København 31.oktober 2000

Vedr. j.nr. 87131-0308

og j.nr. 911241-0001

Statusrapport for Gaderummet-Regnbuen: ”Socialpsykologisk fristed/ indsats for udstødte unge”.

Jeg skal i det følgende beskrive arbejdet i Gaderummet-Regnbuen fra årsskiftet 1999/2000 og frem til oktober 2000. Beskrivelse gøres i form af en statusrapport, der er ønsket ifm. tilsagn om midler fra Satspuljen og 15M-puljen for år 2001. Det drejer sig om midler til lønnet arbejdskraft og til drift.

Ved siden af disse midler i år 2000 modtager rådgivningen støtte fra PUF-puljen til det frivillige rådgivningsarbejde, mens Gaderummet modtager huslejemidler fra FOS´ 5%-pulje. Projektet støttes også af enkelte private fonde.

Inden den nærmere beskrivelse af arbejdet skal jeg udrede, hvad jeg opfatter som mit opdrag iht. de tilståede midler for arbejdet i år 2000 og 2001, jvf. projektbeskrivelserne:

i. At forbedre de bolig- og psykosociale betingelser for gruppen af meget udstødte unge på Indre Nørrebro, samt for unge fra andre steder, som måtte opsøge projektet.

ii. At afhjælpe manglen på psykologisk rådgivning/terapi for en defineret gruppe af de yderste unge.

iii. At udarbejde en intern erfaringsopsamling, og at få foretaget en ekstern evaluering af det samlede arbejde.

iv. At pege på og kvalificere relevante veje for et videre arbejde med udstødte unge eller unge i fare for at blive stødt ud.

I statusrapporten skal jeg beskrive, hvordan vi har anvendt midlerne, hvilke overvejelser, der har ligget til grund, samt hvad resultatet indtil nu har været. Som bilag vedlægges perioderegnskab fra vores revisor.

Indholdsfortegnelse for denne statusrapport:

1. Om projektet ved årsskiftet 1999/2000.

2. Antal personer i projektet.

3. Liste over forhindringer, uforudsete ting og ærgrelser, som projektet er løbet ind i

4. Om anvendelse af lønmidler

5. Om brug af midler til drift.

6. Opdragene i-iv.

1. Om projektet ved årsskiftet 1999/2000.

Da det stod klart i midten af januar 2000, at vi som projekt overlevede, og endda overlevede på en begunstiget position, idet vi havde fået midler til dét, vi havde søgt – et helt projekt – kunne vi lægge en ny opgave-akse ned i det samlede arbejde[1]. Vores hovedproblem var og havde længe været at være i en voldsom underskudsposition ift. behovet for psykologressourcer, ressourcer til boligsocialt arbejde og ressourcer til unge-omsorg og unge-aktiviteter for udstødte unge. Så det drejede sig om, hvordan vi med lønmidler og med relevante midler til afholdelse af driften kunne supplere det frivillige arbejde og få et mere foregribende greb om selve feltets problemstillinger, således at vi systematisk også ville kunne fremme og forbedre livsbetingelserne for de udstødte unge, der allerede var eller fremover ville komme med i projektet.

På trods af vores hidtidige pres var vi som projekt ”velfungerende” i arbejdet med marginale processer. Vi syntes at have fundet en organisationsform og en tilgang til arbejdet, som gav resultater, og vi stod derfor i den gunstige position, at vi umiddelbart kunne bygge videre på det allerede etablerede frivillige arbejde og på de rutiner, som bar projektet.

Men vi stod også med et stigende boligproblem, hvad angik projektet selv: Vores lokaler på 300m2 var alt-alt for små ift. brugen og behovet, og de var nok velegnede til den art overnatning og midlertidig beboelse, der var behov for, men uden om os blev det rejst som problem, at lokalerne nok ikke kunne lovliggøres til blandet beboelse og erhverv på lang sigt, heller ikke gennem en større ombygning. 2½ års arbejde for at fremme andre boligforhold for de unge havde dog endnu ikke givet resultat til anden side. Alle vores forsøg på at finde enkeltværelser, lokaler til bofællesskaber eller til ungekollektiver til de unge i vores arbejde, var løbet ud i ingenting. Det var stort set nederlag på nederlag, skuffelse på skuffelse.

Det var derfor klart, at vores midler skulle prioriteres til 3 hovedområder: afhjælpning af unges psykologiske problemer, socialpsykologisk arbejde med selve gruppen af unge og de enkelte unge heri, herunder med fokus på etablering af andre boligforhold til midlertidig eller egentlig beboelse, samt til intern erfaringsopsamling og til ekstern evaluering.

Der havde længe været behov for en samlet dokumentation af arbejdet, men tiden og ressourcerne havde kun været til at tilvejebringe et grundlag, dvs. at der løbende var skrevet så meget ned om, hvordan der arbejdes, at en evaluering ville kunne foretages, når midlerne og tiden var til det. Fremfor en løbende ”læring” i ressourcegruppen, er forefundne ressourcer anvendt så tæt på det direkte arbejde med de unge som muligt. Det erfaringstab, der forekommer ved fraværet af en kontinuerlig opsamling på organisationsniveau, er søgt reduceret ved vedblivende at bygge projektet op som en ’lærende organisme’. Resultaterne synes ubetinget at have været gunstige, og det synes også tydeligt, at arbejdet med de unge har gjort en forskel, der ikke har kunnet skabes til anden side. Det er så det, som den interne erfaringsopsamling og eksterne evaluering nærmere skal belyse.

Organisatorisk bestod projektet op til årsskiftet 2000 af to strukturelt ligeværdige subjekter, der har en samarbejdsaftale imellem sig om i fællesskab og i fælles lokaler at drive og udviklet stedet/arbejdet:

- en gaderumsgruppe, der altid er åben for nye unge, og hvor vægten er, at der specielt skal være plads til de unge, der ikke har andre steder at gå hen. Kernen i gaderumsgruppen er bo-gruppen, der står for varetagelse af alt det praktiske i dagligdagen, samt for at få dagligdagen til at hænge organisatorisk sammen for alle stedets brugere. Husmødet hver søndag er det samlende punkt for dette subjekt.

