Opgave om Gaderummet, Louise Obel Antropologistuderende, Århus Universitet, Maj 2006

 

Kære Kalle + resten af staben!!

Tusind tak for en meget lærerig uge i Gaderummet. Det har været en sand fornøjelse at lære stedet og dets folk og fæ at kende :-) Jeg har nu fået skrevet en lille opgave om Gaderummet, den er meget metodisk funderet, men håber at I kan bruge den til et eller andet, om ikke andet lidt underholdning. Jeg har et par transskriberede fokusgruppeinterviews, som I gerne må få, hvis I er interesserede. De er ikke anonymiseret, men håber ikke at det er et problem, måske skal man spørge de interviewede om tilladelse til at I bruger dem??? Det må I vurdere, men skriv hvis jeg skal sende jer dem.

Ha det rigtig godt. Jeg kigger nok forbi om en måneds tid, hvor jeg alligevel er i KBH!

Bedste hilsner Louise

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse. 1

1. Mit første møde med Gaderummet.. 1

2. Antropologisk metodeopgave om betydningen af begreberne hjem og fællesskab i et værested for unge med sociale og psykiske problemer.. 3

3. Et Fristed.. 4

4. De forskellige veje i GR.. 5

5. Analytisk ramme. 10

6. Family house. 12

7. Hvad har GR lært mig?. 16

Litteraturliste. 16

1.   Mit første møde med Gaderummet

 

Jeg ankommer til Gaderummet (efterfølgende GR) mandag d. 1. maj kl.9 om morgenen. Jeg står foran en dør, hvorpå der står skrevet: Gaderummet – værested for udstødte unge[1]. Når man læser dette, er det, at man stopper op et øjeblik og overvejer, hvad der mon venter én derinde. Er det mon farligt? Vil de overhovedet snakke med mig derinde? Skal jeg bare vende om? Disse og 1000 andre spørgsmål meldte sig, da jeg denne mandag morgen stod foran mit livs antropologiske udfordring indtil nu. Jeg var hunderæd for, at mit værste mareridt skulle gå i opfyldelse, og at alt skulle gå fuldstændig galt den kommende uge. Med det største sug i maven går jeg ind ad denne dør og bestemmer mig for, at det nu er for sent at vende om! 

Jeg kommer ind i et temmelig mørkt rum fyldt med computere og nede i det bagerste hjørne står der en sofagruppe bestående af tre sorte lædersofaer og et stort sofabord i midten. Her ligger der en fyr og sover. Ved en af computerne sidder der en dreng og en pige og ser musik videoer. Jeg hilser pænt og præsenterer mig selv som antropologistuderende og fortæller, hvorfor jeg er her. De kigger søvnigt på mig at siger, at de ansatte kommer om ca. ½ time, og at jeg bare kan sætte mig ind at vente på dem. ”Øv! Nu har de allerede sat mig i bås som en af det ansatte, og det var jo netop det, de ikke skulle!” tænker jeg ærgerligt. Men jeg bestemmer mig for at holde mig til min plan om ikke at være for pågående den første dag, så jeg følger deres instrukser og bevæger mig længere ind i rummet. Jeg kommer ud i køkkenet, hvor der står en ældre bruger og vasker op. Han er lidt mere snakkesagelig, og jeg spørger, om det er ham, der hedder Kalle. Han griner lidt og svarer, at det er det ikke og forklarer, at han bor i GR. Kalle er min såkaldte gatekeeper, som gav mig adgang til felten via mail. Han er udover at være psykolog på stedet også GR’s leder og skaber. Jeg bliver lidt pinlig berørt over min uvidenhed og føler mig i et øjeblik totalt på glatis. Jeg stiller et par dumme spørgsmål mere og bestemmer mig for at kigge mig lidt rundt i lokalet i stedet.

Jeg står og kigger undrende på en tavle med en masse navne, da ham, der sad inde ved computeren, kommer hen til mig og præsenterer sig som Pierre. Fedt tænker jeg, informanterne kommer til mig! Han byder mig på noget at drikke og forklarer mig lidt om, at der på tavlen står navnene på dem, som bor i GR. Det viser sig, at der hverken er te eller kaffe i huset, så han henter noget af sit eget te, som han gemmer oppe på sit værelse. Dette får mig straks til at tænke over gæsterollen, og hvordan Pierre byder mig velkommen i sit hjem. Han insisterer på, at jeg da skal have en kop te og ofrer endda noget af sit eget private te på mig. Det er da gæstfrihed, tænker jeg, især hvis man husker på, at han nok ikke har særlig mange penge at købe te for. Han er jo hjemløs. Jeg bliver straks mere fortrøstningsfuld i forhold til mit projekt og overbeviser mig selv om, at det nok skal komme en eller anden form for data ud af det. Mit værste mareridt var langt fra ved at gå opfyldelse!

2. Antropologisk metodeopgave om betydningen af begreberne hjem og fællesskab i et værested for unge med sociale og psykiske problemer

 

Hjem og hjemlighed henviser til mange forskellige betydninger og praktiker, fra det trygge, hyggelige rum til et rum, hvor man kan bekræftes og udvikle sin identitet, være privat og afgrænse sig fra det offentlige (Jordens Folk dec.2005: 3).

Således lyder én definition af et hjem. Hvordan fungerer et alternativt hjem i henhold til denne?

Formålet med denne opgave er at undersøge, hvordan begreberne hjem og fællesskaber udfoldes i GR. Jeg vil som udgangspunkt fokusere på, hvordan boerne[2] opfatter og bruger GR: Hvordan fungerer GR som et hjem for dem, som bor der? Hvordan udspilles det levede liv I GR? Hvad får man tiden til at gå med? Hvilket forhold har man, som boer, til stedet og til sine samboer? Har man en fælles identificering med stedet? Hvordan fungerer fællesskabet i det daglige liv, og findes der grupperinger i dette lille fællesskab? Har man overhovedet mulighed for at have et privatliv? Hvilke strategier tages i brug for at få et sådant?

