Gaden's løse fugle
 

Indledning:

Når man i dagens Danmark kontakter offentlige instanser og kommunale døgninstitutioner, får man den besked, at der ikke findes gadebørn i Danmark. Dette passer nok, hvis man kun bruger betegnelsen gadebørn om børn, der ligesom i udviklingslande lever i kloakker, med fare for dødspatruljer, og som sniffer lim for at holde deres tilværelse ud.

Men i mange vestliglande er problemet anderledes. I dag skal man helst passe ind i de kasser, der er accepteret af samfundet. Disse kasser bygger på arbejdsmarkedspolitik, som er en betydelig del af vores kultur, og systemverden, For at være en del af dette samfund, må man tage sit ansvar, som en god borger.

På trods af fine paragraffer i Serviceloven, som er en stor del af systemverden, er der i dag stadigvæk et problem, med unge uden social netværk, der kommer fra fattige kår eller ressourcesvage familier. Disse unge er i stor fare for at falde uden for systemet i velfærdsstaten. Det er dem, som bliver udstødt, og dem vi har valgt, at kalde Gadens løse fugle.

De unge har ofte en baggrund, der inkluderer forskellige institutionsophold, plejefamilier og/eller gentagende indlæggelser på psykiatriske afdelinger.

Problemformulering:

Der står i Serviceloven kapitel 8 § 32, om særlig støtte til børn og unge, med særlige behov at:

”Man skal skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn, så de får de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed, som jævnaldrene på trods af deres individuelle vanskeligheder”.

Derfor kan det undre os, at det offentlige system, herunder også pædagoger, ikke formår at containe disse individers forskellighed fra normaliteten. Men i ”integrationens hellige navn” absolut skal normalisere og putte disse unge hjemløse acceptable kasser, frem for at acceptere deres forskelligheder, og se disse som ressourcer frem for begrænsning.

Hypoteser:

1.                  De hjemløse unge har ofte oplevet, at det etableret system har handlet mod deres ønsker. Med det resultat, at de unge mister tilliden offentlige instanser.

2.                  Hvis man vil opnå resultater med denne marginaliseret gruppe, må man møde dem i deres livsverden.

Emneafgrænsning:

Vi har valgt at sætte fokus på, unge mennesker der af forskellige årsager, ikke har kunnet/villet integreres i ”normalsamfundet” og som i dag betegnes som socialt udstødte, psykisk syge og misbrugere.

Metode:

Vi vil i vores projekt, fokusere på udstødte og marginaliserede unge. Vi har været på besøg i Gaderummet i København, der er et socialpsykologisk rådgivningscenter og værested. Vores opgave vil bære præg af vores indtryk, empiri og interview med Kalle Birch Madsen, der er psykolog og daglig leder af Gaderummet.

Udover vores besøg i Gaderummet, vil vi gøre brug af det, i projektrammens, anvendte faglitteratur, tilsendt materiale fra Gaderummet og andet relevant litteratur.

Der findes mange definitioner på, hvad normalitet er. Vi vil bl.a. prøve at definere normalitet, ved hjælp af det unormale.

Vi vil lave en historisk gennemgang af denne gruppe mennesker, beskrive hvorfor de er udstødte og hvordan man som fagperson, kan nå denne gruppe af yderst marginaliserede unge.

Teori:

I teorien har vi taget afsæt i et kritisk syn på samfundsstrukturen, bl.a. gennem læsning af Bent Madsen, Tina Ussing Bølmer, Marslow, Habermas og gennem interview med psykolog Kalle Birch Madsen.

Historisk perspektiv:

Gadebørn og unge hjemløse er et gammel kendt fænomen. I 1470 – 1622 vokser den danske befolkning fra ca. 350.000 til ca. 470.000, og som følge af det øget befolkningstal, blev der flere marginaliserede.

I 1587 trådte kongen til og vedtog Tiggerforordningen, der forbød raske folk at tigge. Det var kun lovligt for værdigtrængende, d. v. s. syge og krøblinger. For løsgængere, raske udstødte og asociale personer var betleri forbudt, de kunne bare finde sig et arbejde!. [1]

Som følge af urbaniseringen i 1600 tallet, fik København i 1605 sit første tugthus, der var beregnet til løsgængere og ” dovne ørkensløse  mennesker”.[2]

 Men det løste ikke problemet med de mange omstrejfende børn og unge, som gik for ”lud og koldt vand”. For at integrere disse stakkels børn, ville man lære dem et håndværk. Derfor lod Kong Christian den IV i året 1621 Børnehuset bygge i forbindelse med tugthuset. Her blev børnene og de unge brugt som billig arbejdskraft i fremstillingen af klædestoffer. De arbejdede for staten i 10 - 11 år.