- en psykologisk rådgivningsgruppe med psykolog og enkelte psykologistuderende, der mødes til supervision en gang om ugen. Rådgivningsgruppen tager brugere/klienter ind, enten ud fra henvendelse fra unge i Gaderummet, fra unge eller ældre, der opsøger stedet med anmodning om hjælp, eller gruppen tager selv initiativer til at gribe fat i unge, der enten er på vej ned eller ud i ingenting. Ved siden af rådgivningsarbejdet har der siden ’95 kørt semesterbaserede studiekredse i psykologiske emner, specielt rettet mod psykologistuderende, hvor man mødes en gang ugentlig. I efteråret 2000 har der både været en studiekreds i terapeutisk teori og metode, og en studiekreds i grundlagsproblemer i psykologien.

Ved siden af disse to subjekter eksisterer aktiveringsmødet hver mandag, hvor al praktisk og organisatorisk arbejde ud over selve dagligdagen bliver formidlet, og den kommende uge planlagt. Man kan sige at husmødet tager sig af den interne reproduktion, mens aktiveringsmødet arbejder med den eksterne. Desuden eksisterer Fællesmødet torsdag aften – som er det formelle medlemsmøde for alle på stedet - når der ellers er emner og opgaver på tværs af alt, som skal varetages. Fællesmødet tager sig desuden af at arrangere offentlige møder om relevante emner for unge generelt og for udstødte unge i særdeleshed. Til Fællesmødet er knyttet en studiekreds for gaderumsunge i sociale, psykologiske og psykiatriske emner, når der ellers er ressourcer til at forberede og indkalde til møde; og hvis ikke der er planlagt offentlige møder eller møder med generelle emner til debat. Fællesmødets studiekreds i foråret 1999 resulterede i et papir om nødvendige ungebetingelser – et slags ungemanifest - som desværre endnu ikke er færdigskevet til udgivelse. I efteråret ’99 blev der kun afholdt offentlige møder, mens al anden resterende tid blev brugt på problemet om de utilstrækkelige boligforhold, som blev lagt over i husmøde-regi.

Det nye i projektet, med de tilståede midler til ansatte og drift, har været at udvikle og etablere en professionel arbejdssammenhæng som supplement og støtte til det allerede fungerende frivillige arbejde i såvel rådgivningen som i gaderummet, således at flere unge kunne få den hjælp, de havde behov for, og således at det samlede bolig- og psykosociale arbejde kunne bringes hen i en form, hvor det kunne videreføres i nye lokaler, enten af os selv eller af andre aktører, der kan tage over[2].

Alternativet – at tømme gaderummet for unge, der overnatter eller som etablerer sig med midlertidig beboelse i lokalerne – er svært håndterbart. Faktisk har vi arbejdet heftigt på dette i flere år, men alle forsøg er slået fejl. Der er ikke nogen steder for den gruppe af unge, som vi har med at gøre, men et stort behov for en sådan art døgnåben livssammenhæng, som vi, med denne gruppe af unge som med-aktører, er blevet til.

Gennem vores fælles arbejde har vi fået skabt en platform for et integreret psykosocialt og boligsocialt arbejde for udstødte unge, der er at ligne med en ’parallel rådgivningsstreng til psykiatrien’. Med den senere dokumentation in mente kan dette koncept uden de store problemer realiseres til anden side, i andre bydele eller kommuner. I forhold til de aktuelle problemer med marginaliserede og udstødte unge, utilpassede unge, unge i bander, uanbringelige unge og unge der ikke profiterer af nuværende socialpædagogiske og psykiatriske tiltag, vil vores koncept ligeledes kunne gøre et væsentligt indhug i dette, så den unge har større chancer for at komme ind i sit voksenliv på én for dem selv og samfundet fornuftig måde. Økonomisk vil det nok være udgiftsneutral eller billigere i længden. Konceptet placerer sig ikke på en skala mellem bløde socialpædagogiske tiltag i den ene ende og sikrede behandlingspladser i den anden ende, men er et tilbud til unge om en sammenhæng, som de har medbestemmelse over, og som de kan henvise sig selv til, i stedet for blindt at køre videre ud af et spor, hvor det drejer sig om at lægge alt øde så hurtigt som muligt og dermed forkorte sit liv i begge ender, om det så foregår gennem en kriminel eller psykiatrisk svingdørskarriere. Vores erfaring er, at ingen unge bevidst søger dette, men at det sker, når der ikke er et kvalificeret bagland at ty til, når det bliver svært, eller når der ikke er et sted, set ind i ens fremtid, hvor man kan føle sig tryg.

Vi har på ingen måde fundet en mirakelløsning, men vi er kommet på sporet af en form – et strukturelt ligeværdigt samarbejde mellem en ressourcegruppe/stab/professionelle og en brugergruppe/ungegruppe – der synes at kunne meget ift. meget belastede eller uanbringelige unge, som ellers ikke vil kunne hjælpes på vej. Det er samtidig en form, der er meget ligetil at implementere i lokalområder med store sociale problemer, om end selve arbejdet for de professionelle indenfor selve konceptet vil være den største udfordring at arbejde med, idet der er behov for helt andre faglige kompetencer, end hvad er gængs. Nærmere herom senere.

For et nærmere fænografisk blik på de unge i projektet, hvad de er for nogen, og hvad deres problemgenese er, skal jeg henlede opmærksomheden på skriftet om ”Udstødte unge”[3].

2. Antal personer i projektet.

Årsskiftet 1999/2000.

Ved årsskiftet 1999/2000 udgør følgende antal unge mellem 18 og 25 år og enkelte lidt ældre projektets brugergrundlag:

· 15 unge bor i projektet

· 50 andre unge bruger stedet i løbet af et døgn

· omkring 200 forskellige hoveder går igennem stedet om ugen

· 15 andre unge er i intensiv psykologisk rådgivning/terapi, forløb af varighed fra få måneder til flere år.