Fortællinger har været min primære analytiske ramme. Ifølge Vibeke Steffen kan personlige narrativer, ved at kontekstualisere vigtige oplevelser, medvirke til at personlige oplevelser forstås som del af mere generelle sociale relationer og kulturelle værdier. Dette skyldes bl.a., at de metoder, som vi antropologer anvender, indebærer, at vores data skabes i interaktionen med informanterne, der præsenterer deres personlige oplevelser for os i form af narrativer (Steffen 1997: 99). I den lille uge jeg var i GR, har jeg fået fortalt mange gode historier af både boere og brugere om stedet, og jeg har hørt om deres egne livshistorier og erfaringer med at bo her. Jeg har også selv oplevet både konflikter og solidaritet på højeste plan udspille sig i forskellige situationer i løbet af ugen. Ud fra alle disse fortællinger og egne oplevelser har jeg kunnet danne mig et billede af stedets kultur og de interne relationer boerne imellem. På så kort tid, vil man kun komme et meget lille stykke ind under overfladen, og jeg ved, at der er meget mere at lære om GR. Derfor har jeg ikke nogle endegyldige svar på ovenstående spørgsmål, men jeg vil forsøge at besvare dem, så fyldestgørende som muligt, ud fra de data, jeg fik samlet ind i form af både interviews, deltagerobservation og mange uformelle samtaler. Jeg vil i det følgende afsnit introducere GR, samt dets boere og brugere og præsentere nogle af de problematikker, som findes på stedet.

3. Et Fristed  

GR er et døgnåbent socialpsykologisk fristed for gadeunge og andre marginaliserede mennesker. Det er et sted, hvor alle er velkomne, men især skal der være plads til folk, der ikke er plads til andre steder i samfundet. Mange af de unge, som bruger stedet, er unge, som hutler sig igennem livet på kontanthjælp eller helt uden indtægter og med ekstremt dårlige eller ikke eksisterende boforhold. Mange har en barsk livshistorie bag sig og et negativt syn på socialforvaltning og psykiatrien som følge af at være blevet kastet rundt i systemet i mange år. Nogle har en mindre plettet straffeattest, mens andre fuldstændig er blevet opgivet af de sociale myndigheder. De fleste har et stort hashforbrug og nogle også alkoholforbrug. Enkelte af de unge, som bor her, har det så skidt, at de kan betragtes som psykotiske. Til GR er der knyttet en psykologisk rådgivning, som arbejder ud fra et kritisk psykologisk perspektiv, hvor man opfatter de psykiske lidelser som følge af samfundsmæssige betingelser. Kort fortalt betyder det, at man skal forstå psykiske lidelser ud fra en persons livssituation og handlemuligheder/umuligheder i det samfund, personen lever i. Således stiller man bl.a. diagnosen i fællesskab med den sindslidende og arbejder samtidigt på at forebygge via praktiske tiltag. Dette perspektiv kan defineres som en kritisk vinkel på det etablerede sociale system og psykiatrien, idet det går imod den serielle standardbehandling af mennesker, som ”det offentlige” udbyder (Beskrivelse af GR – GR’s eget projekt om GR).

Stedet er det eneste døgnåbne værested i København, og som en af mine informanter sagde: Altså, det er ikke en skide varmestue… Hvis man skal finde andre væresteder, så er det fandme umuligt. Ind inden kl. et eller andet om aftenen og ud igen kl. 7 om morgenen. Stedet bruges døgnet rundt af brugerne til at få en bid mad, vaske tøj, læse avis, se tv, holde fest, snakke med de andre, ryge en joint, spille computer eller crashe på sofaerne. Det er sådan, at hvis man vil have en seng inde i sovesalene, så skal man deltage på det ugentlige søndagsmøde, hvor der bl.a. uddeles tjanser til boerne. Der bor i øjeblikket ca. 20 unge i alderen 18-30 år, en enkelt er noget ældre. Stedet er brugerstyrret, og det vil sige, at det er de unge, der tager sig af alle de praktiske gøremål såsom rengøring, madlavning og daglige indkøb. Der er f.eks. altid brød i fryseren, så hvis man er sulten kan man altid få sig en bid brød. Dette brød er gammelt brød, som hentes hos en af de lokale bagere et par gange om ugen.

GR er et statstøttet projekt, som støttes af satspulje midler. Staben består af 4 fastansatte psykologer og ca. 4 lønnede studentermedhjælpere. Der er også tilknyttet en række frivillige, som primært tager sig af praktiske gøremål eller laver aktiviteter for de unge.

Der er kun to regler i huset: man må ikke stjæle eller tage hårde stoffer. Disse regler håndhæves af både boere og brugere. Hvis nogen bryder disse regler, tages denne person op til diskussion på det kommende søndagsmøde, og der når man frem til enighed om en ”straf”. Søndagsmødet er det ugentlige husmøde, hvor man bl.a. får styr på alle de praktiske ting i den kommende uge eller løser eventuelle konflikter, der måtte være i huset.

4. De forskellige veje i GR

Du kan gå forskellige veje, når du kommer her til GR siger Mike til mig, da vi en aften sad og snakkede om gruppeopdelingerne i GR. Disse gruppeopdelinger er ret tydelige, jeg lagde allerede mærke til dem den første dag, jeg var i GR. Min umiddelbare observation var, at danskerne sidder ved spisebordet og afrikanerne sidder nede i de sorte sofaer. Men disse grupperinger er meget mere komplicerede end som så, og jeg vil komme nærmere ind på dem senere i dette kapitel og i kapitel 5. I dette afsnit vil jeg reflektere over mine strategier til at opnå complicity (jf. Markus 1998), mine etiske overvejelser og hvilke metoder jeg brugte til at indsamle data om GR.

