NÅR KONTRASTEN SKABER FRIRUM

       OM SYNLIGGØRELSE AF ANDERLEDESHED

 

Metoderapport 4.semester af

Karina Märcher Dalgas, Susanne Abildgaard Rud og Mette Schwarz Sørensen

12. juni 2001


 

 


INDHOLDSFORTEGNELSE

 

INDLEDNING...............................................................................................      S. 2

·         Afgrænsning af felten.........................................................................     S. 2

·         Problemformulering - og omformulering.........................................       S. 3

·         Opgavestruktur...................................................................................    S. 3

 

METODISK TILGANG TIL FELTEN........................................................  S. 4

·                                                                                                                                    Forholdet mellem empiri, metode og teori........................................                S. 5

·         Fastsættelse af roller...........................................................................    S. 5

 
DEN TEORETISKE UDVIKLING – DET ALTERNATIVE HJEM.. S. 7

       Umyndiggørelse ......................................................................................        S. 8

       Gaderummet som et heterotopia............................................................       S. 9

 

DEN RADIKALE ANDEN.........................................................................    S. 10

·         180-graders sprog...................................................................................            S. 10

·         Den heterotopiske performance..................................................... ...    S. 12

·         Teoretisk opsamling...........................................................................    S. 13

 

DEN KVALITATIVE UDFORDRING.....................................................          S. 13

·         Metodernes komplementaritet...........................................................    S. 14

 

ETIK - DELTAGELSENS DILEMMA......................................................        S. 15

·         Den antropologiske ironi....................................................................    S. 16

·         Eftertanke............................................................................................    S. 17

NOTER............................................................................................................    S. 18

LITTERATURLISTE

BILAG

 

Forord til informanten

 

 

Vi vil gerne indlede med et stort tak til alle i Gaderummet. Vi er meget taknemmelige  for, at brugere og beboere har ladet os dele den trange plads, og har tilladt os at lave vores feltarbejdsøvelse i Gaderummet. I særdeleshed vil vi takke for de mange latterfulde stunder.

Den nærværende rapport er en metoderapport. Den handler om vores overvejelser omkring metode, og om hvordan vi er kommet frem til de resultater vi er endt op med. Metoderapporten handler derfor også om os, i den forstand at vi som antropologistuderende er vores eget redskab. Vi er et redskab i formidlingen af enkeltdele af Gaderummets mylder af liv.

Rapporten skal ikke læses, som en beskrivelse af Gaderummet. Vi forsøger at gribe en detalje i Gaderumsbrugernes hverdag, og vi forsøger at folde denne detalje ud. Når vi folder detaljen ud, så generaliserer vi. En detalje vi har grebet er, hvorfor Gaderummet vælger at lave en piratfest og ikke f.eks. en blomsterfest.

Som informant kan det være mærkeligt at læse om sig selv, idet det enkelte menneske ikke står så tydeligt frem, når vi fortæller om gaderumsfællesskabet generelt. Samtidigt beskriver vi vores antropologiske fortolkning af de oplevelser vi har haft i Gaderummet over kun en måneds forløb.

Rapporten skal forstås i sin helhed, for hvis læseren kun hæfter sig ved enkelte brudstykker, så går den store pointe tabt.

Antropologi er en genre for sig. Vi bruger analytiske begreber, som f.eks. magt, der almindeligvis forstås som et meget hårdt ord. I den antropologiske tradition stilles disse begreber overfor hinanden i en analyse for, at de kan bidrage til en dybere forståelse af, hvad det indebærer at være menneske i verden generelt.

 

 

 

 

INDLEDNING

 

Oppe for enden af trappen, på fjerde sal i det store baghus, træder man ind ad en tyk dør. Duftene af mange mennesker og brugte ting kommer én i møde. Inde til højre, bag reolerne er kontoret, hvorfra man kan høre lydene af rullende kontorstole, telefonsnak og musenes klikken ved computerne. Det store trægulv knirker inde i rummet, der folder sig ud for enden af den passage, man kommer ind i. Omkring bordet i midten af rummet drikkes der kaffe, aviserne læses, snakken går eller man er bare ”alene sammen”. I sofaerne til højre ligger der måske nogen og sover, andre hænger bare ud og et par hunde lunter rundt mellem bordene. Gennem en stor åbning i væggen ved siden af døren til venstre kan man se ud i køkkenet. Det er stort og ligner umiddelbart et kaos.

En evig bevægelse, gennem rummet og køkkenet, indikerer mange menneskers aktivitet. Der hentes kaffe, vaskes tøj, laves mad og toilettet ligger ved bagtrappen. Går man ud af køkkenet igen, ind i rummet og drejer til højre kommer man ind i en lille hule af et computer- og Tv-rum. Computerspillene kører i døgndrift. Fra det lille rum fører en åben trappe én op, op under tagryggen hvor små telte er formet af lagner der hænger ned fra de skrå vægge. Gangen mellem teltene leder ind i en anden Tv-stue, hvor der er en gæstemadras, i sjov kaldet ”hjemløsemadrassen”. Videre frem drejer loftet til venstre med endnu en gang mellem telte. En lem i gulvet fører ned ad en anden trappe, ned i rummet ved siden af det store bord.

 

Afgrænsning af felten

Gaderummet er et social-psykologisk fristed, og ikke alle har det lige godt. Men til forskel fra institutionelle behandlingssteder skal man ikke nødvendigvis forlade Gaderummet når/hvis, man får det bedre. I Gaderummet er der både ressourcestærke og ressourcesvage beboere og brugere. Meget arbejde foretages af brugere, der enten ér i Gaderummet fast eller bare kommer en gang imellem[1]. Brugerstyring er noget stedet tilstræber.

Det er frivilligt for brugerne, om de vil benytte sig af den psykologrådgivning der tilbydes i Regnbuen, som i øvrigt også er åbent for henvendelser fra folk udenfor Gaderummet.

Gaderummet lukker aldrig for det konstante flow af mennesker, der tegner stedet. Hovedparten af brugerne er mellem 18 og 25 år. Men alt i alt svinger alderen fra 16 til 45 år. Der bor ca. tyve, og på én dag kommer og går måske fyrre mennesker. Der er omkring et par hundrede mennesker tilknyttet Gaderummet – ingen ved præcis hvor mange, da der ikke finder nogen registrering sted.

Til at begynde med afgrænsede vi vores felt til kun at omhandle beboerne. Det viste sig dog hurtigt uhensigtsmæssigt, idet der ikke kan skelnes skarpt mellem brugere og beboere. Derfor vil vi i rapporten betegne brugere og beboere som ”brugere”, medmindre andet er nødvendigt. Vi valgte så vidt muligt, at holde Regnbuen udenfor felten. For det første fordi vi ikke ville forbindes med de psykologistuderende, som er tilknyttet stedet. For det andet fordi det ikke var vores hensigt at fokusere på brugernes personlige problemer. Vores hensigt var derimod at se så fordomsfrit – som det var os muligt – på det liv, der udspiller sig i Gaderummet.

 

Problemformulering - og omformulering

I fasen før feltarbejdet havde vi været på nogle besøg i Gaderummet. Vores synopsis blev derfor lavet ud fra vores forestillinger omkring Gaderummet. Den oprindelige problemformulering lød: Hvilket forhold til velfærdsstaten aftegner sig i forhandlingen om kilder til mad? Vi ønskede at belyse den grænse mellem os og de andre, der konstrueres omkring Gaderummets sociale rum i forbindelse med brugernes tilvejebringelse af mad. Felten indbød imidlertid til et andet fokus af to grunde. Først viste mad-aspektet sig at være uinteressant, idet der ikke fandtes en større ukonventionel[2] fremskaffelse af mad. Dernæst antog vi, at et igangværende projekt, i form af at bygge modeller af halmhuse, havde igangsat tanker hos brugerne omkring begrebet hjem. Vi ændrede således vores problemformulering til: Hvordan brugernes strategier i skabelsen af et alternativt hjem aftegner en civilisationskritik? For at besvare dette problemformuleringsspørgsmål lavede vi yderligere fem forskningsspørgsmål:

Den nye problemformulering omhandler både brugernes forståelse af Gaderummet som alternativt hjem, samt de visioner og drømme vi formodede bygningen af halmhuse-modellerne har vakt.

 

Opgavestruktur

Vi har opdelt denne metoderapport i tre hoveddele, hvor den teoretiske del er omfavnet af to metodiske dele[3]. De tre dele er igen inddelt i afsnit, som oftest indledes med en udvalgt empirisk situation, der bruges til at belyse den, i det enkelte afsnit diskuterede metode eller teori. Rapportens første metodiske del indledes med en belysning af vores metodiske tilgang til felten, hvor vi også forholder teori, metode og empiri til hinanden. Herefter følger en redegørelse for vores fastsættelse af roller. Rapportens teoretiske del indledes med kapitlet Teoretisk udvikling – det alternative hjem. Her præsenterer vi forskellige strategier, praksisser og forestillinger, som gaderumsbrugerne benytter sig af i skabelsen af et alternativt hjem. Disse praksisser bliver i rapportens andet teoretiske kapitel Den radikale anden yderligere belyst i lyset af en heterotopisk performance, hvor gaderumsbrugernes repræsentation af Gaderummet udadtil – og især sproget – står i centrum.

Derefter følger en kritisk diskussion af vores metoder, i forhold til vores resultater set i lyset af den kvalitative metodes kvaliteter generelt. Sidst i opgaven diskuterer vi de etiske aspekter, vi har måtte forholde os til i forbindelse med feltarbejdsøvelsen i Gaderummet.

 

 

 

 

METODISK TILGANG TIL FELTEN

 

Vi ankommer til Gaderummet, som er fyldt med mennesker og aktivitet. Rummet synes tåget og næsen stoppes af det fine ler-støv fra finpudsningen af de mange halmhusmodeller. Modellerne står placeret rundt omkring, hver især meget varierende og i forskellige stadier af deres udformning. Med musikken fra båndoptageren, der fylder det af solstrålerne gyldne og af ler-støvet halvtågede rum, synes vi at træde ind i en helt anden verden. Rummet ligner lidt en myretue af forskellige aktiviteter, og vi står ukendte og fremmede og er ivrige efter at begynde vores feltarbejde, usikre og uden at kunne overskue hverken virvaret af mennesker, eller hvor vi skal begynde.

 

Et af de indledende besøg og vores første kontakt med Gaderummet, forløb en søndag eftermiddag til det ugentlige fællesmøde, hvor vi forelagde vores projekt og vores forespørgsel om at få lov til at lave feltarbejde. Godkendelsen blev givet med det forbehold, at vi skulle deltage som aktivister i Gaderummet på lige fod med alle andre, dvs. hjælpe til med rengøring og madlavning osv. I løbet af mødet fik vi en forståelse af at Gaderummet er et meget studeret rum. Blandt andet havde to etnologer, i halvåret forinden, lavet feltarbejde i Gaderummet. Brugernes utilfredshed med etnologerne skulle senere vise sig at være en størrelse, som kom til at virke ind på vores valg af metoder.

