Udstødte unge[1].

Af cand.psych. Kalle Birck-Madsen.

Jeg vil starte med at sige tak for invitationen til at fortælle om arbejdet med udstødte unge, hjemløse unge eller unge i knibe og nød på Indre Nørrebro, som det finder sted gennem Gaderummet og Regnbuen.

Jeg skal dele mine ord op i følgende 5 punkter:

  1. En beskrivelse af stedet med de unge, der definerer det.
  2. Et eksempel på en ung, der fandt frem til stedet, da han havde allermest brug for det.
  3. Lidt om selve ungegruppen. Hvad er det for en størrelse, og hvor kommer de fra.
  4. Det særlige ved nutidens udstødte unge. Om forandringer, der er sket op gennem 90’erne, og som er med til at flere unge udstødes og i dag er meget mere synlige på gadehjørner og stræder.
  5. Perspektivet i vores arbejde og hvor det er henne i dag.
  6. Efterskrift om den aktuelle situation.

1. Beskrivelse af stedet.

Jeg skal prøve at beskrive stedet ved at fortælle om de personer eller persongrupper, der er til stede på de 300 m², vi har til rådighed. Vores lokaler er de 2 øverste etager, begge med skråvægge, i en baggårdsejendom med 5 etager. Vi har et enkelt rådgivningslokale og derudover ét stort fælleslokale, der både fungerer som opholdsstue, aktivitetsrum, kontor for forskelligt administrativt arbejde osv. I den ene ende er der adgang til køkken og toilet. Oven over, på loftet, er der blevet indrettet mere eller mindre permanente sovepladser. Der sover for tiden omkring 17-24 personer. Der er gennemgang over det hele, og der er ingen låste skuffer og døre – kun psykolograpporter er låst inde.

Dette betyder så også, at dem, der bor i et rum på en madras, må finde sig i, at rummet også bliver brugt som gennemgang til andre rum eller til aktiviteter. Det er meget dårligt for nogen, at der ikke er større muligheder for privatliv, men meget fint for andre, at der er nogen om én hele tiden.

Gaderummet er et døgnåbent sted for gadebørn og alle andre udstødte eller marginaliserede unge, men også for almindelige unge, der er i knibe og nød og som enten ikke har råd til at søge psykolog, eller som har dårlige erfaringer med det mere etablerede behandlingssystem.

Det er stedets politik, at der specielt skal være plads til de unge, der ikke har andre steder at være eller er udelukket fra de sammenhænge, hvor de føler sig hjemme. Ligeledes gør vi, hvad vi kan for at skaffe rum og ressourcer til de unge - og det er flere og flere, selv med faldende ungdomsårgange - der er i klemme inden for det sociale system, som er fejlbehandlede af psykolog eller psykiater eller som er stukket af fra psykiatrien, fordi personen ikke mente, at det problem, denne stod med, kunne løses med tvang og psykofarmaka.

Som Gaderum har vi eksisteret siden 1996, mens den psykologiske rådgivning er fra 1985. Jeg har selv været med fra starten og taget initiativerne, fordi jeg forestillede mig, at det var muligt – og formålstjenligt - med et alternativ til psykiatrien. Arbejdet har i alle 15 år frem til årsskiftet år 2000 været frivilligt og gratis.

Nogle unge bruger til en start kun Gaderummet, andre kun rådgivningen, mens de mest belastede unge er et fællesarbejde de to grupper imellem. Vi er et lille sted, med meget få ressourcer. Men alligevel varetager stedet en meget stor og massiv mængde af menneskelige problemer, konflikter og nød. Ikke fordi vi har lyst til at være presset, men fordi der ingen alternativer er for de unge. Alt er for det meste prøvet allerede.

En beskrivelse af stedet er svær, for det er ikke én type af unge, der kommer her. Og det er heller ikke én ting, vi gør. Det er alt muligt og alle mulige typer af unge, dog med det fællestræk, at det er unge på kanten af samfundet, fattige unge, unge på vej ned eller ud i ingenting. Eller det er unge der drømmer om et bedre liv og et bedre samfund, men som ikke har noget at gøre det med. 

Aldersmæssigt er hovedparten af de unge, der bruger stedet fra 18- 25 år, og de kan deles op i nogle grupper.

·        For det første bor der omkring 20 unge, der er her på døgnbasis. De kommer fra ingenting, og de har typisk end ikke en bistandshjælp at leve af. De er røget ud af al ting, men efter noget tid på stedet, får vi skabt kontakt til de forskellige systemer omkring dem. Vores mål i første omgang er ikke bare at få dem ind i systemerne, men at lære dem at forholde sig til systemerne, for ellers kommer de hurtigt tilbage igen. Det er ikke alle disse unge, der har en fast madras på stedet.

At forestille sig så mange mennesker på 300 m² tror jeg giver et billede af, at der er godt fyldt op – også af konflikter, elendighed og ulykkelige livslevned.

Men til billedet skal også lægges flere andre ting:

Så meget til en lille beskrivelse af os. Jeg tror, de fleste vil være lidt forbeholdne mht. trygt at træde ind af døren, få et hvil i sofaen, eller bruge computerne, og ellers fredfyldt kigge sig omkring, og bare føle sig hjemme. Men af uransagelige grunde, kan man sagtens gøre det.

