Typografi-elementer opstår som begreb, da empirien er tilført analysen. I empirien, set som historisk empiri, eksisterer tavlen og modellen side om side, og de har åbenlyst en række fællesheder, som omvendt kan ses som deres formidlingsdimensioner og aspekter til empirien selv. Typografi-elementer er "udfundet" af empirien gennem deres figurale kvalitet. Jeg har ikke søgt billede eller begreb, men elementer af begreb og billede, som går igen, og som ikke kan reduceres til en mindre enhed, uden at informationen forandrer sig. Samtidig har jeg været ledet af, at empirien som sådan skal være repræsenteret i typografien om den.
I praksis har dette medført en række typografi-elementer, der kan rubriceres efter teoretisk indhold. Følgende inddeling er dannet:
A. Menneske; B. Kulturindivid, C. Subjekt; D. Relation; E. Rumsættelse; F. Person(ligheden); G. Notationer og konventioner; samt H. Typografi uden at være det.
Rubriseringen er gjort for dannelsen af en simpel oversigt, men den skal, før den anvendes videre, selv kunne begrundes i empirien og i analysen. Papiret "Modeller i struktur" er af samme art, en simpel oversigt. Modeller sættes sammen ud fra en umiddelbar givet sammenhæng, der ved nærmere begrundelse, kan vise sig at være helt anderledes.
Nedenfor de anskuelige mindste-enheder, der indtil nu er lokaliseret i det empriske materiale (eller her). Disse skal benævnes med typografi-elementer. De er fremkommet gennem et søgende blik på det empiriske materiale, og er et første forsøg på at komme nærmere en indholdsbestemmelse af dets enkelte elementer, i første omgang som materialet tager sig ud gennem modeller og tavler.
En oversigten vil tilstadighed være ent foreløbig, da der vil komme flere typografier til, efterhånden som bevægelsen i materialet åbner sig - og oversete bemærkes. Nye mindste-enheder kan komplettere hidtidige, og udvide rummet. Eller de kan tilføre nye former, og nyt indhold. Sigtelinien i arbejdet med dem er, at de perspektivisk må indordnes hinanden gennem materialet, således at deres teoretiske fremstilling i begrebets form, på asymptotisk vis nærmer sig det konkretes egen udviklingsform og historie.
Et blik 2 efter ankuelige mindste-enheder har givet følgende nye. De er kommet til syne, ved at lede efter flere
elementer, og uden at gå særskilt ind i afsøgning af mindste-enheder i afbildningen af de sociale strukturer i materialet. Dette må komme til
senere.
.....
......
..........
......
..........
Stempling - Mætning - Modsætningspunkt - Kategoriforhold - Modsætninger - Kilde til konstitution,
jf. 2011-12-01 Runde 2 i et blik efter anskuelige mindste-enheder.
Et forsøg på, med enkelte typografi-elementer, at tage deres kategorielle relatering med ind i begrebet om dem, er i Menneske og samfundsmæssig historisk proces.
De nye mindste-enehder, angiver de forskellige betydningsenheder, og disse kan følgelig lokaliseres og gives orden. De synes at tilhøre formidlingsniveauet mellem mennesket og dets omverden som et socialt samfundsmæssigt forhold. Ingen af elementerne synes at have én enkeltform i materialet, og alle synes kun bestemmelig som særlig form for enkelttilfælde, der optræder i generel form. Alle knytter relation mellem distinkte ’rum’ på særlig måde. De må således tilhøre den ”anden orden”, der tidligere er stødt på i elementernes ordning i typografier, hvilket også er niveauet for aspekter og dimensioner.
Kigges der herfra tilbage på alle typografier indtil nu, deler de sig ind i natur-typografier og samfunds-typografier. Der er typografierne, der spejler materiens bevægeformer, og hermed også vores egne bevægelser. De findes alle i naturen, i hvert fald i vores billede af den. Og der er de samfundsmæssige typografier, der såvel er opstået af naturen, som af menneskers livtag med den, og som redskab til i tankens form, at anskue dens bevægelse og finde deres kilde og sammenhængende konstitution. Det er menneskets afbildning af sig selv, dets eksistens, bevægelse og retning, gjort i den samfundsmæssige form, der har givet anledning hertil. Det kan også siges på den måde, at det ikke er naturforholdene, der har skabt typografierne, men de menneskelige omstændigheder, om at finde en orden i det store, der er værd at udtrykke i det enkelte.
Lakmus!
Typografierne deler sig ikke ind i naturformer, formidlingsformer og samfundsformer
– hvilket egentlig ville falde naturligt. Omvendt må det analyseres, om en
sådan kan gøres. Dens resultat vil kunne sætte ovenstående inddeling i
sammenhæng, eventuelt pege på manglende elementer, der logisk skal være der,
men ikke synes det i billedets form. Og giver inddelingen ikke mening, eller
konkurrerer den med den oprindelige, må det analyseres, hvad der er på spil.
