppe -> aktivist- og arbejdsgruppe -> fagpolitisk gruppe -> social organisation -> vandring

Tilhørsforhold:
Studentergruppe KUA - Studenterhuset – Solidaritetshuset - Gaderummet - ”Selvejende institution” - gaden

Organisation og gruppetype:
FfKP”                      ”Regnbuen”        ”Gaderummet”           GR-RGB               GR-KPC[1]
Aktivist og Arb.gr      Fagkollektiv       To-subjekt-modellen     Institution

Konfliktakse:
Samarbejde .. fællesarbejde .. politirydning .. samarbejde ..institutionsarbejde .. politirydning -->

Konfliktakse: Samarbejde .. fællesarbejde .. politirydning .. samarbejde ..institutionsarbejde .. politirydning -->

FfKP bliver en mulighedstype, der slår praksis an, og hvor en psykologisk rådgivning udenfor Universitetet kan forestilles, fx. i det fælles Studenterhus, som endnu ikke er skabt. Rådgivningen, der kom til at hedde "Regnbuen", er bare én af flere effekter af mulighedstypen, så det er nærliggende at spørge til andre, deres virke og deres historie. Hvad konstituerede dem, hvordan blev det grebet an, hvad var praksis, og hvordan differentierede den sig, forandrede eller døde hen? Og er der en lærdom?

2. Empirien Rådgivningsgruppen Regnbuen 1984 og frem

Etableringen af rådgivningen Regnbuen i 1984-85 indførte et nyt praksisniveau i det studenterfaglige arbejde, det fortrolige eller det tavsbelagte praksisniveau. Empirien to-deles, samtidig med at delingen som en tvedeling, strukturerer det samlede arbejde og materialets videre udvikling og brug. Det er som med et kompagni soldater. Hver enkelt soldat er nok et menneske, men ingen dele af kompagniet, vil kunne forstås eller håndteres ud fra denne abstraktion. Som soldat og kompagni, forudsætter hinanden, så er rådgivningsgruppe og fortrolighed sat af hinanden.

Der findes i rådgivningen følgende materiale:

Åbent materiale:
-  oplæg fra rådgivningen, opgaver, artikler, brugeropslag, diverse

Lukket materiale:
- fællesmødebøger med brugerhenvendelser
- supervisionsbøger
- brugernotater

Fra år 2000 er dele af gammelt og fortløbende materiale scannet ind i en ”Lukket database for brugerforløb”, i en ”Administrativ database for stab”, og i en ”Åben database for Gaderums kommunikation”. Det skønnes at kun 10 % er af brugermaterialet og 20 % af andet materiale er scannet ind, og heraf er 5 % ordnet og kategoriseret.   

Brugernotater, brugerforløb og brugersag

Alle papirer tilknyttet samtaleforløb, kaldes ”brugernotater”. De udgør en ”brugersag” for rådgivningen. En brugersag består af eget udformet materiale – ’forløbsnoter mm.’ - brugerens materiale, indhentet materiale, fx journaler, udsendt materiale som udtalelser, breve, tilsendt materiale, korrespondance bruger og rådgiver, supervisionsmateriale, og hvad ellers kan optræde.

I starten var bruger og sag nærmest identiske. De udgjorde en opgave for rådgivningen. Senere, da Gaderummet kom til med en beboergruppe, gav det mening internt, at differentiere mellem rådgivningsmæssige og beboermæssige sager. Hovedparten af brugere i rådgivningen kom fra rådgivningens hidtidige praksis – brugere henviste hinanden, eller henvendelser til Gaderummet om psykologisk bistand, var henvendelser til rådgivningen – mens hovedparten af boere i Gaderummet, ikke havde rådgivningsforløb. Boere i Gaderummet kunne invitere sig indenfor til rådgivningen gennem den åbne dør, og ingen behøvede spørge om lov for at komme eller gå ind Gaderummet, og selv om mange senere blev brugere af rådgivningen, var det som to distinkte sammenhænge, men nærmest også som var de ét.