Skal jeg sætte navn på disse uransagelige grunde, så omhandler det, at brugere og boere har et sted, der er deres eget; det er netop til for dem, der ikke har andre steder. Det gør, at der er orden i det kaos, der er på stedet.

Nu er jeg ikke den bedste til at beskrive, hvordan udenforstående eller andre gæster måtte føle og tænke, når de træder ind over dørtærsklen. Men det er mit indtryk, at man ikke bliver bange eller skræmt. Forbehold synes at angå, at det ikke kan lade sig gøre at ha` et sådant sted, med så mange rødder og rødinder, med så mange problemer, afmagt og armod, og at der ikke er anden opsyn eller tilsyn end den, der primært foretages af rødderne og rødinderne selv; og at man endda selv skal være med til at få det hele til at fungere. Der ligger nærmest en offentlig forventning til sådanne unge om, at skal de styre noget selv, så går det op i ingenting og kaos.

Det er lidt som med humlebien: Rent fysisk er den for stor til at flyve, men det ved den ikke, så den fortsætter ufortrødent videre.

Jeg tror alle kender det at køre forbi en station eller et torv og se nogle bestemte på gaden, der ser forhutlede eller stiliserede ud, og så opleve, at man bliver bange eller føler sig skræmt af at møde sådan en ”hårdhed”. Det er sådan en ”kulde”, der gør en bange, da man ikke ved, hvad den indeholder. Hvis man så kigger på de unge, der er i Gaderummet og i Regnbuen, så er det sikkert sådan nogle unge, man andre steder ville blive bange for. Men de har ikke den ”kulde”, man kan møde hos unge andre steder. Det tror jeg omhandler, at der altid på spidsen af deres opmærksomhed, ens intentionalitet, at der er en bevidsthed om eller følelse af, at der er et sted, hvor der er plads til én, som i hvert fald nogen mennesker, høj som lav, rig som fattig, bakker op om.

Det er når man ikke føler sig hjemme nogen steder, eller ikke har nogen steder at gå hen, at man bliver kold og udstråler kulde. Det er så min erfaring, at det først er når man selv tror på, at der er rum og imødekommenhed for én, at kulden forsvinder.

Vi prøver overfor de unge, der er til stede at gøre stedet til i hvert fald følgende funktioner:

q       En udvidet familie (tryghed, forudsigelighed, døgnrytmer).

q       Et terapeutisk kollektiv (at forholde sig udviklende til den anden).

q       En kammeratskabsgruppe (behandle hinanden ordentligt, skabe kontakter).

q       Et refugium (fristed, omsorg, komme til hægterne, social udredning).

q       Et informationssted (ting der sker i byen, aviser/andre medier, fag/skønlitteratur, studiekredse, undervisning).

q       Et anerkendelsessted/identitetsskabende (at bygge en ikke stemplende platform for nye handlinger op).

q       Aktivitetssted (hvad der på et socialt, psykisk og kropsligt niveau kan gavne ens velbefindende, udvikle behov og bidrage til udviklingen af ens handleevne og interesse- og erhvervsstruktur).

Ved siden af disse er der de psykologiske forløb, både for folk udefra, men også for de unge på stedet.

2. Et eksempel på en ung, der fandt frem til stedet.

Jeg vil nu beskrive et eksempel på brug af stedet, som ikke er hverdagskost, men som alligevel igennem året finder sted med jævne mellemrum.

Eksemplet angår psykotiske unge. Unge der er gået i opløsning, og som ikke længere har fodfæste i eget liv. Det er ikke længere dem, der føler, handler og tænker i forhold til opgaver og problemer, der skal løses, men deres følelser, der føler for dem, deres tanker, der tænker for dem og handlingerne der foretages ud fra handlingerne selv.

I de sidste par år har der været en debat om medicinfri behandling af unge psykotiske klienter. Debatten er stoppet nu, for stort set alle psykiatere mente - og ingen psykologer sagde dem stort set imod – at det kunne man ikke. Ud fra vores erfaring må det siges, at det kan godt lade sig gøre, i hvert fald i 3 ud af 5 tilfælde, såfremt den unge stadig er ung, og ikke har et større antal tvangsindlæggelser og tvangsmedicineringer bag sig, men selv her er det ikke i alle tilfælde udelukket, at gøre noget, så man ikke kommer på førtidspension i tidlig alder og skal fungere som en vissen grøntsag – og dette så typisk efter i en lang årrække at have kørt rundt i sociale konflikter, haft det elendigt og været en dyr ”omkostning” for omgivelserne. Der findes udenlandske erfaringer og undersøgelser, der klart viser, at det kan være både billige og bedre med psykofarmaka som et eventuelt frivilligt supplement. Men det er mere omfattende at arbejde hermed, og det er tankegange der er druknet i psykiatriens meget ensidige fokus på biokemisk manipulation.

Det drejer sig om en ung fyr i starten af 20-erne. Han er skilsmissebarn, den yngste i en søskendeflok, og har altid været lidt aparte - siger han selv i hvert fald. Han er en flink og venlig fyr, men har et meget markant ansigt. Som mange andre, der senere kommer med problemer, gik han igennem puberteten uden at have nogle tætte venner eller kammerater. Efter gymnasiet forblev han isoleret, for han havde ikke et bagland at trække på, og han kunne desuden ikke finde ud af, hvad han skulle arbejde med eller studere. Han røg lidt hash igennem årene som hans måde at udholde ensomheden på.