De børn og unge, der blev sendt i Børnehuset var omstrejfere, hjemløse, uvorden, uægte eller fattige børn og unge, som forældrene havde svært ved at forsørge. Dog modtog Børnehuset kun raske børn. Børnehuset lukkede i 1650.

Efter lukningen af Børnehuset, var behovet for et sted til omstrejfer og tigger der stadig. Derfor oprettede Frederik den III et nyt børnehus på Christianshavn. Her skulle børn arbejde sammen med fanger fra tugthuset. Mange børn døde p. g. a. sygdom eller de blev slåer ihjel af voksne fanger. ”For heller blive dømt til døden end rådne op i fængsel”.

I 1727 oprettede staten på kongelig initiativ Vajsenhuset. Det var en stiftelse for forældre- eller faderløse børn og unge fra alle samfundslag, som skulle integreres til nyttige samfundsborger. Også her gjaldt det, at børn måtte hverken være syge, krøbling eller vanvittige.

I 1753 oprettede starten Det Kongelige Opfostringshus for fattige børn og unge, der skulle oplæres i håndværk, handel eller til søfarer. Når de blev 12 år, fik de en lærerplads, som de var bundet til de næste 12 år. [3]

Ved hjælp af fattige reglementer fra 1799 og 1803, forsøgte statsmagten, at få de lokale myndigheder til at tage sig af problemet med tiggende børn og unge. Man manglede et sted at anbringe dem. Derfor blev de anbragt med “Skumle voksne”. Meningen var (igen) at der skulle skaffes arbejde til de fattige der kunne bestille noget.  

Den  billigste måde var anbringelse i plejefamilier, der manglede arbejdskraft.

 I 1846 blev der stadig bortvisiteret børn og ung til plejefamilier for et år af gangen til mindste bydende.

I 1860erne og 70erne blev der bygget mange nye fattiggårde, hvor beboerne havde en kummerlig tilværelse, de mistede bl.a. retten til at gifte sig og stemme. En sociallovgivning i 1933 betød at fattiggårdene blev nedlagt.

Sidst i 1800 tallet fik de fleste borger et nyt syn på fattigdom, det var ikke altid selvforskyldt. 

I 1837 blev Foreningen til forsømte Børns Frelse. Den kristelige forening mente, at man skulle opdrage i stedet for at straffe.

I det sidste 1/4 af 1800 tallet, byggede man mange børne-, opdragelses- og optagelseshjem af foreninger og privatpersoner. Her skulle man forsøge at give børnene og de unge opdragelse og måske en uddannelse.

I 1870 var der i alt 15 institutioner med plads til 650 børn og unge. 20 år efter var der 60 større anstalter og 35 børnehjem med plads til i alt 3000 børn og unge. Forældrene og kommunen skulle betale plejepenge så det var stadigvæk billiger at sætte børn og unge i privatpleje.

Det var meget almindeligt, at annoncere med udlejning af børn og unge i aviser, men da det smagte af slavehandel, som blev forbudt i 1803, blev denne form for markedsføring også forbudt.

I 1873 blev loven om børnearbejde vedtaget. Det blev forbudt for børn under 10 år at arbejde, og børn mellem 10-14 år måtte kun arbejde 6 ½ timer dagligt.

Ved vedtagelsen af den nye børnelov i 1905, blev der stillet større krav til og mere opsyn med plejefamilier. Børneloven betød også, at børn og unge kunne fjernes af værgerådet fra hjemmet, med eller uden tvang.

Allerede her er Peter Sabroe en vigtig person og fortaler for nutidens pædagogiske metoder. Han mente at der skulle gives flidspræmier frem for prygl.[4]

Børneloven var en del af den første socialreform, og med den blev der indført nye regler om social- og økonomisksikring.

Med den anden socialreform i 1933, afskaffede man almisseprincippet til fordel for retsprincippet. Det havde vist sig, at almisseprincippet var svært at administrerer. Dermed afløste loven om offentlig forsorg, fattigloven. De forskellige sikringsorganer byggede på en administrativ struktur, og der blev indført en række myndigheder, der skulle tage sig af bl.a. tilpasningsvanskelige børn og voksne.

Som følge af højkonjunkturen i 1960’erne, blev der ændret på loven om offentlige forsorg i 1961. Man gik fra passiv forsørgelse til aktiv hjælp.

