Til

Den Sociale Sikringsstyrelse

Landemærket 11

1119 København K.

 

Att: Holger Kirkedal Jacobsen                                                       København d.20.september 2000.

 

 

Redegørelse vedr. Socialpsykologisk fristed for udstødte unge; J.nr. 87131-0308.

 

Tak for Deres brev af 13.september, hvor De udbeder Dem informationer om projektets fortsatte arbejde. De angiver, at De fra ”journalist har modtaget oplysninger om, at Københavns Kommune har givet påbud om, at der af hensyn til brandsikkerheden ikke må være overnattende i projektets lokaler”.

 

Nu gælder påbudet i første omgang kun vores 5.sal, der er et spidsloft, hvilket involverer omkring 17-18 unge, ud af i alt ca. 22 beboere. Men det er alvorligt nok for vores arbejde, da disse unge så skal indgå i vores areal på 4.sal, hvilket vil være yderst vanskeligt, eller også må vi sætte dem tilbage på gaden, hvor de oprindeligt kommer fra.

Nu skal jeg bemærke, at der for det første altid er nogen, der er vågen på stedet hele døgnet. For det andet er alle lagner på 5.sal brandimprægneret, og for det tredje har vi øget vores brandslukningsudstyr. Endelig har vi tidligere anmodet om et møde med Byggedirektoratet mhp., hvad vi kan gøre for at bringe tingene i orden.

 

En gammel problemstilling.

Situationen er ikke ny. Den er så gammel som fra oktober 1997, hvor vi åbner dørene for en gruppe forhutlede unge på ca. 35 personer, der står overfor at blive sat på gaden fra et slumstormet hus på Nørrebro. Bydelsrådet på Indre Nørrebro udfolder stor aktivitet for at undgå konfrontationer mellem politiet og de unge og henviser bl.a. de unge til ophold i Gaderummet, hvorfra der så kan findes en langsigtet løsning.

Indtil da havde Gaderummet og Regnbuen en lille gruppe af unge, der holdt stedet åbent om aftenen og om natten. Natgruppen var på 5-10 personer, der sørgede for at unge (og gamle) kunne komme og gå, lige meget hvad tid på døgnet, det var. Et par stykker i natgruppen må beskrives som overnattere eller beboere i kortere eller længere tid, taget ind som en del i det samlede psykologiske arbejde om at give en støtte, der når hele vejen rundt om den unges livssituation.

 

De 35 unge gør brug af Bydelsrådets anbefaling i slutningen af oktober ’97, hvor politiet har sat dem gaden, men med mulighed for at de kan hente deres ejendele, inden de bliver kørt væk og destrueret. Gaderummet bliver fyldt til bristepunktet på begge etager. I denne situation beder jeg Bydelsrådet vurdere vores huslejekontrakt mht. overnatning/midlertidig beboelse, og her giver Bydelsrådets jurist grønt lys for, at vi godt kan huse disse unge, da de falder ind under, hvad vi har lejet lokalerne til.

 

Organisationsarbejde for at finde bygning til bolig.

Fra november ’97 og frem inviterer Gaderummet til møde om løsning af problemet. Vi frygter, lige som de unge gør det, at der nu sker en ”langtidsparkering” af problemet i Gaderummet, som ingen vil tage ansvar for. Ungdomsboligfonden – nedsat af regeringen efter Ryesgade-urolighederne i 1988, og som har gode erfaringer med at etablere ”særlige” ungdomsboliger – kommer, og vil meget gerne hjælpe; FSB (Foreningen Socialt Boligbyggeri) møder op; Bydelsrådet stiller med ungemedarbejder; Socialcentret stiller med sagsbehandler mfl.

Ungegruppen i Gaderummet finkæmmer samtidig København for egnede boliger, men uden resultat, og på trods af nærmest ugentlige møder i Gaderummet mellem de unge og de forskellige interesseparter igennem mange måneder, kommer der ikke resultater på bordet. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen kommer ind i vores sag, og udtaler i TV, at han gerne vil hjælpe, ”stå på hovedet”, som han udtrykker sig, men ”der er bare ikke en ledig bygning”.

I foråret 1998 skærpes problemet yderligere. Bydelsrådet sender en ny gruppe unge – omkring 10 mere – til Gaderummet. De kommer fra en Skurvognsplads på Nørrebro, der bliver ryddet af politiet efter at have været beboet i næsten 3 år.

 

Kontakt til Københavns Kommune.