Ressoucegruppen eller gruppen af frivillige i rådgivningen og i gaderummet bestod ved årsskiftet 1999/2000 formelt af:

· 1 psykolog

· 2 psykologistuderende der er med i rådgivningsarbejdet 5 timer om ugen

· 1 BA. i psykologi i jobtræning 30 timer om ugen

· 1 RUC-studerende, samfundsfag, der tager sig af regnskab 5-10 timer om ugen

· 1 person i skånejob 10 timer om ugen i Gaderummet

· 3-5 unge i aktivering ifg. Serviceloven. Stedet har 6 aktiveringspladser til ungearbejde og til administration.

· Til ressourcegruppen skal medregnes alle unge i bogruppen, der indgår som frivillige i projektet med de ressourcer, som de på et givent tidspunkt har. I starten af deres væren i Gaderummet er det omvendt. Her angår det hvilke ressourcer, som de har brug for, for på sigt at kunne komme til at fungere.

Den interne logik i projektet er, at alle aktivister, deltagere eller fremmødte i udgangspunktet - undtagen i den situation, hvor man er egentlig bruger af en ydelse - er medarbejdere i opgaven af få stedet til at fungere, dvs. medvirke til at forbedre udstødte unges konkrete og generelle livsvilkår, såvel i huset som udenfor.

Oktober 2000.

I oktober 2000 bruges projektet af et lignende antal unge og lidt ældre på ugebasis som ved årsskiftet 1999/2000, men med en stigning i antal unge, der bor her til omkring 20 personer og en stigning i antal unge i psykologiske forløb til omkring 25 unge. Vi må stadig afvise/viderehenvise mange, der søger os med anmodning om psykologsamtaler eller med behov for et hjørne at flytte ind i eller bebo. Hovedparten af disse personer skønnes ikke at finde relevant hjælp til anden side, men hvor vi i de fleste tilfælde ville have kunnet være den forandrende substans i retning af et mere tåleligt liv.

Ressourcegruppen består pr. oktober af følgende personer, frivillige som ansatte:

· 1 psykolog ansat som projektansvarlig og med fagligt ansvar for rådgivningsarbejdet

· 3 psykologistuderende ansat 10-15 timer hver om ugen til ungearbejde, administration, myndighedskontakt, tekstarbejde, databaseopbygning, projektarbejde ift de unge, samt restarbejde ifm. regnskab

· 1 RUC-studerende, samfundsfag, ansat 10 timer om ugen til regnskab

· 1 BA. i psykologi i jobtræning 30 timer om ugen, men med stop 1.december 2000.

· 4-5 unge i aktivering, og 2 ældre aktiverede med store ressourcer, hvilket betyder at de snart forlader projektet til reelt arbejde

· 4-6 psykologistuderende, der deltager i undervisning i terapeutisk teori og metode 2 timer om ugen. Det er håbet, at flere af disse vil kunne arbejde sig frem til at blive co-terapeuter.

· En gaderumsarbejder 37 timer om ugen. Det er et job, der kan haves en måned af gangen til almindelig løn til én ung i gaderummet, der har behov, og hvor gaderummet samtidig har en arbejdsopgave, der skal løses.

· Som ved årsskiftet selve bogruppen, og de aktivister som bruger stedet, jvf. ovenstående beskrivelse.

3. Liste over forhindringer, uforudsete ting og ærgrelser, som projektet er løbet ind i.

Inden arbejdsprocessen fra årsskiftet og frem til i dag skal beskrives, skal jeg nævne de forhindringer, uforudsete ting og ærgrelser, som vi er løbet ind i.

§ Bevillingsskrivelsen vedr. satspuljen falder først på plads i midten af februar 2000, efter nogen tid hvor vi først har fået at vide, at midlerne er tilstået, efterfølgende at det var en fejloplysning, at vi havde fået midler fra Satspuljen.

§ Ansættelse af lønnet arbejdskraft trækker ud, da der mangler kvalificerede ansøgere.

§ En ansat gaderumsarbejder – en erfaren psykologistuderende, der til en start ansættes 20 timer ugentlig, og som skal ”løbe” arbejdet i gaderummet i gang, herunder udforske hvordan en stilling skal skrues sammen – bliver i april alvorligt syg af salmonellaforgiftning. Han vender ikke tilbage, og siger efterfølgende sin stilling op i juli.

§ Vi løber allerede i januar ind i problemer med den midlertidige beboelse og overnatning. Problemet er ikke specielt, at det er et erhvervslejemål, men at det er et spidsloft i en baggård. Husejer søger at hjælpe os på vej, og vi søger forhandling med Københavns Kommune om en udbygning, omrokering og/eller dispensation fra kravene, eventuelt bare midlertidigt, som også Brandvæsenet kan acceptere. I august trækker husejer sin støtte til ombygning/dispensation tilbage, idet han mener at det vil være for bekosteligt, og at han mister penge på det. Herefter overgår sagen til Københavns Kommune, og for tredje gang på 3 år søger vi dialog med kommunen, samtidig med at vi igen finkæmmer København for en egnet bolig – men uden held.

§ Pladsen til nye medarbejdere, og til mere rådgivningsaktivitet, har været så trang, at vi nærmest sidder på hinanden i det daglige, hvilket er gået ud over en udvikling af det faglige[4]. Alligevel er det lykkes i år at få 2 studiegrupper til at fungere i rådgivningsregi, men uden et egentlig lokale eller rådgivningsrum til studentergruppen som sådan, kan der ikke komme den inerti, der skal til, for at en gruppe begynder at udvikle sig ud fra egne målsætninger. Tidligere havde rådgivningsgruppen sine møder i fællesstuen, men dette er for længst slut. Her er hverken plads eller ro mere. Men dengang rådgivningen ”opgav” fællesstuen – der boede simpelt hen for mange i den hele tiden – var vi ikke opmærksomme på, hvilken negativ betydning det ville få for reproduktionen af studentergruppen på stedet, specielt hvad angik at tage imod nye studerende i arbejdet.