Som jeg skrev i indledningen, var min strategi den første dag ikke at være for pågående. Jeg skulle jo nødig skræmme mine informanter, og da jeg havde læst mig frem til, at de ikke var meget for at skulle interviewes, skulle jeg nødig begå nogle dumheder den første dag. Dette lykkedes mig dog ikke helt, da jeg begik min første fejl allerede kort tid efter, at jeg var ankommet. En boer spørger mig, hvad man laver som antropolog, hvortil jeg svarer: studerer mennesker. Han kigger skræmt på mig, vender ryggen til og går sin vej. Flot! tænkte jeg, der røg den første informant!

Denne oplevelse fik mig til at tænke over tillidsforhold til informanter, hvilket jo er en antropologs vigtigste genvej til data. Det at skabe og udvikle sociale relationer til andre mennesker er vejen til at erfare deres sociale liv. Dette indebærer, at man deler tid og rum med de mennesker, man vil vide noget om. Den nødvendige antropologiske erfaring opnås ved at dele hverdagsliv og daglige rutiner med de indfødte igennem en længere periode (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 101).   

Da jeg ikke havde mere end en enkelt uge til at udføre mit pilotprojekt, var jeg nødt til at distribuere min tid så godt som muligt. Jeg valgte derfor at flytte ind i GR tirsdag morgen. Kalle tilbød mig at indtage en ubenyttet seng inde i sovesalen, på trods af at jeg ikke havde deltaget i det foregående søndagsmøde, hvilken jeg selvfølgelig sagde ja til. Dette gav mig adgang til den mere private del af GR, idet jeg nu havde adgang til sovesalen, som man ellers ikke bevæger sig i, medmindre man har en seng der, og dermed er boer. Denne opdeling af rummene er netop en strategi til, at boerne kan erhverve sig en smule privatliv. Min gatekeeper havde givet mig adgang til de rum, der skulle give mig indsigt i, hvordan det er at bo i GR, og ikke blot opholde sig der. Som Tjørnhøj-Thomsen skriver, er det et konkret etisk og metodisk problem at få adgang til felten, men at dette problem ikke er endegyldigt løst ved at få adgang af formelle gatekeepers. Denne adgang forhandles gennem hele feltarbejdet, og at skaffe sig adgang til andre menneskers liv er i bogstaveligste forstand grænseoverskridende (Tjørnhøj-Thomsen 2003:104).

Jeg havde nu mulighed for at bevæge mig i de mere private rum i GR og observere, hvordan man lever, når man bor i en sovesal med seks-otte andre mennesker plus et par hunde. Men jeg følte bestemt, at jeg overskred en vis etisk grænse, idet at det ikke var boerne selv, der havde givet mig denne tilladelse. Det var jo trods alt dem, jeg skulle studere, endda i deres eget hjem. Så der lå stadig en uløst opgave forude: at skabe tillidsforhold til informanterne.

Det fungerer sådan i sovesalene, at man hver har en køjeseng, hvor alle ens ejendele befinder sig. Man kunne sige, at hver enkelt boer har sin private sfære indenfor denne seng, hvor mange har hængt et lagen eller tæppe op, for at kunne være ”uforstyrret”. I Gaderummet er der konstant aktivitet, og det er svært at få fred og ro ude i køkkenet og stuen. Her er alle velkomne på alle tider af døgnet. Det er tydeligt at mærke, når der kommer nogen udefra, som ikke har deres daglige gang i GR. En eftermiddag kom der en gut ind med en meget aggressiv attitude og satte sig ved spisebordet, bl.a. kastede han med en af stolene. De fleste af dem, som sad der, gik ind i sovesalen eller stuen. Dette skabte tydeligvis en meget dårlig stemning i rummet, som ændrer sig meget alt efter hvem, der opholder sig i det. En meget sigende bemærkning kom fra Oscar: Det kan godt være, at vi er meget tætte i det fysiske rum, men der er nogle gange meget langt imellem de psykiske rum. 

Tiden i GR går, uden man lægger mærke til det. F.eks. har mange af boerne ikke helt styr på, hvilken dato det er. Man mister tidsfornemmelsen, fordi mange af dagene er ens for boerne. Mange fordriver tiden med at ryge hash, spille computer, at sidde og snakke eller sove. Man bliver lidt tung i røven af at bo her, var der flere af boerne, der fortalte mig, og derfor kan det være svært at passe skole eller arbejde ved siden af. Morten siger i fokusgruppe interviewet, at grunden til, at han ikke vil flytte ind i sovesalen, men derimod sover på sofaen i stuen, er, at så ender det med, at han bliver hængende her i flere måneder, netop fordi man mister tidsfornemmelsen. Det faktum, at man hverken har job eller bolig til rådighed, gør, at man bliver mere og mere opgivende. Derfor er det let at blive hængende i GR og bare lade dagene gå. Og dagene går bare, uden nogen decideret retning. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, bare at lade tiden gå, og se, hvad dagen bragte i GR. Mange har en anderledes døgnrytme, således at de er vågne hele natten og sover om dagen. Der findes forskellige konstruktioner af tid i GR, idet fremtiden er usikker for mange af dem, som bor der. Min fornemmelse var, at man lever nu og her, og at man ikke bekymrer sig om hvad, der skal ske i morgen. En af drengene skulle i retten en af dagene, men havde ikke lige tænk over det dagen forinden, så han festede hele natten. Han stod op og sad og drak sin morgenkaffe, da han kom til at kigge på uret og blev pludselig mindet om, at han skulle have været i retten for en halv time siden.  