Han startede på lærerseminarium og skulle på et tidspunkt i praktik, men hans praktikleder kunne ikke klare eller greje ham. Han blev bedt om at stoppe og søge psykiatrisk hjælp. Han syntes ikke, at det var så slemt. Han tager orlov og undlader henvendelse til psykiatrien, da han ikke ønskede en løsning med medicin. I forvejen var han irriteret over sit hashbrug, som dog ikke var særlig stort, men det at erstatte det med piller syntes han ikke kunne være et perspektiv.

Men en katastrofe kommer sjældent alene. Hans bofælle, der ejede lejligheden, bad ham flytte. Hans kæreste skulle flytte ind, hvor han boede. Men han fik dog 1 måneds opsigelse.

I fortvivlelse opsøgte han sin far, der blev forskrækket over, hvor elendigt hans søn havde det. Faderen sendte bud efter en vagtlæge, der efter 2 minutters samtale udformede indlæggelse på gule papirer, dvs. indlæggelse på behandlingsindikation. Lægen fortalte, at han i hans tilstand havde behov for psykofarmaka. Den unge fyr stak af fra sin fars hjem, og ville tage hjem. Men på vejen hjem fandt han ud af, at politiet nok ville stå og vente på ham, så han stod af, før han skulle og vandrede nu ud i natten, som tilfældigvis var Nørrebros gader. Der huskede han noget om, at der lå et fristed et eller andet sted og ved at spørge sig frem fandt han frem til os.

Han sad der en morgen, hvor jeg kom. Sad og klemtede på en guitar, som han havde haft med sig op til sin far. Guitaren havde kun to strenge, men han prøvede så godt som muligt at få sammenhængende strofer ud af den. Guitaren havde sandsynligvis mistet de andre strenge for længe siden, men han havde ikke haft råd til at købe nye.

Forespurgt hvordan han havde det og konstaterende, at han vist havde det meget dårligt, fortalte han sin historie – som jeg lige har fortalt den her, men samtidig var han et stort bundt af ufrivillige bevægelser på alle leder og kanter. Han kunne ikke styre sin krop. Han fortalte også, at han ikke kunne mærke sin krop. Han blev budt velkommen, og andre unge skaffede et hjørne og en madras til ham. De tog sig på den ene side af ham, sørgede for, at når de lavede mad, så fik han også noget, når de røg en smøg, så fik han også en smøg, hvis han ville osv. Jeg fra min side prøvede at snakke med ham og foreslog også at give ham en kropsafspænding, eventuelt et massageforløb, for ellers ville kroppen bare selvstændiggøre sine handlinger og bevægelser endnu mere. Det sagde han ja til, og de næste 6 dage modtog han 3 afspændings- og kropsmassager på måske ¾ time hver gang.

Hvis man kan forestille sig en lidt tynd person, der ligger på en madras på ryggen eller maven, men hvor kroppen hele tiden er i bevægelse, og hvor hver en berøring resulterer i et stort spjæt i hele kroppen, så vil man have et billede af, hvordan det foregik.

I løbet af den første uge prøvede jeg sammen med ham at finde ud af, hvad vi skulle gøre i forhold til systemet. Det endte med, at jeg tog kontakt til den læge, der ville indlægge ham, og den afdeling, han skulle indlægges på. Mit synspunkt var, at han var bedst tjent med at blive i Gaderummet, og jeg påpegede, at han var der på mit ansvar, hvad de kunne anerkende eller lade være med.

Det er sådan, at en begæring om indlæggelse kun holder en uge, hvorefter der skal en ny undersøgelse til. Hans tilstand var efter 4-5 dage i Gaderummet væsentligt forbedret, så der ville ikke rigtigt være noget at komme efter i form af en ny undersøgelse – syntes jeg, men jeg ved så godt, at foregik undersøgelsen på psykiatriens land, så ville de ufrivillige bevægelser nok blive vurderet som tilstrækkelig grund til indlæggelse via tvang.

I løbet af de næste 2 måneder indgik han i samtale med mig og hoppede stadigvæk ifm. afspænding og massage. Tit blev arbejdet afbrudt, fordi jeg kom for tæt på ham eller stod et sted i hans rum, hvor han ikke kunne have med det at gøre. Hans evne til at invitere sig selv indenfor i eget liv var stoppet, låst. Udvikling kræver tilførelse af forandrende energi.

Det er typisk isolationsfænomener i forhold fra puberteten, som ugrebet arter sig sådan. Man har et eller andet kropsligt og socialt forhold, som man ikke har fået diskuteret med andre, fordi der ikke har været nogen, eller fordi man skammer sig over det. Det kan fx være, at man glad og frejdig har gået og svunget med hofterne, og én råber svans, bøsse eller du ligner en pige (hvis man er en dreng) efter én på en negativ måde.