Konstruktionen af halmhusmodellerne viste sig, i første omgang, at være en god indgang til felten. At deltage og at hjælpe til gav adgang til de første samtaler og bekendtskaber. De første samtaler drejede sig hovedsageligt om det igangværende projekt med at skulle udstille halmhusmodellerne i Boligministeriet, for at søge penge fra puljen: ”Skæve boliger til skæve eksistenser” til bygningen af en bæredygtig halmhusby. Dette var en af de væsentligste årsager til vores skift af fokus fra et madfokus til et fokus på brugernes skabelse af det alternative hjem, som Gaderummet er.

Influeret af brugernes dårlige oplevelser med etnologerne og med diverse journalister og studerende, samt influeret af vores nye fokus på ”hjem”, valgte vi således at lægge størst vægt på den deltage observerende metode. Det blev klart for os at vi måtte intensivere vores deltagelse for at opnå rapport – et tillidsforhold (Spradley &McCurdt 1972:51), hvilket indebar at tage sovepose med og flytte ind i Gaderummet. To af os har sovet hovedparten af nætterne i Gaderummet i løbet af feltarbejdet og den tredje kun et par nætter.

Den intensive deltagerobservation har ladet oplevelsen, af hvordan det er at bo og bruge Gaderummet, blive kropsliggjort, således at vores søvn, helbred og aktivitetsniveau kom til at ligne mange andre brugeres. Det blev ligeledes klart, at vi måtte vente med at lave interview til senere I feltarbejdet, idet mange gav udtryk for at være ”trætte af dumme spørgsmål”. Det var således ikke før efter en uges intensiv deltagerobservation, at vi foretog det første af i alt fem interview, hvoraf det sidste spontant udviklede sig til et fokusgruppeinterview[4]. Hvorfor vi ventede lidt med at lave interview var også, at vi ville udforme interviewspørgsmålene efter først at have brugt deltagerobservation og uformel samtale som metode. Vi ville lade spørgsmålene udformes i forhold til empiriens problematikker, og for som Anthony P. Cohen understreger, at kunne stille spørgsmål som er meningsfulde for informanten (Cohen 1998:225).

Vi har kunnet udnytte, at vi var tre studerende ved at fordele os ikke blot rumligt, men også tidsligt. Vi fordelte os i rum, bl.a. mellem forskellige grupperinger i Gaderummet, men vi fordelte os også i tid således, at på en almindelig nat kunne en af os gå med uden for Gaderummet med brugerne, en af os kunne blive på stedet med andre brugere, og den tredje kunne være der om formiddagen med helt tredje brugere. Desuden har vores forskellige positioneringer tilladt os at eksperimenterer med fordeling af observering og deltagelse i forskellige kontekster. Fordi vi har arbejdet tre i felten, har vi kunne have tre perspektiver, hvilket kan give vores teoridannelse – hvad Kirsten Hastrup kalder – komplementaritet i metoden (Hastrup & Ramløv 1988:185).

Udvælgelsen af informanter er således sket på baggrund af vore forskellige positioneringer og vores deraf kommende viden om de forskellige grupperinger. Vores interview kan derfor siges at have en vis repræsentativitet –så langt som den kvalitative metode nu tillader.

 

 

Forholdet mellem empiri, metode og teori

Det er i høj grad vores forskellige tidslige og rummelige positioneringer, der har haft indflydelse på vores første teoretiseren over, hvordan tid og rum bliver brugt i Gaderummet.

På grund af den udprægede pladsmangel har brugerne forskellige strategier for brugen af rum og tid i forhold til hinanden. Der er ikke rum, hvor du altid kan trække dig tilbage.

Med brug af George Simmels begreb om samfundets geometri, i Frank J. Lechners ”Simmel on Social Space” (Lechner 1991: 196), kan man se, hvordan handling er rummeligt situeret i Gaderummet. Både gennem interview og deltagerobservation fandt vi frem til, hvordan rummet forandrer sig over tid. Som bruger er du nødt til at bruge tiden strategisk for at opnå et privat rum. Således kan man f. eks stå op tidligt om formiddagen for at få ro og privatliv. En bruger udtrykker det således i et interview: ”I Gaderummet er der ikke nogen steder, du kan være alene. Jo, du kan være heldig oppe i Tv-stuen, tidligt på dagen…det er mere ligesom situationen der bestemmer, end dig der bestemmer over situationen, hvornår du kan sidde og slappe af”.

Grundet vores deltagelse blev livet i Gaderummet os kropsliggjort i form af at blive oppe hele natten og sove længe om dagen. Vi oplevede således hvordan sociale strukturer kommer ind i kroppen som en tidslig oplevelse, og hvordan man i Gaderummet tager afstand fra og virker ligegyldige overfor de gængse sociale, tidslige strukturer.

Bygningen af halmhusmodellerne hjalp os ligeledes, gennem senere interview men også gennem uformel samtale og deltagerobservation, til en teori om Gaderumsbrugernes kosmologi og visioner. At se den fysiske model af Halmhusbyen er næsten som at se disse brugeres kosmologi i en fysisk form. Det er for mange brugere essentielt, at man bygger byen i fællesskab, og at livet sammen som gruppe bliver videreført i halmhus visionen. Denne vision siger meget om fællesskabets betydning, om frygten for ensomheden, men også om ønsket om ”tykkere lagener” dvs. om det mere private liv, som hvert lille hus ville medføre. Vi har derfor brugt brugernes forestillinger om det gode liv i en bæredygtig halmhusby til at pege tilbage på, og til at specificere, hvad det er, som brugerne definerer sig imod.

Gennem den videre intensive deltagerobservation, de fem interview og uformelle samtaler fortolker vi brugernes praksisser i et performanceperspektiv. Denne performance udøves i en relationel selvdefinering idet brugerne i deres performance benytter en omvendt symbolbrug. Det er ligeledes den relationelle selvdefinering, den måde man i Gaderummet bruger sin egen marginalisering til at skabe et socialt rum for frihed og empowerment, som vi fortolker som en civilisationskritik. Disse strategiers omvendte symbolbrug, har vi observeret i vores deltagelse, og vil her blive beskrevet som karnevalistiske elementer i en heterotopisk performance.

Dette afsnit har således skitseret, hvordan vi har brugt den langsomme læreproces – eller det som Rosalie Wax i Doing Fieldwork, Warnings and Advice kalder Socialiseringsprocessen – til at vælge metoder i forhold til vores fremadskridende oplevelse af og viden om feltens natur (Wax 1971:16). Vi har i høj grad mærket, hvordan teoridannelsen er en kontinuerlig proces og hvordan – som Roger Sanjek også pointerer – vores empiri, vores teoretiske fokus og vores metode indgår i et evigt dialektisk forhold. (Sanjek 1990:394).

 

Fastsættelse af roller

Våde og forpjuskede af den regnfulde april-storm står tre gaderumsbeboere og den antropologistuderende på en række i en lille mellemgang i boligministeriet. Johannes, Fie og Line[5] har fået et møde i stand med en embedsmand, så de kan fremlægge deres idé om en halmhusby til hjemløse unge. En velsoigneret mand i jakkesæt kommer ind i gangen - det viser sig at mødet foregår stående. Johannes forklarer engageret, hvordan man kan forsyne halmhusene med jordvarme, og i iver bryder Fie ind og fortæller om, hvordan halmen fungerer som isolation. Embedsmanden er lidt skeptisk, han kunne ikke selv tænke sig at bo i et halmhus, og spørger til brandfare. Line forklarer, hvordan halmhuse er blevet brandtestet i USA. Embedsmanden kikker på os og smiler: ”I skal nok ikke sætte næsen op efter noget, jeg tror ikke puljen er henvendt til sådan nogle som jer”. Fie, Johannes og Line stopper med at forklare om projektet. ”Er vi ikke hjemløse nok?” spørger Johannes, tydeligt skuffet og irriteret over embedsmandens afvisning. Før samtalen udvikler sig til skænderi, vender Line og Fie sig mod døren, vi går - uden at udveksle afskedsreplikker - ud forbi halmhusmodellerne, som står klumpet sammen på den lille plads på trappen, som udstillingen har fået tildelt.

 

Efter at være gennemblødt af regn og rusk havde den deltagende antropologistuderende forventet en siddeplads eller en kop kaffe til det møde, der var blevet sat i stand, men i stedet for at føle os velkomne, følte vi blot, at vores tilstedeværelse var tålt. Den noget emiske beskrivelse af konflikten mellem gaderumsbeboerne og embedsmanden skal her belyse, hvorledes den antropologistuderende – i modsætning til embedsmanden – forstod og delte frustrationen over behandlingen i boligministeriet. Som antropologen Rosalie Wax har beskrevet, så handler forståelse om delt social erfaring, og denne form for forståelse er en betingelse for at lave research til brug i social videnskab (Wax 1971:11&13).

Vi havde et ønske om at forstå fællesskabet i Gaderummet indefra, og deltagelse har derfor været en betingelse. I løbet af feltarbejdet fik vi venner på stedet, blev engagerede og forandrede os i feltarbejdsprocessen. Denne forandring skyldes en resocialisering, som Rosalie Wax beskriver er en betingelse for at opnå den eftertragtede forståelse (Wax 1971:13).

Imens feltarbejderen må fordybe sig i felten, skal hun samtidigt opretholde en distance for at lave et videnskabeligt projekt. Vi blev hurtigt bevidste om, at det stærke følelsesmæssige engagement med vores informanter havde både fordele og ulemper for projektet, hvorfor vi – som allerede nævnt – forsøgte at synliggøre vores forskerrolle.

Da vi i starten gjorde meget ud af at forklare om vores projekt – ofte også mere end brugerne fandt det interessant – forvirrede vi informanterne, da de ikke kunne se hvordan vi studerede, men kun kunne se os som deltagere ligesom alle andre brugere. Over et spil backgammon sagde en informant: ”Man kan godt blive lidt nervøs for, hvornår du har kitlen på”. Han udtrykte forvirring over den uoverensstemmelse, der var mellem, hvad vi sagde vi gjorde, og hvad han kunne se vi gjorde. Herefter arbejdede vi mere med, at synliggøre vores rolle som studerende på feltarbejde ved bl.a. at foretage interview på stedet, samt at skrive et papir om antropologi, vores projekt og hvad det vil sige at lave deltagerobservation og feltarbejde. Vi lagde et eksemplar af papiret i den fælles mødebog og hængte et andet eksemplar op på en opslagstavle, så alle med interesse kunne læse det. Derudover præsenterede vi papiret på et fællesmøde. Skrivelsen gik rundt og blev til vores overraskelse mødt med kærlig sarkasme og humoristisk respons.

Ovenstående beskriver den første periode af feltarbejdet[6], hvor vores roller som antropologistuderende skulle sættes på plads, både fra vores egen og fra informanternes side. Antropologens dobbelthed – som ven og observatør – vil i denne henseende blive belyst i afsnittet: Etik – deltagelsens dilemma. Det er dog allerede her vigtigt at pointere, at vi som mennesker, der opholdt os et nyt sted i en måned, ønskede at blive accepteret. Rosalie Wax har fremhævet udtalelser fra Carpenter, som beskriver efterstræbelsen af accept meget præcist:”...if they hadn´t accepted me, I would have remained less than an outsider, less than human” (Carpenter i Wax 1971:17).