Meget af mit data har jeg fået via deltagerobservation. Ifølge Cecilie Rubow er et væsentligt træk ved deltagerobservation dens lighed med hverdagens værensformer (Rubow 2003: 279). Jeg søgte at deltage i det levede liv i GR. Min metode var at være fuldstændig åben omkring, at min færden i GR havde et bestemt formål. Jeg havde min notesblok på mig hele tiden og skrev noter, når jeg syntes, at jeg kunne tillade mig det. Hvis jeg skrev noget konkret ned om nogen, spurgte jeg altid om tilladelse først. Meget af tiden sad jeg ved spisebordet eller i sofaerne og iagttog folks gøren og laden og skrev lidt ned undervejs. Dette virkede som en god strategi, idet jeg sad det samme sted i længere tid, så folk kom indimellem hen og spurgte om hvad jeg skrev, og om de måtte læse det. Dette førte ofte til en del uformelle samtaler, hvilket førte videre til opbyggelsen af tillidsforhold til mine informanter. Tit fortalte folk mig deres personlige historie; hvorfor de var endt i GR, og hvordan det er bo der. De fleste ville meget gerne fortælle, det krævede blot, at jeg stillede de rigtige spørgsmål for at få de svar, jeg ønskede. Dette er ikke ensbetydende med, at folk fortalte ting om GR, som jeg gerne ville høre, men snarere at der ikke var noget tabubelagt over at tale om det at være hjemløs og at bo i GR. Jeg blev mere og mere fortrolig med rollen som ”observerende deltager”, som ugen skred frem. Folk vænnede sig hurtigt til, at jeg sad henne i et hjørne og skrev, når jeg ikke deltog direkte i det levede liv på stedet.

Min rolle i GR vil jeg definere som gæsterollen/forskerrollen. Man skal som antropolog gøre sig klart, hvilken rolle man indtager i felten, og hvordan denne rolle giver adgang til forskellige former for viden (Otto 1997). Man kan godt forsøge at indtage forskellige roller, men idet jeg fik tildelt gæsterollen af mine informanter, var det umuligt for mig at frigøre mig fra denne på blot en uge. Det ville have krævet mindst en måned, har jeg ladet mig fortælle af mine informanter, idet man er den ”nye” i en længere periode. Gæsterollen kom til udtryk i mange situationer. F.eks. blev jeg inviteret på mad af de afrikanske drenge, og her bemærkede jeg, at de eneste, som deltog i dette måltid udover dem selv, var mig og en af deres egne gæster. Jeg oplevede en fantastisk gæstfrihed fra alles side. Der bor kun tre piger i GR, og to af dem sørgede for, at jeg fik en ordentlig seng at sove i, frem for den Kalle havde tilbudt mig. Der var en af boerne fra deres sovesal, som ikke skulle sove i sin seng, og pigerne mente, at jeg ville sove mere uforstyrret inde hos dem. Dette kunne jeg selvfølgelig ikke takke nej til! Dette løste også mit indre dilemma i forhold til at overskride det private rum. Nu havde jeg fået en direkte invitation fra boerne selv til at træde ind i deres private rum.

Min rolle blev i starten forvekslet med de studentermedhjælpere, som arbejder i GR. Når jeg præsenterede mig som studerende, troede mange, at jeg læste psykologi. Men idet at jeg konstant var til stede sammen med boerne/brugerne og tillige overnattede der, blev jeg lukket ind i både tid og rum på en anderledes måde, end de ansatte. En spurgte mig, om det var Kalle, som havde ”ansat” mig. Jeg forklarede, at jeg var her af egen interesse, hvilket hun syntes var en smule mærkeligt. Igennem tiden er der kommer mange studerende udefra til GR. De sidste, der havde været der, var et filmhold. Derved er folk vant til at blive studeret og gjort til genstand for videbegærlige studerende, der gerne vil undersøge, hvordan det er at være hjemløs. Jeg forsøgte selv at holde mig til forskerrollen ved åbenlyst at lave feltnoter meget af tiden. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne opnå complicity på blot en uge.

For at vende tilbage til emnet beskrivelsen af de forskellige veje man kan vælge, når man ankommer til GR, vil jeg starte med at referere til Roger Sanjek: The importance of the fieldworker’s  path goes far beyond its size and range (Sanjek 1990: 400). Sanjek argumenterer for, at det er nødvendigt, at antropologen inkluderer vejen han/hun gik ad i sit felt i sine notater, idet denne er en vigtig kilde til forståelsen af de resultater, forskeren fandt frem til. Min strategi var, at jeg ikke ville holde mig til nogen bestemt gruppe i GR, dette for at få et bredere og mere validt indblik i det levede liv i GR. Jeg talte mest med boerne, da de bor i GR og var der det meste af tiden og var derfor nemmest at komme i kontakt med.

Det, at bryde med grupperingerne, var vanskeligt. Modsat sofagruppen var det nemmere for mig at falde ind i samtalen ved spisebordet, hvor det blev talt dansk hele tiden, og hvor folk opholdt sig længere tid af gangen. Jeg havde svære ved at bryde ind i den afrikanske gruppe, fordi jeg ikke altid forstod, hvad de sagde, og fordi de sjældent bare sad, men ofte opholdt sig foran computeren, hvor de så musikvideoer. Jeg synes, der var grænser for, hvor meget jeg kunne tillade mig at bryde ind i folks private sfære[3]. Jeg forsøgte at indgå i denne gruppe ved f.eks. at sætte mig sammen med dem under måltiderne, eller hvis de sad i sofagruppen. Der var ofte meget mere fysisk aktivitet og høj musik eller snak i denne del af rummet, så det kunne være svært at føre en samtale, men jeg vænnede mig til bare at sidde og betragte dem, selvom jeg følte mig noget fremmedgjort ved denne situation. Jeg havde ikke problemer med at blive accepteret, men kunne godt fornemme en kulturel forskel, især i måden de brugte det fysiske rum. Folk bevægede sig meget mere: dansede, spillede fodbold eller løftede håndvægte; aktiviteter, som var sværere at bryde ind i end en samtale. Her blev mine antropologiske metoder og jeg selv, som person, udfordret, idet det krævede andre strategier at komme i kontakt med denne gruppe.