§ Undertegnede bevillingsansvarlig – og ildsjæl vel – havner allerede i januar 2000 i en forældremyndighedssag om sin egen 2.årige knægt. Sagen kører stadig, og selv om den indtil nu er endt med et godt resultat for mig, har den belastet mig så meget, at jeg i en længere periode i foråret kun var i stand til at tage mig af rådgivningsarbejdet i Regnbuen, og måtte lade stå til omkring mange ting i gaderummet, som andre havde vanskeligt ved at tage over på. I positiv forstand kan det siges, at det blev en ”prøve” for stedet, at jeg måtte tage mig en mere almindelig arbejdsdag, i stedet for nærmest vedblivende at søge at varetage et fuldt job i rådgivningen og et fuldt job i gaderummet. At forældremyndighedssagen blev så stor en belastning for mig i foråret, omhandler nok også, at jeg efter så mange år på bistandshjælp, hvor jeg havde arbejdet med rådgivningen og gaderummet på fuld tid, var godt slidt. Det var faktisk først op mod sommeren, at jeg havde genvundet mine ressourcer.

4. Om anvendelse af lønmidler.

Den følgende fremstilling af vores arbejde med vores lønmidler er gjort ud fra, at undertegnede til start blev ansat i en psykologstilling med ledelsesansvar i projektet, hvilket modsvarer bevillingsansvarlig iht. tilståede midler.

Det er endt med en løsning, hvor der herudover ansættes 1 gaderumsarbejder – ud af gaderumsgruppen - en måned af gangen, samt på deltid 4 studerende med dobbeltkvalifikationer, som skal tilgodese en kontinuitet på enkeltområder/ansvarsområder og en samtidig fleksibilitet ift. gaderumsgruppen, og hvad de enkelte unge i gruppen kunne have behov for af omsorg og udfordringer.

I udgangspunktet for ansættelse af lønnet arbejdskraft lå to modeller for, hvordan arbejdskraft i form af 3 fuldtidsstillinger skulle implementeres i arbejdet. 2 stillinger ud over undertegnedes skulle besættes.

Den første model fokuserede på afhjælpning af flaskehalsen i projektet, hvilket var psykologhjælp gennem rådgivningen. Her indgik ansættelsen af 1 psykologer mere til rådgivningen og 1 administrativ medarbejder, der klarede det generelle omkring regnskab, administration og kontor. Denne model synes dog ikke at tilgodese et kontinuerligt fagligt arbejde i gaderummet ud fra de unge selv. Men en løsning kunne være at ansætte en psykolog med et dobbelt arbejdsområde: psykologisk rådgivning og socialpsykologisk arbejde ift. gaderummet. Men kunne man overhovedet indenfor en rimelig tid finde en psykolog med denne kompetence. Og herudover var der ikke plads til at reservere et rum mere til kontor og møder.

Det samme problem stillede sig ift. den administrative medarbejder. Der var behov for en koordinering og opsamling af kontoret, det administrative og det faglige tekstarbejde. Men det var svært at forestille sig det samlet på én hånd. Det omhandlede kompetence til:

§ Edb på databsaseopbyggerniveaue.

§ Engelsk og tyskkundskab på oversætterniveau.

§ Psykologisk reflektion over mellemmenneskeligt samvirke personlige subjekter imellem (:intersubjektivitet) i relation til givne opgaver og konflikter.

§ Katastrofeberedskab.

Samtidig var det administrative, kontoret, et samlingsted for løsning af en flerhed af mange forskellige elementer, hvor rådgivningens arbejde mødes døgnaktuelt med gaderumsgruppens virksomhed. Lige fra reparation af pc-ere til psykosesnak.

Det administrative element viste sig at kunne løses ved at dele stillingen op i et antal deltidsansatte psykologistuderende, der samtidig havde en dobbeltkvalificering i form af ekspertise til enten regnskab, tekstarbejde, tysk & engelsk, databaseopbygger og journalisering. Dette valgte vi at søge efter i de psykologistuderendes fagblad og var meget heldig at få kontakt med studerende, der kunne løfte opgaverne. Det er blevet til 4 ansættelser a 10-15 timer ugentlig af 3 psykologistuderende og en samfundsfagsstuderende fra RUC.

I den anden model skulle ansættes, ud over en administrativ medarbejder i midten mellem rådgivningen og gaderummet, som i den første model, 1 gaderumsarbejder. Denne model arbejdede vi længe ud fra, men det viste sig yderst svært at indkredse, hvad et gaderumsarbejde var eller skulle være, i denne blanding af hjem, arbejdssted og værested for alskens aktiviteter, således at stedet bedre kunne tage hold om sine opgaver og problemer. Hvilke faglige kvalifikationer skulle det omhandle. Som det hidtil var blevet varetaget, var det gennem rådgivningens deltagelse i form af ligelig initiativtager til mødeindkaldelse, opstart, referatskrivning, samt bagstopperfunktion.

Men behovet for arbejdskraft var håndgribeligt, specielt når flere unge var åbent psykotiske på samme tid – og det var en del unge op igennem foråret og sommeren. Det var unge, der kom direkte fra gaden eller fra en lukket psykiatrisk afdeling.

Det er derfor endt med, at gaderumsgruppen, gennem husmødet, har en stilling, som de kan besætte fra måned til måned, ud fra behov og ud fra hvad der er af nødvendige opgaver, der skal løftes. Den unge, der indgår i jobbet, får en udfordring og et økonomisk løft ved at træde ind i et regelret arbejde en måned. Og herefter kan der spørges om det videre, i forhold til en interesse at udvikle.