I forsøget på at definere vores rolle i Gaderummet, har Gaderummets tilknytning til Regnbuen haft større betydning end vi havde forventet. Til trods for forklaringer fra vores side om faget antropologi – som havende interesse i det, der foregår mellem mennesker – var det vanskeligt at undgå at blive kategoriseret af informanterne som psykologistuderende. Ytringer som f.eks. ”det er da for klamt at studere mennesker” bevirkede, at vi blev bange for, at brugere med svære psykiske problemer ville blive skræmte af at føle sig studeret, og at vi derfor – på grund af vores blotte tilstedeværelse – ville frarøve disse brugere muligheden for at udnytte Gaderummet som fristed.

En dag bad Kalle[7] os om at indkalde til næste fællesmøde, da han ikke selv kunne være tilstede. Fællesmøder er en pligt for beboerne i Gaderummet – selvom det ikke er alle, der dukker op. Kalle forklarede, at det skulle være nogen ”udefra”, som indkaldte. Vi ønskede ikke at fremme en definering af os selv som ”nogen udefra” og – som tidligere nævnt – ville vi gerne undgå at brugerne satte os i kategori med Rådgivningsgruppen Regnbuen. På den anden side blandede vi os i brugernes liv for at lave vores rapport, og vi fandt det derfor svært at retfærdiggøre vores tilstedeværelse i Gaderummet. Vi ville gerne være behjælpelige hvor vi kunne, og valgte derfor at indkalde til fællesmødet.

 

DEN TEORETISKE UDVIKLING – HJEMMET OG FÆLLESSKABET

De fleste gaderumsbrugere betragter et hjem som mere end en bolig. Man kan sige, at boligen er et sted at sove, men før boligen får betydning som et hjem, så kræver det, at der er mennesker at dele sin dagligdag med. Om at bo alene har en bruger sagt: ”Alene i sin lejlighed – alene og anonym”. Fællesskabet er meget vigtigt i Gaderummet – nogle brugere har endda beskrevet sammenholdet som en udvidet familie[8].

Når vi med vores problemformulering har forsøgt at kredse os ind på, hvad det er for et alternativt hjem, som brugerne forsøger at skabe i Gaderummet, har fællesskabet vist sig at være af den vigtigste betydning for brugerne. Det er samværet, der tegner hjemmet. Derfor forstår vi nu det analytiske begreb alternativt hjem gennem den vision og den praksis, som brugerne benytter i skabelsen af gaderumsfællesskabet.

Gaderummet giver et rum – for de brugere, som har en bolig – til at få dækket det behov for samvær, der for dem ikke kan adskilles fra idéen om et hjem. Beboerne i Gaderummet fremhæver derimod ofte pladsmanglen som et problem, for selvom de i Gaderummet har det daglige samvær med andre mennesker, så giver stedet ikke meget plads til privatliv. Det er derfor ofte et problem for beboerne, at de ikke har et hjem, hvor de kan gå hen, når de har brug for at være alene.

Som tidligere beskrevet bruges tiden som strategi for at skabe privat rum på den trange plads. Men brugernes koordinering af tid og rum er også vigtig i skabelsen af et hjem[9]. Denne koordination ser vi i ganske almindelige praksisser, som f.eks. i de to ugentlige maddage med fællesspisning og de pligter som brugerne af Gaderummet må udføre. En beboer beskriver netop tjanserne som væsentlige i forhold til skabelsen af hjem i Gaderummet: ”Der er nogle tjanser man skal tage. På den måde er det jo med til at give én følelsen af, altså, der er sådan lidt hjem over det” beboeren uddyber dog straks sit argument: ”men helt hjem…når du kun bor i telt – det er begrænset, hvor meget hjemfølelse man kan få over det.”

Tjanserne koordineres på Gaderummets ugentlige fællesmøde[10]. Til fællesmødet tages de beslutninger, der betragtes som fælles – det private er udenfor fællesskabets domæne. Men det offentlige rum i Gaderummet er meget stort. På grund af de åbne rum og den trange plads er det oftest kun muligt at holde noget for sig selv i det omfang, at andre tilstedeværende taktisk vælger at ”vende det døve øre til”. Der er dog ikke enighed om, hvad der er et privat, og hvad der er et offentligt anliggende, hvilket især synliggøres på fællesmøderne. En dag havde Kalle følt sig truet af en bruger, der var fuld, og han valgte at diskutere episoden på et fællesmøde. Brugeren mente, at sagen var et personligt anliggende og ønskede derfor kun at diskutere sagen alene med Kalle. Nogle mødedeltagere blandede sig i debatten, og gav udtryk for, at ingen skulle trues af andre, imens andre kraftigt protesterede imod, at een blev ”hevet frem” til fællesmødet[11]. Kalle forklarede, at hvis han ikke åbent kunne fortælle og problematisere når han følte sig truet, så ville andre heller ikke turde at stå frem. Det, som nogle brugere syntes var et personligt anliggende mellem Kalle og brugeren, mente Kalle var et emne for fællesskabet.

Hvad der er betydningsfuldt for alle, er ikke nødvendigvis noget, som alle er enige om. Nancy Fraser har i artiklen Rethinking the Public Sphere fra 1999 forklaret, hvorledes privatliv er et kulturelt betinget fænomen, som ekskluderer visse emner fra en bred debat. Fraser konkluderer, at denne eksklusion oftest virker til fordel for de dominerende på bekostning af dem, som der bliver domineret over (Fraser 1999:533). Bruger vi Nancy Frasers pointe til at tænke med, kan vi forstå, at de brugere, som kan have følt sig truet, ville have været ekskluderet fra at blande sig i debatten, hvis ikke Kalle havde insisteret på, at truslen var et offentligt anliggende.

Det er dog vores indtryk, at talen i Gaderummet generelt er meget åben. Vi oplevede efter dette fællesmøde, at andre brugere opførte sig solidarisk og ekstra hensynsfuldt overfor for den her omtalte bruger. På baggrund af dette er det vores fortolkning, at selvom det manglende privatliv kræver tillid og ofte er til gene for beboerne, så kan det samtidigt fordrer Gaderummets tilstræbte brugerstyring, at så meget betragtes som offentligt anliggende.

 

 

Umyndiggørelse

”Isolationsfængsel ville være rent ferie for mig”, Niels tager en slurk af sin øl og fortsætter: ”Du ligger der, med liggesår og spænder på hoved, arme og ben – at være tvangsindlagt er sgu den værste straf du kan få”. Claus, der har venner, som har været på den lukkede, overhører samtalen og siger konstaterende: ”psykiatrien ødelægger folk, de bliver til zombier derinde”, Niels stemmer i: ”Al den medicin, den giver dig spændetrøje på hjernen”.

 

Nogle brugere af Gaderummet har oplevet at blive tvangsmedicineret og tvangsfikseret i psykiatrien. Vi ser denne umyndiggørelse som en form for strukturel vold, fordi der er tale om vold på et menneskes menneskelighed[12].

Når brugere lytter til og tager hånd om mennesker, der stadig er påvirket af medicinering og tvangsfiksering, så skaber den nære oplevelse et stærkt moralsk engagement, selvom det ikke er alle brugere, som har været udsat for denne ekstreme umyndiggørelse[13]. En afstandstagen fra psykiatrien kan også ses som en fælles reference blandt brugerne i Gaderummet. Om dette udtaler en informant: ”Alle sammen [i Gaderummet] har et eller andet mod staten på en eller anden måde… det er den forkerte måde, f.eks. psykiatrien, den måde de kører det på. At i stedet for at behandle folk og snakke med dem – så bare give dem medicin. Det er jo grotesk”.

Den strukturelle vold er en ekstrem form for umyndiggørelse. Mange brugere har dog ligeledes udtrykt vrede over en umyndiggørende behandling i f.eks. kommune eller socialcenter. Det er også her en anerkendelse af brugerens egen unikke situation, der efterlyses:”... så har man bare lavet nogle regler uden at sætte nogle individuelle retningslinjer ned” (Gaderumsbruger). Om frustrationen over den ikke-eksisterende nærhed i et statsligt system siger en bruger: ”det kan jo ikke være rigtigt, at der skal sidde sådan en regering og have en ultimativ magt over så mange mennesker.”

I stedet for at sidde alene med sine problemer, giver Gaderummet brugerne et rum for samtale[14]. Som en bruger udtrykker det: ”Der er jo ikke nogen der har det ultragodt dernede [i Gaderummet]. Jeg føler også, det er mennesker i samme situation, der er ikke så mange ting, man behøver at forklare”.

I løbet af vores feltarbejde opdagede vi, at Regnbuen ikke kan holdes empirisk adskilt fra Gaderummet. Gaderummet har en essentiel funktion i Regnbuens arbejde, som værested for de mennesker, der benytter den gratis psykologiske rådgivning.

En del brugere i Gaderummet befinder sig i en svær periode i deres liv, men der skabes samtidigt en særlig forståelse blandt brugerne for mennesker med psykiske eller sociale problemer. Til trods for en hård omgangstone i Gaderummet, så rækker tolerancen generelt meget langt.

Mange brugere har udtrykt en særlig taknemmelighed til Kalle, fordi han har hjulpet dem, da de havde det dårligt. Men i forbindelse med Gaderummets funktion som social psykologisk værested har vi observeret, hvorledes nogle brugere viser en særlig omsorg for andre, der har det dårligt. Der er ikke langt mellem knus og klap på skulderen. Det var en stærk oplevelse for os at se, hvordan nogle brugere vågede over en person i flere dage. De holdt vedkommende væk fra dårligt selskab og hjalp personen med at få kontakt med familien[15].

De mennesker – som sover i teltene i Gaderummet – sover med hovederne tyve centimeter fra hinanden. Den trange plads i Gaderummet fordrer følelsesmæssige ekstremer i forbindelse med den omsorg, som vi blev forbløffede over, men de stærke følelser mellem brugerne udvikler sig også nogle gange til konfrontationer[16].

Vi har overværet en voldelig[17] konfrontation i Gaderummet, hvor en meget beruset bruger fik tæsk, fordi han havde kastet en tung genstand, der ramte en tilfældig i hovedet. Episoden forløb over få sekunder og blev efterfulgt af en larmende stilhed. Forskrækkelsen og vreden over den fulde mands opførsel affødte en kraftig reaktion, men til trods for, at han havde truet freden og sikkerheden i Gaderummet, var der ingen protest over, at den fulde mand gik ovenpå og sov rusen ud. En bruger forklarede os senere:” .. det [er] også meget fair lige at give manden en chance for at sove ud, når han er stiv, og han har fået tæsk. I stedet for bare at kyle ham på gaden”. At tilkalde politiet i dette tilfælde syntes dog ikke, at være en mulig strategi for gaderumsbrugerne. Ved at bryde statens voldsmonopol og tage sagen i egen hånd, så forholdt disse brugere sig samtidigt personligt til den fulde mand, og behandlede ham som et menneske blandt andre mennesker[18]. I et interview forklarede en bruger: ”Har du været vant til at få mange tæsk, så giver du altså også tæsk ud. Er du blevet svigtet og blevet røvrendt af folk, så har du også svært ved at stole på folk”. Brugeren fortsætter: ”…hvis du kender folks baggrundshistorier, så er det faktisk også logisk. Så begynder du at forstå dem som mennesker, hvorfor de gør som de gør.”