I ’98 søger vi selvstændig kontakt med Københavns Kommune, hvorefter vi henvises til 2 embedspersoner, Kjeld Rothenberg og Unno Madsen, fra 10. kontor i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Disse embedspersoner har dog kun at gøre med unge under 18 år, og med unge der ikke er psykiatriske tilfælde – hvilket ikke er vores mål- eller problemgruppe, hvad vi også indledningsvist gør rede for! Herefter fortælles det os, at Københavns Kommune allerede har Sjakket ude i Nordvest, og som det til sidst udtrykkes direkte af Kjeld Rothenberg med henvisning til Sjakkets eksistens: ”Man kan ikke bruge de samme penge to gange”. Det er en blank afvisning fra 10. kontors side af at gå ind i en egentlig dialog med os.

Det lykkes os ikke efterfølgende at få etableret kontakt med et andet kontor i Københavns Kommune, der har med vores problemunge at gøre. Dog prioriterer Bydelsrådet på Indre Nørrebro en unge-medarbejder, som vi altid vil kunne trække på ved henvendelse til Socialcentret.

 

Tilbage til begyndelsen.

Vi fortsætter vores samlende møder sommeren over i ’98, men kun Ungdomsboligfonden bliver ved med fast at deltage i arbejdet. Forsøg på at finde enkeltværelser til de unge slår fejl fra forvaltningens side, idet der kun er 2 klubværelser i Sydvest, som de kan skrive de unge op til. I starten af år 1999 bliver det desværre klart, at heller ikke Ungdomsboligfonden kan løse vores/de unges boligproblem, og Ungdomsboligfonden giver op. Fondens formand trækker sig efterfølgende, blandt andet i protest mod den manglende interesse fra Københavns Kommune, og Ungdomsboligfonden nedlægges kort efter af Folketinget.

 

De bolig- og psykosociale problemer inddæmmes.

Både i 1998 og 1999 søger Gaderummet efter alskens mulige boliger til de unge, og antallet af unge på stedet falder hen ad vejen. Desværre ikke kun fordi de unge finder en reel bolig, men også fordi forholdene i Gaderummet er meget miserable med så mange mennesker på så lidt plads, og hvor mange unge endvidere er belastet med mange andre problemer end kun det boligmæssige. De unge, der kan flytte til en nær eller fjern ven, som de endnu ikke er blevet uvenner med, flytter fra Gaderummet; nogen tager ud og rejse; og andre tager på herberg for at få ro (flere af disse er i dag på hårde stoffer), mens nogen lader sig genindlægge under psykiatrien, af mangel på bedre, fordi det er for kaotisk ikke engang at kunne have et fast sovehjørne i Gaderummet.

Når nogen flytter ud, flytter andre også tit ind, og Gaderummet ender med en brugergruppe af unge, der kan beskrives som en gruppe unge, der flakker udsigtsløst rundt med mange rusmidler, vold, kriminalitet og psykiatrisk svingdørskarriere, og som ikke hører hjemme nogen steder.

Det kommer de så til i Gaderummet, og de har nu skabt sig selv hen til at være en stærk ressourcegruppe for nye unge, der - psykotiske eller ej - kommer fra rendestenshøjde og søger hjælp i Gaderummet og Regnbuen. Ligeledes er gruppen en stor ressource for at stedet kan fungere som være- og aktivitetssted for mere ”almindelige” unge. Kun 3-4 af de oprindeligt 45 unge, som med Bydelsrådets anbefaling kom til i ’97 og ’98, er endnu tilbage som beboere. Alle har dog været ude i en lejlighed i en kortere eller længere tid, men det har bare ikke været muligt for dem at få lov til at beholde den (fremleje, lån mm).

 

Offentlighedsarbejde.

Lige fra starten af  i 1997 har vi åbnet vores lokaler for pressen, både aviser og fjernsyn. Selv om de unge på stedet har kunnet føle sig som ”aber i et bur”. Vi er blevet beskrevet og fotograferet på alle måder til stort set alt og vi har gjort det for at skabe opmærksomhed på de marginaliserede unges problem, men det har ikke båret frugt på det boligmæssige område. Vi er dog kommet ned på ca. 22 beboere – og har i enkelte korte perioder været nede på omkring 17. Rigtig mange privatpersoner har fulgt og støttet vores arbejde, men det har ikke været muligt for os at etablere et samarbejde med Københavns Kommunes sociale myndigheder.

 

Hærværk på Nørrebrogade.

I november ’99 kom det til et stor hærværksorgie på Nørrebrogade, angiveligt som følge af en udvisningsdom i Odense til en ung 2.generations indvandrer. Da vi efterfølgende blev mødt med rygter i Bydelsrådet om, at Gaderummet skulle være indblandet, valgte undertegnede at træde frem i TV-avisen, da rygtet var usandt. Der blev igen – som mange gange tidligere – vist billeder fra Gaderummet.