Med den valgte løsning er der taget højde for et karakteristika ved arbejdets genstand, som er de unge selv og deres betingelser i gaderummet: at de unge ikke ønsker eller kan have med nogen eller noget at gøre, som har ”planer” med dem. Heroverfor kan de unge imidlertid gribe udspil fra andre/voksne, der omhandler et virke ud fra fælles ting, fx at reparere en computer sammen.

Det er en gammel erfaring omkring ressourcepersoner eller frivilligt arbejde i gaderummet, at har man ikke en defineret (special)funktion, så kører man sur i det og løber skrigende væk. Det kaos, der er, kræver at man har et hjørne af feltet, et ansvarsområde, som man kan have anker i. Det er ud fra dette, at man kan nærme sig alle de forskellige opgaver, der hele tiden stiller sig ift de unge, og hvor man mest får øje på de opgaver, der ikke kan nås. Specialfunktionen eller ansvarsområdet er mao. både mål og middel på samme tid: den er mål i kraft af at der skal komme et resultat ud af arbejdet, men den er også middel til opsamling/opbakning af flagrende, psykotiske unge netop ved at man er arbejdende i samme rum med de unge, og herudover også til rådighed for dem, i den aktivitet de har på stedet.

Samlet kan der tales om en dobbelthed, der stiller sig igennem hele projektet. Med det man kan på sit område, som ansat eller frivillig på stedet, griber man samtidig direkte ind i hvordan andre og gruppen kan producere og reproducere sit daglige liv. Det gælder frivillige, det gælder boere, det gælder aktivister på stedet, det gælder, dem der hænger ud og lever på planeten Pluto i deres psykiske verden, og det vil med den valgte løsning også gælder de ansatte. Dobbeltheden har en positiv funktion ift besøgende, gæster, studerende eller andre – som der i perioder kan være mange af - der har interesse i området ud fra en faglig eller socialpolitisk indfaldsvinkel. Disse er meget velkommen, da de typisk tilfører arbejdet og de unge en opmærksomhed og energi, som mange unge spontant griber som en mulighed for at få ”anden-kontakt” og lade sig inspirere til nye tanker omkring eget liv eller samfundet som sådan.

Samlet har vi fra årsskiftet 1999/2000 bygget en lønnet/professionel stabsgruppe op til supplement af det allerede eksisterende arbejde. Staben mødes hver 14.dag til et 1½ timers møde, hvor alt kan sættes på dagsordenen, men hvor det specielt er det langsigtede og foregribende arbejde for stedet og for de enkelte unge, der er oppe og vende, samt hvad der er af nødvendige bagstopperopgaver at tage vare på. Vi har holdt fast i traditionen, at alle møder er åbne for alle, at det er funktionen, der bestemmer møders indhold, samt at al information gøres tilgængelig for alle, undtagen dér, hvor psykologisk tavshedspligt ift. brugere/klienter træder i kraft.

Sigtet ift de enkelte unge er socialpsykologisk: at søge at bidrage til opbygningen af en livssammenhæng omkring dem, hvor de kan erobre deres liv. Det omhandler interesseudvikling og opgaveløsninger relateret til deres sociale liv på længere sigt, nu hvor de ikke længere ikke hører til nogen steder.

5. Om brug af midler til drift.

Vi har valgt at investere i en opgradering af vores edb-system, hvilket stadig er stadig under etablering. Edb er én af de centrale aktiviteter/faciliteter, som stedet griber unge igennem, og de unge hinanden. En person udefra hjælper til med tilførelse af ekspertice. Det har taget lang tid at få det system, vi har fået, men læringsmæssigt vigtigt, og for den enkelte en kulturel og personlig kompetence.

Ligeledes har vi prioriteret at få unge til at bruge almindelige kulturtilbud, fx ved at arrangere fællesture/overlevelsesaktiviteter sammen med dem.

Stedet er en bundløs opgave mhp. mad og fortæring. Folk skal i udgangspunktet kunne klare sig selv, men det kan en vedvarende stor gruppe unge hele tiden ikke. Det er unge, der er røget ud af bistandssystemet, eller som på anden led er havnet i store problemer, og som i starten stort set altid er økonomisk flad, eller i det mindste flad fra få dage inde i måneden.

Vi har været privilegeret med at have en brødhenteordning hos en bager i nærheden, hvor vi i snit har fået restbrød for flere hundrede kroner næsten hver dag, men i sommeren år 2000 mistede vi ordningen, og har først for nylig været heldige at få en anden ordning med en anden bager. I dag kan vi hente brød én gang om ugen, og det plejer at vare et par dage, før det er spist op. Dét, at man altid kan stille en sult, har vist sig helt vitalt. Det minimerer brugen af rusmidler og skaber mindre kaos – men man kan ikke leve kun af gammelt brød, hvorfor vi har folkekøkken nogle dage om uge. I det daglige indkøbes der – som tidligere – daglige fornødenheder for ernæringens og hygiejnens skyld, også for at minimere jagten på midler til anden side.

For mange nye unge er vores køkken deres eksistensgrundlag indtil vi får dem ind i bistandssystemet igen.

Den økonomiske dimension i projektet eksisterer i kraft af, at deltagere og brugere af stedet på den ene side skal klare sig selv, men på den anden side er det stedets politik, at man som bruger af stedet skal bruge det til at hive sig op med hårene, således at man har (mere) rent bord, når man forlader stedet, end før. Fremfor at kræve brugerbetaling kræver stedet, at den enkelte får ryddet ud i bøder til politiet, DSB, ubehagelige venner mm. Derfor sørger gaderummet for, at der så vidt muligt altid er noget at putte i munden, så de enkelte kan komme igennem en dagligdag på en fornuftig måde.