Vi har i vores fortolkning af, hvorledes brugerne udlever en civilisationskritik, sat kravet om at forholde sig individuelt og personligt til de problemer, der måtte opstå, i kontrast til den upersonlige stat[19]. Dette har vi gjort på baggrund af de erfaringer med umyndiggørelse og upersonlig behandling i forskellige statslige institutioner, som brugerne deler. Vi har nået til denne pointe ved at betragte brugernes situation som et agentivt moment, hvor brugerne – ved at handle i en form for ligegyldighed til staten – skaber empowerment i kraft af en radikal anderledeshed[20]. Den radikale anderledeshed vil i det følgende blive nærmere belyst.

 

 

Gaderummet som et heterotopia

En antropologistuderende spørger: ”Er Gaderummet en del af det normale samfund?”. ”No Way, det er det modsatte” svarer Johannes og uddyber sin påstand: ”Det normale samfund er kedeligt. I det normale samfund skal du bruge penge på alt – og kontrolleres”. Niels blander sig i interviewet: ”det [Gaderummet] er jo en modsætning .. bare se på hvordan alle andre folk de lever”. En helt tredje bruger stemmer i: ”Alle folk, de går og stræber efter, at alt skal være så pænt og perfekt”. Den bemærkning hører Claus og siger med et smil: ”Ja, her har vi Hiroshima og Nagasaki på én gang altså”.

 

I Gaderummet definerer brugerne sig ofte i modsætning til deres forestillinger om, hvad der er det normale samfund. Denne modsathed har vi valgt at fortolke i lyset af begrebet heterotopia. Udtrykket heterotopia er lanceret af Michel Foucault i artiklen Of Other Spaces fra 1986. Han har forklaret, at heterotopia er et site[21], som definerer sig i kontrast til andre sites. Dette gøres på en sådan måde, at individer­ – som tager del i et heterotopia – opfører sig afvigende i forhold til samfundets påbudte normer (Foucault 1979:24, 25).

I et interview forklarede en informant: ”Det er nu det sker, det er nu jeg bør gøre noget anderledes .. Det er også ligesom Gaderummet, man kan sådan stoppe op..” informanten folder armene og kikker rundt, inden han fortsætter: ”..og sige hvad nu? I stedet for bare at have et arbejde …der er folk, som bare går i folkeskolen, tager gymnasium, på universitetet, får et arbejde, arbejder resten af livet, får en familie, en vovse og en Volvo .. Jeg vil gerne stoppe op på halvvejen, eller før halvvejen, og ligesom kikke lidt på livet i sig selv.”

Ved at sammenligne interview og observation, har vi fortolket gaderumsbrugernes – tidligere omtalte – fleksible brug af tid, som en afvigende opførsel i forhold til et omgivende samfund, der af flere informanter er blevet beskrevet som stresset og retlinet.

Som nævnt i forbindelse med brugernes opfattelse af begrebet hjem, så er ensomhed ligeledes et aspekt af samfundet udenfor Gaderummet, der bliver fremhævet i forbindelse med en relationel selvdefinering. Fællesskabet nævnes igen og igen, som det vigtigste i Gaderummet. En bruger udtaler: ”Det er sgu ikke så meget stedet, det er mere fællesskabet. Det er det, mennesker mangler i samfundet, tror jeg, mere fællesskab”.

Kevin Hetherington har i bogen Badlands of Modernity nuanceret forestillingen om heterotopia, og han forklarer, at alternativiteten i det heterotopiske site er baseret på idéer om social forbedring (Hetherington1997:52). Det, som brugerne forholder sig i kontrast til, kan i denne sammenhæng belyse brugernes visioner om det gode liv. På baggrund af de samtaler vi har haft med brugerne, synes nærhed at være et nøgleord i forbindelse med brugernes vision. Den frihed, som et heterotopisk rum synes at give for brugerne, afspejler en ufrihed, der – i gaderumsbrugernes tilfælde – ofte benævnes som kontrol og fravær af personligt engagement[22].

I Gaderummet er der mange forskellige små og overlappende fællesskaber, stedet fungerer på én gang som hjem, værested, behandlingssted og et socialt samlingspunkt. Den interne heterogenitet i Gaderummet kan også forstås som et heterotopisk element, idet et heterotopia – ifølge Michel Foucault – sidestiller flere ellers uforlignelige verdener eller spaces (Foucault 1986:25). I forbindelse med vores fortolkning af gaderumsbrugernes visioner, er det derfor vigtigt at pointere, at når gaderumsfællesskabet forstås som et heterotopia, der afspejler en ufrihed i samfundet udenfor Gaderummet, så er visionerne, som vi her har valgt at fremhæve, de visioner som mange gaderumsbrugere synes at være enige om. Heterotopiaets interne diversitet, er ydermere blevet forklaret af Hetherington, der understreger, at et heterotopia har mange forskellige og skiftende betydninger for aktørerne[23]. (Hetherington1997:18).

Vi har i kapitlet Teoretisk Udvikling – det alternative hjem fremlagt vores fortolkning af den civilisationskritik, som Gaderumsbrugerne synes at udleve. For at nærme os vores problemformulerings udgangspunkt; hvordan brugernes strategier og praksis aftegner denne civilisationskritik, har vi fortolket det særligt hårde sprog og den stedmyte, som synes at eksistere omkring Gaderummet, som en heterotopisk performance[24]. I det følgende vil vi redegøre for vores forbløffelse over det sprog, som vi analytisk har valgt at kalde 180-graders sprog.

 

 

 

DEN RADIKALE ANDEN

 

180-graders sprog

Vi sætter os hen i sofagruppen, hvor halvdelen af de tilstedeværende gaderumsbrugere allerede sidder. Mødet går i gang, men der er ikke den mødedisciplin, som der plejer at være, når Kalle indkalder til fællesmøde. Pernille begynder at svine en antropologistuderende til, hun er fuld og hun råber: ”Du er da bare en grim psykologipædagog, som ikke kan sætte dig i respekt”. De verbale tæsk fortsætter indtil Johannes rejser sig og siger: ”Slap af Pernille, hun er een af os”. En bruger stiller sig op til den store tavle i fællesrummet, han skriver nogle punkter ned til en dagsorden. En anden tager blokken for at skrive referat: ”Punkt tre: Shamir er en bøsse” - der skulle have stået: ”Samir skriver rengøringsplanen”.

Vi når ikke videre end til punkt tre. Til trods for, at de antropologistuderende var blevet advaret fra flere sider mod at indkalde til fællesmøde med ordene: ”Det er kun Kalle der kan gøre det”, så vurderer nogle brugere forsøget til UG+ og 13-tal. Morten vil dog kun give os 7: ”For I kan ikke svare ordentligt igen”.

 

Fra vores første feltnotater, fremgår megen undren over måden brugerne taler til hinanden på i Gaderummet, og vi begyndte at ane, at der var noget, vi ikke forstod eller kunne deltage i. ”Tonen er meget grov ... jeg har oplevet det [omgangstonen] som meget hårdt de sidste par dage – hele tiden at skulle være parat og have paraderne oppe”. (uddrag fra feltdagbog)

Vi spurgte i denne forbindelse en informant, hvordan det var at komme op i Gaderummet de første gange. Han svarede: ”Man skulle lige vende sig til omgangstonen .. det var det hårde ved det”.

Når en ny bruger ikke er fortrolig med – og derfor ikke kan deltage i – 180-graders sproget, kan den rå tone have en ekskluderende effekt. Samtidigt kan den hårde jargon også have en afskærmende effekt i forbindelse med den enkelte bruger. En bruger udtaler om den hårde omgangstone: ”And then there is the mad dog killer stuff, the machismo stuff. If everyone is a mad dog killer then everyone gives each other some space, otherwise they are gonna get killed”. Set i lyset af den trange plads i Gaderummet, har vi fortolket dette Mad dog killer stuff som en strategi for at skabe privat rum omkring den enkelte bruger.

Efterhånden som vi selv prøvede at deltage i jargonen, begyndte vi at forstå, at 180-graders sproget havde mange flere funktioner, end vi først havde opfattet. ”Vi er blevet svinet til de sidste par dage. Der kan svines til på mange måder, så der også kan blive sagt noget godt i det skidte.” (Uddrag fra feltdagbog). Når vi bare svarede igen og ikke tog grovheden som noget direkte ment, viste det sig, at der ofte lå mange ”bløde” intentioner bag ordene.

I et interview forklarer en bruger: ”Det er et andet sprog, kan man sige, der ligger nogle andre meninger i det, end hvis du lige tager og slår op i en ordbog” han fortsætter: ”Man skal selvfølgelig kunne forstå det for at kunne snakke det”.

Mortens syvtal - som er beskrevet i eksemplet fra fællesmødet ovenfor - kunne umiddelbart synes at være en hån, men vi har fortolket det som en hentydning til, at vi ikke skulle tage Pernilles verbale tæsk for nært – verbale tæsk, som jo også var et råd til os, om at sætte os i respekt.

180-graders sproget kan på den ene side skræmme nye folk fra at blande sig i diskussionerne, på den anden side kan det – når man er fortrolig med det – give flere mulighed for at tale med og blande sig. Sidstnævnte pointe er tænkt i lyset af Gaderummet som en form for heterotopia, hvor en ny social orden skabes med overtrædelse af tabuer og afstandtagen til autoriteter i det samfund, som heterotopiaet definerer sig i kontrast til. Det er derfor vores fortolkning, at 180-graders sproget fremmer en uformel omgangsform, der i skabelsen af et – for brugerne – heterotopisk frirum forstås som befriende.

Den uformelle omgang, giver brugerne mulighed for at tale om ømtålelige ting med hårde ord. I et interview har en bruger forklaret os om den rå jargon: ”Der er jo en masse ting, som lyder helt vildt grimt, når de bliver sagt, men som i virkeligheden er ment kærligt”. Sprogets egenskab med at tingene kan siges ”180-grader” synes derfor, at gøre det lettere for den enkelte bruger at dele private erfaringer fra traumatiske oplevelser, som f.eks. erindringer med umyndiggørelse i psykiatrien[25].

Et hvert menneske har et behov for anerkendelse, og et behov for at skabe balance mellem sin egen personlige verden og den verden, som omgiver personen. Antropologen Michael Jackson har præsenteret begrebet den fælles lidelseshistorie, som er en strategi mennesker kan benytte sig af, således at de ikke er alene med deres oplevelse, hvis de har været udsat for f.eks. strukturel vold (Jackson xxxx:31). Fællesskabet i Gaderummet skaber et rum for samtale, der genopretter føromtalte balance mellem personen og den omgivende verden, således at den umyndiggjortes stemme får genlyd i det fællesskab i Gaderummet, som brugeren identificerer sig med.