Man kan efterfølgende - efter en sådan af andre, måske utilsigtet, stempling af en fri livsytring hos én selv, man ikke på forhånd var på det rene med eller bare ikke havde tænkt sig ind i - bruge energi på at beskytte sig mod lignende bagholdsangreb, i dette tilfælde ved at sørge for ikke at svinge i hofterne, men det vil gå ud over ens evne til at klare sig som selvbestemmende væsen, nu hvor et ”organisk element” i én selv forbydes at eksistere, og en negativ spiral er skabt.

Hvad den unge mand slås med er endnu ubestemt for mig. I dag har han stadig sådan nogle små områder, der skal tages fat på en dag, hvis nødvendigt, men ved siden af dette har han selv skaffet sig en ny lejlighed, han har fundet en ny praktikplads, som han startede på i midten af januar. Men det, der kan gøre mig helt blød om hjertet, er, at han gennem hans måde at bruge stedet på fortæller, hvad der har været det virksomme og det afgørende. Han kommer næsten stadig hver fredag, med en lille pose øl og så hænger han ud med de andre, og han følges med dem ud i byen. Det afgørende har været, at han bed sig fast i ungegruppen, og de åbnede sig for ham.

Han har fået et bagland, et sted hvor han kan byde sig selv velkommen, og hvor andre også byder ham velkommen.

Lige nu er der blandt den store mængde af unge derinde, to unge, hvis situation meget ligner hans, dengang han kom. Men begge har været tvangsmedicineret så mange gange, at det endnu er for usikkert at sige, om de kan bide sig fast i at turde tro på forandringen, men jeg tror i hvert fald på den.

3. Selve ungegruppen.

Igennem de sidste årtier har der hersket en udbredt forventning om, at der altid er et tilbud og et sted for enhver ung, der måtte komme i knibe. Det var endog skrevet ind i den gamle Bistandslov, men det har aldrig været sådan, og det er ganske enkelt ikke rigtigt. Man kan dog risikere at få kraftigt på puklen, og ikke blive taget alvorligt i den offentlige debat, hvis man rent faktisk går frem og siger, at der eksisterer gadebørn i Danmark.

For det første vides det, at ca. 20% i enhver generation – den såkaldte restgruppe – har så dårlige betingelser, eller trives så dårligt, at de er i fare for at udvikle vedvarende sociale og psykiske problemer. Noget tyder endog på, at denne restgruppe er stigende, og kun et fåtal af dem får støtte eller behandling.

For det andet er der i restgruppen af unge, selv en restgruppe af unge, der ikke bare mistrives, men i større eller mindre grad er stødt helt ud af hjem, skole, bolig, plejefamilie, institution eller behandlingshjem – og som ikke har vundet fodfæste andet sted.

Denne restgruppe i restgruppen er kendt gennem flere år af såvel socialcheferne som psykiatrien. Det lyder herfra, at man i op til 30% af tilfældene ikke kan gøre noget positivt for de unge, eller at det man gør, i sig selv er med til at støde dem yderligere ud.

Mit skøn er, at restgruppen af unge er på mellem 5-10% af enhver unge-generation. Det er unge, der er havnet i et tomrum, de ikke selv kan komme ud af. Det er unge, der ikke har noget center at referere tilbage til. Det er gadebørn, det er gadeunge, det er udstødte unge.

Mange af de unge, uanset om de kommer fra fattige eller velstillede familieforhold, har aldrig haft noget, der bare kunne ligne kontinuerlig og favnende familiemæssig omsorg og tryghed, og det lidt der har været, har man mistet op gennem puberteten.

Det er nærliggende – og det er der mange professionelle, der benytter som forklaring - at det skyldes nogle uduelige forældre, men det er meget sjældent tilfældet. Det afgørende synes at være selve karakteren af den støtte, der gives fra professionelle behandlere, eller om der overhovedet er et tilbud, der modsvarer det behov for hjælp, man har, når man som lille familie havner i krise.

Disse tilbud er hovedsageligt fraværende, bureaukratiske, umyndiggørende eller fejlagtige på den måde, at de ikke tager dem, der står med problemerne med på råd, og hvor den flerhed af problemelementer – sociale, psykologiske og kropslige forhold - der er i situationen, kan komme uhindret frem. Hvis der ikke er hjælp at hente, når man har brug for det, så bliver et lille problem hurtigt til en stor og uoverskuelig konflikt. Så er det at man står med unge, hvorom man kan sige, at sker der ikke et mirakel, så vil man ikke bare blive kørt agterud mht. bolig, uddannelse og arbejde, men man vil nærmest stå i kø til at blive narkoman, kriminel eller psykiatrisk svingdørspatient.

Den største fejl er imidlertid blot at vente på, at disse unge skal udvikle sig til kommende narkomaner, kommende kriminelle eller kommende psykiatriske patienter.

For det første bliver man hurtigt som den kasse, man puttes i.

For det andet er det både firkantet og forkert at opfatte de unge, der ikke umiddelbart kan følge med flertallet eller som har særlige behov, som nogen, der er noget galt med eller som afvigere. Alt nyt starter også som et afvig eller som noget forskelligt fra det normale.

Faktisk kan man sige, at det normale for ethvert menneske er livet igennem at kunne få behov for at tage sig en pause fra dagligdagens forpligtelser, når ting vokser én over hovedet – dvs. at få et helle, hvor man sammen med andre ligesindede sætter sig for at fordybe sig i, hvad det er for en uoverskuelig situation, man står i, og hvad man kan eller skal gøre med det på kort og lang sigt.