Ud over dette har gaderummet kørt med en privat låneordning de sidste 4 år. I starten hvilede ordningen på den ”vane”, at dem der havde penge – fordi de havde arbejde – lånte eller overførte visse af deres midler til ”stedets tiggere”, som en slags solidarisk udligningsordning, men fra ’98 hvor antallet af brugere eksploderede, blev låneordningen kørt ind under projektets økonomi, hvor omkostningerne ved at have en låneordning skulle hvile på indtægter fra undervisning, psykologerklæringer og private fonde. Det er mange penge, der cirkulerer rundt i låneordningen, og der er mange der har behov for ordningen, og selv om gæld ikke eftergives, så er der tabt omkring kr.7.000 i ’98 og kr.27.000 i ’99. Set i forhold til den funktion, som låneordningen har – den er dét sted, hvor dem uden bagland, uden familie, uden venner, uden noget som helst, går hen, når det er gået galt, og man er helt uden midler, måske allerede fra den 5.te i måneden – så er alle frustrationerne ved at administrere den til at holde ud. Desuden giver låneordningen mulighed for at gå ind i en økonomistyring af den enkeltes økonomi, hvilket mange har behov for. I nogle tilfælde synes det som om, at en ungs eneste ”forpligtende kontakt” med et omgivende system, er dét at stå på gaderummets skyldnerliste!

Det har givet meget mere ro i gaderummet, at midler til fortæring og daglig drift ikke hele tiden afhænger af, om vi i sidste øjeblik finder en privat fond, der kan sponsorere det.

For de unge, der kommer til at bo i projektet, eller unge der bruger os meget, men som har en bolig, her kan man sige, at der sker en stor økonomisk overførsel til dem, når og såfremt de er i bistandssystemet eller får SU. Det er nærliggende at forestille sig en spekulation i det, således at den unge vælter alle dagligdags udgifter over på gaderummet, for så at have hele sin overførselsindtægt til privat forbrug. Det er dog ikke spekulation, vi oplever. Ingen sætter sig ned i rendestenshøjde, for at opnå dette. Vi har en ”fri” telefon, spærret for udland og særtjenestenumre, som gaderummet og rådgivningen deles om. Den økonomiske overførsel skal ses som ”løn” til brugerne af stedet, idet det samtidig er krævet at man som bruger også ser sig selv som medarbejder, dér hvor man kan gøre nytte. Praksis synes at være, at den dag, man kan dette, så er man også på vej ind i et interesseområde, omhandlende hvordan man ønsker at forme sit liv socialt, uddannelses- og arbejdsmæssigt.

En stor praktisk post er fremskaffelse af materiel til værestedet, lige fra stole og tekniske ting til madrasser og sengetøj. Vi er heldig at mange husker os og kommer med ting, som de ikke selv bruger mere, og vi leder også systematisk efter ting, der er smidt ud, ikke for at holde en lav materiel standart, men for at det er til at holde ud, at ting ikke holder så længe i en sådan marginal sammenhæng, som vi er. Nogen gange holder ting kun det samme døgn, som de er fundet og bragt ind i gaderummet.

6. Opdragene i-iv for socialpsykologisk fristed/indsats for udstødte unge.

Projektet søger at være en total livssammenhæng, som unge kan træde ind i ved behov eller nød, når der ikke er andre steder man kan være eller andre steder er prøvet, og hvor de kan være, indtil det er muligt at vokse videre. I forhold til dette kan det samlede arbejde ses gennem 4 analysedimensioner: en psykologisk og en socialpsykologisk dimension, der udgår fra rådgivningen, og en social og en økonomisk dimension, der udgår fra gaderummet.

Arbejdet med disse dimensioner hviler på konceptet om ’brugerdeltagelse’, der består af tre aspekter:

a) at arbejde på brugerpræmisser

b) at arbejde med total åbenhed ift. den berørte bruger, og

c) at arbejde gennem invitation til samarbejde og ingen skjulte metoder/teknikker.

Konceptet om brugerdeltagelse i rådgivningen har været bærende fra starten i 1985, hvor det oprindeligt blev udviklet som grundlag for det psykologiske og social-kliniske arbejde. Senere, i ’96, blev det brugt til at ”sætte” gaderummet i gang med. Konceptet har den ubetingede styrke, at det gør forefundne betingelser og relationer gennemskuelige og tydelige, hvilket muliggør, at alle kan tænke og arbejde med fra hvert deres ståsted, samt at der ikke lægges mere afmagt til forhold, end den de i forvejen eksisterer med. Det modsatte sker nemt, hvis der bare tolkes og tydes som generel kommunikations- og virksomhedsform.

Stedet bruges på 3 måder: som et sted for psykologisk rådgivning; som et fristed for ungeaktiviteter for alternative unge eller for marginaliserede eller udstødte unge; og som et Løbe-væk-hus, en sidste bastion, før man psykisk går i ragnarok eller måske er man allerede gået det. Unge, der ”løber væk” til os er umiddelbart et fællesanliggende mellem rådgivningen og gaderummet. Nogle unge kommer alene, i en tilstand der må vurderes som psykotisk eller i en tilstand, der at ligne med en psykose, mens andre unge bringes op på stedet af venner eller pårørende, der gerne vil undgå kontakt til psykiatrien, fordi man forventer tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsmedicinering, hvilket man ikke er parat til eller indforstået med. Andre unge søger rådgivningen, og begynder hen ad vejen at bruge gaderummet; eller unge søger gaderummet, og kan hen ad vejen ønske nærmere kontakt med rådgivningen.

Opdrag i: At forbedre de bolig- og psykosociale betingelser for gruppen af meget udstødte unge på Indre Nørrebro, samt for unge fra andre steder, som måtte opsøge projektet.

I dette opdrag lægger vægten på betingelsessiden for de unges handlesammenhænge og handlebegrundelser. Fokus på de unge er ”nedefra og op”, fra de sociale og økonomiske vilkår til, hvad de gør med disse, når de i deres bestræbelse søger at vinde fodfæste i deres liv igen, måske for første gang sammen med andre unge, efter at de i forlængelse af puberteten er røget ud hjemmefra og fra alle andre steder.