Dagen efter stod Brandvæsenet og Byggedirektoratet i  Københavns Kommune med ønske om at se lokalerne. Efterfølgende igangsættes der nu en sag på os i Københavns Kommunes Byggedirektorat, og her er det at vi beder om et møde, der kan vejlede os videre frem.

 

Forfra igen – men nu kigger vi også efter bygninger udenfor Brokvarterene.

Vi går i gang med en ny kontaktrunde til ejendomsmæglere, og støver igen gader igennem for tomme lokaler. Vi tager igen kontakt med Københavns Kommune, samt med By- og Boligminister Jytte Andersen. Korrespondancen er optrykt i vedlagte Nyhedsbrev. Sommeren over må vi konstatere, at det eneste vi selv kan finde – uden Københavns Kommunes hjælp – er en meget stor Bungalow, der endvidere ligger på Frederiksberg.

 

Et fattigdomshus for unge.

Det er en Bungalow, der er meget velegnet til videreførelse af vores arbejde, hvad vi forestiller os at gøre sammen med andre aktører i et koncept, vi kalder ”Fattigdomshus for unge”. Bungalowen vil kunne løse et stort boligproblem for vores ungegruppe, hvis en stor del af Bungalowen organiseres som distinkte ungekollektiver, hvilket også vil give plads til dem, der vedvarende ikke er plads til i Gaderummet. I København og specielt på Brokvarterene er der nomadegrupper af unge, der flytter rundt hos hinanden, afhængig af hvem der på et givent tidspunkt har en lejlighed og ikke er smidt ud endnu. Men hele tiden er der flere unge, der hænger tyndt, og der skal tit ikke meget til før man strittes ud på gaden med ens få ting i nakken. Det er unge, der er udstødt fra egne miljøer, både den familiemæssige og fra deres omgangskreds, og stødt ud til gaden uden noget. Gaderummet er en ventil eller et opsamlingssted for disse unge, der for en stor dels vedkommende kommer fra i forvejen meget ressourcefattige eller konfliktfyldte kår.

Vi forestiller os Bungalowen indrettet med et Gaderum og en social og psykologisk rådgivning som i dag, men herudover med flere selvstændige ungekollektiver, der fungerer på almindelige lejevilkår, så langt det nu er muligt for alle. Disse kollektiver vil således være tilknyttet en ydre social sammenhæng i form af et værested, man kan søge kontakt med, hvilket på længere sigt vil kunne gøre de unge parate til egen bolig uden for Bungalowen.

Desuden skal der være plads til opbygning af egentlige arbejdspladser, som hen ad vejen kan medvirke til en videre integration af de unge i det omgivende samfund. Som projekt støder vi hele tiden på det problem, at nu er den unge bragt  derhen, hvor man med stor sandsynlighed vil kunne klare at starte i skole eller på arbejde og/eller indrette sig i egen lejlighed, men der er bare ikke nogen – og vilkårene for med sikkerhed at få en uforstyrret søvn hver nat og ro til at kunne læse lektier, er med vores nuværende lokaler meget ringe, eller stort set fraværende.

Siden Gaderummet er blevet udviklet af de unge, har der stort set ikke været nogle ekstremt tilspidsede situationer på gadeplan på Nørrebro blandt de udstødte unge, som det tidligere blev set med årelange gentagne konflikter med politiet og gennem husbesættelser. Dette forbinder vi med, at vi har overtaget den ”ventilfunktion” for nomadegruppen, som tidligere blev sluppet løs nærmest som følge af ”interferens imellem tilfældige parter” pga. samme lidelsesfulde konfliktsituation. Der er dog mange tegn på, at afmagten i de eksisterende nomadegrupper er ved at få samme omfang som tidligere. Som Gaderum vil vi næppe kunne følge med, hvis det sker, da vi ikke vil kunne være et alternativ til mere, end hvad vi allerede er – og det er bare ikke nok!

 

Skæve boliger til skæve eksistenser.

Da Gaderummet havde sit samarbejde med de forskellige offentlige myndigheder fra slutningen af ’97, var der ikke på noget samfundsmæssigt niveau tanker eller midler til, hvad der i 1999 af By- og Boligminister Jytte Andersen formuleres som ”skæve boliger til skæve mennesker”. Der er prioriteret puljemidler til projekter meget a la vores problemstilling, men det kræver kommunal medfinanciering, ellers vil vi som projekt ikke kunne søge midlerne.

Vi har derfor med henvisning til Bungalowen på Frederiksberg, igen kontaktet såvel Overborgmesteren i København, borgmesteren på Frederiksberg, samt By- og Boligminister Jytte Andersen (jvf. vedlagte korrespondance).