Min frygt for, at boerne ikke ville tale med mig, blev hurtigt manet til jorden. Alle virkede ret interesserede i at snakke, og jeg fik på min tredje dag i felten arrangeret to fokusgruppeinterviews. I det første interview deltog tre af de lidt ældre brugere, en semiboer (han sover på sofaen i stuen i øjeblikket) og to brugere, den ene af dem er tidligere boer. Det andet interview var med to af de yngre drenge og to piger, ingen af dem har boet i GR særlig længe. Det blev to meget forskellige interviews, jeg fik ud af det, selvom min interviewguide var den samme til begge interviews. Dette kan skyldes, at den ene gruppe aldersmæssigt var en del yngre end den anden og således heller ikke havde boet så længe i GR.

Min interviewguide var formuleret ud fra nogle af de videnskabelige spørgsmål, jeg havde sat mig for at undersøge i min pilotprojektbeskrivelse. Jeg havde tre hovedtemaer, jeg ville omkring i begge interview:

1.      GR som et hjem – hvordan fungerer det i praksis

2.      Hvilke strategier tager boerne i brug for at få lidt privatliv

3.      Hvordan er fællesskabet/gruppeopdelingerne i GR

 

Ifølge Steiner Kvale er virkeligheden en social konstruktion og dette medfører, at det vigtigste element i forhold til validering af sine data, er samfundets diskurs om viden. Heri indgår kommunikation og handling, som to vigtige elementer til validering. Selve samtalen om og anvendelsen af viden er væsentlige aspekter ved konstruktionen af den sociale verden (Kvale, 1997: 235 og 246). Jeg har forsøgt at observere nogle mønstre især i forhold til grupperinger og har spurgt ind til disse i mine interviews. Da mine interviews blev afholdt på min anden sidste dag i felten, nåede jeg ikke at efterprøve alle de informationer, jeg fik, i praksis, men bemærkede, at der var et par uoverensstemmelser i forhold til, hvad der blev sagt og gjort. F.eks. fik jeg at vide, da vi talte om solidaritet i et af fokusgruppeinterviewene, at man passede ekstra godt på en bestemt beboer, som ikke kan tåle alkohol, og at alle i huset var medvirkende til, at han ikke fik bare en dråbe, da dette kunne udløse psykotisk adfærd. Dagen efter interviewet bemærkede jeg, at virkeligheden ikke kongruerede med det fortalte. Ud fra denne episode kan jeg udlede, at det er vigtigt at forholde sig pragmatisk til informanternes udsagn.  

Det, at producere en solidarisk repræsentation af sine informanters livsverdener, er en central del af en antropologs arbejde. Dette har relation til de etiske overvejelser, man må gøre sig, hvor der især findes en splittelse imellem hensynet til sine informanter og hensynet til videnskaben. Tjørnhøj-Thomsen argumenterer for, at der ikke findes nogen entydig grænse for krænkelse af privatlivet, her må antropologen benytte sig af situationel etik (Tjørnhøj-Thomsen 2003:108-9). Idet jeg befandt mig i mine informanters hjem, fik jeg plads i deres private rum, og dette kunne til tider føles grænseoverskridende for mig. Jeg var meget opmærksom på ikke at forstyrre dem, som ikke virkede interesserede i at snakke med mig. Derfor lod jeg i første instans informanterne henvende sig til mig. Det viste sig hurtigt, hvem der var interesseret i at tale med mig, og jeg kunne også godt fornemme, hvornår de ikke var oplagt til at snakke, idet boerne i GR brugte forskellige strategier til at opnå privatliv, som jeg vil præsentere i kapitel fem. 

I de første par dage følte jeg mig fremmedgjort i rollen som antropolog. Det var grænseoverskridende for mig, at begrundelsen for min tilstedeværelse var at betragte fremmede menneskers gøren og laden. Formålet med min tilstedeværelse var, at få forståelse for mine informanters livsverden. Meget af tiden i GR går med at sidde og stene[4], som deltagende observant kan det være vanskeligt at indgå i dette, da denne handling ikke alene er beskæftigende - så jeg endte faktisk med at blive ret glad for min notesblok!

5. Analytisk ramme

Under planlægningen af mit feltarbejde i GR var min største frygt, at folk ikke havde lyst til at tale med mig. Derfor havde jeg forberedt mig på, at jeg ikke kunne bede folk om interviews. Jeg regnede derfor med at skaffe det meste data via uformelle samtaler, hvor folk kom med deres personlige fortællinger om stedet. Men heldigvis så tog jeg grueligt fejl! Folk ville hellere end gerne tale med mig, og jeg tror endda de syntes, det var rart, at der kom en udefra, som var oprigtig interesseret i at lytte på, hvad de havde at fortælle.

Tjørnhøj-Thomsen nævner paradokset omkring, at den fremmede ofte får adgang til det intime rum. Hun referer til Simmels tese om, at den fremmede, i kraft af sin objektivitet, mødes med overraskende afsløringer og bekendelser (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 108). Jeg vil ikke påstå, at jeg fik adgang til de store bekendelser fra boernes side, men mange fortalte åbenhjertigt om svære tidspunkter i deres liv, om deres kriminelle baggrund og andre personlige historier. Det kan til dels skyldes min objektivitet som fremmed, eller at jeg bare var oprigtig interesseret i at lytte til deres fortællinger.