Det er muligt, at det var en fejl dengang at lave denne differentiering mellem brugere af rådgivningen og boere, selv om den lå i opkomsthistorien. Enhver person har en lokalitet. Differentieringen blev anvendt, for ikke at gøre hjemløse til psykologiske skæbner, der havde behov for behandling. Differentieringen gav senere store problemer på databaseniveau, både i implementeringer og i anvendelse af den.
Et lignende problem har vist sig i indoptagelse af empirien, hvor transformationen af empiri går gennem en skelnen mellem ”tavler” og ”kropfigurer”. Der kom redundant information til stede.

Ud fra dette skulle rådgivningen have fortsat sin databaseopbygning alene ud fra personsagen, frem for at skelne mellem person, der er i rådgivning, og boer i lokalitet.

Konsekvensen heraf er for analysen, at indtagelsen og oparbejdningen af empirien, i udgangspunktet skal foretages på det niveau, hvor der ikke differentieres mellem bruger af rådgivning og boer, og mellem tavler og kropsfigurer. Differentieringerne hører hjemme i analysen, ikke i personkontekst og behandlingstilgang.  

Brugerforløb og tilgængelig fysisk mappe

’Brugerforløb’ er betegnelse for psykologiske forløb i rådgivningen. Personer der søgte rådgivning, blev indplaceret i denne kategori, og kom det til et forløb, dvs. til mere end det ene møde, så havde personer et brugerforløb. Til hvert brugerforløb er tilknyttet en fysisk mappe i papir, der indeholder alle brugernotater hidtil.

Mappen indeholder alle informationer, og er i udgangspunktet brugerens ejendom, men det er samtidig en fælles ejendom – som rådgivningens arbejdsredskab - opbevarer under fortrolighed og tavshedspligt. Den udtrykker i skriftlig form, rådgivningens forarbejdning af den menneskelige eksistens op til et givent tidspunkt, men på denne måde er den også rådgiverens ejendom.   

Den fysiske mappe, med de papirer der kom ind, har fra starten af været papirer til kopiering til bruger, og den har altid været tilgængelig i situationen – på nær få gange hvor den har været glemt eller har forpuppet sig. Det har så ikke altid været muligt at kopiere nye papirer i situationen, og i flere tilfælde har der ikke været interesse fra brugerside i kopier. I mange tilfælde er alle papirer i et brugerforløb kopieret til slut, når forløbet stopper, oftest på rådgivningens foranledning.

Brugerbegrebet – bruger, klient, patient; - rådgiver, behandler, kliniker

Begrebet ”bruger” var blevet et udbredt begreb indenfor alternativt eller oppositionelt arbejde overfor det psykiatrisk og psykologisk etablerede, hvor begreberne ”klient” og ”patient” optrådte. Til ”bruger” var konnekteret ”rådgiver”, mens der til klient og patient optrådte ”behandler”, ”kliniker” og/eller en bestemt professionsangivelse som psykiater, psykolog, ergoterapeut mv.

I midten, nærmest uomstridt, lå begrebet ”terapeut”, hvad alle jo er, men med vurderet forskellig kompetence overfor ”fremhævede sager”, set ud fra de forskelliges ståsteder og standpunkter i den større omgivende sociale struktur. Fra ét ståsted, kan psykiateren være en kvaksalver; fra et andet civilisationens frelser i et enkelttilfælde; lige som det ”grå terapimarked” kan opfattes som det bare skidt, og psykologer dét der er bedre. De forskellige ståsteder spejler ikke sandheden om sagen, men er personligt bårne synspunkter ind i sagen, og herigennem udtrykkes en mening om, hvordan sagen skal bevæges. Synspunkterne kan følgelig gøres til debat, med henblik på den ”rette tilgang” overfor det ”rette problem”, om end en debat herom suspenderes fra brugerside, er sammenhængen kompetencebestemt og autoritært funderet.