Bistandsloven blev vedtaget i 1976 og den byggede på tiltag og ideer fra 1960’erne, og det blev Bistandslovens problem. Den var udtænkt mens der var højkonjunktur, men skulle fungerer i 70’ernes lavkonjunktur, som var en følge af bl.a. oliekrisen.

Som følge af krisen steg antallet af socialklienter og dårligt stillede markant, og det blev for dyr at have folk på bistand. Derfor skabte man beskæftigelsesprojekter m.v., men antallet af klienter voksede stadig, og man opnåede kun at flytte problemerne rundt i systemet.[5]

Målet med Bistandsloven var: forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel.[6]

Normalitetsbegrebet, som første gang blev formuleret i en lov i 1959, spillede en stor rolle i 70’ernes og 80’ernes socialpolitik. De marginaliseret grupper integreres, så deres liv blev så nær det normale som muligt, for at undgå stigmatisering. Desuden følger begrebet livskvalitet i slutningen af 80’erne. Brugere og klienter skulle have en forbedret livskvalitet via integration og normalisering. Derfor påbegyndte man i 1980 at af institutionalisere af de store statsinstitutioner.[7]

Den fjerde socialreform medførte, at man i slutningen af maj 1997 vedtog nye sociallove. Det betød, at Bistandsloven i 1998 blev afløst af Serviceloven, Retssikkerhedsloven og Aktivloven.

Serviceloven bygger på ideologien om forebyggelse, og at den enkelte har ansvar for sig selv og sin familie. Formålet med forebyggelsen er, at befolkningen bliver i stand til, at klare sig selv. Hvor man før havde et økonomisk sikkerhedsnet, indførte man nu tanken om selvforvaltning.[8]

Delkonklusion:

Gennem de sidste århundrede har man kendt til problemet med marginaliserede / udstødte grupper. Kendetegnet ved disse grupper har altid været fattigdom og / eller nedsat funktionsevner. For at integrere disse grupper af befolkningen, har staten forsøgt at normaliserer gennem aktivering og / eller behandling. Da man har efterstræbt en tilværelse så normal som muligt.

For personer uden de helt store kriser og problemer, har systemet fungeret godt. Men for de allermeste udstødte grupper, har det måske ikke været den rette fremgangsmåde, da der stadigvæk findes mennesker, som er udstødte af samfundet.

Sammenligner man nutidens loves principper med feudalsamfundets og senere tiders metoder for håndhævdelse af aktivering, kan man finde mange ligheder. Dog er er metoderne for normalisering i dag mere humane end tidligere! Men bliver folk integreret, eller er der tale om assimilation, når ens forskellighed ikke accepteres af det omgivende samfund.

Hypotese 1:

De hjemløse har ofte oplevet, at det etablerede system har handlet mod deres ønsker. Med det resultat at, de unge mister tilliden til offentlige instanser.

Mange af de unge mennesker, der lever på kanten af samfundet, har haft dårlige oplevelser med det offentlige system. Det har ofte endt med at de er blevet opgivet af, eller at de selv har givet op overfor systemet. Det sker fordi de ikke har ressourcerne, til at kæmpe den ulige kamp det er, ”bare at blive hørt”. Som en af de unge i Gaderummet udtrykte det; “Når man har fortalt og forklaret sin livshistorie og livssituation til 5 forskellige socialrådgivere i løbet af en måned, så gider man sgu ikke mere”.

Når det offentlige system har/er opgivet og man er udstødt af samfundet, hvor går man så hen? Et af de steder der er et alternativ til de offentlige institutioner er, Gaderummet/Regnbuen.

Gaderummet/Regnbuen beskriver sig selv som, “et socialpsykologisk fristed for unge”. Det er et døgntilbud for gadebørn, hjemløse og unge udstødte eller marginaliserede og almindelige unge, der har nogle psykiske problemer, men som ikke har råd til psykologhjælp, eller som har haft dårlige oplevelser med det etablerede behandlingssystem. Det kan tilbyde de unge socialt og psykologisk rådgivning, et sted at sove, samvær med ligestillede og til dels økonomisk bistand.

Stedet bliver fortrinsvis kørt på frivillig basis. Den daglige leder af gaderummet, Kalle Birch Madsen, der er uddannet psykolog, har i mange år arbejdet omkring 80 timer i ugen, i gaderummet, mens han levede af dagpenge eller bistandshjælp Først i år 2000, begyndte han at blive aflønnet for sit arbejde. Mange af de andre medarbejdere er studerende og arbejder der i deres fritid. Der er også nogle der er der i aktivering. Økonomisk er det penge fra private fonde og gaver fra private, der udgør størstedelen af Gaderummets budget, der er dog lidt økonomisk støtte fra kommunens side, gennem Kalle`s løn og de mennesker der er i aktivering.