Det er vigtigt at lokalisere synkronisiteter så tæt
på kilden så hurtigt som muligt, så ikke teoribygningen lider langvarig skade,
og trækker ny empiri skæv.
Dette papir om typografi er en meta-reflektion over, hvad det empiriske materiale indeholder af anskuelige enkelt-elementer. Det er et forsøg på, i udgangspunktet, at gøre analysens enkelte elementer bestemmelige, uden samtidig at tilføre eller fratrække information. Ethvert fremhævet element vil føre en struktur ned i stoffet, som analysen vil rette sig ind efter, men stoffet behøver ikke være bundet til elementet. Stoffet kan være større eller af anden orden, lige som strukturen kan forbliver ydre overfor stoffet. Intet stof kan tolkes frit, men bestemmer gennem sin struktur, sin ædakvate tolkning, sin strukturelle egenart. Konnekterer stof og struktur, skal der tales om adækvans.
Det samlede empiriske materiale består af særskilte modeller og tavler, der også er det særlige genstandsniveau, der skal åbnes i begrebets form. De danner et endnu ubegrebet genstandsniveau, og til indkredsning heraf, skal materialet først sigtes gennem en bestemmelse af dets mindste-enheder, eller dets grundelementer. En sådan kan ikke gøres uden en samtidig relatering til andet stof, hvorved dets elementer samtidig realiserer en bestemt orden, det som enhed kan have fælles med andre, eller det kan være enkeltstående. I sidste tilfælde skal der tales om et ’empirisk koncept’.
Materialet kan i sin simpleste form ses at bestå af
elementer (:vektorer) i rum og i betydning. Elementer der er sammenhængende,
benævnes med ’figurer’, og de antager herigennem et bestemt rum. Elementer og
figurer der i sin anskuelse vinder betydning, er ’objekter’. Figurer danner
objekter, mens objekter udpeger figurer.
Vi skal i fremstillingen af materialets enkelt-elementer, endnu kun bevæge os indenfor den 'anskuende erkendeform'. Kun de forhold, der tilhører den umiddelbare og synlige figural-kvalitative orden, skal benævnes, og kun de forhold, der synes at være enkeltstående udtryk for noget fælles. Disse 'entiteter' skal kaldes typografi-elementer.
Typografi-elementer er strukturerende forhold i empiriens afbildning som teori. De er materialets byggesten. De er givet både igennem empirien, som de bestemmer empiriens strukturelle egenart. De er billedlige redskaber til, i tankens form, at håndtere et givent empirisk virkelighedsforhold, da de i deres eksistens samtidig bestemmer virkelighedsforholdene sin plads i den videre bemestringsproces. Der ligger en generalitet i typografi-elementerne. De er både begyndende tanke-elementer, der er ufuldstændige overfor realiteten, som de er den menneskelige billedvirksomheds sammenfatning af denne realitet. Fremhævede typografi-elementer kan gå skævt af materialet, eller de kan åbne materialet, for erkendelse.
Typografi-elementer kan ses som skabeloner, det empiriske materiale skal konceptualiseres igennem. Typografi er således en skabelon, der kan ses at strukturere en bestemt form. Dette kan være logikken i formen, men behøver ikke at være dets historie i empirien. Ét og samme typografi-element, kan i starten af en tekst, anslå strukturen i en bestemt form, for senere i samme tekst, at anslå strukturen i en anden bestemt form. Der kan tales om element-egenskaber, der er fraværende i en form, men nærværende i en identisk anden. Der kan også være tale om ulogisk anvendelse af samme typografi indenfor samme tekst, eller på tværs af flere. Og der kan være tale om, at typografi-elementer undergår en metamorfose, hvor samme indhold præsenteres i tilsyneladende ny form.
Det er således ingen ret linie mellem typografi og skabelon, men en udviklingsrelation i empirien. Typografier kan komme til, og de kan blive skabeloner for andre, mens skabeloner ikke skaber typografier. Vi skal derfor tale om 'udstrækningen' af en typografi. Det omhandler dens tilsynekomst, dens spændvidde og forankring, og dens mulige forandringer og forvandlinger gennem historien. Til en bestemmelse heraf, er det muligt - når hele materialet er gennemgået - at gå mekanisk til værks. Det vil være muligt med en billedlig digital scanner, at fremhæve alle tegn og deres foreløbige afgrænsning - ligesom scaningen af ansigter er det den anden vej - hvor de optræder i materialet, og i en tidsbunden første form. Det er et simpelt genkendelsesarbejde, og her er skabelonen selve indfaldsvinklen. Med skabelonen ledes der efter en type i typen. En skabelon kan kun inkludere, eller den frastøder. Skabelon relaterer sig til 'segment', som 'udkast' og 'skitser' relaterer sig til 'rumlig form'. Opståelsen kan gå begge veje.
Det må således analyseres, hvornår og hvordan og under hvilke omstændigheder, at en typografi optræder første gang, og hvad dens anledning var.