Vi valgte i rådgivningen, at præsentere os som ”rådgivere” og vi tog imod ”brugere” af vores rådgivning.

Bordnoter

’Bordnoter’ blev et begreb for de noter, der blev gjort under selve brugersamtalen, altså mens sessionen fandt sted. De kan, afhængig af den givne problemstilling, dens kompleksitet, eller rådgivers grad af erfaring med at skrive simultant, uden at falde af kontakt med den fællesbevægende problemstilling sig og bruger imellem - et forhold der kan mærkes i situationen - blive til et papir med dato, en enkeltside, men ellers ikke mere end nogle streger, stikord og lidt kripskraps. I andre tilfælde er bordnoter en nærmest fotografisk gengivelse af hele sessionen, sætning efter sætning, med beskrivelse af tilstand, proceselementer mv. I de fleste tilfælde er brugernoter en blanding af begge dele. Det umiddelbart synlige, relevante, betydningsfulde, eller meningsgivende, det der ligesom byggede sig op, blev noteret. En formulering var at se det som en historie, der udspillede sig, med rådgiverne som en art ’vidne’, der samtidig havde et handleansvar.

Nogle brugernotaer kan være tomme for indhold i lange passager af forløbet, og være helt petitesseagtige om udvalgte detaljer. I nogen brugernoter kan en enkelt problemstilling, følges fra dens benævnelse i starten af samtalen, til den slutter i hel ny formulering, i anden emotionel tilstand, timer efter, ved afslutningen af samtalen.

Referater, opsummeringer og forberedelse

Til brugernotater hører også ’Referater’, ’Opsummeringer’ og ’Forberedelse’.

’Referater’ blev i starten gjort som opsummeringer. Det være sig for en enkelt samtale, eller for en række af samtaler. Et fokus i det rådgivningsmæssige var, at rådgiveren måtte være aktiv her. Vi fandt det relevant at give noget håndgribeligt tilbage til brugeren.

Nogle forløb indeholder bordnoter kun med stikord over problemstillinger. Det kan skyldes karakteren af samtalen, at problemstillinger er kendt fra tidligere, eller at selve samtalens intensitet eller art ikke muliggør at føre bordnoter. Sparsomme bordnoter har også været tilfældet, når rådgivers psykiske ressourcer ikke har været til det, hvilket har været tilfældet i mange sene aftenforløb – hvor det akutte i henvendelsen måtte vige for dele af åndsevner til at være simultan.

Når det har været muligt er der efterfølgende lavet opsummeringer, til indstik i forløbet.

’Opsummeringer’ er blevet brugt både som skabelon for fremadrettet rådgivningsarbejde, at samtaleforløb skal op og vende med jævne mellemrum, for at gøre det klart for alle parter hvor det er henne. Opsummeringer er også blevet brugt, når en sessionsrække ikke er blevet dokumenteret ordentligt gennem bordnoter eller referater. Opsummeringer er også kommet ind, når der i et forløb sker særlige forandringer, som skal fastholdes, og/eller som perspektivering af et arbejde, der ikke flytter sig eller hvor det er uklart hvor er.   

’Forberedelse’ er en faktor, der skal foregribes. Det omhandler at ”kigge ind” i problemet, ud fra hvad der vides allerede, hvilket kan være meget lidt, men blive i det så længe at noget ”fatteligt” træder frem, og hvori ens handleberedskab kan tage sit afsæt. Det kan være gennem at planlægge tid til ”at tage sagen frem og se hvad der skete sidst”, inden samtalen, eller det kan være gennem en planlagt gennemlæsning af brugernotaterne, for at præcisere et muligt bud på, hvad der kan være relevant at tage op i den kommende samtale, eller i forløbet som sådan. Det er også her lokalitet og redskabsbrug afklares, og hvor faciliteterne her må medtænkes. Forberedelse er ikke en trinmæssig foreteelse, men en vekselvirkningsproces mellem et blik for det hele, og blik for de mulige små nye udviklingsdrivkræfter.  