Gaderummet og Regnbuen har forskellige funktioner.

I Gaderummet søger man at skabe et værested, for unge udstødte og marginaliserede. Det er her man giver den sociale rådgivning, og denne rådgivning kan komme fra personalet, men også fra de andre brugere. Man udøver ingen form for magtanvendelse, formynderi eller bedrevidende pædagogik, da det bare vil virke som en rød klud på de unge, for det er det mange af dem har oplevet i det etablerede system. Her er det de unge der sætter dagsordenen, som Kalle udtrykker det; “Det eneste magtmiddel jeg har, er et kvalificeret skænderi”.

I Gaderummet er der næsten ingen regler, man bliver ikke registreret og man bliver ikke “påduttet” nogen form for hjælp, medmindre man udtrykker ønske derom. De få regler der er, er nogen ungegruppen selv har udformet og de er i alt sin enkelthed;

“Ingen junk” (heroin og andre hårde stoffer).

“Ingen nydelse af alkohol fra søndag til fredag”.

Disse regler er bl.a. lavet for at skabe ro til dem, der har et job eller skole at passe.

P.t. er der 28 “fastboende” på stedet, men på en uge er der en gennemstrømning af ca. 200 forskellige mennesker, der benytter sig af enten rådgivningen, værestedet eller begge dele. Fællesnæveren for de fleste af disse mennesker er, at de har svært ved at tilpasse sig normen i det samfund, vi lever i. Dette kan skyldes misbrug, psykiske problemer, eller begge dele. Mange af dem har været i behandling i det etablerede system, men har ikke fundet tilbudet om hjælp, fra denne side tilstrækkelig brugbar, i forhold til deres problemer og livssituation, eller også er de blevet opgivet af et system der ikke har fundet dem “socialiserings egnede”, fordi det ikke har været muligt at måle en succesfuld behandling af disse unge, ud fra de succeskriterier, der fulgte med omstillingen fra velfærdsstat til selvforvaltningsstat.[9]

Regnbuen koncentrere sig om den psykologiske rådgivning. Rådgivningen har eksisteret siden 1985, den blev opstartet af en gruppe psykologi-studerende der mente at, der måtte være andre måder at hjælpe mennesker, med ondt i livet på, end at give psykofarmaka. Denne gruppe var meget optaget af, “Den kritiske psykologi”, som finder det etablerede behandlingssystem utilstrækkelig og ude af stand til at arbejde udfra, det enkelte menneskes livsverden[10], fordi der fokuseres for meget på de politiske og økonomiske aspekter i denne behandlingsform. Ifølge psykologen Sven Mørch,  er problemet ikke misbrug og arbejdsløshed. Det centrale i problematikken om marginaliserede og udstødte unge, er samfundets stigende krav om kvalificering, (uddannelse). For et fåtal af ungegruppen kan det være svært at leve op til disse krav, og det kan være med til, at de ender i et misbrugsforhold, der gør dem mere marginaliserede, end de i forvejen er.[11]

Den kritiske psykologi fokusere mere på en behandlingsform, der tager udgangspunkt i den syges livsverden. Hvilken kontekst den syge lever i, d.v.s. sociale relationer, boligmæssige forhold, psykiske problemer, misbrug, o.s.v..

Den kritiske psykologi tager på sin vis afstand fra psykofarmakaen. Den ser det som en akut behandlingsform, men mener at man, som behandler, på længere sigt må tage udgangspunkt i den syges livssituation og arbejde ud derfra.

Analyse:

Man vil elskes, i mangel heraf beundrers, i mangel heraf frygtes, i mangel heraf afskys, og foragtes

Ovenstående digt afspejler meget godt de skæbner, vi mødte i Gaderummet. De har tidligt i deres liv forgæves ledt efter den kærlighed, man som menneske har ret til og som der er med at skabe identitet. Måske har de gennem gode præstationer i skolen, prøvet at finde en beundring, der delvis kan kompensere, for den manglende kærlighed. Har de ikke kunnet finde denne kærlighed eller beundring, de så inderligt higede efter, i sammenhænge der af samfundsnormen findes acceptabel, har de i afmagt og desperation søgt til grupper, hvor de har fundet denne gennem ligesindede. I en sådan gruppe tilskrives den unge identitet og styrke, gennem gruppens kulturelle udtryk. Disse grupper finder man oftest på kanten af samfundet og er ofte ”ugleset” af det omgivende samfund. Når identifikationen med de samfundsmæssige idealer og samfundstilpassede identifikationsmodeller er glippet, for den unge, er modidentifikationen ofte et mere eller mindre bevidst valg, fra den unges side. Hellere være noget negativt, set med samfundets øjne, end slet ikke at være nogen.[12]

Hvorfor bliver nogle tabt, af det etablerede behandlingssystem?