Denne pointe understøttes af, at flere brugere har givet udtryk for en oplevelse af Gaderummet som et sted, hvor man kan tale frit om sin egen situation. En bruger fortæller om samtalerne i Gaderummet: ”der var ikke sådan noget tabu ... Det var en meget mere åben tone, man kunne snakke om sine egne ting”.

180-graders sprogets egenskab – i konverteringen af private erindringer til et offentligt domæne – kan virke befriende for den, som kan bruge jargonen. Det er vores indtryk, at når jargonen er lært, så tør flere blande sig i både den kontinuerlige kommunikation samt i debatten til fællesmøderne[26]. En demokratisk struktur, hvor alle har indflydelse opnås kun i den grad, at alle taler og bliver lyttet til. 180-graders sproget kan derfor medvirke til at fordre demokratiet i den tilstræbte brugerstyring. Samtidigt er det vigtigt at være bevidste om, at nye brugere - som ikke forstår betydningerne bag de hårde ord - kan have svært ved at deltage i debatten.

180-graders sproget har således flere funktioner i Gaderummet. Det virker på den ene side som en ekskluderende instans, der samtidigt benyttes som strategi for at skabe privat rum omkring den enkelte bruger. På den anden side kan 180-graders sproget både styrke brugerstyringen og den åbne kommunikation blandt resocialiserede brugere, og samtidigt fremme skabelsen af empowerment i form af en fælles lidelseshistorie.

Sprogets ekskluderende og inkluderende instanser er med til at skabe den lokalitet, som Gaderummet udgør, og 180-graders sproget virker i høj grad kendetegnende for rummet.

Hetherington har forklaret, hvorledes der i det heterotopiske rum opstår en ny social orden, idet aktørerne opfører sig i kontrast til den taget-for-givet mondæne idé, der eksisterer i samfundet omkring social orden (Hetherington1997:23). Denne ”omvendthed” er bemærkelsesværdig, når gaderumsbrugernes hårde ord ofte skal forstås 180 grader. Vi ser en sammenhæng mellem det rå sprog, og den måde gaderumsbrugerne ofte repræsenter sig selv på. Denne repræsentation har vi fortolket som en heterotopisk performance, hvilket i det følgende vil blive belyst nærmere.

 

 

 

Den heterotopiske performance

 

Musikken hamrer derudaf. Beats´ene er hurtigere end foden kan følge med. Foran forsangeren der skiftevis headbanger og grawl´ende krænger sin sjæl ud gennem mikrofonen, giver dansende og headbang´ende mennesker igen vendt mod bandet.

Gaderummet er pyntet i sølvpapir og sort plastik. Sorte balloner hænger og dingler som kanonkugler om ørerne på os, og spindelvæv og piratflag med dødningehoveder smykker hist og her vægge og stolper. Folk har været i gang hele dagen med at forandre rummet til aftenens pirat-fest. Mange er smukt og udførligt klædt ud som pirater i striber, og med alt hvad der hører sig til en pirat af ar og tatoveringer. Der er blevet uddelt flyers, lang tid i forvejen, for at annoncere piratfesten. På flyer´en er et stort drabeligt, blodsavlende piratkraniehoved placeret øverst over teksten. (Se bilag B)

 

Med erkendelsen af sproget som konstituerende for en lokalitet med base i Gaderummet, kunne vi se vores observationer fra feltarbejdet i et andet lys. Vi fremhæver her piratfesten, som et eksempel på en heterotopisk performance – en måde at opføre sig på, der kan medføre usikkerhed, og virke foruroligende for den udenforstående. Hetherington har i denne forbindelse fremhævet heterotopiaer som en form for usikre zoner, som udfordrer vores følelse af sikkerhed og vores forestillinger om orden (Hetherington1997:18)

Vi forstår lettere dette usikkerhedsmoment, hvis vi tænker på Gaderummet som et heterotopia med karnevalistiske og groteske elementer. Begreberne Carnevalesque og Grotesque er præsenteret af K. Hetherington, som størrelser der fordrer overtrædelsen af moralske sanktioner og normativ opførsel gennem antagelsen af at være en anden i forhold til normalen (Hetherington1997:29). Piratfestens brug af symboler, der umiddelbart associerer til uhygge, og 180-graders sproget, der kan efterlade den udenforstående usikker, fortolkes af os som en proces af symbolsk spejlvendte betydninger, der udgør en karnevalistisk performance. En symbolsk spejlvendt handling kan f.eks. bestå i afvisning af tabuer. Der er her tale om det, som Hetherington kalder en klassisk-grotesk dikotomi, der sætter omvendt fortegn på, hvad der i den klassiske eller normative forståelse ses som noget godt (Hetherington1997:29). F.eks. er iturevne netstrømper og læderjakker med kæder og nitter smukt for mange brugere i Gaderummet. På denne måde kan brugerne siges at fejre det groteske overfor det klassiske og derved latterliggøre normative forestillinger om autoritet og sømmelighed.

I den karnevalistiske performance kan gaderumsbrugerne synliggøre deres sociale rum. Den overtrædelse af en orden, som den karnevalistiske performance indebærer, bryder ikke orden i det hele taget. For – som tidligere nævnt – den frihed der eksisterer i et heterotopia, afspejler den ufrihed, brugerne forholder sig i kontrast til. Den karnevalistiske performance skal derfor forstås som en alternativ orden. Idet gaderumsfællesskabet fejrer det karnevalistiske og det groteske, så skabes der et rum, for empowerment, hvor brugeren – der i det omgivende samfund forstår sig selv som marginaliseret eller umyndiggjort – kan skabe empowerment igennem en benægtelse af normaliteten og mulighed for at skabe identitet i egne termer.

Gaderumsbrugernes heterotopiske performance ser vi som havende tæt sammenhæng med det man analytisk kan kalde en placemyth eller stedmyte. I Gaderummet er stedmyten bl.a. et produkt af sociale praksisser omkring 180-graders sproget eller den hårde omgangstones karnevalistiske elementer. Hetherington har forklaret, at en stedmyte influerer på hvordan et sted bliver forestillet og repræsenteret, idet stedmyten er en kulturelt forestillet formation, der bliver set som noget virkeligt (Hetherington 1997:24). Gaderumsfællesskabet har et hårdt ry i lokalsamfundet. Det bunder til dels i stedmyten, og dels i brugernes repræsentation udadtil af Gaderummet som et hårdt og foruroligende sted. Dette skal dog ikke forstås som, at det kun er et dårligt ry, at Gaderummet er et hårdt sted. Gaderummets trange plads rummer mange problemfyldte tilværelser, og derfor sker der også flere konfrontationer, som indimellem bliver mere voldsomme end man almindeligvis ser. Disse konfrontationer sker også udenfor Gaderummet – oftest i forbindelse med alkohol. Sammenholdet blandt brugerne udenfor Gaderummet er generelt stærkt, om det så handler om at hilse på eller forsvare hinanden.

En bruger har beskrevet de idéer om gaderumsbrugerne, som han havde før, han selv blev bruger af Gaderummet: ”Det var de der hårde uregerlige bananer. Bøller lidt” han fortsætter: ”Det synes jeg, det blev skudt totalt i jorden”. Det sociale liv, der udadtil viser sig som et hårdt miljø, har – som tidligere nævnt – indadtil nogle mekanismer, der gør, at brugerne tager sig af hinanden. Når vi fortolker gaderumsfællesskabet som et heterotopia, så forstås den lukkethed og det hårde ry – der bliver fremmet af stedmytens karnevalistiske og groteske elementer – som havende to vigtige funktioner, der er værd at fremhæve her. Stedmyten kan på den ene side bibeholde Gaderummet som et heterotopia, hvor usikkerhedsmomentet skaber en lukkethed, så Gaderummet forbliver et fristed til brugernes identitetsskabelse i egne termer. På den anden side kan stedmytens groteske og karnevalistiske elementer også synliggøre brugerne i det offentlige rum.

Synliggørelsen er væsentlig i forbindelse med en anerkendelse af brugernes situation i den brede offentlighed. Husker vi tilbage på det fællesmøde, hvor Kalle insisterede på at lade en – af brugeren betragtet – personlig konflikt være et offentligt anliggende, og hvorledes episodens offentlige karakter muliggjorde, at eventuelt truede brugere kunne blande sig i debatten, så belyser dette også vigtigheden af synliggørelse. Der er tale om de samme mekanismer – når et angiveligt privat anliggende transformeres til et offentligt anliggende, for at offentligheden så kan tage stilling – som når marginaliserede brugeres situation synliggøres i kraft af et fællesskab, der synliggør sin eksistens ved hjælp af en heterotopisk performance. Med andre ord, er synliggørelsen en forudsætning for, at brugernes situation bliver et anliggende for debatten i den brede offentlighed.

 

Teoretisk opsamling

Gaderummet kan ikke forstås som hjem, uden også at blive betragtet som en base for et fællesskab, da det er det daglige samvær, der for de fleste brugere tegner Gaderummet som et hjem. De strategier, som brugerne benytter sig af for at takle hverdagens konflikter i Gaderummet, har kravet om nærhed, og en personlig og individuel forholden sig til problemerne i centrum. På baggrund af interviews og uformelle samtaler har vi set, hvorledes kravet om nærhed sættes i kontrast til en upersonlig stat, som mange brugere har dårlige erfaringer med. Civilisationskritikken kan derfor siges at blive skabt i brugernes hverdagspraksisser.

I fortolkningen af brugernes praksisser har vi fordybet os i brugernes relationelle selvdefinition. Forståelsen af Gaderummet som et sted, der er fri for stress og kontrol, forstår vi som skabt i kontrast til forestillingen om det stressede og kontrollerede samfund udenfor Gaderummet. Gaderummets stedmyte og 180 graders sproget ser vi her som en repræsentation, der fremmer antagelsen af at være den radikale anden.

De karnevalistiske elementer i brugernes strategier kan virke ekskluderende, både når den enkelte forsøger at skabe privat rum omkring sig, men også når brugerne forsøger at skabe et rum for marginales selvdefinering. Samtidig har de karnevalistiske elementer i 180 graders sproget en funktion, som vi mener fremmer brugernes mulighed for at konvertere private erindringer til et offentligt domæne. Denne funktion er vigtig for skabelsen af såvel den fælles lidelseshistorie, men også for demokratiet i fællesskabet.

Den heterotopiske performance' omvendte symbolbrug forstår vi som en strategi, der skaber empowerment, idet brugerne i antagelsen af at være den radikale anden synliggør deres marginalitet og synliggør et socialt rum, hvori de – paradoksalt nok – ikke er marginale.

 

DEN KVALITATIVE UDFORDRING

Feltens særlige natur og den begrænsede tidsperiode som vi havde til feltarbejdet, har i høj grad været med til at forme vores valg af metoder. Grundet Gaderummets mistillid og skuffelse over andre, der før har forsøgt at studerer dem, valgte vi at bruge den første tid på at skabe rapport og på deltagerobservation og uformel interaktion. I forhold til undersøgelsens formål om at se på, hvordan brugernes strategier for at skabe et alternativt hjem aftegner en civilisationskritik, var det derfor vigtigt, at vi gik ind og ”delte” dette hjem, dvs. at vi lavede så meget deltagerobservation som muligt for at kunne forstå brugernes praksisser.