Det er et sådant frirum eller helle, vi prøver at være på en kvalificeret menneskelig måde. Uden sådanne rum til omtanke, frirum eller refugie, hvor man også kan blive passet på af andre ligesindede, få omsorg på ens egne præmisser, i kortere eller længere tid, vil man ved et stadigt pres i en stresset tilstand blindt køre ud af forskellige spor eller køre fast, og så er det man bliver et afvig i negativ forstand, idet man ikke længere selv bestemmer over egne tanker, følelser og handletilskyndelser, altså psykotisk. Og til en tragisk skæbne, hvor livets modsigelser bestemmer hele ens liv.

Nogle unge har brug for, når de kommer ind af døren, at have lov til at sove nærmest et halv år og kun være vågen om natten. Andre unge har brug for med- og modspil fra det  sekund, de træder ind over dørtærsklen. Her prøver vi så som gruppe at støtte op om de enkeltes behov, hvad de så end måtte være.

Det er ikke nok for unge, med eller uden problemer, bare at få en fri ramme at gebærde sig i. Uden medbestemmelse, også i relation til omgivelserne, og uden tilgang til relevante arbejdsredskaber fra det voksne samfund, kan en fri ramme ikke bruges til andet end tidsfordriv og nedadgående tomgang. Den sikrer i så tilfælde ikke mulighed for foregribende omsorg for egne behov sammen med andre, hvilket også er forudsætningen for en tilstand af relativ angstfrihed. Og derfor har vi fra rådgivningens side ført præmisserne derhen, at det er ungegruppen/brugergruppen, der har magten helt ned på huslejekontrakt-niveau. Og i stedet for at det er de frivillige, de ressourcestærke eller de professionelle, der bestemmer, så er disse placeret som stab eller servicegruppe for ungegruppen. Det er derfor ikke kun de professionelle, der stiller opgaver op til løsning. Det er også omvendt. Det har den dramatiske konsekvens, at det er de største kaoter, eller de mest medtagne sjæle, der får det største udbytte. Men det er jo blandt andet derfor vi eksisterer.

Igennem de sidste 2 årtier er der blevet talt om en parallel rådgivningsstreng til psykiatrien, så brugere af psykosociale ydelser vil have en reel vederlagsfri valgmulighed. De fleste har nok glemt eller aldrig hørt om denne idé, men vi holder fast i den til den lykkes. For skal opgaven løses – at gi´ enhver ung muligheden for et tilfredsstillende liv – må der tænkes nyt. Her mener vi selv, at vores model eller arbejde er en vigtig brik for et videre psyko- og boligsocialt arbejde for unge. Ved at satse på en total livssammenhæng, som man kan træde ind i, når man har behov for en pause, eller for at få korrigeret kursen, så vil mange psykiske og sociale problemer kunne tages i opløbet. Det angår at man får mulighed for at bryde sin isolation, på de præmisser der er ens egne, og dermed bryde med et liv i stadig mere angst, med flere og mere omfattende psykiske symptomer, for isolation er den dybeste grund til psykiske forstyrrelser.

De er som om unge, der er kørt agter ud, kun er en belastning. Det passer ikke i praksis. Uden at sige for meget vil meget være vundet ved at videreudvikle vores arbejde til anden side. Netop ved at være en fri buffer for problemløsning af alskens art, vil støtten ikke blive stemplende for de enkelte, men virke frisættende for kulturelle og sociale initiativer, der har medmennesket som ledestjerne.

Det har imidlertid ikke været muligt for os at få Københavns Kommune i tale, heller ikke på det rent boligsociale område. Det er og har været som at tale og forhandle med en mur eller en lukket dør. Det er svært at forstå denne tavshedens attitude. Men det skyldes nok flere fejlagtige forestillinger. For det første at sådanne steder vil virke som magneter på unge fra hele landet. At man altså i vores tilfælde importerer unge bistandsklienter alle vegne fra. Hertil to ting: Hvis vi kan være et alternativ for det udsigtsløse i at være på bistandshjælp et eller andet sted i landet, så er det vel godt, at der er et sådant sted som os. For det andet er det ikke rigtigt at magnet-effekten er så stor: 8 ud af 10 i Gaderummet er fra Københavns området, de sidste 2 er fra Fyn og Jylland. Er det af angst for at tabe kontrol – omhandlende vores grundlæggende brugerindflydelse - at kommunen ikke ønsker steder som os?

Det er også sådan – og det er generelt fy-fy! - at vi blander os i det psykiatriske område, hvor vi i praksis går ind og tager et 24 timers ansvar for unge, der ikke kan komme længere ud psykisk. Men det har vi tænkt os at blive ved med, både fordi vi mener at vi kan, men også fordi vi mener, at vores tilbud er mere anvendeligt for de unge på lang sigt, end hvad de kommer fra, og hvad der aktuelt er af offentlige behandlingstilbud. Vi ville ønske at Københavns Kommune ville tænke med på en fremadrettet løsning!

4. Det særlige ved nutidens udstødte unge.

Man kan spørge, om der er noget særligt ved de unge, der i dag stødes ud.