En af de grunde vi har fundet mulig er, at opfølgningen på en behandling, er meget sparsom. Når f.eks. en psykisk syg patient bliver udskrevet fra den psykiatriske afdeling, er det op til personen selv, at søge videre behandling. Der er fra psykiatriens side opstillet nogle tilbud om opfølgning, men er man først udskrevet, kan man som behandler ikke forlange at, patienten skal gøre brug af disse tilbud[13]

På de psykiatriske afdelinger er man ofte plaget af overbelægning. Denne overbelægning kan, set med vores øjne, kun betyde, at der er mindre tid og ressourcer, til hver enkelt patient, hvilket igen må betyde, at det ikke er muligt at give den nødvendige behandling, medmindre man vælger at behandle med psykofarmaka.

I Gaderummet ser man meget skeptisk på behandling, udelukkende med psykofarmaka, fordi man ikke løser patientens faktiske problemer, da disse ofte er af socialpsykologisk karakter og fordi psykofarmakaen har en del bivirkninger. En af disse bivirkningerne kan være afhængighed af medicinen. En anden ulempe ved medicinering med psykofarmaka er, at man ikke kan gå ind og arbejde med et menneske, der er påvirket, fordi et påvirket menneske, meget sjældent er i stand til at tænke rationelt.[14]

En anden grund til at de bliver tabt er, at det etablerede systems behandlere, psykiatere, psykologer, sagsbehandlere og pædagoger, meget sjældent er i stand til at føle empati med det unge menneske, de skal hjælpe. De har ikke nogen forståelse for den enkeltes livssituation og livsverden, da de aldrig selv har stået i en lignende situation. For at finde forståelse for deres problemer, er man nødt til at kunne bevæge sig ned i “rendestenshøjde”. Forståelse handler om delt social erfaring.[15] Samtidig handler det også om anerkendelse af patientens unikke situation. Det betyder ikke at, man ikke kan blive en god pædagog, hvis man ikke selv har været nede og skrabe bunden. Men det kræver et specielt menneskesyn, og en god portion tolerance, at arbejde med den gruppe, som der her er tale om. Det vil derfor give nogle gode forudsætninger, for os som pædagoger, at man har en vis kendskab til det liv de lever.

Hypotese 2:

Hvis man vil opnå resultater med denne marginaliserede og udstødte  gruppe må man møde dem i deres livsverden

Beskrivelse & Analyse:

Huset emmer af vrede, der er indbyrdes slåskampe mellem beboerne og der ryges hash.

Det er nogle konklusionerne en gruppe af etnologer er nået frem til i en evaluerende rapport om værestedet ”Gaderummet” som ligger lige i hjertet af Nørrebro.

Det vides at ca. 20%  af enhver generation ”restgruppen” har så dårlige betingelser, eller trives så dårligt, at de er i fare for, at udvikle vedvarende sociale og psykiske problemer.

 I restgruppen af unge findes yderligere en restgruppe, som er stødt helt ud af hjem, skole, bolig, plejefamilie, institution, eller behandlingshjem. Disse unge udgør mellem 5-10%  af enhver ungegeneration. [16]

De fleste af disse unge har en dårekiste fuld af dårlige erfaringer fra normalsamfundet. Fyringer, udstødning af A-kasse, splittede familier, vold, seksuelle krænkelser og omsorgssvigt, indordnede under stressede og nogle gange bureaukratiske og autoritære socialarbejdere osv.

Alle disse afmægtige og trøstesløse forhold har for en hel dels vedkommende givet grobund for en karriere i dag- og døgninstitutioner eller fængsler, hvor de er omgivet af mennesker, der definerer 'god adfærd' for dem.

 Er det rimeligt eller på nogen måder rationelt at pådutte disse stakkels individer systemverdenens krav om lønarbejdervirksomhed eller klientgørelse?