Deltagerobservation bliver brugt af antropologer generelt, som var det indbegrebet af deres fag, som en faktor der gyldiggør stort set alle resultater, der kommer ud af den antropologiske praksis. Vi har dog, ved selv at udøve en intens deltagerobservation, set og mærket de faldgruber[27], der kan ligge i dette modsætningsfulde begreb, og har gjort os tanker om dens kvalitative fordele overfor andre mere kvantitative metoder.

Centralt i begrebet deltagerobservation ligger det faktum, at antropologen bruger sin egen erfaring til at forstå det, som kan forekomme uforståeligt. De resultater vi er kommet til hænger derfor meget sammen med den forbløffelse, vi oplevede over den hårde omgangstone og den hårde måde at repræsenterer sig selv på i Gaderummet. Derfor er det af central betydning for validiteten af resultaterne, at vi gør rede for vores positionering og for, hvordan disse kan have påvirket vores data og vores resultater. At vi har været kvinder i en felt, som overvejende er repræsenteret af mænd, samt at vi ikke har den samme baggrund eller de samme hverdagsproblemer som gaderumsbrugerne, er værd at holde sig in mente i forhold til vores resultater[28].

Feltarbejderen kan synes at være sit eget værktøj i og med, som Cohen pointerer, at hun både er indsamleren og fortolkeren i sin egen forskning (Cohen 1984:221). Men den ”kultur”, som vi forsker i, består jo ikke kun af, hvad feltarbejderen selv observerer og fortolker over – ikke for de studerede i hvert fald. Den kvalitative videnskab må tage sådanne overvejelser på sig.

Det kan således diskuteres, om vores resultater er af generel validitet, eller om de ville kunne opfylde de mere positivistiske krav om gentagelighed som teknik for at verificere det etnografiske resultat, som Honingmann retorisk spørger (Honingmann i Sanjek 1990:94).

Men sagen er for kvalitative forskere, som Kirsten Hastrup slår fast, at det forhold vi står i til vores objekt, er et menneskeligt forhold og er derfor et etisk og metodisk forhold (Hastrup 1999:163). Derfor giver det ikke nogen mening at opstille positivistiske kriterier for gyldighed, da de naturvidenskabelige forskere står i et teknisk forhold til deres objekt. Vi laver dog uværligt en professionel transformation af vores data men, som Arthur Kleinman 1995 forklarer, holdes denne transformation tilbage af de begrænsninger, der lægges af deltagerobservation som empirisk praksis. Det er en måde at vide på, som er svær at isolere fra livets kompleksitet (Kleinman 1995: 97).  Leach pointerer, at det antropologer kan, som kvalitative forskere, er at se ”systemer af sammenhænge” (Leach 1967:196). Vi kan redegøre for hvornår og hvordan vi kommer til teoretiske konklusioner om disse sammenhænge for at opnå kvalitativ pålidelighed og gyldighed.

 

Metodernes komplementaritet

En anden måde at opnå gyldighed i resultaterne er ved at bruge forskellige metoder for at få forskellige slags data (Cohen 1984:222). For vores vedkommende har dette betydet, at vi har kunnet forholde den praksis, vi har set i Gaderummet, til hvad informanterne har valgt at fortælle os i de strukturerede interview, for at se, som Spradley anbefaler, om den viden vi i socialiseringsprocessen havde tildraget os var rigtig (Spradley 1972:45). Nogle gange var det vi så, og det vi hørte informanterne fortælle ikke sammenhængende, men det i sig selv har hjulpet os til at forstå, hvordan gaderumsbrugerne forestiller og repræsenterer sig selv. Deltagerobservationens force ligger derfor i, gennem feltarbejderens socialiseringsproces, at kunne forholde egen erfaring til informanternes ytringer og derved komme ind bag ytringerne.

Det kan diskuteres hvorvidt vi, ved kun at have foretaget fem interview, kan hævde at vores data er repræsentative for alle i Gaderummet. Vi kunne have interviewet mange flere brugere, men på grund af tidsbegrænsningen på fire uger og den forholdsvise lange periode af rapportetablering, var dette ikke muligt for os. Desuden vurderede vi det mere værdifuldt at gå i dybden med de få interview, vi havde, for at komme til en fyldig forståelse af informantens kulturelle viden. Vi kunne yderligere, som Spradley foreslår, have gentaget interview med de samme informanter for at se om svarene, vi ville få var konstante eller ej (Spradley 1971:46). Dette har vi ikke fundet nødvendigt, idet vi efter interviewene har haft uformelle samtaler med de interviewede om vores løbende fortolkninger. Vi har ydermere oplevet, at informanter er kommet tilbage med bemærkninger og uddybelse af det fortalte. Denne mulighed er blevet fremmet af vores intense tilstedeværelse i felten.

En interview situations ikke-naturlige karakter kan desuden være påvirkende for, hvilke informationer man som etnograf får fra informanterne. Det har i større grad været virkningsfuldt for os, at følge op på vores undren over praksis i Gaderummet, ved at spørge ind til det i uformelle spørgsmål, uden derved at stille informanten i en formel interview situation.

En anden måde at undersøge vores observationer på, som vi eksperimenterede med, var en grand tour på papir (Spradley 1971:67)[29]. Vi spurgte en informant, om vedkommende ikke ville tegne Gaderummet for os og sætte navne på, hvor de forskellige beboere sov. Det viste sig, at der var en del navne, der kom til at stå og flagre ude i siden på papiret. Disse navne var bestemt beboeres navne, men disse havde ikke noget telt at sove i[30]. En grand tour på papir viste sig således at være en god måde, ud over interview, at uddybe vores observationer på.

Vi kunne også, som et alternativ til den kvalitative metode, have foretaget en spørgeskemaundersøgelse i starten af vores feltarbejde, for at få et mere generelt overblik over vores felt og fokus. Men i forhold til Gaderummets dårlige oplevelser med andre spørgeundersøgelser var dette udelukket. En sådan statistisk undersøgelse ville have givet helt andre data, og det ville have været interessant at se, hvordan disse data forholdt sig til data fra interview og deltagerobservation. Det kan dog diskuteres om dette egentlig ville føre større validitet med sig. Ifølge Leach er resultater fra sådanne mere kvantitative undersøgelser et udtryk for idealer af kulturelle stereotyper, og de har tendens til at reducere komplekse sociale fænomener til statistiske enheder (Leach 1967:196-202). Fænomener i verden, har antropologen Peter Hervik forklaret, bliver ikke konstrueret som gåder men som konkrete problemer, der skal studeres i deres praksis og i deres kontekst (Hervik 1995:74).

I modsætning til den kvantitative metode leder den kvalitative metode efter sammenhænge i de komplekse sociale fænomener. Når vi har det menneskelige som felt, så skal gyldigheden af vores kvalitative redegørelse for Gaderummet ikke bedømmes efter aksen sand eller falsk , men snarere efter om redegørelsen er god eller dårlig.

 

ETIK - DELTAGELSENS DILEMMA

Etik er af central betydning i en videnskab, der har det menneskelige som felt. Vi har således ikke kunne se bort fra en række etiske spørgsmål i forbindelse med vores feltarbejde i Gaderummet.

I forberedelsen til Mad og Rum konferensen oplevede vi, at der var mange måder at fremlægge vores resultater på, og at det for os var et spørgsmål af etisk karakter. Først lavede vi et oplæg, der havde overskriften Vold, tillid og tale i Gaderummet. Dette oplæg koncentrerede sig om brugernes strategier i skabelsen af en civilisationskritik, hvor vold var et centralt tema (se bilag A). Skråsikre fremlagde vi et udkast af oplæget for gaderumsbrugerne, som nogle informanter modtog med undren og bekymring. Enkelte brugere udtrykte direkte skuffelse og vrede, idet vi med en case om et tyveri havde lavet en repræsentation, der umiddelbart kunne blive fortolket som en negativ fremstilling af Gaderummet. Fremlæggelsen udviklede sig til en længere diskussion, og vi blev opmærksomme på, hvorledes vores repræsentation af brugerne kunne have reelle konsekvenser for Gaderummet.

Dagen efter valgte vi, at lave et nyt konferensoplæg. Dette oplæg indeholdt mange af de samme pointer, men i stedet for at belyse situationen omkring tyveriet tog vi udgangspunkt i situationen med halmhusudstillingen i boligministeriet[31].

Et aspekt af den reaktion vi fik fra brugerne, forstår vi også som en reaktion mod at blive reduceret til en enhed. Og der ér fare for, at vi reducerer gaderumsbrugerne til en homogen gruppe eller til en enhed, ligesom den kvantitative metode gør. I vores teoridannelse beskæftiger vi os med enkelte aspekter af brugernes forskellige og komplekse liv. Samtidigt kan denne ensliggørelse dog også ses som et udtryk for, at vi netop har set systemer af sammenhænge.

En væsentlig faktor, der gjorde, at vi valgte det sidste oplæg, var den såkaldte tredje aktør – medierne – som både Gaderummet, og vi selv hele tiden har måttet forholde os til. De etiske overvejelser, som ligger til grund for, at vi valgte at lave et nyt oplæg, går på overvejelsen af de konsekvenser, det kunne have for Gaderummet hvis den voldsomme omgang blandt nogle brugere af Gaderummet, blev spidsvinklet og taget op i medierne.

Vi har i den henseende gjort os mange overvejelser om, hvordan vi i antropologien, med Tord Larsens ord, går ud og forklarer den bizarre skikk i forhold til sin kontekst og dermed giver den grimme ælling en plads blandt svaneflokken (Larsen 1980:12). Der eksisterer en hegemonisk diskurs omkring vold, som pr. definition opfatter vold som noget skidt. Når vi bruger Gaderummet som eksempel, for at nuancere voldsbegrebet, så udfordrer vi hegemoniets idéer om rigtigt og forkert, men sætter samtidig Gaderummet i en svær situation i og med, at det kunne have praktiske konsekvenser for deres i forvejen sårbare muligheder for at få lov til at eksistere[32].

Man må således i sine etiske overvejelser omkring repræsentationen, som John van Maanen pointerer, overveje who is to be harmed, for resultaterne vil uvilkårligt komme til at skade nogen og gavne andre (Van Maanen 1983:281). Idet antropologer vil forklare det fremmede – den bizarre skik – kommer vi nemt til at sætte ting på spidsen, som normalt ikke bliver talt om blandt de studerede. Vi italesætter, med Hastrups ord, den uudtalte, eller ikke-sproglige kulturelle viden om, hvordan brugerne handler i hverdagens praksis (Hastrup 1992:75). Igen må vi her overveje de mulige konsekvenser, det kan have, både for tillidsforholdet mellem forskeren og informanten, men også i forhold til de studerede menneskers – i Gaderummets tilfælde – lave position i den magtstruktur som brugerne indgår i.