Jeg skrev i min pilotprojektbeskrivelse, at jeg ville bruge Michael Jacksons teori om storytelling. Men efter at have været i felten fandt jeg Vibeke Steffens teori i Life Stories and Shared Experience om fælles identitet via narrativer mere relevant for min opgave. De strategier boerne, anvendte til at fortælle mig om GR, var deres personlige fortællinger. Specielt i fokusgruppeinterviewene var disse personlige fortællinger med til at skabe en fælles identitet for dem, der deltog. Det var tydeligt, at når nogen fortalte noget personligt om deres nuværende situation, kunne de andre identificere sig med denne situation. De tilkendegav dette ved at nikke eller ved selv at fortælle en lignende historie. Vibeke Steffen skriver, at, ved at lytte til andres narrativer bliver lytteren revet med i en socialiseringsproces, hvor man er med til at skabe et overordnet narrativ i gruppen, og hver enkelt skaber sin historie, således at den passer ind i denne kontekst. Dette er en proces, hvor individuelle oplevelser transformeres til kollektive under fortællingen, som bliver mere og mere generel, som den skrider frem (Steffen 1997: 106).

Mange af boerne fortalte mig om deres fremtidige planer, og ingen havde intentioner om at blive boende i GR, dette var kun et midlertidigt stoppested for de fleste. Når boerne talte om fremtiden, og om hvordan de ønskede, at denne skulle forme sig, er Cheryl Mattinglys teori i Therapeutic plots om tidsperspektivet i fortællinger anvendelig. Mattingly argumenterer, at narrativers struktur har et anderledes tidslig perspektiv og form, de kan bygge på drama og ønsker såvel som kohærens og forening. I narrativer er målet ikke, hvad der vil ske, men hvad fortælleren selv ønsker, der skal ske. Jeg spurgte ind til mine informanters fremtidsdrømme, og de fleste ønskede specielt at flytte væk fra GR i sin egen lejlighed og få sig en uddannelse/arbejde.

Min analytiske tilgang til fællesskab og identitet er Richard Jenkins teori om Social Identity. Denne havde jeg ikke skrevet på min litteraturliste, idet jeg ikke var klar over, hvor mange grupperinger, der var i GR, og hvilken indvirkning disse havde på identitetsskabelsen. Jeg vil anvende denne teori i det følgende afsnit i forbindelse med analysen ’grupperingerne’. I det kommende afsnit vil jeg præsentere nogle af de resultater, jeg er nået frem til i besvarelsen af de akademiske spørgsmål, jeg satte mig for at undersøge i min feltøvelse. Temaerne jeg vil udfolde er ’GR’s funktion som et hjem’, ’fællesskab/grupperinger’ og ’privatliv’.  

6. Family house

This is my family house siger Andrew til mig under en af de mange uformelle samtaler, jeg havde med boerne i GR. Denne betegnelse er dækkende i forhold til det overordnede fællesskab i GR, som specielt inkluderer boerne, men også dem, der har deres daglige gang i huset. Dette fællesskab går på tværs af alle de små grupperinger, der eksisterer i huset og kan tillægges selve hjemløseidentiteten. Om gruppeidentitet siger Richard Jenkins: Collective identification evokes powerful imagery of people who are in some respect(s) apparently similar to each other…However, this similarity can not be recognised without simultaneously evoking differentiation (Jenkins 2004: 79). Det at være hjemløs giver en anderledeshed i forhold til det resterende samfund, os hjemløse versus resten af samfundet. Det var en vigtig ting for alle i GR, at føle sig hjemme og at være en del af det overordnede fællesskab. At høre hjemme og føle sig hjemme har at gøre med nogle overordnede forestillinger om at være en integreret del af et fællesskab (Jordens Folk dec.2005). I GR har man et familiært forhold til hinanden, idet man bor sammen ligesom en stor familie. De fleste der bor i GR, står i en svær livssituation og har måske ikke andre steder at tage hen. Derfor må man acceptere tingenes tilstand i huset, og de mennesker, der bor der, på godt og ondt. F.eks. nævnte nogle af pigerne i forhold til hygiejnetilstanden, at de var trætte af at bo i en svinesti, men at de selv måtte gøre rent, for der var ikke andre som gjorde det. Nogle få har overskuddet til at gøre rent. I forbindelse med dette nævnte en af de afrikanske drenge, at man må gøre noget for hinanden, når man bor sammen på denne måde. Nogle har flere ressourcer end andre, og man hjælper derved hinanden, f.eks. hvis en af boerne er psykotisk, passer de andre på vedkommende. I interviewet med de yngre boere talte vi om, at når der kommer nye ind, holder huset sammen som én stor familie. Dette skyldes, at man lige skal se de nye ansigter an og finde ud af, om de vil lave ballade, f.eks om de er kommet for tæske en af boerne. Hvis dette er tilfældet, passer man på hinanden som man gør i en familie og lukker ikke fremmede ind, hvis de udgør en trussel for nogen. Man kan sige, at der bliver værnet om husfreden, således at der ikke kommer ubalancer i hjemmet. En anden begrundelse for, at man må holde sammen i huset, er, at der ellers ville herske rent kaos i GR, fordi der ikke ville være andet end skænderier og slagsmål der. Alle er interesseret i, at der er fredeligt i GR, da det ellers ikke ville være til at holde ud at bo der. Grundet de sociale mekanismer, der findes i GR, er to af nøgleordene til opretholdelsen af fællesskabet solidaritet og tolerance. Min overordnede konklusion på, hvordan GR fungerer som et hjem er, at det fungerer via fællesskabet, uden det, ville GR ikke være noget hjem.