Her vil svaret normalt være ja, fordi systemverdenen repræsenterer normaliteten og for at normalsamfundet kan opretholde sin integritet har de udstødte op igennem tiden været udsat for undertrykkelse og indgreb af ofte tvangsmæssig karakter bl.a. ved indespærring og tvangsmedicinering.

Vi ved på den måde hvad det gode liv er, når vi ser de elendiges.

Rationaliteten ligger i, at man med de udstødte producerer en negativ vare eller tjenesteydelse, som skaber vækst i samfundet fordi de giver arbejde til alle os socialarbejdere, psykologer, psykiatere osv.

Alle aktiviteter som udløser en løn er gyldige og samfundsnyttige aktiviteter (uanset karakteren heraf) og medvirker til en øget vækst og dermed en styrkelse af bruttonationalproduktet med andre ord så udgør de menneskelige omkostninger i tidens paradigme et overordentlig godt potentiale for lønarbejdervirksomhed.

Fornuften og det hensigtsmæssige i paradigmet kommer til kort, hvis man i bruttonationalproduktet modregner disse negative ydelser, da har der ikke været økonomisk vækst i landet siden sidst i 70’erne. [17]

Heterotopisk fællesskab![18]

Individer  som tager del i et heterotopia opfører sig afvigende i forhold til samfundets påbudte normer, man danner sig selv i modsætning til sine forestillinger om, hvad der er det normale samfund, og opfører sig afvigende i forhold til samfundets påbudte normer.

En strategi der skaber empowerment, idet brugerne i antagelsen af at være den radikalt anden synliggør deres marginalitet og  synliggør et socialt rum, hvor de paradoksalt nok ikke er marginale.

·               [19]Den frihed , som det heterotopiske rum synes at give brugerne, afspejler den ufrihed der i brugernes tilfælde ofte benævnes som social kontrol, umyndiggørelse, og fravær af personligt engagement.

·               Deres (brugernes) fleksible brug af tid er en afvigende opførsel i forhold til et omgivende samfund der af brugerne bliver beskrevet som stresset og retlinet.

·               Ved begrebet hjem er, ensomhed ligeledes et aspekt af samfundet uden for det heterotopiske fællesskab, der bliver fremhævet i forbindelse med en relationel selvdefinering. En bruger udtaler: ”Det er sgu ikke så meget stedet, det er mere fællesskabet. Det er det mennesker mangler i samfundet, tror jeg, mere fællesskab”

Det som brugerne forholder sig i kontrast til, kan i denne sammenhæng belyse brugernes visioner om det gode liv.

Det at være socialt udstødt eller psykisk syg og indgå i et hetorotopisk fællesskab er en synliggørelse af sig selv i gruppen og endvidere en synliggørelse af gruppen i samfundet.

Disse subjekter har fået en fælles referenceramme i at være udstødte, et fællesskab om det at være udstødt, og deres handlinger reguleres på baggrund af en gensidig anerkendelse af,

hvad  der er almene normer for handlinger, adfærd og sameksistens.

Et kærkomment åndehul hvor man får en chance for at, gen / opbygge sine livsressourcer :

Identitet, solidaritet & mening som Habermas tilsammen mener at udgøre en nødvendighed i ethvert menneskes tilværelse.[20]

For at behovet for selvrealisering og, at ”være skabende” kan opfyldes, er det en forudsætning at tre underlæggende behov er dækket (Marslows behovs pyramide) og

Det er vigtigt, at mennesker der måske har en daglig kamp for, at få de mest grundlæggende behov dækket at få noget at spise og et sted at sove og have nogle at være sammen med virkelig også får disse, for mennesket fundamentale behov dækket før man kan bevæge sig videre mod selvhævdelsesbehov og selvrealiseringsbehov.[21]

Det kunne være et godt og på mange måder rationelt pædagogisk arbejdsfelt, da brugerne i kraft af deres fællesskabsfølelse og kultur i høj grad er selvhjulpne til at bedre deres egen og andres psykosociale tilstande.

Psykologisk bistand må dog siges at være tiltrængt for en del som på grund af deres livsvilkår har fået slemme ar på sjælen eller er blevet psykotiske og medicineret under psykiatrien.

De mere ressourcestærke i gruppen vil ofte begynde at efterspørge behov som læring i forskellige faglige retninger og her ville pædagogerne med alle deres kompetencer gøre et godt bidrag med kreative indslag.

MEN den professionelle må gøre sig helt klart, at hetero betyder modsat  og modsat velstanden og nedenfor flyder slummen. Kan man som professionel bære en karriere i rendestenen og opnå den kontakt og tillid der skal til for selv at blive accepteret i gruppen .