 

Her står sagen i dag.

 

Gaderummets ungesubjekt.

Skal vi rulle projektet tilbage til før det boligsociale aspekt blev så omfattende – oktober ’97 – så er det selvfølgeligt muligt. Men det vil kaste en bogruppe på omkring 22 unge, der på et givent tidspunkt overnatter/bor i Gaderummet, ud i en boligmæssig intethed. Ikke bare de 22 fra Gaderummet vil blive ramt, men alle nomadegruppers, med deres i forvejen meget dårlige bolig- og psykosociale forhold, vil blive voldsomt presset – et pres der synes mere voldsomt end sidste år, og hvis det ikke var fordi vilkårene i Gaderummet både er miserable og kummerlige – 300m2 er ikke meget - så ville der være unge i et antal, der kunne fylde et SAS-hotel.

Hvad værre er, at Gaderummet hermed skiller sig af med et ungesubjekt, der har fået mere og mere betydning som socialpsykologisk tovholder og problemknuser – en betydning der blandt andet kommer fra døgnkarakteren af vores arbejde, og fra at den unge der tilstås eget rum, med grundlæggende brugerstyring, er gode til at få egen generation med sig.

Ud over dette vil den psykologiske rådgivning miste den største ressource, hvad angår at være en yderst funktionel ramme for de unge, der er psykotiske, når de opsøger os, hvis det ikke bliver muligt at finde lokaler til at kunne komme videre i forening, både som gaderum og rådgivning.

 

At skulle give afkald på denne ungegruppe som ungesubjekt i et udviklende psykosocial arbejde med udstødte unge svarer til at psykiatrien fra den ene dag til den anden skulle undvære brugen af psykofarmaka. Det vil være muligt, ikke så nemt, og tiden vil fagligt blive skruet mange år tilbage, men en mulighed.

Det kan godt være at dette ungesubjekt er en flygtig gruppe, en gruppe der hele tiden er relativ ny og kaotisk, en gruppe, bogstaveligt talt sammensat af unge fra de forskellige gadehjørner, der er i landet, men det er en gruppe der er kommet til at danne sidste bastion for en meget stor gruppe af marginaliserede og problemramte unge, der med eller uden egen bolig, bruger stedet.

 

Det skal dog ikke skjules, at lige så kraftfuldt vores organisationsform er – det strukturelt ligeværdige samarbejde mellem ungegrupper og rådgivningsgruppen – lige så krævende og udslidende er det at arbejde med.

Det er fuldt forståeligt at traditionelle institutioner har indrettet sig som de har ift. de forskellige brugergrupper, for man er også nødt til at sikre sig mod overbelastning og udbrændthed hos medarbejdere og frivillige, men der er behov for noget nyt på området, for der er en gruppe af unge, der stødes ud af de etablerede tiltag. Her er vi nok i dag den ”mellemform”, der har fundet en anvendelig vej frem, som stadig kan udvikles et stykke videre, men som også har sin grænse et sted. Det synes dog som om at potentialerne langt fra er udviklet til bunds, men her er det også, at vores aktuelle boligsociale vilkår står os i vejen.

Som sted er vi god til at få kontakt med de unge, der ellers ikke kan kontaktes, men bedre er, at vi stort set ikke støder nogen ung videre til junk, kriminalitet og psykiatrisk svingdørskariere. Derfor vil det være et savn – og set ud fra os selv en katastrofe – hvis det ikke bliver muligt for os at komme videre i fællesskab eller i sammenhæng med hinanden, såvel rådgivning, bogruppe og aktivister.

 

Sluttelig.

Vi ønsker på ingen måde at konflikte med krav fra Byggedirektoratet, men må også sige, at vi ud fra forholdene mener, at en midlertidig dispensation til overnatning må være mulig, eventuelt i sammenhæng med yderligere foranstaltninger. Dette er tidligere drøftet med vores advokat, Thomas Rørdam og Casper Andreasen, og vi har søgt vejledningsmøde med Brandvæsenet og Bygningsdirektoratet til at takle det, og det vil vi tage op igen ved fornyet henvendelse.

 

Jeg står selvfølgelig til rådighed med yderligere oplysninger. Men vil ud over dette gerne invitere på en kop kaffe/the på stedet.

 

 

Med venlig hilsen

 

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

 

Kopi til:

-         By- og Boligminister Jytte Andersen

-         Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen

-         Advokat Thomas Rørdam og Casper Andreasen, St.Kongensgade 77, 1022 København K.

-         Byggedirektoratet, Direktør Ole Sperling  .