Hvis man går et led dybere ned i den sociale interaktion i GR, opdager man, at der findes mange forskellige grupper, som man kan tilhøre eller identificere sig med. Disse grupperinger kan være dannet ud fra mange forskellige kategorier: f.eks. etnisk baggrund, sprog, kultur, rygevaner, køn eller interesser, såsom f.eks. fodbold.

Der er f.eks. en del afrikanere, som bruger eller bor i GR, og de fleste er fra Ghana. De mødes her for at høre musik, spille fodbold, lave mad sammen eller bare hænge ud. Fælles for dem alle er, at de mænd. Det var tydeligt for mig at se, at disse mennesker udgør en homogen gruppe sammenlignet med ikke-afrikanerne i GR. De har samme kulturelle baggrund og identificerer sig med hinanden. De bor i et fremmed land med et uforståeligt sprog og til tider også en uforståelig kultur, hvor de ikke altid er velkomne. I GR er der plads til dem, de er endda mere end velkomne. Nogle af afrikanerne har boet i GR og er flyttet ud i deres egen lejlighed nu, men kommer her stadig for at mødes med hinanden. Dem, der er flyttet, er glade for ikke at bo her længere, især fordi de intet privatliv havde. Men de kan ikke undvære stedet, fordi det er her man kommer og mødes med sine venner. GR fungerer for de fleste, der bruger stedet, som et sted, hvor man kan få dækket sit behov for social kontakt. I forbindelse med at man kalder stedet Family House, fortæller afrikanerne mig, at de kalder hinanden for brødre. Ifølge Jenkins teori om gruppeidentitet er en af strategierne, at man i gruppen opfinder fællestræk, som fremhæver fællesidentiteten.

Da vi i det ene fokusgruppeinterview talte om forskelle iblandt grupperne i GR, faldt snakken på sprogbarrierer. Argumentet var, at der let kan opstå misforståelser imellem folk, hvis man ikke taler samme sprog. En anden ting vi snakkede om, var kulturforskelle. Mange af de afrikanske drenge spiller fodbold, og det overordnede formål med at vinde kampene, er bl.a. at man føler en form for forpligtigelse overfor GR til at gøre noget godt for stedet. Det, at man er taknemmelig for at få et gratis sted at bo og føler sig forpligtet til at give noget igen, siger han, er kendetegnende for afrikanerne. En af de andre afrikanske drenge føler sig også forpligtet på en anden måde til at bidrage, så han står f.eks. for den daglige rengøring i huset. Dette kunne måske indikere en kulturforskel, hvor man ikke helt forstår hinandens adfærd i forhold til reciprociteten, dvs. det, at føle sig forpligtet til at give noget igen for det man får. Men jeg vil ikke drage forhastede konklusioner, idet jeg ikke var i GR længe nok til at lave en valid konklusion på emnet. Det jeg observerede var, at der er mange forskellige grunde til denne opdeling, og det kræver noget mere kendskab til de problematikker, der var i spil på stedet. Det jeg er nået frem til i forhold til grupperinger, både igennem interviewene og på folks adfærd generelt er, at man holder sig lidt til sine ”egne”, som er dem, man deler sprog og kulturel baggrund med. Mike forklarede mig, at nogle sagtens kan gå på tværs af disse grupper, det er dem, som kan snakke med alle, og især til de større fester går disse grupperinger lidt i opløsning.

Der opstår dagligt konflikter imellem boerne i GR. Disse kan have meget forskellige årsager, såsom musiksmag, hundeslagsmål, rengøring, madlavning og andre dagligdagsproblemer. Som Claire udtrykte det: Det er klart, at man får hovedpine af hinanden, når man bor sammen 24-7! Så vidt jeg kunne fornemme, blev disse konflikter holdt på et plan, hvor man forsøgte at undgå fysiske sammenstød. Jeg overværede ingen slagsmål i den uge, jeg var i GR, men til gengæld var der en del småskænderier. En måde at løse de større konflikter på, er ved at bringe dem op på søndagsmøderne og løse dem i fællesskab. En generel holdning til konflikter var dog, at man bliver nødt til at stå sammen for at bevare frirummet.

Alle mine informanter var enige om, at det var en stor fordel, at Kalle låner penge ud til dem, der har brug for det. Disse skal selvfølgelig betales tilbage. Således undgår man, at der opstår konflikter over penge brugerne imellem. Et andet argument var, at folk ikke ville dele med hinanden på samme måde, hvis Kalle ikke lånte penge til folk. Kalle sørger for at holde styr på tingene som den sidste instans. Meningen er, at boerne selv skal finde ud af tingene, men hvis noget går galt, træder han til. De fleste jeg spurgte, ser Kalle som en faderfigur. Et meget sigende udsagn kommer fra James: Hvis det ikke havde været for Kalle, så havde jeg ligget nede under jorden, det er helt sikkert!! De fleste der bor i GR, ville ikke vide hvad de skulle gøre, hvis ikke de havde GR, mange ville være nødt til at bo på gaden.    

Betegnelsen fristed kan, udover at der skal være plads til samfundets marginaler, også kobles med stedets stofpolitik. Der ses igennem med at der ryges hash, til en vis grad, og hvis det ikke stiller sig hindrende i vejen for at komme til hægterne, men man må ikke tage hårde stoffer i GR. På dette punkt findes der en selvjustits, som regulerer bruget. Man bliver smidt ud, hvis man ikke overholder denne regel. Der bliver røget en del hash, hvilket kunne symbolisere en måde af at være med i fællesskabet. At ryge sammen er en social praksis, der skaber en følelse af at være fælles om noget. Min fortolkning af hashrygningen i GR, i henhold til Jenkins teori om gruppeidentitet er, at det er med til at skabe en fælles identitet i forhold til samfundet udenfor GR. Os der ryger versus resten.