Pædagoger og andre socialarbejdere har måske med god grund et ry blandt de unge udstødte, som er hørt udtrykt sådan: ” Først pisser man på os og bagefter siger man, at vi lugter” en sådan kommentar burde give stof til reflekterende eftertanke blandt os i ”servicesektoren”

I ”Lejren” er man f.eks. blevet pålagt, igennem særloven og i amtslig regi, at få opført et børnehus, med socialpædagogisk bistand udefra. Det lyder måske umiddelbart som et godt initiativ, problemet er bare at, beboerne nærer en dyb mistillid til systemverdenen, på grund af tidligere anbringelser af børn, i lejren, udenfor hjemmet. Beboerne er her præget af en generel negativ indstilling til (social)pædagoger, og det skyldes, den praksis der har været på lokal plan. Børn & unge udvalget som træffer afgørelserne ved socialpædagogiske tiltag er lokalt stærkt repræsenteret af systemverdenens krav om normalisering. Disse tiltag lader ofte ikke forældre mange muligheder tilbage, for eks. vis samkvemsret med deres egne børn. Hvad et børnehus angår, som beboerne i øvrigt synes, er en god ide, vil dette også blive en realitet, blot udført og bemidlet af dem selv, for at fastholde suverænitet og undgå indblanding fra offentlig side.

Social & Boligpolitikken må nå frem til, om man ønsker de udstødte ned i kloakkerne, som det er praksis i f.eks. nogle sydamerikanske lande. Eller om man vil give dem en tålelig tilværelse, med dertil hørende midler og ressourcer såsom et værested med anstændige fysiske rammer.

Handledel:

Hvordan kan vi som pædagoger afhjælpe, at de unge ender med at blive udstødte?

De unge, som kommer i gaderummet er fra omkring 18 år og opefter. På det tidspunkt de kommer til Gaderummet, er de meget ” skrøbelige” og fulde af mistillid. De tror ikke, at pædagoger er til for at hjælpe dem.

Hvad kan vi som pædagoger gøre for at opbygge en tillidsform overfor de unge igen?

Vi skal som pædagoger HELT ned i rendestenshøjde, for at hjælpe. Man skal være til stede 100%, når de unge har brug for det. F. eks. hvis man har fri kl. 17.00, og den unge har brug for en kl. 16.59, så må man være fleksibel med sin fritid og blive til krisen er overstået.

Som omsorgsperson skal vi arbejde primært ud fra de nære relationer, frem for de professionelle, og behandling må ske udfra en bred opfattelse. D. v. s. man skal arbejde udfra brugerens behov. Man skal ikke som pædagog pådutte eller trække ideer ned over hovedet på disse unge. Løsninger og lysten til forandringer skal komme fra de unge selv.

Hvad er det, som gør at de unge accepterer et sted som Gaderummet. Og hvad er det, som Gaderummet kan tilbyde frem for offentlige tilbud?

I Gaderummet bliver de unge taget alvorlig og lyttet til. Der er et fællesskab blandt de unge – de er ligestillede, har medbestemmelse og medindflydelse på stedet og deres egen hverdag. Udvikling og fremskridt foregår i de unges eget tempo og de bliver ikke pacet frem. Man taler ikke ned til dem, men med dem, der er ikke nogen, som er bedreviden om, hvad der er godt for dem og der er ingen, som har en plan med dem og de føler ikke, at personalet gør deres arbejde for penge.. Alt dette er ting vi som pædagoger kan bruge , når vi skal arbejde med udstødte unge.

Som en bruger fra Gaderummet sagde: ” Du skal også kunne hilse på mig, når du møder mig på gaden – uden at du får penge for det!! ”.

Hvordan kan pædagoger være med til at forebygge, at de unge bliver udstødte?

Den bedste måde at nå langt med denne gruppe på, er som sagt, at vinde de unges tillid og opbygge dem som mennesker på ny. Men allerbedst er, at forebygge problemerne opstår, da det er svært at hjælpe, når først de unge er nede og skrabe bunden.

For at forebygge at de unge ender på gaden, skal man gribe ind tidligere i deres liv. Mange kommer fra ressourcesvage familier, er det i familierne man skal gå ind og hjælpe. Her mener vi ikke kun økonomisk dårligt stillede familier, men også familier, som udsættes for kriser, tab o. s. v. I disse situationer er de udstødte unge blevet taberne. Mange har oplevet svigt og er ofte blevet overladt til sig selv. Med  det resultat at de unge ofte udviser ændringer i deres adfærd. Dette medfører ofte at forældrene ikke kan magte de unge, eller at de unge ikke kan magte tilværelsen. Når nu Gaderummet viser sig at fungere så godt, uden at de kører regelfast efter systemverdenens værdier og normer, men arbejder ud fra de bløde værdier og de unges livsverden, burde vi som pædagoger, så ikke bringe mere af det ind i vores daglige arbejde?

