Revolutionerende ny pille godkendt - den kan se, om du har taget din medicin

De amerikanske sundhedsmyndigheder har for første gang godkendt en helt ny type pille. Det forventes særligt at komme skizofrene patienter til gode, men der er også problemer forbundet med den nye teknologi.
[object Object]
Særligt patienter med skizofreni har ofte svært ved at huske at tage deres medicin. Det kan en helt ny, og godkendt, teknologi måske løse. Foto: Arkiv.

For første gang nogensinde er der blevet godkendt en pille, hvis formål er at se, om patienten har taget sin medicin. Det skriver New York Times.

Ameet Sarpatwari fra Harvard Medical School siger til mediet, at pillen »har potentialet til at forbedre den folkelige sundhed,« særligt for patienter, der gerne vil tage deres medicin, men som glemmer det. På den modsatte side er han bekymret for, at den ved forkert brug kan få skabt mistillid frem for netop ønsket om tillid.

Bag opfindelsen står det amerikanske selskab Proteus Digital Health, som har udviklet pillen i samarbejde med bl.a. Lundbecks japanske partner, Otsuka.

Teknologien i pillen virker ved, at man på forhånd indsætter en lille chip i den pille eller kapsel, som medicinen normalt kommer i. Når den rammer mavesækken og syren i maven, sender den et signal til et lille patch i armen, som virker i en uge. Patch’et, en slags plaster, sender så et signal til enten en iPhone eller en iPad.

Dermed kan både patientens læge og en række pårørende, efter patientens valg, modtage en besked om, at patienten har taget sin medicin.

Udviklingen har taget mere end 13 år og kostet omkring 500 mio. dollars. Samarbejdet med Otsuka omhandler skizofrenimidlet Abilify, men Proteus tester også sin teknologi i forbindelse med lægemidler mod hjertesvigt og leverbetændelsen hepatitis C.

»Det virker banalt, men faktum er, at en ikke undseelig del af patienterne ikke tager deres medicin. Det gælder inden for alle sygdomsområder. Det at spise en pille er en erkendelse af, at man fejler noget. Har man f.eks. kræft, gør man det selvfølgelig, men der er mange andre sygdomme, hvor vi kan se, at patienterne begynder på deres medicin, men så stopper af sig selv,« har Mads Dalsgaard, direktør for klinisk udvikling i Lundbeck, tidligere sagt i et interview med Finans.

Han understregede i den sammenhæng, at det at have et udførligt bevis og en tilskyndelse for patienter og hele behandlingsteamet til, at patienten får taget medicinen, klart var noget, som havde Lundbecks interesse.

SE OGSÅ