Der er altid sket en udstødning af nogle, hvor man kun har kunnet håbe på, at nogen andre har fået øje på det, hver gang det er sket, og at der efterfølgende er blevet handlet på det.

Men sådan er det ikke altid. Med en restgruppe på 20% af hver generation, hvoraf op til halvdelen af disse er meget klemte, viser problemets størrelse sig for alvor. Lige så hurtigt man kan forestille sig og håbe på at kunne bidrage til at rette op på nogens liv, jo hastigere kommer der flere til.

Spørgsmålet er også, om man i længden vil kunne behandle sig ud af det. Det kan aldrig være et perspektiv at stadigt flere unge i enhver generation skal have professionel hjælp for at fungere. Det vil ikke være et sundt samfund, der kommer ud af det, og økonomisk er det urealistisk, men man står i dag med en meget stor og stigende gruppe af unge, der ikke får nødvendig og tilstrækkelig hjælp.

Det springende punkt er, hvad man gør ved det her, på kort og på lang sigt. Her har ”systemet” – for at bruge dette ord – allerede taget stilling, og dets valg har også sat igennem op gennem 90’ere og er i dag som ”kvalitet” fuldt veludbygget. Man er ikke glad for de lange ventelister mv., men selve kvaliteten af behandlingen stiller man ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved. Det vil jeg imidlertid gøre.

Jeg skal nævne 2 nye ting, der har sat igennem op igennem 90érne. Det er ikke ubetinget dårlige ting, for de har været gode for nogle, men de har også skabt større problemer for flere.

Den første ting er indførelsen af aktivering, som ufravigeligt krav startende i 90-erne i de små kommuner, men nu lovbestemt gennem Serviceloven af 1997. Falder man ud af arbejdsmarkedet, eller mister sin indtægt, så kan man kun oppebære sin bistandshjælp, hvis man samtidig møder på en arbejdsplads og arbejder med de ting, man sættes til. Nogle er glade for det, andre har det for skidt til det – og sidstnævnte mister så deres bistandshjælp. Tit går det hurtigt med også at miste sin lejlighed, hvis man har en, og resterne af ens selvværd, når man står med hatten i hånden som tigger på gaden, eller med armene i containeren for at finde mad.

Den anden ting er indførelsen af et nyt diagnosesystem, ICD-10, på det sundhedsmæssige område i 1994. I dette system er årsagerne til bestemte psykiske tilstande udeladt. ICD-10 er indført af pragmatiske grunde, idet den gør det nemmere for behandlere at stille diagnoser, sammenligne sig med andre behandlere og lave statistik over psykiske forstyrrelser og sygdomme.

Parallelt med indførsel af disse to ting har man op igennem 90’erne også snakket meget om brugerindflydelse, brugerinddragelse, brugerinvolvering, brugermedbestemmelse osv. – fordi man ved, at hvis man reelt involverer den, der står med problemet i løsningen, så lykkes det bedre at gøre det. Mulighederne for at gøre dette i praksis er dog endnu dårligere end for 10 år siden, da man ikke snakkede om det, og dét har det nye diagnosesystem og tvangsaktiveringen været medvirkende til. Man kan sige, at indførelse af tvangsaktiveringen på den ene side og det nye diagnosesystem på den anden side har cementeret, hvad man kan kalde en seriel standardbehandling af mennesker alene baseret på ydre eller overfladiske træk - ligheder og forskelle – upåagtet hvad der egentlig skulle til for at bringe forandring. Der sker en nedgørelse og disrespekt af mennesket, hvis man ikke tilstås valgmuligheder.

Man kan så sige, at hvis dette giver bedre behandlingseffekt, så skal man selvfølgelig også gøre det - dvs. gå videre af denne vej med ”seriel standardbehandling” – men det er ikke bedre, hvilket der er statistisk belæg for at hævde.

Problemet viser sig i dag blandt andet ved, at selvom antallet af selvmord generelt er faldet fra omkring 1300 i starten af 90’erne til 900-1000 i dag, så er selvmordsraten for psykiatriske patienter steget. De forbedringer, der er sket generelt, er slet ikke kommet den mest sårbare gruppe til gavn – tværtimod kan man næsten sige.

Problemet viser sig også ved, at der er flere unge tiggere eller udstødte i gadebilledet end tidligere. Det hænger sammen med, at der er for få psykiatriske sengepladser – som mange endda med magt og sprøjte tvinges til at blive i – men også med, at hvis man ikke kan finde ud af aktivering og ikke ønsker psykiatrisk behandling, så ryger ens forsørgelsesgrundlag.

Man kan desværre sige det på den måde, at hvis man som ung havner i en situation med store problemer, så vil hjælpen – lige meget om ens rødder er en velstillet eller en fattig familie – bestå i tvangsaktivering, der ødelægger ens selvtillid, eller i psykiatrisk behandling, der ødelægger ens værdighed, når man medicineres mod ens egen vilje. Man kan tale om en art institutionalisering af restgruppen i en udsat kasse, der er nærmest umulig at komme ud af.

For de mange unge, der i dag tager stoffer, både som en måde at løsrive sig fra familien på, og en  afprøvning af grænser i eget liv, eller i negativ forstand for at komme væk fra det hele på grund af for stor smerte over livet – der går det for hovedparten galt, blandt andet fordi de ikke tør henvende sig inden for det offentlige, og fordi der ikke er specifikke tilbud, som de selv kan visitere sig til.