I praksis afgøres megen forberedelse af tiden, der er afsat hertil, og om tiden i situationen kan friholdes andre krav fra rammerne for rådgivningen. Rådgivning i et værested er mere udsat for daglige uforudsete forstyrrelser, end rådgivning i en privat klinik! Samtidig må det siges, at ”forstyrrelser” er noget meget relativt, og primært sammenhængsbundet. I de fleste professionelle terapitraditioner, er settingen et tomt rum, med en stol til hver deltager, eventuelt med et lille bord imellem med en pakke Klinex. Alt andet opfattes som forstyrrende for den terapeutiske samtale, der heller ikke normalt kan forstyrres i de 45 minutter, hvor den afvikler sig. Men i praksis lever de færreste settings op til dette – og det tilstræbes også kun i ortodoks psykoanalyse.

I denne kontekst, i tilfældet vores arbejde, har det vist sig ikke at omhandle et klinisk tomt rum for terapeutiske arbejde, men et rum, hvor man kan fylde, falde ned i, få følelsen ”her er det hele”, og hvor det ligger lige for at udtrykke, hvad man mangler mere.

Upåagtet muligheden for forberedelsestid eller gjorte forberedelsesnoter, er det afgørende, at rådgiver kan ”indstille sig” på den kommende samtale. Det er ikke et ”shift” fra én internetside til en anden – hvor sagen bestemmes af behandlerens egen lyst og behagsfølelse. Det er en forandring fra en personsag, til en anden person med sin sag – og det har sin følelsesmæssige og emotionelle tid, at lægge den overståede sag fra sig, og indstille sig på den nye person med anden sag.

Metodisk mellemregning: Rum, ressourcer og interesser

Der er indtil nu blevet gået kronologisk frem i en fremlæggelse af empirien, der også spejler forberedelsesfasen for rådgivningen, hvor der tænkes ind i feltet, og om hvordan arbejdet i selve feltet nedfældes teoretisk og dokumenteres praktisk. Stående i den konkrete praksis, kommer det ikke bare til et spring i hvordan jeg har tænkt forud, og hvordan jeg må tænke nu, men et spring fra et abstraktum til en konkret person, i en konkret tilstand. Der stilles krav om at handle ”i formen”, ikke på dens afstand. Det bringer nødvendigvis andet i fokus, end nævnt allerede. Det har så vist sig, at det næste, det mere kommer til som 'empiri', at det ikke umiddelbart kan beskrives ud fra sig selv, og på kronologiens præmisser. Det gælder arbejdet med ’Tavler’, ’Øvelser’ og ’Kroppen’, der er de næste empiriske entiteter i den 'kronologiske historie'. Det kan sikkert stedfæstes, hvornår de tre arbejdsmidler hver for sig først finder ind i arbejdet, men de synes også sammenvævet, som udgør de et hele, og må analyseres herudfra, ikke kun som enkeltmidler med hver deres træk og funktion. Det er heller ikke givet, at de fremhævede tre empiri'er - tavle, øvelse, krop - er de eneste, eller de væsentligste, bare fordi de bemærkes på dette punkt i analysen.

Lad os betragte overgangen.

Der ligger i ovenstående betragtninger over ”referater, opsummeringer og forberedelse” – der er at se som en ’refleksionsvirksomhed’ over det konkret terapeutiske - at arbejdet tænkes igennem de ”rum”, der er til rådighed eller må fremskaffes, både rent fysisk, men også socialt og psykisk/psykologisk. Heri ligger umiddelbart og implicit et ”ressource-” og et ”interesse-” aspekt i arbejdet, idet det udtrykkes herigennem, hvad dets forvandling kan være.