At vælge tyvericasen fra i vores repræsentation af Gaderummet skete således i erkendelsen af det politiske felt, vi og brugerne befinder os i.

 

Den antropologiske ironi

Vi blev meget involveret i gaderumsfællesskabet i løbet af feltarbejdet. Det er et meget godt billede på vores deltagelse og interaktion, at vi praktisk talt har sovet med hovedet tyve cm fra vores informanter. Meget af den viden og data, som vi har tilegnet os, er et direkte resultat af det tillidsforhold, der er opstået mellem os og gaderumsbrugerne. Derfor anser vi vores informanter som medskabere af nærværende videnskabelige produkt. Vi har således haft mange svære følelser og moralske overvejelser om, hvordan vi skulle repræsentere vores informanter, uden at slå plat på den tillid, som de har vist os. Denne tillid kan eksemplificeres i, at nogle brugere indvilligede i at blive interviewet, fordi de mente, at nu kendte vi Gaderummet så godt, at vi ikke ville "lave noget lort" om stedet.

Men etik er ikke kun et spørgsmål om, hvordan viden bliver brugt, det handler i høj gad også om, hvordan den produceres. Tænkningens resultater reflekterer således den menneskelige situation, som de blev tænkt i. De moralske overvejelser, vi havde, gik meget på vores egen dobbeltrolle i forhold til brugerne i Gaderummet. Det var helt klart dobbeltheden i deltagerobservationen, det som Hastrup kalder det performative paradoks (Hastrup 1992:75), eller som Clifford Geertz kalder antropologisk ironi[33], der kom til udtryk for os. Det at være en deltagende og engageret aktør og på den anden side være en distanceret observatør, har givet os følelsen af at være betwixt and between.

Det kan derfor diskuteres, om det er etisk problematisk at engagere sig og deltage intensivt som aktør og samtidigt have et videnskabeligt erkendelsesprojekt med den interaktion, du indgår i. Ved at observere og repræsentere mennesker kommer man uundgåeligt til at udøve etnografisk vold. Dette sker, fordi videnskaben taler om og henover de andre. Men det er nu engang den antropologiske praksis, ligesom det er en normal menneskelig praksis at træde et skridt tilbage for at forstå den interaktion, som man indgår i. Den bedste måde vi er kommet omkring denne potentielle moralske betænkelighed, er ved at have været eksplicitte om vores videnskabelige projekt og ved at have defineret vores rolle som studerende. På denne måde har brugerne i Gaderummet haft mulighed for at tage stilling og for at kunne vælge ikke at dele deres viden og venskab med os.

Når vi fremhæver individer i rapporten er det sket efter en omskrivning af navne. Vi har vurderet, at vi godt kunne fremhæve enkelte individer i særlige situationer,[34] fordi så meget i Gaderummet betragtes som et offentligt anliggende.

På et par enkelte områder måtte vi sætte grænser for, hvad vi ville vide eller være med til. Hvis en bruger inviterede os med hjem til sin familie, har vi sagt nej, idet vi har været bange for at komme for tæt på – for langt ind i venskabsrollen – til at vi kunne tillade os også at have dobbeltrollen som observatør. Det antropologiske projekt er grundlagt i en intersubjektiv erfaring – en erfaring, som vi ikke kan "slukke for", ligesom vi ikke kan "slukke for" rollen som observatør. Senere har vi fortolket sådanne invitationer, som et ønske om at vise os noget om den hårde sociale baggrund, mange brugere kommer fra.

Vi blev i et andet tilfælde tilbudt at se et fortroligt dokument fra den Psykologiske Rådgivning Regnbuen, hvor brugerne var anonymiserede, som vi forstod handlede om, hvordan forskellige brugere havde forandret sig under en ferietur. Vi valgte ikke at læse dokumentet. Vi var ikke interesserede i at vide noget om brugernes psykologiske udvikling, som de ikke selv fortalte os. I stedet ønskede vi at beskæftige os med den viden, der opstod i interaktionen mellem os og brugerne i løbet af de fire uger, som feltarbejdet forløb sig over. John Van Maanen har forklaret, at der kræves en form for moralsk relativisme, for at få adgang og komme ind og forstå det moralske univers, informanterne deler (Van Maanen 1983:279). Af samme årsag, har vi ikke sat mange andre grænser end de ovennævnte.

De store etiske problemstillinger har således i vores feltarbejde og i den senere repræsentation af felten koncentreret sig om at jonglere med de tre bolde – den videnskabelige objektivitet, det intersubjektive og moralske forhold mellem os selv og gaderumsbrugerne, samt med den tredje aktørs (mediernes) mulige brug af vores materiale – på den bedst mulige måde.

 

 

Eftertanke

Ved at se på gaderumsbrugernes symbolsk spejlvendende praksisser, og ved at have fortolket  hvordan brugerne benytter deres egen marginalitet til at skabe et socialt rum for frihed og empowerment, er det relevant at spørge, hvilken slags teori det er vi er kommet frem til.

Vores teori skal ses som en særlig fortolkning af den verden, der udgør Gaderummet, og den skal – i tråd med Charles Taylors distinktion mellem deskriptive og ekspressive teorier – ses som en ekspressiv teori, der ikke forestiller at afspejle verden direkte, men udtrykker særlige aspekter ved denne verden (Taylor i Hastrup 1999:193). Vores fortolkninger om bl.a. de symbolsk spejlvendende praksisser er derfor en tilføjelse til verden, idet vi i vores fortolkning har udtrykt noget, som ellers ville være usagt.

Det kan diskuteres om vi med vores resultater har været med til at skabe en større forståelse af Gaderummet i en kritisk omverden. Vi blev forundret over den bizarre skikk – de karnevalistiske elementer i den hårde omgangstone – opførsel, som umiddelbart kan ses som brud på tabu og moral. Denne forundring blev udgangspunktet for en fordybelse i den opførsel, som vi kendte til på overfladen men som vi gerne ville have en dybere forståelse af. En forståelse der forsøger at bevæge sig udover om noget er rigtigt eller forkert.

I ønsket om at bidrage til en form for kommunikationsfællesskab (Larsen 1980:17) mellem Gaderummet og omverdenen, har vi forsøgt at formidle og forklare den heterotopiske performance, der umiddelbart syntes betændt og farlig. I forsøget på at formidle en forståelse er det netop brugernes forskellighed fra omverdenen, som er blevet vores fokus – en forskellighed, som i følge vores fortolkning selv benyttes af brugerne som strategi for empowerment.

Når vi laver antropologi i et komplekst samfund, så har vi valgt at tage udgangspunkt i en scene. Gaderummet forstås således som en scene, hvor den heterotopiske performance udøves, men samtidigt er Gaderummet kun een af mange scener, som brugerne identificerer sig med. Her er der fare for, at brugernes lighed med alle andre mennesker i andre kulturelle scener ikke ses i rapportens fokus på forskellighed.

Idet antropologien forsøger at gøre det bizarre rationelt og dermed forklarer brugernes moralbegreber som rationelle, kommer vi samtidigt til at forklare brugernes strategier i forhold til vores moralbegreber. Forstår vores læser, at der er en rationel handling i den heterotopiske performance, så kan det siges at være sfærenedbrydende, idet forståelsen efterlader læseren med en følelse af, at mennesker alligevel ikke er så forskellige (Larsen 1980:15).

Ved at tage en sådan universalistisk tilgang er vi forhåbentlig med til at formidle begge veje. På den ene side har Gaderumsbrugerne hér muligheden for at se sig selv forklaret i forhold til omverdenens moralbegreber, samtidig bliver Gaderummets tilsyneladende irrationelle moralbegreber forklaret overfor en undrende og afstandstagende omverden. Således har vi forhåbentlig været med til at skabe en større forståelse på begge sider af forskelligheden.

 

 

 

 

 

 

Noter



[1] En pige har f.eks. lavet spanskundervisning en gang om ugen. Selv har vi under feltarbejdet ikke set meget til de eksternt tilknyttede, der hovedsageligt laver frivilligt arbejde så som psykologistuderende og andre der har en interesse i at hjælpe Gaderummet. Herfra er der hjælp at hente til f.eks. kommunikationen med de sociale myndigheder og udarbejdelsen af aktiveringsordninger. Mange har, når de kommer til Gaderummet, mistet deres bistand og kontakten til myndighederne.

 

[2] Den ukonventionelle fremskaffelse af mad var en forestilling, vi havde om, at brugerne skaffede mad fra f.eks. containere.

 

[3] Rapporten er skrevet i fælleskab. Dvs. at vi alle tre har været med til at skrive alle rapprtens afsnit.

 

[4] Alle interview er foretaget én og én. To interview blev foretaget i Gaderummet , en på en bar, og de to sidste i private hjem.

 

[5] Navnene er opdigtede, da alle informanterne er anonyme, bortset fra Kalle Birch Madsen

 

[6] Rosalie Wax deler feltarbejdet op i tre stadier: Det første stadie er den her beskrevede resocialiseringsperiode, hvor vores roller defineres. Det er først i det andet stadie, at feltarbejderen for alvor kan begynde at koncentrere sig om sit arbejde. Det tredje stadie foregår efter selve feltarbejdsperioden, hvor feltarbejderen skriver sin rapport og prøver at komme tilbage til sin egen kultur (Wax 1971:16).

 

[7] Kalle Birch Madsen er hovedmanden bag rådgivningsgruppen Regnbuen. Han laver et meget stort stykke arbejde i forbindelse med Gaderummet og Regnbuen. Da vi spurgte Kalle ønskede han ikke selv at være anonym, hvilket også ville være meningsløst, fordi det er Kalle, der som den første træder frem, når Gaderummet henvender sig til medier og myndigheder.

 

[8] Det skal her nævnes, at en del brugere i Gaderummet kommer fra meget ustabile familieforhold.

 

[9] Vi har inspireret af Mary Douglas valgt at se på hjemmets fænomenologiske aspekter. Mary Douglas har i The Idea of Home: A Kind of Space fra 1991 defineret sådanne fænomenologiske aspekter. Hjemmet skal i denne forbindelse forstås som et socialt rum, der skabes og holdes sammen af menneskers forestillinger og tro på hjemmet (Douglas 1991:289).

 

[10] I beslutningsprocesserne er fællesmøderne Gaderummets øverste instans, på fællesmødet påtager en beboer sig at skrive tjanselisten, som fordeler hjemmets pligter. Der findes prioriteringer i forbindelse med rengøringen, f. eks. er det vigtigt, at sofaerne i fællesrummet er ryddet, så de altid er til at sove på.

 

[11] En bruger har givet udtryk for, at der nogle gange har udviklet sig en lynchstemning til møderne. Dette har vi dog ikke observeret til de seks fællesmøder, som vi har deltaget i. Men det ér ubehageligt at blive diskuteret på et fællesmøde, der derfor kan have en funktion som en sanktionerende instans.