Næsten alle kender historier fra nære omgivelser om, hvordan unge med behov for hjælp hovedsageligt blev mødt med tvang, kontrol og medicin – og ikke med det, de efterspurgte: kropsterapi, samtale, hjælp til det praktiske, at få noget mad mm.

Som det er i dag, kan man desværre udskille to nye typer af unge, der er kommet til op igennem 90’erne.

Den ene type er ”de unge med de blanke øjne”. Det er unge, der har indstillet sig på, at livet ikke kan være anderledes, hvorfor man har slået sine drømme ned og nu kun beskæftiger sig med dagen og vejen. Det personlige livsperspektiv er enten fraværende og bundet til konsum, eller det er nedblændet og låst i misbrug. Det er typisk unge, der er aktiveret, uden at de har været taget med på råd om, hvad der kan og skal ske på længere sigt, og det er unge, der er låst i en fattigdomsfælde, der synes udsigtsløs. De er tilsyneladende (vel)fungerende, men de er ikke tilstede i eget liv. Som følge heraf ligger angsten og panikanfaldene lige under overfladen, og angstdæmpende midler bliver en nødvendighed, som mange griber til, med mindre de kan komme ind i en proces omkring udvikling og formulering af egne målforestillinger for fremtiden.

Den anden type unge er de ”stressede og forkastede unge”. Det er de unge, der sendes frem og tilbage mellem socialcentret, aktiveringssteder og mulige behandlingssteder, men som pga. manglende specifikke og anvendelige tilbud og konflikt mellem de forskellige myndighedsinstanser hele tiden flagrer imellem tilbudene, ventende på brev, hver dag, om hvad nu, men hvor der går måneder mellem disse. Man er desperat uden at kunne målrette handlinger, der overvinder dette.

5. Afrundende om perspektiver i vores arbejde.

Ja, der er problemer nok at fortælle om, men jeg skal forsøge at runde lidt af.

Som nævnt har ”systemet” eller udviklingen de sidste 10 år taget stilling til, hvad der skal ske med de unge, der ikke umiddelbart kan følge med, skubbes ud, eller udvikler psykiske problemer:

De skal have en diagnose, som kvalificerer dem til at få en bestemt seriel standardbehandling valgt af behandleren, eller en plads på en lang venteliste. Ellers må de via aktivering hive sig selv op med hårene, også selvom deres problem ikke er, at de ikke kan stå op om morgenen, men at de fx mangler et sted at bo, eller ikke har fod på sig selv.

Heroverfor prøver vi i vores dagligdag at være et alternativ for de unge, der ikke kan bruge det etablerede sociale og psykiatriske system eller er stødt ud. Og har vi et mål er det, at vi prøver at bringe hinanden derhen, hvor livet er en god ting, en gave, og at der ligger et liv foran én, som skal blive godt. Den generelle metode for os er at bidrage til at opbygge en ramme, nogle betingelser, et sted, hvor man på lige fod med andre og på egne præmisser kan være med til at præge indhold og udvikling, ligefra at lære at børste tænder, læse avisen uden at ødelægge den for den næste læser, spille computer-spil, eller skrive videnskabelige artikler, eller komme i gang med et håndværk. Dét, som får stedet til at hænge sammen, er det praktiske samarbejde mellem to grupper af unge: den ene gruppe er de unge, der er henvist til at være her på døgnbasis, bogruppen, og som tager sig af de daglige gøremål med indkøb, modtagelse, problemafklaring, madlavning, oprydning og diverse, og en anden gruppe af unge og gamle, der kommer på stedet ud fra, hvad stedet har at tilbyde af aktiviteter eller behandlingsmuligheder, og/eller at ville støtte op om de døgnplacerede.

Men der er også sket noget helt andet på det sidste, og det er så også grunden til, at jeg kan stå her.

En hel masse mennesker fra alle mulige steder og placeret vidt forskelligt i samfundet har på det sidste støttet vores arbejde. Det har dels resulteret i, at vi har overlevet økonomisk, og dels at vi har fået en finanslovsbevilling i 2 år, både til dækning af den basale drift, husleje, varme, og telefon, men også midler til løn til 3 personer. For mit vedkommende betyder det, at jeg kan komme ud af bistandssystemet, som jeg har været i i mange, mange år.

Hvis ikke der havde været den opmærksomhed på os det sidste år, så var det nok aldrig sket. Det vil gøre det muligt for os at komme lidt til bunds i mange af de problemer, vi ellers ikke kan nå at arbejde med på den gamle måde.

Jeg håber så også, at det vil blive muligt for os det næste 1½ år at få skrevet noget mere,  dokumentere mere grundigt, hvad det er, vi gør – så vi om 1½ år kan finde en løsning, hvor vi ikke skal lukke, men kan fortsætte, så længe der er brug for det. Nu er problemet det meget priviligerede, at 1½ år er lang tid. Nogle siger det tager lige så lang tid at løse et problem, som det tager at skabe det. Det er jeg ikke enig i, selv om der er noget om det. Vi vil i hvert fald kunne nå meget ift mange unge, selv om vi om 1½ år står i samme håbløse situation som sidste år. Men lad det ikke ske!