Den sociale og økonomiske dimension realiseres i kraft af stedet eller ved, at lokalerne og deres arbejdsredskaber eksisterer som en fri ramme, enhver ung kan træde ind i, anvende, bygge videre på, blive lidt i, gå igen eller flytte ind i. I starten er det på en madras eller en stol i fællesstuen, senere kan man blive tilstået et bohjørne oppe under skråloftet. Ved plads på skråloftet fås en fast madras, man ikke skal slås for hver dag – men som sagtens kan blive spoleret hver dag af andre - og til dette ”privilegium” er knyttet en daglig tjans i det samlede arbejds- og rengøringsarbejde.

I gennem rådgivningen har vi et stort og tæt samarbejde med de forskellige socialcentre om de unge. For tit er det unge, som de ikke har kunnet stille noget op med, i en overordentlig lang tidsramme.

Det springende punkt er, at der kommer et tidspunkt, hvor den unge vil kunne bo i egen bolig, med gaderummet og rådgivningen som bagland, men hvor det ikke er til at finde denne bolig, som for de flestes vedkommende er ønsket om et lille bofællesskab.

Kompetencemæssigt er udfordringen at kunne håndtere at være i problemfeltet på en sådan måde, at der systematisk fremmes sociale relationer mellem de unge, der fremmer de unges egeninteresse på lang sigt. Man støtter gruppen i at støtte hinanden, og den professionelle bruger herudover sin virke til at udarbejde problemer, som ellers ikke bliver bearbejdet. På det socialpsykologiske område er kravet til den professionelle at kunne arbejde med psykotiske unge i deres relation til den ungegruppe, som de på et givent tidspunkt er del af, samt at følge den unge videre på vej, når psykosen klinger af, således at betingelserne for en gentagelse minimeres. Specielt hvad psykotiske unge angår er samvirket mellem et rådgivningssubjekt og betingelserne for et gaderumssubjekt af vital betydning. Lige så synes gaderumsbrugere at tage konflikter, der skal tages, i sikker forvisning om, at rådgivningen kan involveres ved behov.

Lige så er eksistensen af gaderummet som umiddelbar ramme omkring rådgivningen et vigtigt redskab. Gaderummet har ”middelbetydning” i form af henvisende instans for produktionen af psykologisk udvikling og forandring i rådgivningsregi. Der sker ikke bare en afprivatisering af ens problemsituation ved at erfare, at andre også står i det, men også en konceptualisering: hvis jeg går ind i en overvindelse af mit ”psykiske problem”, kan jeg risikere at måtte tage ophold i gaderummet den tid, hvor jeg intet kan finde ud af. Gaderummet som positiv henvisningssammenhæng er på spil, hvor overbelastningsforhold peger mod sammenbrud eller psykose, også for ”fungerende” unge med store problemer, der kan frygte at det hele rabler, og derfor ikke tør bevæge sig ud af det gamle restriktive beskyttelsesunivers.

Gaderummet som henvisningssammenhæng betyder, at man psykologisk kan hæge sig fast i problemet som det er, være sit problem også emotionelt. Netop dét at berøre det problematiske ud fra sig selv, betyder at det begynder at bevæge sig, hvorved en løsning kan fremmes, udarbejdes. Afgørende synes at være gaderummet som en åben og fri ramme, der kan bruges af klienten med sig selv som henvisende instans. Det er ikke muligt med problemløsning in absentia, og uden at den berørte selv tilståes råderet over relevante rådgivningsbetingelser.

Ad ii: At afhjælpe manglen på psykologisk rådgivning/terapi for en defineret gruppe af de yderste unge.

I dette opdrag ligger vægten på de enkelte unges velbefindende og handleevne-udvikling, med udgangspunkt i et problematisk eller konfliktfyldt forhold. Fokus er på den psykologiske og socialpsykologiske dimension, så at sige fra ”oven af og ned” mod de materielle betingelser og livshistoriske/-biografiske forhold for den unge. Arbejdet udgår fra rådgivningen og omhandler på den ene side det konkrete rådgivningsarbejde ift. enkeltpersoner og på den anden side den generelle deltagelse i gaderummets daglige logik med udgangspunkt i de fælles samarbejdsforhold de enkelte personer imellem, og i perspektivet at bidrage til at stedet fungerer med de tilstedeværende personer som medarbejdere og aktører for eget liv.

En speciel søgning til rådgivningen sker af unge, overvejende kvinder, der tilsyneladende fungerer, men er dybt isoleret fra andre, og som er i medicinsk behandling med neuroleptika eller benzodiazepiner – og har været det i flere år – men hvor deres liv bare går dårligere og dårligere, og hvor det er ved at gå hel galt. Psykiatrisk tvangsindlæggelse venter forude, med mindre vi tager dem ind.

En del unge i gaderummet kan umiddelbart bestemmes som værende i behov for psykologisk hjælp, men de kan ikke profitere af den i den form, de indtil nu er blevet præsenteret for den: terapisessioner af bestemt antal, varighed og hyppighed. Der skal indledningsvist noget andet til, nemlig en social ramme at udvikle sig ind i, hvilket skaber den tryghed, der skal til for at turde begynde at åbne sig, og hvor psykologisk hjælp bliver et middel, der indledningsvis kan anvendes som ad hoc aktivitet, når der er akutte forhold, der skal løses. Man kan sige at gaderummet danner betingelsesgrundlag for, at den unge senere vil kunne sætte sig for at overvinde personlige problemer, når et problem melder sig. Vi taler her om unge, der har været i behandling tidligere, og som af det offentlige er blevet ”parkeret” med den anti-sociale diagnose hæftet på sig.

Generelt er de problemer, som rådgivningen præsenteres for, problemer, der har en lang forhistorie, og typisk også en historie, hvor mange forskellige behandlere har været inde over. Det er unge med tunge problemer, der har været i en presset og stresset situation i flere år. Her er det at kroppen også begynder at bliver en del af det psykologiske og psykosociale problem, og det viser sig, at inddrages kroppen i det psykologiske arbejde, så kan en problemløsning initieres, og initieres med en forholdsmæssigt begrænset terapeutisk tidsanvendelse. Det er også sådan, at hvis vi ikke direkte indrager kroppen, så kan vi vanskeligt, om muligt, skabe en løsning – et aspekt som fortjener at blive undersøgt gennem sammenlignende analyser til anden side.