Mine observationer var, at de fleste røg, undtaget et par af pigerne, og at hashrygningen var en indlejret del af det levede liv i GR. Man talte meget om hash og om de forskellige måder at ryge på, hvilket kan være med til at kategorisere folk, f.eks. som bongryger eller jointryger. At ryge var ikke et kriterium for at blive accepteret i det overordnede fællesskab, men det var bare mere normen at ryge end det var undtagelsen i GR.

Et andet fænomen, jeg stødte på i GR i forhold til fællesskabet, var dele/nassekulturen. Man delte med de andre, indtil man ikke selv havde mere, hvorefter man selv måtte nasse på dem, som havde noget at dele ud af. Man var på denne måde solidariske med hinanden og nærighed var ikke noget jeg oplevede særlig meget af. Kalle forklarede mig, at det havde en naturlig forklaring, idet det var først på måneden. Jeg synes, det virkede til at have en selvregulerende effekt, idet det ikke altid var de samme, som nassede. Så snart man f.eks. købte en klump hash, delte man sin joint med dem, man lige selv havde røget med.

Det folk var mest frustrerede over i GR, var mangelen privatliv. Som Mike sagde: For dem, som ikke har eneværelse, er det eneste tidspunkt, de har privatliv, når de går på toilettet! Jeg oplevede, at folk tog forskellige strategier i brug for at få lidt fred. F.eks. satte man sig foran computeren med høretelefoner på for at se en film, andre lå inde i sovesalen og læste eller også kunne man sætte sig op i biblioteket, hvor der var lidt mere roligt. Mange af mine informanter udtrykte denne frustration over mangelen på privatliv, hvilket også var et af hovedargumenterne for, at mange gerne ville flytte ud. Jeg tror, at det, der virkede mest frustrerende på mange var, at de ikke kunne have deres madvarer i fred og kunne derfor kun købe ind til øjeblikket, for hvis man lod noget stå, forsvandt det inden dagen var omme.   

Selvom mange ønskede at flytte ud fra GR og flytte i egen lejlighed, var et udsagn, jeg stødte på igen og igen, at man altid vil vende tilbage til GR. Når man først har boet der, bliver det en integreret del af ens liv.

7. Hvad har GR lært mig?

Min uge i GR har været enormt lærerig på rigtig mange områder: Jeg har først og fremmest lært noget om, hvad det vil sige at være antropolog ude i den virkelige verden, hvilket jo også var formålet med denne lille feltøvelse. Jeg har erfaret hvordan det føles at dele tid og rum med sine informanter både på godt og ondt, hvilket til tider kan være grænseoverskridende. Jeg har også lært, at folk godt kan lide at fortælle om sig selv, og at man kan få mange vigtige ting at vide om folks liv, selvom man er fremmed. At dette endda nogle gange kan være en fordel. I forhold til det, at ville definere sin egen rolle i felten, har jeg lært, at dette ikke er muligt. Man definerer den i fællesskab med sine informanter, som altid vil have den afgørende stemme, idet man jo træder ind i deres livsverden.

Min vigtigste refleksion i forhold til feltet har været, hvordan man skaber tillidsforhold til fremmede mennesker. Jeg frygtede som tidligere nævnt, at det ville være meget svært at blive lukket ind i hjemløses livsverden, specielt fordi de ville føle sig udstillet i deres eget hjem. Men på dette punkt har jeg lært, at hjemløse er de mest gæstfrie mennesker, jeg hidtil har mødt. Jeg har følt mig mere end velkommen i deres hjem, og er blevet lukket ind i deres fællesskab fra min første dag i felten. Det med, at der er plads til alle i GR, holder ifølge mine erfaringer stik, også selvom man er en nysgerrig antropolog, der gerne vil snage i folks privatliv.

Litteraturliste

·        Jenkins, Richard 2004: Social Identity. London: Routledge.

·        “Jordens Folk”, nr.2, December 2005.

·        Kvale, Steiner 1996, kap.7: “The interview Situation” og kap.8: ”The quality of the Interview” i InterViews. An Introduction to Qualitative Research Interviewing. Thousand Oaks: Sage Publications, 2. 124-159.

·        Marcus, George E. 1997: “The Uses of Complicity in the Changing Mise-en-Scéne of Anthropological Fieldwork” in Marcus, G: Ethnographi through Thick and Thin, Princeton s. 105-132.

·        Mattingly, Cheryl 1998: “Therapeutic Plots in”: Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of experience. Cambridge: Cambridge UP, s.72-103.

Otto, Ton 1997: “Informed participation and participating informants” i: Canberra Anthropologi Vol.20, issue 1&2, s.96-108.

·        Rubow, Cecilie 2003: “Samtalen. Interviewet som deltagerobservation” I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzel, s.227.245.

·        Sanjek, Roger 1990: “Fieldnotes: The Makings of Anthropologi”. Ithaca: Cornell University Press.

·        Steffen, Vibeke 1997: ”Life Stories and Shared Experience”, in Soc. Sci. Med. 45 (1), s.99-111.

·        Tjørnhøj-Thomsen, Tine 2003:”Samværet: Tilblivelser i tid og rum” i Hastrup(red.): Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitel, s.93-115.

·        www.gaderummet.dk og noter fra Gaderummets eget projekt om Gaderummet.



 

[1] Jf. fokusgruppe interview 1, hvor vi taler om netop, hvad der står på døren, og hvordan folk udefra reagerer på dette.

[2] Der skelnes i opgaven imellem brugere og boere. De, der bor i GR kaldes for boere, og de, der bruger GR i løbet af dagen, men som bor et andet sted, kaldes for brugere.

[3] Dette har at gære med folks strategier til at opnå privatliv, og her bemærkede jeg, at en strategi var at sidde foran computeren.

[4] Dette betyder ”at sidde at glo ud i luften uden at foretage sig noget”.