 

[12] Antropologen Michael Jackson har i Violence and Social Suffering fra 2000 beskæftiget sig med strukturel vold. Han skriver:"…a persons humanity is violated whenever his or her status as a subject is reduced against his or her will to mere objectivity" (Jackson 2000:36, kursiv i original). Hannah Arendt har ligeledes beskæftiget sig med denne form for umyndiggørelse, hun skriver: "Life without speech and without action … is literally dead to the world; it has ceased to be human life because it is no longer lived among men" (Arendt i Jackson 2000:31)

 

[13] Antropologen Arthur Kleinman har gjort opmærksom på, hvorledes et menneskes moralske engagement forandres, når der er eller ikke er et socialt engagement (Kleinman 2000:232).

 

[14] Vigtigheden af denne samtale vil blive belyst i afsnittet 180-graders sprog.

 

[15] Af etiske årsager har vi valgt ikke at uddybe denne situation yderligere.

 

[16] Med henvisning til Georg Simmel har Lechner forklaret, hvordan sociale relationer tager rumlig form, således at fysisk nærhed fordrer følelsesmæssige ekstremer (Lechner 1991:197).

 

[17] Vold er et af de menneskelige fænomener som almindeligvis er belagt med tabu. Det er derfor et relativt unuanceret begreb. Vold er per definition noget skidt, og vold føder mere vold. Med andre ord vil samfundet helst ikke vedkende sig det aggressive aspekt ved mennesket.

 

[18] Michel Foucault har i en analyse af afstraffelse i moderne samfund forklaret, hvorledes staten tidligere brugte fysisk afstraffelse i offentlighed. Retfærdigheden var dermed offentlighedens ansvar. Fysisk afstraffelse indebærer, at man forholder sig personligt til den, der bliver straffet. I det moderne samfund straffer man derimod via fængsling – eller man tvangsindlægger folk, hvis forklaringen på miseren er, at den straffedes mentale tilstand ikke er i orden. De sidstnævnte eksempler er det, Foucault kalder en straf på sjælen, en straf der sker i det skjulte. Den skyldige tages ud af den sammenhæng hvori han begik sin forbrydelse og overdrages til myndighederne. (Foucault 1979:11)

 

[19] Antropologen Michael Jackson har citeret Max Weber for at forklare, at den bureaukratiske stat "..does not establish a relationship with a person … but rather is devoted to impersonal and functional purposes" (Weber i Jackson 2000:48)

 

[20] Antropologen Daniel E. Valentine har præsenteret udtrykket agentive moment. Han forklarer hvorledes det agentive moment er en strategi, som aktøren, der føler at magten over eget liv er i andres hænder, kan handle efter. I forsøget på at genetablere en følelse af at eksistere socialt med andre mennesker tager aktøren magten over egen situation tilbage ved at generere radikalt nye vaner. Han eller hun handler i denne forbindelse ikke kun mod statens strukturer, men i en form for ligegyldighed til staten (Valentine 1996: 345).

 

[21] Et site forstås her som et faktisk fysisk eller et rumligt sted.

 

[22] Det skal her nævnes, at Gaderummet ikke har mange formelle regler. To regler bliver dog fremhævet: Brugerne må ikke stjæle, og de må ikke tage hårde stoffer. Opdages et brud på disse regler, vil det betyde eksklusion for regelbryderen. Eksklusion er Gaderummets hårdeste sanktion, og det er noget gaderumsbrugerne i almindelighed og Kalle Birch Madsen i særdeleshed forsøger at undgå.

 

[23] Hetherington har brugt det dynamiske Palais Royale som eksempel på et heterotopia. Han fremhæver i denne forbindelse en kaffebar, som eksisterede i Palais Royale umiddelbart inden den franske revolution. I kaffebaren befandt kunstnere, filosoffer, ludere og pøbel sig (Hetherington1997:4,5)

 

[24] Den heterotopiske performance vil senere blive forklaret yderligere, men det er allerede nu værd at have in mente, at vi fortolker den heterotopiske performance som en strategi med synliggørelse til formål.

 

[25] Michael Jackson har forklaret, hvorledes denne konvertering af erindringer fra et privat til et offentligt domæne handler om aktørens behov for at skabe en balance imellem sin egen personlige verden og den verden der omgiver personen, således at aktørens stemme og handlinger får genlyd i det fællesskab, som aktøren identificerer sig med (Jackson 2000:31).

 

[26] Det kan her indskydes, at Mary Douglas har fremhævet den kontinuerlige og åbne kommunikation, som et vigtigt aspekt i den fænomenologiske forestilling om hjem (Douglas 1991).

 

[27] Disse faldgruber bliver også diskuteret mere fyldestgørende I afsnittet om Etik – deltagelsens dilemma.

 

[28] Gaderumsbrugerne kommer dog fra forskellige sociale kår.

 

[29] Spradley forklarer, at grand tour spørgsmål kan bruges til at belyse informantens redegørelse for en kulturel scene.

 

[30] At der var ikke lagentelte nok til beboere – selv efter de havde boet i Gaderummet i en længere periode – medførte at, vi ikke ville tage imod begge de to faste sovetelte, som beboerne ellers havde tilbudt os. I stedet tog vi imod et telt som base og sov ellers rundt omkring i Gaderummet, hvor der var plads.

 

[31] I forbindelse med præsentationen af et udkast gjorde vi en vigtig erfaring, idet vi havde undervurderet, at antropologi er en genre, der for udenforstående kan være svær at forstå.

 

[32] Gaderummet må hele tiden forholde sig til en rydningstrussel fra myndighedernes side.

 

[33] Misforholdet mellem det etnografien gør, og det den betyder, har Geertz udtrykt som antropologisk ironi (Geertz 1968:29). Den antropologiske ironi forstår vi som det, at informant og antropolog er bevidste om, at vi engagerer os i sociale situationer som venner, men at antropologen samtidig har en distance for at kunne lave et videnskabelig projekt.

 

[34] F. eks i forbindelse med beskrivelsen af den omsorg og voldsomme omgang der eksisterer mellem nogle gaderumsbrugere.

 

Litteraturliste

Appadurai, Arjun

1995                 Production of Locality. I: Richard Fardon, red. Counterworks:    

                   Managing the Diversity of Knowledge. Pp: 204-223.

                   London & New York: Routhledge

 

Arendt, Hannah

1969                 Reflections on Violence. I: New York Review of Books,

                         February 27: 19-31.

 

Bourdieu, Pierre

1988                 A Book for Burning. Kap 1. I: Homo Academicus. Pp: 9-35.

                         Camebridge: Polity Press

 

Clastres, Pierre

1977 (1974)     Society Against the State. Kap 11. I: Society Against the State.

                         Pp: 159-186. Oxford: Basil Blackwell

 

Cohen, Anthony P.

1984                Participant Observation. I: Roy Ellen, red. Ethnographic Recharch.

                        Pp: 216-229. London: Academic Press

 

Collin, Finn

1999                Eksternalisme og internalisme i antropologien. I: 

                        Tidsskriftet Antropologi 40: 11-26.

 

Douglas, Mary

1991               The Idea of a Home: Akind of Space. I: A. Mack, red.

                 Social Researh 58: 287-307.

                  

Geertz, Clifford

2000 (1968)     Thinking as a Moral Act. I: Available Light. Pp: 21-41.

                         Princeton: Princeton University Press

 

Fraser, Nancy

1999 (1993)     Rethinking the Public Sphere: A Contribution to the Critique of Actually

                         Existing Democracy. I: Simon During, red. The Cultural Studies

                        Reader. Pp: 518-536. London & New York: Routhledge

 

Foucault, Michel

1979                 The Body of the Condemned. Kap. 1. I: Discipline and Punish:

                         The Birth of the Prison. Pp: 3-31. London: Perigrin Books

 

Foucault, Michel

1986                 Of Other Spaces. I: Diacritics (1) 12: 22-27.

 

Hastrup, Kirsten & Ramløv, Kirsten

1988                Feltarbejde: Oplevelse og metode i etnografien. København:

                        Akademisk Forlag

 

Hastrup, Kirsten

1992                Etik: Videnskaben om andre. Kap. 6. I: Det antropologiske projekt om

                        forbløffelse. Pp: 66-79. København: Gyldendal

 

Hastrup, Kirsten

1999                Viljen til Viden: En humanistisk grundbog. København:

                        Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag

 

Hervik, Peter

1995                Don Iz har ondt i maven: Delt social erfaring og sameksisterende

                        reflektiviteter. I Tidsskriftet Antropologi 31: 65-80.

 

Hetherington, Kevin

1997               The Badlands of Modernity: Heterotopia and Social Ordering.

                  International Libray of Sociology: Roytledge

 

Jackson, Michael

2000               The Stories that Shadow us. I: The Politics of Storytelling: Variations on

                  a Theme by Hannah Arendt. Pp: 30-56. (typescript)

 

Kleinman, Arthur

1995                 Suffering and Its Professional Transformation: Toward an

                         Ethnography of Interpersonal Experience. Kap. 5. I: Writing at the

                        Margin: Discourse Between Anthropology and Medicine.  Pp: 95-119.

                         Berkeley: University of California Press

 

Kleinman, Arthur

2000                The Violences of Everyday Life: The Multiple Forms and Dynamics of

                         Social Violence. I: Veena Das, red. Violence and Subjektivity.

                         Pp: 226-241. Berkeley: University of California Press

 

Larsen, Tord

1980                 Er alle stygge andunger egentlig svaner?: Tanker om antropologens

                   moralske sakkyndighet. I: Antropress 4: 12-31.

 

Leach, Edmund R.

1967                 An Anthropologist´s Reflections on a Social Survey. I: Jongmans &

                   Gutkind, red. Anthropologists in the Field. Pp: 194-207.

                   Assen: Van Gorcum

 

Lechner, Frank J.

1991                  Simmel on Social Space: Explorations in Critical Social Science.

                          I: Theory, Culture and Society: Special Issue on Georg Simmel (8)

                          3: 195-201.

 

 

Sanjek, Roger

1990                  On Etnographic Validity. I: Roger Sanjek, red. Fieldnotes:

                          The Making of Anthropology. Pp: 385-413.

                          Ithaca: Cornell University Press

 

Spradley, James P. & Mc Curdy, David W.

1972                  The Cultural Experience: Ethnography in Complex Society.

                          Illinois: Waveland Press

 

Valentine, David E.

1996                   Suffering Nation and Alienation. I: Arthur Kleinman,

                     Veena Das & Margaret Loch, red. Social Suffering. Pp: 309-358.

                     Berkeley: University of California Press

 

Van Maanen, John

1983                   The Moral Fix: On the Ethics of Fieldwork. I: Robert M. Emerson,

                           red. Contemporary Field Research: A Collection of Readings.

                           Pp: 269-287. Boston: Little, Brown & co.

 

Wax, Rosalie H.

1971                   Doing Fieldwork: Warnings and Advice.

                           Chicago: University of Chicago Press

 

Taylor, Charles

1985                  Theory as Practice. Kap. 3. I: Philosophy and the Human Sciences.

                    Pp: 90-115. Cambridge University Press

 

 

Andet litteratur

 

Boubjerg, Kirsten Marie & Mette Kirk

2001                  En kulturanalytisk evaluering af initiativerne

                          Gaderummet – Regnbuen (udkast)-