Der kræves en udvidet kompetence for psykologisk arbejde i de marginalområder, som gaderummet og rådgivningen befinder sig i. Det omhandler specielt at kunne arbejde integreret med kroppen og med det sociale pres, som en klient typisk befinder sig i, samt at kunne arbejde bevægeligt med problem- og konfliktbestemmelser sammen med klienten, fremfor at sætte af i den kliniske diagnose, som behandlerens præmis for psykologisk intervention. Fokus på problembestemmelse, fremfor manipulation som problemløsning, giver en typisk sessionstid på 5-7 kvarter.

Det er en utrolig ressource for et psykologisk rådgivnings- og terapiarbejde, at der er en social struktur i form af et gaderum omkring arbejdet. Der er altid hjælp at hente, kan man sige.

Ad iii: At udarbejde en intern erfaringsopsamling, og at få foretaget en ekstern evaluering af det samlede arbejde.

Det er prioriteret at bygge en database op til opsamling af rådgivningens brugerforløb, både de ”regelrette” forløb med unge, der kommer udefra og kun bruger rådgivningen, og de mere ”komplekse” forløb med unge på stedet. De to forløbstyper kan slå over i hinanden, afhængig af hvad det er for et problem, den unge kommer med, og hvordan og hvor det til en start præsenteres.

Databasen søges bygget op, så den umiddelbart vil kunne bruges i andre sociale og psykologiske sammenhænge[5]. Både til opsamling af et allerede foretaget arbejde og til løbende dokumentation af et psykologisk og/eller socialpsykologisk virke. Men arbejdet flytter sig kun lidt af gangen, da hovedparten af tiden må bruges til psykologisk rådgivning/terapi. Men det flytter sig!

Hvad angår den eksterne evaluering, så er der pr.16.oktober 2000 indgået en aftale med etnolog Kirsten Marie Bovbjerg[6] og etnolog Mette Kirk om udfærdigelse af en dokumentationsrapport. Rapporten skal ifølge den indgåede aftale ligge færdig 15.april 2001.

Ad iv: At pege på og kvalificere relevante veje for et videre arbejde med udstødte unge eller unge i fare for at blive stødt ud.

Det er for tidligt at gå nærmere ind i dette opdrag. Som projekt er vi i dag dér, at vi såvel af akut boligmangel som af indre udviklingsnødvendighed har behov for en yderligere ramme til integrerede men separate ungeboliger og kollektiver. Vi søger at fremme opgaven ved at fremme ideen om et gaderumshus, et fattigdomshus for unge eller lignende[7].

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Gaderummet-Regnbuen

[1] Hidtil har vi været et rent frivilligt projekt. Først 12 år med psykologisk rådgivning, og dernæst 4 år, hvor arbejdet også omfattende det døgnåbne være- og aktivitetssted Gaderummet for den restgruppe af unge, der ikke har andre steder at gå hen, end at hutle sig igennem på gadeplan, isolerer sig eller skjule sig i subgrupper under kummerlige forhold. Eller også var de i aktivering eller et psykiatrisk anliggende, uden at dette dog forbedrede deres velbefindende og deres livsbetingelser.

Som årene var gået var det psykologiske arbejde blevet mere og mere omfattende, mens antallet af ”faglige” frivillige, dvs. frivillige psykologistuderende, der havde en bestemt kompetence at tilføre projektet, var blevet færre. I første omgang sandsynligvis på grund af at arbejdet var blevet hårdere og mere komplekst, hvorfor det krævede en længere deltagelse i rådgivningsarbejdet, end der var rum til parallelt med studierne; i anden omgang ud fra simpel pladsmangel til at kunne have rådgivningsmøder og studiekredsmøder, hvor det ene rum, rådgivningen havnede med i starten af ’98 – set i bakspejlet – ikke har været nok til at sikre en studentergruppe i at reproducere sig selv.

Men arbejdet har kunnet fortsætte gennem en vedvarende indragelse og kvalificering af alle deltagere i projektet på så mange opgaveniveauer som muligt. Men for de frivillige, der var tilbage i arbejdet op igennem 1999, var udbrændthed begyndt at banke på, og ligeledes blev det sværere at få tilstrækkelige midler fra private fonde, idet mange mente at det var et kommunalt anliggende at tage sig af de unge, som vi tog os af. Men desværre havde vi ikke kunnet få kommunen i tale. Vi hang stadig sammen som projekt ved årsskiftet 1999/2000, men uden en markant tilførelse af ressourcer var det tvivlsomt, hvor længe vi havde kunnet fortsætte, og en tilbagevenden til tidligere tiders kaos i Nørrebros gader med utilpassede unge og udstødte unge var et muligt, men alt andet end ønskeligt scenarium.

[2] Hvad angår vores aktuelle boligproblemer, og hvordan de er opstået, skal jeg henvise til vedlagte ”Redegørelse vedr. Socialpsykologisk fristed for udstødte unge” til Den Sociale Sikringsstyrelse, 20.september 2000.

[4] Se beskrivelsen af ”Den aktuelle situation!” , s.1-4 i Nyhedsbrev juni 2000.

[5] Vedlagt er oversigtspapirer over, hvor arbejdet med databasen er i dag.

[6] For et tidligere arbejde, se ”Udstødelsesprocesser blandt unge i København” af Kirsten Marie Bovbjerg og Bjørg Kjær, Social- og Sundhedsforvaltningen i København 1995.

[7] Jf. vores ansøgning til By- og Boligministeriet vedr. boliger til særligt udsatte befolkningsgrupper, 30.september 2000, hvor gaderumshuset beskrives.