I dag er løsningen, at sende de unge i plejefamilier eller på institutioner. Vi mener, at det i nogle tilfælde ville være en bedre løsning, at hjælpe familierne i krise inden, at problemerne vokser dem over hovedet. I stedet for at adskille familien, er det bedre med familieterapi, der e. v. t. suppleres med ” hjemmehos pædagoger” så hele familien kan få hjælp.

Desuden bør pædagoger o.l. være opmærksomme på problemer i deres omgang med børn og unge. Og de obligatoriske skolelæge besøg skulle inkluderer samtaler med skolepsykologen. Med disse tiltag kan måske mindske antallet at udstødte i Danmark.

Konklusion:

Igennem arbejdet med opgaven ”Gadens løse fugle” er vi nået frem til følgende: Gennem tiden har man gemt problemerne af vejen, forsøgt at normaliser afvigere og marginaliserede gennem aktivering. Men det er samtidig, gennem de udstødte og marginaliserede, at samfundet afspejler sin egen normalitet.

Som nævnt før, har denne gruppe af unge ikke fået dækket deres basale behov, og derfor kan man ikke forvente, at de magter handleplaner og aktivering. Skal denne gruppe integreres, må man fastholde dem i deres udvikling. Man skal arbejde med ”små ” planer og bløde værdier, frem for systemverdens langsigtede planer. Professionelle / pædagoger må danne sig en forståelse for denne gruppes livsverden og værdier, for at de kan opnå en gensidig forståelse og tillid.

På trods af de unges individuelle vanskeligheder og forskelligheder, må vi konkludere, at serviceloven ikke lever op til kapitel 8 § 32.

Denne gruppe har ”meldt” sig ud af det etablerede samfund, da de ikke er interesseret i at blive klientgjorte, og de magter ikke aktiveringsprojekter.

Når det offentlig system ikke kan containe disse unges forskelligheder, skyldes det systemverdenens regler, love og ønsket om normalisering. Pædagogens arbejde bærer præg af regler i stedet for menneskesyn og empati for brugerne. Derfor er det godt, at der findes væresteder o. lign. som arbejder med frivillig arbejdskraft, da de ikke i samme omfang som offentlig steder, skal indrette sig efter systemverden.

Alt i alt må vi konkludere, at det danske samfund helst skal være så homogent så muligt. Der for kan de unges forskelligheder ikke accepteres i ønsket om et utopisk samfund. Vi glemmer at finde frem til ressourcer, som disse unge besidder. Citat af Kalle B. Madsen: ”Alt nyt starter også som et afvig eller som noget forskelligt fra det normale”.

 



[1] Andresen, Carl Erik, Gadens børn, side 4 – 6.

[2] Hermann, Leif, Social udvikling, side 157 - 159.

[3] Andresen, Carl Erik, Gadens børn, side 8 - 18.

[4]Andresen, Carl Erik, Gadens børn, side 21 - 43.

[5] Bølmer, Tina Ussing, Når samfundet udstøder, Side 49 - 58.

[6] Hermann, Leif, Social udvikling, Side 213.

[7] Bølmer, Tina Ussing, Når samfundet udstøder, Side 59 – 68.

[8] Hermann, Leif, Social udvikling, Side 337 – 341.

[9]Bent Madsen, “ Socialpædagogik og samfundsforvandling, s. 40/41.

[10]Madsen, Bent: ”Habermas´ begreber, Identitet, solidaritet og mening. Socialpædagogik og samfundsforvandling s. 179 – 182.

[11]Introduktion til psykologi s. 356/357.

[12]Psykologibogen, s. 207.

[13]Se bilag. 2.

[14]se bilag. 1.

[15]Antropologisk metoderapport, “ Når kontrasten skaber frirum, om synliggørelse af anderledeshed”.

[16] Socialforskningsinstituttet 

[17]socialpædagogik & samfundsforvandling s.74-75

[18] Michel Foucault: Of other spaces  1986

[19] Når kontrasten skaber frirum – antropologisk metode rapport om gaderummet

[20] socialpædagogik & samfundsforvandling s. 180-181

[21] Udviklingspsykologiske teorier s. 24