Ligeledes håber jeg, at vi kan medvirke til at fremme en ordentlig debat om, hvordan det sociale og sundhedsmæssige område for unge kan og skal ombygges og videreudvikles. Erfaringen siger, at når man søger en sådan debat, så står man selv i fare for at blive udstødt og marginaliseret. Man skal ikke tro, at tingene kan være anderledes. Men det mener vi, de kan. Vi håber derfor, at alle vil blande sig i en kommende debat. Også med kritik, for kritik er både invitation til samarbejde og til at forbedre det allerede eksisterende. Ligesom gadebarnet, den gadeunge eller den marginaliserede og udstødte med psykiske problemer, passer vi som sted ikke ind nogen steder. Men med Jeres hjælp er vi lidt kommet til det. Det er et vigtigt første skridt.

Tak for ordet.

Kalle

1.oktober 2000


Efterskrift om den aktuelle situation.

Fra d.11.oktober 2000 skal overnatning/beboelse ophøre. Det er et krav fra Københavns Kommune, som har været bekendt med vores situation siden 1997.

 

Kravet kommer fra Bygningsinspektoratet, der ellers har trukket den længe ud for at hjælpe os. Men når de får direkte besked fra Socialdirektoratet v/ socialborgmester Winnie Larsen-Jensen, at hun ikke mener at der er nogen social sag ifm. Gaderummet-Regnbuen, så er de nødt til at handle. Og det har de så gjort ved at påbyde lovliggørelse.

Hvis vi ikke selv smider folk på gaden d.11.oktober, vil vi få dagbøder og/eller at politiet med fogedens hjælp sætter folk på gaden. Ligeledes har husejer – et ejendomsselskab i Århus – tilskrevet os, at de må følge Bygningsdirektoratet, for ellers får de selv dagbøder. Vores lejemål er derfor ophævet d.11.oktober, hvis der stadig er overnattere.

Samlet kan det betyde, at vi mister de penge fra staten, som vi har at leve for i år 2001.

Det sidste år har vi igen finkæmmet København for en egnet bolig/bygning, der kan indeholde blandet erhverv og beboelse, men uden held. Vores situation er derfor, at vi ikke vil kunne finde en egnet bygning, hvis ikke Københavns Kommune vil hjælpe til.

Det sidste år har vi igen taget kontakt med Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og By- og Boligmister Jytte Andersen. Overborgmesteren hører vi nok ikke fra. Sidste henvendelse blev som den nuværende sendt ned i systemet, nok til Socialborgmesteren, og den forsvandt bare, så vi måtte genfremsende en kopi, men hørte alligevel aldrig noget.

Jytte Andersen har svaret positivt alle gange, men kan heller ikke gøre noget, hvis ikke Københavns Kommune vil gå ind i vores sag. I By- og Boligministeriet har der siden 1999 været en række fonde og puljer, specielt til ”skæve boliger til skæve mennesker”, til hjemløse, sindslidende, til udstødte unge mm, men uden et sted, en ramme, kan vi ikke søge på disse midler.

Det har vi valgt at gøre alligevel. For der er én bygning, en Bungalow, i København – den ligger dog lige på Frederiksberg-siden – som vil kunne rumme os, sammen med mange andre aktiviteter og/eller sammen med reelle boliger/værelser for Gaderummets unge. Men Bungalowen er så stor og dyr, at det mere er en utopi, vi tillader os at drømme, for ikke at gå hel i panik. Måske Kommunen har noget der er mindre, når det kommer til stykket!

Prisen for Bungalowen er 22 millioner, eller en årlig husleje på 2.5 mill. Bygningen er oprindeligt bygget til børnehjem og børnehospital, har haft et andet erhverv de sidste 40 år, men ejes vist stadig af den oprindelige fond, der efter sigende skulle være en hvilende fond. Bygningen er faldefærdig, og der skal million investeringer til, hvis den skal bruges af andre end nogen som os. Vi har haft kontakt med ejendomsmægleren, der meget gerne vil handle med os.

Vi har derfor kontaktet Overborgmesteren igen, og borgmesteren på Frederiksberg, samt sendt en konkret ansøgning til By- og Boligminister Jytte Andersen.

Vi ved ikke hvad vi mere kan gøre. Vi håber vores advokat kan gøre indsigelse, så vi har nogle måneder til et ½ år inden gaden for alvor puster til os.

10.oktober 2000.



[1] Teksten er dedikeret kvinderne i Inner Wheel, der gav os blik og uvurderlig støtte på et tidspunkt, hvor vi  nok ikke havde klaret os foruden.

Den foreliggende tekst er en sammenskrivning af 4 foredrag, jeg har holdt for Inner Wheel kvindegrupper. Det drejer sig om Inner Wheel Hellerup v/ Vibeke Thorø Pedersen, 11.september 2000, Inner Wheel Ballerup v/ Bodil O. Nielsen, 13.april 2000, Fredensborg Inner Wheel Klub v/ Inge Tovborg-Jensen, 1.marts 2000, og for Inner Wheel Gentofte, København og Virum, Intercitymøde i Moltkes Palæ, v/ Distriktspræsident Mette Fog, 19.september 1999.