Denne treenighed – rum ressourcer og interesser - er kendt i rådgivningens historie tilbage fra 1980-erne, men det har været uklart, hvor den oprindelig kom fra, og hvad dens begrundelsessammenhæng var. Den er blevet opfattet som en ontologisk enhed, hvis gyldighedsområde, status og relevans er uafklaret, men samtidig har det været tydeligt, at den har stor væsentlighed i sig, men spørgsmålet har været, hvor? Treenigheden har nok hængt og svævet i luften, men den er blevet brugt til ”tankevirksomhed på afstand”, altså tankevirksomhed hvor der er en gnostisk distance til erkendegenstanden. ’Rum, ressourcer og interesser’ kan m.a.o. være en tilstand for tankens bevægeform, et strukturerende element i vores tankeformer, såfremt de er sammenhængende og virksomme. På dette niveau ligner de byggestenene i at menneskeligt arbejde kun har én form, dets almene almengørelse - eller virksomhedens stagnation og hendøen.

Jeg må udlede af ovenstående, at der må skelnes mellem ’udgangspunkt’ og ’grundlag’. Så snart en genstand bevæger sig på egne præmisser, omformer den også sit udgangspunkt til sit eget nye. Denne bevægelse er en udvikling i og af materiens egenbevægelse, jf. Lucien Séve i ”Marxisme og personlighed”, Rhodos 1978, for denne videnskabslogiske differentiering.
Som udgangspunkt er altså 'referatet, forberedelsen og opsummeringen’ i deres form af en reflektorisk psykisk akt på afstand, og som grundlag er den faktiske gennemførelse af den konkrete terapeutiske session, med de redskaber af teoretisk, teknisk og praktisk art, der finder sted for anvendelse. Her er der indtil nu benævnt tre empirier: tavlen, øvelsen og kroppen.

Jeg må praktisk gøre regning i en beskrivelse af empirien i det konkrete terapeutiske arbejde, her særligt af ’tavlen’, ’øvelser’ og ’kroppen’ – og hvor nærmere arbejde må fremanalyse ”de flere”, der sikkert også er der – at her skal der gås dobbelt til værks:

1) Et førbegreb om en helhedsforestilling af det terapeutiske. Et bestemmelse af 'rummet' der åbnes, og dets indbundethed;
2) Phenografiske betragtninger i relation til de enkelte virksomme elementer, som umiddelbart fremtræder,
eller må være der.
og dette samlet
3) med henblik på et teoribegreb (en abstrakt-almenhed).

3. Empirien og det terapeutisk rum 1985 ->

Når dette er foregrebet – som et feltbegreb - vil det være muligt at skrive empirisk systematisk om tavlen, øvelsen og kroppene; - Men for at kunne danne et feltbegreb, skal feltet på en eller anden måde, kunne ses som mere end enkeltelementer, der står ved siden af hinanden, allerede i udgangspunktet. Vi spørger til, hvordan vi finder det nye eller det mere, der sikkert også er der, men ikke nødvendigvis behøver være der. Og hvordan vide, hvornår vi er færdige? Sandhed kan altid være fundet, også i en første udtale, men en sandhed uden krop, udtrykker hverken noget sandt eller falsk, kun sin egen påstand og sin egen benævnelse. Dens almene benævelse må derfor siges, at gå gennem den akt, der fører til dens praktiske bekræftelse.

Det er mao. ikke muligt at svare på punkt 1 og 2 uden at gå ind på den historie, der stiller dem op overfor hinanden. I bestemmelsen af springet, ligger svaret på det efterspurgte problem: empirien i rådgivningsgruppen Regnbuen, hvori består den, og hvordan dens empiriske og teoretiske resultater må anskues?

Det er således kommet til en slags omvej, vi må gøre, måske en "kinesisk omvej", før vi kan gå videre med en første simpel beskrivelse af empiriens forskellige rådgivningselementer. Denne gøres her, se papir 15_Empirien og det terapeutiske rum

 

31. nov 2011. Korr.dec.2016

 

<-TOP

[1] GR-KPC er forkortelse for ”Gaderummet vandrende Rådgivning. Kritisk Psykologi Copenhagen”